[Afsluttet]its time to start my plan! let chaos begin(Dust og Eris)

Tid: sen aften
Sted: zone 1 militærets territorium
Omgivelser: ingen umiddelbar liv uden for zone 1 indhegningen
Vejr: let overskyet

Det var nu en sen aften, og selvom det virkede ganske roligt, var det langt fra sådan det ville fortsætte hele natten ud, for der var en der havde store planer for Zone 1, nu hvor solen var gået ned, og havde efterladt området i en seriøs og nådesløs nattemørke. Vejret var helt perfekt, da det var lige overskydet nok til at dække for nattens naturlige lys, men det var ikke overskydet nok til at true med regn, og det var på denne nat et væsen, kom op af jorden et godt stykke fra Zone 1, så de ikke kunne registrere hans tilstedeværelse. Skikkelsen kom ikke op som en zombie ville have gjort det, men derimod som om han voksede op af den, da hans nrop var lavet af sand, og han havde bevæget sig gennem jorden med hans våben, der fordelte sig på hans krop, i takt med at han kom op af jorden.

Dust som han ironisk nok hed, fik trukket sig helt op af jorden, og fastgjorde sig selv, så han igen lignede et rigtigt væsen igen, og nu kunne man bedre se ham an, han var iført en sort long coat, sort løst tøj, et stort bælte med dødningehoved bæltespænde og 4 daggerts i, et stykke stof rundg om hans hoved der var ret dækket, af hans sorte hår med den naturligt røde farve i, og 2 kæmpe store sværd på ryggen der var lige så lange, som han var høj. Det ene var et skarpretter sværd, så skarpt at det kunne skære gennem sten som var det smør, og det andet var Samehada et levende haj sværd, der havde et blad lavet af savtakkede hajskind så det kunne save gennem alt. Alt i alt denne Dust, lignede desideret set ikke nogen, man havde lyst til at stå i vejen for, især fordi hans blodrøde øjne var følelses forladte, hans krop stank af blod blandet med sand når han var i sand form, og hans anmon aura føltes kold og fuld af ondskab.

Med rolige bevægelser, tog han en smøg frem fra en inderlomme i hans long coat, og tændte den mens han stod og ventede, på en ungt udseende lille vampyr, som skulle hjælpe ham med at angribe zone 1. Han havde specifikt kontaktet hende, da han vidste at vampyre fra naturens side var stærke væsner, men i højere grad fordi denne lille dame, havde en fantastisk brugbar gave i form af hendes evne. En illusionist der kunne dræbe, både med og uden hendes evne, et væsen lige efter hans hoved, designet til opgaver som denne her, da han gerne ville nå sit mål inde på basen, før han lod helvede bryde løs, og de var nød til enten at flygte i vild panik, eller kæmpe sig vej ud af stedet, hvis de ville slippe for militærets fængsel og behandling af forbrydere.

Det var perfekt vejr i dag eller rettere i nat. Det var mørkt lettere overskyet og koldt. En nat til mord. Kort sagt var det en nat efter Eris hoved. Hendes liv havde været en smule kedligt de sidste par uger, så da den mystiske Dust havde kontaktet hende med et ønske om hjælp til at bryde ind i zone et, havde hun glædligt accepteret. Et indbrud i selveste zone 1, hvor meget mere spændende kunne det blive? Det vidste Eris ærlig talt ikke.
Med lette nærmest springende skridt begav hun sig hen mod det sted, hvor de to havde aftalt at mødes. En kold vind tog i hendes let lyserøde hår og bragte en svag duft af roser rundt til omgivelserne. Menneskerne i zone 1 ville dog ikke lægge mærke til det, det var et godt stykke for langt væk, og desuden var menneskerne for dumme til at lægge mærke til så små detaljer.
Hun scanede hurtigt området omkring hende med sit ene nærmest lysende gule øje. Et underligt halvsindssygt smil trak i hendes ene mundvig, da hun lagde mærke til den unge mand, der stod et stykke derfra. Han så ud til at vente på nogen...hende. Det måtte være Dust, hvem skulle det ellers være? folk der ikke var mennesker holdt sig stort set altid væk fra zone 1, og Eris var sikker på, at han ikke var et menneske...det kunne hun lugte. Med næsten uhørlige skridt gik hun over og stillede sig ved siden af ham. "Dust?" spurgte hun og så med et smil op på ham.

Dust kunne dufte den svage duft af roser, samtidig med han mærkede en vampyr nærme sig ham, mens han tog et hvæs af sin smøg og pustede en røgsky ud, men han reagerede ikke på hun kom nærmere, før hun stod ved hans side og spørgende sagde hans navn. Han så roligt på hende med hans følelsens forladte øjne, og smøgen i mundvigen.
"Godt du kom lige til tiden, jeg går ud fra du er indforstået med, at din belønning er noget du selv vælger, så længe du ikke vil have noget af mine ejendele, og den bliver udbetalt når opgaven er udført?" spurgte han roligt "Og så længe vi er i gang derinde, arbejder vi sammen som et team, vi går ind sammen og gør hvad vi kan for at komme ud sammen!"

Dust så roligt mod zone 1, med et tænkende blik mens hans smøg glødet op og røgen igen forlod hans lunger, da denne såkaldte opgave var en af hans personlige, og hans integritet i dens udførelse derfor var høj. Han havde planlagt dette nøje, og brugt lang tid på at opspore et væsen, der var egnet til at følge med ham derind.
"Eris før vi går i gang, er der et par sidste detaljer jeg skal vide, angående dine evner!" sagde han roligt og så på hende igen "Jeg vil gerne vide hvad du kan i kamp, om du er bevæbnet og i stand til at bruge de våben du bære, og så er der din evne! Hvor god er du til at bruge den, hvor mange kan du bruge den på af gangen, kan du illusionerne følelser og hvor meget kan du holde til?"

Hans viden om hendes evner og muligheder, kunne forbedre deres odds og gøre det muligt for ham at vide, hvor meget beskyttelse han skulle tiltænkte hende, og hvor meget hjælp i kamp han kunne regne med, fra hendes side af. Disse faktorer var for ham vigtige at vide, når de var kommet ind og han ville starte kaos derinde, for så vidste han mere om hvad han skulle gå ud fra, hvis de skulle ende op i kamp, eller komme i fare på anden vis.

Eris var et kort sekund en smule overvældet over de mange spørgsmål, men hun fik dog hurtigt styr på sig selv igen.Som svar på spørgsmålet om om hun var bevæbnet, trak hun en kniv frem. Det var ikke nogen prangende kniv, men den havde tjent hende godt i mange år, så hun var glad for den. Så var der også det faktum, at den var god at kyle efter folk. Hun smilede, og hendes øje skinnede vanvittigt. "Jeg er fuldt ud i stand til at bruge den her, jeg er blevet oplært i det, ligesom jeg er blevet oplært i at bruge min evne," sagde hun. Hendes blik blev et kort øjeblik fjernt, da hun tænkte tilbage på sin tid som lærling hos sin skaber. Det havde været hårdt, det indrømmede hun blankt, men hendes liv ville ikke have været sjovt uden den tid."Angående min evne har jeg betalt min oplæring med mit øje, så jeg er blevet ordentligt oplært, det ville måske endda blive svært at finde en på mit niveau," sagde hun med et smil. "Jeg kan benytte min evne på sådan cirka fem af gangen måske otte, men det kræver energi, og ja jeg kan illusionere følelser, men det koster mere energi end normale illusioner," hun holdt en pause. "Hmmm, hvor meget jeg kan holde til spørger du, hvis vi snakker at kæmpe er jeg som før nævnt trænet, det er mere det at opbruge for meget energi, vi skal passe på med, i værste tilfælde vil jeg kunne dø af at opbruge for meget," forklarede hun inden hun igen blev stille.
"Har du en plan for, hvordan vi kommer ind?" spurgte hun efter et par minutters stilhed.

Dust fulgte i den grad med i alt hvad hun fortalte ham, da det var vigtigt for ham at ham fik det hele med, og da hun så spurgte ham om hans planer for at komme ind, kom der nogle underlige lidt supersoniske haj lyde, fra Samehada det ene sværd på hans ryg der havde bladet, bundet ind i et hvidt stof så bladet ikke ødelagde hans tøj. Dust klappede roligt sværdet på det tildækkede blad, hvilket fik den til at blive stille igen, før han så på Eris med hans tomme øjne igen.

"Hvad angår energi, kan jeg stjæle energi fra mine omgivende fjender, ved hjælp af mit sværd Samehada, så det kan jeg sørge for du ikke løber tør for!" sagde han roligt, og begyndte at betragte zone 1 med et tænkende blik "Min tanke var lidt, at siden zone 1 er et aflukket sted, for alle der ikke er med i militæret eller en fange, så flyver vi der ind i stealth mode ved hjælp af mine vinger!" han tog roligt et blue-print frem, af zone 1's overordnede opbygning, og foldede det ud så han kunne holde det foran hende, og pege på stederne han snakkede om.

"Vi befinder os herover omkring, tættest på våben lageret der er vores mål, som sagt flyver vi ind over bygningen, dig på min ryg så... Vent har vampyrer kropsvarmen?" spurgte han roligt, og lagde sin kolde hånd mod hendes kind, for at mærke det på hende da han var blevet i tvivl, om hvorvidt vampyrer havde krops varme eller ej, men han var ret sikker på de ikke burde have det.

//Hej undskyld forsinkelsen med svaret, har haft en ret seriøs omgang kreasvigt-virus xD//

"Nej vi har ikke kropsvarme, vi er teknisk set døde," sagde hun. "ldt ligesom zombier bare sådan cirka en milliard gange sejere...og mindre rådne," fortsatte hun med et smil, der sagde meget om, at den ellers ret så uskyldigt udseende pige ikke var helt rigtig i hovedet. "Sååå zone 1 huh...hvad har de derinde, som du skal have fat i?" spurgte hun stadig smilende. Egentlig havde hun ikke selv særlig meget at komme efter i den berygtede zone 1. Hun havde valgt at tage imod tilbuddet om at komme med, fordi hun manglede noget at lave og kedede sig noget så gudsjammerligt. Og hvis der var noget den lille vampyr pige hadede, så var det at kede sig. Så helere sætte livet på spil og få lov til at myrde folk. Det var sådan hun så på det. Et liv uden noget at lave var slet ikke noget liv.

Dust klappede hende roligt på hovedet, da han så hende på samme måde, som normale væsner så normale børn. Og hvis hun opfattede dette fra hans side af, skulle hun bare tage det som en komplimant, da det betød at han så hende som velegnet til hans selskab, og denne her mission som de var på vej til at skulle udføre.
"Hvis jeg skal være helt ærlig overfor dig, så aner jeg ikke hvad vi skal have fat i, men hvis det kan trøste dig, så kan jeg fortælle dig at vi er ude efter det stærkeste hemmelige våben, som vi kan finde derinde!" sagde han roligt "Og hvis jeg nogensinde skulle have et barn, skulle det være lige som dig! Du er meget velegnet til at være sammen, med galninge typer som mig!"

//det går nok jeg overlever nok XD

"Nyahaha, tjaa hvad kan jeg sige? Jeg er vel også selv lidt af en galning," lo Eris, da hun hørte hans sidste kommentar. Hun så med en ro, der ikke burde være mulig for et mystisk væsen som hun selv ud over zone 1. Hun burde være bange, folk som hende blev slået ihjel for bare at nærme sig det her sted. Men hun var ikke bange...ikke det, der lignede. Hun skulede let af menneskerne, der alle gik rundt i deres fancy uniformer og bevogtede, hvad end det var for noget de havde der inde. "Se dem lige en gang, de aner ikke hvad der venter dem, inden solen stor op, vil der nok være en del af dem, der er døde...dumme små mennesker," mumlede hun hånligt. "Jeg kan ikke lide mennesker," fortsatte hun lidt efter. "Når, er du klar til at slagte dem?" spurgte hun og vendte sig mod Dust med et ansigtsudtryk, som var hun et barn juleaften.

"Hmm når det her er overstået, burde vi helt seriøst gå mere sammen!" Sagde han roligt med et tomt smil på læben "Medmindre selvfølgelig det bliver underligt, når andre væsner begynder at tro at du er min datter! Galskab har det jo med at blive i familien, så det kunne jo godt ske!" Dust så roligt den samme vej som Eris, og havde faktisk stort set den samme holdning som hende. Han havde den holdning, at et hver væsen der som minimum ikke havde mindst en styrke fra naturens side, mere end menneske racen havde, var et svageligt væsen og menneskeheden var nederst i fødekæden. Jo svagere man var fra naturens side, jo mindre værd var man i hans øjne.
"Og tænk at de var den dominerende race på planeten før vi kom hertil!" Sagde han roligt med afsky i stemmen "Væsner som os burde udrydde racen helt, det er jo nærmest spil af fødevare og ilt, at lade dem rende rundt i en verden de ikke kan klare sig i!" Han vendte ansigtet mod hende, da hun vendte sig mod ham og så hende i øjnene, før han nikkede let til hendes spørgsmål.
"Vi er klar, så vi kan lige så godt få kaos til at bryde løs, og få zone 1 til at bryde ud i kaos!" Sagde han roligt med et lumskt smil.

"Nyahaha kaos er mit spiciale så det skal nok blive sjovt," sagde hun med et smil der var så sindssygt, at det halve kunne være nok. "og i øvrigt er jeg fuldstændig enig i din holdning til menneskeheden, hvis vi kommer til at ses igen efter det her, hvilket jeg håber, burde vi virkelig finde en måde at udrydde de pestilenser på," sagde hun med et grin. Hun mente hvert et ord hun sagde. Andre ville nok sige, at det var umuligt at udrydde menneskeheden, men Eris var af den opfattelse, at det nok skulle kunne lade sig gøre. I sær hvis hun og Dust teamede op. Ud fra hvad hun vidste om ham, virkede det næsten som om, de ville kunne komme til at lægge verden i ruiner. "Vi ville være noget af en mærkelig familie, men hvis jeg skal sige min personlige mening ville det ikke gøre mig det store," fortsatte hun lidt efter. Hun havde ikke haft noget, der mindede om en familie, siden hendes skaber forlod hende på grund af den massekrerede landsby. Og hvor mange år var det lige siden.?..Ti?...Femten? hun vidste det ikke, men det blev til tider ensomt. "Når, men skal vi tage af sted?" spurgte hun og smilede.

"Du kunne lige så godt være min datter Eris, du tænker stort lige som mig, og din galskab rækker vidt og bredt!" sagde han tænkende, da deres samtale emne havde fået ham til at tænke tilbage "Hvis vi mødes igen en dag, kunne det være jeg skulle adoptere dig! Du er ideal familie for en som mig, og det kunne rart med nogen at kalde familie!"
Han virkede fraværende mens han sagde det sidste, som om han virkelig var opslugt af sine tanker, men i det øjeblik hun spurgte om de skulle komme afsted, snappede han hurtigt ud af disse tanker igen, og blev lige så fokuseret som han havde været før hans tanker, havde opslugt ham fuldstændigt.
"Ja vi må hellere se at komme i gang, vi har trossalt de bedste fordele i nattens mørke, og som halvt skyggedæmon kan jeg bruge det til noget!" sagde han roligt og vendte sig mod hende. Han bøjede sig ned i højde med hende, førte armene ind under hendes og rundt om hende, for så at trække hende ind til og løfte hende op "Spænd dig fast til mig, vi skal flyve ind over basen!" sagde han roligt.

Hun gjorde udenn videre som han sagde, og så fløj de ellers ind over zone 1. Egentlig nogle åndssvage vagter, de kiggede slet ikke opad. Det var som om, de slet ikke kunne tænke sig til, at nogle kunne finde på noget som at angribe fra luften. Men det var jo bare endnu et punkt at føje til listen over ting, der gjorde, at mennesker ikke hørte til på denne her plantet længere. De lanede i udkanten af zone 1, men dog stadig inden for hegnet. Lige på det her sted var der ikke særlig mange vagter. Faktisk var der kun en enkel. En ung mand, der så ud til helere at ville ligge og sove hjemme i sin seng. Han sad i hvert fald bare og kiggede åndsforladt på sit skydevåben med et ansigtsudtryk, som havde han forventet, at arbejdet i zone 1 ville have været sjovere, end det egentlig var. Han skulle nok for det sjovt i nat i hvet fald, hvis sjov var ens betydende med at dø. Eris gik over mod ham, indtil hun stod ansigt til ansigt med ham. Nogle ville måske kalde denne strategi for komplet vanvittig, hvilket den også var, men mennesker var som regl for langsomme til at reagere, og det kunne Eris altid for noget ud af. "Hej," sagde hun og vinkede en hånd foran hans ansigt.
Manden spjættede ufrivilligt og så forvirret op på hende.
"Hvad fanden?...Hvad laver et barn her?...Smut helere stump, du er voldsomt meget på afveje, hvad er det du vil?" sagde han ret så usammenhængende.
"Jeg vil bare ikke kede mig," svarede Eris. "Vil du lege en leg med mig...jeg myrder dig, og du dør," sagde hun i en uskyldig tone, der overhovedet ikke passede til det hun sagde.
"Ha, du er kun et barn, hvad skulle du kunne..." manden nåede ikke at fuldføre sætningen, før kniven sad i hans bryskasse.
"Æv altså, du er jo overhovedet ikke sjov," sagde Eris i en klagende tone, da manden faldt ned fra klapstolen, han sad på og hostede blod op med ansigtet ned i den kolde jord.
Da hun var sikker på, at han var død, brugte hun en illusion til at skjule liget.
"Tsk dumme mennesker," mumlede hun, hvorefter hun gik tilbage ved siden af Dust.

Da Dust var landet og havde sat hende fra sig, lod han Eris om at klare det ene menneske, for at se hvordan hun klarede situationen, og han var faktisk ret tilfreds med det han så. Hun var et godt valg af selskab til denne form for opgaver, hendes afsky overfor mennesker og måde at håndtere dem på, gjorde at han kunne komme længere ind uden at skulle angribe nogen.
"Godt klaret Eris, det er vist godt du kom med mig!" sagde han roligt og strøg hendes kind kort med blide bevægelser, før han begyndte at gå videre med rolige skridt, som om han ikke frygtede gemte snubletråde, eller nogen landminer under jorden. Dog lagde han en hånd på hendes skulder, og begyndte at gå med Eris ved sin side i et underligt mønster, mens de gik fra hegnet og hen til bygningen.
"Så er land minerne ikke et problem for os, nu er det bare døren der skal åbnes!" sagde han tænkende, da de nåede hen til døren der manglede en kode og et kort, for at lukke døren op. Dust lagde hver sin hånd mod henholdsvis kode maskinen og kort maskinen, og sendte sand ind i maskinerne for at pille ved dem, hvilket fik dem til at lave nogle underlige lyde, lige indtil de lavede godkendt lyden samtidig, og skydedøren åbnede for dem.
"Kom så kære, det her går jo forholdsvis godt indtil videre!" sagde han roligt og gik ind af døren.

Hun smilede og fulgte efter ham gennem døren. Hun kunne godt regne ud, at det var omkring nu, det ville begynde at blive svært, men hun tog det som en udfordring og var ikke noget nær frygtsom. Hendes illusioner ville også kunne hjælpe dem, så hvad havde de at frygtre? De tog mod en gruppe åndssvage mennesker med skydevåben, for hende var det ikke svært at se, hvem der ville have overtaget i denne situation. Med et overvågnet blik scannede hun området, De befandt sig i en lang sterilt udseende gang med ståldøre på hver side. Hun havde ingen ide om, hvad der gemte sig bag dørene, men det skulle de tidsnok finde ud af, så meget var hun sikker på. "Sååå...hvor går vi hen først?" spurgte hun hviskende for ikke unødvendigt at alamere nogle vagter.

Dust så godt vagterne, og ved hjælp af hans evne til at sanse andre væsners aura, kunne han mærke hvad der var bag dørene, hvis altså det der var bag dørene var levende, og ikke var zombier. Han havde nærmest et kort i hovedet over zone 1, og han brugte deres placering ud fra hvor de var gået ind, til at bedømme hvor i zone 1 de befandt sig henne, hvilket gjorde det muligt for ham løbende at beregne hvor de skulle hen.
"Vi skal forbi vagterne min kære!" sagde han roligt, og gik ufortrødent videre mod dem, som om han ikke fandt dem som en trussel. En af vagterne så dem komme nærmere, og gjorde de andre opmærksomme på situationen, og straks trak de våben og rettede dem mod Dust og Eris.

"Holdt lige der! Identificer jer selv nu!" beordrede en af soldaterne, men Dust fortsatte bare frem mod dem, dog gik han ind foran Eris for at beskytte hende, i tilfælde af nogen skulle skyde på dem, kunne han godt tage det da han trossalt var lavet af sand.
"Skal da straks ske!" sagde han koldt og i en hurtig bevægelse, løftede han armene mod soldaterne, hans arme blev til sand som fyrede mod dem, og kvalte dem lydløst samtidig med, at noget ekstra sand greb om våbnene så skuddende blev dæmpet.
"Den samme dag som mennesker gør sig fortjent til min identifikation!" tilføjede han så mens han rettede sig op, og hans arme blev normale igen. Han åbnede en tilfældig dør, ind til et tomt kemisk laboratorium og skubbede ligende derind.
"Vi er ikke så langt fra våben laboratoriet, og når vi har været derinde, skal vi bare rasere stedet så de tror vil ledte efter noget tilfældigt!" forklarede han roligt og drejede til højre ned af en gang "Det vil gøre det svære for dem at regne ud, hvad det var vil stjal! Er du med på det kære?"

"Selvfølgelig," sagde hun med et smil og fulgte efter ham med vanviddet lysende i sit øje. Det her var lige et job for hende...spred så meget kaos så muligt og slå mennesker ihejl samtidig, så blev det altså ikke meget bedre.

Efter noget tid standsede den vanvittige duo udenfor en ståldør, der var fuldstændig indentisk med de andre på gangen. Men et skilt ved siden af døren var sirligt påskrevet våbenlaboratorium. "Let the chaos begin," mumlede hun, inden døren blev åbnet.
Ved lyden af den åbnede dør vendte nogle vagter sig mod dem og brugte den samme identificer jer selv-smørre som for ti minutter siden
"Helt ærligt, hvor er I altså ukreative bliver det aldrig kedeligt at sige det samme igen og igen," sagde Eris med et ulæsligt pokerface. Vagterne stirrede et kort øjeblik på hende, som om de ikke kunne fatte, at hun lige havde draget dres autoritet i tvivl og så enda på så uforskammet en måde. De tog sig sammen og holdt atter deres skydevåben mod dem.
Eris så bare på dem med sit pokerface. "Tåber...I er kun mennesker, I kan intet stille op," sagde hun i et koldt tonefald. Så snart hun havde sagt det blev gulvet for vagternes fødder forvandlet til lava. Det var selvfølgelig kun en illusion, men en så overbevisende en, at vagterne alle som en hylede i smerte og overraskelse.
Imens de var beskæftigede med deres "brændende" fødder, gik Eris igang med at stikke dem alle sammen ned. Det endte med,at den sære duo stod i en sø af blod og en dynge af lig. "Og så var det bare at rasere," mumlede Eris med et smil og smadrede med kølig liggylighed et glasskab.

Dust forholdt sig rolig mens Eris udfoldede sine evner, og så blot på mens han nød dette lille display of power, som hans lille kriminelle galning af en partner udviste. Imens bag det følelses forladte ansigt, der på intet tidspunkt afslørede hvad der foregik i hans hoved, tænkte han på mulighederne der var i denne lille pige lignende guldklump af en dræber, og op til flere potentialer kom op i hans hoved allerede før hun var færdig med at dræbe.
"Godt klaret kære Eris, begynd at smadre ting så tjekker jeg stedet igennem, og hjælper dig når jeg har fundet hvad jeg skal bruge!" sagde han roligt, og gik hen til et arkiv skab som om han vidste, lige præcis hvor han skulle lede henne, for at finde et ordentligt resultat. Efter at have tjekket nogle mapper igennem, fandt han en sort mappe der fik mest opmærksomhed fra ham, han åbnede den og læste den igennem, og efterhånden som han læste kunne man se på ham, at hvad end han havde fundet i denne mappe, gjorde det hele turen værd.
Han lukkede mappen igen da han vidste hvad han skulle bruge, og lukkede katoteks skuffen efter sig, før han trak sit kæmpe store kubikiribocho sværd, og begyndte at hjælpe Eris med at smadre stedet fuldstændig.

Det haglede nærmest med glasskår omkring dem. Stedet var begyndt at ligne noget, der var blevet udsat for en voldsom orkan. Døde vagter, blod og glasskår var at finde alle vegne. Eris smilede, det var længe siden, hun havde haft chance for at smadre noget. Og så var det enda noget, der betød meget for de sølle mennesker, og deres sørgelige små liv. Jo mere de smadrede af zone 1, jo svære ville menneskeracen have det med at overleve. Ha så kunne de lære det. De fortjente ikke at styre denne planet. Havde de da aldrig hørt udtrykket "Den stærkeste overlever"? Tydeligvis ikke. Selv en blind ville kunne se, at menneskene ikke var de stærkestew på den her klode. I hvert fald ville de ikke kunne gøre sig håb om at være det, når de ikke længere havde deres fancy hemmelige våben...hvad det våben så end var.
Efter at have raseret stedet godt og grundigt vendte hun sig mod Dust med et uskyldigt ansigtsudtryk, der slet ikke passede til de ting, hun lige så koldblodigt havde udført
"Fandt du det, du lette efter?" spurgte hun i en munter tone, og et psykotisk smil trak i hendes mundvig.

Da stedet var komplet ødelagt, satte Dust sit kæmpe sværd om på ryggen, mens han med rolige skridt gik hen til hende, og gik ned i knæ så deres øjne kunne mødes på samme højde. Et følelsens forladt smil dannede sig på hans læber, mens han så hende direkte i øjnene, eller rettere sagt det ene øje hun nu engang havde, og han lagde hovedet let på skrå, før han begyndte at sige noget.
"Ja jeg fik skam det ud af turen som jeg skulle bruge, og ved du hvad det er tid til nu?" spurgte han roligt, og strøg let lidt af hendes hår om bag hendes øre "Vi skal smadre os vej ud herfra, så de svagelige mennesker kan se, at de ikke har en chance overfor overlegne racer som os, så hvis du bare slår dig løs og viser dig fra din bedste side, så skal jeg nok passe på dig og følge trop!" han rettede sig roligt op igen, og tog Samehada fra hans ryg for at fjerne stoffet, der dækkede det ujævne blad hvilket bladet var, fordi hele bladet var lavet af hajskinds savtakket.
"Jeg kender den her leg, der hedder best killer som går ud på, at man dræber som en gal i et forsøg på at dræbe på den bedste måde!" sagde han roligt og så på hende "Er du frisk på at lege den leg med mig?" han gik mod den lukkede dør de var kommet ind til, men så dog over på hende da han nåede døren, for at høre hvad hun svarede på hans spørgsmål.

"Selvfølgelig er jeg det," sagde hun med vanviddet lysende i sit smil og øje. Hun fulgte med nærmest springende skridt efter ham hen til døren. Da de kom ud i gangen, var flere vagter begyndt at samle sig. De måtte vel være alamerede over den manglende kontakt, de kunne få til deres venner. Men det gjorde ikke Eris noget, jo flere mennesker, hun fik lov til at slå ihjel, jo bedre var det. "Let the game begin," mumlede hun og smilede et stålende hugtandssmil til Dust, før hun gik igang. 
Straks begyndte hvide roser at skyde op af gulvet og sno sig om vagternes håndled og ankler som en form for tornede reb. "Og brand," mumlede hun og knipsede let med sine blege fingre. Som på kommando begyndte blomsterne at brande. Hun smilede *stakkels mennnesker slået ihjel af noget, der ikke engang eksistere,* tænkte hun hånligt, da vagterne begyndt at falde dødt sammen rundt omkring. "Nyahaha," lo hun let, hvorefter hun tog kniven frem og begyndte at gå grasat på de tilbageværende vagter (Altså dem som Dust ikke var igang med at massakrere)

Dust smilede med ondskab malet i hans ansigt, da de trådte ud i gangen og flere vagter var ankommet der til, og i det øjeblik han hørte Eris stemme og så hendes hugtand smil rettet mod ham, kombinerede hans højre arm med Samehada sværdets skaft, så bladet blev til en forlængelse af hans arm, og hans chakra niveau steg bemærkelsesværdigt meget, så flere åre på hans krop begyndte at pulsere. Mens Eris stod og angreb den ene side, forsvarede Dust hende mod nogle stykker der skød mod dem, patronerne ramte hans sand krop og blev skubbet ud af hans krop igen, og Dust hoppede direkte mod dem, svang hans højre arm med sværdet på, og sværdet nærmest savede direkte gennem deres kroppe, mens Samehada sugede deres chakra til sig, som var det en svamp i vandet, og delte så chakraen med Dust der fik mere og mere chakra, for hver gang han dræbte nogen.
Da de soldater der indtil videre var kommet hen til dem var dræbt, gik Dust roligt hen til Eris og pegede Samehada mod hende. Sværdet åbnede sin mund med de 3 rækker skarpe hajtænder, og begyndte at fylde hende op med chakra igen, til hendes energi niveau var på maks igen, og da det var klaret flyttede han sværdet igen og så hende i øjnene, med et smil fuld af galskab.
"Kom så kære, du løber foran mig og dræber så mange som du overhoved kan, så er jeg lige bag ved dig og forsvare dig mod angreb, mens jeg ødelægger så meget jeg kan okay?" spurgte han roligt og strøg roligt en hånd gennem hendes hår, før han pegede mod den vej de var kommet fra "Løb så kære, og lad mig se din dejlige galskab få frit løb! Du ved hvilken vej du skal løbe, vi skrider af den vej vil kom ind af!"

Hun smilede og nikkede kort til ham, inden hun gjorde som han bad om og løb af sted foran ham med lette nærmest dansende skridt. Over alt omkring hende faldt vagterne døde om. Nogle for hendes illusioner, andre for hendes kniv. De fleste stirrede på hende i chok, når hun kom forbi, andre standsede simpelthen alt, hvad de havde gang i og stod frosne i rædsel, indtil hun stak dem ned eller brugte sine illusioner. Hun havde et smil på sit ansigt hele tiden. Et smil, der mindede mest om det et barn smiler juleaften...et uskyldigt og lykkeligt sm Men hendes øje  lyste af en helt anden form for glæde. Den slags glæde som kun en, der er fuldstændig grænseløst vanvittig kan føle. 

Til sidst, efter at have massakreret og dræbt, hvad der måtte være store dele af zone 1's vagter, kom de tilbage til den dør, de var kommet ind af. Da de var kommet ud, vendte hunn sig atter mod Dust og sendte ham et strålende smil. 
"Det var sjovt, hvad så nu? Har du det vi kom efter, eller skal vi hente det nu?" spurgte hun i en munter nærmest hyperaktiv tone.

Dust løb efter hende, og med en nærmest hyperaktiv energi i sig, smadrede han døre, gangenes vægge, folk der kom i vejen for at hjælpe Eris, ja selv den dør de skulle ud af smadrede han, mens han sørgede for at et hvert skud der blev rettet mod dem, blev stoppet af en sand blokade, så Eris ikke kom det mindste til skade på denne tur. Han syntes godt om hende, og hvis han skulle være ærlig kunne han godt finde på at kalde hende familie, fordi hun var en af de første væsner han havde mødt, som havde så meget tilfældes med ham.
Da de så var kommet udenfor, blev hans højre arm normal igen så han nu stod med Samehada i hånden igen, mens han så let på Eris da hun spurgte ham om hvad der nu skulle ske. Dust havde ikke brug for at være her mere, han havde fundet ud af at militæret havde et levende våben, som ikke befandt sig her på basen, og derfor kunne de lige så godt skride igen, da missionen sådan rent teoretisk set var udført, så han gik ned i knæ, lagde sin venstre arm om livet på hende da han ikke kunne have Samehada på ryggen, uden sværdet havde bladet bundet ind og han derfor var nød til at holde det med højre hånd, og så hende i øjnene.
"Jeg fandt ud af at de har et hemmeligt våben i Occulta, så vi er færdige her kære!" sagde han roligt "Så læg armene om halsen på mig, så flyver jeg os væk herfra! Hvis du har lyst, kan vi tage et sted hen og få os en drink på min regning?" det sidste sagde han med et tomt smil, mens hans tomme øjne så dybt i hendes, og så snart hun lagde armene om hans hals, spredte han sine vinger og fløj væk fra basen, før der kom flere soldater og skød på dem.

"Sure, det kan vi godt," sagde hun smilende som svar på hans tilbud, inden de fløj væk. "So long idiots," råbte hun med en vanvittige latter, da folkene fra zone 1 var dumme nok til overhovedet at prøve på at skyde dem ned.
Da de efter noget tid landede et godt stykke væk fra zone 1, var der nogle ting hun var nødt til at spørger om. "Hvad er det for et levende våben? Er det en person eller en cyborg...eller noget helt tredje?" spurgte hun med interesse i stemmen. Hun havde hørt rygter om Oculta's våben her og der, men hun havde aldrig forestillet sig, at det ville være levende. Det måtte også være et kedligt liv. "Tænk at leve for at gøre, hvad menneskerne siger," mumlede hun med en stemme, der var gennemsyret af afsky. "Så helere dø," fortsatte hun efter at have tænkt det lidt igennem.

Dust smilede roligt for sig selv, da han hørte hvad hun råbte af menneskerne, mens han fløj gennem luften et stykke tid, indtil han fandt et godt sted han kunne lande og sætte hende ned. Han tog det hvide silke lignende stykke stof frem igen, og begyndte at binde Samehada ind i det, mens han så på hende og lyttede til hvad hun spurgte om, og hvad hun fortalte ham.
"Det er en kvinde der hedder Isabella, der ifølge journalen skulle befinde sig i Occulta, mappen var klassificeret som en af deres mere hemmelige projekter, og jeg blev nysgerrig over hvad det gik ud på, da mange af detaljerne over hende var blevet fjernet fra mappen, så jeg har planer om at bryde ind i Occulta og opspore hende, for at finde ud af hvad fanden hun er for en, og måske endda se om jeg kan få hende til at vende sig mod militæret!" fortalte han roligt, og tog sit kubikiribocho sværd af, plantede det med spidsen nede i jorde, og lænede Samehada op af det, så han kunne sætte sig ned ved siden af det, og tage en cigar i munden og tænde den. Han rettede sit blik op mod hende igen, efter hun havde sagt at hun hellere ville dø, end at arbejde for nogen af menneske racen.
"Jeg er personligt blevet udsat for tortur af forskellige væsner, og blandt andet menneskerne prøvede at indplantere metal dele i min rygsøjle, for at gøre mig til en remote controlled dræber maskine!" sagde han roligt og tog et hvæs af sin cigar "Men på den anden side har menneskeheden deres gode øjeblikke, for hvis det ikke var for en menneske kvinde, kunne det være det havde lykkedes dem at gennemføre det! Det er bare ærgerligt, at der er så mange svagelige mennesker, der ødelægger det på den måde som de gør!" han så roligt op på hende, mens han pustede cigar røg ud.