hvor er jeg på vej hen? ( digt )

et digt jeg skrev for og opsumme det mørke fra mine måneder her.

hvert åndedrag jeg tager, føler jeg at jeg taber livet's store kamp.
jeg står op hver dag, og ser mig i spejlet, langsomt glemmer jeg hvem da ser tilbage.
jeg drikker dagligt, for at holde gang i mig selv, i de mørke måneder.
jeg hore konstant, uden formål eller vej hen, score en kende for meget.
men det vil høre op, for jeg er for træt til og blive ved.
tømmermænd hver fredag, hver lørdag, hver søndag.
jeg mærker tårene i mine øjne, men tør ik lade dem rende.
jeg finder altid trøsten på bunden af flasken, vågner op med en fremmede ved min side.
når sprutten er ude af min krop, og jeg er ædru, og husker den fejl jeg er.
jeg arbejder og arbejder, for og holde tankerne væk, hårdere og hårdere.
bokser, træner, drikker mere og mere, for og glemme min egen sorg.
prøver og hjælpe andre, for at mindske min sorg og had til mig selv.
dagen er ovre, sidder i min lejlighed, øllen er åbnet, og musikken er tændt.
gemmer had og sorg bag mit smil, håber ingen kan se det.
ikke imod nogen, kun mig selv, fordi jeg har gjort så meget ondt.
min sygdom bliver værre og værre for dag da går.
alt jeg søger er lidt omsorg fra en enkel special person, som kun er min.
ikke kærlighed, bare en omsorg's fuld person, da kan lide mig for hvad og hvem jeg er.
tænker tilbage, på fortiden, frygter for fremtiden, og lever i nu'et, håber det bedste.
men jeg er træt, så forfærdelig træt, sover sjældent, ofte mareridt når det er.
drikker frygten væk, og vågner igen, i dyb sorg over mig selv, undre mig over livet's vej.
sidder ofte i min egen verden, overvejer at slutte det her og nu, så husker jeg de folk da er hos mig.
sorg og had er mine rejsepartnere, håber en dag at kunne lade dem gå, og huske de gode sider i livet.
men jeg ender altid tilbage på bunden af flasken, håber på et bedre resutat.
hvert åndedrag jeg tager, føler jeg at jeg taber livet's store kamp, hver eneste dag.