[Uafsluttet] Hvor er min kanin? (Samuel + Shina)

sted: i en lille park
tid: ved aftens tid
vejr: køligt, klar himmel, vind stille.


Shina løb mod den lille park så hurtigt hun kunne efter 2 drenge der var et godt stykke foran hende. hun manglede sin elskede kanin på sin hånd og det store blå øjne var fyldt med tåre "vent" sagde hun svagt og stoppede ved ind gangen af parken, da hun ikke længere kunne se drengene. hun så lidt rundt, da en pludselig trak den store hætte lang nedover hendes ansigt, så hun intet kunne se. hun kæmpede lidt imod, så godt hun kunne, men kunne ikke få hætten op "slip mig.. giv mig Nindo" snøftede hun ulykkeligt og da blev hun sluppet. hun fik med det samme øje på de to drenge der stod og grinte foran hende "vi har ikke din dumme kanin.. se at blive voksen!" drengens stemme var nedladende og grinende. derefter løb de væk, forbi hende. Shina stod helt stille og stirrede ud i luften. det ellers så uskyldige blik var fyld med sorg og smerte. stille begyndte hun at går rundt i den lille park og ledte efter sin elskede lille Kanin "Nindo?" mumlede hun stille, efter fuldt af et lille snøft.

//håber dette er okay ^^

Samuel havde en sort t-shirt på, en sort frakke der gik ham ned til knæene, sorte jeans og sorte sko. Han havde valgt at gå sig en tur, for at få lidt frisk luft. Mens han gik var han fange i sine egne tanker.  Han tænkte ikke på noget specielt. Hans tanker var nemlig et stort rod. Han ansigt viste ingen følelser, og hans mørkerøde øjne var helt tomme. Samuel stoppede op, da han så en kanindukke ligge på fortovet. Samuel samlede den op og betragtede den nysgerrigt. Han børstede den omhyggeligt af for jord. Den var ikke beskidt, der havde bare været få jordklumper på den.
Han hørte nogle drenge grine, og derefter en piges stemme der mumlede Nindo. Han så hen imod det sted, han havde hørt det fra, og fik øje på en lille pige. Han gik hen imod hende. Han stoppede op lidt væk fra hende. "Er det her din?" Hans stemme havde en russisk accent, der gjorde den mere formel. Han rakte kaninen frem mod hende.

Shina hørte nogle lave skridt og så med det samme mod lyden. hun fik øje på mande. først stod hun lidt og så på ham med frygt i øjnene. endnu en der ville hende ondt? i det så hun hendes kanin og nikkede med det samme. det var hendes Nindo, han havde hendes kanin "ja.. må jeg få ham?" spurgte hun stille og rakte hånden frem. hendes hånd rystede sammen med resten af hendes krop. det var tydeligt hun ikke var tryg. hun manglede sin elskede kanin som altid fik hende til at slappe af. hver gang hunikke havde haft den var det gået galt. hun holdte vejret da et billede fra den mararits fyldte nat fyldte hendes hoved. et lille snøft kom fra hende og tårene i hendes øjenkrog blev sluppet. hun så på ham med det smertefulde blå øjne, hvorefter hun gik frem mod ham "jeg vil have min Nindo" hendes stemme var lav og hæs, som om hun ikke var van til at snakke.

Samuel betragtede hende roligt. Han bemærkede frygten i hendes øjne, og at hun rystede i kroppen. Han kunne ikke helt finde ud af, hvor gammel hun var. Hun virkede som en under 14 år, men hun lignede en på 16 år. Han så kort på kaninen, inden han igen så på hende. Han gik hen til hende og satte sig ned på jorden. Han lagde kaninen i hendes hånd, men han gav ikke slip på den.
"Hvad betyder kaninen for dig?" Spurgte han roligt. Han gav derefter slip på kaninen. Han håbede at hun ikke ville løbe væk fra ham. Han var nysgerrig, og han kunne se at kaninen betød meget for hende. "Hvad laver du her alene? Hvor er dine forældre?" Han så spørgende på hende. Han forventede lidt at hun også satte sig ned, men hvis ikke gjorde, måtte hun selvom det. Han blev i hvert fald siddende på jorden. Det havde han intet imod.

Shina gik er lille skridt tilbage da han gik mod hende, men ikke mer en det lille skridt. hun var ikke glad for mænd det gjorde hende bange.. hun havde haft for mange dårlige oplevelser. hun stirrede på ham med det store blå øjne da han satte sig på jorden. i det kaninen blev lagt i hendes hånd lukkede hun hånden om den og ville trække den til sig, men han gav ikke slip. hun holde vejret da han spurgte og trak med det samme kaninen til sig da han slap og tog den på hånden. hun sukkede nærmest lettet og kyssede sin kanin flere gange "han er min bedste ven" sagde hun stille og trykkede den ind til sig. kaninen så ud til at ae hendes kind med stof poterne, som om den trøstede hende. hun hørte hans spørgsmål og lod kaninen række frem i luften, som om dukken styrede hendes hånd. hun så ned i jorden i det kaninens mund bevægede sig og en lidt anderledes stemme lød "hun har ingen forældre.. hun har mig.." sagde kaninen med det ende øje direkte rettet mod ham. i det satte hun sig ned med et bumb op så forsigtigt op på manden fra under hætten, stadig med kaninen rakt frem.

Samuel lagde mærke til at hun trådte et lille skridt væk fra ham, da han trådte nærmere. Han havde ikke tænkt sig at skade hende, men hvis han sagde det, var det jo ikke sikkert at hun ville tro på det, så han lod være. Han havde ingen grund til at skade hende, men hvis hun angreb ham, ville han ikke tøve med at skade hende, eller i værste tilfælde, dræbe hende. Han ventede tålmodigt på at hun svarede på hans spørgsmål. Han rynkede svagt på panden, da hun rakte kaninen frem i luften. Han blev en smule forvirret, da kaninen snakkede, men det kunne ikke ses på ham. Han så blot tomt på kaninen.
"Hvordan kan kaninen snakke?" Var hun dukkefører? Kaninens stemme havde ikke lydt som hendes, men måske var hun meget god til det? Ikke et eneste sekund viste han nogen form for følelser. "Hvis du ikke har dine forældre, hvordan overlever du så?" Spurgte han.

Shina lagde godt mærke til hans mangel på følelser og det skræmte hende lidt. mon han var ond lige som..den dæmon. hun sank en klump ved tanken og gemte igen sit ansigt væk under hendes hætte "selvfølgelig kan han det.. han er jo levende" hendes stemme var stille og meget forsigtig. Kaninen vente sig om som om den så på Shina og derefter om på manden igen "vi ved det ikke. hun husker ikke noget.. den sidste tid har hun kun overlevet på grund af held... mænd har mishandlet hende, brugt hende, vol...." Shina trak med det samme kaninen til sig og knugede den ind til sig så den ikke ville sige mere "undskyld" sagde hun nervøs og så meget forsigtigt op på manden fra under hætten. hun ville ikke have manden skulle vide mere.. hvad nu hvis han fik samme idé..

Samuel lagde mærke til at hun gemte sig under sin hætte. Det generede ham ikke, det fik ham bare til at tro, at hun var genert. Han rynkede svagt på panden, da hun sagde at kaninen var levende. "Hvordan kan han være levende? Han er jo en kanindukke." Han så spørgende på hende. Han betragtede kaninen, da den snakkede igen. Han hævede et øjnebryn, da pigen trak kaninen til sig og knugede den ind til sig. Han så op på nattehimlen. "Du skal skam ikke undskylde." Han så på hende igen.
Han rejste sig op og rakte sin hånd ned til hende. "Det gør mig ondt, at du er blevet mishandlet." Man kunne ikke se eller høre på ham om han mente det, men det gjorde han. Han havde faktisk en lille smule ondt af hende, men han nægtede at vise det. "Hvis du ikke har et sted at sove, kan du sove ved mig. Jeg gør dig ikke noget." Han fik kort et glimt af venlighed i sine øjne, men det forsvandt meget hurtigt.