These desperate times calls for desperate measures - Argentum

Dato: 25/4
Tid: 16.03
Vejr: Skyet og det truer med regn.
Omgivelser: En forfalden motorvej 54 kilometer uden for The New Miami.



Som så mange andre søvnige dage, var denne startet helt udmærket. Tunge grå skyer have domineret himlen allerede fra før solen rystede søvnen af sig og stod op, men det var karakteristisk for årstiden, og ikke noget nogen kunne være overrasket over.
Auriel havde startet dagen ud med billig æg og bacon til morgenmad på et lille skævt hostel et sted ved siden af motorvejen, også var det eller videre ud i det blå. Han fandt sig selv på en nogenlunde intakt motorvej fra Las Vegas og på vej mod The New Miami. Som altid var han aldrig helt sikker på, hvor han skulle hen eller hvorfor, men han håbede på at kunne sælge lidt reservedele rundt omkring i The New Miami, og dermed tjene lidt penge.

Verden roterede så langsomt som altid, og minutterne synes urokkelige når han var fanget med sig selv og sine tanker i hans store, efterhånden slidte og lukkede jeep, som trofast som altid brummede højlydt imens den kæmpede kilometer afsted på vejen. Bilen var hans primære hjem, og det var her han havde stort set alle sine ejendele og her han sov, når han var på vejen. Det var ikke fordi den var vildt komfortabel at bo i, men han havde altid været dårlig til at blive ét sted, og derfor virkede det som den mest praktiske mulighed, at bo i noget der kunne bevæge sig.
Ud af bilens højtalere rullede ”Cross My Heart” af Marianas Trench, fra en nu ret gammel CD, og Auriel trommede muntert på rettet imens det hurtige guitar riff fyldte bilen.
” So here's another day
I'll spend away from you
Another night I'm on another broken avenue
My bag is ripped and worn
Then again now so am I
Take what you want to take
What you wanna take
What you...”

Det var så nogenlunde heromkring, at kosmiske kræfter, karme eller bare rent uheld valgte at ødelægge den ellers udemærkede dag…
*BRRRONK* lød det et sted fra bilen og under store larmende protester begyndte den at sætte farten ned. Auriel rettede sig med det samme forvirret op, og ville forsøge at justere på just about anything han kunne finde på kontrolpanelet, inden han måtte give op og trække i rettet for at lade bilen trille det sidste stykke væk fra vejen. Den brummede lidt videre, men til sidst kom den til et stop ved siden af vejen, og som et døende dyr brøllede den højlydt en sidste gang, inden motor gik ud.
”Hvad …?” Udbrød han overrasket, og ville hurtigt klatre ud af bilen og få åbnet op på hjelmen ind til motoren. Han rodede lidt i det mørke hår, imens han forsøgte at finde ud af, hvad der var gået galt, og trak derefter ærmerne på sin sorte læderjakke lidt tilbage, så han kunne rode dernede med hænderne.

Det tog ikke mere end 6 minutter og 36 sekunder, inden han opgivende måtte slå ud med armene og sukke overdrevet over den konstaterede mangel: Katalysatoren havde fået en brist. Der var NO WAY han ville køre herfra uden en ny, og det var ikke lige en ny katalysator han rendte rundt med en bagagerummet. Great, bare great. De gyldne øjne så sig omkring. Han gættede på at være ca 50 kilometer uden for The New Miami, og der var absolut intet i sigte andet end ødemark og den krakelerede vej, som han havde kørt på. Det så ikke lige frem godt ud. Antallet af folk som stadig havde fungerende biler, hvor ikke højt, og chancen for at støde på andre herude var lille.
Opgivende lukkede han motorhjelmen og lænede sig med ryggen op ad forenden på bilen. Han blev nød til at finde ud af hvad han gjorde nu. Han kunne begynde at gå, men 50 kilometer var langt, hvis han ikke fandt et stop før det. Så kunne han folde vingerne ud og flyve, men det virkede endnu dummere end at gå. Han hadede at tage dem ud, og de gjorde ham praktisk talt også til en flyvende skydeskive.

Imens han overvejede sine muligheder, blev blikket slået op på den grå himmel, og lige som det gjorde, måtte han misse med øjnene, da en dråbe ramte ham i ansigtet. Så en mere. Og en mere. Langsomt begyndte flere regndråber at falde ned og lave små prikker af våde plamager på hans jeans.
Det var da bare lige hans dag i dag.

De sidste par dage havde føltes så lange for den aldrende (men ungdommeligt udseende) direktør for Omnicorp, Argentum havde været udenbys en uges tid og var nu på vej tilbage til The New Miami. Forretningsrejsen havde føltes som en evighed. Den lave lyd der kom fra motoren i den ældre Chevy Tahoe fra 2015, stadig holdbar og skinnende som kom den lige fra forhandleren. Interiøret var opdateret så den passede ind. Skærmen og den elektriske del af bilen stammede alt sammen fra Omnicorp, og lige nu viste skærmen nyhederne der omhandlede aftalen der lige var kommet i hus, endnu et hospital der nu fik spyttet penge ind fra Omnicorp, hvor personalet nu gik rundt med Omnicorps nye omegaphones. Skærmen som han nu vendte hans opmærksomhed mod, af den grund han havde brug for at komme i kontakt med Omnicorps kontor.
“Missi ring op til Jezebel.”
Han kørte videre men opkaldet blev forsøgt.

“Opkald Mislykket.”
Lød den lettere mekaniske kvinde stemme fra skærmen.

Et tung suk slap hans læber.
“Tak Missi vi prøver bare igen senere. Det vare alligevel ikke længe før vi er hjemme.”
Han måtte vende blikket tilbage mod vejen.
I horisonten begyndte noget at materialisere sig. Kun utydeligt i starten.
Det varede ikke andet end nogle minutter før han kunne se det var en gammel jeep i vej kanten, jo tættere jeepen kom på hans egen jo mere satte han farten ned inden han kørte forbi Jeepen for at trække ind foran efter at have observeret om det kunne være et set up.
Inden han ville rulle vinduet ned tog han etuiet med pillerne op af inderlommen i blazeren og indtog to piller, han slugte pillernes virkning ville først sætte ind om nogle minutter men som back up hvis der var fare på færre.

Vinduet blev rullet ned inden motoren blev slukket.
Det var først nu at han opdagede der stadig var en skikkelse ved Jeepen, en mistænksomhed bredte sig i hans krop, dette kunne ligne et baghold men ligeså meget et uheld, nu var han forberedt i hvert fald på det første.
“Undskyld har De brug for hjælp.”
Stemmen han talte med afslørede ikke meget, der var stadig høflighed at spore men ikke meget mere end det.

Auriel var SÅ tæt på at begynde at sparke til bunden af bilen, men beherskede sig selv ved tanken om, at den trods alt plejede at tjene ham upåklageligt, og at de havde haft et godt og stabilt forhold til hinanden indtil nu. I stedet sukkede han tungt, og bevægede sig ned til bagagerummet, som han åbnede og hev en sort skuldetaske ud. Hvis han skulle gå 50 kilometer og efterlade bilen her, ville han i det mindste have det vigtigste med. Tasken blev slynget over skulderen, og han lukkede bagagerummet igen.
Regnen var begyndt at tage til, og store tunge dråber trommede imod asfalten. Han kørte langsomt en hånd igennem sit mørke hår, som på grund af fugten fulgte med og blev væk fra hans ansigt for nu.

Han skulle netop til at begynde sin pilgrimsrejse til Miami, da en større bil gled forbi ham og holdt ind. Han burde måske have hørt motoren noget før, men han havde været optaget af sin egen bil. Køretøjet foran ham måtte være den mest velholdte bil på denne side af kloden. Den skinnede selvom solen ikke var fremme, og fik i den grad hans egen til at ligne en veteranbil.
3/4 forundret og 1/4 misundelig fulgte han bilen med blikket. Damn, det ville ikke være dårligt, at have sådan en.

Det gav næsten et gib i ham, da føreren af bilen sagde noget til ham. Som om han havde forventet, at den ville starte igen og køre forbi.
”Øh, nej jeg..” Begyndte han, men måtte fange sig selv i den dårlige vane, som specielt mænd besad, om ikke at ville bede om hjælp. Det var som om der lå et eller andet vitalt begravet i mænd, som gjorde dem modvillige til at modtage en hjælpende hånd. Noget han mistænkte kom helt tilbage fra stenalderen.
Lige nu måtte han dog se i øjnene, at den skinnende bil var hans bedste mulighed. Med et par lange skridt trådte han frem imod køretøjet, for ikke at skulle råbe. ”For at være ærlig, har jeg en bristet katalysator, og… Det ville faktisk hjælpe meget, hvis jeg kunne få et lift til The New Miami, så jeg kan finde en ny.” Prøvede han at smile til den fremmede person.
Men vent… Så han ikke bekendt ud? Auriel kunne have svoret at han havde set hans ansigt før. Det første der poppede frem i hans hoved, var et billede, som Millicent havde vist ham på hendes telefon, men han var nu ret sikker på, at det havde været af en kendt fodboldspiller, og kunne ikke forstå at det dukkede op nu.

De gyldne øjne vendte sig tilbage mod hans egen bil. Selvom den var gammel og ikke altid fungerede som en skulle, så elskede han sin bil, og hadede at efterlade den herude. Desværre var der ikke meget at gøre, og han måtte komme tilbage efter den senere.
”Jeg havde egentlig tænkt mig at gå, men noget siger mig at det ville blive en lang tur.” fortsatte han, og vendte blikket imod fyren igen, imens han kløede sig lidt på bagsiden af nakken.

Den enlige mand der var ved jeepen fik ikke hans mistænksomhed til at dale den mindste, hvorfor ville nogen rejse alene, selvom han selv gjorde var blev han bekymret når han så folk alene, specielt når han havde hvad han havde, røverier og mordforsøg, noget man ikke bare kunne slippe.

Efter at vinduet var blevet rullet ned, og svaret ramte hans øre var han allerede begyndt at gøre klar til at starte motoren igen. Det måtte han jo selv om, men det gjorde ham mindre mistænksom grundet at vedkommende ikke ønskede hans hjælp, måske burde det være omvendt, dette burde få ham til at blive mere mistænksom, en person der virkelig ønskede at hjælpe ville være et let offer for forbrydelse.
Fra det indvendige førerspejl og det venstre udvendige kunne hans se manden bevæge sig om bilen. Han håndflade var begyndt at blive en smule varm hvis der fare på færde ville han ikke gå ned uden en kamp, ved lyden af hans stemme blev han mere rolig, et lettere alvorligt problem. “Det er jo lettere alvorligt dit problem der. Jeg kan give dig et lift til den nærmeste mekaniker, så han kan ordne din bil, eller vi kan se om min kan trække den efter sig til Miami, selvom det nok bliver noget af en køretur, men ellers så grib de vigtigste ting, hvis jeg kan være til nogen hjælp”

Det blik den fremmede sendte ham gjorde ham mindre utilpas, hans hænder blev varme igen ligesom han var klar til at åbne jorden under ham hvis han prøvede på noget.

“Der er små halvtreds kilometer til Miami, og derefter ville du skulle finde en mekaniker og et hotel, og ikke for at være uhøflig, eller noget, men det kan gå hen og blive en smule risikabel hvis… ”
Han færdigjorde ikke sætningen da den ville tage ham ud hvor han sikkert ikke ville kunde bunde.
“[color:60f7=#ffff00 Du ligner nu ikke en person der ville have problemer med at forsvare dig selv hvis det kom til et]overfald.”

Om han var betænksom ved at acceptere et lift fra en fremmed? Selvfølgelig var han ikke helt vild med det. Guderne ville vide, at det var en hård verden de levede i, og folk ville slå ihjel for mindre end de småting han selv ejede. Manden foran ham lignede dog ikke en der manglede noget. Alt fra dækkene på bilen til frisuren fortalte, at dette var en af de heldige, som rent faktisk havde fundet en måde at overleve og tjene på verden.
Han tvivlede på, at manden han kiggede på, var en af de dusørjægere, der ind imellem prøvede at vinde lottoriet, men man kunne aldrig vide, og derfor ville han skam også være på vagt.

Det var ærlig talt en møgsituation han var endt i. Bilen var stort set hans hjem, men for nu, måtte han efterlade den. De vigtigste ting havde han allerede i den sorte skuldertaske, og bilen blev derfor låst af med de jerntæpper, som han havde monteret til at rulle ned og beskytte bilens glasruder. Effektivt, fordi det gjorde bilen sikker at overnatte i på vejen.

”Jeg tror ikke den ville holde til at blive slæbt efter med alle de ujævnheder i vejen. Desuden ville det tage det meste af din dag.” Svarede han lidt flovt, og så tilbage på jeepen, som stadig stod urørlig og aflåst. ”Men det lift vil jeg gerne holde dig op på.” Et skævt smil havde fundet vej til hans læber, og hurtigt strøg han en hånd igennem det mørke hår, for at få det væk fra ansigtet.
Han nærmede sig hurtigt bilen, og åbnede først bagdøren, for at lægge sin taske ind på bagsædet. Så satte han sig selv ind på passagersædet ved siden af manden. Selvom han ikke gav udtryk for det, så skulle man ikke tage fejl. Der var no way han stolede helt på en fremmed, og Auriel ville være klar til at forsvare sig, hvis noget ikke virkede rigtigt.

”…Hvis det blev mørkt og jeg skulle til at forsvare mig imod alverdens afskum? Det havde ikke været ønskværdigt” Næsten lo han, da han lod døren smække i. Tøvende så han sig omkring, og følte sig straks meget upassende i omgivelserne. Lugten af ny bil næsten hang i luften og kontrolpanelet lyste ham imponerende i møde. Var det standardudstyr i de nye biler? Det mente han da ikke. Hans eget slidte outfit blegnede en smule i denne sammenligning, men det gik ham ikke på. Han var aldrig selv gået efter sådanne rigdomme, og til hvilken nytte ville det også være? Han havde nok ikke kunne administrere det alligevel.
Fyrens ord fik ham tilbage til virkeligheden, efter at have beundret indersiden af bilen. De fik et kort smil frem. Han havde nok fået at vide 23 gange af Brian og hans ulve, hvor splejset han var i forhold til de massit muskuløse ulve, så det var da skønt, at nogen havde en anden mening. Havde fyren kaldt ham splejset, havde det vidst også været at skyde sig selv i foden, for efter hans bedømmelse lignede de meget hinanden af kropsbygning.
”Gør jeg ikke? Det er jeg vel heller ikke, men 50 kilometer på gå ben er lidt for meget motion for mig.” Trak han på skulderen.

Der gik ikke lang tid, inden han fangede dén. Den mærkværdige energi, som kom fra fyren i førersædet. Ikke noget han havde mærket før. Den var ikke som hans egen lidt specielle aura, men helt sikkert anerledes fra så mange andres. De gyldne øjne studerede manden lidt i smug. Havde det her nu været en god ide? Og havde han ikke set det ansigt før? Han var stadig helt sikker på, at det virkede bekendt.
”Du reddede virkelig min dag her. Sig mig, har jeg set dig før?” Spurgte englen pludseligt, og vendte sig lidt i sædet, så han vendte mere imod manden.

“Måske har du ret i den ikke ville overleve turen, og det ville nok heller ikke være forsøget værd.”
Han var nødsaget til at give ejeren af jeepen ret
“Det er dog en ting du ikke behøver at bekymre dig om, min dag den er stort set slut og jeg skal ikke noget inden for den nærmeste fremtid.”
Hvilket ikke var helt sandt, han kunne være nødsaget til at tage ind til Omnicorp for at få styr på lidt ærinder.
Han smilede lidt over han gik med til at få et lift, det kunne være risikabelt men nogle gange var man nødsaget til at tage chancer, og dette var åbenbart en af tidspunkterne, det var endte et lift eller en 50 km gå tur.
Det blik han sendte ham var næsten udtryksløst, der var ikke ubehag at spore eller andre følelser, men han kunne ikke lade ham gå de 50 km til byen selv hvis han ville, situationen kunne have været ham der havde haft brug for hjælp og så havde han da et spinkelt håb om at der ville komme hjælp hvis han var heldigt.

“Tror de fleste ville undgå at komme ud I en sådan situation hvis det kan undgås, så tror ikke du er så anderledes fra alle andre, selvom der nok skal være nogen der på den made vil opsøge konflikter.”
Måske var det ikke den rigtige person at have i tankerne under sådan en sætning for vedkommende havde mere et talent for at konflikterne fandt hende.
Det var ikke standard udstyr det meste af det var Omnicorps speciel designede udstyr til hans biler, det var i de fleste ansattes biler som kommunikation, ligesom deres arbejdstelefoner, så interessen for bilens interiør gik ham ikke på, det var hans værk hans stolthed, der var tilstede. Derfor var han også tilfreds med udfaldet og det virkede så godt, for på den måde var det et skridt nærmere på hans endelige mål.
“Din udstråling afspejler at du ikke er en person man ønkser at komme på kant med, selvom der ikke er meget krop, skal man aldrig dømme en bog på omslaget. ”
Ja et gammelt ordsprog men det passede på ham selv og han havde en fornemmelse med fyren her at der var mere end hvad øjet afslørede. Ingen finger kunne dog sættes på det fra hans egen side af lige i øjeblikket.
“det er jo også kun en lille gå tur på 10 timer hvis man går i normalt gang tempo med 5 km/t så det måske også at fortrække et lift fra en fremmed, selvom det kunne være lige så risikabelt.”

Han fornemmede blikket men forsøgte at ignorere det i begyndelse, selvom det snart begyndte at gå ham en lille smule på, blikkende var nok fra folk der kendte ham. Fremmede der stirrede var ulideligt. Men der var nok ikke noget at gøre ved det. Lettet over det ikke var længe siden han sidste havde ladet hans indre bæst få frit spil og derved mad, skulle han ikke bekymre sig om hvorvidt der var nogen fare for han ville fortære denne fremmed.
Spørgsmålet fik ham til at bide hårdt sammen så hans kæber blev spændt. En smule utilpas det var hvad han blev, de forskellige alliaser han brugte var netop fordi han ikke bare skulle genkendes, men måske det var på tide at alle andre end blot Jason Stark forsvandt.
“Jeg vil ikke sige jeg redede din dag, Jeg har måske sparet lidt tid, havde jeg kunne redde din dag, havde det nok krævet jeg havde haft en ny katalysator til dig.”
Det sidste var han lidt længere om at svare på. En dyb indånding var hvad det krævede fra han side af.
“Det ved jeg virkelig ikke om du har.. Da jeg ikke aner hvor du skulle have det.”
Vejen var allerede begyndt at glide forbi uden for bilen. Motoren var startet uden problemer, uden den mindste lyd eller kun en let spinden var den begyndte at glide hen over vejen. Alligevel havde han kastet et blik på den lille skærm hvor nyhederne havde kørt inden han slukkede bilen og foretaget et opkald.

”Virkelig? Du ser ellers vigtig nok ud til, at have bedre ting at lave, end at hjælpe en fremmed” Blinkede han drillende til fyren og steg ind. Der var intet ondt ment, men det var sjældent man så folk i sådanne biler, og det var meget naturligt at lægge til grund, at han ikke var en mr. Nobody from nowhere.
Han hev mundvigene op i et lille smil. ”Jeg opsøger bestemt ikke konflikterne, men tro mig, de finder mig alligevel. Her kan du bare se.” Han sukkede tungt og lænede sig mere afslappet tilbage i sædet.
Bilen var begyndt at bevæge sig og omgivelserne dansede hurtigere og hurtigere forbi ruderne, imens de lagde afstand til hans nedbrudte bil. Auriel betragtede teknologien lidt mere, og måtte dy sig for ikke at trykke på alle knapperne for at se, hvilke funktionerne de mon havde. Han var ikke vokset op med teknologi og fandt det meget interessant. Det åbnede uendelige mængder af muligheder, som man før kun havde kunne drømme om.

Auriel kunne ikke lade være med at le kort. ”Og her gik jeg og troede, at jeg lignede en god fyr.” Rystede han på hovedet. Selvfølgelig var det i sjov, og skulle han være ærlig, for at få mandens tanker væk fra hvorfor han var anerledes. Auriel delte ikke gladeligt ud af hvad han var, og derfor var han også påpasselig med at forsøge at klemme sin aura ned i en pæn lille boks, som folk ikke bemærkede så let.
Dette ville nok vise sig at blive underholdene. Faktisk, kunne han indtil videre godt lide selskabet. Manden var speciel, ikke en personlighed man mødte hver dag. ”Argh, jeg tror ikke jeg er i den store fare ved at køre med dig. Jeg ejer absolut intet du ville være interesseret i at dræbe mig for.” Svarede han ærligt.

Han hvilede afslappet albuen mod bilruden og kinden i sin dertilhørende håndflade. *Yeah right* måtte han tænke. Han havde altså set det ansigt før, og han havde bidt mærke i det, men hvor… De gyldne øjne veg ikke fra fyren på trods af hvor upassende det måtte være at stirre så længe. Det var ikke en intens stirren, men mere end observation imens han prøvede at huske. God damn, kunne ærkeengle blive senile?
Også ramte det ham pludselig som et lyn fra en klar himmel. Han kastede blikket ud af vinduet et øjeblik og lo lidt tørt af den tragiske og ironiske komik af det hele. Så lå det på manden igen.
”Du er Jason Stark, er du ikke?” Han var næsten sikker nu. Normalt bed han ikke mærke i magasiner og blade, men det var svært at gå forbi en blad-bod, når et pinefuldt bekendt ansigt smilede illuminerende op på ham ved siden af ingen andre end CEO for Omnicorp, Jason Stark. Mildt sagt havde han tabt kæben den dag. ”Ja, jeg så dig i et sladderblad” fortsatte han og rettede sig lidt op igen. Tilfældigheder var en mærkelig ting, og han kunne ikke lade være med at tænke, at dette da var lige det han manglede i dag.

“facader kan opbygges og nedbrydes på et øjeblik, måske ser jeg vigtig ud lige nu, og måske er det sandt, men om ti minutter kunne du være død og rippet for alt. Selv en der ser ud til at have travlt kan have den fritid vedkommende ønsker.”
Han løftede et bryn og så på den fremmede
“Måske har du ret i at jeg har nogle ting der måske er vigtigere end at hjælpe en fremmed, men nu er det sådan det viser sig at vi skal den samme vej”
Selvfølgelig ville det ikke være svært at gennemskue at han reelt hørte til et andet sted en på landevejen, han levede jo nærmest på hoteller og på kontoret eller hans penthouse.
Det lød underligt bekendt et kort blik blev sendt mandens retning, hvorfor skulle han støde sammen med folk der havnede i konflikterne
“Du siger at der er konflikter der opsøger dig, det er bekendt”
Han lyttede til sukket og fornemmede hvordan manden rykkede sig,
Argentum havde sat farten op til den rette hastighed, selvom pengene for hans vedkommende muligvis voksede sig ind i himlen så ville han nødig komme på kant med loven over en bagatel som hastigheden, med blikket rettet mod vejen lod Argentum en finger glide hen over instrument brættet og lod en CD sætte i gang intet specielt, det første nummer var Clair de lune med Debussy en af hans yndlings komponister, og musikken var til for at få ham i ro.

“Måske ligner de også en god mand men en god mand kan også skjule hemmeligheder, omend de måske ikke er skræmmende eller dødelige, kan de stadig være farligere og mere dødelige end de værste morderes.”
Hans stemme var endt i et roligt toneleje men stemmen kunne ikke skjule at der lå en mening bag hvert et ord, selv rendte han rundt som en tikkende bombe der bare ventede på at springe den menneskelige krop, og fortære alt på vejen mod at komme hjem, og heldigvis kunne han holde det bæst i skak for nu, men det var jo en anden historie han kun havde delt med en anden hvem han virkelig var en ting var Jason Stark hans ansigt ud af til, den person resten af verdenen så, CEO for Omnicorp, men der var en person der kendte til den sande person, en nulevende person i hvert fald, en person han havde lovet ikke at gøre noget, hvilket kunne vise sig at være et af de sværere løfter, at holde.
Denne fremmede mindede måske mere om ham selv, det virkede til at denne fremmede rendte rundt med en hemmelig del af ham ligesom Argentum selv gjorde, men selskabet var okay for nu, hvilket kunne vise sig at være et okay tegn.
“Jeg har oplevet folk har slået ihjel for mindre end et stykke brød, folk vil ty til desperate metoer når de er i nød”
Han tog en dyb indånding og lod en hånd glide gennem hans hår.  


Blikket manden havde rettet mod ham irriterede ham ikke endnu, selvom han næsten kunne høre mandens tanhjul arbejde inde bag de gyldne øjne, mandens albue mod ruden var ved at få Argentum, til at bede manden flytte den, ikke fordi den genere ham, men mere at bilen var nyvasket, hvilket normalt ikke generede ham, hvorfor var der noget specielt ved denne fremmede han kunne stadig ikke sætte en finger på ham, eller hvad der var specielt. Der lå noget over ham, hvilket irriterede Argentum, han hadede når der ikke var noget han kunne gøre, han hadede at føle sig uvidende og ligenu ville Missi ikke være en hjælp, da det vel kun ville bekræfte hvem han var.
Det var tydeligt at den fremmede nåede frem til en konklusion og nu måtte Argentum bare gøre sig klar til spørgsmålet der ville gøre turen anspændt eller mere afslappet.
Denne gang var han nød til at bide hårdt sammen hans kæber var spændt til bristpunktet. Der var ikke meget der kunne gøres, svarede han nej, ville sandheden nok komme frem alligevel med spørgsmålene der sikkert ville følge. Svarede han ja hvad skulle han så gøre det var ikke noget at gøre for kunne han komme udenom virkede det ikke til at der var en løsning lige nu, sekunderne virkede så lange mens han overvejede hvad han egentlig skulle gøre.
“Hvis du er nød til at spørge får du aldrig et svar, kender du svare så ja behøver du kun at spørge.”
Mere havde han ikke at sige i dette tilfælde og til spørgsmålet, selvom han havde forventet det næste spørgsmål så var det ikke et spørgsmål men en konstatering på hvad han åbenbart allerede havde opdaget hvem han var.
“Du ligner ikke en person der er interesserede i sladderblade, men verdenen er fuld af sære ting. ”
“Så må vel vide dit navn når du nu ved hvem jeg er.”
Han så forsat ligefrem men skævede kort til manden, ventede nærmest hans svar.

Auriel blinkede afslappet et par gange uden at svarer. Ja muligvis, men han havde tænkt sig at tage chancen. ”Heldige mig.” Lød det så, da manden tilkendegav, at de alligevel skulle samme vej. Det var nu også blevet en meget lang dag, hvis han skulle have gået ind til byen.

”Ahhaa.. Du er lige så uheldig med konflikterne som mig?” Spurgte han videre mest for at fordrive tiden. Bilen havde sat farten op og lod dem glide så let som ingenting afsted. Han havde altid godt kunne lide at køre. Han kunne lide at tilbagelægge kilometerne med den høje hastighed og føle at man flyttede sig. Musikken kendte han ikke, men han nød den som et frisk pust, hvor stilheden ellers kunne være ubehagelig mellem fremmede.
Langsomt gled et smil hen over hans læber, som manden fortsatte. Han ville ikke svare. Alle havde deres hemmeligheder, og ja, han havde også sine skeletter gemt i skabet, men det kunne folk der ikke kendte ham jo kun gisne om. Kort blev der trukket på skulderen som svar.
Verden var et hårdt sted at være for mange, og efter flere krige havde han på egen hånd også selv set hvad desperation kunne gøre ved et menneske. Om det så var sult, der fik folk til at slå ihjel for brød, eller det var jalousi, der fik folk til at slå ihjel for kærlighed, det var to sider af samme sag.
”Du har ret. Men mit gæt er at du ikke desperat mangler et vitalt behov, som det ville hjælpe noget at slå mig ihjel for. Jeg må bare vælge at stole på det i hvert fald.” og om han så gjorde det, var ikke sikkert, men lige nu havde han overbevist sig selv om at gøre det, og det var nok.

Tingene havde taget en noget mærkelig drejning, og han kunne ikke helt få sig selv til at vriste blikket væk. Manden snakkede i gåder uden egentlig at sige noget, men det blot bekræftede hans egen indskydelse. No wonder fyren var velklædt og havde en pæn bil, han måtte være en af de absolut rigeste mennesker i landet. Auriel var bestemt ikke jaloux over pengene eller berømmelsen, men der var alligevel et eller andet som stak lidt, og han måtte tvinge sig selv til at blive ved med at smile afslappet.
”Nej, det er jeg egentlig heller ikke. Faktisk bryder jeg mig ikke rigtig om dem, hvilket jeg kunne forestille mig at man heller ikke gør, når det er ens eget privatliv som er udstillet” Svarede han efter et øjeblik og overvejede lidt om han skulle fortsætte, men valgte alligevel at gøre det. ”Det var bare lige det eksemplar... Jeg kendte en anden person i det, også ja… Blev jeg vel nysgerrig.” Det var nok mildt sagt, for han var ærlig talt blevet overrasket.
De gyldne øjne var stadig fæstnet på fyren imens han prøvede at studere mandens træk for ligheder med hans egne. På trods af tøjstilen, var der da måske lidt fællestræk, og det gav ham lyst til at fnyse, selvom han ikke endte med at gøre det. Hun havde vel en type, that girl.

’Jason’ spurgte efter hans navn og det fik ham tilbage til virkeligheden igen. Egentlig var han ikke glad for at give sit navn ud til folk han ikke kendte, men nu havde han trods alt med en berømthed at gøre, og fyren havde vel ret i, at det kun var rimeligt.
”Auriel… Det er mig altså.” Svarede han og rakte op for at rode lidt i sit mørke hår. Han ville ikke lige give manden hånden, når han nu kørte bil. ”Ingen fancy titler” Drillede han en smule, selvom det ikke var helt sandt. Det var dog sandt, at han ikke havde noget arbejde, som gjorde ham værdig til en titel.

“Måske var det dit held der gjorde at der blev udskudt nogle ting så jeg kom på dette tidspunkt.”
Det var egentlig kun en lav mumlen der slap hans læber. Mødet han havde været til var blevet udsat grundet nogle komplikationer fra hospitalets ledelse, derfor var det trukket ud så mødet havde varet en uges tid, noget der generede ham, især når man nærmest levede efter et skema.

“Mig nej jeg ligger nu og har et roligt liv, eller det vil sige det havde jeg indtil jeg kom ud for noget der lidt ændrede min verden og den verden jeg lever i.”
Hentydningen til mødet med Millicent og den artikel det havde ført med sig, fik ham til kort at ryste på hovedet. Bilen var efterhånden den hurtigste måde at komme rundt på, selvom han foretrak af flyve, men det var så svært at forklare hans anden skikkelse der gjorde dette muligt. Bilen var at foretrække over det. Der var ingen forklaringer.
Den stille musik uden tekst var afslappende og langt bedre end nyhederne han havde set inden han havde samlet Auriel op.
Det manglende svar fik ham til at smile, ligesom han selv virkede Auriel til også at holde sine kort tæt på kroppen.  Hvilket Argentum selv havde stor forståelse for så det var ikke noget han havde lyst til at grave i. han valgte at lade blikket glide over vejen som om han spejdede ned over hvad der var langt forude som om han så noget der endnu ikke var der.
Det syn på verdenen han havde fået, var efter personlige oplevelser, hvordan hans verden først var blevet revet fra hinanden med tab på den måde. Senere krigende fra jorden som ødelagde så meget, der efterfølgende skulle bygges op igen, og nu de forhenværende bandekrige.
“Hvis jeg manglede noget havde du været død for længst.”
Hans stemme var stadig monoton, alligevel var noget anderledes, der var et strejf af noget spøgende i den, hvilket kun ville kunne høres hvis man virkelig havde studeret hans stemme. For havde han ikke sagt kort inden at Auriel ikke var en fyr han personligt ville lægge sig ud med, der var noget specielt ved ham. Det kunne han fornemme, men hvad det var skulle nok blive undersøgt.

Hans vejrtrækning var stadig dybere end normalt, intet virkede som om det rokkede ham ud af det, eller at følelsen af at blive genkendt gik ham på, hvilket der normalt havde været tilfældet, hvilket var grunden til aliasserne han brugte. Beklædningen han var iført havde altid siden den mere morderne tid havde bare altid passet mere til ham, selvom han var kommet til jorden i en tid hvor det ikke ligefrem var det der var moden. Pengene han havde tjent fra bunden af havde aldrig været vigtige, det hemmelige mål han havde var den primære grund til at han lod Omnicorp holde dørene åbne. Den dag han ikke længere så det som en mulighed at nå det ville Omnicorp lukke dørene i.
“Det er jo heller ikke altid den direkte sandhed der er nedskrevet, hvis det var ville der nok ikke være nok penge i det, og det ville ikke være så interessant.”
Han kunne ikke slå en bestemt sladder artikel ud af hovedet.
“Men ja når det er ens eget liv så vil man gerne bare holde det privat, og være et normalt menneske, men nogle ting kommer med succes.”
Det var hvad der irriteret mest ved det han havde haft den form for succes, aldrig kunne der være fred hvor han gik.
“Det lyder som om… Ja at jeg var omtalt i samme blad.”
Det overraskede ham ikke, hvis ikke der stod noget om ham, var det vel ikke et sladderblad længere, eller sådan føltes det jo. Spiste han på en lurvet landevejs dinner så skulle det nok komme frem, trak han vejret forkert stod det jo nærmest forsiden.
“Men hvis du fandt mit navn via et sladder blad kan du vel også huske hvad det drejede sig om?”
Spørgsmålet var stillet mere som en sikring for hans eget, om det var noget forholdsvis rolig Auriel havde læst om ham, og ikke en af de slemme historier.
Nu begyndte blikket at gå ham på, han hadede at blive studeret, ved hans instinkter var det byttet der blev studeret og han var som regel jægeren.

Navnet virkede bekendt der var noget, havde han læst om det et sted, det skulle og ville blive undersøgt nærmere, sådan skulle det være, han hadede når der ikke altid var informationer i nærheden af ham. Argentum var sikker på han havde set eller hørt det navn et sted.

Auriel nikkede langsomt. Det var heldigt. Han havde aldrig rigtig troet på skæbnen eller noget der lignede, men det forunderligt hvordan små ellers ligegyldige ting kunne fører til så betydningsfulde begivenheder.

Englen var nysgerrig for at spørge ind til den livsændrende begivenhed som Jason beskrev, men kunne ikke få sig selv til det. Det var måske lige lovlig personligt at spørge en fremmed om, selvom han selv havde bragt det på banen. Han tvivlede da også på, at han ville få nogle detaljer ved at spørge. Han havde ikke engang fået et rigtigt navn, hvis han ikke selv havde genkendt sin ”redningsmand”.
En ældgammel vampyr havde engang fortalt ham, at svaghed var de ting, som man lod komme tæt ind til sig. Hvis det var sandt, var det jo uklogt at begynde at informere folk om det. Han var dog ikke sikker på, at han købte den fortolkning. Selv havde han ikke dannet sig en mening om det endnu. Det måtte tiden vise. Der var dog ingen tvivl om, at de ting man lod komme tættest på, var de ting som man nemmest komme til at brænde sig på.

Han lo kort. ”Åh, selvtilliden mangler ikke, var?” Rystede han bare på hovedet. Han havde sikkert en eller anden cyborg-computer hær, som han kunne sende ud, hvis han skulle have ram på nogen. Selv kendte han ikke manden, og kunne ikke bedømme om han jokede eller var seriøs. Noget inden i ham opfattede det dog som en sjov kommentar, og han havde altid udmærket sig på at være en god menneskekender, så det var den måde han valgte at tolke det på.

Det slog ham, at bilen duftede forunderligt friskt af nyt læder og meget ren. Han kunne ikke huske hvornår hans egen bil havde duftet ny. Nogen fandt det den bedste duft i verden. Selv kunne han også godt lide den, men den virkede også meget ubekendt og kold.
”Det ved jeg, eller… Jeg ved i hvert fald at det ikke var sandheden der var nedskrevet i den pågældende artikel.” Svarede han og kunne egentlig godt relatere på en eller anden måde. I ældre tid, havde folk været meget opsatte på myter og legender og han havde selv været genstand for et par stykker, men det havde været en anden tid, og folk var ikke længere så religiøse eller naive.
Om han kunne huske hvad artiklen havde drejet sig om. Fra hans perspektiv virkede det som et dumt spørgsmål, men var det vel egentlig ikke. Det virkede bare så fremtrædende i hans bevidsthed, at han ikke lige ville glemme det foreløbig.
”Ja, det kan jeg godt. Det var her for nyligt. Om en forlovelse og graviditet. En smule absurd egentlig.” Han trak kort på skulderen og forsøgte at holde smilet, imens han endelig fjernede blikket fra Jason og lagde det ud imod det levende landskab bag bilens rude.

“Min selvtillid skal helst ikke fejle noget i mit fag men sådan er det jo nogle gange.”
Varmen der bredte sig fra hans håndflader fik ham til at stramme grebet om rettet, han kæber blev spændte, uanset hvad Auriel troede om ham var han sikker på Auriel ville være langt væk fra den reelle sandhed der var skyld i den tanke Argentum havde om hvorfor han ville kunne udslette ham hvis han lystede, egentlig var det jo ikke hans lyst, mere det bæst han bar rundt på indvendigt, det dyriske instinkt, det sind han havde været før det menneskelige trådte kræftigt frem.

“Wauw… En sladder artikel hvor det ikke er sandheden der er nedfældet på et sykke papir det er vel første gang det er sket.”
Der var en smule sarkasme at spore i stemmen, men også en forståelse på at han kunne forstå Auriels skepsis, for sådan havde det jo nærmest været siden tidernes morgen, og det var kun blevet værre i tiderne hvor sladderblade havde deres storhedstid.
Afventende Auruels svar lod han bare landskabet glide forbi, fast besluttet på de nok snart ville kunne begynde at se Miamis skyline, hvilket ville betyde at deres korte rejse sammen snart ville være forbi.
“Millicent”
mumlede han, det var den seneste artikel om en forlovelse der omhandlede ham.
Han vendte kort blikket mod Auriel, den sidste kommentar bed han mærke i.
“Det er da ikke absurd, at jeg skulle være forlovet, det er vel fuld forståeligt, at jeg måske ønkser et barn, der kan føre Stark arven videre.”
Blikket blev rettet fremad igen.
“Frøken Santana ville da have været et udmærket bud på en jeg kunne dele mit liv med.”
Han talte mere til sig selv end til Auriel, sandheden var vel at han ikke helt vidste hvordan han så Millicent, det følte han ikke de havde tilbragt tid nok sammen til at han kunne bedømme, Ballet ved Omnicorp, havde da været en hyggelig affære selvom han nok ikke lige med det samme glemte den lidt overivrige Journalist der gerne ville have en historie ud af dem.
Han var blevet glad for Millicent det kunne han nok ikke ligefrem benægte, og havde da også en god følelse af hende.

Englen smilede. Nej, det skulle hans selvtillid jo nok ikke. Han havde absolut ingen ide om hvilke hemmeligheder chefen for Omnicorp bar rundt på, og at han overhovedet bar rundt på nogen. Han kunne dog unægtelig fornemme en eller anden form for fælle forståelse omen ikke for hvad. Mere end nogen andre ville han nok kunne forstå følelsen af ikke at have kontrol over sine egne instinkter.

”Ja, ikke? Altså jeg er jo all for at vi giver sladderblade juridisk værdi.” Smilede han som svar, og der ville nok ikke være nogen tvivl om, at udsagnet var så absurd, at det kun kunne være en joke. Sladderblade var udbud og efterspørgsel og befolkningen hungrede efter utrolige og uventede historier. Så var det lige meget hvor meget sandhed, som var over selve historien. Så længe den forargede og fornøjede masserne.

Miamis mere eller mindre intakte skyline ville rigtigt nok snart komme til syne, også skulle han bare finde en mekaniker, finde ud af hvordan han skulle betale for reservedelen og finde ud af hvordan han kom tilbage til sin bil. Dette ville blive en lang aften, kunne han mærke. Det var ulempen ved den livsstil han levede. Der var aldrig en plan B og der var aldrig nok kontanter til at købe sig ud af en nødsituation. Det bragte interessante hændelser med sig til tider.
Ah, manden huskede artiklen. Det gav et kort gib i englens bevidsthed og navnet fik hans blik til at flakke en smule. Han misundede Jason hans kølige fremtræden og rolige lune. Selv var han ikke god til at skjule sit sindelag. Han var temperamentsfuld og var han glad, blev der leet, var han vred, blev der råbt. Lige nu, var han dog ikke sikker på hvad han følte og forholdt sig nogenlunde passiv.

”Nej, du misforstår mig. Det ville ikke være absurd for dig, og jeg er sikker på, at pigerne står i kø for CEO af Omnicorp.” Skyndte han sig at svare imens han vægtede ordene for at finde de passende. ”Jeg mente bare, at det var absurd, fordi jeg ved at Millicent ikke bare ville gå hen og blive forlovet og jeg ved at hun ikke kan være gravid. Da slet ikke med trillinger.” Smilede han og der var nok ingen grund til at uddybe hvem i det sladderblad han kendte. Han havde set hende for mindre end en uge siden, og der havde ikke været nogle skinende diamantringe, og hans formodning var kraftigt for, at hun ikke kunne være gravid, med de mængder alkohol de havde nået at indtage.
Se, dette var interessant og selvom hans situation ikke var den mest ønskværdige, så var dette stadig en glimrende mulighed for at stifte et bekendtskab. Millicent havde trods alt aldrig sagt noget dårligt om Jason eller… Mr. Stark.
Mandens ord fik ham til at smile. Det var ikke engang påtaget denne gang. Hvorfor det var der, var han dog i tvivl om, for det var ikke et glad smil, men mere det lidt forvirrede humoristiske ansigtsudtryk efter at man havde fået et slag i ansigtet under et værtshusslagsmål. ”Du ville være en heldig mand i så tilfælde.” Var det eneste han lige kunne få frem, men fortrød hurtigt at han ikke havde sagt noget mere og fortsatte. ”Men hvis hun kun er et ’udmærket bud’, sorry, men så fortjener du det ikke.” Der var intet nedladende eller harmfuldt over tonen i hans stemme. Blikket blev vendt væk fra manden og ud af bilruden. Det var blot en simpel konstatering. Han brød sig ikke om, når folk så de alliancer de lavede i livet som investeringer, som kunne være mere eller mindre gunstige. Mr. Stark her var måske ikke afklaret med hans følelser for ’frøken Santana’, men englen selv var ikke i tvivl og havde ikke været det i et stykke tid nu.

“Ja bare alle var lige så sandfærdige som sladderbladende, men det er nok derfor de hedder sladderblade.”
Han kunne ikke lade være med at smile kort
“Det er bare en skam folk tror på dem, eller nogle folk gør, uden så meget at tænke på at det er rigtige mennesker hvis ry kan gå i stykker, liv der kan blive ødelagt.”
Han tog en dybindånding og sukkede så langtrukket.

Bygrænsen nærmede sig. Ved synet af byen han kaldte hjem mere eller mindre i hvert fald og hvor han styrede Omnicorp. Det var væsentlig for ham lige nu at få Auriel til en mekaniker, og en ærlig en af slagsen der ikke ville snyde ham.
Artiklen stod stadig plantet tydeligt i hans hukommelse, nok mere på grund af begivenhederne inden som han og Millicent havde været nød til at gå igennem, først hans nærdødsoplevelse. Derefter ballet, det var svært at glemme, han lå stadig ind i mellem søvnløs grundet det. Argentum vidste at den hårde facade, var vigtigt for det liv han levede, fandt andre den mere dyriske side, det bæst han gemte på, ville ikke være godt, men ligeså godt ville det være hvis folk opdagede hvad de virkelig lavede ved Omnicorp. Når bæstet ville frem vidste han at der kunne komme grimme revner i den facade.

“Hvis det så bare være de rette piger der stillede sig i kø så var der måske noget ved det.”
den spøgende stemmeføring var tilbage, lidt som en CD først noget neutralt, stemmeføringen kunne ændres ligeså hurtigt som en voldsom humørsvingning. Ikke noget han led af så vidt han ved, men måske var det mere balancen mellem det menneskelige og så bæstet.
“Måske er hun ikke ikke gravid, eller forlovet endnu, men hvem ved om det kommer.”
Argentum var ret sikker på at han havde fanget hvem Auriel kendte og derfor var det måske dumt at snakke over sig, især når Auriel lød så sikker i hans sag som han gjorde.
Han ville ikke ødelægge noget men var ret sikker på det stille og roligt var begyndt.
Hans greb løsnede sig kun kort fra rettet inden det igen var stramt.
“Det har jeg en forståelse for at jeg ville være, men jeg ved også at hun sikkert ville betragte sig selv som heldig.”
hans kæber var spændt en smule ud ligesom musklerne op af armen.
“Åh du tror hun kun er et udemærket bud på en forlovede, men så misforstår du mine ord.”
Hans blik røg kort væk fra vejen og på Auriel, inden han langsomt forsatte.
“Som du selv siger, du der er sikkert piger der vil stå i kø for mig, men det er ikke vigtigt I denne situation.”
Han talte langsommere mens bilen stadig gled gennem landskabet.
“Jeg siger Millicent ville være et udmærket bud i sådan en forstand at hun har vist sig at kunne tage mig, og forstå mig, af de personer der har været omkring mig, og været sammen med mig, er hun den person der har den bedste forståelse for hvordan jeg er som person.”
Hans stemme havde ikke ændret sig, den var stadig neutral, og hans blik vendte tilbage på vejen

Det måtte være lige til en hædersmedalje at få Jason Stark til at smile, var det ikke? Det var første gang på turen, at Auriel havde set det, og var helt stolt af bedriften. Fyren måtte bedre end de fleste vide, hvad rygter kunne gøre ved en mands liv. Hans virksomheden levede vel på offentlighedens mening og på deres præferencer.

”It never is.” Smilede englen og kunne igen relatere til mandens ord, selvom han ikke havde nogle penge eller store virksomheder, som pigerne kunne stå i kø for. Det var jo heller ikke alt. De fleste havde nok haft affære, som de senere havde fortrudt.

Auriel trak kort på skulderen og han kunne mærke en muskel i hans kæbe spænde en smule. ”Hvem ved.” Svarede han bare, og var ikke sikker på, at han var vild med, hvor samtalen var på vej hen, men kunne heller ikke få sig selv til at løsrive sig fra den.
”Ja, hun ville sikkert ikke tage sådan noget for givet.” Svarede han og slog blikket ned på den antikke ring om hans højre ringefinger, og drejede den rundt et par gange. Han kendte ikke manden ved siden af ham, men han virkede da som en god fyr. Sammenholdt med hvad han havde fået at vide i hvert fald. Da han havde snakket med Millicent om Mr. Stark, havde størstedelen af ham håbet, at han havde været en idiot. Sådan en man bare ikke kunne lide. Sådan gik tingene nok engang aldrig. Han havde absolut ingen grund til at mene noget ondt om Jason – ikke endnu i hvert fald – og gjorde det heller ikke. Alligevel var der noget inden i ham, som reagerede modvilligt på ordene. Et toneleje, et fald i stemmen eller bare hele sammenhængen.

Nogen havde engang fortalt ham, at øjnene var sjælens vinduer, og at man kunne læse alt i dem. Auriel havde altid haft den vane at vende blikket væk, når der var noget han ikke ønskede at andre skulle se, og det var netop det han havde gjort nu. Om blikket var ud på landskabet eller ned på hans ring var uden betydning, så længe han ikke havde øjenkontakt.
Det eneste problem var, at man heller aldrig kunne aflæse andre, hvis man ikke tog konfrontationen, og englen rettede derfor blikket ret op igen på de kølige øjne da han fulgte op på fyrens ord. ”Så, du er forelsket i hende? Det er det du siger, ikke?” spurgte han og det var måske way over the top, at spørge en fremmed om sådanne ting, men han havde praktisk talt sagt det allerede, så det kom jo ikke ud af ingenting. Det var ikke sådan her han havde forestillet sig, at hans dag ville gå. En hånd blev roligt lagt op for at køre hans hår lidt tilbage.

Auriel satte sig lidt op i bilsædet som byen nærmede sig. ”Jeg kender en udmærket mekaniker på hjørnet af 11th og 13th avenue, jeg har bare et lille problem…” Lød det pludseligt og han måtte til sin ærgrelse sluge sin stolthed.

Om Aruiel brød sig om ham var på en måde et mysterium for ham, ikke at det ville betyde noget, selvom han virkede som en reel fyr der ligesom han selv var plaget af en dybere hemmelighed.
Samtalen der stadig var rettet mod Millicent fik ham til at tage en dybere indånding.
“Det ville hun sikkert ikke, men hun sagde også hun ikke ville kunne leve i en lejlighed uden at kunne foretage sig noget.”
Hvilket jo var sandt, hun havde fortalt ham dagen inden de havde været til velgørenheds arrangementet at hun ville leve så hun kunne forsørge sig selv med sikkerhed.
Om det ville være en trøst vidste han ikke, men det var da en sandhed og ord der var kommet fra hendes mund.
“Misforstå mig ikke, jeg siger ikke jeg frier til hende, og siger ikke jeg har en lyst, endnu, men som hun sagde, selvom hendes liv ville være dækket ind så hun ikke ville skulle løfte en finger, andet end hvad hun har lyst til, så er det ikke hvad hun er interesseret i.”
Hans blik var stadig rettet fremad, hans ord var sandfærdige, måske var han interesseret i Millicent men det var langt fra sikkert hun havde en interesse i ham, og måske havde han ingen intention om at finde ud af det.

Blikket hvilede stadig på vejen foran dem, den store chevy fulgte vejbanen han var nød til at holde blikket fast på vejen, selvom det indimellem blev sat på Auriel, for at kunne føre en ordentlig samtale hvor han kunne være en del af det uden at virke ligeglad.
“Jeg har været sammen med kvinden en gang, godt nok strukket over en par dage, men du burde vel erkende at det ikke er tid nok til at blive forelsket i en person.”
Hvordan skulle han svare, spørgsmålet fandt han underligt. Jo måske var der en interesse i hende, og måske var han interesseret i at tilbringe tid med hende.
“Så nej jeg vil ikke sige jeg er forelsket i hende, men jeg vil sige jeg har en interesse i hendes selskab.”
Det var vel egentlig det bedste svar han kunne give på nuværende tidspunkt. Selvom han allerede var i gang med at planlægge hvordan han skulle overrække hende den mobil de havde aftalt hun skulle have, og så endda lovligt, frem for salg af truede og sjældne dyr.

“En mekaniker ved 11th og 13th siger du.”
Han gentog kun adressen for at sikre sig han havde hørt rigtigt.
Ved den sidste del af hans ord vendte han kort blikket mod Auriel igen.
“Og hvilket problem er det?”
Han blik blev vendt frem da de første huse begyndte at køre forbi dem.
“Hvis jeg må spørge. ”
tilføjede han så langsomt.
Måske var det lidt for at gøre op for kommentarerne om Millicent, det var jo tydeligt at manden her var interesseret i hende.
“Jeg ved ikke om jeg kan være til hjælp på nogen måde”

Englen trak roligt på skulderen. Situationen var mærkelig. Sjov på mange måder. ”Det behøver du ikke fortælle mig, jeg kender hende ganske godt.” Svarede han denne gang temmelig upåvirket. De fleste der kendte Millicent ville nok vide, at hun ville blive sindssyg af at sidde og trille tommelfinger imens andre lavede noget.
Jason var interessant fordi Auriel ikke helt kunne finde ud af, hvad intentionen med hans ord var. De færreste ville bare dele sådanne ting, som blev delt nu, med en komplet fremmed. Og delte gjorde han da rigeligt af. Så var spørgsmålet bare om fyren var sentimental, om han forventede at få noget ud af det eller om han bare stak indtil han fandt et blødt punkt, som han senere kunne bruge.

Et finurligt udtryk fandt vej til hans ansigt og Auriel blev nød til at le og ryste på hovedet. ”Jeg er nok ikke den bedste til at lave dén bedømmelse.” Smilede han bare. ”Men egentlig tror jeg ikke sådan noget behøver tage mere end et øjeblik. Det er nok erkendelsen af det, som tager længst tid.” Fortsatte han og sukkede svagt, hvorefter han endeligt fjernede sin albue fra vinduet og rettede sig op. Som om Millicent ikke var nok at håndterer i sig selv, så skulle Jason også lige ind og jonglere med.
Hvad end manden ved siden af ham havde lyst til at tro eller tro han vidste, var Auriel ikke så bekymret om. Hvis der var noget han havde lært, så var det at livet var for kort til at bekymre sig for meget om hvad andre tænkte, og for langt til ikke at vide hvad man ville have. Han formåede ikke altid at leve efter de sætninger, men han forsøgte da. Af samme grund, slog han nu blikket over på Mr. Stark for at sende ham et skævt smil serveret med et kækt glimt i øjet.
”Uanset Jason… You’re gonna have to fight me for it.” Så måtte han tolke det hvordan han havde lyst til.

”Åh tro mig, du kan hjælpe, spørgsmålet er om du vil hjælpe.” Nikkede englen og lænede sig frem i sædet for at kunne følge med i den sparsomme trafik omkring dem. ”Sagen er den, at en ny katalysator koster et par hundrede dollars… og jeg er flad.” Fortsatte han ærligt med et undskyldende blik. ”Jeg beder ikke om at du giver mig penge, bare et mindre lån! Jeg kan betale tilbage med tjenester eller eventuelt et arbejde…?” Ja, det var meget at bede om og fuldstændig malplaceret, men det ændrede ikke på, at han ikke havde et par hundrede dollars liggende i lommen.

“Måske har du ret i at det ikke behøver at tage lang tid før ens følelser tager over og lader hjernen slå fra”
Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. For ja sådan noget kunne ramme, og det behøvede jo ikke tage lang tid at finde ud af om man fandt en anden person tiltrækkende, det var vel mere erkendelsen af dette der tog tid.
Ved Auriels sætning vendte Argentum blikket mod Auriel, med et løftet øjenbryn. Hvad var det han havde gang i.
“Hvad er det du vil have jeg skal slås med dig om?”

“Du har altså en ide om at jeg kan hjælpe dig, og definer det som, hvis jeg vil hjælpe dig.”
Han løftede et øjenbryn og så på Auriel med et lettere mistænksom blik. Han nikkede for at indikere at han kendte prisen på en katalysator, og ja det var måske ikke lige det nemmeste at få fingrende i når man var som Auriel sagde flad.
“Så du spørger om et lån til en katalysator, og tilbagebetalingen vil gå i form af en tjeneste eller et job…”
Argentum ville lige sikre sig han havde hørt rigtigt og forstået det korrekt inden han ville svare på om det var muligt at slå en handel af.
På den ene side ville Argentum gerne hjælp for det var jo meningen med Omnicorp, derfor holdt de arrangerementer for at samle penge ind for at kunne stable på benene så en nation kunne genopbygges og fungere.
“Jeg ville nok være nød til at holde dig på en tjeneste da jeg ikke er sikker på jeg kan love dig et job. Da det ville kræve at du blev en fast del af inventaret ved os.”
Det eneste job han kunne love var enten i rengøringen eller ved postkontoret, hvilket han selv så som vigtige jobs da det var med til at holde hygiejnen oppe, og postkontoret var med til at sortere breve og mails, for ja de kunne få nogle vanvittige mails, og jobbet gik i det store og hele ud på at ting der ikke var relevante eller uinteressante blev sorteret fra.

Auriel nikkede blot. Han nød fornemmelsen af fart og at se omgivelserne svinge forbi bag bilruderne. Det gav nok ikke mening, men det føltes som om at tiden var gået i stå, når man bevægede sig så hurtigt. Også var det helt underligt ikke at være den, som havde hænderne på rattet. ”Du kører godt.” Bemærkede han med blikket ud på vejen. Jasons hænder var rolige på rettet og der var ingen slinger i valsen. Man følte sig meget sikker med mr. Stark bag rettet.

Englen slog blikket over på Jason og lagde hurtigt hænder fladt frem foran sig som en mur. ”Jeg vil slet ikke slås med dig, Jason. Du virker ikke som typen, man vil være på den forkerte side af”. Svarede han hurtigt og ærligt. Auriel brød sig ikke specielt meget om konflikter, men det betød ikke, at han ikke havnede i dem engang imellem, og han havde ment hvad han havde sagt. ”Det jeg prøver at sige er, at hvis du finder ud af, at du er interesseret i Millicent, så har vi to et problem”. Der var intet truende eller vredt over hans stemme. Det var blot en konstatering. Selvfølgelig havde han ikke tænkt sig at komme i en fysisk slåskamp med nogen over en pige, men fysisk var heller ikke den eneste måde at udfordre hinanden.

”Ja, det er lige det jeg spørg om”. Bekræftede han, og hans fingre var begyndt ængsteligt at tromme imod hans lår. ”Har du noget imod at jeg ryger i din bil…?” Lød det efter et øjeblik og han fiskede spørgende en krøllet cigaret frem fra sin lomme, så Jason ville kunne se den. Det var trods alt en pæn og ren bil, så hvis det ikke var i orden, ville han lydigt pakke cigaretten væk igen og vente til de var uden for.

Han overvejede lidt fyrens ord. Et fast job ville nok ikke være en god ide. Han ville ikke kunne blive ét sted ret længe af gangen, så godt kendte han sig selv. ”En tjeneste er det så. Jeg er ikke så god til at blive på ét sted, så jeg ville være en frygtelig dårlig arbejdskraft alligevel” Smilede han bare og rystede på hovedet af sig selv. ”Har du en tjeneste i tankerne? Ellers må jeg skylde dig.” Fortsatte han. Måske var det dumt, at stå i gæld til en fremmed, men han havde ikke ret mange andre valg lige nu.

Farten blev sat ned da de endelig nåede ind til byen, den ydre by ville stadig ligne noget der var løgn, ikke nær så store bygninger små huse. Interesseret i at finde mekanikeren tog han bare den direkte vej, ved komplimentet kunne han ikke holde et kort grin inde, eller smilet tilbage.
“Jeg ved ikke om man kan tilegne mig evner til at køre godt, det er lidt nemmere når bilen gør det sværeste selv nærmest.”
Kom der kort fra ham, jo hans hænder var rolige på rettet, men okay havde man kørt bil siden starten af 1900’tallet så var der nok en del erfaring til.

Han så lidt overrasket på Auriel da han snakkede om ikke at slås, en fysisk kamp havde nu aldrig været hans kop the, det var kun i forsvar eller hvis det var nødvendigt.
“Jeg havde nu regnet med vi kunne være civiliserede end at stå med to sværd, og slå mod hinanden, selv hvis det er over en jomfrus hånd”
En kort hovedrysten og et smil om hans læber kom inden han langsomt forsatte.
“selv hvis jeg var interesseret i Millicent er hun ikke en præmie der skal konkurreres om, hun er vel selv i stand til at vælge.”
Blikket blev vendt ud mod vejen igen mens han let løsnede om rettet.
“Så jeg kan ikke se hvad vores problem skulle være, hun er selv i stand til at vælge, og jeg ved jeg er civiliseret nok til at jeg kan accepterer hendes valg. Uanset hvad det så måtte være. ”
Hans stemme var igen kommet tilbage til den opsatte stemmeføring efter at have reageret på Auriels ord.

“Jeg kan ikke se det som et direkte problem at jeg skulle låne dig til en ny katalysator når du garantere for jeg bliver betalt tilbage.”
De trommende fingre fik hans til at klemme om rettet.
“Ja.. Jeg ville have noget i mod at du ryger i min bil, og det vil du også, den er gammel, men min forfader der købte den var lettere paranoid, og satte en røgalarm i, samt en form for brandslukker”
Han kunne ikke holde et reelt og ægte smil tilbage, det var mere en advarsel end et direkte nej.
“Men er du virkelig rygetrængende kan jeg holde ind så vi også lige kan strække benene.”
Han ville ikke bare stoppe hvis Auriel hellere ville frem til mekanikeren med det samme.
“grunden til jeg kan foreslå dette og accceptere du låner til katalysatoren er jeg nok var blevet berøvet af dig hvis du ville.”
afsluttede han kort for sig selv. Selvom det egentlig var irrelevant for deres samtale.

Ved ordet ET brød han ud i en kort latter og vendte blikket.
“Det må jo så være to tjenester ikke.”
det var kun en lille smule provokation at spore i hans ordvalg men mere for at drille end noget andet.
“først for liftet til mekanikeren og så lånet til katalysatoren.”
Smilet havde ikke fjernet sig fra hans læber, så det var tydeligt at han ikke mente hvad han sagde.
“Jeg har ikke en tjeneste i tankerne lige nu, så du må skylde lidt endnu i hvert fald”
Det var slet ikke sikkert han havde brug for en tjeneste der var flere tjenester han kunne trække i land og mange var for sent da vedkommende der skyldte dem var gået bort. Så at folk skyldte ham en tjeneste gjorde ikke ham noget, men selv hadede han at være i gæld.

Auriel trak på skulderen. Måske havde Jason ret. Bilen gjorde nok det meste af arbejdet selv. Hans egen havde hverken automatgear eller cruisecontrol. ”Det havde jeg ikke lige tænkt på. Sådan er jeg ikke van til at køre”. Svarede han. Selv nød han at have kontrollen med bilen og ikke omvendt. De få gange han havde prøvet biler med automatgear, havde han følt dem som radiobiler, og brød sig ikke synderligt om det.

”Virkelig? Det er ellers sådan vi afgøre ting, hvor jeg kommer fra”. Smilede han og der var nok ikke tvivl om, at hans ord dryppede af sarkasme. Der var selvfølgelig en hvis sandhed i det, men igennem hans levetid havde sådanne ting ændret sig meget, og Auriel havde aldrig foretrukket at løse ting med fysisk vold.
Det var en fantastisk simple tankegang egentlig, og på en måde, kunne man ønske, at tingene stadig fungerede sådan. Alt var i dine egne hænder, og du kunne få hvad du ville, bare du var dygtig nok med et sværd. Desværre var det ikke længere så nemt, og man kunne ikke altid få hvad man pegede på.

Selvfølgelig sagde Jason alt det rigtige. Han havde faktisk halvt forventet et sådan svar. Det var ikke svært at se hvorfor han var så populær, og hvorfor Millicent godt kunne lide ham. Det var dumt at se den pige, som et trofæ man kunne sætte op på hylden. Hun var ikke et trofæ. Mere end tornado der hvirvlede alting ind for at spytte det ud igen til alle sider, og man vidste ikke længere hvilket ben, som man skulle stå på.
Hvis personlighed var en ubrudt række vellykkede træk, så var der noget fantastisk ved hende. En øget følsomhed til løfterne om livet, som om hun var relateret til en af de indviklede maskiner, der registrerer jordskælv ti tusinde kilometer væk. Denne lydhørhed havde intet at gøre med andet end en ekstraordinær gave af liv. En overvældende parathed som han aldrig havde fundet i nogen anden person, og som det ikke var sandsynligt, at han nogensinde skulle finde igen.
”Det er bare det, Jason. Det er jeg ikke sikker på, at jeg er.” Svarede han roligt. Forsat med et smil spillende om læberne. Han forventede intet svar. Det var måske det rigtige at gøre, at accepterer et valg, men han var stædig, selvisk og ikke klar til at se denne oplysende tornado glide ud af hans liv igen, i hvert fald ikke uden at bekæmpe det. I hvert fald indtil han var sikker på, at valget definitivt var taget.

’Betalt tilbage’ ordene fik ham til at skære en grimasse. ”Bare så vi er på det rene, er jeg altså ikke sikker på at kunne betale dig tilbage i kontanter”. Nævnte han kort. Det var sjældent han havde et par hundrede dollars mellem hænderne. Tid og tjenester havde han til gengæld masser af, hvis fyren kunne bruge sådan noget.
Han slog blikket op på taget af bilen, da Jason nævnte noget om en røgalarm og brandslukker. Han kunne ikke lige se nogen, men han tvivlede ikke på, at den var der. ”Så må jeg hellere lade vær.” Sukkede han og pakkede cigaretten væk igen. ”Nej det er fint, jeg kan godt vente.” Nikkede han, og trommede lidt videre med fingrene mod sit lår.
”Arg… Jeg kan vel nå at røve dig endnu”. Lo englen bare. Jaja, det havde han ikke tænkt sig, det var vidst klart nu.

Et tænksomt udtryk gled over Auriels ansigt, da der blev nævnt to tjenester. ”Hmm… Jeg vil jo mene, at mit fantastiske selskab på køreturen gør op for den ene tjeneste” Jokede han. Hvis Jason ville have to tjenester, so be it. Han havde ikke så meget imod at skylde nogen noget, så længe det var overkommeligt at betale dem tilbage. Tjenester og penge var den måde verden løb rundt og Auriel ville aldrig komme nogle steder, hvis han ikke bad om hjælp af og til.

Automatgear havde aldrig rigtig været ham på nogen, men cruisecontrol var rart, bilen blev sat til en hastighed og så kunne han nøjes med at holde bilen på vej uden bekymringer om farten, og derved fartgrænsen.
“Man kan vende sig til at køre sådan, at man egentlig kan læne sig tilbage og mere eller mindre nyde turen, ikke noget med at bekymre sig om at man køre for hurtigt eller noget.”
Han ville ikke forsvare sit valg af netop denne model for selvom han ikke var til automatgear så var bilen med det.

Han kunne ikke lade være med at le, okay Auriel var et okay selskab.
“Enten er du ældre end øjet anskuer, eller også er det et primitivt miljø du kommer fra.”
Han kendte kun alt for godt alt det med at den med det største sværd vandt, og at det primært gik ud på at slå sin modstander hårdest. Han fandt det så primitivt, men nu var det meste ved jorden primitivt, og på mange måde havde det taget ham en livstid eller to at forstå hvordan de havde kunne levet uden samme niveau af teknologi som Draconia. Selv da han havde startet Omnicorp, og selv efter den teknologi der kom fra Draconia, kom på jordens markeder kunne han ikke starte en direkte udvikling, hvilket bare havde gjort ham mere velhavende selvom pengene ikke var noget han gad bruge tid på, så havde han jo også fået nogle interesser og de sad nu i en af dem.

“Om du er civiliseret nok eller ej kan jeg ikke ændre på nogen made, og det skal jeg ikke, for så ville du ikke længere være hvem du er.”
Han var mere påpasselig med hvad han brugte af ord, ikke af hensyn til Auriel men mere hvad der kunne komme ud i det offentlige.
“Hvis du mener det skal komme til en psykologisk krig, eller hvad du har lyst til. Så skal du vide jeg på alle måde ikke vil gøre noget for at gøre dig skade, jeg vil altid forsøge at vende den anden kind til.”
Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, for der var vel ikke mere i den sag, han ville ikke kæmpe for at se sig selv slået, hvis det kom sådan, en pige uanset hvor skøn hun end var, ville han ikke kunne se sig selv slås om en kvinde.

“Jeg siger ikke du skal betale et kontant beløb, det er jeg ligeglad med om du gør, om du kommer med 100 dollars eller om du siger jeg kan bede dig om at rense min pool, så er jeg tilfreds med måden du betaler din gæld på.”
han talte direkte fra hjertet hvordan Auriel betalte ham tilbage var han ligeglad med, bare det blev gjort når han ville have det.
Det slog ham, noget Millicent havde gjort ham opmærksom på da de stod og skulle møde Nathan Storm, han kunne være kommanderende.
“Det ville nok være smartest hvis ikke vi skal være gennemblødte.”
Lo han kort, det var vigtigt indimellem at glemme irriterende og vigtige ting og så more sig, noget han før i tiden ikke ville give sig selv frihed til, måske var han blevet mere menneske end maskine siden mødet med Millicent.
“Det er helt op til dig om du vil vente.”
Kom der så fra ham.
ved bemærkningen om at Auriel stadig kunne nå et røve ham smilede han lidt.
“Det har du ret i, du kan stadig nå det det giver jeg dig ret i. Men jeg vil gerne se dig prøve også.”
Han mærkede hvordan varmen søgte ud i hans håndflader og brede sig, han var klar hvis det kom så vidt.

“Sådan kan man også se på det, og nej køreturen er for min regning, da jeg spurgte om jeg skulle tage dig med fordi vi skulle samme vej.”
Han valgte at se ud af det indvendige fører spejl. Med et smil om læberne, han havde kun tænkt sig at kræve betaling for de 100 dollars når det kom så vidt, det var det eneste han kunne forlange.

”Eller måske begge.” Lo han. Ja, han var ældre end hvad han så ud, og ja, han kom fra et primitivt miljø, som godt nok på dens tid var et af de mest udviklede samfund i verden. Det virkede dumt at tænke på nu, hvor alt var så civiliseret og gennemtænkt. Efter den store krig, havde verden igen befundet sig i en primitiv standard. En vugge af liv. Nu var bygninger og orden dog igen begyndt at herske, selvom de fleste steder stadig var hærget af radioaktivitet og ødelæggelse, så kunne man godt fungere som samfund.

Jason behøvede ikke frygte, at deres samtale kom til pressen eller anden offentlighed. Auriel havde ingen intentioner eller noget at vinde på, at kontakte pressen. Han stod selv i en skrøbelig position, hvor han ikke havde råd til frivilligt at opsøge medier. Der skulle ikke meget til at sætte de større dæmon aristokratier i hældende på ham, og det var ikke noget han ønskede.
Englen kiggede lidt mærkeligt på Jason. Øhhh, okay? Han var ikke sikker på at fyren forstod hvad han sagde. Virkede det hele ikke lidt mærkeligt? ”Du tager ting meget bogstaveligt, gør du ikke?” Sagde han så efter et øjeblik. Han var ikke sikker på at hans metaforer blev opfanget som de skulle. I stedet lød det som om, at Jason regnede med, at han selv havde planer om at hugge ham ned med sværd og udøve psykisk tortur.
”Jeg har virkelig ingen intentioner om at bekrige dig. Det eneste jeg siger er, at jeg ikke lader dig få hende. Den er ikke længere.” Mere afslappet lænede han sig lidt tilbage i det komfortable bilsæde.

”Fair nok.” Svarede han til det med pengene og poolen. At rense en anden persons pool kunne virke nedværdigende, men det var han egentlig ligeglad med. Hvad end der blev bedt om, kunne ikke være værre end hvad han før havde levet i. Han var født og opvokset som slave uden efternavn eller rang. Så kunne det næsten ikke blive værre.
Han trak kort på skulderen og kørte en hånd igennem sit hår. ”Når du nu gerne vil låne mig de 100 dollars, så tror jeg ikke du har andet, som jeg ville få nytte af, så du behøver ikke bekymre dig.” Lød det så. Ja, dyre biler og jakkesæt var da flotte og gav status, men hvad skulle han bruge det til? Han havde ikke behov for den form for status eller opmærksomhed som det gav. Han havde kun brug for nok til dagen og vejen. Resten var overflødigt.

Han svarede ikke på det med, at køreturen var på Jasons regning. Det var vel fair nok. Det var jo ikke fordi han havde brugt synderligt meget ekstra benzin eller tid, på at give ham et lift.
”Det er lige her henne på hjørnet”. Mumlede Auriel og rettede sig op igen, så han kunne følge med i forruden.

"Det var nu ikke sådan ment at jeg er bekymret for at vågne op nøgen i en vejgrøft, men mere sådan, 100 dollers til katalysatoren og det virkede til at den jeepfungerede som dit hjem, så hvis den ikke kommer op at køre så du har et sted at sove det var mere det."
Blikket hvilede på Auriel i nogle lange sekunder ved et kryds han alligevel skulle holde ved.
Om Argentum havde en formue man i et normalt menneske liv lille kunne bruge ja, om han brugte den nej, de han havde var købt længe inden krigen og han havde passet på og plejet det som små børn, det var kun møblerne i hans lejlighed der blev udskiftet, når de var så nedslidte at de ikke ville være sikre at benytte
Hans tøj var ikke hans valg af beklæde sig i, det var hvad der var forventet, og på facaden ud til var han Jason Stark, når han var alene og langt mere afslappet var det løst sidde sweat pants og løse t-Shirts intet fancy ved ham.

Han nikkede til anvisningen om hvor Mekanikeren lå og lod bilen trille ind over kantstenen og ind på den lille p-plads
Langsomt lod han bilen glide ind i en bås inden hans slukkede motoren.
"Sådan så ved jeg ikke hvad jeg ellers skal gøre for dig"
Kom der langsomt fra ham inden han fiskede de 100 dollars frem som han havde lovet at låne til Auriel.


//Ved det blev et kort svar og undskyld vente tiden//

”Ja, det ville ikke ligefrem være ønskværdigt. ” Sukkede han opgivende. Bilen fungerede trods alt som hans hjem, selvom han havde en støvet lille lejlighed i Miami et sted. Han havde dog ikke været der i evigheder. Lejligheden blev mest brugt som opbevaringskammer for alle de ejendele, som han ikke kunne have med på farten. Ikke at der var så meget. Lidt skiftetøj, dåsemad der sikkert kunne holde år endnu og et lille lager af alkohol.
Hvad Jason valgte at bruge sine penge på, var helt op til ham selv. Når han nu havde dem, var det vel synd de bare gik til spilde, så hellere bruge dem på at forsøde livet for sig selv eller andre.

Langsomt kom bilen til stop på den lille parkeringsplads. På den anden side lå et faldefærdigt lille skur med ordet ’MEKANIKER” skrevet med store røde bogstaver over gavlen. Det var ikke ligefrem imponerende, men han havde tillid til manden som ejede stedet. Det var ikke noget usædvanligt at steder der solgte reservedele til biler ikke klarede sig særlig godt. Trods alt var det de færreste som havde motordrevne køretøjer efter krigen.
De gyldne øjne fandt tilbage på Jason, da han gav udtryk for ikke at have mere at gøre. Kort trak han på skulderen. ”Well… Hvis din arbejdsdag er ved at være slut, vil jeg gerne give noget at drikke? Det er det mindste jeg kan gøre, når du låner mig så mange penge.” Svarede han og mærkede efter i lommen. Han burde have småpenge nok til at kunne købe dem begge noget at drikke, og ellers måtte han bare lave en regning.

Uanset hvad Jason svarede, ville Auriel tage imod pengene og hoppe ud af bilen. Lyden af Jasons bilmotor havde fået en spinkel mand med et rødmosset ansigt til at se skeptisk ud af sit lille mekanikerskur, men så snart han fik øje på englen, lyste hans ansigt op i et velkendt smil.
”Hva fa’en. Sig ikke at du nu har brug for min hjælp IGEN.” Råbte manden drillende med en lettere brysk stemme. ”Nah, jeg tænkte bare at din forretning efterhånden behøvede lidt omsætning.” Blev der givet igen, da Auriel nåede hen til skuret for kort at give manden hånden. Det var tydeligt at mandens små øjne søgte undersøgende efter den flotte bil parkeret bagved, og Auriel måtte med en lille grimasse indrømme, at den tilhørte en ven og ikke ham selv.
Et par øjeblikke ville Auriel være tilbage ved Jasons bil med en lidt katalysator i hånden. Den fyldte ikke meget for sin pris. Han kunne lige præcis have den i en enkelt hånd. ”Hvad siger du så til den drink?” Blev der smilet skævt.

//Det er helt i orden. Jeg har jo alligevel været på ferie, som du nok har lagt mærke til ;) //