Peaceful Day (Argentum)

Sted: New Miami
Tid: omkring kl 12.00
Omgivelser: masser af mennesker
Vejr: køligt og overskyet

Adriana stoppede op midt på fortovet og udtrykket et overraskende lyd over byen, som blomst  høje bygninger, hendes blik glid op ad de høje bygninger, hendes øje blev store og hun skulle lige til at sige "wow" inden en stød ind i hende, eller snittene hende skulder så hendes blik faldt mod retning person gik "aw" sagde hun og tog sig til skulderne. dette gjorde hun rykkede sig ud til siden og så sig omkring.

Det var midt på dagen og folk var pænt klædt, og meget stilet. hendes selv bare ikke noget særligt et par short, med sort strømpebukser, med huller i. mens hun på overkroppen bare en hættetøjre, der tydeligt var slidt og kunne se den havde været igennem en del. hendes blik faldt på en person som gik forbi hende med et blik af foragt. hun smilede lidt for sig selv.

Hun begyndt at forsætte ind i byen, folkmænge blev større *er det normalt midt på dagen, at være så mange mennesker* Adriana kiggede op mod himlen, som var lidt overskyet og små køligt. "hm" sagde hun og kiggede rundt med et nysgerrige blik. Hun lod sig blev styret rundt af folkemængden, da hun allerede vidste hun var fare vildt og nyde faktisk at se noget nyt for en gang skyld. Adriana stoppede op fora en kæmpe bygning og læst skiltet "Omnicorp. den er kæmpstore" sagde hun lavt og begyndt at gå.

Men Bang hun ramt ind i en person "Det må du undskylde...."

Endnu en dag overstået, tidligere end ventet for ham, han foretrak tiden på kontoret, da han nåede ud af bygningen kom han ikke mere end et par skridt før han mærkede bump og hørte undskyldningen inden han selv nåede at reagere på det.
Blikket faldt på kvinden han var stødt ind i eller omvendt han var ikke sikker, vedkommende lignede ikke ligefrem en på beklædningen, hvilket også de omkring værende folk havde set. De blikke de sendte hende morede ham gevaldigt.
Faktisk havde han intet i mod hvor eller hvilket socialt lag kom fra, men det kunne ikke siges som alle andre fra den by del.

”Du skal ikke undskylde…”

Stemmen var ru en smule træt. Argentum stod i det vante mørke jakkesæt huden lig bleg og det mørke hår der var på vej tilbage.

”Det var mig der ikke fik set mig ordentlig for inden jeg gik”

Blikket blev vendt tilbage mod bygningen bag ham.

"Er du sikker, på jeg ikke skal undskylde... det var mig som ikke så mig for" hun vendt først nu sit ansigt mod person hun havde ramt, indtil da havde hendes blik været mod jorden og dagdrømme omkring denne smukke by af liv. Adriana var også selv usikker på hvem havde gået ind i hvem. men hun vidste hun ikke havde kiggede sig for, derfor undskyldet hun.
Men begrund af højt forskellen mellem dem, blev hun nødt til at løfte hovedet højere end hættetøjr kunne dække, så hendes ansigt kom til syne. hun havde lidt jord i ansigt, men du hun tydeligt se hun ikke var underernæret, helt fint på det området i hverfald.

Hun lagde mærke til hans smule trætte stemme og hendes blik begrundt at undersøge ansigt for tegn af udmattelse, hun gav ham et venligt smil da han sagde, han ikke kiggede sig ordentlig for inden han gik og et let grin for hun svarede ham "Så er vi, vidste begge 2 lige gode om det. var fangede af mine egne tanker omkring hvordan denne by, er så livlige" hun så hans blink mod bygning og vendt sit blik mod den

"Kom du derfra" spurgt hun og tænkt ikke om det endeligt ikke kom hende ved, hun var nysgerrig på hvordan folk levet livet i denne verden. og alle gjorde det tydeligvis forskelligt. nogle med had, andre med kærlige og nogle kun for at overleve.. hun kom i tanke om det var uhøflig af hende og sagde hurtigt lidt flov "Må du undskylde, kommer nok ikke mig ved.. men" hun kiggede mod ham med et blik af bekymring "Du virker træt" hendes blik øje bliv store igen... hun havde udtryk sig om noget som ikke kom hende ved, men det kom bare ud af hende igen.

”Jeg er ret sikker på du ikke skal undskylde”
Han lod blikket hvile på kvinden han var stødt ind i. han tog en dyb indånding og lod hænderne falde ned langs hans sider.

”Det kan vi vel godt sige vi begge er skyldige i ikke at se os for”
Han forsøgte at smile, men det lykkedes ikke særlig godt. Hvad han skulle sige til det med at gå i egne tanker havde han ikke nogen idé om hvorfor han skulle vide, men nu havde hun sagt det og så var der ikke noget at gøre i den sag.
”Det kan tydeligvis være farligt at gå i egne tanker”
Kom der lidt fra ham.

”Ja jeg kom fra Omnicorp”
Han så sig tilbage over skulderen, blikket blev vendt tilbage på kvinden, han havde sagt det nærmest med et skuldertræk. Han havde et ikke
Et lettere løftet øjenbryn mødte hende, da hun nævnte at han så træt ud, ikke at han var det, men måske hans seneste plan om at komme videre med livet stadig sad i hans krop. Måske var det hvad folk så når de så ham, det syge udseende selvom han var ved at komme sig ovenpå den episode.
”Nej jeg er ikke træt har bare været syg”
Det var vel egentlig det eneste han kunne sige omkring den sag, for hvad der ellers skulle siges vidste han ikke.

Hun nikkede til det at han sagde hun ikke skulle undskylde for at støde ind i ham, i hendes øje virkede han til at være... hun kunne ikke helt sætte ord på det, udover han var høj og virkede svag. men han virkede ikke til at være typen, der ønskede andre blande sig, men kunne hun lad være, nej. måske kunne hun hjælpe... hun havde en indre kamp...

men bare fordi denne kamp forgik, lyttede hun stadig efter ham, hun havde jo selv lagt op til samtale, så dum hun nu end måtte være. "Tyder det på, det er" hun gav ham et lidt smil "Gik jo ind en nogle" hun kiggede mod retning af bygning da han fortalt han kom der indenfra. *gad vide hvad de laver derinden* tænkt hun for sig selv, men mærkede nu igen hans blik på sig og lagde mærke til hans løftet øjenbryn, tyde på hvad en han vil sige, ikke kom hende ved eller han ikke brud sig om spørgsmålet. og da hun hørt hvad, havde gjort han havde øjenbrynet, kom det ikke bag på hende. hun vidste det ikke kom hende vide. men hun måtte spørger ham

"Så du er i bedringer? jeg kunne måske være til hjælpe, men vis du ikke ønsker, er det helt forståeligt..... Øhm, hvad laver de endeligt inden i Om...nicorp" hun kendt ikke til navnet, men bygning så vigtig ud. eller det tænkt hun den var.
Hun kiggede forbi ham og tænkt et øjeblik "Hvis du har tid og lyst, kunne vi finde et mere behageligt sted at snakke" Adriana mærkede hvordan folk bevægede sig forbi dem, men ingen støttet ind i hende mere, hun vidste ikke om det var begrund af denne person, men stedet tilbud at snakke

”Ja det er ret tydeligt.”
Kroppen sitrede og han knyttede hænderne. Selvom han var i bedring var kroppen stadig i gang med at genvinde styrken.
Han fangede hendes blik da hun kastede et blik på omnicorp. En undren stod frem over hans ansigt.

”Ja er i bedring”
Han så lige frem for sig og tog en dyb indånding. Inden han lod hænderne glide ned i lommerne på sine bukser.
En lille skjult latter slap hans læber, ikke højt nok til at de kunne høres tydeligt, hendes tilbud om hjælp var gavmildt men mere komisk, da han ikke var sikker på der var nogen andre end ham selv der kunne hjælpe.
”Det er gavmildt at tilbyde din hjælp, men jeg er bange for at det i mit tilfælde ville være spild af energi og tid.”
han forsøgte at afvise hendes hjælp nænsomt.
”Det er simpelthen der jeg arbejder så det er hvad jeg laver der”
Han undrede sig mere over det spørgsmål end det foregående.
Om hun ikke vidste hvem hun snakkede til begyndte han at have en ide om, hvilket var rart.
”Jeg har nogle småting jeg skal have ordnet, inden jeg kan holde helt fri.”
Det var vel egentlig ikke fordi han ikke havde lysten der var bare ting der havde større prioritet.