These desperate times calls for desperate measures - Argentum

Argentum løftede et bryn da der blev snakket om en drik efterfølgende og et smil spillede om hans læber, ikke lige hvad han havde forventet resten af hans dag på. Men det kunne vel ikke skade, så længe han ikke behøvede indtage alkohol. Det ville ikke være en god ide til hvad han slåsede med til dagligt, hans indre bæst, han havde brug for en fuld kontrol over hans krop og sind, og det hjalp Alkohol bestemt ikke på at opretholde så stormen selvkontrol. Det måtte han nok erkende.
"En drink kunne der sikkert nok blive plads til men jeg skal ikke have alkoholiske drikke da jeg skal køre hjem"
Han kom langsomt med ordnede efter Auriel var kommet tilbage til Bilen.
Blikket blev vendt frem og fingrende lukkede sig en smule om rettet.
"Har du et bestemt sted i tankerne til at få den drik?"

Et mørkt bryn blev lidt skuffet løftet. ”Nu er det jo ikke fordi, at du ikke har råd til en taxi hjem” lokkede han en smule. Englen mente virkelig at lidt alkohol ville løsne mandens kontrollerede attitude op. Selv yndede han også at holde kontrollen… for det meste. Bare ikke for meget. Lidt alkohol var godt, for meget var skidt. Rigtig skidt – specielt dagen efter.
Alligevel munter fordi Jason da ville ud at have et eller andet, lyste hans ansigt op i et smil. Hvem kunne ikke lige prale med, at have været på bar med Jason Stark, måske? Okay okay, Millicent kunne prale af et bal, men hun var også kvinde. Havde andre midler end alkohol at lokke med.
”Faktisk ligger der et sted lige rundt om hjørnet. Det er dog ikke ligefrem luksus og jetset” Svarede han med et træk på skulderen, og ville pege rundt om et nært hjørne.

"Nej det er ikke et problem med penge til en taxa, men nu er det sådan jeg ikke rører alkohol af flere grunde"
Det måtte være svar nok, han rørte det ikke med en ildtang og ville ikke komme til det.
Om han var kontrollerende måske men om han kunne løsne op det kunne han når han slappede af, så måske var det eneste sted han virkelig slappede af hans lejlighed hvor der ikke var andet end tryghed for at miste kontrollen og ikke udsætte andre for fare ved at være i nærheden af dem.
"Hvorfor skulle jeg foretrække et luksus og jetset sted over en lille mere privat sted, jo flere mennesker mindre chance for at der bliver stillet spørgsmål"
Kom der langsomt fra ham. Egentlig var han ligeglad med stedet, der var dækhistorier nok for ham at tage fra, mere end 1000 års træning i løgne han skulle nok komme på noget.

Auriel sukkede. ”Så fornuftig” Surmulede han lidt for sig selv. Selv kunne han ikke komme igennem ugen uden bare en smule af de gyldne dråber, og de fleste af hans problemer blev da også taklet med hjælp fra procenterne. Det var den bedste måde han vidste at leve videre, når tingene ikke gik som de skulle, hvilket var overraskende tit.
”Åh, jeg siger ikke hvad du foretrækker, jeg forbereder dig bare på realiteten” Smilede han.

Ca 10 minutter senere ville de være ved baren. Det var et lille faldefærdigt sted med et ikke-læseligt skilt ude foran, som nok engang stolt havde reklameret med navnet på stedet, men nu var det bare nogle brædder, som hang og var ved at falde fra hinanden over døren.
Indenfor var mere hyggeligt. Der var kun få andre gæster og en ældre mand bag baren, som karakteristisk stod og tørrede nogle rødvinsglas af. Mange af glassene havde skår fra at være blevet slået for hårdt sammen. Lyset bestod i nogle fedtede olielamper, som hang fra væggene.
Den ældre mand bag baren så op. Tydeligt lidt overrasket over pludselig at få gæster, som ikke var stamkunder. Også var der Jasons jakkesæt, som uden tvivl var et nyt syn på den lille bar.
Auriel var allerede deroppe og placerede sig selv på en barstol. ”Jeg tager en cognac. Ikke din dyreste.. jeg kan se du har en Gourry de Chadeville – kan jeg få et glas af den?” De gyldne øjne lagde sig tilbage på Jason. ”Hvad skal du have?” Spurgte han, netop som hans eget glas blev rakt over baren. Cognacen havde en mørkere og mere rødlig farve end de normalt havde, og han noterede sig de søde vaniljeagtige karamelliserede noter, som duften afgav.

Let og hurtigt løftede han et øjenbryn med et smil over læben, hvad var Mandens problem.
"fornuftig det vil jeg nu ikke kalde det, når man forsøger at undgå at skabe flere forsider historier eller overskrifter så vil man holde lav profil."
Han kunne ikke holde et smil tilbage.
"Se det lige for dig... 'CEO svært ved at beherske sig og finder nu ung forlovede i brændert"
Det var ulempen ved at være i mediernes søgelys ofte hvis ikke altid, man kunne ikke gabe forkert før der kom noget galt ud af det noget så forskruet og galt at det ikke var til at bære, hvor mange gange havde han ikke haft lyst til at droppe alt hvad han havde sælge alt og forsvinde et år ti for at dukke op igen senere når alt sladderen og spekulationerne om ham havde lagt sig. Det var ingen hemmlighed han havde et mål med Ombicorp, noget der ikke bare skulle forsøge at bringe han hjem, men også at få jorden på ret kurs igen, en mission han havde udset sig under den store verdenskrig der havde ødelagt den.
Selvom han måske var den der gavnede mest af den høje radioaktivitet ved at den kun styrkede hans kræfter, så var der stadig så mange liv der dagligt blev ødelagt. Han vidste missionen næsten var umulig, men derfor holdt han også indsamlinger til hospitaler og skoler så folk kunne få hjælp og ungdommen kunne få en skole gang, men det var små skridt ad gangen han var nød til at tage, det var et stort skakspil, der var mange der gavnede sig af den kaos han forsøgte at bekæmpe, og hvis det krævede at ofre den overordnede mission for hans private vinding så var det et offer han var villig til, selvom der intet var på jorden han skyldte den tjeneste eller noget andet.
For ham var de gyldne dråber den rene gift, en gift der åbnede op for det vandvid der blev gemt væk i den menneskelige krop, det monster han nu engang var uanset hvad personer der kendte til det sagde, og syntes om det.

"Åh tro mig det er ikke nyt, du skulle vide hvor mange der faktisk ønsker at mødes disse steder hvor de fleste har råd til at komme, hvor der ikke bliver lagt mærke til det finere selvskab når man kan falde i med mængden,"
Han hentydede jo klart til at der var forskel på forretning og fornøjelse, de små mindre fornemme værtshuse var langt mere fascinerende at komme for ham, flere mål der sikkert ikke blev savnet når monstret slap løs, næsten som en rigtig Two Face var vel egentlig hvad han var.
Forsøgte at holde noget i skak gemme det væk, men ved den mindste koncentrations svigt, eller sådan føltes det så var det mørkt og den anden del ville tage over, og så ville en indre magtkamp slippe ud.


Det faldefærdige sted var nærmest efter hans hoved diskret det eneste der kom til at stå ud var hans beklædning og det vidste han, og hvad skulle han gøre, han havde ikke forventet at skulle tilbringe tid sådan et sted i dag, så med en dyb indånding måtte han håbe ingen genkendte ham, hvilket han ikke ønskede og fulgte roligt med Auriel op til baren hvor han slog sig ned ved siden af ham.
"Jeg tager en danskvand, Intet is og ingen citrus"
om det var umuligt at skaffe måtte tiden vise, men for nu var det egentlig hvad hans hals trængte til.
Det var helt umuligt at få skaffet måtte

Englen smilede. Dét ville være noget af en overskrift. ’CEO bliver slyngvenner med ærkeengel i brændert’ var nu også meget god, tænkte han for sig selv, men ville ikke belemre Jason med det. Desuden var det nok bedst han ikke delte ud af sin ’race’. De mærkeligste mennesker ledte efter ærkeengle-fjer for tiden og ville gøre de mest utænkelige ting, for at få fingre i én.
”En ny forlovet? Medierne har virkelig skabt dig et image.” Lo han og rystede på hovedet.

Selv var han ikke bekendt med mediernes søgelys, men han kunne da forestille sig irritationen. Den mere afdæmpede tilværelse havde han det fint med, skønt diverse dusørjægere en gang imellem satte en kæp i hjulet for den. Der var dog et par ting han misundte Jason… Eller én. Ikke at han ville til at indrømme det any time soon.

”Virkelig? Det lyder en smule lusket. Hmm… Jeg havde troet at dem i din sociale klasse ville opretholde sig andre steder. Hvem ved, måske har jeg mødt nogen helt uden at vide det?” Nu plaprede han vidst mest bare.
Jason havde sat sig ved siden af ham på en barstol, og Auriel kunne ikke ryste følelsen af sig, at han sad ved siden af et rovdyr. Ikke et metaforisk slipsedyr som åd af underklassen som en pengemaskine, men et reelt vildt rovdyr ude fra naturen. Det var som om han halvt forventede, at en bjørns blodtørst ville slå ud efter ham, hvis han sagde noget forkert. Det skulle dog være meget forkert, for Jason virkede som typen, der var god til at styre sig. Hvorfor havde han det på denne måde? Englen bed sig i indersiden af kinden med et tænksomt udtryk. Der var helt sikkert noget anderledes ved ham. Noget anderledes der på den ene side fik det til at løbe koldt ned af ryggen, og på den anden side henrykte ham. Gad vide om manden ville være sjov at slå et par slag efter… Nej, det var nok ikke en god ide. Nogen ville bare ende med at dø.

De gyldne øjne havde lagt sig ned i den gyldenrøde likør, og han svang den et par gange rundt i glasset. ”Har du selv bygget dit firma fra bunden, Jason? ” Spurgte han pludseligt uden at løfte blikket fra glasset.

Bartenderen, Jerry hed han, havde nikket til manden i jakkesættet og rakt en lunken danskvand på dåse over disken. Et fedtet glas fulgte straks efter. Så måtte han selv hælde op. Jerry havde ellers fortalt hans kone, at de ikke behøvede at købe danskvand ind, for der var alligevel aldrig nogen som købte dem. Nu måtte han vel hjem og æde sine ord.

Argentum kunne ikke lade være med at smile over englens kommentar om ham
"Tror nu ikke det er et image man har lyst til at have, at man springer fra den ene kvinde til den anden."
Et kort suk slap hans læber, dog var smilet stadig placeret omkring dem.
"Jeg tror jeg foretrækker at være single indtil jeg finder den rette og jeg med god ret kan slå mig ned og stifte familie.
Kom der langsomt fra ham, selvom det var svært det sidste hvilket han var klar over.

"Lusket er måske meget sagt, men nogle gange er det nemmere at mødes et sted hvor der er mange mennesker, da det måske ikke er alt man vil have en konkurrenter hører, og så er et sted med mange mennesker et nemmere sted at kunne holde samtaler der ikke er officielle. "
Måske var det lusket, men det var vel som man så på det, nogle ting i denne verden var bare ikke altid noget man ønskede frem i medierne, til fuld verden beskuelse eller rygter.
Om han var et rovdyr var måske meget sandt, altid på jagt efter et offer der ikke ville savnes, sådan var det han overlevede når monstret fik frit spil.

"Jeg ville ønske jeg havde, nej Omnicorp er ældre end jeg er, arvede det fra min far, der døde kort tid efter jeg blev født, og det var kun DNA test der kunne bevise jeg havde ret til at overtage firmaet.
Kom der kort mens han så ned i bordet, som om han sørgede over historien, sådan overlevede han uden spørgsmål forsvandt i nogle år når han ikke kunne gå for at være en alder, forsvinde og så dukke op igen. generation for generation.

Han så ned på glasset der fulgte med dåsen, et kort smil, det var da godt der var nogle ting der aldrig forandrede sig, han hældte dåsens indhold over i glasset og så ned i den klare væske og smilede kort.

Det var ikke lang tid siden, at han bare ville have givet Jason et slag på skulderen og fortalt ham, at han lige så godt kunne gå ud og more sig, også skulle den rette nok komme på et eller andet tidspunkt, eller slet ikke. Det ville han ikke fortælle ham nu. Man havde vel lov at ændre mening.
”Du tvinger jo medierne til at finde på juicy historier” Drillede han med en rysten på hovedet. Af en eller anden grund var han ret sikker på, at Jason ikke skabte ret mange skandaler, som rent faktisk havde hold i virkeligheden. Han virkede meget … pligtopfyldende.
”Jeg er ikke sikker på at jeg nogensinde vil have en familie. ” Svarede han sorgfri og tog en lille slurk af sin cognac. ”Jeg mener… Det tror jeg gerne jeg vil, men når jeg ikke engang kan tage vare på mig selv, er det nok optimistisk nok med en familie. ” Han trak på skulderen og satte sit glas ned på bordpladen igen med et lille *klank*. Han savnede Vladimir at dele sådanne tanker med. Hans gamle ven havde altid kendt alle svarene. Nu måtte han finde dem selv.

Han var lidt skuffet over svaret på det med firmaet. Af en eller anden grund havde han håbet at kunne fange Jason i, at han måske var ældre end han så ud. Det ville da give en eller anden formodning for, at han ikke bare var en almindelig gut som havde et millionfirma. Alligevel var han ikke sikker på ægtheden af mandens udtalelse. Det virkede som en linje i et teaterstykke, som han havde sagt en halv million gange allerede.
”Lucky you… Jeg ville ønske at jeg viste mig at være arving til en milliard. ” Lo han og lænede sig lidt tilbage. Det var der vidst ikke mange chancer for dog.

Et kort smil kom frem over hans læber ved Auriels drilleri med en kort rysten på hovedet, overvejede han i et kort sekund hvad han skulle svare tilbage, han havde ikke nogen fornemmelse Auriel havde nogle skumle bagtanker eller var ude på noget da han kortfattet men med et smil svarede igen.
"Du har nok ret i jeg er så Medieliderlig at jeg ikke kan undvære at være på forsiderne eller læberne SF folk i to dage"
Han rystede på hovede over sine egne ord men en afslappethed var ved at lægge sig over ham.
"Jeg kan ikke gøre for jeg hungre efter den opmærksomhed som medierne giver mig"
Himlede han kort med øjnene inden blikket blev vendt tilbage på Auriel.
Ved Auriels snak om familie forsvandt den afslappethed der næsten var kommet over ham, mindet om tabet af hans egen familie på ved hans hjem og den person han havde mistet da han kom til fik ham til at bide sammen og lukke i igen.
Han kunne ikke få sig selv til at ytre et ord.

"Ih ja det er vildt fedt at opdage man reelt er arving til et stort firma, en arv man ikke kendte noget til før ens mor smed det i hovedet på en da hun trådte frem i medierne, så de første år blev man kaldt den falsk søn og et fup nummer og at ens mor skulle have bestukket læger for at få det ønskede resultat"
Kom det sarkastisk fra ham hvilken ung mand ønskede egentlig at være noget andet end det man kendte til, selvom det var meget mere end man havde i forvejen.
"Jeg anede jo ikke hvordan man styrede et firma, hvis ikke det var for firmaets computer tror jeg vi var gået nedenom og havde været nød til at lukke for år siden"
Grinte han kort og lod danskvandet fylde hans mund for ligesom at lukke samtalen om ham selv.

”Nej, det er vel bare sådan du er.” Sukkede han og rundede emnet af.
En høj knirkelyd bag dem afslørede, at et meget beruset makkerpar, netop havde hjulpet hinanden ud af døren arm i arm. De skulle sikkert hjem til konerne og bortforklare rusen og de tomme lommer, men lige nu betød det vist ingenting. Lige nu var humøret højt og bekymringerne en god gåtur hjem.

Trækningen i Jasons ansigt var bestemt ikke gået ubemærket hen, og Auriel noterede sig det, imens han tog en slurk mere af sin drink. Noget omkring familieemnet prikkede til et blødt punkt, kunne han konstatere. Han var nysgerrig, men ville ikke spørge. Han af alle måtte vide, at man kunne klemme sådanne ting om bagerst i sin bevidsthed og aldrig ytre et ord om dem. Desværre havde han selv konstateret, at det var umuligt at fortrænge sådan noget af ren vilje.

Englen kiggede lidt ind over bardisken, imens Jason snakkede. De fleste folk havde oplevet svære ting i deres liv, men han havde nu ikke ondt af Jason, for den historie han kom med nu. Han havde set folk leve på gaden og var selv født i den nederste del af hierarkiet, hvor han kom fra. Nogle mennesker overlevede på ren viljestyrke og vand. Andre tog til gadekampe for at tjene til føden.
De gyldne øjne søgte ned på ringen om hans højre ringfinger, og han snoede den et par gange rundt om knoen. En forbandelse og en gave. Lidt ligesom Jasons firma.
”Hvorfor solgte du ikke firmaet så?” Spurgte han lidt tørt og lagde blikket op på manden igen. ”Der burde have været rigeligt til at din familie kunne leve fyrsteligt de næste 3-4 generationer, ikke? ” Han trak sin ene mundvig lidt opad i et skævt smil og lænede sig tilbage i den slidte barstol, som han sad på.

Argentum kunne ikke lade være med at himle med øjnene
Ja sådan er jeg vel bare."
At ytre de ord fik hans ansigt til at fortrække dig i væmmelse nærmest, han kunne næsten ikke døje folk det gjorde alt for at komme i mediernes søgelys.

Mændene der forlod bare havde fået ham til at vænne sig med en varme startende fra den højre håndflade en varme der fik ham til at lukke hånden i og begynde at mumle lavt næsten lydløst på et ukendt sprog, næsten som en reptilshvislen.

Tænderne var blevet.bidt sammen i mellemtiden for ikke at sige noget blikket blev holdt ned i bordet som om han ventede på det ville bryde i brænd for ham. Der villengå i omegnen af to minutter før hans slappede helt af igen.

På ingen måde søgte han direkte Medlidenhed for den opdigtiede historie om ham den kunne ligeså godt være. Lykkeligere end den var, det der gik ham på var at han var strandet uden mulighed for virkelig at vende hjem toil noget der muligvis ikke-invasivr som det var da han var der sidst.
Hvorfornhan ikke solgte firmaet selvom han havde overvejet det var at det var hans billet hjem.
"Ville du sælge et familie Arvestykke?" Spurgte han efter længere tids overvejelser.

”Ja, hvis det kom fra en far, jeg intet forhold havde til”. Svarede han nok uden at kunne sætte sig ind i situationen. Han havde jo aldrig selv mødt sin far, men det gjorde ham nu ikke så meget. Han havde haft en fantastisk lille familie alligevel.

Englen var helt sikker nu. Der var virkelig noget underligt ved CEO Jason Stark, som omverdenen ikke så. Anspændtheden og fornemmelsen der kom fra manden, gjorde ham sikker. Han vidste bare ikke, hvad der var anderledes. Måske det var utaknemmeligt at rode rundt i, når manden havde hjulpet ham, men han var ikke en person der kunne styre sin nysgerrighed, bare fordi den var utaknemmelig.
”Der er noget mærkeligt ved dig, Jason” Sagde han så pludseligt. ”Har du tænkt dig at fortælle mig hvad det er, eller er det noget jeg selv må gøre en pointe i, at finde ud af? ” Hans eget glas blev løftet og indholdet tømt i en sidste slurk. Der var intet ondt i hans stemme. Det var bare en konstatering og nok også en mild udfordring.

Glasset lavede et *klank* da han satte det ned på bordpladen igen.

"Jeg vidste jo hvem min far var da jeg fik firmaet, men nej jeg kendte ham ikke personligt, men jeg vil da sige jeg er begyndt at få styr på det"
Han rystede kort på hovedet han havde vel også flere generationers erfaring på at styre et firma af Omnicorps kaliber så måske var det ikke så overraskende igen.
Et kort hovedrysten fulgte op på de tanker.
"Tror ikke jeg solgte firmaet at det altid har været under en Stark ledelse, så det har måske været det, og inden der bliver stillet spørgsmål, jeg ved ikke hvorfor jeg skulle have min fars efternavn, tror ikke mine forældre nogensinde blev gift"
Han lukkede øjnene. Et kort sekund med et tænktsomt blik.
"Det har aldrig givet mening faktisk, men jeg har så heller aldrig rigtigt tænkt over det"
Konkluderede han så.

Et kort latter slap læberne da Auriel spurgte ind til ham efterfulgt af et rydten på hovedet.
"Føler du vi er på den basis at vi kan spørger så direkte om sådan noget?"
Han løftede et øjenbryn. Hans blik var rettet direkte mod Auriels inden han svarede ham.
"Jeg aner ikke hvad det er du tror jeg skjuler eller hvad du tror om mig, men nogle ting bør man holde sig fra når man ikke er tæt knyttede"
Der var intet uvenligt i stemmen men alligevel var det klart og tydeligt at han ville have lukket den samtale.

”Det ser ud til, at det kører rimeligt godt for dig trods alt, så noget talent for det, må du da have arvet”. Svarede han imens hans fingre lidt rastløst hamrede rytmisk mod bardisken. Omnicorp var jo ikke ligefrem blevet mindre det sidste stykke tid, men så igen. Folk fik også langsomt flere penge mellem hænderne, til at købe luksusvare i form af elektronik for.
Han sendte en tanke til sin egen sølle telefon, måske han skulle få sig en ny. Så skulle han bare spare op først. ”Hvor meget koster jeres telefoner egentlig? I har vel ikke så meget konkurrence til at presse prisen ned? ” En hånd strøg op, for at få det mørke hår væk fra hans egen pande igen.

Englen smilede uskyldigt tilbage. Nå, det var da ikke blevet taget SÅ ilde op. Egentlig lød det som om, at Jason fandt hans spørgsmål helt morsomt. Han trak på skulderen. ”Næh, men når du hænger så meget ud med Millicent, bliver jeg jo nød til at finde ud af hvad du er.” Viftede han spørgsmålet væk. Det var nu mest en undskyldning for hans egen nysgerrighed. Han var ret sikker på, at Millicent langt hen af vejen godt kunne klare sig selv. I hvert fald var hun en god nok menneskekender til at komme væk, hvis der var fare på færre.
Han hissede lidt af det med ikke at være tætte. Om de så havde været bedste venner, havde Jason sikkert ikke fortalt ham noget. Eller også havde han, men det var de ikke, og det gjorde ikke nysgerrigheden mindre.
”Så må jeg vel bare finde ud af det selv”. Svarede han så, stadig stål sikker på at der nok skulle være noget at finde. Han vidste bare ikke hvad. Ikke endnu i hvert fald.

"Tror nogle gange det er mere held end forstand og så Har jeg jo min firmaets computere hvor jeg sidder og studere en del, det er vildt hvad de har haft gang i og hvad de har forsøgt sig med"
Han lukkede hurtigt munden Der var elektronik der var blevet eksperimenteret med sådan noget som elektronikken til fartøjer og endda fartøjer selv, men nu var det jo kun på tegnebrættet hvis de skete ville prisen være for høj til at gavne noget, så det mått vente til de kunne fremstille billigt og sælge Til en okay pris, selvom han vidste der var mange der havde pengene og gerne ville betale for at køre i noget ingen anden gjorde. Måske skulle det være det næste at forsøge sig i del industri som en under virkesomhed han kunne sikkert.
"Prisen på vores modeller er jeg ikke helt tilfredse med, men de ligger fra alt i mellem 500 til 4000 dollars, og egentlig kan de jo det samme vi bliver bare, og så selvfølgelig indmaden bliver bedre og vi bliver bedre til at gøre dem hurtigere og pænere, så det er egentlig lidt forfængelighed."
På sin vis var de nødsaget til at gøre dem hurtigere og bedre selvom De var af Draconiansk teknologi så det jordiske design holdt ikke så længe, hvilket han arbejde på, men det var også godt for forretningen selvom det jo i princippet ikke var hvad han ville. Men det gjorde jo salget steg eller i hvert fald et nyt cover på dem de reparationer gjorde der var en indtægt, også.
"Nej men selvom der ikke er konkurrenter er vi nød til at holde priserne så vi har et salg, vi kunne sagtens sælge dem til 10000 dollars men salget ville være minimalt selvom der ville være en indkomst er det for mig bedre med flere telefoner på markedet, hvorved der er flere penge på den lange bane når man har en virksomhed som vores."
Hans blik blev vendt frem mod hylderne bag baren, mens han med venstre hånd kløede sig lidt på kinden.

"Hænger meget ud med Millicent det tror jeg at er at overdrive, har tilbragt en 3-4 dage med hende i alt hvilket i min optik ikke er ret meget tid på et helt liv" han vendte blikket mod englen og rystede på hovedet, "Men sidst jeg liggede efter var jeg en ung fyr med et lidt større ego end hvad der er sundt, og en virksomhed der gør det udemærket, men det var nok ikke det du mente med hvad jeg er"
"Ja hvis du tror der er mere end det jeg lige har sagt så ja så må du selv snuse dig frem til det"
Kommer kort med et skuldertræk,
Kom der fra ham med et kort smil, et kort men skævt smil.
Han lod det næsten tomme glas ramme læberne for at tage endnu en tår af danskvandet.
Ventende på Auriels næste træk for at få mere ud af ham.

”Måske jeg skulle … spare op så” Svarede han til med prisen og kunne ikke lade vær med at le. Det virkede som absurd mange penge, men det var det vel egentlig ikke for en god mobiltelefon nu om dage. De fleste ting var blevet meget dyre efter krigen. Specielt cigaretter – død og pine!
Det var da klart, at telefonerne skulle være til at betale for de kunne sprede sig, men han mente nu stadig, at det ville gavne lidt med noget konkurrence til at presse endnu mere i priserne. Desværre så man ofte, at underklassen blev hægtet fra på mange af livets goder. Heldigvis var de materialistiske ting jo ikke altafgørende.

Englen kunne stadig smage små hints af alkoholen på læberne, og det lokkede ham til mere, men han lod alligevel vær. Det var ikke tiden eller stedet at drikke sig fuld, og desuden rakte de kontanter han havde på sig lige nu ikke ret langt. I hvert fald ikke meget længere end hvad de allerede havde brugt.
”Åh, jeg er nu ret sikker på, at der er mere end det. Vi gemmer alle sammen på vores egne hemmeligheder, ikke? Nu må vi se hvor dybt dine er begravet, men for nu… tror jeg det er på tide, at jeg kommer videre”. Konkluderede han lidt pludseligt. Han havde fået nogle ting og tænke over. Ting at overveje. Også skulle han også finde et lift tilbage til sin bil, men det kunne vente til morgendagen, så han ikke skulle stå i nattens mørke og skifte reservedele.

Auriel rejste sig op, og begyndte at fiske i sine lommer. ”Og Jason, jeg er egentlig ligeglad med, hvor meget tid du bruger med hende, så længe du ved, at jeg har tænkt mig at slå dine tænder ind, hvis du ender med at gøre hende ked af det.” Smilede han sukkersødt, og fandt endelig en krøllet pengeseddel fra sin lomme, som han langede ind over bardisken til bartenderen, som med et nik tog imod den.

"Det kunne være en mulighed i hvert fald, med mindre du regner med du vinder i lotto når du træder ud af døren her
Kom der som en lille joke fra ham.
Ikke at han følte Omnicorps mobiler var dyre, han var ikke sikker på prisen kunne sætte mere ned hvid Omnicorp skulle kunne løbe ordenlig rundt, og hvis der skulle være udgifter andre steder også.
Selvfølgelig ville konkurrence altid gøre godt, det havde det jo altid gjort, selv i sport. Alt hvor der var indtægter var konkurrence godt, det var også hans holdning og mening.

Hvis bare englen ville passe hans egne ting ville ingen komme til skade, Argentum havde ingen hensigter i at stoppe Auriel i hvad han havde tænkt sig han skulle nok finde ud af hvad det var, og få det stoppet når det kom så langt.
"Nu må vi se om jeg har nogle der er det værd at finde dem"
Rystede han opgivende på hovedet. Der var mange hemmeligheder, og han havde forsøgt at gemme dem godt, så nu måtte han se hvor langt Auriels talent rakte for hvis manden ville forsøge at finde dem så ville han skulle have forsøget.
Han nikkede for at give Auriel ret i at det var på tide at komme videre.
"Ja der er mange ting at se til ingen tvivl om det."
Han rejste sig fra barstolen.

Var det en trussel der kom fra manden, hvis det var ville det ikke være et klogt træk. Et smil endte over hans læber inden han svarede.
"Du behøver ikke være bange for jeg såre hende, Jeg har lovet hende en ting. Det var at jeg ikke ville lægge end hånd på hende før hun selv beder mig om det."
Han ventede til Auriel havde betalt før han vendte blikket mod ham.
"Og du behøver heller ikke bekymre dig om at jeg tilbringer tid med hende, det er en sag mellem hende og jeg"
Hvis hans drink også blev betalt da Auriel havde sagt han ville give den omgang ville han begynde at sætte kursen mod døren.

”Måske burde jeg bare generelt få mit shit together” smilede han til Jason og rystede på hovedet af sig selv. Han burde finde et job ligesom almindelige folk og få en stabil indtægt, rydde støvet ud af sin lejlighed og rent faktisk bo der, men… Han kunne ikke lide at binde sig til for meget. Derfor virkede hans liv mest som en lille kaotisk sky, som ikke helt var materiel nok til at kunne røres ved.

Englen havde aldrig været god til at holde næsen for sig selv. Han blev nysgerrig og lugtede en udfordring. Måske ville han ikke selv have evnerne til at opsnuse hvad han ville vide, men han havde tjenester, der kunne kaldes ind. Tjenester fra skyggedæmoner der var dårlige til at holde fingrene ude af andre folks formuer.

Om det var trussel? Ja, det var det da. En meget udtrykkeligt en endda. Om det var klogt? Det bekymrede ham ikke så meget. Han var en spontan person, og ville ikke hævde, at han altid handlede rationelt eller gennemtænkt. Det var sikkert dumt. Han anede jo ikke hvad fyren var i stand til, men kom det nogensinde til, at han blev nød til at realisere den trussel, så var det lige meget hvor mange smæk han selv fik. Kunne han bare få ét godt slag ind, ville det være det værd.
Ved Jasons ord fik han først et lidt mærkeligt udtryk, så bredte det sig til et halvlettet smil. ”Så er jeg straks mere rolig. Det kommer du til at vente længe på, min ven”. Svarede han med et træk på skulderen. Det havde nu intet med Jason at gøre. Hvem som helst ville vente en evighed.
Noget af det fantastiske og tragiske ved Millicent var, at hun var lige så emotionelt fucked up som han selv var, og lige så bange for at binde sig. Hun ville altid løbe den anden vej, og det var dumt at forvente at hun ville vende rundt og gå ham i møde på halvvejen.
”Som jeg lige sagde: det er jeg egentlig ligeglad med.” Sluttede han af og gav et kort vink til bartenderen, inden han selv var ude af døren.

Den friske luft udenfor var markant anderledes fra den indelukkede og røgede lugt inde i baren. ”Tak for lånet og det hele. Når du mangler den tjeneste, så finder du mig bare. Det skulle ikke være så svært, tror jeg. Ellers så spørg Millicent.” Åndede han lidt træt ud, så snart de var udenfor.

"Det kan i hvert fald ikke skade kan det vel?"
Det skulle han vist være den sidste til at sige, han var så afhængig af hans falske dødsfald at det ikke ligefrem kunne kaldes at have fået sit shit på plads. han rystede på hovedet, selvom han havde et job når han kom frem igen, så kunne det jo ikke ligefrem være en sund måde at leve på det han havde gjort så længe, men han havde da et sted han var fast når han endelig var i live.

Han var nu sikker på uanset hvad folk ønskede at finde på ham ville de ikke kunne finde noget han ikke allerede havde en historie til så Auriel kunne bare forsøge at gøre hvad han ville der ville ikke komme noget ud af det, ikke væsentligt i hvert fald.

Trusler havde aldrig generet ham men der var noget ved Auriel der gjorde han kom ind under skindet på ham han brød sig ikke om det, selvom Auriel virkede som en fin fyr var der noget der sagde ham han var nød til at holde øje med ham, og det skulle han nok også gøre.
En mand der ikke var bange for at true ham fortjente i hvert fald den ros at han ville holde et øje med vedkommende hvad udgifterne så måtte være.
Ved Auriels svar kunne han ikke lade være med at smile manden virkede sikker på hans ord.
"Det tror jeg nu ikke du skal regne med jeg skal."
Han lod blikket blive frem for sig mens han talte
"Det er godt du er ligeglad med hvor meget tid jeg tilbringer med hende, for det kommer ikke dig ved hvad vi laver sammen eller hvor meget vi laver sammen"
Kom der bare kort og kontant fra ham.

"Det var så lidt med lånet og tak for drikken"
Kom der kort fra ham han lod hans lunger fyldes med den friske luft inden han vendte blikket mod Auriel.
"Jeg skal nok sørge for jeg får hvad der er mit når den tid kommer, og skal gerne sende Millicent efter dig."
Smilede han kort.

” Vi får se”. Trak han på skulderen, men var nu stadig ret sikker i sin sag. Hvis Jason regnede med, at hun ville komme løbende begærlig efter kærlighed og kærtegn, så skulle han nok vente ind i en ny tidsalder. Tingene kom sjældent bare sådan, men det var man måske van til at de alligevel gjorde, når man havde et IT imperium. Auriel skulle ikke kunne sige det. Mange mennesker ville nok være mere end henrykte for at hoppe i favnen på andre blot for en stabil fremtid. Det var forståeligt nok, for verden var ikke altid et lige fair sted.

Englen havde begravet hænderne i bukselommerne for at afskærme dem fra den kølige luft udenfor. Lige lovlig aggressiv, blev han ikke nu, den kære mr. Stark? Han havde dog ret. Uanset hvor berettiget han ønskede eller følte at være, så var det vidst ikke hans forretning at stikke næsen i. Det var dog svært at lade være, når nu det blev foldet ud på dén måde.
”Du vil nok finde, at jeg ikke er så god til at holde mig ude af ting. Uanset om de kommer mig ved eller ej”. Svarede han imens et varmt åndedrag blev ekshaleret og han ville ikke lade Jason fortsætte dén diskussion før han selv havde begivet sig videre i samtalen.
”Du burde overveje at sende hende ud til alle dine debitorer. Hun kunne nok skræmme pengene ud af de fleste, ikke?” Han vendte hovedet mod Jason og smilede stort, inden han vendte rundt igen og begyndte at gå. ”Vi ses”. Blev den korte afsked. Nu skulle han bare finde et sted at sove og i morgen ville han skulle finde et lift tilbage til bilen, som forhåbentlig stadig stod, hvor han havde efterladt den.

//out//