Travels through worlds(Sean)

Han havde blundet lidt og kuglen var endt i hans hånd, der hvilede oven på hans brystkasse. Da Dust vendte tilbage, opdagede han ham først, da han sad på knæ ved siden af ham. Underligt nok fik han ikke et chok, men var blot lidt forvirret da han vågnede op igen. Hans krop føltes tung og træt, da han løftede hånden med kuglen og så kort på den, mens Dust snakkede, før han blot så over på Dust igen. Ikke uden et lille smil.
"Jeg troede kun det gik den anden vej..." svarede han i en lavmælt og lettere søvndrukken stemme. Han strakte sig lidt, før han støttede sig på sin ene albue for at komme lidt op. Han kastede kuglen op i luften og greb den med hånden igen. Den var så varm! Da han fandt den var den så kold. Hvad mon den kunne?
En svag latter gled over ham. Mest fordi Dust kaldte ham en ung mand - men bevares. Det var vel ikke til at sige hvor mange år Dust havde på bagen.
"Så? Hvis du kender den...Hvad kan den så? Den lyser hele tiden op og bliver så varm" bemærkede han og studerede kuglen lidt, før han tilbød Dust at holde den, hvis han så gerne ville se nærmere på den.

Mens Dust gik over for at rumstere rundt, fik han skubbede sit helt op af væggen og sidde. Han havde vist fået sig en powernap. Kunsten at sove i lidt mindre end en halv time og deraf føle sig næsten veludhvilet...For nu. Hans blik fulgte som altid Dust, omend han denne gang havde færre forventninger om at få et nærmere kig på hvad Dust havde af ting og sager i sin taske.
"Så? Du forsvinder nogle gange selv. Hvad kan du?" spurgte han, pludselig nysgerrig. Ja, hvad kunne Dust egentlig?

"Nogle gange kan det man forventer mindst, komme fra den man regner mindst med, at det kommer fra!" sagde Dust med et af hans følelses forladte smil på læben, mens han vendte sig om efter at have rodet med sine tasker, for at komme tilbage til Sean, nu hvor der var mulighed for at se nærmere på kuglen, samt at svare på Seans spørgsmål om hvad den kunne, samt hvad det var Dust kunne. Han tog imod kuglen, og holdt den frem mod Sean, så han kunne se på den, mens den skiftede fra at vise Seans evner, til at vise Dust´es evner, hvilket i det her tilfælde, fik kuglen til at vise 4 farver, hver af dem med hver sin udstråling, da kuglen fik evne energi fra så forskellige sider, at det ville være besværligt for kuglen, at skabe en overordnet blanding af disse energier.
"Denne kugle du har fundet her, visser hvilke evner du har, når du holder den i hånden, ved at lyse op i de farver, der matcher med dine evner! Jeg kan så mærke på den, at den også udstråler noget kræft fra den stærkeste evne, som holderen har i sig, så at dømme ud fra den var sort og orange da du holdt den, og at den var varm da du gav mig den, gætter jeg på at den har observeret dine skyggedæmon evner, og noget jeg gætter på må være en ild evne, når man bedømmer ud fra hvad kuglen udstrålede, mens du havde den i hånden!" sagde han roligt, og flyttede sit blik fra kuglen til Sean, for at se om han kunne følge med på, hvad det var han forklarede, da det for nogen godt kunne være lidt krydret, at skulle forstå noget helt nyt, der ikke lige frem mindede om så meget af det, man ellers var vant til.

"Hvad angår mine evner, kan jeg nu forklare det med din kugle her, når nu den viser de evner jeg besidder!" sagde han roligt, og holdt den frem mod Sean, så han kunne se de 4 dele, der var at vise på kuglen, så længe den befandt sig i Dust´es hånd "Den hvide del repræsentere min skytsengel side, den kommer af min forbindelse til mit skytsvæsen, og den engle aura jeg besidder, den sorte side er lige som med dig min skyggedæmon side, og derved min evne til at træde ind, på skyggeverdenens plan! Den fordærvede, mørkegrønne farve er min grim reaper evne, den indeholder flere komponenter i sig, så det er næsten en større forklaring i sig selv, og den metal farvede del, repræsentere min sværd relaterede evne, der indbefatter min kontrol over 7 magiske sværd, hver af dem med hver deres spøjse fordele og udlemper!"
Han prøvede så vidt muligt at fatte sig i kortheder, i denne version af hans forklaring på hvad han selv var i stand til, så hvis Sean ville vide mere, var han fri til at spørge ind til det, da dette blot var en forholdsvis generaliserede version, af Dust´es evner. Desuden havde han været rimelig let omkring det, da han nævnte de 2 evner, som kulden fortalte at Sean havde, men det var mest af alt grundet hans tro på, at Sean vidste hvilke evner han selv var i besiddelse af, så han antog at Sean ikke behøvede nogen, der forklarede ham hvad for ting han selv kunne, når han burde være den der vidste det bedst.

Han hvilede en arm på sit knæ, da han trak det ene ben op under sig. Dust sad næsten som en tålmodig lærer over for en elev. Det var bare den aura der var omkring Dust, han vidste alt muligt. Det var jo næsten fascinerende i sig selv. Han lod Dust holde kuglen og følte sig lidt forundret over den ny skiftede farver. Og da Dust fortalte hvad kuglen kunne, og ikke mindst påstod Sean kunne noget med ild, følte han sig helt paf. Benet gled ned igen og rakte sine hænder op i forvirring. Han kunne slet ikke holde en latter tilbage.
"I så fald må kuglen være i stykker. Jeg har kun mine skygger, jeg kan ikke noget ild" bemærkede han og troede oprigtig på det. Han kunne intet med ild! Det var absurd! Ville han måske ikke have opdaget det? Han var ved at være træt af nye ting. Det blev godt at komme hjem til det man kendte igen. Hvor man faktisk kunne regne med ting.

Dust havde ikke så få evner. Hvor fik man overhoved så mange ting fra? Men det forklarede alligevel nogle småting, omend han ikke rigtig vidste hvad dette reaper og de sværd stod for. Tydeligvis en hel masse lød det til, han var ikke helt sikker på om han faktisk ønskede detaljerne. Måske en anden dag, når han ikke var overvældet af nye verdener, anderledes teknologi og det nyeste, specielle selskab i form af Dust selv. Han rakte ud efter kuglen for at få den tilbage. Han rystede svagt på hovedet, men mest fordi han stadig ikke kunne fatte at Dust havde påstået han kunne noget med ild. Tanken var så absurd, at han næppe ville glemme ideen og kunne grine af den de næste mange år.
"Du er i sandheden speciel" bemærkede han så, da han så over på Dust igen. Han hentydede til det hele. Hvordan manden så ville tolke det, var jo op til ham.

"Og tænk, her regnede jeg med at du var en snedig mand, med evnen til at resonere over de faktorer, der bliver opstillet lige foran dig! Tænk over det: Hvis kuglen var i stykker, burde den så ikke også vise noget forkert når jeg holdt den, lige som når du holdt den?" spurgte Dust med et roligt smil på læben, før han rejste sig op og gik hen til skranken igen, så han kunne sætte sig op på den, som om det var hans yndlings plads når han befandt sig i denne bygning "I stedet for at antage, at det er kuglen der tager fejl, hvad så med at overveje hvad der kan gøre, at den viser noget du ikke vidste du havde? For hvis nu vi for en stund bare tror på, at det kuglen viser os når den er i den hånd er sandt, og du normalt aldrig har haft nogen som helst evner i dig, som har noget med ild at gøre, så må det betyde at der er sket noget i dit liv, som har ændret på det faktum, at du ikke kan håndtere ild! Denne ændring kan være alt, lige fra nogen der har givet dig evnen, ved hjælp af en magisk overførsel, til noget så simpelt, som at anskaffe sig en lille fjer, fra en ærkeengel af naturens kræfter!"

Det sidste blev sagt, mens han løftede en finger, så han kunne pege på den fjer, Sean bar i en kæde om sin hals, hvilket Dust gjorde for at understrege, at den fjer var den største ændring der var sket, som kunne ændre på hvad den kugle viste ham, når han holdt om den. Dust havde skam fulgt med i verdens situationen, der ledte op til at Sean fik den fjer, og derfor havde han hurtigt regnet ud hvad det var for en fjer Sean gik med, da han havde lagt sine blinde øjne på den, efter de havde mødt hinanden. Ved kommentaren om at han i sandhed var speciel, opfattede han godt at det kunne være en reference, til både hans evner og race som helhed, men også det resterende af deres samtale op til dette punkt, de var nået til lige nu.
"Verden ville ikke være sjov, hvis ikke man udviklede sig lidt bare engang imellem, jeg har så bare valgt at føre denne udvikling, videre til et punkt hvor det nærmest virker helt åndssvagt, at jeg har lagt så meget arbejde i det! Men du er da vist også lidt speciel selv, når du kan skaffe dig en ærkeengel fjer, uden at regne med at den gør noget specielt ved dig!" sagde han roligt, mens han rodet i den taske han plejede at gå med, for at finde den blomst frem, som han havde med tilbage til maskinen. Han havde transporteret den i en speciel, gennemsigtig beholder, så den ikke ville komme tilskade, på hans tur rundt i byen og tilbage til denne her bygning, og han lagde den pænt ved siden af sig, så den kunne få lidt mere lys, end hvad den fik ved at ligge nede i tasken.

Han var ikke helt sikker på hvad Dust prøvede at nå frem til. Da Dust fjernede sig, rejste han sig op. Det korte hvil havde gjort underværker, omend han var mere øm i sit sårede ben. Nanorobotterne gjorde dog tydeligvis deres, for allerede nu kunne han støtte meget bedre på benet end tidligere. Kuglen...Han havde ikke engang lyst til at se på den lige nu og lod den glide ned i en lomme, hvor den kunne gemme sig. Pludselig rastløs gik han over mod døren til bygningen, selv om han blev inde i den. Hans blik gled ud på verdenen udenfor, hvor fremmede den ellers var. Da Dust snakkede om fjeren, vendte han sig om mod manden, mere på vagt end tidligere. Havde han vidst det hele tiden? Når det kom til stykket ville dette være den perfekte fælde. I en fremmed verden, hvor han var tvunget til at blive her i bygningen for at komme med hjem igen, afhængig af manden vel.
Da det ikke længere var en hemmelig, lod han fjeren komme til syne. Han lod fjeren hvile i hans hånd, mens han så undersøgende på den. Nej! Nej det kunne ikke være sandt! Desuden...Var det kendt at dæmoner og engle hadede hinanden. Det lå vel næsten i deres DNA! Så kunne han da ikke få en evne af en ærkeengel! Eller var det fordi Auriel faktisk havde givet ham den? Sandheden som ingen heldigvis behøvede kende. Det ville bare ødelægge hans nu voksende karriere. Også selv om det lige så vel gjorde ham til en målskive. Faktisk havde Auriel nu gjort noget for ham to gange...Han var også manden der havde sørget for at lappe ham sammen, da han var blevet skudt. Forbandede fjer-dyr!
Men han kunne ikke ignorere det. Måske var det bare ham, men tvivlen om Dusts intentioner gjorde stemningen anspændt.
"Så...Du har vidst det hele tiden? Umbraen med fjeren! Sig ikke du selv vil have fingrene i den?" bemærkede han. Angående Dusts evner kendte han jo ikke til dem og dermed ikke om kuglen viste det rigtige eller forkerte. Når det kom til stykket, havde han jo kun mandens ord for det. For det hele! Alt dette var for godt til at være sandt. Hvad skulle han også bruge ild til alligevel? Han hadede at slås. Kunne ikke finde ud af det. Og lys hjalp ham ikke med at holde sig skjult i mørket. Nej, han havde svært ved at tro på det.
Han lod fjeren forsvinde ind under hans trøje igen før han slog let ud med armene.
"Ingen går og fortæller historier om at ærkengle-fjer skulle bære nogle evner med sig. Selvfølgelig regner man ikke med den slags! Og jeg er stadig ikke sikker på jeg tror det. En kugle fra en fremmede verden, der tilfældigvis viser nogle farver og dit ord? Jeg er ikke sikker på det er nok til at overbevise mig" svarede han så. For alt han vidste kunne det være en tilfældig løgn for at lokke Sean i yderligere falsk tryghed og måske bestjæle ham selv. Eller var han bare blevet paranoid? Men det blev man jo, når så mange var efter noget man gik med om halsen.

"I starten var jeg ikke helt sikker på, om hvorvidt det var dig eller ej, men efterhånden som jeg betragtede dig, blev jeg mere og mere sikker på, at du måtte være den umbra, der fik fat i en fjer fra ærkeenglen! Men tag det nu bare roligt, jeg har ingen intentioner om, hverken at tage din fjer fra dig, eller så meget som at prøve på det, ellers kunne jeg lige så godt have prøvet i den sidste verden vi var i, hvor der sikkert ikke var nogen der kunne hjælpe dig, og hvor jeg kunne efterlade dig til dig selv!" sagde han roligt. Dust vidste godt, at det nærmest aldrig var en god måde at sige tingene på på den måde, hvis forsøget var at få nogen til at falde til ro igen, men han foretrak at sige tingene lige ud, da han tænkte at han lige så godt kunne lægge kortene på bordet, for at vise Sean at han ikke ville gøre noget "Jeg indrømmer blankt, at den fjer er årsag til en hvis nysgerrighed fra min side af, men jeg vil hellere vise dig den respekt, at holde nallerne væk så længe du ikke giver lov, end at angribe dig for at få fat i en fjer, der sikkert bare ender på mit evne lager, hvor den kan samle støv! Jeg er måske lidt af en samler, men jeg samler kun objekter der giver evner, fordi jeg ønsker at se evnerne komme ud i verden, så at stjæle din fjer ville ikke være til min egen vinding, men derimod det stik modsatte, af min grundlæggende overbevisning!"
At få nogen til at aktivere en evne, de ikke engang selv troede på de havde, var en udfordring Dust ikke engang havde overvejet, før dette øjeblik. Det kunne være svært at se på hans følelses forladte ansigts udtryk, men allerede nu pumpede hans hjerne på fuld kraft, for at regne ud hvad der måske kunne få Sean, til at lave et ærligt forsøg på at bruge evnen, for hvad ville det nytte at prøve, hvis han ikke engang selv troede på det? De fleste evner han kendte til, kunne manifestere sig ved et uheld, for brugere der ikke vidste de havde den evne, men for alle dem han havde mødt, som havde prøvet at bruge en evne, men ikke troede på at de kunne eller havde evnen, kunne sjældent få den til at virke, og hvis ikke de kunne få den til at virke, bekræftede det blot deres tro om, at evnen ikke var der, selvom det var fuldstændig forkert.

"Okay, jeg ved det virker totalt langt ude, at den slags kunne ske, men lad mig spørge dig om en ting: Jeg har aldrig fundet ud af, hvor umbra skolen ligger henne, og jeg har aldrig set beviser på at den eksistere, andet end folk som dig, der er uddannet umbra og kan hævde at den er der! Betyder det så, at bare fordi jeg aldrig har set eller læst om skolen, at den ikke eksistere?" spurgte han roligt, mens han så Sean i øjnene. Dette spørgsmål var ikke så meget noget han spurgte om, fordi han forventede noget svar på spørgsmålet, det var noget han spurgte om, for at få Seans tanker i gang, da umbra faget trossalt var noget han kunne relatere til, og som han burde kende godt nok til at vide, at udenforstående ikke kendte særlig meget til det "Bare fordi ingen har sagt noget om, at ærkeengel fjer er magiske, er det ikke ens betydende med at de slet ikke er det! Det er faktisk ufatteligt sjældent, at andre væsner end ærkeengle, er i besiddelse af sådan typer fjer, så måske er det så sjældent, at der aldrig har været nogen, som har fundet ud af at disse fjer, har magiske egenskaber! Du kunne måske være den første til at finde ud af, at en af Auriels fjer, kan forvandle et andet væsen til en levende flammekaster, men hvis du ikke har tænkt dig bare lige at prøve det af, hvad er så meningen med at udsætte dig selv for fare, ved at rende rundt med noget, du lige så godt kunne have et hemmeligt sted til?"
Man burde kunne mærke på Dust, at han var meget fast sat på, i det mindste bare at give den her ide en chance, lige meget hvor tosset den end måtte lyde, men Dust prøvede også at give udtryk for, at han ikke kunne afprøve det her uden Sean, for det var Seans fjer, og hvis den gav ham nogen ild evne, så var det også Seans evne, og derfor ham der skulle afprøve om der var noget, og ikke Dust.

"Lige meget hvor dumt det end lyder, så kan du lave en simpel test, for at se om den fjer, har nogen som helst effekt på dig! Kuglen virkede fint da jeg havde den i hånden, men den gør noget den ikke burde gøre i din hånd, hvis du ikke havde nogen ild evne, ikke? Jeg foreslår du prøver at holde kuglen 3 gange! Første gang er som du ser ud lige nu, på den måde har du en basis at arbejde ud fra, anden gang uden fjer på for at se om noget ændre sig, og tredje gang med fjer på, for at se om det ændre sig tilbage til første forsøg, eller om det bliver uændret efter andet forsøg! Lyder det som en ide?" foreslog han roligt, for at give Sean bare en ide til, hvordan han kunne blive lidt mere sikker på, om det bare var Dust der havde kuk i kasketten, eller om der rent faktisk var noget over det Dust snakkede om her.

Han brød sig ikke helt om de ting Dust sagde. Tydeligvis var manden helt opsat på at det med ilden var god nok og ville prøve at få Sean til at nå en form for...accept? Måske var pointen også at han kunne acceptere fremmede verdener, men ikke noget fra hans egen, noget der involverede ham selv?
For helvede. Han havde lyst til at skælde Auriel ud, når han så ham igen! Også selv om manden måske intet havde kendt til det!
Så Dust havde overvejet det. Det måtte han næsten have gjort, ud fra de ting han sagde. Så spørgsmålet var om manden løj eller fortalte sandheden. Hans arme gled over kors i en ubevidst gestus, som han ønskede at beskytte sig selv og tage en hvis afstand fra det hele. Det var jo ikke fordi han bare kunne gå...Eller jo. Hvis han ikke ville med tilbage. Åh, engang var livet meget mere simpelt!
Han var ligeglad med mandens bevæggrunde. Visse folk gjorde også ting - ikke for dem selv, men f.eks. for en religion. Det var folk der ikke ville stå ved at de faktisk gjorde det for dem selv. Selv hvis det bare var for en gruppes bedste, ville det stadig forbedre deres egne vilkår oveni. Burde han af alle ikke vide at man gjorde tingene for sig selv? Ham, der gjorde alt for egen vinding?
Der var dog ting som Augustus og Phoenix...
Den ene hånd gled op til hans pande, som han i et øjeblik bare ønskede sine tanker om at stoppe op. De kørte jo rundt!

Han slog frustreret ud med armene.
"Pointen er folk ikke skal kende til skolen!" bemærkede han og mente dermed sammenligningen var dårlig. Medmindre nogen kendte til det med fjeren fra en ærkeengel og holdt det skjult af samme grund. Men det var jo ligegyldigt lige nu!
Det var dog alligevel rart at tænke tilbage på noget han i det mindste kendte til. Også selv om flertallet ikke gjorde.
Hvordan kunne Dust forstå hvorfor han ville have fjeren? Det var ikke nødvendigvis så meget fjeren selv, som det den betød. Det den stod for, et symbol. Fjeren var noget, der var kendt som sjældent og næsten umuligt at få fat på. En ting var at finde en ærkeengel, en anden ting var at få dem til at slå vingerne ud og komme så tæt på at man kunne snuppe en...Den stod for det umulige. Den stod for en garanteret karriere-boost, så han endelig tjene penge nok til hans eget hjem, til alt den uvurderlige kunst han ønskede at se på hver eneste dag. Kunstværker og ædelstene. De to ting han prissatte i sit liv. Noget så smukt!
Fjeren var en vej til alt det. Et middel. En ting han kunne være kendt for og stolt af - uanset om han så faktisk havde stjålet den eller ej.

Mistænksomt så han på Dust, mens han fiskede fjeren frem igen. Tøvende gik han over til disken, selv om det betød han kom tættere på Dust igen.
Fint! Fint! Han ville afprøve det. Hvis de nu lod som om kuglen ikke var gået i stykker, vel at mærke. Han fiskede kuglen op. Der gik kun et øjeblik, før blandingen af den sorte og orange farve igen kom frem og kuglen begyndte at blive varm at holde på. Næsten vredt lagde han kuglen på disken, hvor den lidt efter blev helt død og kold igen. Forbandet!
Fjeren hvilede i en tynd metalkæde om hans hals og han trak den over hovedet i en elegant bevægelse og lagde den ved siden af sig på disken, selvfølgelig så langt væk fra Dust som muligt.
Han fandt sig selv i en position hvor han ikke rigtig ønskede at samle kuglen op igen...
Hvad hvis han havde ret? Hvad ville det betyde?
Måske betød det ikke noget. Sååå....Så ville han have en ekstra evne! Og hvad så?! Han var jo stadig sig selv! Måske kunne det endda være praktisk, et eller andet sted...
I en hurtig bevægelse, for ikke at blive grebet af yderligere tvivl, greb han kuglen igen. Hans hjerte hamrede lidt hårdere, som han indædt studerede den. Men den forblev sort og mørk. Virkede den ikke?....Oh vent. Det var som om den sorte farve var tykkere, mere levende. Som om...Han bare var en skyggedæmon...
Han behøvede ikke rigtig mere bevis...
Alligevel lagde han kuglen fra sig, tog fjeren på igen og samlede kuglen op. Den orange farve nåede kun lige at vende tilbage, før han proppede kuglen ned i lommen og hurtigt lagde armene over kors.
"Og hvad så? Det betyder ikke noget" svarede han en smule surt. Hvad var der med ham? Normalt gik den slags ham ikke på. Han sukkede svagt, vendte ryggen mod disken og lænede sig op af den, så han kunne hvile det sårede ben.
"Undskyld..." mumlede han så lavmælt. Det måtte være fordi han var udmattet endnu. Hvad anden forklaring var der?

"Skolen var blot et eksempel, jeg ved at umbra skolen, skal forblive hemmelig, det er en af grundene til, at jeg aldrig spørg nogen om den, eller prøver at lede efter den!" sagde han roligt. Dust kunne godt se på Sean, at han ikke lige var i det bedste humør lige nu, derfor forholdt han sig selv roligt, da han ikke ønskede at starte et skænderi, han vidste at Sean efterhånden måtte være træt, også selvom han lige havde fået sig en lur, så et skænderi ville ikke være til nogen nytte. I stedet lod Dust ham tænke sig frem til, hvad han syntes var det bedste at gøre, og da det viste sig, at Sean prøvede hans forslag af, ventede han tålmodigt mens han så på bolden, og fulgte Seans bevægelser. På intet tidspunkt, gjorde han noget som helst, for at komme tættere på Seans fjer, om ikke andet flyttede han sig faktisk et skridt længere væk, så Sean kunne få lidt plads til at være ved disken, mens han afprøvede Dust'es forslag.

"Jeg ved det ikke virker som særligt meget, men nu er vi i det mindste sikre på, at det ikke er metal kuglen, som der er noget galt med! Som du nok kan regne ud, var min intention med dette forsøg, at vise dig at der måske er mere i dig, end du selv går og tror, og en ild evne må jeg da sige, er da ikke ligefrem en dårlig opgradering!" sagde han roligt, i forsøget på at opmuntre Sean lidt, til at se det her fra den lyse side, eller i hvert fald at se at der måske var nogle muligheder i det, som han kunne bruge til noget "Du behøver ikke undskylde, trossalt er der sket op til flere mærkelige ting omkring dig, som du ikke er vant til, og nu står der en sær snegl foran dig, og hævder at der også er sket mærkelige ting med dig! Det, og så virker det også som om, at du trænger til at få hvilet ud, så hvad siger du til at vi holder en pause for i nat, så du kan komme på dupperne igen, så kan vi se på hvad mærkelige ting der sker, i morgen?"

Han kunne ikke skubbe følelsen af sig. At det næsten var som om Dust havde noget terapeutisk over sig. Ja, faktisk skiftede han vel mening om manden fra hver gang han åbnede munden, for hele tiden virkede det som om de stod i en ny situation. Hans hænder hvilede på disken bag ham og hans blik søgte over mod døren, selv om han mere stirrede frem for sig, end rigtig bemærkede den. Et svagt smil gled over ham. Skolen..Jah. Hver gang han kom forbi den prøvede de at overbevise ham om at blive der og træne de nye. Som om - det ville være som at skyde sig selv i foden. Hvorfor skulle han oplære sine egne konkurrenter? For de dødelige racer gav det nok mening, men for Sean gjorde det ikke. Derfor var han også begyndt at blive væk fra skolen. Han havde ikke brug for den længere, den kunne ikke lære ham noget nyt. Desuden var de fleste af hans gamle lærere enten døde eller forsvundet.

Han nikkede svagt. Han skubbede sig selv væk fra disken og gik over til sit hjørne. Han tvivlede ikke på at han kunne sove her, uanset om de så blev i denne verden eller fandt hjem til deres egen.
Han endte med at lægge sig ned. Kuglen i lommen, fjeren mod hans brystkasse, hovedet på tasken. Selv om et gulv næppe var det blødeste at sove på, var han van til at sove hvor han kunne, da han ikke havde noget fast bosted. Selv om han endnu følte sig forvirret, tog det ikke lang tid før mørket overvældede ham og endelig lod ham få lidt hvile...

//Du er velkommen til at springe frem, men da jeg ikke ved om Dust laver en verdens-rejse imellem tiden, ville jeg ikke gøre det xD

//jeg hopper gerne lige et par skridt frem XD

De blinde øjne hvilede på Sean, imens han lagde sig ned, og endelig fik sig noget ordentligt søvn. Dette var måske ikke det mest praktiske, eller det mest behagelige sted, man kunne lægge sig til at sove, men i det mindste var der bedre, end at lægge sig til at sove ude på gaden, især når de nu befandt sig i en fremmede verden, og den bygning der transporteret dem, kunne finde på at flytte sig tilfældigt, så ens tur hjem, kunne blive kompliceret. At se på andre sove, var ikke lige frem usædvanligt for Dust, men normalt var han vant til at det var kvinder han så på, og at de lå i den samme seng, så dette var faktisk bare en lille smule usædvanligt.
At se på andre væsner, der virkede til at have så nemt ved, bare at kunne lægge sig ned og sove, havde som regel en hvis effekt på Dust. Han havde ikke sovet i meget lang tid, faktisk ikke siden han havde spist den djævlefrugt, der gav ham hans sand evner, dengang han havde den evne, dog selvom han ikke længere havde evnen, kunne han stadig ikke sove, da han stadig bar eftervirkningerne af den straf, der havde fulgt med da han havde spist frugten. Aldrig ville han kunne få lov at sove igen, og den slags ville slet ikke kunne være sundt, selv for en som Dust, da det forpinte sjælen og sindet, og kunne gøre den søvnløse helt rastløs, hvilket Dust allerede var blevet for længe siden, og skør i bolten hvilket nok kunne diskuteres, om hvorvidt han var blevet det, eller om han ikke var det endnu.

Nu hvor Sean hvilede sig, begyndte Dust at se på nogle af de ting han havde skaffet, for at se på hvordan de virkede, og hvad de kunne gøre. Han blev i det samme rum, så han kunne holde øje med Sean, ikke så meget for at passe på ham, men for at holde øje med, at der ikke lige pludselig dukkede nogen op, som kunne finde på at stjæle, fra Sean eller Dust for den sags skyld. Selvom det var noget af en forbandelse, ikke at være i stand til at sove, så kunne man alligevel godt bruge den til noget, for det gav Dust muligheden for, at bruge hele døgnets 24 timer, uden aldrig at behøve at stoppe op, og lægge sig ned i et stykke tid, det var måske slet ikke sundt for ham, men det var praktisk i situationer som nu, hvor han kunne holde øje med, at der ikke kom nogen, som kunne stjæle deres ting, eller slå dem ihjel mens de lå og sov.

Endelig begyndte man at kunne se, at den næste morgen var nået, da solen var stået op, over denne fremmede verden de befandt sig i, og skinnede ind gennem ruderne, der repræsenterede døren til denne bygning. Dust havde sat sig i sekretær stolen bag disken, med en cigar i munden, som gav ham muligheden for at sprede noget røg engang imellem, mens han stadig sad og pillede med teknologi, der lå og flød foran ham. Teknologi var dog ikke det eneste der lå foran ham, der lå nemlig også en bunke indpakkede sandwitches, lavet på lyst brød og med forskelligt indehold, som Dust havde hentet fra en biks, der lå overfor den rejsende bygning, han havde sågar gået efter at skaffe så meget, at de havde nok til et par måltider, så det ikke var en bekymring lige foreløbigt. Han havde tjekket om deres ting stadig var der, da han havder skaffet maden, og umiddelbart så det ud til, at der ikke manglede noget efter han havde været væk, så han havde sat sig til rette igen, ladet Sean sove så længe han havde brug for det, og arbejdede videre i stilhed.

Søvnen var tung og uforstyrret. Det var tydeligt han ikke havde problemer med at sove i fremmede omgivelser, men tværtimod van til at sove når han kunne, hvor han kunne. Det betød dog også at han altid ledte efter et sikkert sted at sove, for han var ikke helt sikker på om han faktisk kunne forsvare sig selv ordenligt, hvis nogen listede sig ind på ham.
Han vågnede dog inden han nåede det punkt, at han begyndte at huske sine drømme. Til at starte med lå han bare stille, med lukkede øjne, og kom mere og mere til bevidsthed igen. Til sidst gled hans ene hånd op over øjnene, som han gned søvnen ud af dem, før han tog sig sammen til at sætte sig op. For et øjeblik var han ikke helt sikker på hvor han var og stirrede lidt dumt frem for sig, men efter et øjeblik kom det hele tilbage til ham. Ah...Right.
Han strakte sig og lod prøvende hånden glide over låret. Jo, selv om han havde været hård mod sit sårede ben, var det stadig bedre, selv om han ikke vidste hvor længe de der robotter virkede.
Han gav tasken et par puf for at gøre den mindre flad og sikre alt var som det skulle være, før han kæmpede sig helt op og stå. Ååååh! Han ryg brokkede sig lidt over at have sovet på et hårdt, koldt gulv hele natten og han skar en lille grimasse, før han fik gang i kroppen ved at gå over til Dust. Han stoppede op på behørig afstand og kiggede på nogle af alle de ting der lå spredt ud over det hele, hvilket bare afslørede at Dust havde været vågen et stykke tid. Måske endda slet ikke sovet. Oh well...Hvorfor skulle manden også have et normalt mønster som alle andre? Han lod hånden glide igennem håret, før han blot satte sig ned og lod blikket glide studerende over tingene.

Han havde så ment ikke glemt alt det der var sket inden han gik i seng. Men nu, hvor han havde sovet og desuden haft tid til at vænne sig mere til tanken, følte han sig ikke helt så oprørsk over det. Hey, et eller andet sted havde han jo bare fået noget nyt...Som han lige skulle...finde ud af hvordan virkede og hvad han kunne gøre med. Det kunne helt sikkert bruges til at holde alle de tyveknægte, der var efter hans fjer, væk. Han placerede hænderne bag sig og støttede sig op ad dem. Nåe mad? Måske om lidt. Måske snart. Og måske ville han gå ud og skaffe sig en lækker skygge.
"Du ligner en der ikke har sovet" bemærkede han så og lod hovedet glide lidt på gled.

De blinde øjne, blev rettet mod Sean, da han begyndte at vise tegn på at vågne, men han sagde ikke noget, da han som regel havde den holdning, at folk skulle have lov til lige at vågne op først, før han begyndte at interagere med dem, hvilket kom af at han syntes at huske noget om, at man ikke var helt frisk i hovedet, før man var vågnet ordentligt. Så imens Sean fik lov til at vågne ordentligt op, løftede han en let transportabel køleboks op fra gulvet, og placerede den ved siden af maden. Det var lykkedes ham at skaffe den, så han kunne bruge den til de drikkevare han havde skaffet, da han tænkte at det ville være rart med noget koldt at drikke, og når der kom så langt som til at de havde spist, kunne der sikkert også være plads, til resten af deres mad, så det kunne holdes friskt. Da Sean var kommet hen til ham, så Dust op på ham igen, da han havde fortsat med at arbejde på teknologien foran ham.
"Jeg er ikke i stand til at sove længere, efter nogle hændelser der skete i min fortid, så i stedet for at sove, bruger jeg natte timerne på noget mere praktisk, ellers ender det bare med, at jeg bare bliver helt kuk i kasketten!" svarede han roligt, mens han begyndte at pakke hans teknologi sammen, så han kunne få ryttet bordet, og gjort plads til at de kunne spise. Udover at de så kunne spise ved bordet, regnede Dust også med, at de lagde en slagplan for hvad der nu skulle ske, for normalt ville Dust bare have fortsat rejsen, indtil han cirkulerede tilbage til deres hjem verden, og først der ville han begynde at se på de ting han havde samlet, men nu hvor Sean var med måtte han handle anderledes, og da der var udsigt til at han kunne hjælpe Sean, med at opdage en ny evne, så kunne de måske udnytte situationen de var i, til at opdage om han havde fået den ild evne, Dust troede så meget på han havde, uden at nogen andre kunne spotte det. Den slags ville jo i starten, kunne give Sean en regulær fordel, fordi ingen kunne forvente at han havde en ild evne, som ingen havde set ham træne med, andre end Dust der ikke havde tænkt sig at sige det til nogen.

"Sean mens du fik hvilet ud, har jeg siddet og tænkt på nogle ting, som jeg gerne vil vende med dig!" sagde han roligt, og fik så færdiggjort sin oprydning og sammen.pakning, så han kunne flytte maden ind foran dem, som en gestus til at de kunne spise, alt imens de snakkede sammen "Noget af det jeg har funderer over, omhandler den evne jeg er så sikker på, at du besidder! Jeg ved selvfølgelig ikke, om du stadig er mistroisk omkring at du enten har den eller ikke har den, men hvis du er frisk på det, hvad siger du så til at vi i det mindste prøver på, at finde ud af om den er der eller ej? Ser du jeg har en vane med at give evner til andre væsner, og træne dem i at bruge dem, en af mine sidste ild evne elever, var en ung varulv ved navn Phoenix, så jeg har nogle kneb der måske kan bruges, til først og fremmest at finde ud af, om der er nogen ild evne i dig! Og hvis der så skulle være noget, kan jeg hjælpe dig med at træne, eller jeg kan lære dig nogle ting, så du selv har mulighed for at træne! Hvad siger du til det?"

Det var ikke fordi han forventede Dust lavede det hele, mere var det et udtryk for at tingene nu en gang var Dust' og derfor ville han alligevel ikke vide hvor eller hvordan han ønskede det pakket væk. I stedet rejste han sig, for at sætte sig til bordet, da der tydeligvis var dukket mad frem. Gratis mad var en gave, så han tog glædeligt imod, uden at vise tegn på at være kræsen. Måske var det fordi de havde hængt op og ned af hinanden i...Ja, hvor længe? Et døgn, mere end et døgn? Og måske fordi Dust for nu havde taget ham med på et eventyr og vist sig ikke at ville bestjæle eller slå ham ihjel...Men han var begyndt at føle sig næsten hjemme i disse omgivelser. I hvert fald følte han sig dejlig afslappet. Da han havde taget den første bid af maden, gik det op for ham hvor sulten han egentlig var.
Hans blik gled over Dust da han talte, selv om maden fik det meste af opmærksomheden. Alligevel reagerede han før han nåede at tænke sig om, da Dust nævnte et navn. Et bekendt navn.
"Phoenix?"
Jah, nu han tænkte tilbage havde hun også været en af dem der kunne en hel masse. Ulveskikkelse, lys...Han havde lovet at vise hende hvordan man kunne stjæle uden at slå ihjel, fordi som hun gjorde det nu, var det virkelig en skændsel for hans profession. Selvfølgelig havde han ikke overlevet at alle jo måtte gennem en tid, hvor de måtte lære deres evner at kende. Han fyldte munden med mad igen, men fortrød straks, da han egentlig havde mere at sige - så han skyndte sig at tygge færdig, før han kunne skubbe maden helt ud i kinderne for at snakke.
"Sorry...Jeg tror jeg kender hende. Hvordan mødte I hinanden?" spurgte han roligt. Hvorfor ikke tage muligheden for at se om han kunne lære mere om hende? Hun virkede jo så lost, da han fandt hende! Så...Alene. Var det hvad man kaldte for en lille verden?

Han tog sig tiden til at spise lidt mere, før han endelig sukkede svagt og trak lidt på skuldrene.
"Njah...." startede han ud. Hvad var der egentlig at sige til det? Han vidste ikke helt om han var spændt eller ligeglad med at have evnen. Så længe han ikke satte noget i flammer med et uheld...Men siden det ikke var sket endnu, var det næppe en sandsynlighed.
"Jeg går vel ud fra det er fint nok..." Han var ikke typen der rigtig beskæftigede sig med folk eller socialisering. Derfor var det også sjældent han havde brug for at indrømme, at han havde brug for hjælp. Han brød sig som regel ikke om at modtage hjælp...Det gjaldt jo om at kunne klare sig selv.
"Jeg går vel ud fra det kunne være rart at se hvad det går ud på" indrømmede så han blot.

Dust så roligt på ham, da Sean gentog Phoenix navn, som om han kendte den unge varulv. Sidst han havde mødt hende, havde det kun været kort, og hun havde ikke ligefrem været modtagelig, over hendes læremesters tilbud om, at hjælpe hende med en fredelig løsning, mellem hendes flok og sortelverne, der levede i Black forrest, og hun havde afvist hans tilbud om en ny evne, selvom hun dengang var blevet stærk nok, til at kunne få en mere, og endnu ikke havde fået en. Siden da havde han ikke opsøgte hende igen, han var stolt af at have deltaget i oplæringen, af nutidens ungdom og kendte navne, men siden Phoenix ikke ønskede hans hjælp, og det virkede på hende som om, at hun ikke behøvede ham i livet længere, havde han valgt at blive væk for nu, og lade hende klare livet på hendes egen måde, også selvom det betød, at han måtte leve med en mindre person i sit liv, som han godt kunne lide. Der fandtes ikke særligt mange væsner, som Dust brød sig om, på samme måde som han holdt af dem han oplærte, og de få væsner han havde nær, så at han holdt sig væk fra nogen som Phoenix, var noget stort for ham.

"Jeg lærte Phoenix at kende, da hun stadig var en ung varulv, før hendes Wolf clan overhoved var blevet skabt, og jeg må indrømme, at hun hurtigt blev en af mine yndlinge, efterhånden som jeg lærte hende at kende!" startede han roligt, han holdt en kunstner pause, ved at tage sig en bid af hans sandwich, en tår af hans drikkevare, og mens han fik det ned tænkte han lidt over, hvordan han skulle fortsætte sin fortælling "Den gang vi mødtes, virkede Phoenix mere sorgløs, end hun gjorde sidst jeg så hende! Jeg gav hende den ild evne hun besidder i dag, trænede hende i det grundlæggende brug af hendes evne, og lærte hende lidt om at udvikle sig, gennem kreativ brug af de evner man besad! Men jeg har ikke snakket med hende i et stykke tid nu, det virkede som om hun ville klare sig bedre, uden mig i hendes liv, så jeg har valgt at holde mig væk, jeg tjekker op på hende en gang imellem, men jeg nærmer mig aldrig, og jeg holder mig altid ude af syne!" selvom manglen på følelser, stod malet udover Dust, ja nærmest ossede ud af ham, fra de mørkets sider af hans indre, men når han snakkede om nogen han holdt af, såsom når han snakkede om Phoenix, der kunne man næsten høre på ham, at der stadig var liv et eller andet sted derinde, man kunne næsten mærke på ham, at det gjorde ondt på ham, når han oplevede afvisning, fra de få væsner han egentlig holdt af.

Men så hurtigt som denne snert af tegn på følelser var kommet, lige så hurtigt forsvandt den igen, og efterlod det følelses forladte væsen tilbage, som sad foran Sean, og så på ham med et tænkende blik, i de tågede øjne, mens han overvejede og vejede de ord Sean gav ham, som svar på hans forslag om, at Dust kunne træne ham, hvis han havde lyst.
"Jeg kan næsten høre på dig, at vi har noget tilfældes! Jeg er heller ikke meget for at spørge nogen om hjælp, så det glæder mig at du tager imod min hjælp! Vi skal nok få noget fedt ud af den flamme fjer du har der!" sagde han roligt, og smilede et af hans tomme smil, før han færdiggjorde hans sandwich, tømte sin drikkevare og rejste sig op. Han tog en lille genstand op af hans taske, der lignede en form for computer chip, samlede beholderen med planten til maskinen op, og lagde chippen ind til planten "Nu skal du bare se løjer, for nu skal vi hen til en verden, hvor vi rigtig kan træne din evne!" flere ord havde han ikke at sige, før han smækkede blomsten ind i rejse maskinens beholder, som med det samme reagerede, ved at starte op og følge dens sædva lige procedure. Dog var der en ting der ændrede sig, for da den registrerede chippen, startede den et malfunktionsted program, der gjorde at den rejste til en bestemt verden, hvor bygningen kunne finde fejlen, ordne den og samtidig ville den med sikkerhed kræve en ny ting, før den kunne bringe rejsen videre.

I dette univers de var kommet til, stod bygningen i en version af New Miami, der så ud til at være markant mere slidt af tidens tand, end den første verden de kom til. Bygningerne omkring dem var meget mere ødelagte, og vegetationen havde meget mere dominans her, og der herskede en umådelig fred over dette sted. Solen skinnede dovent, fra en kun let overskyet himmel, og til trods for det, var vejret faktisk behageligt. Dette kunne godt være et fantastisk sted at træne, for hvem ville brokke sig over det, hvis de ødelægge noget her?

Han så tænksom på Dust, da han fortalte om Phoenix. Han kunne mærke at manden havde et eller andet forhold til Phoenix, man kunne vel fristes til at sige Dust nok bekymrede sig om hende.
"Oh well...Hvis du holder øje med hende, stoler du jo ikke rigtig på hun kan klare sig selv?" vurderede han. Ikke at det nødvendigvis var sådan, det var blot det første der havde ramt hans tanker.
"Du vil nok snart finde ud af jeg hænger lidt ud med hende til tider" tilføjede han så også med et svagt smil. Der var jo alligevel ingen grund til at holde det en hemmelighed!

Han spiste færdig, mens Dust snakkede færdig. Han skar en kort grimasse...Bare fordi man måske bemærkede alt, betød det ikke folk ønskede at høre det. I dette tilfælde havde han ikke lyst til at høre, hvorvidt Dust havde gennemskuet om han ønskede hjælp eller ej. Hans blik fulgte ham, som han gjorde klar til at de kunne rejse til en ny verden...
Rejsen var forventet og Sean fortrak ikke rigtig nogle miner, da de rejste, andet end lidt nysgerrighed til hvor de var nu. Ahha...Et eller andet sted ville det vel også blive ramt at vende hjem igen på et tidspunkt.
Han drak færdig, før han rejste sig og gik over til døren. Han ventede ikke engang, før han åbnede døren og trådte udenfor. Det mindede ham lidt om den første verden de havde rejst til, bortset fra ruinerne nu lå præcis som i Miami. Han strakte sig dovent og lod hænderne flette sig sammen i nakken, da han så sig omkring. Tungen gled ud og vædede hans læber. Siden han ikke havde bemærket sin evne endnu, var han lidt spændt på hvad der skulle til før han faktisk ville se den.

"Et eller andet sted, har du sikkert ret! Phoenix er en stærk ung dame, men hun kan være frembrusende, og tankeløs i hendes fremgang, hun er stadig ung og har derfor meget at lære, men siden hun ikke ønsker at lytte til mig for tiden, er ikke andet jeg kan gøre, end at holde mig i skyggerne, indtil hun har brug for mig!" sagde han roligt. Dette var ikke første gang, at Dust havde haft en lærling, der gik solo på sin egen måde, lige som for eksempel Phoenix gjorde, men i modsætning til nogle af de andre, var Phoenix i det mindste ikke en af dem, der gik totalt wakado på hele verden, og prøvede at overtage den, eller se den brænde ned til grunden. Hun var i det mindste et af de bedre eksempler, der virkede til at hun bare gerne ville gøre det rigtige, og det var en af disse holdninger der havde gjort, at Dust ikke ville lade hende fare vild alene.
"Hvis du har mødt den kære Phoenix, håber jeg hun til tider kan lytte mere til dig, end hun lyttede til mig, sidste gang jeg mødte hende!" sagde han med et roligt smil på læben, der antydet at Dust, anså det som en god ting at Phoenix havde mødt nogen, der til trods for hans erhverv, virkede til at kunne have en god indvirkning på hende. I hans øjne, kunne der være en verden til forskel på væsner, selvom de lavede det samme, og måske sågar var af den samme race, for det var trossalt ikke det man så uden på, der definerede hvad der gemte sig indeni.

Efter turen var gennemført, greb Dust sin le og tog den på ryggen, før han gik mod døren så de kunne komme udenfor. Dette var en af hans yndlings steder, som bygningen kunne tage hen til, mest på grund af den ro og fred der herskede her, det var et ideelt sted at træne evner, uden nogen fra ens hjem verden, havde en chance for at opdage, at man overhoved havde den evne, eller at man øvede sig i at blive bedre til at bruge den. Så for en som Sean, der ikke engang selv havde opdaget sin nye evne, var dette sted perfekt til træningen, fordi det ville give ham et stærkt kort i baghånden, som bar overraskelses momentet på sig.
"Det her skal nok blive interessant, for nu skal vi finde ud af, hvordan din evne aktiveres, og hvilken kategori din evne høre inden under! Der findes nemlig side grene af alle evner, og i dit tilfælde, er der en meget vigtig faktorer, der definere om din evne er i hovedstammen som er den stærkeste, eller om du har en sidegrens evne, som stadig er stærk men også har visse krav der skal opfyldes!" forklarede han roligt, mens han så på Sean. Med lette bevægelser, fandt han et stearinlys frem fra sin long coat, sammen med den lighter han plejede at bruge, til at tænde sin cigar med, når endelig han røg en "Men før vi finder ud af, hvilken gren din evne er, skal vi jo lige finde frem til din trigger, for uden en trigger, kan vi jo ikke affyre noget som helst!"

Jah, Phoenix var sin egen. Det havde ikke taget ham lang tid at vinde hende tillid, nok til at hun var indvilliget i at lære noget fra ham og ligefrem havde taget ham med hjem. Hun havde været på flugt fra nogle...Men han havde ikke rigtig styr på hvem eller hvorfor. Om ikke andet havde hun vist ham hvad hun kunne, hvilket var en god basis for Sean til at bedømme hvor han skulle sætte ind henne. De fleste umbras blev kun til de mestre de var, fordi de havde nogle evner der støttede dem på vejen. F.eks. havde han sin skygge-evne, der var medfødt for hans race, der gjorde ham til et perfekt eksempel på en god tyv. Man kunne vel sige han havde haft fordelene i sin karriere, der havde gjort vejen lidt nemmere for ham end nogle af de andre, der fulgte samme vej. Om ikke andet var han desværre blevet skudt kort efter og havde ikke haft tid til rigtig at lære Phoenix noget endnu. Han ville ikke vise hende skolen, medmindre hun planlagde at bruge det som hoved-erhvervet i sit liv. Han var ellers ikke typen der rigtig gad lærlinge...
Phoenix havde bare virket så efterladt.

Han vendte sig om mod Dust, da han kom ud. Han havde da lært at bruge sin skyggeevne, selv om det havde tid at perfektionere brugen af den. Hvordan var det nu? Han kunne næsten ikke huske det...Det var kommet ret naturligt for ham at bruge den. Der havde i hvert fald ikke været snak om triggers eller noget andet. Ah, hvorfor havde han en fornemmelse af dette nok skulle nå at blive en pine? Måske fordi han generelt var ret doven anlagt. Hvis ikke han skulle noget, dovnede han.
Hans arme gled ned langs siden, mens hans blik gled over stearinlyset og lighteren, ikke sikker på om Dust ønskede noget af ham?
"Så? Hvordan virker det?" spurgte han.

"Selv den mindste lille gnist, kan antænde hele verden!" sagde Dust roligt, mens han tog sin long coat af, foldede den sammen og lagge den til side. Da det var klaret, satte han stearinlyset i jorden, så det stod fast og lige op i vejret, og tændte så lyset så ilden blussede og dansede svagt, i den lette vind der herskede i denne verden "Først må du forstå, at ild ikke er lige som skyggerne! Skygger er mørke og kolde, rolige og kontrolleret, mens ild er alt ædende, varmt og vildt! Men selvom ild er som den er, må du ikke frygte den, for hvis du frygter ilden vil du ikke kunne styre den, og du kan let miste kontrollen! Det er dit job som ild bruger at styre den, og bøje den efter din vilje, lige som du gør med skyggerne omkring dig!"
Hans stemme føring var nærmest beroligende, da han ønskede at Sean lærte sin evne, gennem kontrollerede og bestemte forhold, så han lærte at bruge evnen som en forlængelse af sig selv, og ikke blot et redskab, såsom en hammer eller en sav.

"For at styre din evne, er du nød til at finde kilden til din evne, din indre flamme som den så ofte kaldes, blandt pyromancer folket!" fortsatte han, og lavede en gestus mod det tændte lys, som han havde plantet "At finde og bruge denne indre flamme, kan være forskelligt fra bruger til bruger, lige som ens evne kan komme af forskellige baggrunde, og forskellige sidegrene! Så for at finde din indre flamme, vil jeg have dig til at gøre, hvad end der kommer naturligt til dig, i et forsøg på at få flammen på det lys, til at bluse op! Det behøver ikke ske med det samme, ej heller behøver det at være en ekstrem opblusning, det vigtigste her er bare, at du begynder at finde din flamme, og skaber din egen forbindelse til den!"
Når det galt ting såsom evner, og træningen af dem, var Dust noget af et snakke hoved, men han snakkede kun så meget, fordi han gerne ville forklare tingene, så Sean kunne være mere sikker, i den undervisning Dust prøvede at give ham, men under selve træningen ville han være mere stille, for han vidste at det kunne kræve meget koncentration, at starte op med en ny evne, især når der var en man ikke engang vidste man havde, så medmindre Sean spurgte ham om noget, eller af en anden grund havde brug for at han snakkede, ville Dust tie stille for nu, og lade Sean prøve at gøre hvad Dust havde bedt ham om i fred.

Indre flamme? Han var end ikke sikker på han havde sådan noget. Det var jo ikke en medfødt evne, men en Auriel så pænt havde givet videre. Ville det ikke være mere korrekt at han...Prøvede at hive det ud af fjeren? Åh. Hvad vidste han? Dust måtte vel vide noget om det. Og uanset hvad, sikkert mere end ham selv anyway.
Stearinlyset ville da brænde ned før han fik gjort noget ved det. Han forstod på ingen måde hvad han skulle give sig i kast med? Skulle han bare koncentrere sig? Hans hoved gled naturligt en anelse på sned, mens han overvejede det. Hvad han havde set før...Af andre der brugte ild? Folk som Phoenix der bare kunne tænde lysene i sin lejlighed uden problemer. Uden at røre det...Uden at kigge på de enkelte ting...Folk der bare fremtryllede ilden ud af ingenting. Havde han set Auriel bruge sin? Formentlig fungerede den nogenlunde på samme måde som hans. Argh, han huskede da ikke om Auriel havde brugt ild! Havde det skinnet som en diamant havde han nok!
Han trak svagt på skuldrene og endte med at sætte sig ned foran stearinlyset. Benene gled over kors, samtidig med at han lænede sig tilbage og støttede sig på armene, der rakte lidt ud bag ham.
Men der var ikke engang gået et minut - i akavet stilhed endda - før han brød sammen i en noget nær hjertelig latter. Han slog armene om sig selv og var tæt på at slukke lyset i luften der fulgte hans bevægelser.
"Det her er..." Hans blik gled op til Dust. Det var akavet og lidt dumt, ikke?
"...Jeg er en skyggedæmon! Ahh...Du sagde det selv. Det er fuldstændig anderledes end mig. Hele mit liv drejer sig om skyggerne. Jeg ville vove og påstå jeg ikke engang havde et job, hvis ikke det var for skyggerne. At stirre på et stearinlys..." Han trak på skuldrene igen, som hans blik automatisk gled ned på flammen, der ihærdigt spruttede lidt, som om den kunne mærke Seans ubehag. Hvilket næppe var grunden, mere end en ujævnhed i selve stearinen eller vægen.
Han var jo ikke bange for ild. Præcis som han heller ikke var bange for noget som klaustrofobi eller mørke. Spøgelser eller monstre under sengen. Han kunne finde kryb ulækre, men fordi han sov lidt ala alle steder havde han vænnet sig til deres tilstedeværelse. Det var bare...
Fordi han vidste Dust kiggede og sikkert forventede noget. Og han var ikke engang sikker på hvor han skulle starte eller slutte. Se, dette var grunden til at han altid havde hadet skole - folk der så en over skulderen og bedømte en konstant. Som regel gik tingene godt, når han fik lov at sidde for sig selv og folk så kom tilbage senere, når han selv mente han var færdig. Det var bedre at retfærdiggøre et færdigt produkt end folk kritisere en for noget der ikke engang var færdigt endnu. Men han kunne jo heller ikke indrømme han allerede var ved at give op, vel?
"Kan jeg få lov at sidde lidt med det selv?" spurgte han, i en mere lavmælt stemme.

"Jeg ved det!" sagde han med en form for beroligende effekt, i den ellers følelses tomme stemme føring "Det her er meget anderledes, i forhold til hvad du er vant til, men ikke desto mindre er det noget, du sikkert kan drage stor fordel af, når først du lære at forstå og bruge din nye evne! Men selvom denne evne, ikke virker til at ligge særlig tæt på hvad du selv er, kan den sagtens blive et vigtigt element i dit arsenal, selvom det måske ikke virker sådan lige nu!" Dust var efterhånden ved at forstå, hvilken slags person Sean var, jo længere tid de brugte sammen, jo mere lærte han Sean at kende, lige som det fungerede mellem alle andre, så da Sean spurgte, om han kunne få lov til at sidde lidt med det selv, var der en form for forståelse over Dust, der uden at sige så meget mere, vente sig om for at begynde på sin afgang.
"Hvis du har brug for noget, siger du bare til, jeg holder mig ude af syne imens!" sagde han roligt over sin ene skulder. Med et af hans tomme smil på læben, drejede han hovedet frem ad igen, og gik så indenfor igen, så han kunne fortsætte sit arbejde med de ting, han selv havde skaffet på deres tur indtil videre.

Det her var en af de situationer, hvor han vidste at han havde masser af tid til sig selv, for han vidste at kun Sean kunne finde på at dukke op, for at komme i kontakt med ham, og så længe de befandt sig i denne verden, havde Dust ikke rigtig nogen andre ting at tage sig til, så det var nu han kunne få ordnet det arbejde, han nu engang ville have fikset, med den nye teknologi han havde skaffet. Meget af det arbejde han lage i det, kom mest af alt fra det faktum, at han studerede hvordan det fungerede, og hvordan det var designet og sammensat, med andre ord han lavede det, man i engelske term kaldte "reverse engineering", der i bund og grund var at skille ting ad, i den omvendte rækkefølge af, hvordan det var blevet samlet, blot for at finde ud af hvordan man selv kunne bygge noget som den.

//Undskyld jeg har været lidt sløv med svaret, jeg havde lige en travl uge jeg skulle igennem (:

Hans blik gled over Dust, da manden uden yderligere gav Sean lov til at være alene. Han lod hovedet falde tilbage, så han kunne kigge op mod himlen, på en måde i tvivl om hvorvidt han overhoved var alene. Men i det mindste var Dust her ikke fysisk.
Da Dust var væk, brugte han et stykke tid på bare at sidde og kigge sig omkring, før han endelig kiggede på stearinlyset igen. Han endte med at lægge sig på maven, med ansigtet helt tæt på, så lyset blev genspejlet i hans øjne. Hænderne støttede hans hage og en svag støvsky steg op fra jorden, når han åndede ud. Han havde en ide om hvad der måske ville hjælpe ham på sporet af en åbenbaring. Han gav sig til at studere flammen indædt. Alt fra hvordan det slugte mere og mere væge, smeltede stearinen, til hvordan det blafrede i vinden og endte ud i en lille spids, der blot efterlod et spor af varme, før der var ingenting igen.
Da han følte han havde en nogenlunde fornemmelse ilden, satte han sig op igen og børstede noget af skidtet af sin trøje. Han vidste ikke om han havde brug for en kilde til ild eller om han kunne fremtrylle ild. Ville han blive brændt af det som altid? Prøvende holdt han hånden over den lille flamme...Jo. Han fjernede den hurtigt. Det gjorde skam lige så ondt som det plejede. Han tværrede den lille, sorte plet på hans håndflade væk. Sod.

Han vidste ikke hvor lang tid han havde brugt på at studere et simpelt stearinlys, andet end at han efterhånden begyndte at blive rastløs. Han trak vejret dybt. Måske skulle han forestille sig at have ilden i hånden, i stedet for på stearinlyset? Det var et forsøg værd.
Han tvang sin rastløse krop til at koncentrere sig...
Endnu gik tiden. Igen havde han ikke styr på hvor længe, andet end at han næsten var nået en trance-lignende tilstand, da det pludselig virkede som om han faktisk havde en flamme på sin hånd. Det vækkede ham op! Han viftede rundt med sin hånd, i en pludselig skræk for at blive brændt. Flammen forsvandt...Men stearinlyset havde stadig sin, selv om stearinlyset var blevet mindre. Han sukkede og lod hånden glide igennem håret, før han lagde sig på ryggen og stirrede op i himlen.
Han gav op. Havde han bare stirret så længe på lyset at han havde set dobbelt? Eller havde han virkelig lavet en lignende flamme på sin egen hånd...Som I at han kunne lave ild selv?

Til sidst pustede han lyset ud og rejste sig op. Han strakte sig...Og gav sig til at lede efter Dust.

//I lige måde xD

Imens Sean sad og gjorde, hvad end han hun nu gjorde, ude ved det stearinlys Dust havde efterladt ham ved, var Dust selv gået i gang med at lave en form for kuppel, ikke meget større end en tennisbold, og designet til at kunne indeholde, en form for genstand indeni. Denne bold som man vel kunne kalde den, blev samlet således at den fik en dna indførings åbning, på indersiden af beholderen, så kun dem der var indkodet til at kunne åbne bolden, kunne indføre ny dna i den, så andre kunne overtage beholderens evne til, at åbne når man rørte ved bolden. Denne bold var noget han skulle bruge, til når de var kommet hjem fra denne rejse gennem parallel verdner, han skulle nemlig forbi Millicents mor, og aflevere et batch medicin til hende, og der ville han efterlade denne bold til Auriel, indeholdende en lille ting, som Dust mente at Auriel nok kunne få brug for. Som en sidste detalje, tilføjede Dust en dna prøve til bolden, både fra ham selv og så fra Auriel, så de begge 2 var i stand til at åbne denne genstand. Han gemte objektet til Auriel indeni den, og lukkede den, hvilket fik den til at aktivere, så den blev hermetisk lukket, og kun ville åbne hvis Dust eller Auriel klemte om den.

Denne kuppel var egentlig det han havde arbejdet på, det meste af den tid Sean havde sovet, på nær lige da han lavede den chip, han havde puttet ind i rejsebygnings maskinen, for at få den til at sende dem hertil, så nu hvor det endelig var klaret, kunne han tillade sig at være mere kreativ, med de ting han havde tilbage. Dog var der ikke meget mere han kunne fabrikere herfra, uden de rette redskaber, og desuden havde han ikke skaffet flere ting, som han kunne bruge til at holde sig aktiv med, mens han var her i bygningen, så han pakkede sine ting sammen, satte sig op på disken, og lænede så ryggen mod væggen, så han kunne sidde og slappe af, mens han ventede på at Sean gav lyd fra sig. Han fyrede op under endnu en cigar, så han kunne sidde og lave røg ringe, men det varede ikke lige frem længe, før han kunne mærke Sean bevæge sig og komme nærmere, så han rettede de blinde øjne mod døren, da han regnede med at Sean ville komme ind igennem den, om ikke så længe.

Hans opmærksomhed blev hurtigt vildledt og i stedet for at vende tilbage til bygningen, hvor Dust måske eller måske ikke var, gik han først lidt rundt mellem ruinerne. Der var underligt at se en verden man kendte...Blot mere ødelagt. Det måtte vel have set ud på denne måde under krigen, mange steder. Inden man byggede op igen.
Han bemærkede der var nogle rester fra et par vægge i den ene bygning og det så ud som om at man kunne hoppe fra den ene til den næste... Han bøjede prøvende i sit dårlige ben og skar en kort grimasse. Det ville være en dum ide at belaste det for meget, før det var klar til det. Så ville der blot gå længere tid før han kunne arbejde ordenligt igen. Han så længselsfuldt efter den lille forhindringsbane, det i hans hoved var blevet til, før han vendte om og gik tilbage. Hænderne gled ned i lommerne.

Tilbage ved bygningen skubbede han døren op og gik indenfor. Det tog et øjeblik før hans øjne vænnede sig til mørket, før han afslappede gik over mod Dust med et svagt smil.
"God nyhed! Jeg tror ikke jeg behøver ild for at bruge ild" bemærkede han, før han afslappede selv satte sig på disken. Skoene gled af, da han lagde benene over kors, trods såret på hans ene ben ikke brød sig om det.
"Men det tager nok længere tid end en dag med et stearinlys før jeg kan frembringe det nogenlunde, især hvis jeg også skal bruge det til noget" tilføjede han så. Det var den konklusion han selv var kommet frem til.

De blinde øjne blev rettet mod døren, da den blev åbnet og Sean trådte ind, hvorefter de fulgte ham, i takt med at han kom hen til disken, og satte sig op på den. Hovedet blev lagt lidt på skrå, så pande håret flyttede sig, og man svagt kunne se det ar han havde i midten af panden, der lignede et tredje øje, placeret i et pentagram. Det var ikke noget man lage mærke til, selvom det sad så åbenlyst et sted, og som altid var det blot endnu en ting ved Dust, som han aldrig bragte på banen, og som man skulle spørge ham om, for at få ham til at tale om det.
"Godt at høre!" sagde han roligt, mens han lavede en anerkendene gestus med hovedet "Lyset er heldigvis ikke en nødvendighed for alle, blot et stødtehjul for dem der ikke selv kan lave ilden, men er i stand til at manipulere med den, og for dem der ønsker en nemmere begyndelse, hvor de kan blive mere bekendt med deres evne, uden at skulle stå fuldstændig på egne ben!" med en rolig hånd, rakte Dust ned efter kølebeholderen, løftede den op og tog en spøjs dåse op, der reklamerede med at være en form for cola eller sodavand, med en ny og forbedret smag. Han lavede en spørgende gestus mod Sean, for at vide om han også ville have noget at drikke.

"Du har ret, det kræver træning, at lære en helt ny evne fra bunden, især når det er en som din, hvor vi ikke helt ved hvordan dens grundlæggende regler ligger! Men siden det stadig væk er en ild evne, og din evne giver dig muligheden for at skabe ild, så foreslår jeg at du træner med det du ved du er i besiddelse af! Gør det gerne til en leg, og udfordre dig selv lidt mere, i takt med at du bliver bedre!"

Han tog gerne imod noget at drikke. Måske var det fordi håret normalt dækkede det, men det var første gang han bemærkede tegnet i Dust' pande. Dog fandt Sean det mere end naturligt at det måske netop var det der gav ham muligheden for at se bedre end de blinde øjne han havde. Og se mere, end dem med rigtige øjne kunne.
Jah, det var alt sammen meget magisk, men han var nu en meget ned-på-jorden-agtig fyr. Alt det her kunne man godt få for meget af og trods han ikke ligefrem havde nogen at vende hjem til, sad en form for hjemve der.
Han åbnede dåsen, snuste lidt til det sødlige indhold og tog en lille tår af den. Da han havde bekræftet hvad væsken var for en og desuden ikke smagte alt for forfærdeligt, tog han en større tår. Hans blik søgte over mod døren.
"Jah. Muligvis. Hvor morsomt at brænde folk i ansigtet, dem der netop søger fjeren der giver mig de kræfter" bemærkede han. Ikke at han ville gøre det...Han ville nok, det meste af tiden, stadig flygte. Kamp var ikke ham, hans flugt-instinkt var mere end udviklet nok til at han automatisk tog det valg hver gang.
"Så? Hvad har du lavet imens?" spurgte han. Han kom jo alligevel ikke hjem før hverken Dust eller bygning tillod det, så han kunne vel lige så godt spørge.