Travels through worlds(Sean)

Dette lille pande mærke, der sad så godt gemt bag hans pandehår, havde en stor betydning i Dust'es livs historie, og var så sandelig inspirationen til at han kunne se, på den måde han kunne se, men det var så sandelig ikke årsagen til hans syns evner, der overgik de blindes, og udfordrede normerne for de normale øjnes, evner og egenskaber. Dust var i den grad en mærkelig sammenkogning af magi, med en særpræget fortid, og nogle til tider uhyggelige hobbyer, men til trods for hans snaksalighed, var det langt fra alt han snakkede om. Selv hvis man spurgte ind til hans fortid, var det kun nogle ting han ville nævne, eller fortælle om, mens resten ville blive efterladt i det henslængte mørke, der var hans minder.

"Hvor sjovt det end måtte være for nogle ild brugere, at lave andre væsners ansigt om, til gennemristede brød, så vil jeg da sige at i dit tilfælde, kan evnen bruges meget mere kreativt!" sagde han roligt, dog med et af hans smil på læberne, over denne lille kommentar Sean var kommet med. Han tog en tår af sin drikkevare, før han lænede sig lidt frem mod Sean, med et tænksomt blik, i de blinde øjne "Ild evnen er trossalt at betragte, som værende en meget brugbar kamp evne, men eftersom du er en skyggedæmon og en umbra, ville det bedste være at finde ud af, hvordan du kan bruge evnen, så den er dig et nyttigt redskab ifølge dine behov, og ikke et nyttigt behov ifølge en kæmpers behov!" han var måske ikke fuldt bekendt med, hvordan Sean var som person, når det galt hans erhverv, og i kamp lignende situationer, men Dust vidste en hel del om, hvordan man fik det bedste ud af det man havde, så om nogen anden var han en af de bedste man kunne spørge, hvis man endelig havde brug for hjælp.
"Imens du var i gang derude, har jeg arbejdet lidt på en af mine egne små udspekulerede projekter! For det ikke skal være løgn, har dette noget at gøre med det selv samme væsen, som gav dig den fjer, der så storslået repræsentere det uopnåelige, der er blevet opnået!" sagde han med en mystik i sin stemme. Han lavede sågar en gestus mod Seans fjer, da han samtidig med at han nævnte fjerden lænede sig tilbage mod væggen "Når endelig vores rejse er forbi, skal jeg besøge moderen, til den kvinde der så vidt jeg forstår, står vores Auriels hjerte meget nær, og der efterlader jeg en lille gave så at sige, for at hjælpe ham lidt på vej! Desuden har jeg forberedt vores egen hjem rejse, så når du er klar på at komme hjem siger du bare til, men før vores veje skilles, ønsker jeg at det sker med blod en lille ekstra gevinst, for din vindings skyld, hvis altså du gerne vil tage imod det?" han sluttede sin sætning med et spørgsmål, mest fordi Dust tilbød ham en ekstra gevinst, ud af denne uforventede rejse, og Sean behøvede ikke nødvendigvis at tage imod hvad end det var, hvis han ikke havde lyst, men ud fra den måde Dust snakkede om dette på, kunne det godt antyde at det kunne være brugbart, hvad end det så måtte være.

Han tyggede lidt på det. Jah, han ville næppe holde sig så tæt på fjendtlige personer, at han ville kunne riste folks ansigter alligevel...Desuden skulle Las Vegas næppe være en by fuld af ødelagte ansigter, der alle hadede ham...Alt for stor en risiko, taget i betragtning han prøvede at finde en middelvej mellem at være berømt for fjeren og stadig holde en hvis form for anonymitet og sikkerhed. Naaaah...
Om noget kunne hans evne nok være mere brugbar som en transportabel brænder i tilfælde af fælder og visse former for metal han evt. ville igennem...På en eller anden måde...Måske...Måske skulle han opsøge skolen igen og undersøge det nærmere. Et gammelt råd var aldrig først at afprøve sine evner på jobbet, da man ofte ville være garanteret en form for failure.
"Ah, du ser lige igennem folk. Hvad...Var det mit skud i benet der afslørede jeg ikke kaster mig hovedkluns ind i den ene slåskamp efter den anden?"
Der var dril i hans stemme. Efter den tid de havde tilbragt sammen, var han begyndt at tø lidt op for Dust. En af tingene ved at være sammen med en person konstant et stykke tid. Et par døgn...Whatever. Betød det noget?

Auriel...Moderen til en kvinde han holdt af...
Han var ved at tage en tår af sin sodavand, før han var ved at få det hele galt i halsen. Dåsen gled hurtigt ned på disken, før han måtte prøve at hoste det væk. Ærmet blev brugt til at fjerne et par dråber fra hans hage.
Kendte Dust alle?!
Selvfølgelig var det ikke sikkert. Ikke sikkert det var Augustus...Og sandelig kunne Dust vel næppe planlægge noget farligt angående Augustus? Manden virkede jo...Stille og rolig. Hvis man ikke var en kyllinge-mutant.
Auriel kunne helt sikkert klare sig selv. Af en eller anden grund følte han en hvis bekymring for Augustus...Men valgte ikke at sige noget. Det omhandlede ikke ham og ingen specifikke navne var blevet nævnt...
Alligevel ønskede han snart at se Augustus igen. Bare for at være helt sikker på alt var som det skulle være...
Nah! Auriel var en flot fyr. Det var sikkert en anden kvinde!

Han hoppede ned af disken og lænede sig op af den i stedet for. Hans blik gled over til Dust endnu en gang. Hvor belejligt han fik muligheden for at ligge emnet med Augustus til side.
"Blod?"
En snert af mistænksomhed havde fundet vej ind i hans stemme.
"Hvad mener du?"
Hvem tog imod noget som helst - som tilmed havde noget med blod at gøre - uden at vide hvad?
"Men jah. Ja, en tur hjem igen ville være rar..." Tilføjede han så kort efter.

"Skudet i dit ben er blot en ledetråd, i et større spin der er skabt, for at skabe en helhed! Man kan vel ikke forvente mindre, fra en mærkelig type som mig, kan man vel?" svarede han i samme drillende tonefald, som Sean havde brugt. Normalt brugte Dust hans forsøg på en drillende tone, til at løfte stemningen lidt, når han snakkede med andre, men lige som Sean var ved at blive vant til Dust og hans nærvær, så var Dust også ved at blive vant til ham, så brugen af den drillende toneleje, var ikke længere for at løfte stemningen.
Måske kendte Dust ikke lige frem alle, men han kendte mange, og selvom deres indledende bekendtskab kun havde været kort, så var det ikke desto mindre sket, og mere skulle der ikke til, for en mystisk mand som Dust. Millicent derimod, som var den kvinde han refererede til, da han nævnte kvinden der stod Auriel nær, hende var Dust markant mere bekendt med. Han havde kendt hendes far, siden hun var helt lille, og våget over hende fra tid til anden, indtil han endelig tog kontakt til hende, og skabte et venskabeligt bånd med hende. Siden da havde han sørget for, at Millicents mor fik en speciel medicin, som det var lykkedes ham at skabe, og som kunne hjælpe hende med den sygdom, som hun kæmpede med, og som Millicent måtte hjælpe til med at kæmpe imod, gennem hendes ungdom.

"Jeg ved at det er en usædvanlig forespørgsel, at bede om noget så personligt som dit dna, men jeg lover dig, at det ikke er noget der vil være dig til nogen skade, og i bytte tilbyder jeg gerne noget brugbart, af mine personlige objekter!" sagde han roligt, og hoppede ned fra bordet, da Sean gav udtryk for, at han var klar til at komme hjem igen "Min intension med dit dna, er blot til hvis der skulle komme en dag, hvor jeg vil have noget overleveret til dig, men jeg ikke har mulighed for at klare der ansigt til ansigt! Med en snert af din dna, kan jeg sikre mig, at det kan blive overleveret sikkert, og kun du kan få fat i objektet!"

Han smilte svagt af Dusts drillende tone. Jaja! Dril alt det du vil! Men han havde ingen grund til at opsøge konflikter, når han lige så nemt kunne undgå dem takket være sin skyggeevne. Der var selvfølgelig tidspunkter...Men man kunne jo ikke være god til alting!
Desuden var hans tid gået med træning som tyv.
Hvad angik det mere personlige som hans blod, mente han stadig Dust var en smule vag i sine forklaringer.
"Så du dropper alt det der fungerer som et postsystem og går direkte efter...Hvad? At aflevere ting på sære steder, ved hjælp af folks DNA?" bemærkede han. Der var ingen tvivl om han ikke se ideen med...øhm...Ja, ideen.
"Men lad os endelig sige vi blev enig om at sted du kunne dumpe gaver af til mig. Hvorfor? Og hvad? Der er ingen garanti for vi kommer til at mødes igen, andet end tilfældigheden eller chancen for vi faktisk aftaler noget. Der er intet grundlag for at kalde hinanden venner eller bekendte nok til at random gaver vil være passende. Alt i alt finder jeg det en mistænksom forespørgsel hvor jeg mest hælder til et nej" Uden tvivl Dust sikker havde han DNA i forvejen, hvis manden havde en eller anden fetich med den slags. Hår, hudceller...Måske en bloddråbe eller to fra kyllinge-mutanterne eller måske fra da han sov. Men alligevel...For en fyr der gik op i ikke bare at blive fundet med det samme af hvem som helst og for en, der måske intet havde imod Dust som sådan, men stadig ikke stolede helt på alle de genstande Dust samlede...
Naaah. Det måtte vel være en grænse. Han tog dåsen og drejede den lidt rundt i den ene hånd, før han tog en tår af den.
Han brød sig ikke om når folk kom for tæt på, og slet ikke for hurtigt. Når det kom til stykket, foretrak han egentlig nok mest hvis han selv opsøgte folk i det tempo og så ofte som han fandt underholdende. Som med Augustus! Men hun kunne jo alligevel ikke finde ham, medmindre han selv kom til hende. Og det samme med Auriel, omend han havde fortalt manden hvor de skulle finde hinanden hvis det var. Men kun fordi han skyldte Auriel den tjeneste der.

"Personligt, stoler jeg ikke på noget post lignende system, især ikke når det gælder særlige ting, fra min egen samling, som skal overleveres til nogen, så derfor vælger jeg at lægge lidt ekstra arbejde i, for at sikre mig at den jeg ønsker skal have hvad end det skulle være, også er den der rent faktisk modtager objektet!" sagde han roligt. Så sandt som det var tænkt og sagt mange gange, så var Dust noget af en sær gut, med nogle enormt mærkværdige vaner, men hvis man gav sig tid til at se på resultaterne, af det ekstra arbejde han lagde i sine ting, og den creepy faktor der nogle gange indgik, lige som det gjorde her, så kunne man se at han opnåede de resultater som han ønskede, i sidste ende.
"Jeg forstår dig skam udemærket! Det er ikke ligefrem en normal forespørgsel, men taget i betragtning af, at jeg lige så godt kunne have samlet prøven, uden din anerkendelse, anser jeg selv en forespørgsel, som værende et bedre alternativ end tyveri af dit dna!" sagde han roligt, og hoppede ned fra bordet, så han kunne finde de ting frem han skulle bruge, for at sætte gang i maskinen, så de kunne komme hjem til den verden de kom fra "Dine argumenter er sådan set også helt forståelige, for vi kender trossalt ikke hinanden sønderligt nok, til at betragte hinanden som venner, eller særdeles bekendte, men jeg kan foreslå så meget at forbindelsen kan være brugbar, i dette tilfælde for dig! Mit ord på at blodet forbliver i min varetægt, kan sikkert ikke have særlig meget betydning for dig, men taget i betragtning af, at jeg har Auriels blod i min varetægt, uden at have brugt det til noget dårligt, hvorfor skulle du så have mistanke om, at jeg kunne finde på at bruge dit blod, til noget dårligt?"

Der var nu også noget sært underholdende ved at debattere dette her. Sandt kunne postvæsenet vel...Vent. Nu var han ved at udtale sig om noget han ikke kendte til. Han brugte ikke væsenet. Det tætteste han kom, var når han stjal et brev eller en pakke fra dem...Hvilket var noget man kunne. Det var ikke engang specielt svært! Når det kom til stykket vidste folk jo godt de ikke burde sende vigtige ting på den måde og postvæsenet var jo ikke uddannede vagter eller noget i den stil.
Han satte dåsen fra sig med et svagt smil, da han hævede en finger.
"Aha! Men selv hvis du havde mit DNA, ville du ikke vide hvor du skulle dumpe tingene for at jeg fandt dem. I hvert fald ikke et sted hvor jeg ville finde dem hurtigt. Desuden ville det være meget sjovere at se om du faktisk ville bruge mit DNA til det selv samme, selv om jeg havde sagt nej" bemærkede han roligt.
"Desuden har du givet mig mere end gaver nok jeg skal lære at kende" bemærkede han med at svagt suk. Selv om han f.eks. havde brugt den dims med de der nanorobotter, brød han sig stadig ikke om det. Måske var han bare fjollet, men man havde vel lov til ikke at stole på...Ting? Måske var det mest tanken om...Robotter. Inden i ham. Robotter var teknologi og teknologi kunne man aldrig stole på.
"Desuden vil nogen påstå det er at have høje tanker om sig selv, at udråbe sig selv som en andens ven" han trak let på skuldrene. Han havde bekendte, folk han opsøgte mere end andre. Han satte bare aldrig titler på dem. ahhr...Men han kom nok ikke udenom at han havde venner. Eller, folk han selv så som venner. Eller...Med Auriel var det lidt mere komplekst. Hvem sagde de overhoved ville have noget med hinanden at gøre, når han havde fået sin tjeneste?
"Desuden ved jeg jo ikke om du faktisk har brugt andres blod til dårligt...Eller godt. Og det er også irrelevant, for svaret er nej" Han gik efter at afslutte den der. Selv om han ikke var sikker på om noget kunne afslutte Dust, hvis han havde flere gode argumenter i ærmet. Han gled ned og sidde på gulvet, med ryggen op af disken, afventende deres tur hjem. Gad vide...Han kunne ikke huske om han havde hørt om det. Mon der var gået længere tid derhjemme? Samme tid? Slet ingen tid?

"Jeg ved måske ikke lige nu, hvor jeg skulle placere en genstand, for at være sikker på at du finder dem, men vidste du at selv de døde snakker? Som du allerede ved, har jeg en grim reaper evne, den tillader mig adgang til flere plan, og en direkte kommunikation med de døde, og de er næsten lige så snaksagelige som jeg er, bare man ved hvordan man skal snakke med dem, og de kunne nok godt hjælpe mig, med at finde ud af hvor jeg kan placere ting, så du kan finde det!" sagde han med et roligt smil på læben. Dust syntes godt om denne lille debat, han kunne godt lide at få rusket lidt op i folks tanker, og den slags var nemt, når man engang imellem kom med spørgsmål, såsom om man måtte få en dna prøve fra nogen, som man ville bruge på en umiddelbart tilfældig måde, som den måde Dust lige havde foreslået "Man ved jo aldrig hvad sådan en som jeg selv kan finde på, så jeg er forståelig overfor din holdning, og den respektere jeg! Skulle der komme en dag, hvor jeg finder det nødvendigt at videregive et objekt til dig, skal jeg nok finde mine egne måder at gøre der på!"

Dust var ikke endvidere skuffet over, at han ikke fik sin forespørgsel opfyldt, han vidste at man ikke kunne få alt hvad man ønskede sig i verdenen, så i tilfælde som disse accepterede han det nej han fik.
"Personligt holder jeg mig til mere generalle betegnelser, for de væsner der er i mit liv, såsom at kalde dem bekendtskaber, mine nærme, min elskerinde og hvad der ellers er! Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst kaldte nogen for min ven!" forklarede han, og fik en tænkende mine over sig i lidt tid. Det gik dog hurtigt før han kom tilbage til virkeligheden, og gik hen til bygningens rejse maskine, med de ting han havde fundet frem, da han var klar til at få fut i fejemøget "Man ved jo aldrig med en skurk som mig, så dit svar er forståeligt! Men når vi kommer hjem igen, er der blot en enkelt ting jeg ønsker at vise dig, før vores veje skilles!"

Han satte gang i maskinen, så den begyndte med de aktiveringsmønstre, som Dust kendte så godt efterhånden, og som Sean også burde være rimelig bekendt med. Den var lidt længere tid om at komme igang end den plejede, men afsted det kom de, og da rejsen var afsluttet, burde Sean kunne mærke lige så godt som Dust, at de var kommet til den verden, hvor de hørte hjemme. Selvom der fandtes alternative verdner derude, der kunne ligne deres rigtig meget, var der stadig noget, der gjorde ens hjemverden til noget særligt. Nu hvor turen var afsluttet, gik Dust hen og hentede alle sine ting, han sikrede sig at han havde det hele med, før han så på Sean.
"Hvis altså du ønsker det, har jeg som nævnt før, en sidste ting jeg vil vise dig, mest af alt er det noget teknologi, en af mine bandemedlemmer udvikler, som jeg tænkte du måske kunne bruge!" sagde han roligt, og så på Sean for at se, om han gerne ville med ham, og se på hvad det var Dust ville tilbyde ham.

En svag grimasse gled over ham. Snyd. Så selv om han sagde nej, insisterede Dust på at finde ham igen, hvis han absolut ville? Han håbede bare de forkerte ikke fik overtalt Dust til det. Eller at Dust besluttede sig for at komme efter ham. Med alle de ting manden kunne, virkede det ikke til mange ville have en mulighed mod ham.
Og dog var det jo også lidt underholdende. Gad vide hvad Dust faktisk ville gøre?
Han svarede ikke på det, men afventede troligt turen hjem. Da bygningen virkede stille igen, rejste han sig op og humpede over til døren. Han kiggede udenfor, bare for at være sikker...
Det lignede deres hjem. Det føltes som deres verden. En svag lettelse gled ind over ham. Nok havde han intet fast hjem, men at være i sin egen verden gav alligevel en hjemmelig fornemmelse. Han humpede over til sine ting, pakkede dem sammen og svag rygsækken over den ene skulder. Hvor skulle han tage hen? Tilbage. Sove. Finde en appetitlig skygge på vejen. Åh ja, mad!
Hans blik gled over til Dust da han snakkede igen. Vent...Hvad?
Hvor meget mere kunne manden have? Han var lidt i tvivl. Burde han udsætte sine planer om mad og hvile?
Hans nysgerrighed svarede for ham. Forbandet være den.
"Jamen...Okay?"

Der var engang, hvor Dust kunne gå for at være "guns for hire", men det var efterhånden ved at være så lang tid siden for ham, og dengang var der en mening med det hele. Han var et spøgelse, der trådte frem i lyset, og blev en stor trussel, for de vigtige væsner i deres hjem verden. Men som det stod den dag i dag, var Dust ved at blive et spøgelse igen, dusøren på hans hoved virkede ikke længere aktiv, han arbejdede ikke længere for skurke, og det var kun de væsner han mødte på sin rejse, der blev forvisset om at han stadig var iblandt de levende væsner, omend han ikke helt var lige så levende som alle andre. Desuden, nu hvor han arbejdede som reaper, var det at skabe død, ikke længere noget han gjorde så ofte, så det var ofte ret usandsynligt at Dust, nogensinde ville komme efter nogen, for at komme dem til livs.
Da maskinen havde gennemført rejsen, så Dust mod Sean da han gik hen til døren for at tjekke, om de rent faktisk var kommet til deres egen hjemverden, hvorefter han selv så ud gennem døren. Egentlig var det en unødig vane handling for ham, at kigge ud gennem glas døren, hans øjne var ikke lige just den sans, der var mest brugbar i dette tilfælde, det var mere hans indre sans for omgivelses føling, der fortalte ham at de var i den rigtige verden. At kalde denne verden for hjem, var svært for en som Dust, for han følte ikke rigtig at han havde noget hjem, men denne verden var den han mente at han kom fra, for det var den verden han havde været mest i, den verden han tror på at han blev født i.

"Godt, så kan vi jo følges lidt endnu, før vores veje skilles!" sagde han roligt. Han sikrede sig, at han havde alle sine ting, omend der var et par tasker at bære på, som han hurtigt fik hejset op i, så han var klar til at gå. Han ventede hvis det var nødvendigt til at Sean var klar, før han åbnede døren og trådte ud af bygningen, for sidste gang i hvert lige for denne omgang, da han selv regnede med at komme tilbage hertil på et eller andet tidspunkt.
Med et enkelt nik med hovedet til Sean, der betød at de skulle denne vej, begyndte Dust at gå i det tempo Sean nu kunne holde til. Han ledte dem ind i gennem nogle mindre side veje i byen, indtil de nåede en gyde, der umiddelbart endte blindt, for hvem end der måtte finde sig selv her, men åbenbart var det ikke en forhindring for Dust, der gik hen til væggen foran dem, mens han tog sin le frem. Han prikkede til nogle bestemte sten i væggen, med spidsen af sin le, hvilket aktiverede en form for mekanisme, der fik væggen til at skille sig, så en passage der så ud til at gå ned under jorden, blev afsløret for dem, en åbning der derefter ville lukke sig bagefter dem, så snart de begge var kommet indenfor. Passagen var ikke endvidere forfærdeligt lang, men den var lang nok til, at føre dem ned under byens kloaksystem, før de kom ind i et laboratorium, der så ud til at høre til, i en af de high tech verdner man kunne komme til, via bygningen de lige havde forladt. Teknologien der var at finde herinde, var forud for sin tid i denne deres hjemverden, og meget af det så ud til at være bygget her, da det var stort eller på anden vis for besværligt at transportere, uden nogen ville lægge mærke til det.

Oh well. Intet virkede forudsigeligt i nærheden af Dust. En ting der både gjorde ham nysgerrig og urolig tilpas. Hans job var måske uforudsigeligt. Han vidste ikke altid hvad der kunne eller ville ske. Men han kendte de hemmelige regler for hvad der kunne ske. Sandsynlighederne. Mulighederne. Han kendte de fælder, som folk havde. Eller hvad han kunne gøre, hvis vagterne opdagede ham. Selv i det uforudsigelige var der noget forudsigeligt, som gjorde ham tryg.
Men pyt nu med det. Han fulgte efter Dust. Det var på sin vis rart at komme ud af bygningen, som de havde levet i, i noget der føltes som lang tid. Han trak vejret dybt, ligeglad med hvor radioaktiv og beskidt deres egen verden var. Hjemme! Han kunne slet ikke lade være med at smile lidt. Han så sig over skulderen en gang i mellem. Rejsen i dimensioner og tid havde forvirret ham lidt og han kunne faktisk ikke huske hvad Dust havde sagt, angående om de stadig var i samme tid herhjemme eller ej. Men da de var rejst, havde han været en jagtet mand. Heldigvis virkede der lidt mere stille nu. Ingen tegn på de samme mænd der havde jagtet ham før.

Han trådte tøvende ned i passagen. Da de nåede laboratoriet kiggede han sig nysgerrigt omkring. Han vidste bedre end at røre ved ting, han ikke kendte til. Noget havde han da lært af turen. Alligevel kriblede det i hans fingre for at undersøge det hele. Hans hjerne legede allerede med tanken om hvilke genstande herinde, han ville kunne sælge videre på det sorte marked. Teknologi var altid populært...Men teknologi ingen kendte til? Det solgte næppe så godt. Ikke medmindre han selv vidste hvad det kunne bruges til og lokke folk den vej igennem. Alligevel måtte der uden tvivl være brugbare ting herinde.
For en stund havde han glemt at han var her med Dust.

Til trods for at han var blind, kunne selv Dust se den nysgerrighed, der udsprang fra Sean, og til trods for hans arbejde, gav Dust ham den tillid at han ikke ville hapse noget, der ikke var hans. Trossalt ville der nok heller ikke være så meget brug for det, for en af hans klan medlemmer kom ind i laboratoriummet, da hun havde hørt dem ankomme. Hun var omkring på højde med Dust, havde skulder langt, mørkeblåt hår, og var iført en sort long coat i tyndt stof, med nogle røde skyer på. Som så mange andre, var hun nok ikke nogen man ville genkende, men hvis man kunne genkende hendes specielle long coat, enten fordi man havde set den eller hørt om den, ville man vide at hun var mutanten Konan, en kvinde der farede landet tyndt på et hoverboard, for noget tid tilbage, med en evne til at fusionere ting med hinanden og sig selv. Hun forsvandt dog sporløst på et tidspunkt, ikke lang tid efter, at Dust havde overtaget resterne af The Shadows of The Raven klanen.
"Jamen goddag chef, og fremmede som chefen har taget med hertil!" sagde hun mens hun gik hen til Dust "Hvad skal du bruge i dag?"

"Konan, du er stadig godt i gang hernedde! Jeg håbede faktisk på, du ville være her, det er på tide, vi afprøver din teknologi ude i verdenen, så jeg skal bruge et sæt af din specialitet, omkring størrelse ham der!" sagde han roligt, og nikkede mod Sean med hovedet. Han klappede hende instinktivt på hovedet, efter hun var kommet hen til ham, alt imens hun så på ham med øjnene lidt sammenknebet, som om hun prøvede at gennemskue Dust'es tankegang, før hun hurtigt gav Sean en bedømmelse på højde og kropsbygning, før hun var ude af lokalet igen. Hun kom dog hurtigt tilbage, med noget der lignede en solid disk, og noget der lignede en håndscanner. Hun koblede nogle elektroder fra håndscanneren til disken, og holdt håndscanneren frem mod Sean.

"Lig din hånd på scanneren, så bliver du registreret som boardets bruger, og det bliver personificeret specifikt til dig!" sagde hun let, og så ham i øjnene.

Dimser var der nok af. Hans øjne var faldet over en speciel skinnende genstand. Med et øje, der var trænet til at kende ægte ædelstene fra de falske og opdage fælder i mørket, gled hans grå øjne over tingen. Han bukkede sig lidt ned, med hænderne mod sine knæ, for at undersøge det nærmere. Han skulle lige til at rejse sig hånd for at røre - nysgerrigheden vandt over fornuften - da han fornemmede flere øjne og den velkendte fornemmelse af at nogen snakkede om ham. Han trak hurtigt hånden til sig, rettede sig op og så over mod Dust. Hans blik faldt kort tid efter på kvinden, som han ikke kendte. Jo, han havde vel hørt rygter og historier. Men til at starte med genkendte han det ikke. Så forsvandt hun og Sean mente det måske var på tide han vendte tilbage for sit spontane eventyr i laboratoriet og gik tættere på Dust. Han var netop ved at stille et spørgsmål om hvad Dust nu havde af planer, da kvinden vendte tilbage.
Flere dimser. Flere dimser, han skulle røre ved og som ville have noget at gøre med ham. Og Dust troede stadig han gik med til hvad som helst uden en forklaring først. Hans ene hånd gled hen over hans nakke, da hans blik forlod tingene i kvindens hænder og over til Dust.
"En forklaring?" foreslog han prøvende, ikke uden hans øjenbryn gled en smule op.

"Åh ja, en forklaring må helt klart være på sin plads! Konan vil du gøre os den ære, at forklare situationen, for vores kære gæst her?" sagde Dust, med et roligt smil og et krads i nakken, da han var så vant til at arbejde med væsner, der tillod nogle af hans særheder, da det var en gensidig situation, men dette var ikke lige frem den slags situationer. Konan himlede let med øjnene over Dust, før hun så på Sean igen.
"For at gøre det simpelt, det her er et hoverboard, skabt ved at ombygge et snowboard hvilket er noget jeg har designet, som er istand til at svæve med en top speed, på godt og vel 60 km i timen! Jeg skal bruge din hånd på scanneren, fordi den overføre dit hånd aftryk til boardet, så det kun er dig der kan aktivere boardet, hvilket gør boardet mere personligt! Boardet er desuden designet således, at når først det er aktiveret, skal man blot sætte fødderne på det, og straks vil det spænde personen fast, og reagere på hvad han eller hun, vil have boardet til at gøre!" forklarede hun mildt, og holdt den solide disk op, som en hentydning til at dette var hoverboardet, som hun snakkede om.

//undskylder hvis der virker lidt kort, jeg prøver så vidt som det er mig muligt XD

Han havde efterhånden vænnet sig til at Dust ikke som sådan kom med forklaringer. Den ting der irriterede ham mest, var dog at det ofte virkede til man intet valg fik. Intet valg omkring hvorvidt man ville have den ene eller anden dims. Hvad Dust virkelig tænkt sig bare at give ham noget, uden at spørge om han var interesseret i at modtage denne...Dims? Han var usikker på det skyldtes Dusts tendens til at give ting til folk - en tendens han havde konstateret ud fra Dusts tendens til at give Sean ting - eller om der lå noget andet bag.
Om ikke andet gled hans øjenbryn en smule op, før han trak på skuldrene. Uden at tage imod den nye gave trådte han over mod åbningen, der kunne føre ham op mod overfladen igen.
"Hør...Det har været spændende og alt det. Men..." Han trak på skuldrene igen og vendte sig om mod dem begge med et svagt smil.
"Jeg har ikke brug for boards. Jeg har mine skygger! Men tak for tilbuddet. Jeg har allerede fået nok gaver. Nu vil jeg videre" kommenterede han og så over på Dust.
"Tak for turen!" bemærkede han og hvis ikke Dust eller kvinden havde mere at sige eller gøre, ville Sean vende om og gå tilbage til overfladen.

//Out

Det er fint. du kan jo heller ikke svare på mere end jeg giver dig. XD

Dust kunne nok godt mærke hvor dette førte hen, ikke alle tog imod gaver, det kunne virke for mystisk over det lange løb, så måske var det derfor, at Dust ikke følte sig så overrasket over, at Sean takkede nej til boardet. Derfor nikkede han til Sean, og smilede et af hans tomme smil.
"Det er iorden, bare husk at passe på dig selv derude!" sagde han roligt, mens de blinde øjne, fulgte Sean der gik mod udgangen "Pas nu på dig selv derude! Jeg vil nødig finde din sjæl uden for din krop, alt for tidligt!" tilføjede han, som var det en kuldegysnings givende måde, at sige "overlev nu til en anden gang god gang"

//out