[uafsluttet] just friend? ~ (Luna og Du jon)

S: Skoven
T: 10:42
V: solskin og en skyfri himmel.
O: høje sorte træer med blade som dækker for sollyset.

Det var morgenen. Solen skinnede kraftigt, men dens lys kunne dog ikke bryde gennem de mange blade i skoven, så der var rimelig mørkt nede på jorden. Du Jon var tag ud i denne meget mørke skov, men mørket generede ham ikke specielt meget. Han havde nemlig et rimelig godt nattesyn. Han vidste ikke rigtig hvad han lavede her ude i skoven. Der var ingen som han kendte her, men hvad så enlig? Han trak på skuldrende, og gik bare længere ind i den mørke skov. Der var ingen radioaktivitet her, så det var enligt meget rat ikke at skulle bekymre sig om det helle tiden.

Han var nu kommet et godt stykke ind i skoven, da han et lille stykke længere fremme så noget lys. Han blev en smule nysgerrig. Var det en lysning af en slags, eller hvad var skyld i lyset? Det var faktisk et godt stykke væk fra hvor han var, men da han kom der hen, fandt han et lille areal hvor der ingen træer var. Der var kun et lille græsareal, hvo Du Jon satte sig ned for at nyde solen og vejret lidt.

Luna vende og drejede sig en del, hun lå ikke specielt godt. Og da hun endelig fik åbnede øjnene var der træer og deres mange blade at se. Hun satte sig op. "Hvor i al verden er jeg?" Hun så sig forvirret omkring. Hun havde aldrig været i denne skov. Det var underligt. Men som hun havde regnet ud før hun lagde sig til at sove, hun ville ikke vågne i 'sin egen seng' men et stykke væk. Måske meget væk. For dette var intet hun havde set eller kunne genkende. Hun rejste sig. Hun havde valgt et godt sæt nattøj til vejrets forlød. Det var solskin, en del endda. Hun havde nogle lår korte shorts på, sports bh, og en sort tynd tank top, som ikke rigtig gav varme.

Hun begyndte at gå lidt rundt. Hvad var det hun kunne se i det fjerne? Var det.. En vej ud? Hun løb hen og faldt da hun var kommet lidt ud på det græsset område. "Av!" Råbte hun. Hun satte sig op igen og krammede sit venstre ben. "Hvorfor skulle det også lige ske?!" Hendes stemme var højlydt. Luna kiggede rundt her så ud til at være en. Åh gud havde personen hørt hende? Eller var hun ikke så højt råbene alligevel? Luna lag sig ned på ryggen og kiggede op mod himlen. Desværre kunne hun ikke rigtig se noget, så hun besluttede sig for at lukke øjnene og nyde varmen.

Du Jon lukkede øjnene i, og lagde sig helt ned i det dejlige bløde græs. Ah, stilhed. Han smilede for sig selv, men smilet forsvandt dog temmelig hurtigt, da han tydeligt kunne høre en råbe av. Du Jon sukkede højlydt, og åbnede øjnene, og så rundt. Han fik øje på en ganske ung og smuk pige et lille stykke der fra, som så en smule forvirret ud. Hun havde også nattøj på? Han rejste sig hurtigt op, og gik hen til hende. ”Godmorgen unge ven. Hvad bringer dig ud på disse kanter så tidligt, og iført nattøj? Er du faret vild?” spurgte han, og smilede sødt til hende. ”Det er ret farligt at gå rundt her ude i skoven helt alene, skal jeg følge dig hjem?” spurgte han hjælpsomt, og så rundt for at se efter om nogle betragtede dem. Der var ingen at se i miles omkreds, men de kunne jo sagtens gemme sig et sted bag alle de træer. Det var ikke sikkert at gå rundt her ude, men nu gjorde ha n det jo selv, men han var heller ikke en pige.

Luna kiggede op på en flot herre. "Godmorgen unge.. ven, jeg er muligvis faret vild, også alligevel ikke, ser de jeg bor ingen steder og alle steder, men har nu et fast sted jeg går hen til," Luna sukkede opgivet. "Farlig og farlig, må jeg være fri! Her er ikke et øje i miles kreds!" Luna kiggede på ham og smilede. "Nu skal de høre! Jeg går i søvne, så jeg ved hverken hvilken retning eller hvilket sted jeg skal hen, og nu har du så også lige fået svaret på hvorfor jeg er iført nattøj, er du ikke bare glad nu?" Luna kiggede rundt. Ingen. Og hvilken vej førte hjem? Hun kiggede atter på herren. "Er det sådan at de kan føre mig steder hvor de tror der er ly for regn og slud?" Hendes smil varede ved, mens hun kiggede intens ind i øjnene på ham. "Alt jeg ved lige fra denne morgenstund er at jeg bor et sted med ly for regn og slud," Hun sukkede en smule igen.

Du Jon smilede, og rystede opgivende på hovedet. ”Der kan sagtens være farligt selvom du ikke kan se noget overhoved. De kan gemme sig bag hvert et træ uden du ser det, men der sker dig ikke noget så længe du bliver hos mig, det lover jeg, men hvor vil du hen, skal ha et mere defineret svar end det du lige gav mig.” han rakte en hånd frem mod hende for at hjælpe hende op at stå. ”Er du for resten okay?” han så på hende med et bekymret udtryk.

"Jeg er ikke bange.. Sån da.." Sagde hun tøvende.
Luna tog i mod hånden og kom op, "kan ikke give dem et bedre svar end det, hvor bor de?" Luna smilede sødt til ham. "Og ja, jeg har det skam fint nok," løg hun. Faktisk gjorde det stadig lidt ondt. Men hvad ved han om det? Med mindre hun sagde det, ville intet ske. "Må jeg komme med dem hjem?" Smilede hun ekstra sødt. "Hvad er deres navn forresten?" Hun kiggede på ham med store øjne.

Han smilede til hende, og nikkede langsomt. ”Det lyder ikke som om du ikke er bange.” sagde han drillende, og smilede støre til hende. ”Når da, jamen fint nok, jeg bor….” længere nåde han ikke før han hørte en gren knække. Han vendte sig hurtigt mod lyden, men så intet. Han afsøgte skoven med øjnene for at finde den der var skyld i ’larmen’, men fandt ingen. Han sukkede højlydt, og så så over på Pigen han faktisk stadig ikke selv kendte navnet på. ”Det er lige meget hvor jeg bor lige nu, og mit navn er Du Jon, og hvad er dit navn selv?” Han var lige stoppet med at tale da en pil fløj lige mod ham. *Fuck, hvorfor er de efter mig?* han hoppede til siden, og i samme øjeblik kom en ny pil susende, men denne her havde ikke kurs mod Du Jon men pigen. *Shit. Jeg bliver nødt til at rede hende på en måde.* ”Pas på” råbte han, og fik hende væltet ned på jorden i sidste øjeblik. *Tænkte jeg det ikke nok, der var nogle som holdt øje med mig.* han sukkede dybt. ”jeg er ked af at jeg er skyld i at du kommer i farezonen, men vi må nok hellere skynde os ud af skoven her, jeg er af en eller anden grund ikke helt velkommen her.” han rejste sig op, og fik hende hevet med op, og så sig rundt. Fuck de gemte sig godt. Hvorfor var de egentlig efter ham, eller var det mon hende? Han så over på hende, men kunne ikke finde ud af hvorfor de skulle være efter hende, men man kunne jo aldrig vide med sortelver, hvorfor de altid jagtede folk, men skulle pigen og ham overleve måtte de nok heller komme ud af skoven i en fart. Han greb hendes hånd, og begyndte at løbe mod The New Miami hvor han for det meste boede. Der var et pænt stykke der hen, og han kiggede på pigen et par gange for at se om hun kunne følge med ham. ”Kan du følge med, eller skal jeg bære dig resten af vejen?” han ville helst ikke ha at hun anstrengte sig for meget for at følge med, for så kunne han lige så godt bære hende, det ville alligevel gå hurtigt, plus han skulle ikke bekymre sig om hun kunne følge med ham, eller noget.

Da han stoppede med at snakke, kunne Luna godt mærke at der var noget galt. "Luna," i det hun havde sagt det kom der en pil. Det gav nærmest et spjæt i Luna. Næste pil havde retning mod Luna. *Åh gud"* Heldigvis havde Du Jon åbenbart hurtigere reflekser end Luna, så han reddet hende, men hun fik ikke sagt tak før han snakkede igen. "I orden," Fik hun hurtigt sagt stille, i det han hev hende op og de løb af sted. Luna havde intet imod at løbe, de løb ret så meget men Luna kunne sagtens tage det. "Jeg klare mig!" Sagde hun og fik hevet sin arm til sig. Det begyndte at gøre ondt og Luna stoppede brat op, hun hostede noget blod op, åh den smerte det gav, det var værre end noget andet. Men det hjalp. En ny pil var på vej, men Luna greb den. For i dette øjeblik var hun ikke sig selv men sin dæmon. Chi havde det fint og kiggede godt efter, hun fik spottede en af dem, nok var de gode til at gemme sig, men Chi var en god finder. Hun knækkede pilen mellem sine finger, og begyndte at løbe igen, efter Du Jon, selvom Chi ikke rigtig kendte til ham, hun havde egentlig ikke det største lyst til at kæmpe i dag. Faktisk ville hun hellere slappe af, men hvis det nu stod til at de skulle kæmpe, så ville hun i hvert fald ikke tøve.

Du Jon nåde lige at nikke til hendes svar, inden de smed sig ned på jorden, og derefter løb væk der fra. De løb rimelig lang tid, og Luna påstod endda at hun havde det fint, lige inden hun standsede brat op. han vendte sig om mod hende, lige i tide til at se hende hoste blod op. Hun havde det da ikke så fint som hun påstod alligevel. En pil kom flyvende hen mod Luna, men han var for langt væk fra hende til at kunne rede hende, men det behøvede han heller ikke. Hun greb selv pilen, og knækkede den, inden hun løb videre. ”Du har det da ikke så godt som du selv påstod. Sikker på jeg ikke skal bære dig resten af vejen?” Tilbød han venligt.

"Jeg har det fint! Og medmindre det skal gå langsomt, så tror jeg at det er bedst at jeg løber," Hendes stemme lød lidt forandret. Men undseende fejlet ikke noget. Da de var noget ret langt, lang nok væk til at der ingen fare var. Var der faktisk alt for stille. Slet ikke som Chi var van til, det var den stilhed som var akavet og modbydelig på samme tid. Chi stoppede op igen, intet og ingen lige der. Hun gik i knæ, smerten strømede ind, som en bølge der havde fanget en og ikke ville give slip, som om man druknede, og det som Chi druknede i var blod. Det kunne ikke blive inde i munden, det måtte bare ud. Hun spyttede og hostede lidt, Luna havde det faktisk skidt nu. "Hvis der ikke er langt igen..." Hun blev afbrudt af sin egen hosten. "Ville jeg meget gerne bærers," Hun kiggede op på ham, intet blod sad fast nogen steder på hende, men smerte var der stadig, en bølger forsvinder jo ikke bare lige sådan, hvis du allerede er ude i den dybe ende. Hendes ansigtsudtryk så smertefuldt ud.

Han nikkede langsom. Han var ikke helt sikker på at hun var okay, og der var et eller andet forandret ved hendes stemme også. Der var noget der sagde ham at han ikke skulle spørger lige nu, så han lod være. Han fulgte i tavshed efter hende, og da de havde løbet et pænt stykke, var der ikke en eneste lyd i miles omkreds. Der var faktisk en smule for stille. Han så hurtigt over på Luna da han hørte hende hoste, og hun hostede igen blod op. han skyndte sig hen til hende. ”Du kan altså ikke bilde mig ind at du er okay når du hoster blod op. kom, jeg bære dig resten af vejen, der er alligevel ikke så langt her fra, og jeg er fuldstændig ligeglad med at du siger mig imod igen.” han rejste sig op, og løftede derefter hende op i sine arme, og begyndte at gå. ”Du bliver nødt til at komme til lægen nu når du hoster blod op. Jeg er ikke så glad for at folk gør den slags.” sagde han mens han gik.

Da han bar Luna begyndte hendes hjerte at slå hurtigt, hun var ikke rigtig vant til den slags. "Nej! Nej.." Det med lægen skræmte hende noget, "jeg har ikke brug nogen læge!" Læger var en af Luna's største frygter. "Jeg har det fint, det er normalt.. Faktisk så.." Hun sukkede. "Det er min indre dæmon som bare ville ud," hun kiggede på ham med et skræmt udtryk. "Jeg er en hybrid.. Halv menneske og halv dæmon," hun kiggede ned. Lige nu ville hun faktisk bare forsvinde, og specielt ikke møde hans blik. Han havde sikkert et dømmende blik efter dette.

Du Jon fortsatte med at gå. ”Hvorfor ikke…?” han nåde ikke at tale færdig før hun talte igen. ”Normalt? Det kan du ikke…” nu fik han endelig svaret på hvorfor det var normalt. Han stoppede brat op da hun sagde hvorfor, og kiggede ned på hende. Hendes indre dæmon? Han smilede stort. Hun havde en indre dæmon? Ser man det? Han kunne måske komme til at holde af hende nu. Hvem vidste egentlig? ”Så du er en hybrid? Ser man det? Du er så den første hybrid jeg har mødt.” han smilede stort. Han havde intet mod hybrider, så hun behøvede ikke at kigge ned. ”Du behøver ikke kigge væk, det er ikke noget at skamme sig over, jeg syntes faktisk at det er cool, men så slipper du da for lægen, men jeg bære dig alligevel tilbage.” insisterede han.

Luna nikkede. "Tak," sagde hun stille, men hun blev ved med at kigge ned. Så han havde ikke set en hybrid før nu? Hybrider er heller aldrig helt til at se. De gemmer sig bag deres maske, i Lunas tilfælde gemte hun sig bag sit menneske jeg. I en Angel / Dæmon hybrid, ville det nok være bag englen man gemte sig. Hvorfor? Fordi ikke alle er lige glade for dæmoner, de kan have noget af det værste syn, nogen kan også have et godt. Men hvis man gemmer dæmonen kan man altid lave et snige angreb. Det var sådan Chi og Luna tænkte mest logisk, virkede flink og sød uden på, men inden i, en sand dræber.