[Afsluttet] Zonbi no naku koro ni (Episk emne: Dust, Makuro og NPC'er)

Dust var ved at blive sindsyg, af alle de zombier der blev ved med at komme, det var som om han bare dræbte og dræbte, men de kom i en uendelig række. Hvordan kunne der være så mange zombier, samlet i et område? Og for det ikke skulle være løgn, kom der pludselig engle zombier, flyvende fra oven for at angribe, men da Makuro begyndte at angribe dem, med bue og pil og han hoppede op på ryggen af hans ravn, betød det at forsvars linjen rundt om den resterende gruppe, var helt op til ham. Dust fløj rundt om dem, for fuld skrue for at tage det værste af dem, men det var desværre ikke nok.

Lyden af den gamle mand der blev såret, ramte hans øre med det samme, og datterens reaktion kom lige i hældende, hvilket fik Dust til at komme hen til gruppen. Angrebene stoppede ikke fordi de var såret, så trods at der nu var færre af dem, var der stadig en god sjat af dem. Dust satte skarpretter sværdet på ryggen, og tog Samehada frem, han måtte arbejde hurtigt for at gamlingens død, ikke skulle blive komplet meningsløs. Han havde godt opfattet samtalen, mellem datteren og broderen, og at tømme manden for energi, ville være mindre smertefuldt, end at dø af for blødning, og bedre end at blive en zombie, så Dust rettede sværdet mod manden, så sværdet kunne suge energien ud af ham, mens Dust så rundt på de andre.

"Hvis i vil have hans krop med, så grib ham nu så vi kan komme videre, vi er nød til at komme ud nu, inden vi alle sammen dør i det her hul!" sagde han bestemt, mens hans koblede sig sammen med sværdet "Let så røven, nu det om at komme ud herfra!" hans krop begyndte at pulsere, da energien fra sværdet væltede gennem hans krop, og han nu kunne bevæge sig hurtigere, og mere effektivt rundt i området. Med det samme satte han af, og angreb hvilken som helst zombie, der så meget som nærmede sig gruppen.

Kort tid efter at den gamle mand var død, så var det som om alt deres uheld var forsvundet, for zombierne var som sunket i jorden. Så de stod nu tilbage, hvor de manglede 2 folk ude over den gamle mand, nok alle var forrevet overalt af zombiernes skarpe negle, som blev længere, når deres kroppe lignede mere lig end levende.
Kvinden faldt sammen på knæene på den meget bløde mosejord, hvor blodet flere steder dryppede, især fra et sted under tøjet, hvor bidets sygdom begyndte at sprede sig.
"Vi må skynde os, hun er ved at forbløde, og vi har kun førstehjælp ved bilen og hun kræver hospitalhjælp.
Zomturen så alvorligt på dem begge med sin store muskuløse krop og med det sølvfarvet år af alderdommens afmærkning på hans krop. Det var som om han var en ny person, da de havde ikke hørt ham snakke under hele turen.
"Makuro, kan du ikke få din fugl til at guide os ud? Den kan lave sit skrig, som sikkert kan nå ned til os, så vi kan komme ud"
Hurtigt kom den kvindelig krop på hans skuldre, hvor hun så med et meget blegt blik kiggede omkring sine omgivelser, der var ingen tvivl om, at der var noget galt med hende.
tågen omkring dem syntes også at have lettet lidt og de kunne dufte en frisk brise glide igennem landskabet, som de var i. Det var næsten som om at selve vinden også ville guide dem imod det landskab, som var alt andet i dette vandede dødsfælde som dette landskab var.

Døden syntes at kravle i hendes som maddiker, hun kunne føle, hvordan sygdommende gnavede i hendes indre og bid for bid mistede hun kontrollen og følingen af hendes krop. Uheldigvis for hende, da hun ønskede alt andet end zombiedøden, så var hendes afkræftede sygdomsramte krop for udmattet til at snakke, især da blodet pressede sig på i hendes hjerne, når hun hang på sin onkels zombiestærke skuldre. Langsomt gled hendes bevidsthed ned i det tunge tågede vand, hvor hun næsten kunne forstille sig selv kigge op fra de mange vandhuller omkring dem.

Makuro så ned på liget af oldingen med et blik som nemt kunne misforstås som sorg, han var jo trosalt gammel, tænkte han med et skævt smil. han bøjede sig forover og kløede sig på det ben som zombien havde haft i ham før, den havde revet ham da han huggede armen af den. forbavset så han på de Zomturen da han begyndte at snakke, han kan snakke! Makuro havde været i tvivl siden rejsen startede om han kunne snakke, men det var nu blevet besvaret.
"det er ikke en dum idé!"
han så over på ravnen som var igang med at hugge øjet ud af en zombie, de er jo trosalt ådselædere. roligt og beslutsomt gik han over mod fuglen som vendte hovedet og så på ham med dens sorte øjne. da han nåede fuglen klappede han den igen på halsen, hoppede op på ryggen af den og så på de andre.
"jeg finder lige en vej ud!"
med de ord forsvandt han op gennem tågen på ryggen af den kul sorte ravn.

han kunne ikke se noget mens de fløj op gennem tågen som stadig var meget tung oppe i luften, men han vidste at de snart ville være oppe over tågen. tågen blev roligt lysere og lysere af solens stråler som forgæves forsøgte at ramme sumpen inde i tågen. da de nåede til det hvor solen rigtigt kunne skinne igennem blev han blindet kort efter at være vant til mørket inde i tågen.
efter at have genfundet synet spejdede han rundt oven på den store tåge banke, med en rolig mumlen spurgte han Gildares hvilken vej han mente bilen ville være. med et kort skrig fløj den nord på. vinden susede i Makuros fugtige hår mens de fløj hen over banken indtil de nåede til et punkt hvor han kunne se savanden.
"okay! lad os komme tilbage til de andre!"
Ravnen vendte sig hurtigt i luften så Makuro igen kort blev blindet at solen mens de susede tilbage syd på, Makuro havde inde i hovet holdt tid på hvor lang tid de havde fløjet så han vidste hvornår de skulle dykke.
men det havde hans kammerat vist også tænkt på da den pludselig dykkede ned i den tunge tåge så den stod en sky af tåge op bag dem. han vendte sig hurtigt til tågens mørke igen,  da de landede på jorden et par meter fra gruppen hoppede han ned af ravnen mens han endnu en gang klappede den på halsen.
"godt klaret"

han rettede blikket mod gruppen og smilede roligt, han vidste de havde travlt.
"vi skal nord på!"
han pegede nord og begyndte at følge sin egen retnings visning.

Dust var blevet utroligt stille, efter gamlingen var død, og han havde hjulpet det på vej, ved at suge hans energi ud af ham, før det var for sent. Det undrede ham utroligt, at zombierne så pludseligt, havde trukket sig tilbage, nu hvor gruppen næsten var blevet halveret i mængde, og de havde været så mange imod så få. Selvfølgelig havde gruppen da givet dem kamp til stregen, Dust alene havde da gjort sit, for at lave den største mængde zombie hakkekød, og Makuro havde da også givet den gas, men hvorfor stoppede de nu, bare fordi gamlingen var død? Hvorfor stoppede de med at angribe, nu de var så godt i gang, og gruppen stadig var fanget, inde i denne klamme sump?

Kun et øjeblik, fjernede Dust sin koncentration fra sine tanker, og sine iagttagelser af omgivelserne, for at se om på zomturen der snakkede, og videre over på Makuro, der gik over til hans ravn, og fløj væk fra gruppen. Imens de ventede på Makuro, gik Dust tilbage i sine tanker, mens han lyttede intenst til omgivelserne, for at høre om noget bevægede sig i udkanten af deres syns rade, mens han selv gik lydløst rund om gruppen, for at sikre sig en forsvars cirkel, rundt om zomturen og datteren, for at kunne forsvare dem, hvis de skulle blive angrebet, mens de ventede på respons, fra Makuros side.

Heldigvis var han rimelig hurtigt tilbage, og da han gav dem retningen nord, og udpegede den for dem, virkede Dust fastsat på hvad de skulle gøre. De havde allerede mistet for mange liv på denne tur, så nu måtte de lave være på vagt, hvis resten af gruppen, havde lyst til at overleve turen ud, og undervejs havde han lagt mærke til, hvad de havde at gøre godt med.
"Makuro du er effektiv med bue og pil, så vær klar med det, og gå tæt sammen med de andre!" sagde han roligt, og pegede på de 2 andre "I 2 hvis i har noget som helst skyde våben, så hav dem klar, og gå på hver side af Makuro, ellers går i bag ved ham! Jeg går bag ved jer, og holder mig på vagt!" Dust virkede utroligt bestemt på, at de skulle vedligeholde en god basis defense line, så hvis de blev angrebet igen, ville de være godt forberedt på angrebet.

Hurtigere og langt nemmere end forventet kom de alle ud af dødens møghul, hvor den store tåge buldrede lydløst bag ved dem, og hvor de blev mødt af den stegende hede og den bestrålende sol. Den dejlige næsten dødelige kulde fra Muernias tåge virkede tillokkende, når solen stod på sit højeste.
Kvinden var for længst besvimet, hvor huden var begyndt at blive ligbleg. Dette fik zomturen til at være langt hurtigere og blev slet ikke påvirket af den skiftende miljø, hvor dampene fra deres fugtige tøj begyndte straks at stige til vejrs. Hele zomturens ryg var blevet blodrødt af den langsomt rendende blod fra kvinden på hans skuldre.
Bilen stod stadigvæk lige så fint på sin plads, hvor de havde efterladt den for få timer siden. Da nok en af de mest sikreste steder i verden, hvis man ikke vil have stjålet sin bil, er ved Muernias grænser, da det var knap de færreste mennesker, som valgte frivilligt at nærme sig denne farlige zone.
Den dødende kvindekrop blev lagt på den bløde sand, hvor zomturen hurtigt åbnede bilen, så tog han 2 sorte tasker ud og smed dem hensynsløst på jorden, så sandet sprøjtede let omkring de sorte og pengeholdige tasker.
Kort og kontant sagde han.
"Her er jeres betaling"
Zomturen halvdøde øjne så på dem begge, hvor han inderligt ønskede, at de kunne klare det herfra og ikke skulle med i bilen, hvor han helst hurtigst som muligt vil storme med bilen imod Las Vegas. Fordi Zomturen kunne mærke, at der var ikke længe til, før det ville være for sent.

Makuro var forbavset og undrede sig en del over at de ikke var blevet angrebet på vej ud af stumpen, de var jo tros alt kun 3 tilbage af den store gruppe. han var glad for at være ude af den sump, men med en stadig undren over hvad der fik zombierne til at skride havde han en plan om nok at komme tilbage en anden dag.
han så på datteren som hang på zomturens blød røde ryg, det var tydeligt at hun havde mistet meget blod og at de havde travlt.
han så undrende til da zomturen lagde datteren på sandet, hvad havde han gang i vi havde jo travlt? han så spørgende på ham da han åbnede bilen men forstod hurtigt da han så de 2 sorte beholdere. han så hvordan taskerne hensynsløst blev kastet i sandet, man kunne godt se at han stadig havde travlt med at forføre oldingenes sidste ønske om at rede datteren.
en sort skygge fløj hen over sandet idet den store ravn gjorde klar til at lande, sandet blev let kastet omkring den idet den satte sine klør i sandet.
Makuro gik roligt over mod de 2 tasker og så på zomturen som så ud til bare at ville fortsætte alene med datteren.
"Jeg siger tak"
med de rolige ord greb han den ene taske som var tungere end han havde regnet med og gik over til ravnen, han kravlede op på ravnen efter at have smidt den sorte taske i sandet ved siden af den. han så over på dust og smilede roligt.
"godt at se dig igen!"

Dust dampede som en gal, da han trådte ud i solen og hans krop, blev ramt af de varme stråler, og kom i kontakt med sandet. Han iagttog zomturen mens han, lagde gamlingens datter fra sig, og straks bevægede Dust sig derhen til hende, mens han fremdrog en palle fra hans long coat. Han lagde den ved siden af pige barnet, og gik i knæ, mens han rullede den ud, og straks begyndte han at rense de værste sår, forbandt dem, og gav hende 3 kanyler. 2 af dem, var blod tilskud så hun havde lidt længere tid, og den sidste var en meget basal kur mod zombie bid, den kunne på ingen måde kurere hende, men den gav hende en halv time mere. Han pakkede sammen igen, og gik hen til zomturen, efter han havde kastet betalingen.

"Her er en adresse, på en læge jeg har stående klar i den nærmeste by, jeg sikrede mig i tilfælde af jeg skulle blive bidt, før vi tog afsted, men nu har i mere brug for det, end jeg har!" sagde han roligt, og gav zomturen en adresse, der var nem at finde, og var i udkanten af by "Smut så med jer, hun har kun fået en halv time mere! Jeg tager i forvejen, og sørge for at han er klar til jer!" han greb sin betaling, og forsvandt ned i sandet, da han nu var tør. Han vendte hovedet mod Makuro, og nikkede venyligt.
"Vi ses når det sker!" sagde han roligt, og forsvandt i sandet, for at bevæge sig i mod lægen.

//Zombiesygdommen kan ikke kureres? Og hvordan ved Dust, at hun er zombiesygeramt? og hvorfor ville han så ikke bare dræbe hende i stedet for, da der jo ingen kur er?//

//okay i mit hoved, så det meget ud som om, at zomturen ville gøre sit bedste, for at redde datteren, og jeg synes at huske, at der tidligere blev nævnt, at det muligvis kunne reddes, hvis man blev bidt af zombier? Og de er blevet angrebet af zombier, hvad havde du regnet med? At han ville sige "ohh ja her hr. Zomture gut, den her læge kan redde hende, fra fugleinfluensa"? O.o jeg gik bare ud fra, at når du nævner der muligvis er nogen, som kan redde hende fra det, åbner du et vindue for os andre, og giver os muligheden for et bekendtskab, der rent faktisk kan det, ellers er det jo bare åndssvagt at nævne det, og så ville du da ikke have gjort det vel? ^^

//Det var bare et rygte mulighed, men igen det var sådan set ikke meningen, at i skulle vide, at hun var blevet bidt bare kun såret, og hvis i endelig havde taget jer sammen til at tjekke hende, ja så havde i set biddet, hvor Zomturen ville så forsvare hende og begynde med alt muligt, at i ikke ville få betalingen osv, hvis i vel og mærket havde haft tjekket hende tidligere // :)

//hvorfor mig?! Gosh XD

//hvorfor dig hvad? O.o// :D

//hvorfor betvivler du altid mine svar? XD skriv dog bare at i ikke følger rådet, eller at Dust er blevet snydt, så passer det jo med virkeligheden XD

//jamen hovedpointen var også, at hvordan kunne du vide, at hun var smittet XD Men nevermind det passer til historien anyway, nu er du bare hovedskylden til world eventet, fordi du så kunne have haft stoppet det XD //

Zomturen gloede lidt på dem begge, og for et øjeblik så han som en vagthund på spring på Dust, da han begyndte at snakke om, at hun var blevet smittet og finde en læge, som kunne hjælpe. ZOmturen undrede sig, hvorfor prøvede Dust ikke at dræbe hende? Enhver person med bare lidt fornuft i hjernen ved, at det ind til videre ikke har været muligt at kurere folk og det er kun vilde rygter, som overhovedet berettiger om noget lignende. Desuden så ville enhver person også prøve at dræbe hende, fordi der er intet værre end en zombie som er på fri fod.
Zomturen nikkede taknemmeligt og sagde lavmælt.
"tak"
Hvorefter han hurtigt fik sin brors datter ind i bilen og straks lød motorens rasen, hvor hjulene skred imod sandet og straks kørte væk.
Han havde været hurtigt nok til at man sådan set ikke kunne nå at spørge om man måtte få et lift, så Dust og makuro var i hvert fald efterladt herude i ørkenen.

Ca 20 minutter senere, da bilen kørte i den absolutte topfart, så nåede jeepen den store lysende by. Zomturen gemte pigen under tæpper, så det lignede bare at hun sov, da vagterne ikke skulle opfatte mistanke, at hun rigtigt var bidt.
Med hjertet oppe i halsen kom zomturen heldigvis forbi vagtposten og ind i den store by. Ikke langt tid efter var han på hospitalet med hende i sine arme. Læger tog hende hurtigt væk fra sine arme, hvor de bare troede hun ikke var såret, og før zomturen kunne nå at advare lægerne om faren, så havde de allerede taget hende væk på de dele af hospitalet, hvor man ikke måtte være.
ingen længe lød skrig igennem hospitalet, da sygdommen smittede med langt større hastighed disse folk, hvorimod det havde taget lang tid med pigebarnet, da hun havde et specielt immunforsvar, som havde købt hende tid og desuden havde hun mistet masser af blod, hvilket gjorde, at det tog længere tid for hende at komme under sygdommens magt.
Zomturen løb ud, da han ikke ville være i nærheden af her, hvis folk blaimede ham for det hele. Bilen kørte igen ud af byen, alt imens sygdommen spredte sig hurtigere end bilen kunne køre.

//out//

Dust så efter jeepen da han kørte, og smilede skummelt for sig selv. Han havde godt nok ikke nået at sige noget til, at zomturen takkede ham og han var ikke interesseret i at komme med dem, da han havde det han skulle bruge. Dust havde nemlig ikke tømt kanylen i hende, han havde udtaget lidt af hendes blod med virussen i, hvilket måske havde hjulpet lidt på virussens forsinkelse, og gemt kanalen under tøjet med hætten på spidsen, så den ikke smittede ham. Han gik roligt hen til Makuro, så ham direkte i øjnene, og gav ham hånden.
"Vi ses helt sikkert igen Makuro, pas nu på dig selv ind til da!" sagde han roligt, før han begyndte at gå en anden vej end mod Las Vegas, da han vidste hvad der nok snart ville ske, i denne festlige by. Kvinden var blevet inficeret med zombie virus, og han havde med vilje løjet omkring zombier kur lægen, for at få kaosset til at sprede sig i byen Las Vegas, og et skummelt smil spredte sig på hans læber ved tanken om, at dette havde været hele hans plan med denne mission, lige siden han blev kontaktet af gamlingen. Langsomt sank han ned i sandet mens han gik, og forsvandt ud af syne og væk fra dette zombier inficerede sted. Nu var det tid til at fortsætte, med den plan han havde med Las Vegas, når altså zombievirussen havde haft tid til at tage til.

//ved godt det ikke var min tur, men skrev alligevel lige mit sidste indlæg XD

// Din plan? how the fiddlefuck of a holy cow on crackers? :D //

//jeg lagde den da du fortalte mig om world eventet, og jeg tænkte nok at du ville bruge emnet vi lavede til noget specielt, så derfor ville jeg sørge for at Dust var skyld i kaosset, da dette blot kan blive en del af hans rygte XD ville du sætte dig op mod en mand, der er i stand til at starte en zombie epidemi? XD