A 3 person problem, or i am just a bad dog? fuck this shit ( Diana og Violet )

Violet så lidt på Kuuma og vidste ikke helt hvad hun skulle svare. hun så lidt efter Diana og Kuuma og smilte svagt for sig selv. de passede nu godt sammen. hun så stille ned på sin mave og bed sig lidt i læben, men fik hurtigt et smil på læben da hun så Kuuma komme ind igen "øhm.. jeg kommer nu" sagde hun med et lilel smil og fik sig hen til seng kanten. med en smule besvær fik hun sat sig op og så en smule på Kuuma "okay måske en smule hjælp" sagde hun så lidt irriteret, dog med et smil. hun hadede hun havde så meget brug for hjælp. hun tog fat i Kuumas hånd og brugte den til en smule støtte imens hun gik ud i køkkenet. hun så lidt på Diana der sad i først trusser og en trøje. Violet selv havde stdig sit tøj fra aftenen før på. en stor trøje der dækkede hendes mave og et par normale bukser. hun så lidt ned af sig selv og blev mere og mere irrietet over hendes tilstand. ikke fordi Diana var en konkurrant som sådan, men hun vidste udmærket godt at Diana var en del smukkere end hende selv lige nu. hun rystede hurtigt tankerne fra sig og smilte roligt til Diana, hvorefter hun fik sat sig ned "godmorgen" sagde hun med sin silke bløde stemme.

Diana smilede mildt mens hun betragtede Violet og Kuuma, og hun virkede tålmodig og glad mens hun så på. Hun kunne godt se på Violet, at det irriterede hende at hun havde brug for hjælp, til sådan basale ting som at rejse sig op, og Diana kunne egentlig godt forstå hende, hun ville ikke selv bryde sig om at være afhængige af andre, efter en god del af 500 år hvor hun havde klaret sig selv.
"Godmorgen smukke har du sovet godt?" spurgte hun mildt, og smilede til Violet mens hun lagde hovedet let på skrå. Diana var i den grad i bedre humør, efter hun havde fået sig en god nats søvn, og hun havde meget nemmere ved at tænke klart når hun var frisk, og i godt humør.
"Kuuma maden dufter dejligt kære!" sagde hun mildt "Har du taget hensyn til at det skal være sundt?" hun smilede mildt mens hun så ham i øjnene.

Kuuma havde set Lille Ulv bide sig let i læben, da han var vant til og lægge mærke til detajler, og så hende osse smile til ham, dog virkede han's Alpha osse tålmodig og glad idag, som var godt syntes han, og han så Lille Ulv rejse sig op i sengen så vel som sige hun kom nu og han svarede blidt
''helt iorden, lille ulv''
og da hun sagde hun havde brug for hjælp, og hun tog han's hånd, og gav hende's kind et blidt godmorgen kys, hvor han så hjalp Lille Ulv ud i køkkenet, og han hørte sin Alpha hilse og gik over for at give hende et godmorgen kys på kinden osse, han så på begge kvinderne, og da kom et næsten uhørligt suk fra ham, da han elskedet begge sine piger, og han så varmt og ømt på dem begge to, imens han satte sig ned og sagde stille.
''godmorgen, begge to, og det glæder mig at maden dufter godt''
han sad roligt og tog noget bacon og delte ud til dem, som en underdanig vovse ville gøre det for sin Alpha og dette tilfælde, begge to, fordi han ikke ville vælge imellem dem, og nok ikke ville kunne, så han fordelte maden som en underdanig beta vovse ville gøre det for sine piger, og han sagde stille og blidt.
''ja, har jeg gjort, så det ikke så galt igen, da det stadig er en brunch af en art''
han rakte roligt nogen frugter til sin Alpha såvel som han rakte nogle pølser til Lille Ulv, imens han selv tog noget røreæg, og så diskret fra den ene til den anden, begge to så smukke i han's øjne, og ikke kun krop's mæssigt, og han prøvedet ikke at sukke af glæde over dem, så vel som bekymring for at skulle miste den ene eller anden, dog lod han som ingenting uden og vide om de havde bemærket det, eller hvad de havde.

Violet så på Diana med et lille smil og nikkede roligt "ja har sovet virkleig godt..." sagde hun små træt, hvorefter hun så lidt på Kuuma. det var godt at se ham igen.. det var godt at se han havde det bedre igen. hun så så igen på Diana "har du sovet godt?" spyrgte hun så da hun vidste at en madres kunne være virkelig træls at sove på, især hvis man var van til en dejlig store blød seng. hun så så lidt på Kuuma igen og derefter på maden som blev serveret. sund mad? skulle da ikke bare være med god protein? hun så så lidt på det Diana sfik og så på sin egen. det passede hende godt at hun kunne få kød. kød kunne altid gøre hende tilfreds. hun begyndte med det samme at spise. hun spiste ikke grimt, men det var tydeligt hun var en varulv der havde levet for at overleve. hun spiste som om hun ikke ville få mad den næste lange tid. de havde hun altid gjort for hun havde længe ikke vidst hvornår hun skulle få mad igen, men hendes sult var kun blevet være under graviditeten, da hun nu også skulle spise for babyen.

Diana smilede mildt til dem begge 2, og nussede blidt Kuumas kind efter han havde kysset hendes kind, før hun let tog for sig af den mad han havde lavet, så han ikke behøvede at sidde og servere det hele for dem. Hun så smilende på Violet, da hun svarede på hendes spørgsmål, og spurgte hende om hvordan hun havde sovet, og Diana tænkte på at hun faktisk var ret sød, og hun kunne godt forstå hvorfor Kuuma holdt af hende,
"Dejligt du har sovet godt søde, jeg har selv sovet rigtig godt!" sagde hun mildt, og begyndte at spise sammen med hende. Dog kunne hun ikke lade vær med lige at nusse Kuumas lår, og smilede mildt til ham for at opmuntre ham lidt, da hun bedre kunne lide når han var glad, og han havde da også en god grund til det, for han sad trossalt sammen med de 2 piger han elskede mest, og hans alpha var i godt humør og prøvede at få det til at virke.
"Hvad med dig søde skat, har du sovet godt? Har du fået sovet nok i nat, eller har du und været det for at være en sød gentleman, og lave morgenmad til os?" spurgte hun mildt mens hun nussede videre, og smilede varmt til ham. Hun ville gerne have han blev glad igen, hun kunne ikke lide at se ham på den her triste måde, hun savnede at se ham som den gode gamle og glade Kuuma, som hun var blevet forelsket i dengang.

Kuuma sad roligt og fulgte med i sine piger's samtale, med en blid nysgerrig, som en underdanig vovse ville gøre, dog bare for dem begge to, og han mødte blidt Lille Ulv's blik med blid varme i han's øjne imens han spiste nogle store portioner af maden, dog spiste han så ordeligt en varulv kunne gøre det, og han sad bare stille og roligt, så små trist ud, men alligevel lettere glad fordi de kom godt ud af det med hinanden, de kvinder han elskedet, og han så ud til og blive gladere jo mere de snakkedet, dog mærkedet han sin Alpha's hånd på sit lår, og han så blidt på hende, med samme varme blide blik, og han svarede hende kærligt.
''jeg har sovet godt nok, men ville gerne forkæle.. øhh.. mine piger? øhm jer, øhh ja, ville gerne forkæle jer lidt, hehe''
han lød glad, dog lettere forvirrede, mest fordi han var usikker på hvordan de ville tage det, da han på en måde, ved og kalde dem sine piger, bekendgjorde han elskedet dem begge to, og hvis de tænkte sig om ville de vide hvad for sider af ham da elskedet hvem, dog så han glad på dem begge to, mest fordi han var usikker på om de havde snakket, eller hvad de havde, dog så der ikke ud til og være nogle problemer, men han kunne aldrig vide det, dog så han ægte glad ud, imens han så på dem begge to med et varmt og blidt blik, og spiste sin mad, han så blidt på dem begge to.
''er glad for i har sovet godt begge to, og ser ud til og komme ud af det med hinanden, jeg vil bare ikke såre nogen af jer, øh, jeg øhm..''
han blev stille igen, så dog rolig og glad ud, imens han så på pigerne, som han elskedet, usikker på hvad fremtiden ville bringe, men han håbedet at han ikke ville miste nogen af dem.

Violet prøvede virkelig at spise lidt pænt, men det lå bare ikke til hendes natur så hun det var virkelig svært for hende. hun lyttede til Dianas stemme imens hun betragtede hende lidt. med et lille nok vidste hun hun havde hørt hvad Diana sagde og smilte venligt til hende. Violet var ikke altid så god til at svare på ting med ord, hun var stadig ikke helt van til at snakke. hun så lidt ned på sin mad og smilte svagt. hun havde godt lagt mærke tl Dianas kontakt til Kuuma og på en måde gjorde det hende glad. for hun syntes stadig at Diana fortjente Kuumas kærlighed mere end hendes selv. dog sagde hun intet om det, for hvis dette kunne fungere så ville hun ikke ødelægge det med sådan en kommentar. hun lyttede lidt til deres samtale og så betragtene på Kuuma imens han snakkede. han var altså en sød ulv.. han gjorde virkelig meget ud af at gøre det behageligt for dem begge.
violet gav pludselig et lille ryk i sig og med en lille lyd, da det lille væsen i hendes mave begyndte at sparke rundt. hun lange sin hånd på sin mave og nussede den lidt, hvorefter hun så lidt undskyldene på de to andre. hun syntes det var lidt pinligt, selvom det vel var meget naturligt. hun rettede lidt på sig.

Diana smilede lidt til Kuuma, da hun også syntes han var så kær, når han prøvede at gøre sit bedste for at gøre dem begge glade, og hun nussede ham blidt bag øret før hun spiste videre af egen tallerken. Diana var vant til at når hun spiste af en tallerken, havde hun forholdsvis nok manere i sig til at spise pænt, men da hun godt kunne se at Violet ikke var vant til den slags, smilede hun mildt og lagde hovedet på skrå.
"Violet jeg har ikke noget imod, at du spiser som du er vant til, så bare vær dig selv!" sagde hun mildt og smilede lidt. Da Violet reagerede på at barnet sparkede, virkede Diana ikke til at tage sådan på vejne af det "Var det den lille der sparkede?" spurgte hun mildt.

Kuuma kunne se at Lille Ulv prøvedet at spise pænt, dog generedet det ham ikke, han sad bare roligt og spiste, dog mærkedet han Diana's kløen bag sit øre som fik ham til og smile og komme med en blid knurren, han strøg blidt hende's kind og han strøg blidt Lille Ulv's kind, mest fordi han var usikker på hvordan han skulle takle denne situation med de kvinder han elskede, han vidste dog at Lille Ulv ikke var så vant til og snakke som sån, på den tid han havde lært hende og kende, han kom med en blid beroligende knurren lyd til hende med et varmt og blidt smil, han så roligt på dem begge to med et roligt og blidt smil, han så dog nysgerrigt på Lille Ulv da der kom et ryk i hende og han så hende lægge hånden på maven, han lagde blidt sin hånd over hende's hånd på maven, med et lille smil, og han så roligt på sin Alpha da han hørte hende, han havde ikke kommenteret den første sætning da den var til Lille Ulv, men det var tydeligt han satte pris på det, og han lagde en hånd på sin Alpha's hånd, og så roligt, skifte vis, på dem begge to med varme, forvirrede øjne, men det var tydeligt han slet ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv, da han ville se hvad de syntes om dette her, som han's krops sprog udstråledet, men osse at han ikke ville kunne miste dem, og han sagde stille.
''ved ikke om mine ord er forkerte.. men.. mit menneskelige elsker min Alpha og min indre ulv elsker Lille Ulv.. som gør det svært for mig, og jeg er ikke hjerne typen.. så ved sån ikke hvad jeg skal gøre, øhm..''
han rødmedet let og kyssedet dem begge på kinden med hver sin hånd over deres, imens han så ned i bordet med et forvirredet rødmet blik, som en da fik for mange indtryk af det ene og andet, forude tænkte for meget med en hjerne da slet ikke var egnet til al det tænkeri.

Violet havde godt hørt Diana bad hende om at være sig selv og det ville hun da også helst.. hun følte sig bare meget malplaceret sammen med de to. Diana virkede som en meget fin kvinde med manere og med meget høj status og Kuuma virkede ikke helt som han plejede, sikkert fordi hans Alphe var der og hans indre ulv nok gemte sig lidt bag det menenskelig eller ja hun vidste det ikke helt.. hun vidste bare hun ren rang mæssigt var det laveste led.. nemlig udstøt, ikke fra denne flok som sådan, men hun vil altid havde den i sig at hun er udstødt. hun lod sig dog slibe hæmningerne lidt og spiste lidt mere dyrisk som hun plejede. hun så lidt på Diana med et roligt smil "ja.. den vil vidst godt snart ud.." sagde hun med et lille skuldertræk og så blidt på Kuuma, da hun mærkede hans hånd over sin. hun mærkede også det lille blide kys på kinden og tog fat om hans hånd med den hun havde lagt på maven. hun lyttede til det han sagde og en lille blid knurren kom frem. det var ikke noget hun tænkte over, men hendes indre ulv ville bare så gerne fortælle ham at det ikke gjorde noget. hun så så lidt på Diana "jeg.. jeg tror ikke jeg kan blive en del af jeres flok.. men jeg vil meget gerne kunne komme og sige hej.. jeg er underligt nok ikke det store flok dyr.." hun stoppede så sig selv og så ned på Kuuma og hendes hænder, hvorefter hun så på Kuuma "mmin kære ulve ven... jeg ønske den lille skal lære at leve i en flok.. jeg ønsker hun skal være en del af dit liv i denne flok" sagde hun med en lille underlig stemme. hun havde det lidt som om hun var igang med at give afkald på sit eget barn, men hun havde det bare som om det ville være det bedste for deres lille unge.

Diana smilede mildt mens hun lyttede til både det Kuuma og Violet sagde, og spiste lidt af sin mad imens, som om denne situation i sidste ende var ved at være normal for hende, og stort set var på linje med at man stod op om morgen, eller desideret set bare var en hverdags ting. Hun strøg blidt Kuumas hånd da han tog hendes, og lod ham kysse hende på kinden, mens hun smilede glad.
"Vovse du behøver ikke være forvirret mere!" sagde hun mildt og lagde hovedet på skrå, mens hun let slap hans hånd og lagde begge sine hænder på bordet "Jeg har efterhånden lært, at varulve har 2 sider af sig selv, der fungere lidt som en skizofrens hjerne, og derfor arbejder individuelt fra hinanden! Jeg er glad for din menneske side elsker mig, og jeg ved at hvis din menneske side har følelser, må det betyde at din varulve side, har tilsvarende og lignende følelser, der af naturlige årsager forbindes med en af din egen race! Jeg har derfor valgt at acceptere situationen, og derfor vil jeg gerne have at du Violet, bliver en del af Kuumas liv, da jeres varulve sider stemmer overens med hinanden, sådan rent følelsens mæssigt!" hun vendte derefter sine lyserøde og smukke øjne, direkte mod Violet mens hun smilede, da det næste hun sagde, var mest tilegnet hende.
"Og Violet det ville være mig en ære, at tage imod jeres barn i vores klan, men jeg har kun en betingelse, hvis du vil have det skal ske!" sagde hun mildt "Jeg er selv et fabrikat væsen, og har derfor hverken en barndom eller forældre, og hvis du gerne vil have dit barn får både forældre, og en god barndom med i dets opvækst, nægter jeg at tage imod barnet, hvis ikke du lover mig at du kommer på besøg jævnligt, og bliver en vigtig del af jeres barns liv og opvækst! Jeg vil ikke have at jeres barn vokser op, i troen om andet end, at dets forældre elsker det mere end noget andet!" hun blev mere stille, efterhånden som hun sagde dette, og efter det sidste var sagt rejste hun sig let op, smilede stille til dem og lagde hovedet på skrå.
"Forældre kærlighed kan være noget af det vigtigste for et barns opvækst, så jeg håber virkelig du vil komme forbi og besøge os ofte, ellers vil jeg personligt finde dig, og tage jeres barn med, så han eller hun kan være sammen med dig, og se at jeres barn har en mor der elsker det!" sagde hun mildt, selvom man tydeligt kunne høre på hendes stemme, at emnet forældre var noget der påvirkede hende dybt, da hun trossalt aldrig selv havde haft nogen. Hun rakte stille sin hånd frem mod 2 dukker, der hang på hendes væg ved hendes dukke værksted, og straks kom en tynd tråd ud af hver af hendes 5 fingre, greb fat i dukkerne og gjorde så Diana kunne styre dem.
Disse dukker burde Kuuma kunne genkende, som dem Diana kaldte moderen og faderen, de lignede på ingen måde kamp dukker, men derimod et velgjort forsøg på at skabe forældre, ud af træ og skruer og de bar begge 2, en tyk pels frakke i sort og havde hår på hovedet, samt ikke at forglemme at de lignede en mand og en kvinde. Diana trak hånden til sig, så dukkerne kom ned fra deres krog, og blev trukket hen til hende.
"Jeg bliver nød til at gå en tur alene, jeg kommer tilbage senere!" sagde hun mildt og begyndte at gå, med moderen og faderen bag sig. Diana ville ikke have de så hende græde, og hun var for en gangs skyld tæt på det, ene og alene fordi hun ikke havde nogen forældre, og det gjorde ondt på hende at tænke på.

Kuuma sad roligt og så på sine piger, kunne fornemme på Lille Ulv forude hende's kropsprog at det var lidt underligt, han vidste dog at Lille Ulv nok ikke ville være med i klanen, da hun ikke havde den bedste fortid med sit gamle kobbel, men det ville han ikke nævne, medmindre hun selv gjorde det, han så dog roligt på sin Alpha da hun strøg ham over hånden så vel som hende's ord, han svarede blidt.
''tak min Alpha, tja efter mange år, så har jeg stadig ikke vundet mig til det endnu, og tja, det bliver underligt at have to.. mager? hvis Lille Ulv vil acceptere mig, og ja''
han blev igen tom for ord, dog så han på Lille Ulv da hun tog han's hånd på sin mave, han havde osse set hun havde spist mere dyrisk og på en underlig basis, fandt han det endelig ret ophidsende, han slog dog sig slev over hånden i sine tanker, ville være forkert og blive liderlig nu, især når han's smukke Lille Ulv sad der, og han's smukke Alpha osse var der, så da kom en lille bule og han rødmedet i hele ansigtet, med et fjoget smil, som han prøvedet og skjule ved og trække i sin trøje som om det var varmt, dog hørte han Lille Ulv's blide knurren som han besvarede med en blid knurren tilbage, som en mage til en mage, og han kom med samme knurren til sin Alpha, dog så han stadig ud til og være blank og have utrolig røde kinder i sit lettere mørke ansigt, dog var han opmærksom på sin Alpha's ord til Lille Ulv, og han forstod hende's ord, han havde selv mistet sine forældre i en ung alder, men de havde dog været det, dog meget kort, men han havde klemt tilbage da Lille Ulv havde taget han's hånd som var på hende's mave, han så på Lille Ulv, og svarede hende kærligt.
''min smukke Lille Ulv, det får barnet osse lov til, med masser af kærlighed fra mig af, og når jeg kan få fri, forude osse være hos min Alpha, så tager jeg med barnet over til dig, for osse at hjælpe med bo, mad, og andre ting, okay?''
han strøg hende's kind, fulgte dog roligt sin Alpha med øjnene da hun tog faderen og moderen ned, han smiledet et trøstene smil, han vidste da ikke var meget han kunne gøre, men hvis han virkelig kunne, jamen så havde han osse gjort det, og det vidste han at hun vidste, men han vidste dog ikke om hun ville have ham med, ville dog ikke følge med hende hvis det skulle blive for meget, men som han selv vidste, så skulle man nogen gange have noget alene tid, så han nikkedet kærligt til hende, gik dog over til hende og kyssede hende's kind og kom med en stille hvisken at han elsker hende det måtte hun aldrig glemme og et roligt kram, før han gik over og satte sig hos Lille Ulv igen, mest så han's Alpha ikke skulle føle hun ikke måtte få sin alene tid for sig selv, men hun vidste hun bare skulle kalde, og så ville han være der, nok med Lille ulv med sig hvis hun ville, men han ville være der, og da kom en blid kærligheds knurren til Lille Ulv imens han strøg hende's mave blidt, tog noget bacon og gav hende og tog selv noget bacon, ville rydde op når der var spist op eller når Lille Ulv var mæt, så ville han vaske op og rydde op så vel som andre ting, dog så han over på sin Alpha med blide øjne, og så roligt på Lille Ulv igen, gav hende et kys på panden, og sad ellers bare og slappede af, dog med medfølelse for sin Alpha, dog ville han bare slappe af, lade sin ene mage gå en tur, mest fordi hun havde brug for det, selv om han meget gerne ville med hende, men mente hun havde brug for fred til og få ro, så han ville blive hos sin anden mage, hvis hun sagde ja og kunne acceptere han's 2 sider som hun selv burde kende som varulv, dog så han hende i øjnene med sine gule blide øjne.

Violet lyttede til Dianas ord og nikkede kort. hun vill helt sikkert forblive i Kuumas liv nu når de havde muligheden. det var godt Diana havde accepteret situationen og det havde også beroliget Violet. det gav dog et sug i hendes krop da hun hærte DIanas ord om forældre. det fik Violet til at se ned med det samme. hun ville selvfølgelig være en del af sit barns liv.. uden tvivl.. men om barnet ville få en god og lykkelig barndom kunne hun ikke love.. hun avde selv haft en barsk barndom og var ikke sikker på om hun egentlig overhoved kunne blive en god mor... hun så så lidt op på Diana og de to dukker og nikkede stille "jeg forsikre dig at jeg vil være en del af både Kuumas og mit barns liv.. og mit barn skal nok vide jeg elsker det.." den silkebløde stemme var blevet en smule grådent, da dianas ord havde gjort lidt ondt.. mest fordi Violet var blevet nervøs for om hun overhoved ville kunne give sit barn et ordenlig liv. hun så så hurtigt ned igen og nikkede stille. hun så lidt på Kuuma og smilte svagt til ham, men dianas ord sad stadig i VIolets hoved. hun så ned på sin mave og lyttede til Kuumas og Dianas bevægelser. hun forstod godt Diana havde brug for lidt alenetid selvom hun ikke helt vidst med de dukker.. dog kunne hun godt regne ud det måtte være et symbol på forældre.... hun så på Kuuma ud af øjnkrogende, da han igen satte sig ved hendes side og hun tog hans hænder i sine. hun så så lidt efter Diana og bed sig let i læben.. ingen af dem havde vidst haft det nemt.. hun så så lidt på Kuuma igen "jeg skal nok blive en del af vores barns liv, det lover jeg" hun vidste ikke helt hvorfor hun sgade det til Kuuma, men hun havde det som om at hun burde love ham det.

Dianas øjne virkede lidt tomme, da Kuuma havde været henne hos hende, grundet det faktum, at selvom hun prøvede at acceptere situationen som den var, så hadet hun inderst inde at hun ikke kunne få ham for sig selv, hun var ikke vred på Kuuma eller Violet, hun var bare vred over det faktum at hun aldrig kunne få nogen, som elskede hende og kun hende. Mens hun gik ud i skoven, satte sig ned og styrede dukkerne så de holdt om hende, blev hendes vrede mod dette skæbnens onde lune, fodret til hendes sindsyge sind, og med et fik hun en underlig træng til at gøre noget, som hun vidste hvordan man gjorde, men aldrig før havde gjort selv.
Et sindssygt ansigts udtryk, var smørret henover Dianas ansigts udtryk, da hele denne situation havde givet hende lyst og blod på tanden, til at lave en dukke ud af et rigtigt levende væsen. Hun vidste ikke selv hvorfor hun pludselig havde den lyst, men hele dette problem taget i betragtning, hvad skulle hun så ellers gøre? Hvordan skulle en som Diana, med en galskab på et så højt niveau ellers håndtere det faktum, at hun følte verden aldrig ville give hende en chance, for at have noget der mindede bare lidt om et normalt liv? Hun rejse sig langsomt op, og dem der så hende lige nu, ville nok have svært ved at finde ud af, hvordan de skulle håndtere det de så. En yndig ung dame, iført trusser og en løs trøje, med 2 dukker der lignede en mor og en far, samt et ansigts udtryk der kunne få selv en hårdkogt morder, til at kravle hjem til deres mor.
Langsomt begyndte hun at gå, og dukkerne fulgte naturligvis med hende, hun ledte efter et fornuftigt stort væsen, hun kunne sprætte op og bygge om til en af hendes uhyggelige dukker, og hun fandt hurtigt en rejsende sælger, der var på vej mod Occulta. Hun brugte moderen og faderen til at distrahere ham så han stoppede, og med et angreb dukkerne og på greb ham levende, så Diana kunne bruge dukkerne til at transportere ham tilbage til hulen, selvom han kæmpede ihærdigt for at slippe fri.
Da hun var kommet tilbage til hulen, havde dukkerne stadig fat i manden, og Diana gik ind i hulen til Kuuma og Violet, men det var som om hun ikke rigtig ænsede dem. Hun så stadig vanvittig ud, mens hun gik forbi dem og hen til hendes værksted, hvor hun greb en boks, som Kuuma burde genkende som hendes værktøjskasse, satte den på bordet og åbnede den. Hun trak en simpel jagt kniv lignende kniv, og fik dukkerne til at smide manden på gulvet, så hun kunne hænge dem op på væggen, før hun med sit vanvittige blik rettet mod manden, gik hen mod ham, greb ham om struben, og løftede kniven over hans mave.

Kuuma havde set det let tomme udtryk i hende's øjne, og det havde undret ham lidt, han havde ikke fulgt efter hende, og han sad roligt og så på Lille Ulv, da han havde sat sig, han havde hørt hende's ord til Diana og smiledet trøstene til Lille Ulv, han vidste Lille Ulv lød lidt gråden og han strøg trøstene hende's kind, han mærkedet Lille Ulv's hænder i sine og han klemte blidt om dem, så hende bide sig i læben og se i den retning han's Alpha var gået, han sagde dog intet, han hørte hende dog og svarede blidt.
''jeg tror på dig, og jeg ved du bliver en god mor''
han strøg kærligt hende's kind kærligt og blidt, med et kærligt smil, dog så han på en af sine mænd da han kom ind for at fortælle at deres Alpha gik rundt i trusser og en løs trøje, med et komplet sindsygt udtryk i ansigtet, og han havde set to mand til og holde øje med hende, han nikkedet stille og så forvirredet på Lille Ulv, dog gik der ikke længe før han's Alpha, moder og fader dukkerne, og en mand? kom gående, han så forvirredet på hende, da hun bar den skrækslagne mand imod hende's værksted og han vidste ikke hvad i helvedet hun ville med ham, og han skævedet kort til Lille Ulv, gav hende et kys på næsen og rejste sig op, gik ind i værkstedet, for at se hende sætte kassen på bordet og finde en jagt kniv frem, han så dukkerne smide manden på gulvet, holde ham i struben og løfte kniven over han's mave, Kuuma stod i nogle sekunder's tid, imens han's primative hjerne arbejdede på højtryk, og han gik så over, tog blidt fat om hende's håndled, så hun ikke kunne sende kniven ned, og han tog hende blidt ind til sig, i et forsøg på at få hende's sindsyge til og falde ned, han strøg blidt hende's ryg, holdt dog hende's håndled med kniven , i et stål fast greb, men det var tydeligt han ikke ville skade hende hvis hun angreb ham eller gjorde modstand, dog var der et bekymret udtryk i han's øjne, både for sin Alpha og for Lille ulv.

Violet vidste Kuumas ord var i god mening, men hvor skulle hun havde fået den god moder evne fra? hendes mor havde da været der i hendes liv og puttet hende om natten i den hel lille alder som en lille unge, men hun havde aldrig rigtig beskyttet hende eller støttet hende i noget.. Violet rystede stille sine tanker ud af hovedet og nikkede stillel til Kuuma imens hun nød det lille strøg over kinden. hun så lidt tid på ham også selvom en af hans mænd kom ind og snakkede om Diana. der var andre ting der fylde VIolets hoved, men da Diana så kom tilbage med de to forældre dukker og en fremmed skrækslagen mand, så Violet mod hende og lagde hovedet undrende på skrå. gad vide hvad det gik ud på. hun mærkede det lille kys på næsen fra Kuuma og så lidt efter ham da han gik hen til Diana og tog hendes håndled.. alle de følelser og op og ned ture.. Violet kunne ikke følge med i det. roligt rejste hun sig op imens hun meget opmærksomt holde øje med det derfor gik og studerede mest af alt Dianas møde at være på. der var noget interessant over hendes sindsyge sind som også minede hende lidt om Kuumas små sindsyge øjeblikke hunhavde oplevet... det gik stille op for Violet der nok ikke var noget hun kunne gøre og det nok var bedst hun blandede sig uden om, så hun satte sig roligt ned igen og nussede stille sin mave. alle disse følelser og svingene situationer kunne umuligt være godt for den lillle baby.

Dianas galskab var ikke rigtig til at berolige denne gang, hun virkede fast besluttet trods hendes ukontrol, og nederdrægtige fabrikat sind, så da Kuuma kom for at holde om hende, lod det til at hun stadig ville dræbe sælgeren, for at lave ham om til en dukke, hun ville tilføje ham til hendes samling, eller i det mindste finde ud af om hun kunne finde ud af det.
"Slip mig Kuuma, jeg vil have ham i min samling, jeg vil lave ham om til en dukke, og dræbe folk med den, mens de tror han stadig lever!" sagde hun stille, og vendte sin frie hånd mod Karasu dukken, og brugte tråde til at styre den hen til manden, og gribe fat i ham "Om jeg så skal bruge en dukke, til at lave en ny dukke, så vil jeg have det!" hun kæmpede ikke rigtig imod, hun virkede ikke til at ville have ham til at slippe, men man kunne nærmest høre årsagen til hendes galskab, bare ved at lytte til hendes stemme. Hun gik i stå da Karasu havde kvæler om mandens hals, og stod bare og kiggede på situationen foran hende, hun så stille om på Violet så godt hun nu kunne, og mærkede Kuumas varme mod hendes krop.
"Hvorfor hader verden mig?" spurgte hun stille for sig selv, selvom spørgsmålet godt kunne virke som om, det var til Violet "Hvorfor kan jeg ikke slippe, for den evige ensomhed, der altid gemmer sig lige om hjørnet? I et halvt år vidste jeg ikke hvad du lavede Kuuma, og så viser det sig at du havde en anden! Jeg prøver at forstå det, men jeg kan ikke, jeg kan ikke forstå hvorfor tillid er så svært!"

Kuuma vidste ikke hvad han skulle gøre som sån, dog havde Kuuma set Lille Ulv ryste på hovedet af noget, måske nogle tankter? han vidste det ikke og han var osse selv rimelig blank og han så bekymret på sin Alpha og over på Lille Ulv, da han var bekymret for de kvinder han elsker, han vidste Lille Ulv måtte undre sig og kunne, pr instinkt som deres indre varulve forbundelse, vidste han bare hun undredet sig, og han skævedet blidt til hende, dog svarede han sin Alpha blidt.
''ved jeg, min Alpha, men er du sikker på det er en god ide? han ville begynde at rådne, og så ville ingen hoppe på den, så det ville være lettere bare at dræbe ham og smide han's lig ud i skoven, som en slags føde til Bioraptornere, ikke?, jeg skal ikke bestemme, men håber du vil høre på mig''
Kuuma stod stille med sin Alpha i favnen, han skævedet over til Lille Ulv, hun havde rejst sig op og han smiledet et kærligt og trøstene smil til hende, for at vise hun ikke var glemt, og han nok skulle komme over til hende, da han forsøgte at fordele sin tid imellem dem, da han ville sørge for dem begge to, men da han hørte sin Alpha's ord, sagde han blidt.
''verden hader dig ikke, den er bare ret ødelagt''
Kuuma som ikke var den store tænker, kunne ikke se hvad da lå under det, så han troet bare han's Alpha mente verden, som i den verden de levedet i, dog svarede Kuuma blidt sin Alpha.
''ved jeg ikke, min Alpha, og hvis dem gemmer sig lige om hjørnet, så gå uden om hjørnet, ved jeg min Alpha, men måtte passe på Lille Ulv, og da ikke så meget at forstå tror jeg nok, jeg har, som alle varulve, to personligheder, min menneskelighed, som elsker dig, min Alpha, og min indre varulv, som blev tiltrukket af Lille Ulv og nu forbundet med hende, som mit menneskelige er med dig, min Alpha, så hvis du vil, kommer du så over og sætter dig, med mig og Lille Ulv?''
han smiledet blidt, da han ikke rigtig vidste hvad han ellers skulle gøre, dog slap han sin Alpha, hun var den da bestemte, så han ville ikke blande sig i hvad hun gjorde, hun var som sagt Boss, dog gav han hende et blidt kys på munden, før han gik over til Lille Ulv, han havde forsøgt at hjælpe til Alpha, og måtte nu se hvad da skete, så han satte sig ned i midten, så Lille Ulv var ved han's ene side og sin Alpha, hvis hun satte sig, ved sin anden side, han lagde sin hånd over Lille Ulv's hånd på sin mave, for at trøste hende og vise sin kærlighed til hende, og han så blidt over på sin Alpha, rakte blidt sin frie hånd imod hende så hun kunne komme over og tage han's hånd og putte sig ind til ham eller hvad hun ville, Lille Ulv kunne gøre det samme, og på han's ansigt så var det tydeligt han var usikker på hvad han skulle gøre med sig selv, med de kvinder han elsker og i denne situation.

Violet så egentlig bare på og lyttede til hvad der blev sagt. hun lagde godt mærke til Kuumas opmærksomhed omkring hende og han prøvede at være de ligemeget fordem begge... stille rystede hun på hovedet og så direkte ind i Dianas øjne med et roligt blik imens hun lyttede til hendes ord.. det var nu kuuma skulle glemme alt om VIolet og bare være der for hans Alpha... det var tydeligt for VIolet at Diana havde brug for hendes egen og ikke havde det nemt ved at dele.. dog lod hun sig være tav og så lidt på Kuuma da han satte sig ved sin side.. hvis dette skulle fungere skulle Kuuma nok ikke være sammen med både Diana og hendes selv på en gang.. endnu en grund til Violet var glad for sit valg om ikke at være en del af deres kobble. hendes blik faldt igen på Diana "Diana... undskyld... jeg forstår din ensomhed.. og forstår din længsel efter en der kun er din... så mange gange undskyld jeg kommer og tager det fra dig nu..." hun tav så igen, hvorefter hun så på Kuuma med et roligt og forstående blik "Kuuma.. stop med at fordel din tid.. din Alpha har brug for dig lige nu.. hun har brug for din kærlighed kun gives til hende.. hvis dette skal virke skal du lære at se hvornår hvem af os har brug for dig mest.. og nu er det din alpha.. lige nu skal du være hendes og kun hendes" sagde hun roligt med et smil der ville fortælle Kuuma at det var okau.. Violet kunne sagtens klare sig selv lige nu og den smerte Violet kunne se i Diana skreg efter omsorg, hvad VIolet hvertfald kunne se.. i hendes øjne havde Diana mere brug for Kuuma i dette øjeblik en Violet havde. derfor rejste hun sig roligt op "please Kuuma giv Diana al den kærlighed hun har brug for.. hun er din første mage.. hun er den din menneskelige side elsker og hun har brug for du er hendes" hendes silke bløde stemme var rolig og det var tydeligt hun mente hvert et ord. igen så hun på Diana "du er ikke alene.. du skal bare tage den kærlighed du har brug for" sagde hun roligt, hvorefter hun med en smule besvær dog stadig med ro og sikkerhed i kroppen, forlod hun rummet og hulen, så de to kunne være alene.

Diana lyttede stille til hvad de begge sagde, og på en eller anden måde var det som om, at Violets ord beroligede hende utroligt meget. Hun begyndte at se noget af sig selv i Violet, den selvopofrelse Diana prøvede at give for at løse situationen, det at Violet gav Kuuma til hende på en måde, den ensomhed hun valgte lige som Diana havde været nød til, i det meste af hendes liv. Diana så stille på den skrækslagende sælger, og i en flydende bevægelse dræbte hun ham før hun vendte sig mod dem igen, efter Kuuma havde sluppet ham og var henne ved Violet.
"Violet!" sagde hun stille mens hun så på hende forlade hulen, og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv mere "Kuuma hvorfor er det så svært, at elske nogen som helst? Jeg kan ikke forstå alle de følelser, og jeg prøver virkelig på at vi kan klare det her, uden at nogen bliver såret af det, men jeg ved ikke hvordan man gør! Hvordan gør man?" hun satte sig stille ned på gulvet, et stykke væk fra sælgerens lig, og samlede benene under hovedet, så hun kunne holde om sine ben, mens hun lagde hagen på sine knæ, og så trist frem for sig. Hun styrede Karasu og satte den over i hjørnet, hvorefter hun fik moderen og faderen til at komme hen til hende, og sætte sig på hver side af hende, så de kunne holde om hende som var de rigtige forældre.
"Jeg ville bare have, at vi alle sammen kunne havde det godt sammen!" sagde hun stille, og så ned i gulvet "Men jeg kan ikke abstrahere fra det, jeg kan ikke styre min galskab, fordi jeg ikke kan styre situationen, når jeg ikke ved hvad jeg skal gøre!" man kunne godt høre på hende, at det på intet tidspunkt var faldet hende ind at spørge om hjælp, da hun i hendes hjerne havde tænkt at hun var alpha, og derfor skulle hun kunne klare den slags situationen selv. Men det var mere end hun kunne håndtere alene, når hun ikke havde en ide om hvad pokker hun skulle gøre.