[Uafsluttet] May god have mercy on your soul! (Makuro)

Sted: dybt inde i de forladte områder af det dark city.
omgivelser: Masser af ødelagte huse og ting.
Vejret: Solen står højt, men har svært ved at nå ned til bunden blandt de ødelagte højhuse.
tid: midt om formiddagen.

En lummer og fugtig varme kravlede hen af bunden mellem de store tårnhøje gravsten, som bevidnede om fortidens storhedstid. Skyggerne hernede var så fugtige, at man næsten skulle tro, at det var rent vand. Selvfølgelig var det nok bedre at være her imellem de fugtige betonvægge, når man tog i betragtning, at solen var stegende hed, og ørkenen var ikke ligefrem et behageligt sted at være på denne tid af dagen, andet hvis man gerne vil have stegt sin krop som en flamberet kylling.
Det var underligt at være hernede, det stod i så kontrast til omverden, da man kunne se den højblå himmel over sig og man vidste, at solen stod på sit højeste og alligevel på de fleste gader her i centrum, hvor radioaktiviteten til tider var høj, så var man total dækket i mørket.
Mens man gik hernede, så kunne man nok ikke undgå at bemærke noget, som stod i meget kontrast til omgivelserne, som om det var et julelys midt i mørket. Imellem nogle tårnhøje kæmper stod en gammel kirke, som var i bedre stand end de fleste bygninger omkring den, men som alligevel havde et stort hul i taget, som sikkert kunne have været skabt af en mindre bombe eller raket.
Men ude over det store hul i taget, så virkede bygningen alligevel som om, at selveste gud havde holdt hånden over den.

Ethvert menneske ville måske gå videre eller sågar ville de have lyst til at gå ind i kirken bare for at bede en lille bøn. Men væsner, som havde mange andre sanser end mennesker, ville måske nok stoppe for et øjeblik lige foran kirken, især hvis man var en skyggedæmon. Hvis man lugtede godt, så ville man helt klart kunne lugte en person derinde, men som havde en meget underlig dæmonisk lugt, som ikke lignede noget andet, som man havde mødt før. Hvis man kunne føle auraer, så ville man tydelig kunne føle vedkommende, som havde den mest eksotiske dæmonlignende aura.
Ikke nok med det, især dem, som er skyggedæmoner, så ville de føle via auraen, at der var en person derinde, men der var absolut ingen skygger overhovedet, hvilket er praktisk talt umuligt.

Inden i kirken kunne sollyset på mærkværdig vis komme igennem de høje gravsten og lige komme akkurat igennem hullet i taget, hvor lysets stråler omfavnede alteret for enden af kirken. Hele kirken indenfor var nogenlunde ryddeligt, der var selvfølgelig nogle mursten hist og her og sågar gyldne patronhylstre på gulvet, men ellers langt bedre end udenfor. Foran alteret med ryggen imod indgangen til kirken, stod en skikkelse ved alteret, hvor der var ingen tvivl om, at det var hende, som var kilden til alle de sære fornemmelser, som man fik ude for kirken.
Langt sølvhvidligt hår dækkede over hendes lange og feminine ryg, som især fik et næsten guldlignende skær i solens bløde og gyldne omfavnelse. En grågrønligt jakkesæt lå tæt til kvindens krop, som var holdt ved lige.
Hvis man hørte ordenligt efter, så kunne man tydelig høre den kvindelige stemme.
"Thi du skal bøde for dine synder, mærke de hede flammer og brænde, således skal du genopstå fra asken som en renset person og komme i guds hellige rige."

Hjem.... Hjem var et vidt begreb, men alligevel havde Victoria aldrig været i tvivl, dette var hendes hjem, hendes kirke! De guddommelige og smukke mosaikker, den stilede og enkelte stil i hele kirkens opbygningn, lyden af stilheden fra folk, mens man prædiker. Der var simpelthen intet bedre... Den guddommelige lykke, når man kunne stå foran en forsamling og se deres tro stråle ud af deres øjne! Intet var bedre simpelthen intet.
For flere timer siden havde hun sendt sine allermest bedste discipliner af sted, da guds udvalgte kunne bare ikke dovne den af, de skulle jo føre guds lov til jorden! Rense jorden for alle mørkets kryb!
Victoria følte sig helt ekstatisk, og derfor var hun begyndt at læse op fra sin elskede bible. Spild energi ville være en synd, og så mens hun læste videre og stadigvæk var fyldt med sin ekstatisk lykke, så gjorde hendes krop det, som den altid havde gjort. Gradvist blev lykken i hendes sjæl ædt, da victoria modsat alle andre væsner på jorden levede på sin egen lykke.

Dog selvom hun var i særdeleshed koncentreret om sin opløsning, så kunne hun ikke undgå af føle det! De hvid behandskede hænder knyttede på altaret, da hun kunne føle denne rene mørke! Ondskabens væsen var lige uden for hendes kirke og oven i købet... Hun gipsede, da hun mærkede væsnet træde ind på denne hellige jord. Hun var overrasket af alle grader, men alligevel læste hun videre, mens smilet på hendes kæbeparti bare blev større og større. Var det gud, som havde sendt dette væsen, som hun skulle redde? Eller serverede gud dette væsen på et sølvfad for hende? Guds veje var uransagelige, det måtte hun dog tilstå endnu engang overfor hende selv.

Makuro havde været på mission oppe i bjergene, for at finde en gammel artefakt. nu med den gamle gulv ring hvilende sikkert i sin højre lomme, var han på vej gennem heden for at finde et sted at hvile sig inden hans tilbage rejse mod Armadilo skulle begynde. det var tydeligt at det havde været voldsomt oppe i bjergende, for dæmonen trængte mere end nogen sinde til et bad. blodet fra de ulve og bjørne som havde blokeret hans vej på at udføre sin misions blod var størknet fast til hans tøj og hår. kun nogle steder var blodet stadig fugtigt, efter at have blandet sig med de sved perler som roligt løb af ham.
varmen generede ikke dæmonen, som bevist holdte sig i de kendte omgivelser som blev kastet hen af jorden af de store ødelagt huse, nemlig de fugtige skygger. mens han gik gennem de mørke støvede gader, undrede han sig over hvorfor den ødelagte by som havde tilfredsstillet ham.
mens han gik i undren studerede han de ødelagte bygninger som stod som markører for fortidens krig. længere fremme var der et hus som fangede hans opmærksomhed, det så totalt urørt og uskadte ud.

da han var kommet lidt tættere på var det tydeligt for ham at det var en kirke, og at den var i knap så god stand som den havde set ud fra afstand. Et smil bredte sig over hans ellers rolige ansigt ”Selv ikke guds hus kom 100% uskadt igennem krigen” mumlede han muntert mens han fortsatte med tættere på kirken.
han havde retning mod et ødelagt højhus som lå lidt væk fra kirken. men da han nåede hen til hegnet som omringede kirken stoppede han brat op, og stigerede gennem hegnet ind på den gamle kirke med hul i taget. det var noget som var fuldstændig ude af balance, dæmonen kunne mærke auraen fra en anden dæmon inde i kirken hvilket normalt ikke ville genere ham, men der var en del som manglede på den dæmon. alle planer blev stråjet i hovedet på den lille dæmon idet han vendte rund på stedet og roligt gik imod lågen gennem hegnet.
Makuro havde ingen anelse om hvad der forgik, men en ting var han sikker på, den dæmon inde i kirken havde ingen skygge. af ren nysgerrighed skubbede han den lavt knirkende låge op og trådte på gangen som ledte ind i kirken. han kom hurtigt over til de to store porte som udgjorde indgangen. han satte sine størknet blodbelagte hænder op på de to porte og skubbede så til så de gik op samtidig i en knirken. lyset fra solen som bagede over kirken sprang ind af porten som var det race for at komme først. han trådte ind på kirke gulvet og så op mod alteret og fik øje på dæmonen som han havde kunne mærke. han lod blikket glide ned a personens ryg, helt ned til gulvet hvor han til sin egen forbavselse og samtidig lettelse lagde mærke til at der ingen skygge var. han åndede lettet op, jeg er ikke blevet syg. han stod lidt i den åbne port og stigerede på personen uden skygge, forvirret gik han over og satte sig på en bænk i den højre del af kirken, han havde lagt sin skede med katanaen i ned på bænken ved siden af ham. det gav ingen mening i hans hoved, en person uden skygge?

Hele den høje kvindelig skikkelse drejede om på hælene, hvor de store fine glas skinnede i sollyset, hvilket gjorde, at man ikke kunne se hendes øjne, hvor hun lignede, som om hun læste fra bogen, mens hun rent faktisk så på denne dæmoniske skikkelse, som havde sat sig på sine bænke. Hvor uforskammet! Hvordan kan dette væsen krænke denne kirkes hellighed! Heldigvis havde Victoria læst videre op fra bogen, som hun kunne uden ad, hvilket gav hende et godt anker i hendes sindshav, som var vild og oprørsk over, at sådan et væsen bespottede dette hellige sted.
"Døden er aldrig enden, for gud har valgt det. Døden er bare vejen videre, videre til det hellige mål at komme i guds paradis, som ingen mennesker kan forstille sig. Men nej for nogle har gud valgt, at de skal blive på jorden for at udføre hans gerninger!
Grå laksko gav genlyd i hele kirken, mens hun gik ned af de små trin og ned af midtergangen, det var som om denne rungen interferede med hendes stemme, hvilket gav det bare en forhøjende effekt af det, som Makuro nok ikke kunne indse.
Ikke nok med havde var hun uden skygge, havde den mest underligste dæmonaura nogensinde, så begyndte hendes udstråling/aura at forandre sig, det var næsten som om den strålede, selvom man ej kunne se det med det blotte øje, kun fornemme det. Mens Victoria gik stille og roligt med langsomme og rolige skridt ned af gangen, så snakkede hun videre, mens hun tænkte inde i sit hoved. Men siden dette væsen er her, han må være en test! Gud tester mig! Det må han gøre, ellers havde dette væsen aldrig begivet herind, og slet ikke i den tilstand... Han må... Nej jeg ved det. Gud har sendt mig dette forsvarsløse får, som et nyfødt lam er den stadigvæk dækket af blod og skidt, jeg må redde det, pleje det, og så få den til at blive en af guds forsvarende ulve.
Victoria var blevet fuldstændigt ekstatisk, hvor dens trancelignende effekt to halvt over hende, da hun personligt følte, som om gud var hende nær.
"Disse personer er guds udvalgte, selv ej ser de fleste det, så skal de bestå for at gøre guds vilje, thi give dem nåde, hvis de nogensinde trodser deres pligter, thi hvis de gør deres pligter vil de blive velsignet til evig tid
Trancen åbnede op for det, som var så unikt for Victoria og som havde gjort, at det våben, som de daværende præster ville skabe, da de rensede hendes dæmoniske jeg for at gøre hende til en hvid dæmon, så blev hun simpelthen vendt imod dem. Ikke fordi hun slagtede dem eller tog hævn, nej hun var dem evig taknemmelig, men hvad de ikke vidste var, at hele deres kult blev straks overtaget af Victoria, da Victoria havde udsædvanlige evner, som Makuro kunne mærke siden starten af prædiken men allerstærkest nu.
Victorias egen åbenbaringshedsfølelse var ikke kun længere forbeholdt til hende selv, hun udstrålede med denne mindre guddommenlige udstråling, som hverken var god eller ond, det var bare mere som en guds komiske kræfter, for selvom man normalt anser gud for at være god, så er han jo reelt set neutral, da han skabte også ondskaben.
Således hendes neutrale guddommelige udstråling, hvor hun fik en mindre glans som en messiah altså en af guds udvalgte, så var det ikke ligesom en engels udstråling, som ville skræmme enhver ondt væsen som en dæmon, nej denne havde en lige effekt for alle, om det var gode eller onde væsner.
Lige ude for bænkerækken, hvor Makuro sad, så stoppede hun, hvor hun stadigvæk holdte bogen foran sig, hvor hun satte sig for enden af bænken lige bag ved Makuro, således at hun ikke var for tæt på dæmonen, hverken for at krænke ham eller for at selv være for tæt på, således det var farligt for hende selv.
" at være udvalgt er ikke forbeholdt for de udvalgte, for selv kan man hengive sig til guds nåde, thi som altid vil være retfærdig, så kan man således også være en af guds udvalgte
Lyden af bogen, som blev klappet sammen kom, hvor Victoria kiggede op på ham med havblå øjne, hvor hun udstrålede halvt stadigvæk af denne messiah lignende aura, dog langt fra som før da hun talte, da det krævede, at hun var i trancetilstand af hendes prædiken.
"Hvad bringer dig til denne kirke kære barn af mørket?
Hun sørgede virkeligt for at sige det meget fordomsfrit, som om det bare var en titel uden betydning, som om han ikke blev dømt på at være dæmon. Selv hadede Victoria ham ind til sjælen, da kun hvis han ville konventere til gud, og indtil det sker, så vil hun altid se ham værre end en kakerlak. Men gud satte hende på en prøve, så det var så vigtigt, at hun gjorde alt, hvad hun kunne.

den lille dæmon som sad med sit uglede hår og beskidte tøj studerede dem jakkeset klædte kvinde som stod og læste op om gud. han så til mens kvinden vendte sig og afslørede sit ansigt som blev skarpt lyst op og gjorde det umuligt at hende ordentligt. men hun langsomt nærmede sig ham, sad han og tænkte over hvorfor fanden en dæmon som hende gik og rablede om gud og paradis. hvor var den så kaldte gud da han var blevet tortureret af engle, de væsner som skulle være tættest på gud? vreden begyndte at ulme i takt med hver gang ordet gud blev sagt.
den dæmon som med små skridt nærmede sig ham undrede ham mere og mere. den person som han var sikker på var en dæmon uden skygge var begyndt at udstråle en mærkelig aura, han var sikker på hun var dæmon men det føltes mere som en engel, nej højere end engel. ordene mere end engel gav genlyd i hovedet på ham i takt med hendes lakskos ekko, den mærkelige aura generede ham.
den mærkelige varme og næsten gudelige aura fik de hellige symboler og engle ar på hans krop til let at svig. han holdte øje med kvinden som han ikke længere var sikker på om var dæmon eller hvad hun var, mens han lyttede til hvad hun snakkede om men uden at lytte alligevel. for inde i ham forgik en blanding at sort kaos og lys vejledning, hvad forgik der? var hun gud? svigen fra arene blev til smerte som spørgsmålet om hun var gud løb gennem ham. vreden løb gennem ham som en sort flamme som ville gøre hvad den kunne for at starte en steppebrand, men det var som om flammen ikke kunne få fat i ham, som om den forsøgte at brande sne.
han fulgte kvinden med øjnene mens kampen mellem det onde og det, som af en eller anden mærkelig grund var i ham, det gode fortsatte. kvinden fik læst et ord op som var som en blæsebælg til ilden i hans indre, retfærdighed, den mørke steppebrand blussede op og satte ild til hans indre i takt med lyden af bogen som klappede i. var gud retfærdig? havde det været retfærdighed som havde tager hans forældre fra ham og tortureret ham?
spørgsmålet ekkoede gennem ham, drevet af vrede lynede han roligt sin jakke op så hans veltrænede mave kom til syne. han rejste sig op og vendte sig mod kvinden, han trak sin jakke tilsiden og blottede de mange ar og hellige symboler som var skåret og brændt ind i kroppen på ham. Det var tydeligt at alle de ar ikke var noget dæmonen selv havde forsaget "Er gud retfærdig" spurgte han tilbage med en dæmon stemme som bare skreg had.

Victoria blev helt og igennem overrasket, mens hun kiggede roligt på Makuro, som tydeligvis var mere end oprevet, hun kunne føle det, dette buldrende væsen mørkets væsen i ham. Med en rolig hånd tog hun fat i brillerne og fik dem skubbet et par centimeter ned af næseryggen og så nærstuderede arrene. De blå øjne blev store, da hun blev forarget! hun kunne tydeligt se, at dette var gjort af engle, og hun hadede dem lige så meget engle som dæmoner. I hendes øjne så var alle væsner bare rent og skær en vederstyggelighed. Ja hun vidste selvfølgelig godt, at engle var guds første børn, men deres arrogance, deres mangel på tro til gud gjorde, at hun så dem intet bedre end de mørkeste kryb
Den lyse kvindelig hånd løftede sig op med håndryggen imod hende selv, hvor hun kiggede på ham spørgende, om hun måtte røre. Hvor der var intet i hendes attitude, som udstrålede, at hun ville gøre ham noget ondt. Hvis Makuro gav hende lov, så ville han mærke en mild varm hånd over arrene, som kun lige berørte akkurat dem for at mærke dem. Fingerspidserne var på hans brystkasse, hvor hun så så ham dybt ind i øjnene, hendes øjne virkede så klare og alligevel så hypnotiserende pga hendes andre faser af hendes evne satte ind (Du kan kigge i profilen for, hvad hendes evne kan)
"Dette er ikke guds værk!
Sagde hun med den dybeste alvorlighed, og Makuro kunne tydelig mærke en følelse af, at han ikke kunne modstå hendes halve orde. Ikke nok med kunne hun udstråle en messiah lignende aura, når hun prædikede, så når hun kiggede folk i øjnene, og beordrede dem eller ville have dem til at forstå noget helt bestemt på en halv beordrende vis, så var hun meget svær at modstå. Folk kunne sagtens modstå hende, det var ikke det, men følelsen, som de fik af hendes ordre, var noget, som de færreste kunne ignorere og især desto mere ødelagt og svag sjælen var hos vedkommende, desto lettere havde hun ved at trænge ind. Især hvis personen ikke havde en stor nok kynik, fornuft eller logik til at kunne skære sig igennem hendes følelsespåvirkende evne.
"Engle er ikke guds væsner, ja de var de første børn, men de er langt værre end menneskerne. Gud anser dem ikke længere for at være hans udvalgte, derfor er dette heller ikke guds værk
Hun fjernede først fingerspidserne nu, men mens hun havde haft talt til ham og havde berørt ham på sammen tid, så havde den 3 fase sat sig ind i hendes evne, hvor Makuro kunne føle denne underlige lysende klump i sit indre. Det var ikke lys som i godhed, det var den sammen neutrale guddommeligheds følelse, som hun selv får, når hun prædiker. Dette følelse, at der rent faktisk er mere mellem himmel og jord, og at en eller anden komisk kraft var lige i nærheden.
Victoria lagde begge hænder på biblen på hendes skød, men hvis Makuro havde set en bibel før, så var det tydeligt, at dette ikke var en almindelige bibel. Bogen var pakket ind i sort og hvidt læder på en mønstrende måde, hvor med meget fine sting med et lille rødt lædersnor var der blevet syet et rødt kors, som stak igennem en drage.
Hvis Makuro kiggede nysgerrigt på biblen, så ville Victoria løfte den og lagde ham tage den, hvis han ville.
Hvis han kiggede i den, så ville han hurtigt se, at dette var endnu engang langt fra en almindelig bible, da teksten inden i bogen var skrevet med en mørkerød skrift, næsten som om det var af blod! Nej der kunne ikke være i tvivl om det, enten var det skriftmaling som lignede voldsomt meget blod eller så var det blod.
Desuden så var teksten i bogen intet lignende det, som stod i den almindelige bibel, og hvis man bladrede i den, så ville man se, at der var billeder i den, hvor væsner bliver tortureret, folk dør, helvedes flammer osv, korsridder dræber drager og andre væsner.

Makuro stod og med hænderne strittende ud til siden hvor hver hånd havde fat i en halvdel af jakken. han trak vejret tungt og hadfyldt, mens han så på den kvindelige præst med sine kolde blå øjne. hans spørgsmål stop brandende på indersiden af hans pande, han kunne ikke forstå hvordan en såkaldt gud kunne lade en væsen blive tortureret så groft.
han så ned på håndfladen som langsomt kom nærmede sig ham, forvirret så han spørgende op og mødte hendes blik. det var noget mystisk ved hendes blik, det var som om det havde tryllebundet ham. selv hvis han havde ville flytte sig væk fra den nærmende hånd, havde han det som om at det var ham umuligt. han mærkede den mystisk rare hånd roligt berøre hans vredesdunkende ar, dunkenen forsvandt roligt ved hendes berøring.
"ikke guds værk?
Mumlede han forvirret mens han holdte øjenkontakten men den kvindelige præst. hvad var det hun havde sagt, han forstod det ikke, var det ikke gud som styrede alt? en underlig varm følelse løb gennem ham, som om han stod lige op af et brandende varmt bål. et sådan bål som han normalt ville kunne bruge timer på bare at side og stiger ind i. hvad var den følelse? han havde som om han var nødt til at give hende ret, hun havde ret.
"så det var de satans engle!
Sagde han med roligt forstående øjne, men inde i følte han alligevel at noget var galt. han mærkede hvordan den varme følelse roligt sivede ud af ham da hun fjernede sine rare hånd, han fulgte hendes hånd med sine roligt men forvirrede øjne. han så ned på bogen som han var sikker på var en bibel, dog lignede den ikke de bibler han før havde set. han studerede undrende dragen på forsiden, som roligt blev støre i takt med at præsten førte bogen op mod ham i en gestus til at han godt måtte kigge. forsigtigt tog han bogen og lod roligt hånden glide over det bløde men ru læder. forsigtigt åbnede han bogen og blev mødt af et forunderligt syn, rød skrift? nej, han var sikker det var blod! forvirret så han op på præsten, for hurtigt at se ned i bogen mens han roligt bladrede gennem de blodige sider.
Et billede fangede hans opmærksomhed, et billede af noget som lignede en dæmon som var spændt til et kors. som at få en sten i skridtet slog det ham, hvad fanden forgik der? hvad var det han stod og lavede! han så op på dæmonen og rystede hurtigt på hovedet i takt med han klappede bogen i så det ekkoede i kirken.
"Hvem er du!? hvad er du?
Udbrød han hårdt og alvorligt. hvad havde hun gang i, hvordan kunne hun tillade sig at prædike som et væsen af gud når hun var en dæmon!? forvirringen stod skrevet i panden på ham, mens hans øjne lyste alvorligt.

Hun var klar over, at ved hun ikke berørte ham længere, så havde hun ikke den præcise sammen virkning som ellers, som ellers havde strålet ud af hans kropssprog. Men ja hun kan jo ikke til evig tid blive ved med at bruge sine kræfter på en person, hun skulle bare lige gøre det akkurat længe nok til, at et frø ville blive spiret i sindet på vedkommende, så hist og her ville hun komme med livbringende vand igennem hendes evne til frøet, således det kan bare vokse sig større og større.
Victoria kunne ikke lade vær med at smile lidt, mens han tog bogen og var mere end overrasket og forvirret over bogen, bogen var hendes stolthed, da det var en af de bedste bøger i hendes kristne kult, som var en ekstrem form for kult, sådan lidt dommedagsagtigt og i særdeleshed voldeligt.
Før hun svarede, så tog hun brillerne op på sin plads igen, hvor solen heldigvis ikke reflekterede i hendes briller, således man stadigvæk kunne så hendes blå øjne.
"Når ja, jeg har jo ikke fået præsenteret mig selv, mit navn er præstinde Di cross, men bare kald mig ved mit fornavn Victoria"
Hun snuppede roligt bogen ud af hans hænder, hvor hun tydelig kunne se, hvilket billede, som han havde set på, hvilket forklarede meget om hans ny frembrusende adfærd.
Et lille feminint grin slap hendes læber, hvor hun så tog et brillelommetørklæde i lommen og rensede hendes meget store briller, hvor et sort kors foran hendes røde slips hang og dinglede.
"Som jeg uden tvivl kan gætte, så har du jo lagt mærke til, at jeg er noget helt andet end det, som du nok nogensinde har stødt på. Ja jeg er dæmon, dog langt fra din slags eller nogen af de andre, fordi jeg er en renset dæmon
Selvom Victoria begyndte at huske de lange års tortur og andet, som præsterne havde gjort overfor hende, så smilede hun ved det, da hun var lykkelig for, at hun nu var blevet renset.
Victorias sindsbeholder af lykke var begyndt at stige en smule igen, og som Makuro måske ville kunne mærke, da hendes aura ændrede sig meget lidt, så åd hendes sjæl og krop en bid af hendes lykke igen.
Brillerne blev sat i på hendes næseryg, hvor det lange hår lå så fint som før rundt omkring hendes hoved og skuldre.
For et øjeblik ønskede hun, at hendes pistoler, geværer, korsdaggeren eller hendes lange sværd havde været i nærheden af hende, da hun godt kunne regne ud, at denne dæmon måske ville kunne blive farligt, men heldigvis havde hun tro i gud, alt skulle nok lykkedes på den ene eller anden måde.
"Nogle kalder os for hvide dæmoner, især taget i betragtning af de få af min slags, som der har eksisterede, har som regel altid været meget troende. Men nej ikke på sammen måde troende, som du kender det.
Sagde hun understrengende og hvor hun igen sørgede for at kigge ham dybt i øjnene og sagde sådan med en befalende mine.
"Du må forstå, at hedninge er der desværre nok ude i verden, især med alle de mange væsner derude, men nogle gange er væsner som os heldige som mig, at finde guds frelsen. Gud er ikke god, gud er heller ikke ond, han ønsker bare orden i sagerne på jorden, og det gør han igennem udvalgte som mig, og sågar en som dig ville kunne blive"
Hun fik en mikro tand denne aura igen, da hun var begyndt at halvt prædike igen. Det farligste ved Victoria var nok, at selvfølgelig var hendes prædiken og alt de effekter meget farlige for en, med en sart sjæl. Men de personer, som virkeligt begynder at stille og roligt tage ordene ind til sig, selv de stærke, de kan tit ende med, at de har meget svære at modstå Victoria, da hun simpelthen bryder folk psykiske barrikader ned for hende, men igen det betød langt fra, at folk ikke kunne modstå hende, men deres følelser ville have svært ved det.
"Ja som du sikkert har spurgt dig selv, hvis gud er så almægtig, hvorfor gør han intet? Selv jeg har haft stillet mig dette spørgsmål og jeg kan komme op med mange grunde for hvorfor, for det første fordi han er gud, en gud er ikke et væsen som os og vil aldrig ligne os på nogen som helst måder, så hans filosofi, hans viden, hans kræfter er noget helt andet end det, som vi kender til. Desuden er vi hans børn især de udvalgte, og hvis han ikke lod sine børn stå på egne ben, hvordan skal de selv kunne klare sig i verden.
Ingen tvivl om, at gud skulle have haft reddet dig fra de engle, men havde han det måske ikke alligevel? Fordi jeg ville aldrig tro, at de engle nogensinde ville give slip på dig, så du har haft måtte være heldig for at slippe fri
Auraen af hende glødede stærkere.

Han så hvordan brillerne roligt blev skubbet tilbage foran de blå øjne. godt så Victoria, så mangler jeg bare at vide hvad fanden du er? for hun var da en form for dæmon. han holdte sit alvorlige blik, men så alligevel ned på bogen som roligt gled ud af hans hænder og over i hendes.
grinte hun lige? hvorfor? det var da overhovedet ikke noget sjovt over ham. han tænkte lidt over det han var jo trosalt smurt ind i blod, men det var da ikke sjovt. med alvorligt øjne studerede han hvordan hun pudsede sine store briller mens hun snakkede. han alvorlige blik blev mere og mere forvirret, han så spørgende på hende. renset dæmon, hvad gjorde hende så meget mere renset end ham? han mærkede en ændring i hendes aura, der var noget som ikke var korrekt ved den dæmon som han stod foran. med armene hængene ned langs siden mærkede han roligt med sin højre hånd på sine kasteknive som han i hans bælte, hvis hun prøvede noget ville hun miste hovedet. men han vidste ikke at hun allerede havde haft gang i meget.
Hvid dæmon?
han så spørgende på hende mens hun fortsatte. ikke god, ikke ond. hvad rabler hun om, og ham som udvalgt? den mærkelige følelse fra før rullede langsom op gennem ham endnu en gang, som om den bare havde gemt sig i hans skygge. han havde jo trosalt ret i at man skulle kunne klare sig selv, og det havde han jo så sandelig også lært.
Endnu en gang knækkede den harmoniske film for ham.
siger du at det var held at jeg slagtede en vagt og slap fri, for derefter at springe hele lortet i luften?
udbrød han med en streng og alvorlig stemme, hans øjne var som gennemborende missiler af vrede. han rettede hånden ned med sværdet og pegede på det, og fortsatte.
Siger du at det var held at jeg slagtede den person som jeg elskede med det sværd, i et forsøg på at dræbe den eneste engel som overlevede min tidligere vrede? nej satme nej! vi er vores egen lykkesmed, og det har gud ikke en skid med af gøre!
hun kendte intet til ham og hans fortid! så hvordan kunne hun tillade sig at kalde det held at han slap væk! han stigerede vredt ind i øjnene på dæmonen, den såkaldte hvide dæmon. han undrede sig stadig over hvorfor hun var så meget mere speciel en ham.

Hans manglende tro på gud satte hendes pis i kog, så hun rejste sig hurtigt op med hænderne knuget omkring bænkens ryglæn. Der var intet i hendes kropssprog, som viste, at hun ville skade ham, hun var bare blevet vred. Med halvt sammenknebet øjne så hun på ham. Nu begyndte hun virkeligt at udstråle med denne mærkelige aura, som helt klart endnu engang understregede, at hun var en hvid dæmon med en helt anden aura og sjæl i forhold til almindelige dæmoner. Men også også den beordrende tone og hendes stirren i hans øjne, som nu var langt stærkere end den havde været tidligere.
"Bespot ikke gud pga din uvidenhed!
Huden på de bare steder havde blevet langt mere hvidere, da hendes vrede havde lige været tæt på at sørge for, at hendes dæmonform var kommet frem, hvor faktisk et par helt kridhvide horn var dukket halvt op fra håret af og toppen af hvide vinger havde tittet lige få centimeter op af ryggen under hendes jakkesæt.. Men de forsvandt igen, da Victoria lukkede øjnene og satte sig ned med en styrende vejrtrækning, hendes hånd kørte automatisk over brystet på hende i korsets tegn.
Hendes øjne åbnede langsomt op og så på ham, hvor han ingen tvivl om var blevet påvirket og måske lamslået af den ultra hårde lussing som havde ramt ham pga hendes evne.
"undskyld, jeg glemmer nogengange, at selvfølgelig findes der mange, som endnu ikke har indset at guds vej eksistere, så jeg skulle slet ikke have haft hidset mig op."
Hun havde et mildt ansigts udtryk på hendes ansigt, hvor hun bukkede sig ned for at tage sin elskede bibel, som havde røget ned på gulvet med et brag tidligere, fordi den havde ligget på skødet af hende. Med en børstende hånd fjernede hun skidtet fra den, hvor hendes hud kærtegnede læderet, som rent faktisk bestod af menneskehud fra nogle hedninge fra fortiden.
"Nej jeg siger ikke, at det var et held, du har misforstået mig. Det, som jeg snakker om, er, at gud har giver dig en masse muligheder, og der tog du den heldigvis! Du må endelig ikke glemme, at guds test for os alle er, at vi har vores egen fri vilje, og så bedømmer han os efter vores valg.

Nogle skridt i indgangen tog Victorias opmærksomhed, hvor hun tydelig kunne fornemme vedkommendes menneskesjæl. Makuro kunne nok tydelig også mærke vedkommende, fordi han havde en skygge, men stadigvæk mærkbar mindre var skyggen i hans sjæl, som om han havde fået syndsforladelse/lettet sine skuldre for mange af de ting, som ellers tynger normalt en person. Hvis Makuro nogensinde havde lagt mærke til det før, så var de personer, som var rigtigt meget religiøse og retfærdiggjorde alt det, som de end gjorde, havde langt mindre skygger, da langt mindre mørke ting var i deres sjæl.
En mandelig skikkelse i hvidt jakkesæt med nogle blodpletter hist og her, en stor dagger i bæltet, som lignede et ommodificeret kors stod og stirrede vantro på dæmonen. Victoria rejste sig op og havde et varmt og mildt ansigtsutryk, mens hun gik hen imod ham med åbne arme. Manden rykkede sig ikke, og det var tydeligt, at han overhovedet ikke kunne lide at Makuro var her. Med da manden mærkede den blide hånd på hans kind, som vendte hans ansigt imod Victorias, så gik han ned i knæ og kyssede hendes hvidbehandskede hænder.
"Jeg kan se, at missionen gik vist godt? Du skal ikke tage dig af ham, giv mig og ham noget fred, så tag dig en tur nu hvor vejret er så fint, som det er.
Manden havde et underligt tilbedende blik i hans øjne, som nok ville kunne få en observator til at undre sig, for den virkede unaturligt, næsten som en besværgelse.
Manden gik hurtigt ud igen, og Victoria gik med fine kvindelige skridt hen imod bænken bag ved makuro.
"Undskyld for det, jeg havde ikke forventet, at kirkens folk ville begynde at allerede vende tilbage nu.

den vrede skyggedæmon skulle til at gribe det sværd han var i færd med at pege på da den såkaldte hvide dæmon pludselige rejste sig hurtigt, men sådan som den mærkelige aura strømmede ind over ham frøs han på stedet. det føltes som at få en støre sten kastet i ansigtet sådan som auraen rullede ind over ham og roligt tog hans tanker med ud på en køre tur.
den mærkelige varme følelse af at flyde rundt i en blanding af ingen ting og alting strømmede rund i kroppen på Makuro, måske havde hun ret, måske var han virkelig uvidende. men lige så hårdt og hurtigt som følelsen havde ramt ham, lige så hårdt og hurtigt smed den ham på jorden. han kom til sig selv og nåede lige at se de små horn i panden forsvinde, dæmonform? forvirringen i ham blev til frygt, men alligevel var han ikke bange. han havde fra starten af været parat til at kunne uskadeliggøre hende hvis det skulle være nødvendigt.
roligt så han gennem brillerne og ind i de blå øjne som langsomt åbnede på og så tilbage på ham, det var noget mystisk ved de øjne som han ikke helt kunne sætte ord på.
"der er ingen grund til at hidse sig op"
sagde han roligt men dog stadig rystet over aura angrebet. han fulgte nøje hendes bevægelser idet hun bøjede sig ned for at samle læderbogen op. blod skrift, han smilede roligt ved tanken over at bogen var skrevet på en måde han selv ville kunne ha fundet på at gøre det, med blod. en rolig latter brød frem til det som blev sagt.
"så tror jeg sgu at jeg har fejlet de tests!

et menneske der nærmede sig kirken fangede Makuros opmærksomhed, endnu en med en mærkelig skygge? det var sjældent ham opdagede så mange med mindre skygger en normale personer på en uge, nej på en måned! han så over imod døren idet manden klædt i hvidt jakkesæt trådte ind. det var da utroligt! det var mindre end en time siden han havde efterladt en person i samme slags jakkesæt og samme slagt skygge liggende savlende på jorden, efter at have gnasket hans skygge i sig. på det tidspunkt havde han været sulten og så var mennesket kommet gående imod ham, han havde undret sig lidt over om skyggen over hovedet ville smage godt. men det havde han hurtigt fundet ud af, og de var lækre!
han mærkede sulten ulme frem i sig, på trods af at han sådan set var mæt, så vidste han at menneskets skygge med sikkerhed ville smage lige så godt som den tidligere. han så sulten over på mennesket som tydelig vis ikke var særlig tryg ved hans nærvær, hvilket jo var forståeligt nok efter som at hans skygge ville være en 5 stjernet middag værd.
da mennesket gik ned på knæ kunne Makuro ikke lade vær med at grine ondt inde i sig selv, JA nemlig! vi dæmoner syre menneskeheden!
Makuro fik øje på en mærkelig ting som han også havde set på mennesket fra tidligere, de havde begge et mærkeligt glimt i øjet. han stod lidt og undrede sig over det i det Victoria roligt kom tilbage til ham.
"gør vel ikke noget, hvad har han lavet?
han smilede roligt, hendes aura havde en mærkelig effekt på hans humør hvilket undrede ham.

Victoria ignorerede de ting, som Makuro sagde, da hun blev forstyrret af den nyankommne.
"Han har bare været ude og gjort nogle ting, som jeg havde bedt ham om
Sagde hun venligt, næsten så man ikke fik lyst til at sige hende imod.

For et øjeblik så Victoria bare på ham, mens det var tydeligt, at hun overvejede noget. I hendes hoved arbejdede hendes tanker så hurtigt, som de kunne, for at finde ud af, om dette var en god ide, om det kunne få ham på hendes side. Roligt tog kiggede hun så ned og tog sine handsker af og smørrede ærmerne op på begge sider. Først når man kiggede, så syntes der intet at være gal, men når man kiggede nærmere, så fik man hurtigt indset, at derfor hendes hud var så lys, var fordi hele hendes ar var så godt som dækket af ren og skær ar. Der var kun nogle steder her og der, hvor huden ikke var blevet beskadiget, hvis man også kiggede nærmere, så lignede det som om, at de steder uden ar dannede sammen af arrene mærkelige symboler på hendes krop. Med en hurtigt hånd fik hun åbnet slipset op og selvom det gik hende meget imod at vise sig, så var hun ikke i tvivl om, at dette nok ville have en indvirkning på ham. Skjorten blev trukket til side, således hendes skuldre blev blottet. Man kunne spotte nogle gamle store sting ved armen, og det krævede nok ikke meget tid for en til at udregne, at arrene der kom fra, at nogen havde skåret hendes arm af og syet den på igen. Lige længe nok til at Makuro ville kunne se det, så hurtigt rettede Victoria tøjet igen, således at ingen af hendes ar var synlige, som havde dækket lige så meget på hendes overkrop, som på hendes arme og hænger. Et blegt smil mødte ham, som hun mere end med vilje gjorde, fordi sandheden var jo, at hendes ar kom fra de årvis af hård tortur i forsøget på at gøre hende en hvid dæmon, men den detalje undlod hun lige. Selvom hun var bundet under de 10 bud med at man blandt ikke måtte lyve, så i guds navn for at "redde" denne dæmon, så måtte hun godt lyve alt det, som hun end havde lyst til.
"Jeg forstår dig mere end du tror.
Sagde hun med en fin og lettere sårbar stemme, som endnu engang underbyggede hendes troværdighed med, at det havde været så enormt frygteligt.
Faktisk havde det også været frygteligt, det som hun havde oplevet var noget de færreste kunne hamle op med, selv ingengang Makuro. Men den konstante hjernvaskning og traumatiserende oplevelser havde fået hende til at vende om på en tallerken og tage alle præsternes ord for gode vare og hengive sig i guds navn, således havde hele hendes væsen ændret sig og blevet til dette holybeast, som hun rent faktisk var.
"Jeg ved, hvor svært det er efter sådan nogle oplevelser at overhovedet tro, at der eksisterer nogen gud, og hvis der gjorde, jamen så måtte han være rets så sadistisk. Men nej selv igennem mine værste prøvelser, så fik jeg indset guds vilje, og måske en dag er du lige så heldig som mig.
Med vilje undlod hun at bruge sin evne, hvor hun håbede på, at effekterne fra tidligere var med til at give hendes prædiken en indvirkning og indflydelse på Makuro.

Makuro så bare forvirret på hende, ting? for helvede kvinde hvilke ting, men af en eller af anden grund sagde han ikke noget men nikkede bare forstående.

han studerede Victoria som tydeliges stod og grublede over noget, hvad tænker du dog på? han stod og forsøgte at læse hendes tanker ud fra hendes ansigts udtryk, han havde altid været god til at læse folk men hun var svære end som så. det virkede lidt som om var var noget som generede hende, men det kunne han jo lidt sige sig selv efter som han var en dæmon som hadede gud. det var noget mærkeligt over hans tanke som fik det til at føles forkert det han lige havde tænkte.
hans tanker blev brudt da Victoria tilsyneladende havde truffet valg. han fulgte hendes blik ned på hendes hænder hvor hun roligt tog handskerne af og smørrede ærmerne op. Makuro forstod lynhurtigt og med halv måbende mund hvad hun var i gang med, det var ar! og symboler. han tænkte på sine egne arme som selv var fyldt med ar og symboler, havde hun været ude for det samme som ham? efter hvad han lige kunne skimte var det ikke engle symboler, hvad pokker var det så?
hun åbnede hendes jakkesæt. en følelse af forvirring strømmede gennem Makuro, var hendes arme blevet skåret af? de mange spørgsmål havde kun et svar, hun havde mindst oplevet lige så skrækkelige ting som ham. han gengældte hendes smil med et skævt smil, måske skulle han passe lidt på at dømme folk for hurtigt.
"det viser sig, til min forbavselse!
sagde han med en halv lammet stemme men dog stadig med alvorlighed.
han tænkte tilbage på hvor smerte fuldt det var at blive tortureret, og være låst fast på den måde. dog kunne den smerte han havde oplevet der ikke nå den smerte han havde svøbt sig i da han dræbte hans elskede Selena og knust sig nyforelskede hjerte, hvilket var en smerte som stadig jagtede ham i hans indre.
Makuro så roligt på hende idet han med en rolig og alvorlig stemme sagde.
"Måske har du ret, men jeg har svært ved at forstå han vilje og om han overhovedet har en med mig!
han kunne ikke helt forstå hvad han selv sagde, men tilsyneladende havde det givet mening i hans hoved. han så roligt på dæmonen foran ham og smilede lidt forvirret.

// jeg dræber dette emne :D Da jeg nok kommer til at lave denne karakter om, hvad jeg vil lave med den endnu, ved jeg ikke :P //