[Afsluttet] Out for information? (Makuro og Nochi)

Tid: solen er på vej ned og skyerne er en smuk rødlig farve
Sted: den mindre ødelagte del af New Miami
Vejr: lettere overskyet

Blandt de roligt ødelagte bygninger gik Skygge dæmonen Makuro. Han manglede noget at lave, så han havde valgt at tage ud og træne i området og var nu på vej tilbage til et hus han havde meldt til base imens han trænede. Klædt i sin hvide jakke, gik han med sin hætte op over hovedet. Jakken havde blodpletter rund omkring, både hans eget men også de bjørne han havde været op at slås imod. Hans katana hang i sin skede op ryggen af ham, hvis han ville trække sit sværd ville det også være plettet med blod.
Han nærmede sig hurtigt det ødelagte hus hvor han vidste hans ravn sad og ventede på han kom ”hjem”. Han skubbede døren op med den ene fod, en knirkelyd gav genlyd i de omkringlæggende smadrede huse. Og rigtigt nok vågnede ravnen Gildares op til dåd og begyndte at skrappe, lavt men dog så man kunne høre det ude på gaden. Makuro gik op af trappen til første sal hvor han sparkede han døren ind til den store ravn som stod og hoppede bag ved døren. Ravnen var nemlig godt klar over at Makuro med sikkerhed havde kød med hjem. Makuro stak hånden ned i en taske han havde haft i sin højre hånd og greb en stor luns bjørne kød, roligt smed han det hen til ravnen som greb det luften og hurtigt slugte det.
Han gik over til vinduet som mirakuløst ikke var smadret og kiggede ud over den smadrede by som lå i flammer af rødligt sollys fra den nedgående sol.
”det er en smuk by! Smadret! Præcis som jeg ville efterlade den!
Han smilede ondt og så tilbage på Gildares som slikkede sig om munden for at indikere at han gerne ville have mere. Endnu engang stak Makuro hånden ned i tasken og greb den sidste lus kød og kastede den over til ravnen som glubsk slugte den.

Nochi gik ned af nogle af de ødelagte gader i new miami. Han var lige kommer til byen, og det var den første støre by han hane satte sine benene i. Han have brugt hele dagen på at gå rundt i den indre by hvor der var masser af myldre af pøblen. Dog blev han træt af det og tog ud til nogle af de mindre befolkedet områder. På hans udflugt i den indre by faldt han over en bog ved navn "City Architecture". Imens hans læser bogen studere han bygningerne han mødte på sin vej. Han gik og fløjtede højlydt da han pludselig falder over en mere interessante bygning. Han stiller sig foran bygningen og snakker lidt med sig selv, imens han observere den flotte bygningen. Pludselig høre han et lavt skrat, dog højt nok til at han kunne høre det. Da det kom inden fra bygningen steg hans interesse. Og da han så at døren ikke var lukket helt, kun var lidt på klem tog hans chancen for at få et blik inden i bygningen. Og måske finde kilden til dette fugle skrat. Han åbnede døren, ikke lydløst men forsigtigt, fordi han var bange for at ødelægge den. Han starter med at gå lidt rundt ned under, men lidt efter begynder han at gå op af trappen, mod den øvre etage.

roligt gik Makuro og klappede den på halsen, hmm måske skulle han tage ham med ud og træne i morgen. han gik over til en lille pejs som han roligt satte sig på hug for at tænde. sådan som flammerne roligt ulmede frem i de små kviste han havde lagt ind under nogle større pinde for at kunne holde varmen lidt længere nu når lyset snart ville gå ned. roligt satte han sig i skrædderstilling og stirede ind i de dansende flammer og begyndte sin meditation som han altid gjorde efter en lang dags træning. lyden af døren som åbnede nede i entreen og en skygge som rendte rundt nede under ham afbrød hans trance. hvem fanden mon det var? roligt så han over på fuglen og sendte den et håndtegn til at den skulle forsvinde i skyggerne så den ikke længere var tilstede. selv satte han sig i de dansende flammers skygge som hoppede på vægen bag ved et spise bord. han blev roligt et med skyggerne og maskerede sin aura og vejrtrækning, han var stortest umulig at lægge mærke til. han hørte hvordan personen var på vej op af trappen, hvem fanden valgte at invadere "hans" hus!? spændt sad han i skyggen og så ud gennem døren som han havde fået sparket halvt af da han var kommet ind tidligere.

Nochi gik op af trapperne, og så sig nysgerrigt omkring. Han begyndte at gå lidt langsommere, da han begyndte at kunne høre det brænderne træ knitrer. Hans lange blonde hår begyndte at stikke op, og hurtigt efter kom resten af hans ansigt. Han så hurtigt ind i rummet, man da han ikke kunne se nogen, gik han videre. Han kommer ind i rummet hvor han straks ligger mærke til at der er ild i pejsen. Han så sig omkring, men der var ingen.

”Hallo, er der nogen?” siger han med normal stemme og begiver sig længere ind i lokalet. Gulvet knirkede under ham da han gik længere ind mod pejsen.

Snakker med sig selv og mumler noget ligne

”Det er da underligt at sætte ild i en pejs også bare forlade den… ”

Han sætter sig foran pejsen og kigger ind i flammerne. ”gad vide om personen der satte ild i pejsen stadig her”.
Her tager han sin bog frem, slog op og læser kort noget om forskellige pejse, på bogen side står der tydeligt City Architecture.

Makuro sad i skyggerne og så ud af døren, han mærkede væsnet komme tættere på. personens blonde hår kom til syne ude på gangen, og videre ansigtet dukke de op. Makuro som havde brugt længe på at træne sin aura sans efter at have mødt mange fjender som ikke var til at høre, se eller lugte, mærkede straks hvad personens aura lignede. hvad fanden laver en vampyr dog her?
han så hvordan vampyren nærmede sig pejsen, han var godt klar over at han umuligt kunne forblive gemt længe når nu det jo var ham som havde tændt pejsen. hmm burde han svare? nah, han ville hellere være forberedt på kamp og så have overhånden, han var trosalt udmattet efter dagens træning.

ham som havde sat ild til bålet sag og studerede hvordan vampyren havde sat sig og var begyndt at læse, det var da mærkeligt tænkte dæmonen som overveje at introducere sig for denne vampyr. Makuro skimtede navnet på bogen, sad han og læste om arkitektur? wut? den vampyr var da ikke helt normal.
roligt og lydløst rejste Makuro sig fra skyggen han sad i og greb en af sine kaste knive (en kunai) og listede hen til vampyren som tilsyneladende var opslugt af sin bog. roligt lod han klingen glide ned foran halsen på vampyren så klingen sluttede med at hvile på struben af ham.
"hvem fanden er du og hvad laver du dog her vampyr?
han stemme var fast og alvorlig men stadig undrende.

Nochi blev overrasket da han mærke knivens blad, mod hans strube. Man han forholder sig i ro. Faktsik så ro lige at han bruger 20 sekunder på at læse siden færdig og der efter sætter et æseløre i bogen for at huske hvor langt han var kommet. Han ligger forsigtigt bogen væk, ind i en lomme inderlomme. Han retter ryggen og se bagud.

"Hej, så du er ham der havde sat ild i pejsen. Interessant... Ohh hvem jeg er?"


Siger han og begynder langsomt at rejse sig.

"Mit navn er Nochi, og ganske rigtigt er jeg en vampyr"

Han vender sig om langsomt, imens han skubber kniven forsigtet væk fra hans hals. Hans ansigt kommer til syne samt hans blå øjne. Han begynder at smile og siger

"Haj"

Makuro mærkede den rolige vampyr for enden af hans kniv, sad han og læste siden færdig? mærkelig gut! han mærkede vampyren rejse sig og strammede sit greb og kniven. de dansende flammer fik skyggerne til at danse på væggen bag dem da han rejste sig og skubbede kniven ´væk fra sin hals.
Makuro stod nu med kastekniven rettet mod vampyren som vist hed Nochi, godt så, hvad med anden del af min spørgsmål.
"og hvad laver du så her Nochi
hans stemme var stadig alvorlig.
han var parat til også at kunne trække sin katana som stod ved siden af ham op af en af sofaerne som stod op af væggen og havde derfor været gemt i skyggerne tidligere. det undrede stadig dæmonen at vampyren sådan gik og læste om arkitektur.

Nochi blev irriteret over at der blev peget en knive imod hans ansigt. Dog valgte han at svare.

"Jeg går rundt i byen for at blive lidt klogere på arkitektur. Og nu under du dig sikkert over hvorfor en vampyr ville studere arkitektur ikke? Men det er der en forklaring på. Det er fordi jeg stammer fra en meget gammel slægt. Så langt tilbage at ingen kan huske dem. Men jeg tror der er nogen i min familie som har overlevet. De har så levet videre og ført slægten videre. Derfor tror jeg at der MÅSKE er en chance for at man kan finde infomation om dem. Måske noget som lede mig til dem, eller noget fra dem. Derfor prøver jeg at undersøge om jeg kan finde nogle bygninger eller andet som de måske kunne have sat deres præ på. Også syntes jeg det er meget interessant at lære om denne verden, og hvordan menneskerne har udviklet sig..."

Sagde han med et stort smil på læben, mens han holdte øjnene på kniven som var foran hans ansigt. Man kunne tydeligt se at han ikke var tryk ved situationen, men han prøvede at forholde sig i ro.

Makuro stod og tænkte sig om, så vampyren er på jagt efter sin slægt? roligt sænkede han kniven og satte den på plads i sit bælte, han havde alligevel ikke kræfter til en længere kamp.
"godaften, jeg hedder Makuro og jeg bruger dette sted som base mens jeg træner ude for byen og ja det var mig so tændte bålet"
sagde han roligt med et smil på læben. han kastede sig i den sofa som hans katana stod op af, han var godt udkørt efter kampene mod bjørnene og de andre forskellige ting han havde lavet.
"fortæl mig om din slægt, det kan være jeg kan hjælpe"
han smilede roligt. ude af stand til at kæmpe, en god grund til at lave venner!

"Huh, En der vil høre om min slægt. Du er da den første. Okey nu skal du høre..."

Sagde han og satte sig ned på gulvet. Og begyndte at fortælle sin historie. Han fortalte den som om han havde været der selv. Som om det var helt normalt. Men det var det måske også, for ham.

Imens han fortalte begyndte der at løbe en rød væske ud af hans armer. Det er blod! Blod flød ud i luften og dannede billeder som passede til det han fortalte. De personer, de ting han snakkede om bliv materialiseret i blodet. Sådan at man kunne se hvordan det havde set ud.

"Jeg nedstammer fra en meget gammel vampyr slægt. Vi levede for 22.000 år siden.  Hele min familie. Mig, min mor, far, onkel, tante, osv. Der levede vi i konstant krig med andre racer. Dog var vi ikke alene. For vi var klan lederne af vampyrerne. Det var os der styrede klanen.
Vi kæmpede utallige slag mod de andre racer. Vi mistede venner og familie. Vi oplevede vores race forandre sig foreviget. Rigtigt meget gik galt i den periode. Generelt var verden blevet ustabil. Krigen tog fat og alle side mistede mange."

Der bliver fortalt nogle mere detaljeret om nogle af de mere vigtige begivenheder og nogle af de store kampe imellem de mange racer.

Slaget ved High hill i nord. Vampyrerne mod varulvene. Vampyrerne vandt.

The battle of Dark forest village. Skov elvere mod sort elvere. skov elverne vandt

Og mange andre.

"Vi var ved at tabe krigen. Og derfor ville man finde et nyt våben. Noget der kunne vinde krigen for os. Der var mange forslag, men intet virkede.
Men der var meget snak og havde altid været snak, om hvad man skulle gøre med disse evneløse børn som intet kunne. Altså menneskerne. Nogen sagde at man skulle bruge dem som mad, nogen som husdyr, andre som våben. Varulvene vidste godt hvad de skulle bruge dem til, for de have lavet en alliance med dem, og lovet at beskytte dem. Alt de ville have igen var at de tilbød deres førstefødte barn til dem. Så en gang hver generation blev der et barn givet til varulvene fra hver familie. Og det barn blev under et ritual forvandlet til en varulv. Ingen vidste hvordan det forgik, eller vi vidste det ikke, vi vidste bare at de blev hurtigere og hurtigere flere og flere. Og at de hurtigt ville blive flere end os igen. Og derefter slå os ihjel. Vi var måske mange, men ikke så mange. Vi var stærke men ikke så stærke at vi kunne tag en hær af varulve ned alene.

Forskerne og de kloge i klanen havde arbejdet på en metode at formere sig hurtigere på, og en metode til at blive stærkere. Eller bare et våben der kunne bruges. De kom ikke frem til meget, kun noget som var blevet gjort ulovligt for mange tusind år siden. Kannibalismen, at drikke et andet væsensblod. Det var noget vores race ikke havde gjort i tusindvis af år. Det var en af grundende til at 3 hundred års freden kom. Der var ingen krig i over 300 år, men så skulle dæmonerne angribe englene. Og årene efter førte til ustabilitet i hele verden og senere til en ny periode med krig i alle verdens hjørne. Men alligevel var alle klar til at det ville gå galt igen. For alle vidste at freden ikke ville vare for evigt.

Men efter vi havde holdt os fra det i 2 millennium, så var vi nu på vej ind i et nyt kapitel i vores tilværelse. Eller tilbage til et gammelt. De første forsøgs personer blev sat i et bur, og fik lov til at udføre proceduren som den stod skrevet ned i vores gamle skrifter. Jeg som overså det hele, alt fra start til slut, jeg havde aldrig forstillet mig at jeg skulle se noget ligne. Den dyriske måde han gik amok over blodet og bare blev siddende og drak det hele. Den måde alle bare ignorerede hvordan manden skreg af smerte. Og den måde forskeren læste det op på. Den dyster stemme, der bare ville skære igennem skrigene og ud til forsøgspersonen. Men det så det ikke ud til at han hørte efter, for han havde givet under for hans dyriske instinkt. Dog forløb alt efter planen. Mennesket fik suget alt sit blod og blev fyldt med hans blod. Efter det havde jeg ikke lyst til at følge resten af forsøgene, jeg følte ikke det var noget jeg skulle være en del af. Det var alt for barbarisk… Jeg mente at vi var bedre end det.

Men vi havde ikke regnet med sådan en stigning i hans kræfter. Han kunne pludselig løbe hurtigere end nogen anden vi nogen sinde havde set. Hans styrke overgik alt, hans telekinetiske evner var langt stærkere end vi nogensinde havde forventet. Og da der ingen bivirkninger havde været efter nogle dage, begyndte de at lave flere forsøg med andre personer. Jeg så ikke flere end det ene forsøg jeg kunne ikke klare det. Jeg var måske en Ketsueki Shukun, men jeg var ikke ligesom min far. I krigens hede er han kold og gør hvad der skal gøres. Men er det virkelig den vej vi vil?”

Der bliver vidst i tegningerne det blodige ritual/forsøg som Nochi så han race fuldfører. Og hvordan hans race forvandlede sig efter indtagelsen af blodet efter 2000 år uden.

De senere år blev ikke bedre, mange store kampe blev vundet og vi pressede på hos varulvene. Vi var snart noget til det punkt hvor vi blev stoppede sidst. Det sted vi blev slået tilbage, for omkring 120 år siden. Jeg husker tydeligt hvor spændt min far var for at endelig komme længere ind i deres land. Han mente at der var ingen chance for vi ville tabe. Og han havde ret… Vi vandt stort. Varulvene var på tilbagetog, længere op i bjergene. Her så resten af verden hvor stærke vi var blevet efter vi var gået tilbage til de gamle traditioner. Men elverne var ikke glade. For hvor skulle vi dog få al det blod fra? Og ja, de havde grund til at være bange. Da der ikke var flere mennesker lige ved hånden. Og de blev nød til at holde sig mætte, for at opretholde deres styrke begyndte mange vampyrer igen at søge mod andre racer. Alt blev brugt til at drive maskinen, maskinen som skulle udslette vores fjende. Men det dyr vi havde skabt, eller vækket tilbage til live, kunne ikke stoppes. Eller kunne det?

Da de andre racer så at de havde en fælles fjende, kunne de arbejde sammen. De arbejdede sammen om at stoppe vampyrerne i at udslette alt liv, inklusivt dem selv. Og det lykkedes, vi blev slået tilbage, eller vi blev tæsket. Vi kunne intet gøre imod deres samlede styrke. Og senere fandt i vi ud af at transformationen kun var i midlertidig. Sådan at vi var snart løbet tør for super soldater.

"Og dette endte med at min far sendte mig i dvale som en eneste mulighed for vores slægt overlevelse. Dog tror jeg at der er andre der har overlevet fra familien. Det er så dem jeg prøver at finde. Enten døde eller levende."

Alt dette sagde han med en stor entusiasme i sin stemme. Men man kunne se at han ikke vaf glad for det. Han savnede måske sin familie? Nochi vidste det ikke. Han begyndte bar at blive lidt følelsesladet.

Her bliver det også fortalt lidt mere omkring hans familie. Hans far, mor og resten af familien. Dog forholdsvis kort.
Dog blev han mere seriøs da han begyndte på den næste del.

"Jeg har dog ikke kunne finde noget der pegede i retningen af at en vampyr familie var indblandet. Så derfor begyndte jeg at undersøge bygninger for at se om jeg måske kunne finde et tegn eller noget. Jeg kender jo den måde de byggede for 22.000 år siden. Så måske er der nogle bygninger der har nogle tegn som ikke høre denne tid til. Men indtil videre har jeg intet fundet. Men måske har jeg bare ikke ledt de rigtige steder. Men nu er jeg heller ikke kendt her i verden."

Til sidst absorberet han blodet igen, ind igennem hans hænder. Så kiggede han op på Makoru og afventede svar, eller reaktion.

Makuro nikkede interesseret og lænede sig tilbage i sofaen mens vampyren satte sig på gulvet.
det som skete der efter kunne Makuro ikke forklare, men en ting var sikkert han var forvirret. var det blod der løb ud af ærmet på ham? mistroisk så han på det som han hurtigt via udsene og duft identificerede som blod da det begyndte at svæve i luften. han stirede brat på blodet idet det begyndte at tage form efter hvad Nochi fortalte. han forsøgte at kompensere de svævende blod billede og lyttede til det der blev fortalt.
han lyttede interesseret til fortællingerne om krigene, og da han kom til kampen mellem engle og dæmoner ulmede en rolig vrede rund i kroppen på Makuro, for DEN krig havde han selv mærket dele af.
han tænkte sig lidt om da Nochi var færdig med at fortælle, hmm gamle bygninger, tegn på vampyrer, det var ikke lige nogle klokker der ringede på fuld hammer.
"så dig fortæller mig du er mere en 21 tusind år gammel?"
sagde han med en rolig stemme og et mistroisk blik. inden Nochi kunne nå at svare rystede han på hovedet for sig selv.
"giver mening!"
han kunne stadig ikke helt forstå det med blodet og besluttede sig for at sprøge.
"duu, ehm, det blod der? hvad fanden var det for noget?"

Nochi sad og kiggede på Makuro imens han tilkendegav sin mening, og stilede ham nogle spørgsmål. Det første spørgsmål nåde han ikke at svare på, men det andet fik han rigeligt med tid til at svare på. Nochi smilede med et stort smil, og flyttede sit hår fra sit ansigt. Sådan at hans blå øjne nu så var tydeligt, og han derefter fik øjenkontakt med Makuro.

”Arr, ja… Det burde jeg have tænkt på. Ja, som du nok har regnet ud, så er min evne at kontrollere blod. Dog er der mere til det end det. Men hvis du er interesseret kan du altid få den forklaring senere.” Sagde han imens han rejste sig op fra gulvet. Og nu begyndte at strække ud. Han havde tros alt brugt en del tid på at sidde og fortælle sin historie.

Nochi stod nu og så ud af vinduet. Han havde stadig sit store smil, enlig så havde han faktisk haft det det meste af tide. Nochi vendte sig om mod Makuro og sagde

”Men som jeg sagde, så havde jeg været i gang med at lede efter spor om min familie. Ikke noget specielt, men bare noget. Og derfor har jeg sprunget ud i at lære arkitektur og ligne.  I håb om at finde et eller andet, gemt i bygningernes arkitektur. Men siden jeg ikke har fundet noget. Tænker jeg lidt at prøve noget andet. Og derfor tænkte jeg at du måske havde set noget som var relateret til en vampyr familie? Som ikke er en del af den der Mafia jeg har hørt lidt om.” Sagde Nochi spørgerne imens han kiggede på Makuro. Men kiggede igen ud af vinduet næste lige efter.

Makuro sad og stigerede måbende på vampyren, sagde han lige styre blod?
"hahaha hvor ville det være komisk at være en bloddæmon så!"
grinede han roligt mens han fulgte Nochi's udstræk og hans blik ud af vinduet. roligt drejede han sig i sofaen og lagde sig ned så han lå ned i den korte 2-personers sofa, mere behøvede han ikke da han jo ikke var den største.

han så roligt på Nochi mens han tænkte sig om. hmm jeg tror ikke jeg kender særlig meget til Mafiaen endnu, men jeg skal jo trosalt der til om ikke så længe, han smilede roligt for sig selv.
"jeg kan ikke helt komme i tanke om noget som måske kunne passe med din familie! jeg kender ikke ret mange vampyre, hvilket giver mening efter som jeg jo er dæmon"
sagde han roligt mens han kom i tanke om den vampyr han havde vækket for en del tid siden. han rystede kort på hovedet for sig selv, han var sikker på at den dæmon ikke passede med Nochi.
tøvende satte han sig op i sofaen.
"det var sådan set min plan at jeg ville træne imorgen og så drage til Las Vegas i overmorgen, men vi kan da kigge lidt på byen i morgen istedet for, det kan jo være jeg finder noget du har overset!
sagde han roligt mens han så på ilden der dansede i pejsen.

"Ja det ville være dejligt. Tak skal du have. Dog forstår jeg ikke det der med at dæmoner ikke kan lide vampyr. I min tid var vi ikke venner men heller ikke fjender. Og siden jeg kun har snakket med meget få dæmoner. Så har jeg personligt ikke noget imod dem." Sagde han smilende til Makuro, imens i gik lidt rundt i lejligheden.

Pludselig var der noget der slog ham. Hvordan ville hans hjælp betyde så meget? 4 øjne er bedre end 2. Men det ville stadig ikke ændre meget. "Men altså det er altid godt at have 4 øjne istedet for 2. Men der kommer ikke til at være stor ændring i resultatet. Vi vil stadig blive nød til at gå rundt i gaderne for at se det ordenligt." Sagde han imens han så på Makuro med stor forundring.

Nochi gik ind i en af de andre rum og så sig lidt omkring. Man kunne høre hans forspor. Han gik hen til væggen der var ind til Makuro. Der begyndte han at rode i noget. Der var nogle skuffer han trak ind og ud. Og til sidst fandt han noget og gik tilbage til Makuro. Han havde fundet papir og Blyant. Men da der ikke så ud til at være et bord i rummet. Lagde han det i rummet. Og gik nedeunder og tog et bord. Han stillede det i midten af rummet, og begyndte at tegne?
"Når vi imorgen leder i byen, skal vi leder efter nogle bestemte ting. For det første så er det gakorgler. Det var noget vi havde på alle vores huse. Det var grundet noget med at man mente at man blev beskyttet af dem eller noget. Men det er også irrelevant. Det andet er hvis et hus har meget stort hegn rundt om det. Mit folk var ikke glade for mennesker. Så de ville nok prøve at holde dem ude af deres hus. Og til sidst er der mit familie logo. De havde nogle stykker faktisk, men det mest brugte var dette." sluttede han af lige idet han var færdig med sin tegning. Og gav den til Makuro.

"jeg har heller ikke forstået det! jeg har ikke mødt væsner som jeg ser som fjender, men det vil nok ændre sig en hel del om et par dage!
sagde han og gengældte Nochis smil og fulgte ham med øjnene.

han så roligt på Nochi, han kunne godt forstå hans forundring.
"sandt! men som du jo nok har gættet er jeg en skyggedæmon, og der er en del fordele ved det!
han smilede roligt og skulle til at rejse sig. men Nochi gik igang med at rode rundt i værelserne blev han bare siddende i sofaen, han holdte øje med hans skygge og aure med sine sanser mens han spændt ventede. hmm hvad er han mon ude på!?
det varede lidt før Nochi kom tilbage med et papir og blyant som roligt blev smidt i midten af rummet før han hentede et bord.
Makuro så på tegningerne og tog derefter imod papiret, hmm det lyder simpelt!
"gakorkle, hegn og et logo, det lyder okay simpelt såfremt vi er de rigtige steder!
han smilede roligt og så ud af vinduet hvor mørket var faldet på, klokken var vel ved at være midnat tænkte Makuro. hmm han havde nok snart brug for at sove lidt!
"hvad tid går vi så igang i morgen!?

Nochi stod uforstående da Makuro sagde at han måske ville få fjender om et par dage. Men han valgte ikke at sætte næsen i Makuros sager. Men man kunne se at han undere sig over det. Hvilket måske ikke var så underligt igen.

Nochi forstod ikke helt hvorfor at han nævnte det. Hvorfor han nævnte at han var skyggedæmon og hvorfor der havde nogle fordele i en undersøgelse. Men Nochi stod og tænkte kort over det. Inden han gik videre. Igen var det ikke noget han tog op. Men han havde sine egne tanker. Måske havde Makuro noget gemt som han ikke havde fortalt. Ellers havde han en evne som han ikke kendte til?

Nochi blev glad over at Makuro ville hjælpe. Og at han tog det så roligt at der var så lidt at at gå efter. Men Makuro så også ud til at have en plan. Eller det var sådan at Nochi så det. Nochi gik lidt rundt i lokalt. Og endte ved at igen så og kigge ud af vinduet. Han så ud til at se sig omkring. Og efter han havde øjenteret sig lidt ud af vinduet sagde han.
"Hmm, jeg tænkte at vi kunne mødes ved en 8 tiden i morgen. Så er solen oppe og vi har meget af dagen til at søge. Også kan du tag afsted senere om aften. Hmm og siden jeg nu kender steder her. Og ved hvor det ligger, kan jeg altid komme her imorgen ved 8 tiden. Altså hvis det passer dig?" Sagde Nochi imens han så på Makuro. Og tog et stykke og rev et stykke af. Og på det skrev ned det aftalte tidspunkt og adresse.

Makuro fulgte Nochis runde rundt i lokale og smilede roligt, det virkede som om Nochi havde meget at tænke på. roligt tak Makuro på skulderen og sagde roligt.
"kl. 8? lyder fint for mig!
han tænkte lidt over det, var det fordi at Nochi ikke kendte til skyggedæmoners evne? hmm det gav jo sådan set mening hvis han kun kendte til dem fra langt tilbage i tiden! med et roligt smil sagde hen venligt.
"du virker eftertænksom? er det fordi du ikke kender til skyggedæmoners evner?
han ventede roligt på et svar før han fortsatte.
"i så fald! hvis nu jeg fortæller dig at jeg kan føle skygger, giver det så mening? hvis jeg lukker mine øjne ville jeg ud fra din skygge ville kunne angribe og ramme dig, selv hvis du bevæger dig! men det er ikke kun levende skygger, jeg kan også mærke tings skygger, og endda ting i andre rum end det jeg er i! det vil sige hvis der er et rum under os kan jeg mærke det!
han smilede roligt.

"Lyder internesart! Vidste jeg enlig godt, hvis jeg tænkte mig om... Men havde jeg tilsyneladende glemt det. Men tak for infomationen. Så kan jeg se at du komme til at være yderst effektiv i vores søgen imorgen. Igen tak" Sagde Nochi imens han lagde en lille lap papir i lommen. Det var det papir han tidligere havde skrevet på, han havde skrevet adresse og tidspunkt ned på papiret. Sådan at han vidste hvor og hvornår han skulle måde.

"Men hvis der ikke er andet. Så tænker jeg at vi ses imorgen. Imorgen kl.08.00" Sagde Nochi og så på Makuro. Han gav ham tid til at sige noget, hvis han havde lyst. Lige inden han pænt sagde farvel igen og lukkede døren efter ham. Man kunne høre hans trin ned af trappen, hvordan gulvet gav sig under ham, og til sidst hvordan kan lukkede døren.

Nochi gik videre hen af gaden, han var ikke typen der sov, og når han endelig gjorde var det ikke længe. Så han endte med at gå rundt i byen indtil omkring de 03.00 om morgen cirka. Før han satte sig ind i et forladt hus, for at hvile bene lidt. Og der blev han resten af natten før indtil tiden var inde til han skulle afsted igen.

Makuro nikkede roligt fra sofaen.
"yep vi ses i morgen kl 8!
med en rolig bevægelse nikkede han vampyren farvel og vendte så blikket med skyggerne da vampyren var gået. kort efter kom ravnen hoppende ud af skyggerne og begyndte at skrappe lavt. Makuro nikkede enig, det var på tide at få sovet lidt!
roligt stak han hånden i inderlommen og fandt hans trofaste lommelærke med en stærk vodka i. med et roligt smil på læben tog han en ordentlig slurk og mærkede hvordan det brandte ned gennem hans hals.
roligt lagde sig til rette i sofaen og lå og stirede op i loftet mens ravnen let hoppede rundt for at finde en ordentlig måde at sove på. den lille dæmon savnede hans elskede Selena, men han var nødt til at fokusere! inden de næster par dage var han enten virkelig død eller virkelig stærk. det var det sidste han tænkte før han faldt i søvn, dog vågnede han vær gang han mærkede noget nærme sig. hvad enten det var en skygge eller en aura. det var noget han havde lært efter de mange år i skovene. da klokken var ved at være tid vågnede han ved at Gildares prikkede til ham med næbet for at minde ham op at han skulle op.

Nochi var gået ind i huset omkring kl. 03.00. Og havde siddet der hele natten. Tænkt over de ting han skulle imorgen. Og en del om denne Makuro. Underligt at en frrmmed tilbyder han hjælp til en fremmed. Men alligevel brokkede han sig heller ikke. For han kunne bruge hjælpen.
Han havde fået læst sin bog færdig. Og lagde den nu væk. Der var ikke længere brug for den. Hans plan havde ikke virket helt som han havde forventet. 'Men sådan går det jo' tænkte han for sig selv. Da han omkring kl 07.00 forlod huset og gik ud på byens gader. Han kunne mærke kulden stadig hang i luften. Men der så ud til at være rimeligt skyklart. Så det kunne gå lidt begge veje med vejret. Der var nogle enkle på gaderne. Det virkede til at resten sov i nu. Det tog Nochi omkring 45 minutter at gå over til Makuros lejlighed. Så han stillede sig uden foran og ventede på at Makuro skulle komme ud til ham. Nochi stod og så på himlen, for at se hvad klokken nogenlunde var. Han kunne ikke helt huske hvordan det virkede. Men mente at den stadig var lidt i 08.00. Så han gav Makuro nogle minutter mere.

Da vi ikke kommer videre med emnet, har vi besluttet at lave et resume af hvad der skulle forgå. Så dette er blot et kort resume, så vi kan lukke emnet ^^

Nochi og Makuro skulle mødes dagen efter foran lejligheden. Lejligheden som Makuro havde opholdt sig i natten over. Nochi endte med at stå foran lejligheden i lidt tid, indtil Makuro kom. En længere samtale opstod mellem de 2 væsner. Faktisk chit chat. Et tegn på et muligt venskab opstod. Efter godt 20-30 min, havde de aftal hvilken retning de hver især skulle gå, og hvor de skulle mødes. Makuro flyver straks afsted på sin fugl. Han bruger sine evner til at se igennem skyggerne og derved gennemsøger hurtigt utallige huse i området. Imens Nochi gør det på den gammeldags maner. Går ind og tjekker alle rum og muligheder for hemmelige passager... 12 timer går og Makuro får spottet et hus med Nochis familie Logo. Han signalerer Nochi, og hurtigt møder han Makuro foran huset. De 2 væsner bruger resten af dagen og natten i huset. De taler meget sammen, og begynder at lære hinanden at kende. Efter utallige timers søgen kunne de intet finde, selv om Makuros evne. Næste morgen skulle Makuro afsted. Han havde noget han skulle ordne langt væk her fra, så han drog afsted. For så at vende tilbage som leder 4 måneder efter! Demon leder faktisk. Han havde haft travlt! Mens Nochi har været meget isoleret, og derfor ikke hørt nyhederne omkring Makuros nye post som leder. Og hans ny vundne kræfter. Nochi var stadig i byen, faktisk i det selv samme hus. Men har fundet noget som leder ham videre på sporet efter hans familie. Makuro kommer forbi for at se om Nochi stadig er tilstedet i huset. Hvilket han stadig var, til Makuros overraskelse. De åbner noget god vin og ender med at snakke hele natten væk. Faktisk har Nochi istandsat huset i de 4 måneder han har været det. Samtidig med at han har læst og undersøgt alt der var i huset. Makuro bruger sin evne til at se igennem skygger end sidste gang. Ved at koncentrere det til under jorden, finder han frem til, at der er et rum under kælderen. Dog er der ingen gang derned så de er nød til at smadre gulvet for at komme derned. Væggen er belagt med lysende sten, som gør det muligt for Makuro at se derned. Nochi følger hurtigt efter. Det er yderst smukt dernede, og der ser hurtigt at dette sted er skabt af intelligente væsner. De undersøger rummet og ser hurtigt at det var et gammelt mødelokale. Pænt pyntet, og med mange dekorationer. Der er intet som fanger deres interesse ud over en tunnel som føre længere ned under jorden. De vælger at følge den og finder ud af at der er et større tunnelsystem under jorden. Nogle af dem føre rundt til huse, og andre til blinde gyder. Til sidst ender de i en storsal som Nochi’s familie havde brugt til at opbevarede ressourcer, mødelokale, og andet. De finder alverdens ting som man ville forvente af sådan et lokale. Dog er maden rådnet, derfor er lugten dernede forfærdelig. Men metalet, våbenende, guldet, de dyreskin og skriftrullerne, stadig intakte. Så selvom lugten var dræbende, kunne de alligevel gå dernede. De delte værdierne fra rummet og forlod det sammen. Men Nochi har holdt stedet skjult fra andre. Og bruger huset i forbindelse med sine besøg i byen. Og bruger også de hemmelige tunneller. Skrifterne fortalt om familiens historier i de senere årtusinder. Samt skriftruller om familiens magi som Nochi tager med og gemmer et sikkert sted. De finder en masse guld som de deler og middelalderlige våben, sikkert ritual og pynte våben. Deres veje splittes, men de splittes som venner. Dette kunne være starten på noget stort.