the contest(Viole og Makuro)

Violet lagde godt mærke til at Dust's dræberlyst blev større da de begge svarede at de bare skulle klare så mange de nu kunne nå. det morede hende lidt han havde så megen dræberlyst, for det var bare slet ikke det han udsendte da de mødtes første gang. så det var lidt morsomt han virkede som en helt anden nu. ikke held.. men han udsendte nogle andre ting.
Violets tanker blev dog taget fra hende, da hun kunne høre et sus igennem luften og hurtigt fik øjet på kniven der fløj med dem. et roligt smil tegnede sig på hendes læber da sandskjoldet parerede for kniven, dog var hun ikke lige klar på eksplotionen. hun fløj igennem lugten og ramte et træ med en ordenlig kraft. meget hurtigt mærkede hun en voldsom smerte i skulderen og da hun landede på jorden var det svære at tage fra med armen. hun skævede lidt til sin skulder og kunne intet se. så hun så op af træet og så et sted hvor en greb var knækket af så den var spids, som nu var rimelig blodigt. duften af hendes eget blod fylde også hendes næse bor. dette var ikke den bedste start, men grenen havde vidst kun lavet et kødsår og ikke ramt nogle nerver eller noget vigtigt som kunne svække hende i kamp.
en kniv fløj så lige forbi hendes hoved oh hun nåede lige at se det var en kniv som før, så med et kraftfuldt skub med benene mod jorden fik hun sprunget væk fra kniven før den eksploderede. hun landede mod et træ, som hun fik med endnu et kræftigt skub med benene, sprunget op på en gren. hun tog en dyb indånding og fik færden af manden med de eksploderene våben. hurtigt fik hun lokaliseret ham og træk hendes riffel. et roligt og koldt smil tegnede sig på hendes læber. nu skulle der leges. hun sigtede i retningen af færden og et skud lød, efterfyldt af en smertens lyd.
med et hurtigt og elegant bevægelse, fik hun smidt riflen over skulderen og hoppede fra gren til gren, mod lyden og duften. endelig fik hun øje på manden, som nu var hendes modstander. et roligt og koldt smil sad på hendes læber. skudet havde ramt manden i skulderen, så der var stadig en masse at lege med. roligt trak hun sin dolk op fra sin støvle imens hun holde øjenkontakten med manden, der så meget vredt på Violet.
roligt hoppede hun ned på jorden og stilte sig med dolken ned af siden, ventende på mandens næste trak. manden studerede hende grundigt og analyserede hende på hendes udseende. hvilket nok ikke hjalp meget. Violet så jo ikke ligefrem farlig ud eller specielt stærk. hun lignede mest af alt en svag lille kvinde som ikke kunne passe på sig selv.. hvis man ikke vidste bedre. manden begyndte så at grine "jeg så godt dig og dine kammerater til prøven.. hvad fanden laver de to knægte med en tøs som dig" hans latter var høj og hånene, men det hjalp ikke ligefrem hans situation.
Violets skinnende grønne øjne blev mere dyriske og aggresive. hun spændte grebet om kniven og med et var kampen igang. hun løb med en stor hurtigt hed mod manden og hoppede po lige før hun nåede til ham, lavede en salto over ham og landede med ryggen til manden. hun drejede rundt og fik lavet et dybt og langt kødsår hen over mandens ryg, hvorefter hun lavede en adræt salto baglæns så hun kom længere væk fra ham. manden faldt til jorden og grammede sig lidt ved smerten. der opdagede Violet så en kulge der trillede mod hende og hurtigt sprang hun op på en gren, i det kuglen sprang. eksplotionen splitted etræet hun var i i mange tusinde stykker, så små træ stykker fløg rundt og flere af dem fik snittet hendes bare arme og ben. dog fik hun samlet nok koncentration til sig til at stoppe tiden, så hun hende selv kunne bevæge sig. hun landede tung mod jorden, da det sitrede i hele hendes krop. hun løb hurtigt mod manden og om foran ham. i det tiden igen startede igen, så hun ham direkte i øjnene lige før hun stak dolken i maven på ham så han bøjede sig let frem over.
let og elegant satte hun sin mund mod hans øre "bedøm aldrig en ud fra udseendet.. den der ser svagest ud, ja hun kan blive din død..." hendes stemme var silkeblød, dog med en let kugle. hun mærkede forden det klistrede og varme blod flød ned over hendes hånd.. et kort grin lød fra hende lige før hun bed sig fast i struben på manden. hun bedt hårdt sammen, så hendes skarpe tænder bed igennem hud og kød, hvorefter hun med et hurtigt ryk flåede struben ud på manden.

hun spyttede ud og trak dolken ud af mandens mave. med et bumb faldt han til jorden. hun betragtede ham lidt med ansigtet fyldt af blod og hånden dækket af det samme.. hende selv havde en del snit sår omkring på kroppen, intet alvorligt og så kødsåret bag på skulderen. hurtigt fik hun gennemsøgt manden for værdig, dog havde han kun sine våben på sig, som ikke rigtig interesserede hende og ingen skriftrulle. hun gik nogle skridt tilbage imens hun ledte efter Dusts og Makuros færd så hun kunne finde dem igen. hun prøvede at få det værste blod fra ansigtet og hånden, efter hun havde tørret dolken af i sine shorts og sat den på plads igen.

Makuro som gik til højre i gruppen så kniven komme flyvende og skulle til at undvige, men før han fik set sig om stod der en væk af sand foran ham. Han skulle til at grine før han mærkede trykbølgen af eksplorationen som fik ham i beredskab. Hurtigt hoppede han sidelæns og lavede en flikflak efterfulgt af et rulle fald, han var nået væk inden eksplosionen havde nået at skade ham. han så sig om i forsøg på at se hans hold eller for den sags skyld en modstander, men uden held.

det var først da han mærkede en høj varme nærme sig bag ham, og før han vidste af det kom en ildkugle flyvende imod ham. i et forgæves forsøg forsøgte han at undvige angrebet på samme måde, men for sent, ildkuglen ramte ham som sådan ikke men rullede hen af ryggen af ham og roligt skoldede hans ryg og jakke. ildkuglen forsatte sin kurs forbi Makuro og ramte et træ lidt væk og eksploderede og tændte ild i træet. Makuro tumlede hen af jorden i et rulle fald og kom hurtigt på benene igen, han mærkede smerten i ryggen men ignorerede den og så over mod træet i brand. aha, ild. en ond grin lød gennem skoven fra Makuro, han ville være hvad man definerede som pyroman.
Han så rundt endnu engang og fik øje på noget som lyste lidt inde mellem træerne, hurtigt greb han sin titaniums katana og løb imod lyset. han nåede hurtigt over til det som viste sig at være en elver i brand. et sygt smil bredte sig over Makuro efterfulgt af en latter, dog begyndte den brandende elver at bevæge sig hvilket oplyste Makuro hvad det faktisk gik ud på.
Elveren sendte 3 ildkugler efter Makuro i håb om at kunne ramme ham, men håbet blev hurtigt knust idet Makuro lavede en salto over den første for derefter at undvige de 2 andre ved at springe sidelæns. i springet kastede Makuro 3 knive imod elveren, i et grin stoppede elveren knive ved at smelte dem med høj varme.

ny taktik! tænkte den lille dæmon mens han spurtede mod elveren, han havde sin katana i sin højre hånd peget bag ud for at gøre det nemmere at løbe. elveren forsøgte at stoppe ham med flere ild kugler, men det viste sig at være svære end som så. Makuro stod nu foran elveren og svingede sværdet mod elveren som nødig undveg, men forgæves, for Makuro fortsatte rundt og lavede et baglæns cirkel spark som sendte den brandende elver flyvende bag ud til han ramte et træ med et brag.
Makuro var hurtigt over elveren igen, inden han kunne nå at komme på benene stod Makuro med sin katana peget mod elveren.
"det er kun plads til en pyroman her!
grinte han ondt mens han gennemborede elverens højre skulder med katanaen, elveren skreg i smerte mens sværdet gennemborede hans skulderblad. i et forsøg på at overleve sendte elveren en kæmpe ildkugle mod den lille dæmon på klodshold, men Makuro var for hurtig, han lavede et baglæns rulle fald samtidig med han trak sværdet ud af elveren. ildkuglen fløj hen over hovedet på Makuro og ramte et træ ca 30 meter over jorden.
elveren reagerede hurtigt og i et forsøg på at stikke af løb han væk fra der hvor Makuro havde været. men den lydløse dæmon var hurtigt over ham igen, med bagsiden af sin katana slog han elveren hårdt i nakken så elveren faldt forover. med en ond latter gnaskede Makuro elverens skygge i sig og sluttede af med at hugge hovedet af ham. han havde nu fået sin energi tilbage og hans ryg var healet.
roligt mærkede han efter de andres aura og skygge og lokaliserede dem hurtigt, han satte i løb imod der hvor de andre var og dukkede op efter ikke særlig længe.

Dust kom tilbage til det sted, de først var blevet angrebet, og sansede hvor de andre befandt sig henne. Dust havde været ret effektiv, og var den første til at bekæmpe sin første fjende, Violet og Makuro blev færdig næsten samtidig, men der var ikke lang tid imellem Dust'es, og de andres sejre, og da de andre havde dræbt resten af modstander teamet, blev deres lig transporteret hen til Dust, så han kunne gennem rode dem, for værdigfulde genstande og diverse våben, som de gik rundt med. Især Violets modstander, bar på en del kastevåben og brugbare former for sprængstoffer, som han kunne bruge til fælder, når de andre skulle sove. Han gemte de forskellige ting af vejen under hans long coat, og da de andre havde fundet vej tilbage til ham, betragtede han dem kort, for at se om de havde fået nogen voldsomme, eller særligt bemærkelsesværdige skader, men det så ikke ud til der var sket dem noget særligt.

"Den kvinde jeg dræbte, havde en himmel rulle lige som vores egen, vi mangler stadig en jord rulle til os selv for at bestå, men nu er der kun 12 hold der kan bestå, så længe vi holder fast, i de 2 himmel ruller vi har nu!" sagde han roligt, for at opdatere dem omkring, hvad de havde fået ud af i deres første kamp, i denne deres anden runde af konkurrencen "Lad os komme videre og finde nogle nye fjender, mit sværd Samehada har fået lidt at spise, så Hiramekarei kunne blive fyldt op med mere chakra, nu er det ved at være min tur til at spise! Jeg ved ikke med jer, er i også ved at blive lidt små sultne, eller er det bare min blodtørst der ophidser, min lyst til at æde?" han så spørgende på de andre, da han ventede på svar, mens han lige så stille begyndte at gå igen, så de kunne komme videre med opgaven. De kunne lige så godt, bruge så meget af den tid de havde så muligt, til at få elimineret flest mulige modstandere, i stedet for at skynde sig igennem den, og bruge den resterende tid på at kede sig, og vente på at den sidste dag var ovre.
"I øvrigt når vi kommer dertil, at i begynder at blive trætte så sig til, jeg sover ikke så jeg mærker ikke den slags, så finder vi et sted at slå os ned, og så fylder jeg stedet med fælder!" sagde han roligt, og hoppede op på en lavt siddende gren, for så at hoppe videre i høj fart, mens han regnede med at de andre fulgte med.

Violet så Dust mellem træerne og så lidt på de tre lig der lå. et roligt smil tegnede sig på hendes læber imens hun gik mod Dust. han havde inge skræmmer fået og lidt efter fik hun øje på Makuro som heller ikke så skadet ud. det var jo kun godt, så var der intet der forsinkede dem. med en undersøgene hånd mærkede hun efter på såret på hendes skulder. det var dybt, så hun skulle nok havde det forbundet ind på at tidspunkt, men det var ikke så vigtigt lige nu. hun så lidt på de to drenge og nikkede kort til det Dust sagde. det var jo fint nok, så længe de nåede at finde en jord skriftrulle inden dagene var gået, jamen så gjorde det jo ikke noget at de fik nogle andre skriftruller og udryddet nogle modstandere. det var jo bare det sjove ved det hele. et lille kort grin forlod hende over det Dust sagde og stille rystede hun på hovedet "mad skader jo aldrig" hun var van til ikke at få mad hver dag så hunkunne holde længe uden, men hvis chancen bød sig jamen så ville hunda tage den og spise så meget hun kunne. hun sprang så op i grenen så lidt efter Dust og så ned på Makuro, hvorefter hun hurtigt prang fra gren til gren efter Dust i en hurtig fart så hun hurtigt fik indhentet Dust. et rolig smil sad fint plantet på hendes læber imens hun fulgte med Dust "vi siger til hhvis vi bliver trætte" sagde hun roligt med den silkebløde stemme og smilte skævt til Dust, hvorefter hun så frem igen.

da Makuro kom frem og så de 3 lig bredte et stort smil sig over hans læber, det så ikke ud til at have været særlig besværligt for de andre at nedlægge deres modstandere. han nikkede roligt, det ville jo kun blive nemmere med færre fjender!
han kløede sig kort i nakken for derefter at slå sig med et glad smil på maven, han havde jo lige fortæret en elvers skygge så han følte sig rimelig mæt.
"jeg har lige spist!
sagde han med en et roligt og mæt stemme.

Roligt så Makur efter de 2 som forsvandt mellem træerne, han tøvede kort og piftede der efter højt og satte i løb mod den gren de andre var hoppet videre fra. han hoppede op på grenen og igen videre ud i ingen ting. lyden af de næsten lydløse vinger der baskede lød under Makuro idet han landede på ryggen af hans fugl, der var jo ingen grund til at anstrenge sig, han smilede stort idet han hurtigt indhentede de andre. han nåede op på siden af dem på ryggen af Gilidars.

// makuro fordærve betyder at rådne eller at gøre noget ondt, alt efter hvordan man bruger ordet, du mener fordøje XD i øvrigt hvis du har lyst, og nu ved jeg ikke hvordan Violet har det med det, men jeg har ikke noget imod hvis du vil have, at det her emne foregår efter du blev klan leder ^^

Et kort nik fra Dust, indikerede at han var indforstået med Violets svar, og i stilhed fortsatte han sin hurtige fremgang gennem skoven. Hans øre opfattede lyden af Gildares vinger, så det betød at Makuro var for doven, til at bruge sine ben og valgte, at lade sin fugl gøre ben arbejdet for ham, men på den anden side var Dust ligeglad, bare så længe knægten var beredt på at kæmpe, når det endelig skulle ske. Efter noget tid, hvor Dust kunne have virket foruroligende i hans stilhed, blandet med hans morderiske instinkter, var det som om han kunne mærke noget levende i nærheden, han begyndte at blive urolig i det, og selvom det kunne være svært at sanse, burde Violet kunne sanse et dyr med hendes varulve sanser, og Makurokunne sanse det, hvis hans normale sanser og aura sans var stærke nok.

"Det dyr kan vi bruge til føde, vi kan lige så godt indfange det og dræbe det, hvis dyret altså er spiseligt!" sagde han roligt, og ændrede retning mod dyrets position, for at fange det. Med et stoppede han op, og gav de andre tegn til at gøre det samme, mens han så ned på området omkring dyret. Der var noget mistænkeligt over situationen, dyret stod alt for stille til at være et rigtigt dyr, og dens aura var for kræftig, til at være et dyrs aura "Græs arten er ikke den rigtige, den slags hjorte ville ikke vælge at spise her, og der er nogen der har slået sig ned i nærheden! Det der er en form skifter, ikke et dyr! Makuro angrib den, Violet brug dine sanser, og informer mig hvis du observere noget usædvanlig bevægelse i området!" hans stemme var lav, da de nødigt skulle blive opdaget for tidligt, og Dust var allerede klar til at angribe lige med det samme, hvis det blev nødvendigt.

Violet lagde mærke til Makuro på sin fugl og smilte skævt. doven.. hun rystede stille på hovedet hvorefter hun så frem med et roligt blik. hun kunne godt mærke Dust stilhed og den undrede hende en smule. dog tænkte hun ikke så meget over det, da hun regnede med han ville sige til hvis der var noget. han var vel bare i sin dræber sind og koncentrerede sig om det. hun snuste så dybt ind, da hun fik færden af noget og hun lyttede godt efter. et dyr. det var tydeligt at ulven i hende var på spring og hendes instinkter var der fuld tryk på. hun stoppede på samme tid som med Dust og så på dyret nede ved græsset. hun lyttede opmærksomt til det Dust sagde imens hun snuste og så opmærksomt rundt. det var noget forkert ved det dyr det havde Dust ret i.. hvsi det var en formskifter måtte det vel være en modstander. hun lukkede derfor sine øjne og lyttede med hendes utrolig stærke hørelse og meget hurtigt opsnapede hun lyden af nogle der bevægede sig.. snakkede. roligt åbnede hun øjnene igen og så i retningen af lyden imens hun snuste lidt mere "der er nogle tæt på.. den vej" hviskede hun lavmælt, så ingen andre en Dust og makuro kunne høre det og pegede i retteningen af der hun havde hørt lyden. hendes næse var hele tiden i brug nu og hendes øre havde opmærksomheden mod lyden "de står stille.." hviskede hun stille og lyttede meget opmærksomt.

//ups xD der skulle stå fortæret xD fordøje er noget man gør i maven :P men jeg har ikke noget problem med at emne som leder :D så havde jeg dog nok nakket elveren anderledes xD men hvis du forsøger på noget Dust, så tøver jeg ikke ;)

Makuro sad afslappet på ryggen af ravnen som nemt fulgte med de 2 andre. Grene og træer var ikke det store problem efter Gildares havde boet i skove sammen med Makuro i rigtigt mange år, det betød han havde øvet sig meget på sin manøvrering og let kunne undgå blokader.
Makuro undrede sig ikke videre over Dust stilhed da han normalt ikke var en person af mange ord. en sjælelig skygge fra en eller anden bevægede sig i området omkring dem, det havde Makuro mærket og det havde de andre vist også. Gildares ændrede sin retning og fulgte efter Dust. et dyr? han kunne ikke helt bedømme det, det var for langt væk.
trods Dust's pludselige opbremsning stoppede Ravnen hurtigt, let og elegant på grenen vedsiden af de andre og lod sine vinger falde på plads ned langs ryggen.
Makuro nikkede forstående til Dust og Violet. den store fugl spredte lydløst sine vinger og lod sig vælte ned fra grenen i set dyk mod dyret. hurtigt og lydløst susede han mod dyret, ravnen stak sine klør frem over og gjorde klar til at gribe dyret.

//hvorfor tror du jeg vil prøve på noget? :b jeg så bare du havde skrevet en besked et eller andet sted, hvor du nævnte det med at du har mange emner, med din karakter fra før han blev dæmon leder, og jeg tænkte at du lige så godt kunne skrive, som dæmonleder i det her, i stedet for som din gamle, da du ikke som sådan har gjort særlig meget, der indikere den tidligere Makuro ^^

Dust så kort i den retning Violet pegede og nikkede, før han iagttog Makuro og Gildares, i deres styrtdyk mod formskifteren, og uden varsel blev en fælde aktiveret, og et net fyret afsted mod Makuro, samtidig med at formskifterens holdkammerater, kom styrtende afsted mod formskifteren, der forvandlede sig til et menneske igen. Dust hoppede ned fra træet, og landede på jorden med bøjet ryg og ben, så han kunne se op på deres modstandere, med et sindssygt ansigts udtryk, der udviste tegn på at han var farlig, selv for stærkere modstandere.
"Giv mig alle de skriftruller i er i besiddelse af, eller jeg dræber jer her og nu!" sagde han ondskabsfuldt, og virkede ret så kort for hovedet. Hans ondskab nærmest borede sig ind i modstander holdet, men de prøvede at afvise den ved at grine af Dust, og sige at de godt kunne glemme alt om, at få fat i deres skriftruller. Med en ond latter rejste Dust sig op, og fremdrog den ene himmel skriftrulle, som han holdt frem mens han smilede koldt.

"Jamen så må dette jo betyde, at vi må kæmpe til døden, før vi får fat i jeres skriftruller!" sagde han koldt, og rettede hovedet op, så hans strubbe dannede en loge linje. Han satte himmel skriftrullen mod hans mund, og slugte den på en makaber måde, så man kunne se bulen i hans hals, mens skriftrullen bevægede sig ind i hans krop, via spiserøret "Nu vil kun et hold gå herfra levende, hvis i virkelig vil kæmpe for denne skriftrulle!" hans isnende latter, kunne nærmest bore sig gennem krop og marv, da han grinede koldt, og samtidig trak han Samehada fra sin ryg, for at gøre klar til angreb. Det så ikke ud til, at Dust huskede tilstedeværelsen af hans holdkammerater, han var i sin egen lille morderiske verden, og han ville have blodet flød fra hans fjender.

Violet så fælden udløses og så nettet flyve mod Makuro, hvorefter hendes blik faldt på deres modstandere og skulle ige til at hoppe ned. men da dust hoppede ned sansede hun hans morderiske signaler og da hun så hvordan Dust opførte sg lod hun sig sidde i skjul til hvis der blev brug for hende, men det lignede lidt af dette var noget Dust havde brug for at gøre selv. hun sad godt skjult og var fuldstændig lydløst imens hun betragtede Dusts vildskab, hvorefter hun kort så mod Makuro. hun vidste de to sagtens kunne klare det alene,.. dust ville kunne klare dette alene. det ville de nok alle tre, men hun vilel heller eholde sig i skjul end at bryde ind i noget der ikke var nødvendigt. hun havde et roligt smil på læben imens hun lyttede opmærksomt efter eventuelt andre modstandere eller fare på samme tid med hendes næse var i fuld sving med at opsnappe alle lugte og dufte som muligt.

// sorry det blev så kort ^^

//Jeg kender til din trang til at dræbe min karakter efter jeg er blevet leder :P

Makuro så nettet komme flyvende, det samme gjorde gildares. i et hurtigt og manøvredygtigt ryk rettede ravnen op og skiftede fra styrtdyk til en lodret stigning. nettet missede dem lige akkurat og fortsatte videre gennem skoven.
Ravnen fortsatte sin stigning rimelig højt for den lod sig falde bag over, så Makuro på et tidspunkt sad på hovedet, og lavede igen et styrt dyk ned mod Dust og deres fjender. på vej ned så Makuro Dust æde den ene skrift rulle, og en munter latter brudte ud på den styrtdykkende dæmon. i styrtdykket lokaliserede han hurtigt Violet, hun så ud til at ville holde sig passiv lidt endnu. Selv havde han overhovedet ikke samme planer.

En dyb stemme lød inde i hovedet på Makuro, det var hans guide ånd Loimos. "Hvad har du planer om at gøre dæmon?" et smil bredte sig over ansigtet på dæmonen. roligt lukkede han øjnene og koncentrerede sig kort før han roligt hviskede
"Lån mig dine evner Sasaki Kojiros!
han mærkede hvordan hans styrke steg til det, det normalt havde været før han blev summoner. ikke nok med det kunne han nu uden at tænke over det de fleste af samuraiernes gamle teknikker. han trak sin Katana idet han hoppede ned af ryggen på ravnen som lige bag ham trak op så den ikke ramte jorden. Makuro landede ved siden af Dust med katanaen rettet mod modstanderne.
"du får dem ikke alene min ven!

//det skulle være en overraskelse XD det oss bare fordi Medusa, ikke kan holde sin kæft XD og jeg vil ikke dræbe dig XD kun en lille smule XD

Dust kunne mærke, at Violet forblev passiv men Makuro ønskede at deltage i kampen, siden han dukkede op ved Dust'es side. Dust havde ikke lige just fuldt med, i Makuros store undvigelses manøvre, men siden nettet ikke hang på ham eller hans fugl, måtte han jo have undviget det, mens Dust distraherede fjenden. Deres nye modstandere, så ikke endvidere ud til at være glade for situationen, de var trossalt endt op med en psykopat, og en dæmon leder, for ikke at glemme Violet, hvis altså hun på noget tidspunkt valgte, at deltage i denne kamp.
"Jeg vil have deres chakra, Samehada er sulten efter mere!" hvislede han koldt, og placerede sig på alle fire som et dyr, mens hans øjne næsten grænsede til at være lige som katte pupiller "Skal vi komme i gang små ofre, lad os kæmpe! Ground secco!" det sidste lød som om, det var en slange der sagde det, og med det samme, begyndte alt omkring dem at tørre ind. Græsset forfaldt til det blev til sand, træerne begyndte at vælte efterhånden, som de begyndte at ligne tændstikker, og jorden blev til sand under deres fødder.

Dust'es arme begyndte at pulsere, da han begyndte at suge sand op gennem dem, og da han åbnede sin mund lignede hans tænder, så sandeligt dæmon skarpe tænder, eller store savtakket.
"Sanddolk!" hvislede han koldt, og ud af hans mund fyrede han, 4 store sanddolke ud, i en halvkugle form med bladende ud af, den borede sig fremad mod gruppen på 3 foran ham med voldsom fart, og de nåede kun lige at hoppe væk, så 2 af dem fik en skramme på armen, og sanddolken borede sig videre og fældede nogle træer på sin vej, før den ebbede ud da den kom for langt væk fra Dust. Som et vildt dyr, drønnede Dust frem mod den første der var skilt fra de 2 andre, og sprang direkte i flæsket på ham, som et vildt dyr.

Violet smilte roligt og sad gemt i bladene. hun holdte godt øje med hvad hendes hold kammerater lavede. de kunne sagtens klare dette uden hende, men ulven i hende kæmpede for at komme ud og få en god kamp. hun så lidt op mod himlen og snuste dybt ind. der var ingen andre modstandere i nærheden. hendes blik fulgte med i det Dust lavede og de alt nærmest blev til træ hævede hun let blikket. hun mærkede træet hun var i begyndte at ryste og hurtigt dog lydløst hoppede hun videre til det næste træ da de andet faldt sammen af Dust lille sand trick.
et lille grin forlod hende og hoppede ned med en elegant landing på jorden. hun gik med rolige skridt hen til Makuro og betragtede lidt Dusts dræber instinkt. han havde nogle stærke evner.
de skinnende grønne øjne blev mere dyriske og med et ondt smil blottede hun de skrabe tænder. hendes indre ulv ville lege og det skulle den da have lov til. med et lavmælt knurren løb hun mod de 2 modstander der stod tættest, den ene var hendes. i sit løb kom hun ned på alle fire og udviklede sig i smerte til sin kamp ulv. den snehvide pels strålede. hendes ellers skarpe tænder blev skarpere og længere og det ellers smukke og menenskelige ydre, blev mere dyrisk. hun hoppede op og sprang på den ene af de to modstandere tæt på hinanden og rullede med ham nogle meter tilbage, hvorfeter hun landede på jorden lidt bag ham. hendes modstander lå og beklagede sig på jorden. Violet knurrede dyrisk og sprang igen på ham nu med et dirket bid mod mandens hals, dog fik hun ikke ramt før at skud løb da manden havde nået at trække sin pistol og i håb om at dræbe hende havde han skudt. dog strejfede skudet hende kun lige i siden og de skarpe ulve tænder prorede sig dybt ned i halsen på manden.

Makuro stod i samurai kamp stilling med katanaen i den højre hånd. Han nærmest glædede sig til at kæmpe som han havde gjordt, den gang han bare var en ukendt dæmon.
Han mærkede hvordan den faste jord han stod på blev til blødt sand, han smilede roligt. Jeg vidste jeg skulle have spist den frugt selv! Han så om sig og så hvordan det hele blev til sand. Han fik øje på Violet som skiftede træ, han smilede roligt.
Han rettede igen opmærksomheden på fjenderne iden Dust startede kampen med sine dolke.
Dust forsvandt afsted idet Makuro mærkede hvordan Violet nærme sig. De var nu fuldtallige, hvilket betød at de på ingen måde kunne tabe.
Med et stort smil så han til mens Violet fik i kamp ulv, hu havde valgt sin fjende hvilket efter lod den sidste til ham.

Med et sæt satte Makuro i løb med den sidste fjende. Før han kunne nå at se sig om stod Makuro ved siden af ham, i en hurtig bevægelse lavede Makuro et baglæns sidespark, som ramte fjenden lige i nyren så han fløj et par meter til siden og væk fra Violet. Han kunne mærke på sparket at fjenden måtte være en cyborg.
Cyborgen rullede hen af jorden idet Makuro løb imod ham med parat til er dræbende huk. Men cyborgen var kommer hurtigere på benene end regnet og havde trukket sine 2 tanto'er i en defense position. Lyden af de forskellige sværblade som ramte hinanden med hård kraft rungede gennem området. Makuro reagerede hurtigt og brugte sin momentum til at få er kraftfuldt side spark ind på cyborgen, som rullede baglæns i et smertes skrig.
Denne gang var Makuro hurtigere. På ingen tid stod han over cyborgen som en tiger over en gazelle med katanaen hævet i bryst højde. Med et hurtigt trækkende snit skar Makuro maven op på cyborgen så han skreg i smerte, men i live.

Dust'es offer var ikke langsom, åbenbart en mutant med en medfødt form for hurtighed, der overskred de normale normer for hvor hurtigt, man var i stand til at bevæge sig. Mutanten brugte sit speed, til at lokke Dust væk fra resten af kampene, og i en ren blod lyst fulgte Dust bare efter, for at få fingrene i ham og dræbe ham. Han nåede dog ikke at flygte så langt, før Dust forvandlede området under hans føder til sand, der greb fat i hans ankler og fik ham til at vælte, så han nu var fanget i det område af sand, Dust havde skabt omkring dem.
Som en vild løve med galskab, nærmede Dust sig sit bytte, der blev fanget mere og mere af sandet, efterhånden som Dust kom nærmere. Men i ren panik, begyndte mutanten at vibrere med hele kroppen, da han brugte sin speed evne til at løbe med hele kroppen, således at han lige før Dust var henne ved ham, fyrede han afsted som en kugle ud af en skyder, og drønede fremaf. Han vendte sig rundt og satte kurs mod Dust, men med den fart mutanten havde ville en hver hurtig undvigelse, ende galt og skade ham meget, og med det modangreb Dust valgte at lave, var det enten eller.

Dust lavede en hurtig bevægelse med hånden, hvilket forårsagede noget der mindede mest af alt, om et usynligt sværd der kløvede gennem sandet, direkte fra Dust og i en lige linje mod mutanten. Der hvor angrebet fra Dust ramte, blev jorden kløvet fra hinanden, og nu måtte mutanten tænke hurtigt, og for at overleve smed han sig ud til siden, og nåede derved lige at undgå at blive kløvet midt over. Med det samme smed Dust sig over ham, nu hvor han var styrtet om i sandet, og denne gang fik han ikke lov til at undslippe. Dust brækkede hans ben, så han hylede op som en stukken gris, mens sandet pakkede ham ind i en cocon, for at holde ham fanget, mens en sand arm voksede ud af Dust'es ryg, greb Samehada fra dets plads på hans ryg, og holdt det foran hans hoved.
Samehada åbnede munden, og begyndte at tømme fyren for chakra, hvilket gik tjept til for sig, da Samehada var sulten efter det. Den nye chakra mættede Samehada, og tillod Dust at tage det til sig, så han kunne videreføre det til Hiramekarei, og fylde mere chakra på det. Nu hvor Samehada var færdig, var mutanten blot en livløs krop, da han var tømt for chakra depoter, og efter et hurtigt tjek af hans person, fandt Dust ud af at det måtte være en af de andre, der var i besiddelse af holdets skriftrulle, så han satte kurs tilbage mod de 2 andre. Violet så allerede ud til at være færdig med hendes offer, så Dust brugte sit sand til at tjekke liget, men han kunne ikke finde nogen skriftrulle.

"Makuro din cyborg har skriftrullen, hvis ikke de allerede har mistet den!" hvislede Dust koldt, mens sværdet blev sat på plads på hans ryg "Få ham ned med nakken, eller vi spiser hans chakra!"

Violet fjernede sig fra sin nu døde modstander. hun så mod Makuro og hans kamp stadig i hendes kamp form, dog fik hun langsomt forvandlet sig tilbage til sin normale menneske form. hendes tøj var en smule flæset, dog dækkede det de private dele, så hun ikke fik blottet noget. dog gjorde det meste af hendes krop ondt, da det ikke ligefrem var behageligt når ens knogler ændrede sig sådan. men hun havde stadig et roligt smil på læben og et dyrisk skær i øjnene. hun gik hen og samlede sin taske og Riffel op imens hun holdte øje på Makuros kamp, som hun var på god afstand af. hun åbnede svang tasken over sin skuldre og derefter riflen. hun havde lyttet lidt til makuros kamp og da det sidste smertens skrig kom da Makuro skar maven op på cyborgen, fik Violet et skævt smil på læben. der lagde hun så mærke til DUst som var i et nærmest dyrisk dræber mode virkede det som om. det var interessant at se de tog i kamp og se hvordan de nød at dræbe.
roligt lænede hun sig op af et træ og forholdte sig tavs, imens hun nogenlunde rettede på sin flænsede top. hele hendes mave var Blottet. det var det værste ved at forvandle sig ens tøj gik i stykker. dog tog DUst og Makuro hendes opmærksomhed ret hurtigt, da det nu skulle vise sig om denne cyborg havde en skriftrulle og om det var den de manglede. mon ikke de stadig havde skriftrullen? for hvis de ikke havde ville de vel være døde nu.. det kunne selvfølgelig også være at nogle havde taget deres skriftrulle men skånet deres liv. det tvivlede hun dog på, men hun så opmærksom på med et roligt smil på læben og ventede på at se skriftrullen.