Vil du ha' et lift? (Kristin)

Sted: Stadig en lang køretur syd for Occulta
Tid: 14:35
Vejr: Høj sol, skyet, fugtigt og ikke særlig varmt.
Omgivelser: Marsk og bevoksning, en lang dårligt belagt vej. Ikke en zombie at se nogle steder.

Det store terrængående køretøj, nærmest fløj henover den bulede vej der normalt gik ligeud, men en gang imellem slog nogle drastiske sving. Disse sving var også den eneste fartgrænse der var herude, ingen til at sige at man ikke måtte, ingen til at sige at man var en freak. Evan sad i køretøjet med den højre hånd på rettet, den venstre arm med albuen ude af vinduet. Han holdt en god fart, og sad nærmest i sine egne tanker. Måske et nyt design til et stykke teknik i et af has projekter, måske ideer om hvad han ville lave når han ankom til Occulta.
Han var iført sit normale rejsetøj, til når han var uden for byen. Bukser, trøje i nogle ubestemte jordfarver, med plader af plast eller metal som beskyttelse mod alt fra bid til pistolskud, der var mange fare når man var uden for byerne. Ud over det havde han en rødbrun frakke med en hætte, der var slået ned. Om halsen havde han en rebreather-maske der ikke var nødventig eller ønsket lige nu, men den var god at have ved hånden. Hans auspex scanner viste ikke noget ud over det sædvanlige, baggrunds radiation var næsten ikke til at se, men det kunne godt gå hen og blive dårligt vejr.
Det store køretøj sagde næsten ikke nået, andet end de store dæk der skrapede mod vejen. Motoren var elektrisk, selvom den også kunne køre på diesel og solfangeren på taget fik rigeligt at tage fra.
Alt i alt så det ud til at blive endnu en fin, men alligevel kedelig rejsedag for Evan.
Overalt omkring ham var der beviser på hvor stort et rodehoved han var. Det lå et gammeldags papir vejkort ved siden af ham, på passagersæddet, på instrumentbrættet stod en tallerken med en halv spist sandwich fra tidligere, og der lå en blanding af affald og ejendele rundt om i kabinen.

Kristin gik langs vejen med hendes yndlings hætte trøje på den gule med det sjove farvet mønster. (se profilbilledet)
riflen hang over hendes skulder og hendes Trofaste hund Vektor gik ved siden af hende.
Kristin have ikke set zombier i flere dage og hun nød roen og selv om det ikke var synderlig varmt var det letter behageligt køligt.

denne Landevej var altid totalt forladt på grund af den dårlige stand den var i og dermed ødelage mange af de køretøjer som brugte den.

Kristin have gået langt tid og overvejet slå lejer før mørket kom og stille roligt gå i gang med maden hun have en del mad i tasken og have de sidste par dage spist som en konge følte hun vejen begyndte lige så stille og blive fyldt med udbrændte eller forladte biler så selv de stærkeste køretøjer ikke kunne tage vejen.
hun to sig ikke af det hun var trods alt på ben og kendte skoven der var mudret veje der nem kunne bruges som alternative hvis man have det rigtige køretøj.

Evans køretøj, spang over et lille bump i vejen. Han hørte et eller andet han ikke havde sat ordentligt fast, falde på gulvet i kabinen bagved. Det var ligemeget, han ville bare samle det op når han gjorde holdt for natten, men der var massere af dagslys endnu.
Han undveg et vrag fra en anden, meget mindre vogn der var brudt sammen længere fremme, ved at køre ud i den venstre side af vejen.
Det var underligt at han ikke havde set nogle zombier hele dagen. Han havde installeret en stor kofanger, ja nærmest en plov, foran for at kunne tromle dem ned, der gik på vejene rundt omkring.
Han satte farten ned da flere forladte køretøjer blokerede hans vej, et enkelt sted måtte han skubbe et vrag til side med sin egen bil. "Irriterende" mumlede han for sig selv.
Da han kørte lidt videre fik han øje på en der gik i vejkanten, først troede han at det var dagens første zombie, og lagde an til at køre den over, men personen gik alt for sikkert på benene, og havde en hund ved sin side. Det passede ikke rigtig på en zombie, så han drejede væk fra kollitionskursen.

Kristin gik langs vejen og fik en føleles af at nogle holdte øje med hende. Tasken blokeret synet bagfra for Evan så han ikke kunne se den Riffel Kristin have over skulderen. Langsomt røg Kristins ene hånd hen til remmen der hold riflen over skulderen og Vektor have også Opfattet det store køretøj bag ved dem. Kristin så i et af de knuste sidespejle og så det store køretøj bag fem fanden tænkte hun Banditter!
uden varsel ræv hun riflen ned fra skulderen og afsikret den mens hun trak den op til skulderne.
hun fandt roden Even sad i og affyrede det første skud der ramte Motor hjelmen. Hun holdte riflen med skulderen og lod hånden der holdt ved aftrækket flyve op og rive håndtaget på riflen tilbage så den afyret patron fløj ud og lod det farer ind igen før hun skød igen mod bilen. Hun nået ikke og se hvor det ramte før hun vred sig om og begyndte og løbe voldsomt ind i skoven.

Vektor løb foran hende og sprang over en træstamme Kristin sprang over ved og bruge hendes ene arm og forsatte med og løbe. Hun drejet af om et hjørne og fandt en forladt Autocamper hun løb hen til og rev i døren låst.
Hun så sig tilbage intet syne af banditten i bilen.
Kristin tænkte det igennem der var to muligheder hun kunne løbe videre og blive tvunget til og smide hendes ting eller efter lade dem her og gemme sig længere inde i skoven.
Kristin sparket lidt til døren endelig efter nogle spark fløj døren op og hun løb ind i Autocamperen flere dele til våben lå fremme pistoler lå over alt rifler krystaller smelte værktøj og andet dette have været en våben freak tænkte Kristin. Med et blev hun revet ud af hendes tanker Vektor gøet som om han ville have hende tilbage til virkeligheden.

Kristin flået den store taske af og løb op og smed den bag fører sædet der var den godt gemt.
Hun spænet ud af autocamperen med hendes riffel i hænderne.
Hun hørte nogle fodtrin nærme sig hun andet ikke hvem de tilhørte hun drejet om og forsvandt ind i nogle buske i skoven og håbet bare på at hende forfølger ville finde Autocamperen mere spændene end og forfølge hende

Evan der var igang med at justere sin kurs så personen vende sig om, med en riffel. Han hev i rettet og trådte på bremsen, da et skud fra rifflen ramte kølerhjelmen. Eftersom Evan passede godt på bilen og efter så den ved enhver given lejlighed, standsede den glidende på et par meter og ud gød et kæmpemæssigt suk, da den komprimerede luft fra bremsrene blev frigivet.

Han tog et øjeblik til at få vejret og skubbede så døren til køretøjet op. Han hoppede de to meter ned på den hårde vej. Han var på den anden side af bilen i forhold til den skov som Kristin havde gemt sig i, og kunne ikke få øje på hende nogen steder, men hans primære bekymring var ikke så meget at hun havde skudt på ham, mere at hun måske var blevet ramt af hans tonstunge maskine. Han frigjorde pistolen fra den magnet den sad i, just in case. Evan inspicerede kort skaderne på bilen. en (??)mm kugle havde trængt igennem det tunge plast-stål og var forsvundet længere inde, det var noget han måtte kigge på senere. Han havde ikke hørt det andet skud, og anede ikke om det havde ramt nået.

Han gik engang rundt om køretøjet mens hans auspex-øje scannede på fuld styrke, endelig fangede den et, nej to livstegn inde fra skoven. Den ene var måske et menneskeligt væsen den anden var han endnu mindre sikker på, kun at den var stor og levende nok til at kunne ses på scanneren. Han låste bilen, med et tryk på en fjernbetjening der hang fra hans bælte i et strop, og gik ned imod skoven. Han gik ind imellem de første træer, han var ikke sikker på at det var en god ide at følge efter en der lige havde skudt efter ham, men han måtte alligevel undersøge sagen. Hvis nogen var kommet til skade ville han hjælpe og hvis bilen krævede reparation ville han ikke overfaldes imens. 

Han nåede en lysning med en gammel autocamper, der var ikke noget der bevægede sig. Øjet scannede omkring herinde den startede med autocamperen, der var i så dårlig stand at han var sikker på at ikke engang han kunne få den op at køre igen. Da der ikke var nogen derinde begyndte han at scanne i det omkringliggende skov. "Hallo? Er du herude?" Spurte han, bare ud i luften.

Kristin have i mellem tiden gjort nok noget af det smarteste hun kunne gøre. Hun have gemt sig under autocamperen og rullet sig i et tykt mudder lag i håbet om det virket. Vektor sad inde i skoven og ventet på hun sprang frem Even ville nok opdage Vektor på hans scanner. Kristin fandt en lille pistol frem og sneg sig ud fra Autocamperen på den modsatte side af hvor Evan stod hun sneg sig langs siden til hun kunne se hans ryg og med langsomme skridt gik hun mod ham. Da det lykkedes hende og komme bag ham hævet hun hånden og med en klar stemme som ikke kunne skjule hendes unge alder kom ordne roligt.
”en pluslig bævelse og jeg blaffer lige igennem dit hjerte makker”

de brune øjne sad i et roligt ansigt og Kristin tænkte lidt over hvad hun skulle gøre. Hun var ikke et monster så hun ville helst undgå og skyde manden selv om han lignet en skurk at binde ham var også lade ham dø langsomt. En pluslig tanke røg gennem hovedet på hende hvad nu hvis han var en rejsende lige som hende selv Vektor hunden sprang frem for buskende og kiggede afvendte på Kristin mens hans ører lå ned.
pluslig lød Kristins stemme spørgerne til manden.
”have du tænkt dig og kører mig ned før” stemmen lod ikke til og mene det hun sagde mere undersøgende om hun have rat.

De brune øjne kiggede på mandens ryg og tøj.

Evan var gået længere ind i lysningen tættere på autpcamperen. Hendes heat-signature var væk, hvilket han ikke helt forstod. Måske var hun løbet videre. I så fald var hun ikke såret og han kunne køre videre i fred, så snart han havde sikret sig bilen kunne køre. Døren på autocamperen stod pivåben, og hvad han kunne se fra sin position var alting i den et kaos af ubrugeligt skammel. 
Hans auspex opdagede hunden varme inde inde i skoven. "Det er ok." Sagde han, men opdagede så at dens biosigns ikke passede på et menneske, men en hund. Men hvis hunden var der, hvor var mennesket så?

Han fik svaret kort efter, da hun talte. Han havde vendt siden til autocamperen da han kiggede efter hunden, så alt hun havde behøvet var at snige sig den anden vej rundt om. Han kunne trods alt ikke se gennem vægge. Han kunne se hende i det knuste sidespejl, hun pegede en pistol mod ham. 
Han sagde ikke nået i starten, men observerende hende. Han smed heller ikke sit våben, det havde hun ikke bedt ham om. Han gættede ikke på at hun ville skyde ham. Han så hunden komme frem fra skoven, den var heller ikke glad for at se ham, så det ud til.
Hendes næste spørgsmål var ikke hvad han havde regnet med. 
"Ja, det havde jeg. Jeg troede du var en zombie." Sagde han, hvilket jo også var sandt. Han tænkte det var bedre at holde samtalen igang.
"Jeg ramte dig forhåbentlig ikke? Jeg mistede lidt kontrollen over mit køretøj da du skød på det." Det sidste var sagde han også for at give hende en smugle skyldfølelse. Alt der kunne hjælpe med til at hun senkede det våben var kærkomment.

Kristin stod med Pistolen hævet. Rattet direkte mod Evens nakke. Hun kiggede mod Spejlet og så han kiggede på hende et skævt smil kom frem på hendes læber så han ikke kunne undgå og se det.
Vektor stod foran manden med ørene lagt ned og blottede tænder for Even.
Det var tydeligt på Kristins kropsprog hun tænkte over de ord manden fyret af om at han ville kører hende ned men hun lod ikke til og ville sænke hendes våben.
pistolen var en M1911 det sorte metal var riset og flere steder var den sorte farve revet af og blottede noget rusten metal.
De brune øjne kiggede i spejlet igen og prøvede fange mandes ansigt men noget dækkede det.

En stemme lød pluslig fra pigen efter en lang pause stemme lød lettere klukkende.
”ihh altså du vil gerne have medlidenhed men du må indrømme at hvis et kæmpe køretøj kørte mod dig og have i sinde og køre dig ned have du så ikke skudt efter det”
Smilet kom på læberne af pigen og hun sikret hendes pistol og lage den i lommen igen før hånden Gøet nærmest skuffede over den ikke fik lov og hoppe på manden.

Kristin gik bag manden og ind i Autocamperen. Den døde mand der lå forover på boret lå over noget Metal og hun kiggede mærkeligt på den.
hun rystede på hovedet og gik hen til førersædet og fandt hendes taske og trak den ud mens hun lå tilbage i Autocamperen hun genkendte mange ting fra hendes fars GUN SHOP og slap tasken og begyndte og søge.
Og da hun åbnet skufferne kom ting til syne hun aldrig have troet og finde her.
Velholdte dele til flere våben og underlige dele hun aldrig have troet hun skulle se de lignet mere små batterier end noget til våben og flere lydmåler var der og nogle måler til moneter.

Med tunge skridt gik hun hen til manden og løftede liget en slimende lyd kom fra liget da kroppen have rådnet sig fast i boret og lugten var forfærdelig.
en pluslig kvalme ramte hende og pluslig smagte Kristin smagen af opkast og drejet hovedet og kastet op på hendes højere side.
efter have sundet sig så hun på noget mærkeligt noget der mest af alt lignet et gør det selv våben
hun greb det og gik ud af Autocamperen og så på Even mens hun have hendes egen riffel over skulderen og stod med det mærkelig våben hun sigtet på et træ og trykkede af en underliglyd kom fra det og et ryk som var det en SHOTGUN pigen trykkede af fløj riflen op og noget boret sig ind i træet før en høj lyd kom fra træet og et kæmpe hold eksploderet midt i træet.
pigen så uforstående på riflen og over på Even der lignet en som kunne forklarer det som han stod der.
”for resten Kristin og hvad fanden er dette!”

Evan forblev ståene med ryggen til pigen og med pistolen fastlåst i højrehånd. Han så hende smile, men hun havde trods alt også overtaget, lige nu. 
"Du havde mere end de to muligheder til rådighed. Du kunne for eksempel være hoppet til side frem for at tro at din kugle kunne standse et 20 tons stål." Sagde Thomas. "Alternativt kunne du ha smidt dig fladt ned, jeg har en meters frihøjde..." Evan standsede sig selv, han havde tyve alternativer, men han havde vist fremført sin pointe. Inden i sig selv åndede han lettet op da han da hun sænkende sit våben. 

Han satte sit eget våben på plads i bæltet. Han skulle til at tale til hende igen men da han vendte sig om var hun gået ind i autocamperen. Nu da hun var gået kunne han gå videre til at se på skaderne, gik han over på forsiden af den smadrede autocamper og så ned på motorrummet. Den var trykket sammen foran som om den var kørt ind i noget smalt. Med sin højre arm tvang han motorhjelmen op, men metallet var så gennemrustnet at han endte med at rive motorhjelmen helt af. Han smed det fra sig og så ned motorrummet. Ved første øjekast var alting dernede mere eller mindre et kaos af ødelagte motordele. Han flåde de ødelagte stempler op for at se om der var noget andet dernede inden han gav op. 

Han så op da pigen kom ud af autocamperen igen. "Nåh der er du." Sagde han fraværende. Det næste Evan så gav ham et chock. "Pigebarn... NEJ!!!" Råbte han, men det var for sent. Hun havde allerede trykket på aftrækkeren, og bag ham, seks meter oppe, eksplodere stammen på et træ. Kristin nåede at præsentere sig selv før der hørtes en faretruende knagen, og de øverste meter af stammen gav sig og begyndte at falde. Evan tænkte ikke, han styrtede bare frem, greb pigen i armen og smed sig til siden. 
Træet ramte jorden med et drøn to meter fra Evan og Kristin, der begge lå på jorden. Han så vredt på hende.
"Er du vanvittig!? du kan squ da ikke bare affyre en Boltgun, på den måde!" 
Evan var for vred - nej ikke vred bare for forskrækket, til at præsentere sig med det samme.

Kristins stemme lød vred og hun skreg af manden der lige have revet hende til side og hun lå med på jorden mens hun rejste sig og fisket våbnet op hun have fundet inde i autocamperen.
”du skal tale til mig på den måde igen for under 20 minutter siden forsøgte du og køre mig over og nu kalder du mig Vanvittig det dig der den sygeste af os to og hvad fanden er en Boltgun! Smarte forklar mig hvad fuck det er og hvad fanden sådan et våben laver her ude kender du noget til den autocamper og det lig der inde”

Hvis Evan kiggede på våbnet Kristin have i hænderne ville han ikke kunne undgå og se det var smurt ind i slim og væsker fra den døde mands krop efter som liget have ligget over våbnet og rådnet ned på det.
vektor gøet vredt af Evan og Kristin skreg ”Thimber Vektor” hunden faldt til ro og så mere afslappet på Kristin mens den gik hen og snuste til træet.
Kristin vente sig om og så på Evan med et vredt udtryk hendes stemme viste pigen var faldet ned men var stadig meget fjendsk.
”og hvem fanden i helvede kommer så langt ud på disse veje”

Kristin have taget hendes fars jagt riffel ned og smidt det anden våben over skulderne og kiggede på rifflen som virket ok. Hun så ud til og vide en del om våben eller gammeldags krudt våben.
Hendes fingere gled langs løbet for under søge om det var blevet slået skævt. Hun to magasinet ud og lod den Patron der var geværet falde ud før hun satte koldben ned i jorden og kiggede med øjne ned i løbet. Og smilet over intet så ud til og være kommet til skade.

hun vente sin opmærksomhed mod Evan og afventet hans svar på hendes spørgsmål og var hun tilfreds med svarende kunne hun tænkes og svarer på hans. Vektor stillede sig ved siden af hende og kiggede forvirret rundt

Evan rejste sig op. "Prøv med Tak Næste gang." Sagde Evan surt. "I det mindste er det ikke mig der affyre et totalt ukendt våben. Den der kunne være sprunget i luften mellem dine fingre, den må ha' ligget herude i årevis og rustnet." Sagde han, mens han rettede på sit tøj. "Hvis jeg siger at jeg er ked af at jeg næsten kørte dig ned, gider du så bede din hund om at holde kæft?!" Evan var kommet i dårligt humør, han havde det med at vende på en tallerken hvad angik hans humør. 

Han kiggede på den slim indsmurte boldgun. Man kunne ane ordene 'Mama's Creditcard' var graveret på siden. "Hvis du har tænktdig at beholde den selvmords-maskine så er en boltgun et ret gammeldags våben. Den affyre store explosive rounds, nærmest små raketter. De er upålidelige, de slår hårdt og de rammer ad helvede til." Sagde Evan da hun fik hunden til at tie stille. Han begyndte at besigtige skaderne på autocamperen. Træet var væltet ned over bagenden på den, og havde mast det bagerste af bilen fladt.

"Jeg kommer herude, det er den hurtiste vej til Occulta, selvom det ikke er den sikreste eller den nemmeste." Svarede han. "Og det gør du åbenbart også." Evan håbede ikke at hun havde tænkt sig at beholde den boldgun hun havde fundet. Både for hendes egen sikkerheds skyld og fordi Evan selv var her.
"Hvem er du så, hvis din overlevelses strategi er at skyde alting, om det så hjælper eller ej?"
Han kiggede på hende da hun var færdig med at inspicere sit skydevåben. Han rynkede på næsen da stanken fra liget begyndte at sive ud i luften efter at autocamperen nu havde fået en del mere udluftning.

Kristin rynket på næsen af den modbydelige lugt fra Autocamperen før hun begyndte og gå hen mod den hun overhørte Evan bevist og gik ind i Autocamperen som faktisk var i god stand inden for og begyndte at lede efter brugbar ting der gik ikke lang tid før hun fandt ting der kunne bruges.
hun åbnet en skabs låge og synet var overraskende den gamle skabs låge i gammelt træ der næsten var rådnet af sig selv svang til siden og ud af Skabet trak hun endnu et våben hun ikke kendte til. Dette var ikke et våben skød med projektiler hun lage det på boret og søgte videre.

flere våben var gemt også mange systemer hun kendte af Projektilvåben. Hun samlet dem på boret og så over på liget der nærmest stirret på hende med et trist udtryk på Kristin der samlet de ting hun aldrig fik brug for Kristins stemme lød da hun Hørte Evan tæt på.
”dude der noget der undre mig kvinden her har hverken manglet mad eller vand hun er ikke blevet til en zombie og hun er bevæbnet til tænderne hendes tænder er pæne og der med må hun have været ung så det giver ingen mening hvordan hun er død kan du følge mig?”

Kristin have vent våbnene ryggen og sad på huk med hendes ene arm for næsen foran liget og undersøgte det rådne lig ved og prikke i det med en gaffel hun have fundet i en skuffe og lyden af kødet der gav efter var ækel og en grønlig væske faldt ud af holderne fra gaflen. Noget fanget Kristins opmærksomhed og hun så sig over skulderen ingen Evan stod der med en fart Sprang hun op og greb nogle bøger og mapper hun smed i en taske før Evan kunne nå og opdage det og greb det mærkelig våben kiggede på det i lysningen.
Hun fandt et stykke af jorden som ikke have træer og kaldt.
”dude du prøv og se den her satan jeg fandt hvad fanden er det så!” Kristin hævet den riffel ligne ting og trykkede på aftrykket et svagt vindpust kom et godt styk foran hende og Evan hvis han kiggede i 1 minut skete der intet og det så ud til at våbnet på ingen måde kunne gøre stor skade anden end og lave et lille vindpust men pluslig sprang jorden under i en halv cirkel form omkring 8 meter foran dem og en kræft trykbølge fulde efter som fik træerne til og ryste dog uden og bringe dem i farer.

Evan stod et øjeblik."Hørte du hvad jeg sagde?" Spurte Evan. Han spekulerede på hvordan pigen havde overlevet herude. Jeg tror du skal lade være med at gå derind." Sagde Evan men det var forsent hun var allerede gået ind igen. 
Da han hørte pigen råbe ud fra autocamperen, sukkede Evan for sig selv. Han tog sin rebreather-maske, der dækkede for hans mund og næse. Selv herude kunne han lugte hvor grumt der måtte stinke inde i den autocamper. Masken soterede lugtene fra, så han bedre kunne holde ud at være derinde. Han gik op af de små trin, ind i den lille autocamper. Han kom und og så at hun stak til den døde kvinde med en gaffel. "Træd væk fra hende!" Sagde Evan. Pigen havde haft ret, dette var et mærkeligt lig. Han kunne ikke umiddelbart se præcis hvad det var, men alt pegede på at damen havde været syg, før hun døde af det, hvad det så end var. "Du har ikke rørt ved hende vel?" Spurte han. Dette kunne meget vel vise sig at være alvorligt, hvis hun havde. 
"Jeg formoder at hun har haft en eller anden ukendt sygdom, så hvis du har rørt ved hende må du sige det." Evan der blandt andet var biolog, kendte kun alt for godt risikoen ved, bare at være herinde når man havde med ukendte sygdomme at gøre. "Vi bør gå ud." Sagde han. Hans stemme blev forvædnet af masken.

Udenfor havde hun åbenbart fundet en eller anden form for våben. "Du affyre den ikk..." Nåede han at sige, men det var naturligvis for sent. Da han så at intet skete åndede han lettet om. "Sig mig lærte du ikke noget af næsten at blive knust af et træ?" Spurte Evan, han gik hen mod hende med intentionen at tage våbnet fra hende, men så sprang trykbølgen pludselig fra våbnet.
"Jeg ved ikke hvad det var." Sagde Evan. Dette her var ikke noget han havde set før. "Lad mig se den." Sagde han. Han tog fat om våbnet med sin mekaniske arm, forsøgte at hive den ud af hendes greb, med overmenneskelig styrke.

Kristin gav slip på våbnet i det samme Evan ville rive til så han ville måske falde på halen hun så med et surt udtryk på Evan og begyndte og tale hun var mere end vred og det var tydeligt og sporer i stemmen som var skarp og lød som pisk i luften. De ellers så normalt fredlige øjne så på Evan med et mere end vredt blik. Vredt greb pigen hendes bluse og trak den af og blottet en T-shirt hvor efter hun flået den af foran ham så hun stod i Bh og et bide mærke i siden af maven var tydeligt det var fra et menneskeligne væsen og et bide mærke var tydeligt på Kristins håndled. Bidet have gået så dybt at det var blevet til et ar og skilte sig ud i den fine hud som et blegt skær men var tydeligt det have gjort voldsomt ondt og få.

”luk makker okay jeg er ved og være træt af du tror jeg er dum godt være jeg er ung af min alder men har overlevet her ude siden Vegas gik ned på grund af zombierne angreb som du ser er jeg også blevet bidt af dem men i modsætning til alle andre blev jeg hverken til den ene eller anden form for smittet selv om bidet med sikkerhed ville smitte andre” hun peget på arne og kiggede vredt på Evan

”Og desuden tror jeg ikke liget er død ved sygdom kiggede du på væsken der kom ud af liget og i kødet var der masser af fedt i kødet hvilkede siger mig at sygdommen så har dræbt vedkommende med det samme og derfor ikke er så smitte farlig i den tilstand og desuden var der tons af medicin i handske rummet. Hvad end kvinden er død af er det ikke naturligt og tror langt fra hun var alene kigger du på mengten af våben ville selv ikke en erfraen overlever som hun virket til og have været haft så mange det tåbeligt og bringer dig mere i farer da folk er ude efter dem end de beskytter dig”

Kristin bukkede sig forover og samlet tøjet op hun have smidt ved siden af og iførte sig hendes T-shirt det løse hår hang og Vektor stod med tungen ud af munden og kiggede med forvirret øjne skiftende på Evan og Kristin. Hunden lage sig ned og prøvet slappe af mens Kristin forsatte.
”våbenet er nok et koncept jeg har hørt om det heder MWA Magnet weapon attack konceptet er at have Moniter som holder et lille objektet et ikke støre end sandkorn mellem to kæmpe kraftfelter af magnetisme på den måde kan du danne kæmpe kræfter på tæt hold det har været arbejdet meget på men aldrig lykkes nogen og knække koden men ser det ud til vores døde ven har og er det sandt har vedkommende gjort noget selv ikke de største forsker har kunne og ps er det sådan et våben ville jeg ikke åbne det et brud i det fælt der holder opbjeket også selv om der ikke noget i ville få en 8 gange så kræftig trykbølge/eksplosion frem kaldt og sprede dig over hele området og jeg orker ikke gøre rent”

den sidste bemærkning kom et smil frem af Kristin var ved og bløde pænt op over for Evan.
”desuden fik du aldrig fortalt mig hvem du er”

Evan trak våbnet til sig og begyndte at inspicere det. Det begyndte at gå op for ham hvad dette var for et våben, men det var ikke muligt. Han begyndte straks at lede efter noget der måske stod skrevet på det, et eller andet sted. Ganske rigtig genkendte han et mærke graveret ind i siden på våbnet. bogstaverne N T med blokskrift om kranset af en cirkel. 

"Det kunne ikke falde mig ind at dømme dig ud fra din alder. Jeg er selv kun 16 hvis man skal tro min fødselsattest og min afdøde far. Vegas er sikret igen, så du kan sagtens tage tilbage hvis du vil. Jeg mente kun at du er uforsigtig med gammel, ukendt teknologi du lige har fundet i en autocamper. Du var lige ved at blive mast af et træ, og endnu værre jeg var lige ved at blive mast af et træ da jeg måtte træde til for at redde dig."
Da han kiggede op igen blev han overrasket over at hun havde smidt halvdelen af sit tøj. "Så du påstår at du er immun?" Spurte Evan. Dette var ikke overraksene, udbredte sygdomme blev allesammen slået tilbage før eller siden af menneskets meget effektive immunsystem, men det var meget interessant. 

"Hvad kvinden er død af er ikke til at sige, men du kan ikke vide om hun stadig er smittefarlig. Hvis vi skal vide hvad hun er død af skal vi lave en obduktion. Hvad medicin andgår så lader det ikke til at have hjulpet hende." Sagde Evan. Han ville helst undgå det, men han troede måske at han kunne blive nødt til det. "Hvis du mener at hun kan være blevet slået ihjel, er det også meget nemt at finde ud af, jeg har alt hvad vi skal bruge i bilen. Hvordan ved du at hun var erfaren? Hun kan også ha brugt dem som handelsvare. Det ville være nemt at finde ud af om hun var alene hvis vi kigger os omkring."

Evan vendte våbnet om og hev i en lille split, så batteriet faldt ud i hans hånd. "Dette er en level 5 potentia coil." Sagde Evan. "De bliver ikke lavet mere. Jeg ved hvor dette våben kommer fra, gad vide hvor hun har det fra?" Evan. "Jeg troede først at dette var en melta-gun der ikke virkede rigtigt, men det lader til at du har ret." En melta gun var en meget ualmindelig klasse af plasma våben, der skød i en kort bred vifte, det var lavet til at ødelægge armerede vægge og den slags, snare end at gøre skade på mennesker. "Det er ikke sikkert at skille den ad mens batteriet sidder i og 3 timer efter at man har taget det ud, men tro mig når jeg siger at jeg ved hvad jeg laver." Sagde han. 
"Du har heller ikke fortalt mig hvem du er, det er som regel en god ide at introducere sig selv først, før man forlanger at få andres navne udleveret. Jeg hedder Evan og jeg er Bioengineer, våben tekniker og biolog... Til tjeneste" Tilføjede han som en spøg.

Kristin Smilet svagt over Evan spøg og smilet var svært at skjule. Vektor satte sig ved siden af Kristin og hendes hånd fløj ned over hans hoved og han loverede blidt med halen da han nød og blive kælet med. Kristn så på Evan og hendes blide stemme var i stærk modsætning til den fjendtlighed han have mødt før.
”jeg er Kristin øhhh af titlen Folke skole elev” Hun smilet let Kristin have gået i skole i vegas men ellers have hun intet andet uddannelse og det var tydeligt at Evan’s alder og store viden fik hende til og følge sig dum.

”kan godt være Vegas er sikker nu men hva skal jeg der har intet og vende tilbage til hvis min familie er i live så de ikke i vegas mere men i en af de andre byer. Min have Vega Premium Guns butikken hvis du har hørt om den”

Vega Premium Guns var en berømt butik som have specificeret sig i og bygge personlige våben til folk og have blandt andet leveret til store folk i Militær militsen og Vegas egne højt stågene officer. Deres våben var kendt for en udsøgt kvalitet og godt håndværk.
Manden ville nemt kunne komme ind i en by da han have pengene men også evnerne til og at bryde de forbud om at lukke fremmede ind i de aflukket byer så Hvorfor skulle han ikke udnytte den.

”med hensyn til kvinden vil jeg meget gerne have svar der var hverken nakke skud eller brudt medicin pakker og slave tror jeg ikke hun var hvorfor efter lade kvinden med så store mængder af Proviant hvis hun kun var slave Nej Evan det er simpelthen ikke normalt. Tænk over det en gammel Autocamper med Så avanceret våben så mange normale våben så meget Proviant og en kvinde som ikke viser nogen tegn på en naturlig død der end ikke har kæmpet for overleve virker det ikke Unaturligt jeg mener vi kan umuligt være de første der har mødt køretøjet alle de forladte biler i nærheden folk må have gået og opdaget den her Camper andet er umuligt”

Kristin kiggede på Evan mens han rodet med våbnet og forsatte.
”der må være en forklaring om det så er en sygdom eller andet skal jeg ikke kunne sige men har du nogen sinde set lig rådne på den måde har aldrig set noget rådne og hvis det en sygdom så jeg muligvis smittet du husker jeg rørte ved slimet for at få våbnet og hvad angår våbnet ville jeg være meget påpasselig med og rode med det lader dig gøre det fordi du ser ud til og vide hva du laver men jeg langt fra tryg ved det faktisk lige så tryk som jeg er ved liget der inde”

Skoven var stille nærmest unaturlig stille og Kristin så rundt og undersøgte den med øjne hun kiggede på de store træer og solen der skinnet igennem den. Jorden som var letter våd og bladene der hang på buskene ikke en fugl sang det var som om at de var de eneste i skoven som om alt var væk kun træerne stod tilbage som et minde om liv.

Kristin begyndte og tale igen og med en blanding af forvirring og frygt i stemmen.
”Evan i alt den tid jeg har gået langs vejen ved denne skov har jeg hverken mødt dyr mennesker zombier ånder noget som helst på vejen og har gået i den 3 dage har ikke tænkt over det før nu men det som om alt i skoven er ……….. væk som om kun planterne står tilbage og kom til og tænke på har du set noget”

Vinden blæste lidt og greb Kristins hår nærmest for at understrege deres totale ensomhed skoven var frodig nok men liv var der intet af skoven skulle ellers hvis det var naturligt være fyldt med fugle hjorte og andre dyr men intet var og se.

"Nej den har jeg ikke hørt om." Sagde Evan. "Jeg er ikke så stedkendt i Las Vegas." Han holdt våbnet, han havde taget fra Kristin, ned langs siden. Hun præsenterede sig uden at virke helt sikker på hvad hun skulle sige. "I det mindste har du da gået formelt i skole." Sagde Evan, og trak på skuldrene.

Evan vente sig og kiggede imod autocamperen. "Jeg er ikke læge, jeg ved ikke præcis hvad hun er død af, men meget tyder på en eller anden form for infektion fra en virus eller en bakterie. Det kan muligvis også være en fungal-infektion, men den slags er ikke så almindelige, og slet ikke i denne del af verden." Sagde han. "Som sagt tror jeg at det er en god ide hvis jeg tager en vævsprøve eller to. Du bør nok vaske dig, hvis du har rørt ved hende. Indtilvidere må vi håbe på at sygdommen ikke er luftboren, men det er ikke sandsynligt, for så havde sygdommen kunne sprede sig hvis hun har ligget her længe. Jeg beholder i hvert fald min rebreather på indtil vi ved mere. Under alle omstendigheder kan vi ikke drage nogle konklutioner om hun var alene eller ej, og vi kan i hvert fald ikke vide at hun var slave." 

Evan tænkte over hendes bekymring. Han havde ikke set ret meget liv herude. Ikke engang en eneste zombie. Fugle jo, men nu da han lyttede efter kunne han faktisk ikke høre nogle. "Jeg kan ikke forklare dyrelivet." Sagde Evan gennem masken. "Kan de være flygtet fra denne autocamper? Kom med op til min bil, få vasket fingre og hjælp mig med at få et vævsprøve fra liget. Jeg har udstyr der kan hjælpe os med at finde ud af hvad hun er død af."