[Uafsluttet] Hvordan kan du leve?! (Kristin og Phoenix)

Tid: lige omkrig kl. 03:15
Sted: i en by der alt i alt er overbefolket af zombier…
Omgivelser: Zombier, og ruiner.
Vejr: det er mørt da det er om morgenen, men det står ned i lår fede stråler.
Tøj: en grøn vest, grønne militær bukser, en sort top og et basisbælte.
Våben: 2 M9 pistoler og et M16 gevær.
Andet: oppakning. (Telt, sovepose, udstyr til at lave mad, flere former for amution, en køkken dolk, feltrationer, forbindinger m.m. og noget ekstra tøj.) Basisbæltet (En 2 gasmasker, forbindinger, og modgifter af forskellig art)

”Bare fordi jeg lige blev skudt ned… så skal jeg fandme betale tilbage! ARGH! De kan rende mig!” Phoenix var hvids det man kaldte godt og grundig pisset af. Hun var sendt ud for at finde medicin og våben til hendes ene klan, fordi hun tidligere var blevet skudt ned.
Phoenix traskede op ad en længere trappe og fik øje på en landsby, som var meget overbefolket. ”Halleluja!” Phoenix smilede og gik et stykke væk, roligt smed hun tasken på jorden og satte hendes telt op. Det var ikke et stort telt, men nok mere en lille form for ly. Et telt sejl og to små stolper og 4 pløkker, der var vel ikke brug for mere.
Da hun kort tid efter havde fundet nogle grene og noget tørt græs, stillede hun et lille bål klar og bevægede sig ned mod byen.

En lugt af død ramte hendes næsebor og sved. ”HOLY FUCK!” banede Phoenix og kiggede frem ad. Det hun før havde troet var mennesker eller andre væsner, var zombier. ”Hurra…” Phoenix tog en gasmaske frem og satte den for. Det var en halv maske, så den dækkede kun hendes næse og mund.
Roligt og lydløst bevægede hun sig ind i byen. Men hun var ikke helt så uset som hun gerne ville være. Inden hun var kommet tre skridt ind i byen havde de opdaget hende, og var langsomt på vej mod hende.”JAH…” Phoenix tog sine pistoler frem og begyndte at affyre skud salver.
Efter at hendes første magasiner med 15 skud var brugt op begyndte hun at blive lidt urolig. ”tungere skyts.” hun begyndte at løbe mod midten af byen, men inden hun nåede så langt. Så hun en skikkelse ligge på jorden og en husky stå og gø på livet løs.
”Rolig!” Phoenix kiggede bag ud og fik øje på en mindre hær komme frem mod hende. ”Godt så… Kom.” hun knurrede svagt mod hunden som lagde hovedet på skrå, men den gøede stadig af hende.
Roligt kiggede Phoenix nærmere på skikkelsen og så en pige. I en blid bevægelse, for ikke at skræmme hunden, tog hun fadt om pigens liv og svang hende over skulderen. Hunden fulgte efter og gøede stadig ad hende, men Phoenix var lige glad, hun skulle bare væk med denne pige og se om hun var blevet angrebet.
Phoenix’s skridt der før havde været lette og rolige var nu tunge og hurtige. Hendes vejrtrækning var heftig pga. den ekstra vægt hun skulle løbe med, men hun var stadig hurtigere end zombierne.
”Kom nu! Kom nu!” mumlede Phoenix irriteret, hun skulle klare det her hen til hendes lejer uden for byen.

Efter et stykke tid var Phoenix ved hendes lejer. Hurtigt lagde hun kvinden fra sig og tændte bålet. ”Jøsses… Hold nu kæft hvad fanden skete der?! En by fuld af zombier… troede jeg sku kun var noget man så i Vegas.” hun grinede ad sig selv og så på pigen som nok var omkrig hendes egen alder, måske lidt ældre.
Pigen havde en taske på ryggen og uden videre omtanke tog hun bare tasken af pigen og åbnede den. En bog, billeder af forskellige personer der i blandt hende selv, nogle patroner og en riffel.
Roligt tog hun bogen op og åbnede den. ”En dagbog?” Phoenix kiggede på pigen og satte sig ved hendes side. Roligt begyndte hun at læse det første afsnit. Efter afsnittet så hun på Kristen og tog hendes puls. Hun var i live og kunne derfor godt læse videre.
Efter et stykke tid skimmede hun kun, men nærstuderede det med at hun havde været i Vegas under zombie episoden…
”Hold nu kæft du har været en del igennem… jeg kan godt relatere til det.” Det kunne godt være at det var lidt underligt at hun snakkede til en bevidst løs pige, men hunden blev ved med at gø… så den ville jo ikke rigtig snakke med hende.. eller den snakkede men ikke på den måde Phoenix ville snakke.
Hun læste det sidste stykke på første side og smilede. Roligt så hun på hunden og sagde: ”Thimber.” hunden stoppede med at gø og Phoenix smilede glad. ”Dygtig Vektor.” hun klappede ved siden af sig og skimmede resten.

Da hun var færdig så hun op. ”Du er en underlig tøs.” Phoenix så op og rejste sig. ”Dum di dum… hold fast hvor er jeg sulten, men inden skal jeg lige se noget.” hun rejste sig roligt og kiggede nærmere på pigens håndled. Et bidemærke. ”DØ!” mumlede Phoenix. Hun tog sin pistol og rejste sig op. ”Du vil kun mærke et lille stik.” hun smilede glad, som den vanvittige tøs hendes opvækst havde gjort hende til og sigtede i panden på pigen.

Kristin hørte svagt skudende og Vektors gøgen før alt blev sort for hende smerten i håndledet var stort og hun andet godt hun var blevet bidt som så mange gange før. hun have løbet for den store flok af zombier som Phoenix have set komme mod hende efter og have redet Vektor for blive deres mad.
en lille klik lød ramte Kristins ører gange efter fuldt af af lyden af en stemme der snakket om et prik og Kristin vidste hvad der var sket da vinden ramte hendes håndled.
med en bævelse som nok var den mest uventet af en person som var bidt af en zombie fløj Kristins ben bag over og ramte Phoenix i nakken og før Phoenix fik trykkede af rullet Kristin om på siden og rejste sig riflen der have været over hendes skulder blev trukket mens hun kæmpet sig på bene og sigtet på Phoenix og Vektor nu stod og Knurret vredt over.

Kristins stemme lød mere end rystende og forivret og lugten af menneske som svedte var tydelig for andre væsner end mennesker selv.
Geværet peget lige mod Phoenix og Kristins stemme stammede en smule når ordne kom ud.
"hvad fanden har du gang i dit syge dyr og hvor helvede er jeg" Vektor have krummet ryggen og blottede hans tænder mens Kristins tøj var slidt og et lille Ar på maven var tydeligt blusen var rævet op af et bid men såret kom fra et menneskes tænder men det var ikke frisk det var gammelt arret stammet fra Vegas fra første gang hun blev bidt.

geværet rystede i pigens hænder det blege ansigt afsløret hun var afkræftet men ikke af zombie syge men af noget så basalt som mangel på vand næring og medicin så Phoenix have hendes svar på hvorfor pigen have gået ind i byen ikke af lyst men af nød.
geværet peget hellere ikke mod Phoenix hoved men mod hendes hjerte der var støre mulighed for ramme vitale organer som lunger hjerte og andet og et støre område og ramme pigen have tilsyneladende sig tænkt og trykke af hvis Phoenix ikke gav en forklaring på alt dette Hunden gøet vredt af Phoenix og pigen blev bleg ved synet af dagbogen der lå på jorden.

pluslig forsvandt verden for Kristin et høje blik og hendes knæ forsvandt under hende hun lå på jorden og rystet noget tid i nogle kramper og lå så stille lidt tid langsomt rejste hun sig og smilet til Phoenix før hendes stemme lød spøgerende.
"har du noget jod eller andet til og rengøre mine sår med og noget rent sytråd og bange du skal ikke i kontakt med såret da det kan smitte hvis du har rifter og en flaske vand ville gøre underværker"

pigen der have haft kramper talte til hende hun var ikke død af bidet hun var i live hun lugtet af menneske og ikke zombie og hun snakkede om sig selv som om hun var Imun over for bidet hun have fået.

Det næste skete rimelig hurtigt og Phoenix blev noget overrasket. Da hun blev sparket mumlede hun vredt og hendes øjne lynede, men hun nåede ikke at affyre et skud før Kristen havde rejst sig og Vektor knurrede ad hende.
”Og sikke mange bevægelser du kan lave i mens du er blevet bidt…” mumlede Phoenix irriteret og ignorerede en smule at hun blev truet.
Phoenix snusede i luften og drejede hovedet. ’Menneske… hvordan i alverden?!’ Hendes tanker for rundt i hendes hoved, men hendes tanker faldt til jorden da Kristen begyndte at snakke.

Phoenix talte roligt, men hendes stemme havde en snert af vrede. ”Hvad jeg har gang i var at forhindre virussen i at sprede sig og jeg er ikke noget dyr, med mindre du fort sætter at tale sådan til mig, skal jeg vise dig et dyr din hund vil løbe væk fra med halen mellem benene og der hvor du er, tja luk øjnene op og tag at kigge, tja jeg kunne spørge dig om præcis det samme. Men få køteren til at stoppe, eller også gør jeg det.” Phoenix’s skikkelse begyndte at ryste og hendes fingre strakte og bøjede sig i hurtige bevægelser. ”Og en ting til, har du virkelig tænkt dig at skyde mig med det der lege tøj?” Phoenix slog en uhyggelig glad latter op. ”Held og lykke siger jeg bare.” hun grinede og lagde armene over kros, som om hele situationen var en leg for hende, selv om hun havde sine bange anelser.

Phoenix små grinede da hun kunne se hvor afkræftet hun var. Dette havde hun ikke prøvet før, hun så roligt på Vektor og knurrede vredt og dybt af ham. Hun var lederen her og ingen skulle knurre eller gø ad hende.
Phoenix kunne godt se al farven forsvandt fra hendes ansigt da hun fik øje på bogen. Måtte hun ikke læse i den? Eller hvad?

Da Kristen faldt sammen løftede Phoenix det ene øjenbryn og himlede med øjnene. ”Den der falder jeg ikke for igen..” mumlede Phoenix og bevægede sig langsomt hen mod hendes taske, hvor nogle flere magasiner lå klar. Hun snuppede dem i mens Kristen lå i kramper. Hun satte dem i hendes pistoler og sukkede svagt. ”Hvorfor ender jeg altid i problemer på den ene eller anden måde?” mumlede hun opgivende.
Da pigen holdte op med at ryste og rejste sig så Phoenix på hende med et koldt blik. ”Hvorfor skulle jeg dele noget med dig, Kristen?” hun gik roligt hen til hende og stod overfor hende.

Imens Kristen fortalte nikkede Phoenix og løftede øjenbrynet. ”sig mig er du immun? Eller hvad?” Phoenix talte med en mistroisk stemme, det var lidt svært at fatte, men nu var det heller ikke hver dag man mødte en som overlevede bid fra zombier. ”Sæt dig.” Phoenix pegede på jorden og gik hen til hendes taske. Roligt tog hun en førstehjælps taske op og gik hen til Kristen. ”Her, fiks dig selv.” hun kastede tasken til hende. ”Jeg kommer om lidt.” Phoenix tog hendes gevær der var fast gjort til hendes ryg. ”Hold nallerne fra alt.” Phoenix vendte ryggen til hende og bevægede sig lydløst væk fra hendes lejer.
Der varen stor mark område ikke lang der fra, og en god mulighed for at jage. ”Det her skal gøres på gammeldags facon.” Phoenix smed sit tøj og våben på jorden og skiftede hurtigt skikkelse.

Efter det der nok føltes som 15 minutter. Kom Phoenix slæbende med et dyr på størrelse med en kronhjort.
”Så er der serveret.” Phoenix smilede stort. På dyret var lange krads mærker og bide mærker fra et voldsomt dyr. Phoenix’s ulve side havde været en smule aggressiv, men dyret var da stadig helt.

Kristin begyndte uden ord og greb flasken med noget rense væske i og hælde rense væsken ned i såret og smerten skar i hendes håndled. lyden fra det sydende væske i såret skar Kristin i ørne om lyden var der eller om hun bildte sig den ind vidste hun ikke selv. hun kiggede på Phoenix og så forviret på hende ved hendes spørgsmål om hun var Immun Kristin have aldrig tænkt over det og hun så spørgende på Phoenix men gik fra det da pigen der have forsøgt og skyde hende væk.
Vektor som Phoenix have knoret af var krøbet sammen da Phoenix have smidt tøjet og forvandlet sig og frygten var faldet over Kristin en varulv hun husket hendes sidste møde med en varulv der have forsøgt og æde hende og lugtens fra dens blod da hun i panik da den lå over hende have ført pistolen op i hovedet på den og trykket af.
hun rodet i første hjælps kassen og fandt nål og bange og begyndte og sy det åbne bid sår sammen og smerten af nålet der skar igennem kødet var stor da hun var færdig bed hun den over og smed bange over.

Phoenix var væk og løbet ud for jage så det skulle gå stærkt. hun pakket hendes ting sammen. rodet lidt i Phoenix ting og fandt en kødbar og en dunk med vand den store kødbar blev spist grodigt da Vektor piv og Kristin var kommet igennem halvdelen baren så hun på ham med triste øjne og ræv halvdelen af papiret af og rakte frem mod Vektor som langsomt guffede den i sig for ikke bide Kristin i hånden.
dunken med vand blev bundet havlt i en slurk før hun fandt en af Phoenix gryder og helte vandet op i. Vektor drak vandet med stor tørst og de sad begge og sundet sig lidt og mærket næringen komme ud i kroppen før Kristin rejste sig og rodet igennem i hendes taske og fandt en hætte trøje der stod hende meget nært en gul hætte trøje med stripper med forskelligt farver (tjek profil billede)

hun trak den over sig den var varm og behagelig og have på ikke nok til og holde hende varm når hun stod stille men med gang var det nok. hun fandt en blok Papir og skrev på til Phoenix
"kærer varulv jeg ved ikke hvad du heder men takker dig for redet mig fra døden desværre bliver jeg og Vektor nød til og løbe vi har taget en stang af tørret kød og en lille flaske vand for komme på bene igen vi ønsker ikke være dig til alt for meget besvær derfor forlader vi dig PS den Brune pose ved første hjælps kassen har været i Kontakt med mit blod og hvis jeg er Immun kan jeg være bærer af virusen og jeg for moder ikke du er Immun derfor har jeg bakket det ind i noget stof og lagt det i den brune pose smid det på bålet så vi sikker på ingen vil blive smittet i fremtiden"

Kristin rejste sig mens hun ræv papiret af blokken og gik hen og lage under Phoenix M16 så den holde papiret.
der efter fandt hun noget stof og en brun pose i lommen til hendes beskidte læge grej og smed det der i.
hun samlet sine egne ting og pakket første hjælps kassen pænt sammen og flyttede den over til Phoenix ting. før hun vende sig om og vandret mod byen Phoenix lige have redet hende fra byen var fuld af brugbar ting hende og Vektor ville få brug for og Phoenix var gået omkring 5 minutter siden det ville give dem et stort forspring.

Kristin hørte hendes egne fodtrin mod vandet pjasket rundt om hende riflen lå over skulderne og tasken var over ryggen ved siden af hende gik Vektor trofast og med stor tillid til Kristin om hvad hun gjorde langsomt to hun sit gevær ned som forstandens huse begyndte og dukke op blandt dem. et faldefærdigt hus der så uberørt ud vækkede Kristins lyst til og udforske det de have gået lidt tid med et godt ben foran det andet og var noget godt stykke.
da Kristin kommet hen til døren hævet hun geværet og sparket døren ind.
et mørkt om blev afsløret for øjne af hende hun gik ind med hævet riffel.
lyden af vand der dryppet irriteret hende og hun mumlede svagt for sig selv.
"har vi en visevært"

pluslig lød en lyd bag hende og hun vred sig om og så dirakte ind i hovedet af en zombie der have smadret munden ind i geværets løb og prøvede skubbe hende bag over ren refleks tryggede hun af og skuddet runget igennem huset og ud i området og ud mod sletterne Phoenix have slået lejer. Vektor gøet og Kristin nikkede forstående og de begge skønte sig og gennem søge husset.
Kristin fandt lidt mad i dåser nogle smerte stillende piller og en pice makker pistol med 3 skud i hun smed den i inderlommen af hendes bluse og kunne knapt føle den var der.
før de begge faret ud af huset og sne sig igennem havnene lydløst
uden hun lage mærke til det blev et stykke af hendes bukser rævet af og ville efterlade duft spor som Phoenix måske kunne opfange og på den måde regne ud at pigen var kommet væk fra de 100vis af zombier som omkringet husset på grund af lyden fra skuddet.

Phoenix stod i en tom lejer… ”Hvor fanden smuttede tøsen hen?!” mumlede hun irriteret og himlede med øjnene. Alene igen.. det var nok bedst når hun nu var ustabil i hendes tilstand.
”Så er der bare mere mad til mig.” Roligt tog hun en køkken dolk frem og skar et godt stykke af dyret og begyndte grådigt at spise.
Hendes indre ulv, var meget grusom, men efter hånden havde hun tæmmet den… næsten. Efter kort tid havde hun spist 1/3 af dyret og klappede sig på maven. ”Det var godt, nå, hvad så nu?” spurgte hun sig selv og lænede sig tilbage.
Vandet pjaskede ned i hendes ansigt og over hendes bare krop. Hun rejste sig op og to det meste af hendes gennemblødte tøj på.
Hun tog fadt i dyret og smed det væk fra lejeren så andre dyr kunne spise resterne. Roligt tog hun sit gevær op og fandt en seddel.
Roligt læste hun den, og banede. ”De har bare ikke taget den store!” brølede Phoenix og greb sin taske. ”oh jo… det var selvfølelig den de tog… Det her skal de få betalt…” hendes øjne lynede og hendes skikkelse rystede voldsomt. Hun fandt den brune pose og smed den på bålet.
”Fandens til tøs.” mumlede Phoenix vredt og pakkede hendes våde ting sammen. Hun skulle også videre og derved finde ting til at betale for hendes ødelagte fly, eller i det mindste bare noget som kunne erstatte det…
Phoenix stoppede alle bevægelser da hun hørte et skud og banede. ”Tøsen er på banen igen…” Mumlede hun og tog tasken op på ryggen og hendes våben ved hofterne og hende gevær i hånden.

Med raske skridt gik hun ned mod byen og sukkede. Hendes taske var ikke til andet end besvær. Roligt tog hun den af og tog: dolken, soveposen, og første hjælps udstyret, roligt tog hun hendes feltration og proppede det i forskellige lommer.
Efter ca. 30 sekunder var hun på vej ind i byen og fulgte færden af Kristin.
Roligt stoppede hun op da hun så zombier omringe et hus. ”Det sted er nok der hvor skuddet kom fra.” Phoenix bevægede sig over mod noget som lignede et rigmands hus.
I et rask tempo løb hun ind i huset og kiggede sig om. Ødelagte møbler, grimme lamper, støv over alt. Phoenix sukkede opgivende da hun fik øje op et billede. Dette billede var bekendt. Det lignede en lille familie med et barn og en hund. ”Underligt.” hun så indtrængende på det lille barn. Blå øjne. Ikke hendes familie. ”skidt rammen er af guld, penge.” hun hev billedet ud og satte rammen fast i hendes bælte.
Da hun gik ud igen var zombierne næsten forsvundet fra huset og Phoenix gik der hen.

Et stykke stof opfangede hendes opmærksomhed. Kristin. Hun var i det mindste kommet væk. Hun snusede forsigtigt til stoffet og en klar menneske færd borede sig ind i hendes næse.
”Godt, lad mig se hvor pokker den tøs er henne, jeg har en lille ting eller to at spørge hende om.” hun satte kursen efter færden af Kristin og Vektor.
”Jeg får dem nemmere hvis jeg skifter…” hun løb mod udkanten af byen og tog en Walki talki op og kaldte på militsen.
”Jeg har nogen genstande på disse koordinater, og en hel by af genstande her. Kom og hent tingene og vi er kvit.” hun sendte koordinaterne og bandt en top og nogle bukser om hendes ben hvor efter hun satte kursen efter Kristin.

Kristin gik på hug langs en mindre mur der skjulte hende fra zombierne. Lyden af zombierne der rådigt åd et kadaver skræmte Kristin lyden af en knogle der blev knust mellem tænderne på en fik hende til og stoppe op. langsomt hævet hun hovedet og kvalmen ramte hende med det samme da hun opdaget hvad væsenerne var gået gang i foran muren have en ambulance smadret ind i muren og hun så en zombie gå med et råddent ikke født barn en kvinde skulle have født i stedet var dette sket langsomt kravlet hun videre langs muren til hun kom til et butiks hjørne.
hendes alt for lille rygsæk have plaget hende længe og som om englene have hørt hendes bønner om muligheden for en støre rygsæk var den der.

en special forretning med rygsække hun så nogle der var langt mere praktiske og have mere plads end hendes gamle over på den anden side af gaden. zombierne gik langsomt rundt i gaderne og Kristin skulle over og have den taske men hun have da nogle treks i ærmet.
op af lommen fisket hun en flad nærmest tallerken hun tryggede lidt på den og kastet den over muren. en pluslig skrigende lyd kom fra den og zombierne i nærheden blev opmærksomme på lyden langsomt flyttede de sig fra gaden og Kristin smuttede over mod forrentningen som var forladt.

hun begyndte og rode den godt og grundigt igennem flere rygsæk typer var der og flere med forskelige muligheder efter en del tid og prøvninger faldt den over en rygsæk af en god kvalitet den var høj og godt bred med mange rum den gik hende faktisk til lidt ned over røven i længden og lidt over nakken og den var let som en fjer.

med godfart pakkede hun hendes taske med alt fra den gamle og kiggede ud af vinduet der måtte være noget og bingo en våben butik 3 købmænd og nogle andre ting fanget hendes opmærksomhed hun kiggede på vektor roligt da gaderne var frie i nogle timer så længe maskinen skreg.

Den snehvide hun ulv løb hurtigt og let hen over jorden, det eneste der indikerede at hun var der var de spor hun efterlod i den mudrede jord.
De zombier der trodsede hendes vej blev flået fra hinanden. Det kunne godt være at ulven så uskyldig ud, men døm ikke bogen på dens omslag. Det indre vilddyr lå under den bløde pels.
Et pludseligt skrig afbrød hendes løben. Hun satte poterne i jorden og lyttede roligt, det skrig fortsatte og fortsatte. Hvordan i alverden?!
Phoenix nærmede sig en lille mur og snusede. Døden i luften var næsten til at tage at føle på. Roligt snusede hun til jorden og en frisk færd var at finde.
’Hun har lige været her… hvor er hun så nu?’ tænkte ulven og forsatte af sted. Hun satte sig roligt ned i mudderet og kiggede over på en åben dør til en butik med tasker.
Kunne hun være der inde?
Og som svar på spørgsmålet fik Phoenix øje på en skikkelse i ruden. Hun knurrede svagt og brummede også lidt. Det hele var bare lidt underligt. Denne pige der havde overlevet turen inde i Vegas, og her… hvorfor gik zombierne så stadig efter hende? Eller hvordan pokker var alle zombierne kommet her til? Havde hun smittet dem alle og derved skabt en ny katastrofe ramt by?
Hvorfor forlod hun ikke stedet med det samme og søgte til et mindre befolket område som hun havde skrevet i bogen?
Roligt rejste Phoenix sig op og luskede hen mod butikken med tasker. Hun bjæffede svagt som en form for kommunikation med Vektor. ’Please… reager.’ Tænkte hun og skubbede døren op så en lille klokke ringede over døren. Roligt luskede hun om bag nogle af reolerne og knurrede lidt. Hun ville ikke lige frem lade pigen gå uden at svare på nogle få spørgsmål… eller nogle stykker.
Den store snehvide ulv var ikke helt længere hvid, op ad benene var der smurt mudder. Hun satte fra gulvet og landede på et mindre bord som var lige bag Kristin. En stor ulv sad nu og stirrede på Kristin. Hendes skinnende røde øjne viste ikke lige frem venlighed, men det gjorde en varulvs øjne ikke ret tit. Hun bjæffede en gang og lagde hovedet på skrå. Hun ville bare have en forklaring på hvad fanden tøsen skulle, men hvordan skulle Kristin vide det?
Phoenix så ned på Vektor og nøs ad ham. En husky, var ikke lige frem hendes ynglings hund, men hun kunne nu godt kommunikere med en hvis det skulle være.
Roligt vendte hun hovedet mod Kristin og slikkede sig om munden.

Kristin bemærket ikke klokken der ringet svagt i baggrunden hun have travlt med og kigge ud af vinduet og planlægge hvordan de skulle gå.
Vektor have dog reageret lidt på den og kigget rundt om før Vektor kiggede med Kristin ud af vinduet.
den nye taske Kristin have taget have et regn slag rundt om sig som var bygget ind i et mindre rum så vandet på ingen måde kunne komme gennem det vandtætte stof regnslaget var bare ekstre sikkerhed.
riflen lå lidt væk fra Kristin og hun have den gule hætte trøje på hvor i hendes ene hånd leget med den pistol hun have fundet.

da gøen kom bag ved trak hun pistolen mens hun gav et hop og så den store ulv de røde øjne skræmte hende. hænder på Kristin rystede den lille pistol vil give en del smerte men langt fra slå dyret foran hende ihjel. Kristins stemme lød rystende på randen til et mentalt chok der ville få hende til og farer i flæsket på Phoenix det var tydeligt hun var bange for ulveformen.
"hvad fanden vil du mig jeg skriver et brev hvor jeg takker dig var det ikke nok hvad fanden har du tænk dig at forsøge og æde mig som dine syge arts fælder"

Kristin's øjne var frygtelig forvirret ud og den ellers venlige pige lignet mest af alt en som have lyst til og opgive alt pigens dagbog have fortalt Phoenix en del om Kristin's liv.
pluslig blev ansigtet trist og hun så bare afventende på Phoenix som om hvad hun ville nu

Phoenix kom til at grine en smule da hun så Kristin’s bange øjne. Uden videre omsvøb rejste hun sig op så hun stod på alle fire og stirrede på Kristin. Hun kunne da godt bruge noget at spise hvis det var det… men hun havde lige spist og menneskekød var ikke hendes ynglings.

Hun gabte højt og hele hendes tandsæt blev vist. Roligt bjæffede hun som svar på hendes snak og hoppede ned fra bordet. Hun skiftede form og rejste sig op. Hun stod med ryggen til Kristen og tog tøj på. Imens hun tog det på snakkede hun. ”Hør, jeg er ikke sikker på at jeg vil æde dig, men hvis jeg ville havde jeg nok gjort det da du var i min lejer, ik?” hun vendte sig om og så Kristin direkte i øjnene. ”Men at man stjæler fra mig og tager mine forsyninger, det finder jeg mig desværre ikke i.” hun smilede svagt.

Skulle Phoenix prøve sin evne af på et menneske og se hvordan folk reagerede? Hun smilede for sig selv og gik rundt om bordet. Da hun stod lidt fra Kristin smilede hun og sagde: ”Kom skyd mig, men der er en militærenhed på vej mod byen her for at brænde den til jorden.” hun rakte hånden ud mod hende og en lille flamme opstod i hendes hånd. ”Men inden da, kunne jeg tilfældigvis brænde denne butik ned og smutte min vej.” Phoenix trak hånden til sig og stod nu og legede med den levende flamme hun havde i hånden. ”Du kunne også være en klog pige og give mig mine ting igen.” hun lod flammen blusse lidt op og smilede lumskt til Kristin.
Phoenix havde ikke altid de bedste odds, men her vor der var så mange tekstiler som kunne brænde, var der jo en fordel.

Kristin øjne gik fra et bange ansigt til et vredt udtryk med hendes tommel trak hun det lille stykke metal tilbage som ville starte den gnist der ville affyre den Patron der var i den lille pistol hun have i hånden Vektor stod og stirret med dræber øjne på Phoenix.
Kristins stemme lød mere end vred og som om Phoenix have trådt på noget ømt.
”nåå nej du har altid haft en fucking gulvske i røven du kender sikkert ikke til og gå i regnen 10 dage uden ting som mad og vand vel”
der var noget i Kristins øjne der viste en vrede før hun sikret pistolen så den ikke kunne affyres og kastet den efter Phoenix med en vred stemme veste hun ordne så Phoenix kunne høre det.

”jeg have ikke spist i 8 dage eller fået vand i 3 jeg var så udhungret jeg i min desperadoen på og få bare et måltid kunne have forsøgt og dræbt dig selv om det var nyttesløs men er du vil ligeglad med i alle ens forbandet lopperader du ikke mere hver end den varulv der jaget mig for nogle dage siden og ville æde mig aner ikke hvordan men fik min riffel op i munden på ham og trykkede af og hans krop faldt til jorden med et hold i hovedet alle i væsner er sku mere end ens”

Det var tydeligt og hører på pigen hun have kæmpet for livet og nægtet og give op.
”er ked af jeg stjal en dunk vand og en kødbar så ta den fucking pistol i betaling”
Pluslig blev Kristins ansigt bleg og hun vente sig om og så mod hendes skrige granat den var gået ud.
Med et blik der viste Kristin var på vej væk rev hun hendes riffel ned fra skulderen og svang tasken over ryggen og kiggede på Phoenix før hun rystede på hovedet af hende som om hun have sagt noget ondsvagt. Med et vendte hun sig om og afsikret riflen og skød i det store vindue så revner fløj rundt en dråbe blod ramte gulvet som Phoenix nok ville kunne lugte men før Phoenix kunne gøre noget Sparket Kristin vinduet så det faldt sammen i et mindre brag og Synet af zombierne der kom mod dem blev blottet.

Kristin satte det lange ben foran sig sammen med Vektor mens hun råbte og skreg og Vektor gøet og langt største delen af zombierne opdaget hende og begyndte og følge efter hende i deres halve løbeagtige gangart. Kristin vidste zombierne reageret på lyd og lugt og have meget svagt syn og hun have i sinde og jage dem væk fra Phoenix og det lykkedes hende også i den grad.
hun drejet ned af en side gade og spænet med riflen i hænderne Vektor så skrækslagen på hende. Men Kristin smilet til ham og han bjæffede glad tilbage som svar.

efter hun have løbet noget tid omkring 10 minutter føltes det som hørte hun lyden af fodtrin hun stoppede op og kiggede sig omkring ingen gemme steder hun hævet riflen det lød som en der ikke var smittet på gangarten hun drejet om et hjørne og hendes riffel ville pege lige i hovedet på vedkommende der stod der Vektor hår på ryggen var rejst ved synet af personen og Kristins øjne var rattet lige mod personen der ville dukke frem fra siden.

Phoenix himlede med øjnene og var lidt lige glad med om hun ville dø. Men da Kristin mente hun var født med en guldske i hendes røv, blussede vreden op. Phoenix stod bare og stirrede på Kristin da hun kastede pistolen i mod hende.
”Kristin, søde ven, inden du begynder at påpege at jeg ikke kender til smerte, skulle du måske lige tænke dig om.” Phoenix’s stemme drev af: had og smerte.
”Hør, jeg har læst at du havde en familie, var det ikke rart? At kunne snakke med ens far og søskende? Det kan du fortælle mig om, men jeg kan ikke fortælle dig om min familie. Jeg aner ikke hvem min far og mor er, jeg ved ikke om jeg havde søskende. Som spæd blev jeg efterladt, hos en familie der mishandlede mig, jeg stak af og levede på gaden og det har jeg gjort så længe jeg husker, men jeg husker ikke ret meget.” Phoenix samlede pistolen op og fortsatte. ”Jeg er blevet voldtaget, tortureret, bankede, skudt, mishandlet og været døden nær flere gange. Så kom ikke her og tud.”

”Det eneste vi gør, er at overleve, husk det, den stærkeste overlever. Den er bare ikke længere.” hun så hade fuldt på Kristin.
Men Phoenix var ligeglad med betalingen, folk skulle bare ikke stjæle fra hende.. om det galt deres live eller ej…
Phoenix lyttede opmærksomt da den skrigende lyd stoppede. Hun havde regnet med at den snart ville stoppe, men da Kristin’s ansigt blev vist, kunne Phoenix nemt regne ud at det var noget hun havde sat i gang for ikke at blive jagtet af zombierne.

Da Kristin skød ruden i stykker og sparkede resten ud dækkede Phoenix for hendes øjne og hun bandede svagt over at se alle de zombier som allerede var kommet frem. ”Kristin! Jeg er…” Men hun nåede ikke at sige mere før hun var for langt væk og zombierne var allerede på sporet af hende.
”Jeg var ikke færdig med at snakke til dig… din lille… GRR!” Phoenix hoppede ud af vinduet og gik langsomt frem ad mod den våben handler der ikke var ret langt fra hende.

Kort tid efter kom hun ud med en ny M16, og 2 Steyr M9-A1 pistoler. Hun satte den ene i hendes bukser bag på og begyndte at lede efter et sted at skjule sig eller vendte til hendes lift hjem kom.
Phoenix tøffede rundt i byen og det havde vist sig at Kristin havde nået at få alle zombierne efter en, men der var selvfølelig en enkelt eller to som hun var nød til at slå ihjel og det skete da og så på sikker af stand af zombierne.

Phoenix satte i løb da hun fik færden af Kristin og smilede svagt. tøsen skulle ikke slippe af med hende så let, men den måde hun fik hilst på Kristin igen, var ikke lige frem en begejstret hilsen.
”Hey, jeg er sørme også glad for at se dig igen.” mumlede hun med hænderne over hovedet for at vise at hun ikke ville skyde hende.
”Hvad fik dig til at tro at jeg var født med en guldske i min røv?” Phoenix tog forsigtigt fadt i løbet på riflen og trykkede den stille ned, så den ikke pegede hende ind i panden.
”Og troede du virkelig jeg var så nem at slippe af med?” Phoenix grinede hånende og rystede på hovedet. Phoenix havde ikke dissideret nogen fjender men måske var det på tide at hun fik det? og Kristin virkede som en god modstander.

Kristin svang geværet over skulderen og gik helt op og så Phoenix i øjne med et udtryk som virket nærmest som en søster kigger på hendes lille bror der ikke forstår noget og pluslig svang hun hendes hånd og Ramte Phoenix kind og et par brune øjne så nu mere end vredt på Phoenix mens Kristins stemme begyndte og lyde og ryste.
”nu hører du efter din lille Keling jeg var ikke ude på og slippe af med DIG! Men du farlig for mig ikke over for flere 100 zombier i en butik før eller siden ville du blive bidt og ende som dem ville jeg slippe af med dig have jeg larmet så meget inde i butikken at du ikke ville kunne være kommet ud uden at blive smittet og have taget dine ting og skredet mens du ventet på og blive til en af dem!”

vreden var tydelig i øjne på Kristin ordne hun sagde var en vejledning til Phoenix hvorfor skulle Kristin have larmet hele vejen bevist for jage zombierne væk fra Phoenix. Hvorfor skulle Kristin have givet hende en pistol hvis hun bare ville væk fra Phoenix lige som Phoenix var det tydeligt at Kristin andet at give ting væk var lig det samme som og grave sin egen grav.
Kristin var mere en vred og Vektor piv lidt ved Kristins stemme der var mere end godt gal og blandet sig med flere af butiksalarmerne der forklaret hvorfor området var blevet så sikkert i hele byen Kristin have lavet larmen så der var sikkert i byen hun have givet Phoenix en hjælpende hånd uden Phoenix selv have set det men før Phoenix kunne svarer lød Kristins stemme skrigende og hun skubbede Phoenix væk og så på hende mens hun virket fortvivlet over Phoenix mindet om deres tidligere samtale og Kristin nærmest veste ordne til Phoenix.

”jeg have en familie ja jeg efter lod min bror til og blive et af de væsner da han blev glemt under en bil og ikke kunne komme væk jeg hørte skrigende fra ham og så en zombie stå med nogle af hans indvolde i munden JA skønt jeg ved ikke med resten vi splittede op jeg ved hverken om de overlevende eller om de døde jeg ved hverken om de zombier eller lige nu bliver systematisk voldtaget af bander eller hvad de gør så rand mig i røven dit forpulet pis du have aldrig en familie du have intet og miste du klaret dig selv du lærte at leve sådan jeg have aldrig dræbt et væsen før zombierne oversvømmet Vegas”

det næste Kristin sagde stammede hun så det kun lige var til og forstå det var tydeligt at Phoenix have ramt noget Kristin ikke var vand til og snakke om eller tænke på.
”og at hører på din måde og tale på virker du til og være født med en guldske i røven jeg have en far der lavet ombygninger på våben til mafiaens soldater jeg gik på en af de dyreste skoler i Vegas jeg var rig men jeg hadet de snupper jeg kiggede altid på folk som dig og tænkte i have mere i hinanden end i jer selv og snakket beder med de fattige børn end med de rige som mig men jeg ser at selv fattige kan være selviske og ligeglad med liv som du er.”

vred og på nippet til og opgive alt det var hvad Kristin var Phoenix var flink hun have redet dem og hun var pigen taknemlig men hun ville hellere ikke bringe hendes liv i farer hun ville være en belastning for hendes forsyninger og for Phoenix og en farer for smitte have Kristin også tænk på. Hun ville have blevet ved Phoenix men ville også bringe Phoenix liv i farer pigen faldt sammen på knæ og kiggede på Phoenix pistol hylster og de brune øjne kiggede på hende med et bedene ansigt før pigens ord lød tomt.

”og hvis min familie er i live kan jeg intet gøre jeg er en smitte farer for dem jeg vil aldrig kunne leve normalt tror jeg. Sygdommen er en virus som smitter via blod til blod eller spyt til blod man kan godt have sex uden og smitte og kysse og fysisk kontakt men alligevel det er for farligt at leve med dem Phoenix du sikkert god nok på bunden men du en varulv du en dræber ja undskyld jeg siger det men du skabt til og hade og flå kød fra hinanden ikke til og have med følelse og vil du vide hvorfor jeg flygtet fra lejeren i håbet om du ikke fulgte efter var det fordi jeg var bange nogle dage før have en af dine arts fælder forsøgt og æde mig det var mit første møde med jer han forvandlet sig og jeg fik plantet en pistol i munden af ham og skød hjernen ud på ham jeg stod badet i hans blod og var i chok manden have virket så flink før og da jeg sagde jeg var svimmel forvandlet han sig og sprang på mig som et dyr så du kan forstå jeg er bange for dig du den anden varulv jeg har mødt”

Kristin tabte noget ud af lommen en halskæde med Militær militsen logo på hendes hånd greb det og hun åbnet det og kiggede på et billede.
og rystede så på hovedet og kiggede på Phoenix og hendes stemme forsatte mens hun rakte halskæden frem til Phoenix.
”min bror var i Militær militsen lige som dig han startet med og være glad og udadvendt men vi hørte ikke fra ham de 4 år han var der da han kom tilbage var han anderledes han var stille skreg om natten og alt muligt og om dagen var han kold det eneste stump af kærlighed jeg så i ham efter var da han sagde jeg bare skulle løbe i Vegas hvor han krammet mig han have smadret hoveder og dræbt som en gal uden det gjorde noget ved ham ved du drømmer om en familie lyder det til på dig men så drøm så du aldrig mister den”

Smerten som ramte Phoenix på kinden, var ikke så hård som hun havde prøvet før, men det overraskede hende at Kristin slog hende. Phoenix så overrasket på pigen og smilede svagt. hun havde tydeligvis ikke lært noget af mødet med den sidste varulv…
Phoenix lyttede stille til hendes snak om at hun var farlig og alt det der, men Phoenix over hørte det med vilje, i hvert fald det meste af det. ”Kristin,” Phoenix talte med kontrolleret stemme og intet af slørede noget. ”Du har tydeligvis ikke lært noget af det sidste møde med ham varulven… man slår ikke bare en da det kan resultere i at jeg går amok på dig, eller sørger for at du ikke forlader denne by i live.” Phoenix smilede skævt og fortsatte. ”Men jeg skal ikke væk, før mit team kommer og henter mig, plus alle værdierne her.” Hun kløede sig på kinden, der hvor Kristin’s hånd havde ramt.

Imens Kristin så på Phoenix med had i øjnene, kunne Phoenix opfange lyden af butiks alarmer og Vektor der peb. Hun knurrede svagt ad Vektor for at få ham til at tie stille, da hendes øre og hoved var begyndte at gøre ondt.
Da Kristin skubbede Phoenix, knurrede hun højt og truende.
Uden at kommentere det som Kristin fortalte, begyndte hun at ryste kraftigt som indikerede hendes forvandling. Ulven inde i hende ville ud og kæmpe i mod Kristin, for at vise hvem der var stærkest, eller hvem der havde magten her. Kristin var bare et skrøbeligt menneske, hvor Phoenix var et stærkt væsen med en ekstra skikkelse… Men Phoenix kølede af da Kristin begyndte at fortælle at hun ikke havde dræbt nogen eller noget før zombierne kom…

Phoenix søgte Kristin’s øjenkontakt da hun fortalte om, at hun havde gået i skole og at hendes far arbejdede med våben.
Da hun var færdig med at fortælle om det, lagde Phoenix armene over kors. ”fattige mennesker er nogen af de mest selviske og dyriske væsner. Hvis du havde valget mellem at overleve eller give livet til en anden, vælger du dig selv, om du vil det eller ej… Jeg har været så selvisk for at overleve…” Phoenix sukkede kort og fortsatte. ”Hvis du tror jeg har haft det nemt tager du fejl, den eneste grund til at jeg taler som jeg gør, er fordi jeg er blevet gjort hård… jeg er den bedste pilot, og den yngste officer. Jeg har knoklet som en i pokker, men det hele har gjort noget godt. Jeg tjener en god sum penge og nyder at nogen respektere mig, men det er ikke en dans på roser.” Hun så Kristin i øjnene, og for første gang, viste Phoenix’s øjne en smule med følelse og venlighed overfor Kristin.

Da Kristin faldt ned på sine knæ satte Phoenix sig på huk overfor hende. Et venligt smil dannedes om Phoenix’s læber for at få Kristin til at føle sig bedre til pas.
Phoenix lyttede i stilhed til Kristin og smilede svagt. Da hun var færdig med at fortælle om mødet med varulven rystede Phoenix på hovedet. ”Du er godt klar over hvor mange varulve der er? Bare fordi du møder en betyder det ikke vi alle er onde. Sig mig ikke i mod, jeg prøver at være venlig her.” Phoenix smilede venligt og lagde hovedet på skrå. ”hvis… når, du finder din familie, så skal du ikke være bange for at smitte dem, bare sørg for ikke at bløde eller spytte på dem. Jeg ved det ikke er nemt, men lad ikke frygten styre dit liv, tag ned til nogle healer, det kan være at de kan hjælpe dig med at blive rask, eller give dig noget medicin som sørger for du ikke smitter.” Phoenix’s stemme var venlig og rolig, som om hun virkelig gerne vil hjælpe Kristin. ”Og hvis jeg ville have spist dig, havde jeg nok ikke taget dig med til min lejer… men rolig, det vil jeg ikke, desuden smager menneske kød klamt…” Phoenix grinede svagt og knækkede med nakken inden hun rejste sig op og rakte en hånd ned mod Kristin for at hjælpe hende op.

Phoenix genkendte straks Militsens mærke og så op ned på Kristin, da hun fortalte om hendes bror. ”Kristin, jeg er ked af det med din bror, men jeg kan ikke gøre noget ved det… det kan jeg ikke, jeg er næsten frivilligt blevet optaget i militsen, men jeg er på solo missioner og skal ikke dræbe folk…” hun sukkede stille og smilede svag. ”Men jeg har faktisk noget som minder om min familie… der hvor jeg bor, er der andre som mig, i klanen har jeg en familie og den mister man ikke… kun vis der er en atombumpe som springer ved os, og udsletter alt på jorden… men den her familie mister jeg ikke så nemt.” Hun smilede til Kristin og sukkede. ”Jeg vil gerne hjælpe dig med at finde din familie, hvis du gerne vil have det.” et venligt blik så på Kristin.

//Sorry det har taget så lang tid, men der har været noget i mit IRL der har fyldt rigtig meget^^//