Ikke helt den reunion man kunne ønske (Vincent)

Sted: Blackwood
Omgivelser: træer, så mange træer
Vejr: tørt, en smule månelys får sig klemt ned mellem træernes blade
Tid: omkring klokken to om natten
Påklædning: tætsiddende tøj i natsortlæder samt et par sorte læder støvler og en løstsiddende trøje med en dyb sort hætte.


Jo længere hun iagttog fyren des mere bekendt syntes han at virke. Alligevel var det som om, at noget blokerede hende fra, at finde ud af, hvordan og hvorfra hun kendte ham, hvis dette i sandhed var tilfældet. Egentlig havde hun det ganske fint med det. Så ville hun ikke blive stoppet i et job af en eller anden åndssvag relation, der gjorde, at hun ikke kunne fuldføre sine handlinger. Følelser og relationer var et privilegium for de, der endnu ikke havde fået deres liv slået i så mange stumper, at der ikke længere var nogen skår store nok til, at man overhovedet kunne forsøge at lime det sammen igen. Noget Mina i ramme alvor mente ville ske for alle en dag. Hendes livsødelæggende hændelse var blot kommet før den ville for så mange andre. Men i det store hele var alle nulevende væsner dømt til ødelæggelse. Blot fordi denne verden langtfra var skabt til lykkelige slutninger. Nej, denne verden var skabt i død og ødelæggelse og ville ende i død og ødelæggelse, så en ny civilisation af endnu mere ulykkelige og fordømte væsner kunne blomstre op fra den stadig varme aske.
Med et lydløst suk rejste Mina sig med imponerende balance og ynde op på den gren hun sad på, løb langs med dem med lette næsten svævende fodtrin og sprang over i det næstre træ. Stille som en skygge og hurtig som en slange, kunne hun næsten høre sin læremester formane sig i en eller anden afkrog af sin hjerne. Hun tog en dyb, men lydløs indånding og fulgte sit mål. Da vedkommende var et godt stykke foran hende, hoppede hun ned fra træet og landede på fødderne. Så satte hun i løb på fødder så stille som en kats poter. Da hun kom op bag ved sit mål stak hun en slank hånd i hans lomme og mærkede den lukke sig om genstanden hun skulle stjæle. En kostbag medaljon, som hendes arbejdsgiver angiveligt ønskede tilbage.

Vincent gik rund i black wood, han var ikke rigtig nogen stede hen, da han havde fuldført en opgave for nogen dage side, selvom det var mørke herinde i skov stor set hele tid vidste han godt at det var ca to om natten, derfor var det også den rigtig skov for sorte elver at bor i, han havde styk på dem før og kender også derfor til dem og hvor han skal holde sig væk fra hvilke område her i skoven, udover det var der ikke meget liv og heller ikke mange lyde, men en lyde havde han opdage som var der engang imellem, han havde også fundet ud af det var en person, hvilke køn vidste han ikke men person var dygtig men laver små fejl, som havde gjort at han havde opdaget person.

Han var selv klædt i sin rustning og var 190cm højt, mere vil man ikke kun ser på ham da rustning dække hele hans krop, han havde overvejet flere, gang at forsvinde i det blå ikke ved at gå ind i skygges verden men ved at aktiv sin cloak i rustning, som er en camouflerer, så det der er bag ham bliver vis foran ham og omvend, men det havde han ikke gjort da han var mere nysgerrig og finde ud af hvem person er, han gik rolig videre og lod med vilje person kom tætter på ham, han tog fat om persons hånd da person havde, tager noget fra hans lom, mens han holdt fat om persons hånd vend han sig og lod sin en skjule kling kom frem.

Kling var lavet af sølv og omkring 20cm lang, han var klar til at stik den i person som viser sig at være en kvinde, vil han gæt på ud af påklædning og forme, men det kun godt snyd da trøjen var løst i det, ”hvad er mener” spurgte han og kiggede på person og havde sin skjule kling mod person hals men rette den ned mod persons brystkassen, omkring hjerte da han kun mærke fra person hånd at der ingen puls er og at person er kold, så han er rimelig sikker på at det er en vampyr.

Hans rustning http://static2.gamespot.com/uploads/original/1197/11970954/2528999-acp_recon_1400057105.jpg

Da hendes håndled blev grebet bed hun tænderne sammen og udstødte en hvislende lyd af irritation, før hun hurtigt fik sin stadig frie hånd ned i sin lomme og strammede grebet om det velkendte skæfte på sin kniv. Sølvet, der lige nu blev peget, hvis hun selv skulle sige det noget så uhøfligt mod hendes hjerte syntes næsten at lyne af kulde. Hun kunne næsten allerede mærke det mod sin hud, men lod sig ikke mærke synderligt med det. I stedet lagde hun nakken tilbage, hvor meget hun end hadede at være nødt til at gøre det, for hendes mål var noget så forbandet høj og så op i et ansigt, hun knap kunne skimte bag en hættelignende del af hans rustning. Hun sukkede opgivende og lagde hovedet ganske let på skrå. I hættens mørke lyste de blågrå øjne af noget, der bedst kunne beskrives som en form for kedsommelig frustration, som var hun blot blevet afbrudt i udførslen af ganske ordinært, men alligevel vigtigt kontorarbejde. "Hvis De ville være så venlig at give slip på min hånd, så jeg kan komme videre, ville jeg være Dem yderst taknemmelig Sir," erklærede hun med stor høflighed, hvorunder sarkasmen dog lå. Tilmed utrolig tæt på overfladen. Hun kunne sikkert godt have forsøgt at vriste sig løs, men lige nu orkede hun ikke en større kamp med personen, der virkede til at være godt udrustet, for at sige det det kort. Desuden var det her job ikke noget, hun havde det videre sjovt med i forvejen og hun ville i grunden bare gerne have det overstået.

Han havde også godt lagt mærke til at han var del en højere end person, han kun stadig ikke ser person udseende udover noget blågrå øjne, ”nu ikke nogen god ideer” sagde han og kiggede kort ned på hendes hånd som så søger efter noget, eller så ser det ud, hvorefter han rette sit blikke mod person ansigt som var dække af en hætte, ”slippe lige så snart du slippe det du har tager” sagde han og smiler svagt ind bag sin maske/hjelm, der var stille omkring dem næste for stille efter hans hoved, som noget holder øjne med dem, hvis det var at de bliv det måtte det næste være sort elver.

Han lod sin skjule kling smut tilbage i armskin, hvor han puffe persons hætte tilbage med den nu fri hånd, så han bedre kun ser person, han holdt et grine tilbage da han så hvem person var, eller var rimelig sikker på hvem var, ” Mina Lovecraft” spurgte han og kiggede ned på hende, hvis det var hende, kender han lidt til hende, da hun var i lærer hos en af sine ejer elever, det kun være det var derfor, at han synes der var noget over det hun gjort, som han kender til.

Hvis hun sagde ja til af det var hende vil han giv slip på hendes hånd, og hvis det ikke var vil han fortsæt holde fat om hendes hånd og vil overvejer sit næste træk, om han skulle lad hende lever eller slå hende ihjel og lad hende være tilbage til skoven væsener og dyre.

Mina gav langsomt slip på det der egentlig havde været hendes mål og smilede op til ham med nærmest lillepigeagtig uskyldighed. Bag det lå der dog som sædvanelig noget lettere næsvist, som kun en trænet i løgne og bedrag ville kunne genkende. "I dog, Vincent, Dem troede jeg ikke, at jeg skulle have den formidable ære at se igen," sagde hun med forstilt chok og lagde teatralsk en hånd over sit ikke længere slående hjerte. Imens hun ventede på, at han ville give slip på hendes hånd studerede hun ham med hovedet lagt let på skrå og et uinteresseret næsten tomt udtryk i de i forvejen næsten altid kølige grå øjne. Nej, selv ikke nu havde hun noget synderlig godt at sige om Vincent. Efter hendes mening var det hun havde ser af Vincents personlighed nok til at bedømme ham som lidt af en tør kiks. Dog måtte hun eftersom han havde trænet hendes lærermester og dermed indirekte havde været en trædesten på hendes vej til hævn over dem, der slagtede hendes familie indrømme, at hun alligevel havde en form for modvillig respekt for ham. Dette svor hun til gengæld højt og helligt aldrig nogensinde at indrømme. Det var kun af yderste nødvendighed, at hun overhovedet havde indrømmet det overfor sig selv til at begynde med. "Vil De godt være så venlig at give slip på min hånd My Lord?" spurgte hun, så overdrevent høfligt, at det var tydeligt, at det kun kunne være ironisk.

Da hun sagde hans navn må det være et tegne på at det var hende, han smiler svagt ind bag sin maske/hjelm, ”regne nu heller ikke med at ser dig” sagde han og gad derefter slip på hendes hånd, da hun bed ham om det, han tog dog hurtigt ting ud af hendes hånd som hun havde, tager fra ham, hvor han kiggede på ting som viser sig at være et smykke, ”hvad skulle du med smykke her” spurgte han og kiggede ned på hende, han træk hætte ned efter lidt tid og tog derefter fat i sin maske/hjelm og tog den af, hvor han lad den i en lom i rustning.

Han havde godt lagt mærke til, hvordan hun lad trykke i nogen af orde og vidste godt hvad hun mener med det, udover det havde han også snakke med hende lærermester og få en ting eller to af vide om hende, ikke rigtig person men mere hende være måde, nu hvor han havde, tager sin hjelm af var hans brune hår og brune øjne kommer til syne, så han ved af så hendes lærer mester hende heller ikke så meget mere, men nu snakke han heller ikke med ham hver dag, ”håber person betaler godt for det her, for det her er en meget fin kopi” sagde han og smiler svagt, hvorefter han rakte hånd frem, så hun kun ser smukke bedre og måske vil kun ser af det er en kopi, han ved at hun kan ser i mørke da hun ko er vampyr.

Nu blev det pludselig pinligt tydeligt at inskriptionerne var forkerte og, at smykket virket knap så gyldent som det skulle. Irriteret klemte hun øjnene sammen og rynkede misbilligende på næsen, før hun sparkede let til en sten med sin støvlesnude. Hvor vred hun var kom ingenlunde i sandhed til udtryk på overfladen, men indvendigt var hun æderspændt rasende. *Jeg sværger den gamle kælling for betalt for at sende min røv ud på en misson efter et stykke nikkelbefængt metal, der ligeså godt kunne have været masseproduceret i Kina* erklærede hun i tankerne for sig selv og knyttede de slanke hænder ned langs siden. En mørk skygge af irritation gled over det spinkle ansigt og ideen om, at damen måske ikke havde vidst, at smykket var en kopi faldt hende kun ganske kortvarrigt ind, før den blev knust. En vred fnysen fandt vej ud i luften omkring hende og hun lagde armene over kors. "DET VAR DERFOR HUN VAR SÅ ÅNDSSVAGT HÅNLIG," hvæsede hun vredt og stampede i jorden, før hun med et par dybe indåndinger, som hun egentlig ikke behøvede at tage af den åbenlyse grund, at hun ikke til dagligdag trak vejret fik kølet sig selv ned igen.
"Når hun sådan ønsker at fornærme mig og mit arbejde må hun betale prisen dyrt," erklærede hun i et tonefald, der var uhyggelig roligt til sammenligning med hendes forhenværende vredesudbrud. Hvis man på noget plan kendte hende, ville man dog vide, at der var langt mere at frygte fra hende, når hun førstr var faldet ind i denne form for ro.

Han smiler svagt af hende over hende vred udbrud, det var lige før han havde lyst til at grine af hende men lod være, var i sted for var helt udtryk løs i ansigt, han vend hånd som han vil giv hende smykke, hvis hun vil havde det, ”har din mester ikke fortale dig at men forlange halvdel af prise end man gå i gang med opgang” spurgte han og kiggede rolig på hende, ”det er et smykke som er i om løbe i Louisville, der er kommet en ny bande til by og viser hvor dygtig de er” sagde han og kiggede på hende, angår dygtig mener han det i sjov da man nem kun ser at smykke var en kopi, eller for det træner øje var det nem.

”Man du må få det, hvis det er, der var en som skulle spiller smart overfor mig” sagde han og smiler svagt og vil åben sin hånd, så af smykke vil falde ned i hendes hånd, hvis hun ikke vil havde det, vil han lig smykke tilbage i lom hvor hun havde, tager det fra, hun må havde holdt øje med ham i noget tid, for at vide at smykke lå i den lom, ellers havde hun være heldig at gætte den rigtige lom, ud af de mange han har i rustning, han kiggede kort rundt og stoppe sit blik ved et træ, der var lidt større end de andre omkring det, han kun ikke ser nogle man havde en god ide om at der var noget, ”er det bare mig eller er der noget der over” hviskede han og nikke svagt over mod træet, han vidste at vampyr kun ser varm og kold, som han også selv kun med sin hjelm på, men det var nemmer at lad hende ser i sted for at tager den på.

"Jeg skal skam ikke bruge det til noget," fnøs hun en lille smule hånligt og fjorde på ingen måde mine til at ville tage det. "Men tak for Deres noget så glorværdige tilbud My Lord," skyndte hun sig at lade sine ord efterfølge af. Stadig ligeså smækfyldt med energi som altid. "Og jo, jeg har skam fået haldelen forresten, det var bare hverken synderligt gode penge eller respektfuld betaling," sagde hun med et skuldertræk og vendte sig derefter mod det træ, hvor Vincent åbenbart mente, at der var nogen. Jo...det var der da også. Hvad vedkommende, der udfra deres blods duft, nu hun havde opfanget den tydeligvis var sortelver, fik ud af at stå at lytte til en efter Minas mening ret så banal samtale, vidste hun ikke, men hun brød sig langt fra om tanken om, at vedkommende skulle rende af sted og gengive hendes ord til en eller anden. Hvem vidste, hvad sådan en samtale kunne blive brugt til i denne verden, hvor det næsten lod til at alle var klar til at stikke hinanden i ryggen for en ekstra sum penge eller en bedre position i samfundet. Ikke, at Mina vovede at påstå, at hun var bedre selv, for det var hun ikke. Hun ønskede sig da magt og rigdom ligeså meget som alle andre lod til at gøre, men samtidig havde hun måske netop grundet sin egen lysky natur lært ikke at stole på ret mange, for hvis de var bare en smule som hende skulle der ikke meget til, før hun endte med en kniv i ryggen.
"Vi ved godt, at du er der, så kom ud at leg ikke?" kaldte hun i en afslappet tone, der dog på sin egen måde formåede at være langt mere skræmmende, end hvis hun havde råbt af ham.

Han nikke til det hun sagde og lad smykke tilbage i lom og lukke kort sine øjne, end han åben dem og kiggede ned på hende, så havde han hørt rigtig at der var en der ud, han tog sin maske/hjelm op af lom og tog den derefter på, for han havde en ide om af sort elv ikke bare gad sig selv uden kamp, han slog sit nanovision til som gør at han også kan ser varm og kold, og han når også kun lige at ser sort elv hop over i det næste træ, ”de tager altid den sjov del” sagde han og begynde af løbe efter sort elv, han forsvandt kort efter ind i skygge som var en del af træning som umbra.

Sort elv var ikke lige til af fange da person kender skov og var også op i trænere, han vidste ikke om hun var fuldt efter ham/sort elv, da han ikke kun høre hende lige nu, ikke fordi han gav en lyd fra sig, han kun ser af elven stoppe op længe frem som person ikke vidste hvad den skulle gør, eller fordi der var flere og hvis der var det, kun han ikke ser dem, det kun også bare være fordi person kiggede efter dem, han løbe tætter på mens han gjort det, fiske han tre kaster knive frem og var klar til af kaster dem, da han mener at han var tæt nok på, stoppe han op og kaster alle tre knive kort efter.

Hun løb så letfodet, at hun næsten ligeså godt kunne have svævet efter Vincent og sortelveren. Hendes ansigt var præget af et næsten rovdyragtigt smil og de to lange slanke daggers var hurtigt kommet ud af de hylstre hun havde hængende på ryggen og hvilede nu i stedet løst og afslappet i de nærmest mamorhvide hænder. Hætten var atter trukket godt nedover hendes ansigt, så det lange blonde hår ikke kom i vejen. Da deres bytte holdt op med at løbe holdt hun ligeledes hurtigt op og lod armene hænge afslappet ned langs siden, imens hun hvilede det meste af sin vægt på den ene side. Dog var hun ikke helt så afslappet, som hendes nærmest dovne kropssprog gav udtryk for. Reelt var hun i gang med at dufte til luften omkring sig som en eller anden super blodhund. Der var flere....og en hel del af dem endda. Med en hovedrysten og et opgivende suk, så hun over på Vincent. At han var hendes lærermesters lærermester var nogle gange ikke helt til at forstå, for det han lige havde gjort var, hvis han ønskede en bare nogenlunde fredelig nat dumt grænsende til direkte idiotisk.
Lydløst og med katteagtigt dovne skridt gik hun op på siden af ham.
"Jeg antager, at du godt ved, oh lærermesters lærermester, at der stor omkring femten sortelvere i træerne omkring os?" spurgte hun sødt.
"Yderlige antager jeg, at du også ved, at de nok ikke tager let på mordet af en af deres egne," fortsatte hun i et mere bidende tonefald.

Han lad godt mærke til at hans knive ramt sit måle, og af sort elven falde om på gren som han stod på, han lad kort efter mærke til de andre sort elver, der stod rundt omkring, han regne med at hun også vidste at der var flere end bare den en som ligger død nu op i træet, da hun kom over til ham og begynde at snakke, var han sikker på at hun også vidste at der var flere, ”det ved jeg godt at der er flere” sagde han rolig og kiggede kort på hende, han smiler rolig ind bag sin maske og kiggede kort rundt på dem, indtil videre ser det ikke ud til at de havde set dem i nu.

”Vi har fordel lige nu, at de ikke ved hvor vi er og at vi er lært op til at forsvinde” sagde han og kiggede kort på hende, end han begynde rolig at gå baglæns mens han holder øje med dem op i træerne, han kun altid rigtig forsvinde hvis det blev nødvendig, kun også tager hende med men det vil tager endnu mere på hans kraftigere, han vendt sig om og begynde at småt løbe da han ikke rigtig kun ser dem mere, hvis de var heldig slap de fra ham.

"Jamen så lad os da helt sikkert benytte os af den fordel," erklærede hun og fulgte uden videre lydløst løbende efter ham. Hun syntes at synke i et med hver en skygge hun kom forbi. Dog ikke på samme måde, som Vincent var i stand til, da hun åbenlyst ikke var en skyggedæmon. Smilet fra tidligere havde nu forladt hendes læber og var i stedet blevet erstattet af et køligt koncentreret udtryk. Lige nu skulle hun bare væk...og så senere måtte hun finde noget mere intetanende bytte. For hun var lige blevet irriterende opmærksom på en svag brænden i sit svælg og strube. Tørst. Vampyrernes evige forbandelse. Atter engang fortrød hun halvt at have taget imod sin mesters gave i stedet for blot at tage hævn som menneske, leve et kort liv og derefter slutte sig til sin familie i det hindsides, der med alt sandsynlighed sikkert slet ikke eksisterede. Uden, at hun skulle tænke synderligt over det nærmest fløj hendes støvlebeklædte fødder henover den tørre skovbund og hun endte med at gøre holdt i skyggen af et træ, vis næsten døde grene hang nedover den næsten ikke eksisterende sti og derved skabte endnu flere og længere skygger. I en glidende bevægelse satte hun sig ned på skovbunden, trak knæene op under sig og lagde nakken tilbage mod træets bark, imens hun med et irriteret næsten opgivende suk tog sig til halsen, som om dette skulle få den næsten altstedsnærværende brænden til at forlade hendes hals og flytte sig over for at genere en anden. Sådan var hun dog udmærket klar over, at det ikke fungerede.

”Det synes jeg at vi skal” sagde han og fortsætte med at løbe og kun svagt høre hende bag side men kun fordi han var så tæt på hende som han var ellers havde han nok ikke hørt hende, han stoppe op efter noget tid, da han ikke kun høre hende mere, han vende sig halvt om og var klar til at løbe, hvis sort elever var bag dem, man det var de ikke og opdage så at hun havde sat sig op af et træ, med knæene trukket op til sig, han gik rolig over til hende men stoppe nogle meter fra hende og skubbe hætte ned og tog sin maske/hjelm af og lad den i en lom, han vidste godt at han falde nem i med skygge, men det var nok på grund af sin færdighed som umbra og sin race som skygge dæmon, ”er der noget galt” spurgte han og kiggede på hende, han havde lyst til at sige noget mere men lod være, da hun sikker ikke synes at det vil være sjov, han læner sig op af et andet træet og lukke kort sine øjne og lytte til lyder omkring dem, der var ikke rigtig nogle, kun det være at hun mangle blod, en af de forbandelse de må lever med, men det finde han nok ud af om lidt hvis hun vil fortælle det.

"Det brænder," klagede hun og viftede afværgende med hånden, atter med et nytsuk på læben. I det mindste lod sortelverene ikke til at have optaget forfølgelsen af den mystiske duo, der nærmest uprovokeret havde slagtet en af deres egne og derefter var forsvundet som dug foor en brændende eftermiddagssol om sommeren. Mina smilede halvbittert. Lige nu kunne hun godt have brugt blot en enkel forfølger, som hun om ikke andet kunne begrave sine hugtænder i og tømme for blod. I sine tanker ville hun have ønsket en kvinde. En kvinde med sødt blod og et smilende ganske villigt ansigt, men i hendes liv var der sjældent lejlighed til at være kræsen. Yderlige var det sjældent, at folk smilede til hende. Selv hvis de gjorde blev smilene ofte hurtigt afløst af vantro frygt eller blot undren. En hæs latter klingede ud i luften fra hendes strube og blev hurtigt erstattet af et hosteanfald, der fik hele hendes krop till at ryste med sin intensitet. Da det endelig stoppede, sukkede hun udmattet af blodmaglen og hvilede atter sit baghoved med træets ru og bakkede stamme.
Et skævt og dybt ironisk smil trak op i hendes ene mundvig og afslørede hendes ene hugtand, der næsten virkede skarpere og endnu mere skinnende end ellers.
"Nej guder, intet er galt, har De lyst til at danse vals My Lord? spurgte hun, så sarkasmen næsten dryppede fra træets sparsomme mængde af blade. "Du har vel ikke sådan tilfældigvis overvejet at donere blod indenfor den nærmeste fremtid vel?" spurgte hun i et nonchelant tonefald, da hun ikke længere havde råd til at være ironisk.

Hans ide om det var blod mangle var rigtig nok, ikke fordi han selv til den, det mere sulte efter skygge og at ser folk bliv sindssyg af det, da deres skygge er en del af dem, han smiler svagt af hende og gik helt over til hende og sat sig på hug foran hende, hvor han tog rolig fat om hendes hage og kiggede hende ind i øjne, ”ved ikke hvad mit blod vil gør ved dig, da jeg har nanoteknologi i det, hvis det gør noget ved dig” sagde han og smiler svagt, han kender godt til vampyr sult efter blod for at kun lever da han jo har haft en som lærling som var det og sammen person var hende lærermester, han rejse sig op og tog sin maske/hjelm på og trak derefter hætte op på plads, ”bliv her” sagde han og forsvandt i skygge omkring ham, hun vil stadig kun ser ham hvis hun så efter varm.

Han begynde derefter at løbe tilbage mod sort elver var og fandt dem dog også efter lidt tid, de var på vagt kun han ser men det vil viser sig at ikke at være nok for dem, han snige sig tætter på dem for at bedre at kun ser dem, han fandt også det han leder efter, så var det bare at fange sit bytte og få det tilbage til hende, problem var enlig ikke at fange det, det var mere at kom væk med det uden at bliv opdage, og regne enlig heller ikke med at kun gør det uden at skulle bruge sin race evne, han vil få bruge for en pause bag efter og så havde hun alligevel også tid til at kom sig i, han fik snige sig ind på en kvindelig sort elv og fik slå hende ud og hvor han forsvandt ind i skygges verden, lige tid nok til at undvig en pil der var på vej mod hans hoved, han dukke op i skygge omkring fem min senere, mere tid tør han ikke at være i skygges verden, især når han har en havde med, hvor han små løbe resten af vej tilbage til hende og smide den kvindelig sort elven foran hende, ”tager for dig og hun lever stadig, så blod brudt være varm” sagde han og sat sig tung ned op af et træ.

Hun så undrende efter ham, da han forsvandt og regnede dybest set ikke med, at han på nogen måde ønskede at gøre noget for hende. Derfor blev hun mildt sagt overrasket, da han kom slæbende på en bevidstløs sortelverkvinde. Et skævt smil fandt kortvarigt vej til hendes læber i tak, før det på det nærmeste fordampede igen. Forsigtigt som for ikke at skade hende trak hun kvinden hen til sig og duftede vurderende til hendes blod. Sødt. Næsten kærligt lagde hun en finger på hendes halspulsåre, der kun kunne mærkes svagt grundet hendes bevidstløshed. Egentlig burde Mina vel være taknemmelig for denne faktor. Havde hun vredet sig og skreget på hjælp, var det hele trods alt blevet en del mere besværligt. Alligevel kunne Mina ikke helt kvæle den ubehagelige fornemmelse, der langsomt havde indfundet sig et eller andet sted i det bagerste af hendes hjerne. Det føltes forkert. Når man havde jaget nogen en hel dag, hørt livet pumpe i deres åre og så endelig efter længere forfølgelse begravede tænderne i sit offers hals, var det noget andet, det var på en eller anden måde mere retfærdiggjort, når ofret havde haft selv den mest spinkle chance for selvforsvar og dermed overlevelse.

Dette svarede jo næsten til at få smidt en slagtekalv uden nogle fornemmelse for, hvad der om lidt skulle til at overgå den efter sig.
Dog havde Mina næsten kvalme af tørst og den brændende fornemmelse i hendes hals var kun taget yderligere til, da den søde duft af elverens blod fyldte hendes følsomme næse og hun tog en hurtig beslutning. I stedet for hendes elverens hals, tog Mina blidt fat om hendes håndled og plantede blidt sine læber henover pulsåren, som havde hun ønsket at kysse hende. Dog var det langt fra det hun gjorde og i stedet brød de skarpe skinnende tænder gennem elverens sarte håndledshud. Et lettelsens suk kom dæmpet over Mina's læber, så snart blodet fyldte hendes mund.

Han nikke kort til hende som tegne på hendes tak for han havde skaffet hende noget blod, han kun godt ser at hun så overrasker ud over at han gjort dette for hende, men han vidste at hun ikke havde langt igen og så vil han havde hende på skulderne, så var han ikke så sikker på at han vil kun kom ud af skoven, for sort elver vil helt sikker leder efter dem nu, fordi han havde slå en af dem ihjel og tager en anden, som de nok regne med er død som hun nok også er når hun første er færdig med hende, han lukke sine øjne og læner hoved op af træet bag sig, han skubbe hætte ned og tog sin hjelm af og lad den i lom, han træk vejr tung nogen gang, selvom han var så gammel som han var tog det altid lige hård på ham at tager en tur til skygges verden.

Han rejse sig op efter lidt tid og gik over til dem, hvor han sat sig på hug og tog fat i noget ved den kvindelig sort elv, da han trak hånd til sig, havde en skygge ligner ting med sig, han føler den op til mund, hvor han begynde at spise den, det tog ikke lang tid for ham at spise den, hvis Mina lod hende være i liv vil hun sikker død nu, om det vil være på grunde af hun bliver sindssyg eller syg, var han ligeglad med, han læner sig derefter over mod hende og tog fat om hendes hage igen, hvor han kyssede hende, han holde det kun i nogen få sekunder, da hendes lærer mester havde fortale at hun var til kvinde eller så havde han opfatte det, han rejse sig op efter han havde kyssede hende og kiggede kort rundt, ”vi må videre, de leder helt sikker efter os lige nu og er sikker heller ikke i særlig godt humør” sagde han og begynde af gå.