Paradiset. Barn har mange navne, men dog handler den altid om det samme, uden af set i hvilken krog af denne verden du er i. Et paradis, som er total modsætningen til virkelighedens grufulde skæbne, et jordisk himmel, hvor intet er blevet påvirket af hverken mennesker eller krig. Et sted, som er det ultimative paradis. Hvorfor rygterne dog har været så vilde og så stærke i dette verden, kommer nok fra alle menneskelige væsners indre nysgerrighed. I mange mange siden krigen har Deadman's Wonderland altid været et mysterium, en gåde, som kunne friste enhver nysgerrig sjæl. For hvis man havde gået og kørt længe nok. Hvor man har taget den lange vej nedom forbi California city, som er spøgelsesbyen over alle spøgelsesbyer, hvor mørke og grådige sjæle hviler i et hvert hjørne på jagt efter kostbarheder fra den gamle tid. Hvis man kan komme forbi, uden at tiltrække deres opmærksomhed, eller deres flyvende kugler, så vil man finde sig selv mit i dødsørknen. Begyndelse på det massive Deadman's wonderland, hvor der lever ekstreme væsner, som har tilpasset sig til landets voldsomme stærke krav. Her gælder ingen regler end, at det er den stærkeste, som overlever. Når man så har kommet igennem mange timer med enten gloheden solskinstimer, som syntes at kunne brænde kødet af sine knogler, eller at man har været igennem ørkens mørke, hvor ethvert trin kan blive forræderisk. Så finder man sig selv midt i jordens store blødende sår, hvor tyk tjæremasse af forbandet olie driver doven op af sandets overflade. Her kan man måske være heldig at komme forbi uden klanen the shadows of the ravens for øje på en, og måske udser en, som den næste tyvekost. Hvis man når så langt, så ville man nok have indset, at man aldrig skulle have haft taget af sted. Her igen står man midt i ørknen, hvor intet vand har vist sig i mange mange kilometers vej. Her skulle man måske bare stoppe op og nyde udsynet og skynde sig væk igen. For massevis af krystaller tårner op i alle farvenuancer igennem sandet, som engang var blevet smeltet, da fortidens massive uhyre fra himlen lod sin vrede ramme dette land. Når man er kommet igennem her uden at vælte ned i en af landets mange skjulte huler og huller, så vil mange have nået rejsens ende. Geigertælleren vil helt sikkert gør opmærksom på sig selv, som den sikkert har gjort under hele denne farefulde rejse. Men her vil ophører alt det jordiske. En massive tåge, som ligner uvejrsskyer, som er blevet trukket ned af selve guderne ligger her og tårner op i vejret. Men dog skjuler tågen ikke den massive hul eller kløft, som ligger for fødderne af en. Hvad er det så, som har fået så mange til at tage videre? Ja der er mange grunde, og du vil nok opleve, at efter så lang en rejse, så virker de store massive jord, klippe og landstykker fristende, som ikke syntes at være påvirket af tyngdekraften, som svæver lige så frit, som stjerner i rummet. Eller hvis man har vinger, så kan man jo bare flyve, ikke? Måske i sin træthed vil man ikke opdage eller fornemme ting, som bevæger sig omkring i tågen, flyvende ukendte vogtere, som syntes at vil gøre alt for at holde en væk. Mange har berettiget om mystiske skreg og brøl fra væsner dybt inde i tågen, og andre har fortalt om mystiske øjne, som hænger i tågen, og andre har fortalt om både små og store skygger, som man kun lige kan ane, hvis det ligesom var en hval under ens båd.
En såkaldt vidnes beretning, som ikke er blevet bekræftet endnu siger: Efter ca 62 dages rejse fra Las Vegas er vi endelig nået her. Vores guide en mytisk ørkenelver har ført os så langt sådan rime uskadte, især taget i betragtning hvad vi har været igennem. Men her står vi, hvor verdens tid næsten syntes at have gået i stå. Ingen lyde er her, ingengang et vindsus. Det eneste, som bevidnede, at tiden var ikke gået i stå var the end of the worlds bevægelige skyer, som bevægede sin evige gang i en stor tyk spiral af en søjle. Gad vide, om den nåede helt op til himlen. En underlig lugt krævede sin opmærksomhed, og det vi fandt var utroligt. Et væsen, nej jeg kan ikke sætte ord på, hvad det er, men et væsen så ud til at være såret, lå lige her ved kanten. Den syntes ikke at trække vejret, men elverens reaktioner fortalte os, at den var i live. Dens slangede krop kunne minde om en såkaldte drage, som vores guide fortalte os, men dens hud og struktur var så abstrakt, at det lød som en af de mange rygter om overnaturlige væsner og elementer dyr. Hele dens lange 12 meter krop var sådan set en stor røgsky, hvor man lige kunne se igennem den til tider. Bag dens øjne havde den den to lysende huller, som lyste meget svagt, og luften var fyldt med den svovlagtige lugt, som havde krævet vores opmærksomhed. Lige pludselig forsvandt dens lys, og den syntes at gå i opløsning helt af sig selv. Mens vi stirrede på dens røg forsvinde højt op i luften, så var vi ikke alene. Inde i den store tåge var der mange lysende øjne, som stirrede på os, og en underlig rumlende lyd blev kastet rundt i den store sky. Jeg blev grebet af nysgerrighed, og derfor skrev jeg denne beretning før mig og mine 3 venner ville begive os derind, hvor de mange jordstykker og klipper bryder de fysiske love og svæver i luften. Dette er vores guide, som bringer vores oplevelse, hvis vi aldrig skulle vende tilbage.
En abstrakt tegning af det væsen, som blev set: Ingen kender til et væsen, som minder lidt serpent/wyvern/drageagtig med lysende lygter bag dens øjne.
31/5/2017, 20:24 af 
