This Is War Millicent!

Sted: Miami
Tid: Der er i hvert fald sol.
Vejr: Blå himmel, sol og nogle skyer hist og her.
Omgivelser: Miami 'by', det der nu er tilbage/genopbygget.

Efter mange timers køretur nåede den tyktpanseret militærbil ind i Miami by, eller hvad der nu var af den. Nikon ville ikke kalde det noget nær en by, ud over en samling huse og lidt bro. Det var slet ikke til at sammenligne med Occulta som i hans øjne var en rigtig by. Det var han sikkert ikke ene om. Det lignede mere det folk en gang havde kaldt 'New York' eller det oprindelige Miami.
Bilen parkerede på noget der kunne ligne en parkeringsplads og Zolner, hans chauffør og yderlig tre soldater sprang ud. Alle var de som altid bevæbnet med alverdens våben som lå så de på knap et sekund kunne nå dem og plaffe løs. Nogle ville måske mene det var det rene parnoid men når man kun havde været på jordens overflade i omkring et årti, så måtte man tage visse forholdsregler. Det var der ikke noget at rafle om.
De fem mænd gik ned af gaden og indkvarterede sig selv i noget der kunne minde om en kro. Café ville Nikon ikke kalde det, for det var i en kælder, hvor væggene tydeligvis var behængt med bly. Betryggende, men døren ville alligevel slippe noget ind og det kunne så ikke komme ud igen.
De slog sig ned ved et bord, hvorefter Nikon rejste sig for at bestille noget drikkelse og mad til sig selv og ledsagere.

Med små sår på hendes fingre, efter endt arbejde.... spadserede hun hen af gaden. Hendes hænder var godt stoppet i lommerne på den store brune uld trøje— som skulle de yde nogen form for beskyttelse over for de skader,der allerede var sket.
En dueblå kjole og hendes brune støvler, var et typisk outfit for en jagt tur.
Ikke at det var særligt praktisk ude i busk og krat, men det var bagefter at tøjet tjente sin værnepligt, da hun på ingen måde måtte ligne en hunter.
Krybskytter var ildestedt, såfrem de blev opdaget.Det var ulovligt at skyde dyrene, da bestanden var svindende, men for Millicent Walker var det den eneste levevis ...den eneste måde at brødføde sig selv og hendes mor, hvis ikke hun skulle ende som en simpel lommetyv eller prostitueret.
To rygsække hang over hendes skuldre, den ene med dagens bytte...den anden hendes personlige grej.
Hun skulle se hvad hun kunne bytte sig til .
Hun åbnede døren ind til kroen, eller hvad man skulle kalde bulen? Og stak forsigtigt hovedet inden for.
Hendes fletning hang ned af ryggen og hun så ved første øjekast ud til at være en helt almindelig pige , på udkig efter en ven.
Millicent havde skjult sin store bue og dens tilbehør,inden hun kom hertil.
Den ville være en invitation til ballade, nu skulle hun så bare finde en egnet køber til de to hare og en fasan ,hun allerede havde siddet og renset og flået skindet af.
Hun trådte inden for og fik op for at bestille en øl.
Mac , fyren bag ved disken kendte godt Millicent og mod en mindre provision,lod han hende lave forretning her.
Hun smilede venligt til en anden mand,der lod til at skulle bestille mad til et mindre selvskab.
Hendes mave krøb sig sammen....hun måtte lige udskyde sit eget behov og se at komme af med rygsækkens indhold.
Det var ikke den slags man ønskede at rende rundt med på sig.
Hun lænede sig over disken, efter at havde plombet taskerne ned.
"Hva' så Mac.....nogen kunder i dag til mig?" Lød hendes spørgsmål....Mac plejede at vide, hvem der havde interesse i at købe hendes bytte.

Mens manden bag disken ordnede mad og drikkevare, stod Nikon høfligt og ventede. Han tvivlede på madens kvalitet sådan et sted, men der ville gå nogle timer før de kunne komme hjem til mere kendte omgivelser og hvis ikke folk døde af maden, så var der sikkert ikke et problem i det. Hans blik gled hen over inventaret, som var ganske sparsomt og yderst kedeligt. Ikke noget generalen brød sig om, men de ville heller ikke blive hængende længe. Bare noget mad så de kunne køre igen og så ud i bilen. Der havde ikke været noget på vejen til Miami, men man vidste aldrig. Måske skulle de blive hængende, så folk troede at de var kørt forbi.
en ung blond kvinde trådte op ved siden af ham, da de første krus blev sat foran ham. Med et fas greb tog han fat i hanken og løftede op for at få det med sig ned til bordet, hvor der blev taget velimod drikkevarende. På sin vej op til disken, faldt Nikons øjne på noget mistænkeligt. Kvindens taske. Noget dryppede fra enden. Da han kom nærmere, kunne han bestemme hvilke væske det var. Blod. Så var der pludseligt stof til mistænkelighed. Masser.
"Det drypper fra din taske." Forsøgte han sig med, i en normal stemme, mens han tog de næste krus og gik ned mod sit bord. Da han kom ned, lænede han sig ind over en af soldaterne. "Hold øje med hende blondinen." Bad han og gik så op for at hente maden der var blevet sat frem.
Pigebarnets reaktion ville være afgørende, enten ville hun afsløre sig selv eller så havde hun intet at skjule, ud over at forklare hvorfor hun havde blod i sin taske. Det kunne General Nikon godt tænke sig at vide.

En grimasse fra Mac fik hende til at tie. Et eller andet var off. Hun dik hurtigt åbnet øjnene og kunne have banket sig selv ned til størrelsen af en hakke bøf, da hun fandt 'skoven mellem alle træerne '.
For helvede.. De var jo militær!
Hun forsøgte at bærende ind med det kedelige brune træ, hvilke nok ikke lykkedes så voldsomt godt, for mande stemmen ramte hendes øre og serverede den forfærdelige nyhed, at 'hendes taske dryppede'.
Millicent kastede promte et glimt på den , og svarede hurtigt... Og så neutralt hun overhoved kunne " Åh....beklager .. Jeg ska nok tørre op efter mig."
Hendes udtryk skulle megt gerne være upåvirket af hans kommentar, hun var alligevel så ofte i situationer , hvor måtte skjule sit egentlige erinde.
Men... Det var første gang militsen var nær hende , og nær hendes dryppende taske, så hun kunne ikke kontrollerer hvordan alle muskler begyndte at spænde , da hun ganske rigtig så en besken lille sø af blod ved sin fod.
Trangen til at dreje omkring på hælene og løbe afsted , var stor men hun vidste at denne handling blot ville gøde deres mistænksomhed og det skulle undgåes for enhver pris.
Så Millicent satte sig ned, greb sit krus øl og sagde ril Mac , med en let forhøjet stemme , der måske kunne tydes , selv nede fra mændenes bord.
" Ai... Hvor dejligt med en øl, jeg har bare hele dage hjulpet min mor i køkkenet, sååå det er skønt at holde lidt fri "
Om nogen så købte den? Hun kunne ihvertfald ikke lige finde noget bedre.
Fandens taske.

Trods Nikons skeptiske holdning til maden, blev både mad og drikke indtaget med stor velbehag fra alle mænd, der dog samtidig formåede at holde ørerne på stikker. Der skulle ikke komme noget og overraske dem. Efter middagen var sat til livs, blev de hængende og snakkede lidt. Generealen kunne dog ikke helt lade være med at undre sig over hvorfor pigebarnet ikke gjorde noget ved den dryppende taske og gik derfor op til hende. Han lænede sig ind over disken, med underarmene plantet på bordet. "Gør du rent her, siden du ikke gider tørre op efter dig?" Han kastede et kort blik på tasken, før han bestilte noget at drikke.
"Hvad sælger du?" Han lage hoved på sned og forsøgte at finde ud af hvad det kunne være, ud over menneskehoveder. Hun så ikke specielt barbarisk ud, så det ville overraske ham hvis det faktisk var det hun handlede med. Dyr måtte man ikke sælge eller for den sags skyld bare dræbe, så det tvivlede han på, men måske var det.
"Må jeg se hvad der er i den?" Nikons stemme havde fået noget spidst over sig. Hvis jægeren - eller hvad hun måtte være - forsøgte at modsætte sig, ville Generalen rømme sig overraskende højt, for at tilkalde sine ledsagere der ville springe op fra bordet som opdagede de en bombe og slå ring om kvinden og eventuelt tvinge tasken fra hende for at åben og se.

Millicent ignorerede mændene og gav al sin opmærksomhed til kruset med øl.
Eller næsten da...for ud af øjenkrogen overvågede hun dem for alle pludselige bevægelser, så hun kunne forsøge at undvige...hvis de fandt på noget pis.Men alt åndede fred....de var mere optaget af deres mad , end af Millicent og hendes tasker, hvilke var perfekt.
Hendes øl var stort set drukket og med resten af noget skum på overlæben, hviskede hun til Mac, at hun ville vende tilbage om en tre fire timer, når risikoen for at støde ind i andre end de potientielle købere var elimineret til nul.
Bedst som hun skubbede sit krus over mod Mac, kom manden fra før og gjorde sig det mageligt, så det ud til.
Om det var en fornærmelse eller jordens mest ringe scorereplik, havde hun ingen ide om men hun lød måske nok en kende anstrengt, da hun med overbærende stemme svade " Nej...jeg gør ikke rent her....jeg drikker øl! Gør du rent her?"
Ok...at provokerer ham var måske ikke det smarteste, men man kunne for pokker da ikke arresterer folk for at have dårlig humor...det ville hun ikke håbe.

Årh nej....han havde lugtet lunten at hun solgte noget? Hvad pokker skulle hun sige? Der var kun en ting han ville tro, som måske kunne aflede hans tanker fra den blødende taske ." Mig selv" sagde hun i en dyb indåndning og pustede så ud.
" Men jeg beklager....for 15 min siden sluttede jeg arbejde for i dag....selv en arbejdende pige skal jo holde fri ind i mellem" hun forsøgte sig med et indbydende smil, men da hun ikke havde øvet meget på den slags , kunne hun nu ligeså godt ligne noget der var løgn.

— og det virkede da heller ikke til han var helt overbevist? Hvorfor smuttede han ikke bare.
Og ved hans næste spørgsmål, blev hun ret så bleg.Han ville se indholdet af hendes taske.
Hvordan...shute...nu var hun fucked.
Hvis hun nægtede ville der blive ballade.Hun skævede til manden og til hele hans slæng.
Mon han var deres leder? Forhelvede da.....* Showtime*
Hun smilede..." Hvis jeg ser lidt belg ud....så er det....det....min kat..." Snøftede hun....
"En af de smukke uden pels....allergi" hikstede hun og bankede med hånden på sig selv, for at vise at det var hende med allergien.
"Jeg har haft den siden barn...og...Micky blev..,kørt ned.....i dag.." Hun holdte en dramatisk pause og bukkede sig ned.
Tasken blev hejst lidt op, og på kun to sekunder åbnede - og lukkede hun for den, så man måske lige kunne nå at skimte noget bart...og blodigt..dernede.
" Jeg vil bare begrave den....jeg elsker den" hun forsøgte fange hans øjne.....for at virke overbevisende.

//aawwww hvor er du dog dygtig General Zolner, at bringe Millicent i problemer :D Glad for at læse, at jeg er ikke den eneste, som bringer hende i bloddryppende problemer :D Ej sorry kunne bare ikke lade vær med at kommentere :D Jeres emne fangede bare min opmærksomhed især med den titel der :P //

OOG: Vi ledere må jo stå sammen, når vi blive infiltreret af kvindfolk! :P

Nikon var en smugle imponeret over hendes opfindsomhed, men ikke mere end at det var umuligt at se på hans ansigt. Hans øjne fulgte ned ved tasken, hvor hun hurtig åbnede flappen og lod ham se noget rødt og så var butikken lukket. I et kort øjeblik overvejede han hvad han skulle gøre og fik så en fantastisk idé. Det krævede ikke så meget og han havde bestemt råd til at betale sig ud af det, i modsætning til pigen selv.
"Mig og mine mænd har været på patrulje de sidste par uger og ved du hvad?" En kunstpause. "Der er ingen kvinder, men du ser vældig smuk ud og vi kunne alle sammen godt lige bruge lidt selskab." Imens han forklarede, stak Nikon hånden ind i sin jakke og hev et par sedler frem som han pressede ind i hånden på pigen. "Du får rasten når vi er færdige." Han greb hendes anden taske og gik mod udgangen. "Drenge, så går vi!" Bjæffede han og marcherede ud af døren.
De fire andre soldater kastede blikke på pigen, alle sammen meget enige om at hun var meget køn og fin, men hvad Generalen ville med hende var dem en gåde. Hvis de havde luftet deres fælles mistanke ville de finde ud af at den var rigtig, men det handlede om at holde hende i skak så hun ikke smuttede, så alle fire slog de tæt op omkring hende, som skulle de eskortere hende.
"5687, du tager en helikopter hjem og sender to af sted igen når du er fremme ved basen." En af soldaterne nikkede og drejede fra de andre. Den plads han efterlod, blev hurtigt overtaget af den ene mand som ikke gik og næsten gnubbede sig op af pigen. Henne ved bilen stoppede de. "Tjek begge tasker - for døde katte og våben."

// Hey! Mangler der ikke et FORSØGER at give problemer ??:)//


Hun priste sig lykkelig over at han hoppede i hendes lille balje af løgn , og skamroste næsten sig selv ....indtil stroferne af ' hvorfor er lykken så lunefuld og hvorfor er glæden så kort for det VAR den....kort!
Manden begyndte at tale om de manglede kvindeligt selvskab, og da det lod til han fuldstændig valgte at overhøre at hun ikke arbejdede mere denne aften, begyndte de små hår i nakken så småt at rejse sig.
" Alle samme godt bruge lidt selvskab?"'ordene passede slet ikke i hendes mund.Han kunne vel forhelvede ikke mene at hun....at de alle....?
Hun ville ALDRIG sælge sig selv til nogen, med kunne jo ikke så godt sidder her og punkterer det ene alibi hun havde at dække sig under....men det her? Det her kørte jo helt af sporet!
Hun prøved igen at undslå, men hun lignede nok mere en indfangen forskræmt fugl, da pengesedlerne blev trykket i hendes hånd.Millicents hjerte slag tog til og hun stammede da hele planen eksplosede lige i hendes eget fjæs.
"N-når i er...færdige med mig? " hun var næsten slået i gulvet....hvad var de fire...fem? Alene tanken var jo...latterlig.
Han tog hendes taske...den med de personlige ting og begyndte at gå...hun fulgte efter og bille have flået den til sig, men en mandsopdækning forhindrede hende.Hun vidste det aldrig ville lykkedes og hun ikke ville få lov at gå.
Ikke før deres leder gav tilladelse.
Hendes sidste håb var Mac.
Mon han kunne tage sin gun og ændre lidt på magt balancen her? Hun spejdede over sin skulder, men bare for at finde baren.....forladt.* Din skide kujon Mac*
Hendes bue ville hun heller ikke kune tage med, og det var det eneste våben hun seriøst kunne forsvare sig med.
Det går jo skide godt det her, tænkte hun og puffede med albuen til en soldat, der efter hendes smag gik lige lovlig tæt på hende, hvilke hun gerne ville hendlede opmærksomheden på.
Ved første chance ville hun stikke af....helt af og langt væk.Hun havde en dårlig følelse...de mænd her var farlige.
"hvor skal vi hen? - og hey....undskyld....jeg vil helst gerne at mine tasker bliver hos mig, hvis det er? Jeg troede jeg var en....gæst?"
Hvad helvede skulle hun dog sige ? Millicent var ved at dø af skræk.Kniven hun parterede dyrene med , anede hun ikke om var lovlig eller ej, men tre døde dyr i hendes rygsæk....det var sku! En panisk følelse krøb op af hendes ryg....* come on....give me a break ... Please...please* bad hun lydløst og fulgte mændene med øjnene, mest deres leder da det var ham der gerne skulle hive hende taskerne tilbage.

OOC: Så absolut ikke!

En af soldaterne overtog tasken Zolner havde og den anden ræv den anden ud af pigens greb. De to tasker blev sat på køleren og endevendt. Imens stod Generalen selv tæt på deres 'gæst' så hun ikke skulle smutte nogle steder. Hvis hun havde det i tankerne skulle han nok vise at selvom han ikke var iklædt løbetøj, så kunne han løbe stærkt!
"Sir." En af soldaterne vendte sig om med en kniv og andre mærkelige ting, der sikkert havde den funktion at hjælpe med at ordne de døde dyr den anden soldat trak op af tasken, som var det noget ulækkert. Det kom ikke som nogle overraskelse for Nikon, der i samme øjeblik han havde set begge genstande, eller pigen havde forsøgt at flygte, havde grebet hende og tvunget hendes arme om på ryggen. "Det kommer vel ikke som nogle overraskelse at du nu kan se dig som anholdt." Lød det tæt på hendes ører, mens et par håndjern gled omkring hendes håndled.
"Smig taskerne om bag i bilen, vi skal have vores lille finke med tilbage og afhører hende."

Inde i bilen blev pigen sat mellem de to bredskuldret soldater, der havde haft hænderne nede i taskerne. Den ene havde haft sine hænder under noget vand, for at skylle blodet af. På passagersædet foran, sad Nikon og så var der den samme chauffør som før. "Nyd turen, den bliver lang!" Informerede chaufføren om, i en hånlig tone, før han drejede ud på hovedvejen og satte gang i hjulene. Da de var kommet et godt stykke udenfor byen, kunne et par helikoptere ses på himlen mellem skyerne.

Så snart taskerne blev taget fra hende, vidste hun at løbet var kørt, og det var ikke hende der var først over målstregen.
Nope....hendes bil , den var både punkteret, stødt sammen med en anden og brændt sammen lige efter start.
Så hun forsøgte stikke af.Og hun nåede da også sådan cirka ti meter væk,inden generalen var over hende, som var han en høg, og hårdt slog han ned og vred hendes arme om på ryggen,hvor de i Millicents verden, brutalt blev fikseret.
Hun drejede ansigtet og forsøgte at få kontakt med generalen....
"Det er ikke mine...høre du...det er ikke mine." hendes hæse stemme klingede desperat.Aldrig havde hun været fanget eller skulle stilles til regnskab - og tankerne piskede afsted.....hvilke straffe var det lige hun facede her? Hvor strikse var de med krybskytteri? Hun havde nok haft en lidt ...hånlig attitude før hen, for hun havde flere gange leget bordte tit tit med loven, med hun havde været den der var i kontrol, hele tiden.
Nu kunne hun ikke en gang kontrollerer sin puls.
" Jeg fandt dem...jeg troede der var mad i " peb hun, da arrasten blev offentliggjordt og Millicent bukseret ind i bilen.
Hendes blik flakkede og hun skimmede bilen....det var jo indlysende at hun intet kunne stille op, imellem fire toptrænet soldater.Hun måtte vente- og bede til- at en mulighed ville præsenterer sig selv lidt senere.
Hun sendte et bekymret blik op til de to på forsæderne.....hvor lang? I afstand eller?

De kørte nogle minutter , uden hun sagde et pip.
Så forsøgte hun igen, i samme tone som soldaten havde benyttet sig af tidligere...."Sir....kunne de fjerne håndjernene? Imellem jer fire, tror jeg ikke de skal bekymrer dem om jeg stikker af" lød det ...men hvor tanken var det skulle være meget ydmygt, så kunne hun selv -til sin skræk- høre en lille udfordring skjule mellem lagene.
Fandens til temperament hun besad.Kunne hun for en gangs skyld ikke bare spille efter deres regler?
Efter lidt tid:
"Hvorlænge tager det før vi er fremme? Og hvordan lyder anklagen helt nøjagtig?"
" når vi kommer til et toilet...så skal jeg tisse" hun sendte det første smil ,efter de var havnet i bilen.
" Jeg tænker de er glad...for deres...bil?" Insinuerede hun udfordrende, ved at hentyde til at hun naturligvis også bare kunne lade vandet i bilen.lyden af helikoptore, fik hende til at standse sin tale , og læne sig lidt frem for at forsøge tage et kig mod himlen.
De skulle vel ikke...? Hell no...DET kunne de da ikke! Skulle man ikke ...arrasteres og al det der medfulgte i det område man hørte til? Hun sank tilbage i sædet * forhelvede da*

//Well jeg ved ikke, om jeg skal tilføje dette, men jeg tror ikke. at Militær Militsen har udsendt disse regler om disse truede dyr, det tror jeg mere er selve den lokale regering i the New Miami. Så når jeg jo leger så dejlig en stalker, så ser jeg, at der i bund og grund er ingen grund for militær militsen til at anholde hende, da dette ikke er deres område :P Men som sagt, så kan militær Militsen sagtens gøre det for at følge lokal områdets regler. Bare mine tanker :)//

// :) det er sådan set mig selv der har beskrevet det er ulovligt,for at have noget spændende job xD men det kan da sagtens være et lokalt forbud som generalen håndhæver på sin egen måde:) og det giver da god mening hvis grønneområder og frugtbarere området er en mangelvare, at man ikke bare må dræbe dyr, der hvor de endelig er :)-/

//jaja ingen tvivl om det :)//

OOC: Generalen gør hvad han vil og ikke skal ikke komme med nogle (pege)finger! ;)

//haha ja men Generalen kan ikke gå imod mama admin :D :D Ej det var bare mine tanker, sagde heller ikke, at det var verboten vel Einstein? :D :D //

OOC: Man gør jo meget, for at få sild på bordet, der ikke er påvirket af radioaktivt vand ;)
En Vel-a-hvad? o.o

At Nikon ville lade pigebarnet få sine hænder fri, var allerede afgjort før sætningen var færdig. Hun virkede ikke til at have våben på sig, men hænder kunne udemærke bruges hvis man vidste hvordan man skulle og om hun var en ulv i fåreklæder havde han endnu ikke afgjort, så han overhørte hende, trods soldaternes spørgende blikke. Da der ikke kom hverken et ja eller nej, blev de siddende. De ville ikke have problemer når de befandt sig midt ude i ingen ting.

Udfordringen fra hendes stemme havde Zolner ikke reageret på, men den sad og prikkede ham i siden, så da hun ytrede sin trang til at tisse, bad han bilen om at blive stoppet og soldaterne om at gå ud, så han selv kunne trække hende ud af bilen på en ikke just venlig måde. "Jamen så tis."
Han skubbede hende ud på vejen, fjernede håndjernet og trak sin pistol. "Hvis du flytter dig, så skyder jeg dig i benet og så kan jeg love dig for at du kommer til at hoppe rundt på ét ben rasten af livet." Vrissede han og lod hende trække bukserne ned hvis virkelig havde så meget brug for at tisse.
Efter hun havde gjort sig færdig, blev soldaterne sat til at låse hendes arme fast igen og jagte hende hvis det blev nødvendigt. Han ville have hende helt med hjem, koste hvad det koste ville!

Inde i bilen blev der ikke sagt et ord, før de efter flere timer var ved militær basen i Occulta.

Hun var en smule utilfreds med den manglende reaktion på alle hendes spørgsmål.
Udover lige at tjekke dem af, se om de ville snakke over sig og blotte nogle svage led i deres kæde der raslede truende, var det jo ting hun gerne ville vide svaret på.
Med en utilfreds rynken lige over næserykken, sad hun afventende, ligesom soldaterne.
Det eneste hun kunne udlede af dette var....at selv soldaterne have en ekstrem respekt for deres leder, de trak dårligt deres vejer ud og ind, uden at sikre sig de havde fået tilladelse først.
Så da der pludselig kom en reaktion, bilen blev standset og generalen selv halede hende ud, sad hendes hjerte oppe i halsen og Millicent var lige på nippet til at begynde undskylde.

Hun fik dog ingen ord fremstammet, men en pæn kulør da han havde bakset hende rundt, fået låst op for Millicents hænder, og budt hende at tisse.
TISSE lige her? Med ham ...og sikkert også de andre, stående og glo.
Tisse hér ...med en pistol sigtet på sig? Skulle hun trække bukserne ned foran dem og....
HELL NO , DET kom så ikke til at ske.Om hun så skulle sprænge sin blære.
Han....han ydmygede hende! Og han vidste det sikkert udmærket.
Slet ikke med den stål faste stemme hun ønskede sig lige nu, men dog med en tvær tone lagde hun sine arme over kors og kiggede ind i generalens øjne.
" Glem det! Jeg sagde faktisk et toilet! Ikke om jeg smider tøjet foran dig...o-og....bare glem det. Hopper rundt resten af livet? Helt ærligt...bare glem det.
Jeg kan holde mig!"
Hun vidste bedre end at stikke af...ikke med alle dem lige i hælene ,ikke her i det nøgne landskab.Men...så snart muligheden bød sig, ville hun slå til.Det her var jo helt ...forfærdeligt.
Hun lod soldaterne fikserer hendes hendes, imens dræbende blikke blev kastet deres vej.
Millicent var ved at opbygge lige dele af frustration og vrede inden i nu.
A være fange ...at være i en slags fangeskab, var slet ikke forligeligt for hende....is hun bare kunne kontakte Vladimir...han kendte alle.Han måtte da kunne gøre noget?

Tavst..blev hun ledt ind i bilen.Hun sagde ikke et ord, men funderede lidt over generalen og hvad hans agenda kunne være.Bare han ikke skulle afreagerer , lade det gå ud over hende, ba for at demonstrerer at han havde magten til det.Hun kunne ikke beslutte om det var smart at gøre lidt oprør eller bare accepterer at han sad med alle de skide kort på sin hånd- lige nu .

Da de ankom til Occulta, var Millicent faldet i søvn.
Hendes øjne flakkede uroligt i hendes rem søvn og hovedet var faldet et smut til venstre , hvor hendes kind hvilede på soldatens skulder.
Da bilen efter nogle rystelser, holdte stille og motoren gik ud, vækkede de manglende vuggende bevægelser hende og forvirret lød det fra hende " h-hvor er jeg...hvad skal der ske?"

Med lange skridt forlod General Zolner bilen med instruktioner om at han ville have navnet på pigebarnet og have hende op på sit værelse når hun ikke truede med at tisse i hans hjem. Tasken med våbnet ville han også have med sig, men det døde dyr kunne de give til slagteren i byen. Han ville ikke selv æde det stads.

Soldaten der var endt som Millicents hovedpude, hjalp hende ud af bilen som en hver anden ville hjælpe en anden. Ikke blidt som ved en gammel person, men alligevel knap så hårdhændet som Generalen. "Kom med mig, så viser jeg dig toilettet." Han ledte hende hen over den enorme parkeringsplads og ind i bygningen som husede den nyåbnet militærbase. Der blev der sendt masser af blikke mod den fremmed pige som Generalen havde bragt med hjem.
Efter gæsten havde fået en tur på toilettet, blev hun ført ind i andre lokaler, hvor hun først blev tjekket for radioaktivitet og efterfølgende kom der en læge og tog en blodprøve. Hvis Millicent begyndte at skrige eller kæmpe i mod, ville hun blie holdt fast, til lægen havde fået sit blod og forsvandt lige så hurtigt vedkommende var kommet.
Ved det næste lokale blev gæsten og soldaten udstyret med noget nyt tøj, før de så fik lov til at bevæge sig ind i Zone 1.
"Generalen vil gerne have dit navn." Brød Soldaten til sidst den lange tavshed han havde haft, siden han havde snakket om toiletbesøg. "... og sig heller det rigtige, han er ikke glad for at nogle lyver." Han skulle lige til at tilføje noget mere, men stoppede sig selv og fortsatte i lidt højre tempo ned af gangen til Generalens kontor.


På det tidspunk havde Zolner siddet og nærstuderet hvad han havde fået bordet. Våbenet og tasken. Han ville gerne lige have et par ord fra den unge frøken selv, hvad hun lavede med døde dyr i rygsækken, når det åbenlyst var forbudt i de egne. Var det normalt at man sådan bestred sig i mod reglerne og var der flere af hendes slags et sted der ude? Hun havde virket meget menneskelig, men blodprøven ville snart give svar på hvor meget menneske der var i hende. Han kunne næppe tro at hun ikke blev påvirket af radioaktivitet, så han tvivlede på det, men man kunne være heldig at finde nålen i halmballen.

Lykkelig for bare en lille smule venlighed, så Millicent soldaten som sin nye bedste ven.
Ikke at han var det, men med ' good cop bad cop ' balletten de opførte, var det nemt t komme til at sætte sin lid til ham, bare fordi han håndterede hende nogen lunde anstændigt.
" Tak...det er sødt af dig" lød det fra hende og et meget svagt smil kastede sin skygge på hendes læber.
Hun lod sig lede , og var mere optaget af at suge indtryk til sig, end trodsigt at gengælde alle de nysgerrige blikke.
Indtryk i stil med hvor der var døre...vagter....eventuelt våben, men intet var umiddelbart lige til at gennemskue.

Millicent forsvandt ud bag toilet døren, med soldaten stående lige uden for.Rummet blev nøje undersøgt, men da der ingen vindue var, kun en lem i brevkasse størrelse, var det umuligt for hende at tage flugten den vej.
Hun fik sit toiletbesøg klaret, og da hun sjaskede lidt vand i ansigtet bagefter, kunne hun mærke hvis svært hun havde ved at få puls og blodtryk ned.Hun behøvede alkohol....meget...ellers ville det gå galt, frygtede hun.

Millicent måtte tåle det overgreb de udsatte hende for , iform af undersøgelse og blodprøve, og end ikke et kny lød fra hendes læber.Kun hendes øjne og mund ,udtrykte tavst at det var imod hendes vilje...og hvis hun kunne skulle de få betalt, betalt for ikke at give hende et frivilligt valg.

Tøjet var en army grøn hel dragt, håbløs for stor, og hun måtte vikle både bukser og ærmer adskillige gange op.
Set var ikke beregnet til kvinder....havde de slet ingen kvinder her på basen? Hun begyndte at lægge mærke til blikkene, og blev en smule beklemt ved det.Hvorfor var hun her? Troede generalen stadig at hun var en glædespige, havde hun løjet så overbevisende at han havde købt den?
Nå....men i det tøj her, skulle hun sku nok fordrive enhver mulig lyst på en mand, var hun sikker på.

Hun rettede sine øjne mod ' hendes soldat' da han talte...
" Hvorfor vil han det? Har han ikke et selv? " kom hun til at sige, da et tilbagefald af hendes temperament og stædighed ,rørte en smule på sig.Hun var ved at blive nervøs, da hun fornemmede de var på vej mod generalen selv.
Millicent havde ikke meget tid til at gøre op med sig selv, om hun skulle lyve omkring hendes navn.
Hun havde intet id der kunne modbevise , og hun havde ikke meget lyst til at være reistreret i en eller anden database, med dna. Men...turde hun lyve?
Hun besluttede sig for en halv sandhed....hendes mors fødenavn, selv om det var udskiftet med James, da hun blev gift med Millicents far.
" Millicent Darcy.." Hun trak bekymret brynene sammen da hun kunne se han bremsede sin tale, og egenæig brændte hun for at høre mere...

"Hvordan kommer i ind i de forskellige zoner? Hvilke typer identitet skal i have?" Hviskede hun til ' hendes soldat' og efter han havde svaret..elelr undladt..ville hun lige inde de nærmede sig hans lokaler, trække soldaten i armen og hviske " Hvordan er han....generalen? "

Soldaten bankede på, og ved tilladelse trådte han ind, og havde et greb om Millicents arm.
" Miss Millcent Darcy, til deres rådighed , Sir" - og ved tegn fra generalen ville soldaten trække sig tilbage, men et bønfaldene blik i nakken fra Millicent, der følte sig ledt ind i løbens hule.
Hun forsøgte dog at få nerverne i bero, og igen løb hendes spontanitet en smule på afveje, da hun nervøst udbrød..." der skulle vel ikke være noget alkohol?"

Soldaten havde halvt smilet af Millicents bemærkning, men det forsvandt hurtigt igen. "Find på et andet efternavn, det er for specielt." Hun lignede ikke en der kom af en special vampyr eller dæmon slægt og menneskerne var ikke specielt kreative på det punkt, det måtte han indrømme, men hans eget efternavn blev aldrig brugt, kun nogle tal, så det var ikke længere noget soldaten konfronterede med sig selv.
"Du vil gerne ud kan jeg høre ..." En kort latter. "Man skal have en speciel rang for at komme igennem og nogle gange bliver ens kort låst op, ligesom med mig. Normalt går jeg aldrig her inde med mindre en overordnet er med, men fordi jeg nu skal få dig sikkert af sted, har teknikerne givet mit kort adgang til det." Forklarede han og håbede ikke nogle ville overhøre ham. Ellers mente soldaten heller ikke han havde sagt for meget.
"Generalen vil gerne have det hele går efter hans hoved og sætter du dig på tværs får du voldsomme problemer, men han er en mand der holder både aftaler og ord og så er der snart ikke det han ikke kan."

Da Generalen havde vinket soldaten ud af lokalet, sad han lidt og vurderede pigen med blikket. Først da hun bad om noget alkohol, rejse han sig op og fandt en flaske og to glas. Det ene foran ham selv og det andet rakte han frem til gæsten, da der var hældt op. "Går du heletiden og skyder dyr på ulovlig vis?" Nikon hævede blikket og nippede til sit glas, før han satte det fra sig og kiggede på hendes tøj. Det så ikke ligefrem tiltrækkende ud, men til alt held - for hende - havde han heller ingen planer om at klæde hende af. Sådan nogle lyster kunne han gemme til han blev gammel og grå.

Fra computeren der stod ved Nikons side, lyste skærmen pludselig op. Han vendte sig i mod den og læste hvad der stod. "Det er sjældent man møder en hybrid, eller bare overnatligt væsen i disse kræse." Et kort overfladisk smil hvilede på hans læber, før han lukkede computeren og vendte sig imod gæsten. Han vidste ikke helt hvordan han skulle forholde sig til sin nye viden og det faktum at Millicent på ingen måde virker som noget overnaturligt væsen. Hun havde hverken klør, vinger eller unaturlig farvet øjne, hun så der imod helt og aldeles normal ud.

Som hun stod der i døråbningen, gav soldatens ord ekko...* vil gerne have det hele går efter hans hoved* dét tvivlede hun stærkt på ville blive tilfældet, men hun ville da gøre sit ypperste for ikke at pisse ham af.
Millicent havde noteret sig, soldatens ord...og vidste at hun var nød til at skaffe sig et eller andet kort...som pas til at slippe igennem alle de sikkerhedes foranstaltninger, der var spækket med over alt.
"John...Millicent John" sagde hun , efter vejledning fra soldaten, da han sikkert vidste hvad hun talte om.

Hun trådte nærmere...også en smule nysgerrig på hvad hun lavede her.Idet mindste var hun ikke henrettet...ikke endnu da, men hvorfor spilde tiden med blodprøver hvis det var tilfældet?
Hun kastede et blik på generalen som søgte hun tilladelse, og trak så stolen ud, modsat ham...og tog plads.
Hun lod sine hænder glide ned af armlænets kølige med bløde læder, og lagde benene over kors.
Årh gud...hvor hun blev lettet da han rejste sig og fandt noget spiritus frem, ivrigt modtog hun glasset og bemærkede det ikke så helt billigt ud.Generalen kunne vist godt lide dyre ting?
"Tak.... Det var dejligt, virkeligt!" Lød det efter de første par mundfulde var tage, og glasset allerede halvejs tomt.Millicent tørrede læberne med håndryggen og mødte hans blik, da hun fik et spørgsmål serveret.
" Jeg ...jeg fik dem ....jeg...er slet ikke dygtig nok til selv at ramme de små dyr." kom det måske en smule for hurtigt.
Hun var bare SÅ helt utroligt i vildrede over om hun skulle lyve som livet afhang af det....eller om hun ville være bedre stillet ved at indrømme alt og gerne mere?
Hendes øjne søgte ned på egne hænder...pis...en dårlig start hun havde præsteret.

Lysglimtet, fik hendes opmærksomhed til at skifte og hun sukkede højlydt og så en smule såret på ham..
"Hybrid? ....eg anser mig selv som menneske, mere så du ved det" hun fnøs...
Hybrid, det klingede negativt i Millicents øre.Hun tog en stor mundfuld.Han kunne sikkert se det hele på sin skærm alligevel, men hun kunne måske score et billigt point his ham, ved at lade som hun var meddelsom og hjælpsom?
"Min far...han var en falden engel...han er død nu...tror jeg da" tilføjede hun og så ikke specielt glad ud over noget af det.
"Jeg kan umuligt have arvet ret meget fra ham?" Det lød som et spørgsmål....og ende øjne flakkede fra Gneralen til hans skærm, med de fortrolige oplysninger.
"Hvad siger din skærm om mig?" Spurgte hun stille, og håbede ikke hun virkede respektløs...hun ønskede ba information...lidt som han.

Nikon kunne bestemt lide hvad han så. Foragt for de kryb der havde overtaget menneskes verden. "Interessant." En tanke var begyndt at spire i hans hoved. En han kunne lide og en der kunne føres ud i livet, med lidt velvilligt arbejde. Han var positivt indstillet, så han var hurtig til at fylde Millicents glas op.
"Der står en hel del." Lød svaret, mens han kiggede lidt på skærmen. "Men dine tal passer ikke helt. Men det er ikke så vigtigt nu. Jeg vil hellere se hvad du kan præstere." Han forlod sin direktørstol, mens han tog telefonen og ringede op til en del af bygningen hvor han kunne få hvad han ville have. "Jeg skal have skyderummet klar til en skytte, med bue og pil, så få min gæst Miss. Johns ting der op." Røret blev lagt på, hvor efter Zolner gik hen imod udgangen. "Kom med." Han vinkede hende hen til sig med en hurtig kort gestus, før han forlod døren og ville med raske skridt tilbagelægge en større afstand, så de nåde frem til skydebanen inden for rimelighedens grænser.
Lokalet de trådte ind i var udstyret med en skydeskive i den ene ende og et bord i den anden ende, hvorpå Millicents ting lå. Væggene var af mat metal og gjorde rummet ekstremt rent at se på, hvis man så bort fra de skudhuller der var omme bag skydeskiven. At der skulle komme flere, tvivlede Zolner på, for Millicent virkede dygtig til at håndtere sin bue og pil, trods hun sagde det modsatte. Hun var derimod elendig til at lyve.
"Fyr løs, for hver skud du rammer i midten, jo tætter kommer du på din frihed. Ram ti gange og du kan komme ud." Løj han uden problemer, med et sageligt smil om læberne og hænderne foldet på ryggen.

Så hurtig som han fyldte hendes glas, så hurtigt blev det ført til hendes spørgende læber, og tvunget ned .
Hun havde brug for noget at styrer hendes nerver med, for selv om det hele virkede meget fredsfyldt lige nu, var hun stadig en fange her....og skulle måske face både anklager og straf, hvis ikke hun kunne liste Generalen over på hendes side? Lod det sig gøre, var der nok ingen grund til bekymring.
"Mine tal passer ikke!" lød hun som et lille ekko, fuld af undren .
Var der noget galt med hendes blodprøver? Eller...hvilke tal snakkede han om?
Hun fik et hjælpeløst udtryk,men da generalen ikke havde lyst til at forklare og ikke tillagde det for meget betydning, måtte hun lægge uvisheden til siden, for nu.

Se hvad hun kunne præsterer? Millicent nåede lige at begyndte en protest der lød " Jeg kan love dig for at..." Da hun hørte ham udstikke ordre."OOOHHHHH præsterer!! " lød et lille forlegent ekko, denne gang....havde hun lige misforstået det.
Men denne gang ville han havde hende til at lege på hendes boldbane, og så snart de trådte ind i det meget sterile område og hun så sin bue , blev hun mere rolig.
Millicent hastede hen og samlede det hele op, svingede dimse kurven med pilen over hendes skulder.
Var det i grunden ikke sjovt, at uanset hvor ofte og hvor mange gange hun fik af vide hvad den hed...så kunne hun bare ikke huske det.
Hun tog beskik af rummet og skydeskiven...den stod stille..var ikke i bevægelse, piece of cake for en skytte som Millicent.Hun var så godt som fri, morsede hendes små hjerte bank til hende.
Hun trak en pil løs, og spændte den for buen og tog sigte.....på generalen.
"Jeg kunne skyde dig, ved du" lød hendes stemme blød og legende, som en uartig killing der vidste at menneskehandel ikke kunne nå den, når den lå der...helt inde under sofaen, eller i Millicents tilfælde...godt gemt bag en sikker pil.
"10 gange...watch me " selv om hun var nervøs....var den her opgave den eneste hun kunne klare med sikkerhed.
Selv død skræmt kunne hun ramme alt, sålænge det stod stille.....når det bevægede sig, kunne hun faile i ny og næ, men ellers ikke.
Pilene blev sendt afsted, med en sikker hånd....bulls eye.
Millicent sænkede sin bue og med tillid plastret ud i hele hendes ansigt, gik hun over til Zolner.."10 hits...ingen ved siden af...tell them to let me out" millicent rankede ryggen, og hun kunne smage friheden på sin tunge, en vidunderlig sødmefuldt ting der lige nu slog alt andet....hun måtte bare ud.