This Is War Millicent!

Der var ikke skyggen af overraskelse på Nikons ansigt, da han så pilen blive vendt mod ham. Hvis strengen var blevet spændt, var rummet blevet fyldt op med soldater, så de næsten skulle stå på hinanden for at ramme hende, men der ville uden tvivl komme mange flere end hun ville kunne håndtere med sin lille bue. Men selvom det aldrig blev nødvendigt at lave sådan et cirkus, blev handlingen ikke glemt. Et solidt smil lå på hans læber mens Millicent skød løs.
Da den sidste pil hang i midten, var Generalens smil forsvundet.
"Kender du til det, at når man krydser fingrene på ryggen, så gælder det man lover ikke?" Spurgte han drillende og viste et par korslagte fingre, før han fortsatte. "... og du smed lige din frihed væk, ved at sigte på mig. Beklager frøken, men du kan bruges til så meget andet mere praktisk."
De ti pile der havde været til rådighed, sad i skiven en del meter fra dem, så med mindre Millicent spænede hen til dem og gjorde buen klar, ville hun ikke få meget ud af det. På det tidspunkt ville skiven allerede var fjernet i den lem der havde åbnet sig under skiven og som et andet dyr åd både skive og pile.
Netop i samme øjeblik Zolner skulle til at åbne sin mund, ringede hans telefon. Han tog den op, snakkede kort i den og lage så på. Et vagt smil var voksen op fra hans læber, mens han nærmede sig Millicent, flåede hendes bue ud af hånden og med håndkræft knækkede den over på midten. "Den får du ikke brug for mere frøken. Men måske vil jeg give dig et nyt, hvis du fortæller mig hvad dit rigtige efternavn er."

Hun blev ikke just mødt med samme begejstring eller bare en antydning af hun nu havde fortjent sin frihed.
Det forholdte sig helt anderledes,for hans smil fordampede og efterlod Millicent med en kold følelse af at noget vigtigt var gået helt galt.
Hendes nakke lavede et lille stift ryk , da Generalen holdte sine to fingre frem og startede tale.
Millicent så næsten døre af massive jern tremmer for sit blik ,blive knaldet i hovedet på hende og et koldt lille fængsles hul som logi.
"Det... Det gør du bare ikke... Du snød mig!" Lød det åndeløst og hun trådte lidt væk fra ham igen.
"Ønskede jeg dig død, havde jeg skudt" hun fortrød nu næsten ikke at have udnyttet muligheden da den bød sig til.
Buen blev brutalt hevet fra hende og hun måtte se sig skat mat, i denne omgang. Millicent overvejede at forsøge løbe fra ham, men al hans back opstod sikkert på dørens anden side, eller et tryk væk fra hans mobil.
Hun satte sig træt ned, irriteret over at have danset som en dresseret mis for ham. Hans opkald interesserede hende lidet, kun en vej til frihed handlede det om nu. Og uden en bue så det sort ud.
Hun stivnede da han igen adresserer hende. "Mit navn ? Er det ike fuldstændigt lige gyldigt ? Du bestemmer jo over mig, uanset mit navn , lader det til. Noget for noget general, kender du til det at forhandle?" Kradsede killingen tilbage.
Selvfølgelig havde han netop tilbudt hende en bue for hendes navn, men fulgte der pile med ? Hmm...nej....hendes krav måtte være frihed, den kunne ikke komprimeres .Hun var på herrens mark..eller nærmere General Zolners...her på basen." Kort!" Udbrød hun..." Jeg vil have et kort med adgang til samtlige områder her....tak" prøvede hun.Det ville ikke virke til udgangen, men fik hun lov at færdes over det hele...kunne hun snuse sig frem til andre muligheder, gøre sig venner med nogen der kunne hjælpe.Måske ' hendes soldat' ?.
Det afhang af hvor lille en trussel han så hende for at være, og om hendes navn havde en real interesse....men det kunne og være en magt kamp mellem dem, som han bare ville vinde.Millicent så på ham....spændt.

Først havde Nikon troet at pigebarnet snakkede om et kort, som et kort man kunne gå efter, men det var åbenlyst at det ikke var helt sådan fløjten spillede. Da han fandt ud af hvad hun ville, grinede han kort men nikkede så. Fint. Hun ville have et kort og det skulle hun da også få.
Han greb sin telefon igen og bad en af hans mest betroet mænd komme ned til ham. Da han ankom, bad Zolner om hans kort, som han så rakte videre til Millicent og gjorde en gestus i mod hoveddøren. "Prøv det af, se om det virker." Forslog han næsten venligt, mens hans mand ved siden af, så lidt forkert ud i ansigtet. Han blev forsikret om at få et nyt kort, han skulle blot gå op til adminstrationen. Han blev fulgt af en anden vagt, der havde adgang til det område, da manden ikke selv kunne komme ud eller ind.
Da manden var gået, vendte Nikon sig imod gæsten og forlangte hendes rigtige navn. Da det var sket, nikkede han en enkel gang, en smugle stift, og begyndte at gå imod udgangen, hvor han så ville forlade hende til sit kort.
Oppe på hans kontor, tændte han sin computer, hvor fra han kunne komme ind i en database der viste hvor alle kort blev brugt henne. Efter at have søgt efter det kort Millicent havde fået, kunne han følge hvilke døre hun brugte. Det gav ham mulighed for at følge med på de rigtige overvågnings kameraer, så han kunne se præsit hvad hun fortog sig.
Efter et par timer, hvor hun havde fået fri leg, låste han kortet, så hun kun ville have adgang til de døre der ville føre op til hans kontor. Det var igennem en længere labyrint som hun sikkert ikke ville kunne finde hoved og hale på, før hun var troppet op på hans kontor. Helt af egen fri vilje. Zolner syntes det var genialt.

Hun kæmpede med ikke at hoppe op og ned, så begejstre blev hun, da generalen skaffede hende et kort.Det var endnu bedre at hun overtog en andens, for hans udtryk i ansigtet var priceless.Han fattede ikke hvad generalen havde gang i at forære hans clearingspass til en ' fange' eller hvad hun egenlig lige blev betragtet som.
Millicent lukkede hånden om det lille plastik kort, og gik over til døren , hvor magnetstriben blev kørt over en indbygget scanner.Døren åbnede sig.
" Det er fint..." Lød det proffessionelt , som var hun ansat til at....afprøve ting.
" James...Millicent James hedder jeg....og du?" Hun havde hørt han hed Zolner, men hans fornavn kendte hun ingen ting til.Hvis hendes soldat havde nævnt det, var det glemt fordi hun var nervøs.
Generalen forlod hende, og nu begyndte al det sjove.Komplet uvidende om hun blev overvåget, begyndte hun systematisk at gennemgå rum,lokaler og stuer.
Millicent holdt øje med vinduer , steder der kunne tænkes at lede ud til frihed, men de sad enten al for højt eller var brudsikkert? Et sted havde hun forsøgt at smadre en stor panorama rude.Det lignede et laboratorie, men alle skuffer og skabe var aflåste, men nøgler...så der kunne hun ikke finde noget.Stolen hun ville kaste gennem ruden, blundede bare tilbage og lo af hende , hele tre gange.Det var meget frustrerende.
Hendes soldat mødte hun heller ikke, men hun mødte 6-8 andre, i en stue der åbenbart var tiltænkt afslapning.Den var møbleret så den lignede en slags stue, og mændene sad omkring et stort rundt bord, og spillede poker da Millicent trådte ind.
Først blev der helt tavst.Så kom der dog liv i selvskabet, og tre stykker kom op at stå og begyndte at puffe Millicent lidt frem og tilbage.Det lykkedes hendes at kradse den ene ned af kinden, så han blødte, og under huen og piftet, for,od hun rummet løbende....med en barnlig kommentar om at general Zolner ville blive tosset på dem.Det var den sætning der lige havde fået dem til at stoppe op, så hun kunne nå at stikke af, og undre sig over hvem hun var....hun havde jo trods alt et kort.

Det sjove blev mindre og mindre.Som en labyrinth der snor sig og bliver mindre og mindre, kunne hun pludselig ikke åbne døre længere.Selv ikke dem hun ville forsvoret at hun allerede havde haft adgang til.Hun måtte være udmattet.....og ja....hun havde helt mistet stedsansen.
Shit.
En smule stakåndet, efter mødet med hans idiotiske soldater der opførte sig som de ikke havde set en kvinde i en måned, kunne Millicent genkende gangen hun kom stavrende ned af.
Ahh....hans kontor!! Og et kort der ikke duer længere? Et tilfæde, næppe?
Millicent ville gerne tale med ham....høre hvorfor hun ikke bare kunne smutte?
Hun kunne umuligt være til andet end besvær her? Hun løftede hånden og bankede pænt på.
Forsigtigt blev døren åbnet og hun trådte ind.
" Vil du tænke dig....mit kort havde en udløbs dato, er det ikke underligt?" Hendes blå øjne søgte hans.Det var ikke fordi hun ikke havde respekt, hun var nærmest ved at dø af skræk .
Det var mere ....det at hun havde en ide om, at skulle hun have hans respekt, måtte hun ikke virke for...svag? .
" Kan vi tale? ... Hvad laver jeg her? Kan jeg ikke få mine ting og så....du ved...undskylde og gøre mig usynlig?" Hun forsøgte sig med at charmerende smil...men i en Army buksedragt ville det nok ikke have den store effekt.

Nikon Zolner hilste høfligt Millicent ind på sit kontor igen. Han gjorde en gestus imod stolen foran hans skrivebord. "Det har alle kortene, især når de falder i de forkerte hænder. Der er DNA scanner på dem alle sammen." Lød løgnen, mens han satte et glas alkohol foran sin gæst. Hun havde virket som om hun godt kunne lide det, så han så ingen grund til ikke at servere noget for hende. Som en lille gæste fordel.
"Du kan ikke bare forsvinde. Ikke med mindre du vil op til vor herre." Lød det korte og kontante svar i første omgang. "Du har vakt min interesse. Jeg har et tilbud til dig, men det kræver at du er indvilliget i at sammenarbejde og arbejde." Han foldede hænderne i en sirlig bevægelse, mens han lænede sig tilbage i sin magelige direktør stol. "Hvis du formår at bestå den prøve du skal igennem, for at komme ind og blive menig her i organisationen, så kan vi snakke om hvilke plads du præst skal have. Det kræver at du så skal have endnu en prøve, til netop den situation."
Zolner lod Millicent synke alt den viden, før han hældte mere op i hendes glas, hvis hun havde drukket.
"Hvad du vil gøre og sige til det, ved jeg ikke, men du kan sove på det." Han rejste sig op og indkaldte sin sekretær. En ung kvinde, der høfligt hilste på Millicent. På brystet bar hun et skilt hvor der stod Shelby Smith. Der under stod der sekretær med lige så sirlige bogstaver.
"Følg med mig Miss. James, så viser jeg dem hen på dit værelse."
Værelset hun kom, kunne bedst sammenlignes med et femstjernet hotel suite. Sengen var stor nok til at der kunne ligge mindst fem personer og over alt var der fint lægder, guld og fint harmoni træ. Efter hun havde fået bestilt noget aftensmad forsvandt Smith. En kok, med stor hvid hue, kom kort efter ind med hendes mad. "Håber det smager Dem."

" En Dna scanner? Det burde du måske have nævnt? " men det var dog en nyttig oplysning, tænkte hun naivt.Det betød at hvis hun fik tilregnet sit et på et tidspunkt, så skulle flugten ske med den samme, inden det gik ned.Nyttig viden der.
" Tak...." Hun modtog glasset og drak villigt.Både for at holde Roselia væk, men mest fordi at Millicent selv trængte til noget.Hun lyttede til generalen og ærlig talt....hun fattede ikke en skid af det hele.Hun plejede ikke at gå undt og...vække...nogens interesse.Jo...bagersønnen Emanuel ...Auriel og Vladimir havde da alle interesse i hende, af vidt forskellige årsager, men..hvad ville Zolner med hende? Hun kunne da umuligt gøre noget...." frygter du i bliver angrebet af en flok vilde kaniner da?" Lød det humoristisk fra pigen , og hun skubbede sit glas frem og tiggede om mere.
" Menig? Jeg aner intet om rang eller militær.Jeg har kun hørt om det i historiebøgerne....du er som....prinsen derfra" blinkede hun troskyldigt.Det var sandt....han var en eventyrfigur....hun vidste intet...andet end de var farlige her, det var havd hun havde lært.De var de farlige og meget snu fjener, og de ville straffe hende, hvis de tog hende i krybskytteri.
Og nu.....nu blev hun tilbud job?? " Du pakker det flot ind general...men det du siger er at den eneste frihed jeg vil opleve fremover er, hvis jeg arbejder for dig...på en eller anden måde" Millicent surmulede og det hjalp ikke da en meget elegant dame...Shelby kom ind.
Millicent hilste dog høfligt, selv om rebellen var begyndt at strække sig.
" Tests....hvilke teste og prøver?" Krævede hun at vide.Hvordan skulle hun sove på noget hun ikke vidste hvad var?
Hun blev ledet til et værelse...det var godt nok det mest luksus agtige hun havde oplevet, og hun blev en smule befippet.Lad dig ikke nare, hviskede en stemme i hendes hoved.
Det er stadigt et bur Millicent, selv om det er et smukt et af slagsen.
Hun modtog sin mad, takkede mildt...men ...rørte ikke noget.Ikke med det samme.
Hun ville ud og se sig lidt omkring....hvis hun kunne....men måske burde hun spise, for at få lidt at styrke sig på.
Hun bad kokken om to flasker sprut...mere....for Roselia, hvis det skulle blive nødvendigt.
" Sååå Mr. Zolner....hvad vil du have mig til? Nok næppe at skyde æbler ned fra træerne.Hvad så...spionage?" Millicent lod sig vælte bagover og ned i den kæmpe bløde seng.Ågh gud....den var lækker.Hun krammede puderne ind til sig.Et fængsel, mumlede hun.Hvis ingen forstyrrede...ville hun falde i søvn, sådan...oven på dyner og puder....falde i søvn til en lang march af tanker om hvad i al verden hun havde han ...Zolner...kunne bruge til noget?

Klokken ni præcist, den følgende morgen, bankede det på døren og en ny kok kom ind og satte en bakke med mad på et spisebord. Derefter forlod han uden et ord og lod Millicent nyde morgenmaden for sig selv. Den bestod af æg, bacon, brød, forskellig former for pålæg og en stadig varm pandekage med sødt indhold.
En halv time efter kom Miss. Smith tilbage med noget tøj i favnen. Det viste sig at være en lyseblå kjole, med v-udskæring og stropper. Til fødderne blev der præsenteret et par elegante sandaler eller ballerinaer, som begge passede til tøjet. Nøje udvalgt af Nikon selv, der mente det blå måtte stå godt til hendes øjne og figur. Der havde ikke været meget at se i det tøj hun havde haft på dagen før, men efter hvad han var kommet frem til, var hun en velformet pige.
Efter Millicent var kommet i tøjet blev hun bedt om at følge med miss. Smith ned til et rum der absolut ikke var et kontor, men nærmere en underjordisk svømmebassin. Under vandoverfladen kunne man se Generalen tage store svømmetag, for at nå ned til bunden, hvor han brød overfladen og fejde sit våde hår væk fra øjne.
"Godmorgen Miss. James. Har De sovet godt?" Spurgte han og trak sig op af vandet. Han kastede et blik på Miss. Smiths ur, som han uden problemer læste fra siden. Han modtog en morgenkåbe, som han hurtigt tog på og bad og to kopper kaffe, hvis Millicent ville have et krus.
"Du virkede lidt uforstående i går, om hvad jeg ville have dig til." Håret blev med en hånd redt tilbage med en hånd mens han gik hen imod døren hvor Millicent var kommet ind. På vejen tog han imod sit krus kaffe som blev serveret på en bakke.
"Hvad var det af det du ikke forstod?" Spurgte han i en næsten venlig tone, mens han tjekkede varmen på væsken.

En noget urolig nat var passeret og Millicent kunne vinge første nat i Occulta af. Det var underligt at bære her. På militær basen og i noget der nu lignede vild luksus. Morgen maden kunne hun ikke ignorerer, hun var kort og godt blevet for sulten. Så pandekager og noget groft brød blev indtaget og ja... hun spiste led velbehag.
Da hun også fik tøj, ville forbløffelsen ingen ende tage. Hvad tænkte de lige på? Hun holdte kjolen op og sen var smuk. I millicents øjne. Hun kunne lide de mere stilrene og simple ting. Hun valgte dog sandalerne, da ballerinaer var lidt lillepige agtigt. Efter et lyn bad og en børste der tæmmede hendes Ilter hår, lod hun kjolen glide over hendes hoved og på plads. Wow .... En havde et host øje for størrelse og snit. Den sad som støbt.
Millicent fulgte med, ned til Generalen og hun ... Ja lad os sige set som det var... Hun blev helt hyldet ud af det, da det var ved en bassin og han... Var meget bar. Hun så kort væk, forlegen og med varme kinder. Du gode, General Zolner var.. Han...!
Millicent måtte tvinge sig til at se på ham, så det ikke var så tydeligt at hun åd ham op med øjnene. Hvornår havde hun set en mand som ham, på denne måde? Can you say never. "Godmorgen general.. Og tak for mad.. Og øh ... Tøj" lød det lidt kejtet.
Det blev lidt bedre , da han trak i kåben , selv om billedet af ham blev hængende i hendes lille bevidsthed.
Hun modtog billigt kaffen og satte sig.
"Jo. Jeg er forvirret , korrekt. ". Startede hun.
"Du må uddybe hvad mit arbejde skulle bestå af først om fremmest. Og dernæst forklare mig hvilke prøver du taler om. Ser du General Zolner, jeg siger aldrig ja , til noget jeg ikke ved hvad er.Det er jeg sikker på du kan relaterer til? . " sluttede hun af med et lille smil

Det var drikkeligt. Derfor tog han en slurk af væsken og nikkede en enkel gang til Millicent. "Det er selvfølgelig forståeligt, men lad mig huske at gøre det klart for dig at det ikke vil gå dig så godt hvis du afslår." Hun måtte endelig ikke tro at der var flere valg, bare fordi det lød sådan. Det var hans ansatte efterhånden godt bekendt med. De havde de bare at gøre og ellers sad der en kugle inde i kraniet på dem.
"Mit 'tilbud' består i at rekruttere dig, højest sandsynlig som spion." Endnu en tår, mens han kørte sit kort igennem en kortlæser og trådte ud på en gang, hvor han ledte dem ned til hans private afdeling af basen. Stedet kunne næsten forveksles med et helt normalt luksuriøst hjem, endda med vinduer, selvom det var skærme der viste frodig natur.
"Men hvis der er andet du mere brænder for at blive, så sig det endeligt." Han gik hen til en af skærmene, rørte den med fingerspidserne og lod den glide hen over skærmen, som så ændrede sig til at blive under havet ved et tropisk koralrev med farvestrålende fisk.
"Jeg kan godt lide dem der." Tilføjede han med et lille grin, før han satte kaffen fra sig og gik ind i et tilstødende rum.
"Gør dem endeligt det behageligt, ingen af møblerne her inde er udstyret med nogle ekstra finesser." Lød det inde fra værelset, før han kort efter kom ud igen. Veltrimmet iført en mørkeblå smoking, hvid skjorte og slips der passede i farven. Skoende var selvfølgelig af leder og af bedste kvalitet.

"Så er det vel nærmere at betragte som et krav og ikke et tilbud General ? " kom det omend en smule langsomt.
Hun ønskede ikke at provokerer ham på nogen måde, hun havde forlængst opfanget at hendes videre skæbene , for tiden , hang og dinglede i hans hænder.Det var ikke så godt.Hun kunne bedst lide selv at have ansvaret for sig selv.
Millicent var i hans hæle, som en veladresseret kælehvalp, og fik da også sippet lidt af kaffen, så den ikke skvulpede over og plettede hendes kjole." Spion.....og hvem skulle jeg så spionerer!" Smilede hun og fik et bille af sig selv der lå sammen krøllet i nogle buske med en kikkert.Men det var nok ikke helt sådan han havde i tankerne?
"Jeg kan vælge? Had med lejemorder? Så får jeg en masse våben....eller....James Bond?" Kammede det lidt over for hende.Hun anede intet og da de trådte ind i hans private gemakker, blev hun paf.Eller...det var der James Bond blev slynget ud.Alle de dippedutter han altid fik, der kunne al muligt-og nu stod generalen der og ændrede udsigten!
"Wow....dét er vildt" udbrød hun facineret, og det kriblede i hendes fingrer for at prøve og finde ud af hvad der ellers var af spændende ting at se.
Men hun opførte sig pænt.Nu.
Millicent satte sig i en læder stol, og så sig omkring, da hun blev overladt til sig selv.Der var ekstremt ...flot....stilfuldt og det meste så ud til at være af dyr kvalitet.Ikke at det kom som et banebrydende chok.Generalen var en mand der ønskede ting af kvalitet , den havde hun udregnet.
Mon der var en nips hun kunne smugle med sig - og sælge? Nej...nej...for helvede.Det gik jo ikke, sådan at bestjæle ham.Hvis han opdagede det, brød helvede sikkert løs.
Hun blev afbrudt i tankerne, da Zolner vendte tilbage....i smoking...en mørkeblå en der sad som en drøm.
Han ville helt automatisk blive centrum, som han tog sig ud.
Millicent stirrede.Ja...hun stirrede faktisk,..han så uforskammet godt ud.Hvorfor havde han dog sådan et flot sæt på nu?
Hun så ned af sig selv.Det lignede de matchede, hendes dueblå kjole og hans mørkeblå sæt.
De lignede et par, på vej ud til drinks,
Hun rømmede sig .. " godt valgt!" Komplimenterede hun ham.
" Spion job....vil du fortælle mig mere? Og også om de prøver du nævnte?.... Hvis jeg accepterer, har jeg så total frihed når jeg ikke arbejder, eller skal jeg bo her?" Spurgte hun.
"Altså ikke HER , som hos dig" skyndte hun sig forlegent at rette sig selv..."Men på basen!"

Selvom man ikke kunne se det på Nikon, solede han sig i Millicents beundring. Først havde han ikke tænkt meget over farven, men kunne godt se sammenligningen da han se hende i kjolen. Et lille smil kom der ud af det, før det forsvandt og han tømte sin kaffekop. Der var arbejde der skulle gøres.
"Jeg har ingen rigtig fjender der har større betydning, men jeg er konstant i konflikt med nogle landevejsrøvere eller hvad du nu vil kalde dem. Når du nu er på den forkerte side af loven, i forvejen, ville du måske kunne komme ind og mænge dig med dem. Hvilke cover du vil bruge, er op til dig selv. Vi her på basen vil selvfølgelig udstyre dig med alt du behøver ... og skaffe dig kontakter du eventuelt ville kunne få brug for."
Nikon satte sig i sofaen overfor Millicent.
"Ville du gerne bo her, sammen med mig?" Hans stemme afslørede ingen humor, men heller ingen gravende alvor. Den var neutral og spurgte mest for nysgerrighedens skyld, selvom det ikke var helt nemt at afkode.
"Du kan bo hvor du vil når du ikke arbejder. I arbejdstiden skal du selvfølgelig bo hos dem du udspionere. Basen vil altid være åben for dig, hvis du ønsker at bo her og vi vil også sikre at du altid vil kunne få kontakt her til."
Omhyggeligt foldede han hænderne i sit skød og studerede dem kort, før han så kiggede op. "Jeg tror ikke at en James Bond ville gå så godt i de rækker du skal ned i. Landevejsrøvere er ikke kasino ejere. Men hvis de er god til at gamble, drikke stærk alkohol og lege 'killer on the dancefloor', så skal jeg bestemt ikke være personen der stopper dig. Du kan godt komme op i den højere klasse og lege agent hvis det er i din interesse. Det kunne være meget indbringende i form af penge, for os begge."

Først lød det til at være en overkommelig opgave.De lovløse.
Dem kunne hun godt møve sig ind på, mente hun da.
Der var dog to issues med dette.Ville hun ønske at udleverer dem.De kæmpede sikkert så hårdt for at overleve.For at få til dagen og vejen, lidt som hende selv egenlig- bare fra en anden vinkel.
O så var der det med at skulle bo hos dem! Deeet var hun ikke begejstret for, slet ikke.
Millicent var en person der værnede og satte privatlivet højt, så den del ville blive et stort problem." Hellere her, end hos landevejsrøveren" kom det en kende mut fra hende.
Hun boede hos hendes mor, en mor der var psykisk ustabil, så derfor rejste hun rundt, uden noget mål, og i ny og næ tog hun hjem ...med penge og med mad til hendes mor.
" Det lyder ...ok....og det lyder også til at jeg vil få de ring jeg har brug for" ikke at hun på nogen måde anede en skid om hvad det var?? Hvad hun skulle få brug for? Men det behøvede generalen jo ikke at vide, men.....noget trak mere.
" Jeg vil hellere arbejde i de høje klasser, hvorfor ikke?" Millicent øjnede en mulighed for lidt ekstra tilbehør, i form af kjoler og andet habengut, og hun ville sku ærlig talt ellers nakke en med røven fuld af penge, end en der var tvunget ud i noget bras, fordi de ingen havde.
" Jeg kan både drikke og gamble, og sno enhver om min lillefinger" påstod hun uden at blinke.
Det første var sandt! Nummer to var nok ikke et problem men det sidste var ikke afprøvet endu....men igen, det behøvede han ikke at vide.
En barnlig spændning var over hende...hvis han skulle manipulerer hende til et job, kunne hun ligeså godt få det bedste ud af det.Og hvem vidste....måske kunne hun skrabe noget sammen mod ham, og købe sin frihed tilbage?
" Højt....vi stiler højt! " bad hun om.

Nikon lo lavt. Millicent havde en begejstring han kunne lide og han ville også meget heller have hende tæt på sig, end at lade hende fløjte rundt hvor han ikke kunne se hende.
"Jamen så lad os prøve noget, kom med mig." Han rejste sig op, vinkede Millicent med sig og begyndte at gå ud af området for hans private hjem og ind til et kæmpe enormt våbenlager. Der var alverdens våben fremme og endnu flere hengemt. På sin vej igennem afdelingen, rakte Zolner ud efter nogle bestemte ting, for til sidst at ende i et tilstødende rum, der var helt nøgent.
"Kom her hen og løft op i skørterne." Han knælede ned foran hende og bandt et hylster omkring hendes lår. En lille pistol i sølv. På det andet lår, lidt længere nede blev der også sat et bånd, men denne gang med tre små kasteknive. Til sidst blev hun udstyret med en håndtaske, hvor han viste hende endnu en pistol, større knive og fem dartpile.
"Nu til dags fortrækker folk at bruge lang distance våben. væggene her, vil om lidt vise forskellige målskriver, nogle er sorte og hvide, andre røde og hvide. Du skal ramme dem der er røde og hvide. De vil komme frem fra forskellige vinkler af. Brug hvad du har og lad være med at gøre for mange forbier. I aften drikker jeg dig fuld og så prøver vi det samme igen. Du skal kunne i begge tilstande." Et kort skulderklap, før Zolner forsvandt ud af vinduet og bad en af de ansatte starte maskinen op. Langs den ene sidevæg, var der glas som han kun kunne se igennem. Millicent ville ikke kunne se ham. Kun det nøgne rum og skydeskiverne der dukkede op. Hovedparten sorthvide, men et par enkle røde, som ville være fremme i højest ti sekunder, før de forsvandt i myldret af 'mennesker'-

Millicent trak på smilebåndet da generalen lo. Lyden var rar selv om det var en lav latter og sikkert ikke beregnet til hende som sådan..
Hun rejste sig og fulgte trop og da de kom til våbenlageret, vidste hun ikke helt om det var gode eller dårlige tegn.
Hun stod og svejede, en kende urolig.
En fornemmelse af at være kommet på dybt vand skyllede igennem hende, da øjnene kunne løbe over våben i hobevis.
Følelsen blev ikke minde, da Zolner beordrede hun skulle løfte kjolen op, og med lyse anspændte hænder, trak hun lidt modstræbende op...af to omgange...indtil lårene var nok blottet for ham.Hun ville egenlig gerne spørge om hvad han lige havde gang i her, men turde dårligt afbryde ham.I et hvert andet rum på basen , ville hun have pure nægtet- mente hun da selv (hvis hun turde altså) at trække op i noget som helst, med ham knælende lige for an sig, men hun var jo ret så sikker på at han ikke havde trukket hende fra sin private residens til et våben lager, for at ...være personlig.Det ville ingen mening give.
Millicents øjne var blevet store spørgsmålstegn, da hun kiggede på Generalen.Godt nok havde hun selv sagt hun ville lege Bond, men at han....at han tog hende på ordet kom nok lidt bag på Millicent.
Hun modtog tasken , en sort slags af et trendy mærke.Et almindelige mennesker ikke bare lige kunne anskaffe, og tog et kig ned i den.Denne gang kunne hun ikke forblev cool, og ordene stak af fra hende..."Seriøst?? Vil du have jeg skal nedlægge en hel hær ? .....alene?" Kom det og hun blev helt skræmt.Hvad skulle hun med alle de våben ? Skulle hun lugefrem dræbe folk? Det mente hun selv ville være en usansynlig dårlig ide, for hun ville sikkert skåne hver og en, og så skulle hun til at opdigte ting for generalen.Millicent sukkede.Det her ville blive kaos.
"de røde og hvide, jeg skal forsøge" lød det artigt for at dække de slemme tanker om at lyve for ham...senere.
Ved postulatet om at hun skulle drikkes fuld, måtte hun protesterer..lidt....så meget hun nu turde.Han havde for meget magt den mand, og sålænge de legede på hans legeplads, måtte hun sku nok gynge når hun fik besked på det.
"Fuld? ...jeg er ikke sikker på det er en god ide, og desuden har jeg en aftale i aften" pippede hun uden at have noget at have det i.Og chancen for hun kunne eller måtte forlade Occulta i aften , var nok rimelig ikke eksisterende.
Men...man vidste jo aldrig.
Hun drejede hovedet og så på hans hånd der klappede hendes skulder, og trak så vejret ind gennem næsen.
Det undrende blik i hendes klare øjne, blev erstattet af et meget fokuseret og målrettet et.
"let the games begin" mumlede hun til sig selv, uvidende om hun blev overværet.
imens hendes øjne kort betragtede skiverne, for at afkode om der var et mønster i måden de poppede frem på, omarrangerede hende hænder nogle knive fra tasken,der blev proppet ned i en ydre lomme, så de var lettere tilgængelige.Og så eksploderede kaos.Hun fik skud en masse af de rigtige...en enkel af de forkerte hvor hun kom til at skrige sin frustration ud...og så var der desværre en del forbiere også.Hun var ikke vant til at kaste med knive.At sigte med dem var helt anderledes end at skyde med bue og pil, men alligevel ....hun havde en rolig hånd og et udmærket sigteøje, hvilke hjalp hende ved affyring ..Hun fumlede dog en del, da hun skulle løsrive sine våben fra låret.Hun forsøgte uden at blotte sig for meget, hvilke hun ikke var bevidst om....det lå ligesom bare i hende.
Desuden var det pap dimser...det gik hurtigt, en 10 sekunder max som Zolner havde sagt, men de skød ikke tilbage på hende jo, var det i en kamp på liv og død, ville hun nok bare flå kjolen væk, hvis den var i vejen.Men...så igen ville man få unødig og uvelkommen opmærksomhed.
Slut....der kom ikke flere.Den lille pistol blev sat på plads op af Millicents lår, og hun gik mod udgangen imens hun spejdede efter General Zolner.Ville han være tilfred eller vred over hendes nok middelmådige resultat? Det var første gang det her....og under press og nærmest tvang....ingen anden civil kvinde ville kunne slå det her, tænkte hun defensivt.

I næsten samme sekund Millicent var førdig med at skyde skriver, begyndte en printeren henne i hjørnet af lokalet at summe og brumme. Samtidig blev et sirligt diagram vist på Zolners skærm. Han gemte billedet på sit private drev, før han gik hen mod udgangen. På vejen tog han papiret fra maskinen og foldede det på midten. Før han gik ind til øvelokalet, gik han forbi våben afdelingen for at hente et par opfyldte magasiner, til Millicents pistol, et par veste, flere knive og et par pistoler til ham selv. Med grejet i favnen, skubbede han døren op til lokalet og gav videre hvad han ikke selv skulle bruge.
"Sæt knivene der hvor du havde de andre." Var hans første ord, mens han selv fiskede sin telefon op. Der bjæffede han kort et par ordre, lage på og tog sin vest på. Derefter hjalp han Millicent med at få sin på og lade sin pistol op igen.
"Godt, nu skal du forstille dig at vi er i et lokale fyldt med fjender." I samme øjeblik blev lokalet ændret til at ligne en lagerhal. "Du skal dræbe så mange som det er muligt, men måske vil du ikke have mulighed for at dræbe dem alle før de skyder på dig. Derfor er det en god idé at sigte efter benet og så først bagefter dræbe dem helt, når muligheden byder sig. Bare husk at de har stadig arme til at kunne skyde dig. Væsten registrere hvor mange skud der har ramt dig. Du kan tage op til ti skud, før dine skud ikke vil skade modstanderen og du er 'død' ... og så husk at det er rigtige patroner, så undgå venligst ikke at ramme mig."
Næsten som det var en tilfældighed, rakte han en tommelfinger i vejret, sendte et smil i Millicents retning og før hun ville få meget tid til at spørge eller kommentere, ville animeret mennesker komme frem fra alverdens steder og skyde løs på dem. Dragten registrerede hvor de var i rummet, så sigtekornet ville være rettet det rigtige sted hen.
Under 'kampen' var Zolner konstant opmærksom på hvor Millicents skydevåben pegede hen, mens han hurtigt og øvet næsten dansede rundt i rummet for ramme så mange som muligt. Kun et par enkle skud gik ind, hvilke han absolut ikke var tilfreds med. Det kunne afspejles på hans høje irritation efter de var færdige.
Et par soldater kom ind og modtog deres våben og veste. Der blev samtidig overdraget et papir med resultater.

"Ikke dårligt." Lød det tænksomt fra Zolner da de var tilbage ved hans private gemakker og han diskret skubbede en flaske med hvidt vaske hen imod Millicent. Hælder du ikke lige op, vi skal da fejre dine gode resultater." Han greb papiret fra hendes egen 'kamp' for at vise at hun havde klaret det ganske godt. Dog ikke i nærheden af hans egne soldater, der skulle have et næsten unaturligt højt gennemsnit for at klare sig på basen.

At hun hverken var en trænet soldat eller en kamphane måtte være klar og tydeligt for selv en muldvarpe.
Men hun havde nogle reflekser og nogle evner til at sigte der belønnede hende en smule i 'kamp'.
Millicent selv var grebet af hele opgaven.Og hun måtte indrømme at generalens selvskab skubbede til flere føleser og tanker, end hun egenlig var interesseret i.Der var noget forbandet trygt ved at være i hans selv skab.Og måden han gav sig tid til at forklare hende nøjsomt , hvad hun skulle var rigtig pædagogisk og god.
Hun var ikke helt komfortabel i vesten, og sendte ham et lidt anklagende blik.
Hvor meget skulle hun egenlig risikerer ? Hendes liv ved at arbejde for ham? Hmmm det måtte de nok liiiige have en snak om.
Men....der var også noget enormt forudroligende ved at være i selvskab med en person der havde den her bestemmelsesret over en, og det gjorde hende både stædig og bange.
Millicent var den slags lille sangfugl der sang allerkønnest når den var helt fri, ellers ville den bide sin 'ejermand'.
Men hun havde ikke tid til at bide nu....den nye opgave fik hende til at kæmpe med alt hun havde i sig.
Ja ja....det var sku flot af Zolner at kun to skud gik ind.Millicent fik ramt en hel masse, og måske stod hun også for det ene af hans, det var hun ikke helt sikker på— men selv fik hun hele ti skud ind og hun var ikke spor tilfreds med det resultat.

De fulgtes ad i stilhed, indtil han valgte at bryde tavsheden.Millicent lyste op og smilede til ham, selv om hun nok burde lade vær med at gøre det.Han var ikke hendes...ven....han var hendes fangevogter, hviskede stemmerne i hendes hoved advarende.
"Arh....så har jeg altså ikke fucket det helt op" lød det og hun gav et lille nik, hvorefter hun modtog en flaske med noget der lignede gin? "Naturligvis" svaret var høfligt og artigt og hun tøvede ikke med at dykke ind i et vitrineskab af hans, for at fiske et par høje glas ud.Hun bemærkede en isspand, og greb ud for at kigge ned under låget.Fedt! Der var isterninger! Det var længe siden hun havde fået det, så hurtigt listede hun nogle stykker ned i hvert glas.
Hun gik over til Zolner og rakte det ene glas ud mod ham.
"Vil du godt være ærlig over for mig?" Millicent havde fået en ubehagelig tanke, men hun var nødsaget til at se om den havde noget på sig.Den gav mening.For hende da.
Hun havde haft svært ved at se hvorfor hun havde værdi, hvad hun kunne byde ind med her.....og nu var en dum tanke poppet op.Måske var det fordi hun Ingen værdi havde....hun kunne så nemt undværes....så han kunne sætte hende i de mest umulige situationer, bruge hende som lokkedue og fik hun oplysninger var det bare skude godt, og blev hun skudt så var det skide ligegyldigt.
"Skal jeg stilles i forreste række for at skærme andre? Skal jeg bruges som lokkedue eller...?" Spurgte hun forsigtig.
Egenlig forsøgte hun bare at beregne hvor længe hun kunne forvente at have tilbage af hendes liv, for det interesserede hendes sjovt nok en rimelig stor del.
Og manden , den magtfulde mystiske general der stod foran hende, havde et stort say i det.

Nikon tog imod sit glas. "Isterninger?" Han rystede overbærende på hoved. Det var ikke meningen der skulle is i glasset, det skulle holde væsken kølig før den blev serveret. Det måtte han lære hende hende ved lejlighed. Det gik jo ikke at væsken blev fortyndet når isterningerne smeltede.
Spørgsmålet kom ikke bag på Generalen, der tog sig lige så god tid til at svare på spørgsmålet, som det havde taget at formulere spørgsmålet. Han satte sig ned i en magelig lænestol og heftede blikket ved Millicent.
"Det afhænger helt af hvordan du vælger at tage dine valg. Vil du med i et bond-team, bliver du nød til at ofre dig og lege lokkedue. Så kan det være du ender med at dø, men det kan også være at du er så heldig at overleve. Ligesom James selv. Du vil selvfølgelig blive belønnet for dit mod. Du kan også bare mænge dig med rasten af soldaterne, der normalt ikke har deres liv i stor fare, fordi de kommer i et stort antal. Selvfølgelig vil jeg heller ikke der kunne afskrive at du vil afgå ved døden i en mission." Halsen blev vædet.
"Jeg havde tænkt på at du kunne blive min sekretær. Personlige. Det vil stadig betyde du skal træne, men det vil mindske din risiko for at dø, både fordi du ikke skal ud på missioner og fordi du er beskyttet af mig. Det vil samtidig give dig fordele og en høj position hvor du i princippet vil kunne bevæge dig rundt hvor du vil. Det kræver selvfølgelig at du kan få min tillid og har loyalitet."
Zolner lod den hænge i luften og lod Millicent tykke på den. Det var i hans store interesse at få det sådan, for mange af de folk der legede hans sekretærer nu, havde ikke fundet ud af at de kunne tale sammen, så én person der styrede det hele, ville han finde perfekt. "Du får en fast luksuriøs bolig her på basen, men kan selvfølgelig altid rejse hvis du har ting du skal gøre - som er udstedt af mig." Tilføjede han med ekstra tryk.

" Ja? ....det er da lækkert!" Fastholdte hun .Det var en luksus man ikke havde når man levede på lå og få, uden et fast tag over sit hoved.
Millicent blev dybt koncentret, da generalen begyndte at besvare hendes spørgsmål.
Det var hendes fremtid han fortalte om, og det nyttede ikke at hun luge nu sad for forbandede sig selv over at lade sig fange.Nej...nu måtte hun istedet følge med, og få det bedste ud af denne situation, indtil hun var i en position hvor hun selv kunne forme den...forme den som hun ønskede...og få sin frihed igen.
Hun lod øjnene løbe over ham imens han talte, gang på gang....forsøgte at finde ud af hvad hun selv mest kunne lide.Men....det gnavede i hende...at uanset hvad, så ville han have hende i sin hule hånd.Hun var ikke glad ved dette.
Nuvel...men så måtte hun afprøve ham...og se hvad hun kunne forhandle sig frem til.
Millicent mødte hans øjne, og igen var denne stædighed....trang efter retfærdighed og frihed at spore i hendes blik." Jeg er ikke bange for at dø! Men....forstår du...hvis jeg ikke kan stå inde for årsagen, hvis det ikke er for en sag jeg tror er nødvendig at dø for, så vil jeg ikke opgive mit liv"
Hun smagte på sin drink og slap ham ikke med øjnene...." Din sekretær? " en fornyet interesse blev vakt.Hvorfor ikke ? Det lød jo godt, og hun ville få adgang til en masse.Både oplysninger og våben! Og skulle hun en smule ud i marken , måske som lokkedue eller undercover trunte, så sagde han at hun ville skulle følges med ham.
Millicent smilede svagt..." Hvorfor skulle jeg ikke være loyal? Det er dig der lænker mig....ikke omvendt" lød det udfordrende og en kende drillende.
Men så kom alvoren tilbage.....med en lille bitte usandhed....
" Kan jeg kun forlade basen i ærinder? Men....jeg har familie og en forlovet.....jeg er nød til at have....et liv" hvis han spurgte ind til hvem hendes kæreste var, ville hun besluttede at sige Vlademir! Det var anden gang hun brugte ham som skalkeskjul. Og han ville vide det var Millicent der var i knibe , hvis rygterne nåede ham, at generalen havde hans ' forlovet' i sin residens.Måske kunne hun enda spille lidt på det?

Generalen kunne se at det slet ikke havde været nødvendigt at hoppe og springe sådan. Det var fint med bare at sige at alle de muligheder hun fik. Hun var med på den. Men selvom det hele lød meget godt, havde han stadig tænkt sig at holde hende under kontrol. Posten blev ikke hendes med det samme, men måske var hun mere sammenarbejdsvillig med noget så betydningsfuldt at se frem tid. Hun måtte bare endelig ikke tro at det gav hende friheden. Det gjorde hun sikkert - og det ville han ikke ændre på foreløbigt.
"Du har sagt du ikke vil snakke om din far og når du alligevel er ude og lav ulovligheder tror jeg ikke din mor savner dig med det samme. Vi skal dog nok selvfølgelig sørge for at hun får besked om at hendes datter er flyttet ... ligesom din forlovet, som er?"
Generalen havde absolut ikke hørt om at hun havde nævnt en forlovet før, så enten havde hun ikke haft muligheden, hvilke han tvivlede på, eller også betød vedkommende ikke nok til at hun ville bruge ham. Måske det modsatte. Måske ville hun beskytte ham fra hans magt. Det fik Generalen til at smile svagt, mens han en kende utålmodig ventede på svar.

Hun gippede et par gange med de lange vipper, ret usikker på om det var et klogt træk at spille ud med Vladimir.Han var helt sikkert en som generalen havde hørt om, og hvad hvis han ringede til ham.Ville Vladimir hjælpe hende eller sælge hende ud? Så kunne hun kysse Zolners tillid alvorligt farvel.
Nå....men noget måtte jo prøves....og sandheder var der også der skulle frem.
" Hør her....min mor er...syg....i sit sind, hun behøver mig....og jeg behøver at hjælpe hende" lød det hudløst ærligt.Han havde da vel et hjerte?
Så blev det mere svært....og hun blev en smule defensiv.." Jeg er ikke vil med at tale om ham.Alle har en....mening....men....finder han ud af jeg er her...imod min vilje... så bliver han vred.Vladimir....hedder han...og ja....det ER den Valdimir!jeg ved godt det virker...besynderligt at jeg render rundt og leger med døde dyr i en rygsæk som hans partner....men ...han respekterer mit behov for frihed.Vil du gøre det samme for mig general?"

Det første var til at kunne tage sig af. Generalen nikkede en enkel gang, for at vise at han forstod hvad hun sagde, men det betød ikke at han ville efterkomme det. Tværtimod. Han havde en let og nem løsning på problemet, for hvis det blot handlede om pleje, så havde han et par kyndige læger og sygeplejesker der kunne klare sig af det. "Giv mig adressen på din mor og så vil jeg sende en læge hen til hende, så vi kan få hende op at stå igen." Et kort falsk beroligende smil lå på hans læber.
Det andet var derimod noget af en helt andet kaliber. Først vidste han ikke helt hvordan han skulle forholde sig til det. Enten var truslen i hendes ord helt oprigtig og han ville få Vladimir på nakken, men det kunne også være at vampyren ganske enkelt ikke havde tid til at tage sig af sin lille bueskytte. "Jamen hvorfor har du ikke sagt det noget før?" Udbrød han pludselig lidt for venligt. "Jamen så må vi da heller få noget stablet på bene så du kan besøge din forlovet og få forretningen på plads."
Generalen huskede absolut ikke at Vladimir havde nævnt noget med en forlovet, men det kunne sikkert godt være gået hans næse forbi, selvom tanken ikke ligefrem huede ham. Det var afgjort noget han skulle have snakket med manden om, for hvis han ikke skulle ende med at dræbe nogle af Vladimirs venner, blev han nød til at vide hvem de var!

Millicent så på smilet der dvælede bes generalens læber. Et dejligt et af slagsen , hvis man ellers var til køb for de mere fysiske attributter.Men Millicent tilhørte ikke den katagori og det havde hun det faktisk helt fint med. Hun havde andre ting der betød noget , andre værdier.
" Jeg tror ikke du helt forstår .... Det er rigtig at du kan give hende pleje...klinisk pleje...men ikke en følelsesmæssig omsorg , ikke en datters kærlighed , det ...kan kun jeg. "
Hun trak på de lyse skuldre, og ligeså spændende ideen om at lege med generalen og være en del af hans staff havde synes at være, smuldrede den nu mellem hendes hænder.
Andre behøvede hende og kun hende , generalen tilhørte ikke den katagori. Så nu havde han bare at give slip og med Vlad som ' redningsvest' så hun ikke hvordan han skulle kunne undgå at give hende sin frihed ?
" Du har ikke spurgt om jeg var forlovet , så jeg regnede ikke med det havde interesse. Jeg ...tænker at ... Nu du ved det og med garanti har andre ting at bruge din tid på end at forme mig, hvilke er en umulig opgave så tager du og følger mig til hoved døre. Og så skal jeg nok fortælle Vlad alt om hvor god en dreng du har været. Mine ting? Hvor står de?" Lød det træt fra hende. Opslidende var det ord der blinkede i neon i hendes tanker. Hun var udmattet Og træt af at skulle kæmpe hele tiden. Tåre pressede sig på, men de var skjulte for omverdenen, endnu.

Det var morsomt. tænk at Millicent troede at hun bare sådan kunne valse ud, ja selv før de havde fået noget frokerst! Generalens smil forsvandt. "Måske er det ikke tydeligt nok for dig, men jeg er den der bestemmer her og hjem til kære mor kommer du ikke lige nu og her. Men tid til dig selv kan du få. Shelby kommer og henter dig om lidt for at føre dig til dit værelse, hvis du vil have noget at spise eller drikke siger du det til hende. Så mødes vi til aftensmaden."
hurtigt var generalen på bene og ude af døren i samme sekund Shelby dukkede op med et plastic smil på læberne. Selv ville Zolner have kontakt til Vladimir for at finde ud af hvad der var i mellem ham og Millicent. Og endnu mere. Hvilke rolle det ville få. Han måtte selvfølgelig træde varsomt, for det kunne være den gamle nisse ikke brød sig om at Zolner havde hans partner. Det ønske ville han selvfølgelig så efterkomme, de var sammen i en alliance.

Shelby bad Millicent, meget høfligt, om at følge med ned til hendes værelse. Da de var kommet ind var der sat varmt te ind på sengebordet og ude på toilettet var badekaret på løveføder fyldt op med varmt vand og bobler. Hvis ikke der var flere ønsker, ville Shelby hurtig fordufte igen, men først efter at have overdraget en lille 'tjener'-knap til Millicent. Den kunne hun bare bruge hvis hun havde brug for noget.

Millicents plan snuplede og fik afskrabninger på begge ben.
Generalen havde tydeligvis ikke købt hvad hun solgte, og hendes håb om at genvinde sin frihed- denne aften i al fald- visnede som en sart blomst foruden regnvand i ugevis.
" Undskyld...D-det var ikke ment sådan" mumlede hun en undskyldning ud, ved hans klart formulerede utilfredshed.Hun måtte lære at finde en balancen , for han gjore det tydeligt for hende at hun var gået forlangt.Millicent følte sig bortvist som et lille uartigt barn, der blev hentet af barnepiger og fulgt til sit værelse.
Hun nåede ikke at stille flere af hendes spørgsmål til ham, før Shelby kom...og han var væk.
Selv om Millicent var vred, for det var hun .Hun var ikke vant til at have nogen som helst dikterer hende hvad hun skulle, men hun havde jo gjort noget ulovligt og hun var ret så sikker på at general Zolner kunne straffe hende langt værre end det guldur hun var sat i nu, som en anden lille sangfugl.Hun tog dog ikke vrede ud over Shelby....det var vel ikke kvindens fejl, hun adlød bare ordre, så Millicent gik pænt med tilbage til værelset.
Inden Shelby forlod hende, havde Millicent bedt om at få tre forskellige flasker alkohol op.
Shelby havde godt nok set meget mærkelig ud.Først troede hun nok det var en joke, men da hun så at Millicent var grav alvorlig , så hun blot overrasket ud.Hun sagde hverken ja eller nej, men Millicent forventede da at de ville blive leveret til hende.
Noget ved al det her gik hende en smule på.Eller egenlig ret meget.Hun kunne ikke finde ud af om hun burde være vred helt i gennem eller hvad ? Da hun stod og betragtede badet og snusede ind, følte hun sig jo tættere på himlen end meget længe.Badet duftede af lavendel, en af hendes favorit dufte.Den var parfumeret uden at være tung og anmasende, og så havde den en afslappende virkning.Badet ...et karbad...var indbegrebet af luksus for Millicent.Hun kunne ikke modstå, så den pæne kjole blev hurtigt lynet ned og smidt sjusket på sengen, hvor også sko blev skubbet af neden for.Hun skænkede en kop te, og med den samt undertøj i hænderne luskede hun ud på badeværelset.Undertøjet blev smidt ned i badet hvor hun lige dyppede og vred det nogle gang, for så at hænge det på håndvasken.Og bagefter ville Millicents fødder ' prøvesmagt'' vandet.
Det var perfekt tempereret....og efter ti sekunder lod hun hele den flødefarvet krop synke ned gennem skummet, efter at have stillet teen på kanten af karet.
Åh gud....det var nærmest berusende at mærke hvordan vand og sæbe prikkede drillende i hendes hud.Hun lod sig glide frem med numsen og glide helt ned, så vandet dækkede hendes hoved, imens hun holdte sig for næsen.
Det var lige før hun kunne leve sådan her....som ' fange' , lød hendes tanker da hun stemte imod badekarets ene ende med begge fødder og den lyse top af tungt gennemblødt hår, brød op gennem vandets overflade igen- og hun åndede frit.
Hvad fanden skulle hun dog stille op med hans tilbud.Hun var så fristet til at overgive sig....men....ikke selv at være i kontrol?? Det kunne hun ikke! Spørgsmålet var om hun kunne længe nok til at havde hans tillid, og så....så lave en lille afstikker??

Da klokken blev 18:00 ankom Shelby til Millicens værelse, hvor hun bad hende om at følge efter hende. Efter at have gået i et par minutter, ankom de til et lokale med mørke sandfarvet vægge. Vinduerne var ligesom på Nikons eget værelse, men frem for at vise hvad de havde gjort i hans tilfælde. Viste det et ganske normalt gadebilled en ganske normal aften, hvor gadelygterne var tændt. Lokalet lignede til forveksling også en spisestue i et finere hjem hvor der blev ventet gæster.
De var kommet ind af et par brede dobbelt døre. Det ville være umuligt at se det mørke træbord hvor der var stod opdækket og parat med tre glas per person, to sæt bestik og en stor tallerken med en serviet ovenpå. Ingen tvivl om at der ovenpå skulle stå en forret af den ene eller anden art.
Med udsigt til det digitale gadebilled, blev Millicent placeret, før Shelby forduftede ud af døren. Der gik et par minutter før Zolner ankom, denne gang med slips og et langt finere jakkesæt. Det var ikke hver dag man tog ud og spiste. Slet ikke på en militær base.
Et høfligt forretningsmæssigt smil lå på hans læber mens han tog plads. Efter han var kommet ned og sidde, blev der serveret vidvin til en fiskeforret som kort efter blev serveret. De to tjenere forsvandt hurtigt derefter.
Uden et ord begyndte Zolner at spise. Først efter hovedretten var sat til livs brød han tavsheden. "Jeg har snakket med Vladimir mens du har været væg. Jeg beklager at måtte fortælle dig at din kærlighed til ham ikke er gengældt." En tår vand til at skylle fiskerasterne ned, mens de to tjenere kom tilbage for at fjerne maden.