This Is War Millicent!

Efter badet ...det dejlige helt igennem vidunderlige bad, begyndte hun at gøre sig istand.
Hun ville ikke risikerer at blive slæbt afsted, uklar...det ville være tæt på ydmygende..så hellere være i god tid.Det viste sig at være hurtigt klaret.Uden make up, og uden en garderobe at skulle vælge udfra, var det jo ingen sag.Så den blå kjole, der iøvrigt sad formstøbt omkring hende, trak hun i igen.Et blik blev kastet ud på håndvasken hvor hendes lingeri hang, vådt.
Millicent skar en grimasse.Den havde hun ikke lige gennemtænkt.Nu skulle hun undvære undertøj? Nå..men det kunne ingen jo hverken vide eller se, så det måtte hun så bare lade vær med at flippe over nu.
Det eneste hun kunne gøre lidt ud af var hendes hår.Så hun brugte ventetiden omhyggeligt, og fik lavet en rigtig fransk fletning, og fik det vældig lange hår til at se dobbelt så langt og oveni købet elegant ud. det eneste der ikke lige signalerede vældig fin frisure, var hendes egen lille lædersnor, der blev brugt til at fæstne fletningen med, helt nederst.

Millicent hilste Shelby godaften, og fulgte efter hende.Hun forsøgte at gennemskue, hvor præcos Shelby gemte sit adgangskort, da det så ud til at have stor rækkevidde.I hvert fald i denne del af basen.
I spiserummet blev Millicent noget ydmyg.Hun vidste at folk som Vladimir havde råd til luksus, men selv levede hun jo et ganske andet liv, i denne ødelagte verden der omkrandsede basen.
Men...her var smukt...her var dragende...man kunne få lyst til at aldrig at blive revet ud af disse kulisser.Selv om de på en måde var falske.
Millicent blev helt...nervøs.
Der var gjort enormt meget ud af det, og da hun slet ikke var blevet dygtigere til at aflæse generalen, var hun så splittet over denne yderst venlige behandling, der samtidig slog fast at hun ikke var almindelig gæst- men faktisk en fange.
Millicent takkede Shelby,der forsvandt. Hun løftede lidt på servietten og servicet...det var smukt og garanteret meget dyrt.Hun lod en finger glide hen over glasset, der igen lignede ægtekrystal og ikke bare glas med mønster.Hun knipsede på galsset, en smule for hårdt...og den karakteristiske krystal lyd endte med a byde general Zolner velkommen.
Millicent så op, og tabte pusten over den mand der overtog rummet, fuldkommen.
Det var unfair...de blandede signaler.de lignede mere et par, et fint par, der skulle dinere...end en fange og hendes vogter.Okay...vogter var han måske ikke lige, men det var da ham der bestemte om hun var fri eller ej.
Hun fik fremhakket et "General Zolner, Godaften" men da stilhede var kommet for at blive , så hun mere eller mindre forlegent ned i tallerkenen...hele tiden....imens hun spiste pænt.
Hun spiste dog det hele.Måltider var ikke en selvfølgelig...og der var eddermame en stor forskel på en selvfanget kanin, og det her veltilberedet og nærmest smukke måltide, der blev serveret i så fine rammer.Kun generalen gjore hende nervøs.
Endelig.....endelig talte han. Det var efter Millicent havde kommet til at læne sig frem over bordet, og i sin nervøse tilstand at hviske.. " Undskyld..men er der en grund til vi ikke taler?"
Hans første sætningen var dog ikke lige hvad hun havde håbet på.De svagtfarvede kinder, fik hurtig en dybere kulør og Millicent kigge med et forfærdet udtryk op på ham.Åh nej...det kunne vel ikke være sandt? havde han ligefrem ringet til Vladimir? helt ærligt! Og hvad så...havde Vladimir sagt du gør da bare med Millicent som du vil, old chap? jamen...det var jo helt forfærdeligt. " D-du har ligefrem talt med ham?"
hendes stemme var blottet for selvtillid, og hun vred sig lidt i stolen, som var den ganske ukomfortabel at sidde på. JOV, hun var da godt klar over at han ikke ville side de skulle giftes, han havde trods alt et ry at væren om, men ... Millicent sukkede.
" Hvor ærgeligt, og jeg der troede jeg skulle giftes.Den sjover!" forsøgte hun at lyde vred.
Hun forsøgte virkelig at holde snuden over vande, og hun baskede med både arme og ben da hun så indsmigrende som muligt , spurgte generalen.." Hvad havde han at sige til sit forsvar?"
gik den så var det perfekt.....men hun havde på fornemmelsen at hendes held og lykke ikke strakte sig så langt, og at hun ville få rammerne kridtet op , tydeligt om et øje blik.

//hvorfor har jeg dog den hobby, at jeg elsker at se Millicent i knibe XD Sorry for at bryde ind i jeres emne, jeg skal nok gå igen :D //

// stikker Medusa et aftenskole katalog....måske patchwork eller strik en nisse kan erstatte den ? XD//

// O.o Undlader bare at kommentere på det alternative beskæftigelse til Medusa :D //

// And YOU Vladimir....you bad bad vampire XD At teame op med generaler ( piller batteriet ud af Vlads mobil)

//dette er altså en bærbar kvinde :D Så knock yourself out med at pille batteriet ud af min gamle telefon, som knap nok kan gå på internettet :D Jamen det er forretninger :) og du har ingen ide om, hvad Vladimirs svar har været til Generalen sååååå //

// pssst...you can tell me...i wont say a single word to the General , promise...he'll never know :) ........ And now im out of here.....det er mig der sidder overfor ham og vil få aaaal balladen XD
:P

Nikon kvaste et grin. Millicent benyttede sig af et sjovt udtryk. "Han har ikke sagt noget, han har der imod skrevet en del." Han rettede sig op i stolen da den næste ret blev serveret. Det var noget kød med kartofler og andet stads til. Stadig i samme klasse som det første, bare i en større mængde. De skulle gerne blive mætte.
"Men du behøver ikke frygte for din sikkerhed. Vladimir bad mig om at holde dig i live, så det har jeg tænkt mig at gøre. Faktisk vil jeg slet ikke tillade dig at gå rundt uden en livvagt." Et svagt smil krusede i hans mundvige, mens han tog bestikket og skar et stykke kød ud. Samtidig blev deres næste glas fyldt op med rødvin og det sidste med vand. "Han er en travl mand, jeg tror det er nok forsvar." Mere gad han ikke snakke om det, hvilke han forhåbentligt havde gjort tydeligt for hende.
"Har du haft en god dag? ... og hvad skyldes ... dit manglende undertøj?" Trods Nikon normalt ikke kiggede på kvinder, kunne han se når de manglede det inden under. Det kunne de fleste, i hvert fald i følge Generalen, der slog blikket ned i bordet og spiste. Der var ingen grund til yderlig pinlighed for Millicent, der højest sandsynlig blev ildrød i hoved.

uhm uhm...hovedretten så endnu mere delicious ud end forretten.
Millicent kunne spise samme mængder mad som en elefant, hendes forbrænding var i top klasse, måske som det eneste hos hende. Dog tiltrak generalen stort set al den unge kvindes opmærksomhed, på alle leder og kanter. " Jamen...det er jeg da glad for at høre " skyndte hun sig at sige.Så kunne hun i det mindste ikke blive hverken skydeskive eller selvmordsbomber.
så langt så godt.
Det lod enda til at han havde accepteret hendes lille hvide løgn, uden at blive vred over den? men nu kunne man jo aldrig helt vide hvad der lå under den rolige facade af hans.
Den sidste vin blev hældt ind, men hans bemærkning om livvagt fik Millicent til at kløjes i mundfulden og begynde et hosteanfald.
"En livvagt?....nej? det mener du ikke...det er jo ...for åndsvagt" Millicent så lige for sig , hvordan en af generalens soldater skulle(for) følge hende rundt 24-7.
Hun ville aldrig få et minut alene...og hvad værre var, hendes lille flugt plan ud i frihed, den ville jo blive helt umulig at sætte i sving, når hun altsår engang havde en.
"Det kan slet ikke komme på tale" og så var hun helt lige glad med hvad Vladimir havde skrevet og hvad generalen havde lyst til at tale og ikke tale om. inden denne middag var slut, så havde han smidt den ide i skraldespanden, det var helt sikkert. at være her var een ting, men have en eller anden imbecil i sine hæle hele tiden, det var so out of the question.
Hun skar , med lidt hidsige bevægelser, et stykke af sit kød.hun burde vel være glad for hendes løgn var afsløret og resulterede i beskyttelse og ikke ...planken, men Millicent reagerede ikke altid ...helt efter hensigten.
Zolner så derimod meget tilfreds ud, sågar et lille smil....han måtte nyde at se hende grille.
Men høflig som han var, skiftede han til hendes store lettelse emne.Millicent lyste op og smilede " Dejligt...er det dig jeg skal takke for badet?"
Men hendes smil futtede hurtigt af, de røde kinder brændte det væk.DET SAGDE HAN SÅ MEGET KKE DET DER. Millicent ville formentlig aldrig have gået med til at møde ham, havde hun vidst han kunne se det...så tydeligt.Krist..hun sad ved et bord, hvor meget havde manden set?
Det var frygteligt pinligt det her.millicent måtte minde sig selv om at kjolen altsår ikke var gennemsigtig.det var muligt han kunne se at der ikke var kanter fra lingeriet , der satte folder i kjolen.Hun fik en forfærdelig tanke...hvor meget kunne man ane gennem stoffet ved barmen? Nej...nej...nu måtte hun holde op.Ingen ting kunne ses!
"Badet...j-jeg vaskede det ..." begge hænder blev viftet foran hendes ansigt.
Det lød jo dumt...men det havde da været det naturlige at gøre.hun kunne jo ikke rende rundt i snavset undertøj.Det overlod hun til soldaterne...selv takkede hun nej, så hellere undvære.
" Ærligtalt...så er det nok ikke et passende emne til en hovedret" forsøgte hun at anskrue samtalen tilbage på livvagten.Hun fik en ide.En rigtig god en.
"Jeg har tænkt meget over dit tilbud, general Zolner....jeg vil gerne arbejde for dig.hjælpe dig med hvad jeg nu kan, sekretær...undercover til særligelejligheder.Det der med at bekæmpe en hær af fjender, det er der nok andre der gør langt bedre, men jeg kunne...måske lokke oplysninger ud af folk, ved andre lejligheder...elelr hvad du nu mener du mangler?"
en kartoffel blev tygget...og sunket..."Og vil du så ikke godt fortælle mig at det med livvagten var en joke, det villle kvæle mig...helt"

En venlig latter sprang fra Generalen da Millicent forsøgte at skifte emne. "Nej, det har du nok helt ret i." Endnu et par bidder mad forsvandt ned i hans mund, mens han syntes stadig at more sig over hvad der netop var sket. Da emnet skiftede skiftede også hans humør til noget mere stramt.
"Måske kunne jeg godt bruge dig til fester, der har man altid brug for en uskyldig person til at gå rundt og snuse til folks samtaler." Svarede han og satte mere mad til livs, før han så fortsatte. "Men meget af din tid kommer nok til at gå med ikke rigtig at lave noget. Der er ikke mange fester i Occulta, det er ikke noget der gøres meget i, men politikerne her i byen ynder at holde et par fester om året. Der er jeg altid inviteret til." Tænkte han videre højt, for så at følge med over i det næste emne.
"Nej, det var ikke en joke og lad være med at blive kvalt, det vil såre Vladimir og slet ikke gavne vores forhold, samt tænk på din mor. Hvem skal så passe hende?" Han kiggede spørgende på hende mens han satte mere mad til livs.
Da maden var forsvundet blev den fjernet af to tjenere og de fik muligheden for at snakke videre om løst og fast, før en isdessert med kage blev serveret.
"De fleste ville tage det som en venlig gestus at få en livvagt, men hvorfor vil De ikke have en? Hvis det tror det vil hjælpe dig med at slippe væk her fra kan du godt glemme det. Jeg vil endda tro at du måske har større chancer for det hvis du havde en til at hjælpe og vise dig vej. Men uanset hvad vil det være en tosset idé at forsøge at slippe væk. Der vil absolut ikke komme noget godt ud af det.

At hendes forlegenhed morede ham , gjorde det ikke lettere for Millicent at få skak med kuløren i hendes kinder. Så selv om Zolner tydeligt var mere stram i betrækket når der skulle tales arbejde, var skiftet helt nødvendigt. Hvis ikke han skulle bruge den næste tid til at hale Millicent ud af et musehul..
" Fester vil jeg gerne hjælpe dig med" smilede hun en smule formidlet , hen over bordet. Hun løftede sig glas og lod den skønne smag flyde ind og kæle for hendes smagsløg.
Glasset blev sat og hun så over på ham.
" Det med livvagt... Jeg kan ikke forstille mig noget mere sikkert sted at bevæge mig rundt end her" smigrede hun generalen. " Her er vagter og kamera over alt og jeg kan ikke stikke mig på en ten , som tornerose gjorde" drillede hun i en let tone. Det var sandt det ville kvæle hende. Men hans svar fik hende til at le. " Jeg skal prøve at undgå det... Egenlig vil jeg også gerne leve lidt endnu. Der er så mange ting jeg ikke har prøvet." Sagde hun og blev så mere alvorlig.
" Kan vi ikke lave en aftale at jeg må se min mor , ihvertfald en gang om ugen ? " bad hun ham.
" Du kan lade en soldat følge mig... Eller du er selv velkommen . " hun smilede uskyldigt over bordet. Hun regnede bestemt ikke med generalen havde tid til sådanne visit. Men på den anden side havde han afluret hun var en lille rebel , kunne han måske finde på at slå hende på egen boldgade. " Min mor er jo ikke ... Normal... Så jeg kan ikke garanterer soldatens velbefindende. " hun holdte masken imens hun der blev båret ud og en skøn dessert blev dem tildelt.
Millicent ventede på han tog den første bid , og begyndte så selv.
Især isen var hun vild med. En creamet blød vanillie med et hint af cognac , fik fuglene til at kvidre.
Hvorfor hun sidst havde fået is , kunne hun ikke lige huske. Det var længe siden.
" Det smager lækkert... Det er virkelig sødt af dig at.. At øh inviterer mig " et lille klodset smil blev sendt. Ordene ville ikke helt passe. En invitation? Hun var fange ? Havde hun kunne afslå? Grænserne flød et øjeblik sammen for hende.
Det var svært ikke at lade sig opsluge af momentet. Her sad hun ... I en smuk kjole og blev serverer overdådige mad , i et smukt lokale med.... Ham.
Var det underligt at hun var lidt... Rundtosset ?
" General Zolner ... Livvagt ... jeg er en meget privat person og vil slet ikke trives med det , vil du ikke godt overveje det igen ? Jeg lover at opfører mig Ordenligt! "
Hun spiste mere af desserten , inden hun igen havde et spørgsmål " To fester om året er ikke meget. Hvad forslår du jeg laver alle andre dage? Træner eller ..?" Hun havde besluttet sig for at nedtone modstanden. Sådan en smule. " Hvad laver du selv ? Jeg mener hvis du skal hygge dig? Er du på basen hele tiden , eller tager du andre steder hen ? " hun var lidt nysgerrig på ham. Både som general og som mand.

"Alle er private personer når de får en livvagt, men husk det her er mit hjem og her spiller vi ganske enkelt efter mine regler, både hvad angår at hjælpe og at straffe." Ordne blev skyllet ned med hans glas, før han satte det fra sig og tænkte lidt over spørgsmålet. Det var ganske rigtigt ikke helt skudt ved siden af at det kunne være svært at finde på noget at lave de mange andre dage, men han var i den tro at hun nok skulle gøre det.
"Der er altid ting at lave her på basen, så du vil sikkert hurtigt kunne finde på noget interessant, også for din egen smag."
Maden blev spist færdig fra Zolners side, før han skubbede sin tallerken en smugle væk og hvilede albuerne på bordet. "Jeg har tit travlt og nattesøvn er ikke noget jeg får meget af, så får jeg lejligheden for en lang nat, så tager jeg den. Ellers bruger jeg meget af tiden på at træne. I mit embede er jeg tit ude og se til de forskellige poster langs handelsruten, hvilke kan tage flere dage. Det er både trætende og hårdt. Strålingen er jo ikke noget man sådan skal lege med, det kan få alvorlige konsekvenser hvis man ikke behandler det ordenligt."
Millicent var sikkert klar over disse forhold, men var hun alligevel ikke før hans lille tale, måtte hun være det bagefter. Generalen fandt det som en viden alle burde have på hans base og de skulle vide at det var meget farligt. Det var ikke noget folk skulle lege med, slet ikke. Det kunne ødelægge deres liv, præcist ligesom stoffer.
"Men vil De have mig undskyldt, jeg vil vende tilbage til arbejdet." Generalen brød op og forsvandt ud af dørerne de var kommet ind. Efter han var gået kom en mindre sværm af tjenere der ville rydde af bordet og ønskede Millicent mere af noget, ville hun få det så hurtigt som det kunne lade sig gøre.

Det var svært for Millicent at få ham til at forstå hvad hun mente med privat. Man var da ikke privat med en der hele tiden holdt øje med en.
Måske han bare ikke ville forstå ?
Da hun ikke ville optrappe en diskution , nikkede hun som accepterede hun det hele. Hun ledte dog bare efter en mulighed for at få ændret hans syn på det. Men det vidste kun Millicent.
Hun syntes hans liv lød en smule hårdt på nippet af barsk. Men hun måtte ikke glemme at han var general- topgeneral - bare fordi han sad her nu og lignede noget fra herrernes mode uge.
Hun havde dog spærret øjnene lidt op , ved hans advarelse om hjælp og straf- især det sidste lød ildevarslende. Og hun turde slet ikke tænke hvad en sådan straf kunne vise sig at være. En gysen kriblede ned af hendes ryg .
Alligevel forsøgte hun sig med lidt sjov... " oh... Har i et program jeg kan se i..., måske er der manicure kurser efter spisetid ? Eller slangekrøller 101" drillede hun.
Millicent skulle nok finde en vej ud , og der var snart. Ikke måtte hun lade sig forblændet af ham.... Han var farlig... Og ikke af den tilstand af mystik det hele rummede. Hun var fange. F.a.n.g.e uanset hvordan hun forsøgte pynte på begrebet.
" narurligvis .. tak... For nu" mumlede hun ".. Og for mad" sagde hun lidt højere da generalen brød pludseligt op.
Hvad havde hun forstillet sig? At han sad og sluttede hele aftenen med hende? Hun smilede desorienteret til flere af de mange tjenere. Komplimenterer mad og alt andet.
En flaske fin , blev serveret og med den i sin hånd , besluttede hun at se lidt nærmere På omgivelserne.
Bagerst i rummet var to store skyde døre i mørk træ.
Hun stod foran dem i nogle minutter.
Burde hun eller var det åndssvagt at kigge inden for ?
Gin flasken blev ført til læberne , og hun drak en kæmpe tår.
Millicent så sig over skulderen ... Tjeneren var væk og frk. Perfekt var endnu ikke kommet for at følge Millicent til sit værelse.
Spændt rakte hun hånden frem og ville skubbe døren op. Den viste sig så tung at hun måtte bruge hoften til hjælp, og så.... Så gled døren op.
Hendes øjne blev øjeblikkelig store og hun fortrød promte at hun var gået derind , så snart hun så sig omkring.