a rod stop (millicent)

Samanta gik lang den gamle øde landevej mens hun kiggede ud over området der have tiltrukket hende og Kristin. Området var i modsætning til resten af verden ikke ramt af tørken tvært i mod området oste af liv og flere arter fra syden have søgt her op af som om de have vidst hvor de kunne finde beder leve områder. Samanta stoppede op og kiggede over den store græs slette der var på hendes venstre side. Græsset gik hende til maven men noget have fanget hendes opmærksomhed. Et underligt rør med noget der lignet lygter oven på stod malplaceret midt i det høje græs. Samanta hævet hendes AR-10 riffel og afsikret den mens hun skubbede noget af græsset til side med hendes venstre hånd og holdt geværet med højere og begyndte langsomt at gå frem. Luften var tung på grund af de store mængder af vanddamp der var i luften. Solen skinnede ned på Samanta som svedte som et andet dyr i en sauna.

Samanta flyttede græsset mens hun have geværet klart. En lyd begyndte og forme sig i Samantas ører, en dyp dunkende og pastant lyd som om noget nærmest kørte i en rytmisk tone på grund af noget mekanisk. Pluslig genkendte Samanta lyden en bil motor. Samanta greb om geværet og begyndte og gå med mere afventende og bestemte skridt mod lyden. Hun flyttede noget græs lidt efter og fik øje på bilen der svagt røg og duften af benzin var tydelig. Bilen var ramlet ind i en kampe sten og motor hjælmen var krøllet sammen. Samanta sprang frem og flået panelet af bilen og rev ledningerne ud på bilen og lyden af motoren der gik ud var tydelig. Samanta vende sig om og så på området rundt om bilen. En hævning hvor et smadret vej hegn var have tydeligt været der bilen var faldet ned fra græsset var tromlet faldt af bilens vægt og flere mindre metal dele lå rundt om i det ned kørte græs. Samanta kiggede rundt hendes blik faldt ned af bilen og hun spilede øjne op. Tasker lå rundt omkring og en bue med tilhørende pile bilen var blevet forladt ellers var chaufføren blevet slynget ud af bilen da den faldt ned for kløften. Samanta kiggede ud i området og fandt noget der fanget hendes opmærksomhed noget græs var nedslået som noget var landet der.
Samanta gik med tunge skridt mod området og flyttede græsset med spidsen af riflen. Efter et minuts gang. Kom hun til området og stoppede op. Det var tydeligt kroppen hun kunne se have landet i græsset og rullet lidt rundt så græsset var lagt ned. Samanta gik hen til kroppen der lå lidt væk og skubbede den over med foden for undersøge den.

en sødlig duft ramte hendes næsebor og sulten efter en sjæl melde sig straks i hendes krop. Pigen der lå foran hende var et menneske nærmer en utrolig smuk kvinde. Et utrolig smukt ansigt indhyllet i noget af det smukkeste lange blonde hår med et naturligt krøl man kunne forstille sig. Hendes krop var lige så fin og unik som kun få Samanta have set. En kort tanke om at få sig et af de mest delikate måltider hun har fået i sit liv fristede hende virkelig. Den sødelig duft af engel ramte hende og hun slikkede sig om munden. Hun kiggede igen på pigen i græsset og pluslig slog det hvor meget den pige mindet om hendes veninde Kristin der ventede hjemme i lejeren. ”fordømte mennesker kan i ikke bare lære forblive føde” Samanta mumlede det vredt før hun greb om pigen og svang hende overskulderen pigen var tilsyneladende bevidstløs og have flere steder sår der krævet behandling men hun kunne godt vente med og tage af sted. Samanta bar Kvinden hen til taskerne og buen. Samanta satte kvinden op af dækken og ompakkede tingende så mange af tingende kunne være i den store taske og smed buen og kvinders ryk og pile korvet over hendes egen skulder før hun greb om kvindens hofte og begyndte og gå tilbage mod hendes og Kristins lejer.
Omkring efter 50 minutters gang begyndte autocamperen og blive synlig og Samanta mærket udmattelsen af at bære på alt det leds. Omkring 20 minutter efter stod hun Foran Kristin som kiggede på hende med et blik der udtrykte en del utryghed ved denne kvinde. Samanta vidste Kristin vidste en del om læge hjælp og at hun ville hjælpe hende men hun ikke var tryk. Samanta gik ind i autocamperen for gøre noget aftensmad klar mens Kristin blev efter ladt med kvinden. Hun prikkede lidt til hende. Hendes vejtrækning var stabil men flere af sårende have været åbne i flere timer der var ikke mistet meget blod men kommet nogle slemme infektioner. Samanta kom ud med forbeninger læge midler og en bagel med rent vand. Kristin begyndte og rense sårene med en støre ro end nogen anden kunne forstille sig. Kviden have en åbning i armen som hun fik syet sammen pænt efter hun have renset den dog blev hun ned til og brænde noget hud sammen på hoften fordi hun måtte sikker sig alt væv der kunne være inficeret med bakterier var dødt stedet ville gøre voldsomt ondt på kvinden når hun vågnet.
ud fra angebet af bakterier og hendes tøjs tilstand have kvinden nok ligget uden for omkring 30 timers tid. Kristin var ligeglad med om kvinden endlig overlevede hun kendte hende ikke og ønskede det ikke da der var risko for hun kunne være dæmon eller varer varulv. Kristin var kun et menneske der fulde efter hendes veninde som senere vidste sig være dæmon.

alt i mens Kristin klaret kviden Samanta have fundet have Samanta selv startet på lave noget mad. Kviden have brug for noget med en del næring i hun have også brug for noget varmt og noget fyldt med fedt. De var ikke i stand til og få hende hjem i hendes egen bil men der lå en forladt by ikke mere end nogle dages køretur bag dem de ville ikke have noget mod at sætte kvinden af der. Samanta have hakket en masse ting hun gik ud for starte bålet op men hun så på Kristin der arbejdet med kvinden. Lidt tid efter var hun færdig asaasxog de bar kvinden ind i sengen i autocamperen. få at vente på pigen vågnet

Det havde ellers startet så fint.
så ganske ukompliceret , som en helt almindelig dag.
Millicent James havde begivet sig pænt langt væk hjemmefra, i sin jagt og sin søgen efter bytte.
Hun plejede altid at være vel forberedt. Klædt på efter årstiden, udstyret med den nødvendige proviant for en død jæger gjorde ikke meget nytte, uanset hvor meget bytte. Men der er en første gang for alting, og hvad end det var der kostede november måned at brænde varmere end en høj sommer dag i juli, så tog det fusen på den blonde jæger og hun var røget ind i den forfærdelige skæbne kaldet vædske mangel.
halvsløret og omtåget havde hun dappet lidt rundt på må og få, for til sidst at måtte slippe tasken med sit bytte, et lille hjorte kid, da oppakningen blev for tung.
det skar altid i hendes hjerte, når så skønne dyr måtte lade livet, men desværre var det netop disse umuteret smukke ting, der stod i høj kurs fordi de belb betragtede som uforudrenet kød. Så fornuft kom over følelser....man skulle jo overleve.
Millicent havde nogle løse arme grønne og beige farvet baggy shorts på, et brunt læderbælte fremviste taljen, og en beige tanktop så ud til at være bodypaintet på. varmen fik alt til at klæbe sig til kroppen.

Var bilen ikke dukket op, og den gamle kone som kørte den ikke haft et hjerte af guld, så kunne Millicents vandren i tankernes tåge udmærket have endt med at blive hendes sidste eventyr, men thank god- kvinden samlede hende op...smed Millicents bue og pilekoger, samt rejse taske om på bagsædet og ville til nærmeste landsby for at få det fremmede pigebarn på højkant. kun vand nok , til at overleve, havde hun tilbage, så der var ingen fråds...og ikke nok at få Millicent helt klar i mæglet, men hun blev da holdt oppe l, blev holdt ved bevidsthed. men stærk var hun ikke, så havde Millicent haft omtanke nok til at beholde sit forsvar oppe hos sig, pilene og buen.

Efter nogle timers kørsel gik det fra asken til ilden.Millicent havde forsøgt at dirrigerer vejen og havde i den proces fået ledt dem direkte hen til en Darcat med to unger.
ungerne rendte på vejen og legede og den gamle ....der ikke var så god en billist og heller ikke havde så super fedt et syn, kom til at køre den ene lidt ned. så brød helvede ellers løs.
En tre meter stor Darcat mor, tronede op ved forruden og brølede som var den besat. Den rystde det store gevis og stangede...først en...så to gange mod bilen, før Millicent skreg " KÆØØØØØØØØR !!!" og hendes fod trykkede speederen i bud, da den gamle dame nærmest var gået i chok mode og bare så stille som en statue.
Millicent havde heller aldrig set sådan en før- og slet ikke en der gik amok, som moderen her. Hun forfulgte bilen med fråde om det sorte kæbeparti. hvor hvidgule syle spidse tænder hele tiden lynde som en dødelig trudsel, mod Millicent og den gamle.
Det gik op for Millicent at den gamle var besvimet, da hendes hoved faldt med et tungt KLASK -og herefter blev liggende på rettet, og forhindrede Millicent i at styre rustbunken ovre fra passagersædet. det betød at de mistede kontrol over bilen der nu slingrede voldsomt afsted, men katten efter sig- ude efter hævn.

Millicents skrig flænesede den lufttunge varme tåge der omgav dem.
selv om hun var sløret af den manglende vand, vidste hun det var alvor nu...og livet sat på spil. Hun nåede lige at spænde sig fri af selen, og åbne døren for at lade sig trille ud, da bilen ramte en stor sten, og alt et øjeblik blev sort.

fem min senere:
Som i en fjern tåge...et mareridt af en film...noget der ikke er virkeligt, slog hun øjnene op for at møde det frygteligesyn. En stor sort tigerligende ting....med gevir...den bar kroppen af en livløs gammel kone afsted, dinglende slapt fra Darcattens kæber. katten bevægede sig væk fra Millicent....væk fra stedet.
Hun nåede også at bemærke hun havde flænger...sikket både fra bilstyrtet og fra darcatten der nok havde været ovre og tjatte lidt til hende med dens betændte kløer.
Hun klagede svagt...og forsøgte række ud...fulme med hænderne i det fugtige græs efte hednes mobil. Hun måtte have hjælp. sms Aureil.
men omkring hende var kun græs---græs og mørke.
Et par tåre gled fra de lukkede øjne.Hun havde ikke energi til at holde dem åbne. Eller til at holde sig vågen. Alt blev mørkt.

33 timer senere:
En klagende lyd flød som var den tynd tåget røg, ud mellem de blege læber og hun gjorde et forsøg på at bevæge sig.
bevidstheden var vendt tilbage, sådan da...den var på vej i hvertfald.
Hun kæmpede...kæmpede så hårdt for at slå sine øjne op.
hun kunne dufte...ting...mad ? anderledes dufte end dem hun kendet.Hun var et fremmed sted! ...men hvorfor...og hvor ? Millicent tvang sine øjne op, og i samme sekundt lyset ramte hende, gjorde også en knaldende hoved pine, der fik hende til at jamre endnu mere højlydt, imens hendes ene hånd lagde sig over hendes pande.
Så tog en skikkelse form og stod frem foran hende. Millicent kunne set ikke udlede hvem det var, og da hun var forvirret og frustreret...og hun følte sig truet, kunne hun reagerer med flugt eller angreb- så instinktivt fløj hun halvejs op at sidde i senge, imens hun begyndte at fægte ukontrolleret med begge arme for til sidste med en hånd slog ud efter skikkelsen, wså hårdt hun nu engang kunne .Hendes hjerte sad fastklemt i Millicents hals, for hun trivedes bestemt ikke med at lege bytte eller bare være svækket og svag.

" GÅ VÆK.... HOLD DIG VÆK " snerrede hun truende ud, og det måtte ærlig talt være komisk at se den blege , forhutlet pige ,sidde på et sengelege iført forbindinger- og helt bælgøjet og omtåget truet med at uddele tæsk til dem der nærmede sig. men mod og kamp gejst havde nu aldrig været en mangel vare hos Millicent.
Hvis hun ikke blev neglet fast til vægen med søm, eller fik en røvfuld-ville hun med lidt mindre frygt og agression i stemme også tilføje"...Hvor er jeg, hvad er der sket?"

Have Millicent kiggede beder efter til og starte med have hun opdaget at skikkelsen foran hende ikke var andet en stor Siberian Husky som have kravlet op i sengen og var begyndt og i jagttage hende. Hunden følte sig ikke synderlig truet af Millicent i sengen og valgte at besvære hendes udråb med en glad gøen og springe op på hende og gnide hovedet mod hendes kind. Alt i mens Balder have valgt og kaste sin kærlighed over Millicent sad Samanta og Kristin og diskuteret omkring den nye kvinde der lå i sengen.

”jeg siger bare samanta hun kan være til farer for os vi aner intet om hende” Samanta spiste nogle gaffel fulde af den gryde ret hun have lavet før hun satte tallerken på jorden og kiggede på Kristin med opgivende øjne og begyndte og tale med en mere eller mindre ligegyldig stemme.
”Kristin jeg siger ikke hun ikke er farlig blot hun er et svagt menneske og ikke udgør den største trussel og jeg som du ved kunne jeg rive nakken om på hende når det passet mig” Samanta lage ikke mærke til autocamperens vindue over sengen som hun have lagt kvinden i var åben og gav mulighed for Millicent til og lytte efter samtalen. Kristin drak fra et glas med en brunlig gylden væske højst sandsynlig whisky.
hendes stemme lød mere aktiv da Samanta var færdig. ”Samanta jeg mener bare vi har selv brug for den medicin og hvis vi skal opvarte hende bliver hun en kæmpe byrde for os” Samanta rystede hovedet uden svarer og bukkede sig ned efter tallerkenen og samlede den op og spiste lidt videre af den. Kristin rejste sig lidt efter og samlede hendes riffel op. En G3 med et kiggeret sigte et 25 skuds magasin og en flamme skjuler det gjorde folk der vidste utrolig meget om våben og om at lytte i stand til og lytte hvilken side skuddet kom fra men man kunne ikke se lysglimtet og dermed have et lige så stor område som man kunne se hvor skuddet var kommet fra. ved siden af Samanta lå den AR-10 riffel som Samanta have været ude med da hun fandt Millicent.
den have et 20 skuds Magasin og et rødpunkts sigte og et støtte greb underneden. Den var malet i nogle farver som faldt godt i et med området alt var lavet i et gigital mønster der var beder til og snyde øjne og Millicent ville have svært ved og se den før Samanta samlede den op med den ene hånd og satte den nu tomme tallerken ned. ”ok tager du første vagt Kristin for så ser jeg til kvinden indenfor så tager jeg over om 2 timer” Kristin nikkede til Samanta efter hun kom med forslaget om at tage over efter 2 timer.

Samanta svang hendes AR-10 over skulderen og gik med langsomme skridt mod autocamperen uden for ved bålet lå Millicents ting. Samanta gik lidt og forsvandt Naturligt fra Vinduet synsvinkel hvor Samanta stoppede op og tænkte sig lidt om hun have hørt Balder gø lige før hvilkede han kun gjorde når han var glad for se nogle der ville snakke med ham. Samanta kiggede lidt mod døren som var åben. Kristin ville have kunne se hvis Millicent have gået ud af døren så det var ikke en mulighed. Samanta sank ned og forsvandt i skyggen og dukkede op ude på autocamperens toilet. Døren var lukket så Millicent have ingen mulighed for se hende. Samanta trak AR-10eren ned og stod afslappet med den som om hun bare ville være sikker men ikke virke for truende over for den fremmede kvinde. Hun åbnet døren og gik ind i stuen og fik øje på Millicent. Balder hørte hende og sprang hen til hende med et glad ”wuf” Samanta kiggede med nogle meget klare blå øjne som hun have fået efter hendes far. Hvis Millicent var i stand til og se Aura ville Samanta nok meget forvirrende hun have tilsyneladende skyggedæmons evner men udstrålet sucubus Aura hvilkede ikke gav ret meget mening.
”så jeg ser du vågen fremmede” Samanta smilede blidt til Millicent og var også klar over hvordan hendes Dæmoniske engergi påvirkede Millicent til et mere roligt sind og have en svag tiltrækning af hende. Samanta hoppede let med overkroppen så geværet hoppet med og hun kiggede på Millicent mens hendes stemme lød igen endnu mere i mødekommende ”tag dig ikke af geværet det en ren formalitet du ved bare i tilfælde af du skulle være fjendtlig over for vores gæstfrihed” Samanta andet nok det hun sagde kunne virke ret skummelt men hendes stemme bar over hovedet ingen præg af det.

Månelyset ramte igennem bagvinduet der gjorde det muligt og se bag ud i autocamperen. den varme jord og luften der var afkølet af vandet gav området et ugæstfrit indtryk og ville nok skræmme Millicent fra og løbe ud af døren og flygte der fra. Nogle brøl kom ude fra tågen. Samanta genkendte dem som varmblodet Raptor hvilkede var en ny ting som var på vej ind i verden. de kendte koldblodet var blevet lappet sammen med DNA fra frøer før i tiden som have gjort dem koldblodet men de varmblodet var mere oprindelig dyr som var kommet tilbage hvorfra vidste man ikke. Deres brøl var mere aggressivt og mere frygtindgydende end normalt. Samanta kiggede på Millicent og forsatte med og snakke.
”du velkommen til og gå ud i det område du skal bare vide vi er midt i ingen ting vi over 154 kilometer fra blackwood og er i en naturlig ørken normalt den eneste grund til området stadig er her er vindene har slæbt store mængder vand her hen som er blevet afkølet og nok til og blive fast det har givet grundlag for dette store grønne område.” Samanta slappede meget af i kroppen mens hun gik lidt tættere på.
og forsatte med og snakke stille og roligt. ”du velkommen til og gå men du skal vide du er langt ude og din bil var totalt skadet den har lagt masser af brændstof og kan på ingen måde komme til og kører igen. der ud over er du rimelig slemt såret din adranalin gør du nok ikke kan mærke smerterne men hvis du føler efter vil du nok have en god omgang smerte i dig”

Først troede Millicent at hun blev angrebet. Hundens gøen da den sprang frem og lade sine forpoter mod hendes bryst, fik hende til at knibe øjnene hårdt sammen og strække sine arme helt ud. Næsten som fik hun spasmer, og blev helt stiv.
Da skete noget besynderligt. Hendes evne til at danne et beskyttende skjold psykisk, manifesterede sig og gav hende et usynligt værn.
Det var kun oppe i fem sekunder, og hun anede dårligt havd der skete, men den smukke hvide hun med lysende isblå øjne , den slog sin snude mod en usynlig væg, og fløj tilbage med et lille piiiiv.
Millicent var blevet så klar, at hun havde styr på det var en hund....og da den trak sig pivende væk, var hun også sikker på den ikke var til fare .
" Hey..heeeey, sorry sweetie" mumlede hun og lod en hånd glide beroligende ned af hundens flotte lyse pels.
Et mere tilfredst vuf kom Millicent i møde, og fik hende til at smile trods hendes krop hvinede af smerter.

Millicent tyssede på den vuggende hund. Hun kunne høre stemmer, og var straks i forsvars mode igen.
* Kristen....Samanta....to kvinder?!..okay okay...easy Mils...det er da bedre end en hær af mænd! Geez du kan vel liste væk , uden de opdager det! Når du altsår kan stå OG gå igen* lød hendes ironiske tanker. Hun følte sig like shit og var al for svag til at tage flugten , hvis hun tænkte sig om.
Desværre havde hun en vane med først at handle og ....bagefter tænke, så nu måtte hun lige se situationen lidt ad.

Hun nåede lige at tænke shit, og prøve at svinge begge sine ben ud over sengekanten, og så stod der en pige foran hende.
-* kristen???Samanta???hvem var det? Og hvorfor virkede de navne så bekendte ?*
Millicent tog sig til panden , og sukkede tungt.
Hun kunne ikke se aura, havde ingen begavelser der gik i den retning.
Kun Auriels kunne hun mærke, men selv en blind kunne se hans.
En ærkeengels var ganske anderleder...dominerende og særskilt, og det måtte alle erkende, uanset race og styrke.
Hun anede derfor ikke at Samanta var dæmon, men hun mistænkte det, da hun kunne mærke luften begyndte at emme en smule sensuelt.
Millicent vidste hvor sådanne vibes stammede fra, hun havde før været i selvskab med 'den slags' .
" i tilfælde af JEG er fjendtlig? Christ...look at me...og DU står med et våben fordi du er venlig? Jeg kunne jo ikke engang klaske en flue i den her tilstand. Må jeg bede om min mobil, jeg skal ringe til en ven " mumlede hun, lidt usikker på det hele.

Nogle frygtelige brøl fik Millicent til at fare sammen.
" repetore?" Hviskede hun og trangen til at grave sig ned og gemme sig voksede pr sekundt.

" Nej tak, jeg skal ikke ende mine dage som dyre mad, ikke hvis det kan undgåes." Afslog hun at smutte fra stedet. Men det var da godt at vide hun var fri til at gøre det.
" Hør....kan jeg ikke få dig til at stille den der skyde sag væk ? Den gør mig sjovt nok ikke specielt afslappet . Jeg sværger ...jeg kan hverken skyde ildkugler ud af hænderne eller slippe en dødelig hale fri. Jeg er ganske harmløs" prøved ehun at overbevise pigen.
Det var svært at bedømme hendes alder. Hun havde en sjov blanding af noget svagt og råt, hvilke komplicerede det for Millicent.

Millicent kom dog op at sidde på sengekanten og gav sig lidt.
" Jeg formoder du fandt mig ...bevidstløs? ....er du så kristen eller Samanta? "
Millicent prøvede at rejse sig, bare for at afprøve hvad hun havde kræfter til- men hun faldt sammen med et lille klagende støn.

" Damn....jeg er rimeligt medtaget, jeg har vist ikke adrenalin nok ....har du noget på flaske . " drilelde hun og måtte så lade sig bumle ned i senge igen, og overgive sig til dens bløde puder. Selv der bed smerten i hende, men hun havde nu besluttet sig for ikke at afgive flere lyde.
" hvad laver i herude ?" Lød det istedet interesseret fra den blegnæbbet pige.

Samanta kiggede på Millicent da hun begyndte og snakke hendes tilstand og smilede. de blå øjne kiggede undersøgende på hende og Samanta kunne ikke lade hver med slikke sig svagt om munden. pigen som sad der var en lækker bisken som fik Samanta til og følge en stærk sult men hun valgte af en sær grund ikke og æde kvindens sjæl da hun fandt hende utrolig intrasandt. en smule ligegyldigt og arugant begyndte Samanta og snakke til Millicent angåendes hendes tilstand.
"kan godt være du svækket men som du ved er verden fyldt af syge væsner og du kunne have evner der kun gjorde dig stærkere jo tættere du var på døden" hun holdt vejret og rodet i lommen uden og finde hvad hun søgte mens hun holdt geværet med en hånd. hun forsatte.
"jeg ved godt det må være sygt men du kunne være varulv eller andet og i så fald ville jeg ikke have anden mulighed hvis du angreb end og plante en kugle i hovedet på dig" det var tydeligt Samanta tjekkede Millicent hun stod og læget overlagen hvilkede ville have fået de flæste varulve til og gå til angreb.
tankerne fløj igennem Samantas hoved mens hun strammede græbet om geværet i forventningen om at millicent snart ville rive skinet af sig selv. hun lyttede videre til Millicent mens hun ventede på hun var færdig.

Da Millicent nævnde Mobilen begyndte Samanta at grine højlydt mere end bare højlydt ja hun tudet nærmest af grin. "siger du at du vil ringe via den satelit telefon du har held og lykke" Samanta løftede en stor klods frem fra lommen med en skærm som var totalt smadret ledningerne hang ud af bunden på den Samanta forsatte med en alvorlig stemme. "den lå under dækket på den landrover jeg fandt dig ved den kommer aldrig til og virke igen" Samanta smed den smadret kasse over til Millicent før hun fandt et stykke tyggummi frem og pillede det lysserøde papier af der afsløret at smagen måtte være med enden himbær eller jordbær.
de smukke grønne øjne kiggede På Millicent mens hun tyggede stille og roligt og endnu en gang måtte synet af Samanta som hun stod der afslører den sindsyge der var i verden. hun var nok ikke andet end lige fyldt 17 men godt udvilket. men pigen foran millicent afsløret ingen tegn på og have haft en lang barndom hun holdt om geværet som om det var en naturlig selvfølge for overleve.
Da en smule tid var gået hvor brølende var hørt og faldet ud igen. kiggede Samanta med store øjne da Millicent bad om at Samanta lage geværet fra sig. det var tydeligt at Millicent have sagt noget Samanta slet ikke var glad for. tiden i stilhed var lang og indtens. Samanta strammet godt om geværet. noget tid gik uden ord før hun lage geværet tæt op af en skygge.
Samanta brugte stadig hendes dæmoniske evner til og forfører millicent lidt ikke så hun have kontrol men mere som om hun var hjemme og afslappet.
da millicent spurgte om hvordan hun blev fundet svaret Samanta dirakte.
"vil sige jeg fandt dig mere end bevistløs. jeg opdaget noget blinke i det fjerne og blev nyskerig og gik ud og kiggede efter det og ja din bil var mere end smadret vi kan på den i morgen når det bliver lyst og så se om der noget vi kan bruge"

Samanta gik roligt hen til stol da Millicent spurgte om hun var Kristin eller Samanta smilede hun før hun satta sig på stolen. hun tyggede tyggummiet stille og roligt og kiggede på en måde rundt i autocamperen så det ikke var til at misforstå at Samanta bad Millicent om at kigge rundt i autocamperen.
"jeg er Samanta" hun smilede til pigen mens hun greb tyggumiet i munden og smed det på bordet.
hun kiggede på Millicent mens hun kom med hendes kommentar om hun var medtaget efter uheldet. Samanta rollede med øjne. Samanta rodet inderlommen og kastede en kanyle med hætte overnålen hen til Millicent. der var en gulig væske i den og med store bogstaver stod der J-24. med en rolig stemme lød det fra Samanta.
"værsgo det er den stærkeste Adranalin du kan finde på market J-24 er den særlig type adranalin varulve udskilder når de forvandler sig. hvis du fjerner det gen der laver J-24 adranalinet ville de dø af smerterne under forvandlingen" hun smilede til Millicent med et skævt smil. det var ment som en joke for have Millicent bare en ide om at overleve vil hun vide det ville være selv mord og tage halvdelen af kanylens indhold i sig. samtidig sagde det noget om den pige Millicent sad overfor hun var ganske klog smart Agrasiv og vidste præcist hvordan man overlevet. men også hun have kontakterne til og skaffe hårdt overlevelses stof.

markets prisen var langt over 600 dollers for den kanyle der landet foran Millicent. da Millicent spurgte hvad de lavede her ude begyndte Samanta og tænke.
"hvad vi laver her ude HMMM..... ja det ved jeg endlig ikke vi har ikke noget hjem den her autocamper er vores hjem så jeg vil sige vi rejser rundt" hun kiggede hen på geværet og på millicenten. "du ville i de her tørre tider ville du så flytte fra området her pt så er vi her for jage vi har endtilvidere nedlagt 4 hjorte flere kaniner og duer og vores fryse rum som ligger i gulvet er fyldt med fugle. så du kan sige vi skaffer os føde"

hun kiggede på Millicent "men hvad med dig hvad laver du her ude" som om vinden have fløjet lyden fra samalen ud til bålet kom Kristin ind af døren og hunden sprang glad ned til hende og lovret lykkeligt med halen hun have en jagt riffel over skulderen og smilede til de 2 piger. hun åbnede munden og med en let stammen kom det ud fra hende.
"jeg har ikke set fjender har tændt det Elktriske hægn og vil til og gå i seng og hej pigebarn" hendes arme var blottet og man kunne se flere bidmærker fra mennesker. de var gamle og skyde ud fra helingen kunne Millicent måske fastslå de var fra tiderne hvor vegas var nedlagt af zombier.

Millicent var kommet op at sidde på sengekanten, nu med begge ben svunget ud over, trods hendes afkræftet tilstand.
Hun vippede lidt med fødderne, roterede rundt ved anklerne og tvang lidt gang i hendes blod omløb, ved at stimulerer venerne, og få blodet til at løbe tilbage og give lidt mere ilt til hendes omtåget hoved.
Desuden skulle hun passe på at blodtrykke ikke ville falde for hurtigt, så ville hun blive helt vildt svimmel af at sætte sig op- eller rejse sig - og måske enda besvime.
Men det gik nu fint det hele.
Hunden havde nu fået lagt sig ned i Millicents seng, og lå og betragtede hende, med dens hoved , hvilende afslappet på dens poter.

Millicent skævede til pigen med det aggressive våben, og et lille spinkelt smil trak i Millicents mundvige..." sorry...jeg er hverken en varulv eller bare en almindelig tæve" kunne hun ikke dy sig for at drille, selv om kroppen gjorde forbandet nas.
Igen flygtede en tanke mod Auriel....hvad hun ikke ville have givet , for at kunne søge tilflugt i hans favn lige nu. For at krybe ind og mærke hvordan hans stærke arme lukkede sig beskyttende omkring hende.
For at putte sig ind mod hans bryst og lade hendes læber søge mod...NEJ...ÅÅÅHHHH NEJ....for fanden da hvor hun måtte have slået det hoved hårdt ?!
Men et forvirret udtryk, lod hun en hånd fare gennem sit hår, for at feje både hår... og tanker om ham væk fra sit hoved.
Sådan ! Nu var det bedre....Millicent skævede mod pigen, og kunne mærke at hun begyndte at føle sig mere tilpas, mere afslappet. Pigen havde ikke tænkt sig at skyde mod Millicent, så det ud til.
Heldigt...at skulle afværge og dukke sig for kugler nu, var nok liiiige i overkanten .

Den efterspurgte mobil landede ved siden af Millicent, og hun skar en grimasse.
" For helvede da...den er jo total skadet ! Shit" småbrokkede hun sig .
Det var nærmest et større slag for Millicent, end de kropsligt skader, for hun var tæt knyttet til sin mobil. Og hun kunne heller ikke huske et eneste af de indlagrede nummre, da hun aldrig havde ulejlighedet sig med at memorerer dem. Fandens. Nu kunne hun heller ikke kontakte ærkeenglen! Ikke at hun havde TÆNKT sig at gøre det.. men hun KUNNE ikke nu HVIS hun havde ønsket det, surmulede hun og samlede mobilen op, for at trække lidt i de løse ledninger og sukke opgivende. Den var kaput ...like forever rest in Peace !

Pigen studerede tydeligvis Millicent, og havde en lidt provokerende snært over sig, men Millicent bed ikke på krogen, når det kun gik udover hende selv.
Her havde hun langt lettere ved at tilbageholde sit temperament. Det var værre i andre situationer...som da Auriel og hende havde mødt manden og den lille Bjørn, som han ikke var god ved. Der var der opstået en smule tumult. Og hun vidste nu at Auriel havde brugt hans særpræget aura....bevidst eller ubevidst...til at manden trak sig rimeligt hurtigt, og lod Millicent overtage bjørnen. Det blev Auriel så mindre glad for, da han pludselig skulle have både Millicent OG Bjørn i sin bil.

Duften af det pink syntetiske tyggegummi nåede Millicents næse og duftede godt- og ja....der var til Quinten Tarrantino over billedet af pigen, som hun stod der og snoede sit bubblegum, da hun langt om længe satte sit våben fra sig, og besluttede at stole lidt på den blonde patient.

Millicents blik fyldtes med undring, da en kanyle kom flyvende og forklaringen fulgte med , hvad det var.
Med nysgerrige øjne, samlede Millicent nu kanylen op , vendte og drejede den et par gange foran sit observerende blik.

" oh...OHHHH!" Udbrød hun og lagde den fra sig med stor forsigtighed. Ikke om hun ville risikerer stikke sig på noget, det gjorde da ondt !
De isblå øjne fik for første gang et lille bitte glimt, af noget der kunne minde om kamp gejst, da hun trådte lidt i karakter ." seriøst? Tror du jeg vil sidde her ....i selvskab med en fremmed og injiceret mig selv med ....varulve adrenalin...det kunne jo være ANYTHING der var i den kanyle." Millicents lyse bryn, skød i vejret da hun fejede bordet rent, med sidste trumf..."... desuden er jeg bange for nåle !"
Hun hev vejret ind af næsen i et hårdt ryk, og kunne godt mærke det smertede hele vejen ned i hendes lunger, så hun rynkede irriteret på næsen.
" Hør.... Jeg ville sikkert være død , havde du ikke slæbt mig hjem....og skal det ikke være forgæves du har maset rundt med mig, har du så ikke noget alkohol ? Jeg behøver virkelig noget med promiller i....jo stærkere jo bedre" tiggede hun så med både stemme fald, ord og blik.

" Så ...i er altså bare to piger, der rejser rundt og forsøger klare jer på egen hånd ?" Prøvede hun sig frem.Så havde. Millicent virkelig været heldig, heldig at møde dem.
Hun kneb øjnene lidt sammen , og betragtede Samanta . Der VAR nu noget over hende? Måske det bare var dæmon naturen der legede med Millicents tanker, men ...det føltes nu anderledes. Mindet om en varm kro, og en samtaler der havde været der, begyndte at røre på sig, langt langt bagerst i Millicents minderække. Men den bevægede sig dog. Hun kunne instinktivt mærke hun bude vække netop dét minde...men hvorfor dog det ?

Millicent trak på skuldrene og svarede Samanta ærligt.
" Jeg gik mig over sø og land, for at finde en dæmon til en mand ...altså jeg søger efter en speciel kvinde, ved navn Crasie " forklarede Millicent, på hendes egen typiske maner.
Men lige nu var hun mere optaget af den lille dæmon foran hende.
" Samanta ....hej , jeg er Millicent James ...og tak for hjælpen " nåede hun kun at sige, før kvinden der hed Kristen , tonede frem.
" Eeh... Hej...og tak for jeres hjælp " famlede Millicent lidt med ordene.
Lyden af reptiler skar igen gennem luften, og lyden af 'elektrisk hegn' fra Kristens læber, lød ærlig talt ret godt , når der listede sådanne bæster rundt derude.



" hør... Jeg skal have en ny....en med en ordenlig dækning så. Der må være nogle ....særlige mobiler man kan købe, måske nogle produceret i Occulta?" Spurgte hun ind til. Med den kanyle på lager, kunne det måske godt tænkes at pigerne her, havde andre gode kontakter der kunne trækkes lidt på ?
" Jeg er selv jæger....krybskytte, så jeg er ofte uden for almindelig dækning, hvilke kan være problematisk. Det vil være et godt tidspunkt ...nu hvor Mouse er død...at få en med ordenlig dækning. " smilede hun imødekommende til begge kvinder.
Jaja....hun havde navngivet hendes mobil....and so what...livet på landevejene kunne være ensomt, og Mouse og internettet blev her, hendes kæreste kompagnoner .

Kristina ar synes at være svære ikke at bemærke, selv om Millicent gjorde sit bedste for ikke at stirre ubehøvlet. Omvendt virkede det også uhøfligt og lidt påtaget, slet ikke at kommenterer på det- så med en varm stemme og øjne der udelukkende udtrykte medmenneskelig varme, kom det stille fra de blege læber .." Auvs...det ser ud til det var en barsk affærde ?" Hun nikkede mod Kristens blottede arme, og de arrede tandsæt der skildte sig ud på dem.

Samantas øjne åbnede da pigen der have spurgt adrenalin blev forskrækket over det. Hendes blik blev irriteret og hun gik hen og greb den og gik tilbage til skuffen hun have taget. Hendes øjne lynet noget tid mens hun kiggede på Millicent da den blondhåret kvinde have talt ud om Samanta var sindssyg svaret hun med en afkølet stemme som kunne forvandle mentale knogler til sten.
”hvad fanden tror du man bruger adrenalin til pigebarn det er til folk der såret det tvinger hjertet til og holde sig gående tror du jeg ville have noget som kunne gøre tingende varer ved et skudsår” Samanta kiggede Køligt mens det blev tydligt hun løsnede let op da kvinden talte om alkohol gik Samanta lidt hen af gulvet og bukkede sig og løftede en blade til et rum i gulvet. Hun greb noget der nede og en lyd af glas der blev rykket hørtes tydeligt. Hun trak en blank flaske op med noget gennemsigtigt i og en anden flaske op med et ødelagt logo og en 3 glas flaske med noget gyldent i der mindet meget om mørkt mørkt æble juice i sin farve. Hun greb 2 flasker med den ene hånd og den med æble den mørke farvet væske i den anden.
hun gik tilbage til kvinden og lage de 2 gennemsigte flasker ved siden af Millicent.
”ser du trunte den ene er vodka” hun peget på flasken med det ødelagt Logo og smilede til Millicent som en af de stor drengede der så på de små der skulle drikke stærk alkohol fra første gang i sit liv og begyndte og snakke med mens hun peget på den anden flaske.
”den anden er hjemmebrændt jeg købte noget da jeg var i en mindre by og lavede alkohols test på den da jeg tjækkede var den på 86% men den kan muligt være stigen en smule under opbevaringen jeg har dem liggende normalt til sår rensning men vil du gerne have noget stærk vil jeg tilbyde dig det”

Samanta satte sig og åbnede den flaske hun ikke have lagt foran Millicent og duften af en ryderet mørk duft kom frem og snart kom den klassiske Whisky duft. Samanta hævede flasken og drak en tår som kunne slå en voksen mand af menneske racen omkuld i hendes alder før hun stillede flasken på boret og nærmest så uberørt ud hun kiggede afventende på Millicent. Da Millicent spurgte om de var 2 piger her ude smilede Samanta til hende.
”jep mit navn er Samanta Kurosaki Tuhkan og jeg er adopteret af en famillie i Vegas men stak af for nogle måneder siden og nu prøver jeg finde ud af min fortid” Samanta kiggede på Millicent tænksomt det var tydeligt Samanta overvejet sine ord.
”jeg kom op at skændes med Min plage familie da jeg fandt et brev hvor det forklaret at min mor frygtede for mit liv og hun overlod mig til min plage familie det gjorde mig vred at jeg ikke fik lov og opsøge så jeg stjal brevet og stak af fra Vegas jeg klatrede over muren og flygtede” Samanta rodet i lommen og trak brevet halvt op men slap det igen og forsatte med og snakke om hendes fortid.
”da jeg læste det nærmere nævnte brevet flere navne der i blandt en Medusa Victoria som jeg overhovedet ikke skulle frygte for møde og jeg prøver nu og opsøge denne kvinde” Samanta ventede mens hun kiggede på Millicent for se om hun flippede ud som mange andre have gjort da hun nævnte navnet der gik mange rygter om denne kvinde. Samanta andet ikke noget om hendes navn eller om denne Medusa.

Samanta kiggede på Millicent og svaret med afkølet stemme som om Millicent ikke andet noget.
”er du dum Occulta de lukker sjældent væsner ind og slet ikke væsner som mig” Samanta lavede en bævelse med hånden for at understrege hendes krop.
”hvis jeg gik der hen ville jeg nok blive skydeskive og nej pigebarn vi har intet af den slags. Det røvdyrt” Samanta kiggede mere end vredt på Millicent og forsatte.
”desuden hjælper det med til sporing og bringe andres liv i farer kan godt være du normalt ikke kommer så langt ud men i den verden uden for findes der væsner som er møg intelligente og som kan finde ud af fange signaler med deres udstyr og som vil guffe dig i sig. Muligvis vil de nøjes med og skære dit ben af for holde dig i live og dit kød mest frisk jeg taler ikke om bare væsner jeg taler om nogle vider udviklinger af din art pigebarn” tydeligt Samanta var mere end vred over pigens dumme spørgsmål hun skulle til og forsatte da Kristin kom ind. Hun kiggede på dem med et smil og sagde hvad hun ville sige og vendte sig om men da Millicent Nævnte arene greb Kristin forskrækket over dækkede den enes arm ar og vendte sig om. Et perfekt ar som man kun kunne fastslå fra et menneske blev synlig for Millicent.
hun gik med tunge skridt mod Millicent og arene blev tydelig for hende Kristins stemme lød køligt.
”Prøv du og flygte fra Las Vegas mens Vagter åbneder Ild mod en flok Uskyldige mennesker fordi zombierne omringer dem og begynder og æde sig ind til en. Ja det gjorde forbandet ondt da omkring 6-13 zombier prøver æde en” med ordne gik hun små vredt og smækkede døren så Autocamperen rystede let. Samanta kiggede på Millicent der muligvis ville begyndte og kunne få masser tanker om biddene og mulige smitte fare og sukkede.

”Kristin er Immun over for Zombie sygen hun er ikke i stand til og blive smittet men kan bærer smitten. hun kan blive bidt og bidt og have Virussen i blodet uden den kan overtage hendes krop. Derfor har jeg alt det ger til hvis hun bliver såret skal jeg være hurtig for så kan hendes immun forsvar tabe til virusserne” Samanta drak af Whiskyen og rejste sig for gå udenfor hun stoppede i døren og kiggede på Millicent
”ved du meget om Skyggedæmoners evner endelig” kom det nysgerrigt fra Samanta

Millicents ene bryn skød afventende i vejret, da Samanta tydeligvis lod sig irriterer af Millicent ikke ville injicerer sig selv, med kanylen.
Da Samanta var færdig og kun skød svaler af med sit kølige blik, lød det knastørt fra Millicents læber..

" Jeg aner ikke hvad du har og ikke har liggende! men ingen ved deres fulde fem, vil da sidde og skyde noget ind i deres krop, som en fremmed har givet dem...ikke så længe man selv kan trække vejret. " Millicents øjne fandt tavet af bilen og selv om hun var fuld ud taknemmelig og egenlig syntes meget godt om pigen, så havde Millicent nu ikke for vane at lade folk fnyse af hende, uden lige at have en bemærkning, så den kom naturligvis også...

" ..men hvis du har en injektion med lidt fornuft og gode maner, så skulle du måske tage den selv ?"  Stemmen havde dog et stænk af humor og emnet var da også hurtigt lagt på hylden igen, og ændret til at omhandle promiller.

" see...DET var bedre. " Millicents læber hævede sig til et smil og hun pegede straks på den klare flaske.
" Vodka er helt fint, jeg skal jo ikke gå i brædderne." Grinede hun, for selv om hun indtog langt mere alkohol end den gennemsnitlige unge kvinder  , så var hun da på ingen måde immun for dens virkning. Og der var virkelig ikke grund til at sløre hendes forslået hoved, mere end det allerede var efter bil ulykken, mente Millicent og ignorerede det lille øgenavn trunte , da det forvirrede hende en smule.
Var det ikke noget mænd mest brugte, om piger? Der var ikke så meget mand over Samanta, så Millicent valgte ikke at give igen på den, på samme måde hun bestemt ville have, hvis en fremmed fyr lige havde kaldt hende for Trunte.


*Samanta Kurosaki Tuhkan * Ooh ja ja ! NU vidste Millicent hvem pigen var! Hun huskede det så ganske udmærket.
Der blev dog ikke spildt en eneste grimasse, der kunne afsløre at Millicent vidste noget om Samanta, ikke endnu. Millicent lignede en der blot lyttede rigtig godt efter, hvad Samanta fortalte omkring hendes baggrund, og at hun søgte efter sin fortid nu.

Ved samtalen om Occulta , trippede den unge kvinde igen, og mente at Millicent var dum ved at tænke de tanker, da man ikke bare lige kunne valse sin vej ind .
Men Millicent blev ikke vred, for Samanta kunne jo ikke vide bedre, vel ?
At kalde Millicent for dum, eller hendes spørgsmål for dumme, var nok en meget stor error. Meget kunne siges om den blonde halvengel, men hendes kløgt og vid fejlede skam intet- tvært om gik det ofte overraskende veje, som ingen havde forudset...hvilke gav en del fordele. Millicent indtog ofte rollen som underdog, den sorte hest ingen regnede med, og det passede hende glimrende. På den måde kunne hun 'gøre sin ting' uden for meget opmærksomhed.
Derfor smilede hun ved den kraftige advarelse om at miste liv og lemmer, hvis Millicent befandt sig de forkerte steder.
Det VAR sandt, det kunne Millicent godt risikerer...det kunne alle jo risikerer i den verden her.
Millicent havde drukket halvdelen af sit glas , da hun ret roligt gav sit svar.
De store klare øjne , gled over Samanta og det var nu ikke fordi Millicent var højrøvet og troede at hun kunne klar ALT, guderne måtte da vide at hun havde et sær talent for at komme i knibe, men indtil nu havde hun altså også bare kunne sno sig ud af det igen....ofte med lidt hjælp fra andre, but still.

" Well....for det første HAR jeg været i Occulta, og enda boet i Zone 1, i en længere periode" kunne hun ikke dy sig for at få med. Zone 1 var det mest hellige, og der general Zolner  dengang selv havde til huset.
Zone 1 var bestemt ikke normal adgang for folk og fæ.
Ikke engang militærets egne folk , kunne komme og gå som de lystede dér. Det krævede en særlig clearence.

" ... Og ja, verden er et grumt sted, med de ville jo skulle fange mig først , ik ? Desuden er jeg ikke tilhænger af man lever sit liv i frygt og lader den være kompas for hvilke veje man tager. You gotta listen to your heart, you know" lød det mere stille.
Livet var for kort til gemmeleg, og en del af hende var begyndt at have fortrudt hun ikke havde fået sat bedre ord på hvordan  hun havde det med Auriel.
Men det var nemmer at indrømme her...end når hun sad overfor ham.
Han var ....alarmerende...på alle måder.

" Jeg har været i kamp, men var så heldig at have en ærk...en ven ved min side , som kunne klar angrebet " Millicent forstod fuld ud Kristen, og derfor lyste øjnene imødekommende til hende. Millicent havde dog nået at bremse sig i at sige ærkeengel, for der var stadig mange folk der søgte efter Auriel, og måske også hans 'ukendte blonde veninde' det anede Millicent jo ikke.
Better safe that sorry , måtte hun huske på.

Kristen forlod dem, og Millicent tog i mod forsikringen om der ikke var risiko for smitte. Det var godt nok heldigt da. Et liv som Zombie stod ikke på hendes ønskeliste til jul da.
Med vodkaen næsten sat til livs, sad Millicent og rullede glasset frem og tilbage, mellem hendes lyse hænder.
" Hvad jeg ved om skygge dæmoners evner ? Hmmm ikke så meget. Jeg har mødt enkelte før, men deres evner kan varierer er mit indtryk? Ligesom andre væsner .."
Millicent smilede..." så du er skyggedæmon , formoder jeg . " en lille kunst pause...
" Hvad ville du sige , hvis jeg kendte navnet på dine forældre ? Jeg ved faktisk at de søger efter dig Samanta Kurosaki Tuhkan "  smed Millicent så meget pludseligt og direkte på bordet. Hun lagde hovedet lidt på sned, da hun finkæmmede Samantas ansigt for reaktioner. Millicent håbede på glæde ville tone frem.

Samanta kiggede mere end Provokeret på Millicent og da den spydkommentar kom fra Millicent spillede Samanta hendes Øjne op og svaret kom som en pisk over Millicents Kommentar ”jeg syns nu det var gode nok maner og rede dig for ikke ende som raptor føde men om det var fornuftigt se det jeg begyndt og være lidt mere usikker på”  Samanta smilede Provokerende tilbage til den blondepige. Samanta smilede over Millicent da hun nemt kunne aflæse den forvirring over ordet trunte  Samanta drak en slurk og kiggede lidt ud af vinduet i tavshed. Da Millicent var færdig med og snakke om Ooculta blev Samanta en smule rød i hovedet og rejste sig og gik med skridt mod et skab og åbnede skabet. Det var ikke muligt for Millicent og se hvad der var inde i det men lyden af noget der blevet taget ned var tydelig. Samanta Lukkede Skabet igen og Fandt noget der var viklet ind i stof og kastede det hen mod Millicent så det landet op af hendes ben pakkede Millicent Pakken op vil hun opdage en Kalver vest med flere skudhuler i en Metal plade lå under vesten og have taget flere skud. Samanta stod op af skabet og drak en tår af flasken af Whisky hun have taget med og mærket den varme smag i munden. Hun kiggede på flasken der næsten var tom hun drak den ud og kastet flasken hen af gulvet hun Kiggede lidt på Millicent.

”det var en hilsen fra flere Ooculta soldater vi var på en bar fyldt med en gruppe på 12 Soldater der fandt ud af jeg var dæmon fra en af de blodscanner de går rundt med du ved dem de ligger op af huden på væsner og så scanner den blodet for finde racen på en. de forslog Kristin hun kunne slå mig ihjel for  900 dollers de mente det åbenbart for da Kristin sagde nej slog de hende. Resten kan du regne ud vel”
Samanta kiggede med nogle stærk tomme øjne på Millicent som hun sad på sofaen Vesten have været et resultat af flere Rifler der have åbnet Ild. Samanta gik hen over gulvet og greb en stol som hun drejet hen så Bagenden stod foran Millicent og svang sit ene ben over stolen og satte sig med sprede ben på stolen mens hun kiggede på Millicent. Da Millicent fortalte om at hun have været i kamp og ændret fra et ord til ven blev Samanta Nysgerrig og smilede højt. ”Altså  du taler over dig blondi hvem er ærk….ven” lød det drillende fra Samanta hun spiddet nu Millicent lidt og lod hende trække ud før hun gav et godt dask på Pigen som en fyr ville og grinet mildt ”du behøver ikke snakke blondi jeg ville bare gerne se dig svede” Samanta smilet sødt til Millicent og håbet Millicent forstod joken. Samanta rejste sig  og gik hen mod døren men stoppede op da Millicent talte om hendes mor og far. Samanta vred sig og kiggede med Flammende øjne på den blonde pige og faret hen med en fart som Selv Millicent ikke kunne have forudset og meget diskrat trak hun en kniv og sprang frem så hendes ben landet på hver side af Millicent og hun trak med den frie hånd vodka flasken ud og smed den bag ud og presset Millicent tilbage.
”hvem fanden har sendt dig din sæk” Kristins øjne var vrede med den frie Hånd stak Samanta en hånd i lommen og fiskede noget op og kiggede Millicent efter ville hun se det var et stykke af en stor hybrid varulve kæbe Samanta nærmest Veste ordne ud ”dette var det sidste svin af din slags”
i det Kniven blev presset op mod Millicents strube greb to hænder om Samantas Skulderen og Dæmon pigen fløj over gulvet og bumbede ind i Vægen og Millicent ville Se Ryggen af Kristin der peget med et gevær mod Samanta.

Kristin stod i undertøj i form af et par hotpants og en top med et ryg motiv af en sommerfugl. Mave var synlig og afsløret for Millicent en utrolig smuk ryg på menneske pigen.
et Brøl kom fra Samanta der faret frem igen før Samanta greb fat i dæmonpigens hænder vred dem om og lage hende ned.
Samanta Spjættede lidt før Kristin begyndte og sige noget ”fald ned Sam vi ved ikke om hun er en af dem”
ordene nærmest fik Samantas vrede til og dale med en uset fart og nogle sekunder efter gav Kristin slip og  Samanta rejste sig og så På Millicent.
”sorry men jeg blev lige grebet af lidt vrede” hun satte sig på en stol tydeligt fortumlet. Hun have brugt mange kræfter og have for lidt ilt i kroppen typisk et tegn på stærk adrenalin udslip hos dæmoner.
”hvis du siger du ved hvem mine forældre er vil jeg spøger hvem der har sendt dig” hun fiskede kæben op fra gulvet og kastede den hen mod Millicent.
”han hed Tarvana og var en varulv fra the Ravens du ved Klanen der ledet af hende den sindsyge Kælling Medusa han fortalte mig at min Mor søgte efter mig og gerne ville fører mig til hende da jeg gik ind for pakke mine ting på mit hotel værelse angreb han mig han brakkede mit ben og jeg ende med og måtte dræbe ham for ikke blive bedøvet” da jeg undersøgte liget fandt jeg en The ravens tatovering på hans underarm og fandt ud af jeg har dræbt en fra The ravens Desto længere der gik fandt jeg ud af the Ravens åbenbart meget gerne vil have fat i mig” Samanta begyndte og finde fatningen mere og Forklaret videre.

”hvis du kan navnet på min far vil jeg meget gerne vide det for det giver ingen mening for mig på nogen måde efter hvad jeg har fundet ud af er jeg født af en Dæmon med navn Selena men ingen kender hende det eneste jeg fik fra hende var dette” hun fiskede et hundetegn op af lommen. Hundetegnet var blank og hun kastede det over til Millicent. Hundetegnet have en masse ridser men der lod ikke til og være et mønster i det dog virkede de hellere ikke alt for tilfældige det var som om man kunne læse noget i det. Men dette var kun for den som have utrolig gode øjne. Samanta forsatte
”i takt med jeg flygtede fra flere og flere af the ravens folk blev rygtet om mig spredt og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre jeg jaget vildt”

Samanta Kiggede ud på bålet og på Kristin der smilet moderligt til hende og gik ud til den sorte gryde ved bålet og fiskede noget mad op fra den og kom tilbage med 2 små tilkender med mad på den ene gav hun til Samanta den anden til Millicent og med en sød stemme kom det fra Kristin.
”vi har ikke meget men det vi har deler vi gerne med folk vi misforstår” Hun have svunget den jagt riffel hun have overskulderene.
Samantas blå øjne kiggede på Millicent med et afvendte blik ville pigen finde noget i det hundetegn og ville hun overhovet forstå Samantas angreb

At Samanta havde en frisk tunge, var nu på plads og Millicente ene bryn skød en anelse drillende i vejret. Øvrige bemærkninger kom der ikke flere af, thi somme tider var det en stor provokation i sig selv, ikke at tage den lille orm på krogen.
Pakken der kom flyvende, skulle jo pakkes ud- ellers var der ikke noget formål med den, så de lyse hænder fik hurtigt foldet stoffet til side, så hun kunne tage et kik.
Det var da ikke fordi hun havde forventet at en pakke fyldt chokolade skulle være indholdet, men at det var noget skudsikkert tjavs , med tydelige spor af mange skud, havde Millicent nok ikke brugt sit andet gæt på.
Hun holdte den frem for sig, og tog et mere grundigt kik, imens Samanta fortalte om deres møde med soldaterne, en noget anderledes historie end Millicents eget møde med dem.

"Jeg er ked af de ønskede det, det er jo forfærdeligt- men jeg må sige at mit eget møde med dem var ganske anderledes.der blev ikke krummet et hår på mig, trods jeg havde rygsækken fyldt med døde dyr, hvad de alle vidste , selv om det ikke blev sagt højt. Deres general var med, General Zolner...måske var det derfor der var mere pli ? Jeg har ihvertfald et andet indtryk, og jeg vil ikke tale grimt om occulta og Zone et, og slet ikke om general Zolner." blev det sidste ord, og vesten lagt på bordet foran Millicent. faktisk havde hun aldrig sluppet bekymringen hvad der var sket med Zolner. Hun håbede bare han var ok et sted derude. Måske han havde startet et nyt liv, med en sød pige og alt det livet ikke kunne byde ham i målstokke nok, til at gøre ham glad...her.

Argh...Millicent vred sig en smule, da Samanta havde opsnappet den lille tale fejl.
"bare en ven " mumlede hun, og måske ville en svag nuance af rosa danne sig , over hendes kindben. Han var kun en ven...de havde ikke andre labels på deres forhold, ikke endnu og ingen ville kunne klantre en ung kvinde for at snakke om en ven...især en hun crushede en smule på- men det var een ting. Hele ærkeengletingen -der burde hun nok sy sine læber sammen, så hun ikke fik talt over sig- derfor var det fint at Samanta ikke borede mere i den del.
selvfølgelig fangede hun svede joken, men valgte at vinkle den, til et billed af spandex i glitter og flettede to farvet pandebånd, og et rimeligt hyper motions vanvid der hittede max, dengan for en evighed siden.
" Se mig svede ? har du et arobicbånd fra 80;erne ?" små lo Millicent.

samtalen om Samantas forældre , tog en vild drejning for snart havde hun en kniv mod sin strube og et stykke død hundehybrid kranie kæbe over sig.
" Hør" gispede Millicent, der sad med ryggen presset helt tilbage i stolen.
Knivens æg , lavede røde mærker mod den stramme hun på halsen, men der var endnu ikke gået hul.
Millicent hev efter vejret i små ryk, bange og besværet i sin vejrtrækning.
men Kirstin fik taget kontrol.

Den pæne pige, viste sig behændig med en riffel something, og fik styr på samanta.
"geez...forhelvede da !" mumlede Millicent, og gned den ømme hals, så snart kniven var af hende.
"Sæk...jeg skal give dig sæk " lød det sammenbidt. Nu kæmpede hun kun i gade kampe, for penge når det var allermest sort med penge. Og ærgeligt for Millicent var hun ikke ligefrem skæppe skøn til det udele tæsk, men hun kunne udholde at tage dem, og sådan fik man en indkomst...og adskellige blå mærker.
men hun kunne da GODt fristes til at slynge lidt rundt med Samanta.
"LIDT vred? Hør...i GET it, du har tillidsproblemer, men jeg er ikke DEM og jeg arbejder ikke for nogen, jeg var bare i en forkert bil, på et forkert tidspunkt- hvilke i det store hele kan være et resume af mit liv " sukkede Millicent så højdramatisk, kun Auriel kunne toppe dette.

selv hun Millicent ikke gav topkarakter for at blive truet med kniv og kæber, lyttede hun pænt efter. Hun var klog nok til at vide hvornår der var vigtig info at hente, og så kunne hun blive tøsefornærmet på et senere tidspunkt, hvis hun følte for det.
" Waite a little...så en Medusa...real bitch med flair for pine og plage, har taget røven på dig , og hendes privat hær er nu efter dig...the ravens , er det sådan ?" sikrede hun lige at hun havde fanget det korrekt.

Millicent fulgte ud, efter Samanta, og tog imod en tallerken.
"Tak Kristin, det dufter vel nok lækkert" smilede hun varm, og satte sig på et aflangt afskåret træ, der var placeret hele to af, så de kunne fungerer som bænke, omkrig det lille bål. Det var jo hede sommer temperature, og hvis man så bort fra eventuelle dyr der kunne angribe, så var der hyggeligt.

" To ting...hvordan ser den tattovering egenlig ud ? ...og er du blevet bidt ?"spurgte Millicent og holdte en kort pause, for at åbne op for svar.


bagefter ville hun vende tilbage til emnet, Samantas forældre, og fortælle hvad hun vidste, med blid og beroligende stemme, da det måske var oprivende nyheder- det kunne Millicent intet vide om, det kunne også være fantastiske!

"Jeg ved din mor hedder Selena og ja , hun er dæmon_ faktisk kan jeg skaffe hendes adresse til dig , gennem Vladimir von Calverinos. De har vist en ...relation . jeg kan bede Vladimir om adressen ?, det tror jeg godt han vil hjælpe med " smilede Millicent.Så meget kunne hun nok få ud af vampyren- og ellers ville hun bede Auriel skaffe den, ham ville Vladimir ikke afslå.
" Omkring din far...så er det kun rygter, men ...jeg vil sige jeg har hørt dem ens to meget forskellige steder, han ...han er ret magtfuld "

Millicent hev en mundfuld luft ind, hvordan ville Samanta NU reagerer ?
Nyheden skulle lempes lidt forsigtig ud...
" Din far er ikke en hvem som helst, Samanta...han er rig og kraftfuld- og efter hvad jeg har hørt, meget glad , for din mor.
samanta...din far han...han er dæmonernes leder...jeg ved ikke om du har hørt om ham? Samanta...din far en Makuro Kurosaki!"
Millicent spejdede til kristin for at se om geværet var near by....just in case.

Samantas kiggede på Millicent med et ansigt udtryks der vidste støre kampe indvendig end man skulle tro hun kunne have. Da Millicent valgte og slynge ordne ud om at Samanta have tillids problemer rejste Samanta sig op og skulle til og løbe frem igen men Kristin kiggede med bestemte øjne der nærmest fortalte Samanta hun skulle lytte. Samanta satte sig ned med et surt Grønt og kiggede på Millicent og mumlede lige højt nok til Millicent kunne høre det. ”måske overreageret jeg lidt men hey du sagde selv verden var ond”
Kristin kiggede på Millicent med et blik der afsløret at svarer på Samantas åbenlyse Kommentar var mere end dumt med mindre hun ønskede og blive et hoved kortere.
da Millicent begyndte og forstå at the Ravens var efter Millicent nikkede hun som bekræfte Millicent.
”jep det stemmer ingen anden end Medusa Victorias er efter mig og jeg har The Shadow Of The Ravens der forsøger dræbe mig” Millicent håbet hun have gjort det klart for Millicent nu. Alle der kendte nogle få højtstående personer have hørt om denne Medusa Victorias.

da de have forladt Bilen og kommet udenfor sprang Samanta op i et træ lidt over den afhugget træstop og sad over hovedet på pigen. Kristin satte sig foran Millicent på jorden. Hun have hendes jagt riffel svunget over skulderen det smukke ansigt afspejlet en hvis uro ved de var udenfor men hun virket langtfra utryg det var som om hun vidste de kunne klare det meste. Kristin smilede til Millicent da hun gav maden.
”så lidt det mindste vi kan give dig er noget mad efter du næsten blev slagtet” Kristin smilede uroligt det var tydeligt hun forsøgte og lave sjov over angrebet på Millicent ikke af ond vilje men i et forsøg på og lette den stemning hun have inde i sig. Da Samanta have lagt sig til rate i træet og Millicent Spørgsmål om hvordan tatoveringen så ud og om hun var blevet bidt Samanta begyndte og tænke og huskede svagt tatoveringen og prøvede og forklare den så godt hun kunne.
”jeg husker ikke tattoveringen så godt Millicent men et skillet af en ravn med lange klør som hænder der holde om et kranium eller sådan noget”

Samanta sprang ned fra træet og landet foran Millicent.
Samanta gøs ved tanken hun kunne huske ulvens ånde og vrede i overfaldet.
Samanta stemme knækkede lidt da hun svaret på det andet spørgsmål det var tydeligt hun ikke brød sig om at snakke om overfaldet.
”jeg blev bidt ja men der skete noget lige før jeg blev bidt” Samanta sprang ned fra træet hun kiggede med store øjne på Millicent der vidste Millicent skulle holde øje nu. Samanta hævet hendes arm og stræk hendes fingere ud. Samantas skygge begyndte og blive lidt sløret for øjne af Millicent.   
pluslig fløj noget af Samantas skygge frem og slugte en støre kampesten.
Og der var en smule stilhed. Før et kæmpe Brag lød Samantas skygge fløj tilbage og kampestenene lå som en bunke sten. Samanta kiggede på Millicent og nikkede.
”jeg aner ikke om det normalt men jeg har fundet ud af jeg kan styre skygger jeg kan tage dem om som du kan samle sten op jeg kan styrer dens masse om den skal være hård skarp blød eller sløv og jeg kan angribe folks underbevist uden og spise den og plante falske minder og sådan” Samanta kiggede på Millicent hvorfor fortalte hun denne trunte så meget om hendes evner måske som undskyldning for at forsøge og slå hende ihjel hun fandt ikke ud af det og trak på skulderene, ”og jeg kan hidkalde væsner fra skygge verden og gøre dem stabile nok til de kan leve i denne verden så længe jeg ønsker” dette var mere end voldsom styrke normale skygge dæmoner kunne kun passerer den men hun kunne åbne døre til den og holde dem åben selv ikke Makuro vil kunne dette med mindre han bruge samuide kunsten.

Samanta kiggede lidt før hun lyttede videre til Millicent om hendes mor og begyndte og grine men et sygt grin som om Millicent ikke have forstået andet og hun kiggede på Millicent med øjne der var store og røde som om hun have grædt eller holdt det inde. ”ja jeg ved hvem hun er og ja jeg kender hendes navn men ved du hvad hun er ikke længere sammen med min far for sidst jeg hørte om hende for nogle dage siden ved du hvad så” hun kiggede på Millicent med et grin der vidste hun var ved og briste i sig selv.

”min fucking mor er Medusa Victorias elsker ja Pigebarn hun er fucking med i the Ravens og hun ønsker mig fucking død er du med Millicent min egen mor ønsker mig død” Samanta kiggede med hendes store blå øjne og de data Millicent have fået fat i var flere måneder gamle og Samanta kiggede på Millicent med et blik der kunne skræmme selv en død til døden igen.
men noget i Samantas Blik ændret sig da Millicent sagde hendes fars navn. Først var det ikke til og se hvad det var men pluslig blev det tydeligt Vrede Stærk vrede. Samanta åbnet munden og skreg Pluslig og hendes skygge faret Op og formet sig til noget der mindet om en slags sværd og faret det ned mod Millicent Før Samanta have mulighed for Ramme Millicent Blev hun skubbet til side af Kristin og sværdet ramte noget væk fra Millicent først sad det fast i jorden men pluslig eksploderet det så et lille krater og en tryk bølge kom ikke langt fra Millicent så stellet med gryden faldt ned.

Samanta rejste sig op og kiggede med vrede på Kristin hendes øjne var ændret de var ikke længere blå men røde stærkt røde og en underlig knoren var ved Samantas Åndedrat. Samanta kastede sværdet efter Kristin der smed sig forover kun lige i tide til ikke blive ramt af sværdet. Der boret sig ind i et træ. Et sekund skete der ikke noget men pluslig sprang en sort pig ud af træet så en stor del af stammen fløj ud før flere pigge fløj ud og træets grene fløj ud over alt Pluslig faldt Samanta sammen og trak vejret tungt. Kristin rejste sig og kiggede på Millicent.
hun gik stille hen mod Samanta og løftede hende let op før hun svang hende over skulderen og stoppede ved Millicent på vejen tilbage.
”det ikke dig du bringer bare meget dårligt nyt med og Samanta er ikke en gang ønsket hos hendes egen race de er bange for hende de bruger ord som skyggebarn og mørke yngler og vi kan ikke finde ud af hvad hun er for en slags dæmon”

Millicent trak et skævt smil frem og nikkede til Samanta..
"Du har helt ret, verden er et ondt sted, og netop derfor skal man økonomiserer med sine kræfter og vælge sine kampe med omhu. No need to Pick a fight - når det slet ikke er nødvendigt. sendte hun et drillende blik med sæt ingen.

Alvoren kom da listende tilbage, da Medusas navn blev nævnt.
Millicent havde ikke mødt damen, men havde kun hørt om hende.
Hun skulle være en barsk kvinde der gik efter hvad end hun ønskede.Hun skulle være smuk og farlig og lede en klan.
Medusa havde aldrig stået i vejen for Millicent , og dermed havde hun ikke mødt hende. Eller....måske var det mere at Millicent ikke havde kravlet rundt og dummet sig på  @Medusa 's boldgade, but eighterway havde de to kvinders vej, ikke overlappert. En lille rislen gled ned af Millicents trække rygrad.
"I see....en hel klan er efter dit nakkeskind- talk about running out of Luck" mumlede Millicent. Man kunne jo godt forstå det lette snært af paranoia, selv om Millicent ikke ligefrem lignede en koldblodig farlig morderske.

Millicent tog imod sin mad og takkede. Det var helt fint for hende at lave lidt pjat.
Man sagde at pengen fik verdene til at dreje rundt. Millicent mente nu det var selvironi og kærlighed ,der gjorde det. Så lidt humor var såmæn velkommen.
Hun havde sit blik på Samanta,der hoppede ned fra et træ. Man måtte da beundre så ubesværet hun kunne det. Havde det været Millicent var hun sikkert små bumpet ned, og fået afskrab på begge sine knæ, rynkede hun lidt på snuden ved den tanke.
Millicent gned et par fingre hen over hendes pande.
"Altså...jeg skal lige havde det her på plads, du er dæmon ,men blev bidt af en varulv? Og bagefter kunne du styre skygger? Tror du det har noget med ulvens bid at gøre? Tror du ikke bare det er en evne du har opdaget,en der ville komme anyway ?" Millicent mente det måtte være sådan. Hun havde ihvertfald ikke hørt om noget der fik evner af at blive bidt af en varulv- kun at man kunne blive forvandlet til en, og det var vel mere en forbandelse end en evne, ville hun mene.
Millicent lyttede videre til Samanta.Det var da noget af en stærk evne hun havde der.mere stærk end dæmonernes leder- det var interessant.
Somme tider var det som alle ville være stærkere end andre. Millicent smilede.
Hun havde det omvendt. At fokuserer og kende sine svagheder , fandt hun meget mere anvendelig end at dyrke sine styrker. Det var lidt det samme med Skønhed.
Hvem gad at være gude smuk uden fejl ? Det var da kendeligt...og hvor blev de små sjove skævheder så af, dem der gav personlighed?  
"Det lyder meget kraftfuldt det du kan.Måske din far ville kunne forklare dig om din evne? Jeg synes vi skal opsøge ham !" endte Millicent så ud i , som et forslag. Hvorfor det var blevet til vi, vidste hun ikke.
Måske ville det være fint at møde , dæmonernes leder, @Makuro ? Hun kendte ikke rigtig nogen dæmoner, udover Samanta her, så hvorfor ikke tage tyren ved hornene, og lige tjekke deres leder ud ?

....og  så gik Samanta ellers amok - igen.
Millicent fik store øjne, da Samanta hævede stemmen.
"Okay sorry - det stinker da meget mumlede Millicent og havde nær sagt fuckin også , da Samanta synes at have knyttet sig til det ord.
Men så kom der pludselig sværde og trygbølger- og da Millicent syntes better safe than sorry gav fin mening- kastede hun sin tallerken til siden, og væltede fremover , ned på mavne , med begge hænder foldet beskyttende over hendes hoved.
Da Millicent kunne slå fast at ingen - heller ikke Millicent - var døde, sukkede hun tungt, og kom op på knæ, med hælene under sin numse.
" Geez...Samanta, du er sku da værre en en pubertets unge" mukkede Millicent, der lige nu godt kunne mærke små bobler af vrede begynde at små koge.Der var vel grænser for selv en engels tålmodighed ?
"Nu må du altså se at få kontrol over dig selv!"
Kristin fik en taknemmeligt blik, havde hun ikke været her- havde Millicent været død tre fire gange , havde hun altså ikke nakken en pil gennem Samantas hjerne inden.

"Jeg synes dette er ude af kontrol. Hun kan jo hverken kontrollerer sig selv, eller hendes evne . Vi burde alle tre tegne ud til Makuro, hendes far og få nogle svar på , hvad pokker der forgår med Samanta"

Millicent havde rejst sig og tavet plads ved siden af Samanta.hun undersøgte puls og temperatur, ved at føle hendes pande med Millicents læber.
"Hun er ok....bare udmattet. Skal vi få hende ind og hvile?" lød forslaget! og måske kunne de allerede begyndte turen til Makuro?[/color]

Kristin kiggede på Millicent mens hun talte om Samanta Kristin vidste en del om hendes historie men langt fra alt og det var tydeligt hun overvejede forklare tingende for Millicent. Insekternes baggrunds lyde blandet sig med den knitrende lyd fra bålet. Kristin Gik hen til Millicent der var i gang med og tjekke Samanta og skubbede let til Millicent efter hun have fået tjekket Samanta, Kristin satte sig på hug og lod hendes arme Falde ned under Samantas ryg og løftede hende op. Nogle brøl ude i det fjerne påmindet Folkene rundt om den store autocamper at der var varmblodet raptor udenfor. Kristin kiggede på Millicent lidt før hun Talte med en ro som man ikke kunne forstille sig kunne passe til denne spinkle krop.
”slukker du bålet og rykker tingende sammen og tager dem med ind det bliver snart mørk og jo mørkere det bliver desto mere nysgerrig bliver de sataner der ude” Kristin smilet let til Millicent og sende nogle øjne som var stærkt drillende. Kristn vende sig om og forsvandt ind i autocamperen mens hun holdt Kristin med begge arme. Hun gik hen til den Seng Millicent have lagt i og sparket på en lille bule i bunden af sengen et klik lød og en madras skubbede sig ud på gulvet og hævede sig op så den en mandsseng Millicent have ligget i nu var en dobbelt seng. Kristin lage Samanta på den før hun bukkede sig ned under og greb om et håndtag og trak en plade ud der gjorde at hængslerne ikke blev så belastede af vægten fra pigen. Kristin gik hen til vinduerne i førerhuset og fiskede hænderne op til toppen af roden og fik fat i et lille håndtag og trak en forhæng af blødt jern ned. dette gjorde det umuligt og se ind i bilen og intet lys slap ud ligeledes kunne man ikke se ud af vinduet. På samme måde gik hun rundt og lukkede alle vinduerne i bilen med samme forhæng. Kristin drejet sig om og gik ind i soveværelset som lå i bunden af bilen og som var adskilt med en lille væg mellem rummet og resten af bilen. Hun greb om sengen der lå i mitten af rummet og trak i den og 3eje madras kom op. Kristin vende sig om og trak døren tilbage og gik ud i det store rum der var stue køkken og gæsteværelse i et. Et hurtigt blik fandt hurtig Millicent henne i rummet.
Kristin gik hen til en stol og satte sig på den. hun sagde ikke meget de første minutter før hun begyndte og tale til Millicent.

”det ganske fint du siger alt det med hendes forældre men prøv og hør dem du har hørt snakke om Samanta er højst sandsynlig døde hvis ikke det var nogle der var på jagt efter hende” Kristin tøvede hendes tænder rørte svagt ved hendes underlæber det var tydeligt at hun ikke have lyst til og sætte Millicent ind i tingende men blev hun nød til før Millicent kunne stoppe med og trykke på de mange røde knapper i Samantas Følelsesliv.
”sandheden er at Makuro ikke ved hun findes” Kristin rejste sig og gik hen til Samanta hun Kiggede på hende før hun med rystende hænder lod hendes hånd glide under blusen på Samanta og trak en snavset konvolut op og rakte den til hende. ”det her er det eneste der gør Samanta ved hun ikke er født i vegas og at hun aner hun er adopteret” Inde i konvolutten var et brev et gammelt et hvis Millicent kunne vurdere ældningen på sådanne ting vil hun måske skyde det på være lige så gammel som Samanta. I brevet var forklaret at Samanta aldrig måtte opsøge hendes far dog var han ikke nævnt ved navn. I brevet var også forklaret hun ikke skulle frygte medusa. En længere forklaring fulde men alt i alt afsløret brevet at Samanta helst aldrig skulle vide noget om tingende. Kristin forsatte med og snakke ”ser du Millicent Selenas mor er forsvundet mange rygter går om hende og det med hendes far er usikkert og brevet er gammelt meget gammelt og vi tænker at mange ting kan ændre sig i løbet af tiden måske har Medusa et opgør med Samanta hvem ved men hvad vi ved er der blevet sendt folk ud for at forsøge og dræbe os vi kender ikke til din virkelighed men kun vores egen” Kristin trak en stor slurk luft ind det var tydeligt hun var vred over Millicent måde og opføre sig på da hun var kølet lidt af forsatte hun.
”prøv tænk dig om bare 2 sekunder Samanta er en dæmon og du har en sjæl Samanta har ikke spist en sjæl i over 14 dage det ved jeg for jeg er den eneste hun har kunne æde og så ligger du pluslig bevidstløs lige til og æde” Kristin tøvede lidt så Millicent lige kunne tænke før hun forsatte ”men alligevel vælger hun og bære dig her til og lade mig fixe dig så godt som jeg kan” hun nikkede til sårene fra biluheldet der var på Millicents krop ”og så begynder du og tale som om du kender verden og oven i købet begynder og rør på dybe personlige emner mens hun slås med de evner hun ikke en gang kender selv jøsses”

det var tydeligt at Kristin ikke have meget til over for Millicent men at hun hellere ikke var sur på hende. Kristins øjne kiggede på Millicent med et stærkt blik ”jeg ved ikke om det sådan du altid er altså kommer brassende ind i fremmedes liv banker lidt rundt omkring med en mental køle og for folk til og falde halvt fra hinanden og smiler lidt og ender med at folk ikke kan slå dig ihjel” hun tøvede kun lyden fra omverden uden for var tydelig Kristin gik hen og lukkede døren og låste den før hun vende sig om og så på Millicent med store øjne vidste forundring
”jeg siger bare at den lille pige der ligger der er en ren dræber maskine når det skal være som menneske og menneske i mellem vil jeg sige det undre mig hun ikke bare åd dig og jeg mener virkelig undre mig og der er ret op til dig inde bag ved Samanta bliver liggende der til i morgen tidligt vi bliver nød til og sove her med de skabninger der ude jeg sover bare i føre huset”

Millicent nikkede . Jov hun kunne godt lukke og slukke for deres udendørs aktivitet nu. Det var det smarte at gøre, det var nødvendigt, hvis ikke de havde et ønske om at blive hovedattraktionen, for de beske dyr derude i perifærden. Deres brølen gav Millicent gåsehud ned af armene, og lidt i nakken også.
Hun fik effektivt slukket bålet, med lidt vand Og et tæppe hvorefter hun trampede livet ud af de sidste gløder.
Affald blev forsvarligt lukket til i poser, så for meget duft heller ikke ville tiltrække.
Da det hele så fint ud, trak hun igen inden for, og tog plads i den lille stue afdeling.
Hun vidste ikke helt , hvor hun skulle placerer de to piger.
De virkede søde og empatiske, men på samme tid en smule ....ude af kontrol.
Klart man skulle passe på sig selv og værne om den personlige sikkerhed, det ville Millicent også selv gøre. Men seriøst...hun var ved at prøve komme sig oven på et alvorligt bil uheld, og hvad havde Samanta overfaldet hende...tre fire gange nu ?
Så med et lidt forvirret hoved, havde Millicent siddet og forholdt sig tavst.
Måske skulle hun bare komme gennem natten så gelinde som muligt, holde sin mund og så begive sig videre så snart muligheden bød sig ?

Kristin brød som den første tavsheden. Millicents klare øjne hævede sig fra hendes skød og lagde sig på Kristin.Hun blev ret overrasket over Makuro ikke vidste at han havde en datter, det måtte også betyde at forholdet mellem Selena og Makuro ikke var et nært og kærlighedes fyldt et. Ihvertfald var det ikke nært- for ingen kunne skjule graviditet og fødsel af et barn, ikke for deres partner.
Selv i et langdistance forhold, skulle der gå rigtig mange måneder uden at mødes, og så kunne det ikke være så nært igen. Hvad mere interessant var, hvorfor i alverden holde det skjult for Makuro ? Hvorfor skulle han snydes fra kendskabet til hans datter ? Et par fine rynker havde dannet sig, over Millicents pande.
" Med al det rod og knas på linien , tror jeg stadig det er bedst at opsøge ham, og bekende kulør " lød det stille.
Det gamle brev var blevet håndteret i Millicents fingre, og foldet sirligt sammen igen.
" Jeg kan godt se der er meget som Samanta skal forholde sig til, men en snak med de involveret er vel nødvendig ? Brevet er også af gammel dato, ser det ud til ? Mangt og meget kan være ændret siden det blev skrevet. I hvertfald passer delen med Medusa ligefrem ikke mere vel ? Hun forsøger jo at slå jer ihjel .... Det er Samantas private sag, det ved jeg godt. Men det anstændige ville stadig være at opsøge denne @Makuro og lade ham vide at ...ja, at han er far .
Og så tage tingene derfra . Måske han ved hvad der er sket med Selena ? " Millicent skubbede brevet tilbage, hen over bordet, med sin pegefinger.

Millicent tog fat med to fingre og den beigefarvet tanktop, og trak lidt ud i den et par gange, forsøgte at skabe lidt luft ventilation.
" Kender og kender verdene...jeg kender den vel ligeså godt...eller dårligt som dig og Samanta? Vi er alle en del af den , lever i den...men jeg ved ikke alt , kommer aldrig til det og ønsker det heller ikke. Hvor skulle man så kunne finde skønne mysterier henne ?" Lød det lidt drømmende fra hendes læber.
" Jeg gør mig ikke klog på jer, tro mig....jeg er dybt taknemmelig for det i har gjort...det i GØR for mig. Men det er da klart når jeg hver halve time skal undgå et frontalt angreb fra Samanta , så lægger det lige en dæmper på glædes rusen" lød det i et forsøg på at være vittig, og løfte stemningen.

Kristens ord fik Millicent til at spærre øjnene op, så de blev større og forundring skyllede gennem hendes krop.
Om hun havde til vane at brase ind i folks liv ? Slog dem med en mental kølle til de faldt fra hinanden og så charmerende sig ind i dem ....efter at have slået på dem mentalt ?eeh...det vidste hun ikke lige hvad hun skulle sige til.
Så hun rømmede sig istedet. Kløede sig lidt i nakken, lidt forvirret over Kristens syn på hende.
" Hør....jeg brasede ikke ind i jeres liv, teknisk set bar i mig selv ind i det.
Og jeg banker aldrig nogen , hverken mentalt eller fysisk- med mindre de virkelig har gjort sig umage med at fortjene det. Jeg tror på det gode i folk og møder dem med de bedste intentioner, så længe det giver mening. Og hvis mit smil kan få folk til ikke at slå mig ihjel - så tror jeg egenlig bare det skyldes at de kan mærke at jeg mener de ting jeg siger....se det i mit smil eller mine øjne, hvis du tror jeg bevidst manipulerer med min krop eller mit smil , så er du ret meget off track. Jeg er sku nok den mest påklædte pige du møder på din vej- og fortrækker at bruge den her istedet " små grinede Millicent , og trak i de beige / Army farvet shorts hun havde på, før fingeren røg op og prikkede på panden.

" Samanta sover godt nu , så er der fred så længe , ik ? Hvor let sover du ?" Kom det tøvende...." kan du høre hvis hun...hvis Samanta vågner og ...ja du ved...er sulten " lød Millicent bekymret da tanken om at afgive sin sjæl ikke lød helt så død attraktiv....nok mest bare død... og hun følte sig pludselig ret sårbar.
Men hun ville alligevel vel tage imod , og liste ind til den anviste madress.
Shortsene ville blive trukket af, men toppen forblive på. Just in case en hurtig exit blev aktuel.
Millicent ville trække op i et hjørne , med armene omkring sin knæ, og forsøge døse hen. Helt fast ville hun nok ikke kunne sove, da hun havde behov for at tage ansvar for sin egen sikkerhed.Omvendt var hun mærket af ulykken stadig, og hun vidste at søvn var em nødvendighed, skulle hun genfinde sine kræfter.
Så....den blonde pige ville alligevel finde sig selv afsted , ud af drømmenes landevej inden der var gået flere timer.