[Afluttet] Det er din heldig dag - Dragovich + Lamia

"Sandt nok. Hvor længe lever i varulve egentlig?"

Det var efterhånden 30 år siden, at Lamia var blevet bragt tilbage fra døden, og alligevel så hun ikke en dag ældre ud end dengang. Hun kunne ikke selv forklare det, men hendes krop nægtede simpelthen bare at dø… Ikke noget hun klagede over, men Lamia forventede egentlig, at med tiden ville det gøre hende mere eller mindre sindssyg.

"Hvorfor forlod du militæret? For at rejse?"

Lamia lod til at tænke sig om lidt inden hun svarede ham.

"Nej, jeg er ikke tilfreds. Ikke endnu i hvert fald. Jeg har en del jeg gerne vil nå og gøre, men jeg har heldigvis god tid."

"vi lever lige så længe som menneske gør, vi er jo bare et menneske, bare med en virus i hos som vi ikke kan kom af med" sagde han og smiler svagt, ja og han er 27år så er det bare hvor mange år han har i nu, for det er jo ikke det bedst liv han havde haft.

"jeg forlod militær, for at rejse men også for at være mere fri, nyde livet så godt jeg nu kan, i den tid jeg har tilbage, måske slag sig ned et sted og få sig en familie" sagde han og kiggede kort på hende, han kiggede op da tjener kom med deres bestille, han tog en tår af sin øl og tog så bestik i hænder så han var klar til at spise.

"jamen så må vi håber at du når at oplever og det var heldig for dig at du har det" sagde han og smiler svagt, han begynde rolig at spise og tage en tår af øl engang imellem, han lytte med til hvad der sker rundt omkring i cafe udover han høre efter hvad hun siger til ham.

"Hm… trist og fornøjeligt på samme tid, huh? I får den styrke, de sammenholdsevner og de sanser, som mennesker altid drømmer om, men jeres tid til at udnytte det er stadigvæk den samme."

Deres mad ankom kort efter, hvor Lamia hurtigt stak en gaffel i sin salat, og viftede med et stykke laks, ikke langt foran snuden på Dragovich.

"Den idé kan jeg godt lide! Bortset fra det med familien… jeg har aldrig været et familiemenneske, men det ligger vel til jer ulve, ikke?"

Hun fnes, og stak gaflen i munden. Der gik en lille pause imens de fik lov til at nyde deres mad, hver især, imens tanken kørte stille. Omsider, da Lamia var ca. halvvejs færdig med sin salat, tog hun en slurk vin, og rettede igen opmærksomheden imod Dragovich.

"Det satser jeg stærkt på! Og ja, held er vist det mest korrekte ord for det. Et par skvadderhoveder hjalp mig på vej, men det er der vist et ordsprog for… hm, jeg kan ikke lige huske det, men deres uheld blev i hvert mit held."

Lamia tog endnu en tår og sukkede tilfreds.

"Hvad skal du så efter middagen her, Dragovich?"

"så kan men selvfølgelig godt ser på det, men det har også sin ulemper med de her sanser, fx ham som sidder til vestre for dør, han lugt lang væk af noget som jeg ikke ved hvad kan være" sagde han og kiggede kort på hende end han tog en tår af sin øl, han fortsætte med at spise og smiler svagt af det næste hun sagde, "det handel vel bare om det finde den rigtig og jo det gør det nok, selvom jeg har det fint med at være alene" sagde han og tog en tår mere.

han nikke kort til det hun sagde og lytte til det hun sagde mens han spise videre og drikke lidt engang imellem, "ud af handel lidt ind, end jeg rejse videre, hvorfor da" spurgte han og kiggede på hende, han kun godt ser at hun var hurtigt færdig med hendes salat med laks, han var omkring 3/4 da hun var færdig med sit, han havde selv omkring et halv fad øl tilbage.

Lamia kunne ikke lade være med at le. Fornøjelige kunne ulve nu godt være, selvom hun egentlig så dem, som sine modsætninger. Det var en naturlig ting for hende at ære katten, og hun betragtede dem som noget mere yndefulde og listige en hunde. Men samtidig vidste hun udmærket, at deres råstyrke var ikke altid noget, som man vandt så nemt over. Hendes egne sanser var dog ikke så skærpede som Dragovich.

"Det er jeg ked af at høre, snuske. Du kan da glæde dig med, at jeg sørger for at holde mig ren."

Tilføjede hun med et smil, og guffede videre på hendes salat. Til det med at finde den rigtige, trak hun blot svagt smilende på skuldrene. Det var ikke noget, som interesserede hende, og der var aldrig nogen, som hun ville kunne passe ordentligt med. Så hun accepterede en "partner" i ny og næ, men når hun blev træt, så pakkede hun sine ting og skred. Hun havde aldrig fortrudt.

"Jeg har nemlig selv nogle planer. Jeg ved ikke, om vi skal splitte op herfra eller følges?"

Lamia var rimelig hurtigt færdig med sin salat, men havde dog lidt vin tilbage, som hun nippede til. Det var længe siden, at hun havde spist, så det var nemt at få ned.

"det kan jeg godt lugte at du gør men det er ikke alle som gør eller har mulighed for det, men så er der også dem som bruge for meget parfume, som person ud i køkken, vil jeg gæt på at det kommer fra" sagde han og smiler svagt, han begynde at spise videre igen da han var færdig med at snakke for lige nu, han drikke lidt engang imellem.

han var næste blevet færdig med at spise da hun snakke til ham igen, han kiggede op på hende eller han rette blikke fra mad og op på hende, "jeg har ikke noget problem i at følges med dig hvis det er, jeg har jo ikke noget bestem som jeg skal" sagde han og smiler svagt, end han tog den sidste mundfuld mad, som han drikke lidt til.

"det kun jo også være at du fik bruge for min hjælp med noget andet end lige et køretøj" sagde han og smiler rolig, det kun man aldrig vide og det kun også godt være at hun kun hjælp ham med et eller andet.

"Imponerende."

Lamia sad, som en doven kat der lurede på sit bytte, og betragtede hvordan Dragovich langsomt fik spist sig igennem sit måltid, imens hun selv, engang i mellem, tog en enkelt slurk af sit eget resterende hvidvin.

"Det er sandt nok. I så fald, så er du velkommen til at følges med mig. Men det varer nok ikke længe, før jeg skal videre igen, og det er noget, som jeg må gøre på egen hånd."

Lamia gengældte hans smil, men håbede også, at han forstod alvoren i hendes ord. Hun var ikke altid en god følgesven, da hun havde så mange planer, at hun bare foretrak at flyve rundt for sig selv.

"Hvad kan du da hjælpe mig med, Dragovich?"

Hun kaldte tjeneren over, så hun kunne betale.

han nikke kort til det hun sagde og smiler svagt, "det forstå jeg godt, plejer også at rejse alene men det kan være godt engang imellem at følge med en anden" sagde han og kiggede på hende, end han tog den sidste mundfuld mad, han lad bestikke på tallerken og skubbe den lidt ind på bordet, han læner sig tilbage på stol og lukke kort øjne, han smiler svagt og kiggede kort rundt, "jeg er en god sporhund og er god til at jage, ikke kun andre væsen men også dyre" sagde han og smiler rolig, han drak lidt af sin øl og så at tjener kom ned til dem, hun havde nok tænk sig af betale, som han også fandt ud af at hun vil.

"Det er sandt nok. Bekendtskaber har det med at bringe lidt forskelligt."

Lamia betragtede ham med et smil. Det undrede ikke hende, at det første, som blev nævnt omkring en varulv var deres sporings og jagtevner. Udover det, så virkede han til at være en fornuftig mekaniker, hvilket hun nok burde huske. Ikke at hun kørte særlig tit, men man kunne jo aldrig vide.

"Men, hvordan kan man så finde dig, Dragovich? Hvis du rejser meget, så vil jeg aldrig være i stand til at kontakte dig igen."

Hun lød ikke trist. Det var rene fakta. Hun havde endnu ikke selv en fats bopæl, men hun regnede med snart at skaffe sig en base.Tjeneren kom tilbage og Lamia viftede med bilnøglerne foran næsen på ham. I starten virkede han ikke overbevist, men da hun lagde et par håndøre oveni og lod ham love, at bilen var intakt, nikkede han og gik.

han nikke kort til det første hun sagde og kiggede kort på tjener, han smiler svagt af hende da hun viftede med nøgle til bil, at tjener ikke lige tog imod den til at starte med, han drak det sidste af sin øl, så tjener lige kun når at få hans krus med.

"hvis du endelig har bruge for at kun få fat i mig, kan jeg byg noget, så du kan men har bare ikke dele til det" sagde han og kiggede på hende, han læner sig tilbage i stol og kiggede kort rundt, "når lad mig høre mere om dine planer, så jeg har en bedre ide til hvordan jeg skal hjælp dig hvis jeg skal" sagde han og kiggede rolig på hende, det kun være at han kender til det hun søger eller havde en ide om det.

"Dele bliver ikke noget problem, hvis jeg har brug for det. Men jeg er glad for, at du stiller dig til rådighed, hvis jeg engang kommer i den situation."

Lamia nikkede tilfreds, og fortsatte så.

"Jeg er ikke vild med at involverer for mange i mine idéer. Noget er ret så privat ser du… men din venlighed har tilsmilet mig, så jeg kan da fortæller, hvad jeg regner med at gøre her. Jeg leder efter en, som kan bekræfte et rygte. Et rygte om en dæmon, som ikke er en dæmon, men heller ikke en engel. De kalder ham vist "Dæmonsandet fra mørket"."

Lamia stirrede afventende på Dragovich. Hvis han havde det mindste spor, så ville det hjælpe hende godt.

han nikke kort til det hun sagde og smiler svagt, han lytte til det hun havde at fortælle, "det siger mig et eller andet det navn, den kan være at jeg omme i tænke om det om lidt" sagde han og smiler rolig, han havde ikke noget problem med at hun ikke vil fortælle det hel, han gad godt at vide noget mere om hendes planer, men det kommer nok eller det håber ham at der gør.

"det kan også være at vi skal finde et sted at overnatten for nat, medmindre du ikke har noget problem med at sove under åben himmel" spurgte han og kiggede på hende, han havde ikke selv noget problem, det var store set det han altid gjort men en seng var nu også dejlig.

"Det ville være mig en stor hjælp! Nå… skal vi komme videre?"

Lamia rejste sig og samlede alle sine ting. Hendes lange kappe gled henover gulvet og fejede en smule støv efter sig, som hun dovent skred imod udgangen.

"Jeg foretrækker nu at rejse med manér, men jeg indrømmer, at jeg er en smule… flad for tiden. Det betyder, at jeg helst sover på en kro eller et hotel, men ikke har penge til det nu."

De var nået udenfor og Lamia vendte sig imod Dragovich. Hun havde givet måltidet, så han måtte vel sørger for sovepladserne, hvis han fandt det nødvendigt at tilbringe natten i hendes selskab. Han havde gjort hende en tjeneste, men ikke SÅ stor.

han nikke kort til det første hun sagde, hvor på han rejse sig op og samler sine ting sammen, han gik med hende udefor og kiggede kort rundt, "det kender jeg godt, at man helst vil sove på en kro eller hotel men at penge ikke er der til det" sagde han og smiler svagt, han stod og tænke sig om efter et sted at sove hvor de også var sådan i ly, "følge med" sagde han og begynde at gå, der var et lille sted her i by, hvor der var ly og hvor de kun sove.

de gik i ca 20min, hvor de kom til en gammel bolig blok, "vi kan overnatten her, her er ly for det mest og nem at holdt vagt i" sagde han og kiggede kort på hende, han tog sin en desert eagle frem, end han gik indfor i blok, han gik op på en af de øverste etager og fandt en lejlighed som var okay, "her overnatten vi medmindre du ikke vil det" sagde han og lukke dør og stille en stol op af den, så den var svære at åben, "du kan låne mit ligger underlag og tæppe hvis det er, jeg klar mig nok ud for denne en nat" sagde han og smiler rolig, end han stille sine ting fra sig, hvorefter han tog ligger underlag og tæppe af taske og lad det på gulvet.

"Glimrende!"

Lamia fulgte lydigt efter varulven. Hun vidste ikke helt, hvad der burde forventes af en sådan karakter, flakkende og omstrejfende uden et egentlig formål, men hun var sikker på, at der sikkert var mange, som så på hende sådan.

Hun havde ingen problemer med at følge med. Hun var vant til at bevæge sig meget, og hendes sphinx form gjorde hende utrolig adræt. Hun lod sig ikke ligefrem imponerer over den slidte boligblok, men det var i hvert fald bedre end jorden.

"Det passer mig udmærket."

Da de ankom i selve lejligheden spottede hun hurtigt et hjørne, hvor hun ville være i stand til at sove uforstyrret.

"Underlaget vil jeg gerne låne, men tæppet kan du bare beholde."

Lamia tog forsigtigt underlaget og lagde det, i det udvalgte hjørne, hvorefter hun smed sine støvler og gjorde sig fri af sin kappe, som hun dog brugte til dyne, da hun krøb sammen på underlaget.

"Godnat, Dragovich."

han sagde ikke noget til det første hun sagde og gik rolig videre, han nikke kort til det var okay til hende, så var det godt nok, de var i ly men kun godt bruge noget mere varm efter hans mener. "du låner det bare" sagde han og lod hende tag underlag, han rulle tæppe sammen og lad sig derefter ned på gulvet, han brugt tæppe som pude, han lad sine våben fra men ikke så lang væk, så han stadig kan når dem, hans kniv behold han dog på ryggen hvor han plejer at have den, han lukke øjne og begynde at slappe af.

"godnat" sagde han og lå bare og slappe af og lytte til de forskellig lyde omkring dem, han kun høre nogen gå rundt under dem, men ikke om de snakke men de var tung side han kun hører dem, han havde ikke tænke at sove lige med det sammen men fik sikker lidt søvn sidste på natten, nåh jo han skulle også tænke sig om angår det navn.

Lamia vågnede med et spjæt. Hun var lydløs, men en anelse groggy. Gulv var måske ikke en mest behagelige soveplads, men det virkede i det mindste. Forsigtigt åbnede hun øjnene en anelse på klem, og stirrede imod Dragovich. Hvis han var vågen, ville hun hurtigt lukke øjnene i igen. Hvis han sov ville hun ganske langsomt begynde at iklæde sig sine støvler og kappe.

Lamia måtte tænke dette igennem. Var det smart at rende rundt med en partner? I dette tilfælde altså?

han lå bare med lukke øjne og slappe af mens han var på vagt, han hørt godt at hun våget da gulvet gad en lyd fra sig over omkring hende, det så ud til at han sove men det gjort han ikke, den var nok når at bliver omkring 3 om natten, han kun godt høre at hun tog sine støvler på men sagde ikke noget til det, ikke før hun var over omkring dør, hvor han åben sine øjne og kiggede på hende, "hvor skal du hen og hvorfor så hemmeligs fuld" spurgte han og kiggede på hende og sat sig halvt op så han hvile selv mod sin en arm.

Lamia vendte blikket mod Dragovich i samme øjeblik, som Dragovich valgte at lade sig afsløre. Hendes øjne lyste næsten, i en grønlig farve, hvor pupillerne var en smule slankere end normalt. Øjnene blev dog hurtigt normale efter et par blink, hvorefter et smil gled frem.

"Jeg er ikke hemmelighedsfuld, Dragovich. Jeg ønskede bare ikke at vække dig."

Hun trak på skuldrene, og satte sig ned igen. Hun havde alt tøjet på, men lod sig egentlig ikke generer.

"Jeg ønskede blot at søge lidt information på egen hånd. Jeg arbejder normalt alene."

Hendes øjne stirrede dovent frem for sig.

han nikke kort til det hun sagde og smiler svagt, "det skulle du bare havde sagt, i sted for at prøve at snig dig ud, jeg stoppe dig ikke" sagde han, han lad sig ned på gulv igen med, han vil ikke stoppe hende, hvis hun vil ud og søger efter oplysninger.

han arbejde for det mest også bare for sig selv, han lukke øjne og slappe af, han falde stadig ikke i søvn men var opmærksom på lyd og lugt der var i lugt, det kun godt være at folk kun snig sig ind på ham men deres duft fra svær at gem for ham.

"Jeg er nok mere den listige type skal du se…"

Lamia var faktisk en smule overrasket over, at Dragovich tog det så pænt uden yderligere former for spørgsmål - men det passede hende ganske godt. Ikke længe efter hørte Dragovich, hvordan Lamia forsvandt ud af bygningen, hvorefter timer passerede uden anden form for lyd.

Først da himlen var blevet blodrød, som tegn på solens opstandelse, kunne man høre Lamias støvler trave henover gulvet, hvorefter, der kort efter lød et bump på gulvet, hvor Lamia havde smidt en sæk med lidt brød og frugt. Hun krøb hurtigt op i sit hjørne, hvor hun sad, en smule døsig og betragtede solen stå op.

han nikke bare til det hun sagde og sagde ikke mere til det, han lod hende smutte ud fra lejlighed, han lå helt natten ud at falde i søvn, så han hørt godt at hun kom tilbage og smidt noget, men åben ikke øjne for at ser hvad det var, da han nok fandt ud af det på et eller andet tidspunkt, "godmorgen, fandt du noget du kun bruge" spurgte han og kiggede over på hende.

"Det kan man godt sige…"

Lamias øjne fjernede sig fra vinduet og bevægede sig over mod Drago's skikkelse. Hun ville kunne komme langt med et fartøj, men det ville ikke varer længe, før hendes oprindelige form, ville være den praktiske - den havde hun ikke lyst til at tage form i foran Dragovich. Han var dog stadigvæk en fremmede.

"Men det forhindre mig ikke i at spise morgenmad med dig. Spis endelig!"

Hun gjorde et kast med de røde krøller imod den halvfyldte sæk. Mærkværdige frugter og næsten friskt brød kunne anes.

"det lyder godt" sagde han og kiggede kort på hende, han kiggede over mod sække som var fyld med frugt og brød, det havde han godt opdage at den var da det dufte som frisk bage eller brødet gjort, han nikke bare til det hun sagde at hun havde tid til at spise morgenmad med ham, han rejse sig op og gik over til sække og tog noget brød og frugt op af den, end han begynde at spise af det han havde tag, han vil så set heller have noget kød men det var hende som gad, så må han tage det der er, eller sagt på en anden måde det er bedre end ingenting.

"Jeg påskønner virkelig din gæstfrihed, Dragovich. Det må du ikke tro andet om."

Lamia rejste sig og fik slæbt sin halvdone krop over til sækken, hvorefter hun dykkede ned og fandt en frugt, der formentlig engang havde været et æble, men nu var muteret videre til noget… andet! Hun lænede sig op imod væggen, og tog en god bid af æblet, inden hun fortsatte.

"… men som du kan se og fornemme, så jeg er en kvinde, som holder sig til strømmen. Jeg smutter snart."

Hun sendte ham et undskyldende smil, men noget i hendes øjne fortalte formentlig, at hun var vant til den her slags afskeder.