[uafsluttet] Den mørke nat(Arason, Nile + Dust)

Tid: Efter 23:OO
Sted: Dead mans wonderland
Omgivelser: Blandet
Vejr: Skyfrit

Det var aften og Dust var kommet til Deadmans Wonderland, på hans evindelige omrejse gennem verden, da han aldrig havde noget sted at bo. Dust var som sædvanligt iført hans sorte rejsekappe, der lige nu stod let åbent, så man kunne se hans sorte løse tøj, og dødningehoved bæltespændet vis rubin øjne glimtede i det svage månelys, fra månen der stod på halv denne kølige nat. På ryggen havde han som altid hans skarpretter sværd, der var lige så langt som Dust var høj, og kunne skære gennem sten som var det smør, og ikke at forglemme Dust´es eneste rejsekammerat Samehada, et levende sværd, lige så langt som skarpretter sværdet men med et blad lavet af hajskind, som lige nu var bundet ind så man ikke kunne se, at det var savtakket over hele bladet, og kunne save hvad end der nu engang, skulle komme i vejen for det. Dust gik afslappet gennem gaderne, og begyndte faktisk at blive lidt sulten da det var lang tid siden han egentlig havde spist. Og eftersom han var i lige præcis denne by, kunne det jo være oplagt at æde her, da de mulige efterfølge nok ikke ville blive et særlig stort problem for ham. Byen var jo ledet af mindre bander, som ikke havde en særdeles stor indflydelse på så mange andre ting, og den bande der styrede omgivelserne uden for området, var trossalt the shadows of the ravens, og han var kommet på god fod med lederen Medusa, efter at have udført en vigtig mission der indbefattede, at Dust skulle stjæle en halskæde fra Vladimir, lederen af den store mafia bande Calvarinos klanen.

Med et smil på læben ved tanken om at lave noget vold, og mad samtidig drejede Dust ind i en mørk gyde, og fortsatte gennem et mindre mønster af gyder, til han fandt et uheldigt offer han kunne æde. Dette offer var et bandemedlem, der var på vej til et møde med resten af banden, men som altid var Dust jo ret så ligeglad med hvad hans ofre skulle de var kun mad, eller opgaver for ham. Dust var ret så hurtig og effektiv, så han bevægede sig gennem skyggerne og nærmede sig hurtigt offeret, og i det øjeblik han var ud for en gyde slog Dust til. Stille som natten greb Dust om fyren, holdt ham i en lås med hånden over hans mund, og trak ham ind i gyden hvor han kunne æde fyrens skygge i fred. Han kunne ikke engang ytre et skrig, på grund af Dust´es hånd og efterhånden som Dust spiste, blev fyren mere og mere slap, til han ikke længere trak vejret. Dust rettede sig roligt op, og slikkede sig tilfreds om munden, han foretrak godt nok kvindelige væsner, og fandt menneske skygger lidt kedelige, men hans havde ikke gidet finde nogen denne nat. Samehada det store haj sværd på hans ryg udstødte nogle underlige lyde, hvilket fik Dust til at kigge på det, med et følelses forlad smil.
"Rolig nu Samehada, du ved godt jeg ikke kan gå og svinge dig overalt!" sagde han roligt "Du efterlader nogle meget unikke spor, og eftersom der ikke findes andre som dig, ville de spor nemt kunne spores til os!"

En mand komme gående med et halsklæde foran sig. så han ikke indånde de giftige dampe han tog den af da han komme ind i byen. han havde en læder jakke på der var sort som natten selv. normale jeans i blå der var lidt hullet under jakke havde han en t.shirt i hvid. hvor der ikke stod noget han på, Han havde sin AK 47 bage på hans ryg og pistoler i siden af hans bukser han var optrænet som marksman han havde selv lært det. Han smilte og gik vidre banden så ham stilte sig væk fordi de kender ham via hvor god han var til og skyde men såføligé var der en der var dum nok og gå en foran ham. "toll eller jeg skader dig" råbte han og peget på Arason med sin pistol "nu ligge du den og ingen behøvre og dø" sukkede Arason men mænden ville ikke gi op uden kamp "jeg skyder efter jeg har tælt til 3d hvis du ikke gir mig toll 1 2" og lige han skulle sigde 3 skyd Arason ham i hovedet så hans krop bliv livløs og skvat sammen på gaden "andre der har et problem" råbte Arason til de andre de der rystede på hovedet og gik frem for at fjerne ham for Arason efter Arason havde tagde pistolen og krudet det var bare ikke hans dag

Dust befandt sig ikke så langt, fra det punkt Arason befandt sig og han hørte ude mærket godt, hvad der skete. Men hvad der virkelig fangede hans opmærksomhed, var da nogen blev skudt eller hvert fald lyden af pistol skud. Dust elskede kaos, så selvfølgelig skulle han da lige hen og se hvad der skete, så han efterlod liget af sit sidste offer og bevægede sig direkte mod det sted, Arason befandt sig. Han kravlede behændigt op af væggene i den gyde han var i, bevægede sig hen over tagene og stoppede så da han nåede til et punkt, hvor han kunne gemme sig i skyggerne og betragte Arason og de små optøjer hans tilstedeværelse havde skabt. Desværre var det nærmest allerede overstået, det skud Arason havde leveret, var åbenbart det mest spændende der ville ske der, og det gik åbenbart også op for Samehada det store haj sværd Dust havde på ryggen, for den udstødte nogle lave haj lignende lyde som fik Dust til at kigge kort om på det.
"Jeg tror du har ret Samehada, der sker vist ikke meget mere her, så lad os da bare fortsætte!" sagde han roligt til sit sværd, før han hoppede fra hustagende og ned på en af hoved vejene, ikke så langt fra Arason. Dust gik roligt ned af vejen, med ryggen til Arason mens han gik og snakkede lavmælt med Samehada. For de fleste kunne dette være en ret underlig samtale, da det var praktisk talt var umuligt at forstå hvad pokker hans sværd sagde, fordi det i alle andres øre bare var nogle underlige lyde som kom fra et væsen, der slet ikke burde eksistere.

T: http://25.media.tumblr.com/tumblr_maza8hcgjM1r2vo64o1_500.jpg Plus, en bue på ryggen med pilekogger, og to daggers i en skede ved hver hofte. En brun hætte er slået op.

Løb, løb, løb! Det gjorde hun så også. Hvorfor fanden jagtede manden hende? Hvad havde hun gjort? Hun så om bag ham. Han havde en uhyggelig maske på hvilket fik hende til at løbe hurtigere. Indtil hun så der kom en blindgyde. Hun hoppede op, satte en fod på væggen, og lavede en baglæns salto så hun stod bag manden. Hun tog en af hendes daggers, og kastede den i hans hjerte. Det var åbenbart nok. Hun tog daggerten ud, og tørrede blodet af i hans tøj, og satte den i skeden igen. Hun gik væk fra liget, men stoppede brat op da hun hørte et skud... Hun så hen imod lyden. Og ikke specielt langt væk fra hende stod nogle mænd, og et lig lå der... Hun stod, og kiggede først. Da mændene gik, udover den der havde skudt. En mand hoppede ned fra taget. En mærkelig lyd skar i hendes spidse ører...
Lyden skræmmede hende, eller i det hele taget, skræmmede mænd hende. De var mærkelige. Men ja, alt var mærkeligt ifølge Nille. Hun kunne tro at en hest var en hund.
Det var heller ikke alle racer hun kendte til, så... Krigen kendte hun heller ikke så meget til. Det hele var skørt i hendes øjne. Det var heller ikke alle ord hun forstod... Fx, hun havde så absolut ingen ide om hvad kærlighed betød. Eller glæde. Selvom hun kunne føle det så vidste hun bare ikke hvad det var, så hvis hun var forelsket ville hun ikke vide det.

Ville mændene angribe hende hvis de opdagede hende? Ville de slå hende ihjel hvis de kunne?
De spørgsmål hærgede i hendes hoved.
Men så tog hun sig sammen.
"Sig mig, dræber du bare alle du møder?" Hun stod bag manden der havde skudt. Hendes unormale blå øjne viste sorte prikker... De forsvandt, og kom. Hætten gemte dog hendes ansigt, men øjnene var lidt til at se.

han vendte sig om klar til og skyde denne pige hvis hun ville angribe ham. "jeg bliv født til og dræbe intet andet" svarde han koldt. han mente ikke noget ondt med det men hvor ville han gerne slå de folk ihjel der stilte sig i vejen for ham. han sukkede og kiget på hende "og du dræber måske ikke det var selv forsvar mod den knægt intet andet " sagde han og skubet hårdt til kvinde. der stod bage ham som han jo talte med nu da han jo havde set denne mand oppe på et taget "nød du forstilingen" sagde han koldt til den mand der gik forbi ham med rygen mod ham inden denne kvinde var kommet og havde forstyret det han ville gøre hvilket var og se om liget havde noget af værdi på sig.

Samehada begyndte at tale, men nu var sværdets lyde nået mere gennemskærende, det var som om den borede sig direkte ind mod høretrommen, og den lød særdeles vred over den måde Arason havde talt til Dust på. Dust vente sig roligt om mod dette pludseligt optrappende scenarie, med et koldt smil over læberne der sammen med hans følelses forladte blodrøde pupiller udtrykte, at denne anmon var en følelses forladt morder, og dette var lige noget der kunne give ham et kick mod euforisk blodsudgydelse. Dust klappede beroligende Samehada for at få sværdet til at tigge stille, før hans blik begyndte at studere de tilstedeværende væsner, og udpumpe en hver information fra denne situation som han kunne få ud af det.

"Åh jeg nåede ikke at se dig skyde fyren der, men det ville da være sjovt at se dig skyde nogle af de andre, menneske!" sagde han med en isnende euforisk stemme, og vidste tydeligvis hvilke væsner han havde med at gøre da han kom til stedet, da Dust var fantastisk til at sanse andre væsners aura og derved deres race "Og lad vær med at snakke til mig i det toneleje, du ophidser Samehada og han har ikke spist energi i lang tid!" De kolde øjne vendte sig direkte mod Nille, da det gik op for ham at den aura hendes evne havde, var noget han havde sanset før.

"Nej hvor sjovt jeg troede at skammer slægten, var uddød for længe siden!" sagde han til hende

Åh ha... Det skulle manden aldrig have gjort! Hun tog sin daggert frem, og så truende på ham. Hun undgik hans skub, og stod foran ham.
"Måske er du født til at myrde, men du skal aldrig..." Hun snerrede. "Og jeg mener aldrig, skubbe, slå, eller såre mig. Det vil ikke ende godt for dig." Hun puttede daggerten i skeden igen, og var begyndt at gå væk da den hæslige lyd kom frem igen, og borede sig ind mod hendes høretromme. Det var ubehageligt... Som om lyden kunne ødelægge hendes hørelse. Hun vendte sig om, og så på manden med sværdet. Manden klappede sværdet, og det fik hende til at undre sig. Hun lagde hovedet lidt på skrå.

Hun så på dem på skift. Samehada? Hvem? Der var da kun... Dem? Hun beholdte sin hætte på. Hun turde ikke tage den af. Hun turde slet ikke at snakke med dem mere... Men da mandens kolde øjne vendte sig om mod hende... Stivnede hun af hans ord.
"Jeg ved ikke hvad du snakker om." Hun måtte ikke lade ham vide hun var den sidste! Hun måtte ikke... Sige... Det! Hun trådte et skridt væk.

han veendte sig mod hende og pegde på hende med hans pistol "jeg tag det der som en trusel" svarde han hårdt og holde stadig kornet mod hende "intet forhindre mig i at skyde dig på stedet som et andet dyr og det samme gælder dig fra hans anden lomme i læderjakken fandt han den anden pistol frem så han sigtede på dem begge to "gi mig en grund til ikke og skyde jer to her på gaden som dyr" lød det koldt fra ham imens hans øjne kiget på dem begge to han begynde og bakke bageud så de ikke havde ham i skud længde men hinaden imens han kunne stå og trykke på aftrækken inden de nåede og skade ham selv "så aldrig true mig igen kvinde menske" råbte han til Nille imens han kiget koldt på dem begge to

Det kolde smil på hans læber blev blot større, ved synet af situationens udvikling. Han så lige nu på et menneske, der brugte skydevåben, og en sortelver der brugt nærkamps våben, en situation der var ham alt for nem i forhold til hvad han før hen havde prøvet. Som et spøgelse forsvandt han for deres øjne, da Dust begyndte at skyggevandre, og han dukkede op lige bag ved Arason efter mindre end 5 sekunders varsel, tog fat i den af hans arme der var rettet mod Nille og tvang den opad før han nåede at skyde.

"Du er da vist ikke heldig denne aften, menneske jeg er blandt andet en skyggedæmon!" hvislede han koldt i Arasons øre, og fældede ham så Dust fik Arason ned på jorden og ligge "Et menneske der bruger skydevåben skal virkelig tænke sig om, før de går i kamp med en anmon der er halvt skyggedæmon! Og en anden gang lader du vær med at sigte på en skammer, medmindre du er lige så følelses forladt som jeg er!" Dust så roligt op på Nille med en selvsikker hed i stemmen, der tydeligt kunne forvisse hende om, at Dust vidste hvad hendes evne var.

Hurtigt som lynet havde hun fat i sin bue, og en pil rettet mod Arason. Ikke tale om han skulle stå der, og skyde hende! Imens hun havde fået fat i buen var hætten røget af, og afslørede det løse sorte hår. Håret var en anelse krøllet, og faldt smukt ned over hendes ryg. Hun virkede kølig, og begavet mens hun sigtede på Arason.
"Hvilket ynkeligt menneske du er. Sådan at bruge skydevåben..." Hun smilede ikke. De blå øjne begyndte at få sorte prikker, de forsvandt, og kom. Ud af øjnekrogen kunne hun se Dust forsvandt. Det fik hende til at rynke panden lidt. Hurtigt opdagede hun at han stod bag Arason. Hun tog pilen tilbage i pilekoggeret, og buen endte på ryggen igen. Hva... Skyggedæmon? Hun kendte ikke ikke den race, og da slet ikke anmon. Hvad var det?

Dust vidste hvad hendes evne var... Og ligefrem hjulpet hende? Kendte han til Skammerne? Nilles mor havde flygtet da den store krig var brudt ud, og den dag havde Skammernes blod flydet udover det hele... Og hvis ikke Nilles mor havde flygtet ville de være uddøde. Nilles var dog død... Og det smertede Nille at tænke på det.
"Du ved ingenting." Hendes stemme var kølig, og bestemt. Hendes øjne var rettet mod Dust. Han kunne ikke bare vide hvad hun var! Det var altså ikke fair!
"Du har ingen ide om hvad en skammer er..." De sorte prikker kom der flere af... De ville ikke stoppe. Hun følte sig faktisk en anelse truet. Ville Dust dræbe hende?

//Brugte jeres navne fordi så er det nemmere at finde rundt i hvem hun snakker til, osv.

han mærkede sigte mod ham af Nille og svarde "det er ikke ynkliget jeg stole bare ikke på at håndkræft våben er det besdte mine forældre døde da jeg var 3 fordi de brugte de våben som du har jeg svor at jeg aldrig ville bruge de våben igen jeg tiggede manden om og dræbe mig men han gjorde det ikke jeg har forlængst læret at dø" Svarde han Nille inden han mærkde ham der tvang ham ned "jeg læret og dræbe da jeg var barn læret og lukke få mine følser i ved ikke en skid om det liv jeg har haft og jeg dræbe fordi det er det eneste jeg har kendt til" sagde han og kig oppå dæmon hvor han rullede væk og tog sine pistolere op "jeg skydere ikke med de våben du har og kæmpe ikke fordi jeg vil men fordi jeg ser det som min pligt" sagde han og kiget på dem i det han skudt efter en fugl som lande lige foran ham hvis man så ordenlig efter men det var meget været kunne man se at han havde følser som han havde begravet siden han var 4 år

Dust trak Samehada i en hurtig bevægelse, og bevægede sig hurtigt frem mod Jack mens båndet der dækkede bladet fløj af, så man kunne se at det var dækket med savtakker over hele bladet, savtakker lavet af hajskind et yderst stærkt materiale, og man ønskede ikke at dette blad ramte en hvis Dust svang det hårdt mod en. På trods af at det så ud til at veje omkring 50 kg, stod Dust nu med bladets spids direkte mod Jacks strube så der var en krops længde mellem dem, og pludselig begyndte det at suge energi ud af Jack mens han burde kunne høre det trække vejret, da spidsen var få millimeter fra ham.

"Vi 2 minder lidt om hinanden menneske!" sagde han koldt, og der var ingen tvivl om at hvis Dust blev angrebet nu ville der blive udgydet blod "Jeg mistede mine forældre og min søster da jeg var 4 år gammel, de blev dræbt jule aften for øjnene af mig! Jeg gemte mig og flygtede, inden morderne fandt mig men i modsætning til dig, mistede jeg alle andre følelser end vrede den dag! Den vrede voksede, i takt med at både min slægt af skytsengle og skyggedæmoner ville se mig død eller torturerede mig på smertefulde metoder, og holdt mig på kanten mellem liv og død, og det var den selv samme vrede der gjorde mig til en hævner den dag i dag! Når man har kæmpet længe nok i hævnens dybe ensomme mærke, lære du nogle vigtige lektioner i livet! For eksempel skal sværd og daggerts ikke reloades, de virker hele tiden, kamp teknikker er dit bedste forsvar, og mindst lige så godt som angreb! At være sindssyg er måske din eneste måde at holde dig selv i live på!"

Mens Dust snakkede, blev Samehada ved med at suge energi ud af Jack og sværdets kolde rolige åndedrag burde kunne mærkes mod hans hals. Imens det åd af hans energi blev enden af sværdet pludselig større og breddere, så der pludselig kom en mund for enden af sværdet med sylespidse haj tænder, og denne haj mund udstødte den øredøvende skingre lyd, der fordi de stod så tæt på Samehada, virkelig kunne give en mindre gang tinitus som ville hylde for deres øre. Hvis Jack ikke snart kom væk fra Dust og hans sværd, ville han ikke have nok energi til at klare sig og hvis han valgte at blive ved med at virke til at ville angribe, var det tydeligt at Dust ikke ville tøve, med at svinge Samehada mod ham og forsøge at skade ham. Dust drejede kort øjnene mod Nille.

"Jeg ved ting om din evne, jeg har spenderet 300 år i fortiden og stødt på en af dine forfædre!" sagde han roligt til hende, før han så på Jack igen "Jeg ved du er skammer, jeg kan genkende den evnes aura hvor som helst!"

//Kan Arason ikke svare? Ved nemlig ikke hvad jeg skal svare, og så svarer jeg efter Arason?

//Så okay da i kan godt bytte plads så XD Hvis altså det er ok med Arason ^^