a beginning that starts, where a ending ends(Auriel + Dust)

Tid: nat
Sted: Louisville og omegn
Vejr: vindstille
Omgivelser: blandet

Der var så fredeligt uden for Louisville, på denne lørdag nat, der var ikke ingen mennesker der hvor Dust var, vinden havde lagt sig som om naturen vidste, at der skulle foregå noget vigtigt, og ikke ville forstyrre Dust i det, og himlen var klar så han nemmere kunne se, det han var i gang med at lave. Han havde endelig nået så langt i sit liv, at han havde fået den hævn han så længe havde tørstet efter, og med denne hævn, havde han endelig fået det der skulle til, for at han kunne befri sig selv for den forbandelse, som hans far gav ham dengang Dust'es familie var blevet dræbt, af lejesoldater der var blevet sendt af englenes leder, og dæmonernes leder.
Denne forbandelse kunne han nu ophæve med et ritual, som han lige nu var i gang med at gøre klar til, han havde blod fra alle dem han havde fået hævn over, han var midt i de indledende forberedelser, og han havde kontaktet en som han regnede med, kunne hjælpe ham med at udføre ritualet, således at Dust kunne træde ind i det hensidiges, hvor han skulle aflevere sjælene fra hans mor, far og søster, så de endelig kunne få den fred de fortjente. Denne person han havde kontaktet, var ærkeenglen Auriel, han syntes der var noget mening med galskaben, at den der hjalp ham med ritualet der gjorde, at han kunne blive befriet fra hans forbandelse, var en form for modsætning til den der havde givet ham forbandelsen, og denne mening han fandt i det, gav ham en eller anden form for sindsro.

Før han var startet på sine forberedelser, havde Dust pladseret hans 2 sværd Samehada og Kubikiribocho, sådan at Kubikiribocho var stukket ned i jorden, og Samehada var lænet op af. Han havde hængt sin long coat over sværdene, og beholdt sine daggerts i hans bælte, da de var en del af ritualet, og han skulle bruge dem under forberedelserne. Indtil videre havde han lavet et pentagram, lavet af en blanding af blodet, fra dem han havde fået hævn over, og placeret 4 lys rundt om det, hvor 2 af lysene lignede engle og de 2 andre lignede dødningehoveder, og de var stillet så de havde front mod jordens 4 verdens hjørner. Hans 3 daggerts blev placeret således, at når han lagde sig i pentagrammet med fødderne, hænderne og hovedet, pegende mod hvert hjørne af pentagrammet, så var de daggerts han havde fra sin mor og far, sat i de hjørner hans hænder pegede i mod, mens den daggert der havde tilhørt den første skyggedæmon, var placeret på midten af den linje der var, mellem hjørnerne som hans fødder pegede imod.
Nu var han nået til det punkt, hvor han blot manglede at sætte Auriel ind i situationen, lave et tegn på hans krop med det sidste blod, og så skulle det faktisk være klar til, at de kunne udføre ritualet. Mens han ventede på Auriel, satte Dust sig ved hans 2 sværd, fandt en dyr cigar i hans long coat, og fyrede op under den. I hans tanker snakkede han med hans skyts væsen Vanillia, da hun havde kontaktet ham, fordi hun kunne mærke på ham, at der var noget der plagede ham. Lige nu fortalte han hende, at han for at være ærlig, inderst inde var bange for hvad der ville ske med ham, når først han havde afleveret hans familie i himlen. For ritualet var nemlig kun en one way ticket, ind i det hensidiges, der var ingen garanti for at han kunne komme ud igen, så der var en fifthy-fifthy chance for, at han enten ville komme tilbage, eller ende som enten et spøgelse eller i værste fald dø. Men denne frygt, var også kun noget Vanillia kendte til, han ville ikke engang nævne dette for hans gode veninde Millicent, eller hans yndlings lærling Phoenix, da han ikke ville gøre dem nervøse. Og hvis han endelig skulle dø, så hellere have sorgen til den tid, i stedet for at sørge nu mens han stadig var her.

Hvorfor det lige var, at han havde kørt den lange vej til Louisville i Kentucky fra Vegas? Ja egentlig var det svært at sige. Stedet var ikke ligefrem en perle for øjet, og banderne der styrede egnen var nogle hårdkogte gutter, som ikke var nemme at forhandle med. Heldigvis var han dog ikke kommet for at handle, så meget vidste han, og ikke meget mere. En lille fugl havde hvisket i hans øre, at fyren Dust ledte efter ham for noget hjælp, og hvordan og til hvad havde han ingen ide om, men det havde alligevel bragt en form for interesse frem, for selvom de havde mødt hinanden under en mission en enkelt gang før, så var der kommet langt mere frem om fyren, efter de skiltes igen.

Luften var kølig i Louisville den aften, og natten foruroligende stille. Lyttede man efter, var det næsten som at høre fortiden banke på de gamle huske, som nu stod tomme rundt omkring på grund af de radioaktive bølger der var gået igennem området.
Auriel havde en gang læst en bog om en ung mand som forelskede sig i en overklassepige, og selvom de aftalte at skulle giftes, blev han nød til at tage af sted for at tage i krig, og da han år senere kom tilbage for at finde hende, havde hun været væk og gift med en anden. Fortællingen havde foregået lige her i Louisville, og selvom det var fiktion det hele, så virkede historien mere levende her. Gatsby havde bogen heddet. The Great Gatsby. Det virkede trist at byen nu var reduceret til en spøgelsesby.

Hans bil var blevet parkeret lige udenfor byen. Hvor han skulle finde denne Dust, vidste han ikke, kun at det var her i byen, så hvad var der ellers at gøre end at gå?
Imens byen blev finkæmmet for spor af sandmanden, så kunne Auriels tanker ikke lade vær med at cirkulere omkring hvad der fyldte en del, nu når han var på vej ud for at lede efter Dust; var Millicent virkelig faldet for den fyr? En bitter tanke egentlig, for lige meget hvor meget han ville benægte det, hvis nogen spurgte, så kunne han ikke benægte overfor sig selv, at han nok var faldet en smule for den blonde pige, der kunne tryllebinde hele verden, hvis hun ville.

Auriel stoppede brat op, da han kunne mærke nogen tæt på. Selv ville han ikke være svær at fornemme komme nærmere, for hans aura kom ham for meget i forkøbet til, at han kunne lave en surprise. Et åbent areal åbnede sig foran ham, som han gik, og selvom det var mørkt, var det ikke svært at skimte en skikkelse et sted foran ham, andet kunne han dog ikke se, og slet ikke de underlige blodtegn, for så var han nok vendt rundt igen og listet væk.

”Jeg høre du ledte efter mig” Smilede han ud i mørket, da han var sikker på at det var Dust han kunne skimte. En skarp lugt af tobak ramte ham, og han genkendte den som noget kraftigere end cigaretter. ”Hvaaa har du flere af de der?” Ville han fortsætte, som han kom tættere på. Han anede som sagt ikke hvorfor han var her, så det måtte dæmon englen jo forklare ham, hvis tiden var rigtig. Endnu mindre vidste han hvorfor han lige skulle bruges. Var det bare fordi han var en fjern bekendt, eller skulle han bruge noget energi? På trods af at Auriels kræfter mest var forseglet, så havde han stadig store mængder energi at give af fra sin krop, som på trods af tiden, stadig var den af en ærkeengel.

Dust vidste godt, at Louisville ikke lige just var et særligt foretrukket sted at være, grundet dens spøgelses agtige eksistens, og det faktum at den var styret af skumle typer, men dette sted var muligvis det sikreste sted at udføre ritualet. Det var nemlig påkrævet af ritualet, at det skulle udføres på et sted, der var stærkt berørt af den åndelige verden, og denne by var det sikreste sted at gøre det, og når man tænkte på det, hvor stor var chancen så for, at nogen ved deres fulde fem ville angribe Dust og Auriel herude, og samtidig var stærke nok til at udgøre en trussel imod dem? De var trossalt stærke væsner, og typer som dem mødte man sjældent andre steder.

Her på kanten af hans potentielle død, var der mange ting der gik gennem hans hoved, og hans nærmeste var selvfølgelig dem, han tænkte mest på. Vanillia der var hans skytsvæsen, og den der betød mest i hans liv, de havde en stærk forbindelse sammen, og hun havde været en rigtig god støtte for ham, lige som han havde gjort sit bedste for at være der for hende. Phoenix der var hans kære lærling, som han havde oplært så godt han kunne, for at hun kunne blive en stærk varulv, og klare sig godt i hendes liv. Og så var der Millicent. Den kære Millicent, med et hjerte så varmt og godt som dagen var lang, og hun havde fået en speciel plads hos Dust. Han vidste hun var blevet lun på ham, dengang de var sammen i et stykke tid, efter han havde fået hende ud af zone 1, og derfor havde han valgt at deres veje skulle skilles for en stund, da han ikke ville have hun blev alt for glad for ham. Dust kunne ikke benægte, at Millicent var en dejlig kvinde, og noget af en fangst hvis man kunne score hende, men han vidste også at den kvinde Dust ville have, var hans kære skytsvæsen, og derfor ville han hellere have Millicent som en nær ven, end at såre hende og måske ende med, ikke at se hende igen. Desuden var der sikkert en anden derude, der kunne være en bedre mand for hende, end han selv kunne være det, for Dust havde mange fjender, og han kunne ikke beskytte hende, mod alle dem der sikkert ville gå efter hende, for at ramme Dust hvor det ville gøre mest ondt.

En røg sky forlod hans lunger, omtrent samtidig med at han mærkede det. En umiskendelig aura, der tilhørte en ærkeengel, som Dust helt klart kunne huske sanse observeringen af, fik Dust ud af hans tanker. Auriel var endelig nået frem, og det betød at alt var klart, når altså Auriel lige var sat ind i hvad der skulle ske, og hvilken rolle han skulle spille i det her.
"Hvorfor skulle jeg ikke det, du er trossalt en unik art der sjældent ses her på jorden, og det er jo lige den slags væsner jeg synes om!" sagde han roligt, og smilede til Auriel, efter han var kommet tæt nok på til, bedre at kunne se Dust. En smule sand, bevægede sig ud af hans long coat, bærende på endnu en cigar af samme dyre standard, som den han selv sad med. Mange ting kunne man sige om Dust, men var der en ting man kunne være sikker på, så var det at han havde god smag "Det var godt du kunne komme, jeg har brugt lang til på at lede efter nogen, der kunne opfylde kravende for det her ritual!" en pakke tændstikker blev løftet op til ham, så Auriel kunne tænde hans cigar, som sandet løftede op til ham.

De spøgelsesagtige tåger der omfavnede byen her til aften, havde veget for stedet, hvor Dust sad, som om den vidste at noget ville ske her, men kuldegysningerne, som byen generelt gav fra sig, var der skam endnu. Man kunne næsten mærke generationer og generationer af liv der havde levet og gået bort her. Tenisbolde der var blevet kastet i haverne, ældre par hånd i hånd hen af plænerne, teenagere der for første gang vovede at ryge en cigaret i læ af husmurene. Alt det var blot minder nu, og tilbage vare gamle tomme huse, som stirrede ned på gaderne med deres vinduesøjne.

Auriel kom til at fnyse en smule underholdt. Jaja klart at han ikke var helt almindelig, men han opsøgte da ikke folk fordi de var lidt ud over normalen. ”Ah, så du leder konstant efter truede dyrearter?” Jokede han lidt, og stoppede op på siden af fyren. At give hånd ville virke underligt formelt, så det lod han vær med. ”Så hvorfor er det lige jeg er her igen?” Krævede han svar på, som de gyldne øjne gled hen over den opsætning, som der lå foran ham. Han trak en smule i mundvigen, havde dette nu været en god ide? Hvis han skulle til at sige ting på latin imens han hoppede rundt som en anden tosse, så var han altså gået igen!

Cigaren blev taget imod, og han børstede lidt sand af, uden helt at vide om der egentlig var noget, at den var båret af sand gav bare en fornemmelse af det. ”Tak mumlede han, og satte den imellem læberne, og takkede nej til tændstikken med den ene hånd. Hvilken ild evne havde det lige været, hvis han ikke kunne tænde sin egen cigar? En hånd blev kørt op og lavede en knipsebevægelse foran cigaren, som straks begyndte at gløde i den ene ende, og han tog et dybt sug, uden at inhalere, det var ikke meningen med cigarer at man skulle det, og pustede det ud igen i en tyk ved røg. Den var god, stærk.
”Ohh der er krav på? Nu ikke gøre mig nervøs” Smilede han med en rysten på hovedet. Så der var et eller andet specielt, som han skulle, for at kunne hjælpe? Der var stadig så mange spørgsmål, og han anede ikke rigtig hvor han skulle begynde. Faktisk anede han ikke en gang hvad meningen var med ritualet. ”Så, hvad er det vi prøver at opnå?”

"Tja det kan man vel godt sige, hvis du ser dig selv mere som et dyr, end en ærkeengel! Normalt lever jeg efter princippet at kun den stærkeste overlever, men jeg ved at vi igennem vores tid, har mistet utroligt mange racer, der ikke fortjente at uddød, så derfor gør jeg hvad jeg kan for at nogle af de sjældne væsner, kommer længere op i fødekæden, så de har større chancer for at overleve! Og siden du er en af de sidste eksisterende ærkeengle, må du hellere holde dig i gang, jeg ville nødig se din krop saltet og futtet, som en del af din begravelse!' sagde han roligt, og smilede omtrent lige så halvhjertet, som hans forsøg på at lave lidt sjov. Hans tanker var trossalt et helt andet sted, da tanken om hans snarlige potentielle død, stadig påvirkede ham lidt, og gjorde at han ikke helt kunne koncentrere sig om en joke.

"Du er her egentlig i bund og grund, fordi ritual beskrivelsen foreskriver, at for at ophæve forbandelsen, skal jeg finde et væsen der virker, som en form for diamentral modsætning til den der lavede forbandelsen, og siden min far er det tætteste dæmonerne kommer, på en dæmon version af en ærkeengel, så må det vel give mening at du som ærkeengel, er den eneste der kan ophæve forbandelsen igen! Så derfor tænkte jeg da på dig med det samme!" forklarede han, hvborefter han tog et sug på sin cigar, og pustede røgen ud så den var formet som hans mund, med linjer der formede hans tænder, der havde form som en dæmons tænder. Han så på pentagrammet med et tynget blik, da hans tanker stadig pressede på bagerst i hans hoved, tanker så som hvad ville der ske med ham? Hvis han døde, ville han så blive ryge direkte i helvede? Eller ville han komme tilbage som et spøgelse? Eller ville han være så heldig at overleve? Og hvis hans overlevede, hvad ville der så blive af ham? Han ville selvfølgelig stadig kunne beskytte hans kære Vanillia, men udover det hvad mening ville han så have med sit liv? Han ville ikke længere have hævn at gå efter, og det var lige som det han havde lavet mest i hele hans liv.

"Jo altså meningen med det her ritual er, at gøre så jeg kan træde ind på det psykiske plan, hvor det hensidiges kan findes, så jeg kan komme til himlen med min familie, hvis ånder er bundet til mig!" lagde han ud med at forklare, mens han rejste sig op, så de var på øjenhøjde nu hvor de gik i gang med det, som deres møde nu handlede om "Ritualet i sig selv er klart, jeg mangler blot at male nogle tegn på mig selv, og lægge mig i pentagrammet, og så er det din tur til at tage deltagelse! Din rolle i det her er faktisk mere simpelt end man skulle tro, du skal blot sige en række ord på Enokisk, og når tegnene og pentagrammet lyser op, samtidig med at lysende brænder i en sort farve, skal du bruge den sorte ild til at fyre op under tegnene og pentagrammet! Derefter er det faktisk op til mig at gøre resten, og dit job er stort set gjort! Dog er der en ting mere jeg gerne vil spørge om, og det er at hvis jeg ikke vågner op igen, vil du så saælte og brænde mit lig? Der er salt i min long coat, og ild burde ikke være svært for dig!"

”Jeg har snart klaret mig igennem 2500 år, jeg klare nok lidt flere. Ingen grund til at tænke på min begravelse just yet” Smilede han, og kunne ikke rigtig vide hvad der foregik af tanker i Dusts sind, men et eller andet gik ham på, det var tydeligt.
”Hey er du okay? Du er lidt bleg” Spurgte han, og sugede en mundfuld tyk røg ind, for at lade den undslippe igen. Nikotinen lagde sig beroligende i hans blod og fik ham til at slappe af. Ikke tale om at han selv ville risikere at daffe af endnu. Han havde jo slet ikke nået alt det han gerne ville, selvom han allerede havde haft mange år til det. Oplevelser var der nok af, men psykiske forbindelse som venner, familie, kærlighed, var helt fremmede følelser, og nu da disse begyndte at dukke op, kunne han ikke tillade sig at dø endnu.

Et øjenbryn blev løftet. Han vidste ikke at Dust havde en død familie, og da slet ikke at de var bundet til ham. Det gav dog god mening med modsætningerne, selvom han ikke helt forstod hvilke kræfter han skulle bruge til det. Ritualet ville automatisk kunne mærke hvad han var eller?
Han foldede fingrende sammen om den gyldne gamle ring, som sad på hans højre ringefinger. Egentlig var han født som menneske, og først efter at have fundet ringen i ørkenen, havde han fået kræfter. Hvorfor det lige havde været ham der fandt den, vidste han ikke om var tilfældigt, men over tid var den næsten blevet en del af hans legeme, og de kræfter, som han først kun kunne bruge, når han havde den på, var blevet sendt igennem ham, og blevet tilgængelige selv uden smykket på.

”Jeg er ked af at høre om din familie. Er det længe siden? Jeg ved hvordan det er at miste sin familie” Måske det var sent at kondolere? Og måske ikke det rigtig tidspunkt, det lød som om at han skulle til at koncentrere sig, men selve ritualet lød nemt. Ukompliceret og nemt fra hans side.
”Roger that. Så, skal jeg være forberedt på at skulle bruge energi og kræfter? Eller hvordan er det?” Et øjeblik efter blev hans øjne større, for han havde ikke forventet det sidste. Hvad sagde han? Kunne han risikere ikke at vågne op igen? Auriel blev i tvivl om det nu var en god ide, det han havde rodet sig ud i, men Dust virkede sikker. ”Er du sikker på at du vil risikere det?” sukkede han efter lidt, og så sig omkring ved ritualpladsen. Ville han have risikeret livet for at sende sin familie i himlen? Han skyldte dem det nok. Det havde trods alt været mest hans skyld det hele, men han havde dem ikke til at hænge på sig, og havde altid tænkt det som om at de var gået videre for længst, og sad et sted og lo ned på ham, over at han blev ved med at kæmpe for et sølle ’menneskeligt’ liv.

De gyldne øjne ville ligge på Dust et øjeblik, inden han smilede lidt flabet. ”Nej jeg vil hverken brænde eller salte dig, så du må hellere klare den.” Svarede han, og både ham selv og Dust ville nok vide at det var en løgn kun for at motivere. Selv ikke han ville gå imod en døende mands sidste ønske.

"Tja du har nok ret, eftersøgte som mig er nød til at holde øje med nyhederne, og siden jeg ikke har set noget særligt om dig, der på lang sigt kan resultere i fare for dig, så bør jeg nok slet ikke bekymre mig! Du er jo også en voksen mand, sikkert med meget erfaring under hjelmen, så du skal nok klare dig!" sagde han betænkningsfuldt, og tog et hvæs mere af hans cigar. Dust havde efterhånden røget så meget, at der skulle en solid gang nikotin til, før han mærkede effekten af det, men han fortsatte med at ryge, fordi han kunne lide smagen af en god cigar, og hvis han endelig skulle dø af ritualet, kunne han grine langt ind i efterlivet af ryge relaterede problemer "Men så er der bare, mine andre udvalgte, hvis man kan kalde dem det! De er stærke og jeg har prøvet at gøre så meget som jeg kunne nå, for at sikre mig de kunne klare sig, men jeg har stadig en gnavende følelse af, at jeg ikke helt har gjort det godt nok! Som om mit arbejde ikke er tilstrækkeligt nok!" han havde meget der gnavede i ham, her på tærsklen til det uvise, og han fandt det mærkeligt ikke at vide, hvad der ville ske efter, for han var vant til altid at have en plan at følge, og altid have et mål at gå efter.

Dust vidste heller ikke helt, om ritualet bare vidste hvad Auriel var, men han vidste at Auriel af natur havde den styrke, der gjorde at ritualet ville virke, når Auriel gik i gang med at fremsige ordene. Og den eneste evne Auriel skulle bruge, var hans evne til at styre ild, som han skulle bruge når ilden i lysende brændte sort, mere krævede ritualet faktisk ikke af ham.
En enkelt tanke blev sendt til Vanillia, igennem den forbindelse de havde sammen, og det var at han lovede hende at gøre alt hvad han kunne, for at komme tilbage fra det hensidiges, så han ikke døde fra hende, for det havde han i den grad ikke lyst til. Han vidste at hun havde oplevet meget sorg og smerte i hendes liv, og han ville ikke være en tilføjelse til den sorg, ved at dø fra hans elskede skytsvæsen.

"Hvis jeg ikke husker forkert, er vi i år 3824, så de døde for godt og vel 346 år siden, men eftersom jeg har rejst i tiden og derved er blevet flere tusind år ældre, end jeg egentlig burde være blevet, så har jeg levet med det her i alt for lang tid! Måske er det derfor jeg har det så svært, ved tanken om at jeg står på kanten til, aldrig mere at have min familie i mit sind mere!" af en følelsesforladt person at være, var der alligevel noget tristhed over Dust, som om han stadig havde sine følelser indeni sig, og de nu endelig kom frem, for første gang i mange år, uden at hans skytsvæsen var tæt på ham.
"Du skal faktisk lægge mest fokus på, at udtale de Enokiske sætninger flydende, og derefter har jeg den forståelse af ritualet, at du vil kunne mærke det hensidiges være mere nært, ved at det bliver meget koldt omkring os, og du skal faktisk kun lige styre ilden i lysende, når ilden bliver sort, og så er dit job stort set klaret!" forklarede han mens han prøvede at smile lidt, for at give en mere let stemning. Dog forsvandt smilet igen, samtidig med at han så op på Auriel "Jeg er helt sikker! Min mor, far og søster fortjener at komme i himlen, efter deres voldsomme død, og deres mere end tusind år i fangeskab i mit sind, og hvis det kommer til at koste mig livet, er det en pris jeg er villig til at betale, så længe de endelig kan få den fred jeg ønsker at de får!" han holdt den seriøse mine lidt, mens han tog et sug på sin smøg, og så på pentagrammet, men da Auriel kom med det flabede smil, kunne han ikke lade vær med at smile lidt.

"Jeg skal da gøre mit bedste, men hvis jeg ikke klare den, håber jeg for din skyld du ombestemmer dig, for så vil jeg komme tilbage som spøgelse, og hjemsøge dig med raslende kæder, og andet s/m halløj!" svarede han flabet igen, da lidt sjov kunne hjælpe med at løfte stemningen "Åh ja og mens jeg husker det, er der en ting jeg ønsker at fortælle dig! Om jeg dør eller lever, håber jeg lidt på at det er dig Millicent finder sammen med, og hvis det sker så pas godt på hende! Hun er en dejlig kvinde, og fortjener en god mand som dig!"

”Jeg klare mig, og de skal nok klare sig også” Svarede han til det med ham selv og udvalgte. Med udvalgte regnede han med at han mente efterladte. Nu kendte han ikke Dusts efterladte relationer, ja ikke andet end Millicent, og den stædige tøs skulle sku nok klare sig. Der var han mere bekymret for at hendes klodsethed ville få bugt med ham selv på et tidspunkt.
Et eller andet sted havde han lyst til at spørge Dust, om de rent faktisk havde haft et eller andet forhold de to, eller hun bare havde prøvet at komme ind under huden på ham, ved at gøre ham jaloux. Han vidste nu udmærket godt at de intet intimt havde lavet, men derfor kunne følelserne jo godt have været der. En tanke der gik ham mere på end han ville indrømme.

Auriel tog et hiv mere af cigaren, og holdt den ud foran sig, for at betragte den grå røg der smøgede sig opad som en hårlok i vand. Han kom til at smile med en rysten på hovedet. ’Aldrig at have sin familie i sit sind mere’. Ja om han bare skulle være så heldig at glemme al sorg og smerte!
”De vil måske ikke hænge fast i dig mere, men jeg kan garantere at de vil blive og spøge i din bevidsthed, lige meget hvor meget du prøver at glemme” Svarede han, og lagde blikket på Dust. Han havde selv prøvet at glemme fortiden i alt for lang tid, men lige dén del hang fast og ville ikke give slip. Så ville hans familie måske ikke være der mere, men de ville altid være i hans hoved. Sådan var det.

Ritualet lød ikke så forfærdeligt svært. Egentlig meget simpelt. Sproget, hvis det var det han troede, havde han kendskab til.
”Enokiske sætninger, er det fra det enokiske sprog som John Dee op fandt for at adressere engle? Det burde ikke være et problem som sådan, hvis du har sætningerne nedskrevet? Ilden er intet problem.” Nikkede han bare, og var ikke så nervøs for hvorvidt dét ville lykkedes, det var mere hvad der ville ske bagefter.
Man måtte dog give manden noget respekt for hans gå på mod. Selv var han ikke sikker på at han ikke var for selvisk til at tage sådan en opgave op, havde det været ham. ”Hvis du dør, vil du så hilse nogen fra mig på den anden side?” Smilede han lidt fjollet, og var ikke sikker på at han selv troede på himlen, og det var på trods af at han var ærkeengel. Han havde bare aldrig set noget der kunne dokumentere nogen himmel, og aldrig fået nogle beskeder eller forklaringer fra en gud.

”Uhhh i’m so scared” Himlede han med øjnene af spøgelseshalløjet. Okay, hvis manden døde, var det nok på den sikre side at gøre som han sagde. Han gad ikke hænge på en død fyr hvert sekund i hvert minut i hvert døgn.
Det næste fik ham dog til at se lidt undrende på Dust. ”Hvordan ved du at jeg kender Millicent?” Spurgte han først, men slog det til side selv. Jaja, hun havde jo nok nævnt at de kendte hinanden. Det gjorde ham lidt nysgerrig for hvad hun ellers havde sagt, der blev ikke spurgt, for det næste fik ham til at fnyse, og tage et sug mere af sin cigar. ”Millicent er en bedre person, end jeg nogensinde bliver, og hun fortjener bedre.” rettede han Dust, men kunne nok ikke skjule at der var nogle følelser i klemme der. Han vidste ikke helt om han ligefrem elskede hende, men om ikke andet, så var han nok på vejen til det, og det var både skræmmende og livsbekræftende. ”Stadig, tror du jeg ville have en chance hos hende?” Kunne han ikke dy sig. Spørgsmålet havde skam huseret i hans hoved et stykke tid, hun havde trods alt afvist ham fysisk én gang, men det var efterhånden længe siden nu.

"Det håber jeg i gør, trossalt er den reneste vej til et evigt liv, igennem dem der husker en når man er død, og jeg har trossalt efterladt nogle stykker, som nok ikke vil glemme mig lige foreløbigt!" sagde han med en lettere filosofisk mine, før han tog et hvæs på hans cigar, og pustede røgen ud så det lignede en slange, der snoede sig gennem luften. Dust havde efterladt sig en markant arv, i form af den markante dusør han havde på sig, men ingen arvtager til at overtage den, da han ingen børn havde fået, eller nogen at få dem med for den sags skyld, men det var heller ikke den arv han nogensinde havde tænkt på, som værende det han efterlod sig. Han havde altid tænkt at hans arv, skulle være de gerninger han gjorde, for dem der holdt af ham, det alle dem der kendte ham, rent faktisk huskede ham for, og den person de i virkeligheden kendte ham for, og ikke den alle andre troede han var.

"Med en familie som min, og den situation vi har været i siden jeg var 4, vil det at de kun er et minde i mit sind og hjerte, være langt bedre for alle parter, end  at de stadig er indeni mig!" sagde han roligt, og så på Auriel "Hvis du forestiller dig mit sind, som en lejlighed bestående af 3 rum, der er placeret på en linje, hvor det midterste rum er der hvor mit mellemstadie bor, og forestiller en evig gang af tomhed, det andet rum hvis dør ligger til højre, er der hvor min dæmon form bor, og forestiller en kæmpe labyrinth af døre, og uden en normal gravitation, og det sidste rum ligger til venstre overfor dæmon rummet, i det rum bor min engle side og det forestiller en himmel! I disse rum der danner mit sind, har mine forældres og min søsters sjæl vandret, i godt og vel over et årtusind, og når deres sjæle er ude af mit sind, kan jeg endelig ligge minderne om dem i mit hjerte, og mit sind kan endelig kun runge af mine tanker, i stedet for af mine og 3 andres!" han håbede at hans forklaring var til at forstå, da det i bund og grund var sådan, hans sind var opbygget.

Ifølge Dust'es tankegang, burde Auriel som ærkeengel kende til enokisk, da det var et sprog som Dust havde opsporet, helt tilbage til langt tid før år 0, og som så var dukket op igen, på underlige tidspunkter i historien, blandt andet i forbindelse med en serie der hed "supernatural".
"Jeg tror ikke lige jeg ved hvem ham der John Dee er, men Enokisk er et sprog der har eksisteret i flere årtusinder, det er et sjældent sprog, men det dukker op en gang imellem, og det her er en af gangene!" sagde han og lod cigaren hænge i mundvigen, så han kunne tage et hvæs på den, mens han fandt en seddel frem, hvorpå den enokiske sætning stod, som han gav til Auriel. Dust havde forberedt sig godt på det her ritual, og selvom Auriels del af udførelsen virkede ret nem, havde den stor betydning for ritualets udførelse. Med hovedet lidt på skrå, så han på Auriel, da han spurgte om han kunne hilse nogen på den anden side.
"Hvem skulle det være, og er der noget bestemt du gerne vil have, jeg siger til denne person, eller dette væsen?" spurgte han roligt, og pustede en røgsky til side, mens han virkede koncentreret, da han gerne ville memorere hvad end Auriel ville have taget med, til hvem end det skulle være.

"Tja hun nævnte at du havde sagt at vi havde mødtes, sidst jeg mødte hende, dengang hun hjalp mig efter sidste blodmåne! Sjovt hvordan man kan møde nogen, uden den anden part ved det!" han smilede lidt, ved tanken om hvordan verden kunne virke så lille. Nu var verden godt nok begrænset til Amerika, i hvert fald lige for nu, men selv Amerika kunne virke ret stort, når man så på hvor meget land det bestod af. Da emnet kom mere ind på Millicent, så han op på Auriel med sit følelses forladte blik, og kunne ikke lade vær med at smile lidt af ham.
"Auriel du er et godt væsen, og jeg tror at du og Millicent passer bedre sammen, end de fleste andre gør!" startede han ud, før han holdt en kunst pause, ved at tage et sug på sin cigar "Jeg kender Millicent godt nok til at vide, at hun blot har brug for en der kan give hende frihed, og ikke vil holde hende nede, men som også er sød ved hende, og lader hende vide at han elsker hende, gennem den måde han behandlinger hende og de ting han gerne gør for hende! Det lærte jeg hvert fald gennem den tid vi var sammen, efter jeg fik hende ud af zone 1, jeg valgte at sætte hende fri, fordi hun faldt for den måde jeg agerede, når vi spillede kærester!"

”Ja, mon ikke der nok skal være nogen der husker dig” Smilede Auriel drillende og rystede på hovedet. Han hev den rygsæk, som han havde haft på, frem foran sig, og begyndte at rode lidt i den. Endelig var han færdig med at køre i aften, også kunne man jo godt lægge lidt afstand til verden med en slurk procenter. Han fiskede en lommelærke frem, og skruede låget af, for at tage en tår. Drikken varmede ned igennem halsen med sin skarpe smag, og det prikkede en smule på tungen. Han havde ikke råd til dyre sager, så smagen var ikke videre behagelig, men den havde den ønskede effekt, og ville snart sprede en afslappende fornemmelse rundt i englens krop.
”Cognac?” Spurgte han så, og ville rykke lommelærken til Dust, hvis han ville have, det kunne jo være at det dulmede nerverne. Cigaren blev ført op til læberne igen, og han hev en smule røg ind, for at lade det flyde ud i natten igen med et lille suk.

Dust’s forklaring om sit sind, var en sjov måde at visualisere det på. Auriel havde aldrig set sindet, som noget der kunne visualiseres i 3 rum, men sådan var alle forskellige. For ham var sindet et abstrakt begreb, som ikke helt kunne formuleres, uden at man udlod halvdelen.
”Jeg kunne forestille mig at det blev en lettelse, for alle parter, at ét hoved kunne rummede ét sæt tanker” Smilede han og ville tage lommelærken igen, hvis Dust havde taget imod den første gang, og tage en slurk mere. Der var ikke rigtig nok i sådan en lille fætter, til at man kunne blive beruset, og da slet ikke til at 2 personer kunne, men lige nok til at tage kanten af tilværelsen, og løfte humøret lidt.

Hvem John Dee var, var egentlig lige meget. Han havde ikke ’opfundet’ sproget i den forstand, men det var det man sagde, når nogen betegnede sprog.
”Han var en fyr, som studerede sproget, og fandt grammatiske regler og undtagelser i det. Lavede vidst også en oversættelses ordbog. Han betegnede sproget, siger man vel.” Fik Auriel lidt henkastet ud, for det var lidt irrelevant. Den eneste grund til at han kunne læse op af det nogenlunde flydende, var at Vladimir også havde ment at han burde lære det, og havde købt ham en ordbog og en lærer i det, i sin tid. Han havde jo aldrig haft nogle åbenbaringer og vidste intet om hvorfor han var hvad han var, så der havde ikke været nogle andre guder eller engle, til at lære ham det, og det havde da heller aldrig været nødvendigt før. Egentlig var det ikke et stort problem at lære, for det lå tæt op af hebraisk, som havde været hans modersmål da han blev født.

Tankerne vandrede, og han befandt sig et øjeblik i fortiden. Hans blik blev fjernt, men han nåede hurtigt tilbage til virkeligheden igen. Det var ubehageligt at tænke tilbage, og han ville meget hellere leve i nuet.
”Min lillebror, han hedder Joseph, hvis du ser ham, så sig til ham at det aldrig var meningen at han skulle involveres, og at jeg håber han en dag kan tilgive mig det” Svarede han hurtigt, og havde ikke tænkt sig at uddybe, hvis der blev spurgt, hvilket Dust nok kunne mærke, da Auriels blik blev undvigende og hans stemme lukket.
Han var da også mere end villig til at skifte emne. Verden var godt nok lille, måske det var fordi halvdelen af den var ødelagt? Who knew ?
Det første Dust fik sagt om ham og Millicent, høstede et underholdt fnys. Om de passede samme? De var som Benzin og ild der eksploderede i alle mulige følelser i alle mulige retninger, når de var sammen. Halvdelen af tiden råbte de af hinanden, og den anden halvdel af tiden vidste han ikke helt hvad de lavede, men det var også lige meget for ham. Det ændrede ikke på noget. Når han først havde indrømmet overfor sig selv hvordan det var, så ville han ikke til at benægte det for sig selv mere.
Det næste var dog en overraskelse? Det meste af det der blev sagt, bedømte han som bullshit. Ikke på nogen ond måde, men man kunne ikke sætte en opskrift på, hvad kærlighed var, hvor sentimentalt det end lød. Hun ville ikke falde for en hvor mand, der gav hende frihed, og sagde han elskede hende – no way – lidt ligesom han ikke ville føle noget som helst for en hver kvinde, som var ret cool og så godt ud. Der skulle være den der factor, som man ikke kunne sætte ord på, noget i luften der var anderledes. Sådan havde han det med Millicent, og sådan havde hun det med… Dust?
Så her var noget nyt. Noget der kom lidt som en overraskelse, og noget han ikke var helt sikker på, skabte en god fornemmelse i maven.
”Really? Det har hun aldrig fortalt.” Klemte han ud, stadig en smule overrasket, og besluttede at nu måske ikke var tidspunktet at have den samtale.

”Så.. Skal vi komme i gang med det ritual eller hvad?” Skiftede han villigt emnet.

//Undskyld jeg ikke har fået svaret her i emnet, jeg havde helt svedt det ud efter jeg blev låst. Jeg vil sende et svar snarest muligt.

//ellers kan vi bare aftale en slutning ? :) det er så længe siden at jeg har svært ved at sætte mig ind i det igen xD

//Min tanke med emnet var jo originalt, at Dust fra det punkt vi nåede til gjorde sig klar til ritualet, og lagde sig på det der mærke halløj han har lavet, Auriel udføre den der spell ting, og i det han gør det, starter det en form for kæde reaktion, fordi ritualet tager grundlag i hvem der starter det, og bliver derfor påvirket af Auriels natur påvirkende evner. Dog er kæde reaktionen kun i små omfang, og omhandler, at ilden smør sig om Dust, sammen med baner af vind fra himlen, og vand og jord fra grunden, og derfra eskalere det og sender Dust ind i efterlivet, ved hjælp af naturens kræfter ^^

Når han så kommer tilbage, vil der ske 2 bemærkelses værdige ting. Dustes magiske sværd vil samle sig til hans le, og Dust vil rejse sig, med en heftig stank af død og aura, der er tyk af den samme dødelige følelse, da han jo lige har været hos døden og er blevet en reaper, så lugten og auraen burde være stærkest lige der.
Derefter ved jeg ikke lige hvordan deres veje skilles, men jeg tænker lidt at det ikke bliver sådan vildt dramatisk, eller ikke meget mere end at Dust finder en bog iblandt hans long coat, trøje og andre ting, og han så fortæller Auriel hvad der skete, at bogen er hans "arbejds fremgangs" manual agtige ting, og så skilles de derfra.

Hvad synes du om den ide? (:

//Det synes jeg lyder fint. Du havde jo masterplottet til at begynde med ;) Skal vi så bare sige det?

//Lad os sige det var det (: Jeg ville bare sikre mig, om du havde noget du ville tilføje til, hvordan plottet udviklede sig for dig (:

Håber vi kan have et godt emne en anden gang, og føl dig fri til at skrive, hvis du får brug for lidt gæstestjerne besøg :b