You'll be mine (Abaddon)

Tid: 22:10
Sted: Lousville - En lille, skummel kro.
Vejr: Plaget af hedebølgen et stykke derfra, og dermed misvisende. Vejret er egentlig lunt nok, men den kolde regn og vind har sin effekt.
Omgivelser: Småfugtigt og tætpakket. Væsner har søgt indenfor på grund af vejret.
NPC'er: Karina og Spike (Se profil)

Hæle klikkede imod gulvet. En stramt klædt, mørk bagdel bevægede sig stødt hen imod det bord, der lod til at være gemt helt væk, henne i et hjørne. Ved første øjekast kunne bordet nemlig let snyde det simple øje, men brugte man et øjeblik, på at lade flammen rejse sig nok, så kunne man se øjne gnistre fra mere end én person. Kvinden, som var på vej hen imod bordet, lod ikke til at have den mindste tøven i hendes skridt, selvom hendes dragt ikke lod til at skjule ret meget af, hvad der tillod sig at gynge på hendes krop. Hendes pjuskede, sorte hår fløj efter hende, livligt, imens hendes øjne blot så en anelse irriterede ud. Kort efter blev drinken, med den gyldne væske, som førhen havde befundet sig i hendes hånd, smækket ned på bordet, med sådan en kraft, at et par dråber fløj overbord.

"Nok skrev vi under, men det betyder ikke, at du kan hunse med os, fra første sekund, Zee!"

Hendes øjne lynede ved ordene, men det varede ikke mere end et par sekunder, før kvinden faktisk gav sig til at fnise, som om, at det hun lige havde sagt med så dyb en alvor, blot havde været en joke. Bag manden, som kvinden lige havde tiltalt, befandt sig en anden "mand". Tyndere og noget mere flakkende i udtrykket. Men han fnes præcis som sin søster, som om, at han ikke vidste, hvad ellers han skulle stille op.

"Stille, Spike. Din søster har en pointe… min tanke, kærezte Karina, var jo blot, om du ikke kunne aflure et par tricks fra bartenderen? Du zkrev ganske vidst under, men du forsikrede mig aldrig om dine evner."

Manen bag "Zee" skyndte sig straks at tie stille, imens han skævede imod sin søster, der også hurtigt stoppede, ved et alvorligt glimt fra slangen, der adskilte de to søskende.
Seyah befandt sig i øjeblikket ved et tomt bord, beregnet til at spille poker, men han var egentlig blot kommet efter de to søskende, som det ikke havde taget ham længe om at få til at underskrive en kontrakt. De levede i slummen og higede som så mange udskud efter at smage mere af det søde liv… noget, som Seyah i den grad havde kunne love dem, hvis de accepterede hans tilbud. Og det havde de. Efterhånde var det lykkedes ham at opsamle en den fine og velfungerende ansatte, men sikkerheden var han stadigvæk mest obs på. Hans klub kom trods alt til at befinde sig i et område styret af mafiaen, og hvis der var noget, som han ikke ønskede, så var det at have dem snusende, uden at have mulighed for at holde sig i skyggen.

"Hvad så nu, Zee? Var det alle?"

Karina med sine gyldne øjne, stirrede ud mod publikummet, som befandt sig i baren. Der var ikke mange, men mon ikke, der fandtes bare én potentiel mere?

"Ikke helt. Men jeg ved da gudskelov, hvad der plejer at lokke dem…"

Og med det sagt, svang spidsen af en enorm slangehale sig op på bordet, og dumpede en sæk, med guldmønter, højt nok, til at det ville kunne høres et stykke ud i baren. Forhåbentlig ville det lokke et par interesserede hoveder til, som han kunne vurdere på.
Seyah så egentlig ret harmløs ud, som han sad der, med sin slangehale skjult under bordet, og med en kulsort jakke, der skjulte en del af hans blege hud. Det eneste bemærkelsværdige var, som altid, hans alt for lysende, grønne slangeøjne, samt spidserne af hans horn, der stak op fra det mellemlange hår.

//Dit indlæg er super super godt. Jeg syntes du er rigtig dygtig emner. Næsten så godt som Millcent og Medusa. - Men helt så god som dem, er ingen xD
Men syntes du skriver rigtig fedt.
Jeg kommer til at skrive lidt udetaljeret i mit første indlæg, og kommer ikke til at give mening for folk, som ikke har været på den anden side, som jeg har brugt den her karakter på, men skal lige skrive en kort intro om min karakter, og hvordan han kom hertil, så det giver realistisk mening.
Så bliver lidt hurtig skrevet, og det er jeg ked af, men skal lige have på plads hvordan han kom hertil osv. Håber du vil læse og nyde det, alligevel :) Lover at fremtidge svar, bliver så gode som dine ;)

Valentines kridt hvide lange hår, hang majestætisk ned af hans hoveds sider, i alt dets unaturlige skønhed, og perfekte ansigts symmetri, som kun var overgået af den gode knogle og kindben struktur, som bliv fremhævet af det elegante hvide hår, som fungeret som ramme til hans ansigt, som en ramme til et maleri.
Repræsentanterne fra de franske adels familier, afventet nervøst på Valentins afgørelse. Men før at Valentin kunne sætte hans strategiske hoved i gang, med at udforske alle perspektiver, og vinkler, kunne han høre en stemme bryde stilheden.
”Send ridderne ud!”
Valentin lod sine fingre gribe omkring sin kop med vin, og slog den ned i bordet med et brag, for at stoppe Rafael i at tale.
”Ingen tvivler dit mands mod, din handlekraft, eller størrelsen af dine nosser.” Valentin holdt en kort pause, og begyndte derefter at snakke igen. ”Men man kan ikke overkomme politiske intriger, ved brug af de kvaliteter.” Valentin drak en smule af sin vin, inden han kigget mod sin lille bror, Rafael, og forsatte ”Sagen er for kompleks, til at stål og sved, kan løse det.” Valentin kigget ned på sit bære med vin, hvorefter han lavet en svag bevægelse i håndledet, for at få væsken til at flyde rundt. ”Alt her i livet er et spil Rafael. En kontant kamp på intellekt. Hvor kun veludtænkte planer, og forståelsen af hvordan man kommer tre skridt foran alle andre, samt identificere modparternes motiver, og planer,  er den sande måling af en mands værdi.” Valentin gav bevidst slip på sit bære, og lod dets indhold flyde ud på bordet ”Hvis man overser en faktor, eller falder for andres spil, vil man ende som deres bunde på deres skakbræt, fremfor at de bliver en bunde på dit.”
Rafael var rød i hoved af vrede, men forbliv tavs, fordi han vidste at Valentin var familiens overhoved. Men nu kunne Rafael ikke stie stille mere ”Han har hugget hånden af -” Valentin viftet bare afbrydende med sin ene hånd, og sagde igen i retning af Rafael ”Grev Tulburg har højt sandsynligt skamferet og maltrakteret din kammerpige, ja. Men er Grev Tulburg konge på sit eget skakbræt? Spørg dig selv Rafael. Bliver både du og Grev Tulburg manipuleret med, i dette øjeblik? Er i herskere af jeres handlinger, og bliver jeres handlinger fortaget uafhængigt af tredjeparters påvirkning? Eller har usynlige tråde sat jer i denne situation, og truffet jeres beslutninger, før i overhoved selv har besluttet jer, at træffe dem.” Valentin rejste sig op, og nikket anderkende til hver eneste adelmand ved bordet, inden Valentin så gik fra sin stol, og henimod døren, som førte ud af lokalet. Inden han helt forlod rummet, vendte han sig om, og sagde til hele forsamlingen ”Månen står højt på himlen. Vi forsætter mødet i morgen tidlig. Gå iseng adelfolk, vi får en lang dag i morgen”

Mange år var nu gået siden den mørke middelalder. Og Rafael havde haft et par ekstra hundrede år, til at udvikle sig. Han var blevet mere velovervejet som sin store bror, og værdsat ære så meget som Valentin, men Rafael havde ikke mistet sin brutale væremåde, eller sit temperament.
Rafael havde nu to separate dæmon herredømmer på Cv´et, og en lang række oplevelser, og bedrifter, som man kun kan få af flere tusinde års levetid. At få en skøn datter, var listen.
Men nu – Havde han brug for ferie. Han havde ikke haft en ferie siden lufthavnen i Moskva lukket ned i tre dage på hvor herres år 1978.

Rafaels elskede datter var blevet efterladt under stærkt opsyn af nogen betroet vagter, tjenere, og kokke, i familiens store villa, i the Underworld. Så han havde ladet sin datter været i beskyttelse af fem tusinde private dæmoniske soldater, og godt betjent af tjenere, men alligevel var han lidt nervøs for sin lille pige. Men måske var det godt for dem begge – han ville få et par dages afslapning – og hun ville få mulighed for at vise hun var en stor pige, som kan klare sig selv.
Han tænkte tit på det ultimative ferie sted, og grundet Underworlds mange portaler, ville han kunne komme stortset i alle forskellige dimensioner, i alle forskellige tidslinjer, og tidsperioder. Men da han trådte igennem porten, som førte ham det helt rigtige geografiske sted hen, var han hurtig til at opdage, at det var nogen hundrede år forsent.
Fan-fucking-tastisk, hans ferie var ødelagt af samfundets kollaps
Efter at have sukket færdigt, gik den ensomme kæmpe rundt i det ødeland, for at finde bare det mindste underholdning.


Det var nu en uge siden, at han var kommet hertil. Men hans humør var ikke blevet meget bedre. Efter at have vandret hvileløst rundt, fra hore hus, til hore hus, og fra alkohol flaske, til alkohol flaske, samt fra slagsmål til flere slagsmål.
var han nu kommet til en skummel kro af slagsen. Han trak lidt på sine klippevægs hårde skuldre, og åbnet roligt døren, inden den titanske mand, med overarme på størrelse med et halvt Rundetårn, gik indenfor, og kigget sig omkring.
Hans tøj var nogen solide militær støvler, med metal hæl, som havde trampet på flere fingrespidser, end på muldjord. På hans overkrog var der en læderjakke, med en sort silke skjorte indenunder. på hans ben var der nogen militær bukser, i farverne sort, grå, og hvid, istedetfor de klassiske grønne, brune, og sorte.
"Betjening" Han havde ikke engang gået mere end et skridt indenfor, før han peget i retning af den mest tjener ligende person, og ville have noget at drikke. At have vandret rundt så længe, havde ikke haft en positiv effekt på hans manere.

//Jeg takker mange gange! Jeg kan fornemme, at du har skrevet med dem før? ^w^ Det er tydeligt at se, at I formentlig har haft mange gode emner i hvert fald. Din skrivestil er rigtig fed, men du har ret… jeg fatter ikke så meget af historien xD >w

Personen, som Abaddon valgte at udpege, som sin nye "tjener", for ca. 2 min., for straks sammen, ved den dybe stemme, som henvendte sig mod skroget. Det rystende skrog, var en mere eller mindre velklædt mørkelver, der så helt malplaceret ud, i den mørke, snuskede kro, når man tænkte på, hvor ædelt et folk mange antog dem for at være… eller i hvert fald hans artsfællen. Den rystende sag, sad med rødsprængte øjne og hænder der rystede en smule for meget. Det var tydeligt, at han ikke bare sad alene uden grund eller fordi han lugtede en smule. Han ventede på en dealer. Men hvis han skulle holde sig i live så længe, så lød det åbenbart bedst i hans hoved, at man betjente den store dæmon først. Så den spinkle mørkeelever halvsnublede hurtigt op til baren, imens han overlod sin plads til kæmpen.

Seyah, der sad henne i sit lune, lille hjørne havde haft øjne på hele episoden. Og var der noget, som havde bragt et smil frem, så var det udseendet på den store mand, hvis race han endnu ikke kendte. En vampyr var det nok ikke og elver var også temmelig udelukket. Varulv eller dæmon, måske? Uanset racen, så var Seyah i hvert fald ganske tilfreds indtil videre.

"Du ser pludselig helt fornøjet ud, Zee… Er der mus der kilder dig om halen?"

Lød det fnisende omme bag den velklædte slangemand. De grønne øjne hos Seyah kneb sig kort sammen, imens halen straks fløj bagud, og smækkede benene væk under Spike, som hylende røg i gulvet med ansigtet først. Karina, som straks bukkede sig ned, for at hjælpe sit håbløse vrag af en bror, blev også stoppet på et øjeblik, af en kølig hånd, som fik hende til at stivne i sin bevægelse. Seyah havde ikke endnu ikke flyttet blikket fra "kæmpen", men han var samtidig opmærksom på mørkeleveren, som stod og hoppede oppe ved baren.

"Manden der ser tørstig ud, Karina… og hans ven oppe ved baren, zer ud til at have frygteligt travlt. Mon ikke, at det ville hjælpe dem begge to, hvis vi bød ham på en drink?"

Først nu drejede han ansigtet om mod det kønne pigebarn, der lige stod og sundede sig et øjeblik, før pointen gik op for hende. Da den så endelig gjorde, nikkede hun ivrigt og lyste op i et stort smil. Seyah gengældte kort hendes smil, og slap så hendes bløde arm, hvorefter hun hurtigt fes op til baren og fik erstattet den skælvende elvermand, som lynhurtigt fik lusket sig forbi kæmpen, med et minimalt, "undskyld", før han fes ud af døren. Dog, før "kæmpen" kunne tillade sig at blive ordentligt ophidset over, at hans "tjener" lige var skredet uden at bringe ham en drink, kom Karina vuggende ned mod ham, med et enormt glas øl, der skvulpede en anelse, for hvert et skridt hun gik. Uden den samme tøven eller frygt at spore, som hos skroget, der lige var skredet, standsede hun blot et par få skridt fra kæmpen, så hun netop kunne se ham i øjnene, og så han samtidig havde frit udsyn til hendes kavalergang

"Vi giver… hvis du altså har lyst til at sidde med? Det koster ikke noget."

Stemmen var sukkkersød og de gyldne øjne lovede guld og grønne skove, hvis han fulgte med. Og mon ikke sådan en træt dæmon tog imod et godt tilbud om kølige drikkevare og fornuftigt selskab?

Rafael gik et skridt fremad, og lod sin skygge, som var en konstruktion af hans gigantiske krop, og skyggens intimiderende mørke kulør, og skræmmende størrelse, var en manifestation af hans dominans.
Han lod pigen tale færdig, inden han lod sine fingre glide omkring glasset, som en bjørnefælde der lukket sig om sit bytte.
Han svaret endnu ikke på hendes ord, og blot lod sit blik hvile mod hende, som en mytologisk titan der kigget ned på en huskat.
"Spar mig frøken." han drejet sit blik ned i hendes kavalergang, uden overhoved at skjule det, inden han så forsatte med at snakke "Din kavalergang fornærmer mig" han lod en sensuel fingerspids glide blidt ned mellem hendes bryster, og hvis hun prøvet at trække sig tilbage, eller flytte hans milde berøring, ville han ligge sin frie hånd om hendes liv, med en meget strengere og hårdere undertone, som en vred gurella, som på et sekund går fra en lidenskabelig og kærlig berøring, til at flå armene og benene af vedkommende.
men hvis hun lod ham køre en blid fingrespids henaf hendes bløde hud, ville han ikke ligge en arm på hendes liv, og blive mere hård.
Men i begge situationer, forsatte han med at snakke "Din synlige kavalergang er en idenkation på forventning" Han lod den frie hånd kærtegne hendes ene øreflip, hvorefter han forsatte "Forventning til påvirkning. Du forventer at omgivelserne bliver påvirket af din eksistens." Ligegyldigt om hun havde modsættet sig hans berøringer eller accepteret dem, eller nydt dem,  ville det kun være realistisk at han ville kunne holde hende i hans greb, så da han var færdig med at snakke sin sætning færdig, gav han hende en syngende lussing med bagsiden af sin hånd, som ville kunne knuse selv Supermands tænder til knoglestøv. Slaget ville højt sandsynligt få hende til at falde ned til siden, pågrund af trykket, eller i hvert fald bøje hoved en smule til den modsatte side end hvor håndryggen ramte hende
"Og din forventning af at påvirke mig, fornærmer mig. Du ser mig som en billig luder, der vil følge med dig, mod betaling af lidt øl, og udsyn til bryster. Og dine lave forventninger fornærmer mig. Din signalværdi med dit tilbud, fornærmer mig.
Jeg tager hvad der passer mig. Vil jeg have øl. Tager jeg øl. Vil jeg have din fisse. Tager jeg din fisse. "
Han drak en tår af øllen, og sagde i en mindre bestemmende tone
"Men nu har du fået din straf. Og min respekt til dig, er genoprettet.
Vil du være rar at fortælle mig om kroen her, det ville være dejligt gjort af dig"


//Skriver mere i næste indlæg! Kan rigtig godt lide vores længde ^^ og kvaliteten! Men jeg er i skole, så kan ikke skrive en roman :) /

//Jeg er helt enig! Tekstlængden og kvaliteten er jeg rigtig tilfreds med ^w^ Dog tror jeg, at hverken min karakter eller Karine er specielt happy nu… Men jeg elsker dit svar xD Ps. Sorry, hvis det her blev lidt langt!//

Karina var ikke sådan at skubbe bort, og alligevel var chokket ikke så svært at spore i det gyldne blik, da dæmonen havde smidt sine første kommentarer. Oftest var det ikke lige hende, som mændende fejede bort, hvis hun henvendte sig til dem, det sørgede hendes friske attitude for og hendes velformede krop. Men der var skam visse tider, hvor hun blev forvekslet med… det lidt billigere. Hendes undskyldning for hendes lette og hudvisende tøjvalg havde altid været, at for meget tøj fik hende til at føle sig fanget, og det var en ting, som både hende og hendes bror delte. Men nu stod hun her, igen, og blev svinet til. Men ud fra Seyah's ordre, så var hun opsat på, at hun ikke ville svigte. Med begge hænder i siden stod Karina atter stærkt, med et friskt smil på læben.

"Årh, vær nu ikke sådan en lyseslukker! Du har vel set sådan et par før, ikke?"

Seyah, der stadigvæk sad på sin vante plads, med hænderne foldet under hagen, observerede hele situationen. At Karina blev fornærmet gjorde ham ikke noget, men hendes bror havde pludselig fået et lidt anspændt udtryk over sig, selvom han i første omgang havde fniset lidt over kommentaren om hendes kavalergang. Seyah holdt ham dog tilbage lidt endnu. Karina derimod nød nu den fulde opmærksomhed fra dæmonen. Muligvis havde Abaddon ikke noteret sig de lysende øjne, der sad henne i hjørnet og lurede på dem, men ulven var stadigvæk kraftigt opmærksom på sin chefs blik. Alligevel kunne hun ikke dy sig for at læne hovedet imod den hånd, som valgte at nusse hendes øre. Hun var dyrisk, som sin bror, men i en mere kælen form og holdte gerne af at blive behandlet som et kæledyr i ny og næ. Det var måske derfor, at hun ikke havde set det næste komme.

"Jamen selvf-…"

Endnu før ordene var nået helt ud af de bløde læber, så havde hånden ramt hende. Hendes krop var langt fra parat til at modtage et slag, og i sin sløsede position, hvor hverken Abaddon holdt fast i hende eller noget, kunne man opleve, hvordan den nu slaskede skikkelse fløj et par skridt bagud og knaldede lige ind i et bord, hvor gæsterne sprang for livet. Seyah der havde siddet og blundet en smule under den sædvanlige forføring af nye medlemmer vågnede nu straks helt op, og rettede sig lidt i sædet, opmærksom på, hvad deres næste træk var. Eftersom han kendte Karina en smule, så var det hende, han var mest opmærksom på, da han vidste, at hun bestemt ikke brød sig om at blive behandlet som en… ja, køter. Karina vågnede da også straks op fra bunken af det der engang havde været et bord og et par drinks, og spyttede en enkelt blodklat ud på gulvet, imens hun rasende stirrede imod den enorme dæmon.

"DIT RØVHUL!"

Brølede hun imens den småtblødende skikkelse kom vaklende på benene. Det var efterhånden tydeligt, at hun var begyndt at vokse. Muskelmæssigt og højdemæssigt. Samtidig var hendes kløer blevet længere og de tænder, som hun viste, under sin knurren af ham blev længere. Men Karina nåede dog ikke at komme SÅ langt i sin process, før en stærk hale fik fat om armen på hende. Oprevet drejede hun hurtigt ansigtet bagud, blot for at se sin nye modstander an, før hun opdagede, et par grønne alvorlige øjne.

"Jeg synes, at du skal tage din søster med ud og få lidt luft, Spike."

Det ranglede skikkelse kom nu også løbende bagfra, og tog hurtigt fat om sin søster. Selvom hun protesterede vildt og fægtede omkring, så fik Spike alligevel rimeligt hurtigt slæbt hende med udenfor. Seyah, der nu stod næsten face to face med den fremmede dæmonen, rettede hurtigt på sin jakke og strøg et løsrevent hår på plads, før han satte et oprigtigt smil op.

"Jeg beklager, hvis hendes krop generede dig. Det var ikke vores hensigt at forarge dig. Men at du muligvis har skadet en nylig ansat hos mig, kan betyde, at jeg mister penge…"

Seyah trak kort på skuldrene, inden han krøb et lille stykke tættere på Abaddon. Ikke for at være nærgående, men for ikke at virke for skræmt af dæmonens styrke.

"Hvad med, at vi gemmer det i baghovedet for et øjeblik og at jeg giver endnu en omgang, som en undskyldning?"

Seyah kunne gøre sig rimelig høj, takket være sin lange slangehale, som fulgte ham over gulvet. Alligevel valgte han at forblive bare en smule mindre en Abaddon, som en slags… reminder om, at dæmonen stadigvæk var den stærkeste pt. Seyah var bestemt ikke flov over sit skællede udseende, men fornærmede man ham eller begyndte at køre i det, så kunne han nemt køre lidt af sporet.

//Du skriver rigtig rigtig godt ^^ Kan også lide vores emne! Og hold da helt op du skrev et saftigt og langt indlæg! smukt at se, men jeg kan desværre ikke skrive i den længde uden at have lang tid til at svare på, og ville ikke lade dig vente længere :3 Kan godt forstå dig og medusa emner sammen, i er begge virkelig inspirende at emne med ^^

Rafael så bordet falde sammen, og de fire punker gæster, som til sammen havde flere farver i deres hår, end hvis man så på en regnbue mens man var på Lsd. De sprang op af overraskelse, da den lækre kvinde, faldt ned på bordet, og fik det til at falde sammen som et sandslot, som bliv ramt af en tsunami.
Pigen rejste sig op og kigget ondt på ham - med god grund vel og mærket - Men Rafael følte sig mindre truet af hende, end Odin ville føle sig truet i en skak kamp med en mentalt underudviklet søpølse.
Det betyd ikke at kvinden ikke var farlig, eller Rafael var guddomelig stærk, men at han egomæssigt var så højt op på hesten, at hvis det var fysisk manifesteret, ville han dække for sollys. Og der skulle en hær af russiske specialstyrker, eller en bestemt kvinde, til at få ham ned fra hesten.
Men Karina foran ham, var ikke den omtalte kvinde, og selvom Karina sikkert kunne overkomme de fleste udfordringer, var Rafael ikke en altmindelig kro bølle.
Men da den fremmet mand kom hen og joinet hyggen, var det hele mere kompliceret. Han talte afbalanceret og objektivt. Det tændte nogen alarm klokker i Rafaels hoved, fordi den fremmet mands rolige og skarpsindelige måde at tale på, og holde situationen under kontrol på, var en indikator på høj intellekt, og det mindet Rafael om sin storebror.
Rafael ville ikke slås med manden, hvis det kunne undgås, mest fordi manden virkede til at have nosser nok og sikkert styrke nok, til at beordre sine folk udenfor, mens han stod tilbage med Rafael, hvilket nok betød at manden var magtfuld. Og Rafael var bevist om han selv på ingen måder var det stærkeste væsen som eksisteret, og man skulle ikke undervurdere de former som styrke kan have.
Han skiftede til et mere ydmygt tonefald, ikke et underkastende eller generelt ydmygt tonefald, men med den typiske gentlemand ydmyghed, som man ville forvente af anderkendende høflighed mellem adelfolk
"De har intet at søge forladelse for, Hr. Jeg var uvidende om, at hun var deres ejendom. Det var ubehøvlet at skade en ukendt Hr´s aktiver. Havde jeg haft anden information, ville jeg have spurgt om tilladelse til at slå hende. Trods alt er andres ejendom, andres ejendom, og det altmindelige manere at ikke skade andres ejendom, uden deres sammentykke. Jeg officielt anerkender min utidlige og upassende irettesættelse. "
Han trådte selv et skridt frem mod manden, for at vise at manglen for frygt for den anden var gengældt, og at den fremmet mand, ikke skulle se hans gode manere som en svaghed.
"Men hvis de vil bibeholde deres forslag om en omgang, vil jeg glædeligt tage imod tilbudet"
Rafael så manden lidt an. Rafael vidste ikke hvordan manden ville modtage ordne, men i væreste tilfælde, ville Rafael ikke have noget mod at springe til kamp, men en blanding af at manden virkede højtstående, og at Rafael havde en malplaceret ide om hvornår og hvem, man skal behandle respektfuldt, gjorde at han ikke ville være fjendtlig.
Rafael så sig selv som en ærefuld mand, men det var nok ikke alle som var enige i hans defination af ære, eller hvornår en opførsel er ærefuld eller korrekt, men indtil videre havde han ikke mødt noget som han ikke ville kunne overbevise med en jernstang til ansigtet.
”Hvad er deres navn?”
Rafael kigget ind i øjnene på manden foran ham, og nægtet at kigge væk, for selvom han anså manden for at være af højere status, end det organiske affald herinde, som man kaldte ansatte og andre gæster. Men hvis manden ikke have samme overbevisning omkring Rafaels værdi, og status, havde Rafael tænkt sig at højlydt blive uenig.
”Hvad  ville de sige til at nyde en samtale under den øl de har tilbudt?”

//Haha, jeg er bare glad for, at vi kan finde ud af at svare hinanden, i passende og underholdende længer xD Så er alle glade! ^w^//

Karina var udmærket klar over, at hun langt fra, fysisk set, var lige så imponerende i størrelse at se på, som den store dæmon foran hende. Men som blodet dunkede i hendes øre, blev de fleste fornuftige tanker hurtigt overdøvet, og med henblik på, at hun havde en overraskende størrelse som varulv, så fortalte hendes instinkter hende, at det kunne blive en rimelig fair kamp.

Og ganske rigtig, som Rafaels tankegang gik ud på, så var Seyah velafbalanceret. For en gangs skyld. Han havde også let til at fare op, uden ret megen grund, men da han havde levet i skjul for mafiaen et stykke tid, så havde han lært ikke altid at lade følelserne tage over. Desuden var det blot endnu en fordel af den form, som han befandt sig i nu. Som det måske ikke var mange bekendt, så bar Seyah evnen til at skifte form. Dvs. at han var i stand til at ændre sin personlighed MED formen, dog ikke altid efter eget valg. Det udseende han bar nu, var hans mest naturlige, og dermed hans generelle personlighed, som havde en tendens til at være ret så snu. Derfor havde han hurtigt kunne regne ud, ved at observere Karina og dæmonen, at Rafael lod til at gå meget op i visse ting og at det var en god idé ikke at træde ham over tæerne til en start. Derfor glædede det Seyah inderligt at høre, hvordan dæmonens tonefald skiftede form.

"Jeg er glad for deres forståelse, hr. Jeg er ikke sikker på, at jeg havde tilladt det, selvom de spurgte, men jeg havde været glad for deres spørgsmål. Det var dog heller ikke helt let at gennemskue, at hun var min… ejendom."

Seyah smilte kort for sig selv og så så op mod manden igen, med fuld opmærksomhed. Hans grønne øjne, hvor slangepupillerne fokuserede direkte på ham, funklede let ved tankerne, der fløj igennem hans blege hoved. Ejendom var et sjovt ord. Et gammelt ord, som man sjælendt brugte om folk længere. Ærefulde klubejere eller endnu højere endda gjorde i hvert fald ikke. Det antydede, at man var gammeldags og lidt for magtsyg. En tanke om dæmonens alder strejfede ham kort, men det måtte vente til senere.

"Så skal det være mig en glæde at servere for dem! De virker også ny her, så tillad mig at besvare deres spørgsmål, så godt, som jeg kan."

Rafaels blik blev gengældt uden tøven, selvom Seyah var klar over, hvor… dyrisk og endda "freaked" han måtte fremstå, da hans slangetunge hvislede ved udtalelsen af hans eget navn.

"Mit navn er Seyah Gizanis… få bekendte kalder og fremmede såvel, de kalder mig Zee. Hvad med dem selv?"

Seyah slog kort ud med armen, og indikerede dermed, at de kunne sidde ved hans bord. Da han gled omkring gjorde han kort tegn til bartenderen, som straks gik i gang med at fylde to nye øl, til mandskabet. Samtidig nåede de ned til bordet, hvor Seyah satte sig på sin vante plads, over i det mørke hjørne, hvor han foldede hænderne og smilede høfligt til Rafael.

"Nå… hvor kommer du så fra?"

Rafael så Hr Gizanis tunge bevæge sig som en ål indsmurt i olie, som kravlet rundt på gulvet af et sommerhus. Men Rafael havde ikke noget mod misfostre, hvilket var meget besynderligt, at selv en arrogant og sadistisk dæmon, havde mere tolerance overfor fysiske diversitet, end det generelle samfund.
Selv en mand som Rafael, som følte sig hævet over andre selvbevidste skabninger, og som kunne finde på at tisse et nyfødt barn i hoved, selv en mand som ham, dømte ikke folk udefra deres race eller udsende.
Han dømte så tit folk udefra andre ting, som de ikke selv havde valgt, eller udefra en standard de havde ingen chance for at kende til. Men nogen slange øjne, og en maltakseret tunge, gjorde ham ikke noget.
"Mester Zee. Nuvel"
Rafael noteret mandens navn, og gentog for anerkende det, men også for at vise han deltog i deres dialog.
"Jeg er fra en ædel dæmonisk slægt."
Han stoppet kortvarigt, inden han kigget på de to glass som bliv stillet på bordet foran dem
"Men dens omdømme er desværre langtfra denne geografiske location. Så jeg forlanger ingen respekt eller ærbødighed for min relation. "
Han kigget kort mod et andet bord, hvor en ældre herre i nydeligt tøj, sad og delte et måltid med en mindre velklædt mand, som havde langt fedtet hår, og stank som et tilstoppet toilet.
Rafael kigget tilbage mod Hr Gizanis.
Rafael udåndet kort af irratation. Denne nye verden var godt nok opdelt mellem rig og fattig, og der var en forskel på en succerig person, og en som ikke havde succe, men den var langt mindre klasse bevidsthed, og stærke traditioner, som afgjorde hvem man var ligestillet med, og hvem der havde en lavere social status.
Det irrateret Rafael lidt. Han havde lært at udvise respekt, manere og høflighed mod dem som havde en anstændig familie historie, mens andre - pøblen - var han højere end i social status.
At omvende sig selv til at alle havde en forståelse af de fortjente hans gode opførsel, eller respekt, var svært for ham.
"Men for at svare dybdegående på deres spørgsmål Hr Zee, kan jeg dele at jeg bliv født i Babylon. En velkendt by i sine storheds dage, men dens eksistens og betydning er ligegyldig gjort."
Rafael drak en hurtig tår af sin øl, inden han forsatte med at snakke
"Men den del af min herkomst, er også irrelevant, Hr Zee, fordi det var først under den stolte romerske ørn, at min historie oprigtigt bliver spændende - Men den del koster en øl mere"
Rafael smilet kort, inden han lod smilet blive til et grin.
"For spare dem for min livs historie, vil jeg sige at jeg selvidentificere som at ´komme fra´ nord Italien."
Rafael gad enlig ikke ævle i evigheder, og han havde ikke i sinde at spilde den kønne herres tid med fortællinger fra en fjern fortid, når manden kun havde stillet et simpelt spørgsmål.
"Hvad med dem selv? Hvilken historie gemmer sig bag de misfoster øjne"
Hvis manden ikke kunne klare lidt morskab - og sandheder. Så var manden ikke værd Rafaels tid. Rafael gjorde det klart i sit tonefald og stemmeleje, at han ikke mente misfoster som en fornærmelse. Men han lagde tryk på ordne, for at vise han ikke var bange for at sige det, men også for at se mandens reaktion, om han var en der havde selv safire, eller om han var så melodramatisk som et omvandrende reality show.
Ligemeget om væsel drengen, begyndte at råbe, græde, grine, eller slå, ville Rafael sige det næste
"Hr Zee. Deres ejendom jeg misbehandlet, kan de kalde hende herhen med den næste drink?"
Grunden til Rafael ville have hende til at servere den næste omgang, var pågrund af hans dominante natur, og efter at have set ilden i den slavindes øjne, ville han gerne se hende servere for ham, trods han lige havde slået hende.
Det eneste bedre end at give folk en baghåndslussing, er at få dem til at sluge deres stolthed, og enten takke, eller udføre en service, bagefter.
Rafael regnet da med at Hr Gizanis ville bede hende om det, hun var jo trods alt Hr Gizanis bitch, og lidt harmløs ydmygelse af hende, og sadistisk nydelse på hendes bekostning, var sikkert en lille pris for at tilfredsstille en anden herre af samme status som Hr Gizanis selv.

Misfoster. Freak. Hvor han dog hadede og forgudede de ord. Rafael fandt det sikkert naturligt, som Seyah selv engang havde at dømme diverse væsner ud fra forskellige holdninger og ting, som de ikke selv var herre over. Selvom Rafael endnu ikke havde kommenteret på Seyahs udseende eller sendt misbilligende blikke, så lå ordene lige om hjørnet. Det var han sikker på. Rafael havde jo intet at skamme sig over fysisk. Han var stor, stærk, selvsikker… og fra en slægt endda. Men sådan var livet jo ikke altid. Seyah havde hadet sig selv. Han havde havde sig selv ret længe. Han havde havde alt og alle i denne forpestede, blinde og tilsvinede verden, som mange kaldte hjem og fandt sig trygge i. Seyah's historie var nemlig ikke startet sådan her. Han var ikke født mutant. Som yngre higede han efter store ting, og respekterede folk med samme smag. Derfor havde det været med stor fornøjelse, at han fik chancen for at tjene som Blackguard. Højt og nært blandt Vladimir selv. For, hvis nogen havde magt, så var det mafiaen. Seyah havde måtte kæmpe hårdt og længe for at nå dertil, for som menneske, et simpelt menneske, så bar han ingen evner til at hjælpe sig på vej. Men han klarede det. Rigtig godt endda. Det han ikke klarede var… "ulykken". Derfra havde tingene eskaleret i sådan en voldsom grad, at Seyah mistede grebet om sin omverden og sig selv. Dermed blev han forvist og udstødt. Derfra… had.

Seyah havde lært at lægge en dæmper på sig selv. Det havde naturligvis ikke været nemt. Stående tilbage, forladt, måtte der mange slåskampe, raserianfald og utallige mængder alkohol til før, at Seuah fandt sig selv. Men det 'selv' blev også taget fra ham. Han kunne ikke formå at holde styr på alting, på én gang, og det splittede ham fysisk og psykisk. Raseriet vil derfor altid være en del af ham, men på sådan en måde, at det kun sjælendt bliver vist frem.

"Omdømme eller ej. De er en dæmon af ædel slægt, og det må betyde, at de vel har arvet et navn, med en sådan blodlinje?"

Rafael havde ret. New World havde sine mere præmievindende byer og befolkninger, men den havde også sine små snuskede huler, som denne kro. Alt efter, hvor heldige og dygtige folk var, hvor gode deres forbindelser var… jo tættere kunne de være på det fede smørhul. Seyah kørte en finger rundt langs kanten på hans glas. Øl var ikke hans fortrukne drikkelse, da han var blevet en fan af de mere kraftigere sager, men det læskede nu godt. Dog fik Rafael's historiefortælling ham langsomt til at skyde et næsten mørkegrønt øjenbryn i vejret. (Hans "normale form er et mix af avataren og hans grønne form, som du kan se under karakterskift på profilen).

"De lader til at være en dæmon, som man siger, med en del år på bagen. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været den største historiefanatiker, men jeg har da en smule forståelse. Dog har jeg aldrig hørt nævnelse om denne by… Babylon."

Seyah ønskede langt fra, at de begge skulle sidde her og prædike historie hele aftenen. Hvis dæmonen virkelig var så voldsomt bundet til fortiden, så måtte han genoverveje sine tanker. Men tankerne nåede aldrig ret langt før ét ord fangede hans opmærksomhed igen. For en kort, enkle sekunder, sad Seyah blot og gloede mod Rafael, med øjne, der ikke lod til at kunne tydes. Pupillerne havde trukket sig en smule sammen, men det var den eneste ændring. Pludselig lyste han op i et høfligt smil igen, og rystede kort på hovedet.

"Misfoster. Det er… længe siden, at nogen har kaldt mig det." han stirrede kort mod glasset. "… men min historie er kort og kedelig. Jeg har levet mange, mange færre år end de, og de fleste af dem er gået med arbejde og træning. Jeg er en mand med simple behov. Jeg opgav at bekymre mig om min historie, og fokuserede på, hvordan jeg kunne få mest mulig ud af nuet. Det har jeg så gjort, og nu er jeg nylig klubejer. I deres øre lyder det måske ikke specielt, men jeg lover dem, at det tjener mere end man skulle tro."

Seyah så op igen. Ved normale omstændigheder havde han pandet manden sådan én på skrinet, eller smidt et eller andet efter ham. Men dæmonen forsøgte tydeligvis bare at være humoristisk. Selvom Seyah langt fra fandt det morsomt, så skruede han stadigvæk op for charmen. Men nu var kortene lagt på bordet. Klubben var i det mindste blevet nævnt. Seyah fløjtede kort, da han vidste, at specielt Spike registrerede den slags, med sine gode øre, og fokuserede så derefter på Rafael igen.

"Ejendom er hun nu ikke helt. Jeg "ejer" hende i form af en kontrakt, som gør, at hun er bundet til mig, som ansat. Men, hvis visse ting, skrevet på kontrakten, brydes… så mister jeg hende. Hun er desperat men ikke SÅ desperat. Desuden, jeg har nu aldrig haft slaver."

Seyah trak kort på skuldrene og tog en god slurk af sin øl. Samtidig kom Spike og Karina gående ind af døren, hvor at de straks stillede sig om bag Seyah. Spike skævede lettere nervøst imod dæmonen, hvor Karina, hvis ansigt så lidt hærget ud, nægtede at se på nogen. Det var ikke skam, det var tydeligt, men hun var stadigvæk meget vred.

"Nå… en dæmon af ædel slægt, hvad laver sådan en? Regerer han? Arbejder han?"

Arvet et navn - selvfølgelig havde han det. Såvel som at blive få en atombombe sprængning i munden, giver tandpine. Men Rafael måtte være meget opmærksom på hvordan han formuleret det, fordi han havde skiftet sit fødselsnavn ud med Rafael, og han ville ikke helt sige hvad de daværende har været, men hans æreskodex forbryd ham i at direkte at lyve, så han skulle formulere det så han ikke fik drejet samtalen ind på, hvad han hed tidligere.
"Herren kan kalde jeg selv, for Rafael Lawless. Min meget traditions tro familie, har selvfølgelig stærke forbindelser til et fælles efternavn. Samt adfærdsmønster, og et stærkt kodex baseret fundament, som ligger grundstene for vores mentalitet, såvel som ære. Så navne, eller deres betydninger er mindre tilfældigt end matematik resultater. Men lag os ikke spolere denne formidable aften, og fornøjelsen af hinandens selskab, ved kulturbestemt-navne analyser. - Det relevante er mit navn - Som er Rafael."
Rafael lod glasset glide til længere ind i hans håndflade, og drak en tår, mens han hørte manden sige det næste, omkring byen som Rafael selv havde nævnt i sin fortid. Rafael syntes ikke at manden var ignorant eller dum, bare fordi han ikke kendte til Babylon, fordi det var hverken almen viden, og siden selv byens ruiner er næsten forsvundet, og selv historikere diskutere om det geografiske sted, som byen overhoved var, kunne man ikke forvente at en ædel klubejer, kendte den.
"Floden Eufrat ledte op til mundingen af byens stolte porte. Det var en af verdens største byer på sin tid. Men folket var så beskidt og uforskammet som en sømand. Men byens struktur og infrastruktur, var imponerende på sin tid. Men som alle skønne historiske vidundere, bliv den til historie. Om man mistænker guds vrede, sygdom, eller krig, er diskutabelt. Men er også irrelevant. Det var en flok beskidte mennesker, som leget civilisation, men manglet den finesse, og livs erfaring, som var påkrævet for at vedligeholde sin eksistens."
Rafael kunne ikke lade vær med at smile af mandens pupiller, som bliv mindre og mere intense, da ordet misforstår bliv nævnt. Nu vidste Rafael i det mindste hvad rocket mandens båd. Men Rafael havde hverken grund eller lyst til at hælde salt i såret, fordi de var ikke modstandere på nuværende tidspunkt, og det var ikke høfligt at sige ting med hensigt at såre, eller provokere, end mand af status. Og af hvad Rafael kunne se, havde manden status, og fortjente høflighed, og respekt.
"Omforladelse for mit ordvalg. Det var ignorant af mig, at lade sådan udtryk blive til lyd. Men af respekt Hr Zee, deres vrede - som er tydelig - til den kombination af ord, burde de vende til en stolthed, fremfor et indre fordærv, fordi ens fjender kan kun bruge de våben, som man overgiver ham. De må ikke se mig som uforstående overfor effekten af vrede, eller had til et aspekt af en selv, eller andre. Men væsner som jeg selv, der har levet længere end menneskerne har haft pålidelige historiske kilder, vi vil rive folk i stykker med selv de mindste følelses reaktioner, som er i folks ansigt. Jeg mener ingen disrespekt Hr Zee, fordi vrede var også en karaktræk, som jeg skulle af med. Og jeg er ikke itvivl om at de har prøvet. Men hvis nogen af de ældre væsner derude, har studeret psykologi i bare hundrede af deres tusinde år, så kan de nemt vende det ord, og ligende, til et våben mod dem Hr Zee."
Rafael prøvede ikke at være bedrevidende, men at dele sine egne erfaringer omkring, at ens fysiske styrke, er irrelevant hvis ens sind er nemt at påvirke. Det var noget som Rafael selv har skulle lære af sin storebror.
Rafael så nu på de to kendte ansigter - eller i hvert fald det ene af dem - som gik hen, og stod bagved Seyah. Rafael smilte provokerende til pigen, fordi hun var ikke et selvstændigt væsen efter Rafaels mening, som både Hr Zee, og ham selv var. Hun var en del af pøblen, som sin uduelige bror var. Skidt som trak vejret.
Rafael hørte det Hr Zee sagde omkring arbjedets kontrakt, men helt ærligt, så syntes Rafael at alle arbjedesgivere var slaveejere, bare med mindre nosser.
"Jøderne i Egypten bliv også betalt penge Hr Zee, men fordi deres kapital kun kunne købe et bestemt udvalg af vare, og kun i en bestemt mængde, så var det ligegyldigt om de havde fået en mønt, og købt at brød, eller bare fået et brød til at starte med.
Hun er din tæve. såvel som manden ved siden af hende er deres tæve. Til at kneppe som det passer dem Hr Zee. Den eneste grund til at dine slaver kan skifte - job - er fordi vilkårene i et samfund som dette, ikke anerkende der er forskel på bønder, og jordejere. Hvis de selv, og alle andre arbjedesgivere, i morgen valgte at skære i alle arbjederes løn med halvtreds procent, eller halvfems procent, ville dine arbjedere, og alle andres arbjedere være tvunget til at godtage de vilkår, fordi ellers ville de dø af sult. - Deres arbjedere er slaver. Fordi når dagen kommer, hvor alle arbejdesgivere genvinder fornuften, og laver en aftale om at nedsænke arbjedernes vilkår, så må arbjedene læne sig forover, og tage jeres nye vilkår dybt op i røven. - Så ser Hr Zee - de to som står bagved dem, er så afhængig af dem, som en slave er af sin herskerinde, eller herre."
Rafael hørte det næste som Hr Zee sagde, og vidste ikke om han skulle stikke ham en flad, eller hvad han skulle. Men han lod ikke sine følelser komme frem i ansigtet, derimod svaret han bare
"Selvfølgelig arbejder en dæmon af ædel slægt ikke. Ikke i normal forstand. Han, eller hun, gør hvad der passer sig, men på samme tid, holder sig indenfor sin families traditioner, og vedligeholder de forpligtelser, som der føre med til at have en høj status. Det var den simple udgave"

Seyah nikkede tilfreds ved lyden af dæmonens navn. Han var ikke en mand der ønskede at vende folks baggrunde og tidligere handlinge imod dem, medmindre han fandt det yderst nødvendigt, og det ragede ham egentlig overhovedet ikke, hvad grunde folk havde til at skjule sig eller gå med dæknavn - så længe han bare fik et navn. For så længe, at man havde et navn, så var man pludselig sikker på, hvad man havde siddende foran sig.

"Rafeal Lawless. Ja, navnet taler vel for sig selv… men ud fra, hvad de fortalte om deres familie, så er de vist gået en lidt anden vej?"

Seyah lyttede pænt med, da fortællingen om Rafaels hjemby gik i gang. Beskrivelserne sagde ham intet, men da det formentlig var før krigen, så var der nok alligevel ikke, som så meget andet, ret mange rester tilbage. Han kunne ikke lade være med at le kort. En varm latter.

"Guds vrede? Næppe. Prøv menneskeheden! Vi har jo altid været glade for at flyve i flæsket på hinanden, og da teknologien endelig strakte sig dertil, så brugte vi da også den, i vores tøsefnidder om magten. Det er bare heldigt, at små flækker som denne har overlevet."

Den slanke bleg hånd gled ned og greb fat om hans eget glas. Der var stadigvæk rigeligt med væske, men det ville nok ikke varer længe inden dæmonen ville kræve mere. Det glædede ham. Han var glad for at opvarte folk, som kunne lokkes til at gøre ham god brug senere. Noget for noget vel. De mørke negle prikkede imod glassets kant, som Seyah lod ordene synke ind og sætte sig fast, inden han med en alvorlig og alligevel afstemt roligt mine stirrede dovent imod Rafael.

"De har ret, mr. Lawless. Vrede er en farlig ting at bærer rundt på… især så længe, at den ender med at blive en del af en selv, som man ikke altid har kontrol over." Seyah smilte ganske kort, men før smilet forsvandt, kunne man lige ane et rødt glimt i øjet på ham. "Men tro mig… selvom det ofte er mig selv, som vreden skyldes eller går ud over, så er det ikke der den stammer fra. Vreden stammer fra det øjeblik, hvor jeg blev sådan her. Ser De, jeg har ikke altid set sådan her ud. Været et "misfoster". Jeg har været… menneskelig. Behagelig at se på. Men jeg er acceptabel med mig selv nu. Det betyder bare ikke, at andre nødvendigvis er det."

Og med de ord vendte han bunden i vejret på sit glas, hvorefter det blev sænket mod bordet igen. Han viftede let med hånden, og fortsatte så snakken.

"Jeg ser igen, hvad de mener. Men, hvis jeg ønskede kvinder at ligge med, så havde jeg købt dem til mig selv… disse piger skal bringe mig penge, og hvis det skal ske, så skal de også kunne klare sig igennem dagligdagen. Jeg er ikke nødvendigvis så kræsen, hvad angår hunkønnet, men det betyder ikke, at jeg ikke overvejer, hvordan min krop påvirker deres krop. Jeg vil have dem i stand til at gøre ting, og for mig, så er de ansatte. Ikke slaver… slaver skal jeg nok få, hvis jeg behøvede eller ønskede det. Men hvad er pointen? Så havde jeg ansvaret for dem konstant. Den slags ønsker jeg ikke! Desuden, jeg har tingene præcis, som jeg vil have dem… bortset fra én ting."

Seyahs øjne lyste forventningsfuldt. Det var tydeligt, at han ønskede dæmonen til at spørger ind, til trods for svaret på Seyahs spørgsmål. Slaver havde aldrig sagt ham noget. Desuden ønskede han ikke, at hans omdømme blev prydet med den slags lige fra starten af. Det skulle ikke ses som, at klubben var et sted fyldt med slavebundede freaks… for hvem ellers gad have dem? Desuden var Seyah ikke sikker på, at Medusa ville bryde sig om det. Andet end til et bestemt formål, som han ellers gerne selv meldte sig til.

"Hvad gør de så for at klare hverdagen, mr. Lawless? Selv ædle dæmon som dem skal have økonomien til at nå rundt, nu hvor de ikke vartes op dag ind og ud. Jeg mener, til trods for, at de er stor og mægtig, så vil det en dag ramme dem hårdt, hvis de fortsætter med at skaffe dem nødvendigheder gennem brutalitet. Jeg kunne måske hjælpe, men jeg vil selvfølgelig ikke fornærme dem!"