Millicent skal med mig hmm.

Tid: nat
Sted: zone 1
Omgivelser: stille uden for basen
Vejr: skyfrit

På denne kølige nat, skulle man ikke tro at der snart ville ske noget stort, inde på militærets område, det var trossalt også almindeligt kendt, at ingen væsner der var normale oven i hovedet, angreb militærets område især ikke hvis de var alene om det, men Dust var trossalt heller ikke helt normal på nogen måde. Da han kom hen til området, ville dem der så ham sikkert blive overrasket over, at se hvad han havde bragt med sig, for udover hans 2 sædvanlige kæmpe sværd der kunne virke ret skræmmende på de fleste, havde han medbragt en samling bomber, der ikke lignede normale bomber, men mere noget i retning af vandminer, dog ikke lavet til at være i vand, men derimod lavet til at blive begravet under jorden.

Dust stoppede da han var et fornuftigt stykke fra basen, og tog et sidste hvæs fra den smøg han havde i mundvigen, før han smed den fra sig og pustede røgen ud, mens han så mod zone 1 basen. Dette var 3 gang han kom her, for at bryde ind på basen, men denne gang ville han komme derfra med et brag, og derfor havde han taget disse mine bomber med sig, da hans mål denne gang, var et levende væsen der skulle med ham ud. Han gik roligt mod basen, mens han for hvert skridt smeltede ned i jorden, sammen med hans bomber, indtil han var helt ude af syne under jorden, og nu hvor han var dernede begyndte han at placere bomberne, taktiske steder under zone 1 basen, indtil han havde placeret dem alle 10, og dukkede op igen på den anden side af basen.
"Så er bomberne i hvert fald klar, så nu er det bare at lokalisere målet, og få hende med mig ud derfra!" sagde han tænkende for sig selv "Det her skal nok blive en kioskbasker! Jeg går ikke ud fra, at de kan holde dette hemmeligt for offentligheden, om jeg når mit mål eller ej!"

Dust gik mod basen, lige som månen begyndte at dominere himlen, og han så kort op på den mens han tænkte, at når natten var ovre var en ud af 3 hændelser som dette angreb kunne føre til gennemført, for enten ville hans plan lykkedes og han ville gå derfra med målet, så kunne det være tilfældet at han kom derfra uden målet, eller hvis det virkelig gik galt, ville han blive fanget af militæret, hvilket skam var en mulighed, trods det faktum at det var svært.
Da han var forsvundet helt ned i jorden, bevægede han sig ind på basens område, forbi de ydre forsvare, og videre ind på selve basens område. Det første skridt i planen vat placering af bomberne, så nu var det skridt nummer 2: lokalisering af målet, og tilpasning til indbrud.

De lange gange var meget stærkt oplyste. Det slog hende at kun de omkringliggende passager der førte til generalens private gemakker, have en mere blid belysning at bade i.
Her .., var alt så skarpt.
Millicent strammede den lange tunge hestehale. Hun havde oftest håret sat op under en trænings session , også selv om generalen insisterede på hun gennemførte dem iført tortur sko, altså sko med 10 cm høj hæl og en elegant tæt siddende kjole.
Og nej- det var ikke for at han nød synet af hende i det outfit, han forsøgte at klargører hende.. At træne hende op til eventuelle missioner eller blot situatitioner hun kunne risikerer at havde i.
Millicent skød stadig meget fordi sine bevægelige mål. Hun var så langt mere sikker med en bue,men den kunne ikke rigtig skjules under en fancy kjole til en højrøvet middagsselvskabe. Og hun havde en klar ide om at hun følges med general Zolner til er par af disse. Men hun kunne tage fejl. Man kunne roligt sige at den mand ikke lige lod sig gennemskue.
De havde netop sagt deres farvel, og Millicent sad i sin rosa kjole , skåret så den ene skulder var fri og sen anden havde en lille drapering .
Kjolen stoppede over knæene og dee var en pæn V udskæring a la marilyn monroe. Alt i alt et sjældent syn i den ret kedelige og kolde kantine.
Enkelte soldater var tilstede og så ... Ham... Hendes bodyguard Myles . Han sad et bord bag ved Millicent , så kunne han glo alt han ville uden at generer hende.
På Millicents tallerken havde hun anrettet nogle pasta skruer og lidt salat. Og er stort glas vand til at skylle det hele ned med.
Livet som fange på basen var både fortvivlede og fascinerende. Men det tirrede hende enormt at hun ikke kunne komme og gå som hun lystede.
Han.... Så alt.
Generalen. Og hun måtte holde sig på fod fod med ham. Vinde han tillid.
Desuden behandlede han Millicent ganske fint - hvis man lige lod den ligge med han holdte hende som fange!
Indtil nu var alt normalt og intet så anderledes ud end det plejede.

Selvom sikkerheden var blevet forøget, efter Dust sidst havde været der, en uge i forvejen og smadre stedet i hans flugt, hvilket havde efterladt våben afdelingen ret så beskadiget, vidste Dust hvad han skulle gøre, for at lokalisere målet. Han havde beskadiget gulvet i en gang, der repræsenterede den korteste vej mellem våben afdelingen og kantinen, og gennem den beskadning kunne han snige sig op, i form af fine små lag af sandkorn, der mens militær folk der befandt sig i området ikke så i den retning, bevægede sig op gennem beskydningen, op under loftet og spredtes ud til de steder, Dust først ville lede efter Millicent, da det var de steder han gættede på, at der var størst chance for at hun befandt sig.
Et af de steder var kantinen, og oppe bag et af overvågnings kameraerne, samlede noget af det fine sand sig, og dannede et øje der var forbundet med Dust, så han kunne se gennem det.

Øjet var placeret sådan, at kameraerne ikke kunne se det, og siden øjet var over overvågnings kameraet og mindre end det, betød det at man ikke lige umiddelbart kunne lægge mærke til det. Øjet så sig omkring efter Millicent, og lagde straks mærke til hende der stak ud, da hun var klædt i noget andet tøj, Dust zoomede ind på hende med øjet, for at sikre sig at det var hende, og det var det så nu var det videre til skridt 3. Dust ville tage kontakt til hende, men gennem øjet lagde han mærke til, at en af fyrene sad og stirrede på hende. Han måtte være bodyguarden, så Dust måtte være forsigtig, så han ikke blev opdaget for tidligt i hans plan. Dust brugte sand øjet til at skældne hendes aura, før han opløste det igen, og fik sandet til at bevæge sig hen mod hende, og bevæge sig op af bordbenet.

Sandet samlede sig i kanten af hendes tallerken, så man ikke lige lagde mærke til det når man gik forbi, men Millicent burde kunne se at der nu stod: "søg frihed! Alene, dametoilettet, sidste bås fra døren!"

Millicent sad og stak lidt med gaflen i en pastaskrue.
Hun tilhørte racen af kvinder der elskede mad og alt der var usundt.
Det var heldigt at  hendes forbrænding var så god, ellers ville man på basen kunne se en rosa kugle trille omkring, istedet for en spadserende Millicent.
Hun sad lidt og tænkte ...grublede nærmere.
Hun havde forstået på Generalens samtaler i hans mobil, at noget var i røre uden for.
Et eller andet var spidset til, men hun havde ikke kunne opsnappe hvad det var.
Hendes øjne havde reflekteret angst, for måske var endnu en krig på trapperne....og hvad skulle der så ske med dem alle? Millicents mor, var hun ok? Auriel ...Vladimir?
General Zolner stillede normalt langt flere spørgsmål end han besvarede, men han havde dog haft hjerte nok til at forsøge slukke Millicents angste øjne og havde fastslået at hun ikke skulle være bekymret , at hun var sikker på basen her.
Millicent ville gerne have haft talt med ham, om muligheden for at installerer hendes mor her...bare sålænge der var ' problemer' uden for, men han var kaldt væk...eller ...gået var han , og det var ret tydeligt på hele hans kropssprog at det ikke var tid til en samtale om Millicents private problemer, som en psykisk ustabil mor hørte under.
Hun sukkede og smed gaflen fra sig, i en irriterende bevægelse.
Det var her hun opdagede den lille besked.
Millicens hænder greb fat om bordets kant. Det var køligt og glat, stålkassens, men hun bemærkede det ikke.
Hun så sig årvågent omkring i kantinen, søgte efter noget der kunne forklare dette underlige noget, men intet kunne hun pege ud.
Selvfølgelig kunne det være en fælde af en art, og hun fremsagde derfor sin egen lille hær af eder, i sine tanker, over ikke at være i besiddelse af hendes bue.Den havde militæret også beslaglagt.Det var nu meget smart af dem, ellers havde hun været en langt større og alvorlig trudsel , end den hvæsende killing hun var nu.
Men det var jo logik for agerhøns at en sådan besked ikke kunne overses, og Millicent havde aldrig ...set..sand kunne sådan noget, så selv hvis der havde stået ' limbo på lokummet' var hun nok dukket op derude.
" Myles" hun havde rejst sig og stod nu lænet ned over hendes bodyguard.
" Jeg skal lige en tur på toilettet..." Hun vidste at ligegyldigt hvad hun sagde ville han følge efter hende, det kunne ikke undgås, så hun havde opgivet sine protester.
De havde ellers både været  mange og fatasifulde til at begynde med.
Men han ville da blive uden for, da der ikke var nogle flugtveje fra toilettet.
Myles var lige i hendes kølvand, tavs og pålidelig.
Han stod rank i militær position, da Millicent skubbede den hvide dør åben og forsvandt ind bag den.
Med en fingerspids der kørte langsomt over de kolde og upersonlige  vægge, gik Millicent tøvende mod den sidste box.
Hun var ved at fortryde, og faktisk vende om....men det kunne jo også være en slags test fra General Zolner, om hun var modig nok? Så hun trak vejret dybt ind og listede et meget sagte " Hallo...er her nogen?" Ud , før hun puffede til døren, for at træde ind.

At Millicent gik ud på dame toilettet, lige som Dust havde håbet på at hun gjorde, var så at sige det signal Dust skulle bruge som tale off til, at han selv skulle skynde sig derud før hun kom dertil, da hendes bodyguard nok ville opdage hvis store mængder sand, kom snigende ind i kanten mellem døren og dørkarmen til pige toilettet, mens han stod og ventede på Millicent uden for døren, så i det hun satte i bevægelse mod toilettet, var flere små mængder af sand fra forskellige steder i hurtig bevægelse mod samme sted, og den sidste samling af sand nåede lige at komme derud før Millicent kom derhen, og gik ud på dame toilettet.

Der var heldigvis tomt derude lige for nu, så ingen opdagede at en større mængde sand samlede sig i den bagerste toilet bås, og dannede Dust der sad på toilet cisternen, med benene på hver side så man ikke kunne se han var der, hvis man lukkede døren. Da Millicent kom der hen, holdt han en finger foran munden for at shh'e på hende, hvorefter han vinkede hende ind til ham.
"Luk døren og lås den efter dig, og sæt dig ned her på toilettet!" hviskede han roligt, og lukkede toilet brættet, så hun kunne sidde oven på det "Jeg har et tilbud til dig Millicent, hvis altså du gerne vil ud her fra?"
Han så på hende med et spørgende blik, og håbede på hun gerne ville med ham ud, for ellers havde alt hans planlægning været en ærgerlig spild af tid, især når man tænkte på hvor hårdt han havde arbejdet på at lære sit nye sværd at kende, et sværd han havde gemt i nærheden da det ville være totalt ånds forladt, at prøve på at snige så stort et sværd med sig her ind, når man prøvede på at være her uden nogen lagde mærke til det.

Hvad hun egenlig havde forstillet sig at finde gemt , derude i toiletbåsen, havde hun ikke gjort op med sig selv. Tiden havde ikke tilladt det.
Måske havde hun forventet den tom, lidt i den tro at det nok var en test på hvordan hun psykologisk ville reagerer ? Det kunne ligne generalen.
Millicent havde slet ikke afklaret hvad der skete i hovedet på den mand, og skiftevis var hun max facineret af ham, og andre gange gjore han hende så helt enormt vred.
Millicent så med forundring på den unge mand på toilettet.
Ikke særlig gammel, mørkt hår med strejf af røde lokker og ....meget mystisk.Hvorfor sad han her...og hvad ville fyren dog hende?
Han var ikke iklædt militærets uniform, den havde hun fanget.
Men det kunne være en finde.
Med sammentrukket øjenbryn, trådte hun helt ind og døren lukkede bag ved sig.
Hun låste den dog ikke, hvilke var et helt bevidst valg.
Hun vidste at ved det midste spektakel ville hun få både Myles og sikkert den halve base til at stå klar parat til spring, så hun var på nuværende tidspunkt ikke bange for den unge fyr.Ikke her på basen, men derfor skulle hun ikke forpurre sin egen flugtvej ud- hvis den skulle blive nødvendig.
En anelse modstræbende satte hun sig, som han bad hende.
Millicent var ikke helt sikker på om det var godt at han kendte hendes navn?
Vladimir vidste hun var der...men ingen andre da. Måske Auriel , såfrem Vlad havde informeret ham...men ....ham hersens tilbød frihed, det hele havde et snært af mystisk over sig.
" Frihed? Den har mange former" svarede hun en smule undvigende.
Hun begyndte at være ret sikker på at generalen testede hendes loyalitet.
Det ville være et smart træk af ham, ville det ikke? Inden han gav hende fri adgang ,som privat sekretær eller sndre beføjelser, der ledte til en stak fortrolige informationer.
" Hvorfra ..." Hun gik lige et stå og måtte tage en dyb indåndning som hun holdte nogle sekunder, inden hun kunne forsætte.
" Hvorfra kender du mit navn....og hvem er du?" lød hendes bløde stemme lavt.
Det var muligt det var en test....men hun var stadig nervøs, og hun havde ikke til hensigt at serverer sig selv på et sølvfad.Hverken for Generalen....eller fyren her.

Han smilede roligt da hun gjorde som han sagde, og betragtede hende med et tænkende blik, da hun virkede til at være tilbageholden over hele denne situation, han lagde specielt mærke til at hun ikke låste døren, som om hun forventede at der pludselig skulle komme en grund, til at styrte ud herfra og løbe som en i helvede.
Hendes mistro omkring Dust, var ham fuldt ud forståelig, men det var skam på det forkerte grundlag hun var mistroisk, for Dust af alle væsner ville i den grad ikke samarbejde med militæret af ren princip, da de stod for præcis det modsatte af hvad han gjorde, og han ville aldrig arbejde sammen med dem, medmindre de tvang ham til det, og det var ikke situationen lige nu.

"Du har skam fuldstændig ret i at frihed forstås på flere måder, men i det her tilfælde forstås det som at jeg hjælper dig ud herfra, udelukket fordi jeg vil pisse generalen af og sørge for han ved, at jeg er en trussel mod ham og hans lejetøjs soldater!" sagde han roligt og smilede ondskabsfuldt ved tanken om, at irritere Generalen ham selv "Og hvis du takker ja til mit tilbud, og vi kommer ud herfra begge 2 sammen, tilbyder jeg dig endnu et valg:
1) Enten hjælper jeg dig med de ting du skal bruge, og derefter kan du bare gå! Jeg vil ikke stikke en kniv i ryggen på dig, eller kaste sten efter dig, jeg vil lade dog gå og gøre, hvad end du nu vil med din frihed!
Eller 2) du hjælper mig med at spille et lille puds med Vladimir. Du vil selvfølgelig være under min beskyttelse hele vejen igennem, og når det så er gjort finder vi ud af derfra, hvad du så vil med din frihed!"
Dust havde betragtet hende mens han foreslog dette, mest af alt for at se hendes reaktion på det, og han ventede høfligt med at svare på hendes spørgsmål om hendes navn, så hun kunne svare på hans foreslag.
"Jeg kender dit navn, fordi jeg anser dig som en vigtig prik i et større spil, og hvis jeg kan få dig ud her fra, beviser jeg overfor både Zolner og Vladimir at jeg er en farlig trussel, og når jeg sætter mig noget for vil jeg gennemføre det!" sagde han roligt men dog lavt, da han nødig vil have at bodyguarden hørte ham "Det vil sætte mig i en stærk position, i mit samarbejde med Vladimir, og Zolner vil vide at han ikke skal fuck med mig!"

Millicent løftede hagen lidt, for bedre at kunne se på Dust, imens han forklarede.
Hun blev da godt og grundigt overrasket, stort set over alle hans tre grunde.
Alene det udlæste en lille guldstjerne til hans bryst, omend den kun blev nag mental materiale.
Millicent var dog mest overrasket over at han betragtede hende som en større brik, i hans spil. Selv var hun af den overbevisning at hun bare var en bonde, en der blev brugt for at frede de større brikker, men det interessante ved det hele var, at selv en bonde kunne stå tilbage, stolt ved siden af en konge...det krævede ligesom bare noget mere arbejde, gjorde det ik?
Hun smilede ved hans ord.Måske han bare tog hende for at være en helt anden ?
" Det var lidt af en mundfuld du forsøger få mig til at sluge der" kom det endeligt neutralt fra hende. " J-jeg ved ikke helt hvad jeg skal...sige!" Hun gned sig på kinden og forsøgte klare sine tanker, men det var ret meget han bad hende om, og han var hende helt fremmed.
" Vladimir...er en ven af mig" startede hun i et tøvende tonefald.Hun plejede at bilde folk ind at de var forlovet, men lige i denne mærkværdige situation, gav det ingen mening at opspinde en lille ' toilet løgn'.
" J-jeg har ikke rigtig nogen grund til at skulle ville drille ham." Hun trak de lyse bryn lidt sammen.Desuden var Vlad meget tæt forbundet med Auriel.
Hun sukkede....gud vide om Auriel vidste hvor hun var? - eller om han overhovedet tænkte over det?
" General Zolner...h-ham...ham skal du passe på med" hviskede hun og lyttede efter lyden af sko såler fra Myles, men der var stadig helt stille. han stod pænt udenfor og vogtede som en ræv over sin høne.
" Du kan ikke bare...for pokker..det er top militsen du ønsker pille ved" hviskede hun igen og mødte Dusts blik.
Hun blev grebet af lysten til at brede sine vinger og igen flyve frit...og var det Generalen himself der åbnede døren, ville hun sikkert også spæne ud, men....og det var et stort men...hvis hun forsøgte tage flugten nu, og det failede, så havde hun kastet al generalens tillid overbord. Det havde hun ikke råd til.
" Hør nu...jeg har gang i at opnå en betroet stilling ved hans side....inside information...så kan det skade endnu mere.Og ærlig talt...SÅ meget interesse har han ikke i mig , at du generer ham. " Millicent rejste sig langsomt op, og da der ikke var meget plads, kom hun nærmest til at stå mellem benene på Dust.
" Jo jo...det vil pisse ham vildt af at noget eller nogen laver ballade her i zone 1, men ...måske vi to kunne lave et langt bedre samarbejde? Få lidt mere ud af dette end bare en mopset general ? Informationer fra mig...og fra dig?" Vente hun det hele på hovedet, smilede udfordrende og var spændt på om han havde noget der kunne tækkes hendes interesse?
Og hvis ikke det lykkedes, så havde Millicent jo egenlig ikke som sådan afslået at blive redet sf den flotte mørkhåret mand.Vel?
Men først skulle hun se om den herre havde et kreativt sind.
Hun var ikke en pige med hang til Materielle ting, og ikke en der havde en elsker i hver by, sååå.....

//Well lige om lidt får jeg skrevet en vigtig ingame Nyhed :) Og jeg konkluderer altså, at Millicent bliver kidnappet fra Occulta frivilligt eller ej er lige meget, men jeg håber, at det er okay ^^ Fordi jeg kan anyway godt forstille mig at Dust skal nok kunne tage Millicent under armen og få hende væk, dog med stor besvær :D Så jeg håber, at det er i orden, men det vil bare være meget passende for nyheden ^^//

// Millicent skulle gerne blive hvor hun er. Jeg har flere emner i fortiden og er med Zolner nu. 
Jeg sagde ja tak til et emne med Dust hvis vi kunne lave lidt ballade på basen og måske en alliance, men ikke ja til at komme ud og dermed afslutte mit emne på basen med Zolner. Så jeg tænker sørme at hun bliver. //

//Ja men du kan bare sige at emnerne med Generalen er før dette emne, da Generalen bliver kidnappet 2 dage efter din kidnapning :) Så //

// en pm til mig om der forligger aftaler med Zolner , please ? Ó.Ò

//er sendt ^^ //

//tak Medusa XD du har hermed sørget for, at mine planer kan fortsætte som jeg ville have det XD

//det bliver dog lige ændret ^^//

//hvad??? Nej stop det må du ikke!!! ^•^ hvorfor bliver det ændret, og hvad bliver det ændret til?

// du må bare prøve dit bedste, intet er afgjort endnu Dust ! * dramatisk musik*. //

//Millicent du skal med mig om du vil have det eller ej!!! Om jeg så skal flække hele stedet fra hinanden, og dræbe halvdelen af verdens befolkning for at få det til at ske, så vil jeg få mine grådige fingre i dig!!!!!!!!! XD

Dust lyttede til hvert et ord hun sagde, mens han betragtede hende med et tomt blik, der på ingen måde afslørede hvad der foregik i hans sind, selv da han begyndte at få et tænkende blik i øjnene. Han vidste udmærket godt at det ville være en løgn, hvis hun havde prøvet at bilde ham ind, at hun var forlovet med Vladimir da han havde nær studeret situationen, og derfor vidste sådan nogle ting om hende.
"Min situation er sådan set ikke at jeg vil pille ved Zolner, jeg vil have fingrene i dig for at lade ham vide, at jeg er en eksistentiel trussel mod mine omgivelser, hvis jeg kan bortføre dig fra hjertet af hans base, og dem der ser os tror at det er mod din vilje, vil han måske forstå at jeg, er et af de farligste eksisterende væsner på denne planet!" sagde han lavt med et mørkt blik over hans sind "Og hvis det ikke er nok, må jeg jo bare sørge for at han finder ud af, at jeg sådan set er skyld i den zombie epidemi, der lige nu hærger og rasere i Las Vegas!"

Da hun så foreslog at de kunne samarbejde, om at få informationer ud af generalen ved at starte et samarbejde, så han hende tænkende i øjnene da han først ville have afslået hendes tilbud, men så begyndte hans hjerne at arbejde. At indgå et samarbejde med hende, var måske ikke en helt så dum en ide som han først antog, men han kunne bruge dette samarbejde hun foreslog, på en helt anden måde end hun tænkte, og samtidig kunne han få det han ville have ud af at være her. Hans ide kunne faktisk vise sig, at vende sig til deres begges fordele hvis de gjorde det rigtigt, og derefter kunne de fortsat vedligeholde kontakten, og fortsætte samarbejdet.
"Jeg har et bedre forslag til dig Millicent!" hviskede han skummelt, og lagde blidt en hånd i hendes nakke, for at holde hendes ansigt tæt på hans "Du prøver at komme tæt på Zolner, jeg vil sørge for han ved at jeg er en trussel, og hvis vi gør det rigtigt kan vi begge opnå det vi går efter, ved at arbejde sammen! Hvis jeg bortføre dig herfra, får jeg måske det jeg gik efter, men hvis vi på vejen sørge for at folk tror du ikke vil med mig, men derimod kæmper for at blive her og komme væk fra mig, og du senere kommer tilbage hertil og sørge for, at Zolner tror på at du gjorde hvad du kunne for af egen fri vilje, at komme tilbage til ham, så er der en god mulighed for at du får mere tillid hos ham!"

Han fastholdte hendes blik, mens han smilede et tomt smil til hende, og afventede at hun begyndte at svare på hans forslag. Han håbede at hun kunne bruge det til noget, for hendes ide om et samarbejde mellem dem, kunne blive ret så fordelagtig for dem begge 2, da de informationer hun kunne skaffe kunne blive brugbare for ham, og den hjælp han kunne tilbyde hende, i form af hjælp til at komme ud, holde sig skjult, og forsvare hende, kunne komme hende til god hjælp hvis hun ville væk herfra.
"Når du så er kommet tilbage herind, fortsætter vores samarbejde på den måde, at du skaffer mig informationer, og jeg er din alt muligt mand hvis du får brug for noget!" tilføjede han tænkende, og strøg hende kort i nakken med et smil på læben "Forøvrigt kan jeg sørge for at være din kontakt udenfor zone 1 til resten af verden, jeg kan være dit getaway card hvis du vil ud, eller din leverandør hvis du har brug for noget herinde!"

//nej for inden da har mama admin sat en stopper for dig XD XD
Out//

// Lænker Dusts hænder.Så er den klaret :)


Millicent var en smule blown away.
de sad der og hviskede ideer og planer på et lille toilet, midt i zone 1.
Og havd vidste hun egenlig om ham her? Intet!
Hendes søgende øjne havde allerede fået et svar ud af hans, nemlig at han ikke var en fyr drevet og styret af intuition og følelse, som hun selv var...altså bortset fra den del med at være en fyr.
Men det forvirrede hende at hun ikke kunne læse noget i hans øjne...intet...ikke en flig de virkede næsten tomme.
"Generalen er hands off...så langt er vi enige" Udbrød hun og fandt det selv næsten besynderligt , at hun stod der og følte trangt til at beskytte , måske en af de få mænd der på ingen måde behøvede det. Efter hvad hun havde set, var Zolner udmærket istand til at forsvare sig selv....enda imod Millicents meget skæve og uregerlige angreb, der ofte ramte når og hvor man mindst ventede....simpelthen fordi hun kastede kniven mod A og den ramte N, noget i den dur.
Så han var involveret i epidemien? Hendes blik fik et skør af angst, zombier...det kunne umuligt være godt...men hun fik bekæmpet det væk.Lige nu måtte hun fokuserer på det hun skulle.

Hendes krop stivnede let, da hun mærkede Dusts hænder i nakken, og han holdte så tilpas fast så lige det modstand, det lille ryk hun automatisk lavede med nakken, ikke skabte en større afstand mellem deres ansigter.
"Et bedre forslag ?" hviskede hun i retur, og hendes øjne så på skift ind i hvert af hans. Christ...alle de ting hun skulle gøre op nu, på to sekunder...og hende der havde troet at det eneste hun skulle beslutte denne aften , var om der skulle efterfølge en isdessert til hendes pasta salat?
Med let rynkede bryn hørte hun hans tilbud, og egenlig lød det okay.
For det lød som hende at hun kunne sige ok, uden at have bestemt sig endnu for hvilken side der skulle have hendes loyalitet når det endelig kom til stykket. Sådan lidt Hvem snørre hvem agtigt.
"Jov..ehm... måske det kunne virke?" mumlede hun en smule fortumlet, og bedre blev det ikke da han smilede og hun kunne mærke et kærtegn i nakken.
Måske det ikke just var ment sådan, men Millicent var sjældent fysisk - på nogen måde- med andre, så det var tæt for hende at lade en fremmed ligge hånd på hende, selv om det blot var et strøg i nakken.
"Okay...vi gør det!" mumlede hun og kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at slå mere hårdt og hyppigt i brystet på hende.
Millicent forsøgte at ignorerer den tvivl og begyndende mavepine der sad og ønskede hendes opmærksomhed.

En dyb røst ude fra hoved døren lød. Myles var stadig ikke inde på toilettet, men fandt det åbenbart tid til at lave et lille sikkerheds tjek på Millicent.
" Miss.James...er de ok derinde?"

//desværre er jeg af sand, så lænkerne rammer gulvet XD

Hendes reaktion på at han skabte fysisk kontakt mellem dem, rørte ham egentlig ikke, han ville bare sikre sig at vigtigheden af denne situation, kom ind i hendes underbevidsthed, så hun handlede mere ud fra det end frygt eller tanken om, hvor skørt det egentlig var at de befandt sig på et dametoilet, og planlage at få hende ud fra militær basen, som de befandt sig i lige nu.
Hendes loyalitet udgjorde i bund og grund en vigtig, men undværlig del af hans planer om at få hende ud herfra, og hvad angik deres mulige aftale om at hun skaffede ham informationer, om selveste lederen af militæret, mod at han gjorde hvad han kunne for at give hende hvad hun skulle bruge, var i sidste ende også undværlig for hans vedkommende, selvom det ville være en god benefit at få af dette her. Han planlagde dette med hende, for at gøre det nemmere at få hende ud derfra, og hvis han var heldig nok til at få bare noget af hendes loyalitet, var det også for den aftale de indgik.

"Godt du er med på den, nu placere jeg noget af mig selv på dig, så jeg kan følge hvor du befinder dig henne, og sørge for du ved hvor jeg vil have dig hen ime...." han stoppede midt i det han var i gang med at sige, da han registrere lydene Myles lavede derude, og da han spurgte om hun var ok, så Dust hende i øjnene og nikkede langsomt, for at få hende til at sige ja. Imens skyndte han sig at placere sand på hende, så hun havde et lille tredje øje siddende ved hendes øre, så det var gemt under hendes smukke lyse hår, og en tynd lille stribe af sand rundt om hver af hendes arme, omkring bryst højde hvor det var sikkert gemt, og hendes aura kunne dække over den lille smule af hans, som hun nu gik med.

Han blottede sin arm for hende, og på den voksede de ord frem han ville sige til hende, men som han ikke kunne udtale fordi Myles stod lige udenfor, og lyttede efter hvad der skete. 'Følg den retning når sandet trykker din arm, og flygt fra eksplosionerne'
Mere fik hun ikke af vide, før han puffede til hende, da han ville have hende til at gå ud til Myles, så han ikke fattede mistanke til at der foregik noget derude, hvilket jo kunne bringe hans planer i fare. Han opløste sig selv til sand, som lettede op under loftet, og sneg sig ud gennem ventilations kanalen, så hun nu var alene derude på nær det sand øje og de 2 sand bånd, der var gemt godt på hendes person.

Placerer noget af ham på mig? Millicent stod med munden let åben og lignede en der fra månen var dumpet ned.  Hun havde hørt om folk der ..  Lavede mærker... En slags stempling eller brandmærker af andre, og hvis han virkelig troede at.... Hendes tanker blev brudt da Dust så ind i hendes øjne.  Og hun adlød ham " Ja... Undskyld mig , men selv damer skal altsår bummelum " sagde hun halv irriteret på Myles. Det kunne jo rent faktisk være at hun sad der... Og forsøgte kvittere for mere en end tissetår. Den irriterende mand! 
Dybt fascineret af Dust's handlinger , fulgte hun Sandet bane dets vej omkring hans udvalgte steder og godt nok var det sjældent det lykkedes for nogen at gøre Millicent helt mundlam, men det var rimeligt tæt ved nu. 
Da Dust viste hende teksten på Jans arm og supplerede med et skub mod døren , sitrede Millicents underlæbe og farven aftog fra hendes kunder. 
Ordet eksplosion havde ikke en god klang i hendes lille verden, og hun stavrede derfor en smule halvstift ud til Myles . Han så straks mistænksom ud, men Millicent klarede lige at afvæbne ham med et lille hånd vift foran hendes næse og bemærkningen " Uha... Den salat kan ikke have været helt frisk" hvorefter Myles gloede rimeligt dumt efter Millicent, der skyldte sig forbi ham.  
Hun var stadig anspændt og hvis sandet begyndte at spænde , ville hun følge aftalen og instrukserne fra Dust. Lydigt... Som en god lille spejder. 
Det vil sige... Lige indtil første eksplosion ville forkomme. Her ville hun panikke og falde ned på knæ med lukkede øjne og hænderne for ørene.  Og hun ville helt sikkert, som hun sad der og dirrede, fortryde sit ja.  

Måske ville det ikke blive svært at lade som om hun forlod stedet ufrivilligt? For var hun overhovedet i stand til det på egne ben?
Millicents træning havde ikke været afviklet under kraftige bang og eksplosioner.  Og det chokerede hende.  Frarøvede hende evnen til at tænke bare nogen Lunde klart .
Især fordi hun stod i det - alene.

Imens hun forlod toilettet, havde Dust bevæget sig et godt stykke gennem luft kanalerne, for at komme i position til når kaosset brød løs. Han brugte det øje han placerede bag hendes øre, for at holde øje med hvor hun befandt sig henne, og da han havde fundet ud af det, glemte han let med venstre hånd et par gange, så det sand hun havde rundt om venstre arm, klemte blidt et par gange i takt med de klem han lavede, for at få hende til at gå til venstre.
Han ventede til hun reagerede på hans ordrer, før han aktiverede den første bombe, der gik af med et ordentligt brag, i den forkerte ende af zone 1 i forhold til, der hvor Dust ville bortføre Millicent ud igennem. Han ville bortføre hende gennem den ødelagte våben afdeling, men bomben gik af et helt andet sted, da han ville have en ordentlig gang soldater til at løbe derhen, så der var mindre bemanding at ordne når Dust greb Millicent, og løb af helvedes til med hende. Derefter for at give Millicent en mulighed for, at følge Dust'es retnings anvisninger, sprang en ny bombe der skildte gangen i 2, så Myles og Millicent ikke kunne komme i kontakt med hinanden, fordi en kæmpe bunke skrammel lå imellem dem.
Sandet rundt om hendes arme, begyndte at trække i Millicent, da Dust ville have hende til at fortsætte med at flygte, man kunne nærmest mærke at han var ivrigt efter at få hende ud, mens kaosset stadig var på sit højeste, hvilket også var hans intentioner, da det var nu det galt hvis hun ville have lidt frihed, og deres mulige samarbejde skulle fungere.
Imens bevægede Dust sig gennem luftkanalerne, hen til det punkt han guidede Millicent imod, da det var der hans shibuki sværd befandt sig, og var det sted han ville iscenesætte bortførelsen, der ville få folk til at tro hun blev bortført, og ikke flygtede derfra frivilligt. Han håbede et eller andet sted at dette ville virke, da besiddelsen af hende havde stor betydning for meningen med, at han bortførte hende, og det ville være mega røv, hvis det mislykkedes for så ville meningen med det tabe utroligt meget kræft.

Millicent kæmpede mod trangen til at flygte fra virkeligheden.  Trække sig tilbage til et sikkert sted. 
Men her var jo ikke sikkert... Ikke lige nu.. Så noget dybt i hende rev og fortalte hun måtte videre. Også sandet var af den mening og trak noget mere stædigt i hendes arm og bad hende adlyde og følge med. 
Selv om hun fornemmede Myles dukke op bag sig, blev en ny eksplosion årsag til han aldrig nåede frem , som Millicent igen skubbede sig op på de vakkelvorne ben og begyndte at løbe.  
Om hun løb mod redning eller løvens hule , vidste hun ikke med garanti. Lige i det sekund var Generalens favn den eneste hund med garanti ville flygte ind i, hvis han pludselig dukkede op midt i eksplotionerne. Hun kunne høre mandestemmer, højtråbende og fødder der synes at løbe i alle retninger.  Og selv om hun håbede Zolner ville dukke op og tage hende ud af kampens farlige hede, vidste hun at han ville være optaget af at sikre sin base.... Ikke at rede Millicent.  Hun havde en sær følelse i kroppen.  Var det på grund af hende at soldater nu måske var i fare ? Var det Dust der havde planlagt det hele ... Bare for at få hende ud ? Var HUN den indirekte skyld i kaos? Igen mærkede hun en angst og et snært af panik , da sandet trak hende mod det ønskede møde sted, hvis hun dukkede op med skræmte øjne og en mindre hær efter sig af soldater. 
De skød dog ikke efter Millicent. Alle vidste at hun ikke var er mål men nærmere en generalen havde forventet forblev sikker i deres varetægt. Hvor hun ville give meget for at have hendes bue lige nu, for gennem hendes hoved.  Den udgød hende altid en tryghed , selv når en situation ikke stod til at vinde med af en bueskytte , gav den hende en følelse af styrke og dermed tryghed - hvor fake den end var. 
Men Zolner havde hendes ting.

Dust samlede sig på mødestedet, og trak det gemte shibuki sværd frem, som mest af alt lignede en kæmpe skriftrulle, med et sværd blad på lukningen, og et sværdskaft i den ene ende. Ikke lige et sværd man havde lyst til at stå i vejen for, hvis Dust begyndte at svinge omkring sig med det, især når man tænkte på dets evne til at sende eksplosioner, ind i alt det den ramte og det var ikke lige just, en behagelig følelse at få. Han ajour førte sig med det sand øje, som han havde gemt ved Millicents øre, for at se hvor langt i kaosset hun var kommet, og det så ud til at det var tid til at træde i kræft, så i det øjeblik hun var lige ude for den dør, der førte ind til det rum han befandt sig i, styrtede han ud af døren og greb fat i hende.
Han greb ikke sådan voldsomt hårdt fat i hende, selvom det kunne se ret voldeligt ud for andre væsner, hvis de havde stået og set på, da han nærmest havde kollisions kurs med hende, og med venstre arm tvang hende ind mod sig. Han så i et kort sekundt på hende som tegn på, at nu skulle hun bare lege modvillig så tossede hun ville, før han med stor selvsikkerhed styrtede afsted med hende under armen, væk fra de sidste 2 eksplosioner der lød, lige efter han havde fået fingrene i hende. Han løb alt hvad han kunne, men i stedet for at sætte kurs mod den nærmeste udgang, som de fleste ville have regnet med som det mest logiske, så tog han en omvej for at blive opdaget af nogle soldater, der var på vej den modsatte retning. De fik et hårdt slags med Shibuki sværdet, så det lavede en eksplosion der sendte dem tilbage uden at dræbe dem, og da dette angreb kort havde sænket hans tempo, kom han op i fart igen, og fortsatte så sin flugt mod den nærmeste udgang.

Nu var han i hvert fald blevet set, og Dust gjorde sit bedste for at sørge for, at det så ud som om at han virkelig kæmpede for, at holde Millicent fast under hans kidnapning, hans sind var fast besluttet på at det skulle ligne en kidnapning, for at sikre sig at budskabet kom ud om, at Dust fandme var en farlig karl man ikke skulle løbe om hjørner med. Da han nåede til udgangen sparkede han døren op, og løb udenfor mens han satte sværdet på ryggen, og i det øjeblik han havde begge hænder fri, holdt han Millicent ind til sig og spredte et par hvide engle vinger, hvilket kunne undre de fleste, da hans ondskabsfyldte aura kunne få de fleste til at tænke på ham som dæmon, og baskede så med vingerne så han lettede fra jorden med hende som sin fange.