I blaime Saint Claire, for all of this - Dust

Tid: 21.34
Sted: En kirke i Texas

Slavinde piger, og slave karle, med hver deres unikke arbejdsopgave, gik frem og tilbage gennem hallerne af den ombygget katolske domkirke. Nogen tændte sterinlys, andre gjorde rent, nogen ophængte malerier, eller opstillede vaser. Og et par enkelte unge slave fyre, bar de triste, gråbrune, og hårde træbænke, ud af kirken for at smide dem på et stort bål. Andre slaver, og slavinder, bar møbler ind i den store tomme kirke.
Nogen spinkle metal ben, trådte usikkert henover det solide, og kolde sten gulv. Over toppen af benene, stod en robot ligende humanid, som selvidentifiseret som Isabella. Hun havde endnu ikke vænnet sig til sin stål krop, så hendes skridt var tøvende, og hendes fødder bliv sat usikkert på gulvet, for hvert skridt.
Hun gik med et kosteskaft i sine jern håndflader, og fejet ned af de nærmest endeløse gange, som tilhørte den store domkirke, da kirken i sig selv, havde mange flere gange og rum, end blot hovedrummet med alteret, og prædike stolen.
Hendes arme, og ben, bliv ikke løftet af loyalitet, eller arbjedeslyst, men af trusler, og tvang. Hun fejet utilfreds, mens hun lod enkelte blikke, rette sig mod andre slaver, som havde andre arbjedesopgaver.
En stille og sorgmodigt suk, forlod hendes metalliske læber, inden en mandelig hånd, gav hende et puf på baghoved, for at signalere, at hun skulle vende tilbage, til at feje.
Hånden var styret af Mr Marzuk. En tårn høj sortelver, som var opsynsmand for Isabellas ejer. Mr Marzuk raslede lidt med strøm pistol, som han havde i sin ene hånd, for at kraftigt hentyde til, at Isabella skulle få sin stål mås, tilbage til arbejdet.
Isabella hvæste lidt, men peget så sit hoved ned i gulvet, og begyndte at feje igen. Hun hadet alting. Sådan havde det været, siden at dette metal hylster, og robot dele, havde erstattet alle dele af hendes biologiske krop, udover hendes hjerte, og hjerne.
”Ståldukke” Isabella stoppet øjeblikkeligt af lyden fra sin herres stemme, ikke fordi hun var bange for ham, men fordi hun var begyndt at hade det kaldenavn. Hun vendte sig om, med et falsk smil, og svaret underdaigt ”Ja herre”
Den halvfede vampyr, stramt sit cowboy bælte ind, som i et forsøg på at få sin bulemave, til at visuelt se mindre ud, men forsøget var forgæves, og derimod fik det blot hans mandebryster til at blive mere tydelige, fordi de nu hang godt ti centimeter længere frem, end resten af maveregionen.
Isabella havde ikke et eneste sekund til at observere mere, før at hans tygge pølser, kravlede bagved hendes nakke, og trak hende tættere på ham, så hun kom indenfor den dødelige radius af hans ostepops ånde. Hun skulle til at sige noget underkastende, for at dulme hans voldsomme adfærd, men hendes ord bliv afbrudt før deres fødsel, da han begyndte at have en monolog overfor hende, som han sikkert syntes lyd skræmmende i sit hoved, og ville vise hvor stor en mand han var, ved at true en af sine slaver: ”Når mit nye hjem, er gjort hjemmeligt, så..” han stoppede i sin talestrøm, fordi han ikke var hverken en foredrags holder, eller en public speaker, så han var ikke van til at holde sætninger uden ord som øhm, og øh. Så i hans forsøg på at ikke sige den slags, stoppet han helt i at snakke i et par sekunder, hvilket bare fik ham til at virke endnu mindre intelligent. Men da han igen havde fået nosser til at se hende i øjnene, og tale videre, forsatte han med at snakke ”Så vil jeg have du bringer tre af mine slavetøser, til mit private kammer i tårnet. Jeg kan måske ikke kneppe dig, fordi du er lavet at jern, men du kan godt bidrage til din herres nydelse, ved at finde tre kønne piger til mig – vælg nu ikke nogen grimme! Ellers vanker der” Man kunne se på hendes vampyriske herre, at han var stolt over sin egen trussel, og han så nærmest ud til at overveje at klappe sig selv på skuldren, bare fordi han var ´så sej´
Isabella nikkede forstående, men sagde ikke et eneste ord til ham, men hun lod et underkastende blik, og kort nik, vise at han havde en højere status hen hende, og derfor ville hun gøre hvad han bad om.
Men vampyren var uforstående overfor kropssprog, så han gav hende bare en lussing bag baghånden, som fik hende til at falde til siden, og ned på sine knæ, og støde sin kæbe ind i kirke sten væggen, hvilket fungeret som alt andet end en blød pude, men derimod slog en af hendes mekaniske tænder ud. Hun lagde sine hænder mod væggen, efter at shocket fra lussingen, og mødet med væggen, var overstået.
Hun brugte sine hænder mod væggen, til at fjerne sit ansigt fra stenene foran hende, men en fod fra sortelveren Marzuk, som bliv lagt mod hendes baghoved, og presset hendes hoved ind i væggen, mens hun sad på knæ. ”Forstået, hvad herren sagde?” Isabella svaret ivrigt ”J-a” hun fik næsten ordet galt i halsen, så hurtigt prøvede hun at sige det.
Hendes vampyriske herre, var måske ikke dominant, men Marzuk havde sortelviske gener, og var opdraget i deres brutale miljøer, så han vidste hvordan man talte til slavetøser.
Marzuk fjernet sin fod fra hendes baghoved, og nikkede i retningen af vampyren, som hed Gabbe Solovic.

Et mørkt væsen stoppede foran døren, ind til selv samme kirke som Isabella befandt sig i. Dette væsen ved navn Dust, havde en heftig aura der i hans mellemstadie, bestod af en blanding mellem skytsengel aura, og skyggedæmon aura, men der var også noget andet i hans aura, der selv for væsner som ikke var så gode til at sanse, var ret nemt at lægge mærke til. Denne snært af død der hang over hans aura, kunne give en ret modbydelig og kriblende følelse i kroppen, på dem der kom for tæt på ham, så det var klart at der på hans vej, var en god sjat væsner der var gået, i en bue udenom ham for at undgå denne følelse.
I hans hænder holdt han en lidt stor bog, som han åbnede for at bladre igennem den, så han kunne finde frem til den grund der havde ført ham her til, og han fandt det hurtigt, da han stoppede på en side. Der var et billede af Isabellas slave ejer, ved siden af hans navn og den destination, som Dust skulle sende hans sjæl til. Den her sjæl var en af de specielle, den var dømt til en fast plads på den evige kampplads, bedre kendt som Purgatori, et forfærdeligt sted i efterlivet, der kun var tiltænkt de væsner, som ikke fortjente en plads i himlen, men derimod fortjente en straf, der var være end at komme i helvede.

Dust lukkede sin bog, og straks efter forsvandt den i den blå luft, som om den aldrig havde været der, han rettede på sin sorte long coat, og tog den le han havde på ryggen i sin hånd. Han kunne ikke vide præcis hvad han kunne forvente sig, at der var inde i denne kirke, men siden denne vampyr skulle sendes til Purgatori, så gik han ud fra, at han kunne forvente selv det værste. Han lossede til døren, så den blev åbnet med et bemærkelsesværdigt brag, der sikkert kunne høres gennem det meste af kirken, og med rolige skridt gik han indenfor mens han så sig om, efter herren til alle disse slaver. Han greb fat i en af slave drengene, ved at lægge en arm om hans skuldre, og trække ham ind til sig, så slaven var nød til at gå med, da Dust ikke stoppede med at gå fremad.
"Knægt du er hermed særligt udvalgt, til at hjælpe mig med at hjælpe dig, til at hjælpe både dig og alle dine med slaver og slavinder, til at hjælpe jer selv, så i alle kan blive frie eller min ejendom, alt efter hvad i nu har lyst til!" sagde han roligt, og stoppede midt i kirkens hoved lokale, hvor han kunne se sig omkring, for at se på alle dem der nu engang var derinde "Du skal bare fortælle mig, hvordan jeg kan få din herre til at komme frem, og om der er nogen andre her i knaldhytten, som jeg bør tage mig i agt for, eller skal klare for jer, så i kan slippe herfra i god behold! Og lad nu vær med at lyve, jeg ved han er her i bygningen, for jeg er her for at sende ham til Purgatori, eftersom vampyre ikke har nogen sjæl!"

Dust havde i den grad tænkt sig, at hjælpe dem med at skride, dog var der den bagtanke i hans hoved, at hvis der var bare en kvindelig slave imellem dem, som var noget særligt, så ville han helt klart gøre krav på hende, da han savnede at have sig en slavinde. Han var måske ikke lige en ordinær slave ejer, da han var god mod sine slaver, men han nød nu til hver en tid, at have en kvinde der tilhørte ham, og som han kunne kommandere med som det passede ham, til trods for at han ikke så meget kommanderede med sine slaver, medmindre de skulle rettes til, og lære hvem der bestemte.

Den lille slave dreng stammet sine besvarelser, og mumlet sine ord, af ren usikkerhed. Men heldigvis for drengen, havde han ikke brug for at finde modet til at afsløre ting om sin herre, fordi en grusom, og ekkoende stemme, begyndte at dominere kirke salen, men pågrund af det kul sorte mørke, var det svært at påpege hvor sortelveren Mazuk, talte fra. Om det var en balkon, gemt bagved en bænk, oppe ved alteret, eller i prædike stolen, var uvist, fordi hans race havde en tilbøjelighed til at være gode til at skjule sig i mørke "Slaves, obey your earthly masters with fear and trembling, with a sincere heart, as you would Christ. - Fra Ephesians 6:5 i biblen"

Nogen lyde kunne høres fra kanterne af det store kirke rum, men lydene skiftet kontant position, og var tæt på umulige at lokalisere. Men nogen gik i hvert fald rundt i skyggerne.
"Lille Timmy taler ikke mod sin herre. Fordi at tale mod sin herre, er at tale mod Kristus."

Lydene kunne nu også høres fra loftet, som om noget, eller nogen kravlet rundt deroppe. Pludselig stoppet lydene, og de spredte sterinlys, som stod alle vegne, bliv spontant tændt, og begyndte at lyse rummet op, med den lille orange, og gule flamme, som kom ud af ingenting.

I lysenes skær, kunne man se en høj, og velbygget sortelver. Han stod ikke mere end seks meter foran Dust, med en kniv i hver hånd, knivene lignet noget man ville bruge til et ritual. bladene var bøjet som en arabisk sabel, og håndtagene på knivende var bedækket af små ædelsten.
Sortelveren angreb ikke. Han stirret på Dust. intet andet. Men hans muskler var tydeligvis spændte, og hans fødder så ud til at stå lidt løst på gulvet, så sortelveren var klar til at springe til en af siderne, i tilfælde af et angreb.
"Hvem er han, som stinker af død, i huset af liv?"

Imellem tiden, var Gabba i fuld gang med at hælde sine pengesedler, og guld mønter, ned i en sportstaske, fordi han havde hørt det store brag fra kirke dørene, som var blevet slået op, hvilket fik ham til at løbe til sit kammer i kirketårnet, for at pakke sine penge sammen, i tilfælde af det værste skete, og han havde brug for at stikke af.

Isabella kunne lige skelne sin herre, gennem døråbningen, og ville kraftigt gerne kunne udnytte situationen, og panikken, til at lave sin herres hoved, om til en klemt tomat. Men hun vidste udenmærket at hendes programmering ville forhindre hende i den slags.. beklageligvis.

Hun gik ind af døren, hvilket gav vampyren et chok, og fik ham til at hoppe af overraskelse, da han hørte døren åbne. Han vendte sig om, men da han så Isabella, stoppet han med at være bange som en femårig, og derimod sur som en fuld tredveårig ”Forhelved” Han ville gerne straffe hende, men han havde vigtigere ting at tage sig af lige nu – som at samle hans penge sammen.
”Gå ned salen, og slås for mig, din kælling!”

Isabella sukkede, inden hun så vendte sig om, og hadet at blive behandlet sådan, men hun havde ikke meget valg, taget hendes programmering i betragtning. Så hun mundhukket lidt af Saint Claire, og håbede at se hende igen, så hun kunne ødelægge saint claire, som hun havde ødelagt hende.
Isabella løb i retningen af kirkesalen, men ville tage hende lidt tid at komme derhen.

"Er det en repetation af biblen jeg høre, udtalt af en troende der stadig holder fast, på hvad der for længst har forladt jer?" spurgte Dust med et lumskt smil på hans læber. Han lod knægten gå, og puffede ham væk med sin frie hånd, for at være sikker på at han tog afstand til Dust, da han godt kunne blive ret euforisk, når der var en kamp i gære "Hvis du virkelig tror på denne gud, hvordan kan det så være, at du ikke har hørt så gammel en nyhed? Gud forlod sine troende omkring år 2000, han har ikke våget over jer i 1824 år, og han har skam ikke tænkt på at starte på ny lige siden, så hvorfor er det helt præcis du stadig sværger troskab til ham? Og må jeg spørge, hvor helt præcis der står, at kristus senior og kristus junior går ind for slave arbejde?" Dust havde aldrig mødt gud selv, men det havde hans chef der var døden selv, og de var bege 2 lige gamle, så døden og gud havde snakket sammen i flere årtusinder, og Dust var på god talefod med sin chef, så han havde fået disse ting af vide, direkte fra det eneste væsen, som havde snakket med gud om den slags.

Dust kunne følge Mazuk med øjnene af flere årsager. En sortelver kunne aldrig blive god nok til at gemme sig i skyggerne, sammenlignet med en skyggedæmon der praktisk kunne arbejde med skyggerne, fordi det var en del af deres natur. Desuden virkede Dust´es øjne på en anden måde, han havde nemlig været en hævner i sit tidligere liv, og på grund af dette havde han trænet noget meget specielt, nemlig evnen til at se andre væsners aura og chakra strømme, men det havde også sin pris at have denne evne, for det havde kostet ham hans normale evne til at se, hvilket havde gjort at hans nytilegnede øjen evne, kunne tage over og gøre at han kun kunne se med disse evner. Han kunne nu se hele verden, som var det lavet af forskellige former for lys, bygninger, væsner, solen og månen, alt kunne han se på denne nye måde, så at følge Mazuk i skyggerne mens han gemte sig der, var intet problem for Dust, da Mazuks sortelver aura oplyste hans krop, så Dust kunne følge ham, som var han en lampe der selv kunne bevæge sig rundt.
"Døden er et vedhæng hos den, der kan lægge en hånd på de døde, og hjælpe dem videre til det næste liv! Jeg er dødens højre hånd, manden der kan styre alle de kendte sværd der tilhørte Kiri no shinobigatana shichinin shū, og som stadig den dag i dag er kendt, som dæmon sandet fra mørket, og engang havde tilnavnet hævneren! Mit navn er Dødemageren Dust, og jeg er her for at hente Gabbas sjæl og krop, så jeg kan smide ham ned i Purgatori hvor han i alt evighed kan afsonde hans straf, for at eksistere og udføre uvæsentlige handlinger mod andre væsner, for egen vindings skyld!" sagde Dust roligt, mens hans kolde og lettere tågede øjne faldt på Maluk, da han trådte frem i det lys der nu engang var blevet tændt. Et kort sekund, blev hans øjne rettet op mod et punkt lige over Maluks øjne, og et koldt smil blev formet på Dust´es læber "Jamen dog, det ser vist ud til at det var meningen at vi skulle mødes, lige som det er meningen at vi skal kæmpe! Du må hellere håbe på, at disse slaver ikke hader dig nok til at ville slå dig ihjel, for hvis de ønsker dig død, vil de nok færdig gøre mit arbejde med dig, før jeg fortsætter til din chef!"

Dust løftede sin le og pegede den mod Maluk, og straks var det der skete noget usædvanligt med le´en. Le bladet trak sig ind i skaftet, hvorefter skaftet begyndte at ændre form til et meget underligt sværd. Selve skaftet var lidt langt i det, og havde et dødningehoved for enden, bladet var lavet af et specielt sejt hajskinds materiale, og var savtakket over det hele, så det så ud til at kunne save i stedet for at skære, og for enden af bladet var der en mund der åbnede sig, for at lave en uhyggelig og dyre agtig lyd.
"Lad mig præsentere dig for et af mine yndlings sværd! Det her sværd hedder Samehada, han er en af shinobi gatana sværdende jeg nævnte at jeg ejede, og jeg kan fortælle dig så meget, at han er rigtig sulten!" med et smil på læben, forsvandt Dust ud i den blå luft som var han et spøgelse, blot for at dukke op lige bag ved Maluk, med en arm over hans skulder og sværdet lige foran Maluk. Sværdet havde bøjet sig, hvilket gjorde det klart at sværdet var levende, og selv hvis Maluk fjernede sig hurtigt efter, så burde han allerede nu kunne mærke, at han havde mistet energi, og hvis han var klog så ville han snart regne ud, at det sværd Dust havde i sin hånd var årsagen til denne energi mangel, da Samehada var i stand til at suge andres chakra til sig, og det var det den havde gjort ved Maluk, da Dust kom tæt på ham.

" Skrifterne er ikke glemt fordi gud forlod os, de er glemt fordi vi forlod gud - Isaiah 59:1-2 siger tydeligt ´Behold, the Lord's hand is not shortened, that it cannot save, or his ear dull, that it cannot hear; but your iniquities have made a separation between you and your God, and your sins have hidden his face from you so that he does not hear. ´ Gud i hans storhed, gav os retten til synd, og derved retten til separation. ”

Marzuk måtte indrømme at det var sjældent han mødte en lærdmand, som kendte den gamle religion. De fleste mennesker, og væsner som levede i dette nye årtusinde, vidste ikke engang at biblen fandtes, fordi atom krigen, og mange hundrede år, havde fået den gamle religion, til at forsvinde ud af den offentlige bevidsthed.
Så han var imponeret af Dust, hvilket gjorde det en skam at Dust snart ville være en blodplet, på en karklud, når Marzuk var færdig med at tørre sine knive af.

Marzuk svaret ikke på slave delen, mest fordi han havde travlt med at kravle rundt i skyggerne, og lege ninja turtle, men hvis han havde vidst at Dust kunne se ham, ville han nok have undgået at se latterlig ud, ved at snige rundt omkring i kirken, og derimod bare direkte konfronteret ham, men den information havde Marzuk ikke, så han brugte sine psykologiske skræmme teknikker, fordi sortelvere havde tit en tendens til at holde sig til de teknikker, som de havde erfaring virkede, fordi i sortelviske samfund, var der kun en fuck-up i slåskamp imellem, at spise morgenmad dagen efter, og være morgenmad dagen efter.

Da han kom frem i lyset, hørte han Dust begynde at præsentere sig selv, hvilket fik et høfligt buk fra Marzuk af, som et tegn på respekt, men det var ikke et klassisk buk, nærmest mere et nik med hoved, og nærmest et naj, som en pige ville gøre, bare hvor han også skød sit bryst lidt foroverbøjet frem, men det var nok fordi at et normalt mande buk, ville resultere i at han skulle tage øjnene fra Dust, hvilket han havde i sinde at gøre. Da Dust havde talt færdigt, og Marzuk havde fremført de forventede manere, ved en formel præsentation, valgte Marzuk at gengive plien, som Dust udviste ved at præsentere sig selv

” Dødemageren Dust, og bære af Kiri no shinobigatana shichinin shū´s berygtede våben,-  Jeg er Marzuk Júnxin, af slægten Júnxin, søn af Hr Thalsin, og Fru Yul Júnxin. Ejendom af Gabbe Solovic. ”
Han hørte det næste omkring, at Dust mente det var skæbnen, at de skulle mødes, og truslen omkring at de andre slaver nok ville rive Marzuk i stykker, hvis de fik muligheden, men det ignoreret Marzuk, fordi han opfattet det som et psykologisk trick, for at skabe overflødige urolige tanker, i hans sind, hvilket klart ville gøre ham en dårligere kæmper, så Marzuk gad ikke ligge vægt i den del af Dust´s ord.

”Jeg er bange for du har ret Hr Dust. Skæbnen har bragt vores veje på koalitions kurs. Og medmindre du træder væk fra den vej, som er malet med min herres blod, vil jeg agere som universets instrument til din udslettelse.”

Han nået ikke at sige mere, før at Dust pludselig stod bagved ham, med en fart, og en præcision, som Marzuk aldrig havde set før. Men han havde ikke tid til at rose Dust, fordi en klinge kom nu foran Marzuk, den store le.. sværd.. le sværd.. le ting, som Dust havde som våben.

Marzuk måtte indrømme nu, at Dust var en for stor mundfuld, at Dusts fysiske hurtighed, og egenskaber, var langt over det, som Marzuk selv, kunne udrette, selv uden alt den energi som Dust flået ud af ham. Marzuk var villig til at sluge sin stolthed, og acceptere et nederlag, men han havde ikke i sinde at give op, han ville måske indrømme kampen var håbløs, men han ville hellere overleve tortur, end lade sin herres blod flyde i guds hus. Han skulle jo beskytte sin herre, trods konsekvenserne.

Men.. Han kunne mærke næsten alt hans energi forlade kroppen, og han havde ikke meget mulighed for at gøre andet end at prikke til Dust med en lille finger, men han ville give det et forsøg. Han prøvede at udskyde en flabet kommentar, for at vise sin modvilje, og sin mentale kampånd, selvom ham ikke havde meget energi til at kunne lave en fysisk kamp
”Den kan komme til at spise dig, kan den! Hvis den er så sulten”

Ja, den kommentar var på ingen måde kreativ udformet, eller særlig provokerende, men at få sin energi suget ud af sig, mens man skulle tænke på fornærmelser, var ikke en nem sag, så det var mere for symbolsk værdi, at han sagde det, fremfor at lyde smart.

De andre slaver begyndte at komme tættere og tættere på Dust og Marzuk, mens de gradvist fik samlet mere og mere mod. Marzuk faldt på knæ, fordi han snart ikke havde mere energi i kroppen, mens Dust stadigvæk stod bagved ham.

Men før de kom alt for tæt på, kom der en robot flyvende fra en afsats hvor et ovl, skulle stå på. Isabella havde sine ben placeret så hun ville kunne ramme Dusts skuldre, for at ville lamme ham, men hvis hun ikke ramte Dust, ville hun ikke have noget mod at ramme Marzuk, hun hadet trods alt Marzuk, så hvis hun ramte ved siden af Dust, ville hun ikke være ked af det.

Men ligegyligt om hun ramte Dust, eller om hun landede på gulvet, og lavet huller i stengulvet med sine tunge stål ben, eller om hun ramte Marzuk, det var lige meget, fordi det sekund hun landede, trak hendes højre hånd sig ind i armen, og ud der hvor hånden tidligere var, kom der en lang lodret klinge, som erstattet hendes hånd. Hendes frie hånd bliv ikke udskiftet, men fingrene på den bliv meget længere, og fingrespidserne bliv mere spidse i det, så de nærmest fungeret som klør, også kunne man se små elektroniske gnister komme fra hendes klogagtige fingrespidser.

”Havde ikke gættet du ville gå på knæ for en mand, så hurtigt Marzuk, bare rolig, jeg dømmer ikke”
Efter at have lavet sin joke om Marzuks seksualitet, gjorde Isabella sig klar til kamp.

"Jeg undre mig blot over, at du vælger at mætte din lyst til at tro, med troen på et væsen der forlod menneskene, for næsten 2000 år siden! Det eneste punkt jeg kender til fra biblen, som jeg rent faktisk er enig med jer om, så er det reglen om at man gerne må dræbe sine egne børn hvis man vil, da man selv hsr lavet dem, og derfor selv bestemmer, om de må fortsætte med at leve, eller skal dø lige på stedet! Men lad det lægge, det er ikke mit job at betvivle din tro, jeg er her blot for at høste en sjæl eller 2, og sørge for de kommer de rigtige steder hen!" sagde han roligt. Dust fandt det som værende en selvfølge, at man som ham var lærd, i hvert fald når man havde levet et liv lige som han, da han havde rejst i tiden op til flere gange, og derfor var nød til at vide en del, om den tid han rejste til. På den måde havde han lært en del om religion, tøjstile gennem tiden, og andet interessant.

"Godt at møde dig Marzuk Junxin, og så alligevel et uheldigt sammen traf, alt efter hvordan udfaldet bliver! Det ærger mig faktisk lidt, at jeg ikke bare selv kan ordne dig, for så kunne jeg virkelig slå mig løs, men desværre er der love og regler som jeg må følge, og jeg kan derfor kun føre dig lige til dødens dørtærskel, og derfra må du og skæbnen bevise, om du træder gennem døren eller om du er istand til at vende om!" sagde han mens de stadig stod overfor hinanden. Det var først efter han havde udført sit første skridt i deres kamp, at Dust svarede på Marzuks kommentar, angående ham der måtte agere som universets instrument, for det var lige her Dust kunne se, at Marzuk ikke havde evnerne til at matche, den hævner der engang havde været Dust.
"Skæbnen er ikke en fastlagt vej, der er forudbestemt ved din fødsel! Det er en sti, skabt og smedet af en selv, og det er først når døden står for døren, at man virkelig lære sig selv at kende! Foreksempel tror jeg du lige nu kan lære, at du har det med at undervurdere din modstander, allerede før kampen er startet! Du kan også lære, at du ikke er så bekendt med forbryder verdenen, for hvis du var, ville du have genkendt mig da jeg præsenterede mig selv, og du ville straks have vidst, hvad du havde med at gøre! Men det allervigtigste du kan lære lige nu, det er om hvorvidt du dør for disse slavers hænder, fordi du har været en dårlig bestyre, eller om du overlever fordi du har gjort noget der gør, at de enten vil hjælpe dig, eller ikke tør røre dig! Du kan få et hint: hvis vi mødes igen inden for de næste 15 minutter, så er du højest sandsynligt død, hvis ikke så er det fordi du overlevede!" hviskede Dust i Marzuks øre, imens Marzuk langsomt gik i knæ foran Dust, fordi Samehada grådigt åd af hans chakra. Mere sagde Dust ikke til ham, for han sansede Isabella der angreb ham, og før hun ramte ham rykkede han sig lidt til siden, så hun lige akkurat snittede ham, da hun passerede forbi ham og Marzuk. Dust greb fat i sortelverens nakke krave, og smed den udmattede mand hen til slaverne, så han ikke lå i vejen på kamp banen, der nu tilhørte Isabella og Dust. Med en enkelt gestus, insinuerede Dust at slaverne bare, kunne gøre med Marzuk som det passede dem, og man kunne se på Dust at han hellere end gerne ville i opmuntre dem, til at dræbe ham så de var fri for ham, men Dust havde ikke tid, han havde en ny modstander at kæmpe med.

"Endnu en kæmper har meldt sig på banen, så lad os da se hvad du er for en art, kæmper type!" sagde Dust og lagde sine øjne på Isabella, så hun kunne se det tågede i hans øjne, hvilket helt klart kunne give indtryk af at han var blind "Hmm det der er da godt nok en omfattende ombygning, som du har gennemgået unge dame! Kun din hjerne og dit hjerte, er forskellen på dig og en robot, men jeg må da indrømme, at du er lidt af en rose blandt ukrudt! Hvad siger du til at droppe din dødsdømte herre, og give dig selv til mig med det samme? Jeg ville blive yderst glad for den gestus, for så behøver vi ikke slås, og så behøver jeg ikke at proklamere at du er kun ejendom, når jeg har taget din nuværende herre!" han virkede til at være dybt seriøs, angående det faktum at han havde tænkt sig at eje hende, og at ifølge ham virkede det sådan, at hvis man dræbte en slave ejer, så overtog man automatisk herredømmet over hans, eller hendes slaver, og kunne gøre med dem som man ville.

//synes vores emne er gået lidt i stå? (: har du travlt for tiden?

"Min primære programmering forhindre mig i, at lade min herre i stikken. - Det er en af de kedelige aspekter, af at få robot dele. - Men jeg kan præsentere dig for en af de mere spændende aspekter"
Hun havde knapt stoppet sin sætning, før at hendes brystblade bliv skilt i to dele, som mekanisk kørte til hver side, og før hurtigere end supermand ville kunne flyve rundt om en bowling kugle, kom der en grøn røg ud af åbningen.

Røgen var en kemisk konstruktion, og var ikke røg som man traditionelt kendte det. Hvilket var grunden til at den åd sig igennem luften, og hurtigt begyndte at fylde en stor del af området omkring hende, og i retningen af Dust. Den kemiske konstruktion var designet til at æde O2 i luften, og bruge den koncentrerede energi i dioxginenet, til at vokse ekstremt hurtigt.

Det grønne slør påvirkede ikke Isabella, fordi hun ikke trak vejret, men organismer som Marzuk, og de andre slaver i rummet, de fik deres ilt i lungerne og halsen ædt, fordi røgen brugte ilt til at udvide sin størrelse.
Hvilket fik slaverne og Marzuk til at falde bevidstløse om, efter at ivrigt at have prøvet at få vejret. Isabella hadet Marzuk, og hun ville elske at spise popcorn, mens at Marzuk bliv revet i stykker af vrede slaver, men den glæde måtte vente til en anden god gang.

Da røgen havde fortæret størstedelen af rummet, begyndte den gradvist at aftage, fordi at den kemiske forbindelse var lavet til at blive ustabil, og nedbryde, for at forhindre at den kontant bliv større.
Isabella havde intet problem med at se i de rester af røgen, som var tilbage, fordi hun havde jo øjne som var bygget til det formål, at kunne se i både mørke, og andre situationer, hvor hendes syn burde være hæmmet.
Hun forventede at den fremmet mand ville besvime, som alle andre. Men hun lod ikke sin parrader falde, og stod med sine øjne forsat på Dust, for at kunne undvige eller modangribe, hvis han ikke mistet bevidstheden.

Hendes brystplade lukket sig sammen igen. Det hele episoden havde ikke taget mere end nogen sekunder.
isabella havde overvejet at pege nogen mere dødelige våben, mod den fremmet mand, men for at være ærlig, så slås hun kun fordi at hendes hardware havde nogen installeret begrænsninger, som gjorde at hendes elektroniske dele ikke ville tillade hende at gøre ting som ville gå mod hendes programmering, - og hendes programmering indeholdt – blandt andet – at hun ikke måtte lade vær med beskytte sin ejer, eller sin ejers interesser.

Men bare fordi hendes mekaniske dele, krævet at hun skulle kæmpe, betød ikke at hun ville kæmpe helhjertet, eller efter bedste evne.

”Sover du lille pus? Eller vil prinsessen have flere smæk bagi, inden jeg ligger hende iseng?” Hun bibeholdt sin flabede tone. Hun var jo søster til Tristan tros alt, så verbale fornærmelser, brugte hun mange af.

"Hmm det er næsten synd, at gøre sådan noget, mod et levende væsen! Din sjæl har trossalt brug for et ordentligt hylster, og hvis man gør hylsteret korrupt gennem for meget skænding, kan korruptionen sprede sig til sjælen, og det er slet ikke godt!" sagde han roligt, mens han så på dette væsen, der havde gennemgået en ret heftig forandring. Det var først i det øjeblik, at hendes brystkasse åbnede sig, at hans tankegang blev fokuseret på hendes angreb, og siden hun udsendte giften ret hurtigt efter hun havde talt, havde det ikke lige været særligt langt tid, han havde haft til at fundere, over Isabellas opbygning.
Dust havde forventet noget mere i retning, af en form for gift, noget der konkret ville gøre en form for skade, ved at inficere hans krop gennem hans luftveje, for så at begynde at skade ham, eller langsomt slå ham ihjel, men åbenbart var det ikke tilfældet. Han erfaret hurtigt, at den arbejdede på at æde ilten, men denne opfattelse skete ikke hurtigt nok, for han nåede da at mærke effekten, før han flyttede sig selv til åndeplanet, for at komme væk. Åndeplanets tid gik hurtigere end tiden på menneskeplanet, hvilket samtidig påvirkede Dust når han flyttede sig mellem de forskellige plan, foreksempel hvis Dust gik med en hastighed på 1 meter i sekundet, ville det virke langsomt, når en på åndeplanet kiggede på ham, mens han var på menneskeplanet, men det ville virke meget hurtigere den anden vej, så idet Dust havde flyttet sig til åndeplanet, var han hurtig om at komme uden for gassens rækkevidde, bare ved at gå hurtigt væk, da han var usikker på om gassen, kunne påvirke ham på åndeplanet.

Han så ind af døren, og så på gassen efterhånden som dens ustabilitet gjorde, at den gik i sig selv, og det første sted han dukkede på det menneskelige plan, var lige bag ved Isabella. Dog hvis hun kunne skimte bare en lille smule, ind mellem det usynlige gardin der var, mellem det menneskelige plan og åndeplanet, så kunne Isabella være forberedt, da hun så svagt ville kunne se en tynd dis agtig tåge, på det menneskelige plan, som fulgte Dust'es placering.
"Jeg vil rigtig gerne lege med dig, og se hvad du er i stand til, jeg ville sågar ønske jeg kunne sove, men hvor din programmering er indstillet på, at holde din herre i live, og mit job er at høste hans udødelige sjæl, og sparke den langt ned i helvede, så tror jeg der er nogle gnidninger mellem os, som vi kan snakke om når jeg har gjort mit job!" sagde han stadig behørligt påvirket af, at hans lunger gerne ville have mere ilt, og at ilten i lokalet lige skulle genetableres helt, før hans krop kunne få alt den ilt den kunne suge til sig "Jeg må dog indrømme, at du er en kvinde der virkelig kan noget! Det er lang tid siden, jeg har mødt en kvinde der kunne tage pusten fra mig, uden at flytte sig ud af stedet! Hvad siger din programmering du skal gøre, hvis foreksempel jeg får din herre ned med nakken? Ville jeg så kunne gøre krav på dig, som værende din nye herre, eller skal jeg gøre noget specielt?"

Det var så typisk Dust, at når han fandt en slave han gerne ville eje, så kunne han ikke få denne person ud af hovedet igen, han var som en slags superman fan nørd, der samlede på alt hvad han kunne finde, som omhandlede superman, bortset fra at i stedet for superman, var Dust'es samler fokus rettet mod unikke kvinder, med et "usynligt slave stempel" plantet lige i panden, han måtte bare eje dem.
"Nå men jeg ønsker ikke at slås, med en stærk krigerinde som dig, så hvad med jeg bare smutter igen, og så siger vi det er det? Så kan du jo udnytte situationen, og pande ham der Marduk et par på skalden, når nu han bare ligger der og flyder!" sagde han med et tomt smil på læben, før han flyttede sig til åndeplanet igen, for at få det til at se ud som om han var skredet, i håb om at hendes programmering så gjorde, at hun ikke længere ville prøve at stoppe ham. Dust blev først synlig på menneskeplanet igen, da han stod uden for hans måls dør, da han stadig havde tænkt sig at gøre sit job færdig, og med et velplaceret los, fik han sparket døren op "Tillykke med dødsdagen, den er endelig kommet til dig lille mand!"

Isabella trak vejret dybt, og hørte til manden tale, mens at hun lod hendes krop overføre energi til ydersiden af hendes mekaniske krop, så hun kunne afgive energien til et koncentreret stød, for at lamme manden som stod bagved hende, ved at sætte strøm igennem ham, og nu hvor han bare stod og talte, gav det hende fint tid, til at gøre sit ydre forsvarssystem, klar.


Men før hun anede noget, så var manden forsvundet fra bagved hende. Hun kigget sig omkring, men hun kunne intet se. Hun slappet lidt af, og tænkte at hun ikke kunne slås mod en modstander som ikke var tilstede. – det var i hvert fald det hun fortalte sig selv, for at undskylde det overfor hende selv, så hun kunne tage en mere passiv rolle i forsvaret af ´sin herre´ så det fedesvin kunne dø lidt hurtigere.

Meeeen, hun havde lige noget at tage sig af. Den sovende Marzuk.
Hun gik langsomt hen til ham, og tog sin tid med sine skridt. Hun svinget gerne hoften svagt op og ned, mens at hun tog rolige elegante trin fremad, for at nyde situationen til det fulde.
Isabella gav et lille puf med sin ene fod, mod Marzuks side. Hun kunne se nogen små bevægelser i hans øjevipper. Hvilket hun tog som tegn på, at han var ved at vågne op.

Hun satte sig på hans brystkasse, og lod sine ben hvile mod kirkegulvet, mens hun lod alt sin kropsvægt blive centreret på hans overbryst.

En lille og uskyldig lussing, bliv givet mod hans ene kind, rolig og kærligt. Bare for at vågne ham op.
Hans øjne begyndte gradvist at åbne sig, mens at hans bryst langsomt løftet Isabella op og ned små minimeter, fordi at han aktivt begyndte at trække vejret, og vejrtrækningen fik hans bryst til at bevæge sig.
Isabella lagde en fingerspids mod hans trætte og energitomme læber. Hvorefter at hun begyndte at tale ”Isabella Dé Minion”

Hun fjernet sin finger, som havde beseglet hans ømme læber. Han forstod ikke hvorfor at hun sagde sit navn, måske fordi at han havde kaldt hende for ståldukke siden de mødtes. Han kendte ikke rigtig grunden, men antog at der var en form for symbolisme i det.

Men hans tanker bliv afbrudt, da Isabella lagde sine tommelfingre mod hver af hans øjne, og tog fast på hans kranium, med resten af sine fingre, for at holde hans hoved fast.

Han prøvede at løfte sine arme, for at fjerne hende, men hans arme var slet ikke kommet sig fra, at kroppen ikke havde haft noget ilt, lige før, så blodet kørte stadig langsomt rundt i hans krop, og han var også for svag efter sin slåskamp med Dust, og Dusts magiske våben, som havde tappet ham for energi. Så han havde ikke kræfterne til fjerne hendes hænder, mens hun presset hans øjeæbler til kirsebær mos.

Han skreg dog.. Med sine lungers fulde kraft. Men fordi at hans krop var så svækket, bliv hans smerte skrig, ikke til særlig meget lyd.

Efter at have lavet hans synsorganer, om til slim på sine tommelfingre, tørret hun afslappet fingrene af, i Marzuks kinder. Hun virkede ikke vred, nærmest kærlig i sine bevægelser. Men Marzuk kunne ikke opleve meget andet end smerte og lidelse.

Isabella kørte sin ene tommelfinger, ind mellem læberne på den slået sortelver. Hun lod ham smage lidt på sig selv, inden at hun så trak sin stål fingre ud af munden på ham. Hvorefter hun forsatte med at tørre sine tommelfingre af.

Hun sagde ikke noget. Hun observeret bare. Hun klippet hverken ørene af ham, eller rev hans tænder ud, selvom hun sagtens kunne fra den position, som hun sad i.

Hun virkede til at have alt tid i verden. Endelig afbrød hun stilheden .. hvis man ser bort fra hans smerte ynk. ”Jeg er en ond kvinde, Marzuk.” Hun måtte indrømme at have været en slave, har givet hende et andet perspektiv på ting, og hun var meget anerledes nu, end dengang hun var den store og slemme Dé Minion slaveejer. At have oplevet den anden side af pisken, havde begyndt at sætte tanker i gang. Hun havde nu en større forståelse for hvorfor Camilla gjorde de ting, som hun gjorde.
Men på en eller anden måde, havde isabella mere frihed som slave, end nogensinde havde haft som den sadistiske og rige slavehandler. Hun havde ikke længere en facade at vedligeholde, eller en status af agere efter. Hun behøvede ikke længere være ond, bare fordi at det bliv forventet af hende, eller undgå at vise følelser, bare fordi at det var hun forpligtet til.

Det skræmte hende lidt. Hun vidste ikke længere hvad hun skulle med sin eksistens. Fordi at være en isdroning, var hun god til, og hun forstod hvordan man skulle opføre sig. Men hun vidste ikke meget andet. Hun var måske en mester til at spille skuespil, og lade som om hun var en fyrstinde af ondskab, plus, hun var god til at sælge slaver, og tjene penge på det. Men hvad nu? Dræbe Camilla? Det havde hun sagt til sig selv, at hun ville gøre, men var det overhoved vigtigt mere. Isabella havde ikke længere lidenskaben til hævn. Det virkede mindre vigtigt. Og det var problemet, hun vidste ikke hvad der så var vigtigt. Hendes identitet var jo knust. At være slavehandler var mere end blot noget hun var opvokset til at være, - det var en opsummering af hele hendes eksistens. Og nu.. havde hun ikke rigtig mulighed, eller lyst til det mere.
Hun sprang ud af hendes egne tanker, og lod sortelveren ligge blind og besejret. Hun havde ikke et behov for at torturer ham mere.

Alt imens at der et andet sted i kirken, bliv sparket en dør op.
Døren som Dust sparket til, gik let op, og med en stor knækkende lyd, hvilket fik en halv tyg vampyr til at tabe det papir, som han havde i hånden. Vampyren sprang et skridt tilbage. Han stammet og talte i tåger, mens han frygtet for sit liv, og sin sjæl.
”Je-g er … farlig”

Han faldt på sine knæ, efter at have prøvet at skræmme dæmonen væk, i et desperat forsøg på at få dæmonen væk. Men da det ikke virkede, faldt han på knæ, og i et kort sekund kunne man se et lille glimt i hans højre øje, da han kigget i retningen af det papir, som han for kort tid siden havde tabt på gulvet.

Han så ud til at læse det, selvom det lå en hel meter fra ham, så det ud som om at hans øjne skimmet teksten. Derefter kigget han besluttet mod dæmonen, og fik et gustent smil på sine læber.
Han virkede ikke længere som den snøftende vampyr, som han havde virkede til at være. Han virkede målrettet. Som en viljestærk mand. Som en helt anden. Men sjælen i hans krop, var den samme, men han bliv pluseligt mere modig, og så ud til at tage mod døden med løftet pande.
”Bonden er flyttet. Dit træk Flavius”

Hans negle bliv længere, unaturligt lange og skarpe. Selv for en vampyr. Han skar halsen over på sig selv, mens han ikke tog blikket fra Dust.

Vampyren faldt direkte forover, og lå livløs. Sjælen var lun og varm, klar til at blive afhentet af Dust.
På papiret, som vampyren havde læst, stod der: Regnen falder.

"Jeg finder dig nu ikke særligt farlig, du slår mig mere som bange! Men det er nu også forståeligt, når nu din tid endelig er kommet, og du står overfor døden!" sagde han roligt, mens Dust tog nogle skridt ind i lokalet, i retning af den skræmte vampyr. Indtil videre havde hans job hovedsagligt været, at høste sjæle fra afdøde, men nu var hans job gået videre, til dem hvis tid var kommet, og som han selv skulle ordne, hvis ikke skæbnen ordnede det for ham, og denne vampyr var en af dem, som havde snydt skæbnen lidt for meget.

Da manden læste på sit papir, og pludselig ændrede personlighed, virkede det først mærkeligt på Dust, og han syntes kun det virkede mere mærkeligt, da manden fyrede den skak tema sætning af, før han skar sin hasls over. Han forstod det hvert fald som en skak reference, men lagde ikke rigtig mere i det. Han gik hen til liget, og rørte ved den døde krop, så han kunne binde sjælen med sin hånd, han rettede sig op så sjælen blev trukket ud af kroppen, og kort så han sjælen i øjnene.
"Dæmoner skal i helvede, og engle skal i himlen! Mennesker kan gå op eller ned, men din slags har kun en retning! Du skal i purgatory, og kæmpe til evig tid!" med det som afslutnings sætning, rørte Dust sjælen med sin frie hånd, og den brændte fra kanten og ind mod midten, som om den var blevet suget ind i en portal til purgatory.

Nu da det var klaret, gik Dust hen og læste på det papir, som havde fået vampyren til at blive mere selvsikker. Sætningen betød egentlig ikke rigtig noget for ham, men den må have haft betydning for vampyren, siden denne lille sætning, kunne få ham til at ændre sig så drastisk. Nu da det her var klaret, var der en ny ting Dust ville klare, og det var at få den slave robot kvinde, til at følge ham, og til det skulle Dust bruge liget, så han smed liget op på Samehadas blad, holdt sværdet over skulderen, og gik så nedenunder til Isabella.

"Jeg kan se at du har hygget dig lidt, mens jeg tog mig kærligt af din chef! Jeg forstår hvorfor han havde dig, han blev bange da han så mig, og han endte med at dræbe sig selv, så han var virkelig afhængig af dine evner!" sagde Dust roligt, og stoppede lidt inde i lokalet, før han svingede Samehada fremad, så vampyrens lig blev smidt på gulvet, og alle der var vågne som stadig havde deres øjne, kunne se at denne slave ejer var død "Kvinde som er lavet af metal, jeg har dræbt din ejer, og jeg gør her med krav på dig, som værende min ejendom! Jeg kræver du følger mig og min mindste ordre, og anerkender din plads som værende min ejendom fra nu af! Kom til din retmæssige plads ved min side, og fortæl mig dit navn, så jeg ved hvad min ejendom responder på!" han forvandlede Samehada tilbage til le form, da han regnede med, at Isabella ville gøre som han ønskede, og satte leen tilbage på hans ryg, mens han ventede på at hun kom til ham, og fulgte ham på hans vej ud herfra.