Du skulle ikke være her (Holly)

Phoenix lå og sov da hun blev vækket af en rå banken på døren. ”Phoenix, se at komme ud, der er problemer ved indgangen! Fart på!” lød den dybe stemme. Hun gned sine øjn og sukkede. ”NU! OP OG FÅ SÅ NOGET FART PÅ!!” Hun væltede ud af sengen og sagde hurtigt; ”Javel, sir!”
Hun kom i sin pilot dragt og hoppede i nogle støvler. Det hvide pjuskede hår, blev tæmmet i en hestehale, og sad pænt. Forsigtigt lod hun en medaljon glide om hendes hals. Medaljonen var en gave fra de ældste, før hendes kobbel blev udslettet af elverne i blackwoods skoven. Hurtige skridt lød ned af de lange gange da hun løb hen mod udgangen.
Flere af soldaterne var på vej samme vej. ”Hvad sker der?” spurgte hun højt og så rundt. ”Der er vidst en eller anden ved udgangen som vil ind, eller noget i den stil, Bæst.” råbte en af dem hun havde kommandoen over. ”Hvad og hvem?” råbte hun vredt og satte tempoet op. ”En eller anden, noget der ikke må komme ind!” råbte han igen.
flere mænd var allerede kommet frem til posten, men Phoenix var ikke nået helt så langt endnu. Albuer og arme blev mast ind i hendes sider, mave og ansigt, det kunne godt være hun ikke var ret stor, og ikke ret mange i denne flok vidste hun var varulv, og det var egentligt også meget godt... men hun savnede nu en smule respekt fra nogle af dem.

Holly parkerede sin lastbil forand hovedporten.
hun havde fået ordren (på 200 kasteknive) fra en af hendes bedstefars gamle forbindelser, og hun havde fået at vide at hun skulle afleverekassen med knive her.
hun trak rolig den tunge kasse ud, den vejede ca 100 kg, da en flok mænd med stormgevær og pegede mod hende. Holly sprang i forsvar stillig, hun holdt sine kæder skjult, hun ønskede ikke at provokere mere end højest nødvendig, da hun vidste at hun hun ville dø hvis det kom til kamp (hun ville nok tage et par stykker med sig, men det ændre ikke på at hun ikke ønsker at dø)
''jeg blev andsat til at lave jer nogle knive og jeg kommer bare for at aflevere dem'' hun håbede at mændene ikke tog kampstoffer (stoffer der gør en mere aggressiv, men også en smugle stærkere og hurtigere)

Phoenix hørte den aggressive stemme og bad til at denne ukendte ikke var en varulv. Endelig fik hun mast sig frem og stod nu bag ham med stormgeværet. Hun lagde en hånd på hans skulder og smilede. ”Rolig nu.” Mumlede hun og fik sig mast igennem, og stillede sig ved hans side. ”Vi vil ikke gøre dig noget, endnu.” Sagde Phoenix hårdt og trak sin ene pistol. ”Du sagde du blev ansat, hvem har hyret dig, og hvor mange knive er der?”
Phoenix stod roligt og ventede på svar, da en soldat mumlede noget bag ved. ”Klap i der omme!” Råbte hun og vendte sig om. ”Hvem sagde noget? Og hvad blev der sagt!” En ung fyr med blond hår og brune øjne trådte frem og så lige ud. ”Det var mig, sir!” hun smilede og grinede mildt. ”Hvad sagde du, grønskolling?” Han sukkede, ”hun er en dæmon, vi har hende på kornet, og det er ikke sikkert der er nogen der har hyret hende. Måske er det et fup nummer for at komme ind og sprede rædsel.” Phoenix nikkede så den hvide hestehale svang frem og tilbage.
Med elegante bevægelser vendte hun rundt og så hen mod pigen igen, som ikke var meget yngre end hende selv. ”Undskyld, forstyrrelsen, og du skulle til at sige?” Sagde hun venligt og så på hende, med rolige røde øjne.

sådan en flok xenofobiske mennesker, tænkte Holly, hun gættede også på at hun kunne dræbe 5-6 stykker før hun selv døde, hvis de angreb ''jeg blev hyret af en mand ved navn Jerico, jeg kender ikke hans efternavn, han hyrede mig i Miami, til at lave 200 kasteknive af Damaskus stål, og nu da jeg kommer for at aflevere dem stikker i gevær i fjæset af mig'' hun ønskede at fornærme dem, at spørge dem om de følte sig mandlige, når de peger et gevær moden 15 pige, men hun ønskede heller ikke at dø.
''i kan selv se knivende'' hun knuste låsen til kassen åbnede den og tog en kniv op (hun sørgede at de kunne se at den var i en skede af læder) og kastede den hen langs jorden så den lande forand en ung kvinde med hvidt hår
(kniven er perfægt balanceret, og der er smukke mørke bølger i stålet, fordi det er blevet follet mange gange for at gøre det stærkere, hvis du vil vide hvordan det ser ud, kan du google Damaskus stål)

Roligt lyttede hun til den unge pige. ”Jeg tror på hende, i andre lukker ægget, og inden du bliver alt for fornærmet, så gør de bare deres arbejde for Militsen.” hendes fingre lukkede sig om skæftet og samlede den op. Let, og nem at håndtere. ”Godt arbejde.” hun trak skeden af og så på bladet. ”Imponerende.” hviskede hun og smilede.
Forsigtigt gik hun hen mod pigen og rakte hende kniven. Stille satte hun sig på hug og kiggede i kassen. ”Jeg kan få dig ind og ud, uden at blive opdaget.” De røde øjne så på pige og hun pegede på jorden ved siden af sig, for at hun skulle sætte sig.
Imens pigen kunne vælge at sætte sig eller stå op, begyndte Phoenix at snakke. ”Der er regler for hvad du må og ikke må der inde.” Med et fast blik så hun på sine mænd og nikkede. De fjernede alle våbnene og så ned i jorden.
”Godt, hvis du vil ind, må du ikke vise din dæmoniske side på nogen måde. Ikke det mindste. Opfør dig som et menneske, hvis ikke bliver du skudt på stedet.” sagde hun stille og så på pigen. ”Hvad kan jeg kalde dig?” spurgte hun så lavt de andre ikke kunne hører det.

Holly smilede trist, hun kunne ikke andtage sin sande form længere, ikke siden hun havde brugt en smugle af sin sjæl til at smede hendes kæder, hun tog kniven og lagde den ned i kassen til de andre ''mit navn er Holly Grant'' sagde hun venligt til pigen med det hvide hår, men blev stående, Holly brød sig ikke om at side ned, det var næsten umulig at forsvar sig når man sider ned, og Holly brød sig ikke om at have en svagere position.
hun så på soldaterne en del af dem så nervøse ud ''hvis i angriber mig uprovokeret vil jeg selvfølgelig forsvare mig, så vil mange af jer dø'' hun sagde det koldt og kynisk til soldaterne, hendes stemme gjorde det klart at det var ikke en trussel, bare en advarsel.

”Holly.” Phoenix smagte på navnet og smilede. Den unge pige måtte være omkring hendes egen alder. Måske lidt yngre.
Med et grin så hun hvordan nogle af soldaterne skævede til hende. Den lille pige havde spræl i sig, og Phoenix manglede en smule spænding… det var faktisk en smule sjovt at se dæmonen prøve at advare menneskerne. ”Det der nytter ikke noget, men fint du prøver.” roligt rejste varulven sig op og klappede Holly på skulderen. ”du skal nok klare det, ellers er vi begge to døde.. du fordi du er anderledes… mig… fordi jeg bragte dig ind.” hun grinede hult og sukkede. Med et blev hun hår og begyndte at dele kommandoer ud. ”vi lader din vogn stå her ude, da den ikke skal ind og vække for stor opsigt, håber det i orden.. eller det skal være i orden.” hurtigt vendte hun sig om og råbte tydeligt: ”fire mand tager kassen, seks mand finder… Jerico og siger leveringen er på vej. Resten får fingeren ud, og kommer frem med en bil, og sørger for hun ikke bliver skudt ned lige med det samme.” den unge varulv begyndte at gå hen mod porten imens folk fandt deres pladser og hjalp med at få kisten op på ladet.
”Holly, du sagde han havde brug for 200 knive.. ved du også hvorfor han har bestilt så mange knive?” Det var faktisk første gang Phoenix skulle ind i Oculta, men en gang skulle jo være den første gang.