A tale of Monkeys (Millicent)

Evans ansigt blev oplyst af den blå flamme fra plasma-skæreren, hvilket fik de neon aktie blå tatoveringer i han ansigt til at give genskin, imens han skar sig vej ind i den gigantiske transformator kasse der stod i den lille, men brede sidegade imellem et diskotek og en husblok, der lod til at have en støvet musikforretning i stue etagen. Den hedebølge der havde plaget stort set hele den verden Evan kendte, fik en eftermiddag i starten April måned til at føles som August. Endvidere var Texas ikke kendt for sit milde vejr. Det tørre græsland omkring Amarillo havde ingen steder man kunne skygge sig for solen. Luften var desuden meget tør, og gaderne meget støvede. Den tryggende varme gjorde også at gaderne generelt var meget affolkede selv på en hverdag. Dem der var på gaden sad under skyggende markiser og solgte deres vare, eller fordrev tiden med at spille hazard. Evan var ikke misundelig på dem der gik ude i marken og passede deres afgrøder uden for byen. Evan var heldigvis sjældent tvunget til at lave den slags arbejde. Desuden var det som regel kun ved høsttid at nogen behøvede hjælp til den slags arbejde.
Men selvom det var varmt var Evan stadig nødt til at arbejde for at tjene til at leve. Evan kunne nok have klaret sig alligevel, men Evan havde nu en gang en vandvittig appetit som kun en 17årig dreng kunne have det. Det var heldigvis nemt for en dygtig engineer at finde noget at lave. Her til eftermiddag var strømmen gået i de to bygninger han nu stod imellem, og natklub ejeren i den ene bygning havde været villig til at betale en hel del for at få problemet lavet inden i aften, ellers kunne han ikke åbne, hvilket for at bruge klub ejerens egne ord  være en "Grim lort at stå i."
På grund af varmen var Evan iført en sort, temmelig slidt tank top, der dækkede hans muskuløse, men alligevel teenage akavede overkrop, en kombination af den næsten perfekte fysik man fik ved at være cloman, selvom Evan ikke viste at han var det, og så det ernæringsmæssigt forkastelige ved at spise så meget og så forkert som han gjorde. Han var desuden iført en par posede, sorte arbejdsbukser og brune sikkerheds sko, der mest havde til formål at skjule hans biomekaniske ben. Desuden var han af nød også iført den tunge røde brandsikre frakke med hætte, som lige nu fungerede som sikkerheds udstyr, samt værn mod den bankende sol. Selvom frakken stod åben, skjulte den også til dels hans biomekaniske højre arm, der for nogle heller ikke var speciel køn at se på. Lige som hans ben bestod den af en form for sort plastic aktie hud, dækket med beskyttelses plader af noget sort og metallisk materiale. På ansigtet havde han en rebreater, der sad over hans næse og mund, for ikke at skulle indånde de dampe som brænderen afgav.
Evans plasma-skærer skar sig let som ingenting igennem det gamle rustne metal, for at blotlægge et sandt virvar af ledninger, sikringer, lodninger og kontakter. Dette makværk af elektronik så ikke ud som om det havde været tilset siden sidste krig. Evan sukkede og begyndte at lede efter problemet. Han skiftede fokus, med sit venstre øje, hvilket afgav en svag snurrende lyd. Dette var også biomekanisk og lignede et almindeligt øje, men i stedet for Evans originale brune øjenfarve var havde dette en creepy hvid iris. Derefter gik han i gang med at lede efter problemet. Han blev kun let distraheret af en temmelig smuk melodi der lod til at komme inde fra bygningen, han nu stod med hovedet inde i. Det lød som om nogen sang, eller snare fløjtede. En hel ren tone der fik en til føle sig afslappet i kroppen. Han affærdigede tanken med at det nok bare var nogen der afspillede noget på en batteridreven radio et sted inde i bygningen, selvom en radio næppe ville spille i så høj kvalitet.

Det tog ikke lang tid at finde selve problemet. En ledning lod til at være blevet gnavet over, men hvordan? Rotter kunne det ikke være. De trivedes dårligt når det var så varmt og tørt, og kæberne på hvad end der havde gjort dette var større end en rotte. Evan var dårligt blevet færdig med sin tankerække før han fik et chock. Et blåt abeagtigt dyr, sad inde bag ledningerne godt skjult og stirrede på ham. Ikke så snart have han set den før den udstødte en frygtelig lyd der fik Evans kranie til at vibrere før den stak af imellem den ydre og den indre væg, i diskoteks bygningen. Chocket fik Evan til at falde baglændt ud af hullet med et højt forskrækket udbrud, og lande på halen i støvet.

" Hør...jeg kommer fra Fødevarekontrollen og du bedes forlade lokalerne - eller trække dig lidt til side. , imens jeg pågår min inspektion af stedet. " et sæt af store klare øjne , så ud over brillens kant, på diskoteks ejeren. Med en striks og proffessionel stemme , forsatte hun " Med de ekskrementer jeg fandt ,ser det virkelig ikke kønt ud.NU er du nu varslet. Og det hjælper virkelig ikke på samarbejdet at du nægter at tænde for lyset!" Hun placerede sin kuglepen bag højre øre , hvor den lagde sig lidt skævt tilrette.

Den blonde skikkelse leverede sin skideballe med overbevisning. Hun stod med foldet arme og modtog for 3 gang at manden undskyldte lysafbrydelsen- før hun viftede ham af, med et vink af hendes hånd, og han fortrak sig næsten ærbødigt. Sikke en lorte dag - først gik lyset og så kom Fødevarekontrollen!

Millicent James...
denne dag ikke jæger men fødevare kontrollør- og i anledning af dette , klædt i en midnats blå nederdel ,frankeret af en lille figursyet matchende jakke . Underneden blot en hvid tanktop , og alligevel var hun ved at smelte. De let solfarvede ben var bare , og fødderne stukket i et par hvide klip klappere, som en tavs protest til det 'opspændte female suit' .
Håret var langt og tykt - og flettet stramt , så det hang sirligt ned af hendes ryg.
På næsen sad et par røde briller ,helt uden styrke. De var udelukkende for at styrke illusionen om hun virkelig arbejdede for levnesmiddelkontrollen . De var iøvrigt for store , og hver gang hun lænede sig fremover, røg de helt frem på næsen, og måtte med pegefingeren skubbes tilbage, så de ikke faldt helt af.
Det var både godt og ondt at lyset var gået, for ejeren kunne ikke læse hendes plastik visitkort, som hun hastigt havde kørt forbi hans blik, ved hendes ankomst.

Det skulle jo forstille at udgøre et identifikations kort , men var i virkeligheden et kort til en butik .
En der solgte alt i parfume, hudpleje ,velduftende sæbe og makeup - og så sparede man point op , hvis man fremviste det når man handlede. Så hun var godt tilfreds med det dårlige sigte, da han havde bedt om hun identificerede sig, og så var det bonus at han var forfængelig nok til ikke at ville tilstå ,han ikke kunne se en skid. Han var vel omkring de 50 , at dømme efter hans fysiske ydre -men i denne verden kunne ydre ikke altid taves for gode vare, det vidste hun godt.

Nå...men ejeren trak sig diskret tilbage, og begyndte istedet et optællings arbejde af promillerigt flasker, nede i den kølige kælder.
Nu bestod Udfordringen så i ,at skulle finde det hun var her for ! Men måske var også det lettere i mørke ? Hun ærgede sig kort over ikke at have læst op på den lille fyr.
Så havde hun muligvis bedre kunne lokke ham frem nu ?
Hun havde brugt dagevis i naturen, for overhovedet at spotte den, og endnu et par på at lokke ham til sig.
Så det var RET uheldigt at det var lykkes for den at kravle ud af den røde lædertaske, som hun havde haft ham i, da hun forleden havde mødt Argentum - her- i den selvsamme klub. Sjovt at hun havde troet den bare var faldet i søvn- når den så viste sig at være stukket af. Og hun havde rendte rundt om værnet om en tom taske, hvor det dog bare var typisk for Millicent.

Inspektionen satte igang, og Millicent søgte lavt og bredt efter fyren.
Hun messe og sang sagte, prøvede at sweettalke den lille fætter, til at stikke hovedet frem og afsløre hvor den var.
Hun var kommet ned på alle fire , og kravlede nu hen mod en væg der havde fanget hendes interesse. Der havde da vist været lyde. En stemme og ....en nynnen og en skramlen ?
Hun lagde øret mod muren . Lige nu var der stille. Satans! Hun troede lige !
Så løftede hun en hånd og bankede den et par gange mod den hårde væg.

" Haloo...haaaalloooo er du der lille skat ? Kom nuuuu, det er bare mig ? Kom heeeer lille Millie....kom ud til eeehhhh Millicent "
ej , hold da op hvor hun følte sig dum !
Seriøst....at tale til en væg , og så hed det grimme lille dyr enda næsten det samme som hun selv gjorde. Det var jo ....ufatteligt uheldigt !
Om der var nogen tilstedet stadig på den anden siden , eller om nogen der var kommet ind i diskotekets halvmørke rum ?? Millicent var optaget af 'sin væg'.

Evan stirrede forundret på det sted hvor han lige havde set det underlige dyr. Han trak vejret hurtigt igennem sin maske. Han tog den af, for bedre at kunne fylde sine lunger. Selvom masken rensede luften bedre, lod den ikke så meget luft slippe igennem som man ellers ville få. Det tog Evan et halvt minut at samle sig igen. Hvordan i alverden havde den lille tingest skreget så højt? Hans hjerne blev omgående fyldt med beregninger, vektorer, konstanter og variabler, som den altid gjorde når han stod over for noget han ikke umildbart forstod. Han havde heller ikke set sådan en før. Der var million vis af mærkelige dyr i verden, og Evan kendte en god bid af dem, men ikke sådan en.
Evan kunne have valgt at være ligeglad. Han blev kun betalt for at få det fikset som var blevet ødelagt, og ikke som skadedyrs bekæmper, hvilket man nok heller ikke skulle ønske sig. Han skulle egentlig bare lave det der skulle laves, hvorvidt så dette dyr ødelagde ledningerne igen var sådan set ikke hans problem. Men dette dyr både irriterede ham og fascinerede ham på en og samme tid.
På den ene side havde den med et enkelt skrig chokeret ham på en måde han ikke havde opblevet før. En væsen med en lungekapacitet mindre end en kats, havde lavet sådan en lyd? Noget andet var at I Evans hoved havde dyret gjort to ting han ikke kunne klare. Det havde afbrudt hans arbejde og hans tankerække, og det havde ødelagt en maskine, selv et mindre stykke ledning der egentlig kun ville tage to minutter at skifte.
Han rejste sig og bøjede sig ned til hullet igen. Med et par rutinerede bevægelser fjernede han den gamle, ødelagte ledning og satte en frisk i, som han fandt i sin lomme.
 
Efter det korte indgreb gik Evan indenfor. Hovedafbryderen sad i et plastic-skab ude i baglokalet, og han havde slået den fra tidligere, så han kunne komme til at arbejde.
Evan åbnede døren til den mørke og næsten tomme natklub. Han kunne høre en kvindestemme sige noget, eller tale med nogen. Han kunne ikke høre hvad hun sagde. Der var om muligt endnu varmere herinde end udenfor. Airconditionanlægget var gået sammen med strømmen. Evans venstre øje skiftede endnu en gang fokus, det fandt en Infrarød bølgelængde der fik rummet til at stå skarp frem, om end det var i nogle monocromatske skygge aktie farver.
I et par sekunder kiggede han på kvinden der lå på knæ ved en væg og bankede på den. Han syntes at hun lignede en bibliotekar eller en receptionist. I hvert fald var hun business kvinde. Han gik igen ind i en af sine loops for de han ikke lige kunne regne ud hvad det var hun havde gang i. Hun lå og kaldte ind i væggen. Han hjerne kæde dog sammen at hun bankede på indersiden af det sted  hvor han for kort tid siden lige havde stået og arbejdet.
"Jeg går ind og tænder for strømme igen." Sagde Han. Evan gik ud fra at kvinden var den egentlige ejer af stedet. Det var ikke unormalt af klubber som disse blev drævet af nogen fra de lavere miljøer, men faktisk var ejet af respektable folk fra den øvre klasse. Hvem skulle ellers være i en tom natklub på denne tid af dagen.
"Jeg fandt en ledning der var gnavet over, I har nogle skadedyr af en slags." fortsatte han. Han talte som om  han ikke fandt det, det fjerneste underligt at en kvinde som hende lå på knæ og albuer op af en væg.

"Har du ikke set Hank Wolfe?" Spurte Evan efterfølgende, han refererede til den ældre, halvblinde herre der drev stedet.

Det var lidt af et problem at få kontakt med det lille dyr, viste det sig.
Fyren der var blevet så forskrækket over det blå lys, skabt af Evan og de ukendte lyde der fulgte med, var lige nu krøbet godt i skjul. Den lå helt ubevægelige- uden en eneste lyd.
Eneste svar der mødte Millicent , var fra en ukendt mandestemme. Hun blev også forskrækket, eftersom hun mente at være alene og der ikke burde være andre folk her, end ejeren som var smuttet i kælderen.
Og stemmen var heller ikke hans.
I en hurtig bevægelse, ville hun rette sig op.Det viste sig at et bord var kommet i vejen og hun knaldede dermed baghovedet lige op i kanten , med et hårdt BOINK."Auwww for dælen da " klagede hun og kom en smule klodset op at stå, mens hun gned en hånd over det ømme spot .
Mørket gav hende ikke en ordenlig chance til at tage et grundigt kik på fyren, men at dømme efter hans jakke og bukser- ja og beskeden om at han ville tænde for lyset - så tog hun ham for at være .....elektriker.
" Lyset - tak det ville være dejligt " stemte hun i.
Måske kunne hun så få set hvor den var. Hun havde jo ikke uanet med tid, når ejeren kom op igen, ville han forvente at Millicent havde tjekket om der var rent , at hans egenkontrol var ført a jour og at diverse målinger fulgte og stemte overens med de gældende regler. Han ville nok ikke forvente at se hende på alle fire , i en samtale med hans....væg.

Et lyst bryn skød i vejret, da fyren forsatte. Så han troede hun 'var en del af diskoteket'?.
Great ! Det var hun af en eller anden årsag ikke vild med, og en længsel efter hendes en mere normal sommerkjole og hendes bue og pil, skød gennem systemet.
Hun følte sig ikke som....Millicent lige nu.
Millicent rømmede halsen , da det dæmrede at hun lige havde fået serveret et stykke med en højtbelagt god mulighed.
Elektrikerne mente der var skadedyr...kunne det mon være hendes lille ultra sjældne ven , som han var stødt på ? Nu skulle kortene spilles ordenligt.
To kunne vel gøre arbejdet dobbelt så hurtigt , som en ?
"Skadedyr ? Hvilke skade dyr taler vi om her og har du set den...set dem ?" Lød hun som det overraskede en smule .
Tænk hvis han kunne pejle hende i den rigtige retning!

Nederdelen blev hurtigt glattet ud med to håndflader og hun forsøgte at sende et charmerende smil, men da baghovedet stadig gjorde temmelig nas, blev smilet nok en smule anstreng, trods det ihærdige forsøg.
" Hank er nede og gøre lager status, men jeg er...øøhh hans kone ? hans kone !
Jordan "fumlede hun med betoningen og en fremstrakt hånd blev rakt .Hun ville give et fast håndtryk, tog han imod.
" Hør....jeg er sikker på Hank vil fordoble din løn, hvis du kan fange en af de små dyr...så han kan se hvad det er, men ...den må ikke komme noget til ! Vi er eehh buddhister og de må vist ikke slå så meget som en flue ihjel" flakkede hendes blin lidt. Shit..hun var virkelig ikke altid lige skarp til at lyve. Det hjalp havde hun haft tid til at planlægge det - ligesom Fødevarekontrollen var planlagt. Det hjalp også hvis nogens liv var i fare, så var hun faktisk ret cool. Men NU hvor det var ren impro' og hun legede hustru til en gammel halvblind mand, der var det faktisk ikke så let.
Desuden var varmen helt ulidelig og den figursyet jakke føltes som en spændetrøje.
Hun havde virkelig behov for snart at komme ud, og smide den.
Men først måtte hun havde den lille Millie med sig.
Den var svært værdifuld, og det var et scoop at hun overhovedet var lykkedes i at fange den . Nu skulle hun så bare fange den ...igen...for hun havde ikke opgivet at sælge den videre selv om første forsøg var gået i skuddermudder. Grundet ham.
Argentum. Hun blinkede langsomt ved tanken om ham.

Evan lod dårligt til at bemærke at hun slog hovedet. Det var et hverdags uheld, hvor etiketten forskrev at han spurte om hun var ok, hvorefter at hun ville svare at det var hun selvfølgelig. I Stedet gik Evan frem og skubbede bordet til side, så hun kunne rejse sig op uden at slå sig, endnu en gang.
Han kiggede ned på hende imens hun rejste sig op. Hun var en lille smugle højere end ham, og så ud til at være et par år ældre. Der var mange der fejlagtigt tog Evan for ældre end han var, måske mest på grund af den måde han levede på og det tøj han gik i.
 
Han trådte tilbage fra hende, for ikke at stå for tæt på. Ikke for hendes skyld, men mere for sin egen. Der var et eller andet ved hende som han ikke helt kunne regne ud. Han havde en mærkelig fornemmelse af hende. Hun lignede ikke så meget en, business kvinde, når man kom tættere på hende. Hun lignede nærmere en model, der havde klædt sig ud som business kvinde, til et modeshow eller sådan noget. Tøjet passede hende på en eller anden måde ikke, men Evan var i tvivl om hvorvidt det bare var sådan hun var, eller om hans hjerne havde fortaget en vurdering, eller en udregning, som ikke havde nået hans bevidsthed endnu.
Hans venstre øje, begyndte at søge de bølgelængder han havde adgang til igennem, en mere eller mindre automatisk proces, for at finde så meget information han kunne. Desværre var der ikke så mange andre bølgelængder der kunne se igennem mørket, som også kunne se andre ting der kunne være unormale. Det eneste andet han fandt ud af, var at hun havde det varmt, på det infrarøde spektrum, men det viste han uden at se det. Stort set alle i Texas havde det kvælende varmt, siden hedebølgen, og herinde var varmen helt vanvittig.
 
"Der er mere evidens for deres tilstedeværelse, den eller de har gnavet i et ledning, men ja jeg så en enkel meget kortvarigt. Den mindede om en hexapodet Simia Paniscus, men kun 29,431 cm høj, givet størrelsen på dens hoved, og med en standard farve 3DE0E3." Evan stoppede sig selv da han blev klar over at kvinden sandsynligvis ikke anede hvad han talte om. Både Phoenix, Selena og Clara havde gentagende gange forsøgt at forklare ham at når han talte så var det nogle gange enormt vanskeligt at følge med i alle Evans beregninger. Hans blik flakkede en smugle i forlegenhed hvorefter han rettede sig selv.
"En seksbenet abe af en slags, ca. så høj" Evan holdt sine pegefingre op så den ene var omkring 30 cm. Fra hinanden. "Og den var turkis." Sagde Evan en smugle langsommere end han havde talt før.
Egentlig var det kun et gæt hvor højt dyret var. Men Evan udregning havde bestået i to konkrete tal, nemlig hvor stort det hoved han havde set var, og hvor stort en abes hoved i forhold til kroppen var. Dette havde givet et tal i tre decimaler, som Evan derefter bare slyngede ud, selvom det kunne være helt forkert.
 
Evan rynkede panden da hun påstod at være Hanks kone. Han ville hellere ha gættet på at hun var Hanks datter end hans kone. Hun var mindst 30 år yngre end han var. Hank kunne heller ikke være specielt rig, kunne han? Ældre mænd havde som regel kun unge, smukke koner hvis de havde penge mellem hænderne. Evans tendens til at generaliserer menneskelig adfærd var som sædvanlig ufejlbarlig. 
"Hans kone..?" Sagde Evan en smugle skeptisk
Evan havde nok valgt at tro på hende, hvis ikke det var fordi hun var snublet over ordene, eller hvis ikke hun pludselig havde låget at Hank ville betale dobbelt, på Hanks vegne. Hvis ikke det var fordi han selv var interesseret i at finde ud af hvad det var for et dyr, ville han ha' sagt nej, men der var noget ved dyrets stemme han ikke forstod, og når der var noget han ikke forstod, så kløede hans hjerne som ind i helvede. Han kunne i øvrigt heller ikke se hvorfor i alverden hun skulle lyve over for ham.
"Buddhister?" Spurte Evan, der ikke havde meget til overs for andres religioner. "Der hænger ellers et kors på væggen ude i baglokalet." Sagde han. Evan havde været der ude, da han skulle trykke på hovedafbryderen. Men det betød på den anden side intet. Man behøvede vel ikke have samme religion for at være gift.

"Jeg er ellers ikke skadedyrsbekæmper, men på den anden side jeg har gjort så mange ting jeg ikke er kvalificeret ti. Hvis du ved hvad den spiser fru. Wolfe, ud over ledninger altså, så ville det hjælpe. Ellers kan jeg vel godt flikke noget sammen og befri jeg for en af dem. Uden at skade den altså." Sagde Evan med et skuldertræk. Han gik hen og skubbede bordet han havde flyttet, tilbage på plads.

Model drømme havde hun godt nok aldrig lidt af. Faktisk kunne Millicent ikke drømme om at tjene penge på sit udseende, man kunne påstå at hun nærmere fjorde det omvendte,
Tjente penge på at ødelægge det - men indtil nu havde de faktisk ladet hendes ansigt være, og kun tilført hende overfladiske skrammer.
Men Millicents eneste rigtige veninde ,Amanda som andre kendte som showpigen Augustus, hun havde skabt en karriere ud af hendes krop og et middelmådigt sangtalent- men folk slugte det råt og hun var blevet en lysende feteret stjerne , i Las Vegas.
Man ville aldrig kunne finde Millicent i den slags arbejde, faktisk tog hun jo imod tæsk - tjente penge i gadekampe , når alle andre indtægter svigtede. Hun var en sikker taber , kunne aldrig få de store fyre ned med nakken ( nok heller ikke de små) men udover penge, vandt hun deres respekt grundet hendes udholdenhed. Millicent blev ved at kunne tage imod og stadig 'stå' på de vaklende ben. Og når hun endelig måtte blive liggende, havde hun taget så mange slag, at tilskuerne ofte endte ud i bifald- trods hun havde tabt.
Auriel ville ikke have hun optrådte eller havde mere med gadekampe at gøre - og so far havde hun kunne holde ord. Det hjalp at Dust havde forsynet Millicent med en pæn sum kontanter, det holdte den værste krise for døren.

Lidt forbløffet , så hun til at hele bordet blev flyttet så hun kunne komme på højkant, uden yderligere uheld.
"Tak" mumlede hun til fyren.
Hun havde skudt ham til samme alder som hun selv var, men ikke tænkt yderligere over den slags , da hun var i færd med at brygge hendes historie sammen, så den forhåbentlig ville være troværdig .

Hun spidsede øre og prøvede virkelig af holde trit med elektrikerens ord, men hun måtte alligevel have gokket hovedet ret hårdt op i bordkanten, for han kunne ligeså godt have talt serbisk. " Øøhh... Jeg... Bordet du ved !" Nikkede hun mod det, og lod som om slaget var skyld i hun ikke fattet en meter af hvad han sagde.
Desuden havde hans øje kortvarig distraherret Millicent. Hun var nysgerrig nu og havde fået en ide om han måske var en cyborg ? Eller en fyr med en reservedel, for hans øje stod ud.
Altså ikke UD ud- men det var anderledes og hun var helt sikker på det have en speciel funktion, af en art.
Sålænge det ikke kunne se igennem tøj, havde han kunne det, havde hun stukket ham en på bærret. Men der var ingen lusket smil der indikerede at han havde tavet et smug kig helt inderst inde.
" Oohhhh... SÅDAN en ! Ja...ehm...det er dem vi skal have bugt med " spærrede hun øjnene op.
Fedt ! Så var den her altså stadig. Hun havde ikke haft vished før nu, banditten havde jo kunne være stukket lang fanden i vold - men det hele var ved at flaske sig , så det ud til.
Millicent holdte hovedet højt, da svaret faldt..." Ja...kone nummer tre ?" Og sendte et udfordrende blik, som ville hun sige 'Got a problem with that?'
De fleste ansatte ville sikkert ikke kommenterer mere på det, så hun burde være home safe.
Men han havde mere ! Og denne gang var det Millicents blik der flakkede .
" Et kors ? ...når...det er mere for hyggens skyld og for ...ja, vampyrer er ikke velkommende her " hun fik hevet en mundfuld luft forkert ind, og måtte hoste en smule.
Sikker dog hun fik rodet sig ud i en masse. Bare nu han ikke blev genstridig, ikke før Millien var blevet indfanget- og rakt over til Millicent.

Thank god han ikke kendte til den, for så ville han vide hvor værdifuld en lille sag den var.
Og det kunne godt være at han så ikke var helt så ville , til at returnerer den igen- hvis altså han fik lokket den til sig.
" Har du ?" Spurgte Millicent , og denne gang var hendes smil helt ægte.
At gøre ting hun ikke var kvalificeret i, var vel nærmest blevet et varemærke for hende, så dén side kunne hun snildt nikke genkendende til.
" Ja, man gør jo hvad man skal for at overleve, ikke sandt ?" Smilede også hendes blik til ham.
" Wolfe?... Ehm JO , JA...undskyld vi er nygifte !" Lød det forlegent, da hun havde været i færd med at irettesætte ham. Det var da også bare for meget. Hun snuplede i hendes egne løgne, nu måtte hun lige se at stramme lidt op her !

Imens bordet kom på plads, fandt Millicent sig tilrette bag disken.
Hvis hun nu kunne finde noget sødt? Det havde været tilfældigt at hun havde opdaget den kunne lide det. En pose med skumfiduser, havde været åbnet og den lille fyr havde haft de lange arme nede i den. Og klistret skum i hele ansigtet, så Millicent havde måtte rengøre den , med en vatrondel.
" Den elsker slik....der burde ...være noget..hvis jeg ikke tager...fejle...sådan...omtrent..." Nu var det hendes tale der trak ud , og blev langsommere. Det ene skab blev åbnet efter der andet , da hun gennemgik dem i sin søgen efter sukker eller slik.

Til hun næsten jublede " HER!" Og kunne fremvise en pose lyserøde marshmellows,der dinglede fra hendes hånd.
Hun kastede posen over til elektrikeren , og den gled gennem luften i en blød bue.
" Hvis det lykkes , så er det mig du skal afleverer den til, ikke Hank. Jeg skal lige efterse...panelerne " stor løg hun, da hun manglede en grund til selv at møve rundt og søge i gulvhøjde, efter 'skadesdyr'

En krattende lyd, en gammle Italienske sange og en dyb mandestemme der sang med .
Hank gav den gas nede i sin kælder, og havde man en god hørelse ville man i de små pauser sangen havde , kunne høre at han også slap en vind...eller fem.
Han havde spist kål i flere dage nu, og ja....så skulle der jo 'luftes ud'

Millicent gjorde sit bedste til ikke at vise væmmelse, men om det var godt nok ?
Havde hun været nygift med den ældre svagtseende mand, havde det godt nok endt med at være et mega kort ægteskab, så utiltalende han var.

Evan brugte et par sekunder inden han svarede. Hans første reaktion på alt hvad der ikke faldt ham naturligt eller rutinemæssigt var at overtænke det.
"Så du ved altså hvad det er for et dyr?" Spurte Evan. "Hvad hedder arten?"
Han kunne lige så godt samle så mange oplysninger han kunne, inden han begyndte at lede efter disse dyr.
 
Evan kunne ikke ryste følelsen af at der var noget kvinden ikke fortalte ham. Det ene øjeblik var hun usikker og det næste var hun stålsat. Hvis han havde været bedre til at tyde andre menneskers krops sprog og opførsel, kunne han muligvis se hvis kvinden løj for ham, men den slags sociale evner var Evan ikke udstyret med. Hvis han skulle være sikker på om der var noget galt eller ej, så ville han skulle finde noget logisk usammenhængende, i det hun sagde. Indtil videre havde der ikke været noget videre. Han forstod heller ikke hvorfor han egentlig havde det sådan. Hvorfor skulle nogen dog udgive sig for at være gift med en gammel mand, for at hyre en skadedyrsbekæmper. Det gav ingen mening.
Han gengældte hendes udfordrende blik, men sagde ikke noget. Han havde sådan set ikke et problem med det.
"Tredje." Gentog han. "Tredje som I fraskilt eller tredje som i polygami?" Spurte Evan, hvorefter han trak på smilebåndet. Det ville være svært at høre på ham, om det var ment som en ironisk joke, eller som et faktisk spørgsmål. Evan havde ikke altid helt styr på det tonefald og den ansigts mimik der afslørede ironi.
Han bed mærke i at hun ikke svarede med det samme, hvad angik korset. Evan havde anslået mr. Wolfe til at være en gammel katolik, men han havde i så mange tilfælde fået demonstreret at skindet kan bedrage, at han var villig til at modtage en forklaring, han havde en mistanke om at det med Buddhismen var mr. Wolfes nye kones ide, og ikke hans egen.
"Ja der er intet der bringer hygge i et hjem som torturinstrumenter fra bronzealderen til at hænge på væggen." Kommenterede han. Denne gang var sarkasmen mere udtalt.
 
Evan gik over imod døren ved siden af baren der førte ud til baglokalet, i gangen imellem baglokalet og døren, lige på den anden side af dørkarmen hang et stor plastic skab med grå låge, indbygget i væggen. Lågen stod allerede åben, for ingen havde lukket den efter Evan havde afbrudt strømmen. Selv Evan med sit øje, fungerede bedre når der var lyst, end når der var mørkt. Desuden jo hurtigere der kom gang i airconditionen, jo bedre.
Sandheden var at Evans øje kunne se igennem det meste tøj, hvis det blev indstillet rigtigt. Dog var det ikke noget Evan benyttede sig af. Han havde fået øjet da han var tretten, og havde i sine urolige teenage år forudsigeligt not, brugt det til lidt ad hvert. Men Evan havde allerede dengang været mere optaget af sine opfindelser, end noget som helst andet. I dag var han vokset fra den slags numre, og tanken om at belure kvinden, ved hjælp af øjet havde ikke engang strejfet ham.
"Tja, det er vel ikke alle der har lige nemt ved at huske det når de har skiftet navn." Sagde Evan inden han drejede på hovedafbryderen. Øjeblikkeligt kom der liv i alting omkring dem. Lysstofrørene i loftet blinkede og tændte. Kasseapparatet bag baren tændte også, og en touch screen startede op med ordene "Password, please" efterfulgt af en tekstboks man kunne skrive i, og en skærmtastatur. En velkendt summen fra en airconditionanlæg kunne også høres, samt en glad lyd nede fra kælderen, der betød at Hank også havde fået lys.
Desværre blev aktiviteten kun ved kortvarigt. Der hørtes et højt knald fra elektronik skabet, da en sikring røg sig en tur, hvorefter både kasseapparatet og airconditionen gik ud igen. Der hørtes også en skuffet lyd nede fra kælderen, da Hank åbenbart mistede lyset igen. Han kom ikke op for at se efter, hvad der forgik.
 
Evan havde talt videre, med kvinden imens han fiksede lyset. I det mindste kunne de da se ordentligt nu.
"Tja jeg har i hvert fald været med til det der er værre." Sagde Evan. "Nogle gange er  det jo ikke midt i en fredelig by at folk har problemer med deres udstyr."
"Lorte-dyr, det må ha ædt en af jordforbindelserne." Lød det irriteret fra Evan. Langt mere irriteret end man burde være over så lille en ting.
Derefter fortsatte Evan samtalen som om intet var hent. Han satte sig ved en af de små borde og fiskede to ting op indre fra frakkens gemmer. En dataslate, der så ud til at kunne tåle lidt af hvert, og en pakke cigaretter, som han stak en af i munden og tændte. Han begyndte at taste imens han talte.
"Den? Er der da ikke flere end én?" Spurte Evan og greb posen med marshmellows, med venstre. Han flyttede midlertidigt cigaretten fra munden, åbnede posen og stak en af dem i munden. Han gav thumbs up til hendes besked om hvem hun gerne ville ha' afleveret dyret til og til hendes kommentar om hvad hun havde tænkt sig.
"Hvis du finder en åben ventilation, mens du alligevel er dernede, så sig endlig til. Jeg ved den er inde i væggene et sted." Sagde han henvendt til hende.

"Nåh, lad os se om vi kan finde ud af hvad du er for én." Sagde han et par sekunder efter, mest henvendt til sig selv. Han havde koblet sig op på sit eget netværk for at se om han kunne finde ud af hvad det var for en tingest.

Millicent havde ikke tiden på hendes side.
Hverken i forhold til at at lege Hanks hustru og finde på gode kreative svar til elektrikeren - og heller ikke iforhold til at være udsendt af Fødevarekontrollen og finde på svar til Hank. Endnu værre ville det blive med de to mænd, i samme lokale, forudså hun.
Og da elektrikeren jo havde set den lille fyr og ikke genkendte den , gik hun ud fra han var blank og ikke anede den var rimelig værdifuld. Dermed kunne hun vel slynge der rigtige navn ud ? SKULLE han havde hørt om den, havde hun taget helt fejl og han vidste den var mange penge værd, så kunne hun jo altid slå over i lille latter og sige at det naturligvis var en joke.
Millicents stemme havde ingen særlig gnist , da hun trak på skuldrene og svarede " Millies....det er det de hedder . Og de kan larme helt enormt "rynkede hun på næsen.

Millicents underlæbe røg ned , som fyren smil trak op.
3 kone ...WTF?! Var der noget Millicent ikke kunne tage var det polygami.
Måske hun var fordømmende, men i hendes romantiske opfattelse af kærlighed, var der ikke plads til dette. Det handlede om undertrykkelse ,magt og begær og hun fandt tanken om at have mere en en ægtefælle meget usmagelig. Hun kunne udgive tre bøger om de ting hun ikke brød sig om, ved det!
Hun fnys, og pakkede hendes holdninger ind i en satirisk bemærkning..
" Ville han have brug for andre , hvis han var gift med mig tror du ?...NÅR han er gift med mig tror du ?!" Slog hun nakken tilbage, i en småfornærmet mine. Det var nu ikke på HENDES egne vegne Millicent var fornærmet- bare på hele kvindekønnets.
Og hans store smil, havde en lettere provokerende effekt, for hun mistænkte ham for udmærket at vide , at han med den bemærkning roede med en pind i et hvepsebo.

Hva pokker ? Ligelovlig rap i replikken , ham her !
Hvis Millicent havde overværet samtalen mellem ham og en anden, ville hun sikkert have elsket det ! Hun ville have viftet med små heppe flag, for hans bemærkninger men lige nu var det altså hende der skulle 'vinde ' og han fik hende til at bruge dyrbare sekunder, på bare at måbe.
" ....vi er ikke så meget til fyrfadslys" lød det noget tøvende, fra pigen med de store øjne.
Han overraskede hende ved at være så opmærksom...og kvik.


Millicent ville helst ikke giftes, og hun ville slet ikke af med sit efternavn.
Var det ikke en frygtelig gammeldags ting ? Et navn var en stor del af end identitet, og hvorfor skulle hun forlade den hun havde...for at lave en ny med en mand ? Han kunne så tages hendes efternavn, hvis han fandt ideen så vidunderlig! Når hun altså engang kom i det dilemme. "Ja deeeeet..." Blev hun afbrudt af 'det hele gik igang omkring hende- og hun kikkede rundt. Selv disko kuglerne og neon laserne var aktiveret nu.
" Det ser ud til du lykkedes,.." Et knald fik hende til at grine.
" ok...lykkedes NÆSTEN " fnes hun , og af en eller anden grund var det tæt på at være tilfredsstillende, at han ikke kom så nemt til alt.
Hun måtte huske at give sin Millie en ekstra godbid, hvis det var dén der havde vanskeligjore fyrens arbejde, tænkte hun med et lille skævt smil.

" Mmmm jeg holder øje! Øøhh....der var vist flere i starten, men jeg tror kun der er en...højest to tilbage. Hank skød en enkelt. " bragte hun sig selv dybere ud på vand.
Gosh - det skulle blive godt at komme på land igen. Alle de løgne !


Millicent lod ham passe sit, imens hun forsatte med at åbne og gennemgå de nederst skabe , og søge langs panelerne efter ....et eller andet. Med fokus på andre ting, trak det fuldstændig forbi hendes næse at fyren var ved at google en Millie. Det var en stor fejl hun dér begik.

Et stort fryseskab, der nu var begyndt at lække vand , havde hun istedet fået trukket ud. Bare en nok til hun kunne kigge ind bag ved. Hun gned sin nakke og kneb øjnene lidt sammen. Der var et hul, med en lille rist over. Den var slået eller gnavet i stykker - hard to say- for hun lå helt skævt og var ved at udvikle hold i nakken , over at se derind. " Hmmm er det her en ....åben ventilation ?" Kaldte hun ud ,så han kunne komme og tage et kig . Det kunne jo godt være lige hvad han ledte efter?

Evan så lidt små forvirret på kvinden. I hans hoved havde han stillet et helt konkret spørgsmål om hendes ægteskab. Evan's havde ikke for vane at drage konklusioner om noget som helst. Han havde også efter mange timers øvelse fået lært at det var høfligt at spørge ind til folk på den måde. Om end han ikke havde helt styr på hvad der var i orden, og hvad der ikke var i orden at spørge om.
"Det ved jeg ikke." Sagde Evan. "Jeg kender ham jo ikke." Han trak på skuldrende, men hans smil forsvandt da det gik op for ham at hun var sur… eller var hun fornærmet?
"Hvorfor..? Var det et upassende spørgsmål?" Spurte han langsomt. Han så mere eller mindre clueless ud. Hendes udbrud havde dog mindsket i hans, i forvejen ikke så store, mistanke til hende.
Hans andet svar havde dog været ment som både ironisk og spydigt. Men hendes svar var underligt, som om hun ikke var helt sikker på hvad hun skulle sige. Hendes svar hævede hans skepsis end smugle mere.
 
"Det er selvfølgelig muligt at stedets elektriske netværk er ved at falde fra hinanden. Men det lader i hvert fald til at skadedyrs problemet må fremskyndes. Hvis flere ting sætter ud, så ved vi det er den, men jeg skal ikke kunne sige, hvorfor den eller de er så glade for ledninger." Evan var ikke sikker på hvorfor hun nogle gange omtalte dyret i ental og nogle gange i flertal.
 
Evan tog sin frakke af og lagde den hen over stolen ved siden af ham. Nu da airconditionen ikke virkede længere og ikke ville gøre det i et stykke tid endnu, ville det være ulideligt at have denne frakke på. Dette afslørede at Evan havde noget af det mest almindelige værktøj, i nogle dertil indrettede lommer, rundt om livet. Han havde også en slank pistol i et bredt løb, og et ellers meget groft kasseformet design fastgjort til højre læg. Dette var ikke unormalt, siden næsten alle steder i Amerika nu om dage var risikable at befinde sig I. Desuden var dette Texas. En stat for alle gik med våben. Evan ville ikke ha været overasket hvis kvinden havde et i sin taske, eller under nederdelen eller… hvor der nu end var plads til et skydevåben af en slags. Evan høje arm var også synlig nu.
"Så er det sikkert der, de er kommer ind og ud af dette rum, men der er sikkert flere indgange." Sagde Evan uden at lade sig forstyrre, han så kun hurtigt op fra sin skærm for at notere sig hvor hun havde fundet risten. "En fælde der, kan måske fange dem."
 
Han havde fået tastet en søgning ind på 'Millie' da Evan så pludselig op fra sin data slate. Det havde taget ham et minut eller to før hans hjerne havde fundet et par løse ender der ikke passede sammen. Det var så typisk ham at Selena havde beskyldt ham for både mild autisme og OCD, ved flere lejligheder. Noget han ellers selv afviste.
"Sagde du at Hank skød den?!" Sagde Evan en smugle skarpt. "Jeg er klar over vi er i Texas, men Hank er stort set halvblind. Hvordan har han ramt et dyr på den størrelse?" Evans hjerne kløede, der var en ting mere der ikke gav mening. "Og var i ikke buddhister?"

Han så over på kvinden, med hævede øjenbryn.

De samtalede jo egenlig meget godt, bare sådan lidt forbi hinanden, kunne man sige.
Millicent følte sig lige så kejtet,da hun så hans smil klinge af og ville vide om hans spørgsmål havde haft en upassende karakter. Uden måske at have hensigt til dette, blev hun formildet." nej...nej...det er okay. Jeg er hans kone nummer tre ,de andre er ...døde, af kortslutninger" fik hun klemt med ud, da hun netophavde haft blikket et smut forbi hans værktøj.
" Så du kan nok forstå jeg er ret forhippet på at få bragt orden i ledningerne " fulgte hun den til døres med et opmuntrende smil.
Millicent spidsede læberne og gav hans spørgsmål lidt tid.
hvorfor var den lille sag så optaget af ledninger? Hendes pose med m&m's havde den sandelig også haft snuden og fingrene langt nede i.
" Kan det være farverne ? Eller måske er det bare nyt og spændende?" Der var et stort spring fra junglelignende forhold og til Texax,Amarillo - måske han bare ved ved at se hvad der kunne spises og hvad der skulle foræres til svigermor?

Millicent havde kigget op og over på elektrikeren, efter at have fundet ventilationen bag fryseskabet. Hun blev både nysgerrig med også lidt trist, da hun så hans arm.
Hvad mon der var sket? Havde han altid set sådan ud, eller var reservedelene kommet til , efter måske et uheld?
Der var 101 racer i den nye verden, og Millicents forældre havde i den grad forsømt at lære hende om de fleste. Men hun kendte en smule til cyborgs, men streg under en SMULE. HAN kunne måske godt være sådan en fyr?
Sjovt, hun ville ikke have gættet på det, hvis hans øjet ikke havde været lidt...anderledes også. Men nu var det efterhånden lidt vanskeligt at overse, trods hans ellers så flotte unge træk.
Hun lagde blikket over på fryseskabet kort....og tilbage til fyrens ansigt- og hvis han havde givet tegn på at bemærke hendes stirren, ville Millicent skynde sig at sige.." undskyld...jeg ville ikke gøre dig forlegen, men jeg kunne ikke undgå at se din arm" hun ville stryge en flad hånd, over sin egen højre skulder og ned, i en indikerede gestus.
" Den minder lidt om dit øje! ...eller... Ja den minder ikke om dit øje, men... Du er cyborg , er du ikke ?" Tog hun et skud og spurgte ind til.
I hendes øjne, lå en utalt undskyldning, for at spørge om noget der realt set ikke angik hende.
"... Eller er det upassende at spørge om ?" Afspejlede hun hans eget spørgsmål for minutter siden, og selv om hun vidste hun pillede ved hans private sager, var der alligevel et spor af humor i den lyse stemme.
Nogle gange fandt Millicent det endnu mere upassende at ignorer det åbenlyse, som mange gjorde - fordi de led af berøringsangst.
Det led hun ikke af, ikke med mindre man skulle sætte en orm på en fiske krog eller vride en fisk af en- SÅ skulle man da godt nok se en power demonstration af ren og skær berøringsangst.eeuww.

Efter nogle minutter, vendte fyren tilbage til den Millie, , der skulle være afgået ved døden. Pis! Kunne han dog ikke bare lime nogle ledninger sammen eller sætte en kasse op, med noget i dén kunne lide ? Hvorfor skulle han insisterer på at tænke over ALT hun kom til at sige ? Millicent havde ikke andet valg end at gå all in.
Nogle gange kunne man ikke se skiven for bar træer, og hvis hun løj så åbenlyst , ville han nok ikke tro nogen ville være så dumme og lyve så meget?!
" Helt ærligt....er det ikke en smule fordomsfulde at tro, bare fordi man er en smule b blind , så kan man ikke ramme ?" Skød hun tilbage.
Og så kom dem med deres religion.
" Jo vi er.... Men er det ikke også køerne der er hellige? .... Jeg tvivler alligevel stærkt på det er en ko,der render rundt inden i væggen" hun var ved at føle sig lidt trængt- sikkert som en ko VILLE have gjordt, hvis den virkelig var inde i en væg.

Lidt støj hævede sig ,nede fra kælderen og lyden af Hanks utilfredse stemme , rejste sig og nåede deres øre.
" FÅR VI LYS I DAG ?" Råbte han og startede en lavine af rabalder, da han var kommet til at vælte en mindre vin reol, ved at gå ind i den. " Fuck da også !" Kunne man høre eder blive udstødt dernede fra.
Hank virkede utålmodig og Millicent frygtede han var ved at droppe projekt status optælling,og vende tilbage.
" Du... Vi skal have fanget den nu. Hvad end Hank giver dig, fordobler jeg ..øøhh igen...hvis du fanger den, FØR Hank kommer op. Han..øh han har det ikke så godt idag !... Og jeg behøver det lille dyr" kom det sidste ud tøvende - og endelig med en lidt træt og udmattet stemme. Varmen var iøvrigt ved at drive hende til vanvid, og kunne hun ikke snart smide den figur syet jakke - så tog hun ikke ansvar for sine gerninger!

Evan overvejede kort hvad der mon fik dyret til at æde ledninger. Dette var endnu en ting der fik hans nysgerrighed til at flamme op. Noget der irriterede såvel Evan som hans omgivelser.
"Det ved jeg ikke, enten er den tiltrukket af farverne, eller også er den påvirket af elektriske felter, det er der mange dyr der er. Det kan også bare være at den gnaver i ting, fordi den… gnaver i ting. Ligesom rotter." Evan trak på skuldrende.
 
Han lagde godt mærke til at hun kiggede i hans retning. Han var dog ikke sikker på hvorfor. Det gjorde folk nogle gange når han tog jakken af, men det havde han vænnet sig til. Det var i hvert fald ikke nok til at det var det første han tænkte på. Var det fordi hun ville spørge om noget? Han havde forventet at hun ville lede efter… hvad det nu var hun kiggede efter. Indtil hun talte var hans øjne bare store og spørgende, nu faldt hans ansigt tilbage i mere kølige og neutrale folder, hvor de plejede at være.
"Nårh, den." Sagde Evan. Han var selv glad for den, og ville hellere have denne end en almindelig arm. "Den er også fantastisk." Han løftede den så man bedre kunne se den. Det sorte seje spandex aktie hud, dækket af matsorte exoskelet aktie plader af noget der måske, måske ikke var metal. Hånden havde små plader på hver kno og øverst på hver finger, som en negl. Den lignede faktisk på mange måde den ægte vare, hvis man så bort fra farven og pladerne. Bagerst på Evans skulderblad der hvor amen var nydeligt fastgjort og gled over i en mere naturlig hudfarve, sad et ca. 10 cm bredt dæksel.
Evan rullede med øjnene, ved hendes næste spørgsmål. Ikke fordi det var irriterende at blive spurt om sine mekaniske dele, men fordi hendes spørgsmål var redundant. Han var ikke klar over at de ikke så meget var et spørgsmål, som en metode at indlede en samtale på.
"Det er kun upassende, i at du har stillet et spørgsmål hvor i svaret er åbenlyst. Ud over det er spørgsmål den mest effektive at lære noget på." Sagde Evan. Imens han tastede videre på skærmen. Det var svært at multitaske imellem de to ting. Havde det været to tekniske opgaver havde han nemt kunne gøre det, men den ene af opgaverne var social, og krævede derfor en hel del energi.
"Desuden tager du delvist fejl. Min øje minder på ingen måde om hverken min arm, mine ben, min auto-kidney eller min ekstra lunge." Evan sagde alt dette med et tonefald som om han remsede en indkøbs  seddel.
Evan ventede på at hun ville stille det spørgsmål som alle stillede, før eller siden. 'Hvad er der sket?'  "Øjet er et af min fars projekter som jeg har færdig gjort, selvom han sikkert ville ha' gjort det bedre. De andre ting… no idea."
 
Evan stod og så, med et udfordrende skeptisk udtryk på kvinden. Hvis dette skulle forklares, så måtte det være en god forklaring.
"Nej Fru Wolfe, det er ikke fordomsfuldt, det er et faktuelt problem der har reel betydning, for en potentiel eller en aktuel skytte. Jeg har selv levet uden et af mine øjne i en periode, så jeg ved hvad jeg snakker om." Han løftede venstre hånd og prikkede til sin vestre tinding, ved sit hvide øje for at vise hvad han mente.
"Køer er kun hellige for hinduer. Buddhister er beskyttende over for alle liv, nogle gange helt ned til den mindste regnorm, og i hvert fald en løs primat. Jeg begynder at tro at du lyver for mig. Specielt hvis du ikke har styr på din egen religion. Hvorfor er det dyr så vigtigt, at det skal fanges i live, og hvorfor må jeg ikke aflevere det til Hank?"
 
Evan hørte Hank råbe op til dem. Evan havde egentlig besluttet sig for at ignorere ham, men han havde på den anden side ikke så meget lyst til at manden skulle kommer herop. "Ja, men det vare lidt endnu, der er mere end et problem." Råbte Evan, uden at tage blikket fra Millicent.
"Under alle omstendigheder skal den eller de tingester væk, så jeg skal nok fange den. Jeg bliver nødt til at hente nogle ting først."

Hvis ikke kvinden havde mere at sige, gik Evan over til sit bord og tog sine ting op. Han snuppede endnu en marshmellow fra posen, og proppede den i munden, inden han forlod diskoteket for at hente de ting han skulle bruge ude i bilen. Han gik med ordene "Jeg har hovedpine." Mest henvendt til sig selv. Han havde langt en fire-fem planer der sandsynligvis virkede, men han ville helst finde en måde der også ville lukke munden på kræet. 

Hagen blev trukket lidt ind og hun var faktisk taken by surprise, om blot for et øjeblik. Stod han og sammenlignede en Millie med en rotte?
For real ? Godt nok var den ikke ...køn...ja man kunne da GODT indrømme at den var decideret ugly- men ikke på en ulækker rotte agtig måde.Euw.
Den her kunne synge , synge så smukt , at selv gamle sure vrissne mænd brød ud i tåre, og et ...anderledes ...udseende kunne da også være...anderledes men godt udseende, eller bare sært ...charmerende.
Hun havde det lidt sådan at andre ikke skulle træde på det lille væsen, det var al rigeligt at hun kom til det selv.
"Jeg har ingen ide, måske er den bare sulten? Den behøver jo ikke være andet end fortvivlet og sulten, og meget uheldig " hun fik næsten ondt af den. Selvfølgelig savnede den sin jungle og sit frie liv, for hvem gad være i et bur- omend Diskoteket var et stort et af slagsen.

Millicent trådte nærmere, ville gerne have et mere tydeligt kig på hans opsigtsvækkende krop.  Hans smil og måde armen blev hævet højt nu , mente hun gav grønt lys. Han virkede ikke til at være bly omkring den, nærmere stolt .
Hun inspirerede den , så meget det nu lige lod sig gøre. Millicent var bestem ikke mekanisk anlagt, det ville være en giga løgn. Hun var håbløs til de ting, og derfor kunne hun slet ikke gætte på materialer , andet end ædelmetal var lukket ude.

Hun skød brynene i vejret, da lektiecafeen blev åbnet, med håndværkeren som lærevikar.
" H-har du så mange dele? Eller...undskyld sir...."
Hun rettede sig selv, i et så udtalt høfligt overdrevet tonefald, at han måske ville opsnappe hendes humor."Jeg mente naturligvis hvorfor har du dog alle de dele ? ...og hvad er der fantastisk ved din arm ? - bortset fra den er flot i sort?" spurgte hun realt nysgerrigtvefter selv om humoren ikke lod sig fornægte.
Hvis han ikke havde noget imod at tale om den, og han ligefrem opfordrede til spørgsmål, så måtte han affinde sig med at Millicent var en vældig viden begærlig sag, der næsten altid havde et par spørgsmål , og de  pippede som små sultne fugle unger, der ville mades.

Et snært af vantro gled over hendes blik. Man skulle jo heller ikke bare sluge ALT man blev bedt om, det kunne hurtigt blive et værre gris.
"Så..du har altså også repeteret dit eget øje? Suuure.... Sagde jeg at jeg også har praktiseret selv kirurgi? Jeg var brunøjet og have næsten ingen overlæbe, før jeg lige ommøbleret en smule " tonen var ganske let drillende, det var ikke hensigten at gøre nag. Hun troede måske bare ikke helt på det med øjet.Og så alligevel, der var da sket langt mere nederen ting, ik ?!

Så fik hun ellers rodet sig ud endu et øjeproblem.
Igen foldede hun sine arme ,over den figursyet jakke og sit bryst.
Hvad var der galt med mænd nu om dage ? Det var da godt nok blevet lettere at forvandle en frø til en prins, med et kys- end at finde en mand der var bare en anelse føjelig og medgørlig ! " godt.. GODT ! SÅ siger vi det svr et heldig skud, med hvis du nævner dét for min mand, at han ikke ramte den fordi han er en god skytte- så kan jeg altså ikke garanterer hvad han gør !"
Sådan ! Mon ikke han ville trække sig nu ? Smilet vendte tilbage, sikker på sejr var i hus og han ville lade hende være .
Men ak...
"Hinduer?... Jamen. Suk. Okay oaky...jeg er NY til det her okay ! men vil du ikke godt hjælpe mig ? Jeg skal have den fordi... hun så på ham og besluttede at tone ned for lystløgnene. Lige på samme tid, lød Hank igen fra kælderen og fyren svaede ham , uden at slippe Millicent med sit blik.
Hun brugte tiden mens han hente sine ting, til at tænke sig om.
Han havde sagt den skulle fanges uaset hvad, så måske burde hun give ham en bid af sandheden . Hun stank alligevel fælt til at lyve .
Ud med armene , slog hun og overgav sig til sandheden eller dele af den anyways, da han igen var tilbage.
Millicent skrabede skosnuden mod gulvet, lidt som en tvær skolepige der skulle noget hun ikke helt ville.
Så tilstod hun langsomt...
"Fordi jeg skal bytte den til noget, okay? Jeg er ikke FRU Wolfe...jeg er så heller ikke fra Fødevarekontrollen som Hank dernede tror jeg er! Jeg er ...arbejdsløs..
Undskyld...men jeg er her udelukkende for at finde mit...kæledyr, og så skal jeg afsted før Hank får fingrene i mig. Vil du ikke godt hjælpe mig?"
Hun pauserede, og hev en mundfuld vejr ind i brystet. Hun måtte hellere bekende helt kulør og det sidste var sikkert det mest aktuelle for ham.
"sandheden er at jeg heller ikke er i stand til at betale dig???ikke andet end en kop kaffe hvis det skulle være ....nu håbede hun så bare han ikke gik helt i selvsving over hun alligevel ikke var....buddhist !

Evan lagde nakken tilbage og kiggede opad på intet bestem, på en måde om han forsøgte at komme i tanke om et eller andet.
"Tja, dækslet på skulderen tæller vel også med, men ellers er det alt hvad jeg kender til, måske er der mere." Sagde Evan. Han tog overhoved ikke notits af hendes forlegenhed over at stille personlige spørgsmål. Måske var det mest fordi de nu snakkede om noget der interesserede ham meget, at han var ligeglad. Eller også var det fordi han faktisk var helt uvidende om hvorfor man ikke måtte spørge ind til den slags.
Evans så en smugle forstående på hende over det spørgsmål hun havde stillet. Hvorfor? Hvorfor? Det var der mange der spurte om, når de endelig havde modet til at spørge overhovedet.
"Hvad mener du med hvorfor? Jeg vil gå ud fra at det er fordi de er bedre end de biologiske udgaver." Evan trak på skuldrende. Han forstod ikke hvad der var sjovt. "Men det er jo ikke noget jeg har valgt, sådan er det bare."
Han kløede sig lidt i baghovedet med venstre arm, den normale. Han havde ikke noget imod at svare på spørgsmål, men det var ikke så rart når han ikke kunne svare på den. Den kløe han fik i hovedet når der var noget han ikke viste, vendte til bage for fuld styrke.
 
Evan kneb øjnene lidt sammen over hendes tone, denne gang dryppede hendes stemme så meget af sarkasme at han ikke kunne undgå at ligge mærke til det.
"Ih jo." Sagde han, uden et anstrøg af sarkasme i stemmen selv. "Jeg har lagt mig selv i fuld narkose og installeret et øje i mit eget kranium, imens jeg var bevistløs… Nej." Han sukkede.  Dette var en helt unødvendigt spydig bemærkning. "Man har brug for en læge eller en healer til at installere bionics. Jeg fandt en healer og betalte dyrt for det, men det var pengene værd. Det virker bedre end nogle andre øjne jeg nogen sinde har set." Han gennemgik hurtigt sit visuelle spektrum for at finde noget, han kunne bruge til at bevise med. Han var sikker på at hun ville blive fortørnet hvis han fortalte hende, indholdet af hendes taske eller noget i den stil, så han valgte at fokusere på noget andet.
"For eksempel bryder dine briller ikke lyset, de har... ingen styrke?" Sagde han, med en smugle undren i stemmen. Dette var noget han var fuldstændig lost i. Hvorfor i alverden, ville nogen gøre sådan. Syns hun bare det så smart ud med briller, eller hvad? For Evan svarede det lidt til at gå med falsk høreapparat, det gav ingen mening.
 
Efter at Evan valgte at konfrontere kvinden med hendes løgne, stod han bare og lyttede til hendes forklaringer, som om hun i virkeligheden var ved at fortælle om sin dag på kontoret. Evans kølige afstand til situationer som denne gjorde nogle gange andre sure på ham, fordi de ofte troede at han var uinteresseret, men det var faktisk mere fordi han forsøgte at holde sig kritisk til situationen. For alt hvad Evan viste var dette endnu en løgn, men det ville det jo vise sig når hun var færdig. Da hun var færdig smilede han, noget man ikke så så tit med mindre man kendte ham. Selvom hendes historie var langt ude var han alligevel sikker på at han var tættere på sandheden end han nogen sinde kom.
"Så det er derfor du er klædt ud som skoleinspektør." Han grinede lidt for sig selv, varmede en del mere op.
"Jo hvorfor ikke, hvis den skal væk så skal den lokkes frem. Den nemmeste måde ville vel være at gasse hele stedet, men det tror jeg alligevel ikke vi ville komme til." Sagde han. "Desuden kan jeg godt li' kaffe."
 
Evan vente tilbage fra bilen med en ret stor kasseformet taske som han satte op på et bord, hvorpå han tændte endnu en cigaret, som han holdt imellem tænderne imens han fandt udstyr frem. Forskellige elektroniske dimser, et net, noget der umiskendeligt lignede en håndgranat, og et par andre ting.
"Tja, det var hvad jeg lige kunne finde, vi kunne bruge." Sagde Evan. "Jeg ved ikke præcis hvordan vi lokker den frem fru Wol…" Nan nåede lige og stoppe sig selv. "Nårh nej, hvad hedder du rigtigt?" Spurte han.

At maskiner kunne udføre særlige typer af opgaver og overgå menneskernes evne, ville hun ikke tale imod. Og udskiftede dele kunne helt sikkert også være mere effektive, vurderede man på det ,isoleret set. Men havde det ingen menneskelige eller følelsesmæssige konsekvenser , var der ikke en pris at betale for det - ud over den økonomiske når man skulle....til service eftersyn og vedligeholdes ? Om det så var en rustbehandling eller stramning af skruer...what did she know ?
Millicent nikkede samtykkende, her ville hun ikke pille i overfladen, for hun var sikker på at fyrens forsvarsmekanismer var trådt i kraft her...især den der hed rationalisering, for der måtte da være noget der var ...synd eller ærgeligt ved at miste sin naturlighed? Men han synes kun se dét positive.Forsvar , it must be.

Millicent blev dog mere nærværende og nysgerrig på at vide mere om et emne hun ellers var blank på, bionics- og hun smilede opmuntrende.
" jamen ..hvad kan du så ?" Lød udfordringen med et smil, der først falmede da hun blev hængt op på brillens manglende styrke og hans udtryk der var forundret.
Hun skubbede brillen op på næsen igen, da den hele tiden synes at glide ned.
" øh..ja..det er en gave !" Lød den vage forklaring, der ikke helt hang sammen. Men der var jo folk der ikke nænnede at sige man ikke rigtig kunne bruge den gave man havde fået - og for ikke at såre nogen, gik man så i den utjekkede bluse, drak den dårlige vin eller brugte brillen uden styrke ? Ja ..sådan måtte forklaringen lyde.

Efter en tur på weberen, og sandheden sådan nogen lunde serveret holdte Millicent lige vejret et øjeblik. Hans kølighed var ikke ...rar...men det var bedre end han havde taget hende i hoved og røv og smidt hende ud, eller havde kaldt Hank op m så også han kunne grille Millicent en smule.
Istedet dukkede der et smil op, der straks afspejledes i Millicents halv nervøse udtryk. Hun fortolkede det som han ikke var vred og ikke ville holde imod hende , at hun havde ført ham bag lyset.
Millicent skyndte sig at nikke ja " jeg skulle ligne en fra Fødevarekontrollen, ikke junior high " trak hun på smile båndet og fik brillestellet til at hoppeen gang op og ned, ved at vippe brillestangen ved øret, med fingrene.

" Great ...hvis nu vi er hurtige , så kan vi måske få ham fanget..og jeg kan vente på dig ved Allure coffe Mate, kender du den bar ?...så kan du færdiggøre arbejdet og få din betaling, så du ikke mister den - og bare sige til Hank at stedet er godkendt og jeg kommer igen om et år...altså at Fødevarekontrollen kommer igen" skar hun ud i pap.

Da han vendte tilbage , sad Millicent på hug, ved et andet ventilations hul, bag ved en sofa gruppe."Jeg hørte en lyd...den sidder her inde og synger..denne gang er det faktisk meget smukt " talte hun sagte og vinkede Fyren over imod sig, men en tegnsæt om ikke at larme for meget.De skulle nødigt skræmme den væk.
Hun smilede " Santana...Santana James...og dig ?" Lød det lavt imens hun var begyndt at lægge marshmellows ud i små grupperinger, på gulvet.
" Har du noget der kan klappe sammen omkring den...eller ikke PÅ den , den må ikke slå sig, men et slags bur vi kan spærre af, så han ikke kan løbe igen ?" Spurgte hun og skubbede den granat lignende ting til siden, med en finger.
" Med din hang til dem der Mr. Så tror jeg vi skal gå varsomt med gas og granater " funklede øjnene humortistisk ham imøde.

"Hvad jeg kan?" Spurte Evan. Han havde ikke noget imod at tale om sine opgraderinger, men han var ikke i humør til en hel opvisning. Desuden havde han erfaret at det var en god ide at holde noget af det kunne, skjult.
"Det er jo ikke fordi, der ikke er en pris at betale." Sagde Evan. Du skulle se hvor meget jeg spiser." Han talte uden om, uden rigtig selv at ligge mærke til det. Det var som om han slet ikke var i stand til at komme med alle de informationer han havde, selv hvis han gerne ville fortælle det hele.
Evan forstod overhovedet ikke hvad hun mente med at det var en gave. Hvad i alverden havde det at gøre med at hun havde dem på nu? Hvis det var fordi hun godt kunne lide at gå med dem, hvorfor sagde hun så ikke bare det. Han havde ikke udpeget det fordi han havde noget imod at hun gik med dem. Det var udelukkende fordi hun gerne ville vide mere om hans øje. Faktisk havde han tænkt sig at fortælle hende hvilken styrke hun brugte, og var blevet overrasket over at det bare var glas.
 
Evan smålo over hendes kommentar om hendes forklædning.
"Jeg har aldrig mødt en fødevarekontrollør, så måske ligner du en uden at jeg ved det." Sagde han og trak på skuldrende. Hans blik søgte opad og han så eftertænksom ud.
"Men nu du nævner det så har jeg heller aldrig gået i skole, i mere end et par uger, så jeg ved heller ikke så meget om hvordan en skolefrøken bør se ud." Sagde han. Han viste ikke ret meget om hvad de fleste gjorde med deres skolegang. For ham var alt den grundviden om hvordan man læste og skrev, kommet ganske nemt til ham. Selv den højre viden om matematik, kemi, biologi og fysik var noget der sad fast da han havde læst det igennem bare en enkelt gang.
"Jeg har aldrig hørt om det sted." Sagde Evan da hun nævnte kaffestedet. "Jeg er ellers i Amarillo ret tit."  Eftersom hovedvejen løb igennem her, var det et sted som stort set alle gennemrejsende imellem øst og vest Amerika begyndte.
"På den anden side er Amarillo ret stor, og den ændre sig hele tiden. Hver gang her er her så er noget man troede ville være her i mange år, blevet lavet om til noget helt andet." Fortsatte han. "Jeg finder nemt stedet. Om ikke andet kan jeg jo spørge Hank hvor det er, han ved det sikkert."
 
Evan kom ind i rummet og tømte de førnævnte ting på bordet. Han så kvinden sidde ved en ventilationsskakt. Han hørte også en fjern lyd af sang, som han ikke ville have lagt mærke til hvis ikke hun havde nævnt det. Kunne det virkelig være det samme dyr der havde afgivet den forfærdelige lyd han havde hørt tidligere.
"Virkelig Santana? Har du virkelig været så slem som barn at du er blevet opkaldt efter Satan?" Spurte Evan. Hans tone var let konverserende som om det han sagde på ingen måde kunne være fornærmende.  "Jeg hedder Evan Brine. Ingeniør, elektriker, feltmekaniker, designer, bio-mekaniker og bare for i dag, Skadedyrs-fanger." Hans præsentation var måske lidt sær, men på den anden side var den beskrivende nok.
"Har du overvejet at indspille det der som audiomedie?" Spurte Evan, imens han lyttede lidt til sangen. "Hvis man altså kan få dem til at synge længe nok." Han kløede sig lidt på hagen, og tog endnu et hiv af sin smøg.
"Hvis noget klapper ned over den er der mindst 74 % chance for at noget kommer i klemme, den har mere end 4 læmmer kan jeg huske." Han kiggede hen imod der hvor lyden kom fra, og hvor Santana sad.   Ved at indstille øje, kunne han se præcis hvor dyret sad. Den var kun få meter til højre fra hvor hun knælede. "Der er selvfølgelig altid en risiko forbundet med at bruge den slags udstyr, derfor forslår jeg et net. Problemet er at det meste fangeudstyr jeg har er beregnet til zombier, meget af det er temmelig dødeligt for et så lille dyr." Sagde han. Han samlede nettet op og kiggede det igennem. Herefter satte han sig ved bordet og begyndte med sikre, mekaniske, bevægelser at folde det sammen efter et ganske bestemt mønster. Nettet havde 4 metalkugler i hvert hjørne, men var for stort til at virke effektivt herinde, så de ville være nødt til at rydde nogle borde af vejen.
"Granaten er ufarlig, den laver kun contact foam, som bliver stift og elastisk når det kommer i forbindelse med nitrogen, men problemet er at denne her udgave laver 3641 liter i gennemsnit, jeg tog den kun med som en mulighed, for det ville kræve en del arbejde med at rydde op igen."
Han tog fat i et bord og trak det over i den anden side af lokalet.
"Du bliver nok nødt til at flytte dig, den kommer nok ikke ud, hvis du sidder foran dens udgang." Sagde han.

Kommunikation var en svær ting.
Millicent var en person der hurtigt kunne opfange og samle op på stemninger, så snart hun trådte ind i et rum. Hun havde faktisk også oplevet at hun med meget få ord eller blikke , selv var i stand til at ændre dem...både til det mere positive men også det modsatte.
Om det var en gave eller belastning, var hun ikke afklaret med endnu.
Men det at være som en svamp der sugede alle andres vibes til sig, var i hvertfald ressource krævende, ikke mindst i de perioder hun selv havde flaget på halvt.
Fik hun ikke sagt fra eller trukket sig der, så kunne der dømmes meltdown.
Meltdown på den måde at hun var flat som et apple batteri. Hun skulle altid huske at lade op...hun var ret meget som apple produkt, nu hun tænkte over det....enkelt stilfuld design, mange funktioner og mange sjove ting, man kunne ikke sætte hende sammen med alt muligt, kun enkelte få (dele) ville passe...og så var hun helt umuligt at styre ....og behøvede jævnlig opladning ! Men lige nu -
Så hun antog bare Evans flakkende håndtering af hendes spørgsmål, til han ikke ville tale mere om det, og slet ikke om detaljerne i hans bio dimser,der var installeret.
Så Millicent optrådte høfligt og undlod at bore efter mere viden.
Følelsen af IGEN at misse noget, kom som en boomerang og ramte hende i nakken.
Hun overså noget omkring brillerne- men hvad ? Havde hun ikke netop lige sløret ud i pap og indgraveret i sten for ham, at de var en gave ....og hun dermed ikke nænnede at sige de manglede styrke i glassene ?( det var ihvertfald den hvide løgn hun ønskede han skulle synke) men istedet stod de og så lidt underligt på hinanden, prøvede formentligt at regne ud hvilke sving de tabte den anden i .

De fik afdækket sandheden, og Millicent kunne igen smile mere ægte, nu hvor den umiddelbare nervøsitet over at blive afsløret, var mindsket betydeligt.
" Ikke gået i skole ? ....de fleste har eller gjort det og specialiceret sig i noget ved siden af.
Jeg gik i skole med min bedste veninde, det var tider dengang " trak hun op i et skævt smil ved minderne om hende og Amanda , nu kendt som Augustus Kennedy...famous show girl in Vegas- men sit eget show.

" Stedet er nemt at kende, de har en kæmpe pebberkværn af metal skrammen stående outside, da ejerne netop er fyldt 30 ...og stadig ugift. Tror det er en udenlandsk tradition , han hedder Kasper og er far Europa et sted. Sverige...Norge...i dont remember" tænkte hun højt, og lod emnet slippe, da det i bund og grund ikke betød noget.
Men nu kunne Fyren da finde frem.


Millicents bryn løftede sig, i en overraskende bue .
Om hun havde været slem ? Ikke med mindre hun var slem ved ikke at skyde de skide vinger ud af sin ryg, hvad hun stadig ikke kunne. Hun var på nippet til at tro hun slet ikke havde dem ! Og At Auriel havde drillet med de sikkert ville ligne et afbrændt juletræ, HVIS de endelig en dag kom ud, havde ikke fremmet lysten til at se dem !
" CARLOS SANTANA... En guitarist faktisk, oldie- men vi kan begge noget med strenge" sandt- han kunne spille , hun kunne skyde.
"Well...Evan Brine a pleasure to meet you " smilede hun og havde det fint nok med ikke at have oplyst hendes fornavn. Det var efter tumulten på kroen , om en ærke engel og en blond veninde og så den lille detalje at hendes navn var associeret med den forsvundende Nikon Zolner , at hun havde tonet en lille smule ned for brugen af Millicent, og nu brugte Santana mere.Det var jo stadig hendes eget navn, så hun burde ikke stå med en lille bitte skyld følelse nu, burde hun ?
Damn den samvittighed af hendes. Nå hun kunne altid rette det for ham senere, hvis det gav mening.

Den stille sang far 'vægen ' fik Millicent til at falde lidt i egne tanker, for et kort øjeblik.
Evans stemme halede hende ud og tilbage i omverdenen.
" Øhmm automedie, nej...men måske er der en god ide ? Det er jo helt beroligende " lød det henført og lidt drømmende -" Men først skal vi have ham hjem" fastholdte hun .
" det er alfa og omega at der IKKE klappes noget som helst sammen SÅ". Skyndte hun sig st ændre på sit forslag . Millicent ville ikke accepterer at der blev krummet et eneste strit hår ,på det ellers non så skaldet dyr.

" jeg kan godt se din modstander hér en noget mindre end du er vant til, hvis du normalt bekæmper Zombier?" Nysgerrigheden rendte ned af Millicent, hun kendte også til dem...og de var et dræbende bekendtskab, så man skulle sørme da være varsom og nok heldig også.
Hun bakkede modvilligt tilbage, kravlende på alle fire kunne man beskrive det, men det var en irriterende følelse ikke at have styr på noget, ikke selv at have kontrollen .
" Slikket fra før - Den kan godt lide søde sager, og jeg tror vi måske kan få ham ud med det, så lad os nu lige give det en chance " Millicent var trukket tilbage og så lidt ned på al Evans værktøj. Hun vidste lige så lidt og det, som de blå aftegninger han havde i ansigtet.
" Du ser ikke så gammel ud ? Er du overhovedet gammel nok til at lege med zombies ...og blive tattoveret ? " trak hendes læber op i et smil, mens hun skævede mod ventilationen.
" Og ...hvorfor har du udstyr til at fange dem, er det profylaktisk som ren og skær overlevelse ? eller tjener du penge på at udryde dem ?" Fiskede hun lidt rundt, efter lidt information om den unge herre.
En lille gysen rendte ned af hendes rygrad, for det var ganske væmmeligt at forstille sig et mæde med dem....helt frivilligt.

"Min far og jeg levede meget som nomader, så jeg lærte hvad jeg havde behov for at ham. Jeg har altid haft utroligt let ved at lære, i hvert fald de tekniske fag, så det har aldrig været nødvendigt. Skolekammerater har aldrig været noget jeg har haft. Selv hvis jeg havde gået i normal skole, så er det ikke ret mange der kan holde mig ud ret længe ad gangen." Sagde han som om det egentlig bare var en kedelig note til det han snakkede om. En nød Evan aldrig havde kunnet knække var hvorfor de fleste ikke kunne holde ham ud ret længe ad gangen. Han viste godt at det ikke kun var fordi han konstant brød helt klare regler og retningslinjer som var nødvendige for at et samfund kunne fungere.
"Den store peberkværn har jeg set." Sagde han. Han lukkede kort øjnene, imens han genkaldte sig billedet af stedet. "På hjørnet af 2nd street og 31st street, husnummer 129." Evans formidable hukommelse for tal, svigtede ikke. Han havde bidt mærke i stedet, da han var kørt forbi, men hans hukommelse virkede kun for helt klare ting som tal. Han kunne ikke huske farven på markisen, eller hvilke mennesker havde siddet der inde, men han kunne tydeligt huske tallet på huset havde været, hvad klokken havde været, hvad tal der havde stået på selve peberkværnen, og hvor mange mennesker der havde siddet udenfor.
"Det er da totalt ulogisk." Sagde Evan uforstående. "Manden har undgået at indgå i en social kontrakt med et andet menneske, så hans venner har valgt at udstille det faktum ved hjælp af en skulptur af et stykke overdimensioneret køkkenapperatur? Hvis han bliver 60 stiller de så et vaffeljern ud?" Han forstod over hoved ikke meningen, men det måtte da have en logisk sammenhæng.
 
Evan var gået i gang med at tegne et komplekst folde mønster til nettet på et stykke A4 papir, som han flere gange, energisk viskede ud og tegnede igen. Siden nettet ikke var lavet til at fange så små dyr, var han nødt til at udregne en ny metode, i stedet for at bruge en af de gamle metoder.
"Ham har jeg aldrig hørt om." Sagde Evan til hendes svar om sangeren. "Men det lyder som om dine forældre godt kunne lide ham."
Han trykkede hendes hånd, med venstre. Han havde lært at han ikke skulle give hånd med højre for længe siden.
"Jeg kan godt lide musik når jeg sidder fast I et projekt. Men hvis jeg arbejder målrettet med noget, så skal der helst være ro." Han viskede og tegnede. Han kiggede overhovedet ikke op imens han talte, men han skriblede til gengæld med hurtig og sikker hånd. "Nogle gange har jeg på fornemmelsen at det driver min Roomie til vanvid, men det er meget svært at sætte fingeren på. Når jeg spørger siger hun alt er fint… Men… Kender du noget til den ikke verbale kommunikationsform hvor man siger en ting, men det forventes at man kan forstå når de mener det præcis modsatte?" Spurte han. Han lød som om han overhoved ikke var sikker på han viste hvad det var han selv sagde. "Af en eller anden grund forventer hun at jeg ved hvornår hun ikke mener det hun siger." Sagde han. Hans hoved gav et kort jag af smerte og han tvang sig selv til at lede sine tanker et andet sted hen.
 
Evan skulle lige til at rette Santanas fejltagelse. Hun havde kaldt det et automedie, ikke et audiomedie. Men han huskede på Claras talløse formaninger om at folk ikke brød sig om at blive rettet, når det ikke var nødvendigt.
"Jeg vil ikke sige at jeg bekæmper dem normalt. Det er flere uger siden jeg sidst har set en, selvom der er rapporter om at der er endnu en opblomstring på vej." Sagde han. "Jeg har nogle gange samlet prøver fra dem, men ellers er jeg som sagt ikke skadedyrsbekæmper."
Evan begyndte behændigt at folde nettet og binde knude på det, efter de specifikationer han havde lavet, så satte han sig på hug ved siden af Santana og gav sig til at stirre på hullet i væggen, der hvor der lå mashmellows nok til at det måtte lokke enhver slikmund til. Da han talte videre var det meget lavmælt, og uden at flytte blikket
"Jeg er 17 år og 47 dage, gammel." Sagde Evan. Han havde hørt det før naturligvis, men han var ikke indstillet på at blive formanet fordi nogen syntes han var for ung til noget som helst.
"Hvis jeg er gammel nok til at bygge avancerede bionics, så er jeg vel også gammel nok til at tage mig af en zombie eller fem. En zombie er ikke svær at have med at gøre, den vil altid gøre det samme, uden undtagelser. Den vil aldrig overraske dig, så længe du ved at den er der, den gør intet du ikke forventer af den. Det er intet andet end en langsomt, målsøgende bio-våben et levn fra en krig vi stadig rydder op efter." Han holdt en pause. Han kunne blive ved, men igen skar Claras stemme igennem hans hoved. En formaning om ikke at tale for meget om et enkelt emne.
"Mine tatoveringer er… ikke min egen ide." Sagde Evan. "Jeg ved ikke hvor de kommer fra." Hans stemme fik det til at lyde som om han talte om buler i en bil, ingen rigtig kunne forklare hvem der havde lavet. "Men jeg kan godt lide dem. Det er faktisk overraskende sjældent at nogen spørger om dem, det tog Clara flere måneder." Sagde han.
"Hvad laver du egentlig når du nu ikke er fødevarekontrollør. Du kan da ikke lave ingenting, med mindre du selvfølgelig er con-artist og har for vane at klæde dig ud for at lokke penge ud af folk." Sagde han. Han anklagede hende egentlig ikke for noget, men det kunne måske godt komme til at lyde sådan.
"Jeg kunne egentlig også godt tænke mig at vide hvad du gerne vil med det dyr." Sagde han.

Et nomade liv ? Det slog hende at der kom flere og flere af dem.
Auriel levede også meget i hans bil, og Samanta ligeledes. Det var måske af sikkerhedshensyn , at man transporterede sig rundt ? Millicent var både tiltrukket af det løse og frie i netop den boform, men hendes grundlæggende behov for tryghed spændte en smule ben , så derfor var det vigtig for hende at have en base , et sted hun kunne søge tilbage til og finde ro - når eventyrs lysten slap op.

" Du lyder som en lærenem fyr ? "

det med at mangle skolekammerater lød noget ensomt , for at hænge ud med jævnaldrende kunne en far ikke slå- ikke når hun tænkte tilbage på alle de umulige ting hun havde fjollet rundt og lavet . Især med Amanda.
Et drillende glimt lå i hendes blik , da hun lige føjede til ...

" argh ....det gælder  ikke kun dig, det er vist sådan med alle mænd "
morede hun sig og gav ham et smil at skylle ned med.

Det lod til han kunne finde derhen , til kaffebaren, hvilke var perfekt.
Millicents nysgerrighed var dog vågnet nu, for hans redegørelse var anderledes end forventet.
Næsten klinisk. Hun havde lyttet nøje med.

" Altsår nu er jeg ikke særlig opdateret i europæisk gammel tradition , og Kasper skulle som sagt have rødder  derfra...hans forfædre for en halv milliard år siden ( eller ihvertfald længe siden ) skulle være immigreret hertil , og derfor er visse traditioner og skikke bevaret. Hele kaffe baren skulle have 'gems and tokens 'af Nordic karakter, det var et trend ...et vare mærke der gjorde at stedet skilder sig ud."

Men selv vidste Millicent ikke så meget om al det nordiske, andet end kaffen der var skøn og stedet interessant og hyggeligt at opholde sig på.

" Hvis du googler det, er jeg sikker på der er en fin forklaring på den peberkværn . ....de drak vist meget mjød,øl?"
lo hun og smilet blev bredere , da han snakkede om vaffeljern.

" Det var nok nemmere bare at blive forlovet og gift - der var INGEN der skulle sætte sådan noget op foran mit hus da ! Det er forfærdeligt " rystede hun på hovedet.

Hun lod ham tegne , og havde selv travlt med at se på et hul..altså indgangen til ventilationen.
" mmm de var meget alternative og jeg kender da også et par sange med ham, han var guitarist faktisk." Kunne hun fortælle. Men så blev samtalen sjov.
Millicent noterede sig at Evans roomie var en pige, og at der var lidt 'samtale issues'.
Hun smilede ,men pressede sine læber fast sammen.
Åh jov, hun kendte til ambivalent kommunikation. Det var når der var modsatrettede budskabet mellem det talte og det usagte- det verbale og non verbale. Men her var det ikke et spørgsmål om at undervise Evan, men mere et spørgsmål om at værne om de kvindelige privilegier og sisterhood. Så hun valgte istedet at demonstrerer det, og  kunne Evan tygge lidt på det.

" Har ingen ide om hvad du taler om der ?"

Lød det afvigende fra hende. Mænd måtte bare se at uppe sig på det punkt! Lære at lytte ordenligt efter hvad ordene betød.
Mænd skulle lære af lytte mellem linierne og de var bare ikke særlige gode, heller ikke til det- Morede hun sig i tankerne. Egenligt mente hun det ikke så unuanceret som hendes tanker små nynnede, det var bare et tegn på hun var i godt humør- og lidt fjollet.


" Yeah...hele zombie popularitionen er i vækst. Jeg har også læst nogle Classified artikler om det. Skræmmende...det er altså skræmmende, uanset hvad du siger, Evan .
Og HELT nemme kan de jo ikke være af få kål på....ikke når antallet vokser til stadighed."
Hun kastede et blik på ham. Ja ...han så ung ud. Yngre end hun ? det var svært at sige, for selv om Millicent var ældre end ham, skød folk hende i alle aldre, men når hun som nu var klædt mere stilrent , så var det klart en mere voksen fremtoning.

"17 år og 47 dage ? Nogen glæder sig nok til sin fødselsdag hva " kvidrede hun . Det var normalt kun børn der holdte sådan styr på hvor mange år OG dage de var , og Millicent  fandt  det ret underholdende. Igen noget med tal , noterede hun sig.


Nede fra kælderen kunne et voldsom larm høres. Deres vært havde fået et hosteanfald, da en pastil havde sat sig på tværs i hans hals og generede ham.
Men Millicent havde sit blik på Evan, undrende.

" du VED ikke hvordan du har fået dem ?.... Men Evan ?" Nu var hun også mistroisk og hævede begge bryn i en forbløffet mine,
Evan virkede trustworthy, så hvorfor vidste han intet og hvorfor var han ok med det?

" Det lyder da lidt....interessant. Hvad med at grave lidt i det ? De er flotte ...men måske de har  en større betydning, end bare pynt ? Du burde være lidt nysgerrig på det. Man FÅR ikke bare sådan nogen " mumlede hun og følte at hun var på kanten til at blande sig .
" åh- undskyld , men jeg er oftest som en åben bog .
Clara ? Girlfriend or roomie ?" Smilede hun .


Med en hånd kløede Millicent sig på skulderen. Hun svedte og ville snart ud i den frisk luft.
" jæger...jeg færdes mest i skove og andre områder med grønt. Jeg skyder vildt ,...bytter eller sælger det for overlevelse. " en lille stille pause. " Det var hvad jeg lærte af min far ". Lød det så og hun sukkede tungt,
Løgn var en Heavy baggage, hvorfor ikke gøre den lettere ?
" sandheden er jeg fangede den, fordi den lille fyr er værdifuld. Brugte DAGE på det.og jeg skulle mødes med en af occultas soldater for at bytte den for en cellphone med en modtager, der kunne få oprette net forbindelse, uanset hvor jeg var. Er du klar over hvor ensomt det bliver , uden selvskab...uden SMS ...uden net..  Døgn efter døgn i skove osv.?
Men en drago...en ven kom Ivejen ...og jeg bemærkede ikke at dyret var stukket af, ud af min taske" Smilede hun lidt fraværende ,da hun kort sank hen i varme minder om Argentum.....eller Jason Stark om man ville.
Hun puffede til en skumfidus og holdte vejret da et stankelbens tyndt blågrønt ben , blev stukket prøvende ud, fra ventilationen.

"Evan !"hviskede Millicent Og trak i hans bluse.

Evan kneb øjnene lidt sammen i undren.
"Er det en joke omkring den besværlige dynamik der eksistere imellem mænd og kvinder på grund af generel kønsdimorfisme og anderledes adfærdsmønstre, eller er det rent faktisk sådan du ser mænd." Spurte han.
"Min opfattelse er at kvinder generelt kan lide at omgås mænd, men at hverken mænd eller kvinder, selvom visse individer udviser generel interesse i mit arbejde eller i min person, ikke kan holde min tilstedeværelse ud alt for længe."
 
Evan smilede bare. "Google har altid svaret." Sagde han. "Men du har vel forhåbentlig nogle år endnu inden det bliver aktuelt for dig. Under alle omstændigheder virker det som et nedværdigende ritual at udstille nogen for ikke at have indgået en bestemt social kontrakt."
 
Evan blev ikke slået ud over at hun ikke viste hvad han talte om. Han var så vandt til at han var nødt til at omformulere sig at han bare begyndte at søge I sit hoved efter en anden måde at forklare det på. Han tænkte ikke at hun godt havde forstået ham, og selv var i gang med et af de spil som Clara nogle gange startede.
"Så du har aldrig mødt en person, mandlig eller kvindelig, der siger en ting men mener noget andet?" Sagde han imens han foldede nettet efter det mønster han havde udviklet.
 
 
 
Han havde sat sig til rette for at vente på at dyret ville komme ud for at tage for sig af den store bunke marshmellows som var strategisk placeret så den ikke var så tæt på hullet at dyret kunne smutte i skjul, alt for let, men var så tæt på at den ikke ville være for bange for at løbe risikoen. Santana viste åbenbart hvad hun lavede.
"Jeg har læst nogle af de artikler Classified har skrevet." Sagde Evan. "Ikke fordi jeg syntes de var specielt spændende, men stigende zombie aktivitet er tydelig for enhver der rejser meget. Det er ganske rigtigt meget foruroligende. De enkelte kan være skræmmende nok at se på, og er ufatteligt farlig hvis den fanger en uforberedt. Hvis der er en hel horde af dem, så bliver det først rigtig farligt. Så gælder det om at sørge for at de mister sporet af dig i en fart."
Evan så irriteret ud over hr. Wolfe's hoste anfald. Den larm ville afholde dyret fra at vise sit ansigt. Den kom nok ikke ud før den var sikker på at den var i sikkerhed.
Hendes spørgsmål irriterede ham en smugle. Han havde ikke noget imod spørgsmål og han var villig til at svare på langt de fleste personlige spørgsmål, men han hadede spørgsmål han ikke kunne svare på. Santana var ikke den første der havde stillet ham det. Han begyndte at overveje om han bare skulle ha' løjet og sagt han havde fået dem lavet fordi han kunne li' dem.
"Jeg går ud fra de blev lavet samtidig med min arm, mine ben og mine ekstra organer." Sagde Evan. "De har vel et eller andet formål." Sagde han. Blokaden i hans hoved pressede ham for at afværge spørgsmålet, men noget andet begyndte at presse det frem i hans hoved igen… resultatet var som altid en voksende hovedpine.
Evan smålo lidt over hendes næste spørgsmål.
"Clara er mere en slags storesøster end noget som helst andet. Der er temmelig mange der ikke tror på mig når jeg siger at hendes og mit forhold er helt og aldeles platonisk og uden romantiske bindinger. Hun bor hos mig af årsager jeg helst ikke vil dele. Hun har formanet mig mere end en gang om at jeg deler oplysninger ud som ikke er mine."
 
Evan hævede et øjenbryn. Hendes historie gav ikke rigtig menig.
"Du er jæger?" Spurte han. "Som i jæger af vilde dyr?" Det passede over hovedet ikke på den velklædte kvinde han så på. Det forklarede selvfølgelig hvorfor hun var i besiddelse af et sjældent dyr, men ikke helt.
"Hvis det er sandt, but du så ikke kaste dette i stedet for mig?" Spurte han. "Du er trods alt mere kvalificeret end jeg er, til netop dette." Han rakte det foldene net over imod hende. Evan var præcis nok til at kaste nettet, men hvis hun var jæger af sjældne dyr, så ville hun være meget bedre end han var.
Han lyttede interesseret til hendes historie om hvorfor hun havde fanget dyret og hvad hun ville bytte den for.
"Forståeligt nok. Siden det teknologiske fald har langtrækkende kommunikation været en udfordring." Sagde han. "Normalt er det nødvendigt med et mere eller mindre mobilt radiotårn for at kunne sende beskeder over lange afstande. Det er efterhånden få steder i landet det er muligt at få forbindelse."
Han fortsatte med at forklare. "Du ved jo nok at før og under krigen var disse tårne over det hele, og der hvor de ikke var kunne man altid få satellit forbindelse. Men efter at krigen havde drænet landets ressurcer og hele landets struktur gik til grunde, faldt store firmaer som Nova Technica fra hinanden. Siden har landet ikke opretholdt de store kommunikations tårne og vi har ikke længere noget rumprogram, hvilket betyder at der ikke kan opsendes satellitter." Han holdt en pause før han talte videre.
"Hvad de fleste ikke ved er at de fleste af de gamle satellitter stadig virker, men bliver kun brugt af militære enheder. Hvis man har det rigtige udstyr kan man sagtens få forbindelse med dem. Siden jeg fandt ud af dette har jeg også kunne skille mig af med mit gamle tunge radio system og bruger nu et meget lettere og billigere system. Jeg gætter ikke på at Millitsen, WFF eller Amigos syns om at jeg eller nogen andre gør det, men de har sådan set ikke rigtig noget at skulle have sagt i den sag."
 
Evan tav stille, da Millicent pegede. Han havde mere at sige, men nu var der noget andet der var mere vigtigt. Han så det lange blå lår stikke forsigtigt ud af hullet. De var endnu for tidligt for hvem end af dem der havde nettet at kaste det, de måtte vente til det rigtige øjeblik.
Langsomt men sikkert kom dyret ud af sit skul og så sig omkring. Lidt efter lidt små hoppede den på en besynderlig måde hen imod bunken af skumfiduser og begyndte langsomt at proppe flere af dem I munden.

Imens Millicent lå på alle fire og stablede skumfiduserne op i små pyramider , havde Evans formuleringer gjort det svært for hende at holde fokus.
Hun kunne mærke at han punkterede hendes funnyside og fik hendes til at glide over i en mere seriøs udgave af et svar ...

" Ironi og sarkasme , vil gøre dette i en samtale og så...så er der den sidste form hvor pigen måske er såret og ked af det, her vil hun mange gange forsøge skjule det eller passe på sig selv ved at skærme sig , og svare anderledes...du ved ' det er da okay du ikke ringede ' selv om hun måske er knust over du så let kunne undvære hende, når hun nu sad der ved telefonen og....ventede ...og udviklede en depression. " humoren var vendte tilbage.

" ....og du har ret , jeg skal ikke giftes forløbig eller forloves , jeg trives fint med bare at være mig og have verden for mine fødder" kom det hurtigt. Hun var ikke forhippet på at blive bundet og opleve de begrænsninger. Det var ikke det at holde sig til een person intimt , hun mente med begrænsninger. Der var mere at hun havde set hvordan folk fik kvalt hinanden med deres kærlighed, og hun gad ikke rigtig hverken at blive kvalt eller ende op med at gøre det selv, hellere ville hun ånde frit.Derfor var det også ekstremt belastende at hun ved et par enkelte uheld var kommet til at kysse en smule med Auriel.
Det havde vist sig uklogt, for det var meget svært at stoppe med at huske.Hun forsøgte at bilde sig ind, det sikkert var fordi han stort set var den eneste hun realt havde kysset....som voksen.

Det var svært at holde ved alvoren, når der ikke var et rigtigt problem, men kun et hypotetisk, når de talte om ambivalent kommunikation.
" en joke..." Rundede hun af, men hans spørgsmål fik hende alligevel til at tænke. Hvordan SÅ hun egenlig mænd ? Spændende, interessante, lidt umulige og ...farlige ? Hun var blevet forladt af hendes egen far , da hun blot var 6 år og den ubevidste frygt for at elske en anden betingelsløst ...og dermed få sit hjerte knust når han valgte at trampe på det og smutte...det gjorde mænd farlige, for hun kunne egenlig godt forelske sig. Millicent havde et drømmende sind. Et romantisk sind- men der var også meget distance lagt ind. Hun kiggede over på Evan, nu skulle hun se om han havde fanget pointen...

" nej? Dem har jeg aldrig mødt " sagde hun med et lille grin i stemmen og et muntret glimt i øjnene.Nu havde han fået en verbal forklaring OG en demonstration...eller to.

" Like a sister? Jamen hvorfor ikke ? Har i kendt hinanden længe da, måske kan Clara huske noget om dem så ?" Brød en ny byge af spørgsmål ud, da hun ville vide mere. Hans tattoveringer klædte ansigt og form, det var lidt af et held, nær han ikke selv var designeren bag.


" Hvorfor tror du de kun kan holde dig ud i kortere tid ? ...og hvordan har du det selv med dem, de personlige relationer ? Kan du holde andre ud ?" Hun rettede sig op og sad på hug, med numsen mod sine hæle og hænderne i sit skød.
Hun gned dem mod den alt for tætte nededel, der var særdeles uegnet til at kravle rundt på et gulv.

" Ja...jeg ..." Hvorfor lød det så forkert , når det kom ud af hans mund ?
" jeg nedlægger dem ikke for sportens skyld. Jeg tager kun de umuteret dyr, fra de mest friske områder. Og jeg enten bytter dem eller sælger dem, for ting vi mangler til overlevelse, min mor og jeg. Et håndværk min far lærte mig" uddybede hun .
Hun greb det net han smed og holdte det lidt op.
" Jeg er skytte ...bue og pil, ikke en rodeocowgirl, men jeg skal da nok forsøge" smilede hun.

Millicent havde et par spørgsmål om kommunikationen og dét at opsnappe samtaler , men det måtte vente da Millies besluttede det var dessert tid.
Millicent blik fulgte den bevægelser og da han endelig var ude , og nettet burde kastes - sad hun som hypnotiseret og så på de hamster kinder som den nu havde, udover de klistrede skumfiduser der stak ud af dens mund. Et sælsomt sjældent syn.
Hun kom dog til sig selv , og fik svinget nettet over den,med en ok præsition.
Først kunne man se den lille fyr stivne. Dernæst tabte den en stor skumdit ud af gabet, da den stak intet hyl. På samme tid, så det ud til der var et grønblåt lem i næsten hvert maske hul i nettet- da den satte i en brav og tapper kamp og sprællede til en ol guld medalje.
" øøhhh du tager den !" Sagde Millicent og puffede til Evan.