The truth you will find within children (Dust + Vanillia)

Sted: I en lille total forladt by ca 30 km væk fra robotdoom city.
tid: Tidlig morgen.
Vejret: skyer men ikke totalt dækket.
Årstid: efterår.
Gamemaster: Vanillia.

Den eneste ting, der rigtigt syntes at være i live i denne noget så forladte og ødelagte by, var vinden. Som et løbende glad barn strøg den sig igennem gaderne indtil den valgte at sno sig omkring den eneste menneskelige skikkelse i byen, som hvis den havde været en kat der havde længtes efter selskab. Men lige meget hvor meget den fik skikkelsens jakke til at blafre i toppen af byens vandtårn, og selv med dens kærtegn der blidt legede med det ravnsorte hår, så kunne den ikke tage skikkelsen blik fra en dyster by i det fjerne.... Robotdoom city
Endelige troede vinden, at den havde fået hendes opmærksomhed, da hun rejste sig op, men den måtte hurtigt konstantere, at nu valgte hun bare og stå og kigge i den anden retning.
Et smil glid frem på det kvindelige ansigt, men som var endnu halvtskjult bag en sølvmaske, der dækkede halvdelen af ansigtet, men det ikke gyldne øje under masken. Der var intet at se i den fjerne horisont, men hun behøvede skam heller ikke sin sesans for at vide, at Dust var på vej på hendes opfordring.
En blidt nappende smerte i Nikitas led bevidnede, at hun havde brugt en stor del af natten på at sidde deroppe i tårnet med de friske efterårsvind, hvilket fik hende til at lave nogle strækøvelser, mens solen var ved at stå op. Selvom denne verden ikke var, som den engang var, så har den altså sine smukke øjeblikke
Tænkte hun for sig selv, da blikket faldt på den smukke øde solopgang over det steppe og ørken landskab, som øje rakte. Men opmærksomheden faldt nogenlunde hurtigt på kontrasten til den smukke solnedgang... Fjerne by i horisonten.. Vanillia kunne ikke selv forklare det, men robotdoom havde altid givet hende gysen, selv på så lang afstand som dette. Hun var ikke selv i tvivl om, at der lurede noget under byen, noget der var langt værre end de mange rygter om de store anomalitetsrobotter der vandrede på overfladen. I sit lange liv havde hun mødt en sjælden gang voldsom stærk magi, noget der ville få enhver dødelige til at krybe i frygt og/eller ærbødighed for dens magt, især pga magis oftest unaturlige fremtræden. Men det havde aldrig givet hende så meget gysen som det der måtte gemme sig under byen.... som ikke var af levende eller magi...
Et næsten uhørligt brag i det fjerne tog hendes opmærksomhed og fortalte hende, at længere imod nord ved Icesitom havde noget af den massive isgletsjer knækket.

Hvad var det som, så havde gjort, at Vanillia havde kaldt Dust til sig. Jo det var pga en mission. En mission som skulle have været simpel men samtidig med den lave dusør ville enhver have takket nej, også fordi moderen havde været så overbevidst om at barnet, som var det, som Vanillia skulle finde, var endnu i live... Knap de færreste kidnappede eller forsvundne børn har særlige gode odds for at overleve. Missionen havde dog vist sig til at være meget mere besværligere end som så, hvis spor havde ført hende til denne her forladte by. Hun var personligt ikke i tvivl om, at barnet var her... Hun kunne føle det. Men hvor og om i live eller død? Det vidste Vanillia ikke.
Derved havde hun brug for sin skytsengel... Eller hvis man nu kunne kalde ham for det... Et par flashbacks for forbi Nikitas bevidsthed. Så meget var sket. og hun havde endnu langt fra vænnet sig til det.

Nå Dust end nåede byen ville han tydeligt hurtigt se, at Vanillia stod oppe i vandtårnet i sit sædvanlige praktiske bountyhunter tøj og med en shotgun på ryggen.
Der var ingen tvivl om, at der sådan set ikke var en levende sjæl her i byen undtagen Vanillia og en anden ung sjæl. Men der var nået mytisk over fornemmelsen af denne anden sjæl. Den var ej så tydeligt som de sjæle, som var i en krop og pulsrede med liv. Men heller ikke så tydelige som en fritgående sjæl, hvis bånd til legemet var væk.
Det var svært at lokalisere, hvorfor sjælens kilde var, nu hvor den var så utydelig, selv for en reaper som Dust.

//husk jeg er gamemaster :) jeg har planlagt et plot, så find ikke på alt muligt til emnet//

En øde by, er hvad denne engang så hyggelige by var blevet kaldt, i umindelige tider, til trods for at den indtil for nogle måneder siden, ikke havde været helt så øde endda. For nogle måneder siden, havde Dust besøgt denne lille by, i blot nogle enkelte dage, for at hjælpe de sjæle der havde været her så længe, at de for længst havde mistet deres tidsfornemmelse, og var blevet til en samling triste skygger, af hvad de engang var, dengang de stadig havde været i live. At Dust så skulle vende tilbage hertil, var som han så det, ikke i et embeds foretagende denne gang, men derimod fordi hans kære skytsvæsen, og som han så det hans øjesten, havde tilkaldt ham fordi hun havde brug for hans assistance, til en eller anden mission der omhandlede et barn.
Dust havde selvfølgelig valgt at komme med det samme, da han altid kunne finde tid til hans øjesten, så derfor havde han rettet næsen mod hende, og han brugte deres forbindelse, til at pejle ind på hende, som en gps med en indtastet retning, eller hvis han var et kompas der pegede direkte mod Vanillia.

Selv på åndernes plan, blæste vinden sig rundt i søgen efter en legekammerat, men lige som hos Vanillia, kunne vinden heller ej finde en ven hos Dust, selvom den blæste gennem den sorte long coat, og legede med cigar røgen, før denne røg blev spredt og opløst i vindens dansen. Dust bevægede sig tit gennem åndeplanet, når han skulle rejse over større afstande, da tiden på det fysiske plan, bevægede sig langsommere end tiden på det åndelige plan, så hvis han gik en time i åndeverdenen, var der måske kun gået en halv time til 3 kvarter, på det fysiske plan, så han kom hurtigere frem på denne måde.
Da han nåede frem til den lille flække af en forladt by, behøvede han ikke rigtig at se sig omkring, for han kendte allerede byens overordnede udseende, og med hans pinpointing på Vanillia, sammen med det faktum at hun stod så synligt for ham, kunne han ret hurtigt finde hende. I takt med at han nærmede sig hende, burde hun nemt kunne mærke hans nærvær, og langsomt blev hans krop også varmere, i takt med at hans følelser lige så stille blev vækket igen. Det var kun Vanillia der kunne gøre den slags ved ham, så selv uden deres stærke forbindelser og bånd til hinanden, kunne denne kropslige reaktion fra hans side af, sikre ham om at hun virkelig var hans øjesten. Han kom hurtigt op til hende, og trådte ud af åndeplanet, så hun kunne se ham på det fysiske plan, og siden han stod med ryggen mod hendes, kunne hun sikkert mærke skaftet af hans le mod hendes ryg, lige som han kunne mærke hendes skyde våben mod hans egen ryg.

"Hej min kære øjesten! Har du stået her og tåget længe, i din venten på mig? Hvad var det helt præcist, du kaldte mig hertil for?" spurgte han mildt, og drejede hovedet mod hende, mens han smilede varmt, med hans cigar siddende i mundvigen. Han tog et hvæs af cigaren, og pustede røgen ud, så den liflige duft lige kunne nå at berøre deres omgivelser, før vinden tog den med sig i sin legen "Hvor ser du skøn ud, her i morgens første solstråler!" Dust der så verden som var den bygget af lys og aura, så Vanillias sande form presset ind i en menneskelig skikkelse, hvilket gjorde at hendes skikkelse i hans øjne, havde en meget mere tydelig og klar aura farve. Men som alt muligt andet stærkt, så havde denne evne til at se alting i lys sin ulempe, og for Dust var ulempen den, at evnen startede som en aura genkendelse, der så endte med at gøre ham blind, for at evnen kunne overtage øjnene, og gøre at han kunne se som han gjorde. Aldrig kunne han se verden normalt igen, ikke engang hvis han lukkede øjnene ville lyset gå væk, hans higen efter at se mere lys, havde kostet ham evnen til at se normalt mørke.

Ja øjnene ville ikke have haft givet hende den mindste clue om Dust's ankomst, men deres bånd imellem gjorde jo, at hun selv havde en knivskarp GPS fornemmelse for, hvor han var, selvom i åndeverdenen var den meget svagere at lokalisere. Men sådan et aurafyldt væsen som ham, så kunne han ikke helt skjule i skyggeverden for Nikitas noget mere forfinede sanser, som desværre til hendes egen frustration var på sådan en lav styrke i hendes fangede krop.

Et skævt smil var den første respons, da hun mærkede den store mandelige skuldre imod sin ryg. Selvom den underlige døde og kølige aura fra hans nye samlede våben ville være ubehageligt for mange, især så tæt op på ens ryg, så var Vanillia langt mere glad for hans nye våben i stedet for hans gamle chakraædende og "talende" bæst af et våben, som han ellers bar førhen normalt på.
Øjenlågene faldt let i, hvor samtidigt løftede sig et kærligt smil på hendes læber.
"Du burde vide, at jeg aldrig nogensinde spilder min tid med at sidde og tåge
Hun vendte selv om efter at have sagt den bemærkning, og at hun havde mærket, at han havde vendt sig. Et lynhurtig strøgtanke skar igennem hendes sind med et altopslugende opmærksomhed Han ser min maske... skjul den!
Men modsat alle de utallige tilfælde hvor den tanke havde besøgt hende, så havde hun ingen intensioner på at skjule det meste af hende selv for Dust. Dertil gjorde det, at det blide og endnu svage morgenlys legede forsigtigt i de lilla skæl på hendes blottede hale.
Heldigvis for Dust var Vanillia sådan en garvet bountyjæger, at hun forlængst havde vænnet sig så meget til lugten af røg, at hun ingengang kunne huske sidst, hvornår det havde haft irriteret hende.
"Ja det er jo nemt nok at sige, når du er blind
Sagde hun drillende men indså hurtigt, at det nok ikke var sådan en passende joke. Det er syndt for ham... gid at jeg kunne rigtigt hjælpe ham tænkte vanillia lige, før hun hurtigt skiftet emne for at undgå at gøre situationen mere akavet. Hun prikkede på Dusts næse på en drilende måde og sagde
"Du skal jo selvfølgelig hjælpe med at finde den kære forsvundet barn, som jeg jo har haft fortalt dig om."

Enhver ville nok blive forskrækket over Vanillias næste handlinger, men Dust som jo kendte til hendes evner ville ikke have grund til bekymring. En udefrakommende ville sikkert have haft troet, at Vanillia lige havde sagt farvel for derefter at foretage sig det sidste skridt.
De forskellige farvede øjne lukkede glædefuldt i, mens hendes krop hurtigt mærkede, hvordan det var at være under tyndekraftens evige stærke magt.
I et øjeblik ønskede Vanillia, at hun var en kat. De kunne jo elegant falde ned i den mest afslappende måde og nyde hver eneste milisekund af den ca 20 meter høje fald.... Det var jo næsten som at flyve.
Da øjnene åbnede op så lyste hendes begge øjne tilgengæld fuldkommen op og for Dusts auraøjne ville han uden tvivl se, at hun brugte noget af sin magi.
Vinden, som ellers var det mest frie og anarkistiske barn i verden, befandt sig i en situation, som den var en fri ulv der pludseligt fik en kæde om dens hals og trukket i den modsatte retning. Hvad kunne nogensinde styre vindens vilde frihed?... svaret var noget så simpelt som en differention mellem kulde og varme

Fødderne ramte jorden blidt, hvorefter hun kiggede oppe efter dust. Mange år havde det taget hende er perfektionere hendes evne. Især med kun det lille manadepot som hun havde, så for at undgå at spilde for meget energi måtte hun i lang tid indøve en voldsom god koncentration og den rette kombination af temperaturforskel i form af højtryk og lavtryk til at skabe vind.
"Føler du det ikke? en tilstedeværelse her af et levende væsen?"
Vanillia så studerende på sine omgivelser, før overkroppen pludseligt dog under fuld kontrol vendte nedad, hvorefter hun lagde øret imod den asfalt, som var næsten mere skrøbelig end et materialet af et sandslot.
"Det føles næsten, som om at denne person befinder sig nede under os. Men jeg ved det ikke, jeg kan i hvert fald ikke lokalisere hende og jeg håbede med dine skarpere evner, at du måske på forhånd kunne sige, om hun var levende eller død, og så finde hende"
Hun så forventningsfuld på Dust, da hun vidste, hvor magtfuld han var blevet siden den dag på Las Vegas' tag, hvor de to havde stødt ind i hinanden. Noget i hende nagede hende, Gid at hun havde adgang til sit oprigtige jeg! så ville det ikke have haft været et problem

Der var ingen tvivl om, at der var en anden person her i byen. Men som sagt var "signalet" fra sjælen stadigvæk meget svag. Hvis det havde været en mobilsignal, havde mobilen forlængst sagt, at der ingen signal var, så svag og flyvsk var den.
Vanillia kiggede med sammenknebet øjne på sine omgivelser, Mine intuitioner siger, at denne pige ikke er i live eller i såfald ikke i en bevidst tilstand, før hun valgte at træde ind foran Dust og ligge sine hænder på hans brede skuldre. Der var ingen tvivl om, at faktisk betød denne mission en del for hende.
"Har du måske en metode til at kalde sjæle til os? Det ville nok gå langt hurtigere og være effektiv i stedet for at gennemsøge byens ca 800 bygningers underetage og kloak også."[/i][/i]

Den ændring som hun selv kunne mærke ved hans våben, som hun fandt mere behagelig end Samehada alene, var måske når det kom til stykket en forståelig ting. Dust kunne godt huske, hvordan hun havde haft det med Samehada, den første gang de havde mødtes, efter han var kommet tilbage til deres tid, som de 7 sværds mestre, og man måtte sige at følelsen af sværdene var langt anderledes, som de var lige nu i le form, end de var når han brugte sværdene, for når våbnet var i le form, var auraen og magien fra hvert sværd, reduceret ned til kun en syvende del af deres normale styrke, for at de kunne harmonere i denne samlede form. Dog hvis han brugte en af de syv sværd, ville det sværds aura og magi, være den dominerende og derved den man kunne observere, og spore hvis det var det man prøvede på.

"Nej du sidder og tåger aldrig på samme tid, det sikkert derfor du står op, så du kan stå og tåge i stedet!" sagde han drillende, og vendte sig om mod hende, så de stod ansigt til ansigt med hinanden. Han så ind i de smukke øjne, der havde hver sin øjenfarve, og strøg roligt en hånd hen over hendes blottede kind. Et smil på hans læber indikerede, at hendes bemærkning om hans blinde øjne, ikke var noget der gik ham på, men derimod noget han fandt lettere morsomt. Da hun prikkede ham let på næsen, kunne han godt ane noget over hende, noget der indikerede at hun egentlig gerne ville hjælpe ham, og at hun ville undgå en akavet situation, ved at fortsætte samtalen, over i et andet spor "Jeg ser ikke verden som de seende gør, men de seende ved ikke hvad de går glip af, når det gælder hvad jeg i virkeligheden ser! Alting udsender en form for aura, og jeg ser disse aura som formet lys! Når jeg ser på andre væsner, kan jeg se deres udformning lavet af lys, men når jeg ser på dig, ser jeg noget meget smukkere! Jeg kan ænse din sande form, gemt indenunder din menneskelignende fængsels skikkelse, og jeg må sige jeg har aldrig set noget smukkere end dig, min kære øjesten!"

"Nå ja, det var den der lille pige der! Du har også altid haft sådan et blødt hjerte, når det kom til opgaver, der omhandlede forsvundne børn! Men jeg beklager mig ikke, et blødt hjerte for de små væsner, tyder jo på at du er et kærligt væsen, når det kommer til stykket!" tænkte han højt, og prikkede til hendes næse med hans egen, for at drille hende lidt igen, efter hun havde prikket på hans næse. Han så uden bekymringer på, mens hun hoppede ned fra det tag de stod på, og fulgte selv trop, ved at hoppe ud over kanten af taget, med fødderne først.
Han kunne sagtens vælge at bruge sine vinger, hvis det var det han ville, da det trossalt var hans måde at trodse tyngdekraften på, og han kunne bruge dem til at lave en let nedstigning, men han valgte at lade vær. Med den ekstra mængde styrke han havde i kroppen, i forhold til andre almindelige væsner, som han var beslægtet med, så kunne han sagtens klare landingen fra den højde, som de havde hoppet fra, ved at bøje i knæende når han landede, samt ved at bøje sig helt ned når han landede på fødderne, så han kunne lægge en hånd mod jorden, før han fik overbalance. Dust havde altid været lidt voldsom mod sig selv, og sådan lidt overgearet og over dramatisk udadtil, så der var vel ikke noget at undre sig over, at han gjorde den slags ting. Og lige som så mange andre i denne verden, samt verdenen i sig selv, så var Dust da også lidt tosset, så det var nærmest til at forvente, at han til tider gjorde tossede ting.

"Jo jeg kan godt mærke det, der er et væsen her i byen der ikke burde være her, men på den anden side, er der noget i mig der siger mig, at det er meningen hun skal være her! Det er som regel ikke et godt tegn, når jeg har den følelse!" sagde han roligt, stadig med sin hånd mod jorden, som om han brugte sin hånd til at observere, lige som Vanillia brugte sit øre til det "Hvis du kan give mig hendes navn, kan jeg fortælle dig om hun lever eller ej! Siden jeg er den eneste grim reaper her på jorden, står hendes navn sikkert i min reaperbog, og hvis hun er død eller døende, bliver hun flyttet op på første side, når nu jeg er så tæt på hendes fysiske legeme!" han tog hvad der lignede en mini bog, frem fra sin inderlomme i hans long coat, sugede ind på sin cigar, og pustede på bogen med røgen, hvilket resulterede i at bogen voksede op, til en størrelse der var halvanden gang større, end en gennemsnitslig bogs størrelse. Han så op på hende, da hun spurgte ham om han havde nogen teknikker, der gjorde at han kunne kalde en sjæl til ham.
"Jeg har flere måder, hvorpå jeg kan spore sjæle, eller tvinge dem frem på, men hvis hun ikke er død endnu, ville det bedste nok være en sporing! Jeg har en eliksir jeg kan drikke, som tuner min sjæle spore så jeg kan finde vej til hende, lidt lige som et kæmpe adrenalin shot direkte ind i min sporings åre, men den vare ikke så længe!" sagde han roligt. Han så ventende på hende, da han stadig gerne ville høre, hvilket navn han skulle lede efter i hans bog.

Vanillia lyttede til hans ord og bare nikkede anerkendende til hans ord, men det var stadigvæk indirekte tydeligt, at flere tanker rumsterede i hovedet på hende, dog uden trang til at slippe dem løs.

"kærligt væsen?"
Vanillia smagte på ordene, som virkede abstrakt for hende. Hun anså ikke ligefrem sig selv for at være et kærligt væsen. Et lille fnys afspejlede hendes tanker. Selvfølgelig havde hun ikke noget had som dusts, før han undergik sit sidste ritual før "genoplivningen". Men mennesker og andre menneskelignende væsner havde hun ikke så meget til overs for... For primitive.. for onde... for barbariske...
Den kvindelige ben foretog sit et par skridt mens hun kiggede sig omkring. I sin tankegangs illusion følte hun, hvordan hendes krop gled fremad med massive kløer og muskuløs krop. De stikkende reptil øjne var ikke til at tage fejl af... Nej et forvokset firben var just ikke et kærligt anlagt væsen
Tænke Vanillia med et bittersødt smil, mens hun tydeligt genopleve de få gange, hvor hendes krop havde fået sin fulde udfoldelse.

Da de begge var på jorden, så prøvede de usjælelige væsen uden legeme at igen få fat i de begges opmærksomhed. Men den kunne lige så godt have haft strøget omkring en sten med den manglende respons.
De forskellige farvede øjne så meget nysgerrigt med, da dust fortalte om sin bog og hans andre metoder. Efter hans forvandling og hans nye job, så havde de to ikke rigtigt haft mødt hinanden.
Kunne jeg faktisk ikke selv have haft klaret missionen, behøvede jeg virkeligt ham?
Tænkte Vanillia hurtigt for sig selv, men tanken blev voldsomt skubbet væk af den store opmærksomhedskrævende nysgerrighed for Dusts metoder.

"Hendes navn er Fie Lir Anderson
Sagde Vanillia monotont.
Pludseligt fik vinden endelig nok deres begges opmærksomhed, men det var skam ikke, fordi den legede med dem, tværtimod, den var pludseligt forsvundet. Enhver menskling med ingen erfaring med det overnaturlige ville nok mærke sine nakkehår rejse sig over denne kølige og uhyggelige fornemmelse. For Dust var det jo mere end en hverdagsting og for Vanillia havde hun stødt på langt mere unaturlige ting end noget så simpelt som et harmløst spøgelse.
Uden tvivl havde lyden af hendes navn vækket barnets opmærksomhed, som nu var dukket op i en spøgelsesform ca 5 meter foran dem. Men noget var anderledes! noget som måske Dust en sjælden gang imellem havde oplevet- Når en sjæls krop ikke var død, men ej direkte i live... En komaramt krop. Der kunne ånden nogle gange vandre en smule. Det ville dust uden tvivl tydeligt kunne se ved de "energi"kæder/Forbindelse til noget, som var under jorden et eller andet sted.
Men Dust var ikke den eneste, som havde et alternativt syn. Noget som faktisk ingen vidste end Vanillia selv, da hun ikke selv havde fortalt dust det, der var just ikke særligt meget en grund til det. Så var hendes drageøje udstyret med en porcentdel af det rigtige drageøjes egenskab. Det var noget, som mindede lidt om dusts egenskab, at nemlig kunne se aura. Dog var det så uskarpt for Vanillia, at hun sjældent kunne bruge det alene til noget, men med hendes indre 3 øje var det et godt værktøj i kombination med dette.

Den 12årige pige var iklædt i en patientlignende klæde, det brune hår stod ud fra hovedet via to smukflettede rottehaler. Man var ikke i de mindste i tvivl om, at barnet havde ingen realitetssans for hendes situation. Hun så nysgerrigt og alligevel skræmt på de to foran sig, hvor småklynk lød fra hendes strube.
Vanillia kunne dog intet se af barnets udseende eller høre hende, men kunne fornemme hende tydeligt nu og kunne indirekte se hende i form af et "sløret" og lysere område lige der, hvor hun stod.
"Hjælp mig.... jeg kan ikke finde hjem.... jeg.... Pigen hulkede kort. "jeg kan ikke finde min mor
De blå øjne med sorte rander stirrede fast på dem begge med en bedende intensitet. Vanillia synes at kunne skimte hende tydeligere pga spørgelses stigende intensitet i dens følelser, som kunne mere manifestere sig på det fysiske plan.
De tofarvede øjne vendte op imod Dust, da hun kunne ikke gøre meget lige nu.

Hendes stemme var som en beordrene vind, der strøg sig om bogens sider, og fik den til at bladre, da hun sagde barnets navn, men den blaffede kun et par gange frem og tilbage, som om den lige skulle finde hende og placere hende, før den fastsatte sig på en side, ikke særligt langt fra forsiden. Der var et billede af hende, og ved siden af billedet stod hendes navn, samt nogle kryptiske tegn. Den observante og lærte, ville med blot et kig på disse tegn vide, at det stod på enokisk, og det virkede som om Dust kunne læse og forstå disse tegn, som var det hans naturlige sprog.
"Hmm side 9, ikke en behagelig side at være placeret på, når jeg er i nærheden! Side 5 til 9 er de komalagte klienter, der er tættest på døden inden for min radius, de kan have en chance for at overleve, men den slags er.... Minimal...!" han afsluttede sin sætning sådan ret halvhjertet, da han havde opdaget tilstedeværelsen, af Fies komabundne ånd. Han var selvfølgelig straks bevidst om hvad der foregik, da han lige havde skimtet hendes data i hans bog, så han lukkede bogen igen, så man kunne se det nydelige læderbind, med de uhyggelige enokiske rubin tegn på. Bogen blev lille igen så han kunne gemme den væk igen, før han tog nogle skridt frem mod Fie, gik ned i knæ ved at sætte det ene knæ i jorden, og med et varmhjertet smil på læben, prøvede han at snakke med hende.

"Du må være Fie ikke sandt?" sagde han let spørgende "Mit navn er Dust, og den søde dame bag mig hedder Vanillia! Vanillia har snakket med din mor, og hun har taget mig med herud, så vi kunne finde dig, og bringe dig sikkert hjem igen!" man kunne godt høre og mærke på Dust, at det her ikke var hans første gang, hvor han var i kontakt med så ung en sjæl, han virkede meget ærlig og åben, for ikke at glemme godhjertet overfor Fie, som om han ikke bare så på endnu en sjæl der skulle sendes videre, men så på et rigtigt levende væsen, der fortjente respekt og at man behandlede dem godt.
"Vanillia og jeg skal nok gøre vores bedste for, at du kommer hjem til din mor, jeg har bare brug for at du hjælper mig med noget!" sagde han mildt, og rakte let sin hånd frem, så Fie kunne tage den hvis hun stolede nok på ham til at gøre det "Jeg har brug for at du tager min hånd, og fortæller mig hvad du ser omkring dig! Og så må du ikke være bange, for vi vil gøre alt hvad vi kan for at hjælpe okay? Kan du gøre det for mig?" han vidste at i så ung en alder, og med den situation hun var i, så kunne det sagtens være, at Fie slet ikke var klar over at hun havde en ud af kroppen oplevelse, og hvis det var tilfældet så ville det først gå op for Fie, at hun ikke mentalt var i det rum som hun var i fysisk, længere, når hun så sig omkring og så på sine omgivelser. Udover at det kunne skabe tillid mellem dem, at Fie tog Dust'es hånd i hendes, så kunne denne kontakt mellem dem også gøre, at han kunne mærke hvorhen hendes bånd til hendes krop, egentlig ledte hen, og hvis han vidste hvor de ledte hen, så kunne Dust nemt finde hendes krop.

"Har du noget køretøj med dig herud? For vi får nok brug for det, når vi skal afsted igen, jeg noterede mig af at Fie, ikke har haft det helt nemt efter hun forsvandt, og hun får sikkert brug for læge hjælp hvis vi overhoved, vil i nærheden af at prøve at redde hendes liv!" tænkte Dust til Vanillia uden at rokke sig ud af den position han var i, da han forsøgte på at kommunikere med hende, uden at gøre Fie nervøs eller mere bange end hun allerede var. Han vidste hvor skrøbelig et barn kunne være, i denne slags situationer, så det var meget vigtigt for Dust, at Fie kunne forholde sig i ro, og finde tryghed ved nær været af nogen, der ville hjælpe hende og passe på hende.

"komaramt.... Det ville forklarer, hvorfor hun er så svær at fornemme"
Sagde hun undrende, mens hun funderede over, hvordan hun kunne være komaramt... hvad er der dog sket? Vanillia tænkte tilbage på de informationer, som havde ledet hende herud. En ældre herre med en robot var sidst blevet set sammen med hende i retningen af her.... Plus nogle rygter om selv samme mand og hans robot boende i en lille by ikke langt væk fra robotdoom city

De små børnearme slyngede sig omkring kroppen i et trøstende forsøg for at øge hendes egen tryghed. Som spøgelse kunne hun tydeligt fornemme, at de to foran hende ikke var normale mennesker. Men de så skam heller ikke normale ud. Men hvem gjorde også det i denne her verden.
Vanillia prøvede at smile kærligt i den retning, hvor hun fornemmede pigen, da Dust præsenterede hende for pigen. Vanillia kunne godt lide, hvad hun så. selvfølgelig vidste hun, at det var påkrævet af Dust, at han skulle være sådan for at lokke sjæle til sig. Men alligevel... måske ønskede Vanillia bare en illusion af at Dust virkeligt selv var et oprigtigt kærligt væsen.
Det skræmte ansigt forvandlede straks, da hun hørte, at vanillia havde talt med hendes moder.
"Moder! Du har talt med min moder!? Hun kiggede på Vanillia, men Vanillia havde ingen jordisk chance for at høre, hvad hun sagde. Et par skridt gik pegen hen imod Vanillia, før hendes stemme lød igen.
"Hvor er min mor!!? MOOOR, HVOR ER DU!"
De små pigefinger borede sig dybt i hendes hår, da hun tog sig hovedet og begyndte at hulke af frustration. Med en næsten hviskende stemme, hvor de små barnelæber synes at være blå.
"jeg føler mig så kold moder.... så ensom."
Til Vanillias overraskelse så hørte hun stemmen, men var så utydeligt, at det var svært for hende at høre det. Det fik hende instinktivt til at gå tættere på pigen, der hvor hun fornemmede hende og bukkede sig ned.
"Fie.... Jeg forstår, hvordan du har det lige nu, som nok er det mest forvirrende øjeblik i dit liv. Men Hun kiggede over skuldren og så på dust, før hun så tilbage. "Jeg kender din moder, hun har tiltroet mig denne opgave at finde dig. Så mig kan du stole på. Og jeg ved, at min ven måske kan se en smule stor og farlig ud. MEn han kan stoles på, eller i såfald kan du stole på, at jeg stoler på ham.
prøvede hun at sige så overbevisende som overhovedet muligt.

Pigen så på Vanillia med tårerender, der bare gled konstant uden at hun blinkede det mindste. Derefter løftede blikket sig hen på Dust, som stod der på knæ, som det mest fredsommelige væsen på jorden. Pigen rømmede sig og sagde.
"For moders skyld"
Forsigtigt med stadigvæk den ene arm krammende omkring sig selv gik hun med løftede arm en imod Dust. Hun lagde sin spøgelseshånd i dusts  og pludseligt blev linket tydeligt, hvor det syntes at være, at hendes kæder til hendes fysiske legeme direkte førte til underetagen af en lille kontorbygning kun 20 meter fra dem. Men da kontakten blev tydeligst, så blev pigen selv klar over det og fornemmede tydeligt, at der var et eller andet meget galt med hende. De små gips fra hendes strube fortalte mere end tydeligt, at hun var hyperventilere i panik, en ellers fysisk reaktion som alligevel blev taget med i det psykiske legeme, når det var så indlært i bevidstheden.
"er jeg.." Pludseligt blev hendes psykiske legeme meget utydeligt og fuldstændigt gennemsigtigt og man var ikke i tvivl om, at hun var igang med at forsvinde tilbage til sit legeme. "død?"
Det var det sidste ord, før hendes sjæl blev hevet tilbage til hendes legeme et eller andet sted under bygningen.
Pigens panik osv havde været så stærk at hendes afspejling af hendes psykiske legeme havde manifesteret sig på det virkelige plan og derved havde Vanillia set det hele med hvordan hun forsvandt.
Da spøgelset var forsvundet, så legede vinden igen med deres omgivelser og deres tøj og hår.
"dødede hun?"
Vanillia kiggede omkring sig hvor hun derefter lukkede sine øjne.
[color=white"Nej jeg kan endnu mærke hende... Men nåede du at få nogle informationer ud af hende?[/color]
Vanillia så meget forventningsfuld på ham som blev ekstra afspejlet ved, at hun tillod sig alternative øje at bliver synlig undermasken i den rette vinkel, da hun ellers normalt havde sådan en indgroet vane med at skjule det.

"Jeg ankom her med min hjullei, så jo jeg kan nemt transportere hende væk og hen til hjælp."
Ville det være nok? Vanillia kiggede i 3 retninger. Den ene var i retningen imod den nærmeste, hvilket var Korsoer. Men den var kun en mindre flække uden nogen rigtig gode læger. Derefter var der Louisville. Men selvom man nemt kunne finde læger der, så var kvaliteten just ikke top prioritet. Den sidste var Armarillo. Men den lå ca 500 km væk herfra.
[color=white"Det ser ikke godt ud, hvis hun virkeligt var i en situation, hvor der er påkrævet akut lægehjælp"[/color]
Sagde hun sine tanker højt uden direkte at henvende dem til Dust.

Dust brugte deres forbindelse, til at gentage hvad den lille pige sagde, da hun virkede mere til at henvende sig til Vanillia end Dust, da hun snakkede om hendes mor, og kaldte på hende. Dust ventede pænt bag Vanillia, da hun prøvede at overtale Fie, til at stole på dem, og det så ud til at virke, for Fie valgte at tro på dem for hendes mors skyld, men det var så også ved at være nu de blev uheldige, for nu nåede de til det tidspunkt, hvor det gik galt.
Idet hun tog imod hans hånd, kunne Dust med det samme mærke hendes sjæls bånd, til hendes fysiske legeme, så nu vidste han præcis hvor han skulle lede efter hende, for at finde hende. Men det var så også omkring der at det gik op for hende, at Fie ikke befandt sig det samme sted, som der hvor hendes krop var, og det fik hende til at hyperventilere og blive bange. Hendes sjæl flimrede og forsvandt tilbage til legemet, og Dust var ikke langsom om at komme på benene, han lagde sine hænder på Vamillias skuldre og så hende i øjnene, mens han snakkede til hende.

"Idet hun rørte mig, fandt jeg ud af præcis hvor hun er henne, men vi har fandme travlt nu, så der er ingen tid at spilde!" sagde han lettere overhastet, før han styrtede mod den kontor bygning, som Fie var indeni. Han brugte deres forbindelse til at tale med hende, da han ikke fandt det nødvendigt at spilde tiden, med at bruge flere minutter på, bare at stå og tale med hinanden direkte "Skynd dig at hente dit køretøj, og knald den op foran kontor bygningen, så skal jeg nok få hende ud! Jeg kender nogle enokiske formularer, der måske kan give Fie og os noget mere tid, til at redde hende, men vi må skynde os så meget så muligt!" tænkte han til hende, før han smadrede et vindue, ved at hoppe ind igennem det, så han kom ind i bygningen. Han var ikke så interesseret i, om han kom til skade eller ej, lige nu var Fie målet og hun var det vigtigste.

Dust greb en af glas stykkerne fra den ødelagte rude, før han fortsatte længere ind i bygningens mørkere indre. Han syntes ikke han havde tid til st lede efter døre og trapper, så han greb sin le, der straks forvandlede sig til Kubikiribocho "den halshuggene forskærekniv" så han kunne skære et hul rundt om sig i gulvet, og derved blive ført videre nedad, til etagen under ham. Han var sikker på at Fie befandt sig, omkring midten af det rum hun var i, så han sørgede for at når han skulle nedad, var han ude ved væggen, så han ikke lige pludselig smadrede ned i hovedet på hende.

Vanillia blev ej pludseligt skræmt af, at dust reagerede pludseligt for det første, fordi hun allerede havde kunne mærke på ham, hvilken slags type beskeden var, for det andet selvom hun just ikke var et væsen, der normalt lystrede andre, så vidste hun godt, hvad man skulle gøre, når lortet brændte på... Kæft.. trit...og retning!
Fødderne satte straks i jorden og med benmusklernes indbyggede fjedreeffekt sprang hun fremad i en flydende løbende gang imod sit køretøj lige nogle gader væk. Hvad der gjorde hendes løben ekstraordinært var, at hendes skridt var halveret i forhold til det påkrævede. Vinden var atter igen bundet til en mester, som den før troede var dens legekammerat.
Det løse overfladiske sandt fandt sig selv for en kort tid at blive hevet op af luften af den tvungne vind.

Dust ville være nødsaget til at skære sig vej ned i 3 underetage.. først en almindelige underetage til lager osv for en kontorbygning. Derefter den rigtige kælder med fyrrum og andre strukturelle vigtige ting for bygningens egenskaber. Angiveligt skulle dette være den sidste etage, sikkert meget søgen af almindelige folk ville ikke give pote med at finde en vej ned til en hemmelig "kælder" nede under.
Heldigvis var Dust selvfølgelg udstyret med sit våben, men han måtte skære sig igennem en meters bygningsfundament, før han røg videre ned til rummet.

Det første en person uden tvivl ville opdage, når man først var landet, så var det lugten... Som en aggresiv slange bed lugten sig kraftigt i ens næse... det var råddenskab.
Den næste ting som ville tage ens opmærksomhed var nok en bippende lyd fra en EKG-maskine, der uden anden formål i livet målede en levende persons hjerterytme... den var heldigvis normal.
Derefter ville lyden af en mekanisk stemme og derefter synet af mekanisk halvmenneskelignende og meget "hjemmelavet" robot ved siden af en seng med selv samme pige tage opmærksomheden.
Heldigvis kom den rådne lugt ikke fra pigens retning, men den modsatte.
Et noget "halvopløst" lig lå i en stol foran en masse computerskærme, som derefter var efterfulgt af stakke af papir, noget der mindede om rapporter, og så meget lav-tech laboratorie udstyr.
"Fremmede. Dette er privat område. De må endelig ikke forstyrre mr. Sternings eksperiment."
Sagde den meget mekanisk og ingen tvivl om, at den just ikke var en robot af høj kvalitet. Måske var den programmet så simpelt, at den ingengang havde indset, at dens skaber var død?
Derefter vendte den opmærksomheden væk fra Dust, som om at han ingenting var og kiggede på EKG maskinens skærm og andre skærme, som målte alt muligt andet ved pigen via rør og andet i hendes arme.

Der i sengen lå hun så fredeligt... intet faresignal... kun så fredeligt som et barn nu engang kan se ud. Mens hun lå med en dyne over sig. Grunden til hendes sjæl forsvinden måtte have været pga hendes komatilstand. Og hvis man havde forstand på stoffer, så ville man vide, at den flaske ved siden af robotten på et bord med en spøjte var en flaske med en speciel kombination af bedøvelsesmidler, som fik en til at gå i en kunstig komatilstand, når det blev tilført i den drop, som hang over hende.

En lyd ovenfra fortalte at Vanillia havde ankommet og lige parkeret med sit køretøj, hvor hun var skyndt sig ind og så nu det store hul, som var blevet skabt af Dust. De forskellig farvede øjne søgte kanten og derefter kiggede ned i det flere meters dybe hul igennem etagerne.
Med en tanke direkte rettet imod Dust.
"Kan jeg komme ned?

Det smukke barneansigt kunne ikke forberede en på det mindste af det, som lå gemt, det som det normale og fredsommelige synbare overflade af pigen skjulte. Hvis Dust eller Vanillia, hvis hun kommmer ned afhængigt af Dusts svar, fjernede dynen, så ville de nok hurtigt indse, hvorfor hun var indlagt i en kunstig koma, og hvorfor manden havde kidnappet hende.
Intet ved pigens krop mindede om en piges krop, i det hele taget ingengang en menneskelig en. Kun hovedet, brystkasse og de øverste dele af armene var normale.. Resten var et virvar af ledninger, rør, underlige metaldele, og ting imellem ledningerne, som måske kunne ligne form for mekaniske organer. Ind imellem virvaret var "rester" af hendes legeme i plastik, næsten som hvis man havde flået hende fra hinanden og så sat delene sammen igen med løse snore.

Dust indså da han var nået 2 etager ned, at det sidste stykke gulv mellem ham, og den etage som Fie befandt sig på, var for tyk til at Kubikiribocho kunne holde til at skære igennem, for selvom det var et stærkt sværd, der kunne reparere sig selv, ved at suge metal ud af blodet der end måtte ramme bladet, så var det lavet til kamp, ikke til at skære igennem tykt gulv. Dust fik dog end anden god ide, der var lidt en udvikling af den, som han allerede han havde brugt, han holdt sværdets skaft med 2 hænder, og trak nærmest sværdet fra hinanden, så det blev delt i 2 lige store dele, hvor linjen der delte de 2 dele, gik lige gennem ryggen på sværdet, og ned til bladets spids. Nu hvor sværdet var i 2 dele, formede halvdelene sig til tvillingesværdene Kiba, der var kendt for at indeholde lynets kræft. Han fyrede op under deres lyn, og borede dem ned i gulvet på hver side af ham selv, hvorefter han drejede rundt så sværdende, skar gennem materialet, der blev varmet op så det blev rødglødende, da han endelig kom igennem gulvet, og ned til det sidste og hemmelige kælderlokale.

Selv for en som Dust der arbejdede med død til dagligdag, og havde en aura der føltes som død, der var den heftige lugt af indelukkede råddenskab, stadig lige lidt heftig. Han kunne lige overkomme den heftige stank, ved at prøve og ignorere den. Han fik nemmere ved at ignorere lugten, da han fik noget at koncentrere sig om, i form af synet af Fie, samt den skikkelse der befandt sig ved hende, som talte til ham, og bad ham om ikke at forstyrre den døde mands arbejde. Hans lynende Kiba sværd var stadig tændt, og lynende gav lidt lys lige som et par summende glødestænger, så han løftede det ene sværd, for at se nærmere på scenariet.
"Jeg er ikke kommet, for at forstyrre mr. Sternings arbejde mere end højest nødvendigt, den eneste forstyrrelse jeg nok kommer til at skabe er, at jeg er nød til at tage den pige med, som du holder øje med der!" sagde han roligt, til dette tilbagestående teknologi baserede væsen. Han var klar på at væsnet muligvis kunne gøre et forsøg på, at forhindre Dust i at tage Fie med sig, men umiddelbart tildelte han ikke væsnet særligt mange muligheder, da han efterhånden havde fået set nærmere på "væsnet", og konstateret at den ikke var særligt udviklet, for ellers ville den sikkert have regnet ud for længst, at denne mr. Sterning var død og i gang med at rådne.

"Umiddelbart vil jeg sige at det virker sikkert, men vær forberedt på at der ligger et lig hernede, og stinker af råddenskab, og der er en ikke særligt udviklet robot hernede, som jeg ikke ved hvad kan!" Tænkte Dust op til Vanillia, da han modtog hendes spørgsmål om hvorvidt hun kunne komme ned. Dust tog sig først nu tid til at se ordentligt på Fies krop, og der var det at han opdagede, at der var noget grueligt galt med hende. Han behøvede ikke at fjerne dynen for at se hendes aura, der indikerede hele hendes krop, eller rettere sagt hendes aura der indikerede formen, på det der var tilbage af hendes krop. Han kunne se, at kun hendes overkrop, hoved og det meste af hendes arme, var det eneste der stadig var nogenlunde intakt på hende, resten af hendes krop var der simpelthen ikke. Han kunne se hvordan hendes lysende aura bare stoppede, der hvor resten af kroppen manglede, og synet af denne kære lille piges manglende krop, var mere eller mindre det der skulle til, for at Dust ændrede sin mening om, hvordan denne situations skulle gribes an. Han kunne godt se, at de umuligt kunne redde denne pige, og selv hvis de kunne ville hun jo blive mentalt ødelagt, så snart det gik op for hende, hvad hun var blevet til. Eller jo der var måske en mulighed, men det krævede en meget omfattende indbygning, af forskellige cyborg dele, og med alt det der så skulle ordnes, ville Fie jo ende med at være mere robot end væsen, og det skulle gøres her for man kunne umuligt flytte hende, sådan som hun så ud, og det ville også være dumt, når man tænkte på hvor renlig arbejdspladsen skulle være, til sådan et hårdt arbejde, samt hvor urent her var med dette rådnende lig, i en for længst forladt hemmelig kælder.

"Robot væsen! Opgiv kaldenavn, funktion og formål!" beordrede Dust i et roligt, ja nærmest isnende toneleje, mens han tog en stor skål frem, smed noget af den døde persons tøj i skålen, og overhældte tøjet med noget desinficerende materiale, der havde en høj nok procent af brandbart væske i sig til, at det kunne holde gang i ild. Han stak det ene Kiba sværd i skålen, så gnisten fra det zummende sværds lyn, antændte det brændbare væske, så der blev sprædt noget lys herinde "Robot væsen, Mr Sternings eksperiment bliver lukket ned nu, så jeg skal bruge alle brugbare data, og så skal jeg bruge alt hvad du ved, så overfør dine data til transporter bar filer, og sørg for jeg ved hvor de er henne!"

Hvis Dust havde ventet mindst 1 sekund, så havde han ikke haft behøvet at fortælle hende om lugten. Den tunge sødelige og skarpe lugt af råddenskab fik sneget sig hurtigt op, som om den selv ikke kunne udholde sit eget selskab. Vanillia fnyste for et øjeblik, næsten som hvis en hund havde fået noget vand i næsen. Den første strøgtanke var, om det var pigens krop, men da Vanillia ikke fornemmede på Dust, at det havde noget med pigen at gøre, antog hun at det var noget andet.
Et tæppe af en mild træthed lå over alle hendes muskler efter at brugte hendes evne så meget på så kort tid, så i stedet for så hun på de skårede gulvkanterne. De handskebeklædte hænder greb godt fandt i kanten, hvor hun hejste sig selv ned og sprang ned på det næste gulv og forsatte sådan, da det ville kræve alt for meget energi af hende, hvis hun skulle lave det samme nummer som udenfor. Desuden var forholdene herinde ej optimale for en vind, da før udenfor kunne hun udnytte vinde og dirigere og forstærke den, her måtte hun fuldkommen skabe den på ny, hvilket krævede meget meget mere.

Robotten med sit primitive udseende vendte sine mekaniske øjne op imod Dust, som ikke lignede andet end to billygtelignende øjne.
"Navn: TSPE 8426. Funktion: Holde ASAS 009 i live.
Sagde den meget mekanisk, så selv google translates oplæsende stemme lød bedre, hvorefter den vendte opmærksomheden imod skærmene igen og den bippende EKG maskine.

Vanillia var kommet ned og så sig omkring rummet. Det krævede lidt tid at vænne sig til det mørke rum, hvor kun sorte skærme med neongrønt bogstaver og tegnangivning var anført. Heldigvis kunne hendes ene specielle øje endnu engang hjælpe hende, da den havde et langt bedre nattesyn end et menneskets. Øjnene gled over pigen der lå i sengen, hvor hun straks kunne genkende hende og skyndte hen til hendes side uden at ligge mærke til den auraforskel, som ville kunne have haft forberedt hende på synet nede under. Selvom EKG maskinen fortalte, at hun var i live, ville Vanillia alligevel tjekke hende, hvilket resulterede i, at noget af dynen røg af og den manglende krop blev til en stor opmærksomhedsmagnet... hvorefter hele dynen blev revet af Vanillia.
Det fysiske kropssprog af vanillia fortalte det hele mens hun havde hånden for munden. Men med Dusts direkte kontakt til hendes psyke, kunne han tydelige mærke, hvor den isnende chok havde infiltreret hendes sind. Derefter blev den hurtigt erstattet med dryppende forargelse for derefter at tænde til noget af den indgroet foragt for mennesker, der glødede i hendes sind.
Robotten forstod næsten intet af det han sagde, og derfor reagerede den ikke, før han sagde data.
"Alle relevante Data til Mr. Sternings eksperiment er vigtige... Derfor skal de nedskrives
Selv den strenge lugt af råddenskab, hvor man næsten skulle tro, at man kunne blive alvorligt dødeligt syg bare ved at lugte til det, kunne ikke afholde den kvindelige skikkelse fra at gå hen imod liget på stolen. Ingen lugt kunne abstrahere Vanillia fra den dybtgroet foragt i hendes sind eller stoppe hende fra at finde ud af præcist, hvorfor dette var sket med pigen.
Fingrene samlede sig omkring den store rapport lignende mappe lige på disken foran den døde mand og alene titlen sagde det hele.
Levende feminin batteri, forsøg 009

Dust så roligt på robotten, mens den svarede på hans spørgsmål om dens navn og funktion, før han så over på Vanillia da hun lige var kommet ned. Dust fulgte hende med øjnene, i takt med at hun gik hen til Fie, og flyttede den dyne der lå hen over, hvad der burde have været resten af hendes krop, og han kunne på grund af deres forbindelse, godt mærke hvordan hun reagerede rent følelsesmæssigt, på dette skrækkelige syn. Dust havde gjort mange skrækkelige ting igennem sin tid, op til flere af dem var mere lyssky end andre, men aldrig havde han så meget som overvejet, at gøre noget så forfærdeligt ved noget væsen, som at ødelægge så meget af et væsens krop, og holde dem i live mens man prøvede på, at forvandle dem til et levende batteri. Han havde ved at kigge på de forskellige papirer og skærme rundt omkring, fundet ud af at det var det den døde person havde været i gang med her, før han døde af hvem ved hvad, men nu var det på tide at lukke det her program ned, og Dust havde tænkt sig at gøre det effektivt, for at sikre sig at der ikke var nogen spor at finde her, som kunne give anledning for andre til at genoptage dette eksperiment.

"TSPE 8426, opgiv din nedluknings procedure!" beordrede han robotten, for at se om den reagerede på det, og genkendte hans ordrer som værende noget den var i stand til. Imens han afventede svar fra robotten, gik han hen til liget for at studere det, da han ville vide hvad der var årsagen til, at dette væsen var dødt. For at dømme ud fra hvordan væsnet bare sad der, sunket sammen i en kontor stol foran computeren, så kunne der være op til flere grunde til hvorfor han eller hun var død, så han startede med de mest åbenlyse af dem.
"Vanillia du ved vel hvad vi er nød til at gøre her ikke? Vi kan ikke flytte hende herfra, og holde hende i live samtidig, vi kan ikke lave hende til en cyborg her, for der er alt for beskidt her, og for at være ærlig så kan jeg se nogen muligheder for, at vi kan holde Fie i live, i hendes originale krop!" sagde han roligt, mens han kiggede bag på ligets kontor stol, samt tjekkede liget, for at finde ud af om der var nogen skudhuller, hvorefter han kiggede efter madrester af nogen art, for at finde ud af om personen var blevet forgiftet "Jeg kan bringe Fie tilbage til livet, hvis vi kan finde en anden pige på hendes alder, der vil tage hendes plads i efterlivet, men det må vi snakke med moren om! Men som jeg ser det er vores situation sådan, at vi bliver nød til at snakke med moren, og fortælle hende hvad der er sket, og så må hun tage stilling til, hvordan hun vil håndtere situationen! Og før jeg bringer Fies sjæl til efterlivet, kan jeg tilbyde at jeg fungere som mellemled, og snakker for Fie så hun og hendes mor, kan få en sidste samtale hvis moren, gerne vil have det!"

Dust blev ved med at lede efter spor der kunne fortælle ham, hvorfor væsnet var dødt, han holdt dog en pause en gang imellem, bare lige for at komme væk fra den heftige stank af død, før han kom gik tilbage til liget, og grunden til at han gjorde dette, var for at finde ud af om han eller hun var død af naturlige årsager, eller om han eller hun var blevet dræbt af nogen, for hvis personen var død af naturlige årsager, kunne det betyde at der ikke havde været andre, end den afdøde person, Vanillia og Dust hernede, og så kunne Dust ødelægge stedet, og gøre sig sikker på at der nok ikke var nogen der kendte til dette eksperiment, men hvis den afdøde var blevet dræbt, betød det at der havde været nogen hernede, og så var han nød til at finde spor efter hvem det var, før han ødelage stedet, og så måtte han opspore hvem end det var der havde været hernede, for at sørge for at dette eksperiment, aldrig blev genoptaget. Efter noget tids undersøgning af liget, fik han en ide om, at ligets sjæl muligvis stadig var et sted på jorden, for som regel plejede sjæle ikke at komme særligt langt væk fra enten deres lig, eller det sted de døde, så han gik hen til Vanillia, mens han tog hans reaper bog frem, for at finde ud af om han kunne finde sjælen i bogen. Hvis han kunne finde ud af hvor sjælen var henne, kunne han opspore den i stedet, og udspørge den hvordan og hvorledes, før han hjalp den videre til efterlivet.

Man kunne høre, at den genkendte sig navn, da noget mekanik gik igang i dens indre. Men det var også det eneste, da den åbenbart ikke genkendte hans ordre. Så den sad bare der lige så stille og rolig som sin skaber.

Vanillia lyttede til hver eneste ord, som han sagde... selv nogenlunde det samme havde hun tænkt... De behandskede hænder vandrede videre over den rapport indtil hendes øjne spottede noget på skrivebordet, som fik hendes knoer til at blive hvide.
Det var velkendt for Dust, at selvom de to var i sig selv rigtig tætte, så havde Vanillia en tendens til i tide og utide at blokere for den dybe kontakt imellem dem, når følelserne blev store.
"Jo, det lyder som en fin plan, er der noget, som vi skal mangler for at du kan gøre de ting?"
Sagde hun noget monotonsk, mens man hørte hendes skridt vandre hen mod pigen, alt imens Dust ledte efter hans spor for at opklare sagen.
Der var ingen spor, der kunne fortælle noget som helst om videnskabsmandens dødsårsag. Ærligt talt lignede han bare en, som havde fået et spontan hjerteanfald og med den meget ubrugbare robot som sin hjælper, så havde der sikkert ikke været meget hjælp af hente der. Ved nærmere indspektion måtte man nok konstantere, at det rådne lig nok var nok minimum en måned gammel, da rummet var lunt i det, som ville katalysere forrådnelsesprocessen, hvilket selvfølgelig havde gjort, at noget af hans "bløddele" var på gulvet, som havde røget af. Hvilket ville også nok afvise den ide om, at han arbejdede sammen med andre, da knap de færreste ville kunne arbejde her i dette rum sammen med et stinkende lig.
Ved nærmere inspektion i sin bog ville han se, at hans navn ikke var opgivet, hvilket måtte sige, at han var en af de "heldige" sjæle, som selv havde fundet vej videre... Nok ikke fordi han just fortjente det.

Vanillia gik hen til pigen, hvor hun lagde hendes hånd på pigens kølige pande. Pludseligt ville Dust nok indse, at Vanillia havde med vilje lukket for kontakten, nemlig så han ingen ide om hendes planer skulle få.
Via håndens kontakt fokuserede hun på sin egen energi og sjæl, som centraliserede sig i hendes hånd og prøvede at gribe efter hendes sjæl. Da Pigen var komaramt, så var det meget let af infiltrere hendes sjæl og skabe kontakt pga manglende bevidst psykisk forsvarsværk, hvor Vanillia gjorde brug af sit "mindcastle" til at kunne nå det, som hun ville.

Pigens øjne blinkede overrasket, da hun lugtede frisk lugt, hørte fuglesang og mærkede solens varme på hendes kinder. Hvis det ikke var, fordi det var så fremmedet for hende, så ville hun have haft ligget videre, da det bløde græs under hende var så fristende.
For hendes syn så hun, hvordan et bølgede bjerglandskab udbredte sig over hele horisonten og hun lå selv på en høj græsbakke, hvor træer lå som et hav omkring den store græsbakke. Så faldt barne øjnene endelig på Vanilia, som hun kunne genkende fra der midt på gaden.
"hvor er jeg?
kiggede hun i særdeleshed forvirret omkring.
"drømmer jeg?
Selv det fandt hun umuligt, da pigen havde aldrig før set så meget natur i sit liv.... Kun sand... steppe.. og rester af menneskehedens civilation fra fortiden. Hun mærkede nogle varme kærlige hænder tage omkring hendes hoved.
"Jeg er nødt til at fortælle dig noget, som du helt sikkert ikke vil tro på. Men det er desværre sandt!
Børneøjnene blev store og så på Vanillia med ultra stor koncentration.
"Ja dette er en form for drøm, og det er, fordi du ligger i koma lige nu. Du er kommet meget slemt til skade og lægerne tror ikke, at de kan redde dig.
Tårer gled ned i stride strømme fra pigens øjne, mens hun ihærdigt prøvede at holde sin hulken inde.
"Jeg er kommet her i din drøm for at spørge, hvad du gerne vil have, at din mor får at vide, hvis lægerne nu ikke kan hjælpe dig?
Hulken i hendes hals begyndte at nappe alt for hårdt til at hun kunne holde den tilbage, hvor hun samtidig rystede på hovedet.
NEJ! Det kan ikke være sandt! Jeg vil se min mor igen! IGEN!
Grebet blev stærkere omkrings hendes hoved, hvor vanillia stirrede dybt i hendes øjne med begge sine øjne.
"Du har ikke meget tid tilbage. Du er nødt til at beslutte dig. Din mor vil få det hårdt ved at miste dig, men hun vil altid elske dig, og hun skal nok klare det.
Sagde Vanillia så overbevisende som overhovedet muligt. Pigen nikkede og hendes hulken blev meget mindre.
"sig til min mor, at jeg elsker hende meget højt, og at hun er den bedste mor i verden!
Heldigvis for pigen, så valgte hun at kramme Vanillia, hvilket gjorde, at hun ikke så Vanillias ansigt, da hun havde utroligt svært ved at holde masken pga den nye information, som hun endnu ikke havde delt med Dust.

Hele denne samtale i mindcastlet har allerhøjst været et halvt sekund, hvilket gjorde, at Dust ikke havde nogen mulighed for at stoppe hende, hvis han havde indset hendes plan og havde intentioner om at stoppe hende.
Med den instiktive velgroet og isærdeleshed forfinede erfaring med hendes shotgun havde Vanillia lynhurtigt grebet shotgun frem og uden tøven trykket på aftrækkeren og blæst en stor del af den sidste del af pigens krop, for derefter at hurtigt lade og pløkke hovedet af robotten.
Robotten spruttede af elektricitet fra alle de nu blottede ledninger, før den hurtigt døde og dens elektricitet forsvandt ligesom livet i pigens krop forsvandt. Fordi Vanillia havde valgt at gøre brug af sit mindcastle, så havde hun forberedt pigen på at dø og oven i købet fjernet en af de store bånd, som ellers ville kunne have haft holdt hendes sjæl tilbage, så nu kunne hun vandre selv videre i lyset uden nogen form for hjælp.

Våbenet sænkede sig, hvor hendes ansigt så lige så udtryksløs ud som en død, hvor hendes øjne hvilede på pigen med nu det knuste ansigt og med hjernemasse liggende ude over det hele. Sølvmasken glimtrede i neonlyset fra neonskærmende, og hvor blodet skinnede mat og mørkt hist og her. En meget opmærksomheds krævende pivende lyd fra EKG maskinen understregede bare, hvad Vanillia havde gjort.

Dust nåede til den konstatering, at sjælen fra det rådnende lig, selv måtte være gået videre til efterlivet, og at dømme ud fra hans overordnede undersøgelse af liget, samt omgivelserne herinde, nåede han frem til at chancerne for sammensvorende, nok ikke var så store. Han ville dog alligevel sende besked ud til hans stikkere om, at de skulle holde øje med muligt mistænkelige forsvindinger, bare så han havde snuden ude, og kunne sikre sig, at der ikke var andre til at fortsætte dette eksperiment. Han lukkede sin bog og pakkede den væk, mens han regnede med at sjælen, sikkert var blevet sendt ned af, da den gik videre til efterlivet, selvom han et eller andet sted stadig fandt det mistænkeligt, at sjælen bare var gået videre, som om den ikke havde noget der holdt den tilbage, nærmest som om dette projekt ikke havde betydet noget som helst, for det væsen der var død, i forsøget på at skabe et menneske batteri som energi kilde.

Dust blev hurtigt opmærksom på, at Vanillia havde lukket af for deres forbindelse, den slags opdagede han hurtigere, når han var tættere på hende, fordi den afkortede afstand gjorde det nemmere for ham. Han kunne hurtigt regne ud, at hun lukkede af for deres forbindelse, fordi hun var ude på et eller andet, og han kunne lige så stille regne ud hvad det var, fordi han kunne genkende det hun gjorde ved Fie, når han så på dem og kunne se deres aura strømme. Han valgte ikke at stoppe hende lige meget hvad hun gjorde, også da hun trak våben og skød henholdsvis Fie og robotten, han begyndte bare at samle de ting han skulle bruge, for at rytte det her sted for spor af alle arter.
Han startede med at samle de mest brandbare væsker han kunne finde, og sprede dem udover maskinerne, gulvet og papir arbejdet der lå her, og efter Vanillia havde skudt Fie og robotten, spredte han også væsker udover dem. Selvom han ikke sagde hvad han havde tænkt sig, kunne Vanillia sikkert godt regne det ud, og siden han valgte at tage hvad han kunne finde, der så ud til have tilhørt Fie, var det også klart at han ikke behøvede at sige hvad han tænkte, nemlig at de skulle have noget med hjem til Fies mor, og siden de ikke kunne tage liget med, måtte de jo tage noget andet, som kunne bevise at de havde fundet Fie, og som var det tætteste moren kunne komme, på at begrave Fie.

"Vi tager den hurtige vej ud, og så futter jeg stedet af! Ild æder alt, og efterlader ingen spor, efter dette ugudelige sted!" sagde Dust efter han havde smurt det hele ind, i brandbare væsker. Han spredte sine vinger mens han gik hen til Vanillia, tog hende om livet så hun kunne holde ham om halsen, og satte hårdt af med vingerne, så de kunne flyve op gennem de huller han havde lavet tidligere, da han havde taget den direkte vej derned. Det krævede lidt ekstra kræfter fra hans side af, at flyve lige op af på den måde, mens han havde en passager, men så var det vel en god ting at han havde trænet så hårdt, at han godt kunne klare det op til gadeplan, hvor han satte hende af igen.
"Her, tag hendes ting med hen i dit køretøj, og begynd at køre væk herfra, jeg rydder byen af vejen, så den forsvinder fra land kortet for evigt, og så skal jeg nok indhente dig bagefter!" sagde han roligt. Man kunne mærke på ham, at han ikke rigtig brød sig om at hun kappede deres forbindelse, bare for at holde ham udenfor hendes planer, han havde normalt ikke noget imod at hun gjorde det, hun skulle have sit privat liv når hun trængte til det, bare så længe han vidste hun havde det godt, men han syntes også at han havde bevist overfor hende, at han ikke betvivlede hendes valg, og han ikke ville blande sig alt for meget i hendes valg, når hun spurgte om hans hjælp til en mission, for når hun spurgte om hans hjælp var han her ikke til at overtage missionen, han var her kun for at assistere hende.

Vanillia havde faktisk ikke lukket af direkte med vilje for Dust... Det blev lukket af før planen var oppe og køre, men ja hun valgte at vedligeholde det, da hun så en potentiel mulighed for, at Dust ville stoppe hende, trossalt havde han lige plapret om, hvilket muligheder der stadigvæk var for hende ved brug af at skifte krop osv.

En statue.... hvad symbolet dog kunne ville være en gåde, sådan som Vanillia stod med sin halve maske og kiggede på resterne af barnet. Meget lidt reagerede hun på Dusts gående rundt og hun lagde kun armen omkring dust, da han fløj op med hende. Vanillia vidste kun underbevidst, at Dust ej var glad overhovedet. Men det var ikke lige hendes prioritet nr. 1 lige nu for hende.
Så snart de var oppe på stueetagen og hun mærkede gulvet under sine fødder igen, hvilket gav en effekt af at blive til live igen på hendes psyke, så lagde hun mærke til, hvad han havde i sine hænder, og hans ord understregede kun rigtigheden i hendes tolkning.
Muren imellem brød ned og en voldsom kold vrede ramte Dust med stor kraft, selvom den ikke var rettet imod ham, men kun pga den psykiske "motorvej" som var imellem dem.
Den behandskede højre hånd strakte fast og bestemt efter de ting, som Dust havde i sin hånd, og der var absolut ingen tvivl om, at hun ville have dem og hvis hun ikke fik fat i dem kunne der ske konsekvenser på omgivelserne. Selv hvis Dust gav hende dem straks eller i såfald tøvende med det ellre søgte svar først, så ville Vanillia sige.
"Den.... den kvinde fortjener dem ikke!
Imens hun sagde det, så helt ubevidst delte hun mindet med dust, som var grundladet til hendes opførelse.
Øjnene søgte over det skrivebord for at søge efter svar efter at have lagt rapporten ned på bordet igen. Hvad var dette for et sygt eksperiment?
Fingrene søgte over de andre papir, indtil hendes øjne faldt på de mange halv sticky notes lignende papir, som hang i massevis over skrivebordet. Noget velkendt tiltrak hendes opmærksomhed... En gul seddel med skriften. "Miss. Ibn Larson. Villig til at afgive materiale til forsøg ASAS 009. Betaling 623dollars"
Miss. Ibn larson var navnet på Fies moder.... Hendes moder havde solgt hende!
Alt hvad Vanillia nu ville var at lade det hele brænde, ja især fies ting...

"Jeg vil se det hele brænde ned."
Sagde hun bare køligt uden følelser, og hun gik først, så snart hun eller dust havde smidt fies ejendele ned i hullet, hvorefter hun ville kun lige gå akkurat udenfor og føle flammerne, som skal til at fortære stedet.
Selv med tydelige symptomer på trætte muskler osv, så havde Vanillia meget svært ved at ikke hjælpe flammerne med noget ekstra energi. Lugten af noget brændt spredte sig hurtigt i luften. Dog i starten kunne man fornemme en vis undertone af brændt kød fra de biologiske bløddele nede i kælderen.

Dust blev først lidt overrasket over hendes pludselige skift, fra hendes før statue agtige form nede i kælderen, til den pludseligt skiftet Vanillia hun blev til, da de var kommet op på gadeplan igen. Hans egen små lumre humør der var kommet af, at hun havde kappet deres forbindelse før, forsvandt som den så ofte plejede, da deres forbindelse blev genetableret, og så var det at han fik det ubevidst delte minde fra Vanillia, der gav ham en ide om hvad der havde gjort hende så ilter i temperamentet. Efter blot første gengivelse af mindet, delte han hendes vrede mod moren, og nu ville han selv have fingrene i denne Ibn Larson, for at udrydde den forbindelse der var, mellem Fies mor og projektet der havde foregået i kælderen.
Uden tøven, gik Dust hen til hullet han tidligere havde lavet, og smed alt han havde samlet ned i det. Han tog Kiba sværdene frem, da han stadig ikke havde forvandlet dem tilbage til en le, og krydsede de 2 klinger, så de "takker" der sad henholdsvis på den ene side i toppen, og den anden side i bunden af hvert sværd, pegede mod tvillingens identiske "tak". Selvom han stod med ryggen til Vanillia, gik der ikke lang tid før hun praktisk talt kunne høre, hvad det var han var i gang med, for hans sværd begyndte at lave en gennemgående summe lyd, der lige så stille blev højere og højere, og en gang imellem fløj enkelte gnister mod det nærmeste metaliske materiale, da Dust var i gang med at samle en stor mængde lyn i sværdene, som kæmpede for at komme fri, og udløse sine energiske og ødelæggende kræfter. Med blot en enkelt bevægelse, rettede han tvillingernes spidse ned mod gulvet i den hemmelige kælder, og i et par korte sekunder, var det som om alle skygger rundt om Dust blev forstærket, i takt med at lyset fra det heftige lynnedslag, udgav sådan en tydelig lyskilde, og borede sig ned i kælderen, hvor lynnet ikke bare ramte den brandbare væske på gulvet, og antændte det, men straks søgte mod de gnistrende metal dele, der var dernede i computerne.

Dust følte ikke der var behov for at svare på Vanillias ønske, om at hun ville se det hele brænde, hun burde kunne se og mærke på ham nu, at han ville udrydde denne by fra landkortet, og efterlade et dødt og tomt område, før de forlod dette sted, dog var der en anden ting han ønskede at fortælle hende.
"Når vi er færdige her, skal vi besøge Ibn Larson! Jeg ønsker at hun ved hvad der er sket her, og at Fie savnede sin mor, selv i hendes sidste øjeblikke!" sagde han roligt da han gik efter hende ud af bygningen. Dust vidste godt nok ikke, hvad Vanillia og Fie havde snakket om, i de øjeblikke, hvor Vanillia havde snakket med Fie indeni hendes mindcastle, men han havde set Fies sjæl heroppe, før da deres kontakt med hinanden, havde gjort at Dust fandt ud af hvor hendes krop var henne, og der havde Fie sagt at hun savnede sin mor, og gerne ville hjem til hende igen. Han havde ikke set nogen tegn på, at Fie overhoved vidste noget om, at hendes mor bare havde solgt hende, til sådan et ugudeligt eksperiment, og bare tanken gjorde hans vrede mod moderen mere intens.

Ilden havde hurtigt spredt sig, ved hjælp fra alle de brændbare væsker der var nede i lokalet, og snart ville det også være oppe på gadeplan, da den massive ild, havde nemt ved at sprede sig i opad gående retning, og så var der også den hjælp han kunne mærke at Vanillia gav ilden, der blot fik den til at spred sig hurtigere. Derfor da de var kommet ud af bygningen, vendte Dust sig om mens han samlede Kiba sværdene til et sværd, som Vanillia burde kunne huske, fordi hun ikke brød sig om dens modbydelige aura, og dens unaturlige evne til at være i live. Samehada blev strakt ud i luften, og Vanillia burde nemt kunne mærke hvad Dust havde gang i, for der kom en unaturlig stigning i hans chakra mængde, da sværdet gav ham hvad end den havde på lager. Det tog kun cirka et minuts tid, og så skiftede Dust sværdet igen. Næste sværd på banen var Hiramekarei, også kendt som flynderen, et stort 2 hånds sværd, der virkede ret bøvlet og upraktisk i sværd kamp, da den konkret set var stor, og kanten ikke var særlig skarp.
Men Hiramekarei var heller ikke konkret set et sværd fægter sværd, det var et katalysator sværd, der omdannede chakra til solide våben, og her var det at Vanillia burde kunne mærke, at Dust´es chakra dykkede igen, i takt med at han fyldte sværdet op med det, han lige havde taget fra Samehada. Nu var ilden efterhånden også nået langt nok, den havde vokset sig stor og stærk, og Dust kunne udnytte dens størrelse, til at få spredt ilden med det angreb han havde tænkt sig. Man kunne nu nærmest se en aura rundt om Hiramekarei, en aura lavet udelukket af chakraen i den, der snart skulle udløses, og med et hårdt sving mod bygningen, blev den udløst i form af et chakra blad, der skar sig vej gennem bygningen, ud på den anden side, og den ebbede først ud da udladningen ramte en nærtliggende bygning, på den anden side af kontor bygningen. Ilden fulgte lystigt efter den nye ilt tilføjelse der kom, og blev hurtigt spredt til den næste bygning, hvor den fik gro bund og begyndte at brænde lystigt. Med 2 bygninger lige op af hinanden der stod i lys lue, burde ilden nemt kunne sprede sig selv herfra, så nu var det på tide for Vanillia og Dust at komme af sted. Hiramekarei blev til leen igen, mens Dust vendte sig mod Vanillia igen, så hun kunne se på ham at han havde brugt en god sjat energi på sine handlinger, og med rolige skridt gik han hen til hende, og strøg hendes blottede kind, med en blid hånd der gav en antydning af, at han forstod hvad hun havde gjort nede i den hemmelige kælder, og han ikke fordømte hende det mindste for noget af det.

"Lad os komme væk herfra, vi har ikke mere at gøre her! Tilgengæl har vi en kvinde der skal findes, så vi kan holde dette eksperiment nede, og fratag den nogen form for grobund!" sagde han roligt, og lagde op til at han ville sætte sig i hendes køretøj sammen med hende, og lade hende om kørslen.

Flammernes lyste op med stor intensitet og blev kun hightlightet af de flammer, som spillede i hendes øjne. Hendes indre følte sig sykroniseret med flammerns gang.... så vild og magtfuld og alligevel med en form for rolig eleganthed over flammerne.
Vanillia selv undrede sig en smule over, hvor meget energi Dust egenligt spildte på at sætte dette hus i brænd. Almindelige tændstikker og brændbare materialer ville have haft gjort et lige så godt et job. Men ja ikke fordi Vanillia var selv så meget bedre ved brug af sin egen evne til at styrke det. Og hvis hun havde haft den muligheden, så ville hun selv have haft forvandlet sig om og have knust det med både hale, kløer, vind, lyn, flammer og is!

Øjenens koncentration imod ilden blev kun ødelagt ved at hun fornemmede det velkendte ukendte. Med blikket skråt bagud så hun, hvordan han forvandlede sig våben om og så videre.
Hun behøvede intet at sige, da Dust var mere end velkendt med hendes mening.. Den burde ødelægges fra jordens overflade.... den kan jo blive vores død
Tænkte Vanillia for sig selv, mens hun funderede over, hvordan sådan en slags magi/væsen kunne blive skabt.. Da for hendes syntes den ikke at være lavet af det, som man normalt ville betragte som ond/mørk energi. Den syntes bare at være "neutral", næsten som et sort hul der skam ikke favourisere nogen, bare æder..

Hun så på mens Dust foretog sit "nummer" med sine sværd, og hun følte sig imponeret. Godt, at jeg ikke er hans fjende.
Vanillia var i hvert fald ikke et særligt stærk væsen, især ikke i denne form. ja hun havde sin evne, hvor hun potentielt kunne lave dødbringende lyn eller i såfald vind eller allernemmeste så is og ild, men det krævede så abnormt meget af hende. Allerede det "lidt" hun havde brugt var ca 70% af hendes energibeholdning.
Derude over var hun kun som et normalt veltrænet menneske og med ekstra god erfaring i shotguns, men det var også det. Slagtet ville hun i hvert fald blive overfor sådan et ustoppeligt væsen som Dust, da at slippe ud af hendes form havde nu kun sket 9 gange i hele hendes lange liv, selv efter så meget livsfarlige situationer på fysisk og psykisk, så den "evne" var lige så hjælpsommelig som den retarderet robot, som hun blæste hovedet af.

"Jeg har tænkt over noget... Noget der ikke giver mening... Ja uden tvivl havde moderen solgt hende, men hvorfor ville hun så opsætte en dusør på barnet med resten af hendes formue? hvorfor så hun så hjerteskærende ud?
Sagde hun, men som til sidst mere henvendte til sig selv istedet for Dust. Desto flere skridt hun tog imod sit hjullei, som var noget af et spøjst køretøj, desto nærmere kom hun til en teori. Straks vendte hun sig om og kiggede imod Dust.
"Ved du hvad, jeg tror, at hun faktisk ikke vidste, hvad hun "solgte" barnet til, og at hun straks efter fortrød det voldsomt.... Meeeen.
Det sidste men blev sagt i en dyb toneleje og just på ingen som helst måde positivt.
"men det kommer hun stadigvæk ikke til at slippe godt fra.
Så stirrede hendes øjne meget intenst på Dust, som havde denne forstærkende effekt af at der var denne motorvej imellem dem.
"Lad mig tage mig af hende... Jeg har den bedste måde at lade hende betale for dette
Vanillia sendte ej nogen billeder eller tydelige tanker af, hvad hendes plan var, så dette måtte Dust spørge til, hvis han ønskede det.
Vanillia ventede ikke på Dusts respons, men gik straks hen til hendes køretøj, som var heldigvis indbygget med en ekstra sæde i forhold til normale hjullei, nemlig så hun kunne tage den levende dusør med sig.

Så snart Dust satte sig ind, så kørte de afsted i den noget mærkelig udseende køretøj, men som utroligt nok kørte i særdeleshed flydende over det ujævne landskab, det var derfor at Vanillia elskede den. Foran dust havde der hængt nogle briller til beskyttelse under kørslen, da hurtigt ville man i hvert fald finde ud af, at i en fart på omkring 120km i timen med sand der hvirvlede op, så prøvede sandkornene at spidde ens øjne og såvel ansigt, så Vanillia havde trykket sin krave op til at beskytte sig.
Imens de kørte kom Vanillia til at undre sig over en ting. Hun forstod ikke helt, hvorfor Dust ikke havde spurgt videre ind til hendes motivation om hendes drab af pigen. Pigen havde jo trossalt ellers haft en chance i livet med en ny krop!

Nogenlunde efter halvanden times tid, så ramte de byen Louisville. Bandebyen over alle bandebyer. Vanillia selv hadet byen her og alligevel ikke. Ingen folk undrede sig i hvert fald over, hvis man så mærkelig ud, da trossalt boede der mange freaks og isærdeleshed "specielle typer".
Men moderen boede lige her i udkanten i et meget trist, gråt og usselt hus, hvor Vanillia stod af og før hun valgte at nærme sig huset. Hvis Dust endnu ikke havde givet svar eller i såfald ikke et tydeligt svar, så ville Vanillia bede ham igen om, at lade hende tage sig af sagerne. Hvis han havde sagt ja før eller nu sagde ja, så ville Vanilia sige.
"Lad mig gå alene ind, hun vil bare blive forvirret over dig, men tilgengæld kan du opleve det via mig!
Det var som om at motorvejen blev tilføjet med endnu et spor, men et unikt spor som gik til en helt anden del af Vanillia, hvor dust kunne gøre brug af denne nye udvidet kontakt til at få fuld kontakt til Vanillias sanser, så det hun oplevede ville være, som hvis han selv havde oplevet bare igennem hendes sanser, hvilket ville også betyde, at han ville se med hendes mere "menneskelige" syn.

//Svaret :P //

Dust vidste at selv simple tændstikker ville kunne klare jobbet, men han ville være sikker på at selv computerne, og alt der havde den mindste gang ledninger, blev ristet så hårdt, at de aldrig vil kunne bruges til noget. Han havde før prøvet at rydde et sted, så man aldrig fandt nogen spor der, så han vidste at simple tændstikker, eller andet småligt, ikke var nok til at gøre jobbet som han ønskede det, de kunne fejle, eller gøre andet for at efterlade stedet, mindre end fuldstændigt ubrugeligt. Desuden skulle ilden kunne sprede sig hurtigt, så den kunne æde resten af byen med sig, for den var der alligevel ikke brug for mere.
Dust var ude mærket bevist om hendes mening, hvad angik Samehada. Men Dust der nu havde opsamlet megen erfaring omkring sværd og våben, for ikke at glemme mange andre ting i det hele taget, vidste også at når det galt sværd, lige som så mange andre ting, så var de aldrig hverken onde eller gode, når genstanden løb af staben. Et sværd for eksempel, kunne bruges i det ondes navn, såvel som i det godes navn, men et sværd i sig selv kunne aldrig defineres som hverken ondt eller godt, kun dets ejer og bruger kunne få sværdet til at fremstå på den ene eller anden måde, men når det kom til stykket var det ikke sværdets skyld, det var ejerens skyld. Og sikkert derfor, kunne Vanillia observere sværdet, som værende et neutralt sværd, da han i bund og grund lige præcis var et neutralt sværd, i dette tilfælde bare med sin egen vilje, og lysten til at æde af hvad end for et væsen, det nu engang blev rettet imod.

Dust som modstander. For mange var det en forfærdelig oplevelse i deres liv, der havde endt med at blive deres sidste, for efter så mange år med modstand og smerte, havde Dust opbygget en umådeligt ukuelig personlighed, der gjorde at selv når kampen så værst ud for ham, ville han blive ved med at kæmpe, om det så skulle koste ham livet, og han havde i en meget tidlig alder fået et absurd forhold til døden. Han havde hele sit liv været den type, der hvis døden stod for døren, og var klar til at tage ham, ville han bare smile og sige "nå men så må det vel være nu det sker", ikke fordi han ville håne døden, men fordi han blot bød den velkommen som en gammel ven, og ikke havde noget problem med, at skulle gå med døden som var de ligemænd. Den slags personligheds træk var det der skabte, væsner som Dust der var nærmest et mareridt at stå overfor i kamp, især hvis han havde et mål for øje, for så ville han ikke kunne stoppes, før han nåede det han kæmpede for, eller man slog ham ihjel.

"Jeg noterede mig af at Fie var menneske, da jeg så hende i min dødemands bog, så jeg gætter på moren også var det, og den race er bare vanvittig! Jeg kan forstå Windigoer, vampyre og andre monstre, der er i det mindste mening med galskaben, men når det kommer til mennesker, er det bare ren og skær galskab! De gør ikke skøre ting fordi de skal, de gør dem bare fordi en tanke eller lyst slog dem!" sagde han roligt, mens han gik med hende hen til Vanillias køretøj, og satte sig ind i det "Lige meget om hun vidste hvad tossen dernede skulle bruge barnet til eller ej, så skal hun bøde for at have gjort det, intet barn bør gennemgå den slags! Forældre skal stå som støttepæle for deres børn, lære dem om livet, og hjælpen dem til de bliver voksne og kan klare sig selv, at sælge dem er stik imod alt hvad forældre står for!" han svarede ikke på det sidste hun sagde, men nikkede blot for at lade hende forstå, at han ville lade hende tage sig af lærestregen, til Fies mor. Da hun startede køretøjet, tog Dust et par kørebriller frem, så han kunne holde sine øjne fri for hvad der end, der kunne komme flyvende mod hans fjæs, mens hun kørte gennem landskabet.
Grunden til at Dust ikke havde spurgt ind, til Vanillias valg om at dræbe pigen var, at han først og fremmest havde valgt ikke at betvivle det valg hun nu engang havde taget, og for det andet, så virkede hans forslag om at få Fie over i en anden krop ikke, medmindre Fie allerede var død. Han kunne ikke frigive en sjæl fra dens levende krop, når han overflyttede sjælen til en andens krop, sjælen skulle tilhøre en person der allerede var kommet videre til efterlivet, for først da kunne den frivillige, der valgte at ofre sig for at den døde kunne komme tilbage, bytte plads med den valgte person. Det var en meget vigtig detalje, at den der skulle have en ny krop havde fundet sin plads i efterlivet, for ellers ville Dust blot dømme en levende sjæl til evigt genganerri som spøgelse her på jorden, eller i Fies tilfælde, der havde det ikke noget med døden at gøre, fordi hun i koma form, rent faktisk stadigt var levende, lige indtil Vanillia skød hende i hovedet.

Da de nåede frem, nikkede Dust bare til det hun sagde, og blev siddende ude ved køretøjet. Han tog en pakke frem fra sin inderlomme, åbnede den og afslørede at han havde mad med sig, som han begyndte at spise, mens han sad med benene ude af vognen, og fokuserede på deres forbindelse med hinanden, for at kunne se og sanse gennem hende, så han kunne følge med i hvad der foregik. Dog var han klar på, at hvis der skulle ske noget farligt derinde, ville han hurtigt være derinde, for grunden til at han spiste, var nemlig for at samle energi fra maden.

//Nu har jeg også svaret XD