[afsluttet] I usually come and go then I bumped into you!(Kuuma + Vanillia)

Sted: I louisvilles gader.
Vejret: Overskyet, mildt, måske lidt for lunt.
Omgivelser: bandemedlemmere, røvere, andre outcasts og gamle huse.

De mange huse i denne bandeby lignede alle sammen et lorte hul, men et hus stod især i kontrast til alle de beskidte vægge og halvødelagte mure. Det var et stort forholdsvis et nyt hus, som var velbevogtet af vagter. Mange af de folk, som gik på gaderne, undveg dette hus, for selvom denne by ikke direkte tilhørte nogen bander, da den tilhørte alles, så på disse gader, var det de halvt skøre bloodlings, som havde kontrollen, og de har lige bygget deres fine lille hovedkvarter her.
Detaljerne om stedet og de informationer, som hun havde fået, da den halvfede russiske mand havde givet hende denne opgave. Blikket faldt ned på tegningerne over bygningen lige hen over hovedet på hende, mens dråber af klamt vand dryppede ned i denne kun knap mandshøje kloak, som just ikke var for mennesker eller væsner med en sart lugtesans eller synssans for den skyld.
Men for Vanillia rørte det ikke hende, da hun var langt fra så forfængelig som væsner og mennesker af sammen køn som hende kunne være.
Den behandskede hånd mærkede den kolde og klamme overflade på kloakkens mur, mens hun stod med øjnene lukket og følte med sine sanser. Hun var så koncentreret, at hun ikke bed mærke i den rotte, som vandrede over hendes støvle. Hendes racelige sanser vandrede igennem de par meter jord, hvor de endelig kunne mærke den temperatursforskel, da de nåede det kælderrum, som lå to etager nede under bygningen. Et halvt sageligt smil gled på hendes læber, da det var lige nøjagtig det rum, som hun skulle hen til.
Hurtigt blev den lange og elskede KSG shotgun puttet om på ryggen af hendes sorte og hættede skikkelse, hvor begge hænder blev lagt på overfladen af muren. Et dybt vejrtrækning åbnede øjnene, hvor hun fokuserede på den enkelte mursten foran sig, hvor hendes håndflader lå på.
Forandringer i luften fortalte, at der skete noget i kloakken, men der var ingen andre end hende og de enkelte rotter, så der var intet hun behøvede at bekymre sig om, da hendes håndoverflader med en overnaturlig høj temperatur fik smeltet sig igennem den ene mursten. Hurtigt blev hænderne fjernet, da hun kunne mærke gruset under sine hænder, og som om intet var sket, så var hendes hænder igen den helt almindelige kropstemperatur. Med en stor spade fik hun hugget flere af de andre mursten fri, så kunne hun pille murstene fra hinanden hvor hun kunne få skabt et lille hul til en tunnelindgang. Med spanden foran sig kravlede hun ind mens hun kravlede dybere ind. Det våde grus lå tæt til hendes krop, men igen var hun ikke forfængeligt med sit tøj. Da hendes spade mødte muren på den anden side, så stoppede hun op for at føle efter nogle levende væsner eller mennesker i denne kældre med en varm temperatur. Men heldigvis fandt hun hurtigt ud af, at der ingen var, så hun havde ikke behov for at skulle vente en halv dag her i hullet indtil hun kunne komme ind i kælderen. Med et bump faldt flere mursten ned, men da denne kældre var to etager nede, så var der ingen som hørte denne afslørende lyd.
Hurtigt kom et kvindeligt hoved med en skarp høg lignende foran ud og kiggede fra side til side, mens hendes noget af hendes sorte og lange hår var sluppet fri.
Hvis nogen havde stået og kigget, så ville det helt sikkert have haft set spøjst ud, at sådan et random kvindehoved kiggede ud igennem et mindre hul i væggen med betonstene. Men hvis man havde været der, så havde man sikkert undret sig meget over hendes ansigts udseende. Da hendes ansigt i sig selv var et normalt pænt kvindeligt ansigt, så på hele hendes højre side af ansigtet havde hun en sølvmaske, som kun lige knap nok i visse vinkler kunne afsløre øjet under masken, som var radikalt anderledes i forehold til hendes venstre øje, som bare var et normalt blåt øje. Begge øjne kiggede omkring i rummet, hvor hun så, at dette rum var delt op med gitter, som godt nok var åben, men hvor det var tydeligt, at de normalt aflåste dette rum, hvor der stod masser af papirsager, men især faldt hendes øjne på computeren, som ikke stod så langt væk. Øjet undre masken lyste endnu tydeligere med sit gyldne skær og slange pupillen. Hurtigt fik hun skubbet sig ud af det klamme og klemmende tunnel, og landede pænt og lydløst på gulvet, hvor hætten var røget af hende.
Hun rejste sig op i sin fulde højde og mærkede efter temperaturforskellene oven på og intet virkede til, at der var nogen, som ville komme herned. Så hendes opmærksomhed gik ren og skær hen på computeren, og derfor ville hun ikke opdage, hvis nogle andre havde fået den ide om at tage herned også.
Hendes lange og høje kvindelig skikkelse gik hen til bordet med computeren i den kvindeligt vuggende gang, hvor hættetrøjen dækkede det meste, men som dog var åben indeunder, hvor en sort skjorte sad langt op til halsen og hvor et sort underbust korset lå til hendes krop med et bælte af en stor kniv, en pistol, gasmaske og lidt andre praktiske ting. De sorte bukser lå tæt til hendes krop som vand, og selvom de så upraktiske ud, så var de smidige, så hun intet besvær havde med at bevæge sig rundt, hvor de ellers militærlignende bukser vidste tydeligt med de andre ting, at hun var praktisk anlagt og ingen tvivl om, at hun var en form for militærperson eller bountyhunter.
Men det var næsten alle i denne post apokalyptiske verden, hvor de fleste måtte have erhverv i enten mafiaen, bander, bountyhunter eller andre ting, da de fredsfyldte job fra fortiden var næsten ikke eksisterende mere i denne oplevelsespræget verden, og selvom den store krig var for længst slut, så levede verden stadigvæk under dens konsekvenser.
Computeren kom hurtigt på bordet, hvor hun gik igang med at få den skilt fra hinanden.

Udenfor stod vagter og ellers holdte øje med det hele, men der stod to ved døren hvor den ene stod med en liste. I dag skulle flere af klanens folk fra deres andre poster og missioner komme tilbage, så de ventede på de nye og ukendte ansigter komme ind og melde sig og ellers blive vist rundt i det nye hus og møde de andre medlemmer, da denne klan var faktisk rets så stor med over 800 medlemmer, hvor mange ingen gang havde set mange af de andre før. Huset indenfor havde også vagter, men de var mere afslappet især, da mange af dem enten slappede af eller talte med de nyankommende for at høre hvem de var og hvad de havde haft lavet ude i de andre steder i verden.

han var roligt kommet ind i røver byen, i sin uniform som han havde fået af sin arbejde's giver, og dog bar han en maske med et kranie malet på foran ansigtet med sorte briller og han holdte roligt om sin skarp ladte M8A1 assasult riffel, imens han roligt tjekkede alt sit udstyr inden han bevægede sig ind i huset og stille og roligt svarede med en stavelses ord når folk henvendte sig til ham, han stod stille imens han overvejede hvor han kunne finde den genstand han skulle finde, imens han lydløst afsikrede sin M8A1 assasult riffel, han gik roligt ud på et toilet og så på sig selv og ned af sin uniform og sukkede lidt og gik så ud igen imens han gik rundt for og lede efter det rum han skulle finde og til sidst da han så en trappe ned, da gik han næsten lydløst ned af trappen og ind i rummet for at opdage at der stod en fremmede og rodet med den computer han skulle finde og han overvejede lidt bare og skyde hende, men han valgte dog og stoppe og gik over til hende imens han hviskede ''hvad laver du?''

Vagterne og folk inde i huset undrede sig over den meget tavse nyankommende, men tog sig ikke meget af det, da inden i denne klan var der lidt forskellige slags typer. Nogle af de folk, som nok skulle have haft passet på de områder i dette nye hovedkvarter, hvor den nye malinglugt stadigvæk hang i luften, stod og snakkede med andre og fik et par alkoholiseret drinks indenbords.
De næsten lydløse af de trin ned af trappen burde have haft advaret hende!
Den mandelig krops varme temperatur burde igen have haft advaret hende!
Auraen af varulvens racelige genkendelse burde igen også have haft advaret hende.
Selv lugten af den nyankommende burde have fået hendes klokker til at ringe.
Men i stedet for koncenterede hun sig om den elektriske summen, som hun følte undre sine fingre med sin ubehandskede hånd og den anden behandskede hånd, da computeren var ikke koblet til et stik men havde et indre batteri, som hun først måtte få skilt fra hinanden. Hendes koncentration og glæde over at have fundet sit bytte var tæt på at få selv hendes ellers gemte hale til at dukke frem. Men så blev det fine glas af hendes koncentration totalt ødelagt, da den mandelige stemme nåede hende med dens undrelse. Straks med sin menneskelige trænet krop vendte hun sig om med hånden på bæltet, hvor den magnum 44 lå ved hendes kurvede former. Som en kat klar på spring stod hun og stirrede på ham mens hendes hjerte banket hårdt og højllydt, hvor begge hendes øjne var tydelige, som nok ville få den fremmede til at undre sig. For selvom der var virkelig mange underlige typer i denne verden, så var det sjældent at man så en med sådan et unikt øje under masken og så med en maske, som kun skjulte højre side af ansigtet.
Kuuma ville helt sikkert kunne mærke en underlig temperatur skift i rummet, hvor en kold brise snorede sig omkring hans fødder og en varm brise omkring hans overkrop. Han som et såkaldt overnaturligt væsen burde nok tydelig kunne mærke, at det var hende, som var årsagen til temperaturskiftet, men også at der var noget markant underligt ved hende.
Lugten af hende var menneske, men der var noget radikaldt anderledes ved undertonen af hendes lugt, som kun skarpe ulve eller varulvenæser kunne opfatte. Desuden da han jo var et overnaturligt væsen ville han sikkert også kunne fornemme hendes aura. Så selvom hun prøvede at kontrollere sig frembrusende aura, så alle andre i huset ikke skulle kunne fornemme det, så var den stadigvæk stærk pga hendes race og hendes høje alder med mange århundrede bag sig.

Der var et eller andet fuldstændigt galt, for det første undrede hun sig ikke over, at hun var blevet skudt, for det andet så hviskede han?
Det kvindelige hoved tiltede lidt til siden i undrelse, hvor øjet under masken blev skjult igen, men hvor det andet tydeligt spurgte med sit blik i et tavst sprog.
Inde i hende selv bandede og svovlede hun over sin egen dumheder, hvordan kunne hun ikke opdage ham! Men for hende var der ikke tid til at skændtes med sig selv, for lige nu var hun i en farlig position.
Et vrid i foden og placering af kropsvægten fik hun hurtigt sprunget sig frem og lagde begge hænder om hans gevær og pressede det således at det var parallelt med hans krop og derigennem også hendes, da hun brugte sin egen kropsvægt til at presse geværet op imod hans, så den ikke længere var peget imod hende selv. Hurtigt indså hun, at hun faktisk stod fuldstændig tæt op ad ham, hvor hendes høje højde fik hendes ansigt til at være i sammen højde som hans med få centimeter fra hans ansigt, som var dækket af kraniet masken. Hvis hans maske ikke havde været på, ville han have haft mærket den varme ånde imod sit ansigt. Nu lagde hun endelig mærke til hans race, hvor hun kunne lugte de ulvede mandelige hormoner strømme igennem luften og føle på hans varulveaura. Men før de overhovedet ville nå at gøre meget, nu hvor de stod tæt på hinanden, blev de straks afbrudt af en stemme.
"Hey hvad laver i der?!
Sagde en halvfuld stemme, som var en af de vagter, som åbenbart havde besluttet sig at passe sit job med at holde øje med døren. Geværet var blevet trukket frem og straks haglede luften med kugler ned igennem trappen. Vanillia ville ikke ligefrem stå der og dø, så hun brugte manden foran sig som en springbræt og fik skubbet hende selv bagud væk fra trappens udsyn, men det resulterede også i, at han blev skubbet bag ud væk fra skudlinjen.

han så stille på den fremmede kvinde og snusede stille ind imens han fornemmede den fremmede aura omkring hende, dog underligt, fandt han den tiltrækkene imens han så på hende og rynkede så panden da hun pressede han's gevær og hende selv imod ham og han's gevær, han smilede bag masken ''du er utrolig smuk, Misha'' sagde han på en rolig venlig måde, og han fornemmede hende's aura tæt nu, dog genkendte han den ikke rigtig, men det han ikke forstod var at han følte sig tiltrukket af denne kvinde, og øjeblikket blev ødelagt da vagten råbte, han havde håbet dette ikke ville ske, da han's arbejdesgiver sagde det var et skide sikkert job, ja skide sikkert job min fucking røv tænkte han, og så væltede han, dog rullede han rundt og om bag en stolpe da der blev skudt, han ledte efter sin riffel som lå på gulvet og trak sin Beretta 92 og afsikrede den og skød et par skud imod den halv fulde vagt, nogle af skudene missede med en af dem ramte manden i skulderen og han gik i dækning igen imens han så over hvor kvinden var hoppet hen, da han var bekymret for hende, og prøvede at holde sine følelser i ro.

Et skævt smil med et undrende blik kom på hendes læber, da han gav hende komplimenten. Hvor hun med en hviskende stemme sagde, hvor man kunne høre den iriske præget accent.
"Misha?"
Der var ingen der normalt kaldte hende for smuk, kun hvis de var for fulde, eller hvis de faldt for mytiske kvinder, men i alle tilfælde i hendes lange liv, så snart de fandt ud af, hvad var under masken, så løb de enten skrigende bort, prøvede at brænde hende på et bål, eller udnyttede hende for den freak de anså hende for.
Mens hun fik rejst sig op bag en stolte trak hun sin elskede shotgun frem, for der var ingen tvivl om, at det ville blive et helvedet nu, da der var ca over 30-40 folk i denne bygning.
Manden med skudet i bryste faldt om, hvor knappen på geværet havde siddet fast og skud over det hele, mens den snorede rundt på gulvet oppe ved trappen. Det gjorde, at de vagter, som ellers havde skyndt sig hen til kilden til skyderiet stod i dækning deroppe imod den løbske gevær.
Det gav lige tid til, at Vanillia kastede et blik over på manden over på den anden side, man skulle være dum, hvis man ikke kunne regne ud, at han var ikke blandt en af de folk her i bygningen. Et højt klik lød da hun afsikret sit gevær.
"Det ser ud til, at vi sidder i det sammen fedtefad.
Selvom hun ikke ville være partner med en, som hun lige havde mødt, så var der ingen anden udvej, ikke hvis hun skulle overleve. Hurtigt var geværet løbet tør, og vagterne kom frem i trappeenden og skød ned af trappen, hvor Vanillia lige kigget rundt om hjørnet med sin shotgun og skød deroppe. Så faldt hendes blik på den højgrenat, som skulle til at blive kastet. Med stor koncentration og energibrug, som fik hende til at gipse efter vejret, fik hun opvarmet den håndgranat så meget, at vagten måtte slippe den, hvor den begyndte at trille ned af trappen trin efter trin, men efter anden øverste trin fik hun gjort den så varm, at den sprang af sig selv, hvilket fik skadet nogle personer deroppe, men mere skræmt dem pga eksplosionen.

han grinte og nikkede imens han sprang ud efter sin riffel og greb den i rullefaldet, dog med et stød i skulderen fra gulvet, og kuglerne regnene om ørene på ham, og han tjekkede om han's M8A1 var afsikret som den var, og begyndte og fyre et regn af kugler imod trappe for og dræbe så mange som muligt, imens han stormede over imod kvinden's dækning og sprang så ind i bag dækning, klikkede magasinet ud og smækkede et nyt i og trak slæden tilbage så den er skarp ladt imens han så op på hende da hun sagde de var i fedtefadet sammen ''det ser sådan ud, Misha, hehehe, har du nogen plan?'' han fjernede sine briller så han kunne tage et ordeligt kig på hende, så han's gule venlige øjne kom frem, og han smilede bag masken da han kunne dufte hende's duft igen, dog måtte han ikke lade sine hormoner, eller tiltrækning af denne kvinde, som han finder smuk, ødelægge det ''er du her osse efter en disk?'' han lød venlig og har en dyb varm stemme, imens han skød et par skud over imod dem, og han reagerede ikke på granaten da det ikke rigtigt gjorde ham nervøs.

Mens hun gipsede halvt efter vejret hvilede hendes øjne på manden, som rullede over til hende, hvor hun stadigvæk havde hovedet i den vinkel, så øjet under masken kun var synligt som en tynd gylden streg. Af gode personlige grunde anså hun, at det ikke var godt at afsløre mere af hendes virkelig abnorme udseende, som hun rent faktisk havde. Derfor undgik hun at vise øjet under masken og viste det kun frem, hvis hun var blevet for sur, så hun var ligeglad, eller hvis hun brugte skræmmeeffekten, som lå i hendes slangede øje.
"Kald mig hellere for Vanillia, det er det, som folk kender mig som."
Før hun svarede på hans spørgsmål vred hun kroppen og fik shotgunen ud i skydlinje, hvor et lig faldt ned som resultatet af hendes høje kaliber skudregn.
"Vi kan ikke klare os igennem alle dem, så derfor er vi nød til at tage min udgang.
Hendes hoved nikkede i retningen af det hul i væggen, som der var i den del af rummet, som var delt op af tremmerne.
"Ja det var også mit job. Men Hvis du smutter først, så beskæftiger jeg dem og tager harddisken med.
Hvis Kuuma mærkede efter, så ville han føle en bemærkelsværdig kold brise trykke sig omkring ham, hvor varmen syntes at søge hen til kvinden. Imens lå shotgunen ved hendes side, hvor hendes fremstrakte hånd med håndfladen vendt opad bevægede sig, som om hun samlede og holdte om noget i sin hule hånd.
Hvis Vanillia ikke skulle bruge for meget energi, så var hun nødsaget til at hente varmen fra sine omgivelser, så hun ikke selv skulle bruge nær så meget energi på at selv opvarme.
Det var på disse tidspunkter at hendes had voksede for hendes krop og mennesker, for hvis hun ikke havde været fanget i denne krop, så ville hun aldrig have haft besvær med at fremmane helvedsild, som kun få har set mage til.
Atomerne vred sig i hendes hånd med sin høje fart og stødte imod hinanden, som skabte endnu mere varme, hvor selv ilten i hendes hule hånd begyndte at brænde i en kugle form. Hurtigt slyngede hun den hurtigt om hjørnet, hvor flere vagter havde vovet at gå ned af trappen, som fik slynget en ildkugle i hovedet, som mindede mere om 10 motorcocktails, da ildkuglende havde bestået af flydende ild og halvt plasma. Ilden klistrede sig til alt og bed fast og igennem tøj og hud. Trappen og væggene omkring dem var af brændbare materialer, som straks lyste op i orange farver.
Vanillia havde samtidig skyndt sig hen til computeren, hvor hun rev det sidste fra hinanden med langt fra den største forsigtighed og greb fat om harddisken, som stadigvæk var indtakt. Nu håbede hun bare på, at han var nået igennem hullet til kloakken, da der var ingen tvivl om spilde, når vagterne hurtigt havde sundet sig over det pludselige ild angreb.

han satte sig op i sidde stilling og skød et par skud efter nogle vagter imens han dækkede den smukke kvinde så godt som muligt, imens han skævede tilbage til hende og snuste ind og grinte lavt da han stadig kan lide hende's duft, men han's opmærksomhed blev afledt da et skud fløj hen over hovedet på ham, så han koncentrerede sig om og skyde løst på fjenden
''tja du ligner en Misha, smukke, og tja jeg kender dig jo ikke, så hvorfor ikke Misha?''
han lød venlig og imødekommende, selv under denne gale skud udveksling, og han så imponeret til da hun dræbte manden og han grinte så da han hørte hende sige de ikke kunne kæmpe sig igennem dem alle sammen.
''bare iorden Misha, jeg dækker din nuttede bagdel og tja det er vel vores job siden at vi begge har fået det'' han lød stadig venlig og munter, dog til en hvis grad binde gal, da de kunne dø hvert øjeblik, men han adlød hende og dukkede sig imens han skød tilbage for der efter at kravle op af hullet, og ud og så stikke geværet ud af hullet for at skyde lidt på fjenden for at dække Vanillia, og han mærkede dog brisen og kulden da han's sanser er skærpet PGA adrealinen, og han bemærkede osse ildkuglen som satte ham i forbløffelse i nogle sek men så genoptog han sin beskydning af fjenden men han lod sig ikke rigtig røre på det, da han mest ville dække Vanillia, da han så hende ødelægge computeren og tage harddisken, og han rækkede en hånd frem imod hende så hun hurtigere kunne komme ud.

Hun forstod stadigvæk ikke, hvor det der Micha kom fra, men ja hvorfor ikke. Det kunne hun lige så godt have haft heddet end hende rigtige navn, som hun afslørede kun til meget få. Vanilla var bare hendes arbejdsnavn, når hun arbejdede som bountyhunter. På en eller anden måde følte hun sig tilpas i hans tilstedeværelse, for det første hans meget venlighed overfor hende, men som hun dog vidste, at venlighed kunne være en ond dobbeltside mønt, som kunne flippe når som helst.
Et blik røg ned af hende selv, og selvom hendes kvindelige former var skjult af sin sorte skjorte under hættetrøjen, så skjulte det langt fra løftet fra korsettet. Et suk gled igennem hendes rosa røde læber mens hun tænkte over, at hun nok ikke skulle have haft korset på. Et blik faldt op på manden med de gule øjne, da hun lagde mærke til, at han snuste noget ind, og det virkede ikke som om han brugte sine sanser for at vurdere situationen, men for at indsnuse hendes duft.
Et forarget nys mødte ham som svar, da han sagde, at han ville passe hendes nuttede bagdel, hvor hvis han kiggede på hende, så hendes vinkel af ansigtet afslørede halvt de sylespidse og ikke menneskelige tænder, som var i den halvdel af kæbepartiet, som masken ellers skjulte.

Hurtigt kom hun til hullet og så, at han stadigvæk var derinde.
"For fiddlefucking cac! Flyt dig!
sagde hun med en pisksmældende stemme, da hun havde regnet med, at han havde nået igennem det 4 meter lange tunnel på den anden side. For et øjeblik stod hun med lukket øjne, mens vagterne prøvede at komme forbi den brændende ildånd, som ikke syntes at lade nogen komme forbi. Kuuma mærkede hvordan den klamme væg af grus og jord i tunnelen blev meget koldere, men det gjorde også, at det hul, som var tilpasset den tynde kvinde foran ham, kunne blive meget lettere blive brugt af ham, da ting blev mindre i kulde.
Kontrasten med kulden i væggen og varmen i luften, som Vanillia begyndte at manipulere begyndte at kæmpe imod hinanden som altid, som kom i form at et højtryk og lavtryk, hvor en vind imod ham pressede således, at det ville gå langt hurtigere for ham at komme ud.
Vanillia fornemmede den varme skikkelse komme springende ned af trappen, hvor hun lige vente sig om og så hvordan bloddæmonens øjne lyste med en stor kamplyst, hvor hun kunne næsten se det scenarie i dæmonens tanker, hvordan dæmonen ville flå hende fra hinanden.
Med gipsende lunger og muskler som sitrede af træthed skyndte hun sig i et spring i tunnelen og kom hurtigt på den anden side lige efter manden foran sig. De kvindelige og lange fingre gled omkring den lille spøjse runde ting i hendes bælte, som straks begyndte at bippe, hvor hun smed den ind i tunnelen.
Kuuma mærkede et hørt fast greb, da hun var begyndt at løbe ned af kloakken og greb fat i hans skulder for at få ham med.
Hvorfor hun lige gjorde det, forstod hun ikke lige, da det ville nok have haft været bedre at efterlade ham som kanonføde, så hun kunne nå væk, men desværre havde hun ej tid til at studse over tingene, da en mindre eksplosion og røgsky kom ud fra tunnelen og som blev highlightet af et druknende skrig fra en hvis bloddæmon, som blev knust under presset over sig.
Desværre vidste Vanillia, at de ikke kunne slappe af endnu, især da denne klan havde et par håndfuld skyggedæmoner, som ikke lod sig blive stoppet af en mur, men hvor de igennem deres skyggevandring hurtigt endte på den anden side og løb efter dem.
Kloakken skar et hjørne, hvor en trappe og en åben kapsel til overfladen sendte frisk luft ned til den klisteren kloakluft omkring dem.
"Hurtigt op her"
Sagde hun gipsende efter vejret, da selvom løbeturen havde været kort, så havde alle hendes magiske anstrengelser gjort et godt indhug på hendes energi. Den højre hånd som var behandsket og hvor inden under lå grålig forbinding og skjulte huden kom straks til hendes varme pande, da en hvis svimmelhed ramte hende, hun skulle til at falde bag over og sikkert med støtte fra ham eller uden, så var den balancehjælpende hale straks kommet væk fra sit skjul under hendes tøj, hvor den slyngede frem og tilbage som hjælp til at holde balancen.
Halen lignende næsten en dæmonhale, men den var dækket i gyldne lilla skæl, hvor små takker gik langs den forlængede ryggrad. Hurtigt opdagede hun den, hvor hun så ned med skam, mens den kom hurtigt i skjul, da hun havde fået balancen. Uden et ord skyndte hun sig op af stigen, da skyggedæmonerne var kun lige rundt om hjørnet.

han grinte bare for sig selv da hun ikke sagde ham imod i det med hende's navn, og han blinkede muntert til hende da hun så at han snuste til hende, han bemærkede ikke hende's tænder, dog syntes han stadig at hun er en smuk kvinde imens hun skyndte på ham og han grinte ad hende's banden men adlød strakt som profesionnel soldater ville gøre over for en overordnet ''javel, Misha'' han skyndte sig så hurtigt han kunne uden og lægge mærke til det meste da skete da han koncentrede sig om at komme igennem tunnelen dog lagde han mærke til dæmonerne, ved deres duft, men han's profesionelle side vandt over ham og han sprang ud af hullet og sigtede rundt med sin riffel, da han så blev grebet ved sin skulder og revet med, men han fulgte villigt med Vanillia og han bemærkede så de dæmoner der fulgte efter dem og han knurrede bare af dem og skød efter dem med sin M8A1 som så sagde klik og han hængtede den over sin skulder og løb med den smukke kvinde og han kunne dufte den friske duft og han var oppe på overfladen, tog sine briller på for ikke at blive blindet, efter at have klatret op som en gal, og stod klar til og hjælpe Vanillia op, imens han så smed en flashbang ned i hullet for og give dem nogle sekunder at løbe på, han stod så og på hende og afventede ordre, dog kommenterede han ikke hende's hale, men det ændrede ikke han's syn på hende at hun er smuk.

Hele kroppen stoppede i en undrende tøve, da hun hørte hans adlydende ordre, hvad var der lige ved at ske her? Hun havde en underlig fornemmelse med, at han på en eller anden måde så op til hende, hvilket hun ikke fattede overhovedet.

Gud hvor var hun lykkelig for at komme op til overfladen og gid hun bare kunne slå sine vinger ud og flyve! Især da temperatren sagtens kunne have haft været lidt koldere efter hendes smag, da hun var ved at blive godt varm og ville ikke bruge sin evne til at kølne sin temperatur ned. Blikket flakkede hurtigt omkring indtil de fandt hvad de søgte i denne lille ussel gyde. Det, som øjnene faldt på og som virkede radikalt stort i forehold til den lille gyde, var en nyere Hjullui, som stod der med sit spøjse udseende.
Vanillia løb straks hurtigt hen til den og startede motoren, hvor hun for en stund havde helt glemt sin kære ufrivillige partner. Banden og svovlen kom nede fra hullet af, men hun vidste, at lige om lidt ville de sikkert komme op til dem eller vagterne havde fundet vejen rundt om huset og så hertil. Der ville ikke være gode chancer for denne varulv foran hende.
Med et suk vendte blikket imod vejret og så tilbage imod ham.
"Hop op i vognen meget hurtigt andet hvis jeg skal efterlade dig! Sagde hun med en irriteret stemme, mens motoren varmede op og hun tog shotgunen klar på rattet således, at det vendte imod hullet, så hun kunne skyde, hvis en besluttede sig at lege hamster i et hul.
Lige knap nok når han satte sig ind i denne stor hjulede køretøj, så trykkede hun på speederen, hvor den straks satte sig igang. En vagt havde løftet sig hovedet op med et våben i hånden, men fandt sig hurtigt i den situation, hvor det store hjul maste på hans kranium og tvang ham til at falde ned af stigen i kloakken.
Med en sagkyndig kørsel fik Vanillia vendt køretøjet til at dreje skarpt om hjørnet, så den var ved at køre folk ned. Lige på den modsatte side af hjørnet var de andre vagter kommet frem og så nu dem køre væk. Folk sprang til siden for at undgå den regn af hagl, som blev sendt i deres retning. Især et skarps skud fløj igennem luften og ramte igennem låret på Vanillia. Men i hendes koncentration på at undgå alle de mange mennesker på gaderne, som hele tiden var i vejen og sænkede deres flugt, og hendes adrenaling gjorde, at hun ikke lagde mærke til, at blodet begyndte at strømme ned af hendes lår.
Fordi de kørte på gaderne med alle de folk og ting i vejen, så kunne hun maks køre de ca 80 km i timen i gennemsnittet, hvilket fik 2 skindwalker vagter til at forvandle sig om til hurtige og dyriske former.
En galden af gøen afslørede den ene skindwalkers form til en diu, som var en af verdens hurtigste hunderacer, som kunne løbe over de 100 km/t. Den anden fandt Vanillia hurtigt ud af hvad var, da hun mærkede at stabiliteten i hendes køretøj blev dårligt for en stund, da noget med en stor vægt prøvede at vippe køretøjet ved at presse på den øverste del af stellet til hjulet. Vanillias øjne blev store, da hun så lige ind i dette hvide væsen som var en Sephiron, som med sit lange næb prøvede at nappe efter de to passager.
"Du må meget gerne skyde de to skide skindwalkers, så jeg kan køre!
Hundeskindwalkeren var hurtigt komme op på siden og prøvede, mens den sprang oven på biler, over mennesker osv, at komme tæt nok, så den kunne springe ind blandt de to.

Han så roligt og afventene på hende imens hun skulle bestemme en retning de skulle løbe.

han var vagtsom hele tiden, klar til og dække Vanillia, og han fornemmede hende's glæde og grinte muntert selv imens han smilede glad bag masken, glad over han endelig har fundet en at følge, oven i købet en som han elsker, så i han's hoved kunne det ikke være bedre, og han fulgte roligt hende's blik og han fulgte i jævnt tempo med hende, og sprang op på Hjullui'en og satte sig til rette et sted hvor han ville sidde nogen lunde fast og klappede på taget at han var klar, dog grinte han ved hende's ord og sagde i spøj ''tja du ville ikke efterlade mig, Misha, for så var du kørt'' han lød glad og munter stadig, selv over hun lød irriteret, men begyndte og se lidt vred ud da han kunne dufte blodet da kom fra Vanillia men ville ikke sige noget for ikke at forstyrre hende og han smækkede et magasin i sin M8A1 riffel og greb fat i kanten på taget imens hun kørte, og han hylede højt af glæde da hun kørte manden i kloaken over, og han sad fast, da han er vant til og køre hurtigt, fra hæren, og han brummede bare muntert da han hørte gøen, og bemærkede osse den ene Diu og han så efter den anden Skindwalker, og se den oppe i luften som en Sephiron da den så nappede efter dem, og han hørte Vanillia give ham en dræb ordre og han råbte muntert ''javel Misha, jeg skal pumpe de røvhuller fulde af bly'' han tog sigte på Sephiron, og begyndte og føre løs med præcisse skud, og nogle af dem ramte Sephiron'en godt så den faldt til jorden, i live, men slemt skadet, og han tog så sigte på Diu, som han begyndte at skyde efter, dog undveg den de fleste af han's skud og han blev lettere gnaven på den, og han satte et nyt magasin i sin M8A1, og så at den var oppe på taget af en bil og han vendte sig hurtigt om og skød efter den med 4x2 skud, de første 3 missede men resten var fuld træffere, så den faldt død om, og han hylede muntert af glæde over at have gjort som Vanillia sagde og råbte til hende ''målene er uskadeliggjort!'' han lød glad og munter

Sanserne sansede kun med det halve øre til de mange skud, råb og alt det andet larm, som kom bag fra. Hun satsede på, at denne mand gjorde sit job, så derfor ville hun ikke spilde tiden på at bruge sin kostbare koncentration på alle mulige andre ting, når det var så krævende at gøre ordenligt. En bil kom fra højresiden, hvor hendes køretøj truede med at vippe om på siden pga det skarpe sving, men heldigvis med et lille vindpust fik hun rettet den op. Faktisk sansede hun ikke, den høje larm da han skød de to skindwalkers, fordi hele hendes verdens syntes at kun være formet som en tunnel. Men som blodet dryppede, syntes denne tunnel at stille og roligt, som sandkornet i et timeglas, at blive mere tåget og svære at koncentrere sig om.
Hurtigt var de kommet ud af byen, og man kunne prise sig lykkelig for, at denne by var en røverby, så derfor var der verden en kontrollerende mafia, politi eller andet, som prøvede at stoppe dem andet end klanmedlemmerne.
Køretøjet fandt hurtigt det lige asfalt under sig, men da dette var et køretøj, som var lavet til så meget andet, så drejede hun straks af vejen og lod køretøjet hurtigt vise sine mange hestekræfter over den tørre og stenede ørken.
Endelig vendte hun hovedet omkring for at se, om der var nogen som fulgte med, og hun kunne tydelig konstatere, at denne varulvesoldat havde gjort et godt job, så hun sendte ham det første ordenlige smil, som stadigvæk var skjult af halvt af sølvmasken, som skinnede i ørkensolen.
Vanillia trykkede på en knap, så den stod på autopilot, så den kun ville køre fremad. Så vendte hun sig bagud og så med stor koncentration på sporet bag ved dem. Noget som syntes at være en meget meget lille sandstorm på størrelse med ca 1X1X1m fulgte bag ved dem, hvilket udhviskede deres spor. Da bilen kørte hurtigt, så gik der ikke mange sekunder før de havde lagt mange 100 meter bag ved sig, hvilket Vanillia syntes var godt nok til at de ikke ville kunne opspore dem.
Træt i alle led og en halv tåge for hendes blik vendte hun sig fremad igen, men hvor hendes tågede, pga manglen på blod, blik gjorde, da sollyset ramte hende og hun ikke kunne finde sine solbriller, at hun ikke så den større sten foran sig.
I et syntes verden at gå i stå, da dette køretøj styrtede ind i stenen og hvor køretøjets store og hurtige kraft tvang resten af køretøjets krop til at forsætte, så hele verden blev vendt på hovedet og væltede omkring på ørknens overflade.

Endnu mere ør og øm i hele kroppen fik Vanillia skubbet sig selv ud af det væltet køretøj, hvor hun for første gang under hele turen mærkede det overnaturlige varme blod glide ned af benet på hende. Kuuma, som selvfølgelig lugtede godt, kunne tydelig lugte blodet, men også den underlige duft den havde over sig.
Benene bukkede under Vanillia, men hvor hun heldigvis stadigvæk havde kræfter nok til at falde ordenligt, hvor hun sad oppe og holdte sin blodige hånd imod såret. Hvis han gjorde noget for at prøve at hjælpe hende ville hun se strengt på ham og ryste på hovedet. Efter få sekunder blev luften fyldt med den skarpe lugt af brændt kød og det, som havde været et åben sår var, var nu lukket af en forbrænding. Nogle muskler i tindingen og halsen var det eneste som afslørede, at forbrændingen gjorde meget ondt på hende.
Solen over dem var snart ved at gå ned, hvor dens lange fangearme greb stadigvæk fat i himlen, som var blevet blodrød pga krigen imellem lyset og mørket, som der skete hver eneste dag.

Han fornemmede at hun langsomt blev svagere, på grund af duften af blod, han så roligt omkring efter flere modstandere, og han lod roligt sin krop følge rytmen i køretøjet så han ikke blev slynget af, og han så ned på hende efter nye ordre, da han opdagede hende's smil og han hylede højt for at vise sin glæde ved hende's anderkendelse ved det smil, og han så hende trykke på en knap men tænkte ikke videre over det, imens han spejdede rundt efter fjendelige mål han kunne skyde på, stadig fuld af glæde over hende's smil, og han vendte sig om for at se på vejen da han dog opdagede stenen og skulle til at råbe, men forsent, han fløj hen over køretøjet og ramblede ned i sandet med et brag af lemmer og udstyr og bande ord.

han rejste sig, øm i kroppen, og tog sig lidt tid til og tjekke terrænet, da han bemærkede Vanillia og han gik over imod hende, for at afvente ordre, imens han duftede til blodet og en smule blev tiltrukket af det, men han prøvede og holde sig i ro og han så roligt på hende og sagde venligt da han kunne se at solen var ved at gå ned ''skal vi slå lejer? jeg har telt, det ikke meget men det lidt, eller skal vi fortsætte imod vores mål, Misha?'' han lød kærlig og bekymret men osse venlig.

Vanillia så op på ham med tågede øjne, hvor hun så rystede på hovedet.
"Vi kan ikke slå lejre her, det er for åbent. Måske skulle vi hellere"
Hun rejste sig med besvær op og spejdede over landskabet, hvor hendes opmærksomhed faldt på klippe området ikke langt herfra.
Med tunge og humpende skridt gik hun hen til hendes bil, hvor hun heldigvis havde pakket alle sine sager meget stramt til, ellers ville de havde stået i en kæmpebunke af ting og sager.
Heldigvis var bilen let pga dens konstruktion, men alligevel havde hun lettere besvær med at løfte den op, især da kuglen, som havde gået igennem benet på hende og igennem hendes hovedmuskel i låret, gjorde, at hele hendes vægt og kraft fra benene kom kun fra hendes venstre ben. Sikkert med hjælp fra Kuuma kom den op og stå igen, og heldigvis var den kun lidt ridset men ellers ikke ødelagt. Hvis Kuuma hjalp hende, ville hun fnyse utilfreds, da hun ville ikke være afhængig af nogen.
"Lad os køre derhen, så får vi naturlig ly for omgivelserne, og så ville de ikke kunne se vores bål på lang afstand, hvis de alligevel søger efter os, selvom vores spor stopper ca den halve kilometer bagud, og de regnede nok heller ikke med, at vi er styrtet.
Hun satte sig ind i bilen igen, og med flere forsøg på at tænde motoren, fik hun endelig startet den.

Klippeområdet består af store klippesten, som bare skar op igennem ørkenoverfladen. Nogle var ca de 5 meter høje, men de fleste af dem var noget mindre, som bare var samlet sammen i denne gruppe. Vanillia fik lige kørt bilen ind imellem klipperne, så man ikke kunne se den på afstand og uden at tage hensyn til ham eller noget som helst, da hun var fokuseret på andre ting. Så tog hun et stort stykke stof, som var viklet ind i noget og smed på jorden, hvor lyden af brænden som slog imod hinanden, afslørede indholdet af brænde.
Straks placerede hun det ud som i et bål, hvor hun i forvejen allerede havde skåret mindre stykker og småt brænde, så det kunne blive til et godt bål, da hun vidste, at selvom hun let kunne tænde dette bål, så var hun ude i situationer som denne, hvor hun ikke måtte spilde energien.
Sådan sad hun på sandet midt imellem klippestykkerne, mens hun med tændstikker fik gang i bålet. Nogle gange svævede hendes tanker over på ham, fordi hun var stadigvæk utryg ved hans selskab, og derfor ville hun ikke bruge energi, da hun skulle være klar til at kæmpe imod ham, hvis det var påkrævet.
Hurtigt fortærede flammerne træet og sendte sin elskede varme ud til overgivelserne, hvor varmen i sandet var næsten forsvundet, da nattens kulde trådte frem da solen næsten var nede bag horisonten.
Kort tid efter duftede luften allerede af den skidte muteret fugl, hvis race nok engang havde været en fasan før radioaktiviteten hærgede verden. Hun havde været heldig at købe denne fede fugl på marked, hvor den tydelig syede med sit fedt over ilden.
Efter det kolde vand havde nået hendes gane og hals, så kastede hun den 2 liters dunk vand fra sin oppakning hen til ham, så den ramte i sandet lige ved siden af ham.

Han nikkede roligt til hende da han godtog hende's ord
''javel Misha''
han smilede venligt og støttede Vanillia lidt så det tog lidt af for hende's ben, imens han roligt fulgte med hende, meget let støttene, dog lidt, med sin M8A1 i den anden hånd, og han stod roligt og så hende forsøge at løfte bilen og sagde venligt ''du kan ikke gøre det alene, Misha'' han lød venlig og bekymret, men gik dog hen og lagde sine hænder under bilen, og pressede til så han's okay kræftige arme spændte op så den kom op og stå, han brummede lavt af anstrengelse, men knurrede en glad tone over de i fællesskab fik løftet den op.
''ja Misha, det lyder da som en plan, og det ser okay ud til at forsvare, hvis det skulle komme til det, men tja du køre bare, jeg dækker dig''
han grinede muntert, dog lavt, ved de ord og sprang op, klar til og skyde imod alt da var fjendelig og rørte sig, han rykkede sig dog let da hun begyndte at køre.

Han så roligt omkring og nikkede muntert da det så ud til og være et godt sted, han grinte bare da han så hende's lille spil ved ikke og tage hensyn til ham, men det generede ham ikke, han kunne lide hende, så han grinte bare muntert, stadig lavt dog, og da hun standsede bilen, sprang han ædret ned fra den, og landede næsten lydløst på stenene, og så sig omkring og han så Vanillia var igang med og tænde et bål, han gik roligt over og hjalp hende med at få gang i bålet så det blev nemmere for hende, og så gik han roligt lidt væk for at lægge sin taske som enhver soldat i han's deling gik med, han pakkede roligt noget mad ud, bønner og frugt på dåse, han så roligt på hende og viste hende dåserne, om hun ville have en, dog kunne han ikke helt forstå hende's utrygge holdning da han er begyndt og lægge mærke til det, han tog sine briller op til panden og blinkede venligt til hende, stillede dåserne ved siden af bålet og gik over til sin oppakning og tog en dåse bønner selv og roligt over for at slå sit 2 mand's telt op, imens han åbnede sine bønner og roligt drak væsken i dåsen og bed lidt i bønnerne, efter at have trukket sin maske af, han så ud med horisonten og smilede stille, han fornemmede osse varmen i ryggen og vendte sig om og gik over og satte sig ned, han så lidt på fuglen og kiggede på hende og smilede et stille og venligt smil, det er dog let og se han's ar i ansigtet og på halsen efter han har trukket sin maske af, han begyndte så og gå over til teltet igen og tage sit udstyr af, lægge det ned, dog stadig med sin Tac45 på sig i sine bukser, så han kun har sine camo bukser på, sine kamp støvler, og en tæt sidende sort tshirt, og gik så over og satte sig igen, da han så vand dunken blive kastet over til ham og lande foran ham, han smilede og nikkede til tak til hende og tog en kort langsom slurk og tørrede sig om munden, han satte proppen i og kastede dunken over til hende igen og nikkede venligt, han begyndte så at se på bålet imens han ubevidst pillede ved sine mange mange ar på sine arme, han kunne stadig dufte Vanillia's blod i luften og så over på den smule blod da var på hende's ben og sukkede lavt for sig selv og så på ilden igen.

Hun brummede lavmælt for sig selv, da han begyndte at hjælpe hende med bilen. Dette her er absolut ikke godt, han er langt stærkere end mig! Hendes tanker florerede hele tiden omkring flugt og mulige udfald, hvis han angreb hende, og hvad hun så kunne gøre og det. Det eneste tegn som rigtig viste, at hun var utryg var hendes tavshed og så hendes anspændte holdning, mens hun så på fedtet som syede, når det ramte bålet.
Blikket skævede kun, da han satte dåsen hen til hende. Selvom hun var sulten og var ikke så tålmodig på at vente på den fugl blev færdig, så lod hun den bare være og gjorde ingen mine til at ville tage den.
Trætheden, de tidligere anstrengelser og slaget i hovedet efter ulykken, hvor hun gned på sin pande, da hendes hoved var ør. Hun havde lyst til at tage masken af, så det ikke virkede så trykkende imod hendes hoved, men det kunne hun ikke foran ham, især da han så ville se, hvad hun var for en freak. I det sammen at hun tænkte på det vendte hun blikket op imod ham, og så, at han havde taget masken af, og kunne tydelig se de mange ar, som han havde. Det generede hende ikke, for i denne verden var det faktisk næsten unormalt, hvis man ikke havde nogen ar.
Selvom alt virkede så fint med ham, at hans venlighed virkede oprigtigt og det, så kunne hun alligevel ikke lade sit forsvar falde overfor ham, for hvis han fik de rette få sekunder hvor hendes parade er nede, så ville han kunne dræbe hende så let som ingenting, hvis hun ikke var heldig at nå at blive reddet af sit eget racelige jeg.
Det gyldne og det blå øje kiggede på det telt, som han slog op. Nej hun skulle ikke ligefrem sove i hans telt, hellere sove i det åbne.
Nattekulden sneg sig ind på dem, og det kunne Vanillia godt mærke, da hendes muskler begyndte at sitre af kulde, da deres træthed ikke gav muligheden for, at hendes krop kunne selv holde kropstemperaturen oppe.
Så med besværlige og smertefulde skridt gik hun hen til hendes bil og rodede i sin oppakning med ryggen til ham.
Hurtigt fik hun fat i sin nattejakke, som var en praktisk meget mørkegrøn militærjakke, men som var en halv longcoat, så den gik langt ned til knæene. Hættetrøjen blev hurtigt trukket af og lagt imellem oppakningen. Lige så hurtigt tog hun korsettet af og så den sorte skjorte. Så hele hendes bare ryg var vendt imod ham, hvor hendes ravnsorte hår bølgede over hendes skuldre. Men hvis man kiggede på hende, så kunne man tydelig se, at hendes ryg ikke var bar. Hele hendes højre side både arm og ryg var pakket ind i noget tyndt gråligt forbindingsstof, som sad helt tæt på huden.
Hun var så glad da hun fik jakken på igen, da så kunne hun endelig holde den frembrusende ørkenkulde ude. Hun vendte sig bare om og satte sig ved bålet igen, hvor hendes ene hånd hvilede afslappet på hendes ben, men som alligevel var ikke langt fra hendes pistol, hvis der skulle være behov for det.
Nu da hun ikke havde en sort skjorte, der gik langt op til halsen, men hvor hendes jakke var lidt åben i halsen, da hun ikke havde knappet den helt op, så kunne man se at forbindingerne også var der på højreside af halsen.

Han så roligt på hende imens han smilede venligt og sagde ''jeg tager vagten, så du lægger dig bare til og sove i teltet så du kan genvinde kræfter da jo flere du genvinder jo bedre er det, da det osse giver et minimal af privat liv, så sover jeg når vi køre imorgen okay?'' han lød venlig imens han spiste sine sidste bønner og smed dåsen over til sin oppakning så han kunne pakke den hurtigt hvis det kom til det.
han sad roligt og så på hende kigge på de dåser han havde sat og så roligt på hende og nikkede imod dem ''jeg ved du er sulten, det bare dåse mad, og du har brug for kræfterne, så kan ikke se fornuften i og takke nej til mad, da er osse frugt? dog på dåse, men frugt er frugt et sted?'' han lød munter og venlig
han sad stille og roligt og så på hende imens han stadig syntes hun er en smuk kvinde, dog mystisk, men det kunne han rigtig godt lide.
han sad bare roligt og så op på natte himlen imens han så gik over til sin oppakning og tog en bog frem og gik så tilbage til sin plads og satte sig ned imens han læste dog roligt holdte øje med horisonten efter tegn på fjender, og roligt holdte øje med Vanillia hvis hun skulle få brug for hjælp.
han kunne se det gjorde ondt og brummede lavt, lagde sin bog fra sig, gik over til sin oppakning, fandt sin medic taske frem, kun en standard for soldater, men han havde taget så meget ammo og medic, dåse mad, han kunne fra sine døde kammerrater så det ikke faldt i røvere's hænder, så han havde okay nok syntes han selv.
han gik så tilbage og så på Vanillia gå over til sin oppakning, og han sad bare roligt og ventede imens hun gjorde sig færdig, dog kunne han se hende's ryg, smuk tænkte han stadig i sine egne gæve tanker, han rystede så på hovedet af sig selv.
han sad roligt og ventede på hende ved bålet til hun satte sig ned, han gik på alle 4 over til hende, og lagde stille medic pakken til hende, med noget smerte stillende i, rense klude, og andre små ting, han kravlede så tilbage og så afventende på hende og smilede venligt til hende.
han sad roligt og så på hende imens han spurgte stille ''hvorfor har du endelig maske på? og forbinding? undskyld jeg spørg, er bare nysgerrig'' han lød venlig og nysgerrig, osse små bekymret, men det er for hende, og ikke ham selv.

Så oprigtig virkede han, at hun næsten ville sige ja, at hun næsten ville lade sin krop falde i sin relative bløde sovepose og bare drømme sig selv væk og vågne med en healet og frisk krop, hvor fristende var det ikke lige. Men Vanillia så bare på ham med et udtryksløst blik og rystede så let på hovedet.
Dog til forskel fra frugten havde hun ikke lyst til at tage dåserne, jo selvfølgelig var hun sulten og hun var yderst utålmodig, men hun ville hellere spise denne 5 kilos tunge fugl på pinden og desuden, så var hun ikke så meget sulten endda.
Men igen hans smil fik hende til at tænke i andre baner, hvis hun skal tilbringe hendes tid med ham, så gik det ikke, at hun satte denne fjendtskab oppe. Så med et mat smil tog hun dåsen med frugt og fingerspiste et styk efter stykke. Selvom hun så koncentreret ud på maden, så smagte hun faktisk overhovedet ikke på maden, da hendes opmærksomhed var fuldstændig fokuseret på ham, hvor hun brugte sin temperatursans for at føle nøjagtig hvor han var og hele hans kropsposition.
Med et skævt blik og det ene øjenbryn løftet i vejret så hun på denne soldat tage en bog frem, det var ikke lige noget, som hun havde forventet.
"Hvad læser du?"
Sagde hun med en mat nysgerrighed, mens hun spiste videre og fandt ud af, at frugten var rets så smagsløst, nej frugt var ikke bare frugt tænkte hun inden i sig selv. Men måske var det, fordi hun stadigvæk huskede den vilde og stærke smag af vilde frugter i skoven før mennesker overhovedet påvirkede verden med dens mange kemikalier, chemtails og pesticider.

Da hun kom tilbage kunne hun mærke at kernetemperaturen inde i fuglen var høj nok til at den var færdig, men da hun skulle til at tage fuglen af det lille primitive stativ, så fandt hun sig selv at se lige ind i øjnene på den firbenede soldat, som skænkede en medictaske til hende. Noget af hendes parader faldt, fordi hun vidste, at medicin og forbinder osv var til tider en meget kostbar vare, hvis man ikke lige var i nærheden af en af de store byer, så troværdighedsvægten fik lige et par kilo mere til hans fordel i hendes vurdering af ham.
"Jamen tak da, men jeg har ikke brug for det."
Hun skubbede det blidt tilbage imod ham, mens hun så på ham med en oprigtighed, som viste, at hun mente hvad hun sagde. For i morgen ville såret være forsvundet, især forbrændingen, da hendes racelige evner stadigvæk påvirkede hendes menneskelige krop, at hendes krop healede lige så hurtigt hvis ikke hurtigere end en varulv.

Så kom det spørgsmål, som hun havde inderligt håbet så meget på, at han ikke ville spørge om, så hun sagde med sin skarpe irske præget stemme.
"Det kommer ikke dig ved!"
Så hun skarpt på ham med begge sine øjne, hvor hun straks vendte sin fulde opmærksomhed imod fuglen for at lade som ingenting. Hun ville absolut ikke tale om det, især lige nu hvor det bragte for mange smertefulde minder, som blev en smule genspejlet i hendes øjne. Fuglen var ellers herligt tilberet, hvor hun havde givet en luns til soldaten på en tallerken. Men alligevel smagte fuglen som aske i hendes mund, da den bitter smerte fra minderne syntes at fuldstændig ødelægge smagen. Så selvom langt fra havde spist op, så lod hun resterne bare ligge på sin tallerken og satte sig med hovedet hvilende på knæene og stirrede ind i ilden.

Han sad roligt og så på hende da han kunne fornemme hende's søvn mangel, og han smilede stille da hun så på ham med et udtryksløst ansigt, han smilede dog bare blidt til hende.
han smilede glad da hun tog dåsen, imens han afslappet sad og så på hende's skønhed, imens små rødmede og smilede for sig selv, glad for hun tog imod han's gave, og han havde en varm og glad stemning i sin kropsposition, dog vagtsom, men ikke over for Vanilli.
han smilede venligt til hende ''Ken follett, verdens vinter, en bog om en af menneske's første krige, helt tilbage i 1944 ca, den handler meget om comedy, så vel som alvor, men det er en ret så god bog, du må godt låne den hvis du vil'' han lød igen venlig og varm som altid over for hende.
Han så roligt afventende på hende, han så lidt skuffet ud da hun afslog, men smilede til hende, skævede let til hende's blod på benet, og prøvede igen at holde sig tilbage,
''var så lidt Misha, vil bare gerne have du har det godt'
han tog så medictasken med igen, og kravlede væk og satte sig roligt op og smilede til hende.

Han så trist ud da hun så ud til ikke at bryde sig om spørgsmålet.
''undskyld Misha..''
Han sad og så ned da han blev lidt ked af, over at have spurgt forkert, han kunne dog osse fornemme hende's smertefulde minder frem og han ville så gerne gøre hvad han kunne for at trøste hende, så han ville vove sit liv nu.
Han kravlede blidt over til hende og lagde sig ind til hende, vel vide at det kunne koste ham livet, men så ville han osse håbe hun forstod, at hun ikke behøvede at være alene og leve med smerten alene, da han selv kender det.

Hun lyttede interessant med og især da hun indså, hvor kostbar den egenligt var.
"Hvad laver du dog med sådan en gammel bog, som er over 1800 år gammel?
Hendes hals strakte sig lidt, da hun kiggede nærmere på bogen for at gennemskue, om det var en original en eller evt en, som er blevet produceret her efter krigen.

Hans blik kunne hun ikke lide, især taget i betragtning af han var en varulv. Så hun gik halvt humpende hen til vandflasken og til bilen, hvor hun tog et stykke stof og vaskede blodet af hendes ben af, så meget hun lige kunne med de primitive redskaber, som hun havde og når hun jo stadigvæk havde bukserne på. Hun havde nemlig ikke trangen til at smide sine bukser foran ham, langt fra.

Lidt mere ren sad hun ved bålet og havde lige slyngede med pisken imod ham, hvor hun sad bare dybt i sine tanker og derfor ikke indså, hvor meget nærmere han kom hende, faktisk fuldstændigt nært.
Øjnene var fuldstændig åbne da hun så med stor forskrækkelse og undrelse blandet med en skarp vrede på ham, hvor hun hurtigt rejste sig op og så ned på ham. Bålet i takt med hendes vrede over hans pludselige tilnærmelse fik det til at blusse langt mere op, hvor den gav lange skygger til omgivelserne. Hendes hale var ude fra sit skjul under tøjet, hvor hun slet ikke lagde mærke til den. Hvis varulven få meter foran hendes fødder lagde mærke til sine omgivelser, så var den store skygge, som kom fra Vanillia meget underligt formet, som et eller andet form for væsen. Men især ville hans opmærksomhed nok ikke gå så meget på skyggen, da hendes frembrusende aura, som var enorm tydelig og stærk blev vendt imod ham, som ellers havde holdt sig skjult.
"Jeg hedder rent faktisk Nikita din bloody hell retard! smut selv i seng, jeg tager vagten"
Sagde hun skarpt, hvor hun straks vendte om på fødderne, og hvor hele hendes frembrusende Aura og det forsvandt, og hvor fødderne hurtigt søgte vej til en af de høje klippestykker.
Hun satte sig igen med hovedet på knæet og så, hvordan der kun lige var noget blodrødt farve tilbage i den yderste del af horisonten, mens enkelte tårer gled ned af hendes kinder.
Hun havde absolut ikke lyst til at sove, endnu en søvnløs blev dette vist åbenbart til.

Han nikkede roligt og venligt til hende, han vidste ikke engang selv hvor kostbar den var.
''jeg fik den af min far, som fik den af sin far, sådan fortsatte det, og er den så gammel? anede jeg ikke'' han grinte roligt, da han ikke helt kan se hvor kostbar den er, for ham er det bare et minde, og en skat, fra sin familie, og han vidste hende bogen da hun ville se den, den var en original, endag meget vedlige holdt.

Han så lettere skuffet ud men godtog det, da hun er den dominerende her, så han brummede bare muntert til enighed for hende, at hun bestemmer som det er, han så dog nysgerrig til imens hun fjernede blodet.

Han så ret såret ud, og osse lidt ked af det, imens han dog kunne fornemme hende's vrede, og han kunne mærke varmen fra bålet, imens han blev mere og mere nervøs, imens han så skamfuldt ned, da han ikke ville vise sin sorg eller frygt, dog små snøftede meget lavt, selv om han prøvede at lade værd, selv om det hårdt når den eneste person han holder af i denne verden, er vred på ham, og han kunne fornemme hende's Aura.
''undskyld.., javel..''
han gik langsomt over imod teltet, pænt såret, dog er han's kærlighed ikke ændret.
Han snuste stille i luften, han duftede sand, sten, røg, Nikita's duft, og.. vand?, han så over imod hende, dog så han håbede hun ikke ville opdage det, så han så hende's tåre, han krympede sig og gik meget langsomt over til sin bog og samlede den op, han gik så over til Nikita, og lagde bogen foran hende, han smilede svagt og gik over til teltet for at krybe ind og lægge sig til at sove.
dog er han's kærlighed til hende kun blevet stærkere, hvorfor? det aner han ikke, måske er han gal, men hun har bare noget over sig.

Hvor tydeligt kunne hun ikke mærke denne mandelig skikkelse nærmere, hvor selv duften af ham blev stærkere, mens han nærmere sig. Skuldrene og alle muskler i hendes krop blev mere anspændte for hvert skridt han kom nærmere på hende. Men så med et forsvandt alle anspændinger, da han så bogen blev lagt foran hende. Hendes blik kunne ikke give slip på bogen. Gud hvor følte hun sig så bare så dum! Virkelig.
Dog alligevel rykkede hun sig ikke ud af stedet ind til han var gået ind i teltet, her lod hun sine hænder glide over bogens overflade og var overrasket over den stadigvæk gode kvalitet, som bogen havde. Et mat og sørgmodigt smil kom hendes læber, da den er ca en kvart del gammel af hele hendes lange alder.
Indtil stjerne tittede frem og månen gik på det højeste fik hun tænkt over mange ting, hun var stadigvæk vred, men ikke på ham. Faktisk havde hun bare total overreageret, men hans tilnærmelse havde bragt det værste i hende, når den mindste sødme, som folk gav hende, straks kom som en tons bitterhed tilbage i hovedet på hende.
Desuden kunne hun ikke lide det, som hun følte i luften omkring, kærlighedens aromaer.
Så der var sådan set kun en ting at gøre, hvilket hun følte, at hun sikkert ville komme til at fortryde bittert, som alle de mange andre gange.
Med lydløse skridt som en kat klatrede hun ned af klippestykket og stod i teltets åbning, fordi selvom hun ikke havde sovet, så havde hendes overnaturlig healing gjort det langt bedre, så det kun gjorde ondt, men ikke så ondt, at hun måtte humpe sig af sted.
"Her er din bog"
Hun vidste ikke, om han sov eller ej, men hun prøvede at snakke højt nok, så han ville vågne. Bålet var ikke brændt ud, men var kun lille og mild og alligevel lyste det okay meget op udenfor, men som stadigvæk highlightede alle skyggerne, da månens spøgelsagtige lys gav sådan en effekt på omgivelserne.
I vinklen som hun stod lyste månen hendes ansigt op, hvilket fremhævede den plain maske på hendes ansigt.
"Du ville så gerne vide, hvad der er under denne maske.
Sagde hun med en lavmælt stemme med et strejf af bitterhed, hvor hendes ansigt bukkede sig, således at det var skjult i mørket, hvor hendes hånd var gledet op til masken. For en stund tøvede hun, men så tog hun masken af og så med begge langs siden mens mørket stadigvæk skjulte hendes ansigt. Så med et rejste hun ansigtet og kiggede direkte på ham, hvor ansigtet var fuldstændig lyst op af månen, hvor enhver detalje kunne ses virkelig tydeligt.
Helt klart var det ikke noget, som man så hver dag, hele hendes ansigt var delt op i den almindelige menneskelige del, men hvor hendes højre side var stadigvæk i sammen smukke symmetriske form, men hvor hele hendes hud var dækket af små fine lilla skæl, som glimtede i månelyset. Nu hvor man tydelig kunne se øjet, så lignende det helt klart 100% det, som man kunne forstille sig ville være et ravgyldent drageøje.
Men hurtigt trak hun ansigtet væk, hun kunne ikke bære at skulle se forargelse i hans øjne, så derfor ville hun ikke lade ham nå at reagere, men straks bare vendte sig om og gik med faste skridt imod sit klippestykke igen.

Han lå og tænkte meget af natten, over det da var sket: hvem var hun?, kunne hun lide ham?, ville hun nogen sinde kunne holde af ham? eller bare accepere ham?, senere faldt han i søvn med små triste tanker.

han vågnede stille og brummede lavt, dog stadig meget ked over det da var sket dagen før, så han besluttede sig for at tage sig sammen idag og gøre sit bedste for hende, sørgmodigt tænkte han på det dagen inde, og skulle til at rejse sig op da han hørte hende komme humpe og ham krympede sig stille, men blev overrasket over at høre hende så han vendte sig om imod hende og rejste sig op og nikkede med et smil til hende da han tog imod den.
''tak, var den god? hvis du blev færdig med den''
han lød igen munter og rolig og han gik roligt ud af teltet da han hørte hende snakke til ham.
han nikkede lavt, dog lidt ked over bitterheden i hende's stemme, men da hun tog den af, og mørket skjulte ansigtet, indtil det kom frem i måneskinnet, og han var stum, da han ikke kunne forstå hvorfor hun gemte sit ansigt væk, da han syntes hun er smukkere end før, meget meget smukkere.
Han så hende dog så hun ikke kunne se glæden og venligheden i han's øjne, han så hende gå over til klippestykket, han tøvede lidt om at gå efter hende, men valgte så at gøre det, så han stod, dog lidt på afstand over det igår, men han sagde, med venlighed, glæde, og lidt kærlighed i stemmen.
''jeg forstår ikke du er så bitter over dit ansigt, du er så smuk.. så smuk, Nikita, det skal du vide jeg syntes, og er ligeglad med hvad andre syntes, i mine øjne er du smuk, det syntes jeg du skal vide'' da var intet skjult i han's stemme, ingen frygt, vrede, intet, kun glæde, ren oprigtighed og lidt kærlighed for hende, glad for hun viste ham den tillid.

Hun sagde ikke noget som helst svar til angående med bogen, da hendes koncentration var på det, som hun skulle til i gang med.

Igen mærkede hun kulden fra stenen under sin rumpe, da hun sad på den sammen position som i de mange timer tidligere. Månen stod stadigvæk højt og der var lang tid til, før solen ville stå op igen. Hendes øjne var ude over langskabet, som var meget lyst op for hendes blik, da selvom månen gav meget lys, så var landskabet stadigvæk mørkt for menneskelige øjne, men med hende ene øje kunne hun det sammen, som hendes artsfæller.
Hvor meget kunne han dog overraske hende, var der ikke grænser for galskab tænkte hun, da hun ikke havde forventet at han ville sige disse ting, disse ord. Hun rejste sig op igen i sin fulde højde, hvor vinden legede med hendes lange sorte og bølgede hår, som gik halvt ned af ryggen på hende.
"Er du blind eller hvad, hvordan kan du anse mig for at være smuk, er det her ikke freaky!
Hendes vrede og aura dukkede frem igen, men helt klart var den store forskel, at den ikke var rettet imod ham men imod noget andet. For hendes indre blik så hun hvordan de flere forskellige mænd havde set med stor forargelse på hende, flere som havde taget hende og gjort krav på hende med magt, fordi de blev opstemt med at være sammen med en freak. Hvordan hun i middelalderen var blevet pisket og tortureret med alle de mange heksemetoder, som de menneskelige præster brugte for at få de såkaldte hekse til at indrømme deres store synd med satan.
Hvordan hun havde mærket flammerne slikke sig omkring hendes ben, da hun havde været så træt, at hun ikke kunne holde ilden væk, men tilgengæld som blussede hendes enorme had for mennesker og menneskelige væsner til at hun brød fri for sine menneskelige lænker og kunne vise en lettere gengæld imod de mange fine præster og mennesker, som bare stod og kiggede på.
Hendes hånd var oppe ved den skællede side for at understrege, at det var det, som hun snakkede om. Samtidig slyngede hendes hale fra side til side bag ved hende.
"Så du synes selv at dette er smukt, at det slet ikke er freaky overhovedet!
Jakken røg straks på jorden, hvor det var så let af se, at der var ingen BH, som holdte hendes C kvindelige former oppe, og hvordan hendes overkrop var bygget i en stærk og muskuløs kvindelig facon. Hun gad ingengang at spilde tiden på at tage bukserne af på normal vis, så hun lyd mikroflammer smelte stoffet i benene og siden, således at hun bare kunne rive det af. Her stod hun kun med en enkel sort kvindelig undertøj på for at skjule det kvindelige, og hvor hele det forbinding, som han havde set tidligere også var foran. Hele hendes højre ben var dækket i det, men hvor det så ved hofterne kun gik ud til siden og på bagdelen, da det, som hun ville skjule efterlod maven foran bar i et stykke lige op til hovedet, næsten som man kunne forstille hos en drage hvor den bug er af de finere og bløde skæl end resten af dens krop. Med et forsvandt forbindingerne i en stor flamme, så det blev brændt af og efterlod den lilla skinnende og skællede hud tilbage. Hele hendes hud som ellers var dækket af forbindingerne, var af sammen type skæl som i hovedet, dog ved skuldrene var de stadigvæk glatte og fine, men noget større end ved de såkaldte kendte og mere sarte punkter på kroppen.
"Hvordan kan det være smukt, hvordan kan du ikke blive forarget af det!
Sagde hun frustreret til ham, mens hun knyttede hendes hænder imod hinanden, og hvor den højre hånd med de skarpe kløer stak hul i den bløde skællede håndoverflade.