Don´t be afraid I won´t bite (Kaylee)

Tid: 12:30
sted: Amarillo
vejr: solen skinner og det er varmt
omgivelser: Hun befinder sig på losseplads hvordan hun kommet her hen ved hun ikke, men rundt omkring hende er der folk som leder efter de rette dimser til deres opfindelser.
Påklædning: en slidt hættetøje, et par slidte jeans og et par sko som er en størrelse for lille  

Solen skinnede fra en skyfri himmel, en hvad der for mange lignede en ung kvinde havde trukket sin hætte fra hendes meget slidte hættetøje godt ned omkring hovdet, ligeson hendes hættetøje var jeansene var slidte og hendes sko var mindst en størrelse for lille, men det var det eneste hun havde så det betød at hun måtte havde det på. Hun havde taget det fra et af de få efterladte huse i en af de efterladte byer som hun havde været forbi inden hun kom til Amarillo, men folk havde stirret på hende. dem hun mødte syntes det var mærkeligt at hun havde så meget tøj på. Hver gang denne kvinde tog et skridt lignede det at hun svævede hen over jorden, man kunne ane små tottere af hendes hår stikke ud under hætten, men når hun  hurtigt gik forbi folk kastede de det hen med at det var blondt, men kunne man se det ordenligt ville man se det var hvidt som nyfalden sne. Ja faktisk vis man kunne se hele denne kvinde lignede hun en snemand. Denne kvinde var Sally. Hun huskede ikke hvem hun var før ulykken eller hun troede i hvert fald at hun var en del af en ulykke, for dem der havde fundet hende den gang for nogle år siden sagde at hun lå ved siden af en bil som var kørt ind i en sandsten og at hun var den eneste overlevende, men hun havde et billed af en hun havde kendt og hun havde tænkt sig at lede efter ham, men det var svært når man ingen penge havde. Sally havde måttet gå hele vejen fra Vegas til Amarillo. Folk havde betragtet hende og syntes hun var mærkelig for at gå i så meget tøj. Normalt gjorde hun det for ikke skille sig ud med sin snemands farve, men her skilte hun sig ud fordi hun havde så meget tøj på.
Hun vidste at vis hun vidste sin hvide hud ville folk først tage afstand og det var normalt derfor at når hun var sammen med nogen at hun snakkede så hurtigt at hun sometider var svær at forstå, men vis hun snakkede hurtigere var deres samtale også hurtig færdig  og hun kunne komme videre til sit ensomme liv.
Sally kendte ikke Amarillo særlig godt faktisk havde hun ikke været uden for Vegas sinden hun kunne huske så derfor  kunne hun ikke finde rundt hvilket ikke gjorde noget for hun skulle ikke hjem til nogen eller noget. Hun var havnet ved en skråtplads. Hendes fødder havde det med at bære hende uden hovedet vidste hvor, men der så ikke ud til at være særlig mange der inde, så hende og hendes fødder besluttede at gå der ind og kigge. Hun havde aldrig været på en skråtplads før og hun anede ikke hvad folk lavede på en skråt plads. Sally kiggede og så at der ingen stod ved indgangen. Måske hun kunne give sig selv et hvil der inde tage noget af alt dette tøj af, for hun måtte anerkende at denne varme var ved at gå hende på. Hun bed sig svagt i læben og forsatte. De store bjerge af skråt fasinerede hende. Hvordan folk kunne samle så meget skråt sammmen på et sted imponerede hende også. Desuden var det hendes første gang på en skråt plads og den så så tom ud, men da  hun  bevægede sig tættere på kunne hun se en lille gruppe af mennsker samlede skråtet op og putte det i tasker, det betød at hun enten blev nød til skifte til sin mennske form eller beholde hætten så langt nede i angsigtet at  man ikke ville kunne se det.
Sally valgte at skifte og løftede sin hænder op og lod hætten falde, hun havde det varmt og hendes kinder var lette rosa pågrund af varmen. Fasineret af de andre begyndte hun også at samle nogle dimser op og rullede dem i hånden, en form for glæde ramte hende og vis folk kiggede på hendes øjne ville de få øje på nogle meget gule øjne.  Hun havde ingen anelse om hvad de var til, men det var lige meget måske hun kunne sælge dem til en der gjorde. Som tiden gik havde hun fået sine lommer fyldt med mange forskellige dimser og det kunne  tydeligt ses. Hun måtte finde sig et sted hvor hun kunne holde en pause fra sin begyndende samling af dimser. Hun svævede hen over skråtpladsen for at finde et sted hvor der ikke befandt sig  så mange.Hun trak igen hætten godt op omkring hendes hoved da hun forsatte forbi en mindere gruppe af mennesker. De havde så travlt med samle skråt op at de ikke ænsede hende da hun gik forbi.

Hun forsatte til hun kom til en af de store bjerge af skråt, hun kiggede sig omkring og ville tjekke at der ikke kom nogen for at forsvinde om på den anden side, da hun sikker på at ingen skulle den vej hun havde bestemt sig for at gå. Forsvandt hun om på den anden side. Skyggen gjorde godt, selvom hun var anderledes  havde så meget tøj på for at skjule at hun ikke var som de andre hvilket hun var bevidst om at hun ikke var som dem, men hvordan det vidste hun ikke. Hun anede ikke hvem der gjort disse ting imod hende og hvad det var det skulle forstille, men hun vidste bare at det havde fremskyndet hendes udvikling af hendes krop, for hun kunne svagt huske at hun ikke altid havde set sådan ud og på det billed af hende og den fremmede lignede hun ikke en omvandrende snemand og hendes krop var i hvert fald ikke færdig udviklet. Hun satte sig ned og skiftede til sin hvide farve. Hun regnede ikke med at der ville komme nogen så på den måde var hun sikker på at ingen ville se hende i hendes snemandsform. Hun kaldte det for en snemand da hun ikke anede hvad hun ellers skulle kalde den, men også fordi hendes hud som den var når hun ikke skjulede sig var hvid som sne samt hendes hår. Hun vidste også at hendes hud var mere hvid end en albinos så hun sikker på at det var hun ikke, men så kom der også det med hendes skiftende øjnfarve og hendes kolde hud. Hun havde en kold hud og det var selvom hendes hjerte slog. Hun kunne godt minde om en vampyr, men heller ikke det var hun for hun var jo levende. Hun bed svagt i læben og lukkede øjnene.