so.. you here to harm us, little demon? ( Payne )

tidspunkt: 11:34.

temperatur: 18 grader.

følge: 6 af sine brødre og nogle ulve, resten af koblet er i deres lille landsby.

tøj og udstyr: tunge hjemmesyet læderstøvler, lette læderbukser med pels, så vel som et læder bælte med flere lommer til urter og andet, et hylster til sin bue, og 2 økser af elvisk sort stål, så vel som sin store lang bue, med 24 pile af sort elvisk stål, en vest af læder med en stof trøje inde under, så vel som en hætte, og et tørklæde for ansigtet, alt sammen hjemmelavet.
han's brødre har det samme på, dog forskelige farver fra forskelige dyr, og nogle med trøjer istedet for veste, og hele tørklæder bundet om hovedet, med diverse våben, som økser, spyd, dolke, bue og pile, en med en tung 2 hånd's økse dobbelt bladet, dem uden buer, har kaste spyd eller kaste økser.

Brian var stået op den dag, for at gabe højlydt, og kigge op ud af vinduet, solen skinnede ind på ham, og han brummede lidt, for og stå op, imens han gik ud af hytten, splitter fornøjede, og gik over til et bade hus, hvor det bare var et hus bygget op omkring en lille sø, som han satte sig ned i, og vaskedet sig med sæbe de selv havde lavet, så han duftede let af citrus, for at sidde lidt i vandet, og lade sig slappe af, for at tænke lidt over hva da skulle ske den dag, han rejste sig op, for og gå ud, imens en ung varulv blæste i et horn, for og vække folkene, og lidt efter lidt, blev ovne tændt, og mad varmet, kaffe sat over, nogle tog en slurk saft til morgenmaden, da mest bestod af kød, rodfrugter, grønsager, bær, og frugt, hva de selv dyrkedet eller fandt i skoven, Brian gik ind til sig selv igen, for og brygge en kop kaffe, og sætte sig ned, for og se nogle af sine brødre vinke godmorgen, imens de gik ud på skyde banen med deres buer, og han gabte højt, for og tage en bid brød med noget marmelade, som de selvfølgelig også selv havde lavet, og drak sin kaffe, tykkede på noget rørrede gede kød, og tog til sidst tøj på, for at sætte sine økser i sine seler i bæltet, så de let kunne trækkes, en dolk i støvle skaftet, og sin bue med pile til, trak hætten op, og lod tørklædet sidde om halsen, for og gå ud, da var kommet liv i smeden, folk var ude i deres haver, børn hjalp deres mødre, og vagt poster blev erstattet af vågne vagter, så natte vagterne kunne lægge sig til og sove, og da var gang i byen.

Han gik over til nogle af sine brødre, som skulle ud på jagt, og han valgte og slutte sig til dem, for at følge med dem ud i skoven, da var 6 af dem, så vel som nogle af deres tamme jagt ulve, Brian's ulv, Manse, lå der hjemme og sov, så han var uden ulv idag, dog gik de ud af porten som blev åbnet af nogle store muskelbundter, og lukket igen, for at bevæge sig ud i skoven, hvor de søgte efter alt brugbart, uden og lave rovdrift, men de samlede bare nødvendigheder ind, som blev lagt i lommer, eller rygsække som nogle af dem bar, de forventede ikke noget vildt, i deres simple liv, og de tog tåre af deres vand drikke dunke, indtil de duftede et dyr, og et væsen, da ikke hørte til skoven, og de blev straks mere lydløse end spøgelser, for og snige sig frem af, selv ulvene blev stille, og sneg sig med de erfarne jægere, og krigere, imens de uden og kommunikere, spredte sig, og gjorde våben klar, 2 med bue, en med kaste spyd, og resten trak økser og dolke, den ene trak sin tunge stridsøkse op af den's hylster, så det store dobbelt blad skinnede let i solen.
Brian stod klar med begge sine økser, bag nogle buske, i hug, for og spejde frem af, og opdage et eller andet kæmpe øgle væsen, og en meget smuk kvinde på øglen, han trak sin maske op for ansigtet, og trak hætten ned, så kun de gule ulve øjne i skyggen kunne ses, han trådte frem, og rettede sig op, så det kunne ligne han trådte frem fra, imens han's brødre ventede i skjul og spredte sig i en cirkel om kvinden og øglen, han stirrede på væsnet, hvis de stoppede, ville han råbe roligt ''hva laver de i vores territorium, frøken?'' han lød ikke truende, men han virker heller ikke venlig, dog ville han's beredte våben nok være klar, og som han snakkede, trådte han's brødre frem, og omringede kvinden, så da stod 1 på hver side af hende og øglen, 2 bag ved, og 2 foran på hver side af Brian, så vel som 4 jagt ulve da stod i hver sit hjørne, så hun var omringet, og han sagde roligt ''hop ned af øglen, og fortæl dit ærinde, eller vi angriber'' han lød nu truende, og løftede økserne let, klar til kamp og alle han's brødre stod klar til kamp, med buer med pile på, let trukket tilbage, og dolke og økser, så vel som en med sine kaste spyd, våbene skinnede i solen, og de havde også tildækket ansigtet, så vel som hætter imens ulvene knurredet, sammen med deres varulve herrer, men deres klan tattooveringer var tydeligt, at de tilhørte Aurora's ulve, og kendte hun lidt til dem, ville hun vide de var gode krigere, da kæmpede på gamle vikinge manere, og de var nogle hærde bæster og toppes med, så vel som de havde en alliance med elverne i blackwood, også sort blod's heksene, så guderne måtte vide hvad de havde af es i ærmerne, udover nogle brutale nærkamp's evner, og hvis hun var klog, ville hun kunne se væske på pile spidserne, så vel som kaste spydet, da vidnede om en ukendt gift, men den ville ikke skade, kun bedøve, og gøre fanden's ondt, så hun kunne vælge og snakke, eller slås med vikinge ulvene.

Outfit

Brede fødder banede sig blidt vej igennem den mørke skov. Den enorme øglelignende skikkelse var nok lidt af et udsædvanligt syn for elverne, men sine kraftfulde farver og udsædvanlige detaljer, men den lod ikke til at have noget ondt i sinde. Rytteren der sad på ryggen af den store raptor, og som holdt dens tøjle ganske løst, havde hverken vilde farver eller opsigtsvækkende tøj. Den eneste farve, som egentlig var at spore hos den kvindelige skikkelse, var de blå øjne som stirrede roligt frem for sig.

Hun havde længe haft dårlig samvittighed over raptorens mangel på motion. Selvfølgelig havde de begge fået et velfortjent hvil efter den lange tur med Medusa, men det betød ikke, at Hector ikke havde behov for at røre sig. Ikke mange af Vladimirs vagter ønskede at komme nær raptoren, både fordi det var hendes personlige ridedyr, men også fordi at Hector stadigvæk led af ungdommens uregerlige tilstand. Selv Payne var stadigvæk ikke 100% i stand til at forudse, hvad raptoren kunne finde på, hvis man lod den alene om sine tanker for længe. Hvis dette skulle være tilfældet under turen, så havde hun heldigvis "forstærkning" med i tasken. Udover en dolk, en flaske vand, en lille bøtte med nogle firkantede stykker af en blodrød frugt og lidt andet, så befandt der sig også en stramt lukket pose med kød fra et vildt dyr. Kødet var i små stykker og nemme at lokke den ivrige raptor med. Lige nu fik han dog frie tøjler, og hvor de endte var raptorens egen idé. Selvfølgelig trak hun altid Hector lidt væk, hvis de begyndte at nærme sig centrum for elvernes territorium. Hun ønskede ikke, at de fik problemer på turen. Hun var blot taget til skoven fordi det var det største sted, hvor øglen kunne få lov at bevæge sig og samtidig træne sine sanser lidt.

De fortsatte lidt længere, måske 20-30 min. i dyb stilhed, hvor Payne valgte at lukke øjnene for at fokusere på skovens lyde. Det var en god metode til at slappe af, og desuden øve sig lidt med sanserne. Hvad hun dog ikke lige var opmærksom på var, hvordan skovens lyde pludselig forsvandt. Egentlig så gættede hun på, at Hector skræmte det meste dyreliv væk, men det viste sig hurtigt at være grundet noget andet. Pludselig stoppede raptoren nemlig op, og rykkede hende ud af sin meditationslignende tilstand. Payne åbnede straks øjnene, og så til sin forbløffelse, hvordan de var blevet omringet af noget der lugtede som varulve… og almindelige ulve. Hun trak langsomt hætten ned, og tog sig et roligt kig omkring. Syv varulve, og fire almindelige ulve - og ingen af dem så specielt glade ud. Skønt. Hun sukkede irriteret, og kneb øjnene let sammen, inden hun svarede den varulv, som havde talt til hende. Hun valgte dog ikke at svare på det første.

"Sænk jeres våben, og så hopper jeg måske ned af raptoren."

Bag stoffet til hendes hætte skjulte der sig et lille klansymbol, som fortalte, at hun var med mafiaen - og endda var et af de højst mulige rang, man kunne være. Det ville dog ikke være synligt for Brian og de andre, medmindre hætten blev skubbet til side eller noget lignende skete. Hector var tilsyneladende ikke helt tilfreds med situationen, og trippede uroligt imellem de folk, som havde omringet ham. Hvis ulvene ikke flyttede sig, ville de risikerer at blive trådt en anelse på, da raptoren tydeligvis ikke havde styr på, hvor de alle befandt sig. De sommerfuglelignende gevækster omkring hovedet på Hector rejste sig langsomt, imens den skræppede nervøst. Payen strammede tøjlerne i håbet om, at hun ville kunne holde den rolig. Hvis de sænkede deres våben ville Payne glide ned fra raptoren, og stille sig ved siden af den, med hånden om tøjlerne. Hvis de nægtede, ville hun blive siddende.

Brian og han's brødre, så vel som ulvene, virkede lidt usikre på den meget store øgle, hvilket fik dem til og bakke lidt væk, men deres våben blev nu rettet imod øglen, hvis den kunne finde på og angribe, hvilket Brian var usikker på, han registredet hurtigt at dame dæmonen, ud fra lugten, tog sin hætte ned, og hun var ihvertfald et meget smukt væsen, men så ikke ud til og gøre de erfarne krigere og jægere mindre vagtsomme, de så ikke på hinanden, men flere ord blev udveklset på Aurora's sprog, hvilket bare var et gammel skandinavisk sprog, iform af en blanding af svensk og dansk, og den blev blandet med knurren og brummen, som mere tydet på de var vilde dyr end civiliserede væsner, men han trak sin maske ned, og trak hætten ned, så det buskedet hår, og et lille begyndende skæg var tydeligt, så vel som nogle ar på halsen, og i ansigtet, han så roligt på hende da hun sukkede irriterede, han kneb øjnene sammen, som en ulv da var opmærksom på et bytte, han så på hende, for og se om hun ville røvrende dem, eller hvad, han sagde så roligt noget på Aurora's sprog, og våbene blev sænket, men de var stadig klar til brug, og ulvene var stoppet med og knurre, og stod pænt, dog lettere spændte, de vidste ikke endnu om hun var ven eller fjende.
Brian så på kvinden, og sagde så roligt ''vore våben er sænket, vær venlig og hold deres øgle i ro, og sadl af, de er trods alt i vores område, men hvis de er venligsindet, byder Aurora's ulve dem velkommen, og vi vil dele drikke'' han så roligt på hende, det var en viking skik, som man viste fremmede da måske var venner, og så gav man dem en drik, og så kunne man overveje og stole på dem, om det var en god ide, måske var drikken forgiftet, hvilket ville være dybt vanærende for ulvene, men måske var den ikke, og han fandt en flaske frem, og viste den, for og vise hvad han mente, Ulvene rykkede sig dog væk fra raptoren, da de virkede bange for raptoren, men varulvene stod bare klar, ikke en anelse af frygt i deres øjne, fordi hvis de døde idag, ville deres moder omfavne dem, så de ville kæmpe til det sidste, hellere dø med våben i hånd, end gammel på en seng, og de muskeløse, solbrændte varulve, virkede dybt årvågne, og opmærksomme på deres omgivelser, som kamp hunde da ventede på deres herre sku slippe dem løs, dog da hun gled ned af raptoren, de spændte musklerne lidt, i de stærke overarme, da raptoren skræppede, men de faldt så ned igen, dog gik Brian over til hende, efter at have sat sine våben i hylster, så de hang og daskede til han's ben, og han trak proppen fri af flasken, for og tage en ordelig slurk af flasken, og rakte hende den, han drak først for og vise velvilje, at da intet ondt var i sinde, og den ville have en sød duft af humle, med et præg af bær, da det var deres hjemmebrygget øl, Wolf Beer, som ville have en sød og fylden smag, og han så roligt på kvinden, imens han ventede på hun tog flasken eller ej, for sige roligt ''jeg er Brian, Brian O'Connor, Alpha for Aurora's ulve'' han smilede drenget med blottet tænder.
hvis kvinden havde hørt om Aurora's ulve, ville hun vide det var et lille samfund da levede i BlackWood, og kun brugte skoven's ressourcer, og lavede alt selv, i en landsby af tømmer, hvor ulvene levede frit, under skov ånden Aurora, som i deres øjne var en vej til det hinsides, indtil Valhalla, og de ville kæmpe for deres børn og kvinder i byen, denne lille stamme af viking lignene varulve, hvis hårde liv har gjort dem mistænksomme, og hårde krigere, så vel som gode jægere, bønder, bryggere og kokke, ved hjælp af skoven, og hvis hun havde hørt om Brian, ville hun vide han var en fantastisk nævekæmper, som ex Mafia enforcer, en desertør, trænet fra barn's ben af, og en hårdkogt nærkæmper med økser eller spyd, da i sin unge alder, har dræbt sin andel af fjender, for mafia'en, og for sit nye kobbel, med han's gruppe af huskarle, og krigere, udgjorde en lille hård kerne, da beskyttede blackwood, og levede i fred fra omverden's teknologi, og alt andet, da alt blev ordnet med hånd kræft, eller gamle dags maskiner, som løfte pæle og alt andet, nogle fortæller at Aurora har givet Brian, skov bjørnen's ånd, for at kunne kæmpe hårdere, som en berserker, og var en anerkendt person af sort elverne, og varulvene i han's kobbel, men også at han bryggede en fantastisk øl, og mjød, så vel som andre spiritus genstande, og narkotika, økologisk, da var mange ord om Brian, fordi han havde formåede og stable det på benene som han havde, kun ved hjælp af en håndfuld varulve, men nu, hele tiden voksedet.

Hector knejsede stolt med nakken, og lagde gevæksterne en anelse ned igen, da de lod til at have gjort deres. Bare det, at varulvene og deres ulve trak sig bagud tog den som et godt tegn, og et tydeligt bevis på, at den havde markeret sig selv. Nok var raptoren nervøs og ilde til mode ved situationen, men Hector var også godt bevist om sin egen størrelse. Den var stadigvæk temmelig ung, og det betød massere af gåpåmod og styrke. Kort sagt, så havde øglehjernen altså regnet ud, at den havde sat sig i respekt, og at der derfor ikke var helt så meget at frygte længere. Dog kunne man se på dens små pupiller, at den stadigvæk holdt skarpt øje med hele banden, bortset fra dem bagved, som den overhovedet ikke kunne se.

Payne derimod hævede blot et forvirret øjenbryn, da varulvene begyndte at kommunikerer på et temmelig uddødt sprog. Hun forstod ikke et ord, men lod dem alligevel snakke færdig, da hun ikke ønskede at provokerer dem yderligere. Intentionen med turen havde langt fra været at få en ny gruppe på nakken. Hun synes allerede, at der var nok derhjemme.

"Javel."

Tilføjede hun kort, inden hun dumpede ned på jorden og landede sikkert. Hendes tøj var i dag praktisk frem for pænt. Hun vidste godt, at man ikke kom ret langt i skoven i stiletter og små kjoler, selvom det så pænt ud, og så tillod det hende at blende ind i mængden, hvis hun var mere tildækket. Dog, selvom hun var tildækket, så var det ikke noget, som kvalte hende i den stigende varme. Navnet Aurora ringede en meget lille klokke, noget hun syntes at have læst i nyhederne for ikke så længe siden. Noget med en pub? Hvis dette var mandskabet, så bekræftede hun hurtigt, at det nok ikke var her, hvor der foregik mange civiliserede samtaler. Payen holdt fast i tøjlerne, som beordret af Brian, men hun kastede kort et blik op mod sadlen blot for at konstatere, at den altså måtte vente. Raptoren var betydeligt højere end den lille dæmonkvinde, så hun håbede, at varulvene ville forstå. Hendes skarpe blik vendte derefter tilbage til Brian, hvor hun gengældte hans lille smil med sit eget charmerende og hvide tandsæt. Hjørnetænderne kunne let skimtes men viste ikke tegn på, at hun var i agressiv tilstand.

"Navnet er Payne. Payne De Niro."

Igen ringede en lille klokke. Havde hun ikke hørt navnet Brian før? Sandsynligvis i en samtale med Malikan, hvor han havde nævnt det i forbifarten, men hun havde svært ved at tro på, at en som havde haft noget med mafiaen at gøre var endt ud i noget så primitivt som en lille landsby. Det var i hvert fald ikke noget, som hun selv gik og drømte om. Selvom Payne først var blevet introduceret til rigtig luksus, da hun ankom til borgen, så var det noget, som hun ganske hurtigt havde fået vane for. Ikke, at hun havde svært ved at leve uden, da hendes årelange træning stadigvæk bød hende livet uden, men hun ville pure nægte, hvis nogen tilbød hende det liv, som varulven levede nu. Da Brian tog sin slurk af flasken betragtede hun ham blot roligt imens tankerne fortsatte, men da hun blev selv blev tilbudt noget, rakte hun en afvisende hånd op og rystede på hovedet.

"Ellers tak."

Egentlig vidste hun ikke helt, om det virkede uhøfligt, men væsken var totalt unødvendig for hendes system, og desuden var det ikke til at vide, hvad flasken faktisk indholdt. Derfor sprang hun helst over. Egentlig så virkede Payne ganske rolig ved situationen. Måske en smule utålmodig.

"Nå… men, hvis det var den drink, så må jeg vel hellere se at komme videre."

Smilede hun sukkersødt, og klappede raptoren på siden af kroppen, hvilket fik Hector til at vende sit næb imod hende og lægge hovedet på skrå.

Brian og han's flok virkede mindre nervøse, selv om den stadig virkede ret cocky, så slappede de af, men de var også opmærksom på raptoren, men de vidste ikke meget om disse væsner, så de var varsomme, som mindre dyr da står overfor et større dyr, men de stirrede selv tilbage, imens flere så på kvinden, da hun løftede sit øjenbryn.

de fortsatte deres snak, også selv om hun ikke virkede til og forstå det, da det jo ikke var meningen hun skulle forstå det alligevel, men de stoppede til sidst da de var enige, og fortsatte så med og være opmærksomme på kvinden og raptoren.
Brian nikkede til hende da hun sagde javel.

Han holdt øje med hende, hver en bevægelse, i springet, til landet, som en erfaren kriger ville opveje en modstander, han så tænkende på hende, imens han opvejedet sine muligheder, han overvejede lidt hvad han skulle stille op med hende, men de lod hende gøre hvad da skulle gøres, imens de andre varulve ventede på hvad da skulle ske, han så det charmerende smil, han bemærkede mange detajler, i hende's ansigt, han så tænkende på hende, som om da var noget han huskedet, men kunne ikke placere det.
han hørte navnet, og sagde roligt ''Payne De Niro? hmm.. da et eller andet da siger mig noget'' han bankedet let på læben med en pege finger.

Han så roligt på hende, imens han tænkte, han trak på skuldrene da hun takkede nej, og tog selv en tår mere, smækkede proppen i, og satte flasken i et hylster, men han virkede ikke stødt, det var jo kun fornuftigt, han knurredet tilfreds ved den kolde øl.

han så på Payne og nikkede roligt ''vi skal videre med vores jagt, god jagt, Frøken De Niro'' han råbte noget på Aurora's sprog, og han's folk gik rundt om raptoren, for og stilles om ham, sammen med ulvene, dog vendte han sig kort imod hende, for og sige noget, da han så det, i hætten, et mafia mærke, som fik ham til og knibe øjnene sammen, som en vred ulv, og han bevægede sig imod hende, fra hende's ryg af, lydløst som døden selv, som erfaren jæger, gik erfarent uden om alt på jorden da kunne knase eller alarmere hende, og trak en lille bitte Søvle pil, en nål på 2 cm, som han holdt i fingerspidsen, så giften ikke rørte ham, og lynhurtigt, stak han nålen i halsen på Payne, som slet ikke ville reagere, selve giften ville sprede sig til kroppen på rekord tid, så hun havde kun nogle få sekunder og reagere i, før hun ville besvime totalt ind i ubevidstheden, og han så roligt på hende, hvis hun så ham i øjnene, ville et flammende had i øjnene være synligt, og uforsigligheden ville være uendelig.

Gruppen virkede heldigvis til at være noget mere afslappet omkring hendes selskab, efterhånden som opdagede, at hun egentlig ikke havde nogle skumle hensigter udover en tur i skoven - og det samme gjalt selvfølgelig for den enorme raptor, hvis øjne stadigvæk hvilede skarpt imod de unge ulve.

Da Brian snakkede om, at han genkendte hendes navn, fik det hende til at tøve et øjeblik. Hun havde aldrig set ham hos mafiaen eller nogen andre steder, men det var ikke til at vide, hvor langt ord kunne komme. Hun var efterhånden kendt på hele borgen, ikke som noget særlig, men som en man ikke skulle komme på den dårlige side af på grund af to ting. Den første var selvfølgelig, at hun var en af Vladimirs særligt udvalgte, hvilket vil sige, at dem som lagde en forkert ment finger på hende ville få en hård og hurtig straf. Den anden ting var, at hun havde drænet et frivilligt offer for øjnene af flere ansatte på borgen allerede den første dag, hvor hun var ankommet. Det var ikke hendes mening, men det havde i hvert fald fået hende i respekt, og samtidig eftertragtet blandt de frivillige donorer på borgen. En ting som hun stadigvæk nød godt af.

"Jeg mindes eller ikke at have set dig før."

Tilføjede hun blot som en afslutning. Ulvene viste ingen tegn på, om de var med eller mod nogen, udover den Aurora selvfølgelig. Derfor gjorde hun det bedst at holde lav profil for en stund. Hun havde dog glemt alt om badget, som stadigvæk hang ved hendes bryst.

"I lige måde, O'Connor."

Hector gik en anelse ned i knæ, da Payne rakte armene op mod raptoren, som tegn på, at hun gerne ville tilbage på ryggen af ham. Desværre fik denne bevægelse også skubbet lidt af hendes hættestof til siden, hvilket pludselig afslørede dette såkaldte badge. Tegnet var ikke til at tage fejl af, og Brian, som gammel ansat hos mafiaen, burde straks vide, at hun var vigtig. Desværre var Payne dog så opsat på at komme videre med turen, at hun ikke straks bemærkede, hvordan stilheden atter bredte sig. Det var først i sidste øjeblik, at hun fornemmede noget komme flyvende imod sig, men hun nåede blot at dreje sig en anelse, før et stik ramte hende i halsen. Med et vredt udbrud flåede hun ud efter det som var hende nærmest, hvilket hun ingen idé havde om hvad var, da hendes verden i løbet af ganske kort tid blev fuldstændig sløret til før det hele sortnede. Den lille krop faldt til jorden med det samme, og blev liggende med det sorte hår spredt ud omkring sig, som en slags lille manke. Raptoren havde derimod massere af tid til at reagere. Paynes udbrud og de pludseligt frie tøjler, fik raptoren til at brøle højt og forvirret, inden den snappede ud efter Brian. Halen svang agressivt frem og tilbage, inden den styrtede imod gruppen af varulve, hvor man hurtigt ville blive mast eller smidt til siden, hvis ikke man blev ramte af kløerne, som den fægtede løs med. I starten forsøgte Hector at forsvare Payne, men hvis for mange angreb ville raptoren pludselig løbe videre ind i skoven. Payne havde dog stadigvæk sin taske på sig.

Brian og han's varulve slappedet af, da hun ikke virkede til og ville skade deres skov, eller dyrene, men de var stadig skeptiske over for raptoren, en af han's mænd spurgte om man kunne spise kæmpe kyllingen, hvilket fik Brian til og glo på ham, og brøledet så af latter som de alle gjorde.

Brian tørredet en tåre væk, for og kigge på Payne med et nysgerrig blik, om hun tog deres latter på sig som ondt ment, men han vidste dog ikke mere om hende, udover han ikke kunne placere hende, dog så han på hende og smilede roligt, da han alligevel ikke kunne mindes det værre end det var, og svarede roligt.

''jeg var enforcer for dem for nogle år siden, men da var en ulykke som gjorde jeg trak mig tilbage, eller rettere, deserterede, min far blev beskyldt for tyveri, og henrettet, på falsk påstand''
han trak på skuldrene, det var bare et ondt minde nu, men han virkede nu tilfreds med sit liv nu, han så på hende igen da hun svarede, han vinkede til hende.

det hele skete ret hurtigt, syntes Brian, men han havde set badget, og uden og tænke sig om, havde hans vrede overtaget, og han havde stukket hende med Søvle pilen, for og se hende falde til jorden, da hun udbrud, nok i forvirring, men så gik det op for ham det var vrede, men igen, det var ikke gennem tænkt, og hende's kæmpe kylling gik amok, for og flå ud efter dem, han's brødre angreb, for at blive skubbet til side, en af dem revet slemt af klørne, og han faldt omkuld, for og ligge stille, imens de angre jagede øglen på flugt, men de havde alle 6 angrebet, for at se den stikke af, 2 var så blevet skubbet omkuld, slemt, og den anden var blevet hugget af klørne også, så han røg ned med en banden og vred knurren, så en var væltet omkuld, 2 såret, og 3 stod oppe, efter at have skudt pile og kastet spyd efter øglen, uden og ramme ,da det gik for stærkt, men Brian havde allerrede kastet sig over en af sine brødre, som lå og hostedet slemt, for at lægge pres på sårene på broderen, og den anden havde sat sig op, imens yderliger 2 var igang der med og lægge beslag på han's sår, så det ikke blødte så slemt, i et øjeblik var Payne glemt, udover en varulv da holdt øje med hende, og den anden da var væltet omkuld rejste sig op, de 2 varulve så sig omkring for og se hvad da skulle ske nu, men den varulv, en ung knægt, som Brian havde i armene, han fik en forbinding rundt om siden, i håb om at blod tabet ikke ville få ham før de kom tilbage til landsbyen, og han blev løftet op, og ulvene kaldt sammen, og den anden blev hjulpet op.
Brian så på Payne som stadig lå stille, og han greb fat om hende, og løftede hende op som om hun intet vejede, for og bevæge sig afsted, sammen med sine brødre ,dog langsomt.

på vejen holdt den unge varulv op med og trække vejret, og han blev lagt, de tog han's armring, så de kunne levere den til han's kæreste, og de lavede et kort ritual, for at bede til at Aurora's døtre ville tage ham med til valhalla, og de bevægede sig videre, stadig med Payne på ryggen, og han beregnede hun nok ville vågne op en time's tid efter de var ankommet til byen, medmindre hun var stærkere end antaget, så hun ville vågne under turen, ville en kniv simpelt blive presset imod hende's strube, og nogle truende knurren komme fra varulvene, for at binde hende med noget tykt reb, og ført afsted, der efter omringet af de bevæbnede varulve, som ville stå tæt, og klar med deres knive og økser, men hvis ikke, ville de fortsætte fredeligt der ud af.

hvis Payne ikke vågnede, ville portene blive åbnet, af nogle store pumpedet varulve, og trukket tilbage, så varulvene kunne komme ind, og han's brødre ville få besked på og overlade knægten's armring til han's kæreste, for de skyndte sig afsted, og Brian ville gå over i en hytte af tunge sted, med en gitter port, for at åbne den med en nøgle da hang ved siden, og gå der ind, til en stolpe af sort ravnetræ, og sætte hende op af hende, og spænde hende's hænder fast til lænkerne af Sort elvisk stål, som man virkelig skulle arbejde for og knække eller bøje, de havde ikke set det væsen endnu da kunne.
da ville være halm hun kunne sidde på, og lugten af gammel blod der inde, som henvisning til hun ikke var den første der inde, en spand til og tisse og lægge en dej i, og ellers intet andet, og Brian ville stille sig i mørket, og vente på hun vågnede op, så han kunne stille spørgsmål, enten på den gode måde eller den værre måde.
hvis hun var vågnet, ville hun bare blive spændt fast med rev og bevogtet på vej ind til byen, hvor portene ville blive åbnet, og nogle ældre krigere ville komme ilenede, for og tage fat i Payne, og lægge hende i lænker, imens en kniv var imod hende's hals, og når lænkerne var klemt fast om hende's håndled, ville krigerne føre hende til samme fange celle, og spænde hende fast, for at Brian ville komme der ovre, og låse op, for og gå der ind, og smække porten i, og give nøglerne til en kriger der ventede der ude, og kigge på hende, og vente på hun reagerede.
havde hun været vågen, ville hun have set flere hytter, hvor da var kvinder og børn, så vel som teenagere på træning's pladsen ,da trænede med træ økser, eller garvede krigere da underviste dem, så vel som nævekamp, og brug af sværd, spyd, køller, og andre våben, bueskytter på murene, og hytter da lugtede af ild og stål, som kendes som smedje, og andre hytter med haver, med forskelige frugter og grønsager, et kæmpe langhus, som brugtes som mødested, og nogle huse da duftede stærkt af spiritus, hvor de bryggede deres spiritus, og et enkelt lille hus, hvor sorte blade hang, til tørre, som kunne kendes som Black Heart, som lavedes til Black Happy, og hash planter, som de kaldte Hedurt, mange ting, healende planter ,hvor den sårede blev ført hen, og jægerne afleverede deres våben, og så ville flere børn kigge på Payne, og spørge mødre eller fædre om hende, men ordet om en mulig mafia spion var allerede spredt, og flere så enten vrede på Payne, eller nervøse, havde mafia'en fundet deres leder og han's brødre, og ville straffe dem? det var uvist om de ville leve til sommeren nu, og flere krigere bevæbnedet sig, for og forkomme eventuelle angreb, og selv om de få krigere og jægere ville se ynkeligt ud, så ville Payne vide, at man ikke skulle undervurdere de garvede vikinger.

// håber dette kan bruges, så du har 2 muligheder, enten bevidstløs, eller spille på Payne er vågen, og så kan du jo vurdere hvad du vil gøre :)

Payne var glad for at mærke roen, som spredte sig blandt de halvunge varulve. Det eneste hun ikke helt forstod var den latter, som de alle sammen pludselig brød ud i. Deres sprog var ældgammelt, og hun var ikke engang nær den alder eller visdom, som tillod hende at bestemme sprogets oprindelse. Det lød dog ikke elvisk, den slags havde hun hørt før. Men hvis al snakken og latteren betød, at ulvene var i godt humør, så kunne hun forhåbentlig klare resten af turen uden problemer. Derfor smilede hun blot, imens hun fastholdt tøjlerne, som Hector rykkede utålmodigt i.

"Det lyder vel nok... Tragisk."

Hun havde en grim fornemmelse af situationen. Måden, hvorpå Brian øste ud omkring sin traumatiske episode, der slet ikke matchede hans udtryk, det tydede på nag. Hun anede ikke, hvilken organisation der stod bag, men hun havde et lille gæt. Hun krydsede bare fingre for, at hun gættede forkert, og derfra skyndte hun sig ekstra meget.

Payne havde ikke den vildeste ide om, hvad der foregik omkring hende. Hendes krop, der faktisk var temmelig lille for deres tidsalder, blev slået komplet ud af bedøvelsen. Hun fornemmede svagt lyden af larm, men den gled hurtigt i baggrunden. Selv ikke Hectors fortvivlede kalden inde fra skoven af kunne hun høre, imens de langsomt lagde afstand mellem hinanden. Hele turen var Payne væk. Kun meget få sekunder virkede det til, at hun forsøgte at åbne øjnene, men uden held, hvor hun så røg tilbage i søvnen. Hendes krop vejede måske ikke meget for Brian, men mange blev som regel overraskede alligevel. Payne var lille og spinkel bygget, men alligevel vejede hun mere end en fuldvoksen mand. Det havde mange svært ved at forklare, eftersom metallet i hendes krop ikke var synligt.

Kroppen som blev lænket og lagt på halmen, den blev liggende lidt. Så, måske 7-8 min. efter begyndte hun endelig at røre på sig. Det første Payne gjorde var at tage sig til hovedet. Hendes øjne fløj dog straks helt op, da hun fornemmede vægten og hørte lyden af lænkerne omkring hendes arme. Langsomt fik hun skubbet sig op at sidde, hvor hun brugte stolpen som ryglæn. Hendes øjne gled langsomt rundt i hytten, imens hun rynkede på næsen af den gamle lugt. Da hendes blik landede på Brian, standsede hun øjeblikket. Hun blev stadigvæk siddende, men hendes øjne kneb sig sammen og blev mørkere. Hun havde tydeligvis ikke svært ved at se ham i mørket.

"Hvor er Hector?"

Hendes stemme var rolig og fri for følelser. Hun viste ikke tegn på panik over hendes tilstedeværelse, men hendes øjne var en anden snak.

Brian så roligt på Payne, da hun virkede til og slappe af ved deres rolige sind, men alt ændrede sig dog, men han kunne fornemme på hende at hun ikke forstod hvad de sagde, eller grinte af, da hun ikke kunne snakke deres sprog, hvilket virkede fint for Brian, han så på hende ved hende's ord, og skævedet til den store kæmpe øgle, med en lettere mistro til den's ro, og svarede roligt.

''det er som man tager det, har fundet ro i det, min fader hviler i Valhalla med min moder''

Brian havde set hende's små signaler om utryghed, hvilket ikke vidste for ham, om hun havde fundet ud af de havde opdagedet hun var spion for mafia'en, eller hvad hun var, hvilket fik ham til og reagere også som han gjorde, med had og vrede ved Søvle Nålen.

Han så hende falde sammen, men han fandt ikke særlig tung, selv om han mente hun vejede mere end hun burde, og han var ikke helt dum, han fik det til at hun nok havde mekaniske dele i sig, som han burde vogte sig for, medmindre de bare var dele af lem da var blevet adskildt, det kunne han altid spørge hende om senere, men han gik ud fra det virkede bedre end han havde tænkt på, var hun mon død? han brummedet bare og gik videre.

Han stod som et stille spøgelse i skyggen, ventede tålmodigt, som en jæger kunne vente i timevis, han så roligt på hende da hun tog sig til hovedet, for og skubbe sig op langsomt, han iagtog hende roligt, kun iført et par læderstøvler, og pels bukser med læder til, og en tshirt af stof, som sad stramt udover ham, dog ubevæbnet, Han's gule klassiske øjne for en varulv, mødte hende's, han virkede ikke overrasket, han så bare på hende ved hende's ord, og svarede hende's spørgsmål med et spørgsmål.

''er du spion for mafia'en, da kommet for og markere os for mafia'en?''

han så roligt på hende, med de muskeløse overarme lagt over hinanden, han så hende direkte i øjnene, vidste ikke om hun var i bange eller ej, man kunne aldrig vide hvad de kunne finde på, han så dog på hende, og sagde så roligt, for og vise venlighed.

''jeg ved ikke hvor Hector er, og gætter på det er din kæmpe øgle. jeg gætter på han er ude i skoven, vi hørte ham kalde på dig, men han kom ikke tæt på, og tror ikke han kommer her ind, men jeg håber du vil svare på spørgsmålet jeg stillede dig, da det vil afgøre din skæbne, og vov ikke og lyve, jeg er ret god til og gætte løgnere, og tro mig, jeg er ikke en mand du vil lyve for, jeg er jæger, både for dyr og væsner, og mange væsner kommer med mange løgne for ikke og få.. ubehaligheder, men jeg tænker mest på min klan's overlevelse, så er du spion?''

han gik hen til hende, dog lige akkurat ud fra hende's radius, så hvis hun stak hænderne imod ham, ville de være ca 3 cm fra han's ansigt, og han ville bare kigge afventende på hende, som en da ville sidde og stirre på hende i timevis, hvis han skulle gøre det, og hvis hun løj, ville han kunne tyde det, af mange år's erfaring, medmindre hun var en ufattelig god løgner, han var ikke sikker på om han bare skulle få hende's hoved adskildt fra kroppen, han så dog også nervøs ud, som kunne ses i han's øjne, var det tydeligt hvorfor, da lyden af børne latter og gråd kunne høres, unge mænd og kvinder's snakken, og ældre's banden over og få medicin fordi de var for gamle til og tage vare på sig selv, hele klanen's skæbne lå på han's skuldre, om han slog denne Payne ihjel, eller skånede hende.

Payne stirrede stadigvæk mere eller mindre uforstående mod Brian. Hun forsøgte ikke at lade det skinne igennem alt for tydeligt, men hans ord sagde hende ikke det fjerneste. Hun føler, at Valhalla var et eller andet, som nogen engang havde nævnt for hende, men det lå så langt tilbage, at hun ikke engang orkede at rode efter det. Religion havde aldrig sagt hende meget, og derfor var det også spildt tid for hendes vedkommende, hvis hun forsøgte at sætte sig ind i alle de forskellige slags, som var skabt. Det var bare ét stort rod. Hans lød dog så ukendt, at hun måtte formodede, at det var en rimelig uddød en af slagsen. Det forklarede også deres primitive levestil. Ikke, at hun forstod det heller. Hendes uforstående attitude og drivkraft efter at komme videre gjorde så, at hun ikke valgte at kommenterer yderligere på samtalen.

Hun mærkede udmærket den dundrende hovedpine, som fulgte efter bedøvelsen. Heldigvis aftog den ganske langsomt, da hendes krop var styrket efter et godt morgenmåltid, men det var stadigvæk ikke helt hurtigt nok, hvis man spurgte hende. Lyset var gudskelov afdæmpet i hulen, eller hvor hun nu befandt sig, for selvom hendes øjne var mekaniske, så ville hendes hjerne brokke sig temmelig meget over kraftig sollys. Det virkede nemlig ikke til, at hun havde sovet mere end en times tid, så dagen var stadigvæk ung. Da varulven nægtede at besvare hendes spørgsmål fnøs hun kort, og vendte så opmærksomheden ned mod sine lænker igen. Den leg gad hun ikke lege. Hun sad med med benene trukket op til sig og med søjlen som rygstøtte, hvilket gjorde, at hendes hænder hvilede på knæene lige ud foran hendes blik. Hun viftede kort med lænkerne, og testede derved deres vægt, ligeglad med, at Brian så på. Det var ikke meget, at hun var stødt på den slags, men ud fra lugten, vægten og udseendet, så bedømte hun det til at være elvermetal. I god kvalitet endda. Det var først da Brian svarede på hendes spørgsmål, at hun så på ham igen. Mens en del af hende stille takkede 'nogen' for, at Hector var sluppet væk, så grublede en anden del af hende også over, hvad der ville være det mest fornuftige at svare. Hun besluttede at holde sig til sandheden - for nu.

"Nej, jeg er ikke spion for mafiaen. Og desuden, så bør du være glad for, at jeg ikke er det! Dygtig løgnedetektor eller ej, så burde du vide, at det ikke er smart at kidnappe folk på den måde... ISÆR ikke, hvis man arbejder for mafiaen."

Brian ville både kunne se og høre på Payne, at hun ikke løj. Irritationen var blevet tydeligere i hendes stemme, men hun gjorde ikke rigtig noget forsøg på at holde den dæmpet længere. For hun VAR utilfreds. Hendes eller fredelige ridetur var blevet afbrudt, og hendes forsøg på at slappe af var endt med en massiv hovedpine og tunge lænker. Ikke lige sådan, at hun forestillede dagen, da hun stod op. Hun ignorerede bevist Brian igen, og drejede i stedet hovedet ud mod lyden, som kom fra porten af. Hun vidste godt, at han afsøgte hende for tegn på frygt eller løgn, men han ville ikke finde nogle af delene hos hende. Hun havde ingen grund til at være bange, for hun havde intet gjort. Desuden, hvis der gik for længe, så ville der formentlig blive sendt folk ud efter hende... ikke?

"Hvad er formålet egentlig med det her?... Den primitive stil, mener jeg. Nu dømmer jeg kun ud fra dig af, men her virker en smule... forældet."

Hun sendte ham et drillende smil, og et nysgerrig blik, som ikke helt passede med hinanden.

Brian så roligt på Payne, imens hun samledet sig, og ventede tålmodigt, lyset skinnede let ind igennem tremmerne, han nød dog ikke ligefrem og proppe hende i brummen, men man kunne ikke være for sikker, de var kun en lille klan, så det var lige det, den unge varulve høvding, så mildt på Payne, da hun fnøs, og rystede roligt på hovedet, lod hende samle sig, vifte omkring med de tunge lænker, dog da hun lod sin tunge slippe, så han tænksomt på hende ved hende's ord, han gik lidt ud i lyset, for og kigge nærmere på hende, med sine gule øjne, hvis sorte rander sad dybt under øjnene, han svarede roligt.

''så du er ikke kommet for og udlevere os til mafia'en? tja, jeg er glad for du er det, fordi ellers måtte jeg slå dig ihjel, og begrave dig i skoven, men vil ikke sige du er kidnappet, vil snare sige du er en ufrivillig gæst i vores samfund, men det ligger mere i, vil du udlevere os til mafia'en? fordi det har vi ikke ønsket om, vi vil leve i fred, så hvis du ikke vil skade os, så undskylder jeg på mig og mine brødre's vejne, og vi vil gøre det op for dig, på den ene eller anden måde.. men.. hvis du har i sigte og skade os.. så forlader du ikke stedet..''

han lød først rolig og usikker, men blev så fjendelig, og det var tydeligt at de ville slå hende ihjel hvis hun ville skade dem, men han kunne høre hun var irriterede, og overvejede endelig hvor meget en fjende hun endelig var, han satte sig ned, og lænede sig op af væggen ,for og fiske en nøgle op af en læder pose da hang i han's bælte, for og kigge på den, han skævede til hende, han så undrene på hende, og svarede roligt.

''vi fortrækker og leve primitivt.. roen, freden, ingen oss, eller elektronik, alt klares ved gamle metoder, muskel kræft, og simpelt værktøj, vi dyrker selv vores afgrøder, fri for gift og radioaktivitet, vi jager selv vores kød, og takker moder Aurora for vores bytte, men vi laver ALDRIG rovdrift, og vi beskytter skoven, mod på at vi får lov og bo her, såvel som vi lære om medicin fra sort blod's heksene i skoven, og lære om smede faget af sort elverne, såvel som våben brug og den slags, vi brygger forskelige alkohol former, mjød, og øl, diverse drikke, rom, og jeg brygger personligt selv Whisky, som en rigtig irer, hehe, og vi lever efter viking metoder, regler og love, nogle kalder os primitive, vi kalder os frie, om det så er og grave ud i en svine sti i 6 timer, eller våben træne med mine våben, eller jage kød, vi nyder friheden, fri for beton og døde ting, og grimt stål, vi lever i fred med naturen, dyrker hedurt, som i kalder hash, og vi dyrker sorte hjerte blade, og andre ting, såvel som før nævnt, medicin, naturligt, man kan sige vi lever i fred for krigen i denne verden, og vi har ikke problemer med banditter, ja de har automat våben.. men vi har krigeren's sind med os.. nok er vi simple varulve, men da mange da har undervurderet os, og vi dør gladeligt, for og komme til valhalla, til moder Aurora, og Alfaderen Odin, han's sønner, og døtre, så når folk frygter døden, omfavner vi den, så ja, vi er forældet, men vi er i fred og ro, med vores naboer, sort elverne, og sort blods heksene, så vel som skoven's dyr..''

han så blidt på hende, med et venligt smil, som en rigtig drengerøv, på trods af han's ældre look, iform af mange ar fra forskelige dyr og våben, da vidnede om en erfaren kriger, da omfavnede døden, og ville dø for sit folk, som ikke mange kunne sige, han svang roligt med nøglen mellem fingrene, og sagde stille.

''du har ikke i sinde og skade os, men er med mafia'en? hmm.. muligheder.. muligheder''

han bankede på sine læber med sin nøgle, og han sagde så med et suk og grinte så, for og rejse sig op, han gik over til hende, og låste kæderne op, for at løfte hende op, ved og løfte hende under armene, han stod og så ned på hende, for og sige roligt.

''jeg kan måske ikke ligefrem give dig en klækkelig erstatning, men jeg kan vise dig rundt i mit hjem, og give dig noget til gengæld ,for at have overfaldet dig, iform af en hjemmebrygget drink, hvis det kan friste, Payne De Niro? på en betingelse, at du ikke minder mafia'en om, at vi deserterede, så de vil jage os, selv om de nok har bedre ting og tage sig til, men frygten er der stadig, hvis du forstår, og hvis du vil, så kan du overnatte her, og deltage i vores gilde? vi fester for foråret idag, og nogle dage frem, og du vil blive behandlet pænt, og få frit leje i vores landsby''

han så på hende, for og række hånden frem, hvis hun ville tage den, ville et fast håndtryk blive givet, og han ville banke på tremmerne, for og få dem låst op, af krigerne der ud, og selv gå ud, for og vise hende ud af fængslet, så hun kunne tage deres landsby i øjensyn med egne øjne.

Payne havde svært ved helt at tro på fyren. Hans race var tydelig for enhver, da hele området stank af varulve, men hun anede ham som værende højstående - hvilket undrede hende. Kendte hun bare en smule til deres natur, så vidste hun, at de var ekstremt hierarkiske. De yngste lå sjælendt øverst, medmindre de havde været usagligt dygtige... Eller heldige. Og selvom fyren så stor ud, så var det helt sikker typer større end ham. Derfor hævede hun undrende et øjenbryn, da han begyndte at snakke igen.

"Okay, kaptajn kloge-åge. Jeg ved ikke lige, hvad der gav dig ansvaret for jeres 'gæster', men jeg håber ikke, at det er dine taleevner. Selv, hvis det du siger VAR min mission, så ville næppe indrømme det med de trusler. Og uanset, hvor dygtig du er som løgnedetektor, så vil der altid være en bedre løgner!"

Det sidste grinede hun næsten. Det var tydeligt, at han ønskede, at ordene skulle skræmme hende, så hun forhåbentlig holdt sig til sandhed. Egentlig så ønskede hun ikke ligefrem at ende som blomsterbed, og knægten mente sine ord, men hun havde forhørt en del folk i sin tid, så hun kendte godt de små tricks. Desuden kunne hendes krop være uhyre svær at aflæse. Hendes øjne var falske, så hun ville kunne kontrollerer bevægelserne. Hendes hjerte var mekanisk, og slog ganske regelmæssigt trods kroppens påvirkning. De generelle tegn på, at man løj, kunne derfor være mange gange sværere at se. Hendes naturligt skarpe hørelse var dog ikke sen til at opfange lyden af nøglerne, og hendes øjne fikserede sig straks på posen.

"Aha... Så lad mig lige forstå det ret. Du skred fra en af de mest magtfulde organisationer i verden... For at leve af bær og mjød og grave i mudder? Fordi i vil undgå en krig, som allerede er død og allerede har efterladt os i ruiner?"

Hun var tydeligvis ikke voldsomt imponeret. Faktisk forstod hun slet ingenting. Han tabte hende fuldstændig ved opremsningen af Valhalla og Odin. Og mudder. Og primitivitet. Payne forstod godt ideen om det enkle liv. Et mindsket brug af moderne sager, men stadig i kontakt og benyttelse af omverden. Det her var lige en tand for drastisk efter hendes hoved. Derfor pegede hun blot en slank finger imod ham, da han begyndte at mumle, hvilket fik kæderne til at rasle igen.

"Du kan lige vove! Gidsel eller gæst, så vil jeg ikke udnyttes! Og jeg kan selv!"

Vrissede hun omsider, da han frigjorde hende og trak hende. Hun baskede hans hænder væk, og stirrede muggent, imens hun børstede sit tøj mest mulig rent. Hun overvejede ideen om at tage benene på nakken, men hun kom ikke langt uden Hector.

"Fint. Jeg ser på jeres lille landsby... Men forvent ikke, at jeg bliver længe. Mafiaen vil sikkert lede selv, hvis jeg trækker tiden."

Hun stirrede mistroisk på hånden, og valgte ikke at tage den. Måske ville Brian blive fornærmet, men at give hånd var et løfte. Og hun var ikke helt sikker på, hvad der ville følge derefter. Hun ville bare gerne ud fra den indelukkede celle.