Ladies in the woods(Phoenix/Hinata)

Hinata havde haft en dejlig dag, ude i denne mærkeligt farvede skov, og hun var glad for, at den endnu ikke var ovre, himlen var klar på nær et par enkelte hvide skyer, der dovent bevægede sig henover himlen. Hun kiggede op på himlen, for at få en ide om, hvornår på dagen de var, og hun kunne se på solens position, at eftermiddagen stod på hæld, så om halvanden times tid måske 2 timer, ville mørket begynde at tage over, så hun ville nyde den tid med sol hun havde, ved at gå ud og jage lidt.
Derfor gik hun ind på sit værelse for at skifte, til hendes brune kriger lignende nederdel, med læse læderstrips hængende fra bæltestedet, og hendes matchende top, der havde skelet hænder på, som sad så de så ud til at holde hendes barm oppe. Hun greb sin normale bue og pile kokkeret, på vej mod døren, imens hendes spidersquirrels Chick og Chuck kravlede efter hende, da de gerne ville med. Hinata stoppede op, og smilede for sig selv af de kære små væsner, der ivrigt kravlede op af hendes krop, til de nåede hendes skuldre, hvor hun kunne nusse dem lidt, før hun lod dem gemme sig i hendes hår, hvor de plejede at gemme sig, når de var sammen med hende.

Nu hvor hendes spidersquirrels var med, tog Hinata afsted, og det gik ikke så langsomt, med hendes lange ben. Halen svirpede let i luften efter hende, mens hun løb gennem skoven, på vej mod udkanten af the forbidden forest, som lå tættest på Dalmanio, da hun havde opdaget en flok hjorte, der græssede deromkring for et par dages tid siden. Da hun nåede frem, begyndte hun at spore flokken ud fra deres spor, hurtigt fandt hun ud af, at de havde bevæget sig længere ind, i the forbidden forest, og det passede hende helt fint, for derinde skildte hun sig ikke så meget ud, nu hvor hun var blå, og skoven heromkring var markant anderledes farvet, end nogen normal skov.
Da hun fandt flokken, kravlede hun lydløst op i et træ, lidt væk fra flokken. Vinden gik i retning af hende, fra flokken af, så de kunne ikke få snus af hendes duft, da hun havde fundet sig en god gren, hvor hun var godt gemt, holdt hun fat i grenen med halen, og begyndte at spænde en pil for buen.

Tøj: en lille top, lange sorte bukser, og ingen sko, håret hænger løst

Phoenix have længe ville se skoven igen. Luna og hende havde været to den sidste måneds tid. De veg aldrig mere end et par meter fra hinanden og egentlig ville det også ende galt. Roligt lagde Phoenix en hånd på den pjuskede hvide pels og sukkede. ”Luna, jeg kan se du gerne vil løbe. Vil du have muligheden? Tør vi løbe risikoen her ude?” Phoenix’ stemme rystede svagt, og kunne mærke en svag panikken komme brydende ind i hendes hjerte. Luna satte sig tungt ned på jorden og rystede på det store hoved.
’Phoenix, jeg ved du ikke vil have vi er langt fra hinanden, men hvem skulle gøre mig fortræd? Come on, jeg er næsten 180 over skuldrene og du tør ikke engang stirre for længe på mig af gangen. Hvad med at vi bliver en igen her ude, og lever som ulv i et par dage? Sammen som før?’ Lunas stemme gav genlyd i hendes hoved og det snurrede. ”det vil jeg gerne.” hviskede hun og krammede Luna ind mod sit bryst. Stille og roligt smeltede de sammen, men smerten var næsten ulideligt.
Et hyl gav genlyd i skoven da Phoenix og Luna smeltede sammen. Den livløse menneskekrop faldt sammen på jorden og kom langsomt til live. ”Gud hvor… jeg hader… det her…” gispede Phoenix vrissent, og snerrede af sin egen svaghed.

Kroppen rystede voldsomt og pelsen begyndte at springe frem over det hele, tøjet flækkede og hendes knogler knasede. Et ulvehyl fik fuglene i træerne til at lette og flakse forvildet rundt.
De store poter stampede i jorden, og hovedet blev lagt tilbage endnu en gang, og fik endnu en gang fuglene til at flyve. ’Det her har jeg savnet.’ Tænkte den store hun ulv, og satte i spring.
Det yndefulde bæst fik jorden omkring hende til at flyve op. Hurtigere og hurtigere gik det, indtil hun fik færden af hjorte.
Hun sneg sig ind på flokken, og lagde sig på jorden. Et af de store dådyr var lidt i udkanten af flokken og Phoenix snusede ind. Hun bevægede sig langsomt hen mod den, og så sit snit. Ulven kastede sig over dyret og bed sig fast i nakken på den.

Det hele skete så hurtigt, at man nærmest først lige skulle opfatte hvad der foregik, før man kunne følge med. Hinata havde rettet pilen mod en hjort, der var kommet lidt væk fra flokken, men hun nåede kun lige at slippe pilen, før hun opdagede varulven der angreb selv samme hjort, og det var nærmest rent held, at den ramte hjorten, der døde på stedet, uden at ramme varulven samtidig. Flokken der selvfølgelig opfattede fare, satte af i fuld firspring, så Hinata måtte være hurtig med den næste pil, hvis hun ville have en af dem for sig selv, så den næste pil fløj afsted, og ramte en anden hjort omkring venstre bagben, så den brølede af smerte, og væltede om. Hurtigt hoppede hun ned fra det træ hun gemte sig i, så hun kunne gøre en ende på hjortens lidelser.
Først nu tænkte hun over, at det var en varulv, der havde sat klørende i den første hjort, ikke bare en varulv men en varulv i dyreform, så det fik hende på stikkerne med det samme. Hvorfor havde hun også lige hoppet ned fra træet, mens den stadig var her? Hun havde været så fokuseret på at fange sig en hjort, at hun havde reageret på ren instinkt, da varulven fin klørende i den første, så hun havde handlet før hun tænkte sig om.

Hun rejste sig langsomt op fra hjorten, med ryggen til varulven, hendes bue i venstre hånd, kniv i højre hånd, til hun stod i sin fulde højde af de omkring 3 meter, mens hun drejede hovedet, til hun kunne skimte ulven over skulderen, gennem det sorte hår, der klistrede en smule til hendes krop, eftersom hun var blevet lidt varm, efter sin løbe tur gennem skoven. Halen svejede en smule bag ved hende, mens hun var stille for en kort stund.
"Jeg ved ikke nok om varulve til at vide, om du er bevidst i din dyriske form... men hvis du er bevidst... hvis du er der inde, og kan høre hvad jeg siger... så lad vær med at angribe! Jeg er her ikke for at slås!" sagde hun med en undertone af nervøsitet, gemt i hendes stemme. Hun håbede virkelig på, at varulven kunne forstå hende, for hun havde ikke sin cyberbue med sig, så hun havde kun sine insekter, jagt kniven, buen og cirka 4 pile på sig, og hun vidste ikke om hun var i stand til, at klare en varulv med kun disse faktore på hendes side.

Pilen som ramte dyret fangede ulvens opmærksomhed, men ikke nok til at lade det store gab slippe dådyrets hals. ’hva’ fanden?!’ lød det et sted i ulven hjerne, men det blev hurtigt skubbet væk.
Siden Phoenix havde opdaget Luna, ved et uheld, havde der været tre personer i en enkelt ulvehjerne. Dog var det ulven der havde kontrollen, Luna og Phoenix kunne stå fra sidelinjen og kigge på, eller i hvert fald prøve på det. Nogle gange var det selvfølgelig meget rart, at Phoenix kunne slappe af, men andre gange når den gik bærsærk, var det alt andet end rart, eller hyggeligt.

Da dyret var dødt, slap hun halsen på den, og kiggede snerrende hen mod… Ehm, den meget store smølf? Med en hale?! ’Hvad er det her for en verden vi lever i?!’ tænkte de alle tre i kor. De havde oplevet mange ting igennem deres næsten 17-årige liv, men dette var nyt. Varulve, normalt. Dæmoner, normalt. Meget store blå rum kvinder, Alt andet end normalt!
Stemmen der kom fra væsnet lød nervøs, men også mere eller mindre bestemt, nærmest forhandlende. Ulven smækkede en pote på byttet og knurrede dybt, med tænderne blottede. Blodet dryppede svagt fra munden, og i dette øjeblik lignede hun en der sagde helle for den sidste småkage.
Men der var noget ved færten som fik ulven til at slappe af. Hun lugtede hjemligt, og trygt. To ting ulven, Phoenix eller Luna ikke kendte noget til, overhovedet.

Det der før havde været et farligt rovdyr, blev pludselig en nysgerrig stor hundehvalp. Ørene stod dog stadig stift op da hun luntede mod Hinta, men resten af hendes kropssprog, var ikke truende, men nærmest venligt. Den sorte næse sitrede da hun ikke var mere end en meter væk. ’Natur? Men… blå… Bytte?’ tænkte ulven og kom endnu tættere på.
Phoenix ville ud, hun ville prøve at få bæstet væk, og undgå at dræbe eller blive dræbt. ’HVIS DU SÅ MEGET SOM KRØLLER ET HÅR PÅ DEN BLÅ DIMSES KROP SÅ VANKER DER!!’ skreg hun.
Hvis Hinta rakte en hånd ud mod ulven, for at prøve at klappe den, ville den snappe efter hendes fingre, og gå i kamp, som galt det hendes liv. Men hvis hun fortsat stod stille, ville Ulven snuse lidt endnu, inden den ville sætte sig for an hende, og kigge nysgerrigt på det store væsen, som om den ville vente på hun forklarede hvad hun var.

"Hmm, du er vist ikke det talende sind, så du må være det dyriske sind, det kunne jeg næsten have sagt mig selv!" sagde hun, nok hovedsageligt til sig selv, men hun sagde det højt, nok for at konstatere overfor sig selv, at hun havde med et væsen at gøre, som lige nu var i sin dyriske form. Dyr var noget hun kendte til, hun vidste mere om dyr og deres adfærds mønstre, end hun kendte til menneske lignende væsner, og deres adfærds mønstre, men så igen varulve var stadig anderledes, de er stærkere end andre dyr, og når der er mulighed for et bevidst sind, der kan være tilstede derinde, kan det blot gøre dem mere farlige.
Hun holdt øje med ulven, og forstod på en eller anden måde, at denne ulv havde bestemt sig for, at den første hjort der var blevet dræbt, og som hun havde haft tænderne i, tilhørte hende. Det kunne Hinata godt leve med, hun havde alligevel fået fat i sin egen, så det var vel rimeligt, at varulven kunne beholde den, som hun havde haft de blodige bisser i, Hinata kunne alligevel ikke bære dem begge, skindet var lidt for ødelagt, og hun ville nok alligevel ikke få dem begge sat til livs.

De gule øjne fulgte det pelsede kræ, der havde valgt at komme tættere på hende, snussede lidt til hende, og desideret bevægede sig på en måde, der ikke virkede som sådan truende, men mere noget i retning af venligt sindede. Til trods for denne venligt sindede måde at bevæge sig på, valgte Hinata ikke at røre ved denne varulv, selv da hun satte sig foran hende, og lignede en der forventede, at Hinata skulle forklare hende selv, overfor dette væsen. Med øjnene fastlås på ulven, satte hun langsomt sin bue henover pile kokkeret, så den hang på hendes ryg, måske til dels for at vise ulven, og personen indeni ulven, at hun var villig til ikke at slås, så længe hun havde tænkt sig, at forholde sig på samme måde overfor hende.
"Godt så... du virker umiddelbart mere nysgerrig, end klar til kamp, så det er vel en positiv ting, for mit vedkommende!" sagde hun stadig lidt nervøs i stemmen, da hun trossalt stadig ikke vidste, hvad denne varulv kunne finde på at gøre "Så du er altså nysgerrig! Det gør dig vel ikke meget mere anderledes, end så mange andre jeg har mødt, der er mange derude, der godt gad vide hvad jeg er for en! Eller mange er måske så meget sagt, af dem der rent faktisk har set mig sådan her, er de alle interesseret i hvad jeg er, men jeg kan ikke rigtig give så meget svar, for jeg ved ikke helt selv, hvad jeg er for en!" imens hun snakkede til ulven, i håb om at det måske var hvad hun var, den var nysgerrig omkring, gik hun langsomt ned i knæ, over den hjort det var lykkedes hende, at nedlægge til sig selv.

Stadig med kniven i sin hånd, skar hun maven op på hjorten, så hun kunne fjerne de indvolde hun ikke skulle bruge, dette gjorde hun tildels for at gøre dyret nemmere at få hjem, men hun gjorde det også, for at lugten af indvoldende, ikke skulle opstå derhjemme, og tiltrække unødvendig opmærksomhed, fra kødædere der gerne ville have fat i den slags. Hun så dog op på ulven foran hende engang imellem, for at se om den gjorde noget specielt, og det var tydeligt at blod og indvolde ikke var et problem for hende, for hun virkede mere opmærksom på Phoenix, end at hun tømte et dyr for indvolde. Da hun var færdig, rejste hun sig op igen, og så på Phoenix.
"Jeg ved ikke med dig, men jeg skal have det her dyr hjem, så jeg kan få det ordnet! Vil du med, og hvis ja er tilfældet, vil du så have din hjort med?" spurgte hun, lidt i tvivl om, hvorvidt det var en god ide, at tage en varulv i ulve skind med hjem, når man ikke helt var sikker på, hvor farlig denne ulv kunne være.