Lamb - and other animals (( Argentum))

@Argentum.


Det var eftermiddag i Miami City , og gaderne farvet af menneske mylder.
Denne del af byen var trendy og ikke præget af forfald og efter krigsskader, som de fleste steder ellers var. Man kunne nærmest gå hen og glemme at verden var et råt og barsk sted hvor børn gik i seng med sultne maver , folk sov under åben himmel og andre ville slå ihjel for en pakke smøger .
Her ....i disse gader ....virkede alt normalt. Her havde overklassen til huse.

Hestehalen svingede kækt fra side til side, og skikkelsen spadserede afslappet hen af gaden, men var helt målrettet i sin kurs.
Der var gået  par uger siden sidste møde , og selvom det var afsluttet på en lidt....uventet måde, var hun fast besluttet på at fortrænge og glemme det hele.
Altså udover hun mente at han nu stod i gæld til hende, og netop derfor var hun her, for at indfri den .....og hun kom ikke alene.

Sommeren var ved at pakke sin skønne varme væk og efterårets køligere men meget smukke vejr,  var trukket over New Miami. Hun skød hagen op og så i trækronerne , så på bladenes skiftende farver. De var smukke, fik hende til at længes mod.....jul...især fordi det blev tidligt mørkt nu.
Mørkt....hun var iklædt den samme mørke buksedragt som første gang hun havde besøgt ham hjemme, Argentum.
Men denne gang var hun ikke på vej til hans luksuøse penthouse hvem, men til hans arbejde istedet. Hun kunne se det allerede, Omnicorp....det tonede højt op mod himlen og virkede næsten majestætisk i al dets vælde.
Hun trak den tykke grå sweater tæt om sig. Den var af ældre dato og ikke nær så pæn at se på som buksedragten var. Slidtagen kunne ikke mere skjules, ikke når man så den tæt på- dog var den stadig ok præsentabel....og den eneste hun havde der ikke var plettet af dyre blod, så valget havde egenlig ikke været svært.
Hendes sko var med lidt hæl, sorte og med lidt ridser .Hun kunne lide dem, lide den enkelte rem fastspændt om anklen men især at de var lydløse når hun gik takket være gummisålerne under.
Hendes ledsager fulgte pænt med, tavs og hun smilede til ham da hun vimsede ind i bygningen og gik direkte mod receptionen.
" Millicent James til Jason Stark " Hun lænede sig mod disken og så på sekretæren.

(Omnicorp)

Den mandelige Receptionist ville sende Millicent et let blik som om hun ikke hørte til, hvilket hun jo heller ikke gjorde, han ville vende blikket mod skærmen inden han ville svare hende.
"Venter Mr. Stark dem?"
Spørgsmålet var egnelig ment som har du en aftale kan vi snakke, men hvis ikke så ved De vist hvor døren er.
Han ville ikke vente længe på svaret fra hende inden han ville tilføje.
"Mr. Stark sidder i et telefon møde og vil ikke forstyrres."
Argentusm sekretær sad på hans etage lige ved elevatoren og så skulle man ned af en længere gang for at komme til et åbent venterum med glasdøre hvor den anden side af dørende ville være det store kontor.

Argentum sad ganske rigtigt i et telefon møde et møde der virkede som om det bare ville trække ud i det uendelige. Der ville gå i nærheden af tyve minutter inden der ville komme et grønt lys på receptionistens skærm der indikerede at han kunne kontaktes igen af nogen som helst i bygningen.

Receptionisten der ikke kendte Millicent ville ført bukke under for hendes plagen om at ville se Mr. Stark efter yderligere ti minutters plagen fra hende af hvor vigtigt det var at se ham.
han ville derefter kontakte Argentum via Omnicorps samtale anlæg.
"Undskyld jeg forstyrre Mr. Stark, men jeg sidder med et lille problem her. Der er en der gerne vil i kontakt med dig men ikke efter nogen aftale, hun siger De skylder hende det."
Der ville gå hvad der ville føles som et halvt minut inden der kom et svar fra en stemme der lød træt og udmattet, næsten svag.

"Hvem er vedkommende der tror hun kan være så fræk..."
Han kendte en person der ville kunne bilde sig det ind.
"Er vedkommende Blondt?" Kom der fra samtale anlægget og stemmen lød endnu mere træt end før.

Receptionisten virkede til at blive overrasket over at Argentum tydeligvis havde forventet det var Millicent.
Receptionisten svarede langsomt og tydeligt.
"Ja blond og Frøkenen minder om Deres Forlovede, eller tidligere forlovede frøken Millicent og Frøkenen siger også at det er hendes navn"

Det var lige før det kunne høres det opgivende suk Argentum udsendte selvom det ikke kom med i samtalen.
"Bare send hende op hun kende vejen og sikre Dem lige at Frøken Wright ved De sende Frøken James op"
Nu var det eneste han kunne gøre at vente på Millicents ankomst.

Når Millicent ville nå den øverste etage og stige ud ville et venligt kvinde ansigt møde hende, en let ældre kvinde i midten af 40'erne
"Han venter Dem og siger De kender vejen frøken James"

Argentum ville sidde bag skrivebordet Kontoret havde ikke ændret sig siden det foregående møde og arrangement. ligesom hallen heller ikke havde ændret sig meget, nu var det bare en reception igen, og eller ligende det sig selv, skulpturen der omsluttede elevatoren var der stadig og var mest af alt noget der bare skulle udsmykke den ellers kedelige hall.

Millicent rynkede på næsen af det irriterende spørgsmål, kunne manden da ikke bare trykke på knappen og bude hende op ?
"Nej ?....jeg har ikke en aftale, men som sagt så skylder han mig det og jeg tror det vil gavne os alle at du får mig op til Mr. Stark " bed hun sig stædigt fast.
True true...en hær af parlementeren fløj gennem luften , minutterne gik og de krydsede verbale klinger -den rolige receptionist og Millicent. Det var dog først da Millicents ledsager ikke kunne holde sig tæt længere og hun forlegent så til han begyndte at lade sit vand på gulvet, at receptionisten så ud til at genoverveje muligheden for at kontakte Jason.
" Ups.... Det gik nr 1. " Millicent lod en uskyldigt mine skyde frem og forsatte så i en forsonende tone.."Så plejer der også at komme nr.2 , så hvis ikke du vil have her lugter som i en rendesten , så må du altså sende mig op på øverste etage .Måske skal jeg oplyser at han har spist kål " hun så ned på ledsageren , der nu stod i den lille urin pyt og gumlede på et blad.
mon ikke manden var klar over at kål var en uheldige spise, hvis man i forvejen var en lille smule incontinent med både urin og afføring?

Endelig.....endelig fik hun lov at gå derop....det virkede til en evighed var passeret ,da hun forlod elevatoren og stod face to face med Frøken Wright.
Her var Millicents smil mere afslappet og ægte, da hun trådte ud.
"Tak miss Wright, det er sandt , jeg kender vejen...jeg skal nok finde ham" blinkede hun til den tækkelig påklædte kvinde.

Som afstanden blev kortere til Argentums kontor, virkede hende ben mere tunge.
Var hun nervøs? Det havde virket som en god ide da hun udtænkte den, men nu raslede tvivlen pludselig ned over Millicent , da hun stod nær sit mål.
Var hun i en position til at forlange spor af ham? Ville han blive gal over hun kom anmasende eller glad over at se hende? Ville HUN SELV blive gal eller glad? Hun rømmede halsen, da hun førte hånden op og bankede to gange på døren.
Hun ville træde ind på hans domæne og hjertet af Omnicorp . Her ville hun meget strikst fortrænge, hvad der skete sidst hun var i netop dette rum, Argentums kontor og prøve give sin bedste imitering af den mandelige receptionist fra før
"Miss James to see Mr.stark." hun brød den kunstige dybe stemme med et smil og forsatte [color=oldlace]"Hey Jason....jeg var lige i nærheden og ville lige give dig.....denne her.Som tak for sidst" glimtede hende øjne drillende mod ham, da hun slog hånden ud for at præsentere det lille hvide lam.
"Han hedder Mary...og du må ikke spise ham!
Millicents blik flakkede hurtigt mellem dyret ved hendes ankler og Jason Stark.
Bare han nu ikke var al for mopset endnu over hendes exit fra....sidst.Hun inhalerede tungt og så på Argentum, nu med ansigtet i en mere alvorlig mine.
"Må jeg komme ind?"

Han kunne se hende komme gående af gangen, fordelen ved glasdørene, selvom de var mørkere fra hendes side end hans, hvilket var noget der kunne ændres det var en måde at indikerer at han ikke ville forstyrres hvis der var mørklagt inde på kontoret.
den unaturligt blege hud virkede syg, han så syg ud virkede syg.
Hvorfor skulle hun lige komme nu når han havde mindst lyst til at se hende, ikke nok med hende så var det heller ikke mere end uge siden der havde været forsøg på at bryde ind ved Omnicorp.
Selvom han var glad for at se hende kunne hun ikke have valgt et værre tidspunkt, at dukke op, nu skulle han til at finde en undskyldning til hende for at forsvinde. hun havde bare den bedste situationsfornemmelse.
Ved hendes banken sagde han intet, heller ikke da hun meddelte hendes ankomst han havde foldet hænderne under hagen.
Argentum ligende ikke sige selv. hans mellemlange sorte, og bløde hår var klippet helt kort, der var ikke længere noget at holde fast i, han så udsultet og tynd ud, svækket.
"Millicent"
Var det eneste der kom frem over hans læber som hilsen til hende, der var lange mørke render under hans øjne, det var tydeligt det var flere dage siden han havde fået en ordenligt nats søvn.
"Det var da belejligt at du lige var i området, jeg havde ellers ikke den fornemmesle af det var her du kom så ofte."
Lettere sarkastisk kom det over hans læber og han skulle lige til at bede hende om bare at komme til sagen. da han så lammet ved hendes ankler.
Bad hun ham lige tage sig af et lam, en person der aldrig havde fritid, hvordan skulle han kunne tage sig af et lam. Hvad sagde hun, at han ikke måtte spise ham.
"JEg skal nok lade være med at spise det dyr, for jeg skal ikke have det."
Kom der fra ham, han havde rejst sig fra sin plads bag skrivebordet og nu var det tydeligt hvor tynd han var blevet kinderne var ikke bare udhulet men selv han tøj hang som poser omkring ham.
"Det er forsent at sige nej du er jo allerede trådt ind"
Der var ikke længere noget frisk over ham, han lignede en der kunne falde om hvornår det skulle være.

Så snart hendes navn havde forladt Argentums læber, stod hun målløs og stirrede på ham.
Han så anderledes ud , bleg og svækket - forandringen var markant og ikke til at overse. Hun forsøgte købe sig tid, mens hun lige samlede sig ...og derfor ævlede hun lidt om lammet, kæmpede med at tildække at hun blev rystet.Hvorfor havde hun ikke fået besked om dét her?! Frustrationen lagde sig som et jerngreb om hjertet og hun kendte svaret. Så tæt havde han ikke taget hende i sin inderkreds, han var ikke forpligtet til at give hende besked. Hun sank ubehaget og rankede ryggen.
"Det en gave" svarede hun lavmeldt og distræt. De kunne tale om lammet senere, det kunne vente.
Her på kontoret måtte hun huske protokollen , huske de ikke var alene ....døren kunne til hver en tid glide op og en af de mange ansatte stikke hovedet inden for , i en vigtig sags tjeneste. Derfor skulle hun huske at tiltale ham korrekt, hvilke hun minde sig selv på mens hun gik over til skrivebordet for at hæfte Marys sele fast til armlænet, på den stol der var overfor hans. Millicent så på alt andet i forsøget på at undvige hans blik.Hun var ikke sikker på det ville være muligt for hende at skjule smerten over synet af ham og Millicent kunne bedst lidt at være nogen Lunde i kontrol.
Hun havde erfaret at hendes blik gav alt for meget væk. Det havde det altid gjort, så her sad pigen så og fokuserede istedet for - i nogle lange sekunder- på tingene der lå så sirligt på hans skrivebord . Hun så på hans håndled og på hans hænder der støttede hans hage.Hun bemærkede det kortklippet hår , det på en tavs måde næsten provokerede hende , men bekymringen over hans velbefindende oversteg alt andet, da han rejste sig op og hun endelig fandt modet til at tage et ordenligt kig på ham - på den tydeligt tynde krop , før hun lod øjnene møde hans .
Millicent talte meget stille og lød måske lidt hæs. Det var umuligt ikke at blive påvirket af hele hans fremtoning.
"Jason....j'jeg kommer tydeligvis al for sent!" mumlede hun ".Hv..hvad er der sket med dig?" , slutningen var blot en hvisken.

Argentum sad stille i stolen bevægede sig knap nok men noget ved Millicent fik ham til at række ud efter telefonen.
"Frøken Wright kan De sørge for jeg vi ikke bliver forstyrret det her virker til at trække ud, og jeg ser helst ikke nogen forstyrrelser."
Selvom stemmen var træt og udmattet var der autoritet over den og svaret der kom tilbage var let overrasket det var ikke tit han bad om privatliv på den måde.
"Javel hr. Stark skal ske."

Blikket blev vendt mod Millicent inden hun sagde lammet var en gave lod han de grønne øjne hvile på hende længe da hun endelig åbnede munden rystede han på hovedet over hende, og et suk slap hans læber.
"Ligner jeg en der har lyst til en gave fra dig Millicent?"
Spørgsmålet var ikke så ondt som det lød, men det var hans måde at gøre klar til en afsked, han vidste han ikke ville kunne se hende igen hvis alle bånd skulle klippes.
"Ligner jeg en der kan tage mig af et dyr lige pt?"
Igen et spørgsmål der lød hårdere end det egentlig skulle være, han ville have hende til at sige hun ikke ville se ham igen, så vidste han at smerten kun var ved ham.
Det var tydeligt det havde gået hende på at hun ikke kunne komme til at tale frit derfor havde han sørget for det andet det private møde de nu kunne holde.
"Du kan tale frit nu Millicent."
Det var egentlig en lettelse hun ikke ville kaste et blik på ham, så var de første bånd mellem dem ved at brydes. Derfor havde han handlet som han havde gjort sidst de sås, fortælle hende det som det var, at han ikke kunne blive meget længere i det liv som Jason Stark, for derefter at gøre hende så usikker, få hende til at gå for ikke at se sig tilbage.

Kommer forsent til hvad, jeg har snart fri så du kommer lige til tiden hvis du ville fange mig til fyraften."
Han forsøgte at smile men det blev ikke andet end en grimasse.
Blikket blev vendt mod lammet da hun havde bundet det til stolen. For ikke at han skulle stå for længe gik han hen og satte sig i sofaen, det var klart han var svækket.
"Jeg vil ikke sige du kommer for sent, måske kommer du for tidligt, jeg ønskede ikke du skulle se mig sådan her, faktisk ønskede jeg ikke du skulle se mig igen."
Denne gang lukkede han øjnene. En dyb indånding blev taget inden han åbnede øjnene igen.
"Jeg fortalte dig sidst hvad der er sket med mig. Men det har du måske glemt alt om.
Han så op på hende gennem øjenvipperne.
"Jeg bliver svagere og svagere derfor er jeg nød til at forsvinde."
Han så hen på det lille lam så uskyldigt hvad skulle han stille op med det, han kunne ikke tage det med sig der ud hvor han skulle.
"Det var forkert af mig at tro jeg bare for en gangs skyld kunne få et normalt liv igen, bare slå mig ned."
Han mumlede for sig selv og lukkede drømmende øjnene.

Hendes øjenbryn fløj op i panden.
Om han lignede en der havde lyst til en gave fra hende ? "Gaver dem tager man bare imod når man får, ikke  så meget snak" mumlede hun sit svar som hun ikke engang selv helt levede efter. Der lå en foruroligende trykkende stemning i luften .Hun så sig omkring , søgte med sine øjne efter noget....et eller andet ...bare noget der ville give hende et svar - og gerne et der ville gøre hun åndede lettet op. Men hun fandt intet.
Om han lignede en der kunne tage vare på et dyr ? Det gav et helt sæt i hende , og denne gang kneb hun brynene tæt sammen, i en bekymrende mine.
"Du ligner en der ville nyde selvskab" mente hun, da det gjorde ondt at se ham sådan der. Og en lille varm klump at putte med , en at trykke sig ind til kunne ihvertfald ikke skade. Og Mary var da sød....hvis han ikke spiste den , kunne Argentum da få meget glæde af lammet. Hun ignorere den forfærdelige stemme der hviskede og satte ord på hendes frygt...hvis han da lever længe nok hun sank en klump i halsen og hev en mundfuld luft ind i næsen.
Hendes mund føltes tør og tungen klistrede mod ganen , hun var nervøs.
Det uvelkommende følelse blev dog ignoreret så hun kunne tage  sig sammen og forsætte .."Jeg kommer for sent, hvis jeg har skulle hjælpe dig....dét vist ret tydeligt ." hun kastede et lille nik mod ham  og hans svækkede krop og slap så et tungt suk ud.
Selv i en sølle tilstand virkede hans blik stærkt ....måske var det bare hans øjenfarve der lyste op på en særlig måde ?-sprang hendes tanker rundt som vilde kaniner.
Hendes egne øjne bar med et trylleslag præg af forundring, og hun følte sig kold ned af ryggen."Ikke se mig igen, havde du håbet på det ? Mmen..." hun afbrød sin egen tale.
Det var formålsløst at spørge ind til lige nu.Hun gned et par fingre over  sine læber. Auch den havde hun ikke tænkt ind, at han ikke gad at se hende. Men hvor meget dén bemærkning lige sved ,  så handlede det ikke længere om hende selv  , men om ham!

Endelig kom han til sagens kerne , som desværre viste sig at være lige så horribel som Millicent havde frygtet. Man kunne ikke beskylde ham for at liste som katten om den varme grød og den direkte besked fik hende til at blinke et par ekstra gange, forsat holde tårnene indebords.
'vi skaffer dig hjælp Argentum....der MÅ være hjælp at finde" hun lød hæs og var begyndt at pille lidt ved hjørnerne ved den papirstak , placeret på hans skrivebord.
Han forsatte...og hun kom på benene og bevægede sig langsomt over mod ham.
Hun var ikke svækket men hendes knæ føltes nu alligevel som det rene gele, og resten af hendes krop som hun var overmandet af en influinzabacillehær.
"Argentum....don't! ....vil du ikke godt lade vær at sige sådan ?!"
Hun løftede et lår da hun placerede sig på sofaens armlæn og strøg en hånd fra hans skulder og ned . " Jeg kan ikke skaffe dig hjem, men SELVFØLGELIG kan du få et liv , et lykkeligt..et normalt liv her" prøvede hun at opmuntre og indgyde ham til håb, for det her virkede helt forkert.Hvordan kunne han have mistet så meget på så få uger?
Det ville dog kræve at de kunne holde ham i live længe nok, og lige nu var hun bange for om det var et realistisk mål. Hans så al for svækket ud fysisk og hvad værre var, så virkede det jo til hans livsgejst var forsvundet sporløst og uden den.....ingen kampgejst." Spiser du ikke dine piller mere? Hvorfor går det så stærkt ?" ville hun vide, mens hun fortrængte hans ord om at forsvinde.
Det skulle ikke blive en realitet hvis hun kunne hjælpe det.
"Kan vi komme ud herfra Argentum...kan du holde lidt fri?" forslog hun. Måske frisk luft ville gøre ham godt.
Hun så spørgende på ham, da en ide begyndte at tage form i hendes tanker "Argentum...kan du skaffe mig en dragt , en af de gode ? Så kør jeg dig et smut ind i en af de mest radioaktivezoner vi kan finde nearby....kom nu, det kan umuligt skade" hun strøg hans kind hurtigt og ville have ham på benene.
Hvis han sagde ok og gik med til det, så ville hun i bede en tavs bøn om det ville lykkes...og om der ikke ville være huller eller flænger i beskyttelsesdragten.
Det var high level af risiko det her....men noget måtte hun forsøge.

Et sort øjenbryn blev hævet da hun sagde man bare tog i mod gaver, efterfulgt af en hovedrysten. Skulle hun komme og sige at han bare skulle tage i mod en gave fra hende og så på sådan et tidspunkt.
"Man tager ikke bare i mod gaver, og slet ikke fra personer man ikke har noget med at gøre."
Hvorfor var det så svært at få de ord ud som han gerne ville, den hårde tone var ikke ham, og slet ikke overfor hende. En stor klump blev slugt. det var så svært at lyve overfor hende, men det havde hun ikke brug for at vide.
En sarkastisk træt latter slap hans læber, ligende en der kunne bruge selskab hvis han ønskede selskab så skulle han nok få det det behøvede hun ikke bekymre sig om, det var ikke fordi han manglede tilbud på nogen måde, så det var ikke ligefrem det, men han kunne ikke få sig selv til at sige han ikke manglede selskab det ville sikkert gøre ondt på hende.
"Ja for det er jo det jeg gør, nyder at være i selskab med andre mennesker."
Kom der endnu mere sarkastisk fra ham, hvorfor skulle det gøre så ondt at få hende til at forsvinde fra hans liv.
Han kunne godt se hun kun kom i en god sags tjeneste med lammet i hvert fald, men måske lå der mere bag, måske deres sidste møde havde sat gang i noget siden hun havde ment han skyldte hende en tjeneste, hvilket han på ingen måde gjorde, han tog hende med tilbød hende husly og hvis han skyldte hende en tjeneste for hvad der skete da han besvimede var ballet jo en form for tak, han skyldte hende intet.
han rystede på hovedet over hendes ord.
"Du kommer ikke for sent til det, for jeg ønsker ikke din hjælp."
Smerten omkring hjertet fik ham til at tage sig til brystet.
Jo mere han forsøgte jo mere ondt fik han det, og jo dårligere fik han det ved situationen.
Da hun nåede frem til den konklusion at han ikke håbede at se hende igen forsøgte han at skjule et smertefuldt men triumferende smil, inden han fik den hårde og kolde facade på plads igen, han knyttede den venstre næve og slog i bordet.
"JA JEG HÅBEDE IKKE AT SE DIG IGEN... LIGNER JEG MÅSKE EN DER VILLE LADE DIG SE MIG I DEN HER TILSTAND!"
Det lille men voldsomme udbrud skulle være prikken over I'et.
Selv havde han ønsket det ikke var nødvendigt at skulle tage sådan en form for afsked med hende inden han forsvandt.

Egentlig ville han ikke skjule det for hende at han ikke kunne blive ved med at ligne en på 18 i en evighed han var nød til at holde den historie han havde digtet og plejet så voldsomt.
"Du skal ikke forsøge at hjælpe mig Millicent du skal holde dig væk fra mig"
Han lukkede øjnene og forsøgte at holde en tåre tilbage.
Dette var den sværeste afsked han havde taget før hvorfor var det nødvendigt, folk kunne ikke være så dumme de ikke kunne se hvor meget alle hans aliasser lignede hinanden men så længe der ikke blev gjort noget ved det blev han nok ved selvom han ligeså godt kunne træde frem.
"Hvad vil du have jeg holder op med at sige?"
Han løftede blikket mod hende og lukkede derefter øjnene så han ikke skulle se hvordan hun reagerede på han ord.
Berøringen hun gav ham fik ham til at slappe af men kun kort inden han fjernede hendes hånd fra sig og vendte blikket mod hende.
"Jeg har så småt opgivet at komme hjem."
Blikket han sendte hende var klart et ,hvad var det lige du sagde der blik.
"Et normalt liv Millicent jeg kan ikke slå mig ned få et normalt liv det kommer aldrig til at ske så længe jeg ikke ældes som jer eller de fleste af jer, jeg kommer til at se mine elskede sygne hen og dø, og selv hvis jeg fandt en med samme betingelser som mig, ville jeg aldrig kunne falde helt til, jeg ville aldrig kunne videregive hvad jeg er."
En dyb indånding ville fylde hans lunger med luft og derefter et suk ville slippe hans læber.
Stivnet var hvad han gjorde da hun nævnte hans piller, hvorfor skulle hun lige sige det. selvfølgelig tog han ikke han piller længere, hvordan troede hun at han var blevet så svækket og syg. det var selvforskyldt og det var han jo klar over men han skulle ligne en der døde af sygdom og det skulle være sådan så han kunne forsvinde og dukke op igen flere år efter, i et nyt liv.
"Det er lige meget om jeg tager dem, hvis jeg gør virker de ikke længere, hvis jeg ikke gør så er der nok en grund at de ikke virker alligevel."
På ingen måde kunne han få sig selv til at se på hende da mens han løj for hende.
Hendes forslag om at han kunne tage fri fik ham til at ryste på hovedet, selvfølgelig kunne han få fri sagde han ikke for lidt siden han snart havde fri.
"Jeg ville sagtens kunne gå nu hvis det var hvad jeg ønskede"
Denne gang kunne han se hende i øjnene.
Endnu en gang måtte han stivne hvad var det dog pigen foreslog at han ville skaffe hende en dragt så hun kunne risikere hendes liv for ham han rystede på hovedet.
"Nej det kan ikke, jo det kan jeg godt men det vil aldrig kunne komme på tale du skal ikke med og du skal ikke gøre noget."
Han så på hende med et forfærdet blik hvad havde hun gang i hvorfor kunne hun ikke bare reagere som han ønskede hun gjorde.
Hendes berøring af hans kind fik ham til at lukke øjnene og hvile kinden mod hendes hånd, inden han kom i tanke om hvad det var han havde gang i viftede han hendes hånd væk.
"Nej jeg vil ikke gøre så du kan sætte dit liv på spil for at du tror det redder mig"
Igen rystede han på hovedet og ville bare sørge for at glemme hendes ord.
Han rejste sig og gik hen til et af vinduerne og lagde hænderne bag på ryggen.

Det stod efterhånden krystalklart for hende at han var ved at planlægge et eller andet, ret eller ander grimt . Hun var bare ikke meget for at tænke tanken til ende .
Det var også ret klart at Argentum var vred Og ikke ønskede Millicent i nærheden af ham. Desværre for Argentum kunne det ønske ikke opfyldes, fordi det var soleklart at han var syg....på randen til det var livstruende og det blev hendes første prioritet at få ham frisk igen- om han ville eller ej. Og derfor kunne hun ikke gå.
" Vil du ikke godt lade være at råbe af mig ?" hendes tale var blot en hvisken, måske han dårligt kunne høre den. Hun blinkede et par hurtig gange ,da  en klar dråbe satte sig fast i de tætte lange vipper. Hun havde det ikke så godt lige nu , havde det ikke godt med han virkede så kold ...og slet ikke godt med han så så syg ud...og Millicent havde der heller ikke godt med at folk råbte af hende....jo hvis hun var vred og ophidset , så blev hun ikke blæst omkuld af lidt råben.- men når hun som nu stod helt blottet følelsesmæssigt, så ramte hans ord og styrken af dem meget hårdt.Det gav et gip i hendes krop.
"Argentum...please" forsøgte hun med ru  stemme at trænge igennem til ham, en smule desperation var ved at opstå.
" Det kan da godt være du ikke er i stand til at komme hjem, det ved jeg slet ikke nok om til at kunne benægte, men....jorden er da ikke et så slemt sted at være strandet...når det nu skal være. Jeg skal nok ...hjælpe" knækkede hendes stemme , og hun hev efter vejret ind gennem næsen .Det var da også bare noget rod .

 "Jeg ved godt du har nogle ......ting ...der er lidt anderledes, men selvfølgelig kan du have familie her.Vampyre lever da også i flere evigheder"blev hun stædigt ved at kaste ...ikke baderinge ud til ham...men lige nu kunne hun bare ikke huske det rigtige navn for de små livreddende kranse . Det var også HANS skyld, hun kunne jo ikke tænke to sammenhængende ord lige nu. Hun var snart helt gul og blå af hans verbale slag efter hende, og en del af Millicent havde lyst til at gå.
Spadsere ud fra kontoret og finde et sted hun bare kunne være sig selv. Et sted med ro , hvor hun kunne tænke det hele igennem , og genfinde balancen inden i.
Lige nu var det som hun var sat på en karrusel på al for stærke Duracell batterier.
Hun følte sig ør i hovedet, på ubehagelig vis.
Endnu et slag fra Mr. Stark og hun fnøs af ham . "Så nu vil du heller ikke svare på om du tager dine piller eller ej?" Hun løftede et enkelt bryn og rystede opgivende sit hoved fra side til side.
Hvorfor var han så afvisende over for hende, så ...kølig...det havde han da godt nok ikke været sidst hun så ham. Hun mistede næsten modet, men havde ikke opgivet helt ....ikke endnu.

"Argentum.... Vil du ikke godt bestille en dragt ? Min egen er i forfærdelig stand, sikkert med revner i så den beskytter ordenligt og jeg går simpelthen ikke før du siger ja til at tage med" stemmen lød trodsig, stædig men Millicents øjne var triste og vipperne fugtige af de opsamlede tåre hans ord havde sat gang i.Det var måske eneste gang han ville opleve hende ligefrem bede ham om at bruge sine penge på hende...bede om at han skulle trække i trådene og få leveret en kostbar beskyttelses drenget og enda med det samme .Han burde næsten føle sig beæret.
Hun smed jo den eneste trumf hun kunne  bruge og halsen snørrede  sig så meget sammen, at hun dårligt kunne få ordene ud. "Jeg lover at forsvinde fra dit liv, at du ikke ser mig igen - hvis det er hvad du ønsker - men KUN hvis du tager med mig til det mest radioaktive område."Hun kunne ikke se på ham , men stirrede istedet på en lampe , tom i sit blik.
Det her var ved at udvikle sig til et mareridt, og et hun slet ikke havde kontrol over mere, tænkte hun da han rejste sig for at tage plads ved vinduet.
Millicent rejste sig også, så hun var nogen Lunde i øjenhøjde....altså med hans ryg irriterende nok.
Hun skød hagen frem, og kløede sig ved øjet nervøst  og tog så samtalen op på et helt nyt niveau...et farligt et .." Og ellers tager jeg derud alene...uden min dragt" hun slog blikket over på ham, så han kunne aflæse hendes  klare øjne, hvis altså han vendte sig om . Millicent vidste de gav al for meget væk, og vidste han ville kunne se hun var sørgmodig men også at hun mente hver en lille trussel. Nu var det alt eller intet, Millicent bluffede ikke. Han skulle få sin vilje hvis han ikke gad se hende mere- men HUN ville ikke se passivt til han mistede livet.[/color]

Problemet han havde ved at Millicent var så insisterende på at hjælpe var at det var svært at afvise hende, men hvordan skulle han forklare hende at han var nød til at forsvinde og ikke kunne have kontakt med hende det næste årti eller to han kunne ikke få sig selv til det, men han var nødsaget med mindre han skulle frem i medierne og afsløre hvad han virkelig var.
Hvorfor skulle hun gøre det så besværligt, hvorfor skulle hun være så stædig at hun ikke bare forstod han ikke kunne blive ved med at ligne en 18 årig som når han snart skulle holde sin 25 års fødselsdag igen.
ved hendes kommentar stivnede han lidt, det var ikke meningen han skulle have råbt af hende, det var ikke det der var hensigten i hvert fald.
"Det må du meget undskylde Millicent det var ikke meningen du skulle føle det som et angreb."
Hans stemme var lav nærmest ydmyg som om han skammede sig over at miste besindelsen.
Langsomt gled hans øjne i og han forsøgte at få samlet sig selv igen, samling på hvordan han egentlig burde behandle hende men det var så svært i den her situation, og jo længere hun blev jo sværere blev det at få gjort en ende på deres forbindelse, hun kæmpede for Jason Stark at han ikke skulle forsvinde, hun havde vel glemt det ikke var Argentum der var syg men kun Jason der var nød til at forsvinde, Argentum ville kunne have kontakt til hende men skulle være forsigtig.
"Millicent det du beder mig om er umuligt for Jason Stark at udføre det kan han ikke om du så ønsker det uanset hvor meget du ønsker det."
var hun virkelig så desperat at han var nød til at afsløre mere om sig selv end han havde af hensigt. Der var noget bekendt ved den situation.
"Lige nu er det ikke vigtigt for Argentum at komme hjem det er ikke hvad det her drejer sig om Millient"
Hun var altså alt for stædig for sit eget bedste det burde hun da kunne se. Hvorfor ville hun ikke bare indse det.

"Du forstår vist ikke Millicent det er egentlig ikke så meget det med at jeg ikke kan have en partner som sådan det er noget helt andet og jeg ved ikke om du ville forstå det"
et roligt men svækket blik blev sendt hendes vej selvom der ikke rigtigt var nogen ting bag det så var der mere i det en som umiddelbart. Der var ting i hans liv som det ikke var sikkert.
Det var sådan set lige meget om han tog pillerne eller ej det havde ikke nogen virkning på hvad han gjorde, han havde det fint han sørgede for altid at have energi nok til at kunne klare sig det var bare Jason Stark så syg ud.
Måske noget hun kunne forstå på et tidspunkt hvis han nogensinde så hende igen.

"Det kommer ikke til at ske at jeg vil købe en dragt dig bare så du kan komme i fare for at se Jason Stark rask"
Han rystede på hovedet og sukkede og tog en dyb indånding var hun virkelig så snæversynet at hun ikke kunne se meningen i at Jason skulle forsvinde for at et nyt alias kunne komme frem og måske kunne det var begyndelsen på en ny tid for ham måske skulle han bare sælge Omnicorp.
"Millicent jeg har ikke behov for at tage der ud jeg er klar og frisk nok du behøver virkelig ikke være bekymret for mig at der sker mig noget. "
Denne gang var det hans tur til at bide sammen han ville netop have hende i sit liv men hvor meget kunne han have hende hos sig selvom det var svært at vide hvor meget han kunne åbne sig for hende fortælle hende hun vidste langt mere om ham end han egentlig gjorde om hende.
"Millicent fortæl mig om dig selv"
Kom der langsomt og lavt fra ham, ikke kommenderende men mere bedende.
han mærkede hun stillede sig ved ham, han lod blikket glide ned mod hende og lod de grønne øjne hvile på hende.
Ved hende ord om hun ville tage ud i et radioaktivtområde alene.
Han vendte sig om mod hende og tog fat i hendes skuldre, holdt fast om hendes skuldre. Hvad havde hun nu gang i, hvad var det hun sagde.
"Millicent du kan lige vove på at gøre det mod dig selv, du skal ikke bare smide din fremtid væk fordi Jason Stark forsvinder"
Grebet om hendes skuldre blev strammere og han tog en dyb indånding de grønne øjne ligende nogen der ville slå ihjel hvis hun forsatte ud af den vej hun var ved at bevæge sig ned af.

"Det er okay" lød det med grødet stemme. Det var ikke så meget det han råbte som indholdet af samtalen der hylede hende ud af den og hun var ved at være nervøs for dette var en runde i en kamp arene hun ikke ville være i stand til at vinde- omend hun var ret god til at tage imod slag....stagmina var høj hos hende.
Hun måtte have lignet en gummiost i ansigtet, da en besynderlig grimasse gennemsyrede hendes ellers ret bløde træk. Hun strøg en hånd over panden og kiggede op på ham, med et par undersøgende øjne. Hun havde en mening om det meste i livet, men lige nu kunne Millicent ikke helt gøre op med sig selv , hvad hun skulle udrede af al det her snak om først Jason Stark og så Argentum.
Var manden ved at udvikle schizofreni eller hvad ? Panden blev gnedet da hun spekulerede over det.
Hun overvejede dernæst muligheden for at knække hendes lille sandpille, den der altid lå i Millicents slidte pung. Sandpillen var en foræring fra Dust, og han havde sagt at hvis hun nogen sinde kom i alvorlig knibe, så skulle hun dele den,  simpelthen bare knække den over og så ville Dust finde hende på et split sekundt. Dette var ret tæt på en krisesituation, spurgte man Millicent. Og måske kunne Dust skaffe Argentum medicin...noget der fik ham til at hele igen, både i krop og sind ?
Hun pressede sine læber sammen mens hun overvejede, men besluttede at Argentum ville hade hende endnu mere hvis hun tryllede en grim reaper frem af skyggerne.Millicent selv skelnede jo ikke mellem Jason og Argentum som sådan. Måske var det netop derfor hun kunne håndterer bæstet uden at dø af skræk, fordi hun var i stand til at se manden i dyret...og dyret i manden...de fusioneret så fint i hendes bevidsthed. Så hun end ikke overvejede muligheden for at de var mere seperate for Jas....hos Argentum.
"Jeg øøhhh tror at både Jason og Argentum ville have godt af en lille timeout ...og gå med mig for lige at lade op. Måske de begge ville kunne tænke bedre på fuld manv..øøh..fuld radioaktivitet?" Prøvede hun , og lød overdrevent pædagogisk, mest fordi hun troede han var på kanten til at gå all schizo på hende, og det ville hun egenlig gerne navigerer udenom.

"Du har ret...jeg har vist ikke helt forstået det" smilede hun mildt til ham.Det ville være  tumpet at lade som om, når hun følte hun forsøgte at lokke en vildkat til sig, og prøve at beroligende den, så den ikke bare stak i rend i en helt forkert retning.
Først fnyste hun frustreret, da han bad hende  fortælle om sig selv- det var ikke tiden til at hyggesnakke, vel? Så hun pressede på med beskyttelses dragten, og først da hun så en lille glimt af rigtig reaktion i hans øjne, en mere rå vrede der pulsede bag øjnenes grønne kulør- vidste hun at det måtte være sådan hun ville nå ind til ham. Blikket føltes gennemborende...nej ildevarslende ...og sendte en gysen gennem hendes krop-men hun ville ikke lade sig kue.
Hun ville hellere risikerer hans vrede end at opgive at få ham rask...og i sikkerhed....for alt.
"Argentum...jeg tvivler"  hans stramme greb bragte hendes tale til en kort pause, da hun så ned på den ene hånd der klemte om hende venstre skulder.  Ok...helt uden styrke var han dog ikke...endnu.
Hun forsatte lidt stakåndet, mens hans fingre stadig strammede om hende..."jeeeeg tvivler  på du kan stoppe mig.Du kan ikke holde mig fast i evig tid vel-  eller forhindre mig i at opsøge et max radioaktivt område, og da slet ikke når du planlægger at have styrken som en efterårsblad" udfordrede hun med ord og øjne. Stemmen blev dog hurtig varm og hun  prøvede at række sin hånd ud mod ham, i forsoning " Kom nu her....lad os sætte os ? du booker mig en dragt til speed levering og jeg...jeg  fortæller dig alle mine små hemmeligheder og de pinlige episoder fra min opvækst, mens vi tager afsted. Deal?"

Hun håbede han ikke ville kunne stå imod hendes lille kompromis, men for en sikkerheds skyld...hvis han var i tvivl eller hvis han splittede personligheder var- så slog hun lige fast.."Jeg har ikke tænkt mig at lade hverken Jason Stark eller Argentum gå ned som et skadet skib" lidt betuttet så hun ud, da det åndssvage valg af ordsprog gik op for hende lige efter ordene var gledet ud mellem læberne på hende.

"Nej det er ikke okay Millicent, Det er ikke okay at jeg kommer med de udbrud som jeg kom med"
Han så en smule pint på hende og sukkede kort, det var så tydeligt at hun ikke forstod hvad det var han forsøgte at fortælle hende, hvorfor forstod hun ikke bare Jason var en facade et skuespil, selvom der var meget Argentum i ham, så var der også meget der var opdigtet i ham, og det var han jo nød til gang på gang. at digte ting for at historierne han skabte passede.
Lige nu var han i stor lyst til at bare forvandle sig og sprænge glasset i kontoret og bare forsvinde en hen over byen og væk, og det ville ikke gøre det bedre hvis han kunne se hvad hun tænkte, han havde ikke brug for at miste besindelsen i nærheden af hende.
"Det er der du står af Millicent, der er kun en person og så en karakter der er menneske er en CEO en facade. Ikke den jeg er. Jason Stark eksistere ikke i virkeligheden. Han er en Dukke der bliver styret af en dukkefører."
Det var tydeligt han var ved at blive hidset op igen, hvorfor ville hun ikke bare forstå hvad det var han forsøgte at forklare hende. Jason Stark skulle forsvinde.
Jason skulle ud af Millicents liv Men Argentum kunne stadig være der når han kom tilbage, han kunne bare lave en ny person til hende hvis det var fordi hun ikke bare ville have Argentum i sit liv.

"Du forstår på ingen måde og jeg tror ikke du nogensinde vil kunne forstå så længe du ikke ser ud over din næsetip."
Han lod en pegefinger strejfe næsetippen på hende, og tog en dyb indånding. Der var vist ingen fare for at han stak af, det var ikke noget som sådan han skulle det var på ingen måde sådan han så det, han forsøgte at få hende til at forstå Jason Stark skulle forsvinde således at han kunne blive ved med at være en offentlig person.
Valgte han at skulle smide han var hvad han var så var det også en mulighed det var ikke et problem for ham.
Han kunne også vælge at nedlægge alt ved Omnicorp og glemme alt om at komme hjem til hvor han kom fra. Det var det hun ikke forstod hans måde at leve på var en måde at skjule at der stadig skulle arbejdes på at komme tilbage til Draconia.
"Du behøver ikke tvivle for du har intet at tvivle over Millicent, der er intet i vejen her ikke med mig. Jeg har det fint."
Han så ind i hendes øjne og holdt stadig fast i hende, han så svag og syg ud men hans personlighed og evner fejlede intet, ja måske var hans energi ikke høj nok til at han kunne lave de store ting med elementerne lige nu. det ville jo komme tilbage, og han kunne tage hjem og sætte sig i hans maskine der kunne fylde ham med radioaktivitet.
"Jeg tror du vil opdage at jeg ikke er så svag som du går og tror jeg er Millicent." Han slap hendes skuldre og rystede på hovedet.
Han gik hen og satte sig i sofaen igen og så frem for sig.
"Du får ikke den dragt jeg tillader ikke du skal ud og forsøge at lege doctor når det ikke er nødvendigt for dig, jeg har det fint, ja min krop ser ud til at lide men tror du virkelig jeg ville udsætte mig selv for noget der kan slå mig ihjel tænk dig dog om Millicent."

"Der sker mig intet jeg har det fint, jeg sørger for mig selv nok til jeg klare mig og er rask, men min krop skal se syg ud, ja det er risikabelt men normalt ville jeg også være længere væk end du giver mig mulighed for"
Han rystede på hovedet, sukkede tungt over hende.

Hun brød sig ikke om hans syn på ...Jason. På den del af hans liv. Det var muligt det var et alias, men det var jo så mange timer af hans liv at han levede som Jason Stark, så selv om navnet var opdigte til lejligheden, så måtte indholdet da være ægte,det var jo hans liv?
"Det dit liv....Jason er dit liv.Du burde virkelig respekterer både ham og hans krop noget mere" mumlede hun , ikke helt blottet for utilfredhed.

Hendes arme blev foldet foran brystet i en støjfri protest, mens hun stirrede på ham .
"Ja, damn ret at jeg står af. Jason er ikke en dukke....han er DIG nu, en DEL af dig og det er underligt du ikke bare har omfavnet det endnu. Argentum..... han bliver! JASON bliver , ligesom dig. Og du skal stoppe det det selvpineri ... nu!". Millicent var ligeglad. Helt ligeglad med hvad han havde planlagt, for planer var til for at ændre, og hun vidste at han havde et ok liv som Jason. Alle elskede Jason, og han var tryg og havde midler  i overflod.Han var respekteret i forretnings verdenen og havde arbejdet 279 timer om ugen-  for at nå hertil, og nu ville han selv punktere sine fiktive cykel hjul ? Det duede bare ikke, for  så var cyklen ikke meget værd.En finger ramte hendes næse og hun skulle lige have øjnene på plads igen.Det var svært at være vred, når man var skeløjet. "Argentum" sukkede hun , med en lille træthed i stemmen. Det var ganske opslidende at kæmpe mod  ham, og hun havde ikke været forberedet på det her. Millicent regnede med han havde ville  brokke sig over Mary, og hun skulle bløde ham op ved at drysse lidt  charme støv  over Mary og Ham , så Argentum måske  ville give sig og tage Mary til sig.Men så var hun kommet til Omnicorp og fundet .....'dét' .


Hendes øjne fulgte ham , og trods hans forsikring om det kun var kroppen der led , blev hun ikke nævneværdig mindre bekymret. Han havde godt nok en anden skikkelse som dragedims, men Jasons fysiskekrop var altså også ham.
" ok...så kan vi da starte med at enes om DU ikke dør. Det er 50% enighed og en begyndelse.
Og hvis jeg virkelig ikke KAN få dig til at forære mig en beskyttelsdragt , så jeg kan passe på mig selv....sååååå fortæl mig hvor vi kan tage en snak om de sidste 50% , så vi kan blive enige også om Jasons skæbne? ....og gerne uden du dratter om og stillertræskoene midt i samtalen , det ville jeg sætte pris på , tak " stemmen var forandret , så langt mere business minded nu. Næsten som hun sad for enden af et langt forsamlings bord, og skulle facilitere et vigtigt møde.
Hun så på ham.."et forslag ?"

Det var så tydeligt at se på hende at hun ikke engang forsøgte at forstå, hvilket måske irriterede ham mere end det burde, en dyb vejrtrækning blev taget inden han overhovedet ville åbne munden for at svare hende.
"Det er sandt det du ser foran dig er mit liv. det du står i er mit liv, Hele denne bygning er mit liv. Det jeg har skabt omkring mig er mit liv.
Som jeg ser det må du huske på hvad jeg gør Millicent, Jeg er nød til at slå min karakter ihjel når det menneskelige ydre ikke længere ligner hvad det er. Jeg kan ikke blive ved med at ligne en 18 årig når jeg snart skal være 25 derfor er jeg nød til at forsvinde måske ikke så lang tid som jeg plejer måske kortere end normalt, det kommer an på så meget."
Hans vejrtrækning blev mere ujævn ikke besværet men ikke så meget kontrolleret som normalt.

Den latter der slap hans var næsten uskyldig men morede sig over hendes tavse protest det gjorde han. De grønne øjne hvilede i hendes blå, med et let løftet øjenbryn svarede han hende.
"Millicent se dig omkring, hvordan tror du jeg er kommet gennem livet."
Han var begyndt at slappe mere af og gik hen til det store maleri der forstillede en ¨Nicholas Stark 1965¨
"Se på Billidet her og sig mig hvad det er du ser, der ser du mig tilbage da jeg startede firmaet. Det var der jeg begyndte at leve som jeg gør nu. Det har stået på længe, jeg er ikke død selvom jeg er død flere gange i historien."
Han vendte blikket mod hende og åbnede faktisk op for så hun kunne komme hen og se billedet tæt ved hans side.
"Jeg piner mig ikke på nogen måde jeg er frisk af sind, men min krop er måske en smule svagere end den er når jeg ikke skal se syg ud."
Efter han havde sagt hvad han skulle gik han hen til sofaen og sætte sig.
Klappede hende kort ved siden af sig så hun kunne komme hen og sidde ved hans side. På mange måder var det sådan han havde levet selvom han havde vandret rundt før i tiden uden at tage sig af om han nogensinde kom til at blive ældre af udseende så var det bare en grund til det nu for han startede Omnicorp i en tid hvor han var nød til at være forsigtig. myter om rumvæsner og andet.
Ved sit navn smilede han til hende og rystede på hovedet
"Millicent kom her og sæt dig ned, og løsen lige lammet det skal vel vænne sig til mig."
Det var da noget han kunne gøre for hende tage sig af den gave hun kom med til ham.

"Millicent tror du jeg ville lade det komme så vidt at jeg døde, sted sted jeg betragter som et fængsel til tider?" Han spørgsmål var ikke hårdt stillet men heller ikke et spørgsmål der behøvede et svar.
"Jeg kunne sagtens forære dig en beskyttelsesdragt det er ikke et problem det ville næsten være ligeså nemt som det er for dig at trække vejret."
Endnu en dyb indånding som om han forsøgte at opfange hendes essens.
de grønne øjne blev opsildede af overraskelse hvorfor var hun dog så opsat på at hun var sikker på han skulle dø, eller i hvert fald i troen troede han skulle dø.
"de sidste 50 % hvad snakker du dog om?" spurgte han og lagde hovedet let på skrå med et skævt smil.
"Jeg dratter ikke om lige foreløbig jo måske af søvnmangel men det er nok også det eneste der sker mig."
Let rystede han på hovedet over hende.

"Du har stadig ikke fortalt mig om dig selv"
Kom der lavt og langsomt fra ham.

Det virkede bare ikke retfærdigt at han skulle vende ryggen til det hele, heller ikke selv om perioden var tidsbegrænset. Det virkede som han solgte ud af hans sjæl, efterlod et stykke af ham selv for at kunne gemme sig i en al for lang år række- og starte det hele om forfra igen, hvilke var en stor grund til hendes følelser strittede imod hans beslutning så meget.Hun nikkede og så sig om, fandt det store maleri og kunne mærke vedmod brede sig i hende krop. ”Jeg ved ikke helt hvorfor , men jeg synes det er sørgeligt…det hele.Det burde ikke være nødvendigt det her.
Jeg vil gerne have din krop har det godt …derfor er jeg helt seriøs omkring en smuttur ud i det raidioaktive land- og med en af de dyre dragter, så burde jeg være ordentlig sikker…ik ?” Hun strakte sin trætte anspændte nakke , fra side til side og antydningen af en grimasse lå over de bløde træk ansigtet normalt ville have. Hun brød sig ikke om han havde levet så længe, så mange liv før hende. Hvorfor havde alle omkring hende det ? Hun følte sig som en novice i livet, som et barn ….de venner hun havde dømte hende til at være evig teenager , stønnede hendes tanker, med et lille gran af humor. Hun så væk fra maleriet og på den rigtige Argentum…måske ville han ikke dø dø….men det ville hun , før eller siden - og deres forbindelse ville dermed også. Hun blev trist igen, og selv om han prøvede at forsikre hende om han ikke led, hang hendes skuldre kedeligt ned , da hun gik over og knælede ned foran Mary , for at løsne det lille hvide lam fri fra de tøjlede lænker.
”Sådan skat, gå du over og hils på manden….han spiser dig ikke,” beroligede hun Mary lavmeldt, og så hvordan  den lille fyr kæmpe lidt med at komme på benene, stadig meget træt var den.
Millicent rejste sig også , og af ren vane kørte hun håndfladerne ned af hendes lår, selv om der ikke var en krumme eller støvfnug på Argentums kontor. Med tøvende skridt kom hun mod ham, for at sætte sig ned i sofaen , ved hans side. Læderet gav ikke meget  efter, da vægten af hende blev placeret. De første tegn på træthed kunne  nu anes , da Millicent lidt for afslappede lænede sig og søgte støtte i sofaens magelige ryg. ”Mmmm mit navn er Millicent Savanna James…jeg er singel og har et lam-  ikke det du mener?” trak mundvigene drillende op i et svagt smil. Havde hun virkelig intet fortalt? Det virkede som de havde kendte hinanden længere , selv om relationen var ganske ny men det var bare hende der var weird.
”Mit liv er ganske kedelig kontra dit. Jeg er kun halvengel, ikke engang en ren race, og mine forældre var nogenlunde normale. Modsat dig der har evigheder at leve i, så betyder tiden noget for mig. Jeg TROR jeg lever længere end menneker, fordi jeg også bær min fars gener- men fakta er at jeg ikke ved det. Jeg forventer min aldring snart bremser , men da den indtil videre er alderssvarende, så det det jo kun en formodning. Jeg er enebarn….min far forsvandt da jeg var barn og min mor tog sig af mig, så godt hun kunne. Og når det ikke var muligt , tog jeg mig af hende.” hun holdte inde, så forskende på ham, var det hvad han ville høre ? blev hun ikke afbrudt, ville Millicent læne nakken tilbage, lukke sine øjne og forsætte …”Jeg er en af the good guys, spiser mine grøntsager, følger de gamle damer over vejen og vil folk det bedste. Min far lærte mig at holde af skoven, og at kunne aflæse den. Jeg er ikke så god til at lukke mange ind tæt på mig, men er opmærksom på de fleste, håber jeg da.
Jeg er ikke religiøs, men tror bare man skal prøve være god ved andre og få det bedste ud af de kort livet giver dig….jeg elsker farver, selv om jeg søger mod de mere neutrale og klassiske” grinede hun og åbnede sine øjne igen. ”Ai Undskyld Argentum, jeg må være mere træt end jeg lige indså…undskyld, jeg vrøvler jo bare usammenhængende derud af. Du siger bare til når vi er klar til at tage af sted….du ved ud i det radioaktive land” hun smilede uskyldigt til ham, og prøvede diskret at vippe Mary væk med sin skosnude, da en havde kastet sin kærlighed på Argentums dyre bukseben.

// emne pause - se under layout 0.0

De grønne øjne gled langsomt i, måske var det et urimeligt liv han havde kastet over sig selv. Det var måske for sent at ændre for ham. en klump begyndte at fylde hans hans, en klump der blev sunket med en smule langsomt. men satte sig så bare i hans bryst.
Måske fordi han havde så svært ved at se det fra hendes vinkel. Hvilket kunne være svært ikke at forsøge.
"Millient det er da ikke sørgeligt det er måske ikke optimalt at jeg skal leve på den måde, det må jeg nok erkende, Men nogle ting stå ikke til at ændres, og min krop har det fint jeg er bare svækket som hvis du har en influenza.."
Stemmen var rolig behersket noget af hans normale jeg var ved at komme tilbage for fuld udblæsning.
Ved hendes kommentar om at smutte fik ham stadig op i det røde felt, han ville ikke snakke om hun kunne komme med sig selv, det ville være hendes død hvis hun gjorde det, noget han ikke kunne tillade sig.
hans hånd søgte efter hendes kind mens blikket hvilede i hendes, hvis hun lod hans hånd ramme hendes kind ville han stryge en tommelfinger op langs hendes kindben inden han svarede hende.
"Millicent det er en ting der ikke vil ske, jeg vil ikke lade dig blive udsat for det. På ingen måde det er for farligt for dig."
Den bekymring der var at spore i hans stemme var ikke til at tage fejl af han var bekymret for hende på alle måder, han ville ikke sætte hendes liv på spil over hans valg.
Et lettere bekymret udtryk faldt over ansigtet over hvor meget dette emne egentlig fyldte for hende.
blikket fulgte hende da hun løsnede lammet og hun langsomt kom over mod ham i sofaen.
"Lad være med at love noget du ikke kan holde Millicent det ville være skidt ikke?"
En lettere drillende men provokerende tone lød fra hans læber. Intet ondt var der i hans ord.
Den lille gæstus da hun børstede hendes lår tog han faktisk som en lille fornermelse måske mest af forfængelighed han sørgede for hans omgivelser næsten var sterile.
Trætheden der lyste ud af Millicent fik gav ham næsten dårlig samvittighed over at han holdt hendes opmærksomhed så hun ikke kunne få et hvil, det lignede hun en der virkelig kunne bruge.
"Nej det var ikke lige det jeg søgte, for det var noget jeg allerede vidste."
Et smil spillede alligevel over hendes drillende tone, det drillende smil var en smule opmundtrende.
Mens hun talte sad han og lyttede ikke blot af pli, men han var inderligt interesseret i at vide mere om hende, hvor hun kom fra hvad hun egentlig var, hvad hun lavede hvad kunne hun lide, hendes musiksmag, yndlingsfarve den specifikke farve.
"Nej du vrøvler ikke det er meget interessant at høre"
Der var ingen tvivl om den ærlighed han udstrålede han fandt hende interessant, meget endda mere end han nok burde.
Hans ansigt blev mørkt og irriteret hvor var hun dog stædig hun skulle ikke ud og stå i et radioaktivt område.
"Nej vi køre ingen steder, så længe du har det lam med dig."
Han rejste sig og tog sin mobil op for at se hvad klokken var.
"Og jeg kan ikke have et lam der ikke er sturent i min lejlighed eller et lam der har set sig forelsket i mit tøj"
Han hentydede til Marys gumlen på hans bukser.

Ærgeligt for Millicent gik planen ikke så godt, for han ville ikke give sig og hun måtte truer mere og mere ,  og Argentums reaktioner kom promte.
Hun vidste han blev vred, det havde hun afluret - men hun kunne da slet ikke forudse at han ville gå så tæt på hende, at et kærtegn kunne falde. Hendes øjne gled kort i , da hans finger strøg over hendes kind før hun igen så i de grønne øjne. "Okay...ingen radioaktive brusebade til mig.....i dag" lod
hun til at have indvilliget i, og opgivet at kæmpe for.Han var virkelig også svær at sige i mod, skulle hun være helt ærlig.
Køreturen var dog på ingen måde blevet opgivet, for hun var fast besluttet på Argentum skulle tankes radioaktivt op. Et ordenligt boost altså.Men nogle gange var en mindre time out god, og hvis han troede hun havde bøjet sig, så sænkede han måske paraderne længe nok til  hun kunne få et ja ud af ham. Alle kneb var vel tilladte når det var mandens helbred der var på tale ik.
Desuden gav det hende tid til at tænke på nye argumenter....tid hun havde , men havde han ? Hun bed sig i kindens inderside, kort.
"Hvis du siger det Jason." Selv om hun var omhyggelig med at ikke at opildne hans irritation , så lå der en lille bitte protest i brugen af hans alias, Jason.Hun ville kalde ham det oftere nu ....ihåb om han ville connecte lidt mere med det og SÅ være mere lydhør overfor hendes forsøg senere på han kunne beholde det.

Millicent havde set på ham med store øjne, og ikke svaret mere igen.
Nu skulle roen sænke sig lidt, for den her udgave af deres møde havde hun ikke forudset, og det hele var kommet nok så meget bag på hende.
"You know...jeg er så normal at det næsten er en sjældenhed, og hvis du er en go dreng kan du måske lokke mange flere normale ting ud af mig" lo hun stille , og undlod at bruge ordet kedelig, da det ville lyde som hun fiskede efter komplimenter hvad hun ikke gjore.Faktisk var hun slet ikke vild med at få dem. Ord ....de blev al for ofte misbrugt, blev udhulet og glansløse og værdien falmede.Den slags var hun ligeglad med, så heller et varm ægte knus eller et bare snakke uden alle de overdrevent flatterende adjektiver. " Du Jason, kan du holde fri nu? Jeg tænker det er en god ide at få dig hjem, inden Mary spiser dine bukser helt " hunlænede sig frem og kløede den på toppen af hovedet, så den brægede.
" Mary kan få Pampers på.Hvis .....eh...din chauffør kan købe nogen ?Så burde de ikke kunne ske uheld". Hun gned sin lyse pande, gnubbede blødt på de fine rynker der tegnede sig, var hun virkelig så træt at hun ikke huskede mandens navn ? Åbenbart.
"argh....Måske skalden bare have en bamse eller noget " hendes læber formede sig i en let grimasse, da hun pillede hans bukseben ud af Marys mund og lammet nærmest så på dem begge , med sorte bebrejdende øjne."Måske kunne vi tage en kaffe hjemme hos dig , Jason ?Jeg kunne virkelig godt bruge en kop.  Så kan jeg også lige se om Mary bliver tryg og falder til - ellers kan du ikke få lov at have den" hun sendte ham et stort blændende smil- som Mary var det bedste der var sket ham og han skulle gøre sig fortjent til den lille fyr.[/color]

Der var på ingen måde han ville give sig, Han ville på ingen måde kunne leve med sig selv hvis hun endte op med at blive syg eller dø fordi hun var for stædig til at høre efter.
Hvilket var en af grundende til at han reagerede som han gjorde, måske i frygt for at skulle miste relationen til hende før tid.
Da hendes ønene gled i gled hans læber op i et kort smil.
"Nej ingen radioaktive bade til dig i dag, eller nogensinde sammen med mig"
blikket hvilede stadig i hendes blå, smilet lå stadig om hans læber. Lettere taknemmelig over hun havde indvilliget i at overgive sig for nu, han kunne mærke roen sænke sig over ham.
Hvis bare hun vidste han aldrig nogensinde var i fare for at dø, han sørgede jo for at passe på sig selv altid, og kunne leve i en tid låst væk i hans egen lejlighed, han vidste bare han så måtte tilbage til gamle jagtvaner.
"Du giver ikke op gør du vel?"
Han løftede et øjenbryn og smilede kort til hende, om hun kaldte ham Jason eller hvad hun ville det generede ham ikke på nogen måde.

Hendes øjne fangede hans opmærksomhed hver gang han tilbragte en smule tid med hende, fascinerende det var hvad hun var der var intet normalt ved hende overhovedet, hun var på mange måder noget man skulle lede længe efter for bare at finde noget der kom tæt på at ligne hende i være måde, hvis det da var muligt.
Han tvivlede dog på det at da fandtes noget lignende hende ude i verdenen.
"Millicent du er langt fra normal på ingen måde, tror du er noget så anderledes og spciel, Ja jeg tror du er en sældenhed men ikke af den grund som du tror."
Hans ord var kommet naturligt, ikke noget han havde forsøgt at skulle frembringe. De var bare kommet over hans læber uden han havde registreret det. Dog havde han ment hvert et ord der var kommet frem.
"Ja det ville være muligt for mig at holde fri nu. Måsk har du ret det ville være forkert hvis jeg skulle tage hjem iført et pr sønderrevne bukser, eller slet ingen."
Blikket gled fra Millicent ned på lammet og han smilede over lyden, ikke ligefrem et kæledyr han ønskede sig men man kunne da vænne sig til det.
"Min Chaffør.."
Hvordan skulle han få det sagt selvfølgelig ville det være muligt for Oswald at få købt bleer til lammet, men han kunne nu ikke få sig selv til at give et lam ble på.
"Det ville han sikkert kunne, men ville det ikke være synd for vores lille ven der at skulle bære dem?"
øjnene gled tilbage til Millicent. Hendes træthed fik ham til at smile, måske ville en kop kaffe ikke hjælpe der, måske skulle der en ordenlig nats søvn til.
"En bamse hvad snakker du nu om, at den skal have en bamse?"
En let kluklatter der rullede gennem hans hals lød.
"Er du sikker på du ikke tror det er en baby du har med at gøre Millicent?"
Han kunne ikke lade være med at klukke over hende.
Lammets udtryk fik ham til at se en ekstra gang, Den havde virkelig set sig vild med hans bukser.
"Mind mig om ikke at have fint tøj liggende fremme nogensinde igen."
Kom der roligt fra ham med et kort smil, langsomt rakte han en hånd ned efter den lille fyr så den kunne vænne sig til hans duft.
"Du er sikker på det er en kop Kaffe du har brug for og ikke en smule søvn, måske jeg skulle sørge for du kom hjem og sov og så kan den lille fyr besøge mig i morgen sammen med dig,"
Blikket blev vendt tilbage mod hende, det var ikke fordi han ikke ville have besøg af hende, men i den tilstand hun var i var han bange for hun dejsede om hvornår det skulle være.

For en stund havde hun forladt det radioaktive emne, og ladet ham slippe af krogen. Så måtte hun se hvad der skete senere. Måske kunne han fordoble sin dosis af de radioaktive tabletter , bare gøre et eller andet aktivt for at komme hurtigere til kræfterne igen. Hun kunne ikke holde ud af se passivt til og ikke forsøge finde løsninger.  Dog ville  hun ikke bringe det mere  op, før de sad afslappet over en god kop kaffe.
Hun smilede derfor kun , kommenterede ikke længere på den del af samtalen.

"Tro mig, er jeg særlig så er det nok mere fordi jeg kan få besværligheds barometeret til at gå amok eksplodere.. .så pas du bare på" truede hun leende, og var nær faldet for fristen til at give ham en kindheste samtidig, men hun beherskede sig denne gang.
"Det ville være en katastrofe. Prøv at forstille dig headliners det ville skabe. " hun tegnede en ramme i luften, som skulle der usynlige pressefotos i.
"Jason Stark , tynd og udmattet....forlod Omnicorp i boxers , i selvskab med Millicent James, pigen der nægter at hun er gravid . " hun klappede Mary og satte snoren på dyret igen, for at gøre sig klar til at forlade kontoret og den smukke bygning. Hun så på ham ..."Oswald !! Ja , og så ville der komme overskrifter om hvordan DIN butler er nede sen aften og hente bleer i den lokale købmand " hun viftede et lille grin væk. Det var al for let at se hvordan de ting ville kunne udnyttes af pressen, til at sælge et par blade ekstra.
"nej, jeg VED da det et lam! Geez. Men et et meget lille lam, og den har ingen forældre- det skal vi lige tænke ind.Det var bare så den havde noget blødt at putte med, og tygge i så den ikke vil ødelægge dine ting...og tøj " hun så lidt betuttet ud, for måske havde han ret. Hun havde en tildens til at personificerer de dyr hun knyttede sig til....sådan var der mange der gjore, ikke kun hende. Hun rømmede sig "Jo , jeg vil da også fortrække Mary ikke behøvede at få ble på, men hvis den ikke skal have det  , hvad skal vi så gøre Jason , for den er altså ikke helt tæt ...endnu.Og du bor ligesom ikke i hus.Jeg vil nødig have du har spist den af bar irritation og utilfredshed , næste gang jeg kommer på besøg vel?
Hun var igen oppe at stå, og var parat til at smutte.
De skulle afsted , finde kaffe og hun glædede sig til at gense hans overdådige hjem, Hun hankede op i snoren til Mary , for hun villeselv følge den . Trods  den lille fyr havde tillagt sig op til flere uvaner, så var den helt unormalt dygtig til at gå i snor, så Millicent beamede af  stolthed , da de spankulerede ind i elevatoren.
Elevatordørene lukkede sig foran hendes næse, og Mary havde sat sig ved hendes fødder."HEY ! Har du ikke læst nyheder i dag ? Ordet træt er blevet bandlyst. Man må ikke tale om det mere!Ai...kaffe er helt fint for mig, jeg skal ikke hjem med Mary og tilbage igen.Min mor....skal lige have lidt space. Jeg har lige været der på besøg, såååå"
Hun var næsten altid træt for tiden, men et liv på landevej og i skoven det ene øjeblik og under de blinkende spots i Las Vegas det andet, det gav hende hverken en stabil døgnrytme eller lange trygge nætter med god søvn. Trætheden blev derfor mere aktuel og mere svær at ignorere , når den blev italesat som nu.
"Kør du selv, eller er Oswald her nu?" Hun så sig omkring, da de nåede parkeringer og de mange biler.

Det var tydeligt at hun ikke ville give op, selvom hun lod det ligge nu.
Det smul hun sendte ham gik ham på, der lurede noget under overfladen selvom hun ikke svarede ham, fritelsen til at sige hun kunne glemme det glemme alt hvad der angik ham var stor og han overvejde om han skulle åbne munden og så bare tale frit fra leveren.
Der var en løsning på hvad der var galt, han havde den jo også, men han ville ikke fortælle hende om det, hun skulle videre i sit liv uden ham, det var nødvendigt hun kunne leve videre uden han længere var en del af hendes liv.

"Jeg er godt klar over du er særlig, og at du er en stor faktor på kaosfaktoren hvor du end kommer hen ender der vel altid med problemer."
Han løftede det højre bryn og himlede efterfølgende øjnene og lod to fingre glide op mod hans tindinger der blev masseret ganske kort. Det var fristende bare at efterlade hende og forsvinde indtil hun havde glemt ham.
"Ja hvilket eg ikke ligefrem gider igennem igen hvis jeg må tale frit, jeg syntes det var problematisk nok sidste gang."
Han blik havde ikke hvilet på hende siden han havde snakket om hvor særlig hun var. kort hovedrysten med lukkede øjnene.
Det ville være endnu værre end sidste gang"
Denne gang rejste han sig fra sofaen nærmest rastløs som om han ikke kunne sidde stille længere, som om der var noget der virkelig gik ham på.
Da hun kaldte Oswald hans Butler knyttede han hænderne og svare kort men en smule hårdt.
"Han er ikke min butler, Jeg har ingen butler og ønsker ikke en butler, jeg skulle nødig blive doven"
Stadig blev blikket ikke lagt på hende han talte med ryggen til hende, på intet tidspunkt virkede det til at han ville vende blikket mod hende igen.
den blege hud blev trukket stramt over hans kæber.
"Jamen en bamse er det ikke for meget måske, et blødt tæppe og et bidedyr ville måske være nok for det lille lam"
Langsomt vendte han sig om men så på væggen bag hende frem for at blikket skulle hvile på hende. Da han kom tilbage til sofaen og sætte sig, lænede han sig tilbage i sofaen og lukkede øjnene, måske skulle han bare sørge Millicent kom hjem og så kunne han komme videre med hvad han skulle, forsvinde ud af hendes liv.
"Jeg ville nok ikke have spist den, nok mere sat den ude ved poolen og få lavet et græs område den kan bo på."
Igen kom ordende en smule hårdere ud over hans læber end det var hensigten, hvilket var noget han ikke kunne tage sig af, han kunne ikke blive ved med at udskyde hvad der var uundgåeligt for ham.
Han var ikke sikker på han kunne få sig selv til at gøre så hun kom hjem til ham, måske skulle han bare få Missi til at finde hendes adresse så Millicent kunne få en ordelig søvn, han var ligeglad med hvad hun sagde, for unaset hvad var han sikker på hun ikke kunne gøre andet end at nægte at gøre hvad han ville have hende til, men han var sikker på han kunne få hende til det på den ene eller den anden måde, om han skulle løfte hende ind af hendes egen dør.
Da han stod i elevatoren ved hendes side kunne han ligeså godt få sagt nogle ting.
"Nej Jeg har ikke læst nyhederne, og jeg er sikker på du bare finder på det."
Ikke engang et smil blev der lagt omkring læberne. da han svarede hende.
"Nej du skal ikke have kaffe, du skal have søvn, og det skal være nu og det skal ikke være hos mig."
Han så ligegrem for sig og ignorerede hendes protester.
"Jeg kan tage lammet med mig men du skal hjem og sove."
Stadig ligelgad med hvad det var hun sagde så blev det som han ville nu, hvor han skulle køre og bestemte.
"Nej jeg er selv kørt så jeg skal køre."
Han gik ud af elevatoren og satte kursen mod en stor og sort Audi Q7 fra 2014 så det var en ældre bil, men ligesom de andre han havde lignede det stadig en der kom lige fra fabrikken, hvilket understregede hans glæde ved hans ting fra en anden tid.

Når man ikke kunne vinde en diskution med en mand, så kunne man glide af på den...vifte  den væk som en lille flue og det var netop hvad hun havde sat sig for.
Hun viftede med hånden , afvæbnende da hun så ham gnide sine tindinger og sagde med indsmigrende blød stemme.."Du skal ikke være nervøs...jeg er ikke ude på problemer nu, tvært om skal vi jo stryge alle krøllerne ud ...glatte dit liv ud igen , men ikke lige nu. Det kan vente Mr. Stark" Hun neglicherede trangen til at modsige ham, til at brokke sig over han igen sagde hun var særlig, for det var bare ikke et adjektiv hun følte sig godt tilpas med.
Hun sagde dog intet, observerede ham bare og bed mærke i alle de små træk hun kunne opsnappe fra hans krops sprog. Spørgsmålene formede sig, som små perler på en snor , hvorfor var han så rasteløs....nu undlod han øjenkontakt....de knyttede knoer....han virkede til at svinge i hans følelser, var han mon i tvivl om det han fortog sig var rigtigt at gøre ? Hun havde aldrig haft evnen til at læse folks tanker, og da slet ikke Argentums. Han var og blev en gåde for hende, og sommetider...nej ofte... var det ikke til at skælne mellem hvad der var en bevidst facade og hvad der var 'ham'.
Hun mistænkte ham dog for kun at lade hende vide og se....præcis hvad hanønskede hun skulle, og hverken mere eller mindre.
" Doven ? Du arbejder 100 timer i døgnet Jason, ingen ville beskylde dig for det, med mindre de var seriøst retard altså" medhimmelvendte øjne, slog hun sin mening fast.

Mary .
Argentum viste sig rigtig kreativ  nu, og Millicent slet straks for hans ide.
"Really? Ville du lave et lille græsareal? Men det jo en FANTASTISK IDE, Jason ! Vi må da straks planlægge det , så vil det jo løse en masse problemer"  strålede hun, omend lidt træt at skue.

Inde i elevatoren, faldt hende lille joke hårdt til jorden, og hun skulede til ham.
"Geez , jeg vist ikke den eneste i den elevator som trænger til søvn" blev der mumlet insinuerende, da han end ikke trak på smilebåndet over hendes lille vits.
Hun fnøs kort af hans instrukser og ville simpelthen bare nægte at adlyde, af flere årsager..."Du hørte mig udmærket, det er ikke din hørelse der fejler noget vel ? Jeg kan ikke tage hjem , og hvis du kun vil have ...mande besøg og ikke af mig, så må jeg overnatte på den nedlagte metro station, Og du kan sætte mig af der- efter jeg har skaffet mig en coffee to go så."

Et lille pling lød og oplyste at de var 'ankommet' . Millicent anstrengte sig for at komme først ud , og rankede sig op da det lykkedes for hende. Hun tog lidt fart af så hun kunne følge ham , følge med mod bilen og kom til at smile selv om hun lige nu fortrak at se neutral ud. Hans kærlighed til biler fornægtede sig ikke, og uden at have kendskab til de firhjulede så kunne hun bare fornemme den var så meget ham.
Hun satsede ikke på han ville nægte hende at sætte sig ind, og efterlade hende her i parkeringer, så hun fik sat sig ind.
Først havde hun dog bredt Marys lille tæppe ud, på det dyrt betrukket bagsæde.
" Nå....spændende alligevel hvor jeg skal sove i nat. I en øde metro ...eller det må jeg da håbe den er, at der ikke en en flok schreechers eller noget....eller i en seng? "lød det knas tørt ud i luften, mens hendes øjne stædigt var hæftet på den rene forrude, mens de lagde Omnicorp bag dem, og fandt ud på vejen.[/color]

"Det kan godt være du ikke er ude på problemer men problemerne er altis ude efter dig og ude på at få ram på dig. "
Det var kun et kort svar
"Jeg tror ikke du siger mange ting du har tænkt dig at lade det vente."
ved hendes kommentar om at han ikke var doven smilede han en smule, ikke voldsomt men nok til at et hvidt tandsæt blev synligt.


"Ja et fint græsareal hvor den kunne blive boende udenfor hvor det burde høre til."
HAn kunne se hun havde været vild med ideen, men hvor vild ville hun være nu hvor hun hørte lammet ikke ville komme indenfor ikke engang i den køligere tid de gik i møde.

Han drejede hovedet da hun snakkede om at han manglede søvn, hvilket blev opfulgt med et hovedrysten.
"Faktisk mangler jeg ikke i søvn eller trænger til det, jeg trænger måske til en smule ro."
Blikket blev vendt frem igen mens han talte, det var svært at se på ham at han faktisk nød hendes selvskab, selvom han ikke viste det frem.
Ved fnyset kunne han ikke lade være med at løfte det venstre øjenbryn og begtragte hende ud af øjenkrogen, og hvis man så ordenligt efter ville man se et omrids af et svagt smil.
"Ja du har ret i at jeg udemærket hørte hvad det var du sagde. Men jeg står stadig fast i at du ikke skal op til mig i aften og nat. Så nu sætter jeg dig af derhjemme og så kan du så selv finde en metro hvis du er så vild efter at sove der."
Han skævede forsat til hende for at se hendes rekation.

Da hun anstrengte og maste for at komme ud af elevatoren før ham, rystede han på hovedet, hvad var det der var i vejen med hende, hvorfor opførte hun sig sådan, så vidt han vidste havde han faktisk intet gjort galt, men det var måske bare den kvinde ting, at hvis de ikke kunne få det som de ville så skulle de opføre sig som Millicent gjorde i dette øjeblik.
Mens hun lagde tæppet ud på bagsæddet betragtede han hende kort, inden han satte sig ind mag rattet.
"Du kommer til at sove i en seng, hvor du har adresse, og da det ikke er ved mig, så må du sove ved din mor."
Han vendte blikket og så hårdt og en smule koldt på hende.
Da mortoren startede med en behagelig brummen og han satte den i gear, inden han rullede ud. Blikket var stadig hårdt og køligt da han ramte vejen.
Han var faktisk sikker på han stadig havde hendes adresse et sted, så hun kunne ikke selv bestemme hvor hun ville sætte af henne.
"Hvor vil du sætte af?"
Ordende der kom fra hans læber var stadig hårdre, men en smule varmere i det.
"Desuden ville jeg ikke kunne have dig rendende længere, jeg har lige fået begravet de første rygter om os, og hvis du sover ved mig igen blusser de sikkert op."
Han talte roligt men sandfærdigt, der var ikke noget at være i tvivl om. Han ville ikke være grund til mere i hendes liv af sådan noget.
"Jeg stoler ikke på Miss Case fik stillet sin tørst efter sladder om dig."
Oprigtigt lød det som om han led ved tanken om Millicent stadig ville være et søgelys på grund af hendes kontakt til ham.

Der var intet i vejen med et fint lille grønt areal , nydeligt anlagt på hans stilfuldt teresse. Den del gled let let.
Hun mætte dog kvæle et overrasket udbrud, med et lille host da hun forstod på ham at Mary slet ikke kunne komme indenfor. Ind i varmen og til de bløde - og sikkert enorme kostbare - tæpper. Et forbløffet  udtryk lå over hende et øjeblik, før hun lige ville justere hans plan for ham . Med pegefingeren tegnede hun små cirkler i luften, for at understreger 'vejen ' fra teressen og ind i den varme stue , til de bløde tæpper."Det da en dejlig ide , så skal du bare beslutte hvor lamme lemmen skal sidde" hun hev en mundfuld luft ind og kunne godt høre det lød dumt, så næste sætning efterfulgte med det samme..."altså...en dør....som en kattelem...bare til Mary. Hvor mon du vil have den , så Mary selv kan rende ind og ud. Det jo vintertid , så det skal laves samtidig med græsset."
Sådan. Så havde hun da lige reddet ham fra en lille mund røffel- for inden ville da have deres kæledyr bosat i kronisk kulde , ville de vel ?

I bilen var der ikke enighed om hvilken seng Millicent skulle tilbringe natten i.
Hun følte sig lidt klemt, for hun kunne ikke tage hjem og det føltes ikke godt at presses sit selvskab på Argentum. Men hvad skulle hun så ? Hun havde satset på de sammen skulle installere Mary, og det ville tage en dags tid eller to, og ...ja, hun kunne da godt se fejlen i at antage hun kunne crashe hos ham- den lå hos hende.
Hun spidsede læberne til en trut mund , overvejede hvor meget hun skulle fortælle ham. Millicent havde mest lyst til ikke at sige spor, for hun gad ikke noget medlidenheds crap....men det var da også ham der var fjollet. Hun kunne bo i et år i den penthouse lejlighed, uden han behøvede se på hende- så stor føltes den nærmest.Hun sukkede , da Justine Case blev nævnt og begge Millicents hænder fløj udstrakt op, foran hende for at understrege hendes udbrud .
"Ok...stop stop!" hun gned sin pande let, da en bekymret rynke var kommet til syne. " Hør...jeg ved du har ret med Case, måske lige bortset fra det er dig hun ønsker en Breaking news på, ikke mig!
Men ingen behøver vel vide jeg er der? Jeg..jeg behøver et sted at sove, jeg havde regnet med jeg kunne finde et trygt tag over mit hoved, hos dig" lød der lavmeldt .
Hun drejede ansigtet og fokuserede på de flygtige bygninger ud af hendes vindue og strøg en finger over den kølige rude, før hånden faldt ned i hendes skød , og joinede den venstre. "Argentum...jeg kan ikke klare at overnatte , eller at være hjemme lige i de her dage. Ikke lige nu." Det var svært at forsætte samtalen, hovedsageligt grundet to ting. Hun havde ikke lyst til at fortælle om hendes kikset familie og alle deres flawes, og hun var stadig ikke helt sikker på hvad hun burde føle omkring det hele. Lige nu følte hun sig bare forvirret og trist, selv om hendes til tider sorte humor lage et fint lille værn omkring Millicents hjerte og hjerne.
Hun hviskede hæst.."Min mor har lige skudt min far....han er død....igen."

Da hun måtte skjule det lille udbrud med et host opfattede han det med det samme.
Han fandt det sødt og fascinerende at hun forsøgte at skjule det.
Selvfølgelig havde han sagt det for at gå hende på, tirre hende en smule, og han fandt det morsomt at han kunne.
Da hun begyndte at tegne cirkler skævede han til hende ud af øjenkrogen og forsøgte at skjule et smil, ligesom det provokerende blomst i hans øjne, hvilket gjorde ham en smule lettet at han havde blikket rettet frem for sig så hun ikke kunne se ham direkte.
"Beslutte hvor hvad skal være?"
Han lød som om han ikke havde forstået hende, selvom han havde.
"En lem til lammet, du må da være tosset havde det været en anden tid havde den boet på en mark i en lille hytte, hvorfor skulle den behandles anderledes end sine forfædre?"
Måske var han begyndt at tage hans spøg og provokation for langt måske skulle han passe på med hvor langt han gik for at tirre hende."
Han vendte hovedet mod hende.
"Du ved godt det et lam der har uld den kan sagtnes holde varmen uden problemer"
Han vendte blikket frem igen og smilede kort for sig selv.

Havde han vidst hvad der ventede ham, så havde han været mere åben omkring at åbne op for hende og lade hende overnatte der, men ikke af medlidenhed, men af venskab, han ville altid åbne sit hjem for en ven i nød, Millicent var en ven og viste sig at være i nød også. For ham var venskaber vigtigt.
Men der var nogle ting han ikke kunne byde hende, at Millicent skulle i medierne på grund af ham, det var ikke fordi han ikke ville se hende, der var måske kun en person han ville ønske han kunne tilbringe mere tid med end Millicent.
Selvfølgelig ville han have hende til at hjælpe med at installere Det lille lam.
Ved hendes udbrud da Justine Case blev bragt op drejede han hovedet og lod bilen glide ind til vejkanten for de ikke skulle køre galt.
"Stoppe med hvad om jeg må spørge?"
På ingen måde kunne han se hvis han havde gjort noget galt, eller sagt noget forkert. Knoerne blev omend endnu mere hvide end de allerede var da hans fingre lukkede sig strammere om rattet mens hun kort talte om frøken Case.
"Så du tror kvinden er ude efter mere om mig end det er dig hun vil have fingrende i?"
Spørgsmålet var ikke til for at blive besvaret.
Hendes bekymring gik ham på, ikke irritation men han kunne ikke lide se hende være bekymret.
"Nej ingen behøver at vide du er der, jeg render ikke ligefrem rundt med et skilt hvor der står Frøken James overnatter her. Eller har det skrevet ned af bygningen, men sladder skal der nok komme hvis nogen ser dig."
Han ville ikke byde hende at komme i mediernes søgelys igen ikke på
Grund af ham, hun var en af de personer han havde åbnet sig overfor, på en måde som der normalt to år før han lod folk komme så tæt på som hun havde fået lov til.
Da hun snakkede om hun virkelig havde brug for et sted at sove så han bekymret ud virkelig bekymret ægte følelser følelser han normalt ville gemme langt væk.
"Har du virkelig brug for et sted at sove? At overnatte er det hvad du ser mig som, dit privat hotel, et sted du kan komme og sove når du har lyst, er jeg bare et trygt tag over dit hoved"
Det var ikke meningen det skulle lyde så ondt som det gjorde men det kom til at lyde mere ondt og hårdt end det skulle hvilket straks fik ham til at se skyldig ud og føle sig endnu mere skyldig i at være et dårligt bekendtskab.
Selvom de havde holdt i tomgang så da hun nævnte hun ikke kunne være hjemme slukkede han motoren. Lænede sig tilbage i forsædet og vendte blikket mod hende, bekymringen i hans ansigt var ikke til at tage fejl af den kunne næsten føles på.
Det var ikke af medlidenhed men af reel bekymring han stoppede for at høre efter.
"Hvorfor kan du ikke..."
Han nåede ikke at stille sit spørgmål til hende færdig inden han hørte hvad der kom over hendes læber.
Han stivnede det var ikke lige det han havde forventet eller troet der ville komme fra hendes læber.
"Ud"
Det eneste der kom fra hans læber.
"Ud Millicent Nu"
Han steg selv ud af bilen og gik op til hendes side og åbnede døren. Hvis hun ikke selv havde knappet selen og var på vej ud, ville han læne sig ind for at gøre det, havde hun ikke haft selen knappet ville der have været en lampe der lyste og en irriterende bippende tone der indikerede det, og først ville stoppe når selen var på.
Hvis hun ikke selv kom ud af bilen så ville han løfte hende ud og stille hende foran sig.
Han så både streng og bekymret ud da han talte til hende
"Hvorfor sagde du ikke det med det samme Millicent"
Han gik frem og tilbage foran hende
"Hvorfor skulle du først smide det nu var"
Han havde lyst til at omfavne hende men beherskede sig.
"Du kunne have sagt det med det samme så havde det ikke været et problem. Selvfølgelig er mit hjem
Åbent for dig.
Hvis det er hvad der gør du ikke kan være hjemme. Du gør det svært virkelig at vide om jeg i det hele taget ved noget om dig Millicent om jeg kan kalde dig en ven."
Han lød fornærmet og streng. Der var noget i stemmen der også afslørede andet.
"Millicent hvorfor sagde du ikke noget?"