Now is your Chance to be Generous and Dance - Argentum/Justine/Millicent

Stilhed.
Hun var ganske stille som hun stod ved siden af bilen og så sig omkring med nysgerrige øjne.  Der var rent og stilfuldt , næsten i en grad at man ikke forbandt det med en kælder- ikke den slags hun havde været i , kunne hun konstatere, med et single hævet øjenbryn. De var næsten et morsomt syn, den veletableret forretnings mand i sine skræddersyet klæder og den unge kvinde i en mere tilgængelig buksedragt ,med en slidt lærreds rygsæk,der hang tungt ned fra hendes skulder, hvor også  et kæmpe monstrom af en bue var slynget over. Intet synes at passe sammen, men det var kun på overfladen. Indtil videre gik det fint- pressen havde ikke flået hende endnu, de havde ….styret uden om, kunne man sige.
”wauw…din kælder er da…stor” fik hun sagt , alt imens Oswald håndterede alle taskerne de begge havde i bilen. ”Burde vi ikke lige hjælpe ham ? trak hun i Argentums jakkeærme, og kastede et nik i Oswalds retning. Hun havde det lidt dårligt med at andre skulle slæbe på hendes ting, og egentlig også med at det meget tydeligt kunne høres hvordan flasker klirrede rundt dernede.De rungede nærmest i den store kælder, havde hun bemærket.Hun smilede afledende til Argentum, og flyttede lidt rasteløst på den ene fod.
Millicents sko gav ikke meget lyd, der var en lille gummi sål fæstnet på stiletten, da hun var så træt af de høje metalliske lyde ,de høje sko så ofte kastede af sig , og selv kunne godt lide at liste en smule mere ubemærket rundt. Geez, hun havde mødt `klikkende kvinder`der havde kunne give en døv hørelsen tilbage, ved at gå tværs over gulvet, men nu var det så ikke lige sko hun havde i tankerne- det var mere hans lejlighed. For  hvis kælderen var i så velholdt stand, så ville hans lejlighed givet vis være et moderne og dyrt indrettet sted- men hun anede slet ikke hvad hun skulle forvente sig af en fyr som ham. Hun kunne se en elevator et stykke fra dem, og antog det var der de skulle hen. I hendes krop var der plads til både at føle sig spændt, men også nervøs. Nu var det her vel sikkert ? Hun havde ikke til vane at dappe med folk hjem….men efter havde de havde været igennem, overfaldet i parken , så kunne hun umuligt mistro ham for ikke at spille rent spil. Hun trak vejret ind, holde det tre sekunder og fandt tillid og godt humør frem.. ”Så… har du så drage skæld og spandex dragte over hele din lejlighed Mr. Stark?” lød det drillende, da hun trykkede på elevator knappen, der hilste igen med et højt diiing.

Stilheden i P-kælderen var nærmest larmende, langsomt steg Argentum ud af den aldrende Chevy Suberban. De fleste maskiner der holdt parkeret i kælderen var forældede og out datet. Der var rent og rydeligt, intet støvkorn at se. Der var lunt, tørt og veloplyst.
Blikket blev sendt mod Millicent for at se hendes reaktion, dette var kun det kvarte af hele bygningens parkerings kælder, men nok også den bedst vedligeholdte, han havde tilbudt at opkøbe bygningen og renovere det hele, men de andre beboere var ikke helt enige med ham, ved at det var en god ide, måske stolede de ikke på han ville genhuse dem.
Hans blik vendte tilbage til Oswald der langsomt begyndte at ordne deres takser, han smilede kort da han så ned af sig selv, langsomt rettede han på tøjet og vendte blikket blev vendt mod Millicent igen, den enkle buksedragt sad stadig godt på hende, hurtigt rystede han på hovedet og sukkede ved hendes ord.
”som om jeg ikke har hørt den før, at den er stor”
Han vendte blikket mod hende for at se hendes reaktion.
”Altså kælderen”
Tilføjede han så hvis hun ville reagere med den skjulte hentydning til misforståelser, hvis ikke hun misforstod, ville han langsomt nikke efter lyden af flaskerne der kom fra taskerne.
Han mærkede hendes små træk i ærmet og vendte blikket med hende, han tog en dybere indånding.
Et lille skævt blik blev sendt mod hende, et blik der lyste ’Har du virkelig taget det med’ inden han tog få skridt hen til Oswald.
”Oswald hvad siger du til at du bare kan holde fri for i dag, så viser jeg vores gæst rundt.”
Han klappede manden på skulderen for at overtage.

”Er du sikker på det Jason”
Kun offentlig var Oswald ansat ved, bag facaden var de tætte, så tætte som han nu kunne komme på et menneske, Oswald var en ven.

”Oswald jeg mener det, bare tag hjem og hils Juliette og børnene”
Argentum overtog taskerne og så på Millicent.
”Skal vi komme videre og lade Oswald tage hjem?”

Den manglende lyd fra hendes sko gik ham egentlig på, selvom han ville have hadet lyden hvis den havde været der. Noget der kom bag på ham, at han manglede lyden af hælene.
skridtene mod elevatoren var velmålte og nærmest mekaniske. Han ville have brug for at have en hånd fri for at komme ind i elevatoren, ligesom døren ned til P-kælderen, så krævede elevatoren den private elevator også et fingeraftryk. Denne elevator stoppede kun tre steder, P-kælderen, indgangshallen, og så hans lejlighed.
Han lo af hendes ord og rystede på hovedet
”Det må tiden jo vise Millicent hvad lejligheden skjuler.”
Han lod hende trykke efter hans fingeraftryk var blevet godkendt, ved elevatorens anmeldte ankomst, tog tre skridt og var inde.

Selvfølgelig fangede hun den dobbelte betydning, og dårligt havde ordene sluppet hans læber, før hun lavde himmelvendte øjne og mimede ”riight” til ham, med et skævt smil som punktum.
De havde før slået fast at de delte en interesse i den gamle verden, og hun kunne se på hans valg af biler at hans kærlighed til ”det gode gamle” også var repræsenteret her. Udover de var gamle, flotte og mega dyre kunne hun ikke rigtig knytte et ord mere til dem. Når det kom til biler vidste Millicent hvor rattet , dørene og dækkene sad men så var hendes visdom på det område vist også brugt op.
Millicent havde selv taget et par af taskerne, så Argentum havde en hånd fri. Hun var vant til at bære på sit eget og det gjorde hende intet .Hun kunne godt lide ikke at føle sig hjælpeløs.Og hun kunne godt lide det fact at Argentum og Oswals synes at have en rigtig god tone.  Inde i elevatoren, stillede hun sig skulder mod skulder , med Argentum og holde øje med de små lysende knapper i elevatoren, dem der indikerede hvor de var nået til. Dette var en privat elevator, kun beregnet for ham. Han havde låst den op med fingeraftryk og den havde kun ganske få stop, i det prangende højhus. Gætterierne og forstillinger om hvordan han boede var begyndt at spire, det var da umuligt ikke at være nysgerrig omkring det. Dørene åbnede med et nyt pliiing og Argentum var ude, efterfulgt af Millicent lige i hælene. Hun kiggede sig tilbage over skulderen, og så de blanke døre lukke i , og hun følte sig en smule fanget. Fanget fordi hun var på ukendt grund , ikke havde en dagsorden i punktform og ikke havde rutine i at færdes i de her…lag.
For hun havde ikke været  helt forberedt på hvor stor og hvor graciøs en lejlighed hun ville blive gæst i.
Hendes arme faldt slapt ned, og tasker, en trøje og hendes bue faldt efter, og blev den første bunke rod hun placerede i Argentums penthouse lejlighed. Der var eller meget ryddeligt og ordenligt i alle kroge, så vidt hun kunne se.
Hendes blik var som et lille stykke lambi køkkenrulle, der bare sugede til sig alt det kunne rumme. Det havde været en høflig gestus at parkere sine sko i gangen, men hun glemte helt at tage dem  af. I stedet  så hun spørgende op  på Jason, måtte hun træde videre inden for og kigge sig mere omkring ?
Fik hun lov, ville Millicent begive sig hen til et af de kæmpe panoramavinduer som det første ( fik hun ikke lov ville hun sikkert glide mod vinduet anyway, som var det en magnet der trak hende til sig).  Her ville hun så tage et kik ud over bydelen. De mest velhavdende boede her, og så gik det ellers ned af bakke. Både geografisk med også indkomstmæssigt. De der boede helt nede levede i fattigdom.   ” wow..jeg ved ikke hvad jeg skal sige.Sikke en udsigt” hun var stille, benorvet over hvad hun så, skræmt og facineret. Tænk at leve sådan her? Selv om hun aldrig havde set noget så dyrt og trendy, så var hun vild med den stilrene og enkle indretning som herskede over alt hun kiggede hen. Selvfølgelig kunne der godt bruges en kvindes touch, hun mente at kunne fornemme der ikke var et female præg...altså udover den bunke af rod hun selv havde efterladt i gangen. ”jeg tror aldrig jeg forlod det her, hvis det var mig der boede her.Det jo et slags…drømme slot". sukkede hun henført og strøg med fingre spidserne ned af den store rude, før hun vendte sig om mod ham. ” Nå Mr. Stark, vil de give mig den store tour af casa del Stark, hhvis vi altså kan nå det inden 2017?"  kunne hun ikke modstå at drille en smule. Hun var allerede begyndt at tvivle på hun ville være i stand til at finde et toilet, skulle hun tisse i nat- uden at fare vild.

Argentum fangede hendes blik, det fik hende til at ryste på hovedet, selvom han var klar over det var reaktionen på hans ord.
”Det er da sandt, syntes du måske ikke denne Kælder er stor og varm?” stemmen var rolig og et smil spillede igen om hans læber, men igen var der smuglet en dobbelt betydning ind i hans ord. De ældre biler samt en motorcykel der holdt parkeret var alle fra det 20. og 21. århundrede. Han havde selv i stand som en hobby.
”En forklaring kan vel vente”
Han hentydede til en forklaring om han forkærlighed for lige netop disse billeder.
I elevatoren kunne han næsten mærke hendes nærhed, og hendes kropsvarme, kæberne blev spændt. Ligesom hans krop blev mere anspændt.
Ligesom elevatoren og kælderen var alt der vedkom ham mere eller mindre privat og kun få kunne benytte den.
Da Argentum kom ud smed han ikke skoene i entreen, han gik direkte ind i stuen og stillede taskerne på det lange spisebord. Langsomt vendte han sig for at se om hun fulgte efter, synet det mødte ham fik ham til at smile, det morede ham.
De tasker hun havde haft i hænderne lå på gulvet, han lo lavt og gik med faste alligevel afslappede skridt hen til hende og samlede taskerne op.
”Er du okay?”
Han grinede da han rettede sig op, spørgsmålet kom ud fra et par læber der forsøgte at skjule morskaben, det var tydeligt at han var tøet mere op efter de var kommet op hvor han var tryg.
”Du er velkommen til at komme længere ind Millicent.”
Han kunne ikke forstå at hun var stivnet, eller hvad det var hun havde gang i.
Langsomt bevægede han sig hen bag hende og fulgte blikket ud over Miamis skyline, han trak vejret dybt.
Lejligheden var møbleret enkelt, helt hvide vægge, ikke mange malerier, lyst trægulv, Møblerne var af sort læder, omkring et glasbord. Spisebordet var af mørkt træ ligeså var stolene.
en skulptur prydrede et åbent område i lejligheden
Skulpturen var i en 2500 cm2 kasse med 20 cm højde, i midten af kassen var en vulkansk ø med ægte flammer blussende op af toppen, bjerget var ægte de nuancer der var i det kunne ikke fremstilles kunstigt, små gammeldags møller dækkede bjerget sider i verdenshjørne, øen var omgivet af vand.
Denne skulptur var det eneste der viste han ikke var fra jorden. Med få skridt forlod han hende og stillede sig ved skulpturen med et smil, udover nogle billeder var dette det eneste minde om hans HJEM.

Da hun talte om udsigten vendte han sig
”Ja det er en flot udsigt jeg har mig her.”
Han fik langsomt trukket sig væk fra skulpturen og gik hen mod hende, denne gang stillede han sig ved hendes side.
”Tro mig selvom det er stort og flot, vil det blive kedeligt i længden.”
Han talte af erfaring.
”Det er ikke just et drømmeslot som sådan”
Hans latter var kort og sukkede tankerne var igen på skulpturen noget han elskede at vise frem, og elskede ved lejligheden. De gæster der havde været i lejligheden havde set den.
”Nu ikke noget med at blive Flabet Millicent, eller lader jeg dig måske selv finde rundt.”

At lege med ild, dét  havde hun lært man skulle være varsom med. Ikke fordi hun var bange for at vådte sengen om natten, men mere for at blive brændt mens legen stod på. Men nu var hun ikke den type der ved tilbage for en udfordring.
Og dét han hele tiden havde hende balancerer på en line af alvor og dril, var lidt det samme. Stor og varm, sagde han - Jov jov, hun nikkede og stemte i, men sagde dog ikke en lyd mere omkring ....kælderen, da hun ikke ville risikerer at dumme sig alt for meget, ikke lige nu da.

Forklaringen om bilerne kunne vente. Faktisk kunne alt vente ,med mindre nogen var ved at dø - for udsigten fra hans lejlighed var ved at tryllebinde hende. " Jeg er helt okay, bare en smule overvældet af det her.Du bør meget skønt. gav hun ham en bid af hendes tanker.
Her duftede rent og imødekommende og hun smilede ved  tanken om Argentum med en støvklud i hånden, vrikkende til tonerne af noget glad musik, mens han rengjorde sit hjem. Men noget i baghovedet sagde at der nok var en rengørings maid der tog sig af den sag. " Det er tæt på at være et slot, bare uden et tårn og en trone .Men ikke alle kan være dronninger og konger " smilede hun fjollet til ham. "Har din buddy Storm en ligeså stor lejlighed , er det sådan....normalen her ?" det var ikke fordi hun havde interesse i  hvad Nathan Storm som sådan havde, men mere om det var almindeligt lige i området her.
Millicent havde nu bemærket skulpturen og bevægede sig i retning af den.
Hun var ikke ret meget inde i kunst, hverken teoretisk og da slet ikke praktisk.Ikke med mindre det var en kunstart at flå en kanin og rense dens skind uden at returnerer middagsmaden, for så var hun bestemt kunst interesseret.

Skåle, fade,vaser , figure og  indrammet plakater eller malet billeder var normalt at finde i et hjem og det kiggede hun dårligt efter om der var...hvad der var, men denne var meget atypisk. Smuk . Og Argentum havde også på et tidspunkt taget plads nærmest stolt ved  siden af den , næsten som han ønskede man skulle lægge mærke til den. Nogle gange tog det hende lige et par minutter at være helt med, mest fordi de var igang med at lufte et par andre drillerier.
" Jeg er da ikke flabet Jason...men jeg gætter  bare på dit toilet er lige så stort som hele det hus min mor og jeg bor i. Og jeg må advare ...hvis du slipper mig løs alene her , uden en guide eller gps, så kan jeg jo have steder som i dine skuffer og skabe, hvor jeg intet har at gøre ! lo hun og så på ham med milde øjne. Hun drillede ham bare og kunne ikke finde på at rode i hans sager, ikke når hun ikke havde en god grund til det. Og naturligvis havde hun ikke det nu og ville sikkert aldrig få det heller. Hun var godt nok opforstre sådan at hendes værdisæt sagde man hele tiden skulle være opmærksom på at hjælpe dem der havde det dårligt, dem der var mere ringet stillet end en selv - men derfor skulle folk der havde klaret sig god og havde optjent ....meget...jo ikke træffes for det. " Du kan da begynde med at fortælle mig hvad det her er for en sjover ?Jeg tror ikke jeg har set noget der minder om den før. Den ser så ægte ud ...kan den noget , andet end at være smuk?" hun prikkede til den hele to gange , undersøgende og nysgerrig. De fleste have kopier af natur scener i deres hjem....de havde ikke hentet selve naturen ind , ikke på den her måde da.

Millient morede ham kosteligt, det var en fornøjelse at tilbringe tid sammen med hende. Om han var klar over de begge legede med ilden gik ham ikke på, han havde leget med den siden han blev født, og aldrig brændt sig.
Den udfordring der var blusset op mellem dem de små drillerier, var noget der normalt ikke lå til ham, han tog hendes stilhed som en sejer til ham i øjeblikket, og hvorfor skulle han ikke også det, han førte jo de interne kamp, men hvem talte når det kom til stykket.

Hendes opførsel var han van til, det var sjældent at hans gæster var van til den udsigt, selv dem der kunne kalde ham deres ven. Han stod selv tit og var tryllebundet, denne lejlighed havde han valgt netop på grund af denne udsigt.
”Det er godt du er okay, for vil nødig samle dig op fra gulvet. Tror ikke du finder det så overvældende som udsigten udefra, Tak jeg har gjort meget for at det skulle være hjemligt for mig.”
Han lyttede til hende, med stor glæde, talte med stor glæde, afslappet mere afslappet end han havde været før på noget tidspunkt.
Lejligheden blev rengjort fire gange ugentligt, mandag, onsdag, fredag og søndag. En lille robot støvsuger, og gulvasker, så få udefrakommende som muligt havde adgang til hans lejlighed og altid når han var på kontoret blev der gjort rent.
”Et slot siger du… Det kan du da ikke mene, det er måske en lidt stor lejlighed til en person, men et slot er det langt fra.”
Han holdt blikket fast på hende med et smil. Tog et skridt tættere på hende uden at komme tæt nok på at kunne røre hende.
Hendes ord kom bag på ham, hvorfor blev hun ved med at køre i gamle rygter, og selvom han var en nær ven af Storm så var det ikke sådan et venskab de besøgte hinanden.
”Millicent hvorfra skulle jeg vide det, tror ikke den er så stor men mere glamourøs… Han er lidt mere bling bling, du ved Sportsstjerner… Man kan ikke blive kloge på dem.”
Da hun bevægede sig hen mod hans lille skulptur smilede han en smule bredere, men blev i første omgang stående ved vinduet og lænede sig op af det.

Først nu lod han sig forlade vinduet og bevægede sig langsomt mod hende, han fulgte hendes blik, håbede ikke hun ville tage chancen og røre, nej hun ville da have været mere forsigtig som sådan, hun var da påpasselig var hun ikke, han lod tankerne glide tilbage på det han kunne huske, hvilket var al den tid de havde tilbragt samme, bortset fra hans anden forvandling og den tid han var bevidstløs.
deres små drillerier var underholdende, og en måde han kunne koble fra den forretningsmand han skulle forestille at være.
Da hun talte om hvorvidt hun ikke var flabet tabte han nærmest underkæben, hvad var det hun lige havde sagt, han rystede på hovedet og kom tilbage til fatningen.
”Ikke flabet, nu har jeg ikke hørt mage nogensinde før… Så stort er mit toilet altså heller ikke måske min badehal er så stor men det er jo lige meget er det ikke”
Han grinte lavmeldt og sukkede så.
”Jeg har ingenting at skjule lige frem, der er ikke meget her du ville kunne komme af sted med, og mit tøj er i skabe, ikke rigtigt nogle skuffer.”
Han gik egentlig med på hendes drillerier, men der var også noget bag det, et savn der sagtens kunne høres i de ord der kom over hans læber.
Skulpturen  han smilede og lyttede da hun spurgte.
”Det er en skulptur fra hvor jeg kommer fra, den er ægte, du skal ikke spørgte mig hvordan den virker, det er et teknologisk vidunder, og jeg har ingen ide, til hvordan den er lavet.”
Da hun snakkede om skulpturen vendte han sig og så hun rakte ud efter den.
”Nej… Ik… Rø..”
Han nåede ikke at få gjort sætningen færdig før hun havde prikket første gang. Bjerget begyndte at ryste og krakelere inde i boksen, men udenfor ikke en eneste rystelse, anden gang hun prikkede stoppede det som om intet var hændt.
”Det er en skulptur der repræsentere mig, alle elementer er der, og så længe jeg er i live vil flammerne brænde, øen vil holde sig oprejst, vandet vil bruse, og vinden vil blæse. Den er bundet til mig, og nogle gange ønsker jeg at jeg efterlod den der hjemme, så havde de et bevis.”
Han gik hen mod sofaen, han satte sig langsomt ned og sukkede, inden han øjne gled i.

" Så er det godt jeg ikke er 'the fainting type'  og dejser om i tide og utide" slog hun fast og slog ud med en hånd " måske ikke et slot sådan i bogstavelig forstand, men den ér da stor og her er virkelig smukt.
Det var jo ikke fordi hun ville blive ved at trampe rundt i hans relation med Nathan Storm, men Millicent kendte bare ikke andre der boede under sådanne luksuøse forhold , end Argentum og Storm. Derfor sammenlignede hun dem og siden de boede i samme ejendom , gav det dobbelt op i god mening. Vladimir havde måske flere kontanter på kistebunden, når man tænkte på han havde en hel kriminel hær til at arbejde for sig, men vampyre havde ikke samme mondæne enkelte smag i bolig indretning, og han boede lidt atypisk- på en borg.
"Oh ja , sportsstjerner...ikke at jeg kender nogen af dem, kun fra bladene da .Men jeg tror dig når du siger de er noget helt for sig. Nå men det må du så have til gode , at at se hans lejlighed .Måske kan du en dag du løber tør for sukker!" ville hun smile og  tage et ekstra kik rundt om i lejligheden.

"Det jeg ved om hemmeligheder er , at man skal turde både kigge dem efter i sømmene, når det er nødvendigt - men også have modet til at lade dem ligge, så man ikke får åbnet op for Pandoras æske. Hvem ved hvad du har af skeletter i dine skabe, selv om du siger skufferne er tomme ?" kom der en luftig latter .
Hun havde noteret sig at Jason virkede langt mere afslappet og ligetil. Det var tydeligt at han var på hjemland her, og måske følte at han kunne være mere sig selv. Hun havde fået en ide om at han næsten altid arbejde, altid var flittig og hun kunne under ham at virkelig slappe af. "Ejer du overhovedet nogle sweatpants eller er alle dine bukser det stilfuldt snit ? Bluser eller er det skjorter det hele ? Har du en vaskemaskine ?" hun var slet ikke anklagende i stemmen eller måde hvorpå hun så ham. Hun var ude efter at lære ham bede at kende .....og at få vasket det snavsede tøj, som hun havde med sig i sine tasker.

Fingeren blev duppet på bjerget, en og to gange og så stod hun tilbage med kugle runde øjne. "Så du dét ...det...det bevægede sig" ja ja bevæge sig var måske et mildt udtryk, for bjerget havde afgivet rystelser og havde fået nogle små krakeleringer. "Så det fra dit hjemland ?! Jeg håber ved Gud ikke jeg har ødelagt noget, det vil jeg ikke kunne leve med" gispede hun og havde fået trukket den nysgerrige pegefinger til sig. Hendes blik var stadig som limet til skulpturen , den var yderst  fascinerende. " Det da helt utroligt. Den har alle fire elementer som dig, og i er i en slags ...symbiose...en sammensmeltning? Hvad hvis nogen kvaser bjerget, kan du så mærke det ? Hvor har du den fra, har alle Draconianere sådan en ?" vente hun sine spørgsmål med ham.

Hun fulgte efter Argentum og tog plads i den bløde sofa. Klar over hvor meget hans afsagn måtte påvirke ham og hvor sød han var at tænke sådan , om skulpturen og dem han havde efterladt derhjemme."" ... Jeg er sikker på de bliver glade , når de snart finder ud af du er i god behold. Vi må finde en måde at få beskeden igennem på, til dem. Det må være lettere at sende en besked til Draconia end hele dig, eller hva ? ....men jeg forstår udmærket din tanke om skulpturen. Så havde de været beroliget" hendes hånd strøg hastigt over hans håndryg , som comfort og for at indgyde ham håb. Det var ufatteligt urimeligt  hvad han kæmpede med, og på hans vegne var hun virkelig ked af det. Dét kunne han bare ikke bruge til en døjt, så istedet rejste hun sig op ."Jeg kunne bruge noget kaffe, og en drink også. Må jeg gå på opdagelse og finde køkkenet, eller vil du måske med derud og se til jeg ikke nær at brænde din lejlighed ned ?" Lokkede hun lidt.
Han var hyggeligt selvskab og hun vidste hun ville få sovet ordenligt i dag.Sådan rigtig vælte omkuld et sted her....værelse , sofa Whatever- sålænge hun kunne få indhentet det tabte søvn og lade op til de skulle møde de skandale hungrende journalister, den næste dag.

”Det er måske en lidt sørgelig ting at du ikke er det, lige i denne sag.”
Blikket han sendte hende, var udfordrende og drillende, ligesom det smil der spillede om hans læber.
”Hvordan skulle jeg ellers kunne spille den dejlige ridder der passer og plejer dig?”
Hans ord var nøje udvalgte og skulle provokere og drille til det yderste. Nu de alligevel snakkede om at han boede på et slot.
”Jeg er glad for at du syntes jeg lever kønt, selvom der til tider kan blive ensomt, har forsøgt med et kæledyr men det er ikke helt det samme, selvom den altid er glad for at se en når man kommer hjem.”
Han trak læberne en smule sammen og var glad for hun egentlig lod samtalen om Storm ende uden at han behøvede at sige mere, selvom den sidste kommentar fangede hans opmærksomhed, Sukker hvorfor var det altid sukker der skulle lånes, hvorfor kunne det ikke være en kop salt eller andet, måske et glas vand.
Hans smag var enkelt og havde altid været det, meget sort og hvid, læder og træ, lidt glas, aldrig den helt store udsmykning andet end enkelte malerier der faldt i hans smag, og elektronikken var fra omnicorp.
”Der er nok ikke mange der kan prale af at de kender store og vigtige mennekser, eller måske er der, når man tænker på den smule af os der er tilbage… Ja jeg må have til gode at se Storms lejlighed, men hvorfor lige sukker?”

”Som jeg siger jeg har ingen hemmeligheder, der er noget værd, jeg er en lidt tilbage trukken og lukket person, der ikke skjuler hvad han gør, jo jeg har en hemmelighed, og den kender du til, og hvis det slipper ud, ville jeg nok mene det kostede dig livet hvis det blev offentliggjort. ”
Han sendte hende et blik der kunne slå ihjel der var ikke tvivl om hvad han mente når han sagde det. Han hemmelighed om at Jason Stark var fra en anden planet var ikke noget han havde lyst til der kom ud, hans anderledes udseende kunne undskyldes med mutationer i hans familie under krigen og den efterfølgende tid.
”Skelletter i skabende det er der da nok, jeg tror ikke jeg fik ryddet op efter den sidste der stillede spørgsmål og rodede i mine ting uden at få lov.”
Han løftede et øjenbryn og smilede så til hende. Inden der blev sluppet en kort latter.
Han havde lyst til at skifte til hans hjemme gående tøj, men det var nok ikke lige tidspunktet for nu, han kunne vente til det bad han havde tænkt sig at tage senere på aftenen, efter hun var gået til ro.
”Om jeg ejer noget der er mere afslappende, ja det gør jeg da, jeg er mere end blot flotte jakkesæt Millicent, så tag det roligt, men jeg ville ikke kunne skifte uden du besvimede.”
Han grinte og hentydede til den krop hun tidligere havde lagt mærke til, især da han forvandlede sig til hans drageform og tilbage igen, da hun kun var iført kampdragten.
”En vaskemaskine.”
Langsomt lagde han hovedet på skrå som om han ikke forstod hende, inden han rystede på hovedet.
”Selvfølgelig ejer jeg en vaskemaskine, men mine jakkesæt bliver renset på renserier, og det sørger min PA for.”
Han vendte sig og pegede ovenpå badeværelset er ovenpå.
” første dør du kan se… Den første dør ligefrem når du får op af trapperne.”

”Ja jeg så det, og kunne føle det. Den er unik for mig, selv på min planet er den unik… Ja den er fra min planet.” Da bjerget blev stille forsvandt de revner der var kommet i bjerget. Smilende gik han hen og lod en finger glide gennem vandet, der steg op ad bjerget sider, og slog om sig, han lod fingeren røre igen og vandet forsvandt langsomt tilbage hvor det lå stille og næsten ubevægeligt som et spejl.
”Nej Millicent du har ikke ødelagt noget som helst ved den, den er som den skal være. Den reagere på berøringer, og jeg kan føle det når den gør. ”
Han nikkede langsomt og klukkede inden han åbnede munden.
”Vi er forbundne, nej vi har ikke alle sammen sådan en, den bliver lavet til os i vores gave der beviser vi er noget modenhed, og tager plads i de voksnes rækker. Millicent, den er unik og bundet til mig, vi har alle en skulptur der passer på den vi er.”  

Vægten fra hende der mødte sofaen fortalte ham hun havde sat sig hos ham i den, hans blik vendte sig mod hende, han forsøgte at smile, men hænderne blev knyttet.
”Det burde de, men de burde også være i stor sorg, mine forældre mistede ikke kun mig, men min bror og vores livspartnere.”
Hans næver åbnede langsomt op og vejrtrækningen blev mere rolig.
Hendes ord kom bag på ham, han vendte hovedet så nakken gav et lille knæk der ikke gjorde ondt men det lød mere voldsomt.
”Vi?”
Han løftede et øjenbryn og trak vejret dybere.
”Må vi finde en måde at sende en besked til mine forældre, Tror hellere de vil have mig tilbage, frem for en besked, min planet er ret kendt for at hvis vi har en mistanke om vi er i fare, eller noget, sender vi en invasions styrke afsted, så det er bedre at jeg bliver sendt tilbage.”
Han smilede men alvoren lyste alligevel igennem hans forsøg på at joke med ordende.
Da han mærkede hendes hånd mod håndryggen af hans stivnede han et splitsekund kun, han var ikke van til den form for omsorg fra en anden person.
”Kaffe og noget stærkere ligefrem, skal se hvad jeg kan gøre, nej jeg skal nok hjælpe dig, det kan være du vil have en irish coffee så du får begge dele på en gang?”
Han rejste sig langsomt op og rystede på hovedet.
”Tror ikke du vil være i stand til at brænde min lejlighed ned, så længe jeg er her, og har adgang til vand, og kan slukke ilden.”
Drillede han med et smil.

Den let provokerende undertone, fik hende til at holde blikket et par sekunder længere på ham. Misforstod hans signaler eller ? Arh...det var nok fordi hun bar var træt , for man kunne få den ide at han halvvejs flirtede OG drillede hende , bare fordi det var sjovt. Stædigt blev hagen skudt frem, helt uden hun var sig bevidst om det.
"Argentum  ...Jeg er typen der passer fint på mig selv , eller forsøger da " jaja, nogen ville postulere at hun var håbløs til netop dette, men riddere der passede og plejede hende, var farligt legetøj og hun havde generelle trust issues , så at læne sig op af en mands beskyttelse var svært....selv i en joke , som nu.
" Er du egenlig klar over jeg færdes en stor del af min tid i skove og krat? Sover der og opholder mig der ? Dét her ligner en bid af himlen " forsøgte hun at uddybe hvorfor hun var lidt fascineret af hans bolig. Mange levede omkring fattig grænsen , eller uden råd til de store udskejelser da - men Argentum var ikke en af dem. Han tilhørte en lange mere eksklusiv  klasse , luksus klassen - og i den var der kun et få.

Efter at have forklaret ham , at sukker var et talemåde og nok ikke skulle tages så bogstaveligt kom hun selv helt i tvivl ? I de helt gamle tider , var der ikke så mange udvalg i supermarkeder. Mel og æg ...mælk ...og sidenhen det raffineret fine sukker, måske var det derfra det stammede. Og et tilfælde det ikke var om man kunne låne noget mel ?

" Geez...lighten up. Jeg har ikke tænkt mig at rende rundt og hyle op om jeg kender en dragonianer, og selv hvis jeg gjorde - tror du så du ville kunne finde mig igen...derude i skoven ?" lød det semi provokerende igen, men dog med et drillende smil da hun på ingen måde følte sig irriteret. Humøret var godt og intakt.Så vidt hun havde kunne lure, så havde han element kontrol , men hun anede ikke om hans lugtesans var noget at prale af eller om han forstod sig på at følge spor og orienterer sig i naturen, så det var et skud i blinde hun tog her.

"Selvfølgelig er du mere end det. It's only clothes.Det er ikke hele din personlighed lagt i pressefolder jo hun trak let på de trætte skuldre og havde bare ment at hun allerede vidste han var en fyr der bestod af mange lag, og ikke en overfladisk karakter der kun havde øje for hvordan de tog sig ud, udseendensmæssigt.Et slags kompliment.
Hun nikkede derfor samtykkende, og ville snart skulle finde sin vej op til vaskemaskinen. Hun have en taske fuld af krøllet og urent tøj, så det var med at benytte muligheden for at få det frisket op, mens hun havde den.


Med hånden for sit bryst gav hun med det samme udtryk for hvor lettet hun var. Millicent havde ikke kunne tilgive sig selv , hvis hun havde ødelagt måske det sidste minde han rigtig havde fra sin egen planet.
" Amazing, i er forbundet " mumlede hun og mærkede en kløen i hendes fingre for at stryge dem over skulpturen påny. Det måtte hun dog vente med , nok ballade for i dag  mente hun at være skyld i.
" En slags konfirmations gave?" Afprøvede hun sin lille teori, om hun havde forstået ham korrekt , da han talte om at få den når man blev moden.
" I hvertfald er den helt særligt og den skal passes godt på ! Og selvfølgelig er det et VI , Argentum. Tror du ikke jeg vil læse dig med det her?" Millicent havde bare ikke regnet ud - endnu- hvordan hun ville kunne være ham behjælpelig, men det var kun et spørgsmål om tid. Hun havde et kreativt sind, og et ønske om at hjælpe folk omkring hende, naturligvis især hendes venner - og det var han nu. " Det siger jo sig selv at de vil have dig tilbage, og igen...jeg beklager jeres tab Argentum. Men det vi bør fokuserer på først, er at give dem ro i sindet ...eller ...jeg mener give dem vished og lade dem leve sorgen ud over de der ikke mere er og lade dem finde trøst i du er i live og har det godt. De skal have vished og ikke bare gætte "  hun studerede ham. Håbede han forstod . Hun ville ikke blande sig, men hun følte en omsorg for ham ..og for hans familie og prøvede bare at indgyde håb og hjælpe en smule.

Millicent fulgte hans eksempel og rejste sig op.
De gik ud i køkkenet, hvor hun en du engang måtte stå og måbe over hvor smukt, enkelt og skønt der var. " Kaffe med whiskey lyder fint...og sukker...og har du flødeskum, jeg ELSKER flødeskum" smilet han fik var lidt forlegent. Hun var vist noget af en slik mund, en mis efter søde sager. Godt hun var meget ude i naturen , fik meget motion og var velsignet med et venligsindet stofskifte, ellers ville hun sikket komme trillende som en kugle .
Millicent gik lidt rundt i køkkenet. bevægede sig langsomt og lod en fingerspids trække med over køkkenbord eller op af en skab. Pludselig sprang tankerne til samtalen fra før og hun drejede sig om mod ham.En nuance af bekymring kunne høres i stemmen, da hun spurgte..
" Du...hvad var det med at sende en styrke hvis de tror i er i fare ? Siger du at der er risiko for en mindre invasion af ...dargonianere ? Nogle der ikke er helt så venligsindet ? ....Har jeg ..har jeg grund til bekymring her?" lød det spædt , og en lille rynke var trådt frem mellem hendes øjenbryn.[/color]

Argentum fastholdt hendes blik, stadig med det provokerende smil om læberne. Han maske brød helt sammen da hendes hage blev skubbet frem og en latter rullede nede fra maven, det dyriske kom frem igen
”Har nogen fortalt dig du ser vildt køn ud når du bliver fornærmet, det er virkelig sødt Millicent.”
Han kunne ikke holde det tilbage, latteren rullede ind over ham, og selvom han havde forsøgt at holde den tilbage kunne det ikke stoppes.
”Det er altså ikke fordi jeg ikke tror på at du ikke kan passe på dig selv, men jeg tror du har et talent for at putte dig i farlige situationer, først mig, så et sammenstød med en sadistisk vampyr, og så valgte du at rejse med mig.”
Latteren var forsvundet, og det seriøse udtryk var tilbage da han talte om ham selv.
”Du er godt klar over at bare det at du er i nærheden af mig er farligt for dig, og jeg regner da med du har tillid nok til at jeg ikke skader dig, selvom jeg kun kan give dig mit ord på at der intet sker dig.”
Et mørke faldt over hans øjne da han nævnte det sidste, der var intet spor af en joke i ham. Kæben blev spændt ligesom hans knoer, et bevis på hvor svært han stadig havde det selvom hans krop stadig var svækket var det altid en kamp for at holde det andet sind i ro.
”Ja jeg er godt klar over du for det meste færdes i naturen, men hvis du tror at det altid vil være nok til at passe på dig selv tager du fejl Millicent, tro mig jeg ved det. Folk er ligeglade med om du er en overlever, det kan være det næste bæst du møder i naturen bliver dit sidste, det kan være næste gang du sætter dig i en bil det bliver dit sidste valg.
Naturen er ligeglad med hvor meget du kan passe på dig selv, den tager det fra dig hvis den lyster. ”
der var ikke meget afslappende over ham mere, hans hænder fløj op til hans tindinger og begyndte at massere dem.
Han rystede på hovedet da han var faldet lidt til ro. Et smil over hendes ord om lejligheden.
”Dette er ikke som et stykke af himlen, himlen er langt mere tom en det her.”
selvom det var en spøg var det ikke til at høre, hans stemme var endnu ikke under kontrol.

Han havde forstået det med sukkeret, men det var noget han altid havde undret sig over hvorfor det var sukker man lånte, og ikke sådan noget som salt, eller mel, det var mere det han havde hentydet til.

”Om jeg ville kunne finde dig, han smilede det er ikke så meget om jeg kunne det er mere om du ville kunne være i stand til at flygte fra en skovbrænd eller to, det ville være fascinerende om hvor længe der ville kunne gå før jeg har brændt jorden ned.”
Den morbide kommentar var til for at lukke munden på hende, nok var han ikke i stand til at dufte umenneskeligt godt, ligesom hans syn kun var en smule forstærket grundet hans evner til at flyve, så var det kun hans følesans og syn der var bedre, alt andet var mere eller mindre menneskeligt hvis ikke lidt ringere. Han var sagtens i stand til at orientere sig og følge spor men han havde også flere års træning, han ville ikke kalde sig en selv mester sporhund for det var ikke det han skulle overleve på.

”Det er ikke sådan det er hele min personlighed, men det er meget af den, det er mere hvem jeg er ikke meget mere end blot et jakkesæt, det er den jeg er uden på”
Den korte kommentar, var kun halvhjertet. Han havde meget andet tøj, men det han følte sig bedst tilpas i, men selvfølgelig var han i stand til at færdes i andet end det jakkesæt han bar sammen med hende lige nu.

Den lettelse der lyste ud af hende, fik ham til at smile, han kunne ikke lade være, mest fordi der skulle mere end et prik til at ødelægge den, men det var ikke just det sidste minde, hans værelse var dækket med billeder han havde kunne redde fra skroget af det styrtende fartøj han var ankommet med for flere århundrede siden.
”Ja den er personlig for hver af os, vi får alle sammen en, men der er aldrig to skulpturer der er ens”
en interesse han vidste folket fra jorden fejrede man trådte ind i de voksnes rækker, men langt tidligere end Draconia.
”Ville ikke kande det en konfirmation, det er i den alder vores krop er fuld udviklet og vi kan forvandle os som det lyster, de fleste af os foretrækker Drage kroppen da den er voksen, men her er menneske delen jo camouflage.”

”Er du nu sikker på du vil omtale det som vi, hvis det er vi, vil det betyde du skal bruge mere tid sammen med mig end du allerede har gjort, og din lille stunt forklaring om mit ægteskab gør det ikke just nemmere at omgås den samme person længe af gangen eller flere gange om ugen. Det er et fuldtid arbejde, at få mig hjem.”
Han ville have hende til at være indforstået med det hun var på vej til at bevæge sig ind i, hvis hun ønskede at hjælpe ham ville de kræve meget arbejde og meget tid tilbragt sammen.

I køkkenet lavede han en Irish coffee til hende, selvom den blev lidt stærkere end normalt, men et gæt på at hendes selv medicinering som han havde opfanget lidt af på det hotelværelse, regnede han med hun var til de lidt større procenter og derfor den stærkere drik.
Efterfølgende gav han hende en rundtur i lejligheden og vidste hende til et værelse der allerede var redt op ved siden af et badeværelse, selvom badeværelset var lille indeholdt det både bad, og vaskemaskine og tumbler. Ude på den store tagterrasse dækkede en pool det meste.  

Da rundvisningen var færdig, nærmede tiden sig tidspunktet hvor solen ville begynde at synke ned over horisonten og han kunne mærke hvordan energien var begyndt at forlade hans krop.

Efter rundvisningen førte han hende tilbage til stuen, mens han ville lave dem en omgang aftensmad.

Millicent fik både lyst til at skælde Argentum ud men smilede irriterende nok på samme tid, da han forsætte sin lille provokation af hende. Hun måtte antage han vidste hvilke knapper han var i færd med at trykke på, og det gav ham et forspring som hun ellers godt kunne have undt hende selv. For hans formål med dette stod uklart....andet end han sikket nød at lukke hendes mund, og det var ret hurtigt han havde fundet ud af at komplimenter ikke var noget hun bare lappede i sig og nød , som så mange andre. Hun svarede ham ikke med andet end et lille hoved ryst, der fulgte med smilet.

Millicent sukkede , men der var ikke rigtig kræft bag ved . Han ramte jo hovedet på Millicent sømmet, ikke ? "Ok ok...så siger vi du har ret! Lad os antage jeg ofte kommer i en uheldige situationer, det kan man jo ikke altid selv kontroller? Men jeg ved en ting, man kan ikke leve sit liv bag et nedrullet gardin , fordi man er bange for alt der kunne risikerer at gå galt, hvis man vovede at rulle det lidt op, vel ? Og jeg tror på dig, jeg stoler på du ikke gør mig noget....og ellers må jeg jo bare have pebersprayen frem hvis du får amok" prøvede hun med lidt humor.
Det var ikke til at forklar hvad der gjorde man følte tillid til en person fremfor en anden.
Og guderne måtte da vide at hun kunne tage fejl, men igen...man var jo nød til at lytte til sin intuition, når nu fornuften skulle have en lur ind i mellem.

Forsøget med humor havde ikke haft den store virkning, den havde ikke kunne aflede alvoren fra ham.
Argentum virkede anspændt, alvorlig og hendes blik lå for en stund på hans lyse knoer. Der faldt mange advarelser fra hans læber, Og han overdrev dem ikke..blot en nøgterne opremsning af hvad der kunne ske.Hun fik et bekymret udtryk, da Argentum masserede sig i tinningen . Millicent kunne mærke en omsorg for ham, hun fik lyst til at holde om ham og berolige ham men hendes ben ville ikke flytte sig - hun blev stående stille.

De forsøgte stadig med samtale- sådan lidt af hvert men Argentum fik sat det endeligt punktum , da hun havde fået pralet lidt af sine færdigheder i naturen og udfordret ham en smule, for selvfølgelig kunne han da ikke finde hende- kunne han ?
Men så kom dén med skovbranden, Og hun stivnede bogstavelig talt i hende krop og bare gloede på ham. Stirrede. Hvorfor var det hun hele tiden skubbede til side, hvor stærk og farlig han egenlig var ? * fordi han ikke ville skade dig*
" Skovbrande...forhelvede da Argentum. Fint... mumlede hun usammenhængende, men de havde vist begge en fornemmelse af hvad hun lige mente og tænkte - og hvem der havde bukserne på .

Helt lettet over at tale om hans hjemland og skulpturen, kom hun lidt til sig selv igen.
Ingen skovbrænde og ingen ødelagte personlige sager, så måske hun kunne nå i seng alligevel -  uden at skabe en lavine af ulykker- for en aften anyway?
" Arh ...artiklen ja ! Men dén satser jeg da på vi får lukket i morgen, får alle misforståelserne ud af vejen ik - så Selvfølgelig vil jeg da hjælpe , det ville være svært at sige nej.
Og jeg kan da også bruge en del tid , men det er at hjælpe en ven jeg siger ja til, ikke et 37 timers job- og jeg styre selv.....det hele " trak hun linierne op fra start, med et smil til Argentum.
Millicent anede ikke hvad det var hun ville sikre sig at styre eller hvad det indeholdte at hjælpe ham men hun havde altid sat stor pris på sin frihed. Den var vigtig for hende , det var vigtigt at hun selv bestemte og det gik hun ikke på kompromis med....uanset hvor mange skovbrænde han sendte efter hende. Hun skulede til ham, bare i tilfælde af han ville prøve på noget . Millicent skyndte sig at runde den af, at prøve lukke for eventuelle små bemærkninger , for hun var sikker på han kunne ryste noget ud af ærmet , der ville drille hende ....hvis han virkelig ønskede det.
"Godt ! Så vi enige ....jeg hjælper og bestemmer selv...øøhh alt!"


Hun tog i mod sin irish , og bemærkede at han ignorerede hendes spørgsmål .
Hun tog en stor tår, og mærkede strakt den intensiveret smag af alkohol, som hun værdsætte i sådan en kaffe.
Men Hvorfor mon han ikke svarede ? Var truslen om en invasion lige om hjørnet eller hvad ? HM. Den ville hun helt sikkert vende tilbage til, det var jo vigtig information han forsøgte krybe uden om, men først...noget andet vigtigt...hun greb skeen og smækkede hele to klatter ekstra flødeskum , ned i sin kaffe - sådan ! nu var den perfekt !
Hun fulgte efter ham og fik set resten af det lille kongerige.
Han fik mange komplimenter med på vejen, og små overraskende udbrud.
Især poolen, og hele indretningen der var for vild og Millicent blev stående lidt derude , bare for at nyde synet. Det var surrealistisk at nogen levede i sådan en luksus, det var svært ikke at blive fascineret af det. At svømme i den pool ville være som at tage en dukkert ....i en film eller et billed .
Tilbage i stuen kom de dog, og mørket var ved at lægge dagen i seng.
"Du vil lave mad ? Først tager du mig med til et liv i luksus og så laver du mad til mig ? Jeg tror jeg skal tale med journalister noget oftere, hvis dette er resultatet. Jeg vil dog gerne hjælpe til, men først vil jeg tage et bad , hvis det er ok ?.... Du Argentum, har du en ren T-shirt og måske nogle sweatpants jeg må låne ? Alt er til vask af mit nu" blev der forklaret og trukket let på skuldrene. Ellers måtte hun bare trække i buksedragten igen , det var også ok, selvom hun vare mere i humør til noget stort løst hygge tøj. Hun var træt .

“Selvfølgelig laver jeg mad i mit eget hjem, hvad regnede du med, jeg ville bestille mad til os?”
Blikket han sendte hende sagde alt.
“Tvivler du på mine Madlavnings evner, bare fordi jeg er en mand?”
øjenbrynet var endnu ikke faldet tilbage på plads. Mens han talte til hende.
“Så du regner med du bare kan flytte ind fordi jeg tager dig med til mit hjem? ”
Hvis det havde været så let havde han måske skulle gøre det noget før, tage en kvinde med hjem.
Rystende på hovedet over hende, selvfølgelig regnede han ikke med hun flyttede ind efter så få dage, faktisk regnede han ikke med hun flyttede ind, faktisk regnede han med at hans tur snart ville gå til Draconia.
På ingen måde regnede han med der ville være tid til noget der havde med romantik at gøre.


Efter at have vist hende op til et af badeværelserne og have fundet tøj til hende, en t-shirt, og et pr sweatpants som hun efterspurgte, samt et håndklæde så hun kunne blive vasket og tørret.


I køkkenet var han gået i gang med maden, så nu var der et pr kartofler der stod i oven og bagte, mens han var i gang med at lave en sauce béarnise fra bunden, han var gået tilbage ikke noget færdig lavet, det eneste han fortrød var at han ikke havde været ved grønthandleren og den normale slagter han gik til, så det var to steaks der havde været frosset ned, samt kartofler fra det lille supermarked i området.
Varmen fra komfuret påvirkede ham ikke synderligt, selvom hans krop var af en sær bygning da han elskede varmen på grund af den koldblodede natur, så frøs han ikke synderligt, når det var køligt, og var varmere en gennemsnittet. Måske var temperaturen laver på Draconia, og derfor passede temperaturen på ham bedre.
Tankerne om hvordan det ville være, endelig at være tilbage på Draconia. Fik ham kort til at glemme alt om Millicent oppe på badeværelset, og maden.
Det var ikke tiden til at tænke tilbage, det kunne han gøre når der var ro, og han kunne gå i seng.
Blikket blev kastet op fra gryden da han syntes han hørte noget på trapperne.

se...det var jo lige den type af små ting, der kunne få Millicent til at more sig.
hans blik og den lille forudrettede bemærkning, skreg jo nærmest på mere.
Hun lade ansigtet i den mest uskyldige mine, hun kunne mestre, og lod sig ikke mærke af det hævet øjenbryn af Argentums.Hun smilede , så der næsten dansede glorier omkring hendes lyse hoved..." Om jeg tvivler på dine madlavningsevner, bare fordi du er en mand ? " Hun trådte lidt nærmere ham og skruede yderligere op for charmen da hun gav tilbage .." tror du virkelig jeg er SÅ indsnævret i mine synspunkter ?" Hun havde næsten lyst til at dikke ham under hagen, bare for at han ville finde det som hun behandlede ham som et barn, og dermed pointerede "mandstatus som under kvinden " , men hun holdet sig i skindet og sluttede af med at drille ..." SÅ snæver synet er jeg da ikke, jeg sætter da spørgsmålstegn med helt enormt mange , af mænds evner at du ved det " .masken krakelerede i en blød lille revne, da Millicent ikke kunne undlade at le.
"men det lyder da dejligt at du vil lave mad til os, så fra nu af skal jeg nok være sød " grinede hun af, og begyndte at se frem til et ordenligt måltid. Hun havde jo lavet deres mad , på den lille hotel kro, men ellers v ar det længe siden. ofte var det jo bare brød og lidt pålæg, da hun tilbragte så meget tid i skoven.Desuden var alt så dyrt efterhånden, så hun skulle skyde en hel hær af hjorte, for at få råd til at spise anstændigt i en uge bare.

"Jeg er slet ikke typen der trives i for faste rammer "
smilede hun og fulgte efter ham op på det næste etage, hvor bad blandt andet var.

"Men jeg må da indrømme at de fleste nok ville nyde at være her.Du er meget succes rig, med dit Omnicorp.hvor mange timer arbejder du cirka om ugen ?"

Spurgte hun interesseret ind til, men hun tog imod lidt tøj.

Ladt alene, blev døren lukket og hun modstod fristelsen til at synke ned og sætte sig i blød, i det store indbydende kar. Hun ville nok ikke været til at trække op af det igen, så dejligt det ville være -så det var mere hensigtsmæssigt at nappe et tur i bruseren. Her kunne det rene varme vand også bløde op for anspændthed og vaske diverse oplevelser af.Hun fødte sig altid så dejlig "nulstillet" efter et bad, og hun var ikke normalt i så flotte omgivelser som nu...så et brusebad under de her forhold var stadig lågsuuuus !
Selv da hun stod med de al for store sweatpant , hvor buksekanten måtte rulles lidt ned og ligeledes benene op , var humøret så godt , at det bare fint ud i hendes øjne. Den oversize teeshirt fik hende også til at føle sig afslappet , lidt som dengang hun holdet slumberparties med Augustus, lod hun minderne træde frem, mens det fugtige hår blev samlet i en tyk fletning, der faldt tungt ned af hendes ryg, da hun på bare fødder begav sig ned af trappen igen- mod Argentums køkken.
Hun passerede forbi en dør der stod på klem, var det ikke der han havde sagt at kontoret var ? Hun var stoppet op, lænede sig lidt skråt for lige at tage et lille peak derind. Der var et stort skrivebord, og alt så stilrent og enkelt ud...meget Argentums, havde hun efterhånden fået ny om. Blikket faldt på et iøjenfaldende pair, med datoen for næste dag på. En finger blev sat på det, og hun trak til mod sig- helt pr automatik...ikke for at snage, hun var bare nysgerrig. Måske på grund af den smukke og en anelse feminine front på invitationen.

"Bal"
mumlede hun og overvejede at stikke det i lommen, men fingeren førte det tilbage på plads, og hun skyndte sig at drøne ud og trippe ned af trappen.

Duften snoede sig omkring Millicent og var dragende.

"GOSH , det både dufter og ser godt ud , det må jeg sige ! Så håber jeg bare det smager tilsvarende" komplimenterede hun, så snart hun trådte ind i køkkenet."Nå....hvad kan jeg så være af assistance med ? Sovsen måske ?...eller skal jeg dække bord ? Plejer du egentlig at spise her eller i stuen ?"

Der var spise pladser begge steder, så det var jo et spørgsmål om humør og lyst, mente hun, men spørgsmålet pressede sig på....og naturligvis kom det også ud...

" Skal du til bal i morgen ?"

Det havde set ud til Omnicorp var arrangørerne, men nu havde hun også kun lige skimmet det hele igennem.

Han kunne godt se hvor hun var på vej hen, og måske trængte hun til lidt opmuntring når man så på hvordan han havde behandlet hende, ved at lukke munden på hende gang på gang.
Blikket han sendte hende blev mere mildt, men da hun sendte ham det uskyldige blik, kunne han ikke holde den stramme maske, en latter brød over hans læber, hvor så hun kær ud.
“Ja det lyder som om du er meget kønsdiskriminerende Millicent, meget kønsdiskriminerende.”
Han løftede hendes øjenbryn da hun snakkede om, hvorvidt han troede hun var snæversynet.
“Ja jeg tror faktisk du er så snæversynet at du er er kønsdiskriminerende.”
Det lyste tydeligt ud af hende hvad det var hun havde lyst til.
“Det der der fiser rundt I hovedet på dig, det er jeg virkelig ikke sikker på ville være en meget dårlig ide, hvis du ikke vil miste fingrende.”
Hans øjne lyste Hun skulle ikke slippe godt fra dette, han ville tage hævn ved først givne chance.
“Ja jeg tænkte nok du var virkelig snæversynet, jeg var slet ikke i tvivl om hvor vidt du var så snæver synet.”
Han lyttede til hendes latter og havde stillet sig tætter på hende, så den blide ånde ville ramme hendes ansigt, den ville dufte af en stærk Mint selvom han ikke havde haft mulighed for at få børstet tænder eller tyggegummi.
“Ja det ville være en god ide at være sød, hvis du vil have noget at spise I aften og ikke gå I seng sulten.”
Der var ikke mange dage om året han ikke fik et måltid der passede ham, om det var et offer for hans natur, eller om det var et velforberedt måltid.

“Jeg tror nu gerne du ville elske at leve her også, uden ret meget andet at skulle end at underholde dig selv.”
Han løftede et øjenbryn og sukkede, han blik hvilede på hende mens de gik op af trapperne.

“Måske ville mange elske at leve her, men hvad mon de ville sige hvis de vidste jeg blev boende. De ville skulle leve her sammen med mig. Jeg Omnicorp er en succeshistorie, og jeg arbejder ikke meget mere end 50 måske 55 timer om ugen, men jeg har jo heller ikke nogen at komme hjem til ”
Han havde ladet hende være alene, hvilket nok også havde været bedst.
Ligeglad med hvor længe hun ville blive i badet, Det betød nu ikke meget for ham, maden ville måske bare være kold nu hun så kom tilbage igen.

“Selvfølgelig dufter godt Millicent Hvad havde du regnet med, at jeg ville brænde hele lejligheden ned jokede han.”
Han vendte blikket mod hende da hun trådte ind i køkkenet, han smilede roligt og kort til hende
“Jeg må sige det ser ud som om du er klar til et pyjamasparty frem for lidt at spise.”
Kom der langsomt fra ham med et smil.
“Selvom jeg ville elske at du hjalp med saucen så tror jeg det er mere vigtigt vi får dækket bord, måske vi skal spise i køkkenet frem for spisestuen.”
Han blik blev vendt mod gryderne
“Maden er trodsalt færdig.”
Han ventede med at svare på hvor han spiste henne.
“Når jeg er alene spiser jeg egentlig bare her, men ved flere gæster, spiser jeg I spisestuen.”

Blikket blev nærmest kastet mod hende, øjnene var blevet sammen knebet ligesom læberne var en stram lige linje.
“Om jeg skal til bal?”
Han blik blev ikke bedre, hvorfra kunne hun vide det? Havde han glemt at få aflåst kontoret, hun havde rodet i hans ting, for ja han skulle jo til bal, og som altid ville  han bare tage af sted alene.
“Hvad får dig til at tro at jeg skal til bal.”
Sluttede han kort.

Ballet var arrangeret således det skulle være der deres nye telefon blev lanceret, med en masse kendte mennesker, et helvede for ham, det var noget han ikke ville savne når han var væk.

Millicent talte sine fingre symbolsk , uden lyd - for at vise hun ikke havde fået bidt dem af."Kønsdiskreminerende ? Naaaa, det er jo praktisk talt videnskabeligt bevist at mænds talenter er meget... Tvivlsomme "
Selvom Argentum bevægede sig nærmere hende ,følte hun sig nu ikke truet af ham. Det var svært ikke at små grine, og selv om den friske ånde kom helt nær, følte hun ikke pladsen blev invaderet, hvilke sikkert skyldtes at de med det samme begyndte at gå mod badeværelset.

"Jeg kan ikke se hvad jeg ikke skulle kunne lide her,  du har en drømme lejlighed - men du skyder alligevel lidt forbi mål , for jeg ville ikke  være tilfreds med at sidde og lakere negle eller opfinde nye spacey frisure, foran makeup bordet. Jeg behøver lave noget....udrette noget.En pyntedukke i et hjem , er slet ikke noget jeg kan relaterer til .Jeg tror godt nok ikke du ligefrem vil skræmme pigerne væk, ved at true dem med at være hjemme ! Du skal altså øve dig lidt mere på dine replikker, for de vil komme som bier til honning ellers" jaja hun twistede og vendte hans sætninger, men det var jo netop det der var det morsomme. Argentum var kontrolleret og havde styr på sine ting. Det var sjovt at se hans reaktioner når hun prøvede krølle hans glatte facade .
Det var som forventet en lang arbejdsuge han holdet sig. De fleste forretningsmænd ville kunne skrive under på nødvendigheden af dette. "Du har ikke nogen at komme hjem til...endnu..men kan din race ikke få stress , ligesom alle andre?Det er stadig mange timer jo".  Nu sagde hun alle andre, men Millicent havde nu ikke mødt hverken dæmoner eller vampyre med stress...men dermed ikke sagt de ikke fandtes.

Efter badet returneredes hun til køkkenet, hvor hun legede fin dame og snurrede rundt på de bare fødder, trak lidt ud i den store T-shirt og nejede foran ham."Jamen...jeg har da ellers gjort mig så umage med at vælge mig middags tøj" lo Millicent og rettede sig helt op igen. Tøj havde aldrig haft så central en plads hos hende. Hun vidste hvad hun kunne lide , og måtte som regel købe noget andet, mere tilgængeligt i pris. Og så syede hun lidt selv ind i mellem. Hun var ret sikker på at hans middagsgæster ude i byen  eller hjemme i privaten var klædt noget finere på. Men nu tilhørte Millicent  så også  arbejderklasse og ikke overklassen af samfundet, hvilke sikkert var helt nyt selvskab for ham.
" Du må undskylde   Det ikke for at rode, men jeg har ikke lært at se gennem låger endnu" lød kækt med ryggen til ham, da Millicent begyndte at søge efter servicen til borddækningen. Det tog lige lidt at opspore det hele, men så blev bordet også dækket hurtigt og med kyndig hånd. " Eeh hvor jeg ved det fra med ballet ? ....et heldigt gæt ?" Prøvede hun og forstod med det samme hvilke brøler hun havde lavet. Lidt fanget af hans blik , stod hun stille ved bordet . At dømme efter hans øjne fandt han det hverken sjovt, var overbevist eller helt tilfreds. Shute.
Selvom hun ikke have rodet i andre papir, lyste den sorte samvittighed ud af hende.Måske havde hun overtrådt en grænse og misbrugt hans gæstfrihed, men det havde bare ikke været hensigten.Det havde ikke virket så alvor, lige  at tage et kig ind, og så havde den ligget der....invitationen.
"Undskyld, jeg har altså  ikke rodet eller noget, jeg så kun den og syntes det lød spændende. Sidste jeg var til et bal, blev nogen myrdet " mente hun at skylde en forklaring , måske han så var tilfreds?

Argtentum rystede på hovedet over hende, sådan en flabet lille en som hende skulle have en lærestreg af en anden verden.
“Ja du er virkelig kønsdiskriminerende Millicent. Tænk at du er så snæversynet, at du antager mænds talenter er tvivlsomme, det er ikke okay, det ville være det samme som at sige kvinder ikke ordne mekanik og bør blive i køkkenet hvor de høre til.”
Han løftede et øjenbryn og med et gennemborende blik betragtede han hende.
Med skridtene mod Badeværelset var det svært at invadere personligt rum, bevidst, han sørgede for at der ville være en meter eller to mellem dem så længe de gik nær hinanden.

“Jeg sagde du ville skulle underholde dig selv, det kan være hvad du lige har lyst til, men det ville ikke være nødvendigt at finde et job der kan forsørge, men et job for interessens skyld, hvem snakkede om bare at være en pyntedukke?”
Var alt der kom over hans læber, havde hun ikke fanget hvad han havde sagt, for egentlig mente han at vedkommende der ville flytte ind hos ham, ikke ville skulle tænke på at finde et job der skulle forsørge men kunne finde job efter interessen, selvfølgelig hvis man havde interesse som læge skulle man jo bare opsøge det.
En hånd gled gennem håret med et smil.
“Så du tror ikke jeg ville skræmme nogle kvinder væk, det skulle da være fordi de ikke ser hvad jeg virkelig er.”
Han kunne ligeså godt gå med på hendes drillerier, hun havde brug for at tanke selvtillid, han kun altid vende det hele til hans egen fordel.
“Jeg tror nu de ville hade at jeg tilbragte meget tid hjemme, tænk på at der ville være ting der ikke ville kunne udføres hvis jeg luskede rundt.”
Han virkede slet ikke til at blive påvirket yderligere.
Han grinte kort
“Stress… Hmm…”
Han så sig kort om og  nærmest eftertænksomt.
“Måske ville man antage jeg kunne få stress, men som sagt, dette er noget jeg elsker, der er for mig ikke noget bedre, jeg kan muligvis forandre verdenen et årti eller hundrede af gangen, så nej, det har sine fordele at være mig, jeg behøver ikke tænke på firmaets fremtid, for jeg ved jeg altid har sørget for dets overlevelse.”
Han vidste godt det ikke helt besvarede hendes spørgsmål om hvorvidt han kunne få stress, men det var svært at svare på om han kunne.

“Ja jeg kan se du har gjort meget ud af dig selv, du er så nydelig klædt, det er da godt du er middags klar.”
Han kunne ikke holde et smil tilbage, den rolige og opsatte facade var for længst krakeleret i hendes nærvær. Han vendte blikket tilbage mod maden for ikke at tirre hende mere med flere komplimenter for at hyle hende ud af den.
“Det er faktisk for dårligt, en kvinde der ikke kan finde rundt I et køkken, det er da forfærdeligt.”
Han valgte at pege i det skab med tallerkener og mod skuffen med bestik. Selvom han kunne høre hun allerede var i gang med at lede og da hun så fandt det var der ikke mere for ham at gøre. Han betragtede hende da hun så dækkede bord.
“Et heldigt gæt siger du ligefrem.”
Blikket var ikke blevet bedre på nogen made.
Kæben spændtes et par gange ligesom hans hænder blev knyttet.
“Jeg tror nu at du har været inde på mit kontor Millicent, inde i mit private rum.”
Han lød mere neutral i stemmen men blikket var stadig hårdt.
“Jeg er faktisk lidt skuffet over du gik ind på mit kontor, selvom døren muligvis var åben, og derfor kan jeg ikke være sur, min fejl at der var en dør åben hvis der er noget jeg ikke vil have du skulle se.”
Øjnene fik et mere neutralt skær, inden de blev den vante neutrale glød der ikke afslørede meget af hans tanker og sind.
“Det går nok lige denne ene gang hvis du lover du holder næsen ude af mine sager frem over.”
Han smilede lidt inden han satte maden på bordet.
“Skal vi spise, eller har du mistet appetitten, og hvad ønkser du at drikke til maden?”

Hun trak blot på skuldene af hans konklusion, og kastede ham et lille smil på skrå.Nu var det jo med humor hun havde serveret sætningerne, men ville han presse samtalen op i et hjørne , så var hun i hvertfald ikke typen der faldt på halen over en fyr, bare fordi han var en fyr....hun krævede lidt større kødben for at blive imponeret, og at være en mand var ikke en kvalifikation i sig selv. det var sikkert heller ikke det Argentum havde sagte eller ment, men det var det hun hørte og valgte at smile ihjel- da hendes budskab allerede var gået klart igennem, så hun kunne flyde på efterbølgerne nu.

"Ok my bad, sorry. Det sagde du faktisk ikke. det ligger bare så fjern fra mig og mit liv, ikke at skulle spekulerer på penge.Hvis du vidste hvad jeg noglegange har måtte stå model til, for at kunne betale afdraget på min mors hus.Så jeg mener bare at jeg ihvertfald er typen der behøver ...der ser der er en sikkerhed i at vide at man er i stand til at passe på sig selv - også økonomisk. Havde du også mange penge på Draconia?" var hun interesseret. En ting var manden nu, men hvordan havde livet været hvor han kom fra?Hun forstod de var milliarder af lysår foran med hensyn til teknik, og det havde Argentum kunne drage kæmpemæssig fordel i, her på jorden. Det grundlag var jo hele fordelen han havde bygget sit imperium udfra, havde udnyttet og draget fordel af. Derfor var han økonomisk overlegen nu, selv på de riges målstok.men havd med hans familie hjemme mon ?

Millicent stod stille lidt, betragtede Argentum, før hun brød ud i grin.
"Okay...det er måske smart du vente et liiiile stykke inde i forholdet, før du laver den der med at stå i døråbningen og svinge med halen, mens du råber honeeeey Im hoome" det var et sjovt billeder hun fik på nethinden, af hvordan den lingeri klædte skønhed ikke blot dånede ved synes af hendes kæreste , men nok nærmere dødede af skræk- hvis hun ikke var forberedt. Bagefter blev hun lidt forvirret, mon hav ville have lyst til dén slags i hans hjemmebane uniform, selv om hans kæreste måske var fra jorden ? DET turde hun så slet ikke dreje emnet ind på, så hun fik travlt med at guide ham afsted nedenunder igen.

Tilbage i køkkenet kunne Argentum måske mærke det stikkende blik i sin nakke, da hun vendte sig omkring."kvinders plads i køkkenet ? du er strid...men så må mit mangel på flair bestemt skyldes mit barske maskuline udtryk og look" himmelvendte hun sine øjne, og fik klasket tallerkener lidt hårdere ned på bordet, dog ikke på uhøflig maner.

Millicent havde godt nok travlt. Hun rendte omkring fra den ene stemning til den anden, og nu fik hun så travlt med at se uskyldig og undskyldende ud.Ellevild med at være under det strikse blik , var hun ikke for deres relation var ny og hun ønskede ikke gøre ham sur. Omvendt måtte han da vide at når man tog en pige med hjem, der var interesseret i at se en forvandling, trods det skræmte hende fra vis og sans, så var et forbudt kontor noget hun godt turde prøve kræfter med på egen hånd.Selvfølgelig var hun Buster, Big time- og skylden satte alligevel sine spor som pink prikker, på kinderne af den lidt nysgerrige Millicent. "EHF..undskyld, men døren var åben og jeg...jeg ville bare lige se hvor jeg var landet, mere end jeg ville snuse i dine papir...og så lå den der jo.Selvfølgelig lover jeg det!" skyndte hun sig at sige. Blikket lyste dog kort op da hun forsatte "SÅ spændende er du nu heller ikke" hun drillede ham. REnhver den kendte Millicent, ville vide at et sådan direkte forbud mod at snuse og gå ind af åbne døre, mere var en indirekte invitation , end noget der ville forhindre dette. Christ...hun var femela, hvad forventede han lige? Og når man fandt så spændende ting som en invitation til et bal, sååå...
"Vand tak, og min appetit fejler bestemt intet lød det varmt.Han havde ikke fået hende helt ned i knæ, bare fået hende til at blive lidt flov.
Men et bal...
Hun  tog plads og ventede til at han bæd hende gå i gang, før hun ville begynde spise.
"uhm det smager jo...pragtfuldt! Well done" komplimenterede hun og begyndte at file i kødet igen, med sin kniv. "så...skal du med til den fest? Det så formelt ud...på Omnicorp eller...?" navnet havde stået på den smukke invitation-men hun havde ikke haft mod til at nærlæse...og heller ikke tid. Så hun kunne ligeså godt fiske efter hvad planen var, for hvem elskede ikke den slags ?[/color]

“Det er nu ikke ment som der ikke skal tænkes på penge, men mere, hvis hende jeg ender op med, hellere vil sidde og strikke trøjer, så er det ikke nødvendigt at tjene 50.000 om måneden, eller hvis hun nu hellere vil være sygeplejerske, eller danser, fordi det er hvad hun drømmer om behøver hun ikke tænke på at tage ekstra vagter, med mindre hun selv brænder for dem, hvis du forstår hvor jeg vil hen med det.”
Han så på hende med fornemmelsen af at de talte forbi hinanden.
“Ja du er nød til at betale for sådan noget, det vil mit vedhæng ikke være nødsaget til det, du skal kunne forsøge dig selv og din mor, men her står jeg for at forsørge, og nu misforstår mig vel ikke. For jeg vil da hellere have en partner der ved at hvis det ender galt at hun kan forsørge sig selv, for det ville give hende en væsentlig tryghed.”
Han sås overrasket på hende da hun  spurgte ind til hans liv på Draconia.
“Om vi havde mange penge, nej vi var en gennemsnitlig familie, vi burger ikke rigtigt penge som I gør her. Det er længe siden de blev udraderet.”
Han lukkede øjnene for at genkalde nogle minder fra en bedre tid.
“Min far var læge, selvom det måske er svært at forstå når man tænker på jeg knækkede en kniv med huden. Men ja vi har hospitaler, min mor sidder er noget inden for tv, men ikke på skærmen.”
Blikket hvilede på Millicent og læberne blev lukket sammen, han havde sagt for meget, for hende skulle han bare være den hun havde mødt, ikke den han havde været på Draonia, og ikke den han havde været da han kom til jorden.

Et øjenbryn blev hævet som kommentar til hendes grin.
“Syntes du virkelig ikke at jeg bare skal komme hjem fra kontoret ødelægge en elevator, med forvandlingen og så træde ind I lejligheden med det same? Men at jeg skal vente et stykke tid?”
Han kunne lige se det for sig selv inden han rystede på hovedet for at fjerne det, nej han var alene netop af den grund.
Folk var ikke klar til sådan en som ham, det var stadig ikke tid for hans slags.

Han kunne ikke holde en latter tilbage ham strid, han syntes nu ikke hun kunne tillade sig at snakke om hvem der var strid.
“Du siger jeg er strid Millicent, og der må jeg sige det forstår jeg ikke hvorfor du siger. For jeg ved jeg sagde at hvis du siger mænds evner er tvivlsomme, det ville være det samme som at sige kvinder burde være i et køkken, men sagde ikke de skulle, det er ikke min holdning.”
Han rystede på hovedet over hende, lettere opgivende.
“Jeg sagde ikke noget om at kvinder hørte til I et køkken, jeg kommenterede på din snæversynede holdning.”
Han vendte sig og så direkte ind i hendes øjne.
“Dig maskulin. det må jeg nok være uenig med dig i du er ikke særlig. Maskulin Millicent efter min mening? ”
Lyden af tallerkenerne der ramte bordet fik ham til at bide tænderne sammen.
“Pas på mit service. Det er ikke fordi jeg har lyst til at skulle ud og anskaffe mig et nyt sæt ”
Tonen var let drillende. Mens smilet spillede over hans læber.

Han kunne se samvittigheden spillede over hendes træk, og det fik ham til at bløde en smule op. Langsomt rystede han på hovedet for at få hende til at tie, ja han var skuffet over hun var gået ind på hans kontor, men fejlen lå vel mere hos ham, han kunne have sørget for at døren var låst, eller sagt hun skulle holde sig fra kontoret og hans soveværelse.
“Millicent stille, vil du ikke nok, det er lige meget skaden er jo sket nu.”
Han smilede stadig da hun undskyldte og forklarede.
“Din undskyldning er godtaget, men som jeg sagde skaden er jo sket nu, og jeg kan ikke ændre på din nysgerrige natur, jeg kan bare sørge for du ikke kan komme til noget du ikke skal pille ved.”
Han smilede indtil hun snakkede om at han ikke var spændende, da så han en smule skuffet, hvis ikke såret ud. Selvom han opfangede drillerierne.
“Ikke interessant nok, til den lille dame, er da ked af at skuffe dig så, og at vi ikke alle sammen er spændende nok til dig.”
Han så på hende med det let gennemborende blik. Næverne blev knyttet da han strakte sig, ryggen, og skuldrende gav små knæk lyde, og da han stod ret igen.
“Vand det skal du få så.”
Han gik hen mod et køleskabet og fandt en flaske med rent kildevand. Åbnede flasken, inden han fandt frem til en vandkaraffel og hældte vandet over i den.
“Det er godt din appetit ikke fejler noget for ellers var maden jo spildt.”
Han kunne ikke lade være med at smile over hendes ord.
“Hvad er der med det bal?”
Han spurgte kort og løftede et øjenbryn da han vendte blikket mod hende.
Han satte sig overfor hende i køkkenet og lod blikket hvile på hende nogle sekunder før han slog ud med hånden samtidig med ordende. Bare tag for dig, og spis.

Hendes kompliment til madlavningen fik ham til at smile en smule
“Jeg takker og er glad for du syntes det smager ”
Hans ansigt blev en smule mere køligt da hun spurgte ind til ballet, han tog en dyb indånding.
“Om jeg skal med til fest.”
Han trak tiden ud mens blikket hvilede på hende.
“Det kan du jo finde ud af ved at læse den invitation hvis du stadig har den på dig.”
Argentum lagde hænderne under hagen mens hun spiste, han var ikke selv gået i gang endnu.
“Men ja vi offentligøre den nyeste telefon fra os så der vil være noget presse og tv.”
Hans blik faldt ned på den tomme tallerken foran sig.

// ingen farve til Jason Idas, men jeg har prøvet at lave lidt mellemrum ved tale, og så er det ikke så langt et indlæg :) //


Hun kunne nu godt lide at høre om hans liv og dagligdag , hjemme på planeten.Det føjede flere lag, andre ukendte lag til hans person.Det var vigtigt at forstår baggrunden, hvor et menneske kom fra , hvilke kår der var og kende milepælene i livet, hvis man skulle i dybden med sit kendskab, troede hun. Om hun ville få muligheden med Argentum, var uvist-men hun vidste hun kunne lide at han fortalte og åbnede sig op og derfor pressede hun ikke yderligt på, selvom hun var vældig nysgerrig.

" Det lyder som et god lille familie"

rundede hun det af, så var det på til Argentum selv om han ville fortælle hende mere...nu.
Hun ville ellers gerne havde spurgt ind til hans interesser, havd han fyldte dagen ud med og om de havde slik på Dragonia?

Et lille drama suk , slap ud mellem hendes læber..

"Jeg er faktisk ikke specielt snæversynet, jeg er bare ofte omgivet af mænd der tror de er Guds gave til kvinden og et par [i]hey smukke[/] kan give dem lov til at dyppe fingrene i honningkrukken, derfor kan jeg være ....skeptisk...eller måske bare realistisk. Desuden synes piger i dag at det er dejligt at en fyr kan lave mad, så det er da godt at se du er uppe på beatet!"

Derfor havde hun nu alligevel lyst til at hamre lidt med porcelænet...bare lidt, fordi han var så rap i replikken.

Ved bordet igen.
Hun smilede til ham, for at gøre det godt igen. ja ja hun havde snuset, men det var jo ikke noget alvorligt hun havde fundet, vel.
Hun tog en slurk af det kolde rene vand, endnu en luksus han havde.
På hans bud, begyndte hun at fylde på tallerkenen og skubbe fade og skåle hans vej over bordet bagefter.

"Hvad der er med ballet ? Det er da spændende! "

hun vred sig og strøg lidt hår væk fra ansigtet , før hun så over på ham "Nej. Jeg har da ikke invitationen på mig mere.jeg lagde den pænt på plads på dit skrivebord."

Hun så på hans tallerken..."Du skal spise noget Argentum, ellers bliver jeg forlegen over at sidder her og gafle i mig" hun puffede bøffen i hans retning.

"Så...det er en lancering af nye mobiler, og der vil være presse .Den samme presse som vi undlod at møde i dag, som du skylder et interview, formoder jeg ? Ville det så ikke være en god ide at tage med til det bal? Altså for dig ?"

Hun lagde hovedet på skrå og denne gang var det hendes blik der hvilede undersøgende på ham, ville aflæse hvad der forgik. Det ærgrede hende at hun ikke havde fået læst den invitation til ende nu, men hvis det var for Omnicorps produkter, så SKULLE manden vel med ? Med mindre han var den type der stod i en skjult krop og bare lurede på gæsterne og samlede vide om dem, ved at observere. Hun smilede...

" Du skal da med, hvis det er på Omnicorp må du være selvskrevet! " jublede hun ud, da brikkerne faldt i hak.

Af flere grunde var det irriterende at hun, denne ’fremmede’ kunne lempe sådan nogle informationer ud af ham, det var ikke meningen han ville snakke om det liv hun aldrig nogensinde skulle kende, hans liv på jorden var hvad der kunne snakkes om så længe de var sammen. Han spurgte ikke vanvittigt ind til hendes liv, og hvem hun havde inde i hendes inderkreds, ikke fordi han ikke var interesseret i hendes liv, men det kunne vente til der var bedre tid. For nu var det vel mere vigtigt de fik forklaret sig ud af den suppedas de var endt i på grund af sladderen. “Det var og er en god familie, regner ikke med vi ligesom jer bliver skilt, det sker ikke så ofte for os.”
Han vendte blikket kort væk fra hende, lod en fingrene glide gennem håret på sig selv, ikke flere spørgsmål om hans liv. Heller ikke flere informationer om hans fortid, det var ikke det som det handlede om lige nu.

Han lyttede til det lille dramatiske suk, kort himlede han med øjnene over det suk.
“Jo du er virkelig snæversynet syntes jeg om du så vil indrømme det eller ej. Jeg håber da ikke på noget tidspunkt jeg har givet udtryk for at jeg ville dyppe fingrende i din honningkrukke. Det er også okay at være skeptisk, og realistisk, men jeg siger det er forkert at være unfair. Med på beatet må jeg være fri, med min historie alene i livet har jeg måtte overleve på en måde, og det var jo at lære at lave mad.”
Et fornærmet blik hvilede over hans øjne da han sendte blikket mod hende. Det var bestemt ikke noget han brød sig om, at få at vide han var med på beatet, for i hans hoved var det vigtigere man kunne sørge for sig selv før man kunne sørge for andre.
Han lod en dyb og tung udånding slippe lungerne mens hans blik faldt på hende ud af øjenkrogen, der var ingen grund til at være flabet.



Han løftede øjenbrynet mens hun spiste og drak, ikke meget slap hans læber, hans øjne hvilede roligt på hende mens hun drak af vandet. Ikke fordi han ikke selv skulle have noget, men mere fordi der var meget der skulle glemmes.
At hun havde rodet i hans ting som en ting. En anden var at hun fortalte det, hvilket blødte ham en smule op.
Selvom hun skubbede fade og tallerkener hans retning tog han ikke i mod maden, hun kunne få lov til at spise til hun var mæt, sulten var ikke hvad der plagede ham efter den mængde han havde indtaget på hotellet.
“Ballet det er da ikke spændende.”
Hendes begejstring for sådan en lille ting forstod han ikke, selvom han kørte firmaet og var ønsket ved festlighederne når der skulle lanceres noget, var det ikke hvad han ville bruge tiden på. Langt fra faktisk. Omnicorp var et skjul for at han kunne undersøge om der var en mulighed for at komme hjem igen.
Et smil spillede over hans læber da hun strøg hår væk fra ansigtet.
“Det er da altid noget. Vil du have mig undskyldt.”
Han rejste sig for forlod bordet, langsomt gik han op til kontoret, og fandt invitationen.
Kort efter kom han tilbage med den og stillede sig ved siden af hende, med et fast blik rakte han invitationen til hende så hun kunne se den igennem

Da hun puffede bøffen hans retning lod han den forsat ligge.
“Spis nu til du er mæt, så jeg er sikker på du er ren, varm og mæt, så kan jeg spise resterne, da du fyldte mig godt op med mad inden vi kørte.”
Han vendte blikket hendes retning inden han kort lod hovedet rulle en omgang, så den gav små korte knæk.

“Ja lanceringen af vores nyeste mobil, og en smule presse ja, den, eller nok mere eller mindre den samme som jeg fik os til at undgå i dag. Men det er nok også de samme som kommer til at stå udenfor omnicorp i morgen når jeg møder ind på kontoret for at høre om de sidste forberedelser om hvor langt de er nået. Jo mere eller mindre kommer jeg nok til at svare på nogle spørgsmål til det bal.”
Han sukkede tungt ved tanken al den omtale for ingen ting egentlig, og der skulle nok være noget drama.

“ Selvfølgelig skal jeg med, jeg skal ligesom præsentere mit produkt Millicent, selvom jeg måske hellere ville stå på en højere etage og bare følge med i hvad der foregår så går den nok ikke, så længe mit navn står på Omnicorp også.”

//endda med farve :P //


Samtalen om hans liv, blev parkeret for nu.
Ingen tvivl om hun ville vende tilbage til det , en anden god gang da det var fascinerende at lytte til ham. At slutte af med der ikke var en høj skilsmisse rate på hans planet, var bestemt også noget hun ville høre om. På jorden virkede det til at være en undtagelse mere en reglen at folk kunne forblive sammen, passe på hinanden og finde ud af at være om den fælles kærlighed, når den fik nogle bump hen af vejen.

Millicent blev helt forfærdet, da Argentum misforstod eller troede at HUN troede han ville tæt på hende. Var der noget hun ikke brød sig om, var det kvinder der bare troede de var så dejlige at alle mænd måtte efter dem. De piger der så sig selv som perfekte, smukke uden fejl og som mente de var så dragende at alle mænd ikke kunne stå imod. Deres største problem var de ikke var så super stærke i deres forståelse af det var MEGET forskelligt hvad folk fandt smukt, fandt dejligt eller uimod ståeligt og HUN ville ihvertfald havde det dårligt med at sende de signaler ud. Hun var  helt ærligt mere modsat, for hun var altid optaget af egne fejl og utilstrækkeligeheder, mere end alt andet.Fordi hun bare gerne ville gøre det så godt for de folk omkring hende-  men hun lavede ofte fejl....menneskelige fejl.
Som nu... "Du gode nej nej. Jeg har aldrig tænkt dét , jeg ved godt det ikke er déet du vil ! Jeg mente bare at mænd generelt har det med at tage en smule lettere på hvad de siger af komplimenter til en pige, hvordan de bruger deres ord og at de bestemt ikke har ærlige hensigter altid. Selvfølgelig gælder det ikke alle mænd! Det var ikke andet end det, og du må undskylde hvis det lød som jeg insinuerede det om dig, det var bestemt ikke min hensigt" kom det halvflovt. Gud hvor hun ikke brød sig om det. Hun ville da aldrig sidde overfor en fyr som ham og fyre den med honning krukken af, når han kun havde opført sig pænt.geez.

"Hvorfor et bal er fascinerende? Måske er det en pige ting, du ved ...Askepot der går til bal og møder prinsen ?...Min hverdag er jo ofte en smule barsk og ikke som det her stemmen lød drømmende da hun slog ud med armen i en hentydning til hans lejlighed og generelle levevilkår.Så meget anderledes end hendes.
"Alle kan vel lide at drømme sig lidt væk fra virkeligheden, ind i mellem kom et lidt piget smil frem.
hendes blik fulgte ham da han rejste sig, selvfølgelig havde hun undskyldt ham.
Min han skulle tjekke om hun havde lagt den retur? Så var det godt at det var sandt.

Et øjeblik efter sad hun og kunne vende den smukt trykte indbydelse mellem hænderne. Sødt af ham at have hentet den, for hun var slet ikke tilfredsstillet nysgerrighedsmæssigt. Hendes mave derimod var ved at være det.
Hun læste den igennem igen, helt til ende denne gang og smilede til Argentum "Wauw..jeg må sige det ser ud til at være noget af en aften du skal være vært for . Der er både middag, dans og et møde med Nathan Storm , impressiv små mumlede hun facineret."Så overskudet går til hospitalets afdeling for forskning og udvikling? Det er...virkelig et godt initiativ. jeg ved de har fokus på blodsygdomme og også gør en særlig indsats for de alvorlig syge børn, det et smukt initiativ du støtter tænkte hun højt. Hun havde læst om det i avisen, for måneder tilbage, og at Argentum kombinerede dette med en lancering af nye produkter, viste han var en brilliant forretningsmand. der ville komme penge i begge kasser, på denne måde.
hun skubbede sin tallerken en smule væk"Tusind tak for mad, det var virkelig lækkert, Argentum. tak.
Hun tømte sit vandglasset og lagde invitationen ned på bordet."Hvem skal du have med? der står det er med ledsager" Hun kunne ikke forstille sig værten ikke have en med, men hun vidste godt at han ofte optrådte alene, eller bare udskiftede det ene kønne ansigt me det andet.Aldrig den samme model.

//Ja du er så dygtig at du sådan kan sætte farver ind hver anden gang :P //


Han så helst hans liv blev glemt og gemt væk, og ville have det bedre hvis hun glemte alt om hans liv inden han kom til jorden, det var slemt nok da han var alene om det. Medlidenhed var ikke noget han ønskede eller havde brug for.
Draconia var noget unikt noget folk fra jorden nok ikke kunne forstå, og de ville nok aldrig kunne komme til det.
Kunturen, troen, alt var uden for rækkeviede selv for deres teknologi.

Han sad med et løftet øjenbryn men hun sad med det forfærdede udtryk i ansigtet. Han havde måske misforstået hende, men da hun snakkede om fyre, lød det generaliserende, så det ville være forståeligt, hun fik det til at virke som om at det var alle mænd der var interesserede i at komme i nærheden af den første kvinde han så. Langt fra var det sådan han var, og det kunne umuligt være sådan at han var den eneste der havde det på den måde.
Langsomt rystede han på hovedet over den misforståelse der var optrådt mellem dem, han sukkede tungt og længe mens blikket faldt ned på tallerkenen foran ham, selvom den stadig var tom, og han ventede på at hun ville være færdig med at spise, ikke fordi han selv var sulten, eller hungrede efter maden så kunne det nok ikke undgås at selvom han havde indtaget så meget mad at kroppen på sin vis havde brug for næringen.
“Dette er ikke et emne jeg har lyst til at diskutere for jeg ved at det ikke kun er mænd der er skyldige i denne sag, så lad det ligge før det udvikler sig til at spil mellem ord, hvor det vil ende ud i et skænderi.”
Blikket han sendte hende var ikke til at tage fejl af det var noget der bare skulle lukkes og slukkes nu inden han fik for mange ord indført.

“Ja hvorfor er bal så fascinerende for jer piger, jeg har personligt aldrig fundet dem spændende. Askepot havde jo heller ikke hendes prins inden hun gik til ballet, men hvad så hvis man har, hvad hvis ens prins sidder foran næsen på en, eller ligger i sengen ved siden af en når man vågner, er et bal så det samme?”
Han sendte hende et spørgende blik selvom det stadig var neutralt i det. Langsomt lod han en finger glide over hans hage, nærmest som om han tænkte over sine egne ord.
“Nok er dit liv mere barsk af du skal tjene til dagen og vejen, men jeg vil med glæde overlade dig min formue og min stilling så du kan prøve at styre et milliardfirma hvis du tror det ikke er barsk Millicent.”
Han sendte hende et blik de viste at han mente det hun skulle bare sige til så kunne det da nok være det kunne arrangeres så hun kunne sidde der en uges tid og forsøge at leve hans liv.
“Realiteten er kun så slem som man selv gør det til, så længe man har livet, og noget at leve for bør man ikke brokke sig eller føle at man mangler noget, så længe man har tag over hovedet, tøj på kroppen, og mad på bordet, kan man leve et liv.”
Han vidste at folk ville sige det var nemt at sige for ham for han havde hvad han havde, men vidste de at han var startet ud af ingenting, Han var ikke kommet sovende til hvad han havde, han havde intet fået forærende, andet end hvor han kom fra.

Uden at trække en mine sad han der bare og ventede på hun var færdig med at læse, skyndede ikke på hende den mindste. Hun havde været nysgerrig og nu måtte hun betale for den nysgerrighed, selvom han havde hentet hende invitationen og ladet hende læse den var der bagtanker bag handlingen.
Han rystede på hovedet, med et lettere lumsk smil.
“Jeg skal ikke være vært for noget, vi skal Millicent.”
Han så på hende med et gennemborende og stadig neutralt blik.
“Er det ikke meget normalt at der er middag og dans når du holder sådan noget, og Nathan, ja det har jo sine fordele at kende nogle personer.”
Han kunne ikke lade være med at more sig over hendes reaktion.
“Det er skam ikke det eneste der kommer til at ske, vi sponsorere nogle af vores telefoner til personalet på hospitalet fordi de giver så meget til så mange og de får ikke meget igen. Derfor vil Vi, Omnicorp, give dem sådan en gave.”
Langsomt rystede han på hovedet.
“Jeg vil ikke sidde og tage æren for al det gode der sker for omnicorp, da jeg sidder sammen med nogle gode mennesker, vi hare en samtale inden sådan nogle arrangementer og bestemme hvem der skal have overskuddet efter sådan nogle ting.”

“Velbekomme Millicent.”
Han rejste sig langsomt og begyndte at tage maden af bordet, og lagde det i beholdere.
“Så har du til din frokost I morgen når du bliver sulten”
Forklarede han inden han vaskede op i hånden, sådan var det når der kun var så lidt.

Diskuterer var ikke noget hun ønskede at rode sig ud i,så hun løftede begge hænder og grinede sagte."Ok ok vi lader den ligge og holder fred" der sad stadig skyggen af et smil på læberne, da hun vendte tilbage til sin gode mad, der var serveret.

Hun tænkte lidt over hvad det var der facinerede sådan ved et bal, og om det ville virke anderledes hvis man havde den man elskede ved sin side?
"Det er svært at beskrive og måske er det også meget forskelloigt fra person til person, men for mig er det vel en mulighed for at lægge daglige spekualtioner til side, du ved...at lade alle de ting man ellers tumler med i baggrunden og fokuserer på det lyse og gode. Der er noget drømmende ved et bal, det giver ernæring til troen på at drømme bliver til virkelighed. Om det er anderledes hvis man har den udkårende? Er alt[/] ikke anderledes hvis man har en udkårende ved sin side? En lille reflekterende pause opstod naturligt. Verden så nok anderledes ud, hvis man havde fundet en god solid urokkelig kærlighed, forstillede hun sig.
Måske det romantiske islæt ville blive ersattet af en mere dyb blød følrlse af tilfredsstillelse? "faktisk så kan jeg ikke besvare det, da jeg kun har været til få baller og aldrig med en kæreste ved min side.Men jeg vil gerne tro at selv i et fast forhold er jeg i stand til at drømme og få sommerfugle i maven." trak hun let på skuldrene.Hun vidste at hun havde et drømmende og romantisk sind, men hun var stolt af det.I en verden hvor folk gik op i at være så smukke at det næsten var for meget, i en verden hvor man skulle være så badass og perfekt og kunne klare alt- så måtte hun indrømme at hun følte sig langt mere helstøbt når hun også var sårbar ,drømmende og på en måde stod ved alle hendes fejl og krakkeleringer i lakken."For mig er drømme at turde give sig hen, og deri er der stor inspiration at hente.Men ...ja livet skal leves uanset hvad , der e rjeg helt enig med dig. Men jeg tror virkelig ikke du skal ønske dig at jeg napper en uge i din direktør stol. jeg ville kunne nå at lave al for meget ravage der." små lo hun, og ryste på hovedet ved den lille forstilling.

Fornøjet over ballet og alt der skulle ske, fangede hun først ikke hans lille "vi".
Hun hørte det godt, men opfattede det som Omnicorp...altså Argentum og alle hans flok der, så hun snakkede jo bare videre.
"Jo det er bestemt sådan det ofte er sat sammen, og det hele lyder dejligt.Faktisk meget godt, for hvad der ikke rammer den ene målgruppe vil ramme den anden, når der er så forskellige tiltage" smilede hun anerkendende.
Nogle ville blive tiltrukket af mødet med  den store sportsstjerne, andre af at spise middag og blive set med andre prominente folk, nogle ville komme for at se og beundre den nye teknik og andre igen for at støtte det gode formål- hvilke alle naturligvis gjorde ved at deltage."Jeg synes det lyder vidunderligt...men...VI ? Du sagde VI...mener du at jeg? årh- jeg vil rigtig gerne med" slog hun hænderne sammen i begejstring, mens han trykkede låget på beholderen med mad.

"Det lyder godt med maden, men jeg er ikke så tilfreds med du ikke spiser sammen med mig" mumlede hun distræt, da hende hjerne var begyndt at lege med helt nye billeder af et bal. Hun var da godt klar over at han havde bedt...eller nærmere dikteret..hende at deltage, grundet det store pressefremmøde.Det ville blive en god anledning til at kvæle alle de forkerte rygter.
Hun snuppede et viskestykke og begyndte at tørre af, ved siden af ham.
Det var jo umuligt at styre tankerne uden om ballet, de kredsede om det som bier om blomster.Selvfølgelig var hun nu spændt.Det boblede inden i hende, og hun kunne mærke hun glædede sig, var spændt...men også en lille bitte smule nervøs.

"Du..med frygt for at lyde som en rigtig tøs, så har jeg altså ikke noget at tage på." det var jo ikke fordi hun ligefrem elskede at indrømme det , men selvfølgelig havde hun ikke en bal værdig kjole stoppet ned i hendes rygsæk og hendes økonomi tillod på ingen måder så ekstravagante indkøb- så hun var nød til at krybe til korset og indrømme det indlysende. Smykker var hun ligeglad med, og håret kunne hun selv få sat fint op...eller bare lade være løst måske, men en kjole var ikke til at tryllefrem selv. Hun skævede mod ham.."Jeg går ikke du fra der er tradition for man møde op uden, sååå Houston we have a problem" fjollede hun og satte den sidste tallerken fra sig, og slængede viskestykket over hendes skulder.

Der var et lille smil at spore om hans læber da hun gav sig for at det blev langt på hylden inden det udviklede sig til en diskussion som kunne vare ved.
“Ja lad det ligge og lad os holde fred, så du snart kan få noget søvn”
I stilheden mens hun spiste betragtede han hende.

Om det var så tydeligt at tandjulende under det blonde hår arbejde som de gjorde var svært for ham at sige, det kunne ses at der var en del der arbejde, men hvad tankerne gik med kunne han ikke forudsige.
“Jeg tror det må være forskelligt fra person til person, jeg nyder det som et eksempel ikke, dette er en del af mit arbejde og liv, og jeg kan skulle kunne holde denne form for arrangementer eller deltage i dem ofte, og så går det glamourøse af dem. Men en ting kan jeg da give dig ret i, det er noget andet hvis man har en man elsker eller holder af ved sin side. Alt er ikke anderledes hvis man har sin udkårende ved sin side nej, nogle gange kan man have forskellige interesser og hvis vedkommende så sidder og brokker sig eller skaber sig pinligt er det ikke en god eller rar oplevelse.”
Blikket han betragtede hende med var roligt men venligt, selvom der ikke var mange følelser at spore i hans ansigt.
Langsomt gled det venstre øjenbryn op mod hans pande, selvom der stadig var spor af smilet, et roligt og lavt suk slap hans læber.
“Det er lige meget om hvor mange arrangementer du har været ved om du har haft en kæreste med Millicent, vi snakkede jo bare om der ville være en forskel og mon ikke der er det når det endelig kommer til stykket, hvis man har en man elsker med sig.”
Selvom han havde haft en del modeller med sig, havde det jo nærmest været forlangt af ham, hvis han ikke havde antog presse det ene, og hvis han havde en model med antog de noget andet, aldrig kunne der bare være noget uden de var på nakken af ham, det var noget han hadede al den omtale kunne han leve uden.
Hvis ikke det var fordi Omniorp var hans billet til draconia, havde han for længst opgivet firmaet og bare levet et almindeligt liv.
“Der er intet galt I at drømme og turde at drømme, langt fra det er jo en god enskab at have at turde slippe virkeligheden og give sig hen til en verden hvor alt kan være muligt. ”
En latter slap hans læber da hun kommenterede på hans spøg med at hun kunne overtage en uge.
“Rodet du kan lave kan altid redes, det er måske mere de ting du ikke ville kunne sætte dig ind I jeg ville være bekymret for.”
Det drillende i stemmen kunne ikke undgås at høres.

Blikket blev pludselig overrasket da hun ikke reagerede på ”vi” måske havde han ikke gjort det tydeligt nok.
Måske skulle han lige prøve igen.
Blikket han sendte hende afslørede ikke meget efterfølgende overraskelsen havde kun været der brøkdelen af et sekund.
“Egentlig er formålet ikke at ramme en bred skare af målgrupper. Nu kender jeg jo Storm privat, og har også lidt sponsor penge i Miami holdet, så det er lidt noget spillerne er indlagt til. Hvad angår Teknologien så vil vi som firma forære hospitalet telefonerne til deres personale som et biddrag til bedre forhold, samt et pengebeløb. Maden følger jo så bare med.”
Igen snakkede han over sig sammen med hende, hvorfor var han så afslappet omkring hende, unaturligt at hun så hurtigt kunne få hans tunge på gled.
Han lyttede til hende da det gik op for hende at hun var beordret med, eller hans måde at spørge om hvorvidt hun ville deltage som hans plus one.
“Ja jeg sagde vi… Ja jeg vil have du deltager ved min side… Jeg er glad for du vil deltage med mig.”
Han så på hende lyttede til hendes begejstrede klap, han hørte det lille klik fra beholderen da det faldt på plads.

“Millicent, jeg tænker din frokost I morgen, med mindre du vil spise I byen I morgen, jeg regner ikke med du havde lyst til at tage med mig ind til omnicorp, for i morgen aften.”
Han havde kun hørt en brøkdel af hendes mumlen slet ikke nok til at udrede noget vigtigt fra hendes ord.
Lettet over hun hjalp med at tørre af selvom der var opvaskemaskine fik et ægte smil frem over hans læber.

“Du behøver ikke frygte for at du ikke har noget at tage på, vi skal nok finde ud af noget, måske du kunne låne lidt til en kjole og betale af på en eller anden made senere, eller også kan det være en vennetjeneste.” Han foreslog begge dele for ikke at virke som om han ikke bare kunne være venlig, men også for at hun skulle vide at han kunne passe det ind til hvad hun syntes passede bedst til hende, udfra situationen hun følte hun var i.
“Det var sådan set derfor jeg pakkede frokost til dig, så du ville have en fri eftermiddag eller formiddag så du ligesom kunne finde noget du ville kunne have på”
Han vendte sig mod hende da viskestykket lagde sig over hendes skulder, havde situationen været anderledes havde han sagtens kunne finde på at lade en smule vand ramme hende.
Især når hun stod som sådan et nemt mål.

Trætheden var begyndt at røre på sig, og ved hans ord om det snart ved tid at få hvilet , føltes den pludselig meget større. Hun havde holdt sammen på sig selv for ikke at gå glip af noget, men snart ville både krop og sind kapitulerer til den bløde senge ovenpå, som hun havde fået anvist.
Millicent var nu ret enig i hele måde at betragte ballet på, og hun kunne snildt forstå at det blev et slags arbejde for ham og dermed knap så fornøjeligt.Selv en CEO havde nok dage, hvor man helst ville ligge med en dyne over hovedet , formodede hun.
"Det ...det bliver da sjovt! og så med dig oven i købet, det havde jeg slet ikke forstillet mig.Jeg tænkte bare at hvis jeg var heldig kunne jeg lokke en billet ud af dig. Men dette er jo langt bedre, så har jeg en personlig guide, når jeg skal finde toilettet eller...have låst døren op til et kontor ik? glimtede hendes blik en smule drillende.Selvfølgelig ville hun da ikke snuse rundt på Omnicorp ....ikke så meget så det gjorde noget ihvertfald.

"hmmmmmmm.Det er ok med kjolen, vi må lige se på det i morgen. det var sødt af ham, men hun havde på fornemmelsen at hun skulle afdrage de næste tre år, skulle hun finansere den kjole selv. Men måske kunne hun nå at få en af kjolerne i klædeskabet hos Vladimir , sendt ud til hende? De havde været til hende, men hun havde ladet dem hænge, til brug for andre- for hvad skulle hun med en bal kjole i en skov...udover den ville have været en fantastisk hovedpude!
Hun lagde hovede på sned og lod pegefingeren gnide let mod sin hage. Dagen i morgen, hvordan ville hun tilbringe den ?"Du er inde på noget , men sikke et dilemme hva. Skal jeg hvile mig, spise din hjemmelavet madpakke og misbruge dit private hav derude.. hun kastede et lille nik i retning af den luksuriøse opvarmet pool, der strakte sig udenfor."..eller skal jeg tilbringe dagen med at gå på kjolejagt? hun smilede, lod som hun var i tvivl men vidste naturligvis at nu hvor hun skulle med til Omnicorps velgørenhedsbal, så ville dagen stå i forberedelsernes tegn.Hun skulle jo også have sko...med mindre de sorte med en smule hæl kunne bruges? det ville jo afhænge helt af kjolen, var hendes tanker allerede begyndt at slå til den pinada af forberedelser der ventede hende.

Argentum vendte sig mod hende og  hun spidsede sine læber i en eftertænksom mine.
"Har nogen nogensinde kommet til at sige Argentum istedet for Jason, når der var andre folk i nærheden? åh der ville være et helt lille minefelt man skulle have styr på til det bal. Men selv om Millicent var et prægt eksemplar af en fjumregøj, så havde hun også held med at samle sig, når det virkelig var nødvendigt, og på en meget naturlig måde, gøre som der blev forventet af hende. General Zolner havde set den evne i hende, og havde arbejdet målrette med den i hendes træning, da hensigten havde været at hun skulle ledsage ham i forskellige undercover missioner, men fremstå som hans partner. De var naturligvis aldrig nået så vidt, for skæbenen ville at Nikon blev kidnappet på helt samme tid som Dust hev Millicent med sig ud af zone 1- og alt var efterladt i rod. Man måtte da håbe at millitæret ikke troppede op til ballet , med den hensigt at tvinge hende tilbage til afhøring i zone 1.
Justine case´s artikel havde afsløret at Millicent pt fulgte med i kølvandet på Jason Stark, så det var jo ikke fordi det var helt utænkelig. Millicent måtte vist finde en måde at smugle sin bue med ind på...og så som det første sikre sig kendskab til diverse ind og udgange i den store bygning.Hendes tænder blev kort presset ned i kindens inderside, før hun rystede det skræk senarie af sig ved at gribe fat i viskestykkets ende, sno det et par hurtige omgange om sende det afsted mod Argentums lår, med et klask.

"Du får dit bedste bal ...ever...vi skal da nok få sat gang i dine medarbejders træben...altså lige efter vi har manet alle rygterne om bebser og bryllup i jorden, ik hun lo stille, glædede sig til oplevelsen der ventede forude.
Måske var det til til at sige godnat, og lade en ny dag stå op.