Udbud & Efterspørgelse- Argentum/Justine Case

Den unaturlige varme beklædte stadig Amarillo og omegn. Varme bølgen mindede mest af alt om en sommeraften sen Juli måned, og det var nok gået op for alle folk efterhånden , at et eller andet var rivende galt, siden vejret opførte sig så underligt. Men der var ingen at sende sin klage til, og ...det var sådan set også fint nok , for hvem var ikke glad for sommer temperature, selv når det kun var early spring ?

Late night Amarillo , omkring kl 00:09 .
Ved et hjørne bord , hvor små blå sofaer var opstillet, var det lykkes for den blonde pige , at rage et bord til sig. Hun havde også været der nogle timer, inden folk var begyndt at valfarte dertil.
Stedet var den eftertragtede,  neon oplyste  nat klub og diskotek, Armageddon.Her var bassen og musikken på højde med de selvlysende lakerede negle og falske sorte vipper, en del af klubbens kvindelige gæster bar.

Millicent havde en midnats blå kjole på, skåret skråt så en skulder var fri. En hvid højhælet sko, der matchede hendes egen lille hvide taske og samlede de hvide perle i øret , i et enkelt stilrent look. At perlerne så var fake, betød intet for hende. De havde været billige, og var bedre end intet. Håret sad hapset op i en heste hale, for at give hals og nakke luft.
Hun havde dog ingen varme klager, for selv om klubben var spækket med folk, var den ikke fattig på ilt.
Hvad de manglede i god indretningssmag, så det ud til de havde invasteret i et godt solidt aircondition anlæg, så den kølige ROM og cola, på bordet foran hende- kunne godt holde på de firkantede isterninger - der skvulpede rundt,da hun duppede til dem med sit sugerør.

Millicent James. Jæger .
Ved bordbenet stod en firkantet taske i rødbrunt læder. Og lydene den afgav , blev overdøver af den høje musik. Med mindre man havde en overnaturlig hørelse altså.
I tasken var det hun skulle aflevere til en fremmed herre. Et møde skulle finde sted.
Hun anede intet , var blevet holdt i det uvisse , men havde måtte finde sig i at udleverer sit eget navn, så 'køberen ' kunne spore hende. Great...pisse god deal , tænkte hun ironisk. Hun kunne da i det mindste havde været kvik nok , til at give et fake navn. Men neeeej.
Millicent , der via nogle forbindelser,havde  fået en aftale sat i stand, sad nu og ventede...Hun skulle afleverer den lille dyrbare sag, og i bytte modtage en kostbar dingenot- der skulle kunne en masse vildt, her i blandt give hende mobil forbindelse, hvor der ellers ingen var.

Argentum trådte langsomt ind på Late night Amarillo Gan havde sit foretrukne sorte jakkesæt på med den hvide skjorte og sorte butterfly, han så sig rundt, håret var redt tilbage så de afslørede hans tilspidsede øre, de grønne øjne strålede, selvom de var tomme. Jo mere han så sig om efter et bytte, det sværere var det at finde noget der så ud til at være af interesse for ham, varmen havde påvirket ham i denne form, den var nærmest uudholdelig. Selvom det ikke kunne ses på den blege ud under de sorte lokker.
Den kølige luft på klubben var nærmest en befrielse for ham , det gjorde ham mere afslappet end under den brændende sol. Der var mens dagen gryede mørket var hans foretrukne tidspunkt, hvor hans sind og sanser virkelig trådte i kraft, dyret i ham kom frem, selvom det altid ville være skjult så længe han var i hans menneskelige skikkelse. Bassen var for høj efter hans mening, alt for larmende, et mere roligt sted havde været lige ham.
Efter hans smag var der alt for meget at gå efter ikke noget der vækkede opsigt før en lyd der fangede hans opmærksomhed, han søgte lyden med blikket, faldt over en blondt pige, han smilede kort for sig selv og gik over mod hende, selvom hun lignede en der havde en aftale kunne det være han kunne få mere ud af det end han ville kunne med så meget andet. Blikket eller bevægelserne havde på ingen måde været rettet mod baren som om det ikke kunne vække hans interesse, jo mere tid han tilbragte sådan et sted jo mere kunne han mærke dyret rumle i baghovedet, stemmen der talte var forfærdelig, så dyrisk som om et andet sind havde direkte kontakt til hans.
Han stillede sig ved bordet og betragtede pigen med den venstre hånd i lommen, Hvorfor det lige var hende han havde udset sig var måske egentlig kun på grund af den interessante lyd der kom fra hendes bord.

Nu var hun ikke just typen der var født med et tykt lag af tålmodighed, og ventetiden var da også udfordrende , for Millicent.
Hun havde det underligt med at skulle handle med  et levende dyr, det havde hun ikke prøvet før. Altid var det døde nedlagte dyr, hun havde solgt eller byttet for noget som hun manglede. Det føltes anderledes nu...og hun var også begyndt at overveje , om den der skulle overtage grimrianen , nu også ville behandle den ordenligt? Det håbede hun, for det ville blive noget nær umuligt at overgive den til en person , hvis han virkede som en røv uden lige.
Imens hun strøg en finger over sin hage, havde hendes blik fanget en single fyr, der nærmede sig. Kunne det være ham ? lidt beskyttende flyttede hun på det ene ben, så hun nu havde tasken placeret , mellem de hvide sko. Det afgav igen en lille skønsange nede fra den lukkede taske. Fyren var flot klædt. Hans look kunne godt give anledning til at tro han var en fyr med lommen fuld af guld-  så måske han var hendes kunde ? Millicent blev næsten helt sikker , da han en smule provokerende stillede sig til at kigge på hende. Uden at gøre et forsøg på at være diskret enda. Mænd altså !
Okay...det var IKKE  et ' jeg stirre på dig fordi  du skal med hjem og krølle mit lagen' blik, det kunne hun da godt se. Det var heldigt for ham, for den slags mænd havde hun det med at punkterer , og det gik lige så tjept, som var hun en nål der stak i en ballon.

Ham så mere nysgerrig ud egenlig, som om han også ledte efter nogen ? Det måtte jo være HAM så! Hendes øjne målte ham hurtigt, skimmede hans kropssprog .Hans hånd stoppet i lommen, fortalte hende at han var 'ovenpå' og måske følte sig i kontrol.
Hun troede jo det var ham hun havde en aftale med, så et skævt smil tonede frem på de usminkede læber, da hun henvendte sig direkte til den mørkhåret stilfulde fyr..
" Hør...det ER afprøvet og du BLIVER ikke højere af at stå ....vil du ikke sidde ned ?" Slog hun ud med hånden , og viste pladsen overfor sig. En anden blå lille sofa.
Tasken der før havde haft en let rysten , var nu blevet helt stille. Enten sov den lille fyr derinde- ellers sad den helt stille af helt andre årsager. Hvad vidste Millicent om det - intet !

Op af lommen kom der en Telefon inden han igen vendte sit blik mod hende, intet spændende på den. Den næsten hele hans hvide hud, lyste nærmest op når neonlysende ramte den, hvordan det fik ham til at udstråle havde han ingen idé om, det kunne være en positiv ting, eller en negativ ting. Det var han egentlig også ligeglad med. Han havde fået det ud af det han kunne ved at studere hende, jo hun var da en nydelig pige, og det ville være en skam at ødelægge det, og sulten var han jo egentlig heller ikke. Noget sagde ham også det ville være en dum idé at udfordre skæbne ved at forsøge, måske var det bedre at finde et andet. Nej nu måtte det vise sig om det hele kunne ende godt. Det kunne jo også bare være han trængte til en smule selskab.
Selvom han havde betragtet hende og studeret hendes træk og havde besluttet sig for at han bare skulle føre en normal samtale med hende, var han stadig i en indre kamp mod dyret i ham, han var kommet for at finde et passende bytte, men uden sulten var det intet værd at jage, for han så ikke på samme måde som når han var sulten.

Jo mere han var i nærhede af hendes bord jo mere i tvivl blev han om hvorvidt det hele var en god idé at blive. Måske skulle han bare gå, vende rundt, men på intet tidspunkt afslørede hans kropssprog eller ansigt hans tanker, om hvordan han havde det indvendigt.
Der var intet der skjulte at han følte at hun forventede noget af ham, men han havde ingen ide om hvad det var hun søgte eller forventede af ham. Han betragtede hende endnu en gang, ved hendes smil, smilede han kort tilbage bare for at være en smule venlig. Ved hendes ord blev han en smule overrasket.
Smilet, da han kom til fatning igen, der spillede over hans læber ved hendes bemærkning kunne virke en smule skræmmende, da der var noget dyrisk over det, ”jeg kan så bemærke at jeg kan blive højere ved at blive stående” sagde han roligt og smilede kort med hånden forsat i lommen, han satte sig ned overfor hende, og lagde hænderne mod bordet, som om han ville til at trille tommelfingre.
Da lyden der kom fra bordet stoppede, mærkede han bassen igen i den høje koncentrerede mængde, han ville forsøge at finde et eller andet der kunne vende hans opmærksomhed fra støjen, da han sikkert lignede en der hurtigst muligt ville forlade klubben.

Lysene der kastede rundt i alle retninger , med deres kunstige farver, fik Skæret fra hans hud til at virkede meget porcelænsagtig. Det fik Millicent til at overveje om han mon var af vampyr afstamning? Hun kendte ikke til andre med så lys hud, som langtænderne havde.
De små hår i nakken rørte på sig, og kort ærgede hun sig over valget af hestehale, der nu blottede hele halsen og gav frit syn til de åre , luge under den glatte og spændte hud.
Damn, men måske tog hun fejl ? Hun VAR jo så heller ikke den der var mest vidende om racer, da hun havde tilbragt det meste tid i skoven , med sin bue og pil. Udover de små dannelses ture til byen, hvor hun skulle lære om pli og at begå sig. Millicent havde fortrukket skoven !
Af alle come back replikker, havde hun nok ikke set dén her komme. Det gav ham nogle sekunder, hvor Millicent var tavs og han kunne sætte sig.
Stilheden fra hendes læber skyldtes også det smil der var kommet over fyrens læber.
Det passede til hendes vampyr gæt, for hun så et glimt af vildskab...noget stærkt...eller måske nogle ukontrolleret krafter , i det. Noget dyrisk ?og de små hår strittede igen.
Stilheden blev brugt til at funderer over hvad han dog havde ment? Selvfølgelig kunne han ikke blive højere, når han stod op, så ja ja både lidt nysgerrigt og mildt provokeret af hans selvsikkerhed , truttede hun med munden..."altså ....stoffer er også ulovlige i Amarillo- så det shit kan du godt gemme væk " slog hun klik med tungen, da det var hendes bedste bud på han kunne 'blive høj'.


Nu måtte hun tage sig sammen. Han var kommet for at handle og ikke spise !
Han skulle have den lille grimme syngende ting ,med de store kuglerunde øjne, hun gemte på i sin taske. Han var ikke ude efter hendes blod.
Millicent rømmede sig, og forsøgte at se lidt forretningsagtigt ud, selv om hun følte hvordan kontrollen sev ud mellem hendes fingre, og blev erstattet af ...nervøsitet?
" Hør...vi er enige om at JEG har lige det du mangler ! Og så skal jeg egenlig bare høre fra din mund, at du har det til mig , som jeg behøver !" Slog hun tonen an, stadig i den illusion at den mørkhåret fyr, var hendes kunde og den mand hun skulle møde.

Selv på den afstand der var mellem dem kunne han nærmest se hvordan hendes nakkehår rejste sig. Måske bliver det alligevel en sjov aften, han tanker fokuserede egentlig bare på hvordan han kunne trække mest mulig underholdning ud af hele den situation han var på vej ind i. morskaben var begyndt at dukke op i hans blik, men på intet tidspunkt strejfede hans blik hendes hals med sult malet i det.
Pludselig blev hans blik anderledes, som om det gik op for ham at hun om muligvis kunne være et væsen, og hvilket væsen hun så var, ville være væsentlig for hans videre konversation med hende, blikket blev først nu for alvor undersøgende, for at se om der var synlige tegn på om han kunne finde ud af hvad hun var.
Da hun blev tavs smilede han, det morede ham gevaldigt at han gjorde hende mundlam, og så ved bare at komme med et sandt faktum om sig selv, da det var en hentydning til hans anden form.
Ved hendes bemærkning om stoffer grinte han, en latter der var ægte, det var længe siden sådan en latter havde sluppet hans læber, den var dyrisk men lød ikke vanvittig, overhovedet ikke, men den var heller ikke behersket. Da han endelig var færdig, havde han fået en smule tåre i øjnene. Med en pegefinger fik han tåren væk fra øjet vendte blikket mod hende ”Tro mig, det er nok det sidste jeg ville tage, sammen med at indtage alkohol” hans stemme var igen rolig og alle tegn fra latteren var væk, ligesom alle andre tegn på morskab.


Han kunne nærmest se hvordan hendes hoved arbejdede, og dette smilede han nærmest over, hvordan kunne det være han påvirkede folk sådan, var det noget han udstrålede.
Jo mere tid han tilbragte her ved bordet med blikket rettet mod hende for at forstå hvorfor hun havde tilbudt en totalt fremmede en plads ved bordet. Kort vendte han blikket væk fra hende, for at det ikke skulle være ukomfortabelt på nogen måde, den fejl havde han begået før.
Med stor interesse ventede han på hvad hun havde tænkt sig at gøre, ikke fordi der kunne ske noget videre spændende, så havde hun måske alligevel noget der kunne vække hans interesse for at lade hende være. Han smilede, smilet var skævt og tilfreds, over hendes voksende nervøsitet. Som jæger gjorde det ham tilfreds, som menneske knap så meget.
Selvom han var forvirret over hvad det var hun mente, så viste han det ikke på noget tidspunkt. ”Det kommer an på, hvad er det du tror jeg mangler” Svarede han roligt og med et skævt smil. ”Og hvad du tror jeg skulle have som du behøver.” Han virkede uinteresseret i denne del af samtalen, ved at lægger hænderne op under hagen, og betragtede hende. Stemmen var rolig, men samtidig venlig.

Yeah, han var ikke lige sådan til at regne ud, vel ?
Selv hans blik ville ændre sig , og i sådan et tempo at Millicent ikke kunne nå at kode ham. Hun var normalt en rigtig god menneskekender, men lige nu var hendes intuition virkelig slatten. Havde hun drukket one to many drinks? Naaa kun to, det var jo intet i hendes verden. Kort ville hendes ansigt lyse en smule mere op, da fyren brød ud i en ægte latter.Den slags hun kunne lide, den slags der kom fra hjertet og ikke var høfligheds grin eller kunstig dåse latter. Imens hun lidt som en myg ville kredse om et lys, for at finde den rette vej, prøvede hun mentalt at vimse lidt rundt om manden, imens hans latter stilnede af, og blev erstattet af en mere fattet , men venlig facade.
" i see " mimede hun med munden. Så han var en helligfrans? Hverken stoffer eller alkohol ? Det var ligefør hun spurgte om han også frastod sex før ægteskab, men hun holdte tand for tunge. Stoffer havde hun faktisk aldrig selv været i nærheden af, men så fik hun vist spiritus nok for en hel sømandsklub. Men det var hun nød til....af pladshensyn i hendes sind- kunne man sige.

Millicent gjorde sine handler mange steder, men aldrig før havde hun skulle lave forretning , på et diskotek.Om det var selve ham her fyren eller om det var hele set uppet- hele aftalen med hun skulle møde en ukendt og ikke selv havde kontrollen over arrangementet der fik hendes puls til at banke mere hurtigt, vidste hun ikke. Han virkede jo tilforladelig nok...hvis han ikke skød et sæt hugtænder efter hende, altså.
Hun prøvede sit bedste, for at spille spillet godt, men hun var spændt på at se hvad den nye it dims kunne , den kunden havde med sig...mobil og computer på yderst avanceret plan, så forventningerne skinnede ham i møde, fra Millicents altid så udtryksfulde øjne.
" Sålænge du har det rette udstyr og det ikke fejler noget- SÅ tror jeg godt du kan regne resten ud " druknede hun en isterning, da hun trykkede på den med sit sugerør, et par gange før hun trak det mellem læberne- og sugede en slurk.
Hun beundrede hans afslappethed. Hun kunne jo faktisk være ude på at nakke ham, et set up kunne det være ! efter han havde svaret hende, ville hun læne sig let ind over bordet og
Se nøje på ham.
" Hvad hvis jeg var en undercover agent og jeg sagde du nu var anholdt ?" Hun klemte læberne sammen, for ikke at flække i et stort grin.

Han fangede hendes læbers bevægelser med øjnene og mundaflæste dem kort, det var lige før han kunne se hvordan hendes hoved arbejdede med de informationer han havde givet hende, og da så han hvad de fleste ville opfatte, med et smil om læberne åbnede han munden. ”Nej jeg er ikke en helligfrans, selvom jeg ikke drikker eller tager stoffer, og jeg afholder mig ikke fra sex før ægteskab, da det ikke er en del af den jeg er som person at blive gift” stemmen der kom var rolig, behersket, grunden til han kunne sige sådan på hendes tanker var at det var det han havde hørt så mange gange før, det uudtalte spørgsmål fra hendes tanker, det havde været et stort gætværk fra hans side.

Det blik hun sendte ham med forventning, fik ham til at smile sit dyriske smil. Hvad forventede hun dog af ham, mon det egentligt nogensinde ville gå op for hende, at han ikke var den person hun søgte. Selvom han ikke var det kunne han ligeså godt more sig, og få noget sjovt ud af dette møde. Denne gang mærkede han hvordan mobilen i hans lomme vibrerede, men han lod sig ikke så meget som tage sig af det selvom lyset skinnede op af brystlommen på hans jakke.
”Nu spørger jeg så, Hvad er det du forventer jeg har, som du gerne vil have fingrende i?” Hans rolige facade var nærmest til at føle på, hænderne lå forsat under hagen mens han sad lænet ind over bordet. De grønne øjne fulgte med i hvordan hun legede med hendes drink inden hun drak, ikke noget der så ud til at gå ham synderligt meget på.
”Hvis du endelig ville anholde mig ville du skulle have taget mig i noget ulovligt, eller have en grundlag for den anholdelse” gave han igen med et løftet øjenbryn, ”men ville ikke kunne være i den tro, at du har taget mig i noget ulovligt, eller kommer til det” han betragtede hendes læber ganske kort, inden blikket blev faldt tilbage på hendes øjne.
Da han lænede sig tilbage i stolen, og den venstre hånd gled ned under bordet og lagde sig mod bordpladen forsøgte han at få kontakt til den energi der gjorde han kunne manipulere med elementerne, samt forvandle sig, eller gøre hans hud hårdere, men alt det måtte han overveje hvad han havde brug for i situationen der muligvis ville komme.

Aii....SÅ skulle hun altså ikke have mere at drikke lige nu , DET afgjorde sørme da sagen! Hun kunne have svoret kun at tænke tanken om sex og ægteskab, og ikke at have plapret den højt! Glasset blev diskret sat en smule til siden, ved et simpelt  skub med pegefingeren.
Hun kunne ellers så godt lide sin drink, surt show.
Han kunne jo også være vampyr  og istand til at læse hendes kulørte tanker, som var de et magazin? Kunne det være det ? Tanken var ikke behagelig, fordi hendes egen evne skulle gerne holde den mentale dør låst, for alle uindbudte gæster, så den ide måtte hun forkaste igen med det samme. Nå ...der var ikke tid til at dvale ved dette, så automatpilotagtigt overtog og Millicent svarede til hans 'ikke ægteskabs material påstand'  "Virkelig....sikke en skam .Det skal da nok efterlade et par knuste pigehjerter på din vej " men det humoristisk ment, hun kunne ikke drømme om at blande sig i en fremmeds kærligheds liv. Eller jov...måske kunne hun godt det, men ikke lige NU da .

De spændte øjne, søgte ned mod lyset fra fyrens jakkelomme. Var det den ? Var det hendes mobil dims med den nyeste advanceret teknologi ?
Det kriblede i hende for at få lov at holde den, for at få den mellem hendes hænder.
" Udstyret du har , det er da DET jeg vil have " det var på kanten til hun himlede med øjnene, men hun styrede sig og ville hellere fremstå høflig , så istedet skød kun hendes øjenbryn op - munden forblev lukket og øjnene hvilede på ham.

Millicent sad først mussestille, efter at havde leget fiktiv agent. Så begyndte hun at le.
Ikke højt og ikke ondsindet, blot et lille grin der viste at hun syntes det var sjovt.
" Argh....ikke tage dig i noget ulovligt ?" Tasken under bordet bevægede sig, rystede en smule og hun kunne mærke det kølige læder, trykke let  op af hendes bare ben.
" Jeg tror ikke det er HELT lovligt hvad vi fortager os, men ok....ingen dør eller kommer til skade jo " slog hun over i et varmt smil.
" men... Inden vi bytter , behøver jeg lige at du lover mig noget.
J-jeg.." Millicent gik i stå. Det var derfor hun var så død dårlig til at bytte med levende ting.Altid spændte følelserne vej. Ligesom da hun pludselig havde skaffet hende og Auriel, en Bjørn . Nu måtte hun lige forsøge mane sig op ! Men ....nej, hun kunne ikke være ligeglad, og det var muligt han var en hardcore militær mand, men hun ville løbe sin vej, skrige voldtægt ...whatever she neede to do...hvis ikke han kunne love hende det !
Hendes øjne næsten tiggede, da hun rakte ned efter hanken i den rødbrune taske, klar til at trække den op på bordet , og sætte den mellem dem- hvis...og kun hvis..han lovede hende...
" Vil du ikke godt love mig, at du ikke gør den noget ?j-jeg...jeg kan desværre ikke give dig den, hvis du ikke vil behandle den godt ! Hvad ...hvad skal du med den ?" Spurgte hun stille, eller så stille som det nu lige lod sig gøre , på en overfyldt baspumpende disko klub.

Argentum smilede over hendes opførsel, sådan bare at stille hendes drink fra sig, fordi han var heldig med et gæt, kunne han nærmest være i mere kontrol, det skulle da lige være hvis han også fik noget at spise. Tanken blev hurtigt skubbet fra ham igen. Det var en forfærdelig tanke at have. Især da hun virkede som en person der kunne blive en spændende kontakt, og sådan en sagde man jo aldrig nej til.
Ved hendes bemærkning om det hans kærligheds liv smilede han kort. ”Der er nok et hvert femte år eller måske mere et årti, men det forstår man når man kender mig” sagde han så langsomt ”men nu ændre jeg mig også langsomt og det er de fleste der lever længe nok til at et kærlighedsliv er noget værd.” Blikket blev vendt væk fra hende og op mod baren spejdende, ikke fordi han søgte noget eller nogen, men for ikke at sidde med blikket rettet mod hende konstant, og derved gøre hende utilpas. ”men en ting er i hvert fald sikkert med mit kærligheds liv, selvom det kun vare et årti af gangen. Så er der ingen der brokker sig over at der ikke bliver et ægteskab, de lever nemlig ikke længe nok til at de bliver gamle nok til det” igen en skjult reference til hans races måde at regne myndighed ud.
Da han fornemmede hendes blik fulgte hans eget hendes, selvom det bare var hans egen opfindelse og den virkede som den havde gjort siden han landede, var den ikke kraftig nok til at han kunne kontakte hans egen art og derved komme hjem igen. Det lignede en telefon men teknologien ville højst nok overgå jordboers forståelse, noget han var ligeglad med, den fungerede og var hans minde om hvor han kom fra, noget han ikke forærede væk. Han var på ingen måde den person hun søgte eller ventede på. ”Jeg er ikke sikker på du forstår hvor det er jeg vil hen med dette.
Hans blik bar bestemt da han lænede sig frem, med et smil om læberne. ”Jeg tror ikke du har noget jeg mangler” hans stemme var rolig selvom hans indre morede sig sås det ikke på ham.
”Men jeg kan fornemme på dig at du tror jeg har noget du gerne vil have.” Hans højre hånd tog hans ”mobil” op af lommen og lagde den på bordet. ”For som du nok kan se. Så tror jeg ikke du har nogen ide om hvad dette er.” Han lagde den højre hånd over ”mobilen og lukkede den om den igen.

Argentum lyttede til hendes latter og smilede selv over den, okay den var køn. Det var så også det ikke mere i det.
”Jeg tror ikke du fangede min pointe endnu ven” hans stemme havde på ingen måde ændret sig fra den kontrollerede roligt, dog venlige stemme på noget tidspunkt. ”Men er der sket noget ulovligt lige nu eller sker der noget der ville kunne få mig anholdt, så vidt jeg ved, så sidder jeg og føre en samtale med Dem” han lagde hænderne under hagen igen da han lænede sig tilbage i stolen.
”Hvad er der ikke lovligt i dette møde, jeg har sat mig ved et bord og som sagt føre en samtale med en ung frøken.” Han så hendes smil og klukkede lidt ”Jeg kan dog ikke love der ikke er nogen der kommer til skade eller bliver dræbt her i aften.” Mumlede han så langsomt, og lavt.
Der blev han nød til at bryde ud i endnu en latter, igen var latteren ægte, det overraskede ham at hun ikke havde gennemskuet ham endnu. ”Tror du jeg vil bytte noget med dig.” sagde han så med et smil da latteren var stoppet.
”Du ville have mig til at love dig noget.” Forsøgte han hjælpende, da det virkede som om hun manglede et lille skub.
Han vendte blikket mod hans hænder der var endt på bordet. ”Jeg venter med spænding på at høre hvad du vil sige.” han smilede venligt til hende.
Han lagde ikke mærke til hendes blik da han var for optaget af hendes hænder. Da hun rakte ned under bordet klikkede det for ham han trak hænderne til sig, og lod lidt energi glide ud i fingrende klar til at antænde dem og lade flammerne sluge bordet.
”Jeg tror du har forvekslet mig med en anden Frøken.” Han smilede og så en smule undskyldende på hende. ”Jeg er ked af jeg spildte din tid” han trak sig en smule væk fra bordet stadig med anger i blikket.

Havde Millicent vidst at han havde haft tanken om hun kunne være middag , så var den læskende ROM og cola ikke blevet skubbet til siden. Den var blevet hældt ud i det mørke hår og by now dryppe ned over den lyse pande og de smagrad grønne øjne - imens Millicent sikkert ville være ved at spurte ud af klubben , eller skjule sig på et toilet. 
Men istedet lod hun sig overraske over hans svar på ægteskab og kærlighed. Hun var ikke helt så hurtig lige nu og det kunne ikke være de få drinks , der var bare et fakta at hun nada vidste om Draconianer og derfor slet ikke havde mulighed for at pejle sig ind på hans insinuationer. 
Istedet lød hun helt forfærdet , da hun skubbede sin hestehale , tilbage så den faldt ned af hendes ryg, istedet for den blottede skulder. 

" holde holde , HVAD siger du lige dér? Altså det er muligt du ikke hiver en ny led hjem hver uge Mr ...? " hun undlod at nævne hans navn, det navn hun havde fået opgivet var sikkert et alias anyway. ...
" Og det er din sag ,men hvis du sidder der og fortæller mig det er børn du crusher på , SÅ skyder jeg en pil gennem dine øre inden jeg spydder dine øjne , er vi klar her !!" I hendes blik flakkede små lyn.
, men hun var stadig ikke helt done.. " ... Og så jeg rimelig ligeglad med om du er vampyr  ! børn ! fnøs hun og klemte øjnene lidt i. Hun havde ikke en chance mod ham , for hendes bue og pil lå i skjul , lige uden for klubben - men det kunne han jo ikke vide. Men ok ... At skjule den under hendes kjole , ville nok være en større bedrift end st skille det røde hav , som alment menneske. 
Hun ville lade ham svare ... Og samtalen ville glide over på 'mobilen ' i hans lomme. 
Årh hvis hun havde kunne trække 'mobilen' til sig vis det hungrende blik , det forventningsfulde skær og kløen i hendes fingre spidser ! But no. 
Hun måtte nøjes med at se på den , vente og udvise tålmodighed , til han selv rakte den til hende. 
MIllicent var ikke bare spændt også forvirring blandede sig nu ret meget. 
Der var et eller andet Way off , og her sad hun uden en ide om hvad ! Var det mon HAM der var ude på at sette hende up ? En millitær mand der lige skulle demonstrer sin magt ? Ha ! Han kunne da forsøge. I occulta var hendes alliancer langt mere udbygget , end folk antog. Dette skyldte hendes nære samvær med den daværende general Zolner. 
Såå dén leg skulle han ikke prøve. 
Alligevel smilede hun ,og lo. 
ville ikke lade ham tage stikket hjem.
Hendes øjne lå kort på ham , på munder der smilede - før hun forsøgte gribe fat o rattet igen
" orh jov, det er ulovligt at sælge sjældenhed dyr og det er nok endnu værre at sælge militærets hemmelige udstyr , til en random pige , tror du ikke det ?" 
Millicent havde snuppet lynlåsen mellem pegefinger og tommeltot- og skulle netop til at åbne op for tasken. 
Ikke stort , men nok til man kunne tage et hurtigt kig ned i. Hun stoppede dog , og ignorere den smukke sang der lød fra tasken , netop da musikken skiftede til et stille nummer. 

" Du kan ikke love det ?" 
Tasken blev halet tilbage  i hendes arme og hun så forvirret ud , næsten helt fortabt i sit blik. 
Med måbende læber , fik hun efter lidt tid klemt ud

" hør ... Jeg kan ikke give dig den så " her midt på klubben ville han nok ikke begynde at partere hende. Hun ville blive her , SMS til Auriel og håbe han kunne gøre ... Et eller andet , for hvis fyren her blev vred , WHO knew what could happen ?
Men istedet måtte hun høre en undskyldning falde fra hans læber og hun lænede sig nu tilbage, Lod sig falde tungt ind imod sofaens bløde ryg. 

" Sig du tager fusen på mig nu ? Please? ... Er du ikke Eberneezer fra militær militsen ? " hendes underlæbe havd en næsten utydelig sitren. 

" Er du ikke her for at bytte den helt nye mobil militæret har udviklet , for min millie her ?" Hun havde begge arme beskyttende om tasken , der indeholdte det lille dyr. Hun havde været uger om at finde og fange den lille krabat. 
Og nu .... Hvis ikke han var Ebeneezer ? Hvor var HAN så?

" nej ... Det er mig der undskylder . Min fejl, jeg .. Orgh shute! Det er vel ikke sådan at jeg kunne måske bare få dig til at glemme den her samtale ?" Begyndte hun at le. En hånd blev viftet afværgende foran hendes ansigt , som den kunne få det kejtede til at forsvinde. 
Hvordan kunne hun dog tage sådan fejl ? Hun så på ham, en smule betuttet.
Havde han ikke lavet ballade,  brændt Millicent eller et bord af - ville hun række en hånd mod ham. Forsonende, og give et fast håndtryk. " Millicent James ... Og hvem ER så du ?" Ville hun åbne op , måske for en mere ærlig samtale ?

Glad for hans selvkontrol, var så stor, sad han med et roligt blik rettet mod hende. Langsomt observerede han hende en smule yderligere, inden han vendte blikket mod hans egen hænder, nærmest lydløst trak han vejret, inden et nærmest lydløst suk slap hans læber. Selvom han ikke selv drak noget, sendte han et blik mod baren, inden blikket faldt på hendes drink hun havde skubbet fra sig.
Med et smil betragtede han hende, mens hun nærmest skældte ham ud for hans svar. ”Stark, Jason Stark” sagde han langsomt for at præsentere sig selv, han kunne ligeså godt bruge hans seneste falske identitet, en identitet han havde brugt tilbage i år 2000.
Ikke på et tidspunkt lod han sig gå på af hendes udbrud, han vidste han intet gjorde forkert, problemet med mennesker var bare at de ældes og ikke kunne blive ved med at holde deres ungdommelige udseende, så selv hvis han blev hos dem, døde de fra ham så derfor var det aldrig mere end et årti han blev sammen med hans partnere.
”Nej jeg er ikke interesseret i børn på nogen måder” hans stemme var bare rolig, fattet da han svarede hende. ”Nej jeg har det problem at jeg over 2300 år, og ligner stadigvæk en der ikke er i 20’erne endnu først nu viste han en smule følelse, en smule savn var at spore i hans blik. ”Mennesker ældes for hurtigt, og jeg kan ikke gøre noget for at stoppe det.” Hans stemme var langsom, rolig.
”Nej jeg syntes det er slemt når jeg er sammen med piger på under de tyve, for de er stadig børn, men det ser og føles forkert hvis jeg er sammen med en der er 50 og 60, for de ser ældre ud, men er stadig børn efter min levestandart” hans stemme havde fået, det fattede og rolige tilbage. ”Så dine trusler praler af på mig, men jeg må give dig ret i at, uanset om de er myndige her eller ej, så ja er det børn jeg er sammen med efter mit eget levemål.” Han øjne var ikke hadefulde, men de var forstålige for hendes udbrud.
”Jeg er dødelig ligesom mennesker, men jeres sygdomme har ingen effekt på mig, jeg er langlivet, men ikke udødelig, Jeg kan falde for en kugle, eller et sværd, men jeg er vanskelig at slippe af med” selvom han afslørede mere om sig selv en hvad godt ville være hvis det udviklede sig til en fejde, håbede han at han kunne sætte en smule frygt i hende, til at det ville få hende til at tøve.

”Hvis mine øjne ikke bedrager mig, så sælger jeg intet dyr der er sjælden, og jeg sælger heller ikke ud af militærets hemmeligheder” Han øjne var tilfredse, og han smilede en smule triumferende, han havde allerede fået det morskab ud af det som han kunne, og det som han ville, men valgte alligevel at spille med.
”Denne, han tog hans mobil op af lommen og smilede” er ikke militær, de ville ikke kunne forstå den på nogen måde” Denne gang lød han håndlig, ”mennesker er ikke klar til den endnu, og de bliver det sikkert heller aldrig, Den vil være et bevis på at der er ting de ikke forstår.”

”Åh jeg er godt klar over du ikke kan give mig den, det ville også være en forkert handling at gøre, meget forkert.” Hans øjne havde fået en mildere glød end før. På ingen måde lignede han en der ville hidse sig op, tværtimod lignede han en der morede sig måske lidt mere end hvad godt var.

”Jeg tager ikke fusen på dig, jeg er ikke den du tror jeg er. Jeg var her af en helt anden grund, men det er en grund jeg vil holde for mig selv.” hans stemme var rolig men smilet var venligt, men undskyldende. Som om følelserne først nu begyndte at komme frem.

”På ingen måde er jeg her for at bytte min billet hjem for noget.” han stemme var nærmest vred da han sagde det, men hvordan kunne hun vide at han ikke var hendes kontakt efter at han havde spillet med på den.

”Der er ingen direkte skade sket, jeg har ikke fået noget der ikke tilhører mig” hans stemme var venlig, ligesom smilet om hans læber
”Jeg tror desværre det bliver svært at glemme dette, som De selv sagde frøken, handel med sjældne dyr er en ulovlig affære, så det er begrænset om jeg kan lade Dem gennemføre dette møde med deres køber, eller bytter” Hans blik var blevet bestemt mere end det var før. ”Jeg er ked af det her, men jeg vil ikke være med som medskyldig ved ikke at forsøge at stoppe dig” Hans blik blev venligt.
”Så her er mit forsøg på at stoppe dig, om det så er ihærdigt nok vil jeg lade en dommer afgøre.” Han så rundt for at se om nogen lyttede inden han lænede sig frem ind over bordet, betragtede hendes øjne ”Træk denne handel, eller bytte tilbage, så der ikke bliver uskyldige fanget i det” da han havde sagt det så hun kunne høre det, lænede han sig tilbage.
Han rakte hånden frem efter at have sluppet hans indre energi, og lod energi hærde hans hud. Den tydelige forandring stod klart da hans lyse hud, blev om end endnu lysere, så den nærmest skinnede af sig selv. ”undskyld min muligvis voldsomme reaktion, men jeg troede det var et våben, og ville forsvare mig selv, man kan ikke være for forsigtig.”
”Et godt råd vil jeg give dig, fordi du virker som en person, selvom hun laver lyssky handler, men med et ærligt sind.” Han så ind i hendes øjne med et alvorligt blik ”Sørg altid for at have en dækidentitet, når du laver handler.” Han smilede kort ”Det er så dumt at blive fældet på sådan en fejl fordi der er en der vil sætte dig op” Hænderne blev lagt under hagen, ”Det er noget jeg lærte på den hårde måde.”

" Jason Stark...nice to meet you" blev der høfligt hilst. Navnet klædte ham. Hun havde engang læst en bog med en Stark i. Var det nattens hus ? Ja det mente hun...en eller to bind inde, kom en meget tiltalende fyr med selvsamme navn. Hun smilede automatisk. Navnet klædte ham, ja.
Men så begyndte samtalen at 'dreje rundt '.
Tal om at vade rundt i spinaten, eller taget bad i den !
Millicent var ubestridt champ, og efter at have givet en kilometer lang skide balle om det usmagelige i at tænde på børn, og hidse sig pænt meget op over det- fandt hun først ud af hvor meget hun havde taget fejl.

Det ville sprede sig over hendes ansigt at hun blev flov. Flov over at tage fejl , ilde til ode over at have dømt ham så hårdt , på ord hun havde fået i den gale hals.
Hun skammede sig, og det blev ikke mindre af hun synes at se et lille glimt af Jason Starks mere følsomme sind, i den samtale.

" 2300 år. Jeg tror jeg skylder dig en stor undskyldning" blev det første hun sagde.

" Du ligner en på min alder, og jeg er virkelig ked af at høre at ....kærlighed og den slags er et problem ." Hun bed let i indersiden af sin kind, og så kortvarigt ned i bordpladen.
DAMN det var uheldigt at hun lige fik brokket sig og pustet sig om på dét punkt, for hun havde været way off.Og hun kunne også godt glemme alt om Jason Stark skulle være vampyr, det billed passede ikke helt ind mere, følte hun, ikke efter han havde sagt han var dødelig." Hør....der er da masser af racer der ligesom dig , har levet i tusinde af år, og stadig ser unge ud....vær du kun glad for du kan nå at opleve så meget og så skal den rette pige nok dukke op, og det sker altid når man ikke venter det ! " smilede hun opmuntrende.


Hun ville vende tilbage til det emne,med hans race, for hun var ret nysgerrig af natur- og da han blottede en mere sårbar eller følelsesmæssig side , havde han gjort stort indtryk, men det måtte blive om lidt - først skulle forretning klares.

Jokke i spinaten ? check yes.
Bade i spinaten - igen ? Check yes.

" årh nej....er du ikke ham ! Det jo helt galt." Hun fulgte nysgerrigt med da mobil blev lagt frem. Hun rettede hagen op for at se ind i hans øjne, grønne som få.
" Mennesker....du siger det helt nedladen ! " hun rakte en hånd frem , for at ville røre ved den mobil ligende sag.Bare køre pegefingeren hen over den, hvis han ikke daskede hendes hånd væk - eller trak mobilen til sig.
" Fortæl hvad det er den kan ?" Tiggede hun næsten og var mere spændt end det lille bare juleaften. Lidt udfordrende smilede hun skævt til ham..." måske menneskene ikke er klar til den Stark, men JEG er....jeg er engel " tilføjede hun, som det ville være en revolutionerende information,der med det samme ville ændre spillets opsætning, helt.
Det var faktisk første gang hun spillede engle kortet ud. Hun gjorde ellers en dyd ud af at være en helt almindelig pige. Og siden hun ikke kunne få de åndsvage vinger ud, så var det også rør på sandheden.

Selv tog hun sin taske og satte ned mellem benene igen, da han gav hende ret i hun ikke skulle betro ham det lille dyr i tasken. Den rumsterede bag det rødlige læder, kunne hun fornemem af de små rystelser , tasken afgav.
Millicent fik store øjne og hendes hjerte begyndte at hamre, hårdt.
Han forvirrede hende. Stark smilede, var venlig....var hård og mystisk...sympatisk og sad han ikke alligevel nu og truede hende ? Hun måtte ikke gennemføre sin handle ?

" Hør....jeg ved du sikkert vil have en happy ending, men jeg er nød til at finde ham jeg skal bytte med, for han har den mobil jeg skal bruge. Den kan få forbindelse, når der ellers ingen er- og det kan være både ensomt Og farligt for mig, i skoven alene og natte." Prøvede hun at få ham til at forstå.
"Desuden er det ikke din sag det her - så må du bare være en god dreng og opføre dig pænt, ingen af os ønsker at nogen kommer til skade !" Prøvede hun at tage en smule kontrol...og lidt værdighed tilbage, efter alle hende små misforståelses uheld.

Hun var fanget af hans udseende ,der nu ændrede lidt på sig. En let sitren ved hendes underlæbe, angav at hun var anspændt. Hun kunne ikke beslutte om hun skulle begyndte at dø af skræk , eller hvad hun skulle mene om Jason Stark, der svingede mellem dette og...galant?
" Du lyser !" Røg det ud af hendes mund og hun lagde en hånd over, og så på ham med store øjne.
" hforfar ed du.." hun fjernede sin hånd så hun ikke slørede talen , og startede forfra igen ..." Hvorfra ved du at Millicent James ikke er et alias ?" Fik hun spurgt, men efterhånden havde hun indset at hun var en forfærdelig løgner, hun trængte virkelig til et kursus i hvide løgne!
Igen fik han lokket et smil frem, idet hans rolige kropssprog og afslappethed virkede sådan på hende.

" Okay...okay,..du har ret! Tak...det er et godt råd. Skal det så forståes sådan at Jason Stark også er et alias eller hvad ? " hun slap ham ikke med blikket.måske kunne de alligevel indgå en handel ?
" hør....fortæl mig lidt om dig, hvem du er....hvad du laver...og hvorfor ? Så lover jeg dig at jeg tager den lille Millie med hjem, når jeg forlader klubben. Deal ?" Prøvede hun at stille noget i bytte han ville finde rilfredsstillende.

”Det er også en ære for mig at møde en så speciel som dig” Han kunne mærke der var noget ved hende. Dog kunne han ikke sætte finger på hvad det var der gjorde det.

Han lænede sig frem og rørte kort hendes kind, for at vise at han ikke bar den nag over hendes skideballe. ”Hey det er menneskeligt at fejle” Han trak sig tilbage i stolen.

”Jeg har en høj alder det ved jeg” han klukkede.

”Jeg ville gerne kunne vise dig det” sagde han så. ”Vise dig hvem og hvad jeg er, men det kræver at vi forlader dette sted” sagde han så langsomt og sukkede kort og lukkede øjnene. ”Og hvis jeg viste dig det, ville du tro noget helt andet” Han hentydede til det møgfald han havde fået fordi hun intet vidste om ham, smilet der spillede om han læber var venligt da han åbnede øjnene.
”Jeg ved jeg ikke ligner en der er mere end to årtier men jeg kan love dig at jeg er” Han smilede venligt.
”Jeg syntes ikke det er så rart, Første, anden og tredje verdenskrig, kæmpede i dem alle” han så en smule ned. ”jeg så jeres verden gå til grunde” han smilede over hendes forsøg på at opmuntre ham det hjalp en smule. ”Nej du forstår ikke hvilken pris for mig det ville være hvis jeg fandt sammen med en af jer, jeg ville gerne have en familie, men det kan jeg ikke få, jeg høre ikke til på jorden, har jeg aldrig gjort.”

”Nej på ingen måde er jeg ham du søger og venter” Han smilede lidt til hende og så ind i hendes øjne da mobilen blev lagt på bordet.
”Jeg ved det, det er forkert af mig, jeg er mere jer end jeg er min egen” han sukkede over den sandhed i hans ord, så længe havde han nægtet sin sande natur, udover når han jagede, og nu var hans sind spillet. Han lod hende røre den og smilede lidt ”pas på med hvad du leger med.”
”Denne enhed er ikke meget mere anderledes end den du søger.” Han lukkede øjnene ”men måske er den stærkere” Han rakte ud efter den for at han kunne vise hende hvad den kunne når den kørte maksimalt. ”En Engel, jeg har aldrig haft en engel før” Han så tænksom på hende. Informationen virkede ikke som om den skræmte ham, men gjorde ham mere nysgerrig.
”Det er en langvejs kommunikator, med seks holografiske skærme du kan nærmest bruge den til hvad du lyster, for mig er det min billet hjem, jeg skal bare have et stærkere signal på den.

”Næh egentlig er jeg ligeglad med hvordan dette her det ender for dig, og din køber, eller bytter, hvad han nu end er” Hans stemme var rolig men nu med en tone der var kølig, selvom hans blik stadig var venligt, den egentlige grund til at han var ligeglad var egentlig at han ikke havde nogen relation til nogen af de to parter, han endte bare med at være det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. ”Hvis Du vil kan jeg se om jeg kan fikse noget sammen til dig, men jeg kan intet love” Han lagde hovedet en smule på skrå, det kunne være at denne enhed hun skulle have, var lige det han manglede.
”EN GOD DRENG!” For første gang så han forfærdet ud. ”EN GOD DRENG.” Han sukkede ”Jeg er bestemt ikke nogen dreng” sagde han ”i hvert fald ikke efter jeres levealder” sagde han.

Han vidste det kunne virke skræmmende når han satte sine forsvarsværker op og det krævede også energi, men ikke nok til at han blev svag. ”Jeg ved det, det sker ind i mellem, Lad dig ikke skræmme, der sker dig ikke noget.” han smilede opmuntrende til hende. Han ville ønske han kunne vise hende det, men det ville være mistænkeligt hvis han tog noget og forsøgte at skære gennem den nu diamant hårde hud.

”Du sidder overfor en der har løjet sig gennem livet siden 1905” Hans stemme var venlig og smilede. ”Samt den indlysende, som du selv ved, du lyver ikke særlig godt” sagde han så langsomt og grinte lidt over hende. ”Der er nogen ting man kan kigge efter, og ting man kan lytte sig frem til” Sagde han så.

Han betragtede hende smil en smule.

”Jeg har mange navne, nogen af dem er mere ægte end andre, men aldrig har jog brugt mit eget navn da det ikke passer ind her.” Hans stemme var rolig, men et smil spillede om hans læber. ”Jason Stark er et alias, ligesom alle mine andre navne.” Han klukkede ”Mit navn må vente lidt endnu.”
Argentum smilede roligt og klukkede ”Syntes du at du er i den position?” Spurgte han så langsomt ”Men jeg kan fortælle om mig selv, for høflighedens skyld” Kom der fra ham ”Jeg kan ikke fortælle dig hvem jeg er, da det er en sag ingen kommer ind på, før de viser mig at jeg kan stole på dem” Han løftede et øjenbryn for at gøre sig helt klar.
”Jeg laver ikke så meget, i stedet for at stå for kæmpe firmaer som jeg gjorde tilbage i år 2100 og frem står jeg og stiller mig til rådighed hvor den passer” Han så lidt ned ”Jeg har altid været hvad skal man sige et geni” han klukkede over det ”hvis man skulle tro aviserne den gang..” Han vendte blikket mod hende igen for at se om hun fulgte med ”Der gik rygter om et ungt geni som styrede det ene firma efter det andet, i et årti, hvorefter han forsvandt, for at dukke op på en high school senere.” Langsomt sukkede han ”Hvorfor jeg lever som jeg gør nu. ”hvis jeg bliver et sted for længe af gangen. Hvor jeg ikke kan samle energi, hvor mine levevilkår ikke er optimale kan jeg ende ud som død” sagde han langsomt og sukkede så.

"yeah ...ikke hver dag du møde en med lyst hår, vel ? " drillede hun. Millicent skænkede egenlig aldrig hendes engle gener den store omtanke. Hun følte sig mest som en helt almindelig pige, måske fordi hendes engle far forsvandt da hun kun var omkring de 6 år. Ikke engang sine vinger havde hun kunne få lokket ud af ryggen. Og nu var hun decideret små nervøs, for om det skete.Det måtte da gøre enormt ondt!

Over dem havde klubbens udstyr sluppet et lille kulørt hav fri. Små sæbebobler blev blæst ud i klase vis, og enkle dalede ned over klubbens gæster.
Den ene landede på Millicents kind, og blev punkteret da hans finger strøg kort over hendes kind. Hun rettede sig op i sædet og lænede sig tilbage, så det kølige sæde kunne mærkes på ryggen. Selv om handlingen var ubevidst , så ville han ikke længere kunne række ud og nå Millicent,der generelt var sky over for berøring. Ikke på en nerotisk måde altså , det var bare....hun havde set så ofte at grænserne for de ting skred, og så var det langt lettere helt at undlade at blive fysisk.
Det var dog dejligt at han ikke bar nag , og med et lidt betuttet udtryk noterede hun sig at han havde let til at tilgive , og det var jo en god egenskab.

Se ...nu blev hun alligevel fristet, og det ville kunne ses i hendes øjne.Små klare gnister af nysgerrighed der blev pirret. Hvordan skulle hun lade den mulighed gå forbi sig ?

" Det er ligefrem nødvendigt at vi forlader stedet? ...sålænge du ikke tror vi skal ned i en mennesketom gyde og trække dine bukser af, så vil jeg da gerne gå med dig" nu var smilet drillende, selv om ordene var bøjet i neon.
" ...men jeg skal så lige drikke ud først " hun fiskede efter sin rom, og trak den i land igen, for at lade sugerør lægge sig mellem hendes læber, og suge til.
Så måtte hun gå på promille afmagring en anden aften, besluttede hun sig for.

Der var stor alvor og mange sorger ved at have levet længe, det havde hun indset ved at hænge ud med Auriel. Han var ikke let til at få i tale om tingene, og Jason Stark var heller ikke en åben bog, men hun forstod godt trangen til at holde visse ting, lidt tæt på sig.

" Det må have været forfærdeligt...alene en enkelt krig, og du har kæmpet i dem alle. Og overlevet wow.... Men du må have mistet mange undervejs , folk du elskede " kom det stille.
Hun var besluttet på at finde ud af Jasons race, om det så blev til hun fulgte med ham, eller skulle presse det ud på klubben ? Men hun ville ikke give slip på det nu.
Ikke med al den spændende historie,der bare ventede på hun fik nys om den.

" sååå alle Mars mænd er ikke grønne , når det kommer til alt. De er ...selvlysende ?" Det var nu ment som en joke, fordi han sagde han ikke hørte til på jorden, og så HAVDE Stak jo haft en weird hud, lige før. Måske havde hun med en mutant at gøre eller en cyborg? Argh...hun vidste al for lidt om de ting.
Hvis han var en cyborg, ville han så kortslutte , tømte hun sin drink ned af ham ? Hun vippede lidt med sit drink, rystede den -så isterningerne klirrede mod hinanden , i det høje glas.


Efter at have slået fast han ikke var hendes Ebeneezer, manden hun skulle bytte med, skulle hun finde ud af what to do about it? Hun burde jo bare tage afsked, Og søge efter den rigtige mand- men hans mobil var for besnærende og spændte ben , for en mere rationel tænkning, lige nu da. Og hele manden var jo et stort mysterie. Og Millicent var så glad for eventyr.
Fingrene gled over mobilen, på magisk vis. Der var rigtig mange knapper og touch steder.

" Skal nok passe på" lød det distræt. Man kunne så let komme til at trykke på noget. Og da hun nærmest ved et uheld trykkede på et grønt felt , så skød et billed op fra den, et hollogram og Millicent spærrede øjnene op. " ups" mumlede hun og viftede med hånden, for at forsøge få billedet til at opløse sig.
"Jeg synes ikke du er forkert Jason Stark, men jeg synes du er nød til at fortælle mig hvor du er fra " lød det opmuntrende. Millicent var ikke en pige der løb med sladder, Og hvad han fortalte ville blive hos hende- hvis han ønskede det sådan.

" HAFT en engel ? Du HAR ikke en engel nu " begyndte hun at le, uden helt at forstå .Hun var sikker på han bare havde valgt et random ord, men hun havde nu alligevel brug for lige at understregede den del.
Jason kastede så mange sætninger ud, og de bredte sig alle til flere spørgsmål. Som hans 'jeg skal bruge den til at komme hjem '.Millicent lavede en lille trutmund, imens tankerne løb rundt.

" Hvis du kan hjælpe mig, vil jeg være taknemmelig. Jeg har ikke rigtig penge, men jeg kan give dig frisk fældet vildt ? Den slags der ikke er forurenet. Og måske...også penge , hvis jeg får solgt den lille Millie " forklarede hun , bare så hun ikke stod med kæmpe regning pludselig, som hun ingen jordisk chance havde for at kunne betale.

Hun havde kaldt ham en god dreng, og for første gang havde Jason Stark en reaktion, der fik ham til at se forfærdet ud.Millicent kom til at smile...
" Er det ordet GOD eller DRENG du protesterer imod " kunne hun ikke modstå at drille, da hun lænede sig frem igen og gav det endnu et skud ..

" Så du en virkelig GOD MAND Stark.....bedre ?" Hyggede hun sig.

Tasken var blevet stille , nede ved Millicents fødder. Det kunne tyde på det lille syngende dyr var faldet til ro, og måske enda i søvn.
Hun vred sig en smule i sædet, da Jason så lige igennem hende , og synes at more sig lidt over hende.

" Hmm I see...jeg skal arbejde på mit pokerface, og finde et dæknavn , til næste gang vi mødes " rynkede hun på næsen og smilede forlegent, for hun vidste at han havde helt ret.
Det skulle dog ikke stoppe hende i at tage chancer, og selv om hun lige nu var spillets 'underdog' så havde hun masser af gåpåmod .

" Ja da. Hvorfor skulle jeg ikke være i position til det ?" Skød hun udfordrende afsted, men han havde vist allerede besluttet at føje Millicent , bare en smule.
Hun lyttede og fulgte nøje med i hvad han gav hende af information.

" Så du er forretningsmand ....og lidt af et geni !" Slog hun fast, og var ved at dø over hans sidste sætning, for hvad mente han dog ?

" OK Stark....this is IT! Nu har du leget længe nok med min nysgerrighed, og de der brød krummer du smider min vej , de mætter den slet ikke, at du ved det.
Og siden min kontakt sikkert tror jeg ikke er dukket op, og derfor er smuttet igen - så tror jeg du på en måde skylder det lidt - SÅ nu smutter vi ud herfra " ønskede hun og begyndte af vifte nogen sæbeboble væk fra hendes hår, som hun mistænkte var ved at bygge rede deroppe.

" Der er noget helt ...anderledes ...ved dig og ....kan vi finde et sted du kan fortælle mig lidt mere?" Der var altid parker og roligere små værtshuse agtige .

”Haha nej det var nu ikke lige det jeg mente, men alligevel sandt” Hans blik var nærmest smilende ligesom det han havde om læberne da han svarede hende. Alt det han havde ændret ved sit liv siden 3. verdenskrig gjorde han ikke så tit mødte mennesker, andet end når det nærmest var uundgåeligt.


Da hun lænede sig tilbage reagerede han ved at trække hånden til sig, ligeså hurtigt som hun rykkede sig, ikke i forskrækkelse men for at acceptere at han havde overtrådt en grænse hos hende. ”Det er jeg virkelig ked af” Han så undskyldende på hende og lagde hans højre hånd mod sit bryst med en knyttet næve. ”Det var ikke fordi jeg ville træde over dine grænser, det var en gestus for at vise at det egentlig var okay at du gav mig den omgang før” Han søgte om tilgivelse hos hende.


”Jeg har brug for et sted hvor der ikke er andre der kan se det, da det jeg vil vise dig er en hemmelighed jeg regner med at du tager med i graven.” Han løftede et øjenbryn da hun nævnende det med at smide tøjet.
Han havde brug for, ellers ville det kræve at han skulle ud og købe et nyt set dagen efter. ”Jeg lover dig, og du får lov til at tage fra mig, hvad jeg tager fra dig hvis jeg skader dig.” Hans stemme var ærlig, der var ingen bagtanker overhovedet. ”Men for at vise dig det, og hvorfor jeg kan vokse ved at stå stille. Det jeg gør, ville fjerne mit tøj under alle omstændigheder” Han trak op i hans Jakke og skjorte, under det var der ikke den hvide hud, men snarere et sort ærme fra hans kampdragt, hvilken han altid bar, da det var det sæt tøj der gjorde at hans forvandling ikke lod ham stå nøgen da det voksede sammen med hans krop, på grund af den Micro fiber teknologi det var designet i. ”Jeg vil ikke smide tøjet for at skade dig, men mit tøj ville ikke kunne rumme mig når jeg først er vokset.” Han vidste ikke hvordan han skulle forklare at han forvandlede sig til en 2 meter høj drage menneske hybrid. Uden at afsløre det, måske skulle han være ærlig. ”Jeg vil vise dig min sande form, den jeg skjuler for alle”
”Du er velkommen til at drikke ud” Hans stemme viste ingen tegn på irritation, han sad tålmodigt og ventede, tilbage lænet. ”Det er ikke noget vi skal nå inden for de næste sekunder” smilede han så langsomt.


”Nej har også mine tricks til at overleve” Han smilede ”Jeg er… Eller var næsten skudsikker” Han lukkede øjnene og tænkte tilbage på hans tid på jorden og hvordan den havde svækket ham fra hans ellers gloværdige kræfter var svundet ind siden han landede på jorden. ”Mistet mennesker Jeg holdt af, venner der døde i mine arme, folk jeg stolede på” han klukkede lidt ”Allierede der blev til fjender, alt sammen på grund af min levealder” Han åbnede øjnene igen da han talte færdigt.
Jo mere tid han tilbragte på klubben jo mere kunne han mærke hans dyriske side røre på sig, havde han virkelig lyst til at gennemføre dette. Hun havde jo ikke på noget tidspunkt lagt skjul på hun fandt ham interessant, og ligeledes gjaldt det den anden vej rundt.
Nej han måtte lægge bånd på sig selv, han kunne jage senere, hun var ikke frokost, hun kunne vise sig at være en for stor mundfuld.

”Marsmænd er forkert, jeg er ikke Marsmand, du skal lidt… Noget længere væk” Han gik med på hendes drillerier men kom også med nogle flere informationer om hvor han kom fra. ”Nu spørger jeg bare.. Hvis du skulle gætte på hvad tror du så jeg er, udover en mand.” Han var nysgerrig efter at vide det.


Han betragtede hendes fingre der gled over mobilen og smilede lidt.

”Tak det ville være dejligt, som sagt er det min billet hjem… Måske hvis jeg kan få en lidt større rækkeviede på signalet” Han betragtede hende da hun fik tændt for en af holo skærmende. ”Lad mig” Sagde han med en venlig tone og lukkede ned for skærmen.
”Jeg er ikke af denne verden, jeg kommer fra et sted vi kalder Dragonia, i jeres nutidige sprog, men vi kalder det selv for Dracones patriae, Vi har studeret jorden længe fordi vi har overvejet at kolonisere den, men vi har ikke de betingelser før nu som kræver vi kan leve her, og selvom de er her nu, er det kun svagt, så vi ville miste meget af vores styrke.” Svarede han hende. ”Vores navn er Homo Draco, Men i dagligtale Dragonians i flertal og Dragonian i ental” Han så bestemt på hende ”Jeg forventer ligesom min forvandling og hvad jeg er… Du tager det med dig i graven.

”Jeg har ingen engel det giver jeg dig ret i, men mit ordvalg er fordi, jeg har levet her så længe og været sammen med lidt af hvert siden vi landede.. Men aldrig en engel” Han vidste ikke hvordan han ellers skulle forklare det.

”Jeg forventer ikke andet end at du passer på den. Da det muligvis bliver den eneste af sin slags” Han så på hende mens han talte og lænede sig frem ”Men jeg har brug for nogle ting, nogle af dem skal jeg nok sørge for, andre vil jeg bede dig skaffe” Han vidste at det ville blive noget af et projekt han ville kaste sig ud i og håbede han kunne lave en på kortere tid der kunne leve op til hendes forventninger. ”Grunden til jeg ikke forventer nogen form for betaling er at du skal sørge for de materialer jeg beder dig om at skaffe, og de udgifter er hvad du skal stå for”

”Begge. Jeg er ikke god, og jeg er ikke en dreng efter jeres levestandart” Han smilede da han sagde det ”Mand måske.. Men langt fra god, Jeg har ikke kun dræbt i krig, jeg har gjort hvad jeg kunne for at overleve” Han sukkede over de ord. ”Jeg er måske mere monster end mand når det kommer til stykket.


Han kunne ikke længere høre dyret i tasken. Hvilket egentlig irriterede ham, det var det der havde gjort han havde fået sin opmærksomhed på hende, ellers havde han nok fundet middag i stedet for en samtale.


”Det ville være en god idé, hvis du gerne vil overleve i den branche du bevæger dig i” Han stemme var rolig, ”Dæknavn overfor mig er unødvendigt, så længe jeg kan genkende dig” Han smilede lidt.
Jo mere han fik hende til at undre sig, og jage ham, mens han sad og morede sig over hende, desto mere nød han hendes selskab, han var begyndt at åbne op for nogle ting om ham selv som han sjældent gav fra sig.

”Hvorfor du ikke er i en position til at forhandle om sådan noget, Fordi du sidder med et dyr til videre salg, og jeg intet har gjort andet end at snakke med dig, hvad min militære hemmelighed, som min mobil heller ikke ligefrem er, så kan du ikke forhandle men jeg ville kunne afpresse” Han smilede venligt ”Men jeg vælger at gå med til din forslag fordi jeg vil se om jeg kan stole på dig, Du kan vise dig at være nyttig”

”Jeg var, er ikke længere, Geni kan jeg ikke løbe uden om den her er bevis på det” han tog mobilen da han sagde det sidste.
”Jeg kan ikke gøre for du er uopmærksom” Gav han igen oven på alle drillerier fra hendes side af. ”Men jeg syntes vi skal komme afsted så, hvis frøkenen er klar til det” Han rejste sig og sprang sæbeboblerne der havde samlet sig ved ham.

”Jeg tror ikke det er sikkert for mig på et værtshus. En park er nok mere det sted der ville passe bedst” Han smurte hans ærme op igen og lod energien der beskyttede hans hud forsvinde så hans fik den blege kulør tilbage. ”Jeg har noget jeg skal vise dig inden vi går, det vil hjælpe med at forstå hvorfor jeg skal have tøjet af” Han samlede energi nok til at han kunne lave en lille flamme i hånden som kun Millicent og han kunne se. ”Jeg ville flå eller brænde mit tøj i stykker”

Det var lige før Millicent fortrød at hun havde vist så åbenlyst , at hun var et no go hvad angik berøring. Det var jo ikke fordi hun ville eksploderer eller få traumer , hun var bare mere sky end flertallet. Især fordi kærtegn og søde ord, havde det med at blive tildelt i flæng...til alle...og dermed miste den særlige glans de engang lå over dem. Den glas kunne Millicent nemmelig godt lide, og hun ville hellere undvære det overfladiske og de tomme skaller, for et glimt af det særlige skær, i ny og næ.
Men hun ønskede jo ikke at såre andre i den proces, og han så helt fortrydende ud nu.
Hun skyldte sig at smile til ham, tværs over bordet og ryste velmenende på de blonde lokker , der fik hestehalen til at lave et par tunge sving.Han skulle lige forsikres om at hun ikke var irriteret på ham, eller noget andet.

"nej nej...det ved jeg godt , tænk ikke mere på det ! Jeg er bare ikke så ...fysisk eller så ivrig efter komplimenter, som mange andre kvinder , og jeg ved at det bare var for at vise du ikke holdte mit lille 'misforståelsens uheld' imod mig " sikke de begge kunne fjolle rundt i det, smilede hendes øjne til ham.

" ja, du må nok heller slukke inden jeg har trykket på knappen " smilede hun skævt, og fulgte med i hans hændernes bevægelser, med mobilen.
Noget ved han fik hende til at stole på ham. Måske han mindede hende om en hun engang havde kendt ? En smule om General Zolner. Blød og hård på samme tid, og gav kun tilpas med oplysninger til lige at fastholde interessen. Millicent kunne høre han ikke havde sleske bagtanker, men da Han begyndte at trække op i skjorte og jakke blev signalerne mixed og hun kastede sig ind over bordet for at hive ned i hans tøj igen.

" Du gode Stark...du smider det ikke HER" himlede hun op, indtil det gik op for hende at den stakkels mand bare skulle vise hende , hvad han bar underneden.
Et par tæt ved dem, hvisked noget til hinanden og de grinede begge to, imens deres blik lå skiftevis på Jason og Millicent.

" Great ...,nu tror de vi har noget kørende ! " små brokkede hun lige men blev igen opslugt af hans fortælling, og hun indvilligede i at gøre som han ville..

" Ok...jeg følger med og jeg lover ikke at sladre om hvad jeg ser, i promise " lovede hun ham.
Den eneste hun kunne tænkes at tale med om de ting, ville være Auriel- og hun anede ikke hvor eller hvornår hun ville støde ind i ham igen. Det var ikke fordi de gik synkroniserede deres kalendre ligefrem.
Jason Stark flirtede ikke, ikke med hende - men Millicent kunne ikke stå for at drille ham en lille smule. Hun havde derfor et drys af dril i sin stemme , da hun rakte efter sin drink og sagde før læberne tog sig af sugerøret...

" Du vil ikke smide tøjet for at skade mig- men dit tøj ville ikke kunne rumme dig når du først er ....vokset? Er det ikke at prale...bare lidt ?" Sendte hun ham et drillende blik, før hun flyttede sit blik til de nu næsten opløste isterninger.

Han virkede....moden ...autoritært...det var noget i hans brug af ord, og måden han synes at dikterer hende, uden egenlig at gøre det.

" Godt...jeg drikker ud så " adlød hun.
Med hoved lidt på sned fangede hun sugerøret og sugede til, imens han legede med begrebet marsmænd.
Læberne trak sig op i et grin, hvorfra kunne hun vide han ikke bare jokede nu.

" Oh i see...længere end Mars? Så håber jeg godt nok ikke du er på cykel? ...ømme baller du ved " *slurp* lød det da hun ramte bunden af sit glas, og pressede læberne sammen, for at få glæden af de sidste dråber med også.

" Hvad jeg tror du er? Det er næsten ligeså slemt at gætte om , som en piges alder" drillede hun mildt. " Men...jeg tænkte vampyr først - den ide er dog droppet helt. Cyborg eller mutant af en slags- det er virkelig svært at gisne om " indrømmede hun sine manglende færdigheder .

Millicent rynkede let de lyse bryn, da Jason Stark begyndte at forklare , hvem han var og hvor han var fra. Helt ærligt ....hvordan burde man lige reagerer på det her ?
At verdenen var fuldt med mutanter og sjove sager ,det var jo naturligt nok med al den radioaktivitet...men ham her var en helt anden sag. Fra en anden planet ligefrem! En forvirret hånd røg op , og Millicent gned et par fingre over de usminket øjenbryn. Hun var lidt stunnesløs, da hun endelig klemte nogle sætninger ud.

" Du er en ...Draconianer ? Fra en anden planet, det Er det du siger, ikke ? Geez Stark- en smule dramatisk ikk? " mumlede hun og havde lagt håndfladen mod sin kind- mens hun en tid bare sad og stirrede målløs på ham, og prøvede at fordøje hvad det var han bad hende tro på.

" Hør...jeg indrømmer det er en stor mundfuld du giver mig her, men jeg er tilpas nysgerrig til at følge med og se med mine egne øjne, hvad du kan - om du får mig overbevist. Og min mund skal nok tie stille med din hemmelighed, ellers kommer de nok og henter mig til en tvangsindlæggelse anyway" ingen tvivl om det ville vække opmærksomhed med andre planeter og den slag, ville hun gå og pippe om omkring dette.

Millicents tænder bed fat i indersiden af sin kind, ved lyden af Hans suk.
" Jeg synes ikke du minder om en monster, men en meget flink mand " sagde hun stille, og brynene trak sig yderligere sammen. Han virkede sød og det bekymrede hende hvis han opfattede sig selv som en monster.God og ond var ikke let at definerer, begge sider havde et utal af nuancer.

" Jeg tror nu du ER god " blev hendes konklusion, ihvertfald havde han udelukkende været sød og galant over for Millicent. Og hans mange egenskaber skinnede også igennem ,i deres samtale - så hvad der skulle gøre ham ond, kunne hun ikke få øje på.

De øvrige observationer af hans , kunne Millicent ikke sige ham imod.Jason Stark havde fået ret i dem alle- dem der omhandlede Millicent og den lille Millie i hendes taske. Og også med hensyn til dæknavne og når hun forsøgte lyve.
En tanke blev sendt til Calvin og Maria , hendes forældre- Hun håbede ved gud ikke hun var blevet opkaldt efter den lille Millie i tasken, da den måtte toppe listen for uglyness, når det kom til det ydre. Med bagdelen skubbede hun sin stol ud, da hun rejste sig op. Hun hankede op i tasken, og samlede sit mod sammen.

" Ready to go Mr.Stark, when you are" smilede hun og gik over ved hans side.
"Det jo ikke hver dag man er heldig at komme i selvskab med et geni" pillede hun lige lidt ved hans ego, ved at bruge en ironisk tone. " jeg skal nok få skaffet de dele du mangler, og så må vi se hvor meget geni der er i dig" lød udfordringer, selv om hun egenlig regnede med at han ville kunne- hvis blot han satte sig for det- at skabe den stærke mobil agtige ting.

" så napper vi parken !" Hun lænede sig en smule tættere på ham, for at tage et look, ned i hans håndflade. Hun spærrede øjnene op, da en lille flamme flakkede der.
" Du ville brænde dit tøj ? Gør det så ikke ondt på dig !" Lød det bekymret , han skulle jo ikke have smerter , alene for at bevise noget for Millicent.Hun pustede instinktivt til ilden, for at slukke den.

De forlod stedet, og retningen var sat mod byparken.
Luften var forsat lun , og hun var glad for lugten var varm Og afslappende uden for.
Den mindede hende om Auriel. Hvor mon han var....og hvad mon han lavede? Og med hvem, pev hendes tanker.

" Du...Stark ? ....hvad mente du egenlig med at i ville koloniserer min jord ? Hvis det er planer om at overtager , så er du klare over vi er nødsaget til at bekæmpe jeres forsøg på dette, ike? Hvor mange af din slags , vil du tro er på jorden nu? Og hvordan har du fået den krop...er din menneskeform medfødt, eller skifter du ud jævnligt, for at have en frisk 'bolig' " lød det nysgerrigt.

Hans noget voldsomme reaktion kom ved at han følte at han havde trådt over en personlig grænse og ved at trække sig undskyldende tilbage var mere eller mindre for at vise at han ikke havde gjort det for at være modbydelig. Derfor fortrød han nu sin handling, det havde sikkert været anderledes hvis han havde brugt ord for at vise hvad han mente.

”Det var ikke for at komplimentere dig eller for at give dig kærtegn, min grund til min handling var af trøstende årsager. Du følte dig skyldig over at have dømt mig til at tænde på børn” Mens han talte holdt han blikket på hende, ”Jeg ville vise at du ikke skulle føle dig skyldig i dine beskyldninger, du dømte mig fra de oplysninger du havde.”


”Så længe du ikke piller ved noget der ville få mig til at skulle slå dig ihjel” Kom det så drillende fra ham ”Og tro mig jeg ville ikke tøve” smilede han da han pakkede mobilen væk.
Han så overrasket på hende da hun kastede sig ind over bordet, og inden han nåede at reagere på noget som helst sad han stivnet da hun forsøgte at stoppe ham med hans bevægelser for at vise hende at selvom han ville blive nød til at tøjet kom af, ville han ikke afsløre noget af hans krop som hun ikke allerede havde set, det eneste der ville forblive synligt at hud var hvad hun allerede kunne se.

”Hvad er det du laver?” Spurgte han da hun himlede op, Hans blik var overrasket Han skyndte sig at sætte hans tøj ordenligt og så på hende ”Dæmp dig nu..” For sent han kunne se parret der grinede. Hans blik blev vendt mod Millicent igen.

”Den vil jeg ikke bære på mine skuldre, jeg ville vise dig det stykke tøj der passer til mig selv efter jeg er vokset” sagde han kort og lænede sig tilbage med et smil om læberne. ”De kan tro hvad de vil, og hvis det ender med rygter, så ved både du og jeg at dette der lige skete, var en misforståelse” Han lagde hænderne på sine lår. ”Der har jo heller ikke ligefrem været noget der antyder på noget forhold mellem os” Kommenterede han så langsomt med blikket vendt mod parret, lige nu havde han lyst til at sætte lidt mere fut i dem så de fjernede sig.

”Tak.. Du kan få lov til at tage min mobil hvis jeg gør noget for at skade dig, men jeg kan ikke love du ikke kommer til skade ved et uheld, som i at du ikke holder en sikkerheds afstand på minimum 5 meter under min forvandling.” Han så på hende ”Det kan være du skal lidt længere tilbage, men vi skal sørge for du kan se men ikke kommer til skade.”

På intet tidspunkt havde han forsøgt at komme direkte ind i livet på hende, på nogen måde, hverken ved flirt eller ved at andre muligheder, han så hende som et individ at hvis kortene blev spillet rigtigt, ville der kunne komme nogle sjove og spændende samtaler ud af dette møde.

”Jeg vokser en hel del når jeg er færdig” Sagde han langsomt og smilede ”Men jeg behøver ikke at prale eller vise mig for dig” Han forsøgte at give igen med samme skuffe. ”Jeg forsøger skam ikke at prale, det er ikke nødvendigt”

Måske havde han beholdt nogen af de ting han lærte gennem sin opvækst, nu hvor han tænkte tilbage over den tid, inden han landede på jorden og mistede sine fem besætningsmedlemmer, savnede han sit hjem sin familie på Dracones patriae.

”Det ser jeg frem til at du gør så” Grinte han og ventede på at hun ville blive færdig, han gjorde intet for at skynde på hende, men ventede med stor tålmodighed.

”Nej jeg var heldigvis ikke på cykel, men ud fra mine rester af mit transportmiddel så har jeg bygget min mobil, og det er også, hvis jeg kan få nogle af delene til at fungere din” Sagde han så langsomt lukkede øjnene da hun tog de sidste dråber af hendes drink.


Argentum kunne se han havde givet hende noget at tænke over, og han smilede lidt over det. Nu morede han sig om end endnu mere end før, som om at de informationer og fortællinger han kom med snart ville have brudt en normal hjerne sammen med, det var rart at se en der kunne rumme alt det han fortalte, men han var også sikker på at hun ville undre sig over om der så var andre væsner derude, på andre planeter end deres to.
At se hvordan hun forsøgte at kapere det fik ham til at smile, for nu morede han sig, nok mere end havde gjort før hele aftenen. Hans læber kunne ikke skjule et tilfredst smil længere, ligesom hans øjne også gav ham væk. Hans hænder lagde sig i hans skød, ligesom hans blik faldt ned for at skjule hans morskab over hendes reaktion.

”Fra en anden planet ja, med andre som min slags… Jeg kan sige så meget det er ikke noget jeg til dagligt går og praler med, det er et kort få har fået at se” Han klukkede over sig selv og over hendes hænder da de lagde sig på hendes kinder, hans vejrtrækning var også blevet uregelmæssig da han forsøgte at skjule en latter nu. ”Men ja jeg er hvad i ville kalde en marsmand” sagde han så langsomt med et smil om læberne da hans blik igen blev vendt mod hende.

”Hey jeg tror gerne det er en masse information, og især hvis man er snæver synet, eller ikke tror på Aliens.” Hans blik faldt igen på hendes ansigt, han nikkede han skulle nok vise hende, hvad han var så hun blev overbevist. ”Jeg håber din mund er lukket, vi skal vel ikke have du bliver ædt. Så jeg får min første engel” Det han sagde, var bare en tom trussel men han ville have hende til at tro at hun ikke ville slippe godt fra at åbne munden så hans hemmelighed slap ud. ”Du har ret, folk ville sikket tro at du er gået helt fra forstanden, gående omkring rablende om rumvæsner på jorden” Han nikkede, sådan havde det jo altid været.

”Jeg kan godt forstå du ikke kan se at jeg minder om et monster, men jeg kan love dig, Jeg er et monster” Hans rolige stemme var blevet en smule hårdere. ”men det er fordi du ikke har set de Ugerninger der er gjort af mig” Hans tanker røg tilbage til sidste gang han havde jaget, mon ikke manden havde haft en familie at vende hjem til, og nu fik de aldrig afklaret hvad der var blevet af ham.

”Du tror jeg er god” hans slap en latter fri ”En mand der har slået ihjel for egen vinding, en mand som er blevet overfaldet med knive op pistoler og blevet kaldt et monster fordi våben prallede af på min hud” Han så på hende med et blik der lyste af smerte, ”jeg har gjort et utal af ugerninger for at overleve.” Hans stemme knækkede, for første gang siden 3. verdenskrig sluttede, knækkede han sammen, tankerne der var røget gennem hovedet på ham havde været for overvældende.

”Jeg blev født klar… Eller jeg blev ikke født, jeg blev klækket” Sagde han så langsomt og så på hende da hun stillede sig ved hans side. Det gav ham mulighed for at måle hende højde og studere hende en smule mere.
Argentum smilede over hendes drillerier med at han omtalte sig selv som et geni. ”Jeg ved ikke med dig, men jeg har taget diverse uddannelser på de forskelige top universiteter” Han betragtede hende. ”Jeg skal se hvornår jeg får muligheden for at se på det, og lave den til dig, men det kommer nok til at foregå ved min eneste faste lejlighed, som jeg kun bruger til at opbevare mine minder, jeg er der aldrig rigtigt, men det er mit fristed, men der skal du aflevere de ting jeg beder dig om” Han blik faldt lige frem og da han stod stille lagde hans hænder sig bag på ryggen så han næsten stod rank.

”Okay bare der ikke er overbefolket hvad ville de ikke ende ud med at tro, en fyr og kvinde, og jeg der bliver nødsaget til at ja smide tøjet.” Han skubbede billedet væk uden at tale færdig, han vidste det var en nødvendighed at smide tøjet, da han voksede fra 1,85 til 2,10 og blev egentlig kun større, samtidig med hans vinger og hale. Det ville ødelægge hans tøj helt og holdent. Han så hun spærrede hende øjne op og igen smilede han ”jeg kan også med jord, vand og luft. Men ilden er nu det der er mest diskret” Sagde han så langsomt ”Det kan være en lighter” Tilføjede han.
”Nej det gør ikke ondt på mig, normalt er vores forvandlinger ikke så voldsomme, men vi vokser afsindigt meget og hurtigt, så det er kun vores specielt designede dragter der kan følge med.” Han sukkede han åbnede for meget op og tog alt spændingen ud af det hele. ”jeg ville brænde mit tøj op ja, men ville ikke selv mærke det, det ville sprække samtidig mit tøj altså” Sagde han så. Han slukkede flammen da hun pustede for at slukke den.

Han var stille og rolig fulgt med hende da hun førte dem i retning af byparken.
Varmen generede ham en smule, ikke mere end kun stak i hans hud på grund af det, men det var stadig ikke det værste han havde oplevet.

”Vi er ved at blive overbefolket, og søger planeter der har levevilkår for os” Sagde han så kort ”I ville ikke have en Chance hvis vi valgte at angribe der bliver jeg nød til at skuffe dig, du har vel ikke en skarp genstand så kan jeg vise dig hvorfor” Han ændrede hans hudtone igen så den næsten lyste op.
”Jeg er den eneste af de 6 vi tog ud for at undersøge jorden, vi styrtede ned og jeg mistede min besætning og min mage i det styrt, og jeg har været strandet her siden, i en tid hvor i ikke var i nærheden af vores teknologi, og i er stadig flere år fra den, Derfor kan jeg ikke komme væk igen” Da hun spurgte ind til hans menneske krop grinte han ”Det er den jeg blev klækket i og sådan jeg så ud indtil jeg blev myndig og kønsmoden” sagde han så langsomt. ”Vi har to former når vi når vores myndighed, Denne her vi kalder den vores lave krop, da vores udviklede og voksne krop er lidt bedre egnet til at leve. Men jeg har lagt mærke til at jeg har fælles træk med nogen jordiske væsner” sagde han og hentydede til hans tilspidsede øre.

Spinat groede nærmest på hendes fødder.Millicent vidste at han ikke lagde an på hende, der havde hverken været ord eller blikke ,der kunne ledes til at tro det. Han havde virkelig ikke gjort noget galt, andet end at leve i denne verden hvor det var så normalt at kaste sig over hinanden, uhæmmet. Og det fik piger som Millicent til at være mere ....tilbageholdende ...med de her ting. Selv de små berøringer der ikke havde romantisk islæt. Hun var faktisk bedre til at give dem, end at modtage dem- selv om hun ikke just overvandede de mandelige planter med kærtegn.

Bedre kan man ikke sige hun klarede sig, da hun brillierede i at misforstå hensigten, og måtte stå korrigeret igen, da Jason begyndte at trække op i tøjet.
Denne gang blev hun stigmatisert med den afsløret rosa nuance, over hendes kindben, der gav væk hun blev lidt pinlig berørt , over sit impulsive stunt.

" Nååå...jamen det kunne jeg jo ikke vide, vel . Huske lige på jeg er SÅ meget vant til at mænd bare trækker deres tøj af foran mig !" Kom humoren til hendes forsvar og hun små grinede. " Nej du gode - intet har da antyde vi er et par...udover dette lille optrin, og det kommer næppe i avisen....med mindre du er en kendis altså?" Ellers ville der nok ikke være meget sladderværdi i de to sammen, da Millicent selv var ganske anonym....sådan da.
Hun havde naturligvis gode forbindelser til en ærkeengel, til en mafia boss og til Dust.
Men det stod jo ikke tattoveret i hendes pande, såå.


Hele snakken om at smide tøjet , 'vokse sig stor' i den forbindelse - og så at Millicent skulle i en sikkerheds afstand på 5meter for ikke at komme til skade, fik helt forkerte og helt enormt sjove billeder til at vise sig, i hendes livlige fantasi.
Som når en lang greb bliver holdt til siden og pludselig kommer svejende ud med stor kraft - når den slippes fri , og fejer alt væk der står i dens vej.
Sådan fik hun assosiationer til Jason der skulle smide bukserne og ...ja...så ville det være noget andet der blev sluppet fri - og tanken om hun skulle i en fem meters sikkerheds afstand ( uden pral ) fik et meget muntert smil frem på den unge piges læber. Det var lige til en voksen Disney film det her- men denne gang VIDSTE hun godt ,det ikke helt var sådan han mente.

Årh gud HAN var da spændende, som en levende film at være i selvskab med. Og også rimelig klog! Millicent himlede med øjnene..
" Jeg er omkring tyve år og lever af de rene dyr jeg kan skyde med min bue og pil- hvor mange forskellige uddannelser tror du lige jeg har ?" Hun havde kun sin skolegang, og intet andet, men alligevel havde Dust tilbudt hende at arbejde sammen med hans forsker hold. Hun var nysgerrig, stædig, kreativ og ønskede at udvikle ting der kunne gøre verden til et bedre sted. Hun overvejde at sige ja til tilbudet- men holdte en smule igen. Auriel havde bestemt ikke bifaldet det. Ikke at de var hans sag...but still.

Alt snakken om marsmænd og udklækning, var noget af en elefant at sluge.
Så Millicent besluttede bare at slikke og små gumle lidt på den, istedet for at skulle sluge den helt i en enkelt mundfuld.

" Godt...jeg tror dig, og vil gerne se ...hvad det nu lige bliver til" spidsede hun læberne , og var begyndt at blive en smule eftertænksom.
Fantasien rakte ikke til at forstille sig eller gætte, hvad manden helt fablede om, trods verdenen var et sted med mangfoldighed og mutationer- havde hun haft en meget beskyttet opvækst, og udenoms planeter havde aldrig ligget på Millicents skema at skulle lære.
Så på det her område ,var hun ganske uvidende.

" Det lyder spændende men også lidt ...sørgeligt." Millicent lod det hele køre et par omgange mere igennem hendes tanker, før hun prøve de at humle lidt mere af hans info til sig.
" Så...du har mistet alle dem du rejste med? Og alle du kender er du helt afskåret fra?... Og du kan ikke komme hjem ? Jjeg er virkelig ked af at høre det ,Jason" lød det sagte.
Fra tasken hørtes der ikke en lyd, dyret sov tilsyneladende forsat.hvilke var rart ,for den insisterende sang ville være malplaceret netop nu, uanset hvor køn den var.

" Det lyder enormt ensomt...men jeg er glad for du taler lidt med mig om det.Hvor længe har du så været her? Og har du fået nogle gode venner ?" Ville hun gerne vide.
Ingen kunne trives i Mutters ensomhed, og Jason skulle ihvertfald slet ikke være det, ikke hvis Millicent kunne gøre noget ved den sag.

Parken lå nu for deres fødder, og tiden var med dem. Her så ganske øde ud.

Millicent gik i retning af et af Parkens mange hjørner, mon ikke det var egnet...til whatever skulle ske. " Ja...ikke flere par smider tøjet misforståelser i aften " smilede hun skævt.

" Du er godt klar over du udfordrer mig en del her ,ik? Det er svært at bedømme om jeg skal være bange eller facineret af dig ?men Stark...det med monster....vi gør alle hvad vi skal for at overleve. Og du har ligeså meget ret til at være her som alle andre. Forskellen er vel om man gør folk fortræd bare fordi man nyder at se dem i smerte- og der ellers ikke er et formål.
Først der kan vi begynde at tale om en gren af ondskab.Alt andet er ,som du selv siger overlevelse." Millicent satte sig på en bænk, med tasken ved sine fødder og hænderne forventningsfuldt placeret i sit kjoleskød.

" Du instruerer bare , sig hvad jeg skal ! Og nyd det- for det vil nok aldrig ske igen " blinkede hun opmuntrende til ham. Hvis senest blev for voldsomt, ville man højest sandsynlig snart kunne finde Millicent på alle fire, krummet sammen til en kugle- under nogle af de nært liggende buske. Hun var modig ,men ikke dumdristig- og buske gav værn...sådan da.

”Du rødmer” mere en konstatering end et spørgsmål, han havde set den rosa nuance i hendes kinder, og mens den hvilede der, slap et smil over hans læber. Var det virkelig så pinligt, eller flovt at komme til at misforstå noget, måske var det egentlig det.

”Som jeg sagde hvis jeg ikke tager meget fejl ville det være nødvendigt i mit tilfælde, men jeg har ingen onde intentioner om at du skal lide nogen skade” Hans blik blev egentlig tomt igen, som om følelserne forlod ham, hans vejtrækning fik også en mere kontrolleret rytme, egentlig kunne han virke som en kontrol freak, men det var egentlig kun når det omhandlede ham selv, og hvis han endelig kunne påvirke en situation til hans fordel. ”Nej Jeg har ikke kunnet se noget der antyder, det må alt sammen være kommet fra dig så” han løftede det ene øjenbryn. Da hun nævnede avisen og det med at han kunne være en kendis, grinede han en smule en ganske kort men ærlig latter ”Nej skulle ikke mene jeg er en kendis, men der er vel nok nogle fans derude et sted der ved hvem jeg er, selvom jeg foretrækker en tilværelse i anonymitet” kom der lavt fra ham
En tilværelse der havde passet ham perfekt hvis der skulle være noget om ham der havde overlevet krigen og historiens gang.

Han lagde en fem doller seddel på bordet og skubbede den over til hende, han kunne se hun morede sig over et eller andet og ville gerne vide hvad det var. ”En femmer for dine tanker” han så fra sedlen til hende og så tilbage igen ”jeg håber det er nok til at få et lille indblik i de tanker der læber igennem dit hoved lige nu i dette øjeblik” sagde han så med et nysgerrigt blik i øjnene, noget han ikke havde vist i flere år nu efterhånden, men Millicent var et interessant bekendtskab.
Noget sagde ham det kunne blive mere spændende, han ville på ingen måde købe hendes venskab, men hvis hun ville dele hendes tanker med ham for de fem dollars kunne han muligvis få et bedre kendskab til hvordan hendes hjerne og tankegang fungerede.
Argentum var virkelig blevet interesseret i hende, men ikke på nogen seksuel måde, eller følelses mæssigt, mere en professionel interesse som en aktionær der har interesse for en bestemt aktie , hun kunne måske være den person der kunne skaffe ham hvad han skulle bruge for at komme hjem. Selvom han måske ikke længere ville kunne genkende sig selv, og hans familie hvis han en dag landede på hans hjemplanet.
Jo mere tid han tilbragte med hende jo mere følte han sig draget til jorden, måske fordi hun viste ham en ny side, som han måske havde lagt bag sig, en følelsesmæssig side, som han forlod i de forskellige verdenskrige.

Da hun himlede med øjnene så han på hende med et undrende blik, hvad havde han gjort noget galt. ”Hvad himler du med øjnene for?” Spurgte han så langsomt da han ikke var sikker på det vedkom ham.

”Så i teorien er du et lille barn?” Han smilede en smule drillende, men også provokerende , ikke nogen håndlig provokation, mere bare for at gøre det klart at hun var et barn i hans målestok, men ærligtalt var de fleste ældre mennesker det jo også. ”Jeg ved da ikke om du er et eller andet vidunder barn der har gennemført high school inden du blev teenager, og derefter har kunne tage flere uddannelser på en gang” sagde han så roligt og med et tomt blik som om de følelser af drillerier og provokationen ikke havde været der.
Han havde ingen idé om hvordan hans kolde og tomme facade virkede for andre, men den gjorde at han havde overlevet så længe, men nu var den begyndt at krakelere.

Selvom blikket der lå på hende var tomt og roligt, var det også observerende, han ventede på en reaktion på oplysningerne hun havde fået om hvad han var og hvordan han kom til. Han havde på intet tidspunkt haft noget i mod at hun havde fået de oplysninger om ham, for det var ikke sikkert, som hun selv havde påpeget, at folk ville tro hende hvis hun sagde hun havde snakket med et væsen fra en anden planet.

”Og du er ikke nem at skræmme?” Dette var en vigtig ting for ham at vide, for han ville ikke skræmme hende halvt ihjel når hun stod overfor den 2,10 meter høje dragelignende del af ham.
Igen kunne forestille sig at hun tænkte på et eller andet og var det informationer der kunne være pengene værd, denne gang blev pengene dog i pungen som blev liggende i lommen, hvor den havde ligget siden han havde givet hende 5 dollar.

”Tja det er jo som man ser på det, krigende var spændende men de var også tragiske, så mange liv, kunne være blevet skånet, hvis ikke der var få mænd der troede de vidste hvad det bedste ville være for verdenen” Han lukkede øjnene og inden længe faldt han tilbage i krigs zonen.
Året skrev 1944, hans deling af soldater lå i en skytte grav omkring ham rasede krigen, granater sprang om ørene på dem, hans M1 gevær der var modificeret med et scope sigte hvilede i hans hænder mens han en gang i mellem måtte rejse sig fra sit cover og skyde efter en fjende eller to, hans erfaring fra 1. verdenskrig havde været god for ham, han var blevet en fantastisk skytte, men ikke fantastisk nok til ikke selv at blive udsat for en omgang bullet cancer, han kunne stadig mærke kugle der ramte ham i skulderen, men han faldt ikke den gang, han blev stående og skød skytten der havde forsøgt at tage hans liv. Han åbnede øjnene og havde taget sig til hans venstre skulder med den højre hånd som om han havde fået smerter der.
”Jeg har mistet mange der stod mig nær, derfor har jeg valgt et liv hvor min kontakt med omverdenen er minimal efterhånden for lukker jeg ingen ind, er der ingen at miste” sagde han så og lukkede igen øjnene denne gang var der kun mørke ingen minder fra hans tid inden han kom til jorden, eller styrtet.

”Tja ensomt kan det godt blive det indrømmer jeg, men når man ikke længere har fol k man kan miste har man ikke længere folk man kan savne, men der igen bliver det ensomt, for hvem skal holde en fra at blive vanvittig” han lukkede øjnene mens han talte. ”Jeg har været her siden 1905 og har set verdenen flere gange inden 3. verdenskrig, jeg så den i en verden hvor der godt nok ikke var fred, men der var ikke krig på samme måde, menneskene behøvede ikke at skulle bekymres sig om at bevæge sig udenfor en dør, mutanter var sjældne” han åbnede øjnene igen så hans blik igen var vendt mod hende.
”Du spørger om jeg har nogle gode venner, ikke længere, de fleste ligger under jorden, mange af dem, var fra hæren” Kom det fra ham. ”andre var forretnings partnere.”

Jo mere han bevægede sig jo mere slappede han af hans tanker fik mere frihed til at vandre, selvom han konstant havde forsøgt at holde dem skjult så der ingen følelser kunne se eller spores i ham, det var vigtigt for ham.

Han fulgte efter hende, lod hende vise vej, en spøjs tanke slog ned i ham, det ville se ud som om det var noget helt andet der skulle ske, end hvad der egentlig var hensigten. ”Det var faktisk lige sådan en tanke jeg havde” Grinte han lavt og betragtede hende. ”jeg tror nu ikke det er mig du skal være bekymret for at misforstå noget” Kom det drillende fra ham.

”Du skal selv kunne tegne dig et billede af mig, jeg er ikke tam, det håber jeg heller ikke du tror, men jeg er heller ikke, eller jo jeg er et bæst, men jeg har kontrol over mig selv, og er ikke nogens dukke.” Han ord var bestemte ”De fleste frygter mig når de ser mig” han lagde tryk på det sidste ”Men det er fordi det plejer at være det sidste de ser” Sagde han selvom han dræbte for at overleve gav det ham skyldfølelse af at skulle tage nogen fra deres venner, familie og deres liv. ”Jeg jæger og som jeg siger jeg har ikke haft en engel, som bytte endnu.. Du fascinere mig, men jeg kan ikke se dig som et bytte, du har snakket med mig” Hans ord kom bag på ham, han havde været direkte i det, smidt det i hovedet på hende, men hun skulle vide hvorfor han dræbte, og hvorfor han ikke ville hende noget ondt.
Han gik hen til bænken for at ligge sit tøj der først røg blazer jakken så skjorten, selvom der på intet tidspunk var noget af hans hud der blev afsløret. Ligesom da bukserne røg af var der kun hans dragt, da også skoene og strømperne var kommet af og lagt sammen på bænke gik han væk og stillede sig godt og vel mellem 7 og 10 meter fra hende, selvom hans hud ikke kunne se direkte var der ikke meget overladt til fantasien hvad angik hans muskulatur, den var ikke overdrevent stor, men den viste hans senede muskulatur.

Langsomt gled hans øjne i, mens han søgte ind efter energien der skulle til. Han lod den flyde gennem hans krop. En dyb vejrtrækning efterfulgte den anden. Jorden rystede under hans fødder ligesom vinden tog til i styrke ikke voldsomt, men det var tydeligt det var begyndt at blæse op, Vandet (hvis der var vand) begyndte at hæve sig op og samle sig over de steder hvor det før havde ligget stille eller hvor det flød ud fra, en spiral af flammer omsluttede hans krop, han krop begyndt at vokse, håret på hovedet begyndte at gro baglæns. Hovedet fik en mere reptil form, ligesom hans hænder begyndte at ende i kløer frem for negle, hans haleben begyndte at vokse til en hale der i sig selv var 2 meter i længde, vinger begyndte at vokse frem på hans ryg fra et pr huller der ikke var i dragten inden forvandlingen, på kroppen voksede skæl frem i den samme sorte nuance som hans hår havde haft. Da forvandlingen var fuldent og det blev den da flammerne dannede en kugle om han krop og nærmest eksploderede ud i fem meter fra hans krop, hedebølgen røg længere ud, men skadede ikke da den blev dæmpet af vinden der forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet, jorden var også blevet stille, og vandet faldt igen.

Da Argentum rejste sig målte han nu 2 meter og 10 centimeter, fra hoved til fod, halen var 2 meter, og vingerne der prydrede hans ryg målte 2 meter hver. "Jeg burde nok præsentere mig selv, som du har fået at vide Jason Stark er ikke mit rette navn, det er det navn jeg bruger blandt jer.. Mit navn er Argentum" Hans stemme var dyb ru og dyrisk kun med et strejf af manden inde i dyret.

"Rødmer?.... Her er altså rimeligt varmt " mumlede hun og viftede et par gange med sin hånd. De store klare øjne , ville få travlt med at beskæftige sig med den single blålillae rose ,der havde sin plads i en lille vase , sat på bordets midte.
Bare lige de sekunder det ville tage hende at få kontrol over sig selv, ville fokus blive lagt på den spinkle blomst.
Hun puffede forlegenheden til side, så hun igen kunne møde hans blik og Millicent pjattede videre.

" Fans ligefrem ? " hun tippede hovedet lidt til højre og kiggede lidt mere indgående på ham.
Det ville ikke undre hende faktisk, om han havde små pigehvinende fans derude et sted.
Var det ikke lige sådanne typer som mange faldt på halen over? Mystiske, flotte og en smule kontrollerende?
Hun mærkede et sug i maven, da hun stødte ind i hans meget grønne øjne.
Nu gav hans øjne ikke rigtig nogle følelser væk, det så i det store hele ud til han var uinteresseret , men det sjove var...at han indimellem fik en helt anden glød . Som en flamme af nærvær dansede i ham, og de enestående øjne.
Hendes blik var forsat ned til at hans læber og derfra til Jasons bryst.
Hun noterede sig hvor behersket han var...i kontrol.
Hvad mon der skulle til for han smed hæmningerne ? Han mindede hende på det punkt om Auriel. Også Auriel var meget i kontrol, og altid med en rap retur replik , oppe i ærmet. Jason Stark var heller ikke tabt bag en vogn, thats was for sure.

" Well...nogle piger er lettere end andre " endte hun ud med at sige , og havde rettet sig helt op igen. Millicent selv var ikke typen der rendte rundt og faldt for folk.
Hun var kommet til at sværme lidt for Auriel, Og det var hun i færd at finde ud af, hvad hun burde stille op med. Hun havde ingen ide nemlig.
indtil nu vidste hun bare at han ville befinde sig hos Vladimir, om en måned. Og det ville Millicent så formentlig også. Alt andet var uplanlagt , uafklaret og ....et stort rod.

Overbordet kom en pengeseddel, styret af Jasons finger.
Millicents øjne fulgte dens rejse tværs over , til den landede foran hende.
Nu var det hendes tur at hæve et lyst øjebryn.
" Det er en tale måde....du behøver ikke betale mig ! " så hun overrasket op på ham. Hans øjne var igen mere levende, og hun hev kort efter vejret, før hun hurtigt rømmede sig, og klarede sin hals.
" Ai, det er bare en....joke...altså du ved...mænd...der eeh når de klæder sig af og skal ...du ved ... Være intime?så vokser dén - DÅRLIG JOKE , HELT FORKERT !" Understregede hun med en finurlig grimasse og mimede 'nooo' hvorefter hun igen viftede med hånden- som kunne det hele vaskes ud .
Et lille smil spillede dog i hendes mundvige, for måske var det lidt pinligt at være hende- men det var også befriende morsomt.

" Jeg er altså ikke så gammel, DERFOR himler jeg med øjnene" kom det måske lidt pige stædigt. " ...men jeg er ikke noget barn - glem det ! Nu skal du opføre dig ordenligt Jason " små lo hun. Hun var bestemt voksen....også selv om hun stadig havde mange oplevelser tilgode , den slags som andre betragtede som meget voksen aktivitet.På mange måder stod uerfaren malet ned over Millicent, men hun havde intet imod det.Millicent affandt sig udmærket med at være hvem hun var. Og hun havde ikke indsigelser eller undskyldninger.
Hun var glad for ikke at være et tagselvbord for mænd...og damer , for den sags skyld.
Hun ville hellere give sig hen til en person, når hun bare ikke kunne modstå og få,de berømte sommerfugle i maven.Men det betød også at der var en del oplevelser hun havde tilgode.
" Hvad alder sagde du i er ..eehh kønsmoden i ? Har i en seksuel lavalder, hvor man ikke må...den slags " kom det oprigtige soørgsmål fra hende. De havde jo en helt anden tidsregning, så hvem vidste ?
" jeg er ked af du har mistet mange. Jeg har mistet få, men man kan alligevel være ensom.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke forstod dig,faktisk praktiserer jeg lidt den samme ting som jeg kan høre du gør. " hun skævede hen til ham.
" Men helt ærligt...det eneste man vinder er at man med garanti ved man bliver ensom...lukker man folk ind, så har man da en chance for at skabe en tosomhed? " hun lød mere til at tænke højt, end at dele ud af egne meninger. Millicent var her selv i lidt af en pine.
Splitte mellem fornuft og følelse. " Jeg tror man er nød til at....føje ...kærligheden" smilede hun ud i luften, og ville håbe at han fandt en at elske. Hun syntes han fortjeneste det.

Pengesedler var forlængest strøget tilbage over bordet, til at tage med .
Hun kunne ikke drømme om at tage imod penge, ikke for hendes tanker- og ikke for noget andet. Hvad hun gav ud - gav hun fordi hun ville. Sådan spillede hun.
Derfor var det ikke kommenteret, da hun havde sendt den retur.

"jeg er ked af dine venner er begravet. Det er ikke sjovt at mangle nogen omkring sig. Min egen far forlod mig da jeg var bare seks år... Og jeg har netop fundet ud af han slet ikke er død" hendes blik blev fjernt mens hun lige vandrede ned af mindernes sti, minder om hendes barndom med den familie hun havde elsket så højt. Og minder om Amanda Kennedy, hendes bedste veninde. Nu var hun bare blevet en feteret show Girl , og kun kendt som Augustus. Tilbage til nutiden ville hun , forsøge at forklare yderligere
" ...men nu bliver min far opbevaret på flaske- en stor glas beholder , mens en ven forsøger finde reserve dele , så han kan komme fri igen ." Millicent så forfjumsket ud. Stadig havde hun lidt svært ved helt at forholde sig til det og hun havde stadig ikke set ham , hvilke gjorde det hele meget surrealistisk. Hendes hænder havde formet den store gasbeholdere ud i luften- som hun nu engang forstillede sig den ville have form.

Millicent smilede svagt.
" ikke tam? Min mor lærte mig ellers at alle hankøn kan tæmmes, hvis man bare bruger de rigtige kneb ? Jeg spurgte så aldrig ind til hvad DE var - men det var næppe en ekstra stor klat remoulade på tallerkenen , tænker jeg " lo hun stille.

" Nej lad os nu bare parkerer misforståelserne , og holde hovedet koldt. " hun så på ham med forundring i øjnene. " du var det sidste de så ? Jeg går helt amok hvis du spiser mig!" Lød den lidt female trussel og Millicent skulede , da hun indtog bænken.
" Du får heller Ingen engel nu ! For en gang skyld , ser det ud til min store mund har haft en god effekt " smilede hun svagt - d hn slog fast hun ikke var bytte , da hun havde talt med ham.
Jasons tøj kom af. Millicent var ikke en stirrende type , men bed mærke i de markante konjukture af en muskuløs krop. Der var i hvertfald ikke tegn på gammelsmølf var i forfald- tvært om.
Stemningen var ved at fylde luften.
Den var farvet af spændning men også en smule advarende , og hun begyndte så småt at overveje , om hun vidste hvad hun var gået ind til ?
Svaret var nej!
Som det meste andet i hendes liv , var dette aftalt spontant og hun lod sig guide af intuitivt - og bestemt ikke af fornuft. Hun sad i en øde park - alene med en fremmed. Hun anede dybest set ikke om hun omlidt blev forvandlet til et stykke pålæg . Alligevel rankede hun ryggen og så i hans øjne.
" Nej ... Jeg skræmmes ikke let - mit mod er der ikke ridser i !" * nærmere min fornuft*
Millicent fulgte herefter med i alt der skete. Forandringerne i naturen . Jorden der rystede og gav hendes hjerte en del ekstra slag , der fik blodet til at bruse vildt gennem hendes åre.
Hun fulgte vandet der rejste sig fra de to springvand og mærkede hvordan hendes eget åndedræt blev ukontrolleret , da panikke i hende ikke kunne hive luften helt ned i lungerne. Hendes underlæbe hang målløs og sitrede , som indikation på hun lod sig påvirke af hvad hendes øjne så - og sind skulle få greb om.

Jason ... Jasons forvandling var det mest skræmmende. Den kontrollerede flotte mand, morfede til en drage øgle lignende væsen , og hun havde da aldrig set mage.
De lyse hænder greb hårdt om træbænken. Hun spændte så knoerne mistede farven og små stykker af bark , prikkede uvenligt ved huden under hendes negle.
Hun pressede sig baglæns med ryggen op af den hårde bænk, som ilden dansede omkring ham , men bænkens ryg spærrede hendes vej væk. Og frem turde hun da godt nok ikke flytte på
sig.
Det føltes som vinden stod stille pludselig .
Nej - det føltes som ALT stod stille.
Hans stemme dyb og anderledes hævede sig som det eneste og Millicent tvang sit blik fra den enorme krop , op...op for at se ind i hans øjne.
Dyr eller mand ? Hvad sagde man lige i den her situation ?

" Argentum ..... " hans navn klingede ud fra hendes læber, prøvende .
Hendes øjne så fulde af forundring , forsigtighed og benovelse.
Hun lagde en hånd over sit bryst, som for at prøve at få den voldsomme pulseren til at stilne en lille smule.

"Argentum .... Jeg er stadig bare ....Millicent" vrøvlede hun , sikkert grundet hun var overvældet og stadig ret blown away over hvad hun lige var blevet en del af.
" -Millicent ... IKKE middag ! " følte hun lige var en vigtig del at indskyde - just in case han havde glemt det.
Hun rejste sig op . Den normale styrke i hendes ben virkede nu som puder af gele. Hun havde en usikker og vaklende gang , da hun Prøvede at gå bare en lille smule nærmere.

"kan du ...kan du Kontrollere dine bevægelser ? " Var sikkerheds afstanden bare under hans transformation , Eller galdte den også nu, Ønskede hun at vide.
" Du forstår alt jeg siger ?" Kom der så før han havde nået at svare.
Hun var lidt i bekneb hvis ikke han kunne. Men når han kunne tale , kunne han vel også forstå ?
" Argentum ... ..... Wooow" mumlede hun , og var hun kommer tæt nok på , ville hun med et tavst blik, spøre ham om lov , lov til at ligge sin hånd på hans ene ben , og langsomt .... Nænsomt... Stryge ned af hans aparte hud , med hendes udstrakte håndflade. En håndflade der rystede og slet ikke kunne holdes i ro, så nervøs hun var.
En del af hende var helt bestemt parat til at tage flugten , løbe for sit liv hvis det var - for det dyriske stod krystal klart frem, og lod sig slet ikke fornægte.

(Selvkontrol i procent i dette indlæg)

Gæst carried out 1 launched of one 100 :

68

”Ja du rødmer en helt del” Hans smilede over hendes kulør og kunne ikke dy sig, ”Så du siger det er fordi du har det varmt?” Det var egentligt ikke et spørgsmål som sådan, men mere en notits til sig selv, ”Du er helt sikker på det ikke er på grund af noget andet, som en person for eksempel” Latteren var lav, men den kunne ikke skjules han morede sig over dette.
I hvad der føltes som nogle lange sekunder lå hans øjne bare på hende, han betragtede hende indgående mens hun havde blikket rettet mod den spinkle blomst.
Da hendes blik blev rettet mod ham selv, forsøgte han kort at fange hendes blik, ikke noget overdrevent, mere diskret.

”Ja måske har jeg fans, jeg håber det da ikke, men man ved aldrig” Hans stemme virkede ligegyldig som om det egentlig ikke gik ham på om han havde en fanklub på størrelse med fodboldhold tilbage i det 21’ende århundrede.
Han kunne se det for sig, jagtet gennem gaderne horder af piger i hælene. Tanken skræmte ham, selvom han ikke viste det.
Han mærkede og selvom han ikke længere kunne følge hendes blik, da kunne han alligevel mærke hvordan hans krop reagerede på hendes blik, hans vejrtrækning blev dybere for at undgå komplikationer.
Som at fare i en forvandling og flå hende fra hinanden.
Da hans krop igen var faldet til ro og han var i kontrol over den rykkede han kort på sig og fjernede blikket fra hende, for at se rundt, intet kunne virke mere irriterende end når hans selvbeherskelse kom ud af balance
Jo mere selvkontrol han havde, jo lettere var det at holde det indre monster tæmmet, selvom det lige i øjeblikket bare ønskede at flå det kønne ansigt i stykker, rive legemsdelene af og at fortære det lidt efter lidt.
Han skulle være i kontrol over sig selv.

”Det vil jeg ikke udtale mig om” var det enkle svar fra ham, ”Dette er dine ord ikke mine husk på det, hvis nogen spørger” han lagde hovedet tilbage, rullede kort med nakken så den gav nogle små knæk, inden han rettede hovedet op igen.
Hele hans liv havde han været organiseret, hvis han ikke vidste hvad der skulle ske, ville han gå til, måske ville han have haft OCD eller ADHD hvis han havde været et menneske, men Draconians havde bare hele tiden haft en tildens til kontrol over deres eget liv.

Da han kun kort bemærkede hvordan hun reagerede på hans gestus med pengesedlen og hvordan hun ikke tog i mod den, lignede han nærmest en der var blevet fornærmet, men et overrasket udtryk ville nok have været mere passende i situationen.
”Åh jeg ved godt det er en tale måde, og jeg ikke behøver at betale dig rigtigt” sagde han så med et skævt smil da han trak på skuldrende. ”Men nu valgte jeg at ville betale alligevel” sagde han så kort for hovedet.
”Jeg syntes nu det er interessant at verdenens befolkning har sådan en tankegang, at vi ganske enkelt ikke kan se hvornår der er noget galt, som for eksempel dette her” Han smilede selvom han forsøgte at lyde alvorlig. ”Du konkludere, eller har en teori om at jeg mener at det er mit lem der ville vokse her, selvom jeg på ingen måde har lagt op til noget seksuelt” han lænede sig lidt frem over bordet, tog en dyb indånding før han forsatte. ”Er dette ikke korrekt?” Spurgte han så langsomt.

”Nej det må man nok sige du er ikke så gammel, men det kan vi ikke rigtigt gøre noget ved vel” Sagde han så og hans blik blev igen livløst og tomt. ”Du frøken er et barn efter min tidsregning husk på det” hans stemme var rolig, venlig og selvom hans øjne var livløse, nærmest kolde, var stemme også varm. ”Men du har ret, jeg skal bestemt opføre mig ordentlig i sådan et selskab som jeg er her” Han klukkede kort over hendes lille latter.
Egentlig havde han svært ved at forstå hende, hun virkede som en kvinde der hvad oplevet en del, men alligevel fik han fornemmelsen af uskyld malet ud over hende. Noget der gik ham på men da det var så personligt et område og han lige havde mødt hende valgte han at lade det ligge for nu.
”Åh vi er færdig udviklede allerede som 100 årig, indtil da ligner vi jeres børn, eller teenagere, når vi runder de 100 så får vi vores gave, eller jo gave fra vores guder” han ville ikke uddybe mere. ”så ja vi har en seksuel lavalder, men ikke på samme måde som i har, vi vores hormoner fungerer ikke eller vil ikke lade os tiltrækkes af individer under 100 år, som om de frastøder os, men det er på vores planet” Han ville gerne uddybe men var bange for hun ville blive tabt i svinget, eller tro at hun var ved at blive skør.
”Det skal du ikke være, sådan er livet jo når det kommer til stykket, og jeg kender jo nærmest ikke til andet end jeres kortlevende race, levede jo kun lidt over firehundrede på mit hjem” Mumlede han langsomt, selvom det ikke kunne ses, kunne det høres at dette var et emne der gik ham på, og at det ville være bedre at skifte emne.
”Jeg er bare begyndt at have det bedre for mig selv, der er mindre at bekymre sig om, fordi jeg kun er afhængig af mig selv.” Selvom han gerne selv ville tro på det, var det nemt at høre at han ikke var enig med sig selv.
”Det er sandt, men nogen gange kan det at være i en tosomhed gå en på når man ved at man alligevel ender alene, selvom man vælger at blive sammen hele livet, for mig der ved jeg jo, og nu tager jeg dig som eksempel, jeg ved ikke hvor gammel du kan gå hen at blive” Hans stemme var rolig og fattet ”hvis jeg blev sammen med dig, til du var gammel og rynket, ville jeg stadig være alene længe efter du er gået bort, sæt nu du er den ene person jeg ønsker at være sammen med, og vil dele mit liv med, mit lange liv med” mens han talte var det tydeligt at høre det var en forklaring, og ikke et ønske scenarie fra hans side af, han kom udelukkende med en forklaring på hvorfor han nu engang tog afstand, til folk.
”man bliver nød til at følge sin mavefornemmelse, hjernen og hjertet kan snyde en så grufuldt” Kom der lavt fra ham

Pengesedlen var for længst kommet tilbage i pungen og derved gemt af vejen for omverdenen.
Han brød sig virkelig godt om denne særlige kvinde, der var noget over hende, hendes åbne ydre, men mystiske indre, han ville gerne vide mere om hende, finde ud af hvad der drev hende gennem livet.

”Egentlig ved jeg ikke hvad der skete med min besætning, da vi styrtede ned var jeg den eneste der ikke var i forvandling, og de andre var væk da jeg vågnede” han så sig om som om nogen kaldte på ham han knyttede næverne hårdt sammen, hans muskler trak sig ligeså hurtigt sammen som snegl der bliver prikket på følehornene. Han kæbe spændtes, da han hørte skrigende fra styrtet, så hvordan skibet blev revet fra hinanden, de var kommet forkert ind i jordens atmosfære.
Han kom kort til sig selv igen tids nok til at høre hendes ord, om hendes far. ”Det gør mig virkelig ondt at høre, intet barn bør miste deres forældre i så ung en alder.” Han kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være kun at vokse op uden en forældre ”Det er vel en god ting han ikke er død, er det ikke?” Egentlig vidste han ikke hvordan han skulle reagere, for dette var ikke en situation han kom ud for hver dag. Endnu en grund til han ikke vidste om han skulle være glad på hendes vegne for at hendes far endnu var i live skyldtes at han ikke havde nogen ide om, hvorvidt faderen havde været en god eller dårlig far.
”Så din far bliver holdt på en flaske?” han så overrasket og forvirret ud, nu kom følelserne virkelig til udtryk i ikke bare hans øjne men også i ansigtet. ”Jeg ved ikke om jeg skal ønske at ville forstå dette, men alligevel er jeg et individ der sulter efter viden” Argentum forsøgte at få det hele til at hænge sammen.

”jeg kan ikke tæmmes, for du skal tænke over det er ikke sikkert at jeres jordboer kneb virker på mig” hans stemme var en latter over hendes lille formulering ”Det tvivler jeg også stærkt på det ville have været.”

”Jeg tror at jeg endnu har en misforståelse til gode i dit selskab” Da hendes forundrede blik nåede ham lagde han hovedet kort på skrå mens han lyttede ”Ja jeg var det sidste de så, Du kan gå amok alt det du vil, tror det ville være for sent” den drillende tone i hans stemme var ikke til at tage fejl af, han var sikker på han havde kontrollen over sig selv, selv efter forvandlingen.
”Nej nej jeg skal nok forsøge at opføre mig pænt, og ikke forsøge at æde dig” Han rystede på hovedet over hende ”det kunne ikke falde mig ind at æde nogen jeg har snakket med, det ville være etisk forkert, som at æde et kæledyr” han rystede ved tanken.
Han mærkede hendes blik på hans krop, og var virkelig taknemmelig for dragten der dækkede ham af så hun ikke kunne se andet end muskulaturen.
Han militære træning havde fyldt meget af hans liv, ligesom hans element betvingnings evne, hans dage var skemalagte og blev fulgt til de mindste detaljer, og variationer var der da alligevel en del af. Så ja han var lidt kontrol freak og det kunne mærkes på ham.
”Det må vi se om vi kan lave om på så må vi ikke” hans stemme var rolig og kontrolleret, han var ikke sikker på at dette var en god idé at blotte sig selv på den måde for en fremmed, men det var for sent, energien var sluppet fri.

”Millicent” svarede han igen da hun sagde hans navn.
Argentum kunne mærke der var noget galt med stemingen, og han var bange for han havde skræmt hende, dyret derimod havde det som det ville, byttet var lammet, eller i hvert fald en smule ude af balance.
Menneske sindet forsøgte at vinde kontrol over dyret og lysten til at flænse.
”Jeg ved at du ikke er middag Millicent, men jeg er bange for at mit indre dyr er lidt mere uenig i den sag.” Han stemme var ru fuld af dyriske lyde, men der var også smerte i den, som om han kæmpede en magt kamp i det indre.
Som to sind i en krop, men hvert sind havde en krop alligevel, og det ene sind var mere dominerende i kroppen det hørte til.
Selvom han var i ubalance forsøgte han at række ud for at støtte hende da hun vaklende gik hen mod ham, han ville på ingen måde skade hende bevist, men han vidste også at i denne form var han ikke selv herre over hvad der skete.
Dyret opgav efter en længere diskussion om at det ikke var længe siden de havde jaget og når dette var overstået skulle han nok giv efter.
”Jeg forsøger at holde mig selv tilbage for ikke at skade dig, men ja jeg kan kontrollere det” Vingerne på ryggen slog et par voldsomme slag der kunne blæse en lille person om kuld. ”Undskyld Millicent, men efter jeg har fortrængt det her så længe er der nogle bivirkninger, jeg er ikke kun et sind men to” Han øjne var fulde af smerte, dette var grunden til den store selv kontrol for at holde dyret inde og i kontrol, for store følelser i sær vrede eller frygt ville udløse forvandlingen.
”jeg forstå udmærket hvad du siger” Hans krop skreg af smerte selvom der var fred indvendigt, reagerede kroppen stadig på den magt kamp der foregik i det indre. Øjnene, stemmen og hele kroppen generelt var mærket af den ubalance i sindet.
”Jeg skal nok sige til hvis du skal flytte dig” Sagde han langsomt da hun kom nærmere, ”Lige nu er det okay at være bange eller i chok, og jeg kan ikke garantere at jeg ikke mister besindelsen, men jeg skal nok stoppe mig selv, eller i hvert fald forsøge” Hans stemme var ærlig på alle måde, han mente hvad han sagde, og ville ikke såre hende, eller skade hende bevidst. Han lod hende gøre hvad hun ville i denne situation.

En hånd ville flygtigt glide hen over den omtalte kind, næsten som hun ønskede beskytte den...eller måske sig selv, fra hans årvågne og meget opmærksomme blik.
Millicent hørte nu ikke til dem der rødmede og blev flov , i hver anden linie.
Hun kunne ofte blive beklemt eller genert dog, men der var Ingen regler uden undtagelser, og han havde ret lige nu , hvilke bragte en smule forvirring frem i hende. Måske var det ham der bragte hende lidt ud af balance, men det var bestemt ikke fordi hun blev usikker i selvskab med en flot fyr. Millicent havde det med at se igennem de yderste lag, og direkte ind i det der lå under. Se og føle folks personlighed og sind.
Ved nogle var det mere svært, og det kunne gøre hun ikke var så skråsikker, men Derfor havde hun da stadig overskud til at joke og forsøge skabe en luftig stemning.
Hun vidste godt han ikke havde interesse i hende, for der havde ikke været de normale stereotype Pick up Lines, hvilke hun var taknemmelig for. Derfor turde hun godt drille ham, bare lige prikke en smule til ham.

" Ønsketænkning, Jason Stark, hvem skulle kunne få mig til det ?" Blev bolden returnerer. Det var muligt hendes kinder afslørede at hun var et fumlehoved der kunne blive forlegen når hun klokkede lidt i det - men derfor var hun ikke så mundlam, så hun gik i sort. I Millicents øjne, dansede en lille udfordrende flamme, en passiv måde at generobre lidt fast grund under fødderne, en måde at puste til det usikre på, så det fløj væk.

Hun tog det som en lille sejr, at han ikke ville udtale sig om , ikke engagere sig i en samtale , om hvad eller hvornår en pige kunne betragtes som billig. Det blev bare underlinet mentalt, for det var et emne de altid kunne snakke mere om , hvis muligheden bød sig til. Hun var blevet nysgerrig- både på hans holdning, nu døren blev smækket i hendes ansigt-især da hun havde vendt dette en del med Auriel. Mænd så generelt anderledes på mange ting. Eller måske var det bare Millicent der så anderledes på mange ting ?
Det var gaven ved at tale med og lytte til andre folk. Hun fik et kendskab til dem, fik stillet sulten på sin nysgerrighed- men hun blev som side gevinst også klogere på sig selv. Fik be eller afkræftet synspunkter og de stands hun havde taget i sit - korte- liv.

my oh my.
Den havde hun ikke lige set komme. At han lød så seriøs og talte så direkte om...ja, hvad hun forstillede sig om hans mere private dele, DET fik godt nok den lille røde Millicent gummibåd, ud og gynge på det store hav.
Den blonde pige fik meget hastigt forklaret det hele var en joke, og hun var RET sikker på hans direkte facon ikke ligefrem ville dæmpe de rose plamager på hendes kinder. Hun følte sig ...ja faktisk kunne hun ikke helt finde et dækkende ord for hvordan hun følte sig- og det endte med hun som en ulydig skolepige , lidt halvkikset gentog sit svar i en mumlen

"Jo.." måtte hun stå skoleret.."..men Det ...det var kun en joke, det var ikke fordi jeg..."
de klare øjne fandt vej til loftet , kunne man mon være så heldig at blive ramt af et lyn , lige nu og her ? Hun rystede på hovedet, over sig selv- men på læberne var stadig skyggen af et smil, der endnu ikke var aftaget.

Millicent var forholdsvis tavs , for hun lyttede grundigt med til alt Jason fortalte.
Hun fandt det vemodigt. Trist. For det ville betyde at han gang på gang ville risikerer at miste store kærligheder, når de gik bort og livet rindede ud.
Jason fremstod for første gang ikke helt så overbevisende, mere som han forsøgte overbevise sig selv, syntes Millicent- men det virkede ikke rigtigt at konfronterer ham med dette.
Det var også meget nyt og anderledes, at høre om hans race og der kom bare 100 spørgsmål marcherende frem, i takt med han forklarede hende en smule.
Millicent ville ikke bombarderer ham med spørgsmål nu, udelukkende af frygt for at ville lege østers, og klappe i- men en lille humør booster og eet enkelt spørgsmål, kunne han nok klare, skulle hun mene.
Et skævt smil trak op, ved hans guideline- følg din mave fornemmelse.
smilet gled over i en let grimasse, og hun kradsede sig diskret på halsen.

"Sommetider tror jeg mit hjerte sidder i min mave" tænkte hun ud højt, før hun forsatte...
" Jeg kan godt se det er et problem- eneste positive ved det, er at jeg ikke tror man kun har en sjæleven eller at der kun er den eneste ene.Jeg tror man kan møde mange der potientiel kan være en stor kærlighed, men det er timing og vores egen indsats- eller mangel på samme i de fleste tilfælde, der gør om det er langtidsholbart eller om det smuldre. Du kan jo vende det om, du kan få SÅ meget mere af al det gode , end andre kan ...ikke kun af det dårlige" hun ville se op på ham , og presse de bløde læber sammen, i en eftertænksom mine.
Mon han forstod?

Spørgsmålet hun bare måtte have frem , var nok øverst på surprise listen.
"Har i guder ...hvilke gave får i af dem?" okay- måske var det TO spørgsmål, men når de var limet sammen, så talte det nok kun for ET.


Samtalen om hendes far, kunne de altid vende senere.Hun var langt mere opslugt af Jasons historie lige nu. Så hun svarede ham uden mislyde, bare ikke så dealjeret.
" Jeg blev da rigtig glad- men det er en stor mundfuld og meget kompliceret.Jeg ved ikke helt hvordan det ender og har stadig ikke set ham." rundede hun af.
Der var så meget mere , så mange tanker og spekulationer-men hun havde mere lyst til at høre om ham, end at tale om sig selv.

Millicents lette grin var ikke til at tage fejl af.
"Ikke tæmmes ? Det siger alle mænd...til at starte med, men du er måske mere til ketchup end til remoulade?" fjollede hun lidt rundt, og tog et par hurtige lette trin, som skulle hun til at indlede en dans- dog blev der ikke forsat.


Forvandlingen.
Fagre nye verden. Hvad havde hun dog kastet sig ud i ?
Det trængte endelig ind at han ikke lavede gas med hende, han havde ÆDT de mennesker og hun fik øjne så store som thekopper.
Thank God, var Jason observant som han stod der med hovedet på skrå, og han beroligende hurtigt Millicent- eller man kan sige han skiftede fokus for hende.

" Kæledyr ? Som man ikke spiser KÆLEDYR?" så nu så han hende som sit kæledyr, fordi han havde talt med hende istedet for at sætte bisserne i hendes lår?
Hun lavede et over dramatisk suk , bare for lige at fremhæve sin pointe tilstrækkeligt.
" Kæledyr , styr dig knægt....men godt du ikke vil spise mig, for det ville svine helt enormt , skulle jeg til at trække dine skarpe bisser ud, one by one" kom det sidste blide smil- før han vendte op og ned på det hele.


knæene var tæt ved at give efter, og kun Jasons støtte forhindrede hende i at falde .
Hele kroppen stivnede, da han rakte ud for hun kunne ikke vide om han ville skade hende bevidst eller ved et uheld.Hun var fuldkommen sårbar og overladt i hans caretake.
Lidt stiv i blikket, fulgte hun hans bevægelser og måtte tvinge sig selv til at trække vejret helt ned i maven, da hun et øjeblik havde helt glemt at trække det.
Hun blinkede langsomt og tog et par dybe inhalationer.
fingrende lå nervøst over hendes læber, som de gned lidt på.

"Du gode, Argentum" tog hun for 3 gang hans navn i sin mund.
Let sitrende fingre forlod hendes læber, og gled over hans hud. Strukturen var tydelig i hendes håndflade, og hun følte at hun var blevet placeret i en surrealistisk bobbel, med et vidunder...men også et dødsens farligt et af slagsen. Et man burde både beundre og frygte.
Hans vingeslag fik noget af hestehalens hår til at løsne sig, og rive sig løs på Millicent. Hun måtte holde hårede fast på ham, med begge hænder, for ikke at tabe fodfæste, da hun stadig stod så vakkelvornt på sine begge ben.

" Godt godt...du er i kontrol" hun gned sig på panden og ville gøre et helhjertet forsøg på ikke at miste forstanden lige nu.
"Han har styr på det !!" mumlede hun til sig selv og kæmpede så bravt for at tage lidt kontrol over sin hektiske puls. Argentums stemme var i sig selv en oplevelse. Som der lå flere stemmer i en.
manden og dyret fik begge stemme, og det var en sælsom bemærkværdigelses lyd.
frygtingydende og dragende.

" Gør det ondt ? kan jeg gøre noget for dig ?Føles det godt at være i den form?"

Hun havde mange spørgsmål der pressede sig på, ville det lindre at ...klø ham på ryggen eller noget ? var han menneske eller dyr lige nu ? Hun kunne ikke helt få greb om det og den enorme størrelse han stod præsenteret i , hjalp hende egenlig ikke.

" jeg er ikke bange. Ikke ret meget " indrømmede hun sin hvide løgn, og gav et forsøg på at smile.
Hun var da ikke blevet spist endnu ! hvad lavede man så...når man var i sådan en form ? hun anede det ikke !
Vandet i springvandet ved næsten faldet til ro igen, og hun skævede i retning af det.

" Kan du lide vand...når du er eehhh sådan ? vil du i ?"
okay, hun VAR lidt shaken, men altså hunde elskede jo vand , så det kunne da godt være det ville føles rart? Millicent så lidt grislinge agtig ud , lidt fortabt- som grising i peter plys, når den ikke helt forstår verden .

De sorte skæld der nu dækkede hans krop, gav næsten et genskær, et stille suk slap hans læber, hvorfor stod han her, havde hun virkelig fået trængt ham op i en krog, nej han var jo selv gået med.
Sagt han ville vise hende hvorfor og hvordan han kunne vokse sådan uden rigtigt nogen hjælpemidler.
Måske var det der frustrerede ham så meget, at han afslørede sig så åbent overfor en fremmed, normalt når man så ham i denne form, var det som regel det sidste man så.
Kæberne klappede, som om han testede dem, inden de blev spændt.
Selvom han måske var dyr var mennesket jo stadig inden i, hans sind var intakt selvom det altid ville være delt, et menneske og et dyr.
”Ja det er et eksempel... Du ved folk spiser ikke deres kæledyr... fordi man har en tæt forbindelse til det… Jeg lovede jeg ikke ville æde dig, men jeg ville heller ikke æde dig, for det du har vist mig af dig, eller mere det jeg har observeret af dig har givet mig en lyst til at lære mere om dig.” Selvom det var den dyriske stemme der rungede fra ham, så skinnede mennesket under igennem. Hvordan skulle han kunne forklare at det ikke var sådan han så hende, som et kæledyr, men som en person han ville lære bedre at kende, og derfor ikke kunne æde hende, han var godt klar over at han var på vej ud på dybt vand.
”Styre mig, jeg ville for altid skulle holde dyret i skak sammen med dig, ligesom jeg ville med alle andre, men med dig ville det være svært for du er den første engel jeg har fået kendskab til som sådan” Der var på ingen måde han ville kunne finde på at skade hende bevist i hvert fald.
Argentum sørgede for at holde hende, eller i hvert fald støtte hende så meget som han nu kunne, og turde. Frygten for at dyret i ham skulle tage over var større end normalt når han var i hans forvandlede form. Da det her var for at skræmme og jage, han brugte den ikke for at vise hvem han var, dette var som regel det sidste folk så når han viste dem hvem han var.
Han lyttede til hende mens hun tog hans navn i munden igen. Mærkede hendes berøringer, de fik ham til at stivne, så tæt kontakt havde han ikke haft med nogen i den form, hans venstre hånd forlod hende for at knyttes, han var ikke sikker på den nære kropskontakt ville være en god ting for ham når hans dyriske side var så oprørsk som det var lige nu. Da vingerne faldt til ro, lagde sig på plads langs ryggen af ham, halen blev kørt hen over jorden et pr gange.
”jeg forsøger da at være i kontrol” Han så ned på hende de kolde dyriske øjne, med nu en skræmmende grøn kulør ikke anderledes end før, men i stedet for det hvide var det på en gul baggrund.
”Det gør ondt hvis du står for tæt på, det kan jeg love” Han smilede kort og latteren der slap struben var blandet med mennesket i ham, ”men nej jeg mærker det ikke, det er en del af mig, det er skræmmende i starten da du må… Ja forestil dig at du vågner op du ligner det her, hvis ikke du bliver vækket af flammerne, og resten af det” Igen grinte han.

”Du bør være bange det er du godt klar over ikke sandt” Alvoren i stemmen var ikke til at tage fejl af, den kunne nærmest tages og føles på. ”Du ved godt du står overfor al den kontrol jeg har tilbage, jeg har lyst til at… Flå i dig..” Hans kæber smækkede et pr gange ikke truende, ikke bevist men dyret ville frem.
”Om jeg kan lide vand” spørgsmålet kom bag på ham helt bag på ham, han så overrasket ud, helt malplaceret i det dyriske udtryk. ”Jeg kan godt lide vand, ligesom jeg kan lide flammerne, jorden under os, og vinden der blæser” Han stemme var rolig og fattet igen. ”Men vil du da gerne i vandet?” Det kunne jo være derfor hun spurgte fordi hun gerne ville i vandet, han kunne godt undvære det. Selvom vandet ville køre de varme skæld der dækkede hans krop.
”Millicent.. Jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan…” Han forsøgte at fortælle hende at hun burde tage plads på bænken hurtigst muligt så han kunne forvandle sig tilbage igen. ”Vil du ikke sætte dig tilbage på bænken” Fik han sagt noget lavt, men stadig så det kunne forstås.
”Jeg tror det er bedst jeg vender tilbage til den form jeg har lidt mere kontrol i”

Alle hendes sanser havde stillet sig på tær, kunne man sige.
De var lysvågne og sugede alt til sig. Alt som dargonianeren sendte ud.
Stemning , bevægelse, lyde og dufte...hun tog det alt ind, sammen med det spektakulære syn , det visuelle indput .... så fremmed for hendes blik.
Hans kæbes bevægelser var forudroligende.
Degav hende et prej - de signalerede instinkter og drifter var årvågne i ham og havde lyst til at blafre frit, som vingerne på hans ryg fik lov.
Hun ville ikke være normal, hvis ikke de små hår i hendes nakke, begyndte at stritte , efter som en kølig gysen trillede ned af hendes ryg.

Hans pointe om kæledyr , forstod hun godt.
Hun havde bare selv oplevet det modsatte. Flashes fra tidlig barndom meldte sig, og hun huskede pludselig hendes far stå med den hvide kanin , i hans venstre hånd, fingrene lukket om den fødder. Kaninen sprællede og vred sig ,med hovedet dinglende ned af.
I hans højre hånd var køllen. Millicent selv var blevet placeret på en træstub , men ansigtet holdte den lille pige selv skjult, mellem de spredte fingre, så der kun kunne kigges ud fra hendes skjul.
Dog var øjnene klemt i nogle sekunder, sekunder hvor vemmelige lyde overtog luften- og da hun igen kiggede ud mellem fingrene- stod en storsmilende far og fremviste en slap hvid kanin. Pelsen var nu forurenet med mørkerød klistret blod.
" Vi spiste vores kæledyr. De bildte mig ind den første gang at det var kyllinge lår- men det var ....kanin" lød der lavt.
Millicent håbede ikke hun ville blive 'hans kælekanin' eller 'kælelam' for
Hun vidste godt at hun lige akkurat nu, og i den her situation var lammet Og han...løven...og der var ingen grund til ikke bare indrømme det , og så tage den derfra.

Selv med den massive tilstand af anspændthed og frygt der forudroligende hende , løb hun dog ikke væk. Hun lyttede til alt han forklarede imens blikket noterede sig hvordan de sorte skæl nærmeste reflekterede som ravnens sort fjer- hvor andre farver kom frem, når lyset berørte.
Hun tænkte sig ikke om, ikke da hun strøg hånden over ham og så man det udefra , hendes kærtegn og hans arm omkring hende, ville ligne en kærligt gestus- men hans greb var årsag til hun ikke lå og rodede rundt nede på jorden.
Langsomt strøg hun hånden, nu over hans mave, fra side til side , flyttede han ikke på sig og hun var tvungen til at lukke sine øjne. Det hele var overvældende.
Hun fulgte hans hale med øjnene, så hvordan den sweepede jorden og mærkede suset hans vinget satte i sving i luften.
Selvfølgelig rummede hendes klar øjne store spørgsmålstegn , forundringen lod sig ikke ryste af og da hun så op i hans...og fandt at også her var der ændringer , farveskift og et mere dyrisk udseende, var hun nød til at blinke langsomt og presse hendes læber sammen.
Ikke i afsky eller panik - forudroligede var Her kom så hans direkte advarelse til hende. Og hun åbnede dem igen. Hans blik, de gennemgrønne øjne der virkede så skarpe og de advarende ord, fik hende til at krympe sig sin smule sammen , bare lige kort efter han igen havde vist kæbernes lyst til at være aktive.

Millicents hals snærrede sig sammen. Alvoren i hans stemme. Klarheden og fastheden, understregede fedt , hans ord. Hun mærkede det blev mere svært at hive luft ned i lungerne og hvordan det strammede omkring øjnene, da tårene pressede sig på. Hun vidste det godt.
Hun skød hagen ludt frem , og kiggede så op på Argentum, imens hun sank en ekstra gang.
Millicent kunne intet sige , ordene sad helt fast i halsen på den unge kvinde- men indforstået dét var hun , så hun nikkede. Hun burde være bange- hell hun VAR da bange. Desværre var hun bare lige så facineret...og begge dele have samme effekt - de satte hende nærmest handlingslammet.
Sagte gispede hun ved hans ord om kontrol - og bad en stille bøn til han havde MEGET af den kontrol. Var det smart at udfordre ham ?
Der gik nogle sekunder.....så kørte tanker i fri gear, mæske en forsvarsmekanisme der tvang hende til at forholde sig til 'mindre farlige ting ' som bad!
Som Vandet , et tilbud om at bade virkede som et skift...måske en easy way to escape på, for hun kunne mærke hans kamp og det gjorde hendes uro skyhigh . Måske udsprang forslaget af hendes ubalance.Hun var taknemmelig over han kontrollerede sig, og holdte den dyriske del i skak.
Argentum havde noget mere styr på hans tanker, sådan da og det lød til alle elementer var tiltalende for ham.
" Nej nej...jeg skal ikke bade " slog hun det til side - selv om i den her hede , kunne man nok være fristet til at bosætte sig, og slå sig ned i et afkølede springvand.

De skulle lige et par omgange rundt i systemer, hans sætninger før det gik op for hende, hvad Argentum mente. Og hun trak sig væk, først langsomt mens hun mumlede sit svar ud..." jo...selvfølgelig..med det samme!" Hun havde ingen planer med at udfordrer ham i den nuværende form og hun havde skal samlet op på de dyriske drifter og voldsomme kræfter , som han bestod af også.
På ben der føltes som gelerand, vaklede hun over og satte sig ned. Hestehalen sad lidt skævt nu, og efterhånden var der mange løsfaldende lokker der var stukket afsted .Lidt vindblæst med røde kinder og en hurtig bankende puls- og bænken blev med et meget rar , den var fast og til at føle på...til at forstå- nu hvor alt andet hvivlede rundt.

Først ville øjnene hvile lidt i hendes egen skød, og hænderne gnide uroligt hvis ikke nervøst mod hinanden. Øjeblikket ville blive brugt på at forsøge forstå hvad Argentum havde præsenteret hende for.
Så ville hun hæve blikket, for at se hvad han lavede?
Hun forventede ikke hun skulle være truet men man kunne jo aldrig vide. Millicent var dog i forsvars mode, tvært om begyndte hendes krop langsomt at normaliserer sig tilbage til habituel tilstand, og pulsen fandt sig nogenlunde tilrette igen.
" Jason..Argentum...er alt okay ?" Lød det eneste hun kunne koncentrere sig om, var han helt okay?