Jeg leder efter et sted at være, et sted at stå. Jeg leder efter en position der sikre mig overlevelse. (Kuuma)

S: Racemania (The Scarpyard)
O: biler, små huse og en masse folk.
T: Eftermiddag
V: Det samme triste, med skyer af sær farve og en sær, vedvarende varme.

Han havde ikke haft nogen plan. Han havde ikke haft nogen intension om at skabe ballade eller overhoved gøre opmærksom på sig selv. Han var en enespænder, han klarede sig selv og gled fra skygge til skygge, legede sig igennem livet. Skjulte sig i skyggerne, som et mareridt ventede på nattens komme, før den spolerede folks sind. Menneskernes sind. Hadet var ikke længere så stort, men det var der stadig, som et mørkt frø der bare ventede på næring til at vokse sig større. I starten havde han holdt med de andre dæmoner, han havde opsøgt dem og fortalt dem de burde kæmpe sammen, blive magtfulde igen, de var jo dæmoner! En stærk race. Men hvem lytter til en flygtig skygge? Det var så længe siden nu at det ikke betød så meget mere. Han var taget af sted, havde fundet sig et job blandt umbraerne, hvor han optrænede andre tyve, men ellers holdt han sig for sig selv, talte næsten ikke med folk og undgik for meget kontakt.
I dag var han her, skyggerne havde bragt til dette alt for varme sted. Han var blevet tvunget til at lade jakken blive hjemme, trods vejret altid kunne ændre sig. Denne sølle verden, ruinerne af hvad det før havde været. han frydede sig over det, på en måde var det en hævn på menneskeheden, at det hele var endt sådan her, at det var gået ud over alle andre var en pris der måtte blive betalt.
Klædt i nogle lidt slidte sko, nogle lette bukser og en T-shirt som sad over hans brede skuldre. Han lignede vel enhver normal mand, ikke vildt muskuløs, men heller ikke helt spinkel. han holdt sig i form, så han kunne klare sit arbejde bedst muligt, men selv for tyvene var hans krop lidt for stor. Men han havde noget de andre ikke havde. Skyggerne.
Hans hånd gled over de svage skægstubber. Det mørke hår strittede ud til alle sider, da han sjældent gav det meget opmærksomhed.
han havde stået og set på bilerne, der evig og altid kørte om kap for at opnå en eller anden pris, da nogen åbenbart havde følt sig generet af han stod netop der i længere tid og bare kiggede, uden at snakke med nogen. Eller også kedede de sig, det var ikke til at vide. De fire mænd, simple mennesker selvfølgelig, havde skubbet ham ud af den ene skygge han havde stået i, så han nu stod og mærkede varmen mod sin krop. Han bukkede sig ned efter sin kniv, der gemte sig under hans bukser, nede ved den ene sko, og rettede sig hurtigt op med kniven i sin hånd. Den var lille, men skarp. Han var hurtig og smidig i sine bevægelser, da han undgik hvad der skulle have været et slag og samtidig lod kniven bore sig ned i mandens arm. Han gav et skrig fra sig og trak armen til sig. Han hev kniven ud og smed den fra sig, så Sean nu stod uden våben. Han virkede dog ikke ked af det, da et svagt smil lå på ham, mens han så fra den ene til den anden, ventende på hvem der nu ville angribe.

Han var kommet trampene fra en ukendt retning, igennem dette racer vanvid, på jagt efter sit bytte, da han var blevet hyret til et tage livet af, et menneske, han søgte rundt, som en blodhund, imens han prøvede at spore sit bytte, han tænkte stille på om Vanillia ville klare sig uden ham i den korte tid han var væk, men det ville hun nok så han koncentrede sig om sit bytte, som han spottede, han gik i sin fulde kamp rustning, sand farvet med en fuld sort skud sikker vest da dækkede han's skridt, lår, baller, ribben, skuldre, bryst med ordet Ghost på højre bryst, mave, ryg, og hals, imens han's skelet maske var trukket ned over hovedet, han's M8A1 riffel afsikret og i hænderne, sin Tac45 i lår hylster og sin combat knife i bryst hylster, han søgte stille efter sit bytte, da han spottede manden i skyggen, men valgte at ignorer ham, da han spottede sit bytte på vej over imod manden i skyggen med 3 kammerrater, så dem angribe manden og rynkede panden og tænkte *4 imod 1? ikke fair tænker jeg* han gik lydløst der over, og slog sit Stealth udstyr til så han forsvandt som duk for solen, dog var han der stadig, han satte sig på knæ, da han så manden i skyggerne som nu stod ud i solen, han skrude sin lyddæmper på, og tog stille sigte, han skød en af de 4 mænd i baghovedet, ramte perfekt, så skød han 3 skud i ryggen på den anden, 1 missede uden og ramme, 2 af dem ramte ham godt, han skød den sidste da var blevet såret i armen, ved og skyde ham i halsen på ham, han rejste sig op og gik der over af, lydløst, og han stod så et par meter fra dem og knurrede af den sidste mand da angreb manden i skyggen ''1 mod 1 er mere fair, syntes du ikke?'' han lød venlig trods sin knurren.

Det skete ret pludselig. Han havde været forberedt på at blive angrebet og undvige, til han kunne flygte, præcis som han plejede, da der lød skud. Ikke noget højt, ikke noget der så ud til at tiltrække sig særlig meget opmærksomhed, bare en svag lyd af noget der hvislede og den karakteristiske lyd når noget ramte kød og blod. Han frygtede først en af mændene havde skudt ham og lod blikket glide ned over sin krop, men opdagede snart, da den ene mand faldt til jorden med et hul i hovedet, at det ikke var ham der var blevet skudt på. Men hvem skød så? Og ville de også ramme ham? Måske...var det militæret. Et øjeblik gled han fortid, fanget i en militærbygning fordi han var hvad han var, forbi ham og han frygtede de viste hvad han var og var efter ham.
Selv da nogen snakkede, kunne han ikke se personen. Han vendte sig om mod den sidste person, som så ret tvivlrådig ud, trods han havde været klar til at angribe for kun et øjeblik siden. Han kiggede rundt om sig for at finde personen der snakkede, før hans øjne lagde sig på Sean, den eneste han kunne se og give skylden. Han pegede direkte på ham.
"Du! Det er djævelskab! Er du et af de muterede dyr? Bliv væk! Bare vent!" så vendte han ryggen til dem og ville flygte. Sean var hurtigt ovre ved sin kniv igen, samlede den op og kastede den...Den ramte manden i ryggen, nok til at manden faldt forover, men ikke nok til at dræbe ham. Han viste heller ikke selv hvor stemmen var kommet fra, men en ting var sikkert. Nu var det hans tur til at flygte!

Han så tilfreds ud med sine drab, da han så osse havde reddet en ukendt's mand røv, dog uden og vide hvorfor, han stod roligt vendt imod manden, da han så den fremmede mand kaste en kniv i ryggen på den flygtende mand som havde råbt op, han grinte for sig selv og gik roligt der over, dog på sikker afstand af manden, klar med sin M8A1 riffel hvis manden skulle vise sig fjende, og slog sig Stealth udstyr fra, så det kunne ligne han kom frem ud af det blå, han nikkede venligt og sagde ''du kunne ligne en da havde brug for hjælp, så jeg tænkte det kunne være og redde din røv, jeg hedder Ghost, rart og møde dig'' han grinte roligt og lavede en eller anden fjollet honnør, dog venligt ment, imens han roligt så sig omkring for og se om da var flere modstandere, han trak dog på skuldrene og begyndte at rode i de døde's lommer, tog alt værdi han kunne finde, dog kastede han nogle af værdierne over til den fremmede mand ''værsgo du'' han lød munter og rolig imens han sagde disse ord, han spurgte så ''hvad laver du sådan et sted her?'' han lød venlig og nysgerrig.

Havde han haft pels, havde den strittet til alle sider og han ville have hvæset som en vred kat. 
Endelig kom den fremmede til syne, endelig kunne han tage den usynlige person i øjesyn og bedømme ham. Klædt på, som kun folk fra militæret eller folk der havde fundet de rigtige lig at bestjæle. hans maske hjalp ikke rigtig på det, han følte han ikke kunne bedømme manden. Redde hans røv? Ja, det var da derfor! Alle viste da man hjalp hinanden i denne verden...Altså før krigen. Derefter var man sig selv nærmest. Hvad ville manden? Var han efter ham eller var det virkelig tilfældigt? Som en umbra blev han stort set aldrig set, kombineret med han var skabt til at gemme sig i skyggerne. Så han viste ikke om der faktisk var nogen der ledte efter ham. Han lignede mest en person der var klar på at flygte, hvis det kom dertil. De ting han kastede over mod ham, flyttede han sig fra, men i stedet for at bukke sig ned efter dem, holdt han øje med den fremmede mand. Det var tydeligt at hvis manden prøvede at nærme sig, ville han ikke blive hængende særlig længe.
I stedet for at svare ham, sendte han et spørgsmål retur.
"Hvem er du? Hvad vil du?"

Han stod bare og så på manden imens han tænkte at fyren nok havde en del spørgsmål, mest over hvorfor han hjalp ham, han stod lidt og så på manden foran sig, han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige da han rykkede sig væk fra de ting han havde kastet, og han brummede en munter lyd og sagde ''jeg gør dig intet, for ville jeg dig ondt, så havde jeg nok osse skudt dig sammen med de andre, skal du tænke ik?'' han lød venlig og rolig, han tænkte lidt over det og svarede ærligt ''kalde navnet er Ghost, forhenværende Sergent i Occulta, i SCU, Stealth Combat Units, indtil på en patrulje da blev mig og min makkerinde, angrebet af nogle varulve, og så blev jeg udstødt fordi jeg selv blev en varulv, min makkerinde døde dog, de tog dog aldrig mit udstyr, og nu er jeg bare på flugt kan man vel sige? hehehe, hvad med dig selv?'' han lød munter og rolig.

Han havde allerede sagt mere end han plejede. Og nu mente manden at fordi han hjalp ham, skulle han åbne munden og fortælle om sig selv? Det skete ikke. Hans øjne gled ned over manden et øjeblik. så tillod han sig at slappe lidt mere af, for han havde da ret i en ting. Hvis han virkelig ønskede at skade ham, ville det nok være sket. Han bukkede sig ned efter de ting der var blevet kastet ned til ham, nogle af dem proppede han i sine lommer, men en mønt lod han blive i hånden, da han lod den øvet blive kastet fra hånd til hånd, mens han så på manden endnu engang. Så...eks-militær mand? Fandtes de overhoved? døde de fleste ikke eller noget i den stil?
"Metertyv, siger det ikke nok?" et smil gled over ham.
"Men tak dog. At kæmpe er ikke min stærkeste side. Jeg lever, som sagt, i skyggerne" og mere behøvede der ikke at blive sagt. Lige nu. Han lod blikket glide omkring. En lille folk folk var på vej over mod dem, sikkert for at komme fra den ene bane til den anden og det sidste han ville var at blive jagtet for nogle mord han faktisk ikke havde gjort.

Han stod roligt og så på manden, imens han vurderede hvad han skulle sige, han så dog manden bukke sig ned efter tingene, han smilede lidt og så vurderende på manden's tøj, udseende generalt, han så rundt imens han igen så på manden, han gjorde sig det indtryk at manden var en del mistroisk over for ham, men hvem var ikke over for det for eks soldater? nå hvad fanden tænkte Kuuma, han så på manden proppe tingene i lommen, imens han dog havde en enkel mønt som øvet blev kastet fra hånd til hånd, dog holdte han øje kontakten med manden, trods sine sorte briller.
''en mestertyv? tja det siger jo en hel del'' Kuuma svarede muntert.
''det var så lidt, og tror gerne du ikke er vant til og slås, men tja det da ikke noget galt i, så det jo godt idioter som mig kan hjælpe dig, hehehe, og tja jeg lever hvor jeg kan haha'' han grinte muntert.
Kuuma havde bemærket den lille folk på vej over imod dem, han havde allerede afsikret sin M8A1 riffel imens han så på manden foran sig og smilede selv om manden ikke ville kunne se det, men han's krops holdning ville dog sige det tydeligt nok.

Han fornemmede et smil fra manden. Han måtte synke en ekstra gang da han afsikrede sit våben...Nej, han havde aldrig brudt sig om de der skydevåben efter sin barndom. en hånd gled gennem det mørke hår og han flyttede sig lidt, så folkene kunne komme forbi uden at vade ind i ham. Hvilket i dette tilfælde bragte ham tættere på eks-soldaten, hvilket dog var helt bevist.
"Hvad laver en soldat, der ikke længere har sit oprindelig job?" spurgte han roligt og studerede let personerne der gik forbi. En ung mand, som lignede en der ofte der var her, der snakkede om et eller andet til to andre unge drenge. To unge piger der gik bag dem og sikkert snakkede om noget helt andet, småfnisene. Umiddelbart intet af værdi, måske med undtagelse af armbåndet om den ene piges arm. Han lod dem gå. Var der intet at stjæle fra dem, var der ingen grund til at få deres opmærksomhed. Han så sig tilbage og opdagede de stadig var tæt på det lille hus, hvorfra han havde stået i skyggen oprindeligt. Han begav sig hen til skyggen og mærkede dens kølende effekt, efter han havde stået i den varme sol. han så over mod soldaten, som kun var kommet lidt længere væk nu, men intet der forhindrede dem i at fortsætte samtalen.
"Og hvad laver man soldat? Hvem slås man med?" spurgte han. En ting han godt ville vide.

Han stod roligt og så på mestertyven foran sig, imens han snusede ind, for og bemærke flokken komme tættere på, han så manden foran sig lade sin hånd glide gennem sit mørke hår, han nedstirrede de folk da folk da kom for tæt på, udover mestertyven, som kom tættere på ham, han vidste dog ikke om det var bevidst eller ej.
''tja jeg vader omkring, tjener penge, ammo, udstyr, hvad jeg kan få fingrende i, så jeg kan følge min rejse med kvinden jeg følger, men ellers går jeg og hygger mig med og hjælpe folk engang imellem, som fx dig, da jeg mener at nogle folk er værd og hjælpe, om de tror på det eller ej, om de orden's håndshævere, soldater, rejsende, eller i dit tilfælde, ja, så gør jeg lidt for folk engang imellem, mest for og huske på jeg ikke er som de raiders ude i ørkenen, en da stadig har et minimal af moral, trods jeg kan dræbe uden medynk, men for at køre noget langt kort: jeg kan finde på og overfalde raiders, eller overfald's mænd, måske hjælpe en som dig, som jeg nævne før'' han var ikke typen da snakkede meget, og havde derfor svært ved og formulere sig, han håbede dog mestertyven ville kunne se det, han bemærkede den unge mand, imens han med et skarpt blik undersøgte fyren som en mulig trussel, imens han samtidligt holdte øje med de to unge drenge, han bemærkede osse de to unge piger, og overvejede og det var mulig føde, så han knurrede en lav munter lyd ved tanken om føde, han så dog væk igen, han så mestertyven gå tilbage til skyggen, han blev dog selv hvor han var, mest for og have et godt udsyn, han lyttede til mestertyven og svarede ''som SCU, Stealth Combat Unit, i Occulta, da sniger man sig rundt med sin partner, leder efter mulige trusler tæt på Occulta, og så dræber man dem, stille, hurtigt, lydløst, eller osse så slæber man dem med og.. forhøre dem om ting, man gerne vil vide, eller osse så sender man en besked ved og banke dem sønder og sammen med de bare næver eller en slagstifte, som lejesoldat, trods jeg ikke er hunrede procent lejesoldat, jamen så tager jeg det arbejde jeg kan få, så længe det ikke er i strid med min kodekts, som er jeg aldrig røre kvinden jeg følger eller Diana, men dræber alle da gør dem fortræd, og dem man slås med? hmm raiders, kriminelle, alle trusler lige så vel, man holder det så rent som muligt, selv om det svært i den verden vi er i, men skal jeg være helt præcist? så kæmper man imod alt da er en trussel, hvis man selv ser det som en trussel'' han svarede ærligt og høfligt, imens han så rundt på området, samtidligt med han holdt øje med mestertyven.

Han sagde mange ting. Ellers også fik han det bare til at fylde meget. når folk sagde mange ting, eller det tog tid for dem at formulere sig, kunne han godt finde på at blive distraheret af andre, mere spændende ting, dog, med en naturlig respekt man pludselig får fra en person der kunne banke en synder og sammen, lyttede han alligevel. Høflighed havde han kun så længe det var nyttigt.
Af en eller anden grund følte han at manden holdt en del øje med ham, men det gjorde de fleste hvis de fandt ud hvad han var eller hvad han lavede. Hvorfor stole på en tyv? Det ene øjeblik kunne man snakke med dem, det næste kan de have stjålet et eller andet fra en...
"Folk der fortjener det? Hvad fik dig til at tro jeg fortjente hjælp? Jeg mener...Jeg er jo bare en fremmed person" han slog lidt ud med armene, som om han ville vise han kun var en ud af de mange der var her omkring.
"Og tilmed en tyv. En person de fleste nok hellere ville sætte bag lås og slå, i stedet for at begynde og snakke med ham" han smilte svagt og hans øjne glimtede en anelse. Han havde det bedre her i skyggerne, følte sig faktisk en smule mere modig. Skyggerne var hans plads, der han hørte til...Der hvor han havde magten, kunne forsvinde og gøre ting. Også et af de steder han vil have nemmest ved at overleve.
"Men jeg har en ide. Du er nu en ekssoldat, fuld af fif og tricks til at...slås. Jeg er en sølle tyv, uden fif og tricks til at slås..." han studerede manden, for at se om han forstod hvor han ville hen af...

Han kiggede roligt rundt, imens han holdt øje med mestertyven, han syntes han var en spøjs fætter, imens han roligt så på et racer løb da lige var begyndt, dog stadig ved og holde øje med omgivelserne, og mestertyven, aldrig slæk på sin opmærksomhed, men få andre til og tro man koncentrerede sig om noget, han havde ikke i sinde og skade mestertyven, hvorfor skulle han osse gøre det? han havde lige reddet han's heldige røv, hvis han selv skulle sige det, og han klukkede muntert ved tanken, imens han skævede til mestertyven.
Han fulgte roligt med i løbet og nikkede muntert da den mindre bil kom foran den større, han hørte roligt manden snakke og han overvejede lidt sit svar, han svarede så muntert.
''ja folk da fortjener det, og det da fik mig til og tro det var, da du stolede på mig da du sagde du var en mestertyv'' han sagde ordet mestertyv lavt, og muntert og snakkede så videre, dog fuld opmærksom på sine omgivelser, som en professionel vagt hund, han snakkede så videre ''nok er du en fremmede, men en mand's redning er en anden mand's glæde, måske reddet jeg dig, fordi jeg mente det var min pligt, fremmede eller ej, så fortjener alle en chance hehe'' han lød venlig og munter.
''og hva så hvis du en tyv? og jeg jager ikke tyve medmindre de stjæler fra mig, og så det ikke lås og slå, men en kugle i nakken eller panden, hehe, ikke at jeg vil skyde dig, det ville være dumt efter jeg har hjulpet dig, hehehe, og det sundt at snakke med andre, uanset hvem de er, nogle gange hehe, men det er sundt for en's mentale helbred og vise noget medmenskelighed selv om det er svært på grund af den verden vi er i, så ja jeg prøver og huske jeg ikke er en ond fyr ved og hjælpe i ny og næ'' han lød venlig, lige så vel som alvorlig, imens han så rundt, han var glad ved duften af blod, krudt slam, og fornemmelse af kamp i sigte, dog ikke med mestertyven, men med alle andre, han levede og åndede for det hele.
han lyttede til mestertyven og tænkte lidt imens han så på ham, stadig med opmærksomhed på andre ting han spurgte så vel som svarede ''ja jeg er ekssoldat, og hehe ja jeg kan mit kram, både i nærkamp så vel som på lang afstand, og du ikke en sølle tyv er jo ikke dum, men tja hvis du spørg om jeg vil følges med dig og dække dig, jamen så hvorfor ikke? så længe jeg får lov og beholde noget af byttet, har brug for det til patroner og andet udstyr, som jeg bytter ulovligt fra Occulta men det holder jeg for mig selv, intet personligt, sikkerhed du ved? og tja hvor skal vi hen, du?'' han lød venlig så vel som drillende og alligevel alvorlig.

Denne mand havde tydeligvis gjort sig sine tanker om livet, men når man stod med lig til knæene kunne det vel heller ikke undgås, kunne det? Folk der blev mærket for livet...
Han drejede hovedet og lod selv blikket glide over de kørende biler, smilte lavt da den lille bil overhælede nogle af de større. præcis som han så sig selv i hverdagen, den lille, ubemærkede skygge der overhælede de store og klodsede skikkelser på gaden, stjal deres ting når de ikke så det og kom helt til måls. Folk huede og buhede mens bilerne kørte rundt og rundt.
Så drejede han hovedet igen og så over på ekssoldaten. Han viste det. Folk havde altid en personlig grund til at gøre ting. Uanset hvor kærlige og hjælpsomme folk var, ville alle have nogle egoistiske grunde til noget af det. Det lå i folks natur. Men hvorfor ikke? Man kunne jo ikke gøre så meget godt for folk, hvis man ikke selv havde det godt. Det var i hvert fald hvad han bildte sig selv ind. ikke fordi han så faktisk gjorde noget godt for folk...
"uanset hvorfor du gjorde det, så tak. om jeg ren faktisk ville have overlevet det, vil jeg lade ligge i det uvisse. Men jeg må korrigere dig, jeg stoler ikke på folk. Det er for farligt. Jeg tog en chance. Enden viste du allerede hvem jeg var og ville dræbe mig, eller også ville du snart finde ud af det alligevel og med dine evner til at kæmpe, valgte jeg at tage en chance." han trak let på skuldren.
"Hvad er livet uden at jage døden en gang i mellem? kedeligt" han smilte svagt og kiggede igen ud på racerbanen. To af de store biler var kørt sammen og folk myldrede nu derover for at se om nogen var kommet til skade, mens den lille bil kørte i mål og vandt. En ting ikke særlig mange lagde mærke til nu.
Han kiggede hurtigt tilbage til manden et øjeblik og smilte svagt. Han havde nu ment om manden ville lære ham nogle fif til at slås, men at han ville se efter ham var nu også fint nok. Det eneste problem var bare at han ikke jo ikke kunne følge ham over det hele: han var lydløs, gemte sig i skyggerne, på en måde han ville være alt for stor og klodset til.
Han rettede sig op fra den væg han havde lænet sig op af og nikkede over til bilerne.
"Når folk er opmærksomme på en ting...Er de uopmærksomme på andre. En ren guldgrube for mig, hvis jeg er heldig. Især hvis der er folk, der tager imod væddemål imellem. problemet er bare...At de folk der tager imod væddemål ofte har nogle muskelbundter til at følge sig, for at undgå problemer når folk vinder eller taber." smilte han let.
"Er du frisk?"

Han stod roligt, og så på mestertyven, imens han smilede bag masken, han vidste ikke hvad fyren tænkte på, han nikkede bare høfligt imens han hægtede sin M8A1 Lang Range Battle Rifle over sin skulder, dog så han hurtigt kunne gribe fat om den igen, imens han tjekkede om sin Tac45 sad i lår hylstret, han tjekkede om han's slagstifter var der og sin seal kamp dolk, han nikkede muntert til mestertyven.
Han så roligt over på banen og smilede muntert, han så den lille bil overhale de større, han nikkede tilfreds imens han så efter bilerne køre, den var mere som de store biler, ikke et giga muskelbundt dog, men han var dødelig på klodshold så vel som på lang afstand, han grinte muntert ved tanken om sin sidste nævekamp i arenaen.
Han bemærkede mestertyven kigge på sig, han grinte en afslappet venlig latter, for og vise mestertyven da intet var galt, han stod afslappet og så rundt, dog stadig fuldt ud opmærksom på sine omgivelser, han kunne godt lide mestertyven, en rar lille fyr, han smilede bag masken og huskede nogle episoder i Occulta, SCU, han grinte lavt for sig selv, han lyttede dog roligt til mestertyven og svarede venligt.
''tja jeg gjorde det fordi jeg kunne, og ville, fordi jeg havde magten til og forsvare dig eller lade vær, og jeg valgte og forsvare dig ved og tage deres liv, og tja måske havde du overlevet det, hvem ved? men nogle gange er det smartere og handle end og overveje sagerne, men andre gange kan det redde liv og overveje tingene før man skære halsen over på en imens man hvisker en stille latter i han's øre, og tja jeg dræber dig ikke, ser jeg ingen grund til, og hvem du er, er dit private anliggende, ligesom den jeg er, alle er den de er, om de har andet tøj på, eller bære en maske, så vil de altid være den de er, som jeg altid vil være en ekssoldat''
han grinte muntert da han sagde det med og skære halsen over på en og hviske en stille latter ind i øret på vedkomnet, han smilede roligt og munter bag masken imens han så på mestertyven.
han så roligt på mestertyven imens han overvejede det lidt og grinte muntert og nikkede enig til ham da han svarede.
''er enig med dig, livet er kedeligt uden jagten, uden at komme snigende som en lydløs skygge, en ukendt stille vind, og springe på en bagfra, imens man bider halsen over på dem, eller skære den over, brækker nakken på dem, da mange muligheder, jeg elsker og jage, det ligger til min natur, selv at jage dem da stærkere end mig selv, dem jeg ved da kan dræbe mig, for at snige mig lydløst ind på dem, trække min kniv, og stikke dem til de ikke bløder mere''
han grinte en rå latter, som hos en da har dræbt alt alt, alt for mange gange, han så roligt de store biler styrte sammen, han bemærkede osse den lille bil køre i dog, samt at ingen tog note af det, og han grinte muntert og roligt, ikke rå som før, bare en munter glad latter.
Han bemærkede manden kigge et øjeblik på ham og smile svagt, han smilede bag masken, an vidste udemærket hvad han havde ment, han ville dog gerne kende manden bedre først, vide mere om ham, før han ville lære ham træning som Stealth Combat Unit soldater lære, han vidste at manden var god til og snige sig, at være lydløs, det var han osse selv, ikke så god igen, men han kunne dog bevæge sig ubemærket i skov områder og lign ved hjælp af sit stealth udstyr og sine evner inde for og snige, måske kunne han selv lære noget af mestertyven? han grinte muntert ved tanken.
''så du siger det kunne være en god ide for dig at jeg lavede en afledning, og ja det er altid folk da finnasere væddemål imod hinanden og den slags ting, og ja de har nogle muskelbundter som er store, de har dog ikke den store nærkamp's træning, så det bliver ikke så svært medmindre de er rigtig mange, og ja det har du ret i.
han så roligt på mestertyven og grinte muntert før han sagde et enkelt ord.
''ja''

Han var en rigtig grinebider. Grinte hele tiden, af ting han helst ikke ville vide hvad var. I stedet lod han blikket glide over folkene, der samledes i en stadig større og større gruppe. De måtte handle snart, hvis de skulle have noget ud af det. Med et trænet øje fik han øje på mændene, der både så henholdsvis sure og glade ud over det skete, samt en enkelt der bare så bekymret ud. En af dem stod helt op af de ødelagte biler, to andre midt i gruppen af folk. Netop som han kiggede, bemærkede han at en af dem begyndte et stilfærdigt skænderi med en mand der var kommet over til sig. Han smilte svagt mens han så på dem, før han lod øjnene glide over til den efterhånden lidt skumle ekssoldat.
"Jamen så er der jo ingen problemer" svarede han let. Han snakkede jo om at de kun ville være til problemer hvis de var mange. han anede ikke hvor mange de var, de var civiliseret klædt som så mange andre mennesker, for ikke at skræmme folk væk, så ingen gad vædde noget.
Han studerede kort mulighederne for at forsvinde fra skygge til skygge. Folk havde deres skygger, men han ville ikke bruge dem, de var for...små, for usikre. Desuden kunne han ende med at dukke op midt i gruppen af menneskerne og det ville ikke være nyttigt. Nej, så hellere glide uset ind i menneskemængden. Han tog en kort beslutning og nikkede svagt for sig selv.
"Nå. Jeg gad godt diskutere muligheder med dig, men snart er nysgerrigheden forsvundet og folk går hver til sit igen. Så i stedet sætter jeg lid til at du kan dit." Han viste ikke engang om der blev noget for Kuuma at lave. Kuuma ville ikke engang nå at svare, før han var væk. Ikke som i puf, men som i at han var sat i let løb over til flokken, som om han ville komme de kvæstede til undsætning. Da han nåede de første personer, yderst i gruppen hvor folk stod mere spredt, stoppede han med at løbe og gå langsomt ind mellem folk. De fleste så slet ikke ud til at bemærke ham: Han var bare endnu en person der ville op foran og se hvad der var sket. De opdagede ikke engang når nogle mønter forsvandt fra deres lommer eller punge i bælterne. Det tog ikke lang tid for ham at komme op ved siden af en af de mænd der tog imod væddemål, ham der havde skændes med manden. De skændes stadig.
"...Viste ikke det ville ske! du får ikke dine penge tilbage, han har tabt!"
"Han er kørt galt! Ikke tabt! Jeg vil have mine penge..."
Snart var der ingen penge at diskutere om. Han stoppede op og gik helt tæt på dem, som om han ville se på ulykken skråt foran dem. Netop som hans hånd lagde sig om den fyldte pung og listede den ud af mandens bælte, var heldet dog brugt op.
Manden opdagede ham. Ham der stod foran manden der tog imod væddemål. Han stoppede forundret op og først troede Sean ikke at han havde opdaget at han havde pungen i hånden. Netop som han lod pungen glide ned i en skjult lomme, reagerede manden desværre.
"Pengene...Pengene! Han har pengene!" udbrød han og fik straks de nærmeste folk til at kigge forundret og nysgerrigt. Manden, der tog imod væddemål, vendte sig forvirret og tog sig vanligt til bæltet, hvor pungen plejede at være. så gik det op for ham hvad der skete. Sean var på dette tidspunkt dog næsten allerede ude af gruppen af folk...
Manden, der tog imod væddemål, råbte nu tyv i alle retninger og de andre mænd, der også tog imod væddemål, tjekkede hurtigt deres punge og skyndte sig væk fra stedet. Sean lod blikket glide efter dem, han havde bestemt sig for at få deres punge og ville komme efter dem om lidt. Han satte i løb...Og snublede. Ikke fordi han var klodset, men fordi en af de større mænd, et mindre muskelbundt, var sprunget efter ham og havde grebet fat i hans tøj. Tøjet var blevet hevet ud af hans hånd igen, men det havde resulteret i at Sean var faldet. Han greb for sig med hænderne og var oppe igen med rekordfart. Det samme var vagterne desværre. Han drejede om et af de små huse der var, uden at vide hvor Kuuma var eller om han overhoved ville hjælpe ham på nogen måde. Og var fanget, mast op mod en væg, bogstavlig talt. Han vendte sig om og så at de tre vagter smilte. En af dem fandt en knippel frem og mente åbenbart det var det eneste våben der var brug for. De skulle bare vide...Han var en dæmon. Men bedre endnu: Han var en umbra.
Han løb frem mod dem og de virkede overraskede og stoppede op for at forhindre ham i at løbe, men i det samme ændrede han retning, så gruset fløj op i luften. En af mændene fik lidt småsten i øjet.
Sean lød direkte mod væggen foran sig og sprang op af den i en alt for smidig bevægelse. Han fik fat i toppen med hænderne og hev sig op. Der oppe på taget tog han sig et lille øjeblik på at finde Kuuma, hvis han stadig var der, og på at lokalisere de to mænd, der stadig havde en tung pung der tilhørte ham. Så sprang han fra det ene tag til det andet i en valgt retning, velvidende de store mænd langt fra ville være smidige nok til at følge ham på tagene.

Han smilede roligt bag masken, han så roligt til hvad der skete imens han roligt, han bemærkede mændene da diskuterede så vel som så sure, glade og den ene bekymrede, han så roligt rundt for og spotte eventuelle fare, så dog ingen, så han kiggede roligt over på folk igen, han vidste at mestertyven kiggede på ham, han kiggede dog ikke tilbage, mest for og holde øje med de civiliserede klædte folk, forude alle andre, han hørte ham og nikkede muntert og svarede.
''hehe ingen problemer, og bliver da problemer, jamen så improvisere vi hehe''
Han klappede på en håndgranat da hang i han's vest, imens han så over på folkene omkring de to biler, forude han kiggede efter et højt sted og være, hvor han kunne holde øje med Mestertyven, han vidste dog ikke hvordan mestertyven ville gribe det an, han hørte dog mestertyven, svarede ikke da han forstod beskeden, han vidste osse mestertyven var løbet afsted, så han løb selv afsted imod et højt punkt, imens han tjekkede sin M8A1 og roligt bevægede sig afsted, hen imod et hus imens han hurtigt sprang op på en stige for og kravle adræt op, imens han spænede hen over taget, for og springe over på et andet tag og lande med et brag, han skævede over imod pladsen, fik hurtigt øje på mestertyven, han bemærkede lige Mestertyven sætte i løb for og snuble, han så muskelmanden som havde fat i han's tøj, han fulgte roligt med og sprang fra tag til tag for og komme tættere på, imens han slog sig stealth udstyr til, så man kun ville kunne se ham hvis man virkelig focuserede på den flimren han nu lavede svagt i luften, som en næsten usynlig damp, imens han sprang afsted, han stoppede op og så Sean stå foran de tre vagter som smilede, han så roligt til og grinte muntert og højt da han så hvordan mestertyven klarede det, han så osse Sean kravle op, han skød dog en af vagterne i hovedet da han forsøgte og få sin ven op på taget efter mestertyven, og han ramte plet mellem øret og nerverne så han's hjerne blev blæst ud, dog lydløst på grund af han's lyddæmper, han sprang over på et andet tag, og kravlede højere op så han kunne se mestertyven stå og kigge, og han piftede så han burde kunne høre ham stå oppe på et højere tag, dog med sit stealth udstyr aktiveret, men han stod klar til og følge mestertyven, til og dække han.

Han havde egentlig ikke forventet at Kuuma ville hjælpe til. Et eller andet sted havde han forventet at han måtte klare det hele selv. Heldigvis, dog, døde mændene et mere eller mindre skjult sted, så folkene, der stadig stod ovre ved bilerne, ikke blev skræmt væk. Måske kom mændene snart frem igen? Eller skulle han prøve at lede efter dem? de var sikkert beskyttet nu og personerne i gruppen ved bilen havde set ham og viste hvem han ved...Eller, i hvert fald at han blev kaldt tyv.
Han så sig omkring da en eller anden fløjtede. Nok den samme der havde dræbt mændene. Sikkert Kuuma. Han viste ikke helt hvor han var, men smilte bare roligt og nikkede kort ud i luften som en hilsen.
Hans grå øjne gled over omgivelserne, mens han overvejede hvordan han skulle få fat i resten, da en af mændene kiggede ud fra et mindre hus, hvor han havde søgt tilflugt. Tanken om at miste eller tjene penge måtte have lokket ham ud igen. Den tredje var stadig væk, men ham kunne de snuse op senere. Han sprang atletisk ned fra taget og landede let på fødderne. Der stod en stor mand og en muskuløs kvinde ude foran mandens dør, så i stedet for at gå direkte imod stedet, lod han i stedet som om han havde et andet mål og fik listet sig rundt om det lille hus, uden at vække mistanke. Et lille vindue. Han kiggede ind af det, trods det var snavset, og så manden gå og vride sine hænder. han tænkte og viste åbenbart ikke hvad han skulle vælge at gøre...
Pungen med pengene stod på en lille bord ved siden af ham, sammen med en halv flaske vand. Sean smilte let, da han opdagede der faktisk ikke kom sol ind i rummet.
Han stod allerede i skyggen fra huset og han brugte ikke lang tid på at vælge hvad han nu skulle gøre. Han kiggede sig hurtigt omkring for at se om nogen kiggede, før han lukkede øjnene og fokuserede på skyggerne inde i huset. Hvis nogen havde set det, ville de nok tro de så syner, fået hedeslag eller skynde sig væk, da det sikkert var noget farligt. At en person forsvandt var ikke normalt. Men for manden ind ei huset var det et endnu større chok, at føler skyggerne trykke sig sammen om ham og true ham, før en mand pludselig trådte ud af ingenting. Puf! Fra den ene skygge til den anden. Han smilte let og vinkede svagt til manden, der tabte kæben og stod som lammet. Han greb hurtigt pengene og puf...Væk fra huset og ud i husets skygge, udenfor, igen. Det havde næsten været for nemt. Nu var det tid til at finde den sidste!
han begyndte at gå væk og kiggede sig over skulderen for at se om nogle fulgte efter ham...
Men så levede manden op og trods det han havde set trodsede de fysiske love, åbnede han døren og stammende fortalte der havde været en tyv og de måtte skynde sig efter ham!
Der havde kun været en indgang og ingen var kommet ind eller ud...Men pengene var væk alligevel. Inden de nåede at finde ud af hvad de skulle gøre, var Sean væk.

Han viste ikke hvor kuuma var, men der var heller ingen grund til at ligge planer. Svagt bemærkede han at der var et hulrum under jorden. Han kunne mærke dens skygger. Klogt, at have gemmesteder under jorden hvor folk ikke kunne se dem eller vide hvor de var. Men han var nu ligeglad: Der var så mange hulrum under jorden efter krigen. I stedet satte han kurs den vej han havde set den tredje mand forsvinde, med to klirrende poser af penge. Bare den sidste og han havde penge nok til at slappe af de næste par uger...Et svagt smil gled over ham.

// det bliver nok et kort svar, har simpelhen ingen krea o_o //

Kuuma stod roligt og så på mestertyven kigge rundt, og han kiggede selv rundt efter eventuelle angribere, han bemærkede dog ingen og så ned på mestertyven, som åbenbart havde hørt han's piften, han så ham osse smile og nikke kort, og han grinte bare smørret på en munter måde.
Han bemærkede mestertyven kigge ud over omgivelserne, han bemærkede strakts manden da kiggede ud af et lille hus, han klukkede munter og rystede på hovedet da han så at mestertyven allerede havde set ham, han så roligt på mestertyven, ventede på han ville gå i action, så han selv kunne dække ham, han så mestertyven springe atletisk ned fra taget, Kuuma sprang med ned, dog ikke helt så yndigt, og landede med et næsten lydløst brag på taget, han håbede ingen havde hørt ham, han sneg sig roligt frem af, han vidste ikke hvad der skete for mestertyven, imens han selv sneg sig omkring, han bemærkede at fire mand, ikke helt så store, men alligevel store, var igang med og stille sig på flere sider af huset, han vidste dog ikke om det ville hjælpe, men han satte sin M8A1 på ryggen, trak sin kamp dolk, sprang ned fra taget og så sig omkring, han sneg sig afsted, imens han ventede på vagterne ville skilles, og han så to af dem gå imod den ene side af huset, han sneg sig stille ind på dem, han skævede dog kort til en ung pige kiggede på ham, eller det havde han trodet, hun reagerede dog ikke, han kom i tanke om han's stealth, så han bevægede sig stille frem, imens han hørte dem diskutere noget om grise, han rystede stille på hovedet og sprang på den ene, og stak ham i halsen, imens han holdt ham for munden så han døde lydløst, og inden han's makker så meget som kunne løfte et øjenbryn, blev han's struben skåret midt og rent over så det blødte kræftigt, og Kuuma sneg sig videre, fuld kommen uden samvigtighed over at have dræbt dem, han stillede sig op af muren og skævede om på siden, tid's nok til og se mestertyven forsvinde ud af den blå luft, og han gloede i et sek's tid eller to, før han fattede sig da han så de to vagter komme om hjørnet og gik hurtigere frem da de ikke mødte de to andre, Kuuma ventede lydløst på dem, og i det den ene trådte frem forbi hjørnet slog Kuuma til, stak ham hurtigt mellem 3 og 4 ribben så han døde på stedet, trak sin kamp dolk ud og sparkede den sidste direkte i skridtet så da kom et lille klynk fra ham, for at bukke sammen, og Kuuma skar ham hurtigt over hagen og ned over halsen, for at efterlade den døde, han hørte dog dem inde i bygningen, og vidste Mestertyven var sluppet ud, han sprang op på en væg og kravlede op for at ballancere hen over muren og kravle op på et tag, han bemærkede mestertyven på vej over imod den tredje, han løb stille på taget, tørrede sin kamp dolk af for blod og stak den i hylster for og trække sin M8A1 ud af skulder hylstret, han fulgte roligt Mestertyven oppe fra taget af, dækkede stadig han's tyv agtige røv, og han klukkede for sig selv over han's snotdumme ordspil, Han fulgte dog roligt med mestertyven, på vej over imod den tredje mand, han håbede dog ikke mestertyven ville stikke af, han havde selv brug for lidt penge, til sin fortsatte rejse, men han fulgte dog tæt med ham, han vidste dog ikke om mestertyven vidste det eller ej.