en ny chance - Luke Stark

Niko stod nervøst og med sommerfugle i maven i sin onkels værksted. Hendes opmærksomhed var på den sovende skikkelse, hendes onkel endelig havde erklæret for færdig. Det var en ung, flot fyr med brunt hår og brune øjne i et næsten perfekt ansigt. Han havde været ude for et uheld, det var rent held at hun havde set ham falde og at hendes onkel havde været hjemme og klar til at tage sig af reparationerne, havde omstændighederne været anderledes var han død. Hverken hans arme eller ben havde været til at redde, så de var blevret udskiftede med robotdele, det samme galt hans hjerte og lunger.
Niko rykkede lidt næmere, så hun næsten stod bøjede ind over ham, "vågner han snart, onkel?" spurgte hun, dog uden at vende hovedet mod onklen, som var ved at lægge sit udstyr på plads i den anden ende af værkstedet.
"Om et øjeblik, bedøvelsens virkning skal lige fortage sig først" svarede han og lagde en lille skruetrækker på plads.

Skriget fra hans egne lunger var den eneste lyd han kunne høre, imens han styrtede imod jorden. Så var alt blevet mørkt, skriget var stoppet og det eneste han kunne fokusere på var smerte.. smerte.. og mørke.. stilhed og så var alt væk.

En stemme bragte ham tilbage til virkeligheden. En kvinde?.. nej en mand? Han var træt, hans øjenlåg var tunge og han følte sig meget kvæstet og øm. Hans hals var tør. Han forsøgte forsigtigt at åbne øjnene, men lukkede dem hurtigt da han så lys. Han løftede armen og skærmede sit ansigt..

Det gav et gib i Niko, da Lukes arm bevægede sig, og hun bakkede hurtigt lidt væk for at give ham plads, "onkel, han vågner nu!" udbrød hun ivrigt, men dæmpet, hun ville helst ikke forstyrre ham. Hendes onkel kiggede over mod dem og kom langsomt hen mod bordet. Han bevægede sig ikke så hurtigt som han havde gjort, en blanding af strålingssyge og alderdom, selvom han var en fantastisk engineer havde han aldrig udskiftede nogen af sine egne dele.

Niko gik nysgerrigt lidt tættere på Luke igen, "... kan du hører mig?" spurgte hun prøvende.

Luke missede igen med øjnene og forsøgte at fokusere. En rødhåret pige stod ikke så langt fra ham, og en ældre mand.. der havde altså været to. ”Hv.. hvor er jeg?” mumlede han hæst og forsøgte at sætte sig op. Han så på sin arm og han udstødte en forfærdet lyd og stirrede lamslået på det sorte metal der havde taget plads, hvor hans højre arm før havde siddet.

"Rolig nu" sagde Nikos onkel, og lagde blidt en hånd på hans skulder og skubber ham ned igen, "du har brug for at slappe lidt af, før du kan bevæge dig rundt". Niko svarede ivrigt på hans spørgsmål, så snart hendes onkel havde sagt det sidste ord, "du er i min onkels værksted, bare rolig alt er ok, men du kom ud for en ulykke, og var nær død, så min onkel sørgede for de manglende lemmer, du skal nok vænne dig til det" hun smilede lidt opmuntrende til ham, "det er slet ikke så slemt, og min onkel er en fantastisk engineer, så de virker helt fint" fortsatte hun, "og.." hendes onkel holdt en hånd op og stoppede hende, "så, lad ham lige få lidt tid til at samle sig, før du bombadere ham med informationer".

Luke så forvirret på den rødhårede pige. Ja, ulykken huskede han godt.. i korte glimt i hvert fald. Han gjorde ingen modstand da den ældre mand fik ham ned og ligge. Han så ned på sine arme.. og bevægede tøvende fingrene. ”Uvirkeligt..” mumlede han forvirret og så på den gamle mand. ”Dig?” han forsøgte at tage en dyb indånding og slappe lidt af ”så begge mine arme.. er væk”

Onklen nikkede, "ja, det er mig der har ordnet dig, og ja, begge dine arme ..." han tøvede lidt, og før han kunne nå at fortsætte sagde Niko, "ja, og desværre også dine ben, dine lunger og dit hjrte, men bare rolig, onkel siger alt det nye virker om det skal, og at du end ikke vil kunne mærke forskel". Hendes onkel sendte hende et småirriteret blik, han ville have ventet og givet ham informationerne i små lidt mere overkommelige bider.

”Mine ben?” sagde Luke og forsøgte at se dem.. han lukkede øjnene og overvejede om det var en ond drøm. ”Begge mine arme.. og begge mine ben..” mumlede han og lød bestemt ikke glad for den nyhed. ”Når du siger det virker som det skal?” han kastede et kort blik på den rødhårede kvinde og så den gamle ”kan jeg alt hvad jeg kunne før? Løbe? Skrive?”

Niko nikkede ivrigt, "ja ja, og endda noget af det lidt bedre, der er masser af fordele ved .." fik hun sagt, før hendes onkel afbrød hende, "ja, men det kommer til at tage noget øvelse, før du har det helt under kontrol, du skal vænne dig til dine nye lemmer" forklarede han.

Luke nikkede og forsøgte igen at sætte sig op. Denne gang lykkedes det. Han støttede af vane på armen og så på den.. han blev siddende på briksen og så ned af sine ben. Han viftede med dem og rynkede brynene ”hvordan fungere de?” spurgte han undrende ”jeg.. kan næsten ikke mærke forskel”

"jo altså, det er noget med at robotdelene er koblet til din hjerne, ligesom dine muskler var, og fordi hjernen tror de stadig er der, så mærker man ikke forskel, eller sådan et eller andet i den stil" forklarede Niko, igen før hendes onkel kunne nå at svare, han nikkede dog bekræftende bagefter, "ja, det er noget i den stil".

”Oh..” Luke nikkede og lod blikket hvile på Niko et øjeblik. ”Jeg kan se du er cyborg..” sagde han ”og det er jeg vel også nu. Hjerte og lunger? Kommer det til at have nogle konsekvenser?” spurgte han og sendte en kort tanke til sine smøger, der lå i vindueskarmen i den gamle lejlighed.

Niko rystede på hovedet, "nej, onkel siger at det gør det ikke, men ..." hun tøvede lidt, og vidste ikke helt hvordan han ville tage det, "hvis du fortsætter med at ryge sådan, skal du nok have lungerne renset engang imellem" fortsatte hendes onkel for hende, før hun fik det sagt, "hvis du kommer her forbi, kan jeg give dig lidt rabat" sagde han. Niko smilede svagt til sin onkel, glad for at han tilbød rabat.

”Hm? Virkelig..” Det var første gang at Luke smilede lidt ”så du kan bare rense dem lidt? Det er jo en del mere praktisk en den tidligere løsning.. hvor meget?” han vidste ikke andet om robotdele, end at de var helt urimeligt dyre. I hvert fald hvis man ikke havde nogle penge.

Niko smilede stort, da hun så det fik ham til at smile, og hun følte sommerfugle i maven, han var utrolig køn når han smilede. Hendes onkel så ud til at overveje det lidt, "hm ... 200 om måneden" sagde han så efter lidt betænkningstid, "men kun fordi du kender min niece her" tilføjede han lidt spøgende. Niko rødmede svagt og puffede irriteret til sin onkel med foden, hun havde sagt at de ikke rigtigt kendte hinanden!

200 om måneder var fantastisk billigt. Luke så lidt forvirret på Niko, og forsøgte at placere hende et sted i sin hukommelse. Han gennemgik hurtigt pigerne i sit hoved.. han havde måske set hende før? Nu han tænkte over det, lignede hun lidt en af pigerne der nogle gange kom på baren.. men så vidt han vidste, havde de aldrig udvekslet mere end et par ord, og han vidste ikke hvad hun hed. ”Det lyder godt” sagde han og smilede tøvende. ”.. er der noget jeg skal vide inden jeg.. går?”

Niko undgik at se på ham, og håbede ikke han tænkte for meget over, hvad hendes onkel havde sagt. Hendes onkel kiggede på hende med mild overraskelse, da hun ikke straks svarede, "det tror jeg ikke, se hvordan det fungere, og hvis du har nogen problemer, så skal du bare komme forbi" sagde han, "Niko kan følge dig ud, og vise dig hvor i byen du er".

”Ja.. ok, tak for hjælpen” sagde Luke tøvende og kom op og stå. Han havde det lidt underligt på de nye ben, men der virkede til at være nerver i fodsålen. Han så over på den rødhårede pige ”.. ja Niko.. det ville være rart” sagde han og havde nogle spørgsmål han skulle stille hende, et sted hvor han ikke risikerede at miste sin rabat.

"øh ... ja" sagde Niko, "selvfølgelig, bare kom med den her vej" sagde hun og begyndte at gå mod døren, mens hun kiggede sig nervøst over skulderen, hendes mave føltes underlig og hun følte sig ret nervøs, hun havde aldrig været på tomandshånd med ham før.

Luke fulgte efter Niko. Han så lidt undersøgende på hende imens de gik.. han lagde normalt ikke mærke til om folk var cyborg eller ej. Mest fordi andre mennesker normalt ikke interesserede ham særligt meget. Han vidste at for dette øjeblik, ville det være noget han automatisk ville kigge efter hos sine medmennesker.
Da de var kommet væk fra værkstedet, hævede han et øjenbryn og så på Niko ”venner?”

"uhm ..." hun tøvede og kiggede lidt ned, skrabede lidt i jorden med den ene fod, den der var af metal, for at have noget at fokuserer på, "jo ... altså ... ellers havde han krævet penge for det og måske ville han slet ikke have gjort det" mumlede hun lidt undskyldende. Selvom hun følte sig ret forlegen, kunne hun ikke undgå at bemærke, at et hævet øjenbryn klædte ham ret godt.

Luke nikkede lidt. ”Hvorfor hjalp du mig til at starte med?” spurgte han undrende, og overvejede i sit stille sind og det nu også havde været en hjælp. Han vidste ikke særligt meget om cyborgs, men havde nogle spurgt ham om han frivilligt ville skifte sine kropsdele ud, havde han givet dem fingeren.

"jo ... altså" startede hun igen og prøvede at finde en måde at foklare det på, som ikke ville stille hende i et dårligt lys, "ja ... jeg har set dig et par gange på baren, men du ved aldrig rigtig snakket, og så så jeg dig falde ned fra en bygning, og ja" hun tøvede igen, "jeg ville have haft det rigtig dårligt med, hvis nogen døde og jeg ikke havde gjort noget, altså især fordi jeg har set dig før og sådan" forklarede hun og håbede det ikke lød alt for søgt.

Luke nikkede lidt. Han havde aldrig selv gået igennem et sådan besvær for en han knapt nok kendte.. det var ikke engang sikkert han havde gjort det for en ven. ”Jamen så tak for hjælpen” sagde han tænksomt ”det er heldigt der er godhjertede og uselviske mennesker tilbage” fortsatte han, og håbede hun ikke gik og følte han skyldte hende noget.

"oh, det var så lidt" sagde hun og smilede forlegent, "ja" hun grinte lidt, "selvom min onkel siger der ikke er så mange".