en ny chance - Luke Stark

”Nej, din onkel har helt ret” sagde Luke og følte i sine lommer. Der var ingen smøger. Han sukkede kort ”har du en smøg?” spurgte han.

"øh ..." hun mærkede på sine lommer, selvom hun var ret sikker på ikke at have nogen, hun røg ikke. "Nej, desværre ikke ... øhm, jeg kan se om vi har nogen indefor?" tilbød hun og smilte genert, "måske min onkel har nogen, eller det kan være der ligger nogen et sted".

Luke overvejede hendes tilbud et øjeblik. "Ok" sagde han så og gik hen til hende. "Det er også din onkel der har lavet dig?" spurgte han og så undersøgende på hendes metalliske dele.

Hun nikkede ivrigt, "ja, han er en super god engineer, jeg tror han kan lave alt, vi troede eller aldrig jeg ville kunne komme til at se med mit dårlige øje, med så fixede han det" fortalte hun, og skulle til at fortsætte, da hun kom i tanke om cigaretterne, "oh ja ... jeg går lige ind og kigger efter cigaretter" sagde hun lidt forlegen over at have glemt det.

Luke nikkede og så lidt efter hende. Han var ikke sikker på om han skulle følge efter eller ej, så han endte med at stå og sveje frem og tilbage imens han ventede.

Hun gik tilbage i huset og ledte efter nogle cigaretter, efter at have ledt et par minutter lykkedes det hende at finde en pakke der ikke var helt tom, hun tog en af dem og gik ud til Luke igen. "Hey" sagde hun med et smil og rakte cigaretten frem, "jeg fandt en, her".

"tak" svarede han og tog imod pakken. Han kom til at lægge for meget kraft i, og pakken blev klemt. Han rynkede brynene og tjekkede at smøgerne var ok.

Niko undertrygte en fnisen, "det sker i starten, man skal først lige vende sig til hvor stærk man er blevet" hun smilede opmuntrende til ham, "men så er det altså også ret sejt, når man har fået styr på det, man kan løfte meget tungere ting og alt muligt".

Luke nikkede.. "styrke burde ikke være et problem" sagde han og fik reddet en smøg. Han kom den i munden og tændte den. "Så Niko.. ved du overhovedet hvad jeg hedder?" spurgte han.

"øh ..." hun tøvede svagt, ikke helt sikker på at hun burde afsløre at hun vidste det, han kunne jo finde på at spørge hvor hun vidste det fra, og hun havde i hvert fald ikke lyst til at forklare om, hvordan hun nogen gange smuglyttede til hans samtaler. "altså ... ikke rigtigt" sagde hun, ikke helt i overensstemmelse med sandheden.

"Mit navn er Luke" præsenterede han sig "jeg tænkte nu hvor jeg kendte dit navn.. og det bliver nok også akavet hvis du ikke kan fortælle din onkel hvad jeg hedder" sagde han og kom hænderne i lommen.

Hun nikkede og smilede lidt, "ja, det har du helt sikkert ret i" sagde hun og rakte hånden frem, "rart at møde dig" sagde hun med et lille grin.

Luke gav hende hånden og sørgede for at trykke mindre hårdt denne gang. Det havde sikkert ikke skadet hende, hendes hånd var jo også metal.. han sendte hende et lille smil "i lige måde"

Hun rødmede svagt og mærkede at hun blev helt varm indeni, hun gjorde alt hvad hun kunne for ikke at vise det udadtil og bekæmpede lysten til at kigge ned i jorden eller smile som en åndssvag. "Hvad har du tænkt dig at gøre nu?" spurgte hun i stedet.

"Oh jeg ved ikke.. tage hjem tror jeg" sagde han tænksomt "teste disse her arme og ben, se hvad de kan.. få skaffet noget tøj der dækker de her" han så ned af armene

"oh, det behøver du da ikke" sagde hun, før hun nåede at tænke, "øh ... altså, jeg mener det ser altså ikke helt dårligt ud, ikke at det er noget jeg skal blande mig i" tilføjede hun hurtigt bagefter.

Luke så på Niko og nikkede lidt. "Tja.." sagde han tænksomt "jeg er ikke sikker på jeg har lyst til at gutterne på baren ved det.. jeg kan komme i tanke om en ting eller to der ville være en del sjovere hvis de ikke gjorde.." han smilede lumsk ved tanken.

Niko nikkede, og grinte svagt, "ja, det kunne blive en fordel når du lægger arm" medgav hun, "ved du egentligt hvor dit hjem er herfra?" spurgte hun bagefter.

"Nej" Luke så sig lidt omkring "men det kan vel ikke være helt væk.. vi er stadig i Miama ikke?" han sukkede kort "kunne man lokke dig til at vise mig vej?"

"Jep, det er vi" sagde hun og nikkede ivrigt, "ja, gerne, jeg kan finde de fleste steder i byen herfra, bare fortæl mig hvor det er" sagde hun og smilede til ham.

Luke forklarede hende kort hvor han boede og gav hende adressen "er det langt her fra?"

Hun brugte lige et par sekunder, på at finde ud af, hvor i byen det var. "Neej, det tror jeg ikke" sagde hun så, "det burde kunne gås på tyve minutter, så det er ikke slemt, især ikke nu, hvor dine ben ikke bliver trætte på samme måde" fortsatte hun og smilede stort.

"Det er rigtigt" sagde han og så ned på sine ben "jeg er jo blevet en menneskelig drabermaskine"

Hun kiggede overraskede på ham, så nikkede hun alvorligt, "ja ... det er faktisk på en måde lidt skræmmende, hvad man lige pludselig kan" sagde hun, "det gør hverdagen lettere, men nogen gange er det også lidt skræmmende at vide, at man kunne knuse nogens hånd eller ben eller arm hvis man havde lyst" fortsatte hun.

"Ja.. skræmmende" sagde Luke, men så ikke helt ud som om det var det han tænkte. Dette her ville give ham en kæmpe fordel i slagsmål.