en ny chance - Luke Stark

"Nå ja, du er cyborg" Luke så undersøgende på hende "du har ingen problemer med sexlivet?"

Hun rødmede svagt og kiggede lidt væk, "øhm ... altså ..." hun søgte lidt efter det rigtige at sige, "ikke fordi jeg er cyborg" svarede hun så, hvilket vist også var rigtigt nok.

Luke så lidt undersøgende på hende "kender du en masse cyborgs der har sex?"

"øh ..." hun tøvede lidt, "altså ... det ved jeg ikke" sagde hun så, "det spørger jeg ikke så tit cyborgs om".

"Så det kunne have en ret ødelæggende effekt" sagde Luke

Hun overvejede det lidt, "jo ... det kunne det sikkert nok" sagde hun og kiggede over på Luke, der så meget godt ud, hun havde svært ved at forestille sig hans sexliv blive ødelagt så nemt.

Luke skævede ned til hende. "Nå, hvor langt er der endnu?" spurgte han

"uh, ikke så langt tror jeg, ti minutter?" gættede hun.

Luke nikkede og så sig lidt omkring. Han begyndte også rigtigt nok at kunne genkende stederne.

Niko gik videre, mens hun prøvede at komme på noget at snakke om, som ikke ville være dumt.

Luke gik i stilhed og vidste efterhånden hvor de var.

Niko kiggede sig omkring, "jeg tror vi er ved at være der nu, hvis jeg ikke husker helt forkert ligger det et sted i nærheden"

Luke nikkede som tegn på at han var enig og læste et gadenavn.

"Så" hun kiggede på bygningerne, "er her godt at bo?" spurgte hun nysgerrigt.

"Det er til at leve med" sagde han og trak på skulderen.

Hun nikkede lidt, "ok, det ligner ikke helt det bedste sted, men så igen, der hvor vi bor er heller ikke perfekt, så jeg vil gerne tro stedet her er ok, hvad med naboer? er de ok, fordi ved os larmer de nogen gange, men det er ikke et stort problem, det er alligevel mest de aftner vi også er længe oppe".

"De genere mig ikke" sagde Luke "vi holder os for os selv, det virker godt for alle. Der er et tag over hovedet og en seng at sove i. Jeg har ikke så store krav"

Hun nikkede, "det er også det vigtigste at have" sagde hun med et svagt grin, "ellers er der ikke meget ved at bo et sted, og så er radioaktiviteten i byen heller ikke så høj, det er også et plus" fortsatte hun, "mine forældre boede engang i en anden by, og der var meget større radioaktivitetsniveau, derfor var der også mage der flyttede derfra".

Luke så over på Niko imens hun talte. ”Hvordan mistede du armen?” spurgte han.

"Den ene" hun løftede den højre arm, "mistede jeg i et biluheld, vi kørte galt og min arm blev klemt fast i noget metal, det var ret skræmmende og væmmeligt, den anden" hun løftede venstre arm, "kom jeg til skade med mens jeg hjalp min onkel, vi arbejder nogen gange med nogen ret tunge og farlige maskiner, og en dag gik det galt, jeg var lidt distræt og glemte at begge mine arme ikke var lig stærke, så jeg prøvede at gøre noget jeg ikke kunne, og det havde den ikke så godt af" fortalte hun med et lille grin.

Luke nikkede "er din onkel cyborg?"

Hun rystede på hovedet, "nej, ikke en eneste del, selvom det fascinere ham, tror jeg det skræmmer ham mere, altså tanken om at have metaldele, han laver det bare på andre" sagde hun, "jeg tror næsten heller han vil miste en arm en få en af metal" fortsatte hun og trak lidt på skuldrene, "han er lidt underlig".

"Jeg kan godt forstå ham" sagde Luke og så på sine arme "selvom det er et underligt karrierevalg med den indstilling"

Hun skævede lidt bekymret over mod ham, "oh ... altså, hvis du vil have det tror jeg godt vi kan afmontere dine arme ...?"

"Nej tak" sagde Luke og så over på Niko. "Jeg kan bare godt forstå ham. Det er underligt at have robotdele"