[Afsluttet] Zonbi no naku koro ni (Episk emne: Dust, Makuro og NPC'er)

En fugtig vind legede i ens hår, når man trådte ud af den store jeep, som lignede langt fra datidens jeep, da verdens nye hårdheder krævede mere ud af bilerne.
En ældre herre trådte ud, hvor han stod stolt med armene ind imod siden, mens han smilte og strålede af en ungdommelig eventyrlyst. Selvom tågens dækkende tæppe buldrede her foran dem, så gav det ingen frygt i hans sjæl, da denne gamle mand med hænkestensbriller var kommet her af en god grund. Desuden så var han heller ikke alene, for nogle dage siden fik han nemlig overtalt to væsner til at joine hans lille gruppe bestående af hans unge krigeriske menneskedatter, hans bror zomturen med en grålig hud og to af hans andre kammerater, som havde kampklar til tænderne.
De lange halvkrogede fingre gled ned i hans bukselomme, hvor han hurtigt tog det kort, som havde bragt dem ud til dette sted.
Tilbage i 2036 fløj et fly med de mest magtfulde politiker, forretningsmænd og andre betydningsfulde personer for at flyve hen til et såkaldt sikkerhedssted, mens de havde holdt sig inde i bunkers for krigens rasen i alle de år.
Men så blev de mødt af en af de første muteret men ukendt flyvende væsen, som fik den store panseret 747 til at styrte og lande i det område, som i løbet af få 100 år blev til Muernia.
For ikke særlig lang tids siden fik denne gamle mand ved navn Nikolaj Gergsen hørt samtalen mellem et menneske og ørkenelver, hvor ørkenelveren snakkede om dette mytiske skrog i Muernia. Nikolaj fik så et kort ud af ham, som forklarede præcist, hvor dette fly skulle være henne og som skulle være relativt let at finde.
De gamle øjne kneb sammen, da skikkelsen vendte sig imod de andre, hvor solen stod skarpt og viste hele det gloheden steppehelvede, som de havde kørt igennem.
"Vi er nødt til at forsætte til fods herfra andet hvis vi gerne vil give den gamle rosinante et bad"
Sagde Nikolaj med et morende glimt i sine øjne, mens de lige gled hen over hans elskede jeep, hvor hans datter i militær lignende tøj sad og ventede på dem alle til at være klar.
Zomturen ved navn Jack var et stort brød og havde besvær med at komme ud af bilen. Solens livsvarme stråler syntes at gøre hans halvdøde hud næsten gennemsigtigt.
Med hurtige og friske skridt med ben, som var halvt hjulede, kom den gamle mand hen til både Makuro og Dust og så på dem begge med et glimt af hans egne interne morskab.
"I kan stadigvæk nå at bare blive her ved bilen, hvis i ikke vil gå længere end her til"
Han sagde det halvt udfordrende, da han jo håbede på, at disse to unge friske fyrer(hvor den ene dog var langt ældre end ham) ville komme med, da den gamle mand vidste godt om de mange legender i denne tåget urmose.

Makuro blev siddende lidt i den store jeep og føldte sig lille, mens han så på pigen på forsædet. han havde ikke haft meget tid til at lære dem alle af kende da han for 2 dage siden blev kontaktet af en olding som vist ville på eventyr.
han havde selvfølelig sagt ja til tilbudet efter som han selv mente han manglede noget spænding.
han åbnede døren og trådte roligt ud af jeepen, han mærkede den knasende sand undergrund han trådte ned på.
han så rundt og studerede området de var i, han undrede sig over hvordan det var muligt at det på den måde gik fra savanne til sump. han så ude over savanen bag dem. ikke en sjæl rørte sig så vidt han kunne se. dog vidste han at hans ravn var der ude et sted i nærheden, han havde fortalt ham at han skulle følge efter jeepen fra luften.
Han vendte blikket mod den store tykke tåge klump som dækkede over sumpen. er det der vi skal ind? storartet man kan jo ikke en gang se en meter frem for sig!
Han så på den gamle benede mand "hvorfor skulle jeg dog ikke ville det?" han smilede roligt mens han studerede tågen og det han forventede gemte sig i den.

//close enough ;)

Dust sad i jeepen mens den kørte derud, og så ud på alt det dejlige sand, der dækkede denne golde, hårde ørken der virkede så nådesløs i manges øjne, men for ham kunne ligne en stor legeplads, fyldt med det eneste Dust havde brug for, for at nyde livet og have det godt. Han kendte kun en der var kommet med på denne tur, og det var Makuro, selvom de nu mere var bekendte end de var så meget andet. De andre var blot fremmede for Dust, og de interesserede ham som sådan ikke, da dette blot var et job for ham, og ikke andet.

En eller anden eventyr lysten, gammel gut, var kommet for nogle dage siden, og havde tilbudt ham denne opgave, og siden den indbefattede at være i et område, fyldt med så meget sand som der var mulighed for, når det var i en ørken. Han havde opfattet, at opgaven gik ud på noget, med at opspore et fly af en art, som for omkring et århundred siden, skulle være styrtet ned og være blevet årsagen, til Muernas oprindelse. Han regnede selv med, at hans opgave på denne eftersøgning, kunne være noget i retning af at være beskyttelse, eller måske at være den der fik flyet op af jorden, da hans sand evner kunne være meget praktiske til den slags opgaver.

Da jeepen blev stoppet, og de andre begyndte at træde ud, var Dust en af de første til at komme ud af køretøjet, og træde ud på det varme sand. Han gik lidt væk fra de andre, gik ned i knæ og rørte ved det dejlige sand, der fik ham til at føle sig på hjemmebane, men sådan fik han ikke lov til at stå i fred alt for længe, før gamlingen kom hen til ham, og Makuro som åbenbart stod nær Dust, og begyndte at tale til dem med en udfordrende undertone i hans stemme, som virkede ret bemærkelsesværdigt. Dust havde før oplevet væsner, der talte udfordrende til ham, men var ikke vant til at det kom fra væsner, der var kaldes påvirkede lige som denne, eventyrlystne gamling der stod foran ham.

"Jeg accepterede at komme med hele vejen, så regn ikke med at jeg vender om lige med det samme, der skal meget til før jeg bukker under for noget, så i stedet for at udfordre min tålmodighed, hvad siger du så til at komme videre?" spurgte han roligt mens han rettede sig op, så han stod ansigt til ansigt med denne gamling, og manden i den grad kunne se det uhyggelige, over denne sort klædte anmon, med det store dødningehoved bæltespændet, den sorte long coat der gjorde det svært at bedømme hans kropsbygning ordentligt, de 2 kæmpe store sværd han gik rundt med der indikerede at han måtte være stærk, for ikke at glemme hans følelses forladte øjne, der som et spejl til hans sjæl fortalte, hvor tom han var indeni følelsens mæssigt.

"Trods jeg var bevidst om vi skulle herind, er jeg stadig ikke særlig glad for, at vi skal ind i en tåge!" sagde han roligt og så mod sump området, med hans kolde øjne "Jeg ved ikke hvorfor du har ønsket, at jeg skulle med, men du kan lige så godt være forberedt på, at jeg ikke acceptere at lege bårne passer, for resten af din lille besætning!" grunden til han ikke var glad for tågen, kom af at tåge gjorde det område den dækkede, lettere fugtigt i luften, hvilket betød at hans sand evne ville blive påvirket således, at han ikke kunne bruge den på fuld kraft, når han var omgivet af tåge.

Den gamle og i særdeleshed til tider besynderlige mand grinte for sig selv og gik med halvt hoppende skridt fremad, hvor landskabet brat ændrede sig. Han ville ikke kommenterer videre på de to herres svar, da han havde ikke forventet andet svar.
Lige til grænsen, hvor tågen dækkede for solen, dukkede straks mosevandet og de mange sumpplanter frem. Solens nådesløse varme stråler kunne ikke nå igennem den tykke tåge, som ragede atter mange meter over dem, og det havde tilladet jorden her at få den flora, som den nu viste frem til dem halvt gemt bag tågerne, som hurtigt blev langt tykkere og tykkere. Ja, som Makuro selv havde sagt, til tider kun med 1 meters sigtbarhed.

Området var unikt især for dem, som aldrig havde været her. Ude over at på dette sted, som syntes at være en ny verden, stod i total kontrast til alt andet udenfor denne tåge, så var mange ting radikalt forandret. Tøjet, som halvt hang på den tynde gamle mands krop, begyndte at klæbe sig ind til hans krop. Fugtigheden krøb igennem hver åbning af tåget og satte sig som et lille mikrotyndt tæppe af vand. Datteren, ved navn Pia, trådte hurtigt op ved siden af den gamle mand, da hun vidste mere end nogen anden, hvordan hendes far kunne være rets så ivrig. Med en bevægelse som en vane, samlede hun endnu engang håret bag sig baghoved, hvor det nu ville blive siddende, når fugten klistrede alt.

Men det var ikke kun luften, som var underlig klam og fugtigt. Jorden under deres fødder bestod af masser af tørveklumper med sumpplanter og hist og her dybe huller af vand. Den ene af den gamles mand kammerater fik sig noget af et chok, som undslap et skrig som rungede i denne tykke tåge og som syntes at ekko langt væk, og som fandt sig selv med vand op til halsen i et lille hul knap nok plads til ham. Zomturen fik ham hurtigt op med et utilfredsgrynt, da selvom han ikke behøvede at være bange for tågens mest befolkede væsen nemlig zombierne, så kunne man stadigvæk fornemme dem og i særdeleshed lugte dem.
Mosen havde ude over den halvrådne lugt af dødende og fugtige planter, så var der også en lugt af død, eller var det måske bare ens paranoia, som spillede et plus?
Nej selv lyden herinde var forandret, det syntes at runge, som om man var i en grotte, og man havde ingen ide om, hvem ville høre en.

I hvert fald var det nok tydeligt for begge skyggedæmoner, at alle de menneskelige væsner her med skygger ikke længere tog det som et sjovt eventyr men som et alvorligt et. Dog med den undtagelsen, nemlig den gamle mand, som stod med kortet foran snuden for at læse og med et kompas i den anden, mens han talte skridt for at følge den præcise vej, hvorfor denne mand dog ikke havde betalt ørkenelveren med at vise vej, var en gåde for alle de andre.

Makuro så over på Dust som, som han altid gjorde, lignede et sjæleløst våben som var parat til at slagte alt på sin vej med hans 2 store sværd, som Makuro tidligere havde lært at kende alt for godt til at vide at det ikke var ham man skulle krydse.

et roligt smil listede frem på hans læber da han tænkte tilbage på da han hjalp Dust med at få sine elskede sandkrafter. han undrede sig stadig den dag idag over hvordan fanden det havde lykkes de dæmoner at planlægge og lave alle de fælder som han så besværligt havde kæmpet sig igennem, kun for at finde en enkelt frugt i en glasmontre. hans tænder løb i vand da et billede af frugten hoppede rundt på hans nethinde, han ærgrede sig over han ikke selv have spist den.

han fulgte roligt efter gruppen som var trådt ud i det våde sumpede vand, han mærkede hvordan vandet strømmede om hans føder. et par gummistøvler havde ikke været totalt ubrugelige, et skævt smil bredte sig på hans læber ved den mærkelige svuppe følelse når han trådte ned på den bløde undergrund.
han stansede kort og så tilbage ud af tågen hvor man kun lige kunne skimte den store jeep som stod parkeret der. Gildares finder mig sgu aldrig her inde! han så tvivlsomt op mod der hvor han havde håbet han kunne skimte den blå himmel som dækkede ørkenen som et loft, det eneste han så var den tykke tåge. han så endnu engang tilbage og skimtede den store fugl som nu havde landet oven på jeepen, det lignede nærmest en statue fra det gamle Egypten sådan som den sad på jeepen som en pedestal. Det var tidspunkter som dette han priste sig lykkelig for sin trofaste bue og han katana.

mens de fortsatte sørgede han for at mærke efter bunden af sumpen før han lagde alt sin vægt i, for hvis han ville komme ud for det samme som en af oldingens følge svende vidste han at han ville være i store problemer. han så rundt i tågen, hvis jeg træder ned i et hul med min højde er jeg død, den panikkende tanke for gennem hovedet på ham men blev dog hurtigt knust af en væg af klarhed. han var jo lettere end de andre, nok på nær den magre olding, så han ville have svære ved at træde gennem overfladen.

Lugten af det døde sumpede vand de vandrede i generede ham ikke særlig meget. han havde for længst vendt sig til lugten af død og ødelæggelse, om så det var i form af sump vand eller lig. dog mens de fortsatte generede tanken om de mange legender om zombier og alt muligt andet ondt som levede her i tågen. han skævede rundt i tågen, han ville ikke have nogen mulighed for at bruge sin bue. han blik faldt på Dust og et skævt smil bredte sig, bah vi har slagteren over alle slagtere med os. roligt lagde han sin højre på skæftet til titanium Katanaen som hang og dinglede fra sin skede, han kunne se de ringe den lavede i vandet de steder hvor vandet var højere end spidsen på katanaen.

Dust fulgte roligt med gruppen, trods det irriterede ham lidt, at oldingen ikke havde svaret, da de snakkede lige før. Han var noget af en sær snegl, ikke lige just den type væsner, Dust mødte særlig ofte men man kunne vel ikke undgå, at støde på mærkelige typer i denne tid, de var overalt og sådan måtte det vel bare være. Mens de gik ind i sumpen, begyndte hans sværd Samehada at snakke, med dens praktisk talt uforståelige sprog, hvilket fik Dust til at tildele sværdet lidt af sin opmærksomhed, mens de gik. Han lyttede til sværdet, og undlod at kommentere det Samehada sagde, men han klappede dog roligt sværdet, på det tildækkede blad, da sværdet havde ret i at hans sand frugt evner, ikke var meget værd inde i dette sand område, og selvom Samehada kunne få ham hurtigt op igen, kunne det stadig være farligt for ham, hvis Dust skulle falde ned i et vandhul, der var dybere end han var høj.

Dog var der en ting der gjorde, at Dust følte sig mere tilpas med at være i denne dumpede tåge, og det var den bemærkelsesværdige lugt af død, der hang i luften, en lugt han var vant til at omgås med, efter flere århundredes drab, død og ødelæggelse. Denne lugt der for mange kunne være grundlaget, for afsky og måske opkast hvis man havde en svag sjæl, gjorde Dust mere opmærksom på sine omgivelser, så selvom han ikke havde en så god sigtbarhed, havde han sin aura sansning aktiv, mens Samehada sansede efter energi, for at de kunne dække hinanden ind på den måde, at hvis den ene ikke kunne sanse noget, kunne den anden sikkert godt sanse det. Men samtidig var Dust nød til at holde øje med undergrunden, for dette sted var ikke lige just velegnet, for en fyr der bar 100 kg alene på ryggen, lige som han gjorde.

Mens de gik var det lykkedes Dust, at placere sig direkte i midten af forsamlingen, og der holdt han sig, mens de gik gennem sumpen, da det var derfra han hurtigst muligt kunne nå både de forreste, såvel som de bagerste i tilfælde af et angreb. Efter ham den store, var kommet op af vandet igen, gik Dust tæt ved siden af ham, så de kunne snakke lavmældt.
"Hvordan kan det egentlig være, at i ville have en som mig, med på en simpel ekspedition, som denne her?" spurgte han roligt og lavmældt, uden at vende øjnene mod ham "Jeg finder det lidt sært, at i medbringer en morderisk type, på en rejse ind i et fjendtligt område! Det er som at tage en fed unge, med ind i et center, for at lede efter sund mad, i kage afdelingen!"

Som en stork på et ben vendte den gamle mand sig 180 grader omkring og først her kiggede han op fra sit kort og kiggede på sin kære samling og den store mørke dæmon, som syntes at tårne sig foran hans tynde magre skikkelse.
Først nu så han, at en af hans kammerater var total plaskvåde, og som stank langt væk af det sorte og slamholdige vand, og hvor han kunne se, at hans broder Zomturen havde en våd arm, som bevidnede om, at han havde reddet denne mand op fra hullet.
"Behøver jeg overhovedet at svare? Du gav jo selv lige svaret til dit eget spørgsmål"
Sagde han med et flabet grin, hvor de manglende tænder blev vist frem af hans åbne grinende mund. Men før Dust kunne nå at svare eller evt gøre ham et hoved lavere, så snakkede den gamle mand med en ivrig stemme videre
"Altså hvis vi jo skulle støde ind i zombier, hvilken person er så bedst til at klare dem? Mordere eller ikke mordere?"
Igen vendte han om på et ben 180 grader om og havde igen sluppet sin opmærksomhed til omgivelserne og var kun fokuseret på det kort mellem hans fingre og det metal kompas i den anden.

Datteren kom op ved siden af Dust og sagde med et rystende hoved.
"Tag dig ikke af det, radioaktiviteten har gjort meget skade på den kære gamle hjerne"
Mens hun blev mindet om det, så kiggede hun ned på sin geigertæller som kun viste meget mild. Med en hurtigt bevægelse fik hun geigertælleren ud og testede ved vandhullerne, hvor man straks hørte den høje og forsættende bippen, da i dette vandhul var radioaktiviteten høj.
"Pas på med at falde i hullerne, vi ved ikke, hvor højt radioaktivitet der kan være dernede.
Den ene kammerat blev lige hurtigt testet, hvor mudderet på hans krop var fyldt med okay høj radioaktivitet, og derfor tog han den velkendte sprøjte, som kunne rejse kroppen for radioaktiv skade for en stund.

De vandrede i et stykke tid og det var svært at vide, hvor langt man overhovedet var gået i denne tåge, som syntes at være lidt for uhyggelig stille. Den gamle mand virkede bare til at gå randomt, da de havde drejet utallige gange både til den ene og den anden side.
Så kunne Dust fornemme noget og det sammen med Makuro. Det var noget stort, noget i denne sump.
Den gamle mand var lige ved at gå ind i det, som nok havde fået de to skyggedæmoner til at være på dupperne. Det eneste som bevidnede, at dette store væsen, som mindede mest om en stor skygge i tågen, var i live, var dens tunge vejrtrækning og de store lysende hvide øjne, som forsvandt hver gang, når de store øjenlåg gled over øjnene.
Den grønne og giftige ånde var selv tydelig i denne hvide tåge. Dens farver og kropsform var svært at se i denne tåge, og derfor lignede den mest af alt bare en flad skygge i tågen.
Men i stedet for at gå til angreb eller andet, så vendte den ca 10 meter høje krop sig om og med skridt som rystede jorden under den sprang den væk.
Den gamle mand stod og så fascineret længe efter, at den var forsvundet. I mens talte zomturen og hans datter.
"Jeg har hørt rygter om, at hvis møder sådan en Giga uden at den angriber en, så bringer det ulykke.
Zomturen grinte og sagde med besvær pga den grinen.
"Hvordan kan det nogensinde bringe held at komme i kamp med sådan set bæst."
Sagde han, men hvor der var undertone af nervøsitet, da det ikke var dagligt, at man mødte noget så stort.
Datteren tilgengæld så med et eftertænksomt udtryk i hendes øjne og gik op til sin fader, mens hendes blik gled forbi både Dust og Makuro for at se deres reaktioner.
"hvornår er vi der fader, vi har snart gået i over en halv time, og du sagde ellers, at stedet kun lå lidt inde i Muernia.
Hendes greb blev stærkere omkring sin tavor tar-21, da hun virkelig ikke kunne lide, hvordan den store hund havde opføret sig. Det var for unaturligt, især når man har hørt masser af rygter om, hvordan man blev angrebet hvis man endelig stødte ind i en af dem.

Makuro var den der gik bagerest mens han studerede den bløde sump jord de kig på, desto længere de gik desto mere blød blev undergrunden. han kunne tydeligt mærke at der ikke var lige så meget dødt gras på bunden som da se startede i sumpen. han havde med vilje placeret sig bagerst, selvfølgelig ville det være svært for ham at hjælpe oppe foran hvis de fik brug for det, men tilgengæld så hvis der på et eller andet tidspunkt skulle komme et dybt sump hul i deres rute so var der støre chance for at det var en af de andre som gik i det.

han kunne skimte Dust gå i midten af forsamlingen, han smilede roligt for sig selv mens han tænkte på Dust's sværd som måtte veje et ton. nok er de en vigtig del af ham, men hans vægt kan blive problematisk her ude. han fulgte forsigtig efter gruppen mens han prøvede at danne sig et indre billede af hvor langt inde de måtte ha været kommet. nok kunne han ikke se på grund af den tykke hvide tåge og alle lugte blev overdøvet af død og ekskrement. men han vidste at han ville kunne bruge sine mange års erfaring i at leve bland dyr og natur, til at kunne skelne mellem de mange uhyggelige lyde som gav genlyd i tågen. han gik og lyttede til hver en lyd for at identificere den så de ikke ville bleve tage totalt uvidende, men det var svære end som så, for svuppelyden af de våde sko som ham og de andre havde på overdøvede de fleste lyde. men han kunne dog sagtens holde styr på hvad det forgik omkring dem.

mens da svuppede af sted gennem sumpen overhørte Makuro Dusts spørgsmål da han forsøgte at holde styr på de ting der forgik omkring dem. han undrede sig lidt, han kunne sagtens forstå at det sjæl forladte våben var blevet bragt med, men hvorfor havde det skøre olding spurgt ham? han grublede lidt over det før han hurtigt kom et en konklusion, det måtte være på grund af hans erfaring i naturen.
hans forsøg på at holde styr på lydene omkring dem blev afbrudt af den irriterende bib lyd fra geigertælleren, så vær dog stille tænkte han for sig selv men kom hurtigt i tanke om at hun havde ret i at der nok ville være meget radioaktivt her i sumpen.

selv om det virkelig lød som om der var død stille, så stille at man ville kunne høre en knappenål ramme vandoverfladen. Men makuro vidste bedre han kunne høre at de ikke var alene, det var noget stort i nærheden. han lod igen sin hånd hvile rund om det kolde titaniums skaft på hans katana. det varede ikke længe før han også kunne mærke i den tunge våde luft at der var noget stort i nærheden. han holdte øje med Dust og kunne se at han også havde lagt mærke til det.
da han pludselig hørte den tunge giftige ånde dræbe de små irriterende fluer som sværmede rund i sumpen, vidste han godt hvad det var de stod over for. han var parat til at trække sin katana selv om han godt vidste de ikke ville have en særlig står chance for at overleve, dog undrede det ham at den ikke allerede havde slagtet dem. Efter som han var den bagerste var han også den sidste som så den store skygge, og det bekræftede hans intuition. han hørte oldingens gamle myte måtte han ikke andet end at være enig "jeg har desværre hørt det samme" fik han besværligt udstødt, han var både overrasket og overvældet over at have set det store dyr i virkeligheden men så alligevel også skræmt over den gamle myte "nu får vi se" mumlede han til sig selv.

Dust betragtede blot oldingen, da han kom hen til ham, og svarede på spørgsmålet, og selvom hans svar egentlig gav mening, var Dust skeptisk som altid.
"Du har medbragt en psykopat, i tilfælde af zombie angreb?" spurgte han roligt, og så på gamlingen "Du kunne have spurgt en hver anden, gennemsnitlig lejesoldat til det job, og du vælger en af de værste af slagsen!" Dust så på datteren da hun kom hen til ham, og hans kolde øjne var kort fokuseret på hende, mens hun snakkede til ham, før han igen sørgede for at holde øje, med de steder han gik "Din far har i den grad taget skade! Pas nu godt på ham, trods hans spøjse tankegang, er han for dig stadig familie!" en sjælden ting at høre fra Dust, var disse sætninger der fik ham til at lyde næsten menneskelig, hvis ikke det var fordi han var så følelsens kold, når han snakkede normalt.

At undgå de dybe vandhuller, havde været Dust'es hensigt hele tiden, udover at blive udsat for den mulige, høje radioaktivitet der kunne være i dem, var han slet ikke interesseret i at blive våd, da han siden indtagelsen af djævlefrugten ikke kunne svømme. Han sørgede så vidt muligt for, at undgå så meget vand som overhoved muligt for ham, mens han fortsat holdt sig i midten af forsamlingen, men der holdt han sig kun indtil Giga'en dukkede op.

Han mærkede den allerede, før de kunne se omridset af den, og i samme øjeblik alle andre kiggede på Giga'en, var Dust forsvundet ud i tågen ved at sprede sine engle vinger, og flyve opad. Han hang et par få sekunder oppe i luften, uden for de andres synsvinkel, for at fokusere og tilpasse sig omgivelserne, ved at placere det bind han havde om panden, foran hans øjne, og kun fokusere på hans evne, til at sanse andre væsners aura. Imens tog han Samehada frem, og fjernede bindet omkring bladet før han gik til angreb, da dyret var gået væk fra gruppen. Da dyret ikke var angrebslysten, havde Dust nemt ved at komme ind på den, ved at flyve lydløst ned mod den, og i det øjeblik han var omkring 10 meter lige over den, trak han vingerne ind, og styrede sig selv direkte mod den. Han landede hårdt på ryggen af den, hvilket straks fik den til at hyle op i vrede, og hoppe rundt som en vred tyr, da han greb fat i dens øre med sin frie hånd, for at holde sig fast på den.

Dust kæmpede hårdt med at holde sig fast, til dyret mens han løftede Samehada mod dens svage punkt, men uheldigvis for ham fik den kastet ham af sig, før han fik hugget til. Han ramte jorden med en brutal kræft, og ømmede sig lidt da det gik udover hans skulder. Fugten fra tågen og jorden, gjorde at han kun kunne bruge sandfrugten, på 40 procent styrke og det gjorde, at han var 60 procent mere sårbar for skade, end hvis han var på fuld kræft, men Dust fik ikke lov til at ømme sig meget, for nu var Giga'en hidsig, og den ville angribe ham. Dust nåede lige at rulle sig væk, da det hunde lignende væsen prøvede at nikke ham en skalde, men han fik ikke Samehada med sig, så dyret hylede op, da dens hoved ramte, det savtakkede blad. Dust kom hurtigt på benene, og rettede hovedet mod dyret, da den rettede sig op, og ømmede sig. Dens tykke hud, havde reddet den for skrammer, men det var lykkedes Samehada at suge noget energi til sig, og det kunne han sanse på sværdet.

"Samehada kom her for fanden!" råbte han kampklar, og løftede hånden mod sværdet, som straks lavede dens underlige lyde, og flænsede op i den fugtige undergrund, på dens vej hen til ham. Dust greb sværdets skaft, og havde med det samme fundet sig en plan. Han var sulten, og derfor havde han valgt at angribe, men sult betød mindre energi, en ting Samehada kunne opveje, nu hvor den havde fået fat i lidt energi fra dyret. Hans arm smeltede sammen med skaftet, og straks blev hans energi niveau mere bemærkelsesværdigt, da hans blodåre pulserende, og energien strømmede gennem ham. Han havde nu til 20 sekunders høj energisk aktivitet, og det skulle bruges rigtigt, så straks skygge vandrede Dust og dukkede op, på dyrets mås. Han løb hen af dyret, mens sværdet skragede hen af dens højre side, og sugede energi til sig, som den delte med Dust, så han kunne holde længere. Det mærkede den straks, og vendte sig om samtidig med, at Dust hoppede op i luften, dyret så op og åbnede dens mund, så dens giftige ånde, kom ud i en styg sky under Dust.

Han spredte sine vinger igen, og lavede en nødmanøvre, så han ramte dens ryg igen lige ved halsen, og han borede sværdet i dens tykke hud, før han hurtigt fik sig selv op til hovedet, som den med det samme svingede vildt med. Nu hvor sværdet var en del af hans arm, kunne han nemmere styre det, så han spændte sig fast med benene, og fik lige akkurat boret sværdet, ind i dens svage punkt, og han fik dræbt den, før den fik rystet ham af. Dust begyndte straks at æde af dens skygge, men da den faldt, viste det sig at den stod over et vandhul, som den straks begyndte at synke ned i, så han måtte skynde sig, for på grund af frugten, kunne han ikke svømme. Lige da han rejste sig op, blev hans fødder dækket af vand, og han hoppede af dyret, og fjernede sværdet fra sin arm.

Dust rettede sig roligt op i tågen, og stod sikkert på fast grund, for så at gå hen til gruppen igen, mens han tog sin barret på, så de lige kunne nå at se, at han havde et underligt mærke i panden, men de kunne ikke nå at se hvad det var meningen at det skulle forestille. Dust virkede kun lettere kvæstet, men grundet den ekstra energi fra Giga'en samt dens skygge, var han hurtigt kommet sig, og han følte sig vej hen til gruppen igen.

"Hvis det er et rygte, betyder det at det ikke er et faktum, og derfor er det ikke lige just værd, at gå og blive nervøs over, i øvrigt er der ikke noget der hedder held eller uheld, det er kun for væsner, der ikke er i stand til at tage kontrol over deres liv, og gøre det der skal til for at klare sig!" sagde han roligt, og stoppede lige et sekund før, han ville have trådt ned i et vandhul. Han fjernede roligt båndet for hans øjne, og det var som om det faktum, at han lige havde dræbt et væsen, havde givet hans øjne en stærkere farve, et tydeligt bevis på at han kun kunne føle sig i live, når han dræbte andre væsner. Han løftede roligt Samehada, så gruppen kunne nå at se lige ned i dens åbne gab, da den slikkede sig om munden, før han lagde sværdet over sin skulder.
"Gamling jeg er enig i din datters spørgsmål, hvornår er vil fremme?" spurgte han roligt og så på manden "Og hvad er vi overhoved ude efter, i denne gudsforladte, klamme sump, udover et gammelt fly der sikkert ikke kan udføre sin primære funktion mere? Det kan da ikke kun, være fordi du vil finde et historisk relikvie?"

Alle andre af gruppens medlemmer havde undret sig over, hvor den mytiske skyggedæmon var blevet af, undtagen den gamle mand, som nåede at komme et langt stykke foran, da alle de andre var stoppet op og kunne høre noget igennem tågen.
De alle kunne gætte, at det havde noget med Dust at gøre, og datteren havde en lang streg over panden pga det eftertænksomme udtryk i hendes øjne, hvor hun henvendte sig til sin faders broder med en snakken.
"Ved han ikke, at alt den larm bare kommer til at lokke alle zombier og alt det andet, som der end er i miles omkreds?"
Hun rystede på hovedet, og det var tydeligt, at hun ikke kunne lide faderens valg af hjælpere.
De blå kvindelig øjne måtte dog søge langt for at finde sin faders skikkelse, hvor hun med et gips begyndte straks at løbe, da hans skikkelse forsvandt i tågen og der kun var de våde fodspor i tørvet hist og her, som kunne afsløre, hvor denne mand havde gået.
"Fader!"
Råbte hun, hvor hænderne placeret sig sagkyndigt på geværet, klar til at skyde alt det, som ikke var hendes fader eller de andre medlemmer af gruppen.
Heldigvis havde faderen stoppet op for at nærstudere kortet noget nærmere, og han kiggede først op, da han mærkede sin datters hænder på sine skuldre. Zomturen og de to kammerater var også hurtigt oppe ved ham, og det var Makuro forhåbentligt også.
Den gamle mand tog blikket op fra sit kort, først et stykke tid efter at Dust med det forandrede udseende og det underlige sværd havde spurgt.

Han smilte et underligt smil med sin egne interne joke, hvor han så begyndte at mumle udforståeligt med sig selv, mens han lignende som om han var i gang med at beregne noget på kortet.
Han undlod at svare på det første spørgsmål og begyndte bare at gå.
"I ved vel godt, at de fleste topfolk i gamle dage var væsner ligesom jer to dæmoner? Hvilket betyder, at de havde lidt mere forstand på den mytiske, skjulte og magiske verden, end mennesker overhovedet kunne ane om. Så..
Han gik mens han havde den ene finger løftet op, mens han stadigvæk talte skridt i de forskellige retninger uden at træde i hullerne.
"så hvad herligheder kunne disse topfolk mon have haft taget mig sig i det fly, som skulle føre dem i sikkerhed?"
Han begyndte at grine for sig selv, som om han allerede havde fundet skatten.
"Den ene leder nemlig premierministeren af USA var en velkendt skindwalker skikkelse i væsnernes verden, en heldig rad som havde fundet noget, som nemlig havde ført ham til tops i verdens ranksystemet nemlig mønterne af Zakynthos.
Den gamle mand stoppede med at forklare videre, men da hans datter så på ham med et spørgende blik, så forklarede han videre.
"Møntene kom fra den græske ø i oldtiden Zakynthos. Selvom møntene er fyldt med skadeligt arsenic og mercury, så er møntene magiske, således at ejeren vil føle sig magtfuld og vil udstråle magt. Det er ikke for ingen grund at Hitler eller Alexandre den store fra fortiden fik så stor en magt over folket, det var nemlig pga disse søde små mønter, som havde givet dem denne storslåen mulighed og i en kaotisk verden som denne, så kunne man få verdensherredommet, hvis man ville.

han så efter det store dyr som roligt forsvandt i den tykke tåge og kunne ikke lade vær med at tænke på hvad der mon fik den til at vende rundt, gad vide hvad den vidste som de ikke gjorde. han kunne stadig høre dyret sjaske gennem sumpen men han vidste at den var et godt stykke væk. han havde dog også hørt dust løfte sig fra vandet og han havde forstillet sig dust blive slagtet af det store dyr selv om han godt vidste at Dust aldrig ville lade sig slå ud af et lille dyr som Giga'en.
roligt scannede Makuro for lyde og tegn på om Dust var gået til angreb eller bare havde fulgt efter den. men var dog hurtigt blevet klar over at Dust var gået til angreb, han kunne tydeligt høre det øredøvende hyl fra Giga'en og det havde oldngen vist også efter som han løb direkte mod der hvor lyden var kommet fra men Makuro kunne dog høre at det gik dog ikke så hurtigt på de gamle ben.
han kunne høre hvordan Dust blev ved med at angribe, det var tydeligt at det ikke var så nemt som Dust havde håbet. hans koncentration på Dust's lyde blev brudt af flere plask fra våde sko som ramte den sumpede vandover flade og det gik op for ham at de andre var løbet efter oldingen som stadig var et stykke fra Dust. Makuro satte i løb efter gruppen mens han blev ved med at lytte til dust's kamp.
mens han løb efter de andre tænkte han over det som datteren havde sagt, hun have ret! der ville nok ikke gå længe før at de ville få selvskab af andre væsner.
han hørte det store plask fra det store dyr som faldt hårdt på sump bunden, selv om bunden var blød var den alligevel hård hvis man lod noget tungt ramme den.han tænkte sig hurtigt om, vent gjorde han det sgu? han så imod lyde af plask fra ensom landede i vandet og så en skygge nærme sig i tågen det var tydeligt at det var dust.

han vendte sin opmærksomhed mod oldingen igen, det gav god mening angående de gamle magt føre. "så du tror at ting som de mønter kan være om bord på flyet?" han sendte oldingen et spørgende blik.

Dust lyttede til den gamlingen, mens han fortalte om mønterne, og rystede roligt på hovedet af ham. Han kendte udemærket godt den myte, og en som ham der havde en dyb interesse, i sjældne skatte og værdigfulde genstande, vidste at det langt fra kunne klassificeres som en myte, da han havde stødt på billedlige beviser, i slidte bøger fra før krigen, den gang han var på hans rejse til fortiden. Jo disse mønter eksisterede skam, og ikke blot i enkelte eller små ansamlinger, nej hvis man kunne samle alle sammen, skulle der være en hel skattekiste fuld af dem. Hans interesse i dem, havde derimod kun været kortvarigt, da han ikke havde brug for det de kunne tilbyde ham, han kunne ikke se, hvad han skulle bruge en magt udstråling til, når hans evner talte for sig selv, og hans aura var så mørk, at han kunne være ondskaben selv.

"Sjovt det er dem du søger, for jeg ved at de er af den ægte vare, jeg har godt nok aldrig set dem i virkeligheden, men jeg ville kunne genkende dem, med det samme!" sagde han roligt, med en ligegyldighed i stemmen, så man virkelig kunne mærke på ham, at han ikke var interesseret i disse mønter "Men siden du kender til deres eksistens, og deres forbindelse til de magtfulde og historiske væsner, så ved du vel også, hvilken morderisk forhistorie der følger, disse mønter i de perioder, hvor mønterne ikke havde en konkret ejer, som er kendt i historiebøgerne? Faktisk var disse mønter, grunden til at Hitler blev dræbt, og hans blod er ikke det første, disse mønter har fået til at flyde, for de har været grund til at mange grådige væsner, har dræbt hinanden for at få fingrene, i disse magt givende små herligheder!"

Dust virkede nærmest som en perfekt historie fortæller, når det kom til disse uhyggelige og blodige historier, der fortalte om død, smerte, ondskab og grådighed, for mens han stod og fortalte om dette, var det som om mørket omkring ham, i denne tykke tåge, faldt perfekt på ham således, at han så en del mere uhyggelig ud, og han blev ikke lige just mindre uhyggelig, af at han virkede til at nyde tanken om, at noget så småt og simpelt, kunne skabe så meget død og ondskab blandt væsnerne, der den gang levede. Dog var der på intet tidspunkt, hvor han slækkede på hans aura sans, han vidste udmærket godt, at hans lille mordlyst over den Giga, havde skabt unødvendigt larm hvilket kunne, tiltrække andre væsner der befandt sig, i denne uhyggelige sump. Men nu var han selvfølgelig klar, han havde fået noget at spise, og Samehada havde fået godt med energi, som ikke ville forsvinde fra sværdet lige med det samme.

"Men i stedet for at stå her, og hygge snakke, hvad siger i så til at komme videre, vi er lettere at finde når vi står stille, og selvom min middag hjalp godt på at tiltrække opmærksomhed, gør vi det ikke bedre af at vil står her, og prøver at gro sammen med sumpen?" spurgte han roligt, mens han lagde hovedet lidt på skrå, og betragtede gamlingen.

//Dust, mens den gamle mand snakker, så går de altså hele tiden :) //

Den gamle mand stoppede op og vendte om imod Makuro og gik imod ham, faktisk helt tæt på, så man kunne lugte det fugtige tøj på hans krop og gammelmandslugten. Han snakkede mens han havde en løftet finger.
"Det kan du tro, alt andet er ulogisk!
Lige så hurtigt som han havde kommet hen til Makuro, lige så hurtigt vendte han om og begyndte at gå videre, hvor han var gået i sin trance igen af ren koncentration, og hørte ikke et ord af, hvad Dust sagde.
Men selvom den gamle mand intet hørte, så havde alle de andre deres opmærksomhed på Dust. Det løb koldt ned af ryggen på datteren, og hun rystede på hovedet og sagde en ed i hende hoved, om hvorfor den gamle dog havde valgt at spørge Dust om at komme med.
De andre lyttede dog interesseret med, da faktisk var de sådan set lige så blanke som Makuro og Dust var tidligere angående med, hvad de egenligt var efter, da den gamle ville holde det hemmeligt, således at ingen andre ville blive for interesseret, som ikke var inviteret med.

Mens de alle gik videre med svuppende skridt i det mudret og våde jord, hvor nogle enkelte skræmmende og nøgne træer dukkede op hist og her i tågen. Nogle gange lignende de mennesker eller monster på afstand, især da tungt mos hang i lange strimler på de nøgne grene, hvordan træer overhovedet kunne leve herinde, det er en gåde.
En rungende metal lyd var det, som fik den gamle til at stoppe op. I denne tykke tåge, hvor tågen var ekstra tykkere, hvor man til tider kunne få lidt druknefornemmelser pga den tykke fugtighed i luften.
Den gamle mand bukkede sig ned og ryddet noget plantemateriale til siden, og her var et skinnende metal underlag, hvor malingen var for længst blevet slidt op af tidens sorg.
Et eksplosivt energifyldt bevægelse, som alt i alt kunne minde om et ADHD barn, hoppede den gamle rundt og begyndte at hoppe længere forud, hvor det store skrog begyndte at titte op af jorden, som ellers før lå kun 5 meter foran dem, men alligevel ikke kunne ses. Datteren og de andre kom hurtigt op til dem, hvor de selv blev smittet af den gamle mands glæde. Hele flyet lå her, som var halvt sunket i jorden, og som var delt op i to dele.
"I kan tage det ene skrog, vi tager det andet"
Sagde den gamle til de to skyggedæmoner.
Men mens tiden gik med at lede i skroget, så faldt munterheden stille og roligt, da selvom der lå både knogler og masser af ting her, så kunne man se, at mange ting var forsvundet over årene, og der var ingen kister eller andet her med værdifulde genstande, faktisk var der intet værdifuldt her, andet en end dåse med meget meget gamle småkager i.
Den gamle mand begyndte at råbe alle mulige eder, fordi tingene ikke var her. Datteren prøvede at tysse på ham, da hans skingerende stemme nåede langt ud i tågen, men intet syntes at rigtigt kunne hjælpe på den gamle mands kvaler.

Makuro fik et chok da oldingen pludselig stod op i ansigtet på ham, men det var dog først da den gamles lugt ramte hans næsebor han han var ved at lave en undvigemanøvre bag ud, men blev alligevel stående mens stanken af gammel indelukket sur olding som glemmer at gå i bad. han konkluderede hurtigt at oldingen vist var dårligere end ham selv til at tage bad, tanken om bad fik ham til at klø sig i det hans beskidte fugtige hår. han kunne mærke at fugten havde opløst meget af skidtet som sad i hans hår, dette var jo næsten lige så godt som at gå i bad? et skævt smil bredte sig på hans ansigt. det gik lidt tid før stanken af oldingen forsvandt og den døde lugt om tilbage og overdøvede alle andre dufte.

han undrede sig over hvordan fanden der kunne være træer helt her ude, og så i den totalt våde jord. det var tydeligt at man ville kunne misforstå trærene som væsner, men efter som han ikke kunne høre deres bevægelse generede de ham ikke. han gik stadig bagerst i håb om at hvis der var huller så var det ikke ham der røg i.
pludselig mærkede han et kæmpe vind sus bag fra, han for sammen og han så kanten af en kul sort vinge svinge forbi ham og lande op i et dødt træ så grenen knagede og bøjede voldsomt. han kunne med det samme kende den store fugl som sad oppe i træet og nærmest gnæggede af at den næsten havde ramt sin ven. han skiftede retning over mod træet og lidt væk fra gruppen og sagde hej til sin trofaste kammerat "du kunne ikke undvære mig?" spurgte han lavt til sin fugl, som hurtigt reagerede og oppede lidt rundt op grenen så den knagede lidt mere. hmm han må ha kunne mærke hvor jeg var? tænkte han for sig selv mens han klappede den på siden. den lettede med et kæmpe sus så tågen omkring dens vinger blev forvandlet til en form for udstødning bag ved den store fugl som forsvandt i tågen. han vidste at den ville flyve rund om dem oppe i luften. han vendte sig og gik hurtigt over til gruppen igen.

han blev overrasket over at oldingen havde så meget energi, da han så flyet blev han overasket. tænk vi har fundet det! han gik over til det ene skrog og kiggede ind. hmm meget var rådnet væk, og stolene var helt grønne af fugt og mos. han så tilbage til oldingen, var det her de skulle være? han tøvede "ok" sagde han roligt og fortsatte ind i skroget og begyndte at kigge rundt. efter han var kommet ind i flyet gik det endnu mere op for ham at alt var rådnet væk og fyldt med dyr og muk.

Dust var efterhånden ved at blive ligeglad, hvad angik at snakke med gamlingen, da han halvdelen af tiden alligevel ikke virkede til, at han hørte efter eller havde intentioner, om at svare på hvad han sagde. Så Dust placerede sig i midten af gruppen igen, mens de gik gennem dette lorteområde, og fokuserede på sin sanse evner, for at holde øje med området, hvilket åbenbart kun var noget, Makuro og ham selv gjorde, som om de andre enten ikke var i stand til det, eller bare ikke gad at gøre det. Denne gruppe gamlingen havde med, virkede til mest at være med fordi, gamlingen skulle bruge dem til noget andet, end beskyttelse og hvis det var sandt, betød det at hvis de blev angrebet, var det mest op til Dust og Makuro, at sørge for de kom ud af kniben i live.

Dust stoppede samtidig med, at gamlingen pludselig vendte sig om, og hurtigt kom hen til Makuro for at snakke til ham. Den mand var seriøst sær, men Dust tog sig ikke af det, da hans datter trossalt tidligere havde sagt, at hans hjerne kunne have taget skade, af den radioaktivitet manden var blevet udsat for. Imens de stod stille, betragtede han datteren med sine kolde øjne, da han godt kunne mærke, at hun ikke lige just virkede forstående, overfor hendes fars valg af team medlemmer, men selvfølgelig var hans opgave ikke kun at være musklerne, Dust vidste at man ikke kontaktede typer som ham, blot for at have et simpelt muskelbundt med sig. Der måtte ligge noget andet bag gamlingens tanker, siden han havde valgt at finde en, der gjorde så meget han kunne, for at holde sig skjult.

Gruppen fortsatte kort efter, og træerne interesserede ikke ham, han vidste de kun var træer, og han havde oplevet mere mærkværdige ting, end træer der var i stand til at vokse, i disse ellers så klamme omgivelser, og trossalt selvom jorden måske ikke virkede helt egnet til træer, og solen umuligt kunne være en vanlig gæst i denne tykke tåge, så var naturen en meget stærk enhed, og der fandtes mange slags flora og favna, der stik mod menneskers og væsners logik, kunne leve og gro de mærkeligste steder, som i denne sump. Kort rettede Dust sin opmærksomhed mod Makuro, da en aura pludselig nærmede sig ham, men da han genkendte denne aura, som værende hans beastcaller dyre ven, interesserede han sig endvidere ikke mere om det. Da de endelig nåede frem, billede Dust med øjnene over gamlingen, mens ingen lagde mærke til det, fordi de var mere optaget af hans glædes udbrud, over at de havde fundet flyet.

Da de fik ordrer på at gennemsøge den ene halvdel af flyet, gik Dust i gang sammen med Makuro. Efter en lang række grundige forsøg, på at finde målet ved blandt andet at lede efter hemmelige rum, og steder, gik det hurtigt op for ham at det ikke befandt sig, på selve flyet mere, hvis det da nogensinde havde gjort det. Dust rettede sig roligt op, og så på lignende, der for længst var blevet til kødløse skeletter, med muggent tøj på der sikkert ville lugte af helvedes til, hvis man rørte ved dem, og så slog det ham. Hvis bare en af disse væsner, havde dette guld med sig, kunne det så være at han eller hun, havde mindst et stykke på sig? Straks begyndte han at gennemsøge resterne af dem, og selvom hvert eneste skelet enten faldt fra hinanden, eller begyndte at smuldre når han rørte dem, og de begyndte at lugte af helveds til, blev han ved med at lede, indtil han kom til en af dem i den anden halvdel af flyet.
I hvad der kunne ligne en brystlomme, fandt Dust en rund genstand som han straks tog op, og pudsede for at se hvad det var, før et koldt smil kom frem på hans læber.

"Gamling! Mønterne må have været med, på dette fly og hvis de ikke er herinde, må de enten være sendt forud, eller ligge nede i sumpen omkring flyet, eller i nedstyrtnings området!" sagde han roligt, og gik hen til gamlingen, for at ligge en af guld mønterne i hans hånd "Fyren må have taget den med sig, for at vedligeholde deres effekt, så de andre i flyet, ikke fattede mistanke fordi han ikke længere udstrålede det, som mønterne giver en!" Dust lagde roligt armene over kors, og afventede hans reaktion for at se, om han ville have de skulle begynde at studere området nærmere, eller om han havde andre planer i den skøre hjerne.

//Desværre har jeg lige for travlt til at jeg kan svare i dag, men svaret kommer i morgen ^^
OG Dust dette emne var ikke ment som, at du skulle finde en af disse mønter, således kan du ikke få en af dem, især taget i betragtningen, at de er et meget magisk stærk genstand, som man ikke bare sådan uden videre må have :)
Mønterne var bare ment som en undskyldning til denne gamle skøre mand har hevet jer ud i denne farlige sump :) //

//jeg er skam heller ikke interesseret i mønterne, derfor giver jeg den til gamlingen ^^

//tror heller ikke det er meningen han skal finde dem xD

//Det var i hvert fald ikke meningen, at du skulle finde dem :P//

//nå men siden det kun er en mønt, og jeg har givet den til gamlingen, så der er vel ikke så stort et problem? ^^

//never mind then//

Den gamle mand så på dens store skyggede skikkelse med øjne så store som fyrtårne. Med rystende hænder tog han imod den, som om det var en af guds allermest helligste ting. Den rynkede hud på mandens ansigt trak sig i et stort smil, som næsten nåede op til panden.
"Han har fundet den! Han har fundet den!!!
Sagde han mens han halvt hoppede rundt, men en fast kvindelig hånd på hans skuldre fik ham til at stoppe op.
"Hvad er der datter? Hvorfor er du ikke glad?
Det eneste datteren gjorde var at give ham et hårdt blik, som dryppede af alvorlighed, og så tog hun fingeren foran munden mens hun kastede med blikket imod det, som havde fået hende til at stoppe.
Fordi alle havde været igang med at finde, så var der desværre nogen, som havde glemt, at det bedste var, at nogen skulle nok have haft holdt øje.
Problemet var også, da disse væsner var "døde", således kunne hverken skygge eller aura følende væsner føle dem, da de jo sådan set ikke eksisterede.
Tågen syntes at have lettet sig lidt, da man kunne se ca 20 meter foran sig, men hvor tågens tæthed var nu blevet erstattet med stående uhyggelige skikkelser. Datteren tog straks sit våben og gjorde sig klar, det gjorde de andre også, fordi hele vejen omkring dem, så var der zombier i massevis, som bare stod og svajede fra side til side og ventede på at lyd ville afsløre deres tilstedeværelse.

Et gips fra den gamle mand var det eneste. som var påkrævet for at sætte dominoeffekten igang. Igennem tågen kunne man høre deres knagende lemmer, knogler og andet, da de begyndte at rykke på sig. Et skrig fra en zombie syntes at skære igennem tågen og ekko frem og tilbage, især da det skrig blev gengældt fra alle de andre sider af.
datteren var ikke normalt vant til at være leder, men hendes overlevelsesinstinkt tog over og med en kommanderende stemme slyngende hun ordren ud i et håb på, at alle de andre ville følge det.
"lad os løbe tilbage og kæmpe os af den vej, hvor vi kom fra!
Selvom disse zombier var langsommere, således at man generelt kunne løbe fra dem, så gav de ikke mange sekunder for denne gruppe at kunne nå at gøre noget som helst.

efter at have kigget de fleste forrådnede tasker igennem uden noget held ud over lidt juveler gik Makuro over mod Dust som lignede at han selv var ved at mugne. men det var også forståeligt nok efter som at flyet var fyldt med en stor støv sky af død og forrådnelse. da han kom helt over til ham bedømte han hurtigt at Dust vist havde fundet noget interessant. han stod nemlig med en bunke støv i hånden med noget skindende i, han kiggede forbi den store Dust og så ned i hans hånd. er det en af mønterne? et smil bredte sig over ham.
han fulgte efter Dust over mod oldingen, og havde lidt på fornemmelsen at oldingen ville få endnu et ADHD anfald. han lyttede til det Dust sagde mens han gik bag ham, da de nåede oldingen stilte han sig vedsiden af Dust.
han var ved at flække af grin inde i da oldingen med store øjne tog imod mønten med en rystende hånd, hvor på han begyndte at hoppe og danse.
lugten af død og stank var blevet kraftigere og glæden i oldingen blev hurtigt til skræk da datteren gjorde ham opmærksom på den kæmpe flok zombier de havde fået tiltrækket sig. Makuro skævede rundt til på de mange væsner som stank af død og ikke mindst så ud til at have ligget i sumpen i alt for mange år. hans blik rettede sig på Dust, han vidste godt hvad hans tanke gang gik ud på, dræb eller bliv dræbt.
han så over på datteren, og tænkte hurtigt over det. ikke en dum idé, men jeg saver lidt action.

han trak sin katana og satte i løb efter datteren, men skiftede hurtigt kurs over mod en gruppe af zombier som stod et par grader til højder for den vej de var kommet fra. mens han løb var det eneste det gik gennem hans hoved, en hovedløs zombie er en død zombie. han løb forbi den første zombie så der ca var en meter mellem ham og zombien, han lod sin katana glide gennem halsen på zombien og brugte katanaens klinge, som var skabt til at hugge lemmer af, til at hugge hovedet af zombien. han fortsatte over med de 3 andre som var bag ved den zombie hvis hoved rullede vedsiden af ham. han løb med sin katana parat til endnu et hug. han nåede hurtigt de sidste 3, han huggede ind i siden på den yderste og han holdte øje med zombien som faldt sammen mens han igen huggede mod den næste. han gjorde det samme igen og lod dem alle 3 falde ned i den våde sump jord med et plask. det var da altid noget at de ikke havde våben tænkte han for sig selv mens han løb over mod gruppen.

Dust havde trods den manglede aura, allerede lugtet zombierne, over lugten af gammel mand, da de blev omringet af zombier. Hans sværd Samehada advarede Dust, ved at fortælle ham at disse væsner, ikke kunne skabe energi med deres døde krop, så det var vist godt de havde skaffet mad, ved at æde af den giga de havde mødt tidligere, ellers ville denne kamp kun være lidt for undfærd. Dust begyndte at regne lidt på det, han havde koblet sammen med Samehada tidligere, og der havde han brugt sværdet i 3 minutter, det bragte ham ned på 12 minutters brug, uden at Dust ville tage skade, han havde haft nok tid til at 'recharge' 1,5 minutter mere, der bragte ham op på 13,5 minuts brug, inden han ville tage seriøs skade af det, og 18,5 minut til han kunne dø af det.

Lige som Makuro havde regnet ud, vidste Dust at en zombie uden et hoved, var en zombie der ikke kunne gøre noget, men Dust ville være på den sikre side, så han ville hellere end gerne, få hovedet til at smatte ud, så kroppen ikke kunne fortsætte, og selv uden de var forbundet, kunne Samehada sagtens save hovedet i stykker, så de ikke kunne bruge det til en dyt, og sikkert ville så at sige dø igen af det, eller det håbede han da på, Dust var ikke lige just vant til at håndtere, noget der var vågnet fra de døde, og skulle dræbes igen. Men Dust valgte at starte ud med sit skarpretter sværd, så han kunne bruge Samehada som en mere heftig udvej, hvis de virkelig skulle få problemer, og fordi de var for langt væk fra natur grænsen, mellem sump og ørken kunne de ikke nå det, på kun 13,5 minut, især fordi de havde gamlingen på slæb.

"En eller anden, grib gamlingen og begynd at løbe, Makuro du og jeg forsvare gruppen, så vidt så muligt i en ydergrænse på cirka 3 meter omkring dem, i andre bliver samlet og løber sammen med ham, der har gamlingen, og forsvar jer selv mod alt, der passere den grænse, Makuro og jeg danner omkring jer!" beordrede Dust, med en erfaren viden om, hvordan man forsvarede en gruppe i bevægelse, og placerede mandskabet bedst muligt, for at optimere deres forsvar, og sænke chancerne for dødsfald i gruppen. Dust startede selv hårdt ud, med at rydde vejen frem for fjender, ved at stikke en bombe i kæften, på en zombie der prøvede at tage en bid af ham, og bruge hans skarpretter sværd som bat, og slå hovedet direkte frem i den retning de skulle, så kroppen faldt om af slagkraften, og hovedet ramte de zombier der stod i vejen for dem, og eksploderede så det fløj om dem, med zombier rester i form af rådne kødklumper.

Da de andre nu engang var klar, til at løbe fremad, fulgte Dust dem og holdt afstanden på 3 meter fra dem, og selvom det var svært at komme rundt, og kæmpe samtidig, fordi han hele tiden skulle holde øje med, han ikke trådte ned i et vandhul, og undervejs skulle dræbe zombierne omkring ham, lykkedes det ham alligevel at gøre det muligt for gruppen, at flygte fremad af den vej de kom fra. Han vidste han umuligt kunne klare dette alene, så han håbede at Makuro var med på hans fremgangs plan, og at den virkede efter hensigten, for han havde en følelse af, at der blev ved med at komme flere og flere fjender, som hvis de kæmpede mod en hydra, hvor man skar et hoved af, og flere kom frem af hals huler, men dette var blot zombier versionen af en hydra.

De mange "døde" kroppe faldt til jorden, og der var ingen tvivl om, at de regn af hårdt blyhagl fra gruppemedlemmerne og de to dæmoner var meget effektive, hvor zombiekroppene næsten faldt så hurtigt som en kolibris vingeslagsfrekvens. Så var det alligevel meget presset. Igennem skudhaglens larm og zombiernes hagl kunne høre den gamle mand hyle af skræk, mens han hang og dinglede på hans broders ryg. Selvom zombierne aldrig ville røre en zomture, så gik de alligevel efter ham pga den i særdeleshed levende gamle mand på hans ryg.
Alle folkene fulgte både datterens og Dust ordre, hvilket virkede godt efter hensigten, hvis man ikke lige medberegnede den faktorer med at zombiearme fra vandhuller greb op efter ens fødder, da de jo kunne "leve" selvom de var under vand. De to menneskelige medlemmer blev hurtigt ofre, især da den ene blev grebet i foden, hvor den anden prøvede at hjælpe, men hvor de begge blev revet med af de i særdeleshed stærke døde arme.

De kom hurtigt fremad og zombierne syntes at tømme lidt mere ud, men så kunne man høre vingeslag. Det var hverken fra nogen ravn eller dødeligt væsen, som lige pludselig kom fra luften af. Halvrådne bevingede vinger bevidnede at disse zombier havde været en engle i dens tidligere liv, hvilket igen gjorde denne plan ikke længere var så zombiesikker, når zombierne kunne komme oven fra.
Datteren mere eller mindre bare løb i en retning med gruppen, da hun sådan set ikke havde nogen ide om hendes faders labyrint lignende rute. Men hurtigt faldt hun til jorden, da en af disse bevingede zombier angreb hende fra luften af.
Heldigvis fik hun skudt dem til smadder, men ikke uden konsekvenser.
"Jeg er ikke blive bidt!
Hun rejste sig hurtigt op og skød videre uden at vise tegn på, at dens tænder havde haft fået fat i hende. Man kunne alligevel ikke se forskel om hun var bidt eller ej, da de alle nok var blevet revet utallige steder på kroppen, når de lange negle på zombier greb fat i en med sit stærke greb. Her fik hun endelig indset, at de nu var kun de to dæmoner tilbage, hende, hendes far og hendes onkel.
Et hyl fik hendes straks vågnet op fra hende trance mens hun så den absurde scene her i tågen med dæmoner som kæmpede og zombier som angreb. Hylet var fra hendes far af.
Den hånd han ellers havde haft knuget den værdifulde mønt var blevet bidt og flået af en zombie, som straks blev dræbt af zomturen og sank ned i en af vandhullerne.
"Fader!
Hun løb straks tilbage med en rasen og pløkkede alle zombier til plukfisk, som end kom i nærheden. Faderen lå nede på jorden ligbleg, mens blodet fossede ud.
"Så red ham dog!"
Skreg hun i hovedet på zomturen, men zomturen, som var en ældre herre, rystede bare på hovedet. Inden længe ville den gamle alligevel blive til en zombie, så hellere lade ham dø af en forblødning end at blive til en zombie.
Den gamle mand fik sagt med stor besvær til zomturen.
"Beskyt min datter for enhver pris!
Der var stadigvæk mange zombier omkring dem, men ikke nær så mange som før. De var nødt til at løbe videre.
Zomturen som kunne føle zombievirussen så på datteren med kolde neutrale øjne, hvorimod hverken dæmonerne eller de andre ville kunne se, at hun var blevet bidt. Hans broder havde med sit dødsønsket tvunget zomturen til at beskytte datteren. Han havde haft hørt rygter om, at der levede medichealer, som kunne kurere zombievirussen.
Lige så pludseligt zombierne var kommet, lige så hurtigt var de nu forsvundet eller rettere sagt dræbt.

Mens Makuro løb mod gruppen slagtede han så mange zombier som han kunne nå med sin katana, der var rådne dele over alt. han havde hurtigt forstået Dusts plan om at skabe en defensiv cirkel omkring gruppen. han løb ca 3 meter ud fra gruppen med sin katana i den højre hånd, det var hurtigere med en hånd og efter som at zombierne jo var råddent kød og knogler behøvede han ikke kræften han ville få med begge hænder om skaftet. mens Makuro løb rundt om gruppen var han flere gange ved at falde i vand huller og var efterhånden blevet våd til hoften. han skulle til at hoppe over et hul som han havde gjort et par gange for at komme videre til de zombier som var på vej mod gruppen. idet han var i luften over hullet kom en rådnet arm op af vandet og greb om hans højre ankel og trak ham ned af, han væltede for over og landede heldigvis på noget fast jord men zombien havde stadig fat i hans ben. den trak ham hård ned i hullet som armen var kommet op af. i panik greb han sin katana som han havde givet slip på for at tage af i faldet, efter at have fået fat om katanaen huggede han den rådne arm over. armen slap sig greb og sank til bunds i hullet. han rejste sig op og fortsatte sin slagtning.

lyden af vingeslag brød hans koncentration, og en undren bredte sig i ham. zombier med vinger? han så op i himlen og blev mødt at it forunderligt syn, engle zombierne kom flyvene imod dem. han tænkte sig kort om og blev enig med sig selv om at han måtte skifte taktik. han satte hurtigt katanaen i skeden og greb hurtigt sin bue og begyndte at pløkke den med fra himlen. han piftede højt og kort efter dukkede hans ravn op i tågen, den landede vedsiden af ham og han hoppede op på ryggen af ham og sammen lettede de. nu han var på samme niveau var det nemmer at ramme med pilene. han sendte en regn af pile mod de zombier som stadig var i luften så han sikrede sig at han på ingen måde ville kunne ramme gruppen som var under ham. hylet fra oldingen fik ham til at kigge ned. han fulgte med fra himlen og så oldingen roligt ligge og forblød. en forvirring bredte sig over ham, hvad var planen nu? han mumlede noget til ravnen som fik den til at dykke ned mod gruppen og lande ved siden af dem. han hoppede ned af fuglen og klappede den op halsen.