Millicent skal med mig hmm.

Hjertet flakkede hvileløst rundt, og pumpede blodet rundt i Millicent på ubarmhjertig vis. Hun blev helt forskrækket da Dust dukkede ud af det blå og for imod hende.
Faktisk SÅ befippet at hun helt pr instinkt snurrede rundt på den ene hæl, for at løbe i modsat retning. Ingen rationelle tanker havde bo i hende lige nu. Og hvorfor skulle de også havde det? Dust var en fremme der kom og vendte hele hendes hverdag på hovedet, en hverdag hun end ikke havde fået regnet ud....så det var et forvirret lag overn på det næste...og sådan blev det ved. Men eksplotionerne omkring hende, var den dråbe der fik hende til at føle sig udsat og sårbar...og derfor panikkede hun. Millicent kunne ikke tolke det blik hun fik, da Dusts greb lukkede sig som en kæde af stål omkring hende, men reaktionen var ægte...lige der i det øjeblik...havde hun kun lyst til at synke i gulvbrædderne ...ind i General Zolners favn eller lade sig skærme fra alverdens onde af Auriel, som hun var så tryg ved.
Så hun hissede af Dust og trak og snoede i sin krop, alt hun kunne finde på for at vriste sig fri.
Og det dulmede slet ikke at hans sværd fik det hele til at eksploderer...igen.
Millicent var næsten i tvivl om hun ville slippe med hovedet stadig på sin hals?
Dust måtte bekæmpe adskellige soldater på deres vej ud fra zone et og Millicent var til ingen verdens nytte. Han slulle være rimelig glad for hun ikke bare tissede i bukserne. Men lidt ære havde hun dog, og hun ledte søgte efter svar....som det ville komme dumpende ned fra himlen , det klare svar på hvad fanden det egenlig lige var hun nu havde rodet sig ud i?

Dust kæmpede som var helvede brudt løs, og det gik ret godt for ham, indtil han var kommet udenfor med hende, og kunne lette fra jorden. Han virkede ret så effektiv, selvom hans energi niveau ikke var lige så højt som det plejede, da han endnu ikke var helt vant til brugen af hans Shibuki sværd endnu, men han var da lige så stille ved at have indhentet det.
Han havde fandme fået lavet kaos i lortet inde i zone 1, men nu så det ud til at denne del af hans plan var gennemført, så nu burde Zolner snart være bevidst om hvilken trussel han var, så når han havde fået hende hen til det beskyttede sted, skulle han sådan set bare i kontakt med Vladimir, og finde ud af hvad han kunne bruge situationen til, hvad angik Vladimir og det faktum at han havde Millicent i sin besiddelse.
"Du kan slappe af nu Millicent, du er i sikkerhed indtil videre!" sagde han roligt til hende, mens han fløj gennem luften med hende i armene, så hun uden problemer kunne lægge arme og ben om ham. Ikke fordi højder burde være noget problem, for en der i forvejen var halvt engel, men Dust havde ingen intentioner om at give slip på hende, så hun kunne lige så godt gøre hvad der passede hende, for at hun kunne få en 'behagelig overfart' "Jeg tager dig med til en sikret lokation, og der opholder vi os lige foreløbigt, mens jeg finder ud af et par ting! Når jeg har fået de sidste ting på plads, kan vi finde ud af hvad vi gør, sådan at du kan få mest muligt ud af situationen, hvis altså du stadig gerne vil tilbage til Zolner!"
Trods hans vanvittige tankegang, virkede Dust ret så organiseret, som om hans galskab gjorde hans evne til planlægning, en hel del bedre end hvad man normalt så, hos de fleste væsner. Han var måske ikke et geni, men man plejede jo at sige at de klogeste væsner, som regel altid var sådan lidt gakkede i det, og Dust var nok ikke en undtagelse.

Millicent var så befippet at hun i første omgang dårlig ænsede at Dust havde fået lidt ekstra, i form af vinger.
Men da folk faldt som fluer omkring dem og han stadig havde et hold i hend, begyndte hun at ænse hans forandring.
" My God...,det hér ender galt" mumlede hun og klemte sig ind mod Dust , så man skulle tro hun forsøgte at blive eet med ham.
Lyden af stof der revnede, blev overdøver af al tumulten, da Millicent som en anden lille panda unge, fik slynget både arme og ben omkring Dust, og den stramme kjole derfor måtte give op i side sømmene.
Millicent lukkede øjnene og bordede næsen ind ved Duste hals, i forsøg på at opnå bare et gran af tryghed, da det virkede som hun blev trukket fra den ene farefyldte situation direkt ind i den næste.
Hun kunne mærke vinden i sit hår og at hendes krop virkede mere kølig, som de begav sig gennem luften. Hans stemme hjalp hende.
Først var det blot den rolige tone, der dulmede skrækken for at flyve en smule.
For ja...hun var halvt engel.Hendes far havde været en falden engel, men hendes vinger var aldrig brudt igennem og faderen havde været enormt skuffet.
Nu var han dog væk....forsvundet...og Millicents vinger var stadig det samme.
Om de nogensinde kom? Hun anede det ikke. Og savnede dem heller ikke, da hun altid havde levet foruden.
Bit by bit, kunne hun plukke ord ud af hans rolige toneleje, og enda høre hele sætninger....ja ja....det var da store ting, når man lige huskede på alle de eksplotionerne , kamp og at hun nu svævede i luften- uden sikkerhedssele eller net vel at mærke.
" Dust...vær sød liiiige at holde godt fast her, ik....og så taler vi om al det andet når jorden står stille under os" mumlede hun med læberne mod hans hals.
At hun nu var i en mands varetægt , en fyr hun anede lidet om ...det måtte hun bekymre sig om, og tage sig af , senere.
Lige nu var første prioritet at få solid jord under fødderne igen, så hendes energi gik på at presse sig ind mod Dust, og holde godt fast.

Dust kunne godt mærke på hende, at i det øjeblik han lettede med hende i armene, klamrede hun til ham som en panda unge til sin mor, og selvom han ikke havde hørt lyden, over alle eksplosionerne, soldaterne der råbte og alle de andre baggrunds lyde, gik han ud fra at hendes kjole måtte have taget skade. Ud af hans krop begyndte sandet at komme ud og dække hendes krop, til hun havde noget der mindede om sandseler, rundt om livet og rundt om kroppen ved hendes brysthøjde, så hun nu var bedre spændt fast til ham, og ikke lige umiddelbart kunne falde nogen vejne.
Han kunne godt mærke på hende, at hun ikke virkede vant til at være i luften, og det undrede ham faktisk utroligt meget, da han på hendes aura kunne mærke at hun var halv engel, så hvorfor mon hun ikke var flyvevant? Han kunne vente med at snakke med hende, til hun var mere rolig igen, og det blev som hun selv nævnte det, når jorden stod stille under dem, og når det egentlig kom til stykket kunne han jo lære hende bedre at kende, når de nåede frem til den lejlighed de skulle opholde sig i, i hvert fald for det første stykke tid, indtil han fandt ud af om de skulle blive der, eller flytte lokation for at undgå at blive fundet.

"Jeg skal nok passe på dig Millicent, du er langt mere brugbar for mig i live og ved godt helbred, end bevidstløs og beskadiget eller det der er være!" sagde han roligt til hende, og strøg hende kort på ryggen for at lade hende vide, at selvom Dust var en farlig gut, så ville han ikke gøre hende ondt. Han var dog begyndt at tænke på, at hvis de ville holde deres aftale om, at han sendte Millicent tilbage til zone 1 for at få det til at se ud som om, hun var flygtet fra Dust og valgte at tage tilbage til Zolner, skulle de alligevel få det til at se ud som om, hun havde været hans fange og ikke hans gæst, så egentlig hvis hendes kjole allerede nu så ødelagt ud, var det blot en fordel, for så var de et skridt tættere på, at hun lignede hans fange, og det kunne hjælpe meget godt på situationen, hvis hun ville prøve på at vinde mere af hans tillid, for at infiltrere generalen ham selv, og give brugbare informationer til Dust, hvis altså det blev deres aftale.
Dust fløj i lang tid med hende ind til sig, og grundet det at han holdt hende fast ind til sig med hans sand, gjorde det kun nemmere for hende at holde sig fast ind til ham, da det ellers kunne blive anstrengende i længden, at skulle holde sig fast på den måde i hvad der føltes som flere timer. Endelig nåede de til en lille by, som Dust begyndte at flyve ned imod, da det var der de skulle opholde sig til at starte med, han landede sikkert og let i en gyde ved et pænt hotel, og slap hende med sandet mens han trak vingerne ind igen, og brugte sandet til at ændre sit udseende nok til, at han ikke lignede sig selv, da hans ansigt jo kunne genkendes fra efterlysnings plakater, hvis nogen her i byen havde set den.

"Millicent når vi kommer ind på hotellet, så bare spil med og lad som om vi er sammen, jeg har allerede et hotelværelse klar til os derinde, men de er vant til at jeg kommer alene, så hvis de spørg hvem du er så er vi sammen okay?" sagde han roligt og smilede et tomt smil til hende, før han let og galant tog hendes hånd i sin som en gentleman, og begyndte at gå med hende ud på gaden, hen til hotellets indgang og videre ind i lobbyen. Dust tog hende med hen til en desk, hvor en frisk kvinde smilede glad til dem, og hilste på Dust under navnet hr. Shenke, tog en nøgle fra væggen bag hende, og smilede til Millicent mens hun gav ham nøglen.
"Og hvem er så deres veninde de har med?" spurgte hun glad og nikkede som hilsen, hvilket gjorde hun lagde mærke til Millicents ødelagt kjole "Åh deres kjole er vist gået op i sømmene!"

Sandet var en overraskelse, men en af de gode.
Hvordan han dog kunne styre det på den måde, var stadig ret imponerende for hende, men det agerede som det sikkertnet hun manglede, og derfor hilste hun det mere end velkommen. Hun nåede enda også at turde kigge ned, bare en gang i mellem.Det var jo lidt som at flyve sammen med supermand , var det ikke?
Hun kunne mærke at Dust gerne ville tage sig af hende. Ikke at det overraskede lige nu, ellers ville det havde været ret meget spil af energi hele cirkuset på basen, men hun var stadig i tvivl om hensigten bag. Og ikke mindst hvordan de skulle komme videre herfra. Men hun var en ganske tålmodig pige, nogen gange og så måtte Dust jo bare håbe på at dette var en af dem.
For var der noget der kunne være svært at forudse, og ret irriterende st skulle forholde sig til, så var det nok når Millicent begyndte at ville styre slagets gang selv.
Lige nu tillod hun Dust at være den styrende, så da han satte hende ned og hun igen kunne trippe og mærke jorden var fast under hendes fødder, var hun da parat til at føje ham...lidt endnu.
" Wow....sikke en tur" sagde hun og stirrede da hans vinger trak sig sammen og hans udseende igen blev modelleret lidt rundt." Ret imponerende må jeg sige" mumlede hun og forsøgte rede det forblæste hår lidt igennem med hjælp af sine fingre.
Hun modtog hans instrukser, og de lød ganske gode i hendes øre. Troværdighed ville være et must, hvis de skulle have et solidt dække , så hun var med på hans lille sharade.
" Okay...det lyder fint.." sagde hun lidt kort for hovedet, men lagde sin hånd i hans og lod ham igen lege førehunden.
Hende ved desken, stillede Millicent sig lidt bag ved Dust, som en god lille kæreste men naturligvis var kvindmennesket bagved, nysgerrig af natur, såmeget at hun lænede sig lidt til siden, for bedre at kunne tage et kig på Millicent.
Hr. Shenka plejede jo altid at være alene, og altid havde Tilly kastet lange blikke efter ham, så jo...nu stod han her med en langhåret blondine i sin hånd, naturligvis var Tilly nysgerrig.
Millicent flyttede blikket fra Dusts skulder, og klemte hans hånd en smule mere fast, da hun istedet nu fokuserede, på Tilly bag ved desken.
Hun spurgte måske Dust, men da hendes øjne hvilede på Millicent, var det hende der svarede..." åh..vi er stort set forlovet nu. Kun få formaliteter mangler" Millicent gav et strålende smil fra sig, og trak sig selv ind til Dust , og kyssede på hans kind.
Hun lod som hun blev en smule forlegen over den iturevne kjole, hvilke passede meget fint med den svage rosa farve, situationen allerede havde farvet Millicents kinder med..." årh..ja, jeg beklager , det ser lidt upassende ud, men vi skulle prøve at ride på et af de ...store underlige dyr...hvad er der nu de hedde , skatter?" Kvidrede hun og slap Dust..."anyway... Den viste sig ikke være heeelt så glad for mig, som jeg var for den" rundede hun af, og lod en hånd glide op af armen på Dust..." kan vi ikke godt hvile lidt nu, jeg er helt kvæstet?"

Hendes dæk historie om at de praktisk talt var forlovet, blevet spillet ret så troværdigt hvis man spurgte Dust, der brugte sin engle aura til at snyde dem der så på hans smil, som kom på hans læber da Millicent kyssede hans kind, og fik smilet til at så ægte ud. Selv da han så på hende, kunne man ikke tro det var hans øjne, da de så forelsket ud som var hun den eneste ene for ham, og han lagde let armen om livet på hans 'forlovede' så han kunne holde hende ind til sig, så de rigtig lignede et kommende nygift par.
"Jeg kan aldrig finde ud af at udtale de dyrs navn min elskede, men den var i hvert fald ikke lige så glad for dig, som jeg er!" sagde han mildt og blinkede til hende. Han lyttede til hendes spørgsmål, og nikkede som en del af hans svar på hendes spørgsmål "Jo lad os det skat, det har også været en lang dag! Du må have en god aften!" han smilede til den friske dame bag disken, og gik med Millicent hen til elevatoren. Da han havde trykket på knappen til den rigtige etage, lagde han let armene om livet på Millicent, så hende forelsket i øjnene og bevægede hovedet mod hende, som om han skulle til at kysse hende, lige indtil døren lukkede hvilket fik ham til at stoppe, og slippe hende igen.

"Jeg kunne godt vende mig til, at have dig med mig når jeg laver undercover opgaver, hvis det ikke lige var fordi du skulle tilbage til zone 1!" sagde han roligt og stillede sig med front mod døren, med en arm rundt om hendes og deres hænder flettede, så de stadig lignede et par, da der trossalt var kammerat i elevatoren "Har du lyst til noget at spise, nu når jeg forstyrrede dig i maden tilbage på basen, eller fik du spist nok der? For hvis du har lyst, kan vi bestille noget hos roomservice!" han smilede til hende, og hans aura der stadig var aktiv gjorde smilet varmt og kærligt, i stedet for det kolde og tomme smil, han ellers normalt havde.
Man skulle egentlig tro, at nogen ville have kigget underligt efter dem, eller stoppet Dust da de kom ind på hotellet, når man tænkte på han havde et kæmpesværd på ryggen, men i disse tider var våbenbærere noget mere accepteret end for lang tid siden, og Dust eller rettere mr. Shenka havde boet på hotellet i lidt tid, så de var vant til ham. Da dørene til elevatoren åbnede igen, gik han med hende hen til hotelværelset, åbnede for døren og holdt den for Millicent, som en gentleman overfor hans gæst. Han lukkede døren efter sig, og satte Shibuki sværdet fra sig, mens han skiftede tilbage til normalt udseende.

"Velkommen til det hotelværelse du skal bo på, for det næste stykke tid!" sagde han roligt. Det var en af luksus suiterne, så hun kunne føle sig som den vigtigste kvinde i verden, og nyde livet mens hun var hos ham "Du får sengen for dig selv, da jeg ikke sover, og jeg tilbyder dig alt hvad dit hjerte kan begære, indtil vores nuværende situation afsluttes! Vi kommer til at bo sammen for lidt tid, og hvis vi forlader stedet sammen, agere vi den rolle vi spillede nede i lobbyen!"

Millicent var udmærket tilpas med det skuespil hun selv leverede. Hun vidste hvor det udsprang fra og hvor det mundede ud. Derimod reagerede hun på Dust's lille opføring. 
Både fordi han var dygtig til det , så hun blev en smule revet med , når han så på hende ... sådan ... Men også af den simple grund at hun normalt ikke tillid fyre at komme så nær på , så at mærke hans arme liste sig omkring hende , kostede ekstra skuespil fr hende at side , da hun mest af alt blev en smule forlegen eller genert. 
Især hans stunt i elevatoren , fik sat respirationen på pause , intil dørene klappede sammen og han trak munden til sig , uden at have rørt hende med sine læber. 
Hun trak vejret i hurtige ryk og læberne let adskilte.  Hendes tanker flimrede og viste billeder af både general Zolner og Auriel ... De virkede begge to som sikre steder at putte sig ind og gemme sig lige nu, lige nu hvor hun stod og flettede fingre med en helt fremmed. 
Hun havde bemærker det lille spion camera i elevatorens højre hjørne og regnede med det var til ære for det. 

De trådte ud , og ved døren til deres rum, slap hun hans hånd . Det ville være naturligt og hun trængte til ... Plads. 
Og plads fik hun , det var mere en suite end et rum og det så både elegant og bekvemt ud. Han manglede vist ikke penge? Millicent havde aldrig selv kunne betale et sådan rum, og han havde haft det længe, åbenbart. 
" Her ser fint ud" sagde hun stille. 
Problemet med hende var at de materielle ting betød så ubetydeligt lidt. Jo , hun kunne nyde det , men ikke hvis alt andet sejlede hvilke det gjore netop nu. 
Hun var forvirret og konfus.  Måske skulle hun forsøge kontakte Auriel og få klaret sine tanker? 
Millicent satte sig først på senge kanten og skubbede sine sko af fødderne , herefter trak hun benene og møvede sig ind på sengens midte , hvor hun slog armene omkring sine knæ. 
Hun holdte øje med Dust og med sværdet han havde sat fra sig. Hun anede intet om våben , med mindre det var buer, men hun kunne se det var et særligt et af slagsen. Det kunne selv en blind . 
Millicent smilede svagt.. " Hvad mit hjerte begære ? Det ved selv ikke jeg " hvilke var rimelig tæt på sandheden.  Hun var ikke typen der satte så mange ord på hvad hun ønskede. Men lige nu og her ville hun bare have noget stærkt og drikke. For at holde Roselia i ave og for sin egen ros skyld. 
" Jeg kan intet spise, men ... Kan vi bestille et par flasker .., et eller andet stærkt ... Jeg øhm.. det er en lille last af min , kan man vel sige" 
Hendes øjne blev en kende større... Årh dén havde hun ikke lige set komme. Enten skulle hun sidde buret op herinde eller .. skulle hun ud, ville det være et krav at hun gik og kissemissede med Dust. 
Hmm nå men selv et forelsket par kunne have problemer og dermed luft mellem sig , blev hun enig med sig selv om. 
Hun trak sig helt tilbage , og lænede sig op af sengegavlen nu, stadig med bøjede ben og armen kom omkring den igen. " hvad mente du med du ikke sover ?" Spolede hun tilbage i samtalen.  Hun håbede det var en misforståelse , for der var no Way hun ville sove , hvis han skulle sidde og .. Kigge på... Hun var ingen Bella Swan og hun tvivlede stærkt på at Dust var en Edward Cullen, selv om den tanke nu ikke var helt så frastødende igen.  " Jeg skal nok lege pænt med... Sålænge det passer mig" skød killingen lige lidt ryg , og endelig strakte hun sine ben helt ud , og satte hænderne i madrassen.

Dust betragtede hende kort med et tænkende blik, mens hun gik hen og satte sig på sengen, smed skoene og satte sig med armene om sine ben, på midten af sengen. Måske det ville blive interessant, at have hende i sin besiddelse det næste stykke tid, ikke på grund af deres skuespil på dette hotel, der skulle få det til at se ud som om, at de var på kanten af nygifte, men derimod det faktum at Dust var vant til at når han fangede nogen, som han havde fanget Millicent, så blev de behandlet som hans fanger, men med Millicent var det noget andet. Han havde bortført hende fra zone 1, med hendes egen deltagelse i bortførelsen, og han kunne måske snakke med hende, som var hun hans gæst og ikke hans fange. Dog var der nogle forholdsregler han måtte tage sig, i tilfælde af at hun ville skride fra ham før han havde fået det ud af hende, som han rent faktisk ville have ud af hende, så hans første skridt var nu at sørge for, at han kunne spore hende, i tilfælde af at hun ville gøre modstand mod hans planer.
"Tja det kan tyde på 1 ud af 2 ting!" sagde han let, da hun sagde hun ikke engang selv vidste, hvad hendes hjerte begærede "Enten er du lige som mig, der har brug for et formål med livet for at kunne eksistere, og du sidder i den situation at du ikke ved hvad det formål er! Eller også er du den type, der ikke kræver så utroligt meget af livet, du har det fint med det du har, bare så længe du har det godt, og derfor begære dit hjerte ikke som sådan noget, medmindre du virkelig har brug for det og er bevidst om, at du har brug for det!" Dust var skam ikke bare den voldelige og grådige type, han havde skam langt mere intelligens, end hvad man skulle tro af ham. Hendes forespørgsel efter nogle flasker, gerne med noget stærkt alkohol i dem, fik ham til at se tænkende på hende, da han ikke lige havde regnet med, at denne kære lille menneske/engle blanding, var typen der drak.

"Det skal jeg nok sørge for kommer op til os, men må jeg have lov at spørge hvad det er for en last, du går og bære på?" spurgte han roligt, mens han gik hen til hotel telefonen, løftede røret og kontaktede roomservice. Han bad dem komme op med 2 flasker alkohol, samt noget godt at blande dem med, til hans værelses nummer da hans forlovede og ham, gerne ville have lidt at hygge med før de gik i seng. Han lagde røret på igen, smilede roligt til Millicent og kom hen til hende for at sætte sig ned ved hendes side. Han fremdrog en smuk medaljon, med et vedhængs stykke der antydet, at den var designet til at hænge i en kæde som halskæde, og holdt den op foran sig for at fokuserer sin chakra i hånden der holdt den. Langsomt sank den fra hans hånd ned mod sengen, efterhånden som Dust lavede en halskæde til den af hans krops sand, blandet med et sølvstof der gjorde at sandkæden fik en sølvfarve, og lignede en rigtig halskæde.

"Her Millicent den her vil jeg gerne have du går med, mens du er min fange!" sagde han og lavede gåseøjne med fingrene da han sagde fange, før han gav hende den på "Medaljonens rubin i midten, er en chakra måler der reagere på min energi, som er gemt i halskæde snoren! Jeg fjerner den fra dig igen når du skal tilbage til zone 1, men så længe du har den på, så kan jeg finde dig hvis du bliver væk, eller skrider fra mig! Jeg er ikke så god, til det der med at have tillid til andre væsner, så det ikke fordi jeg regner med du skrider fra mig for hurtigt, jeg tager bare mine forholdsregler!" han smilede et tomt smil til hende, før han rejste sig op igen, da det bankede på døren.
Det var deres roomservice der kom med det de bestilte, og da han åbnede døren lignede han mr. Shenka der tog imod det, og lukkede døren efter ham, før han gik hen med tingene, og satte dem på natbordet ved siden af Millicent og sengen. Han gik roligt hen til sofaen, og satte sig ned i den, så han kunne bruge sofabordet, til at skrive en besked til Vladimir som han ville sende, ved hjælp af en fugl han ville lave af sin egen krop, når brevet var skrevet og klar til afsendelse.

"Jeg sover ikke, da hvis jeg falder i søvn eller besvimer, tager min indre dæmon over og angriber alt omkring mig, den vil suge alt det sand den kan få fat i fra omgivelserne til sig, og blive større og større mens den voldsomt smadre alting, indtil jeg enten vågner eller den lille mulighed skulle være, at nogen rent faktisk finder ud af, hvordan de får mig til at genvinde kontrollen igen!" forklarede han roligt, mens han så op fra det brev han skulle til at skrive til Vladimir "Jeg håber det passer dig indtil vi skifter hotel, ellers ville jeg være nød til at gøre som jeg plejer, når jeg tager nogen til fange! Jeg behandler dig godt, fordi jeg gerne vil holde et godt samarbejde med dig, og jeg håber da du har det på samme måde med mig!"

Dust lod til at have fornuften intakt , blev hun enig med sig selv om.  Det han analyserende sig frem til var nok ikke helt usandt, begge dele faktisk. 
" Det er nok ... Lidt af det hele , alle ønsker vel et  formål med ders liv , at sætte et aftryk af en slags og ja... De ting jeg tillægger mest værdi kan penge ikke købe , uanset hvor mange man skulle have. " hun smilede og takkede for hans villighed til at skaffe alkoholen til dem. 
Hun havde på en måde ikke lyst til at skullefortælle om Roselia. Hun talte aldrig om hende.  Men når de skulle sove her sammen , altså hende sove , så kunne det være vigtig for Dust at kende til... Problemet. Millicent så ud af vinduet.  Fra sengen var det kun en himmel hun kunne skimte.  
Hun rettede de udtryksfulde øjne mod Dust, som sagt sig på senge hos hende.  " Jeg ...  Hun hedder Roselia ... Lige som pokemonen... Og jeg aner ikke hvem hun er, hvor hun kommer far eller hvordan hun er kommet ind i min krop! Jeg har en mistanke om hun ønsker at tage den over og indtil nu er det eneste jeg ved at .. Alkolhol holder hende i dvale.  Nåå ja og hun kender til alle mine tanker imens jeg ikke huske en skid af hvad hun siger og gør.... Hyggeligt ik? Men du skal ikke være bange , det er sjældent hun kommer fri, jeg sørger jo for at drikke hvad jeg skal" prøvede hun at lyde munter.  
Men derfra gik det ned af bakke. Millicent kunne ikke rive blikket fra kæden Dust havde fremtryllet. 
Først blev hun forfærdet da hun trode han ville til at forære hende et smykke og - måske - ville have noget igen. 
Bagefter blev hun vred. 
Så snart ordet fange kom ud i det fri, kunne Millicent mærke de usynlige bånd snerre. Hun ville ikke være en fange og heller ikke en der var i gåseøjne. 
Imens Dust snakkede og snakkede og snakkede om tillid og sporing og at behandle hende godt , lagde hun armene over kors til han var stille. 
" Nu skal du lige lytte... Jeg VED tillid er en bitch ... Hvordan tror du jeg har det i min mave lige nu? Med dig... En vild fremme ... Og du har alle de her evner" hun viftede afvisende med en hånd i luften da hun snakkede om evner , og foldede den så på plads foran sig igen. 
" Jeg måtte leve med usikkerheden på dine intentioner og valgte at følge dig gennem eksplosioner og en flyvetur i det fri , så begynd ikk en lektion om tillid . " Millicent trak en pude ind på sin mave og krammende nu om den. Parat til at smække Dust en på låget , hvis hun skulle få lyst. 
" Jeg er ked af at ødelægge din plan... Men der er NO WAY IN HELL jeg tager den kæde på.  Jeg er FRI til at gå når det passer mig , er du med på den? Og bliver jeg  væk så er det ærgeligt .. Nok mest for mig da min stedsans er virkelig underfrankeret ... Men at spore mig ? GLEM DET DUST!  " nu var hun på vej ud af sengen, med puden i sin favn , baskede hun mentalt ked vingerne som en lost fugl på farlige afveje.  Ingen bur til hende , hun kunne ikke. 
Hun ville ikke.  
" Du er bare nød til at stole på mig , som jeg skal på dig... Og hvis JEG er modig nok til det, så er du nok også!" Slog hun fast. 
De stod begge op da Dust tog imod deres drikkelse og hun bemærkede hvor tør hun var i ganen.  Hendes krop og sind sang efter promillerne. 
" Din dæmon side ? Fedt tidspunkt lige at nævne det " sagde hun med antydning af smil og humor , men jeg skal love dig det falmede da Dust igen talte. 
" Gøre som du plejer ..:når du har fanger?!" Hun hævede nu stemmen , og hendes knoer blev hvide da hun var ved at kvæle puden. 
" Enten så accepterer du jeg er fri...: helt fri og komplet ligeværdig. Vi er TO om beslutningerne og sådan er det bare ... Ellers er jeg den der er gået NU. Og kæde og spor og pisse territorium af på mig, DET er en saga blot , er vi enige her?" Var det ikke for god stil skyld, havde hun nok trampet i gulvet, men istedet så hun med bedende øjne på Dust. Åh Gud, hun behøvede virkelig ikke en kamp nu. Og slet ikke mod en sværd guru der kunne ufine triks.  Hun ville jo dø ! 
Men hun kunne ikke gå med slave lænker , uanset hvor smukt udformet de var, og hun krævede sin ret til selv at bestemme. 
Og selv om hun ikke havde den fjernede ide om hvilke beslutninger der skulle træffes, så havde hun fandme lov at insisterer på hun var med  til dem. Bum.  Hun blinkede en tåre væk, imens hun så ind i Dust's øjne.

"Hvis jeg skal være ærlig, har mit brug af ordet fange, nok været bare en anelse msivisende, kære Millicent, men min hensigt er nu den at efter vi lavede vores aftale, er du ikke min fange, men derimod en meget værdigfuld kvinde for mig, og jeg vil derfor ikke miste dig, før jeg har nået mit mål med at få fat i dig!" sagde han roligt. Han så ind i hendes øjne, såvel som hun så ind i hans. Trods det faktum at Millicent, tydeligt havde udtrykt sig at hun ikke ville være en fange, kunne man ikke spore nogen form for følelser i hans øjne, de fortsatte bare med at være tomme og ulæselige, som om det ikke engang rørte ham det mindste, at hun kneb en tåre og blinkede den væk. Han rejste sig op fra sofaen, gik hen til hende og stoppede foran hende, så de virkelig kunne se hinanden dybt i øjnene.

"Millicent den halskæde er ikke et tegn på, at du er min fange, og jeg ved hvor stor en tillid du har vist mig, ved frivilligt at tage med mig væk fra zone 1, men den halskæde er mere som en sikkerheds foranstaltning, i tilfælde af at der skulle ske noget der skiller os fra hinanden!" sagde han roligt og tog hendes hånd i sin, for at skabe en slags kontakt mellem dem, der kunne gøre at han viste hende at hun ikke var hans fange "Jeg acceptere dig som fri Millicent, og den halskæde er ikke nogen fangelænke! Jeg ser dig ikke som mit territorium, eller min ejendom for den sags skyld, eftersom du gik med til denne aftale før vi skred fra zone 1, ser jeg dig som en ligeværdig, og en slags hemmelig sammensvoren i mine planer!"
Han slap let hendes hånd, og gik hen til natbordet, lavede 2 drinks til dem og gav hende den ene, før han gik hen mod altanen der var en del af denne suite. Han åbnede skydedøren, så om på hende, og lavede et nik med hovedet som tegn på, han gerne ville have hende med ud i den friske luft, så de kunne snakke lidt sammen, mens de stod og nød deres drinks. Dust var måske en hård og følelser kold personlighed til hverdag, og man kunne til tider godt opfatte ham som kynisk, men når det kom til stykket var han måske ikke så ond, mod alle andre væsner som man skulle tro om ham. Når det kom til stykket, var han trossalt en skytsengel og han var en stolt en af slagsen, for det var en af de gaver han havde arvet fra sine forældre, sammen med hans skyggedæmon blod, og han ville aldrig nogensinde benægte hvad han var, for det ville for ham være det samme, som at benægte hans forældre og det ville han aldrig nogensinde gøre.

"Du og jeg vi har noget tilfældes Millicent!" sagde han roligt, da de stod ude på altanen, og han så op på den mørke himmel. Han tændte en cigar, og pustede en røgsky ud "Vi er begge 2 halvt engle, og ingen af os vil frivilligt lade os fange sådan uden videre, i hvert fald ikke uden at sparke, bide og kæmpe for vores frihed først! Men tilgængel har vi også nogle ting, der står i tydelig kontrast til hinanden!" han holdt en kunstner pause i sin snak, ved at tage en slurk af sin drink "Jeg lever for hævnen, og i min søgen efter den hævn, er du blevet en brik i mine planer, om at opnå den hævn jeg i så mange århundrede har søgt! Din rolle virker måske ikke som så meget, men alligevel kan din rolle hjælpe mig, med at opnå mit ønske, da din rolle i min plan er at vise, hvor stor en trussel jeg egentlig er!"

Millicents parader var hævet , ikke tårnhøjt , men højt nok til beskyttelse af sig selv. " Det er et meget degraderede ord Dust , og jeg er modstander af slaveri, i alle dets betydninger , så du udfordrer mig her, bare ved at tænke det " forklarede hun sin reaktion for ham. 
" Jeg lover dig jeg bliver... Et godt stykke tid , og enda ikke at forlade dig før jeg har sagt til , så du kan træffe dine forholdsregler i forretningsmand sammenhænge. " prøve de hun igen at nå et kompromis. Dette var ved at være så langt hun var villig til at gå. 
Med de blanke øjne fik hun en dyb øjenkontakt med Dust. 
Millicent overvejede kort om hun socialiserer for lidt, hun var tydeligvis ikke helt med på beatet længere og ikke in sync med al den nærhed med det modsatte køn.  Det var udfordrende , selv om Dust virkede både varm og reserveret på en og samme tid. Måske var det den virkelig udfordring? Hans dobbelte signaler som hun opfangede så fint. 

Dust kunne med garanti sælge sin døde moster til en disko tournering, men ikke en halskæder til Millicent, den var en værre opgave. 
" Dust... Jeg tager den ikke på, uanset hvad .... Så må vi aftale et møde sted , skulle jeg blive væk, lige som med børn" mumlede hun lidt tvært og lagde sin hånd i Dust's. 
Han forsikrede hende om ligeværd og frihed og hun havde blikket rettet , ikke mod hans øjne nu men istedet deres hænder. " Jeg gør det ikke... Den kommer ikke på" sagde hun stille og holdte vejret , da han slap hendes hånd. Havde hun nu pisset ham af? Hun så ikke op, før Dust rakte hende drinken og hun kunne pænt sige tak. 
Millicent fulgte hans lead og gik mod balkoner. Luften var forfriskende og virkede ret dejlig ... Næsten beroligende.  Vidste han hvad han gjore , ved at trække hende herud? Vidste han hun ville kunne lide det? At det smagte af frihed , at stå her... Kontra at sidde på hotel suiten, hvor luksuriøs den end måtte være. 
Ude her kunne hun se stjernerne og månen. 
Hun smagte på drinken og glemte helt at skåle først. 
Hun lænede sig , med ryggen op af det forholdsvis høje gelænder og nikkede bekræftede til Dust's lille lommeanalyse. " Sandt.., du rammer meget godt plet ... Rammer og bånd der snærre er ikke gode til mig. Jeg skal selv kunne vælge " det lød så hårdt , så ego agtigt ,men Millicent var en pige der ret ofte satte andres velbefindende enda før  sit eget , eftergivende var hun af natur.... Når hun altså ikke lige stod i bakgear som nu. 

Hun så på Dust ... Havde sit hoved en smule på sned da hun spurgte med en blød og forsonende stemme.. " Hvorfor er du opsat på hævn ... Er det ikke er kedeligt motiv for alle sine handlinger ? En lidt bitter en? Hvorfor betyder anerkendelse og magt så meget for dig... Hvad vil du med det når du får det ? " Millicent smilede svagt og drejede omkring . Hænderne blev lagt på det kølige smedejerns gelænder der virkede hårdt og Glat mod hendes håndflader. 
Hendes øjne så ud i mørket .... " Hvad med kærlighed ... Hvorfor navigerer du ikke efter den?" fik hun endelig spurgt.

Han så stille på hende, mens de stod ude på balkonen. Det sidste hun havde sagt skulle han lige sluge, da der aldrig før var nogen der havde spurgt ham om den slags, og det var de 2 ting han søgte allermest i hele hans liv. Anerkendelse var noget han aldrig havde fået, udover for hans evner som morder og hans sjældne race, eller rettere sagt han havde ikke fået det, siden hans familie blev dræbt da han var 4 år gammel, og hævn ønskede han af den simple grund, at han havde mistet dem i hans liv, der betød allermest for ham. Han havde mistet alt udover sin vrede, derfor havde han vendt denne vrede til hævntørst, men han hungrede stadig efter sand anerkendelse.
Han havde godt nok fundet sit skytsvæsen, og hun vækkede følelser i ham når de var sammen. Hun anerkendte hans eksistens, hun anerkendte ham for den han virkelig var, og ikke det morderiske geni han var, lige som alle andre der havde mødt ham. I en stille bevægelse, satte han sin cigar i mundvigen, før han løftede hånden mod hende, og placerede en finger mod sand halskædens kæde, så han kunne absorbere den igen, indtil kun vedhænget var tilbage som han greb i hånden, og lagde ned i sin lomme. Han dannede en skål lignende form med hånden, og centrerede sin fokus der, for at lave en sandpille der var lidt større end den burde være, og lagde den i hendes hånd.

"Knus den hvis du får brug for mig, så ved jeg hvor du befinder dig henne!" sagde han stille, som en afslutning på den samtale. Han gav hende friheden til, at være mere hans samarbejde partner, og alligevel kunne hun påkalde hende hans opmærksomhed, hvis hun havde brug for det "Jeg valgte hævnen, fordi væsner som mig har brug for et formål, her i livet! Jeg mistede mine forældre, og sammen med dem alt andet end min vrede, og hvis typer som mig ikke har noget formål i livet, syner jeg bare hen! Jeg har brug for et formål, for at kunne eksistere, og hævnen er blevet mit mål i livet, for at jeg kan ære min mor, min far og min søster!" han tog cigaren ud af mundvigen, og pustede en røgsky ud før han sibbede til sin drink, og så op på himlen, mens han tænkte over hans næste ord.
"Millicent har du nogensinde oplevet nogen, der ikke anerkendte din eksistens, og som så på dig?" spurgte han stille, og så på hende igen "Deres blikke er så isnende kolde, så fulde af had og mangel på respekt! Det er hvad der kommer ud af folk, når de ikke anerkender et andet væsens for dets blotte eksistens, og jeg har levet størstedelen af mit liv, uden andre væsners anerkendelse! Jeg har fundet få der anerkender mig for mig, og ikke for det jeg kan fordi de skal bruge det, og det er en del af grunden til, at jeg jar drevet mig selv så vidt som jeg har! I hele mit liv har jeg gemt mig fra verden, nu vil jeg vise den hvem jeg er, og vise den hvilken trussel jeg er!"

Millicent kunne se følelserne næsten bliver spolet igennem hans ansigt.
Hun havde vist sagt ...et eller andet meget rigtigt, eller ret forkert.
Men det var tydeligt at Dust rummede et hav af følelser, selv om han uden tvivl havde travlt med at vise en mere følelsesneutral side af sig selv til offentligheden.
Millicent sugede sin underlæbe en smule ind, da Dust begyndte at røre på sig, uden at sige noget.På nippet til at undskylde, holdte hun dog vejret og så ham føre smøgen mellem hans læber ...tavs...og så han rakte ud...mod kæden.
Hun fulgte det hele meget tæt og og turde dårligt trækkevejret.Ubevægelig stod hun også. Arbejdet med sandet blev fuldført, og Dust lage en slags sand pille i hånden på Millicent.
Langsomt hævede og sænkede hendes bryst sig, da hun igen begyndte at trække vejret...og Dust forklarede hende hvordan pilletingen virkede.
Hendes øjne blev blanke og en varm fornemmelse spredte sig i maven på Millicent.
Han forstod....respekterede ...og ville stadig hjælpe.
Hun tog et par skridt, så hun stod helt nær Dust. Stadig i sin ødelagte kjole, med det betød intet for hende...men at han havde forstået...og at hun vist nok havde fået berørt Dust et eller andet sted inden i ham, gjore hende glad.
Millicent lænede sig frem, og ville hvis Dust ikke modsage det, kort presse læberne mod hans kind og sætte et varmt kys der. " Tak....den er jeg meget glad for" sagde hun med ægthed og ømhed i sin stemme. Den var helt anderledes end kæden, og Dust vidste det udmærket....han havde ændret det for Millicents skyld, hun var ham taknemmelig.

Hans spørgsmål fik hende til at tænke...
" Nej" kom det ærligt, og hun lænede sig igen op af rækværket på teressen.
" Jeg har oplevet ligegyldighed, men ikke had.....ikke tæt på mig...måske fra en distance, men så har det ikke rigtig været tæt nok på at jeg opdagede det... Jeg har vist levet et rimelig ...kedeligt...liv" indrømmede hun.
Millicent havde en tildens til at holde sig for sig selv....hun kunne skruenop og ned for charmen...hvis hun ville...men at finde nogen der var værd at gøre sig umage for var svært....og når hun så endelig mødte nogen, så snuplede hun hele tiden over sin manglende erfaring...pokkers til crappy ting.
Hun blev helt varm i hjertet over Dust åbnede sig lidt op for hende, og lyttede til hvert et ord, med interesse og empati.
Til sidst måtte hun indskyde .." jeg forstår dig ...bedre nu...men Dust...du er da så meget mere...og at jagte magten for at bevise du er en slem fyr...har du aldrig overvejet at tage al den styrke du har...din klogskab og alt du kan" hun viftede med hænderne og insinuerede det med sand..." Tage al det og gøre noget godt for verdenen? Jeg mener...der er mange gode og dejlige mennesker og væsner der bor i den, hvorfor ikke gøre den til et bedre sted, vinde respekt istedet for frygt?"
Hun strøg ham ned af hans arm, et enkelt lille anerkendende kærtegn , inden hun tømte sin drink.
" Det er selvfølgelig mere...svært...at vinde respekt, end angst" hun havde både et strejf at humor i stemmen, men også et lille udfordrende glimt i hendes øjne,der nu hvilede fast på Dust.

Det var egentlig ikke så meget hans følelser, som det var hans minder hun havde vækket i ham, han havde ikke følt noget i flere århundrede, udover vrede eller de følelser, hans skytsvæsen skabte i ham. Da hun lænede sig ind mod ham, for at give ham et kys på kinden, lagde han rent instinktivt en arm om livet på hende, og nussede hende let på hoften, mens hendes kys fik fremkaldt et følelsens tomt smil, på hans læber. Han trak hende kort ind til sig, lagde begge arme om livet på hende, og gav hende et blidt kram mens han nussede hende på ryggen, og han var ligeglad med at kjolen var revnet, hun var god ved ham og det kunne han godt lide ved hende.
"Det skal du ikke tænke på smukke, det er sjældent jeg møder nogen så speciel som dig, der forstår mig på den måde som du gør, så selvfølgelig vil jeg da gøre det her for dig!" sagde han roligt, og slap hende igen så hun kunne tage et skridt tilbage, hvis altså det var det hun ville.

"Jeg gør skam også noget godt for verden, jeg er allerede begyndt på mine planer om, at skabe fred i verden!" sagde han roligt, og så hende i øjnene "Har du da ikke hørt om zombie epidemien, der har ramt Las Vegas? Den er nemlig min skyld!" han så roligt udover byen, tog et sidste hvæs på sin cigar, og skodet den i et askebæger der stod derude hos dem, før han tømte sit glas. Han kom til at tænke på, at han nok burde forklare lidt nærmere, hvad det var han ville gøre for verdens freden, for at Millicent kunne forstå hvordan hans planer fungerede.
"I den her verden vil der altid være hævn, lige så vel som der vil være vrede, sorg og smerte, det er en del af et normalt væsens liv, lige som kærlighed og glæde!" sagde han roligt mens han så frem for sig, udover byen "Alle krige der har fundet sted på denne jord, er startet med en følelse af hævnlyst eller had, grundet at nogen har følt en smerte, ved tabet af nogen de holdt af! Det er en ond cirkel som jeg selv er havnet i, der vil blive ved, foreksempel nogen dræbte min familie, jeg vil have hævn og dræber dem, nogen der elskede dem vil have hævn over mig, og sådan fortsætter det! Den eneste måde hvorpå man kan skabe fred, er ved at lade alle i verden lære smerten at kende, de skal alle føle den så frygten for den følelse, tvinger dem til at skabe fred!" han så stille på hende, for at se om hun var med så langt.

"Frygten for smerten vil selvfølgelig fortage sig igen, efterhånden som freden går sin gang, men igen når krigene bryder ud vil alle blive mindet om, den frygt for smerten der før tvang dem til fred, og de vil igen holde fred!" fortsatte han roligt mens han så hende i øjnene "Der kan ikke eksistere fred, uden der også er krig, verden har brug for det ene for at få det andet, for ellers kan væsnernes destruktive personlighed ikke blive luftet, og så kan de ikke blive en del af freden der skal komme bagefter!"