The white moon and the white wolf. (Digt)

Igen kom bare med alt det kritik eller hvad du end har lyst til at sige, når du læser dette digt :)

I'm the sad lonely moon
in the forever large nightsky.
So high in the sky I am,
that everything is out of my reach.
So lonely, only the hellish light
of the sun is my company.

But a razorsharp cry in the night
breaks through the stonecold silence.
A howling of the great white wolf,
so strong and so beautiful.
It sings the painful lullaby
of my bleeding heart.

There it stands strongly
in the forever cold winternight,
just alone it is that I wish,
I could fly down as a guardian angel,
just grab its strong body
with the soft white fur.

I want to take it into my arms,
so it could hear the rhythm
of my aching heart

But nooooo.
I'm doomed to stay up here
and the wolf is doomed
to stay down there.
We can only forever
look at each another
never hear our heart's saying,
never really touch one another.


OG hvis nogen føler sig truffet, så kan jeg lige så godt sige nej! Dette var bere et kreaflip ^^

Hvor er det smukt søde ^^

Tak ^^

Du er god til at digte mama Admin :-D

Ja man kan være heldig at finde inspiration i dagligdagen, men hvad er det egenligt, som gør den god, hvis jeg må spørge? ^^

Smukt, men der virker lidt længselsfuld kærlighed der eller er det bare søgen efter en ven? ^^

Kan stadig lide det XD

Well jeg har brug for kritik eller konkret positive ting, så jeg ved, hvad jeg har gjort godt eller dårligt XD