Miami Metro News Reporting - Millicent.

Tid: omkring 18.40.
Dag: Mandag d. 1 oktober.
Sted: Miami - en smadret metrostation station.
Vejr: for en gangs skyld ligger der ikke et tykt lag støv for solen, men den er ved at gå ned nu.
Omgivelser: En smadret metrostation hvor flere hjemløse har søgt ly.

De sørgelige rester af hvad der en gang havde været en prægtig storby, så stadig ilde tilredt ud. Krigen havde efterladt dens mærker, selvom lige netop denne by havde formået at overleve så hvidt så muligt. Det var ved at være aften nu, og solen sendte sine sidste skarpe orange stråler ud over de hærgede gader af Miami's, fra en himmel der for en gangs skyld ikke var dykket af store støvskyer. En fredelig aften ville man kalde det.
Men selvom de varme orange farver skyldige fra solen og ind over byen, så var der langt fra varmt. Efterårskulden havde grebet den før så varme by, og derfor var gaderne nu næsten tomme. Folk søgte ind i ly. Under ruiner, i gamle biler, små støvede lejligheder eller sågar nedlagte metrostationer.
Det var på denne efterårsaften at motoren fra en stadig velfungerende bil slukkede, og efterlod gaden i stilhed igen. En stor lukket jeep var trukket op på siden af vejen, og en fyr steg adræt ud og lukkede den store bildør efter sig.
Han bar et par simple blå jeans, en hvis t-shirt samt en sort blazer. Et par øjeblikke blev han stående hvor han var, inden en cigaret endelig faldt fra hans hånd og skodede under en sort skohæl.

Endnu et øjeblik fløj forbi inden han fortsatte væk fra Jeepen, og ned ad en stor åben trappe ned imod noget der endgang havde været en metrostation. På det der engang havde fungeret som skinner lå et ødelagt tog halvt af skinnerne. I dette tog havde flere hjemløse bosat sig og med tynde tæpper og huer prøvet at holde varmen.
Der var mørkt på det der engang havde været en parron. Under jorden og med den eneste lyskilde den nedgående sol der skinnede ned fra trappeopgangen. Af og til kunne man høre et snøft i mørket, eller lavmælt tale, men lige nu var den eneste lyd der kunne høres de tunge trin fra fyren på vej ned ad stentrappen. bag ham skinnede den stadig høj orange farve og dyngede hele hans krop i det forsvindende lys, og fik hans brune øjne til at skinne med en gylden farve.

Han fortsatte ned for enden ad trappen, og imod hjørnet af 'grotten', hvor en anden mere luset fyr sad lænet op ad stenmuren. Han så, i modsætning til den unge fyr der lige var kommet ned, træt og slidt ud.
De to fyre kiggede på hinanden et sekund inden en fløjelsblød og rolig stemme brød stilheden og fik flere blikke sendt i deres retning fra folk i det ødelagte tog.

"Earl. Jeg har burg for en tjeneste ... Min motor mangler et topstykke... jeg ved du har en. Jeg skal nok betale dig godt for den." Kom det fra fyren der lige var kommet ned. Han lignede slet ikke noget der passede ind her. På trods af alt skidtet og støvet i luften synes han ikke at have et fnug på sig.

I den anden ende af stationen var nogle mennesker begyndt at prøve at få op tændt et bål for at holde varmen når natten faldt på. I mange dele af denne by ville man se folk skynde sig til deres stadigt stående lejligheder, men de folk der havde mistet alt i krigen holdt til her, og de måtte klare sig med hvad de havde.

"Mm... Du har ret ... Jeg har en til overs. Men den bliver ikke billig." Brummede den siddende mand hæst tilbage.

Kulden var ikke at fornægte længere, og det ville snart være nødvendigt at anskaffe sig et par vanter, hvis hun skulle kunne passe sit job, uden at ubehaget ved at fryse...al for meget...skulle sætte tænderne i hende.Et par handsker af den slags uden fingerspidser, det var hendes største ønske....for så kunne hun håndterer sin bue og hun kunne mingelerer sit bytte på bedste vis.
Den unge kvinde var Millicent James, autodidakt jæger og uopdraget pigebarn.
Hun adlød og stod til ansvar for ingen...eller det skulle hun så lige overbevise Vladimir om, da han havde et andet syn på den sag, men hun havde da fået det arrangeret sådan at hun ikke blev overvåget hele tiden.Og ...hun havde fundet en vej ud af hans kæmpe gemakker, så hun kunne komme ud i det fri...under åben himmel..og jage.
Måske skulle hun bare stikke helt af? Ville han bruge krudt på at opspore hende?
* Perhaps....and so what Millie...so fucking what.?* Millicent slog sig selv en gang på siden af hovedet...dog ikke så voldsomt hårdt, men det var en effektiv måde at få stemmen til at tie på.
Hun var begyndt at blive rasteløs....dernede under den beskadiget perron, følte hun sig alt andet end godt tilpas, men Earl var en trofast kunde og hun havde netop traded 4 fasaner og en kanin- nu manglede hun bare sin betaling.
Hun kunne høre Earls stemme blande sig med lyden fra en anden mand.Samtalen kunne hun dog ikke redegøre for, så tæt stod hun ikke.
Millicent besluttede at gå mod stemmerne, indkassere sine mønter og finde et sted at søge ly for natten.Hun gad ikke tage hjem til Vladimir...ikke lige nu.
Hun nærmede sig de to stemmer, hendes brune støvler var lydløse og den simple påklædning iform af cowboybukser, en hvid skjorte og en sort jakke gjore intet væsen af sig.
Hendes lange hår var flettet , og bundet med et læderbånd, som det altid var under jagt, da hun trådte frem og på ( måske) uhøflig vis fik afbrudt samtalen mellem Earl og hans bekendte.
" Undskyld...men Earl...det var de penge der...jeg skal videre" mente Millicent , og sendte den unge fyr et lille nik til hilsen.Ham havde hun aldrig set før.

Fyren med de skinnende brune øjne, Auriel, slog hovedet let tilbage og trak en anelse på sit skæve smil, og kørte en hånd igennem sit brune hår. Selvfølgelig ville det ikke blive billigt, intet i den nye verden var billigt.

"Sådan er det at handle med dig" Lød det køligt igen, men stadig med et dæmpet smil. "Hvor meget?" Fortsatte Auriel og begyndte at rode i hans lomme efter havd der lignede en slidt pung. Det var begrænset hvad man kunne kræve for en metal klods, men hvis nogen forstod at sætte prisen op, så var det Earl.

"20 dollars vil jeg sige er meget rimligt" Smilede Earls stort tilbage og afslørrede et par manglende tænder. de tænder han tilgengæld havde tilbage var gule og barkede. Auriel fiskede et par sedler frem og rakte dem til manden, som hurtigt proppede dem ned i en af sine støvler. Han åbnede munden som skulle han til at sige noget, men inden han kunne nå det var en ny person kommer til og havde afbrudt.

Auriels blik kørte fra Earl og hen imod den nyankomne. det var en kvinde. Hun lignede en på omkring 20, men han kunne ikke være sikker. Et øjeblik låste hans brune øjne sig fast i hendes imens de sidste orange/røde skær fra solen sled sig ned under horisonden i hans øjne. Som engel havde han en speciel aura, men han havde altid vidst at den var mere end bare en engle aura. Mange mennesker og væsner blev nærmest hypnotiseret af den, men ikke alle. Han nikkede kort tilbage og kiggede på Earl igen. Han smilede ikke mere, men kiggede skuffet på pigen. Det var tydeligt at se at han ikke havde meget at betale med.

"Hør nu ... Millicent... Du ved det er hårde tider for mig!" Begyndte Earl jamrende, men inden han kunne fortsætte havde Auriel foldet armene over kors og fnøs højlydt. Typisk... Det var ikke første gang han havde sagt sådan, og det ville ikke være sidste... Alligevel fandt Auriel sine øjne i at søge tilbage imod kvinden, og smile skævt.

"Hvor meget skylder han dig?"

Selvom der var en vis afstand mellem hende og den unge fyr, var virkningen tydelig og ikke til at lyve sig udenom, da Millicents blik faldt i et med hans.
ja- det var bare i kort tid, men hans øjne var levende og bidrog til hun fornemmede en besynderlig aura omkring ham.
En aura hun ikke havde oplevet før, og den virkede næsten til at smyge sig omkring hende...på mærkværdi vis , hvilke fik hende til at kigge hurtigt væk.

Millicent brød sig ikke om overraskelser, da det havde vist sig at de gode var klart i mindretal og langt størstedelen var unønsket.
Ligesom dengang hendes mor havde kaldt Millicent til sig, og hun var trådt ind i det lille værelse, hvor moderen lå på sit sengeleje....ja, der lå hun sikkert endnu hvis hun ikke var blevet bedre ? - hvilke Millicent tvivlede stærkt på, men der...der havde hun fortalt om Millicents far, om hvem...eller nærmere hvad han var.
Millicent havde leet højt.En ikke særlig glad og sorgeløs latter...men mere en trist en. Hun troede hendes mor var blevet endnu mere skør....men det var nok ikke muligt ?

Earl brød hendes tanker, og Millicent rettede sin opmærksomhed mod ham.
Han var en sjov type...en blandning mellem et offer for tingendes lidt triste og barske tilstand, en der gjore hvad han kunne for at overleve- men han var også en plattenslager, en der ingen skrupler havde ved at træde på andre, for selv at stå lidt bedre.
Millicent nikkede...

" Det er hårde tider for os alle, Earl....jeg er ikke Florence Nightingale...vil du have min mad, må du betale"
sagde hun fast og skulede hurtigt til Earls ven.
Det var mest for at sikre at der ikke blev ballade, så ville hun i hvert fald gerne være beredt.
Pokkers at hun ikke kunne have sin bue og pile med sig, men da jagt var ulovligt i disse områder, kunne hun ikke færdes frit med den på sin ryg.Det ville vække for meget postyr- så den lå gemt af vejen , som altid.

Fyren med de ' levende øjne' og den overvældende aura brød ind, og Millicent drejede nu hele kroppen langsomt mod ham.
Hun gav sig tid til at se ham efter i sømmene, imens hun søgte efter overraskelser af enhver art, han eventuelt kunne tænkes at gemme på.For hvorfor spurgte han nu om det?
Da hun ikke fandt hvad hun søgte....da svarede udeblev, måtte hun se ham i øjnene og med en neutral stemme svarede hun

" 9 dollars....alt i alt.."
Millcent kiggede med interesse på den mørkhåret knægt, hvem var han?
" ..eller et par vanter uden fingre" tilføjede hun....da det egenlig var hvad hun ønskede. og behøvede mest lige nu.

Auriel vægtede lidt sin vægt fra fod til fod kiggede ned på sin pung. Han havde ikke mange kontanter på sig, men han havde til ni dollars. Han så op på hende igen og lagde hovedet køligt på skrå. Handsker? Det var vel ved at blive koldt, og hvis pigebarnet skulle klare vinteren, ja så var det med at få fat på så meget tøj så muligt.

"Ligner jeg en der har et par fingerløsehandsker, women size?" Svarede han og skulle til at finde 9 dollars frem fra sin pung, men stoppede i sin handling. Earl stod ved siden af ham og trippede begejstret imens han mumelde noget i stil med "nøj mander.."

Auriel stod allerede med en fin 10 dollars seddel i hånden, men havde ikke rakt dem til hende. Han så ned på sedlen og han på pigen igen. Det var ved at blive mørkere udenfor og det var svært at se hendes ansigt helt nu. en skam virkelig.
Men mørket betød også noget andet. Det betød at det var tid til at finde sig til rette i sin jeep og finde et sted at overnatte. Der lurede ting i byens gader der ikke var harmløse om natten.

"Jeg... Jeg har et par gamle motorcykel handsker du kan klippe fingrende af i... Men de er nok lidt store til dig" Sagde han så og løftede spørgende et øjenbryn.
Henne ved bålet var nogle mennesker ved at riste deres aftensmad, det så ikke vildt lækkert ud, men for disse mennesker var det vel alt. Han kunne forestille sig at denne 'Millicents' vare skulle gøre op for Earl og hans families mad.

Millicent fulgte ham med sine undrende øjne.De forlod ham simpelthen ikke, fordi hun ikke kunne begribe hvad han havde gang i.
Hun ville ikke overfortolke hans handling, men det så da godt nok ud til han var ved at finde penge frem, penge til at klare hendes udestående med Earl.
Om det var Earl eller hende dette var en gestus mod, det kunne hun heller ikke lige gennemskue, da det kunne være for at hjælpe Earl hvis han virkelig sad i en svær situation , or han ikke ville kunne betale for sin mad...men det kunne ligeså godt være for at sikre sig, at Millicent ikke måtte forlade stedet uden at have modtaget betaling.Meget forvirrende.

Hun så over på Earl, og stillede ham lydløst sit spørgsmål...og selv uden ord, forstod Earl det og trak bare på sine trætte skuldre.Han vidste ikke hvorfor Auriel klarede betalingen.

Millicent smilede, da han gik istå...*.but of cource...always looking out for number one, what did you thing ,silly girl.* hånede stemmen i hendes tanker...men den tav...da fyren igen talte...
Om hun kunne bruge de handsker? jo, for pokker....havde hun nogenlunde varme hænder og samtidig fingerne fri, kunne hun forsætte med at jage, selv når sneen kom.Det tegnede godt.

Millicent svarede og hun lød nu langt mere formildet " dem vil jeg gerne have...meget gerne" medgav hun og gav ham et lille akavet smil.

Denne verden var en underlig kontrast...hele tiden, hver en handling...altid så fyldt af modsætninger...den mindede hende om...Millicent selv.

Auriel tøvede et øjeblik og lukkede så sin pung sammen og stak den ned i lommen igen. Ignorede Earls sultne blik imod de sedler der var blevet gemt væk igen. Han var en god mand, men han gjorde hvad han kunne for at overleve, så man skulle passe på sine penge i nærheden af ham.

"Godt så, men du bliver nød til at følge mig med op til min bil, for de ligger derinde." Svarede han pigen og måtte slide sine øjne væk fra hende og over til den lusede mand ved deres side. "Nå, hvis jeg måtte få det topstykke, så vil jeg komme videre end mørket faldet helt på. Jeg skal nok klare betallingen for dig så."

Earl skyndte sig at finde en tung metalklods frem fra en taske der lå ved siden af ham, og rakte den op til Auriel, som hurtigt studerede den og nikkede så. Den lusede mand prøvede at sende ham et taknemmeligt smil, men uden hans tænder lignede det mest en grimasse. "Ønsk din søn tillykke med fødselsdagen, det må vel være ved at være den tid?" Smilede Auriel tilbage og vendte om for at begive sig op ad trapperne igen og væk fra stationen, og regnede med at Pigen var med. Han huskede alt for godt sidste år på samme tid hvor han havde lavet forhandlinger med Earl. En usædvanlig skarp hukommelse gjorde at han stadig kunne huske barnets fødselsdag, det var nok derfor de havde købt ordenlig mad.
Han sukkede lydløst for sig selv, pokkers til dårlig vane at give tid og ting væk på den måde, men han kunne ikke lade vær.

"Han er god nok.. Earl altså" Lød det ud af ingenting da de begyndte at gå op ad trappen op til gaden. Han slog sine øjne hen på pigen igen.
Oppe over parronen var det koldere. vinden herskede mere heroppe og Auriel trak sin blazer tættere om sig, imens han fandt en cigaret frem fra sin lomme.

Var det nu smart, sådan at følge med en fremmed ud i mørket?
Millicent spidsede læberne og vægtede for og imod.
Det var ved at være køligt om natten, og hun ville virkelig gerne have handskerne...det var naturlig vis en smule naivt at gå med en fremmed fyr, men på den anden side....der var jo kun ham, ik.
Lavede han ballade, ville de være en mod en...rimelige gode kår for en med Millicents evne, så...
Hun indvilligede.Desuden så han ikke farlig ud...ikke farlig for hendes fysiske tilstand, anyway.

" Det gør jeg så" sagde hun uden for meget udenoms snak.
Og imens de to mænd ordenede deres sager , fandt Millicent sin lille rygsæk af hør og svingede den på plads over skulderen.Hun følte sig helt taknemmelig for han ville give hende sine handsker, og måtte liiige lægge bånd på sin indre begejstring.For det første havde hun dem ikke endnu, og man skulle aldrig....aldrig nogen sinde...sælge skindet før end bjørnen var skudt....og for det andet...så var det ikke en foræring, næ nej...det var en betaling for mange timers arbejde i skovbrynet og det burde man have respekt for.

Millicent tog afsked fra Earl med et .." see ya" og antydningen af et bette smil.
Hun fulgte efter den unge fyr , uden at tale meget...men forholdte sig i ro , indtil han brød den tavshed der lå i luften.

" Jaa....han må slås for at tingene skal hænge sammen, og han gør det så godt han kan.." Svarede hun og tænkte lidt over, hvordan det måtte føles og være, hvis man havde børn at skulle mætte og utilstrækkelig med mad.Forfærdeligt.

Fyren kendte Earl...og ganske udmærket....måske hun skulle udfritte Earl næste gang, smide en ekstra kanin oven i hatten, hvis han diskede op med lidt info om ham her, fyren ved hendes side.
De kom ud i den køligere luft, og hun fik hurtigt lynet lynlåsen i den lille tynde nylonjakke.
At dømme efter temperaturen, ville vinteren sikkert komme tidligt i år.

" Hvad hedder du?" Millcent mente at en præsentation kunne være i god skik, nu de skulle handle sammen.Så hun rakte sin hånd frem, for at give ham et fast håndtryk...
" Millicent James" præsentede hun sig.

Auriel nikkede og vendte sig lidt væk for tænde sin cigaret. Fra hendes vinkel ville det nok ligne at han havde hevet en lighter frem, og det var egentlig også meningen, han ville ikke til at dele oplysninger om hans evner ud.
Cigaretten tændte med et, og Auriel vendte sig igen, så han kiggede lige fremad og tog cigaretten i munden. Han stjal et blik i retning af pigen, men kiggede hurtigt væk igen for ikke at blive fanget i at gøre det. Umiddelbart lignede hun ikke den største trudsel. Hun var både lavere og mere spinkel end han selv var.

De kom helt op til overfladen og ændrede retning imod venstre hvor et par meter længere fremme hans Jeep var pladseret. Det var en stor panstret bil med masser af plads. Udenpå kunne man tydeligt se at han havde lavet sine egne små justeringer. Blandt andet kunne bilens ruder blive dækket af et metal gardin der både beskyttede imod alt udefra, men også holdt lyset inde i bilen.

Auriel vendte sig imod Millicent da hun præsenterede sig og tog cigaretten ud i venstre hånd for at give hende sin højre hånd. Det var svært at undgå at bemærke den store gamle ring der fyldte meget af hans ringefinger, og med en stor mørkelilla sten der synes at gløde i mørket omkring dem. Hendes hånd fyldtes kold imod hans egen hud som for det meste var varm,
"Auriel. Jeg hedder Auriel" Smilede han skævt og gav hende et håndtryk, som han måske slap et sekund for sendt og så fremad igen.

"Vi må hellere skynde os.. Det er ikke sjovt at være ude i gaderne når solen er gået ned" fortsatte han og tog de sidste skridt til bilen. Så snart han satte nøglen i passagersædets dør kørte metalgardinet for nettop dette vindue op han åbnede døren.
Der gik ikke mange sekunder inden han havde fundet nogle handsker i - sjovt nok - handskerummet og havde lukket døren igen, hvorefter vinduet igen blev dækket til.
Han så tilbage på pigen og nikkede imod døren. "En foranstaltning. For meget lys og et dusin zombier er på nakken af mig. Her har du dine handsker, de er lidt slidte, men skulle holde på varmen." Han rakte hende et par sorte halvtykke hansker og tog cigaretten i mundvigen igen.

Et par skridt senere stod han foran bilen og havde åbnet ind til motoren og fundet den nye topklods frem.
"Millicent.. Jeg kunne ikke få dig til at holde øje med vejen bagved imens jeg fixer det her? Så skal jeg nok lade dig smutte, promise" Lød det pludseligt og hans brune øjne fandt vej til hende igen. Ikke om han skulle nøde at en eller anden dæmon eller cyborg prøvede at overfalde ham imens han kiggede væk.

En rap bemærkning lå på hendes tungespids, da hun så ham rode rundt med et smøg.
Hun havde aldrig helt fanget nydelsen ved at ryge....men igen...man kunne vel heller ikkke favne alle laster, trods alt....så et par af dem havde hun velnret til at lade ligge ?
Skulle hun trække en last frem i lyset...en favorti og yndet en...ville det være den 'at drikke'.
Hun gjore det nu oftest i ly af mørket...ikke fordi hun forsøgte skjule det for nogen, hun var jo egenlig som oftest alene...det var mere fordi at det var der stemmen råbte højest...og enkelte gange...enkelte gange kunne hun sværge på, at det næsten føltes som den forsøgte tage over, ikke blot hendes tanker men også hendes krop.A drikke sig mere eller mindre mindre fuld, fik stemmen til at slumre....så Millicent betragtede det som en form for selvmedicinering.For at den skulle tie...hun græde...og dernæst kunne de begge sove rusen ud.

" Det er forfærdeligt usundt det der" sagde hun ud i luften og smilede.
Der var noget mystisk over fyre der røg ik....lidt rebel..James Dean agtigt, morede hun sig.

Da de kom op til bilen, blev hun kviket lidt op og så undersøgende på den.Desværre rakte hendes viden om biler kun til hendes tåspidser, hvilke var mest fordi ingen havde lært hende om det, og selv om hun var rimelig kvik kom viden altsår ikke bare faldende ned fra himlen og klæbede til hende.

" Auriel..." Gentog hun og registrerede at der ingen efternavn var....endnu et væsen, men hvilke?
Alle mennesker havde altid efternavn....væsner, det var mere blandet, havde erfaringen vist.
Hun så lidt på deres hænder, og da han slap kiggede hun igen på bilen..

" Lidt af en hjerteknuser, hende dér " sagde hun med slet skjult begejstring.
Efter hvad Auriel forklarede, var den jo lidtcaf et 'safehouse' at beginde sig i....ikke så dårligt!

Hun modtog handskerne, og tog den straks på.De vsr lidt store ja, men indtet hun ikke kunne fikse med lidt tråd til at stramme dem forneden...og en saks til at sikre hendes fingre kunne arbejde frit." de er perfekte...tak" smilte hun , måske for første gang helt frit til ham.

" Jeg kan godt ..hjælpe...dig" svarede hun, med kraft på hjælpe -
Millicent gik lidt rundt om bilen og lurede på den..." men det der ' lader dig smutte' ...det er altsår lidt optimistisk....det styrer jeg nu selv" hun kiggede på Auriel, med et blik nogen ville tolke som en smule udfordrende, men han kunne ligeså glemme tanken om at han bestemte...noget...overhovedet...der havde med hende at gøre.

"Dårlig vane, jeg ved det" Var det eneste han havde sagt til hendes bemærkning. MAnge mente at han burde stoppe, men selv kunne han ikke se hvorfor. Det beroligede ham og gav ham noget at bruge tiden på, og han havde aldrig mærket nogle bivirkninger ved det. Han kunne ikke føle nogle bivirkninger for de var der ikke.

"Jeg ville gerne give dig et efternavn, men det ligger lidt sløret i min hukommelse" Fortsatte han da hun gentog hans navn. Han havde haft et efternavn en gang, men nu var det væk. Et produkt af en gammel tid. Sådan gik det vel, nogen ting skulle blive glemt.

Et sted ude i mørket synes han at høre noget pusle omkring og han skyndte sig at gå i gang med motoren. Det ødelagte topstykke smed han ved siden af bilen og undersøgte hvor det skulle sidde.
"Ja hun er min baby" Smilede han underholdt og aede kofangeren som han stod foran. "Den giver et ... trygt... sted at lukke øjnene om natten- svært at finde i disse tider" sludrede han og satte topstykket på plads med et hårdt tryk der gav et ryk i bilen.

Stadig smilende rullede han med øjnene. "Fint så hjælp mig da" smilede han stadig og bankede forsigtigt på klodsen. 'Hun styrede hun selv' han fnøs, men ikke på en hånende måde, mere med den samme udfordrende glød. "Ja det skulle man tro ikke?" . Han løftede et udfordrende øjenbryn imod hende og skodede sin cigaret imod asfalten, rejste sig op og lukkede bilens forende igen.

"Så, kan jeg give dig et lift?"

Hun lod samtalen slutte , den del der o handlede hans smøg , det var jo ikke hendes sted at give ham en lektion i rygning, og det var nok meget rart .Den ville ikke havde været særligt pædagogisk nemlig, hun ville bare have taget den ud af hans mund, ladet den falde til jorden og trådt den ud.Sådan.

Derimod lå der en pænt spændende samtale i Auriels navn, lod det til.
Han var helt sikkert et væsen....nu var der noget omkring hans alder og hans hukommelse.
Hendes øjne løb over ham igen- hmm ...den type fyr kunne kun give piger problemer- men gammel ud så han nu ikke.
" Du lyder gammel....hvor gammel er du egenlig, hvis jeg må spørge?" Hvilke hun jo på sin vis allerede havde gjort- og krævet et svar også.
Han kunne jo også have haft en uheld,en ulykke af en slags, en der kostede hans hukommelse....der var bare ikke en aura over Auriel der sang ulykke og offer...hans aura have en helt anden effekt.En rimelig irriterende een, hvis man spurgte Millicent,der ikke brød sig om at blive distraheret...og da slet ikke af en fyr.

" Så...du sover i hende om natten? ....cool"
Millicent syntes faktisk det var ret så sejt, at den var så tjekket at den var sikker at befinde sig i.
Han måtte have brugt meget tid og måske penge for at få den i tilstanden hér?
Hun spejdede ud i mørket,der efterhånden lå ret så tæt omkring dem, men hendes syn tillod hende ikke at opfange noget.Ikke andet end en stor fed rotte , der pilede over vejen og kostede en rynken på hendes næse.

Millicent hvilede sine arme ...eller nærmere støttede sig op af bilen, imens hun vogtede .
Men da Auriel diskede op med sin lille meget enkelte bemærkning, drejede hun omkring, så hun kunne se på ham...ordeligt.
Dét sagde han da bare ikke ! * det skulle man da tro.....kvik fyr du har støvet op der , hva? Haha* , lo stemmen og Millicent smilede sødere end akasiehonning...." Tro er overvurderet...Auriel, du skal vide!"
Og så knejsede hun lidt med nakken, lidt irriteret over hun ikke havde kunne komme på et bedre svar i retur.

" Jooo da, hvis du vil smide mig af i Las Vegas " mødte hun trodsigt hans blik.Selvfølgelig ville han ikke det, men det måtte han så selv fortælle.

Hun boede hos sin mor, her i Miami...men jægeren havde skiftet jagtmarker, til Vegas...og lige nu gav Vladimir hende tag over hovedet....når hun altsår ikke lige var stukket af, og var ulydig..som i dag.Hun kunne ikke tage hjem til den syge mor....for hun ville aldrig komme afsted igen....så faktisk ...anede hun ikke hvor hun skulle sove- endnu.

Auriel tørrede lidt sved af panden og lænede sig op ad bilen ved siden af Millicent. Det var efterhånden længde siden han havde haft en rigtig samtale med nogen og delt noget om sig selv, men hun virkede kvik. Det tog hende ikke længe at spørge ind til de rigtige ting.

"Min alder siger du? Pff... Ser jeg så gammel ud? " Smilede han tilbage. Han gemte godt sine intentioner. At unvige sådanne emner. Sandheden var vel at han ikke anede sin præcise alder, en anden ting der var gledet igennem hans hukommelse, men vidste da at han ikke ligefrem blev født igår.

"Jeg har faktisk en lille lejlighed her i Miami... Men jeg foretrækker at holde den lukket, så ja.. Jeg sover og lever i den her." Han gav jeepen et klap på køleren. Den var sikker at være i, og den holdt ham varm. Han havde alt han skulle bruge i den.
Efterhånden var himlen ikke farvet af solen overhovedet mere og begyndte at blive meget mørkeblå.
Han slog sit blik hen på pigen. Hun havde en hårlok der hang ud af hendes fletning og hen på siden af hendes ansigt. Han vidste ikke helt hvorfor, men han havde virkelig lyst til at række hen og fjerne den hårlok om bag hendes øre. Han rystede svagt på hovedet. Hvilken underlig tanke.

Et træk på skulderen kom fra ham da hun snakkede om las Vegas. Han studerede hende igen. Hun virkede virkelig ikke som den store trudsel hvis det viste sig at hun ikke var ude på noget godt. Hun var vel ingen fare at have med?

"Okay, hop ind. Men hvis vi skal undgå de radioaktive områder kommer det til at tage i hvert fald en uge. " Svarede han til sidst og trådte væk fra køleren og hen til føresædets dør og fik den åbnet. Ligesom før gled metalgardinet op da han åbnede det. Han vidste naturligvis godt at hun havde forventet et nej, men for tiden var det eneste han lavede at køre rundt og ja, overleve. Han havde ingen planer, så hvorfor ikke?

Millicent fulgte ham med blikket, da han stillede sig ved siden af hende.
Kom hun ikke snart afsted, ville han udvikle sig til ...problemer...havde hun en fornemmelse af, men stædig som hun var, blev det med et kraftigt skub mast tilsiden ,den lille varsel der pippede op omkring det.

Auriel fik hende til at le , da han spurgte om han så gammel ud?
" På ingen måde... " bekendt gjore hun og lod det med hans manglende efternavn passere.
Der var sikkert en gid historie gemt der, men ikke en hun ville presse for at få frem.Hun mente at disse historier skulle deles, når og hvis man selv følte for det.
Senere ville hun dog spørge ham hvad han var ? sålænge han ikke var vampyr så gik det nok...men en fremmed vampyr stolede hun simpelthen bare ikke nok på, til at dele mørket med, ikke uden visse forholdsregler.

" Smart....så er der heller ikke så meget at gøre rent " sagde hun og klappede bilen med en hånd.
På en måde var det skide smart at have et hus med hjul på, hvis hvis trouble came knocking, så startede man bare ..og kørte sin vej!

Millicent kneb øjnene let sammen, da Auriel bad hende hoppe ind.
det kunne vel ikke passe? Hvad tænkte manden på?
" Jamen...der er..altsår meget langt, ved du overhovedet hvor det er?"
Men Auriel lagde selv turen fast til en uges tid, så det måtte han jo så være klar over.

" Virkelig?.... Du mener det? ". En smule betænkelig steg hun ind i bilen, og hendes krop var en smule alert...var det en fælde?
Han virkede nu ikke sådan, men hun havde jo før taget fejl....grueligt fejl...

" Auriel...kan vi lige gøre holdt ved det grønne tomme hus, to gader herfra, hvis du ved hvor det er? Min taske er der" sagde hun stille.

Det var sandt...en lidt større rygsæk, med lidt personlig grej og hendes bue og pile de var der, skjult...dem måtte hun jo lige havde med sig.
Hvis Auriel gjore holdt...ville Millicent løbe ind og lynhurtigt snuppe sine ting og slette sine spor , da hun også havde haft en enkelt overnatning der...eller , ja...det var lidt begrænset hvor meget søvn hun reelt havde fået, but still.

" Hvad skal du selv i Vegas?" Spurgte hun, da hun igen var på plads i jeepen, imens hun betragtede sin chauffør , med nysgerrige øjne.

Auriel måtte selv le da hendes latter fyldte luften, men dog mere dæmpet. I natteluften og mørket virkede latter som det der fyldte mest. Hun havde en sød latter, på trods af hendes lidt udfordrende personlighed, ikke at han nogensinde ville sige det til hende. "Nå nå, godt at vide at der stadig er håb for mig" Smilede han med et lidt fraværende smil da han lukkede døren efter sig, og metalet sænkede sig over ruden igen og lukkede lyset fra bilen inde.
Der var varmt inde i jeepen, nok fordi den ikke havde været slukket længde.

For første gang kom han til at grine rigtigt, ikke dæmpet eller halvt. "Om jeg ved hvor Las Vegas er? Oh please prinsesse" Grinede han og rystede på hovedet da han satte nøglen i bilen og drejede nøglen. Metalet fra forruden gled op.

"Nej jeg tager gas på dig , du kan gå til Las Vegas... Jo jeg mener det" Fortsatte han lidt utålmodigt og lod bilen køre afsted. Han nikkede bare til det med huset, men det var først et par hundrede meter fremme.

"Jeg skal ikke rigtig noget i Vegas, men jeg lever jo på vejen. Så jeg kan vel lige så godt tage til Vegas, som jeg kan blive her i Miami, det gør intet for mig. Desuden, hvem ved hvad jeg finder der? Penge, kærlighed, zombiekuren. Verden er åben når man ikke har nogen bindinger du ved." Smilede han imod Millicent. Han var tydeligere i bilens lys, og de træk man ikke kunne se i mørket var synlige nu. *Not bad, not bad* Tænkte han til sig selv og nikkede lidt fraværende.
Endelig holdt han ind til siden og lod Millicent hente sin taske imens han blev i bilen.

" jo...der er håb...måske Earl har en store søster eller noget, som du kan date?" Drillede hun tilbage, da han tilsyneladende var i et fint humør.
Millicent havde egenlig lyst til at spørge til hans aura, men det lød næsten for personligt...og måske også lidt underligt, for hun anede ikke om det bare var hende der fangede den så klart- eller om alle snuplede over den.Aura var en besynderlig lille sag, ikke så let at sætte i bås.
Hun besluttede sig for at udsætte spørgsmålet, men kendte man hende ret...ville der ikke gå mange timer, før end hun havde rundet emnet...på den ene eller anden måde.

" Fint...så kan jeg sove imens." jokede hun da han kendte vejen..." I en uge...fedt!"
Forsatte hun, imens hun i sit stille sind hyggede sig lidt ved navnet prinsesse.
Dem var der ikke mange af i den virkelige verden- og den virkelige verden havde brug for langt flere dejlige eventyr...efter Millicents mening.

Tasken blev hentet..og Millicent indtog rollen som passager..

" Har du været der før...på casino?" Spurgte hun og satte sig bare en smule skråt i sædet, så hun bedre kunne se ham.
Auriel...var smuk? Måtte man overhovedet sige det om en fyr? Det vidste hun altsår ikke, og så var det jo godt at hun på ingen måde havde tænkt sig at underholde med at han var rimelig lækker, hun fandt sig egenlig bare lidt heldig, at have en chauffør, der både var til at holde ud at tale med...og se på.
Millicent havde aldrig sat sine ben der, men naturligvis var hun nysgerrig.Hun havde en ide om der var både smukt men også farligt, for det måtte være alle de slemme ,de korrupte der havde truet og myrdet deres vej til små formuer,der sad og spillede sådan et sted, ik? Okay...måske lidt drama agtigt...but still.

"Åhåhå, du er rigtig nok sjov hva ?" Sukkede han og lod hende stige ud af bilen for at hente sin taske. Han sad tilbage med en underlig følelse. Hvorfor var det lige at han valgte at tage til Las Vegas med tøsen? Ja han havde ingen andre steder at tage hen, men alligevel.. Benzin ville koste ham mange penge, og mad til to .. pyhhh... Han sukkede og lænede sig tilbage i sædet. Det måtte være de engle gener igen, selvom det egentlig ikke føltes som at gøre det for at være flink ved hende, men mere som at han egentlig havde lyst til at køre med til Vegas. Hvorfor lod han overhovedet en komplet fremmed køre med? *Nå ja, du har ikke haft selvskab længe, og da slet ikke kvindeligt selvskab* lød en stemme i hans hoved og han måtte give den ret. "Årgh så lad da gå."

Han blev bragt tilbage til virkeligheden da passagersædets dør smækkede igen. Han ventede med at køre videre igen til hun havde spændt sig fast. "Jamen lad os da komme afsted." Smilede han skævt og trillede videre igennem Miami.

"Casino? Tjo.. Et par gange... Og hvis jeg alligevel skal til Vegas regner jeg da med at smutte forbi et, måske prøve at vinde nogle penge" Svarede han og undlod at nævne at sidste gang han havde været på Casino var i 1960'erne.

"Så... Hvad skal du i Vegas? bor der? " Han måtte af en underlig grund koncentrere sig om at holde øjnene væk fra hende og ned på vejen.

Hun spændte sig fast som han instruerede, selv om hun faktisk helt ville have siddet uden, men måske senere...når Auriel ikke kiggede, så kunne hun liiige lempe den løs igen, he wouldn't notice.
Hendes bue,satte hun i siden, mellem sæde og bildør...og ja, den var stor,flot og meget gul.
Men hun ville have den inden for rækkevide, just in case....og så kunne hun måske skaffe mad, når nu Auriel havde en lighter...så ville det ingen sag være at grille lidt fugl eller kanin.
Ja ja...det var meget morsomt, hun var hunter....og kunne ikke selv lave ild ,så hun fik stort set aldrig noget kød selv, da hun ikke kunne spise det råt jo. Typisk.

" Virkelig du har været der?.... Og du lever endnu? ...det øh....gør du vel..du er ikke død, altsår vampyr eller noget , vel? " spurgte hun, og fik klemt sit spørgsmål ind på snedig vis.

Millicent kiggede lidt ud af vinduet, da han spurgte hvad hun lavede der i Vegas.
Det var et godt spørgsmål, et hun desværre ikke kunne besvare, jo...altsår det kunne hun jo godt, men Vladimir ville sikkert adskille hendes hoved fra hendes krop så, og det mente Millicent ikke lige ville være helt fantastisk.

" Jeg...ehm..blev arresteret for et drab, som en elverpige have fortaget....en lang historie, men Vladimir....hjalp...kan man sige.Så lige nu holder jeg til der,..når jeg ikke lige er en slem pige, og lister af på eventyr...ligesom nu" svarede hun med et lille smil og så på Auriel.

De brune øjne havde lagt sig på den prægtige bue hun havde slæbt ind i bilen. Han løftedet et øjenbryn og nikkede imod den. "Flot bue... Kan du bruge den? Og vil du ikke have den om på bagsædet så du ikke skal sidde med den.. Det er ikke fordi jeg tænker på at overfalde dig eller noget, og hvis jeg så gjorde, så havde du slet ikke noget at hive den bue frem." Han smilede udfordrende til hende og kiggede tilbage på vejen hvor han skulle til at dreje om et hjørne.

"Der var ikke så slemt da jeg var der." Han stjal et blik hen på hende og sagde først ikke noget vampyr halløjet. Det var ret tydeligt at hun havde brændt efter at stille det spørgsmål. Han smilede lidt skævt frem for sig. Hun ville nok ikke dø af at han tog hende lidt ved næsen.
"Ahhh der fik du mig.. Afsløret... Jeg er Vampyr jo, det er der tiltrækningskræften kommer fra.. charmen du ved, og måden jeg fik dig lokket ind i den her bil." Løj han ellers meget troværdigt og smilede stadig. Det sidste med tiltrækning var egentlig bare et lille trick for at se om hun gav ham ret. Hvis han skulle kære i en uge med hende ville han elske at have sådan noget på hende.

"Vladimir? Er det din overbeskyttende kæreste eller noget? Du må have været uheldig at blive arresteret for noget, der er jo næsten ingen politi i gaderne mere." Svarede han og rystede noget hår væk fra ansigtet.

Millicent beamede af stolthed da han roste hendes bue.Det var næsten det bedste kompliment han kunne give hende, for hun elskede den...næsten.
" Nej....jeg slæber den rundt med mig for at opnå det helt rette look" klukkede hun og smilede ud i luften.Han troede garanteret ikke hun kunne skyde, ba fordi hun var en pige. når der kom en given lejlighed, ville hun demonsterer det for ham. " Jo....jeg kan bruge den" sagde hun , uden at give detaljer om hvor god hun egenlig var.

Hun var nu ikke meget for at ligge den bagi, men okay...sandt..den optog end del plads, så hun begyndte at trække den fri, da Auriel svarede , at han faktisk var vampyr.
Oh no nono , bandede hun inden i.
Det var jo lige det hun ville undgå.
" Vampyr? Great..." Sagde hun , og selv om hun virkelig forsøgte at være høflig, havde stemmen fået et slør af anstrengelse over sig nu.Og buen....ja, den blev pænt sat tilbage hvor den var.
Men han havde jo ret....hun ville ikke kunne nå at få sendt en pil igennem ham, ikke når han var et af nattens børn.suk.nu ville hun ikke få sovet...i en hel uge!
" Det forklarer din lokkende aura" sagde hun næsten anklagende nu...da falsk høflighed i længen var besværligt at slæbe rundt på.
" Jeg håber sandelig du har spist" ....det var mere et spørgsmål end noget andet.
Ingen havde bidt i hendes lyse nakkeskin....og Auriel skulle absolut heller ikke, uanset hvor lokkende en aura fyren besad.

" Vladimir...er ikke en kæreste, nej" hun smilede lidt ved tanken.
Han var godt nok interessant,spændende og helt enormt stærk....overbeskyttende kunne nok diskuterres....men kæreste var han ikke.
" Du har ikke hørt om ham? Han ejer stort set ....alt..." Forklarede hun en smule overdrevet, men han var nu en magtfuld og frygtet mafia fyr.

Der var ikke en mere tilfredsstillende følelse end den Auriel sad med lige nu. Det var tydeligt at hun nu havde det virkelig dårligt med at sidde i bilen og sikkert allerede planlagde at hoppe ud ved nærmeste lejlighed, han måtte hellere fortælle sandheden før hun rent faktisk gjorde det, men det var bare 'priceless' at se hende pænt stille buen tilbage ved sin side.

Han skulle lige til at sige at han havde taget pis på hende, da hun sagde det bedste hun overhovedet havde kunne sige, og det fik ham til at bide sig i læben for ikke at grine.
"Jamen jeg er da glad for at du finder min aura tillokkende... Det er meget smigrende.." Begyndte han og sendte hende et skævt smil og så så tilbage på vejen.

"Taget i betragtning at jeg altså ikke er vampyr." Han drejede om et hjørne igen og de begyndte så smut at bevæge sig ud af Miami. Stadig med et fast tag i sin underlæbe så han ikke ville komme til at grine.

En tanke slog ham... Da hun sagde Vladimir havde han bare tænkt at det var en eller anden random fætter der sad et sted, men hun mente dén Vladimir.
"Mener du Mafia bossen?"

Millicent så mere eller mindre stift ud af vinduet.
Personligt havde hun intet imod vampyrer,sålænge de ikke nassede på hendes blod...men .. Hun vidste intet om Auriel, og helt ærligt, de væreste vampyrer var da dem der charmerede sig ind på folk...fik dem til t kunne lide sig,..og gå ind i en bil med de, og kører bort!
Var de overhovedet på på vej til Las Vegas, eller en vampyr rede istedet måske?

Hun åbnede munden for at sige noget om den aura af hans...for han skulle bare vide at man slet ikke kunne gøre for det, for at man var tiltrukket af ham, når han var vampyr.
Det var falsk og talte ikke med.bum.

Men hun nåede ikke længere end " Vampyr aura er....eh..hva?! ....hvad siger du?!"
Millicent vendte ansigtet mod ham, og hun var fortumlet over hans sidste sætning...
" Du er ikke vampyr?! " udbrød hun lagde en hånd på hans kind, idet hun måtte have et bevis...han var way way to hot...kunne absolut ikke være en vampyr...og da konsekvensen af samtalen så småt begyndte at dæmre, blev hendes kinder rimelig varme.
" Tiltrækkende på en...lille drenge agtig måde...sød" forsøgte hun, men hvis han overhovedet havde troet på de ord, ville hendes rosa kinder røbe anderledes.pis.

Emneskift.....
" Mafia og mafia...ja, han laver en del illegal business , tror jeg....men ja, dén Vladimir."
Hun øjnede en mulighed for at retalliate..." såå du må hellere behandle mig pænt, ellers bliver han slet ikke spor glad"
Hun sendte ham et blik der sagde ' ha...tag den Auriel'

"Jeg er ikke vampyr nej" Grinede han og rystede på hovedet. Hun var underholdene, på sin egen måde. Det var faktisk længe siden at han havde moret sig sådan. Han trak sig dog hurtigt og overrasket væk da hun pludselig havde en hånd på hans kind og det fik også bilen til at slingre lidt. Ikke noget han lige var van til, og folk spurgte ofte ind til hans høje kropstemperatur når de rørte ham, slet ikke et emne de skulle ind på.
Han prøvede at skjule sin reaktion med at grine lidt igen.
"Åh nej nej nej, du sagde lokkende, et lille barn er ikke tillokkende, så er der i hvert fald noget galt med dig." Han grinede af og kørte en hånd igennem hans hår.

"Ulovlige sagde... Det er ikke småting han har lavet.. " Tilføjede Auriel til det med Vladimir. Han var en faretruende mand.

Et fnys lød fra Auriels side da hun brugte Vladimir som et argument for at han skulle opføre sig pænt.

"Jeg tvivler stærkt på at Vladimir ville give mig bank for at drille dig.. Medmindre du altså er en flirt, så ville han nok slå mig for at stikke af med dig eh?" Blev han ved og kiggede undersøgende på hende igen.
No way, han nægtede virkelig at tro at den knag til mafia bos Vladimir kunne score sådan, det skulle ikke kunne ske.

Overrasket over hans kind var varm, trak hun hånden til sig.
Men da hendes egen temperatur var out of order netop nu, blev det hurtigt tilskrevet den underlige situation de var i .
" Tillokkende...på en yderst irriternede måde " bed hun lidt igen...men vidste godt at slaget var tabt...i denne omgang da.
Hvor uretfærdigt, han snød hende.

" Ved ikke lige helt...hvad han egenlig laver" svarede hun lidt undvigende.

Millicent øjnede en forgyldt mulighed for at drille Auriel lidt...så med inspiration fra hans smukke ring, begyndte hun..." bank og bank...flirt og flirt...det vil jeg nok ikke lige kalde det." En lille kunst pause før hun forsatte.." Tror du han ville blive utilfreds over du bruger din aura til at lokke hans forlovede ud på en bil tur om natten?" Spurgte hun med en stemme så blød som fløjl.

Ikke at hun var hans forlovede, men det vidste jo ikke Auriel, såå hun kunne godt lege lidt med den udgave, for at pine ham lidt.

"Aha, det var derfor du satte dig ind i bilen med mig jo." Drillede han fornøjet og svingede den sidste afkørsel ud af byen. Åhh hvor han elskede at komme med en løgn nu og da.
Uden for byen var der næsten helt øde. Øde veje og intet lys bortset fra bilens forlygter. Herude skulle man være på vagt, hvis man holdt for længe et sted med lyset tændt, så blev man omringet af zombier.

Han rynkede brynene og kunne ikke helt skjule sin misbehag ved hvis Vladimir virkelig havde fundet sådan en pige. Det var hun alt for attraktiv til at skulle ind i. Mafia verdenen i hvert fald.
"Det ligner ikke typen der ville binde dig til en person du ikke en gang ved hvad laver" Han klemte et smil om læben, og fortsatte en smule sarkastisk.

"Men jeg kan da se at han har givet sig tid til at købe dig en smuk forlovelsesring." og nikkede imod hendes venstre hånd, som ikke bar skyggen af en diamantring.