Miami Metro News Reporting - Millicent.

Hans aura var ikke slem, den var bare meget ,..iøjenfaldende.
Men hun var ret sikker på han kunne skræmme et svagt hjerte til døde, alene ved aura brug...og han havde da også lige kridtet banen op, da de havde besøgt Millicents mor.
" Ej...gider du lige? Det er mig med våbnet, ik? Ergo er du under min beskyttelse" tolkede hun sig frem til, på bedste optimistiske vis.
Hun fulgte Auriel...og hans smøg.Hvorfor den ligefrem klædte ham...smøgen, var nok et tegn på hun alligevel ikke var helt velbevaret på øverste etage."
" Hmm...skal man finde de steder der deales, og trades...så skal man bevæge sig ind i de områder man ellers slet ikke ville gå ind i....sååå"
Hun nikkede i retning af en beskidt,smal og meget mørk øde gyde.
" Jeg går den vej....mødes bi her om en 90 minutter?" Forslog hun.

// Holder lige lidt pause her....you know where to come find me//

"oh.... Så du tror ikke jeg har våben på mig? Darling ... These days you've got to be careful !" grinede han. Han havde altid selv skydevåben på sig. Omen det kun var små Dual guns så var de der da.

Han kiggede hen imod gyden og nikkede bare .. Jaja hvad kvinden nu ville måtte hun selv rode sig ud af. Han ville finde en gin og tonic.
"fint jeg tror så jeg søger imod lugten af mad og alkohol" svarede han med at charmerende skævt smil og vinkede idet deres veje skilledes.
Han nåede ikke langt inden han kom til et semi stort murstenshus og gik derind. Det var det eneste hus der havde et fungerende tag.

Hvad han fandt derinde var dog ikke alkohol, men folk.
Mange beskidte og filtrede familier samledes om ildsteder og ristede sparsomt hvad der lignede gammelt kød.
De fleste vendte sig da Døren gik i bag ham. Mange gispede højlydt og krøb lidt væk, men han kunne ikke finde ud af om det var på grund af auraen eller at han var en fremmed.

Auriel ville have fortsat ind for at finde nogen det styrede
Stedet, men stopper idet han gik forbi en lille pige der lå på jorden ved siden af ham. Hun var ligbleg og svedede. Hendes øjne var udvidede og hun rystede sagte. Han kiggede rundt og opdagede at hun ikke var den eneste. Mange sad eller lå ligblege rundt omkring og mange var blodige. Han bakkede hurtigt ud igen. Der var kun en ting dét kunne være.

"Millicent ?! Hvor er du ?! Vi skal ud halvdelen af byen er smittet med zombie syndromet!" råbte han panisk og løb hen imod gyden som han havde forladt hende ved.

" Jeg mener udover din skarpe tunge" smilede hun og mente ikke at have set andet hos ham, jo...hans aura som hun efterhånden var ved at udvikle en stor interesse for.
Den virkede simpelthed tiltrækkende på hende, samtidig med den var ved at skræmme livet ud af hende...eller i hvert fald krævede den respekt- ind i mellem- og blandningen var hypnotiserende, for hende,
"'ja...smut du ind og hyg dig- så tager mor på arbejde" smålo hun og vinkede også til ham, da hun satte afsted ned gennem den kringlede mørke gade.

Efter lidt tid...kom en enlig skikkelse spadserende, en yngre mand...måske på alder med Millicent selv, det var ganske svært at bedømme, da han var i en lidt forhutlet stand.Noget ved hans gang virkede...unaturligt...han så ikke ud til at have helt kontrol over sine lemmer...hun var meget fristet til bare at gå forbi, passerer i en stor bue uden om ham, men ....synet af en smøg i hans ene hånd, fik hende alligevel til at blive- og forsøge itale sætte ham.
" Undskyld.....jeg kan se du har smøger?- jeg har mad....frisk kød, hvis du er interesseret?"
En tung lyd der lød som en syg latter, kom fra fyren...og det eneste han sagde var " kød"
Hun syntes at kunne høre løbende skridt nærme sig, men fik en dårlig fornemmelse og turde ikke slippe fyren med øjnene.
Hun fik hurtigt rakt ud og spændt sin bue, imens fyren nærmede sig...." hold dig væk! Stop!" Råbte hun advarende.

Små svedperler formede sig på hans pande imens han febrilsk forsøgte at huske hvilken gade hun var smuttet ind ad. Bag ham et sted synes han at kunne høre slæbende trin der højst sandsynligt synes at han så meget appetitlig ud.
Et sted til venstre kunne han høre råb og drejede skarpt. Ingenting. Han drejede igen. Ingenting. Endelig nåede han ind af en gade hvor han et stykke længere fremme kunne se en kvindelig skikkelse som han genkendte som Millicent, og overfor hende stod en ranglet fyr der lignede en der var nået langt i syndromets udvikling.

"Millicent!" Udbrød han og inden hun kunne nå at ane noget var 4 gyldne flammekugler strøget direkte forbi hende på begge sider og kollideret med fyren foran der med en ralende lyd bakkede bagud.

Auriel var hurtigt fremme ved Millicent og havde fat i hendes håndled "Er du okay? Vi bliver nød til at smutte, hele byen er smittet" lød det fra ham og han vendte rundt for at komme den anden vej igen, men opdagede alt for sent at flere end han troede havde fulgt efter ham og vejen var dækket.

Et skridt nærmere kom manden,der åbenbart ikke ville lytte til hverken fornuft eller advarelser.
Netop som hun skulle sende pilen afsted, hørte hun sit navn blive råbt.
* Auriel?* kunne hun knap nå at tænke, før hun blev overrasket af ildkugler der susede forbi hende, og kostede hendes pil at blive affyret komplet random.
" Hvad i helv..." Hun mærkede hans hånd lukke sig strammende omkring hendes håndled, og skiftede sit fokus fra deres hænder til hans gyldne øjne, hvor hun delvist chokeret forsøgte tage hans oplysninger ind.
Ildkuglerne havde lige piftet klarheden ud af hende.Hun havde da hørt at nogen havde sådanne evner, men aldrig....aldrig havde hun mødte nogen med dem.
" oh! ....og jeg tror sørme at hele byen kommer til middag nu.Årh nej...nej....hvad skal vi gøre?" Mumlede hun , og hendes frie hånd greb fast i hans overarm.
Hun kunne godt...hun ville kunne nå at affyre en del pile, og ramme en del af dem...de skulle bare lige tættere på - desværre.
Men ville det overhovede virke? Levende døde...eller hvad de var...kunne de såres af en pil, eller ville de bare dalre videre mod deres udvalgte middag?
" Auriel...vil de virke...mine pile?" Hviskede hun og hendes fingre blev måske nok boret lidt ind i hans arm, af uro og vildrede.
Hun havde en irriterende fornemmelse af at de ingen videre effekt ville have, og hun hadede at være hjælpeløs.

Auriel standsede brat og frøs til stedet. Hun havde ret. Det lignede næsten hele byen. Han lavede en anstrengt grimasse. Hvad nu ? Han kunne godt få dem af vejen, men det ville kræve en del kræfter og han var lidt rusten.
"jeg vil tro de virker hvis du sigter efter panden" svarede han og gættede blot. Han brugte aldrig selv pile. "hvis du løber tør for dem der så her ..." han rakte hende en tung hånd pistol, som han hev frem fra lommen. "husk at lad den"

Bag dem et sted hørtes andre lyde og et kig bagude afslørede fyren fra før. Han var slemt forbrandt, men hans krop holdt sig stadig slæbene oppe.
Denne gang blev der ikke affyret ild, men istede et lysglimt hurtigere end øjet så og i næste sekund lå manden sten død på ryggen.
"jep , sigt efter hovedet".

Flere begyndte at komme til i den anden ende af gyden og Auriel måtte vende sig rundt for at holde de andre i skak.
"okay ... Jeg kan ikke bede dig lukke øjnene denne gang, men hold nu bare blikket på din ende ikke?" sagde til sidst og tog et par skridt frem før den velkendte tyge aura skød frem overalt og holdt hele gyden i et fast tag af lys som hovedsageligt kom fra ham selv.

Gyldne lysglimt fløj frem og tilbage imellem ham og zombierne og se faldt på stribe foran ham i takt med at han selv blev mere og mere ståkåndet. Hans ben begyndte at ryste en smule under ham. Pokkers til ude af træning.

Tro var ikke lige ordet hun fiskede efter her.Hvis hun ventede til de var tæt nok på, og lortet ikke havde en effekt, så var hun seriøst fucked, og det var Auriel også.
Så da pistolen blev presset i hendes hånd, med ordene at den skulle lades, begyndte hun febrilsk at trække i hvad der nu kunne trækkes i, til det gav et lille klik og hun dermed antog at den var klar." hvor mange skud?" Spurgte hun ængsteligt, da flokken kom nærmere og nærmere.
Den store horde af levende døde, var til hans side...og ved hendes var idioten fra før genopstået, trods ildkuglerne, og selv Millicent måtte lige kæmpe for ikke at kaste op ved synes af ham.
Han hang mildest talt i stumper og laser, men stadig klar til at sætte tænderne i hende eller Auriel.
Hun forstod ikke hans ord...hun hørte dem, men betydningen af dem...kunne hun ikke forstå, udover at han skulle lege med sin aura igen, måske?
I det samme han katede lyset fra sig , kunne hun mærke en død ånde ved sin kind....han havde alligevel fået listet sig ind på hende, imens hun var ukoncentreret.Tromlen blev tømt, ind i hans pande, hurtigt ,effektivt og meget desperat imens hun knurrede..." hvad helvede laver du ?!" til Auriel, da det nærmest begyndte at flashe med lyn og de en efter en faldt om.
Hun var bagget ind mod ham, så de stod ryg til ryg, for at kunne forsvar sig selv og hinanden.

"Den har 7, men jeg kan ikke sige om der er affyret nogen af dem" svarede han bare og håbede at hun havde prøvet at bruge sådan en før.
Gyden lå nu i et tykt slør af lys og varme der næsten synes at forsinke bevægelser og sætte tiden i slowmotion. Lysglimt fløj overalt omkring dem og zombier synes at blive ved at komme til.

Auriel kunne mærke hvordan hans ben kraftigere og kraftigere begyndte at ryste under ham. Han følte sig svimmel og hans lemmer var tunge. Damn de måtte gerne stoppe med at komme nu.
Han hørte Millicent spørge om et eller andet bag ham, men det var kun med nød og næppe at han fik udformet ordene.
"Je..g... For os u..ud" mumlede han langt væk og blev ved at affyre lynhurtige stråler ud fra fingerspidserne i flydene bevægelser, næsten som en dans.

Endelig gav et af hans ben efter under ham og han faldt ned på ét knæ, men det stoppede ham ikke i at blive ved.
"Hvo..r mange e..n..dnu ? " Spurgte han forpustet til Millicent bag ham. Han kunne ikke selv bedømme mængden.

Millicent synes også at kæmpe lidt mod varmen og lyset der genererede omkring hende.
Hun var ikke så hurtig til at affyre hendes pile, ikke som hun plejede...men deres modstandere var også mere langsomme, så det blev på en måde udlignet.

Hun fik skudt nogen i øjnene, og det sænkede dem...men det var Auriels lyndimser der gjorde det endeligt af med dem, så da han sank delvis sammen, blev hun bange.Hvis han rendte tør for kræfter, ville hun ikke kunne holde dem væk, overhovedet.
Hendes øjne blev blanke..og da hun havde skudt den sidste pil, faldt hun ned på knæ, slyngede armene om livet på ham, og forsøgte hjælpe med at holde både hans tro og ham oppe.

Hun så sig omkring....de levende lig...de stank råddent og var et forfærdeligt væmmeligt syn.Et der kunne få et mave ophold ud og se den store verden, hvis man ikke tog sig sammen.
Men det gjore hun.Millicent var ikke nogen kylling- heller ikke nogen kriger- men et eller anden i mellem.Hun kunne flæbe senere, nu var ikke tiden.
Hun forsøgte tage bestik...hvor mange, hvor mange...orh...det var svært...
" Måske....30.. Måske fyrre...jeg er nød til at vide om du...kan..det her" talte hun nær hans øre.
Var han ved at løbe tør for....hvad end det nu var han lige lavede.. Så var der kun en ting tilbage, og hun var nød til at vide hvis hun skulle outrunne 30 zombier, med Auriel hængende over skulderen.

Han blik slørede en smule mere imens han fortsatte i lidt nedsat tempo med at skyde afsted. Hans vejrtrækning blev kraftigere og mere anstrengt og måtte nu bruge sin ene hånd på at holde balancen på jorden. Det gjorde at han kun havde én hånd at gøre med.
Hun sagde noget til ham, men det blev udvisket. Han nåede kun at høre antallet. I gamle dage ville dette være barnemad for ham. Dengang havde han næsten ubegrænsede kræfter at bruge af og kunne gøre de mest imponerende ting. Men nu... Ude af form og træning. Han var temmelig sikker på at han godt kunne klare omkring 50 af dem i et hug, men så var han heller ikke sikker på hvordan han selv ville have det bagefter.

Auriel lagde en arm rundt om hende og trak hende lidt tættere ind til sig. Det skulle nødig ramme hende også. "Chn..." stønnede han sakte og hans ene hånd begyndte at dirre kraftigt. Ringen på den begyndte at blive brændene varm og Auriels øjne gik fra den rav farven til en lys skinnende guld. Først skete der ikke noget, men hurtigt efter eksplodere det nærmest. Han lod auraen få frit spil og det gjorde den mere frygtindgydende end førhen , omen han ikke havde alle sine krafter. Gyden var nu oplyst af et gyldent flammehav der fortærede alt det kom i kontakt ned.
Derfor varede det ikke længe inden trudslen var væk og lige så hurtig som det var kommet, var alt væk igen.
Auriel kunne mærke hvordan alting sortnede omkring sig og lod sig falde ind i ubevidsthed. kun efterladende en svag aura tilbage.

Bekymringen var stor... Auriel så afkræftet ud,at hun faktisk begyndte at overveje om han overhovedet var i stand til at træffe de rigtigt beslutninger lige...og vurderinger af hvad hans lille evne ting kunne.
Hun blev derfor overrasket da han fik en arm omkring hende, og halede hende mere tæt ind til sig.
Hun dik drejet lidt på sin stilling, så hun nærmest nu sad ' under hans arm' og holdte ham om livet fra siden af.
Kort fik hun øjenkomtakt..og hviskede " Pas nu..på" det kunne jo hentyde til alverdens ting i en kamp situation, men var nu ment til ham selv.Millicent var bange, og hun ville rigtig gerne have Auriel med ud herfra, i et samlet stykke- og ikke i nogen anden tilstand.
Hun nåede at se ind i hans øjne, og hendes underlæbe røg lidt ned.Guld....de lignede flydende guld? Evne eller ej, der var noget seriøst anderledes over ham, det her....øjnene og det han kunne var ikke normalt.
Hun kunne se han gjore sig klar til at fyre af igen..hun fastnede sit greb omkring ham, lukkede sine øjne i og pressede panden ind mod hans krop,der nu syntes helt ekstrem varm.
"jeg har dig" mumlede hun da hele lortet pludselig lignede et gyldent hav af flammer.JA hun kiggede..og hun blev mildest talt målløs.Som en lave...tog flammerne alt med på deres vej, imens de slikkede sig igennem gaderne...og de faldt...one by one..lå de døde og alt ånede fred.
millicent så på Auriel, og skulle til at begyndte at juble, men på samme tid hun slap...faldt han ned...var væk?
Alt var væk....zombierne døde, det gyldne og livsafsluttende hav væk...
" Auriel!" Lød et halv kvalt panisk udråb fra hende.Hun fornemmede ham...auraen, han var ikke død.Men ville han slå sine øjne op igen...NU ? Hun lå nærmest ind over ham..småchattede til hans kinder og skændte på ham..." Kom nu...Auriel...for pokker! ...det går jo ikke det her..kom nu tilbage...."
En hånd på hans varme pande...og nogle tåre der dryppede ned på hans kind fik det til at se ud som det var ham der græd.
"Auriel...pleeease" mumlede hun og tjekkede hans puls.Den var unaturlig rolig.
Hvis ikke han kom til sig selv, ville hun slæbe og trække ham hele vejen tilbage til bilen, og vente ved hans side der, til han afgav tegn til at vende tilbage .

Det var ikke første og ville ikke blive sidste gang han befandt sig sådan. Omsløret. Væk. Han kunne svagt høre Millicents beroligende stemme over sig, men kunne værken se eller forstå. Som et flag batteri blev han nød til at genoplades, men han vidste ikke hvor lang tid det ville tage.

Han gled helt væk nu. Han kunne mærke sand under fødderne og en tør vind imod hans ansigt. Hans ben var trætte og halsen tør. Varmt blod strømmede med over hans pande og hans ben gav efter under ham og han ramte sandet hvor han lå et øjeblik.
Noget lå foran ham. Det glitrede og skinnede i den bagende sol. Han rakte hånden ud og følte på den skinnende genstand , men idet han gjorde sortnede det atter omkring ham.

Et par timer senere begyndte han at vende tilbage til sig selv. Hans led gjorde ondt og hans hoved var tungt. "av for fanden" mumlede han og havde ingen erindring om hvor han var. Det sidste han kunne huske var at falde om i sandet.
Han åbnede øjnene. Han kunne huske det nu. De sidste 4000 år ca. Det var mørkt hvor han var. Han gættede på bagsædet i hans jeep. Hvad var det sket ?

Hvorfor skulle han også lige være et par numre større end hende? Hun var i rigtig god form til mange ting, men at bære rundt på mange kilos dødvægt, var ikke på top fem listen over udmærkelser eller personlige skills.
Efter at have mast og ast ham tilbage, delvis over ryg og skulder, og resten af vejen ved at hale ham afsted , men et greb under begge hans arme, fik hun bukseret Auriel ind på bagsædet af hans jeep.Hun gentog hans bevægelser, og fik diverse' skoddder' til at lukke sig om bilen, imens hun satte sig ' sammen krøllet' ved hans fødder, og ventede.
Tankerne bevægede sig ned af snørklede veje, og hun forsøgte at finde rede i hvad det var hun netop havde set.Men Millicent forstod det ikke.Heller ikke hans øjne der lignede flydende guld.
Han havde været sådan et smukt syn, men på samme tid frygtindgydende- og havde Auriel ikke været hendes eneste håb for at komme afsted i live, var hun sku nok løbet sig vej af skræk, lige der.Hans flammehav...eller hvad pokker det var ....han havde en del at forklar hende, englen.
Endelig....endelig...lidt liv.
Hun var hurtigt over ham, strøg hans pandehår væk fra ansigtet og talte sagte og beroligende..
" Du er i din jeep....alt er ok...ok...tag det roligt"
Hun forsøgte at få et ordenligt kik på ham.
" Auriel...er du ok? Du besvimede...." Flød det blidt fra hendes læber.
Hun smilede ikke, bekymringerne for ham rendte rundt i hele hendes ansigt og med garanti også i hendes øjne,
" Du...fik det hele til at eksploderer...eller....et flammehav....ildtryk...jeg ved ikke havd det var" mumlede hun og kiggede ham ind i hans øjne.Rav.
De var ravgyldene igen nu.
" Du nakkede en hær af zombier...og fik os ud i live"

EN sløret skikkelse sad over ham og han rynkede forvirret brynene. Han rejste da altid alene? "Hvem..." Mere nåede han ikke at sige inden de seneste dagens erindring vendte tilbage. "Åh... Millicent..." Han satte sig med besvær op og kiggede på hende. Prøvede at finde ud af hvordan på nogen måde han ikke tog det roligt lige nu. Åh ja... Han havde ladet auraen få frit løb. Det var det sidste han huskede.
"Er du okay? Jeg er sikker på det ikke har være t en rar oplevelse for dig. Jeg kan som sagt være en skræmmende skikkelse når jeg gerne vil, eller føler mig nødvendiget til det" Vrøvlede han stadig lidt forvirret.

"Er du sikker på det var mig? Jeg ved ikke hvordan det skulle være gået til" Løj han og tog sig til hovedet. Det var tungt og ørt.
"Kan du køre? Jeg tror ikke det er den bedste ide at jeg gør det lige nu... Og for himlens skyld sig at du fandt en smøg i den forpulede by?" Jamrede han og lagde sig dovent tilbage igen imens han prøvede at skifte emne. Hun var på ingen måde klar til sandheden, og han var ikke sikker på at han var heller.

Hans øjne fandt ringen på hans finger. Den var kold nu, men han kunne mærke hvordan huden under den brændte.

Hendes bryn blev trukket sammen da han tydeligvis ikke kunne kende hende.Det var mindre heldigt.Men der gik ikke mange sekunder ,før hukommelsen synes at komme tilbage.Det var godt, ellers havde de været nødsaget til at finde medicinsk behandling og hjælp.
Auriel spurgte om hun var okay, han måtte vide at det havde været...heftigt.
Hun strøg en hånd gennem sit eget hår og følte lidt efter.Jo, hun var okay inden i, men ..." Voldsomt...det var ret...voldsomt.Auriel...du.." Hun slog blikket ned, vidste helt ærligt dårligt nok hvor hun skulle begynde eller hvordan spørgsmål burde udformes her.Og hun var squ ellers aldrig tabt for ord.
" Ja...jeg er sikker på det var dig.Jeg sad med dig i armene!" Sagde hun små frusteret.Omat hun sad ikke med ham i armene, mere...under hans arm, beskyttet...men det andet lød...bedre! Og hun mumlede stædigt" Dine øjne skiftede fare...til flydende guld"
Den kunne han vel ikke lige snakke sig ud af.
Problemet var at hun ikke anede hvad hun havde set...og derfor heller ikke helt kunne forklare det.Der havde været en aura af frygt,vanvid? Eller i hvertfald sindsyg fare og kraft over ham, og alligevel havde hun klamret sig ind til ham.Nu havde der jo heller ikke ligefrem været tid til at tænke tingene gennem.Der var ham....og der var zombies.

"Sagde jeg ikke at det ikke var mig" Sagde han lidt irriteret og sendte hende et spydigt blik. "mine øjne er gyldenbrune, de reflekterede nok bare lyset" Blev han stædigt ved. Selvom han var glad for at hun var okay, så ville han stadig ønske at hun ikke havde set noget som helst af det.

Han så op på hende igen idet han kom op at sidde en gang mere. Et gyldent skær som før løb et sekund over hans øjne da han så trodsigt på hende. "Og hvis det var mig..." Han tøvede. Vidste udemærket godt hvilken effekt hans evne havde på andre væsner. Det var det den var tiltænkt til. Det var bare ikke altid helt praktisk når man ville tætpå en person.
"... Er du bange for mig?" afsluttede han og kiggede genemborende på hende. Hans mørkebrune hår sad som det altid gjorde på trods af hvad der var hændt og hans ravgyldne øjne ændrede ikke farve mere, men hans aura var dog ved at komme op på sit normale blus igen.

" Jo..det sagde du, men nu er jeg altså gammel nok til at have lært ..ikke at tro på alt hvad en fyr siger" bed hun igen og blev lidt forvirret.Var det muligt at hendes fantasi og underbevidsthed farvede tingene og dækkede dem til, så hun huskede ...ukorrekt?
" Lyset? Der kan man da tale om en underdrivelse af dimensioner" blev hun ved.
Han havde selv sagt jeg får os ud , da hun havde spurgt hvad han lavede, han havde indrømmet at det var ham! Hvorfor fik han hende så til at tvivle, hvorfor ønskede han hun tvivlede.
Millicents underlæbe ' gled lidt ned' da han så på hende.Hans øjne....dér ..der var noget med dem! Hun blinkede et par gange , bange for at hun var ved at miste grebet her.Måske havde hun...indånde...et eller andet shit.Under al det ild og varme, havde hun måske indåndet noget der fik hendes hjerne til at se ting? Noget var da galt.
Dog blev hun straks vaks, da han tøvede.
HVIS det nu var ham? Åh gud, det var bare SÅ meget ham! Ville hun blive bange? Under hans blik, falmede hun efter et svar i mørket.Var hun bange? Ikke som sådan for ham...men..
" Det der" sagde hun og viftede med hænderne hen over ham og ned langs siden..." Hun forsøgte at trække sit blik til sig igen, at undgå hans øjne, hvis han tillod det.
" din aura eller h ad der er med dig.....og det du kan....ja..det gør mig...utryg" tilstod hun med et lille anstrengt suk.
Hun var jo ikke...bange ..for ham, så ville hun ikke sidde her lige nu, men helt ærligt....jo, hun var lidt...beklemt ved det hun havde set og han ville mok ikke lige kvalificeret som hendes første valg , til en modstander i en kamp.
Imens hun snuplede over sine egne ord , forsvarede hun sig selv." Alle ville blive lidt bange...har du kontrol over ...det?" Spurgte hun og hentyde til ' flammerne'.
Det var så her hun krydsede fingre for et rungende JA.

"Hah..." Svarede han bare og begyndte at søge efter sig om han kunne finde en cigaret der var faldet ned et sted. Hun ville ikke indrømme det. Men han vidste det godt at det var lige meget hvad hun følte for ham, eller hvad han håbede hun ville føle for ham, så ville hun altid være utryg ved de kræfter.
Han havde fået et skævt smil på læben, men var dog holdt op med at lede. Der var ingen.

Han lænede sig lidt frem imod hende, for tæt ville nogen måske mene, bare lige over "the personal space" grænsen, og smilede skævt. Et blik der var svært at tyde.
"Kære Millicent, du ved da at jeg har 100 % styr på alt hvad jeg kan, men jeg ved ikke om det burde gøre dig mere nervøs?"
Lige nu var det ganske vidst halvt udmattelsen der snakkede, men han var stadig bag det et sted. Han blev hvor han var. Lænet frem imod hende med et utydeligt smil. Hun kunne jo bare skubbe ham væk.
"... Jeg ved ikke helt ... Hvad det er der gør at jeg har en sådan trang til at holde mig i nærheden af dig" Sagde han lidt pludseligt og studere hendes træk. Fine og feminine, men han vidste der var mere bag det.

Hah? Hun trak hagen lidt tilbage og slog smut med øjnene.Hah? Han drillede hende, med hendes svar, troede han vidste bedre. Hvor var han dog streng.
Og det mest irriterende var, at manden havde ganske ret.Men for real,der var da ingen , ingen ved deres fulde fem ,der ikke ville blive sært urolig( for at undgå at bruge ordet bange) i nærheden af den vildskab og kaos han kunne slynge ud over sine omgivelser.
" nej...det glæder mig du har...kontrol" svarede hun lidt stædigt, selv om hun dårligt var sikker på hvad han hentydede til.Hans smil passede til hans aura, begge var de forudroligende.
Hun så lidt op og ned af ham , da han trådte tættere på. Som hun så en potientiel modstander an.Ikke en kamp modstander, men måske en skak mate der skulle holdes på plads.
Man kunne uden at overdrive sige, at hun blev en smule overrasket over Auriel.
Det var ikke lige de ord , hun forventede lød fra ham. En hånd gled over hans hår.Det sad som skåret ud af et modemagazin...faktisk så lignede han på ingen måde en der netop havde nedlagt hundrede zombies, fløj det gennem tankerne på hende.Igennem hans hår og til Auriels kind, som hun strøg hurtigt og trak hånden til sig igen." Du har manglet ilt ...derfor"
Hun hev lidt efter vejre...og forsatte så lidt mumlende " Og så er jeg rar at have i nærheden, når du går og dejser om"
Hun vidste godt hun drillede ham lidt...men han virkeðe så pokkers...selvsikker.

"Han trak sig lidt væk igen ved hendes ord og lagde sig tilbage igen. "Du har nok ret... Ganske nyttig når man har brug for at blive slæbt hjem... Kan du også køre det når man dejser om af fuldskab?" Gav han igen, men måtte erkende overfor sig selv at det virkelig var et mysterium hvorfor han følte sig så draget til hende.

"Men jeg mente det før. Jeg kan ikke køre bil i den her tilstand... Du får kun muligheden for at køre min bil én gang, så kan du køre?" Han skiftede emne igen og til hans forundring kunne han mærke hans kinder brænde. Forhåbentlig kunne det ikke ses i mørket.
"Og Millicent?" Han kiggede hen på hende med et lidt mere venligt smil denne gang.
"Du behøver ikke være bekymret, jeg tror ikke jeg kunne skade dig om jeg så prøvede" Sagde han til sidst. Så måtte hun selv tyde den.
Huden under ringen brændte stadig og han gnubede lidt på den. Man skulle tro at det kolde metal ville dulme det lidt, men ikke det mindste.

" Sålænge jeg ikke skal stryge" smilede hun til ham og åndede lidt mere frit, da han rykkede sig lidt tilbage.Ikke fordi det på noget sæt havde været ubehageligt, tvært om var det en farlig attaktiv følelse at stå så tæt på ham, så den skulle hun måske passe en smule på.Hvis hun ikke ville ...ja, miste kontrol med situationen.For det bildte hun sig skam ind at havde.lidt.
Hun rodede i sin taske, efter noget..." Hmmm ja?" Hun så op og fik et smil...imens tvivlen blaffrede som en flamme i et vindpust, i hendes øjne.Hvad mente han nu med det?
" Det er jeg glad for" sagde hun..og mente at det var en helgardering .Hun tog hans hånd og foldede den ud, lagde en lidt krøllet pakke cigaretter i den, og begyndte at møde sig gennem de to forsæder , over bag rettet.
"selvfølgelig kan jeg det!" Sagde hun og så ned på pedalerne.
Hun kunne godt styrer en bil, hvor svært kunne det være.
" ryg en smøg og sov til middag" sagde hun blidt og drejede nøglen om.
Efter et lille host, kom bilen i gang og Millicent satte kurs mod Las Vegas, imens tankerne hang ved Auriel.

Han lyste nærmest op da hun hev en krøllet pakke op. Åh ja himmelsendte små gudeæsker ! Han famlede hurtigt frem efter den og lavede et forpint ansigt da ethvert led gjorde ondt. Han fik dog alligevel fat i pakken og famlede med at få den op.
"Du fantastiske kvinde! Du har reddet min dag!"
Hun kravlede om foran og han lagde sig tilbage imens han tændte en smøg. Han vidste ikke hvor tryg han var ved at hun kørte, specielt i hans jeep, men hans trætte krop nægtede at gøre noget ved det.

Det eneste han synes at magte var at ligge der med sin smøg, og mens han lå der, så virvlede hans tanker omkring hvorfor han havde været så tæt på at læne sig frem og lukke afstanden imellem dem helt. Sekunder fra havde han været. Og hvorfor han fandt hende så tillokkende smuk.
Før han vidste af det lå han trykt og sov på bagsædet med en udbrændt cigaret i hånden.

Timerne passerede.
Radioen var tændt og hun nynnede med, selv om det hele forgik ganske sagte..

"Every now and then the stars align
boy and girl meet by the great design-
Could it be that you and me are the lucky ones?

Everybody told me love was blind
Then I saw your face and you blew my mind

Finally you and me are the lucky ones, this time"

Hun skævede op i spejlet... mod Auriel der nu igen lå tilbage på bagsædet.
Hun havde fået smidt et tæppe over ham, og fisket en mere eller mindre død smøg ud af hans hånd, for nogle timer siden.Og han havde sovet tungt lige siden.
Til sin egen forbløffelse, hyggede hun sig bag ved rattet, og hun ville da sørge for at a
Aflaste ham fremover....i tide og bestemt også i utide.
Auriel.
Hendes tanker summede, men hun gjore hvad hun kunne for at holde dem i ave.
Hun havde hverken tid ,lyst eller råd til at brænde sig på en fyr.Og når hun kom hjem igen hos Vlademir, så anede hun ikke havd der ville møde hende.Venlighed? Frihed eller straf måske? Hun vidste bare at det ikke kunne betale sig st forsøge gemme sig, så heller stå op for sig selv- det havde Vladimir helt klart mere respekt for...mente hun da.
Det ville blive underligt...at skulle sige farvel til Auriel.Shit...det ville stænke.
" yesssss baby, så er vi her " hviskede hun og et lille bjælke hus....meget atypisk og misfit ,tronede i horisonten.Det lignede mere et hus fra en Heidi film, tyroler agtigt.
Det var en lille kro...styret af Roberta Gylland.. Og hendes børn.
Millicent parkerede bilen, og drejede på sig.Hun prikkede et par gange til Auriel.
" Pssst Auriel...hey....vi kan overnatte her.Kender du robertas?" Hviskede hun , så han ikke blev vækket med et chok.

Han sov tungt og godt. Kilometerne passerede og tiden gjorde det samme. Nogen prikkede til ham og han slog øjnene op. Et velkendt ansigt lyste ham i møde og han smilede varmt frem for sig.
" jeg kender ingen Roberta, men at sove lyder godt" mumlede han søvnigt på trods af allerde at have sovet flere timer.
Han satte sig op og åbnede bildøren da de stoppede. Først sad han lidt inden han tog sig sammen til vaklende at komme op at stå. Han rettede sig op og børstede sig lidt af. Selvom han så meget træt ud, så strålede han stadig som han plejede af overblik og dybde. "Millicent kan jeg låne en hånd at ... Støtte mig på?" tvang han ud. Han hadede at behøve hjælp, men han tvivlede på at hans ben ville lystre på egen hånd.

Hun nikkede." Du skal nok få sovet igennem.Det er et udmærket sted det her og jeg kender familien, har overnattet her flere gange før." Sagde hun og smed bue og taske over sin skulder, og stod ud.Bildøren smækkede bag hende.
Auriel var ikke helt kommet sig, og at dømme efter hans ord, ville der gå noget tid.
Millicent var hurtigt ved hans side, løftede hans arm over hendes skulder så han kunne støtte sig til hende.
" Roberta og fami,ien er...spøjse, men gode nok.Men ligesom man ikke hælder blod i vandet , hvis der er hajer, sååå...ja...skal vi bare sige det sådan, at du er min kæreste, men den rolle har du jo spillet til Oscar nomering før" smilede hun, og hun begyndte at hale afsted med ham.
Hendes ene hånd, holdte fast i hans...den der lå over hendes skulder.
Inden for trak hun ham med over til en tyroleragtig skåret bar.der var kunstige blomster over alt og store krus med fadøl.
" Millicent!" Lød en dyb varm stemme og en buttet dame, blond med kruset hår og små runde briller, dukkede frem. Robertas øjne faldt straks på Auriel...
" Min kæreste....han er handsoff, sig det til Mathilda" sagde Millicent.
" Er mit værelse ledigt?"
" ja ja....tag det bare...jeg sender...Mathilda op med forsyninger til jer, barn"
" tusind tak, Roberta" lød det mildt, og hun guidede Auriel ovenpå, til nummer 13, og fik guidet ham hen til en stor seng.
" der kommer snart mad..,og noget øl" sagde hun stille, og satte bue og taske fra sig også.
" er der nget jeg skal hente fra bilen?" Ville hun gerne vide, inden hun for alvor slog sig ned.