Miami Metro News Reporting - Millicent.

" De er døde? Øhm..det er jeg da ked af "
Det brændte på hendes tunge, hun ønskede så meget at spørge ind til hvad der var sket...og hvor når, da det lød meget voldsomt at de alle var væk.Desuden blev hun en smule bekymret ved hans manglende følelser, når han talte om det.Han lød jo helt casual, og det kunne meget vel være fordi han kæmpede med at holde sorgen i ave.Stakkels fyr.
Senere....senere ville hun forsøge løsne lidt op for det...for ham.

Hun sad tavs lidt...imens hun forsøgte af finde en god måde at tage emnet op på igen, senere...da noget underligt skete.
Auriel...virkede fjern...og bilen begyndte at slingre.Det vaf som han ikke så ud af sine øjne, og ingen kontrol havde.
Hun kastede sig over ham...over rettet og forsøgte at hjælpe at styrer, ved at lægge sine hænder oven på hans, imens hun råbte af ham..." auriel...auriel..for helvede"
Bilen afgav en slingrende lyd , da dækket skred lidt..og hun kunne fornemme på hans aura, at han var ' tilbage'
Hurtigt slap hun hans hænder...og kom på plads. Han så helt forskrækket ud over hun havde rørt ham? Eller fordi han havde haft en abseance?

Hun turde ikke sige noget, men holdte bare vejret...og var næsten helt lettet da han bare snakkede videre...
" fint ...så holder vi inde der" svarede hun fraværende...imens hun holdte øje med ham, var han okay...han havde været rimelig varm...feber??

Han fik dog fyret lidt op under hende igen...med sin lille bemærkning..
" en pige på en bar?? Hvad...de vil med dig hjem og sove? Oh please...gider du lige? Du hænger tydeligvis ud med de forkerte piger, for det eneste en pige som jeg ville sige på en bar er...desværre...nej....no way...beklager og fis så af inden jeg slår dig" lo hun og rystede på hovedet.
Han sad bare ikke der og troede at hun....at hun lagde op til ham...til noget.
Hun så forskrækket over på ham...det troede han vel ikke?'

"Nej det er okay. Det er ved at være længe siden nu." Svarede han roligt og kontrolleret. Det var virkelig længe siden, og det var ikke noget der plagede ham meget mere.

Hans lille fraværende øjeblik havde bragt ham lidt ud af fokus. Det føles som om han stadig havde den slidte sandal på foden, som om solen stadig bagte ned, men ha var helt tilbage igen.
"Tak... Jeg er ... No bare træt. Det var ikke noget" Sagde han lidt efter og kørte en hånd igennem sit brune hår. Han vidste ikke hvorfor disse ting kom til ham. Ting fra fortiden. Helt tilbage, fra før alt det engle fis.
Det var nok alligevel bedst at han lige kommenterede det så hun vidste at der ikke var noget galt.

Bilen nåede grotterne og efter lidt tid havde han fået den fint ind og ligge langs en klippevæg der indhylede den i skygge. Fint.
"Der er et tæppe på bagsædet og du kan kravle derom og sove hvis du vil ligge ned." Sagde han så og gav hende et skævt smil imens han rodede under sit sæde og fandt et tæppe til sig selv. Han havde det helt fint med at sidde op og sove.

Okay , hun var ingen lille caretaker eller Florence Nightingale , hun var mest beskæftiget med at tage sig af sig selv , og lidt af sin mor , fra tid til anden , når hun ikke følte hun kunne være bekendt at ignorere hende længere. Men millicent var da trods alt udstyret med et såkaldt omsorgsgen - og Auriel pirkede til det , hvad enten han ønskede det eller ej.
Længe siden de var døde ? så var han jo blot et barn. Hvor trist , tænkte hun og tog den videre ,
børn....Børn havde behov for tryghed - - hvilke kunne være en kende udfordrende i en verden som denne, det var hun helt klar over.
Det stillede store krav til forældrene der skulle sørge for dette.
Hvordan mon hans opvækst havde været ? Han var engel... så den kunne jo i princippet havde været meget anderledes .
Ham gav Hende lidt at tænke over.
Også da hans lille flash var overstået , og han beroligende hende med at være okay, bare træt.
Millicent så på ham , og mente at han trængte til en god nats søvn. Hun ville gerne ofre sin, så han kunne sove ordenligt. Han sørgede jo faktisk for hun fik en magelig tur til Las Vegas... Og så skulle hun bare lige benytte køre tiden til at strikke en god grund slash undskyldning sammen, for at bære stukket af i ugevis , hjemme fra Vladimir der helt sikkert havde haft gladere dage , nu hvor hun havde været så længe væk.
Planen var lagt og Millicent søsatte den..
" Du, Auriel.... Jeg er ikke så træt lige nu, og vil iøvrigt sove langt bedre , hvis jeg lige får tjekket hulen ud inden.
Jeg synes du skal snuppe bagsædet og så er jeg hurtigt tilbage , ik "
Millicent tog sin bue og sit pilekog ( hedder den med pilene ikke det ?) og gjorde sig klar til en
inspektion af grotten.

Han løftede et øjenbryn og så lidt på hende. Hun ville tjekke grotten ud ? Nuvel da.
"Mmn... Okay så ... Men husk så snart du kommer ind igen at trykke her-" han pegede på en orange knap imellem de to sæder. "det vil panstrer hele trucken. Og jeg sover stadig på på forsædet, du hænger på bagsædet" smilede han og lagde tæppet over sig.

"pas på dig selv derude" var det sidste han nåede at sige inden han døsede ind i en dybere søvn end han havde sover i meget lang tid. Ikke i stand til at vurdere om hun rent faktisk ville tjekke grotten ud, eller måske berøve ham, eller bare stikke af måske.men det virkede meget lige meget lige nu. Han døsede afsted til et drømmeland der ikke just var bedre end virkeligheden.

Han lå stille, men i hans drøm vendte han og drejede sig imens han blev revet afsted af en vandstrøm som han ikke havde nogen kontrol over.
I næste øjeblik stod han på en bakketop . Jorden rystede over ovalt var der eksplosioner og skrig. "jamen nej, det var ikke meningen !" udbrød han højt da et stort lyn slog hårdt ned i et træ.
Han vågnede ved et sæt. Lyden af lynnedslaget hade vækket ham. Eller måske var det hans egen stemme, havde han snakket højt ? Nej det var ikke det ... Noget skrammelede højlydt udenfor. Noget der skramlede højt endda ... Var der noget der hamrede på bilen?

Millicent rynkede lidt på næsen.Tydeligvis ville hun hellere have haft ham på bagsædet, hun vidste jo at man lå bedre der.Hun blev dog enig med sig selv at det måske var af praktiske årsager at Auriel ikke ville lægge der.
Hvis de nu , af uvisse prsager, behøvede en hurtig exit, var det jo nemmere at han sad lige ved roret.
" Okay....så putter jeg mig der, når jeg kommer...hjem" hun smilede lidt af sit eget ord valg, men Auriel boede jo nærmest i jeepen, og ligeledes skulle hun de næste syv dage, så kælenavnet var vel ikke helt ved siden af?
Hun registrede den orange knap, thank God at den ikke var plain sort, så ville der have været al for mange at trykke løs på, men den var da til at kende! " Orange knap, yes Daddy" drillede hun og satte afsted, med et sidste blik kastet efter ham...og hans besnærende aura.Pokkers til fyr.

Millicent listede så lydløst, at man kunne forveksle hende med en vampyr.Hendes let kulørte kinder, der var tegn på hun var spændt på om hun ville støde ind i noget, afslørede dog at hun på ingen vis var død.
Hun bevægede sig langs væggen og havde spændt sin bue og sat en pil for.Det var ret anstrengende at gå sådan med den, men hvis hun ville være beredt, hvilke hun ville, var der ingen alternativer.....væsner og underlige eksistenser tilbød sjældent second chances.....og det gjore hun så heller ikke.
Hendes tanker var dog lidt mere livlige end de længe havde været, og de sprang afsted ....løb mod Auriel, hendes sovende chauffør.
Hun kunne godt lide ham...han virkede kvik og ærlig....men h or var det dog irriterende at hun blev ...suget ind...af hans aura.Det var ikke...hun ville ikke,...altsår det var slet ikke hende at være interesseret ....* arh...hold dog op! Hahaha du tror det er hans aura? Måske...måske ikke, hvilken forskel gør det?*
Havde hun kunne , ville en af hendes pile gennemborer stemmen der talte inden i hende.Altid så hoven!

Et skrig flænsede luften, det lød som en krage...men hun blev meget forbløffet da hun fik stillet skarpt i mørket - for foran hende stod en mand,..eller en mandekrop med en ørns hoved og nogle gigantiske vinger.Han var en del højere end Millicent, og de gule øjne stirrede vredt på hende.Millicent tøvede med at skyde....var det dur eller menneske? Hun havde sldrig hørt om en sådan skabning.
Friend or foe?
Det lod til var gået ind i ham...eller den....og havde vist fået sparket til en bold....eller...nej? Det var sku da et æg....
Åh, shit....farfuglen var absolut ikke glad, og gik frem med en truende skræppende lyd, mod Millicent.
En pil susede gennem luften, og ramte den i skulderen...." hold dig fra mig! Gå væk" beordrede hun.
Hun var muligvis god til at skyde, men hendes offre lignede normalt ikke mennesker, eller noget menneskeligende...og en kriger var hun godt nok ikke.
Fuglemanden forsatte imod hende...i løb....og hun vendte sig om og begyndte at løbe, formentlig for sit liv, at dømme efter dens adfærd.
Pludselig kunne hun mærke store kløer i sin nakke...hva pokker?!
Åh nej nej...det var hun fuglen.....den så ud som manden, ja øh....med undtagelse af noget enkelt men meget afgørende anatomi. Det var et maridt at have dem efter sig og hun kunne ikke stoppe op og tage sigte, så ville hun ende som en orm på deres nat mad.
Hun nærmede sig bilen..." Auriel! .....Auriiiiel" skreg hun og landede....eller blev delvist mast op af bilen, af hun fuglen der havde sine kløer i hendes skuldre nu og pressede hende, imens den begyndte at pikke på baghovedet af Millicent.
I baggrunden nærmede hanfuglen sig.

Auriel var lysvågen nu, han sanser havde så småt taget ved og lyden af noget udenfor blev lydene højere. Han satte sig helt op og tæppet faldt af ham. "Millicent?" Mumlede han ud i mørket, men da hans ene hånd på hans komando blusede op blev det hurtigt klart at hun ikke var i bilen.

*Oh Fuck...* Tænkte han til sig selv og spærrede øjnene op.... I en bevægelse havde han fået døren op og landede på benene nede på jorden. Søvnen havde stadig ved hans øjne og det gjorde at alting virkede underligt sløret. En skrappen kunne høres på den anden side af bilen. Han svingede sig hurtigt om på den anden side hvor han fandt Millicent og en stor... Fugl? Der hakkede på hende? En meget stor krave måske.

"Hey! Du ridser min bil dit fjerkræ!" Udbrød han og havde med et hårdt ryk revet hunfuglen væk fra Millicent. "Nårh ja, du er her vel også." Han gav fuglen et hårdt spark da den haltede bagover og den røg endnu længere væk. De stod nu med en fugl på hver side.

"Hvorfor for jeg fornemmelsen af at du bare er problemer?" Drillede han næstvist og trak en flad håndflade ud til begge sider imod fuglene.

Endelig....endelig kom han ud.
Hun blev lettet, ja en del faktisk, da Auriel med eet greb fik fuglen ( eller hvad det nu var) revet væk fra hende. En hurtig hånd op i det filtrede hår, kunne bevidne at den havde fået hakket et par huller, og hun småblødte.
Fandens også!
Hun fik rettet sig op....og fik hurtig bikset bue og pil kampklar, imens hendes hjerte bankede afsted.Hendes blik flakkede mellem de to fuglepersoner, og en smule på Auriel, for eventuelt at kunne synkroniserer handlinger med ham.

" Fornemmelser? Din aura må sløre din fornuft.....desuden lå der et æg i vejen" vrissede hun tilbage...sikke et tidspunkt at være flabet på! Men hun smilede alligevel til ham, kort.

Hanfuglen nærmede sig, med bøjet hovet...og en truende kurrende lyd, men den lød som om fuglen havde flere ' stemmer', som om den var besat.
Millicent pege mod den, med en smule rystende hænder....men hun vidste hun ville ramme plet anyway..

" Auriel...skal jeg skyde?" Hviskede hun til ham.
Måske han kendte til den slags, og vidste om der var andre måder at få dem til at holde inde på.

Hans blik flakkede fra fuglende. Ikke ligefrem harmløse skabninger. De skulle nok have en form for meget stor forskrækkelse for at lade dem være i fred. Han betragtede Millicents rystende bue da hun spurgte.
Skulle hun skyde. Pokkers til englegener. Han kunne ikke bede hende slå nogen af dem ihjel, specielt ikke når de havde et æg. En mor og en far fugl, det var jo lige til at tude over. Han bandede af sig selv indeni og kiggede på den ridse bilen havde fået af fuglen. Var den stor nok til at slå dem ihjel? Tja.. Nej måske ikke.

"Nej lad vær at skyd. " Sukkede han så og lagde en hånd på buen for at sænke den en smule og smilede istedet til hende. "Luk øjnene. Og når jeg siger nu så kommer du ind i bilen så hurtigt du kan okay?" Sagde han så og måtte give hanfuglen et sparkbagud da den prøvedet at komme tættere på.

Han skulle nok få dem skræmt ind i hulen for en tid, men der var no way at hun skulle se at han gjorde det. Det var der ingen der skulle.
"Er du med?" Prøvede han at bekræfte, men kiggede ikke på hende, men fuglende.

Mismodigt så hun til, da han fik hendes bue til at sænke sig lidt.
Millcent ville gerne stole på ham og gøre hvad han bad om....det var bare...ville han selv selv stå med liv og lemmer på spil, og lukke sine øjne? Liiige den del havde hun vanskeligt ved, og det hjalp ikke på sagen at hun ikke forstod hvad formålet var.
Til at toppe det hele med...var der bare ikke tid til en lille tete a tete og tale ud om tingene.
" Selvfølgelig ." Mumlede hun og satte hendes hænder for øjnene, lige efter fuglen igen havde fået et los af Auriel.
Millcent holdte sig klar...klar til at komme hurtig på plads ind i bilen...og trykke på den orange knap, så snart Auriel også var der...
Men først...først..burde hun måske lige følge med, bag hænderne, i hvad knægen havde gang i.
Det hele virkede...suspekt.
Millicent kunne næsten mærke ham....selv da øjnene faktisk var lukket, helt...besynderligt.
Var det også en aura ting?

"Great..." Mumlede han da hun holdt sig for øjnene. Det var bedst sådan, helt sikkert bedst sådan. Det ville bare skræmme hende væk ellers.

"Og bliv bag ved mig" Afsluttede han og tøvende. Fuglende kom tættere på. Han lukkede selv et øjnene et øjeblik og gav slip. Gav slip på alle de bånd han normalt holdt. For alle omkring ham, ville det nok føles som om hans aura eksplodere. Som om de blev presset væk af en usynlig kræft. For nogle var det skræmmende, for andre, hvem ved?
Fuglende vraltede bagover med nogle underlige lyde og store flammer med gyldne skær snoede sig overalt omkring ham, lige med undtagelse af rummet bag ham hvor Millicent stod.

Hun ville nok føle at det blev ekstremt varmt, men der var ingen lugt af røg.
Auriel svang armene elegant og hans øjne afspillede flammerne og nærmest lyste gyldent op. Hans aura var stadig faretruende og voldsom. Ørnemonstrene lavede hæse forskrækkede skrig og fik travlt med at komme langt ind i hulen igen.

Også med et opførste flammerne på få sekunder, og hans aura trak sig sammen igen.
"Hmng..." Stønnede han og faldt lidt sammen, men fik hurtigt rettet sig op igen med en smule sved på panden.

"Ind i bilen, nu!" Sagde han så og svang sig selv om på den anden side af bilen og ind i den. Gjorde sig klar til at køre.

Hmmm en fyr der gav ordre....gotta love that , tænkte hun ved sig selv...uden helt at vide hvorfor- men hendes instinkter var helt på det rene med det nok var smart at adlyde, og blive bag ham. Millicent havde haft planer om at snyde lidt, og kigge hvad pokker der forgik...hun ville kun havde lukket sine øjne lige de første sekunder, og så smugkigget...men begivenhederne ændrede det hele- og det endte med at hun ikke turde.

Her bagefter, hvor hun hun sad i bilen på sin plads, savnede hun forklaringen...visheden om hvad der var sket.For hendes logik kunne ikke rigtig trække en forklaring frem.
Det havde føltes som om hun blev...bestrålet...som om en eksplotion af Auriel...af hans aura...havde omsluttet alt.Og den både skinnede,strålede og brændte....så voldsomt...så faretruende og vild, som et utæmmet dyr. Hun havde været ramt....af 'ham' og ude af stand til at bevæge sig...hun turde ikke engang kigge ud mellem sine hænder, men klemte tværtimod øjnene mere fast i, som om det beskyttede hende.
Efter lidt tid...hvor hun havde kunne høre ørnemenneskernes skrig , blev ' grebet eller eksplotionen' aftagende...og hun kunne på det nærmeste mærke det fysisk.
Svagt registrerede hun at Auriel stønnede lidt, men hun kunne stadig ikke røre sig ud af flækken.
Først da hans kommando lød, satte hun i bevægelse og med forskrækkelse og en undren hængende i hele sit system, kom hun på plads i bilen...som også Auriel.
Hun vidste ikke om det var forkert, men hun hamrede den orange knap ned...som havde hun netop vundet en enorm sum euro ved at gøre det, nu håbede hun ikke det slørede udsigten for Auriel, der skulle køre.

" h-hvad var d-det?.... Hvad i alverden.." Hun forstummede og stirrede bare på Auriel.

Auriel der stadig var en smule udmattet tog et par sekunder til at få vejret og lod hende hamre den orange knap i. Der var ikke noget at sige til hun var skræmt. Han kunne se det på hende. Om det var over det hele eller bare ham, det kunne han ikke sige, men tanken om at skræmme hende skuffede ham en del.

Man kunne høre en klirende lyd af hele bilen der pakkede et nyt stållag om sig. Det var en god sikring hvis man blev angrebet om natten. Det virkede bare ikke hvis den ene passager stod udenfor og blev hakket på af en stor krage.

Han fik med en halvt rystende hånd trykket på en anden knap der fik foruden til at blive fri for metal og stål så han kunne se noget. Specielt hans højre hånd med ringen rystede stadig en del. Det var ikke ofte han brugte sine evner, og når han gjorde udmattede det ham bagefter. Egentlig slet ikke når det stod på, der kunne han bruge så meget han ville, men når han trak auraen og energien tilbage, så bølgede udmattelse ind. Noget der kunne være farligt hvis han ikke havde nogen til at slæbe ham væk hvis det gik galt, og han brugte for meget.

Bilen satte i bevægelse og bumlede afsted tilbage imod vejen.

"B-bare en tryllekunst jeg har lært. Læg dig til at sove. Jeg køre lidt videre." Svarede han og prøvede at rette emnet væk selvom det nok var svært.

Da bilen blev sat i gang og de endnu en gang var ' ón the Road ' , begyndte respirationen at genfinde et normalt leje. Millicent , stadig duperet og uforstående overfor det hun 'ikke havde set ' ske - men kun fornemmet med både krop og sind , så stadig på Auriel.
Mest havde hun lyst til at række ud og røre ved ham... Rigtigt...røre bed hans kinder , kæbe , hår, skuldre og arme... Sådan mærke og fornemme ham, og måske bagefter bedre være i stand til at forstå ? Han virkede så... anderledes... end nogen hun havde kendt før. Millicent lagde mærke til de små ændringer , hans hånd der rystede og stemmen der var lidt påvirket også.
" tryllekunst Auriel ? Hvor har du lært at trylle , fuc**** al Queda ?" Spurgte hun tørt.... "Det føltes som du var over det hele... Din aura.. Dig... Det føltes varmt og eksplosivt og det er enda selv om jeg godt kan regne ud at det ikke ramte mig, så havde jeg næppe kunne rende ind i bilen. Tryllekunst ? .. Du er al for... beskedden " hun klemte et lille smil ud til ham.
" Jeg kan ikke sove nu..alt for meget adrenalin kørende " indrømmede hun med lidt grødet stemme, hun vidste ikke lige hvordan hun skulle fortælle at selv om hun var komplet udmattet,ønskede hun først og fremmest at Auriel skulle få sovet. Det var jo det hele hendes lille grotte udflugt havde været en del af, planen at skaffe ham hvile.
* hold da kæft , den var sku vellykket * lød stemmen i Millicents hoved, og hun tog sig til panden.
" du kan sove når vi holder stille , så vogter jeg- i bilen denne gang...lige her .. Ingen ballade med mig" lød det blidt " Auriel ... Har du nogen øl her ?"

Han smilede halvkvalt og kæmpede med at holde speederen i ro. Han ville bare væk der fra nu. Som et radioaktivt område der nu var forpestet.
"Tja... Jeg er ikke din... normale... Tryllekunster lad os sige det sådan" Svarede han bare og slappede langsomt mere af. Hans åndedrag var begyndte at sænke sig igen.

"Vi køre lidt og lader adrenalinen lægge sig så.." Fortsatte han stædigt. Der var no way at han havde tænkt sig at lade hende sidde vågen hele natten.

"Når man trykker på den orange knap forsegler det bilen, så behøver du ikke vogte den... Måske har jeg nogle øl i kølertasken på bagsædet, du kan prøve at klatre om og se efter" Han lød lidt søvnig nu og måtte ryste lidt på hovedet. Det føltes tungt efter at give slip.

Han havde heller ingen ide om hvad klokken var, men den kunne da ikke være mange . Hun havde vel ikke været derude længe inden hun løb ind i "uhyrende". "Hvad er klokken?" Mumlede han lidt omtåget.

Millicent kunne godt accepterer hans udlægning, hun var da ikke uenig med ham på det punkt.
At hun så var rimelig sikker på at han holdte tilbage...at han undveg at fortælle hende om det han kunne, dét var så en anden historie...og hun skulle nok få den listet ud af ham..,somehow, sometime.
" Sålænge du ikke begynder hive kaniner frem..." Sagde hun for ligesom at lade ham vide at det hele var okay.
" ja....lad os bare komme afsted..herfra."

Millicent bandt det lille læderbånd op og hendes fingre arbejdede kyndigt i fletningen , der efter få sekunder så var opløst.
Hun masserede kort sin hårbund, med et lidt spekulativt udtryk...så henvendte hun sig til Auriel , i håb om at blive klogere..." Har du set sådan nogle...menneskefugle før? Er det mutanter eller hvad ?"
Hun brød sig ikke om hele konceptet...dyr blandet med mennesker...det var meget..naturgenstridigt, efter hendes mening og havde det ikke været for Auriel, ville hun temmelig sikkert have skudt dem begge, selv om de var delvis mennesker.

Okay..så bilen var altsår super sikker, det var ikke kun i teorien men også i praksis.Herligt.
Hun smilede stort og lagde begge hænder i sit skød, hvor de ikke fik nogen dårlige ideer.
" Glimrende, så kan vi begge to sove...på samme tid og få sovet ud"
Det føltes bare lidt...underligt...de eneste hun havde sovet sammen med , delt dén oplevelse med, var hendes forældre.
Ellers havde hun bare været....bare sig selv.

Det ville være fantastisk med en øl...lige til at dulme det væreste.Normalt fik hun ram på sit bytte, inden det satte kløerne i hende...så hun var en smule ude af balance, men sårene i hovedbunden, de havde været overfladiske og derfor var blødningen stoppet spontant. " Okay.....tilgiv mig, jeg tjekker lige..." Mumlede hun og vendte sig om og stak bagdelen mod forruden, idet hun møvede sig adræt om på bagsædet.
Hmm, der var jo helt hyggeligt heromme, syntes hun og lynede kølertasken åben.
" Nice taske" sagde hun skælmsk og smilede af synes af den jordbær printede kølertaske.
"very male" fnes hun.
" Uh....banko! "
Hun tog en øl og trak dåsen åben og rakte den frem mod forsædet til Auriel.." refreshment, dear?" Tilbød hun og tog en til sig selv.
" my oh my...den smager himmelsk" sukkede hun fra bagsædet.
" den var omkring syv, da vi mødtes Auriel...mit gæt er vi er luge omkring...midnat" sjussede hun sig til, og det var nok meget rammende.

"Hellere kaniner.." Mumlede han tilbage, lavt nok til at hun nok ikke hørte det. Han havde det helt fint med ikke at skulle svare på nogle spørgsmål nu. Egentlig havde han aldrig løt til at svare på nogen. Meget få mennesker vidste at han ikke var helt normal, og der var ingen der vidste sandheden foruden ham. Sådan skulle det gerne blive ved med at være.

Han trak på skulderen. Egentlig havde han ikke set en præcis kopi af fuglende i grotten, men mutanter var ikke sjældne udenfor byerne. Afskyet af samfundet og derfor forvist til at leve i grotter. Og tænk sig det kunne blive ham.
"De var mutanter. Nok en mindre kendt art... Jeg har støt på noget lignende før, men aldrig halv krage, halv menneske." Svarede han lidt undrende.

Han så over på hende og fandt sig selv ude af stand til at sige mere. De gyldne lokker havde fundet deres vej ud fletningen og faldt nu elegant ned over hendes skuldre på en lidt sjusket, men sød måde.
Noget andet end syn nåede frem til ham. En duft. Var det fa hendes hår? "Honning..?" Mumlede han og vidste ikke om det var hans sanser der snød ham.

Han rystede hurtigt på hovedet for at få sig selv tilbage til virkeligheden. "Ja det er det, ellers ville jeg jo aldrig få sovet når det bare var mig" Smilede han lidt forlegent. I næste øjeblik havde hun stukket måsen imod foruden og han kiggede hurtigt op imod ruden igen, med et lille ekstra kig i hendes retning.

"Jaja, jeg fik den gratis okay!" Lød det tilbage over jordbærdtasken.
Han kiggede tilbage og tog imod en øl. "Tjo, det er jo ikke fordi der er politi om hvert hjørne." Svarede han. Ikke klar over om hun havde været gammel nok inden krigen til opfatte politi der holdt øje med trafikken.

Det var dejligt at have nogle mål...både langsigtede mål, store og vigtige og de mindre delmål, der måske kunne være strikket lidt mere beskedent sammen.Nu havde hun lige fået et nyt.
På et eller andet tidspunkt, skulle hun altså liste kappen af tryllekunsteren, og se hvem han rigtigt var.
Millicent følte lidt at hun var i selvskab med et spændende bog, men på forhånd havde fået den restriktion , kun at måtte læse det første kapitel....og hun ville have det hele med...eller langt det meste i hvert fald.
" en ækel kriblen spadserede end af ryggen til hendes lænd. " Jeg har aldrig før set ...noget der var halv menneke halv dyr. Det....føles modbydeligt" hun kunne ikke rigtig finde nogle bedre ord.Væsner havde hun det ko fint med..hun var selv en blandningsrace, men helt ærligt en menneskekrop med ørne hoved, det var bare....mightmare material.

Hun lo af hans kommentar om tasken. Havde han betalt for den, måtte han være virkelig glad for kolde drikekvare, og hun ,måtte indrømme at selv om den ikke lå på top ti over ' trendy must haves' så var den praktisk...og lidt som en lille chihuahua, så grim at man bare må holde af den.

Millicent lænede sig tilbage op af døren og strakte sine ben.Der var dejligt mageligt deromme, og hun tillod sig at nyde øllen,selvskabet...og at lukke sine øjne imens hun forsatte med at småsludre...
" Du..Auriel? Hvorfor gjore du det? Hvorfor hjalp du der i metrostationen....og gik af med dine handsker?.,, jeg mener..gør du altid det, hjælper hjælper hvor du kan?" Spurgte hun nysgerrigt.
Måske var han en....hvad kaldte man sådan en...skytsengel?
Hun smilede, stadig med øjnene lukket....hun kunne næsten se ham for sig....store prægtige vinger...og et smukt skær af lys....og hans hånd der løb gennem hans mørke hår...og...hende der...* HEEEEY !! Vågn lige op moster!* skændte stemmen og Millicent gav et lille l spjæt.Hun havde været ved at døse hen....men hun ville altsår ikke sove...Auriel behøvede det mere....og eller blev det samtidig.
" er dine vinger hvide?" Spurgte hun , for at se om hendes image fra halvdrømmen passede.

"De kan virke skræmmende... Men de har jo også kun dyriske instinkter, med mere kraft end et dyr. Selvfølgelig er de skræmmende og modbydelige." Svarede han enigt. Og dog selvom da ikke var andet end bæster, så havde han stadig skånet dem. Ikke dræbt dem, men jaget dem på flugt. For hvad? et æg ! pfft...

De blandede sanser af lyden af hendes grin, og duften af noget han identificerede som sød honning, gjorde ham glad på en måde. Han kunne ikke lade vær med selv at smile og måtte tage sig selv i det. Okay det havde været længe siden han havde været sammen med andre i længere tid, men at vise interesse for en pige han havde kendt i 5 timer. Hvad havde han nu gang i? Så snart de kom til Vegas ville hun være væk med en eller anden stor mafiaboss, som han rent faktisk kendte. Han måtte holde op med sådan noget. Sure han kunne bruge en succesoplevelse efter det hele, og alligevel kunne han ikke få sig selv til at belønne sig selv på nogen måde.

"Jeg øhh... Jeg er ikke en så slem fyr som du måske tror... Eller osse er jeg, men either way så er jeg en engel og det strider imod min natur at gøre noget andet. Eller måske var der noget i dig der lokkede dem ud af mig? Dit valg" Smilede han skævt til hende, men kiggede hurtigt fremad igen.

Hans hals snørrede sig lidt sammen ved hendes næste spørgsmål. Selvfølgelig kunne han lyve, og det ville han normalt gøre. Bare svare 'ja' og lade det være det. Men der var bare noget der fik ham til at undgå en åbenlys løgn og svare mere kryptisk.
"Er de fleste engles vinger ikke hvide?" Han tvang et smil frem. Hun virkede døssig. Han begyndte også selv at blive det igen, måske var det tide at finde et sted at sove videre.

" Skræmmende ja...helt bestemt, og meget beskyttende overfor deres unge eller æg var det, men kommende unge. Det er vel et charmerende instinkt.I nogle racer spiser manden deres afkom...det er da helt klart noget der trækker ned" små lo hun.

Selv om hun for det meste kun kunne se hans nakke, kunne hun ikke lade være med at se på ham.
Troede hun han var en slem fyr? Godt spørgsmål...hvad troede hun egenlig?
Hmmm....hun troede han var særlig, empatisk og med hang til at være en smule bestemmende.
Men ellers en meget både sød og høflig person.Men....han havde den her insisterende aura, og hun gad godt vide hvordan han valgte at bruge den, nu da hun vidste hvordan han nærmest kunne forblænde folk med den.
De stakkels trunter havde ikke en fair chance for at stå imod....og om slynglerne havde? Ja det var jo det interessante ved hans lille tryllekunst, ik?
" Jeg tror altsår ikke du er...slem....man skal sikkert bare rykke lidt i din snor...så går du pænt" drillede hun ham.
" Tror du det er engle orienteret!" Gentog hun efter at have skyndt sig at gengælde hans smil.Dt var ikke så meget ment som et spørgsmål, men mere en konstatering , da hun bestemt ikke tænkte det kunne være fremmanet af hende.
" Endnu et bevis på hvor svækket mine engle gener er, når man tænker på jeg er jæger og slå alt ihjel omkring mig " ævlede hun løs, med sin øl placeret mellem sine ben. Hun dræbte jo kun for mad og for at kunne bytte sig til ting , der havde til formål at sikre hendes daglige levevis.
Hun fik vippet sine støvler af og vrikkede lidt med fødderne.Det var faktisk helt hyggeligt.

" Joo det er de nok. Der er undtagelser ind i mellem.Jeg så aldrig min fars...jeg har spekuleret meget på hvorfor, især taget i betragtning at han var så skide fokuseret på hvorfor mine ikke kom" sagde hun lidt tørt...og drak lidt mere øl.Hun skulle ikke havde meget alkohol, før hun kunne mærke det..det var både godt og...skidt...alt efter hvad vinkel man lige tog.Hun var hvad man kaldte supersensitiv over for alt med promiller.

Hun studerede bagsædet lidt mere nærgående og spidsede læbene ieftertænksomhed...
" Altsår...hvis vi ligger med hovedet i hver sin ende, kan vi da mæske godt ligge her begge to.....enten det, eller jeg sidder op.Dit valg!" Brugte hun hans egne ord og tjekkede sædet igen.

"Nogle racer ? Altså jeg har i sine at æde mit afkom hvis jeg nogensinde for nogle "Sagde han sarkastisk og tog noget ølen. Den var ikke helt iskold, men tasken gjorde da sit job. Han drak ikke så tit. Måske var det derfor der lå øl i hans taske, han fik dem ikke drukket alene. Det var sjællent han blev synligt beruset, men det var ikke fordi der skulle vildt meget til, hans krop var jo ikke van til promillerne.

"Gå pænt? Er det en udfordring? Men jo, jeg er ret sikker på at det er engleorienteret." Han smilede udfordrende frem for sig og drejede bilen hen imod noget bevoksning længere fremme. Der kunne de nok ligge skjult af mørket.
"Nu skal du ikke misforstå mig. Selvom mine englegener siger meget, så skal du ikke tro et sekund på at jeg ikke selv har været ansvarlig for død. Både hos uskyldige og syndere. Jeg er ikke gud ham selv vel?" fortsatte han. Egentlig vidste han ikke om han troede på en gud. Han havde gjort en gang, men nu?

Undtagelser... Der var altid en undtagelse der bekræftede reglen selvfølgelig. For en ting var han selv en undtagelse. "Du siger at dine ikke kom. Måske skal de bare have den rigtige indflydelse, måske er de på vej. Du skal aldrig sige aldrig." Smilede han opmuntrende.

Han pegede bagud på sæderne. "Okay det kan vi godt sige. Sæderne kan slås ned så der er mere plads." Han gik bare med til det. Han var træt og ville helst gerne sove snart. De var vel begge træt og han nægtede at hun skulle sidde op.

" har du? Er det ikke ar en dårlig undskyldning for at blive ved med at forsøge lave nogle nye?" grinede hun og hyggede sig ved hans sarkasme.

Uh...han havde..kant...spurgte om det var en udfordring.." Hvorfor...er den da for stor" kastede hun hurtigt tilbage, og igen tænkte over lysten...nej, nærmest behovet for ikke at lade ham tage over.Hvad var hun bange for ?
En rynken af hendes bryn, indikerede at hun var blevet alvorlig..." ansvarlig for død? ...Auriel hvad mener du med det...og med uskyldige?"
Hun rystede på hovedet af dét med gud.Det ville sku da ellers være typisk for hende at havde op i en jeep og drikke øl med...gud.

" Tror du virkelig at de kan komme senere? Jeg troede faktisk jeg var ovre vokse alderen"
Hun blev meget opmærksom på sin ryg lige pludselig....hvordan det føltes, men helt ærligt....den føltes helt normal." nå....men måske du kan synge mine vinger frem...eller noget" sagde hun og tænkte lidt over, om det ikke gjore sindsygt ondt, når de ligesom skar sig vej ud igennem ryggen...måske skulle hun slet ikke håbe på vinger? Åh, hvor det hele var forvirrende.

" de kan slåes ned?" Millicent var straks i færd med at lede efter knapper eller andet der kunne få noget til at bevæge sig.
Det lød fint...og der var tæppe til dem begge.Hvem kunne ønske mere.
Faktisk lod det til at live den bedste søvn længe.Det gik op for hende at hun følte sig...afslapet og tryg, noget hun ikke helt havde hjemme hos Vladimir...der var for mange mennesker,væsner med alt for påtrængende blikke og for mange lyde på gangen , om natten hvor alle burde sove.

"Måske, men er det et problem?" Gav han lidt igen og smilede. Fortære sit eget afkom... Ja hvis ungen skreg længe nok kunne det godt ske. Egentlig var han en tålmodig person på mange punkter, men babyer var han ikke sikker på.

"Du kan jo prøve ham du kan få mig til at ... gå pænt, også ser vi om du har heldet med dig." Drillede han og suplerede til det andet han havde sagt. "Men ja, det er englegenet, et så godt menneske er jeg slet ikke" Der var en spøgeful lidt mystisk glød i den sætning. Han kørte en hånd igennem det tykke brune hår og slog hovedet lidt tilbage.

"Jeg mener bare at det at man er engel ikke sætter en grænse for hvad man kan komme til at slippe fri." Han trak på skulderen og tilføjede hurtigt. "Ikke noget, jeg vrøvler bare." Han tog en stor slurk af sin øl. Den skulle til at ned nu så han kunne sove.

"Jeg tror da godt de kan komme frem nu. Well... Hvis du har tænkt meget over hvorfor de ikke kommer, kan det ikke holde dem væk? Du lyder som om du er blevet stresset meget af det som barn. Slap af. Måske kommer de, måske gør de ikke. Det er ikke dem der burde gøre dig til dig vel?" Han snakkede egentlig bare, men der var altid en mening bag det han sagde, i hvert fald når det ikke var sarkasme.

Med et par glidene bevægelser fik han sat bilen i frigear, trak håndbremsen og slukkede motoren. Han trykkede igen på på den orange knap og foruden blev også forseglet. Heldigvis var der dog stadig lys fra jeepens ovenlys.
"Over nakkestøttet sidder der et håndtag ved hver sæde du kan hive ned" Han havde vendte sig rundt så han kiggede hen på hende.

" Nej....ikke hvis ens ide af morskab er at bruge sit liv på at opsamle vand i kroppen, gro strækmærker og presse fem kg unge ud en gang om året" sagde hun med et smil....velvidende at det ikke var hans hentydning.
Han var ganske kvik og hurtig...og fik hende til at skulle kæmpe lidt for sine stik i ny og næ.
Han var nu ganske...tiltalende * nej...rar! * skreg stemmen,der absolut ikke brød sig om Millicent fandt ham tiltalende...set ikke ham.Ville han ikke regne ud , efter noget tid...hvad der forgik, og så forsøge få ' stemmen' ud af hende?

" Få dig til at gå pænt? Arh....jeg er slet ikke så god til det med...husdyr...som du måske tror...jeg har, eh...ingen haft, men jeg kan da altid sætte en snor på dig" mente hun og fik tømt sin øl.
Hun kløede sig lidt i håret og lagde hovedet lidt på skrå." Du har naturligvis ret...de manglende vinger var et issue og en bebrejdelse hele min barndom, og min far ...gad mig ikke rigtig, fordi jeg manglede dem.Underligt...de kunne jo ikke have indbragt ham penge eller noget...selv om han opførte sig sådan. men som sag...jeg er en stor pige, og ved hvem jeg er"
* på en god dag* snakkede stemmen med, inden i Millicent.Åh...nu skulle den ikke blive så fremtræden, ikke når Auriel var her.

" I nakkestøtten?? Hvor oplagt" lød det ironisk, imens hun startede pille lidt og snart fandt den omtalte knap...den blev trykket og hun kunne nu skubbe sædet ned, forsigtigt.
" deeet giver da pænt med plads " sagde hun positivt overrasket, da de holdte stille og Auriel nu kunne følge bedre med.
Millicent lagde hans tæppe til ham i den ene ende...og i den anden krøb hun selv tilrette.

"Altså jeg ville finde det ganske morsomt" Suplerede han med et kækt smil. Normalt skulle han ikke have nogen indbyrdes magtkamp med nogen, og lige pludselig skulle han til at stå fast overfor et pigebarn han havde samlet op, og som han endda allerede var temlig glad for. Great. Just great.

"Touché" Var det eneste han kunne sige og måtte smile besejret, på dette punkt. Nårh ja, han var vel lidt rusten efter at rejse alene, det skulle hurtigt komme igen. Han havde altid været rimlig rap på tungen.

"Så hvis dine vinger kom ville det ikke betyde noget?" Spurgte han lidt afslappet og kiggede ned på ringen på hans finger, den nærmest kiggede tilbage op på ham. Han kunne aldrig rigtig bedømme om det var bebrejdende, eller tilgivende. Men han vidste at den gjorde et eller andet.

Han kæmpede sig om bagi sammen med hende og tumlede ned på bagsædet ved siden af og viklede sit tæppe om sig. Det var dejlig lunt i bilen, frodi motoren havde kørt, men om natten når den var slukekt, kunne der godt blive køligt, han mærkede det bare aldrig selv på grund af den høje kropstempratur.

" hahaha...ja., jeg vil også vove pelsen og påstå at du ville have fået den lette del af opgaven" rystede hun på hovedet ved tanken og at vie sit liv til det.
Hun ville slet ikke tænke på den slags.Enten fordi hun bare ikke skulle havde nogen- eller fordi hun fandt det mere smart lige st støve kærlighed op, og en far til barnet...inden man besluttede den sags ting.

" det ville sikkert betyde en masse hudafskrabninger på mine arme og ben" sagde hun helt alvorligt, og lavede ikke en gang sjov der.
" jeg ved ikke....for 10 år siden, ville hele mit liv være rettet op og eksploderet af glæde, men nu....jeg ved det ikke...uanset vinger, er jeg stadig ikke en engel...og ikke et menneske, jeg er en mikstur.En olir edike blandning" vrøvlede hun lidt, da hun var ved at blive rigtig søvnig.

Hun smilede , da Auriel kom derom...hyggen var komplet nu, selv om hun bildte sig selv ind, det var ...praktisk.

Hun havde overvejet at lade bukserne falde og bare vikle tæppet godt om sig, men beholdte dem nu alligevel på...just in case.

-------kl. O3.42------

Hun sad vågen....og gned sine øjne.
Nååå ja, bilen....Auriel....!

Kulden havde sneget sig ind af sprækkerne i bilen og hun frøs....det var sikkert det der havde vækket hende, da der ikke var nogen andre lyde, end Auriels rolige vejrtrækning.
Med sit tæppe omkring sig, kravlede hun lydløst ned til ham....forhåbentlig uden at vække ham..og skulle forklare...men hun ville bsre ligge mere tæt og varme sig.
Så hun krøb ind mod ham...men uden at ligge en arm omkring ham- eller noget.Faktisk trak hundårligt vejret, men lå der bare....han udstrålede en god varme....ellers var hun mere kold end hun lige troede??