Miami Metro News Reporting - Millicent.

Egenlig kunne hun næsten ligeså godt have stillet sig op og sagt.. ' Ved du hvad Auriel? De fleste piger ...og sikkert også andre...vil finde dig ekstremt tiltrækkende , tilbede dig og tigge dig om et kort sekund af din tid' - det var vel sådan nogen lunde hvad hendes udtalelse om Auriel's lokkende aura blev tolket som, og desværre havde hun indrømmet at hun nok ikke var langt fra flertallet, selv om hun ville gøre hvad hun kunne for ikke at indrømme det- igen!
Så hun rynkede på næsen og mumlede " Naivitet...det fik mig ind i din bil " , men et spædt smil var at spire omkring hendes læber.

Da samtalen ændrede kurs, og da hun trak Vladimir op af den usynlige hat, mærkede hun en barnlig glæde ved at se der kom en reaktion, omend en lille...men den var der.Auriel blev helt sikkert betænkelig ved at have fået ' Vlademirs forlovede ' på slæb , det kunne ses på hans ansigt.
Måske turen til Las Vegas ville blive god alligevel ? Auriel var alligevel ikke vampyr....thank God...det betød ingen tandmærker på hendes hals, og han troede oven i købet at hun tilhørte en frygtet mafiaboss.Det kunne jo næsten ikke være bedre, ikke ifølge Millicent.

" Ligner jeg ikke dén type? " hun greb fat i hendes fletning... " det er nok fordi jeg har håret sat op, at jeg ikke ser sådan ud " drillede hun ham, til det med ikke at vide hvad Vladimir helt præcist lavede.
Det var ikke meget hun vidste, og det hun faktisk havde kendskab til...havde hun fået mundkurv på med.

Millicent der nød et øjebliks smag af så sød en sejr, blev lidt mere jordnær...da det viste sig at Auriel ikke havde tømt bøssen for skud.Han var da godt nok både stædig....og ret så kvik.
Hans tørre humor var vidunderlig - og også meget skarp.
Hun Kiggede lidt måbende på ham, da han kommenterede hendes ikke eksisterende forlovelsesring.
Mon han havde luret det var fake, det hele? Hmmm..det var ikke helt til at vide, så for en sikkerhedes skyld, måtte hun opretholde facaden, bare lidt endnu.

" ja..han er vældig romantisk anlagt" svarede hun lige så sarkastisk , og lød som en kvinde der brokkede sig over sin mand.

Millicent skimtede til hans hænder og til den flotte og meget anderledes ring .
" Gift?" Spurgte hun selv om han ikke slog hende som en giftefærdig mand, men måske mere a lone rider??

Han trak tilfredst på smilebåndet og måtte i sit stille sind give hende ret. Naivitet, måske. Hans blik flakkede et sekund fra vejen og hen på Millicent. Han kunne godt lide navnet.. Hele 'cent' delen minede ham om penge og værdi, ikke nødvendigvis på en materiel måde.

*åh søde pigebarn..* lød hans indre stemme. Måske burde han fortælle hende at han rent faktisk kendte Vladimir bedre end de fleste, og havde gjort det et stykke tid.
"Ahhh ja, hele blondine tingen? Jeg har hørt at i skulle have en hukommelse som en si" Gav han igen på en drilsk facon. Han havde aldrig rigtig dømt mennesker på udseende, men når det kom ham til fordel kunne han vel lade som om?

Auriel kiggede hen på uret i bilens styresystem. 19.40, som tiden dog gik. De kunne vel blive ved at køre lidt endnu også måske holde ind, få noget mad og noget søvn. Han kunne ikke selv køre end uge uden søvn. De fleste ville nok have skiftedes til at sove og køre, men der var no way at hun fik lov at køre hans bil. No way. Hun var heldig nok at få love at sidde i den. Han lænede sig lidt tilbage i sædet og gjorde sig det behageligt.
"Vladimir romantisk anlagt? Det skal jeg ikke kunne sige." svarede han bare og trak på skulderen .

"Gift? Åhh ja. skøn pige, Vi har et hus ud til vandet og to små børn. Også dårlig smag at bruger denne som vielsesring" svarede han flabet og nikkede ned til ringen med et udfordrende udtryk i øjnene.

Imens Millicent langsomt var i færd med at grave sin egen grav, hvis man skulle udlade noget af Auriels tilfredse smil, forsøgte hendes tanker at komme på ideer, der måske kunne fylde hullet op med jord...eller Auriel...bare det fik hende af krogen.Men det føltes nu alligevel som at blive trukket under vand...igen og igen...selv om hun blev ved med at komme op, synes hun kun at kunne blive der, til hun igen gav ham taletid!

" Blondine tingen ?... " hun så ud som hun tænkte meget over hvad han mente med det, og lavede en stor sag ud af ' da hun fik udredet hvad han mente " Nååå , ja... Det åndsvage postulat opfundet af en mand med alt for lille selv værd og en endnu mindre IQ... Sig nu ikke du er ...ligesom ham?" Drillede hun tilbage og trommede lidt med fingrene med vinduet, og håbede på det ikke ville aktiverer en kamufleret
bombe eller noget.

Overbærende slog hun ud til siden med en hånd.." Ej, ville det egenlig ikke også være en smule underligt, hvis du var in synck med Vlad's romantiske luner? Men jeg vil da gerne besvare eventuelle ...interesserede...spørgsmål du måtte have om min forlovede" med vilje ændrede hun lige lidt på navnet, så det lød mere intimt og personligt, selv om hun ikke havde brugt det lille kælenavn nogensinde.

Millicent fik et dumt lille sug i maven, et der på ingen måde hørte hjemme, da Auriel fortalte at han var gift og enda havde to små børn. Hun var ikke helt overbevist om det nu også var hele sandheden han diskede op med.Det ville så være spændende at høre hvorfor han boede i sin jeep og havde en lejlighed i en nødssituation?
Hmm..selv om hun tvivlede en smule...irriterede det hende, på en måde.

* haha hahaha * stemmen i hendes tanker, lo hånligt.
* på en måde, Millicent? Det irriterer dig...på en måde? Right !*

Millie gned sig lidt i panden og sagde så tørt.." jeg håber ved gud det er piger, dine børn"

Han kavlte et lavt grin og trak på skulderen. Var han sådan en fyr? "Det vil jeg lade dig om ar bedømme eh? " Svarede han roligt og undveg et hul i vejen han lige havde nået at se.
Hun virkede da lidt naiv... Men langt fra dum, og han troede ikke at det var spøg at hun rente rundt med den bue. Personligt havde han aldrig prøvet at skyde med en bue.. Eller jo en gang, men det var meget lang tid siden og han mente at kunne huske latter i den sammenhæng. Tilgengæld var han rimlig øvet i at skyde.

Hans latter forsvandt, men han smilede stadig smørret. *Vlad' min forlovede* lød en alt for tøsset version af hans egen stemme i hans hoved. Det var godt med hende. Han måtte dog kigge lidt dumt på hende et øjeblik efter han sagde noget med piger. Havde hun ikke fanget ironien der? Eller snød hun ham nu.
"Jeg tager pis på dig igen, jeg er ikke gift og jeg tror virkelig ikke at nogen børn ville være godt tjent med mig." Sagde han så og lod vær at kigge på hende. Ansvaret var der bare ikke. Det ville bare gå galt igen det hele.

"Er du sulten?" Ændrede han hurtigt emne og nikkede bagud. "Jeg tror jeg har noget dåsemad i bagagerummet. Ikke de bedste ja vidst, men jeg er ikke den store madekspert og må købe det i dåser." Smilede han og rystede på hovedet af sig selv.

" Ja...god ide , jeg er nu heller ikke meget for at dele." Sagde hun og slog et lille klik med tungen.
Hun anede intet om Valdimirs kærligheds liv, men hun vidste han kunne være lige så kold som han kunne være passioneret.Det havde hun personligt erfaret.Han var helt sikkert en person man skulle være varsom o kring, og han gav kun sin respekt, hvis den var velfortjent...ihvertfald til unge kvinder som Millicent.

Auriel løftede hendes humør et par grader igen, da han indrømmede han gassede hende.
Nå nå...så knægten var ikke gift?Men ...derfor kunne han jo udmærket have fundet den eneste ene...men så igen...han havde snakket om måske at finde kærligheden i Vegas? Åh den fyr var forvirrende.Ellers var hun bare lige lovlig nysgerrig?

" oh...ingen børn? ... Med dén aura?!" Drillede hun , men forsatte i en mere alvorlig tone.
" Det er vel en lidt tidlig alder at beslutte om man vil have børn?"
Millicent tænkte også over de ting ind i mellem, men det var mere om verdenen nu også var et sted for børn?

Det var vist ikke Auriels favorit emne, for der blev hurtigt skiftet, hvilke også var helt iorden med Millicent.
" Jo...det begynder da at nærme sig spise tid. dåse mad er helt fint....måske i morgen , hvis vi kommer igennem et område nær vildt, så kan jeg skyde noget kød til os? Hvad kan du lide..hjort, kanin, fasan?? "
Hun ville gerne være en smule nyttig, han var rods alt på vej til Las Vegas city, for hendes skyld...eller...ja, på en lang køretur med hende så!

"Så vær ganske rolig, jeg har ingen intentioner om stjæle Vladimir på den måde"Fik han svaret ærligt. Meget havde ham og Vladimir været, men følelsesmæssigt involveret? Aldrig i livet!

"Hvad kan jeg sige. Nogle finder den charmerende, andre... Faretruende.. Det kommer vel an på om man møder mig på en god dag" Smilede han selvsikkert og løj ikke. Hun ville næppe tro det, men han var ret overbevist om at han kunne være den mest faretruende person hun nogensinde havde mødt, og den mest milde og gode det næste øjeblik,
Hans gyldne øjne slog hen på hende med et lile glimt og holdt sig der et par sekunder inden han kiggede ud på vejen igen. Knap havde han noget at gøre det inden hendes sætning sendte ham ud i en voldsomt latter, som han kun halvt nåede at styre.

"En tidlig alder siger du?" Han grinede lidt mere og rystede det så lidt efter lidt af sig. "M-måske har du ret" Kvækkede han en smule fornøjet.
Sandheden var vel at han så lidt som for 100 år siden egentlig havde regnet med en dag når tiden var rigtig at slå sig ned et sted og måske finde en kone, et hus ved vandet, få nogle børn, men tingene havde ændret sig meget siden da.

Bilen drejede ind og stoppede i kanten af vejen. Auriel hoppede ud og vente efter et par sekunder tilbage med en dåse i hver hånd, satte sig ind i bilen og lukkede døren efter sig.

"Okay.. Så er du til kylling i karry, eller kotellet i fad?" Spurgte han og rakte den af dem hun nu valgte over til hende med ordene: "Pas nu på, den er varm". Hvilket hun nok meget hurtigt ville finde ud af hvis hun greb fat i dåsen med den bare hud.

"Du jager huh? Tja, hvis du kan jage og tilberede maden, så siger jeg ikke nej."

Millicent overvejede at fortælle ham sandheden nu, for ikke at trække den for langt ud.
Men ...hun ville få store problemer , hvis hun begyndte at snakke, så det var nok bedst at lade ham blive i den tro..hvis ikke han allerede havde luret at hun ikke var helt på kant med sandheden her.
" Tak..det er nok det bedste " sluttede hun det emne af, og ville lade det hvile lidt.

Millicent begyndte at le...." arh....een ting er at du lider af pigetække...men at kalde din tiltrækning for decideret...faretruende...det er nok lige i overkanten...nogle vil kalde det overmod...hybris, du ved?"
I Hendes øjne glimtede et svagt skær af både interesse og lysten til at udforde Auriel...bare lidt.
Problemet var bare, at ..... Ja... Hun kunne egenlig godt se ham som ' farlig' for en del kvinder, men igen...hvorfor bekræfte ham i det? Det var vel ikke hendes opgave.

Han brød ud i grin, da hun forsatte samtalen om børn istedet, men hun fastholdte nu sin mening alligevel.Helt ærlig,..ham var jo ikke ret meget ældre end hun selv, og hun vidste dårligt hvordan man lavede børn..( mataforisk talt) .hvordan kunne han så vide han aldrig skulle have nogen?

" ja? ...det er da lidt tidligt, ik. Jeg mener..hvor gammel er du egenlig? Er du overhovedet ...myndig?" Årh...hun kunne bare ikke modstå fristelsen af drille ham. hvorfor mon ?
De fleste gange var det dårligt ulejligheden værd, og folk blev enten tirret eller fangede det ikke.
Men Auriel virkede klog nok til at kunne følge med....sådan da. Hun smilede.
Selv i tankerne var hun begyndt at drille ham.


Endelig en lille pause.
Millicent stod ud af bilen og strækkede benene godt ud og hele ryggen.
Bilen var nu overraskende god at sidde i, udmærket comfort,..men de skulle være der i en uge, så pauserne måtte udnyttes til fulde.
Hun spejdede ud i mørket....nogle gange ville det være vidunderligt,hvis man havde nattesyn.
Men hun måtte klare sig uden.Og håbe at mørket ikke skjulte farene længe nok til hun ikke nåede at afværge dem.

Hun satte sig ind igen, så snart Auriel gjore og så på dåserne..." Hmmm kylling, tak " sagde hun..og tog imod dåsen..." av...for satan .. da,..uh uhh" jamde hun og lod dåsen skifte hånd et par gange, inden hun satte den i sit skød.
Hun kiggede lidt mistænksomt på Auriel...hvordan havde han fået dem varme, SÅ var,e og så hurtigt? Hmm...lidt at tænke over.

" Ja...jeg er hunter...og ja,er der liv kan jeg opspore det..og ..ja...hvis jeg bare kan låne din lighter, så skal jeg nok lave en god steg til os...imorgen" sagde hun .
Hun var beskeden på de fleste områder.. Og ikke så ...selvfed...men hvad angik hendes skills,så hun ingen grund til at underspille dem.Hun havde faktisk ikke mødt nogen bedre end hun...endnu.

Han smilede og rystede på hovedet da han sendte hende st skarpt, men ikke helt alvorligt blik. "Siger du at du ikke tror jeg kan være fareturende... min kære pige, du er vidst kommet ud på dybt vand her. Lad os nu se" Drillede han videre, men uddøb det ikke mere.

"Alder igen... Som jeg har sagt før må du jo gætte min alder. Også om jeg er myndig eller ej." Fastholdt han stædigt og drejede samtalen over på hende. "Hvor gammel er du egentlig? 35-40?" Han smilede kækt til sig selv ved den åbenlyse overdrivelse.

Efter at have rakt Millicent dåsen åbnede han uden at være påvirket af varmen sin egen dåse, og fandt en plastik gaffel frem til dem hver fra handskerummet. "Hunter? Det er det buen er til så... Men som sagt. Du laver maden, jeg kan godt lave noget at riste det over." Han tog en bid af sin dåsemad og skar ansigt. Bwarg.. Hvordan kunne han dog leve af det stads. Den dårlige kvalitet overraskede ham hver aften.

" ja ja...du er virkelig skræmmende" sagde hun med en blid tone,der totalt modsage hendes ord.
Hun kunne ikke se de mere truende elementer, måske fordi hun havde et. Udtalt talent til at fornægte ting...fortrænge dem? Ellers var hans duperende aura bare for stærk lige nu, for den eneste trudsel hun fornemmede gik på hendes sjæle fred.
" Din pige.... Tag nu ikke munden for fuld" bed hun af ham...men det var et lille killinge snap, hun vidste det ikke var ment sådan.

En opgivende grimasse blev helt overdrevent stillet op...
" 30-40 år....gider du lige? Måske du skulle have brugt dine penge på et sæt briller istedet for en motor top dims?" Forslog hun og sprang hurtigt videre....mange mente hun var for ung - havde været det i årvis- al for ung til at leve alene, og tage vare på sig selv.Men ...nu kunne de intet stille op længere, nu var hun vel en.....hvad...18-20 år...hun vidste det ikke helt faktisk.
Fødselsattesten lå hjemme hos hendes mor...men et gæt ville være 19 år.

" Din alder er svær....jeg vil måske tro et sted omkring tyve plus....men så er det udelukket at dømme efter udseende.... Ellers ville jeg nok sige ...syv!"

Hun kiggede på Auriel..hvorfor lod han sig ikke mærke med at dåsen var varm?
" okay... Spyt nu ud" sagde hun da hun modtog gaflen...." Du er jo ikke et menneske.hvad er du?"

Han fnøs og tog en bid mere af den første ting hun sagde. Det var nok bedre at hun ikke vidste noget som helst om hvor skræmmende han kunne være. Det var ikke ligefrem et mildt syn. Men så var det vel godt at tingene sjællendt nåede så langt at han behøvede at folde sig ud... eller folde vingerne ud.
"Nej jeg kan forstille mig at du er noget af en mundfuld at fordøje." Gav han lynhurtigt og skarpt igen uden at give udtryk for at han havde tænkt over modsvaret.

Hun plaprede om briller imens han smilede for sig selv. Hun gav ham ikke sin alder. LIgesom han ikke havde givet sin. Han fornemmede lidt et mønster her, og han måtte hellere bryde det inden det blev en vane at undvige hinandens spørgsmål.

"Mennesker... Mmmm... Nej. Lad gå, jeg fortæller dig hvad jeg er. Hvis du dermed sagt fortæller mig noget om dig selv. Noget der ville gøre op for hvad jeg er hmm.... Hvad med... hvad med.... Ah! Din egen race.. Jeg tør væde med du er menneske er du ikke" Fik han svaret imellem nogle fnis og lænede sig op ad den panstrede bilrude for at se hen imod hende nu hvor de ikke kørte. Hans øjne glimtede af udfordring da han slog hovedet lidt tilbage,

Millicent lo sagte " Naa, Im sweet as candy " svarede hun og forsøgte fange noget kylling med sin gaffel, efter at have fået dåsen åbnet .
Hun vidste ikke helt om det lå helt implicit i hendes natur, at være en smule distancerende til nye mennesker...fyre i særdeleshed...eller om det var omgivelserne der bare indgød til det.I disse tider virkede det jo til at sæle snørrede alle, bare for egen vindnings skyld, så man måtte være på pletten og ikke sagtne bagud..hvis man ville overleve, og måske enda klare sig godt.Hun skævede lidt til Auriel...det virkede dog til at han kunne flytte lidt rundt på mursten hun stablede op....en kvik ' lille' sag var han .

Hun lyttede interesseret til hans lille forslag.
Millicent havde som sådan ingen problemer med hvem hun var...hun havde mere et problem med al det hun ikke vidste.. Om hendes far, og dermed om hende selv.
På det tidspunkt hvor Millicent fik forklaret hvad hun var, kunne hendes mor ikke besvare nogle spørgsmål.... Kunne ikke...ville ikke...hun var for skrøbelig psykisk.Sådan havde hun været, siden Millicents far forsvandt.Sengeliggende og drepressiv. Og Millicent på 12, stod til at skulle klare sig selv....og hjælpe hendes mor.
Hun forsøgte fæstne en vildløben hårlok bag sit øre, og slikkede , lidt uopdragent, på sin gaffel.

" Deal!"

Auriel fik et ægte smil...og efter hendes øjne kort have haft kig på hans ring, fandt de op til hans ....hun tog en dyb indåndning og forklarede så en smule og sig selv...

"Du har ret...delvist. Min mor er menneske...men jeg har en far der var overnaturlig....han var en engel- så jeg er hverken helt det ene eller det andet, og har gener med fra begge lejre". Forklarede hun.
Blandningsracer var det stempel man nok ville sætte på hende, helst ville hun bar have et stempel der stod ' Millicent James' på- og ikke andre.
Hvor meget skulle hun mon fortælle? Millicent snakkede ikke ofte om sig selv og de her lidt familiære ting, men ....det virkede så afslappet ( deres små magt kampe til trods) at sidde her i jeepen, sammen med ham.
Auriel var en god lytter... Han virkede til at ville vide , ville høre hendes svar.
Okay...så tog hun lidt mere med...

" Min far var ...en falden engel.... Det betyder vel at mine gener, fra hans side, er...mørke?!"

Hun søgte altid efter en vej ud, eller en forklaring....stemmen i hende...den måtte udspringe fra hendes mørke side, og den kunne kun dulmes med...promiller.Hvorfor hun tog det sidste med, var hun ikke helt sikker på, måske var det nødvendigt at åbne op overfor nogen...bare ind i mellem ?
Ellers var det hans nærmest hypnotiserende aura der fik hendes forsvar til at gå i dvale? Det var lige før hun håbede på det første!

" Min far var ikke helt tilfreds med mig...det eneste jeg ved er, at han ventede i evigheder på jeg skulle slå et par vinger ud....men...der kom aldrig nogen, jeg...har...ingen vinger.Og jeg ved heller ikke om det er normalt når man er blandning af menneske og engel, ved ik om det er forventet at man har vinger? Ingen har rigtig kunne oplyse eller lære mig noget om engle siden." Indrømmede hun. Ja, det var jo ikke fordi hun havde arbejdet fuldtid på at skaffe info eller hængt en kontakt plakat op, men...hendes mor var ingen hjælp...og de få hun ellers talte med af naturlig vej...vidste intet.

Spændt på at høre om Auriel, satte hun den tomme dåse fra sig, og gav ham sin fulde opmærksomhed.

Han smilede da han indvilligede i at fortælle om sig selv til gengæld. Hvis han skulle være ærlig s mindede hun mere om en elver end en engel , men måske var det buen der havde givet ham det indtryk? Tja , hendes øre var i hvert fald ikke spidse.
Hendes smil gjorde ham et øjeblik lidt paf. Det skulle vel ikke overraske ham at hun var smuk når hun var en engel. Han havde altid ment at engle og elvere var nogle af de smukkeste væsner i verden, men måske var det fordi han selv hørte inde under denne katagori? De fleste ville nok sige at det var vampyrer, men det var da ikke skønhed? Det var tiltrækning og begær. 2 ting der skulle adskilles i hans verden.

"engel ... Det burde jeg have vidst..." smilede han og måtte bebrejde sig selv over ikke at fange tilstedeværelsen af en anden engel.
"det ved jeg nu ikke ... En falden engels engle gener begynder så småt at gå i opløsning når de 'falder'. Hvis han fik dig før det burde det ikke påvirke dig overhovedet da dine gener ville være intakte ... Hvis han fik dig efter ville det nok bare betyde at han ikke ville have mange gener at give dig og du ville fx ende op uden vinger ..." forklarede han skiftevis imens han skovlede mad i munden og tyggede det. Han sank en stor mundfuld og fortsatte.

"hvis du har en mørk side ville jeg mere gætte på at det kom fra en psykisk nedarvning ... Men det skal jeg ikke kunne sige... At en falden engel er faldet gør ham jo ikke nødvendigvis mørk"

Auriel smed sin dåse til side og satte sig lidt tilbage for at gøre sig klar til at køre videre.
"som du nok har gætter i form af min viden inde for emnet - ja , jeg er en engel osse." svarede han bare kort til sidst og skød hende et skævt smil.

Millicent var en regulær lille svamp, og sugede til sig på bedste vis, da Auriel begyndte at forklare.
Det kunne sagtens passe, alt hvad han sagde, hvis hun holdte det oppe mod de meget sparsomme i formationer , det var lykkedes at hale ud af hendes mor.
Millicents far havde været en falden engel, da han mødet Maria..Millicents mor.. så det kunne fint forklare hborfor hun ingen vinger havde.Dét var altsår hendes far skyld? Hvor utroligt! Her havde hun gået og følte sig...forkert i al den tid , og så var det hans...ugerning...der kostede hende sine vinger!

" Menneske...jeg er mindst lige så meget menneske...som engel, så det er nok derfor du ikke fangede det.Som sagt er mine engle gener ...med ridser" smilede hun lidt tøvende tilbage.

Hun kunne godt lidt tanken om at hendes far ikke var mørk...hun var bar ikke helt så sikker på om det var sandt.
I hendes verden forlod gode folk, ikke deres kone og datter....og efter lod dem til deres egen skæbne.
Og så var der...det med stemmen? Var det overhovedet noget nedarvet...mogle gange virkede det mere som...en helt anden eksistens! Nå..men det var en komplet anden sag.

" Jeg ved ikke rigtig noget om ham...min far. " sagde hun og fulgte med øjnene, sømmene i Auriels sorte blazer.
Den klædte ham...gav ham, myndighed- på en måde.
Hun fik sine ulydige tanker til at makke ret, og lade vær med hele tiden at falde over Auriel... Så hun kunne forsætte sin snak.." Jeg ved han hed Calvin James...elskede min mor...indtil hun blev...syg...og så forsvandt han, uden et ord, havde pakket sit shit og smuttede.Min mor siger det var en yngre kvinde....at det altid er en yngre kvinde" sagde Millicent lidt beklemt, da emnet var en smule ...privat og tæt på nogle følelser hun i dagligdagen havde arbejdet på at skubbe fra sig.

" Så ..du er engel ? Wow.... Ja, jeg må sige at det huer mig en hel del mere end hvis du var vampyr.Nu ved jeg du er fredelig....øh...jeg formoder ikke du er mørk eller sort...eller hvad den korrekte politiske term er ?" Det slog hende at hun vidste usandsynligt lidt om engle.Betød det at være mørk eller faldet engel, at man var farlig?
Hun havde altid tænkt på det som at man var en slet person.Hun havde bestemt ikke lyst til at spejle sig i sin mors psykiske tilstand...hun ville gerne tro at hun var langt mere...sund...end hende, og at man ville finde en løsning på 'stemmen' .Hendes mor havde egenlig aldrig kunne hjælpes.Ærgeligt.
" Tjo... Jg ved ikke lige med det psykiske...det kan jo være så mange ting" sagde hun en smule afvigende, men ganske forsigtigt så det ikke virkede al
For påfaldende.

Hun begyndte at syntes det var ganske heldigt at hun skulle sidde bunket op med Auriel i en lille uges tid, mon ikke hun ville blive lidt klogere på både sig selv...og måske også ham?

//tristan og dig Camillemus i to møgunger :D Især dig Tristan, du ved da godt, at i ikke må emne i new worlds områder, men kun i free RP fordi siden jo ikke er færdig :D :D Så dette emne er hermed flyttet :D :D Hvor den tilhører //

//Jeg ville lige teste dig for at se hvor langtid der gik inden du opdagede at jeg havde været en slem dreng :P//

// my bad boy <3 //

"Ridser... " mumlede han efter hende og tænkte lidt over det. Hvad mon det betød. "Hvordan hænger det sammen... Ingen høj levetid, eller hvordan?" Spurgte han ligeud og vred nøglen i låsen igen. Bilen brummede og metalet gled fra forruden. Det var heldigt han ikke skulle bruge bakspejlet til meget, der var jo ikke så mange andre biler på vejene.
Han lod bilen trille fremad igen, også var de endnu en gang på vej. Det var nok også godt nok at kigge sig omkring efter en hule de kunne holde i læ i eller lignende. Det så dumt ud at holde mit i det hele, så skulle de nok blive opdaget af et eller andet.

"Well... Jeg dømmer dig ikke, det er ikke fordi jeg ved meget om min egen familie heller." Svarede han roligt. Det var egentlig ikke fordi han ikke havde kendt dem, men det var så lang tid siden nu at når han tænkte tilbage, ja så var det mest små fraklip med udtværede ansigter han kunne huske. Og alligevel synes han stadig at kunne huske disse få personer han havde i sit liv dengang, end dem han havde mødt de sidste 3000 år. Også selvom de for længst var borte.

"Engel.. Det er mig... Mørk? Tja... Det er vel ikke vigtigt hvad jeg er. Det er alligevel sjældent du møder en engel der vil dig ondt ikke?" Undveg han elegant. Om man ville betegne ham mørk ? Måske ikke .. Falden? Han var ikke sikker. Hans vinger var stadig lige så prangende som altid og han havde ingen kræfter mistet, så det var han vel ikke, men måske det bare var en umulighed for lige præcis ham at falde, det vidste han ikke. Havde han selv været herre over det havde han mistet begge vinger.

"DU har nok ret.. Det er ikke fordi du virker specielt psykisk stabil" Drillede han leende og kørte en hånd igennem det tykke bruno hår.

Millicent flettede sine egne fingre og strakte armene ud foran sig.
"Tak for mad " sagde hun høfligt, når alt kom til alt havde Auriel vel næppe planlagt at have gæst til spisning, så det var da vældigt pænt af ham . " Perfekt tilbedt, ikke kold og ikke brændt på " komplimenterede hun med et lille blink i øjet.

" Ridser?... jaa du ved, vævefejl i kysen...secondhand goods...ridser! " hun lo stille...det lød så alvorligt, selv når hun forsøg at lave sjov med det.

" arh..du ved... Det er ikke så cool for eksempel at være en engel og ikke have vinger, det var nærmest en skændsel for min far...og min mor...hun var til gængæld ikke helt tilfreds med min evne, så det kan vel give et par ridser i lakken, i en usikker unges selvværd."
Millicent trak på skulderen, sten sikker på hun ikke ønskede medlidenhed stillede hun et stort smil op og forsatte " men jeg er en stor pige nu, det var dengang....nu er jeg helt tilfreds med hvem jeg er. Der skal mere end et par skarpe tunger til at såre mig" hun sendte ham et tappert blik, ikke helt blottet for stolthed også.

Det var fint Auriel ikke dømte hende, fint for hende...og ret så heldigt for ham.For det var en af de ting hun netop kunne finde på at reagerer på, kraftigt.
Måske han var født under en heldig stjerne ?
" Nej...jeg har ikke mødt en engel der ville mig ondt...men det er ikke det samme som at sige at alle er gode, vel!.
Jeg tror ikke på tingene er så sort hvide, Auriel....jeg tror mere på ...nuancer" hun nikkede.Ja...det var nuancer hun troede på.

De var på farten igen, og bilens mortor virkede på en måde beroligende...på smme måde som en kats spinden.
Millicent kunne godt lide at lege passager, lærte hun om sig selv.Og det gjore det jo ikke værre , at bilen skulle være nogen lunde sikker at opholde sig i.Og med en lille engel som chauffør...!! ( Millicent smilede..lige indtil Auriel kommenterede hendes psykiske tilstand...din lille rod)
" Hr. chauffør....jeg formoder det var en talefejl det der? For jeg forsikre dem om at jeg på ingen måde er hverken stabil eller ... Normal" gav hun ham tilbage, og så kunne han vende og dreje den lidt.

" Hvor er din familie egenlig? " spurgte hun og så på ham.Nu havde de jo ligesom fået slået fast, at der ingen kone og børn var ved vandet, men familie af forskellig karakter, kunne jo gemme sig andre steder.

"Velbekomme... Jeg ved det.... Den fødte kok - det er mig" Svarede han med et fraværende smil og rystede lidt på hovedet. Mad havde han virkelig aldrig været god til, han havde aldrig giet sig tiden på at tilberede et ordenligt måltid. Måske var det også ved at være lidt for længe siden han havde fået andet end dåsemad.

"Nå... Jeg kan nu ikke se nogle vævefejl i kysen, eller andre ufinheder der" Røg det ud uden han nåede at tænke over det. Det var først efter adskillige sekunder at det gik op for ham og han hostede lidt forlegent en gang. "Altså det jeg mente var... Jeg mente bare du ligner ikke en der har nogle ridser" Prøvede han uden succes at rede den.

"Vinger? Vinger kan være en velsindelse.. og en forbandelse" Smilede han så opmuntrende han kunne til hende, men han havde altid mere været en beroligende person frem for en opmuntrende. Det var en egenskab... Nej, en evne. "Så du har aldrig prøvet at flyve? Jeg kan tage dig med en tur.. en gang." Forsøgte han igen, men uden nogen rigtige intentioner om at egentlig føre det ud i livet. De rejste jo kun sammen en uge. Hans egne vinger... Det var ikke nogle han gik og blafrede med, ikke nogen han var stolte af, ikke mere. At skulle vise dem til en anden person nu ville være ... grænseoverskridende.

"Så er dine evne privat, eller for jeg også den på bordet?" Smilede han. Helt tilfreds med at samtalen drejede sig om hende og ikke ham, selvom han vidste at det nok snart ville vende.

"Nuancer? Så.. Hvilken nuance ville jeg være? sort, hvid, noget derimellem?" Han kiggede underholdt hen på hende med et udfordrende blik, men svarede ikke på det næste.

Der gik et par sekunder uden at han svarede på det sidste. Jaja, samtalen måtte vende på et tidspunkt. "Min familie? ... De er for længst væk." Nøjes han med og trak på skulderen.

Millicent nød hans udtryk, da det gik op for ham at han netop havde serveret hende et styk fint og velfriseret kompliment.
Han forsøgte at trække det lidt i land, men der var ikke meget held i det.Når ordene først var udtalt , var det helt umuligt at tage dem tilbage...de ville altid hænge der...uanset hvad.
Sådan var det jo...både med de søde og dejlige ord...men desværre også med de hårde og brutale af slagsen.
Hendes evne kunne skærme og beskytte hende...eller andre, mod en del farer, men hvis man lige så bort fra at man kunne såres fysisk, så livet ville rinde ud....kunne den ikke beskytte imod den værste skade af alle....den de mest sårende, ydmygende ,devaluerende og skarpe sætninger kunne ramme en med.Ord var det våben der kunne sårer værst, hvis man forstod at bruge våbenet korrekt.

" tak....men det er nok lidt boyish at vurderer efter mit udseende" sagde hun lidt drillende til ham.

" Vinger må være fantastiske....og kunne jeg flyve, ville jeg befinde mig på himlen, like all of the time." Sagde hun drømmende.
Men naturligvis anede hun ikke hvad hun fablede om.
" Nej...jeg har aldrig prøvet at flyve...og ærligt talt..." Hun lod blikket glide op af hans arme..
" Auriel...jeg gror jeg er lidt for stor for dine arme at slæbe rundt på"
Hun var ikke helt på det rene med aerodynamikken i et par vinger, og selv om hun var spinkel og Auriel var større end hun, skulle han alligevel bære hendes vægt i armene...eller med vingerne? Eller....ja....mere end en meter over jorden, skulle han nok ikke regne med at flyve med hende.
Men...jov...hun ville elske at se hans vinger, lidt nysgerrig var hun da.

" Ved du hva....for det hele ikke skal forgå på mine premisser....så vil jeg da fortælle dig om min evne....når du viser mig dine vinger" hun havde næsten lyst til at afrunde med et ' bum' men nøjedes med et i tankerne.

Hun så væk fra Auriel...da han stillede sit spørgsmål om nuancer....
Hvad skulle hun svare...at hun aldrig havde malet med en farveblandning som ham?
Det lød da for åndsvagt, det ville hun ikke sige.
" Lige nu er farverne uklare.....de blander sig anderledes end de plejer....så jeg må være dig svar skyldig" forsøgte hun så at kringle den.

" Væk...hvordan væk? Er du helt alene?" En lille fin rynke fremledt af bekymring , lå over hendes næseryg.

Han trak på skulderen, så kunne han da lie så godt gå hele vejen. "Hvem sagde jeg dømte på udseendet?" Det var ikke en fornærmelse. Tvært imod. HUn var køn ja, men det var som om der var noget under overfladen som strålede mere end det. Og det var bestemt ikke ridset og ødelagt, ikke hvad han kunne bedømme.

Han smilede ved at hun ville befinde sig deroppe hele tiden, men sagde ikke noget til det. Ja det var da fantastisk, men når det efterhånden blev en selvfølge var det som om at det ikke betød så meget mere, meget li alt andet man kunne tænke sig. Undtagen at lave mad. Mad var aldrig en selvfølge, det var bare trælst.

Hurtigt kiggede han med et løftetøjenbryn hen på hende. "Siger du jeg er svag ? Næ nej... Jeg skulle nok kunne få dig til at lette" Svarede han hurtigt og kastede hovedet lidt tilbage for at få lidt hår væk fra ansigtet. Hans vinger var ikke så skrøbelige som andre engles, hvis han skulle komme med et gæt var det fordi de var justeret til at være van til storme og blæst.
Ved det næste han blev han med det samme lidt mere konsekvent og svarede lidt for hurtigt. "Glem det." Han slog blikket frem i den anden ende af forruden. Så langt fra hende så muligt, og skyndte sig ikke at virke påvirket da hun snakkede om nuancer igen.
"Aha... uklare siger du.. Jeg ved ikke om det er en god ting." Han smilede igen.

"Tja, hvis der sad nogen og ventede på mig et sted, så havde jeg ikke rejst alene rundt i min bil" Svarede han bare, synligt upåvirket.

" Don't you all .." Sagde hun en smule unfair.
Men the truth to be told...var de fleste noget hurtige til at lade en piges ydre tælle, fremfor det inden i.
Men det var så en helt anden snak...een som hun på ingen måde havde behov for at trække Auriel ind i.

" svag og svag...." Drillede hun.." en chihuahua skulle du nok kunne flyve med...tror jeg" .
Hun fulgte hans bevægelser , og fik en lyst til at køre en hånd gennem hans hår, hvilke fik hende til at placere begge hænder i sit eget skød...i sikkerhed.
Havde der været alkohol i den dåse der? Måske hvid den var for gammel...så kunne det hele jo ligge og gærde??
Auriel var meget hurtig til at afvise dét med vingerne, hvilke måtte katagoriseres som en fejl...taget i betragtning af det var Millicent han konverserede med, for nu havde hun liiige lavet et lille elefantøre ved ' vingerne' .

" de er ikke uklare...som i grumset...mere som de ikke er ..færdigblandet" forsøgte hun at forklare.Hun havde ingen ide om Auriels farver ville være gode eller dårlige, for det var altid en privat og meget personlig farve hun tillagde hendes bekendte.
Han kunne stråle i andre sammenhænge, men hvad han vækkede i hende...ville farvelægge ham , i hendes univers.
Derfor var det en smule forudroligende at hun ingen kendt farve havde at give ham....Millicent forstod det ikke helt.

" ja... Men...hvad er der så sket med dem, Auriel?"
Hun ville da ikke lade ham slippe så hurtigt...han skulle være sammen med hende en del tid, så han kunne ligeså godt lære at overgive sig først som sidst, ik?!

"Tror jeg.." Imiterede han med en knækkende piget accent og himlede med øjnen. Ikke at han ville kommentere det yderligere. Meget kunne man da til nøds kalde ham, men svag? Arg, det var vidst at presse citronen.

Om han skulle tage det som en god ting at han ikke var 'færdigblandet' kunne han ikke rigtig bdømme. Generelt kunne han ikke helt analysere mange af de ting og kommentare hun kom med fra passagersædet. Spøjst egentlig. I denne verden var folk for det meste nemme at se igennem. Alt de ville have var mad og penge, men hun virkede ikke som en person der var efter penge som sådan.

Han fangede helt sig selv at nå at svare: "Hvem?" , men blev hurtigt slynget tilbage i virkeligheden og efterfulgte det hurtigt med: "Nåårh... Tja, de gik videre" Svarede han bare og vidste ikke om der var en anden måde at sige det på. Det var jo ikke fordi nogen af hans forældre eller søskende var blevet brutalt myrdet. De var næsten alle bare .. blevet gamle. Og selvom det ingen tragedie var, så var det stadig et eller andet sted en meget traumatiserende ting at alle omkring ham altid var visnet væk. Men alt det var glemt nu. Nu var der kunne de få slørede minder tilbage.

Hun smilede meget tilfreds ved hans efteraben af hende.
Jo...hun havde ramt plet, tanken huede ham ikke , at han ( måske) ikke engang kunne flyve med en hund , der iøvrigt var mindre end en kat.
" Tja..måske...et par meter ...men ikke noget jeg ville sætte mine penge på" drillede hun men sendte et mere åben smil til ham.Det var jo trods alt bare for sjov.

Hun kunne mærke en begyndende træthed liste sig ind på hende.
Det var vel lige tidligt nok, men det måtte være de sidste dages vandren rundt ,der nu begyndte at sætte deres spor.

Imens hun kvalte et lille gab bag sin hånd, fik hun store øjne..
" hvad mener du...gået videre? Hvortil? Er de taget udenlands? " hun kiggede undrende på ham.
Selvfølgelig kunne de også være døde, men hele hans familie? Ville han så ikke se en smule ...påvirket ...ud, og ikke som nu nærmest upåvirket.

De nærmede sig et område, Millicent før havde overnattet i...eller..siddet vågen i om natten, var nok mere korrekt.
Hun pegede over mod nogle klippe formationer, der tronede frem på Auriels venstre side..
" Der....hvis du har lyst, så er der nogle grotte ligende huler...vi kan overnatte der...hvis du har lyst?" Spurgte hun tøvende...og ville gøre som han ønskede....lige hvad det angik.

Han himlede med øjnene igen og rystede på hovedet. Hun kunne tro hvad hun ville, men der var ingen mulig måde hun kunne snyde ham ind i at vise sine vinger frem. De var ikke rene mere. Ikke på indersiden.

Han stjal et blik hen på hende imens han gemte et gab. Nårh ja, han var vidst også selv lidt træt. Selvom man sov i en panstret bil, så sov man ikke ligefrem godt når der lurede hvad der lurede derude. Egentlig plejede han bare at ligge med lukkede øjne og lytte ud i mørket. Somregel var der aldrig noget, men han følte sig aldrig sikker nok til at falde i dyb søvn og vågnede altid i små spjæt. Og endelig hvis han rigtig sov, så var hans drømme plagede af eksplosioner og lavigner, jordskred, tidevandsbølger, alt sammen noget han ikke kunne stoppe, men bare se ned på.

Han smilede lidt. Havde han ikke allerede sat fast at de var væk? Nå, men så var der vel ikke en anden mere nænsom måde at sige det på.
"Nej nej. De er gået videre, som i de døde. Ikke i blandt os mere" Han virkede stadig rimlig uberørt, dog med et fjernt smil. Ikke at han stadig var trist over det, hellere at de havde levet og gået bort i en verden fjern fra denne.
Auriel egne hånd lavede et lille spjæt, den med ringen op. Hans blik blev et øjeblik sløret og følelsen af sand under føderne af en slidt sandal. Han var øm i benene efter at være gået en lang etappe. Han var ved et bjerg. Luften af .. varm.

Med det samme hans øre fangede lyden af bilen der slingrede en smule var han tilbage i virkeligheden og fik styr på den igen. Et øjeblik kunne man se et overrasket ansigt, men han gemte det hurtigt væk.

"Nårh ja.. Du har ret, det er ved at være sent. Og selvom du lige lød som en pige på en bar, så lyder det fint at overnatte der." Hans stemme virkede helt normal igen og han havde formået at få lidt dril med ind også.
Bilen blev styret af vejen og de satte nu i retning af hulerne .