Miami Metro News Reporting - Millicent.

Han følte sig led og ked af at skulle næsten bæres af en pige, men hvad kunne han gøre? INTET ! Han lod sig slæbe med hen imod huset efter at have sikret sig at bilen var hærdet. Han rettede sig dog lidt op for at virke mere sikker da de kom ind. Brød sig ikke om at folk han ikke kendte så ham som svag.
"Ja den rolle spiller jeg godt, men pas nu på jeg ikke kommer til at overgøre det" Drillede han hende. Selvom han prøvede at virke sikker, så ville hun godt kunne mærke at han havde godt fat i hendes hånd for at holde balancen.

Han lod mest Millicent føre ordet og sendte kvinden der måtte være Roberta et smil og et nik som anerkendelse. Da de var færdige fulgte han pænt med op på værelset og satte sig med det samme ned på sengen. Styrken skulle nok komme igen efter noget mad og drikke.
"Du har simpelthen dit eget værelse eh?" Smilede han for første gang med lidt overskud. Egentlig havde han ikke rigtig lyst til at sove mere.

"Tjo, faktisk kunne jeg godt klare den cognac... Den skal tømmes i aften siger jeg dig, jeg har brug for det." Han smilede lidt bredere og kørte en hånd igennem sit hår. "Gonna get reaaaaal drunk!".
"Og foresten har du stadig min håndpistol? Jeg kan godt lide at have den på mig for en sikkerheds skyld" Sagde han til sidst.

Millicent smilede.Hun kunne mærke at han havde brug for hendes støtte, så der var vist intet at frygte fra ' kærestefronten' .
Hun var ofte på farten, ude at jage og ude at bytte vare, og hos Roberta og den skøre familie kunne hun lide at være.Roberta havde tre børn, to døtre og en søn.Tillinger...den ene smukkere end den anden, de overgik kun hinanden i at være skøre.
" arh....mit eget værelse, er det nok ikke...andre bruger det også, men jeg bor helst her, når jeg er her" hun så sig omkring og konstatererde tilfreds at alt lignede sig selv.
" Ok.jeg henter den..men det der med at drikke dig i hegnet Auriel, det er nok ikke det smarteste, jeg mener....du har luge ligget besvimet efter at have overgået Gandalf i fyrværkeri"
Hun smilede..det var utroligt, hvorfor var mænd sådan? " helt ærligt...du er afkræftet,kan sikkert ikke fokusere, vil drikke dig plakat fuld...og beder mig om at plante en pistol på dig?"hun bukkede sig ned over ham og hviskede " glem det skat" og så forlod hun rummet, og gik mod bilen.
Et bank....og døren gled op...en lyshåret korthåret ung kvinde, med store brune bambiøjne stak hovede inden for.
" Millie?...her er mad og drikke til...to?" Hun stirrede på Auriel.
" heeeeloooo...årr gud hvor er DU lækker, min mor overdrev ikke." Hun gik over til Auriel og kørte en hånd over hans hår, hvis hun fik lov.Ellers ville hun bare stå og kigge på ham.

"Hey ! Jeg kan godt styre det fru alkoholiker!" Råbte han efter hende da hun lukkede døren bag sig. Det var ment i kærligste forstand for han var jo ikke ligefrem guds bedste barn selv... Eller, måske i teorien, men i praksis? Not so much.

En ung lyshåret pige kom ind, men han opdagede hende ikke får hendes lysestemme gav et set i ham og han mente rømme sig lidt forlegent. "Øhm... hej til dig også?" Svarede han bare og vidste ikke hvad han skulle sige, og lod hende istedet bare køre en hånd igennem hans hår. Han ville hav rejst sig op og introduceret sig ordenligt, men ville også helst spare sig for ydmygelsen af at falde ynkeligt ned i sengen igen.
"Nydeligt sted i har... Du må være Mathilde... Mathilda?" Han rystede kort på hovedet og rakte en hånd frem imod hende for at hilse.
"Jeg er Auriel. Millicents ven... Jeg mener Kæreste... Ja det er mig" Rettede han sig selv og prøvede at få et venligt smil frem. Det virkede ikke til at hans aura skræmte hende og det var vel en god ting?

"Millicent er her lige om lidt hun gik ned for at hente noget"

Hun mumlede, da hun lænede sig forover for at snuse til hans hår.." Blødt...og det dufter...pragtfuldt" hun rettede sig op og sendte ham et stort smil.
" Mathilda... Og drop facaden.Millie har ingen kæreste, hvis hun havde...så ville jeg vide det.
Hvem er du og hvad laver du med hende? Har du tavet hende i at jage? Hun ....gør det for at overleve, at du ved det...ikke for at skaffe tungmetaller...."
Hun satte sig ned ved siden af Auriel...og rakte ud efter et krus fra det lille rullende bord, hun havde medbragt.
" her...en øl...skal jeg vaske dig?" Hun nikkede mod det lille badeværelse.

Han kiggede overrasket på hende. Hvordan kunne hun være så sikker? Eller var det et trick? Han havde aldrig kunne gennemskue kvinder. Men i det mindste bekræftede det at hun ikke havde en kæreste i Vegas.
"Vi... Vi mødtes for nylig. Du kan nok ikke have hørt om det. En af de der 'love at first site' ting" Svarede han stædigt og kiggede nu lidt udfordrende på hende. "Så du tror ikke jeg kunne være hendes kæreste?" Han undgik hendes andre spørgsmål. Ved ikke lige hvor godt det ville lyde *Hej jeg er Auriel. Jeg er en ca 4000 år gammel ærkeengel, som køre Millicent til Vegas til en Mafia boss* det ville lyde super.

Han tog imod øllen med glæde og tog en ordenlig slurk, som han næsyen var ved at kvæles i. "V-vaske? Jeg tror jeg springer over for nu" Hostede han og fik styr på det. Præcis hvor var dte lige Millicent havde parkeret ham?!

Mathilda tøvede...havde hun tavet fejl? Men Millicent bille da aldrig tage en kæreste med...hertil?
" at first site? Det lyder næsten skørt nok til det er sandt, men hun...har ikke kærester...hun gider ikke den ...slags...så alle de nærgående fyre, dem dropper Millie af her...til os" smilede hun og legede med en hårlok af Auriels.
" Jeg ved ikke havd det er med dig....du skræmmer mig....der er noget over dig...ser du, normalt spørger jeg ikke først, jeg går bare i gang...men du skræmmer mig" Mathilda var lidt trist over han afslog badet.Hvad mon så han havde lyst til? Endelig var der en der var lækker....årh, han var sikkert til noget meget slemt...meget slemt...måske noget med...legetøj.Hun vidste ikke om hun skulle glæde sig, men hun lo da Millicent blev nævnt.." arh...nej...Millie deltager aldrig selv, så hvis du tror det, bliver du skuffet.Men...altsår..jeg har en søster hvis det er ?" Hendes hånd var langsomt gledet fra hans hår ,ned af Auriels hals...og lå nu på hans bryst.
" Men jeg er sikker på jeg kan få dig til at slappe af"
Nede fra stuen lød et meget højt " Roberta for helvede! " og en kort pause.." MATHILDA!" Råbte Millicent...og lyden af trin op af trappen blev højere...
Mathilda puffede Auriel ned at ligge.

Et kort øjeblik blev Auriel næsten nervøs. Han kunne lige se at han var blevet dumpet her og hun havde taget bilen... HANS bil. Han sværgede at hvis hun var stukket af med hans bil skulle han personligt jage og finde hende.
Denne kvinde var nok den første person han havde været lettet over at høre sige han var skræmmende, men faktisk var hun lige så skræmmende. Sure, han havde da haft en hel del alenetid med kvinder på den måde efter så mange år, men hende her virkede skræmmende opsat på noget han ikke var helt klar over hvad var og nok ikke havde lyst til at vide.

"Arg.." udbrød han da han blev puffet ned og prøvede lidt at skubbe hende væk, men havde stadig ikke mange kræfter til det. "ARghhh du virker meget sød Mathilda, men altså jeg tror ikke dette er en god ide..." Prøvede han lidt nervøst og vente sig rundt for at begyndte at kravle tværs over sengen væk fra hende, hvilket må have set ret sjovt ud. Han blev dog hurtigt vent om igen og presset nedad.
"H-hør jeg tror nogen kalder på dig!" Udbrød han og prøvede igen at komme fri.

Mathinda var lige efter ham som en kat, og trak i Auriels ankler og fik ham bremset og vendt omkring.
Hendes hænder på hans skuldre pressede ham ned i den bløde og ellers komfortable madress imens hun smilede." hold nu op....og smiger vil ikke sænke prisen, love...." Hendes øjne vandrede nysgerrigt rundt på Auriel , og tog det hele ind.Et smil spillede på læberne og hun tilføjede.." Og dog....måske skulle dette være On the house?" Et lille irriteret ryk på øjnene, da Auriel oplyste at nogen kaldte.Ja...hun havde skam selv hørt Millie....hvor pisse irriterende det pige barn dog kunne være.Hvis hun vidste hor Mathilda var, så vidste hun også hvad Mathilda var ude på." Ja ja....men vi har vel liiige et par minutter" forsøgte hun optimistisk og satte sig tilrette oven på Auriel.
Hun indrammede hans ansigt, med et hånd på begge af hans kinder og bøjede sig ned for st kysse ham på munden.
Da hun løftede sig op, stod Millicent lænet op af døråbningen...med cognac flasken i den ene hånd og rystede på hovedet.
En sagte latter og et tsk tsk..." Forstyrrer jeg!" Hedes stemme var drillende......hun kendte kun for godt Mathilda...men hvad med Auriel?

Panik var vidst en underdrivelse her. Auriel prøvede at ase og mase sig ud under Mathilda, men til ingen nytte.
"Jamen ... jamen hør nu ... Og du vil også have penge! Dem har jeg ingen af" forsøgte han, men måtte blegne da hun foreslog en på huset. oh what a cruel World.

Han lavede en grimasse da han fik et tantekys lige på munden, men da han åbnede øjnene igen og fik øje på Millicent, lignede han allermest en sømand der efter mange år havde fundet land. "millicent ! ... Jeg mener ... Skat ! Hvorfor fortæller du ikke din ... Veninde ... Om os to ? Hun virker ikke overbevist" han kiggede misbeligende op på mathilda.
Normalt var han en neutral person der holdt overblikket, men i nogle situationer fungerede han slet ikke og blev smidt af fødderne med det samme.

" og for Guds skyld kvinde kom med den Cognac !"

Mange ting kunne man sige om Marhilda, og ærbar var ikke lige en af dem. Men de bløde lønne læber og de legesyge øjne der så med på Auriel, ville mangt en fyr nok misunde ham en lege tur med. Mathilda adskilte læberne og skulle netop til at gentage sit kys, da Millicents stemme brød ind. Hun så irriteret over på veninden og tilbage på Auriel, da han talte. Mathilda købte ikke hele kæreste snakken.

Millicent smilede en smule overbærende og med overlegenhed flydende fra sin stemme sagde hun til Mathilda, dog med øjnene hvilende på Auriel..." Det er nu rigtig ... Den taler sandt... Jeg tabte i en boksekamp , du ved mod Mack og skulle så tage ham her med på slæb"
Millicent trak på skuldrene og trådte ind i værelset. Mack boksede i en slags gade arena, og når det så mest sort ud, havde Millicent enkelte gange deltaget for at vinde penge, og hver evig eneste gang fik hun tæsk til hun lignede et svensk flag. Det hun kunne var at bide smerten i sig, uden at pive for meget, selv når hun nærmest måtte kravle ud derfra.
" Tak for hjælp " millie nikkede mod ladvognen " jeg kalder hvis jeg for brug for mere "
Mathilda trak sig tilbage, og da hun sagde farvel til Auriel , lå grådigheden efter ham, stadig i hendes øjne.
Millicent fik over til sengen og rakte Auriel flasken ". Køn kæreste hva, jeg er væk like to minutter og finder dig i seng med en anden kvinde" hun smilede.
" tag det rolig med sprutten, du er ikke helt dig selv endnu" lød det stille.

Auriel åbnede lettet op da Millicent gav ham ret, men kunne ikke skjule en hvis irritation over hendes "på slæb" kommentar. "i det mindste givet det dig et sikkert sted at sove om natten" mumlede han tvært og krydsede armene, stadig liggende på sengen.
Når Mathilda ikke legede med ham, så kunne han da slappe af.

Et lettet suk undslap da mathilda lukkede døren bag sig. Et kort øjeblik var han jo blevet helt bange. "Hvad kan jeg sige, jeg har den effekt på piger" han smilede selvsikkert og kom op at sidde igen imens han tog flasken hun rakte frem "tak".
Han tog nogle ordenlige slurke. Normalt nød man cognac i små kontrollerede sip, men lige nu skulle han bare have noget til at dulme de ømme led.
"jeg ved selv hvad jeg har brug for, og du ligner også en der trænger" sagde han så og rakte han flasken.
Han havde allerede erfaret at den pige kunne drikke.

" nogle piger" skød hun ind, og vendte ryggen til ham, så han ikke ville kunne se det smil hun havde om læberne.
Millicent snurrede omkring ved hans næste sætning og så direkte på ham.." Ja...det ved du nok godt, men jeg siger dig at du har været ude i flere timer Auriel, og det...stunt...du lavede med ...ild tingen...det var rimeligt vildt...så pas på med promillerne" gentog hun og rakte ud efter flasken...
"Tak" mumlede hun og gik over til Mathildas rullevogn og skænkede op i et glas.Det var ikke fordi hun ikke kunne drikke af flasken,det gjore hun så ofte, for at holde stemmen i hovedet nede...ligesom hun skulle nu...men da hun selv lod sig dumpe ned i en lænestol, og slængede benene over armlænet, skulle hun jo afleverer flasken til Auriel først, hvilke hun lydigt gjore.
"jeg har faktisk een gang før , tabt en kamp...og vundet en fyr.Han var blindstum og ingen ville have ham, ingen gad tage ansvaret for ham, så taberen ville hæftes op på ham...som straf"
Millicent tog en stork mundfuld og lukkede øjnene og vrængede på næsen , da hun sank.
" Jeg trådte i kamp arenaen med det formål at tabe, men ...måske ved du godt at snyd og aftalte resultater ikke er gangbare.Man SKAL kæmpe sit bedste...og gør man ikke tildeles man dødsstraf.Så jeg måtte bokse...og tage så røv mange slag at jeg dårligt kunne forlade arenaen selv....så de placerede mig i favnen på den blind stumme, Peter.Han kunne jo høre...og havde fulgt kampen nøje.Han fik mig væk og fik tigget om hjælp til at pleje mine sår og da jeg igen ' blev mig selv' tog jeg Peter med hertil.Han har et værelse her....og som som betaling for det, tager jeg kunder med til Mathilda." Ja...en smule kompliceret, men sådan hang det altsår sammen.
Hun smilede stort..."Nu tror de du er min ejendom også...fedt....måske skulle jeg sælge dig til Mathilda, hun synes at elske dig....du kan jo have ansvaret for at...tænde op i ildstedet?" Drillede hun og så over på ham.Mon han vidste hvad han havde brug for? Hendes erfaring var at de færreste mænd egenlig vidste noget som helst om det.

"alle piger" gav han køligt igen og sendte hende et skævt smil. "Indrøm det sveske" Han lagde sig lidt tilbage igen. Han tog imod flasken med ordene: "Og nettop derfor skal jeg ikke passe på promillerne". Hjernen havde brug for alkohol nu. Til at dulme ømme muskler, og til at tænke på noget andet.

Hun gik igang med at fortælle om hendes boksning og han lyttede stille med. Havde hørt om at det var sådan nogle tjente til dagen og vejen, men han havde aldrig selv gjort det. Uden at vide hvorfor gjorde det ham vred indeni. Vred og bitter. Det var da ikke rimligt at sætte en spinkel englepige op i en boksering hvor hun lige så godt kunne blive slået ihjel.
"Ham Peter.... Hvis han er her, så kan jeg vel møde ham imorgen eh?" Han kiggede op i loftet og kunne ikke se hvordan en blindstum kunne tigge om penge. Han bed sig i underlæben og kiggede stadig op i loftet.
"Vil du love mig noget?" Han slog sine ravgyldne øjne hen på hende med et blik der antydede alvor. "Du skal ikke bokse igen... Ikke for penge eller frihed. Hvis du mangler noget, så kom og find mig"

Egentlig havde han aldrig været en sympatisk person, men han kunne ikke have tanken om at Millicent skulle bankes guld og blå i en boksering. Han kunne hjælpe, hvis hun kunne finde ham altså.

Hun skævede til ham.Det skulle bare ikke undre hende om han havde ret.
Hele to ting havde han kørende for sig, som piger ofte faldt på halen over...to ydre ting...et voldsomt tiltrækkende udseende og et ligeså voldsomt med farligt udtryk i form af hans aura, begge dele noget pigerne faldt for.
Millicent havde en tildens til at se efter andre ting....ting som humor og vid....det betød ikke hun var blind for alt andet, blot at hun ikke lod sig manipulerer og forblænde af det.Men....irriterende som han var- Auriel, havde han jo ret...lidt....hun var ikke helt upåvirket af ham og hans facon, men ikke om hun ville tilstå og indrømme noget som helst.Hvorfor skulle hun det?
" wouldn't you like that" bed hun tilbage, og misundte ham han overblik og kølighed.Selv om hun godt kunne bide tilbage, var hendes indre ofte på en kraftig gynge tur når hun gjore, og hun mistænkte Auriel for at være ligeså meget i kontrol, indvendig som udvendig.

Angående boksningen...den var mere tricky.
" Selvfølgelig kan du møde Peter ...i morgen...han er sød nok...men en smule klodset, så nu er du advaret" Hun lå og kørte cognacen rundt i glasset...og så op på Auriel...inden hun svarede røg det ud af munden på hende...." Dine øjne...de har samme kulør som cognacen" det var sandt....de var gyldene...og i et særligt lys lignede sprutten enda guld...nøjagtig som hans, inden ...situationen opstod.Hvad end det var den mand havde lavet med ild og flammer og varmetryk?

" Auriel...jeg....det er meget sødt....jeg mener tak! Og hvis det på nogen måde er muligt, så skal jeg nok lade vær eller se om jeg kan finde dig" hun så nok lidt betuttet ud, for ærlig talt var verdenen temmelig stor, og ...ja, bortset fra hun først skulle støve ham op, så skulle der også være tid til det.Hendes problemer var jo oftest...akutte...på en eller anden vis.
" Pengeproblemer...de kan udskydes....men....frihed, min eller andres, der vil jo ikke rigtig være tid, til at lege jorden rundt efter Auriel" sagde hun med et lille suk.
Der gik pæn tid mellem hun boksede, thank God...hun fik afløb for nogle aggressioner ved de, men måtte sluge langt flere kameler, i form at alle de tæsk hun tog imod.
Men...at være lille og spinkel...kvinde...og alligevel blive ved med at rejse sig og modtage hvad end modstanderen langede ud, det gav også en hvis form for respekt- selv om hun helt ærligt heller ville lære at knalde et kraftfuldt hook ind, så de gik i gulvet med sol, måne og stjerner over deres hoveder.
" Hvor holder du mest til ?"

Han smilede og lukkede øjnene. Så meget som hans sind kunne være i oprør hvis man trykkede de rigtige steder, ja så var han ligeså kølig det meste af tiden, både udvendig og indvendig. Han tog det som en egenskab at kunne holde hovedet koldt og blikket højt. En stolthed så at sige. Af natur var han en meget stolt person.
Han tog en slurk af cognacen fra flasken og ventede på at alkoholen begyndte at gå i blodet. En velkendt følelse. I tiden efter alting gik galt havde han levet livet på kanten med alkoholen, og det var et mirakel at det ikke havde slået ham ihjel på den ene måde eller den anden, men var det ikke også hvad engle som han levede på? Mirakler?

Han åbnede øjnene og kiggede han på hende. Spøjs tankegang, men hun havde vel ret. "Det er det der sker når man får for meget cognac" Lød det drillende og han lagde sig på siden så han kunne se han på hende.

Han lyttede bare og svarede først til sidst. "Miami. Jeg har en lille lejlighed i Miami. Jeg kan give dig adressen hvis det er. Der er stakke af dåsemad og vand derinde, så det burde klare madproblemer, men jeg er der nok ikke. For det meste er jeg i min bil. Det er kun når jeg løber tør for mad i bilen at jeg tager til Miami og fylder op."
Han havde ikke været i den lejlighed i flere uger før for at par dage siden. Det var derfor han havde været i Miami. Der var meget beskidt derinde, men maden var find nok.

Han overvejede det lidt. Det var ikke fordi han havde lyst til at give for meget væk. Han skulle nødig regne ud hvad han var, men denne lille ting ville da ikke være et problem?
"Jeg har en hemmelighed til dig, og du bliver den anden levende person jeg fortæller det til, så du må hellere holde tæt med det okay?"
Et suk lød og han ventede ikke på at hun svarede ham. Han satte sig istedet op og rykkede han imod hende. "Jeg har en ekstra lille bonus 'evne'. Hvis du lukker øjnene og folder hænderne" Han tog om hendes hænder og folede dem foran hende. "og sender en bøn til mig. Bare tænk på det, så skal jeg nok være der." Han sendte hende et skævt smil og slap hendes hænder igen. "Så hurtigt jeg kan anyways"

Millicent lo." Oh virkelig? Så burde mine øjne jo være vandklare " løj hun fælt.Hun ville nok have multicolored eyes med al det shit hun altid hældte indenbords som selvmedicinering.Egenlig var det et mindre mirakel at hun havde det tag på bue og pil som hun havde.Hun burde være helt ude af stand til at ramme andet end...forbi.
Nå...lidt held havde hun åbenbart i posen.

Hun fik rettet sig lidt op i stolen, så hun ikke flød men nærmere sad i den på normal vis.
Hun fik en varm følelse inden i.Ville han virkelig hive hende sin adresse og stille sin lejlighed til rådighed, hvis hun manglede tag over hovedet eller...mad? Det va jo et helt lille shelter.Og med lidt held , kunne hun også finde ham der...eller ...måske ikke.Det lød til at Auriel meget sjældent benyttede lejligheden.But still.
Hun søgte kort efter en gevinst, men kunne ikke lige se hvilken vindning der var i det for ham? Andet end hun måske kunne undgå en fight i ny og næ, hvis boksningen havde til formål at skaffe penge til mad.
I teressant.
Og det blev det da godt nok også , da Auriel pludselig bevægede sig over mod hende og kildede hende med løftet om en hemmelighed."Jeg er beæret " dryssede det fra hendes læber imens Millicents øjne løb over hans ansigt og studerede hans træk.Hvilken hemmelighed? Drillede han mon bare lidt?
Men han så faktisk helt alvorlig ud, så hun skyndte sig at afgive sit løfte, ligeså seriøst.." Selvfølgelig...jeg vil ikke sælge dig ud- aldrig" og så glanede hun ellers noget så meget, da Auriel greb fat om hendes hænder — og foldede dem.
Hun sad stille lidt tid....bare kiggede på ham...og på hendes hænder, som han nu havde sluppet med stadig lå foldet i hendes skød.
Hendes øjne afspejlede flere ting.Men mest en uforståenhed.Hun kunne bare ikke samle det puslespil der hed Auriel.Nye...uforklarelige ting blev ved at komme til overfladen."Skal jeg bare tænke på dig....sende en bøn...til dig?" Gentog hun , og en klang , en kende skeptisk lå i stemmen.
En åndsvag tanke...eller måske nærmere en frygt fik hende til at pable ud med " Og hvis det sker i søvne? Vil du så pludselig står her?" Det ville jo være helt katastrofalt, tænk hvis hun...drømte?.at hun var i problemer, og han skulle redde hende, PINLIGT! Det var en smule svært at kaperer ...helt at forstå, denne evne ting af hans.Kan alle tænke på dig...og så kommer du, eller er det kun dem du 'blåstempler'? " hun havde allerede glemt , at kun to kendte til hans hemlighed, så det var nok ikke ligefrem 'alle' der bare kunne det.
"Du er virkelig en forvirrende mand...meget...atypisk for din race" og det var ikke engle hun tænkte på her, bare the man kind in general.
En anden følelse listede sig ind på hende.Det var vanskeligt at navngive den, men hun blev helt varm, rørt og en smule 'bly' ...da hans ord trængte rigtigt ind, hans tilbud.." Du vil gøre det for mig? Dukke op, hvis jeg har problemer?" Hun slog blikket lidt ned.Damn den fyr kunne krybe under huden på en, uden egenlig at forsøge på det.

"I søvne?" Han kom til at grine. "Hvornår foler du hænderne i søvne, og hvornår drømmer du om mig?" Grinede han og gav hende et puf. "Men, tjo.. Muligvis, ´hvis jeg finder drømmen interessant nok." Han lagde sig lidt tilbage igen.
Det var sjældent han mærkede det, nu i hvert fald. Men i gamle dage så skete det tit med hans venner at de kaldte på ham.
"Rolig moster, jeg er ikke en hånd med øjne så store som tekopper. Jeg kan selv bestemme om jeg rent faktisk har lyst til at dukke op når der bliver kaldt, og jeg dukker jo ikke bare op af ingenting vel ? gezz".

Det var en lille ekstra ting han kunne. Det havde nok været mest brugt i helt gammel tid. Hvor alle kendte hans navn og nogle bad bønner, men det var jo langt fra de fleste han var kommet til der. Desuden var det også mest når folk oplevede naturkatastrofer.
"Du kan jo prøve også om det virker en gang" Drillede han med et skævt smil og tog endnu en tår cognac.

Hun satte et tvært ansigt op, og fralagde sig hurtigt ethvert ansvar...så var den ged fremtids barberet." jeg har da virkelig ingen ide om hvad jeg laver i søvne og det ER faktisk ikke altid man kan bestemme selv , hvem der ...maser sig på i ens drømme, bare så du ved det- h is ubeldet en dag er ude.Man kan ikke drages til ansvar for ens drømmerilstand" mukkede hun , men det lille smil var bare ikke til at skrabe af hendes læber.
Hun puffede til hans albue, ihåb om han ville vælte helt ned på senge.
" Excusez- moi..jeg burde have hørt bedre efter i skolen da de underviste i angel jumping ?" Lød det drillende.Helt ærligt , hvad forventede han dog.Hun var ikke engang sikker på det virkede.Måske var han ...syg...ustabil og bildte sig ting ind? Hun kendte godt svaret på det...dybt inderst inde....hun HAVDE allerede set han udrette noget..meget unormalt...og hans aura..støn...den aura!
" Måske vil jeg tage dig på ordet, næste gang jeg løber ind i en flok zombies...eller hvis jeg får en ubændig trang til at slæbe på 90 kilo dødsvægt igen" drillede hun og spidsede læberne.
Mathilda ville havde slæbt ham jorden rundt,bare for at ...røre...var Millicent ret sikker på.

"Faktisk skat, så drømmer man oftest om hvad der fylder meget i ens hoved til hverdag" smilede han overlegent, men måtte tøre smilet af da han væltede tilbage i sengen. "Så er det godt jeg hørte efter var?" Han rakte tunge af hende og satte sig op igen.
Han havde egentlig lyst til at tage en slurk cognac mere, men ville virke sanselyst fuld før hun selv havde fået lidt mere.

"87 kilo ... og jeg er bange for at du må trække en del tid . Jeg er ikke hurtigere end jeg er vel?" Det var sandt. Han kunne bevæge sig hurtigt hvis han gerne ville. rydde forhindringer af vejen, men hvis hun befandt sig i Vegas og han i Miami, ville det i hvert fald tage to dage. En gang da han ikke havde forsømt sig selv kunne han havde reddet på vinden hvis dte var det han ville, men nu... not so much.

"Nå, havde hende Mathilda noget godt mad med?" Han kravlede hen til vognen og hapsede en tallerken, hvor han fandt et halvt festmåltid i nordisk mad. Mums.

" 87kilo? Det må være inden indtagelse af cognac" hun slog klik med tungen.
" Auriel...hvem er du egenlig? Du virker for god til at være sand"
Hun skævede til ham.Det var virkelig en nederen evne hun havde der, at bare spytte ud hvad hendes tanker var fyldt med....lidt samme mekanisme som med drømmene, hvis Auriel ellers havde ret med det, men..." Drømme.....de har fået et meget stort vred....de er slet ikke hvad de giver sig ud for at være..de er kamoufleret og stoppet til af symboler og synonymer....tror du det betyder jeg er vild med dig, hvis jeg skulle drømme at jeg kyssede dig?" Hun så udfordrende på ham...." Det ville nok betyde at jeg bare forsøgte at lukke munden på dig" hun lo.
Cognacen var begyndte at indfiltrerer hendes system og tanker, og hun slappede dejligt af.
" Ja....bring mig føde....noget ...sødt og velsmagende" kommanderede hun og lod sig rulle om på maven ,med fødderne flagrende mod loftet, imens hun betragtede ham.
" Mathilda.....har tonsvis af talenter.....mad er en af dem....hun kan iøvrigt stilne enhver appetit, hun er...dygtig" drillede Millicent...men faktisk var det sandt.Nogle kunne spille musik, andre lege med ord, eller som med Auriel...lege med et hav af ild - hun skar en grimasse.....hun kunne skyde med en pil, hvor fedt var det luge ?! Mathilda kunne....gøre mænd glade.

"good point, før, må jeg tilstå." Gav han ind og tog en bid af en bøf. Han havde ryggen til hende imens han var henne ved maden, så derfor kunne hun ikke se hans ansigt da hun sagde det næste. Var det så tydeligt at han ikke var normal? Ja okay måske lidt. Men han kunne ikke lade hende vide det, ingen andre end Vladimir kunne det, og hvor Auriel ønskede at han aldrig havde vist det til Vladimir heller.
"Jeg er... Mnh... EN omvandrende tosse! There said it!" Påtog han et smil og stak hende et fad med honningristet and.

"Du behøver ikke at drømme før at jeg ved du er fortabt i mig, det er tydeligt nok i forvejen" drillede han og kunne ikke længere modstå at tage lidt mere cognac.

"Hvad er kl blevet ?" Spurgte han ud i den blå luft og tog en bid mere af sin bøf. Normalt levede han jo af dåsemad, så dette var luksus. "men du er da ikke dårlig til at lave mad selv? Bedre end mig selv" Smilede han roligt.

" ja ja... Du er i hvertfald en smule småskør...sådan som du skræmte din svigermor" hun rakte ud efter fadet, og fik sat sig op i skrædderstilling,
" Wow...det ser godt nok lækkert ud" hendes øjne var allerede begyndt at guffe i sig, da hun fiskede et stykke op.Hun elskede and og honningristet var jo gudeguf.
Millicent havde ikke ladet ham slippe SÅ let over hans næste insinuerende bemærkning, hvis ikke han havde fået hende pasificeret med anden lige forinden.
" Jeg tror ikke min forlovede vil bryde sig meget om at jeg er fortabt i dig Auriel, så den kærlighed kommer jeg nok til at begrave et sted i baghaven, så kan Mathilda gå og nusse om den" drillede hun og rejste sig for at tørre fingrene rene i en serviet.
Hun snuppede samtidig et fad med frugtstykker med på tilbagevejen til sengen.
" Hmm...jeg har lært en smule hen af vejen,,.mest fra min mor...men..jeg er skam ingen kogekone" hun forstillede sig selv lave mad dag ud og dag ind- det ville aldrig gå.Var hun for længe spærret inde i et hus, savnede hun naturen, hvilke også var den drift der havde kostet hende at stikke af fra Vladimirs residens.Hun håbede ikke hun stod til al for meget ballade når hun vendte tilbage.
" Du kender adressen til min mor....der kan du ligge beskeder til mig, hvis der en dag skulle være noget...jeg kan desværre hverken beame eller tranporterer mig hen til dig- endnu" drillede hun mildt....hun ville bare SÅ gerne kunne det samme som ham, bare for ikke at stå tilbage.
Skægt som det pludselig havde betydning....især fordi den kamp var tabt allerede inden hun fik tænkt tanken.

"Det er det der sker når skør møder skørere... No offence til din mor". Svarede han bare. Han tog en ordenlig bid af sin bøf og gumlede imellem bider: "Og det smager lige så godt som det ser ud!" Nu når maden kom indbords gik det op for ham hvor sulten han egentlig havde været. Hans blik gled op på hende da hun sagde noget om 'forlovede' igen. Hans skæve smil bredte sig.
"Ja så? Som jeg husker nævnte Mathilda ellers at du var single" De gyldne øjnede borede sig ind i hendes et sekund inden han så væk igen. "Men jeg vil lade dig have din fantasikæreste" Han drillede naturligvis nu, men var alligevel rimlig sikker på at han var et produkt af fantasien.

"Tror du virkelig din mor ville lade mig tæt på hendes hus igen?" Grinede han og tog noget mere af cognacen.

" ja...i er sku et kønt par" lo hun og boardede frugtfadet.Det var pære ,melon, druer og noget papaya frugt,Hun kunne bedste lide melonen der lå i både fersken og hvide farver.
Imens hun hakkede dem til sig med en gaffel, fik hun tømt hendes glad og rakte det ud mod Auriel, da han havde nappet flasken."refill, please" ....hendes øjne lynede nærmest da hun opdagede at Mathilda havde jokket i nælderne, virkelig meget.Det var da utroligt hvad den trunte havde nået på de få minutter Millicent havde forladt værelset.
" Nå...så det sagde hun? Men nu er hun jo prostitueret og ikke sandsigerske" lød det en smule tvært....hun vidste ikke hvorfor, men nu ville hun bare slet ikke indrømme det....og lets face it, det var jo ikke fordi Auriel, Vlademir og Millicent nogen sinde ville befinde sig i samme lokale, så whats the harm ?
" Som jeg sagde tidligere er det et..,nyt...forhold..og hun ved det ikke endnu.Vi skal luge selv vende os til tanken"
Ja...okay...det lød en smule hult, men det var jo ikke fordi han kunne modbevise det, så pyt vær med det.
" hvorfor er der ikke en sød pige der stå og sukker efter at blive din bed halvdel?" Rettede hun spotten mod mere safe ground, Auriel.

Han himlede med øjnene. *sure, skjuld du det bare* tænkte han og måtte erkende at hun nu var lidt af en stædig en. Glasset blev fyldt igen og Auriel tog selv en slurk. Den bløde alkohol var ved at hale en smule ind på ham. Han slappede mere af og hans tanker drev ikke rundt som de plejede. Det var betryggende og rart.
"Snak pænt, hun gav os trods alt mad" Han smilede. Okay, måske var Mathilda lidt prostitueret, men derfor havde hun nok stadig fat i noget.

"Så ville din 'forlovede' blive vred hvis jeg charmerede mig ind og stak af med dig?" Et vågende smil var sendt hendes vej inden han hurtigt tilføjede "Kidding of course".
Han grinede lidt for sig selv ved hendes næste ord. En pige? Tjo der havde da været flere.

"Jeg havde en kæreste et par år da jeg var yngre.. Men engle bliver ikke ældre og det gør mennesker, jeg måtte løbe min vej da hun begyndte at få rynker og jeg ikke gjorde" svarede han og kiggede undvigende væk. "Det værste ved det var nok at det ikke rigtig var et problem for mig bare at forsvinde... God i'm an ass..." Han trak på smilebåndet. Det sidste var mest alkoholen der talte.